Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Sådan et køretøj har jeg engang ejet. Jeg var 18-19 år. Det var en NSU Quickly.
Jeg købte den af magelighedsårsager. Jeg skulle hver dag frem og tilbage til seminariet, vel en afstand på i alt 4 km. Så det var vel kun rimeligt, at man til en sådan tur var motoriseret.
Men der var nu også andre årsager.
Jeg tjente lidt penge ved at være opkræver i Silkeborg Haandværkerforening. En gang hver måned skulle jeg rundt til alle medlemmer, for at de kunne betale deres kontingent. Det kunne knibe med betalingen, så nu og da måtte jeg aflægge flere besøg hos medlemmerne. I starten foretog jeg runden på cykel. For at spare kræfter købte jeg knallerten og opdagede, at så gik det så hurtigt, at jeg også kunne påtage min at kræve kontingent op for Socialdemokratisk Forening.
Var det ikke smart?

Er der mon nogen, der gerne vil vide noget om nationalliberalismens indførelse og korte liv i Danmark?
Nok ikke - og måske ikke så underligt.
Egentlig vil jeg med dette blot fortælle, at jeg i dag har bistået ældste barnebarn en lille smule med en historieopgave, som hun af sit venlige gymnasium var blevet pålagt. Og opgaven var netop om det nævnte emne.
Så nu ved jeg alt, man bør vide om Orla Lehmann og hans samtidige nationalliberalister. Og det er ikke så lidt. Jeg føler mig i stand til at holde et foredrag i en hvilkensomhelst historisk forening eller eventuelt en forelæsning på et af vore lærde universiteter om emnet. Et par anekdoter kan der vel også blive plads til imellem de mange lærde ord. Ellers falder alle i søvn.
Og mit honorar vil være mere end rimeligt.

Jeg skal snart på årets første jagt. Derfor fandt jeg i dag mit veltjente jagthorn frem for at øve. Jeg har ikke rørt det siden 2. juledag 2011.
Til min glædelige overraskelse lød det ikke værst, faktisk rimelig godt, selv om forstanderinden "gav sig lidt", da hun observerede, at jeg fandt hornet frem og skyndte sig at lukke døren til køkkenet.
Jeg tror, hun ikke værdsætter jagthornsmusik så meget som jeg.
Men midt i den herlige vellyd undgik det ikke min opmærksomhed, at der ikke var meget luft i lungerne at gøre godt med. Kun tre ikke særligt lange signaler kunne det blive til, efterfulgt af mange dybe og prustende indåndinger, før jeg på ny at kunne trække vejret normalt.
Der er plads til forbedringer.

Jeg stod lidt tidligt op i morges - omkring klokken 10. Årsagen til denne tidlige opstandelse skal søges i den kendsgerning, at der forlå en aftale mellem forstanderinden og undertegnede om, at alle havemøbler skulle flyttes indendøre, og der skulle foretages en gennemgribende oprydning i mit selvbyggede redskabsskur for skabe plads til omtalte møbler.
Opgaven blev løst.
Dette markerer for mig definitivt, at sommeren 2012 er forbi, og efteråret er sat ind, så nu er det snart jul, og vi kan efter en forhåbentlig kort og mild vinter glæde os til foråret og få fundet de samme møbler frem igen. Jeg kalder det møblernes kredsløb.
Er det ikke bare herligt, at det snart er forår?

I Danmark er vi verdensberømte for afgifter.
Især én af dem finder jeg interessant, "Svulmningsafgiften". Ja, det hedder den saftsus'me.
Den må være én af de mest opfindsomme skatter i verden, og den betales af købere af softice.
"Svulmning" er dét, der sker, når den flydende masse køles og tilføres luft, så det bliver til softice. Men softice er svær at belægge med isafgift, idet softice - inden den piskes op - blot er en flydende masse, der består af mælk, naturligt fedt og smag.
Men det stopper ikke lovgiverne, som har en helt enestående fantasi, når det gælder om at få penge i kassen. Vi må være det eneste sted i verden, hvor der er afgift på luft. Halvdelen af softice er nemlig luftmolekyler, der er sprøjtet i isen for at give den fylde. Vi har altså afgift på luft.Den måtte jo komme før eller siden - og så rammer den lige netop softice, som er min yndlingsis.

For enden af vores vej er en flittig og god "vej-bekendt" travlt optaget af at restaurere en stor sejlbåd. Jeg vil skønne, at den er 7-8 meter lang. Jeg ser ham meget ofte i gang med jobbet.
Båden skal istandsættes såvel udvendigt som indvendigt - en kæmpeopgave, som allerede har varet 1½ år. Den stolte ejer skønner, at der vil gå endnu 1½ år, inden det smukke skib kan søsættes.
Jeg er en stor beundrer af mennesker, der som hobby pålægger sig selv et så enormt stort arbejde. Det har jeg aldrig selv været god til. Det nærmeste, jeg kommer, er mit redskabsskur, som jeg (næsten) selv byggede for 7 år siden. Det var et byggesæt fra Bauhauss. Det tog 1½ uge.
Jeg har også (næsten) selv indrettet mit værksted for ligeledes 7 år siden. Det tog en uge.
Men en 3-års opgave kunne jeg ikke magte. Jeg besidder hverken tålmodigheden eller de håndværksmæssige evner til store opgaver. En 3-års opgave ville for mig vare 6 år. Jeg ville holde pause i halvdelen af tiden.

Det er de underligste ting, man nu og da kommer til at tænke over.
Jeg er født på 3. sal i Skolegade i Silkeborg. Dernæst flyttede familien til 1. sal på Frydensbjerggaard. Næste stop var i stueetagen i Møllegade. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18 og boede i kælderen hos min mormor på Gesnersvej. Altså etagemæssigt en jævnt faldende linie.
Men så gik det opad. Jeg kunne jo heller ikke komme dybere.
Næste adresse var 1. sal i Toldbodgade, stadig Silkeborg, og efterfølgende 2. sal i Mejlgade i Århus. På min næste bopæl holdt jeg niveau, 2. sal på Tirstrupvej i Risskov.
Ny "nedtur": Stueetagen i midlertidigt hus i Risskov og slutteligt stueetagen i vores nuværende hus i Studstrup.
Mine "adresser" er i lighed med så meget andet i tilværelsen gået op og ned.
Jeg påregner at slutte i kælderen.

Jeg lever med en trussel, en trussel, som det er svært ikke at tænke på.
Dagens aviser skriver om de danske afgifter, som efterhånden er lagt på alt.
BT's netavis skriver: "I løbet af en femårs-periode har staten hævet de danske afgifter med fyrre procent til skyhøje 298 milliarder kroner. Og kreativiteten i disse tider er stor: Fra nye afgifter på te, yoghurt, ketchup og rødbeder til afgift på luft, der får mælk til at blive til soft-ice."
Noget sådant bør en avis ikke skrive om.
Jeg tænker ikke på mulige usandfærdigheder i påstanden, men jeg tænker meget på - og her er truslen - at artikler af denne art giver forstanderinden en ubændig lyst til at tvinge mig ind i bilen og transportere hende syd for grænsen for i de dertil indrettede vanvittige indkøbscentre, hvor der købes ind, som om alle butikker vil lukke ned for evigt i morgen, at købe ind, indtil bilens fjedersystem er kraftigt overbelastet.
Så jeg kan kun sige: "Hold kæft, BT".

De små, grå celler er ved at komme i mindretal til nogle store, sorte og tomme ditto.
Oftere og oftere må jeg konstatere, at jeg har glemt noget. Det kan være en ordre fra forstanderinden, et ord, jeg ikke kan komme på eller et navn. Du ved: "Hvad er det nu sådan én til at se, om noget er vandret eller lodret hedder"? Eller: "Hvad er det nu, han hedder, du ved ham der med den store mave?"
I dag var det dog noget ganske andet, jeg glemte. Jeg slog græs. Det går stærkt med min (næsten) nye plæneklipper. Men i dag fornemmede jeg ved afslutningen, at det havde gået ekstra stærkt. Men så meget des bedre, tænkte jeg.
Det var derfor ikke den helt store overraskelse, at jeg, da jeg kort efter skulle ud at køre, måtte konstatere, at halvdelen af plænen i forhaven ikke var slået. Slet og ret glemt. De små, grå havde på ny svigtet mig.
Skam få den, der tænker ilde derom. Honi soit qui mal y pense.

Nok er vores matrikelnummer ikke Skagens Museum, og nok er de tre billeder, du ser på fotoet, ikke originale Krøyer-malerier (Det skyldes iøvrigt udelukkende, at jeg havde glemt at tage penge nok med, da vi i Skagen købte dem).
De tre er efter min mening Krøyers de bedste, "En sommeraften ved Skagens Strand", "Hip hip hurra" og "Sankt Hansblus ved Skagens Strand". Uheldigvis fremgår det ikke tydeligt af foto 2.
Men jeg har længe glædet mig til at få billederne op på væggen, og med en smule hjælp fra forstanderinden fik jeg sat den hylde op, som billederne står på.
Jeg modtog stor ros for arbejdet, da jeg bad om det.
PS: Jeg synes, at jeg gerne ville vise både "Før" og "Efter".

Gloria, halleluja og andre jubelråb.
For første gang i 2½ måned har jeg kunnet cykle.
Og alt var godt, selv benene var rimelige på trods af en hård modvind på vejen ud. Og solen skinnede smukt på min utrænede krop, mens jeg syngende trådte pedalerne rundt. Dagens melodi var for 117. gang "Hist hvor vejen slår en bugt".
Det blev ikke nogen lang udflugt, kun 16 km., men bare det at sidde på cyklen igen efter så lang tid var godt. Jeg nød hvert pedaltråd.
Livet er dejligt.

Hvad gør en gammel mand gladere, end når han får klippet sin hæk uden at røre en finger?
Svar: Ikke meget.
I formiddag ankom ældste søn, heldigvis sammen med sin bedre halvdel Anette og søn Frederik.
Han medbragte et monster af en meterlang, motordrevet hækklipper, og på omkring ½ time var sagen klaret. Det ville have taget mig 3 timer.
Udover den fordel at jeg slap for det besværlige job, kunne jeg glæde mig over Frederiks altid glade smil, begejstringsråb og pludren. Ikke noget dårligt bytte.
Og den venlige "hæksaksefører" lovede ovenikøbet at komme igen og klippe hæk i juni næste år.
Efter at have gjort ham arveløs et utal af gange kunne jeg måske overveje at genindskrive ham i mit testamente.

En søndag i afslapningens tegn. Min formstøbte sofa har lagt beslag på mig hele dagen. Den drager. Dog slap den mig fri i cirka 3 kvarter i formiddags, da jeg gik en tur med vore hunde.
Jeg har i den senere tid svigtet mine traveture, og dette samtidig med gæster fra England og dertil hørende gode måltider har gjort, at digitalerne på badevægten også har vokset sig større.
Det vil der blive gjort noget ved allerhurtigst. Jeg vil spise færre daglige måltider, og jeg vil lægge mine gåture ind i en fast plan. Nu skal det være. Og snarest skal cyklen have sit come back.
Det bliver en travl tid. Mon jeg får tid til at spise? Man bli'r s'gu nok sulten af al den aktivitet.

En del tyder på, at Roskilde Universitet er et dyrt sted.
Da de studerende forrige fredag som sædvanligt mødtes i fredags-baren, fik én af deltagerne lyst til en Tequila-Shot. Han gik til baren, købte en sådan og betalte med sit Dankort. Alt var fint, og alle morede sig godt.
Morskaben stoppede imidlertid brat, da den studerende, der havde købt tequilaen, om mandagen tjekkede sin konto og opdagede, at der var trukket 450.030,22 kr. på kontoen.
Muligvis er Roskilde Universitet et SU-venligt sted, men det var alt trods lidt af en udgift til bare en enkelt drink.
"Det var en stor fest, og der var tryk på baren. Og så kan sådan et uheld jo ske", siger formanden for fredags-baren. "Vi har sagt til vort personale i baren, at man gerne må drikke, men ikke drikke sig stiv."
Vist ikke alle havde forstået den melding helt.
Den uheldige student fik pengene tilbage tirsdag, forhåbentlig inden hans bankrådgiver fik dårlige nerver af overtrækket.

Selv Bilka har sine fordele, når man som jeg er "hot-dog-entusiast".
Mens vore engelske venner og deres evige ledsager, forstanderinden, idag bevægede sig rundt mellem hylderne i butikken, sad heldige jeg i cafeteriet og læste min avis, mens jeg nød en ekstra god årgang af Pepsi Max. Der faldt en fredfyldt ro over mig i de cirka tre kvarter, de var væk. Avisen blev grundigt læst, og der var tid til at fundere også - og nyde colaen.
Tingene udviklede sig til noget næsten endnu bedre, da jeg ved de tres tilbagekomst blev budt en stor hot dog, en af dem, som kun en ekspert kan spise uden at får sennep, ketchup, remoulade, ristede og rå løg og agurkesalat ud over begge hænder. At spise en stor hot dog uden at spilde nogetsomhelst er en kunstart, som kun mestres af få. Jeg er en af dem.

En ny busrute er under kraftig overvejelse. Den er sikkert tiltrængt - og bliver lang.
Jeg snakker ikke om Arriva eller Midttrafik i og omkring Århus, men om en 8.000 km. lang rute mellem Birmingham i England og Mirpur i Kashmir i Pakistan.
Se, det er en busrute, der vil noget, og man skal ikke skifte undervejs.
Det vil tage omkring 8 dage for en enkelttur, og overnatninger foregår øjensynligt i bussen. Man må håbe, at bussens toiletter kan klare presset.
Ruten går gennem Tyrkiet og Iran og dernæst gennem nogle af de uroligste områder i Pakistan, godt fyldt op med Taleban-folk. Så måske kan det ikke svare sig at bestille en returbillet (2.400 kr.), men købe 2 enkelte (2 x 1.200 kr.), hvis alt går vel. Dog forsikrer trafikminister Khakor i Kashmir, at alle veje vil være sikre.
Jeg kan kun ønske god tur til de, der måtte ønske at købe en billet, og ser ikke ruten som en konkurrent til busserne i Århus.

Vi har i dag sammen med engelske venner besøgt min fødeby Silkeborg. Det er altid godt at gense den smukke by igen og ikke mindst, at svoger og svigerinde bød os allesammen på en hyggelig og god frokost.
God mad i godt selskab er ikke at foragte.
Blot var der alt i alt ét minus, vejret. Det var elendigt, gråt, dyngvådt og kedeligt.
Den gode frokost, den smukke by, vore søde værter og vi 4 besøgende fortjener meget bedre vejr.
Her synes jeg, kommunen skulle gribe ind og få gjort noget ved det.

Jeg besøgte IKEAs cafeteria i formiddag, mens engelske venner og forstanderinden gik på indkøb.
Jeg havde forsynet mig med dagens avis og gik op for at købe en kop chokolade.
Som altid skulle man trykke på en knap på en maskine, der lignede noget fra en rumkabine. Jeg kiggede på mulighederne - som var mange - og fandt endelig "Chocolate". Jeg trykkede på knappen og betragtede de 3 stråler, der gled ned i min kop. Det undrede mig lidt, at der var 3, men jeg skønnede, at det nok var for at få processen til at gå hurtigere. Da jeg smagte på indholdet, var det dog tydeligt, at det var en blanding af chokolade og kaffe. Jeg kontaktede kassedamen og sagde, at jeg ikke ville betale for "det her", for jeg bestilte chokolade. Hun accepterede og bad om at lave endnu en kop. Den smagte nøjagtigt som den forrige, og på ny klagede jeg. Jeg blev bedt om at lave en 3. kop.
Men så kom forløsningen. Jeg så pludselig, at der var mulighed for "Chocolate'" (kaffe med chokolade) og for "Chokolade".
Jeg undlod at fortælle det til kassedamen og satte mig stille på min plads med min chokolade.

Se godt på billedet. Det er lærerigt, taget for 3 uger siden i en gammel tysk maskingeværstilling ved Bulbjerg.
Det belærende ved billedet er følgende:
I barnlig kådhed ville jeg op i stillingen, og for at dette kunne lykkes, måtte jeg gennem en smal trappegang fra neden. Derpå måtte jeg klatre op på en høj betonblok i bunden af stillingen, så jeg kunne kigge ud og lade mig fotografere.
Såvidt - så godt.
For at komme ned af den høje betonblok måtte jeg stakkels mand synke dybt ned i det højre knæ og hoppe ned. Der var meget smal plads til denne atletiske øvelse. Og det havde knæet ikke godt af, thi det blev bøjet lidt mere sammen end godt var, og endnu i dag smerter det lidt, når jeg skal gå - og det skal jeg ofte.
Og hvad kan man da lære af denne misere?
Det skal jeg sige: Tro ikke, du er 25 år, når du er næsten 72.

Jeg har 2 forventninger til et havecenter:
1) Det skal sælge blomster/planter.
2) Der skal være en bænk, hvor trætte, gamle mænd kan hvile deres legemer, mens de mere interesserede kigger på og køber ind.
Sammen med vore engelske venner besøgte vi i dag et havecenter, der levede fint op til pkt. 1, mens det overhovedet ikke kunne klare pkt. 2, og det omendskønt man for nogen tid siden havde en sådan bænk. Derover blev jeg så vred, at jeg kontaktede én af de grønklædte ekspedienter og bad om en begrundelse for, at man havde valgt at nedlægge "hvileafdelingen".
Hun måtte beklagende sige, at hun ikke kendte årsagen, men hun gav mig ret i, at jeg lignede en, der godt kunne bruge en bænk
Hvordan skulle den forstås?

Investeringen begynder at give afkast. Endelig.
Inden for 2 måneder har svigersøn og søn nemlig sparet mig for ganske store udgifter på reparationer på vores gode campingvogn. Det er pay back time.
Svigersøn kunne for et par måneder siden reparere en køkkenskuffe, der var ved falde ud. Besparrelse for mig ca. 1000 kr.
I dag kunne ældste søn reparere gasvarmeren. Besparelse for mig ca. 1000 kr.
Til de 2 x 1000 kr. skal lægges et par timers ulejlighed samt diesel for aflevere og hente campingvognen hos campingforhandleren.
Det er godt at have børn og svigerbørn - og ikke mindst børnebørn.
Vigtigheden af dagens reparation understreges af, at vi fra i dag har besøg af vore engelske venner, som vi har kendt i 54 år. Og vi sover p.t. i campingvognen, og der er lovet frost.

Godt, man ikke er frugtavler.
Allerede nu kan jeg nemlig afsløre, at næste års frugthøst vil blive meget dårlig.
"Hvorfra ved du det?" hører jeg dig spørge.
Det skal jeg sige dig:
Fra gamle almanakker kan man lære, at hvis det den 21/9 (i dag) er smukt solskinsvejr, da vil frugthøsten året efter blive god. Thi smukt vejr i dag varsler gode frugter næste år.
Og som bekendt har vejret i dag været næsten uudholdeligt, et rigtigt møgvejr. Det har regnet siden engang i nat, og det regner fortsat, til nu 23 mm. her hos os.
Måske er det også derfor, at ifølge samme almanak er det netop i dag, at ormene søger dybere ned i jorden. Hvem kan bebrejde dem - med det vejr, vi har?

'Ør li' 'ær.
Forstanderinden har set sig varm på et nyt fortelt til vores campingvogn. Hun hævder (vist med rette), at det er meget nemmere at sætte op end de to, vi har.
Desårsag tilbragte vi en del af formiddagen blandt en campingforhandlers fristende tilbud.
Jeg skulle tage meget fejl, om vi ikke får det nye telt, selv om det kræver, at vi inden da får solgt de to andre.
Derudover har min dag budt på følgende:
1) Travetur med min søde viv og hundene (middelhårdt),
2) Plæneklipning og trimming af kanter (meget hårdt),
3) Afklipning af blomster i haven (ikke så hårdt) og
4) Jeg hang ud på kondicyklen et kvarter, hvor jeg gav den masser af gas (superhårdt).
Alt i alt en hård, men pragtfuld dag. Livet er så skønt.

Nu synes jeg, det er nok. Jeg er vred og skuffet. Årsag: Jeg har lige læste om Bjarne Riis' nye cykelhold fra 2013:

Contador, Roche, Breschel, Mørkøv, Chris Anker, Hernandez, Benatti, Nicki Sørensen, Kreuziger og flere andre store navne.

Men ét navn mangler: Mit.

Her havde jeg endda gjort, hvad jeg kunne for at mænge mig ind hos Mørkøv, da starten gik til "Post Danmark" i Silkeborg i sidste måned.

Jeg var begejstret, da Contador vandt i Spanien.

Flere gange har Riis ringet mig op for at få gode råd.

Og hvad får man for det? Intet, slet intet.

Årsagen kunne selvfølgelig være den, at jeg de sidste 3-4 måneder kun har kørt omkring 50 km., så træningstilstanden er ikke i top. Men det kunne der jo ændres på.

Jeg er dybt skuffet, Riis. Det kunne du have gjort bedre. Det er en ommer.

Til min glædelige og store overraskelse vandt AGF endnu en kamp. Det var i går aftes.

Det blev 3-2 over Midtjyske på Århus Stadion.

Sejren blev fejret - også af Frederik.

AGF-sutten måtte frem, hvilket den unge mand til fulde bifaldt.

"Matador" er tilbage på skærmen - for 7. gang.
Det er imponerende, at DR lægger denne 7. visning i prime time en lørdag. Det skal der mod til.
Rigtig mange glæder sig dog over det. Jeg er nok ikke én af de vildt begejstrede. Jeg synes, jeg kender den udenad, ved ret nøje, hvad der vil ske og endog ofte, i hvilken rækkefølge replikkerne falder. Alligevel kan jeg nok ikke undgå at kigge med, da forstanderinden er kæmpe-fan af serien.
Jeg så ikke afsnit 1 og 2, men havde ikke svært ved at tage tråden op, da afsnit 3 tonede frem i lørdags, og min søde hustru insisterede på, at vi skulle se det.
Der er ét afsnit, jeg glæder mig til at gense, det med overlærer Andersens grusomme dødsfald derude på altanen i "natten klam og kold". Den ide er godt tænkt.
Under alle omstændigheder er "Matador" bedre end håndbold. Men det er jeg også nødsaget til at se. Skulle jeg bestemme, så vi kun cykelløb.

Den gamle mand med hot dog af rekordstørrelse.

Der er kun én ting, jeg ikke kan sige nej til - det er en fristelse.

En sådan mødte jeg forleden.

Thi omendskønt jeg ikke bør indtage fedende spiser, så faldt jeg for endnu en for stor fristelse og købte en 35 cm. lang hot dog, enhver hot-dog-elskers drøm.

Jeg fortærede det lange apparat uden at spilde så meget som en dråbe ketchup eller andet "inventar". Blot havde jeg ét problem. Det var vanskeligt at spise op. Men jeg anstrengte mig så meget, jeg kunne, og det lykkedes.

Hvad er livet uden hot dogs?

Martin mæ e fløjt i Jernbanegade i Sønderborg.

Jeg har i dag været i Sønderborg for at se skulpturen, som er vist vist på billederne.

Personen er Martin Jørgensen, en Silkeborg-dreng født i 1884 på fattiggården. Her voksede han op og blev noget af en bandit. Alt for ofte var han i klammeri sine omgivelser, og alt for mange gange undveg han ulovligt fra fattiggården. Han sad i fængsel i utallige perioder og blev hver gang returneret til hjembyen.

I 1933 forlader han for sidste gang Silkeborg Fattiggård og slår sig ned i Sønderborg.

Her bliver han et nyt menneske, mild og blid og elsket af mange, ikke mindst af børnene, som han gerne talte og legede med.

Han levede i sine seneste år af at køre rundt med sin to-hjulede trillebør og klunse gammelt jern og og andet. Han var udlært glarmester og hjalp mange med en knust rude, men ville ikke have noget for det.

Om halsen havde han en fløjte, som han brugte til at advisere sin ankomst i gaderne. Først havde han et larmende horn, men han blev spurgt, om han ikke i stedet ville bruge en togfløjte, som han fik foræret. Det gjorde han gerne. Derfor kaldtes han altid "Martin mæ e fløjt". Han var måske den mest populære borger i byen i stærk modsætning til tiden i Silkeborg, hvor han sloges med alle og enhver, ikke mindst med politiet. Han døde i 1976.

I 2011 lykkedes det Sønderborg Kunstfond at skaffe 650.000 kr. til skulpturen via sponsorer.

Det er herligt, at også mennesker fra de allerlaveste klasser bliver mindet.

I dag stod solen op kl. 06:42 og vil gå ned kl. 19:32. Når jeg lige nu sidder og kigger ud ad vinduet, så er solen faktisk allerede gået ned, omend klokken kun er 18.30 eller så.

Dagen er aftaget med 4 timer 42 minutter. Dagens længde er idag 12 timer 50 minutter.

Det er forstemmende at mærke efteråret komme, men vi skal jo alle igennem det og må glæde os til foråret. Det gør jeg også.
Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at månen står op kl. 00:08 og går ned kl. 17:45. Hvorfor det glæder mig, ved jeg egentlig ikke.

Men jeg kan godt lide at glæde mig over et eller andet.

Jeg mødte i formiddag 2 dagplejemødre på gaden. De havde hver en barnevogn med 4 børn i. Børnenes alder mellem 1 og 3 år. Tilfældigvis mødtes vi foran en bagerbutik, som jeg lige havde beæret med mit besøg og indkøbt et antal dygtige håndværkere.

Jeg kunne ikke lade være med at tale til de søde børn, hvilket helt tydeligt glædede både børnene og deres plejemødre.

4 børn i 1 barnevogn gav ingen trængsel i de store vogne, og jeg bemærkede, at hvert barn havde sikkerhedssele på nøjagtigt som i en bil. Adspurgt svarede den ene af dagplejemødrene, at det var et krav, for man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske.

Jeg kiggede lidt videre på de store barnevogne og bemærkede pludselig, at de var eldrevet. Hvad gi'r du? Eldrevet! Et lille tryk på en knap satte vognen i bevægelse. Det fandt jeg imponerende, men jeg fik fortalt, at indførelsen af dette system havde skånet flere dagplejemødre for mange skulder- og rygskader. Det fandt jeg fornuftigt, og det fik mig af uransagelige årsager til at tænke på min selvkørende græsslåmaskine. Måske også mine skuldre og min forpinte ryg kunne få det lidt nemmere.

"Det er spildte Guds ord på Balle-Lars", sagde pastor Gjellebøl i 1858, da han i fængslet i Præstø skulle forsøge at få den dødsdømte Lars Nielsen Bahl, kaldt "Balle-Lars", til at angre sine synder. Han havde ifølge dommen mod betaling fra en bonde dræbt en ung pige.

Jeg har aldrig kendt den egentlige baggrund for udtrykket. Men nu gør jeg.

Udtrykket kommer af, at den gode pastor aldeles forgæves havde forsøgt at få den dødsdømte til at angre sine synder. Han var blevet idømt halshugning og hjul og stejle. Men den gode pastors ord havde ingen virkning på Balle-Lars overhovedet. Og det på trods af at patoren ikke færre end 21 gange havde besøgt ham i fængslet og uden held appelleret til hans anger.

Det var "spildte Guds ord på Balle-Lars".

I dag bruger vi udtrykket om en situation, hvor mine og andres velmente råd eller klog tale ikke virker.

Somme tider kan man blive glædeligt overrasket over store selskaber.

Jeg havde i de foregående 4 dage med nogen ærgrelse noteret mig, at jeg i campingvognen med min nye boks fra TV-selskabet "Boxer" ikke kunne modtage TV2, som er den eneste kanal, jeg betaler for. Andre kanaler virkede fint. Én ting er, at man skal betale for TV2, men at man så ovenikøbet ikke kan se den, når man har betalt, gør tilværelsen sur.

Jeg besluttede mig til at ringe til selskabet. Jeg forventede en telefonkø på ½-1 time. Men nej. Jeg susede lige igennem til Katja, den søde og venlige pige, som tog telefonen. Jeg satte hende ing i problemet, og efter kort betænkningstid forklarede hun, hvilke knapper jeg skulle trykke på. Jeg gjorde som forklaret, og vupti kunne jeg modtage TV2. Det blev jeg rigtig glad for.

Jeg lovede den søde pige at tage hende med i mine taksigelser i min aftenbøn, hvilket hun tydeligt blev glad for. Nu skal jeg så blot huske det, for hun fortjener det.

Undskyld. Jeg erkender fejlen. Min dagbog har ligget brak siden fredag. Årsagen er den, at forstanderinden og jeg har været dybt optaget af en træskibs-regatta i Løgstør, dette herlige sted ved Limfjorden.

Turen gav mange oplevelser både skibsmæssige og kulinariske.

Sidstnævnte gav anledning til at se min gamle soldaterkammerat og gode ven, 82 Kruse, i krig med en "hot dog" indkøbt hos den kendte "Tulle", som ejer Løgstørs eneste pølsevogn.

Det er med beklagelse, jeg må meddele, at "hot doggen" gik af med sejren. Resultatet var ketchup, remoulade, løg og sennep over alle 10 fingre og det meste af overkroppen.

Det var beskæmmende, at se en tidligere barsk kriger fra det ildsprudlende jyske telegrafregiment i den grad måtte opgive at "besejre fjenden".

Jeg traf i dag en væsentlig beslutning. Jeg meddelte forstanderinden i klare vendinger, at i går var sidste dag, hvor hun havde den enevældige magt til at kunne dirigere rundt med mig og fjerne min selvbestemmelse. Jeg vil fra denne dag, den 6/9 2012. være en selvstændig og frihedssøgende person, som træffer egne beslutninger og selv planlægger sin tid.

Naturligvis måtte jeg tage lidt mod til mig, inden jeg fik det frem. Men frem kom det.

Forstanderinden tøvede et brøkdel af et sekund og udbrød: "Tør du vædde"?

Da jeg ikke bryder mig om at vædde og aldrig har gjort det, så jeg mig nødsaget til at trække min erklæring tilbage, og alt er igen ved det gamle. Det havde til følge, at jeg i dag skulle klippe et utal af roser, læsse bilen til lossepladsen, køre derover, læsse af og sluttelig rydde op i mit værksted. Hårdt. Men der er nu alligevel en vis tryghed ved at vide, hvad man skal.

Da jeg vågnede i morges og lå og funderede lidt, erkendte jeg, at i min alder er man en del "forhenværende". Jeg konstaterer det helt uden bitterhed - sådan er livet, det er en kendsgerning.

Her er nogle af dem.

Jeg er forhenværende pølsemand, bagerikarl og opkræver.

Jeg er forhenværende seminarieelev, lærer, lærerrådsformand, viceinspektør og admin. leder.

Jeg er forhenværende cricketspiller, håndboldspiller, tennisspiller, badmintonspiller, ishockeyspiller.

Jeg er forhenværende cricketdommer og håndbolddommer.

Jeg er forhåndværende retrieverdommer, retrieverinstruktør og lokalformand for retrieverklubben.

MEN.

Jeg er nuværende ægtemand, far, svigerfar, morfar og farfar.

Jeg er nuværende en glad og tilfreds mand

Jeg er fremtidig livsnyder og glæder mig til det.

PS: Kl. 13.42 i dag var det nøjagtigt 7 år siden, jeg slukkede min sidste cigaret.

Da jeg vågnede i morges, havde jeg ingen anelse om, at jeg inden aften skulle blive den (u)lykkelige ejer af en ny plæneklipper. Men det blev jeg. Jeg kan ikke glæde mig fuldt over indkøbet, fordi den var så urimelig dyr, men til gengæld har den elektrisk selvstarter og er selvtrækkende. Det glæder mig.

Årsagen til det dyre indkøb var, at den gamle brændte sammen. Den havde samme fejl som den forrige. Når man ikke med mellemrum hælder olie på, ja så går det galt, og alt det indvendige smelter sammen. Men jeg synes, det er pudsigt, at to plæneklippere i træk kan have den samme fejl. Jeg har stor lyst til at klage hos forhandleren.

Forstanderinden har fået en god ide. Jeg misunder hende ofte hendes iderigdom.

Hun har altid været grundig med at kontrollere den bon, vi får udleveret, hver gang vi handler i et supermarked. Og ofte er der fejl, som betyder, at vi har betalt for meget og må bede om penge retur.

Den søde dames ide er, at disse penge lægges i en speciel sparebøsse. Inden for en uge har vi på denne måde opsparet 57 kr. (I dag alene 42 kr.)

Hvis dette beløb vil gælde for alle uger i fremtiden, da kan næste års sommerferie blive kraftigt understøttet.

Så kære supermarkeder! Fortsæt blot med fejlene. De er vores opsparing. Og forstanderinden skal nok finde dem.

Det har været en dejlig og travl weekend. Hør blot:

Lørdag fødselsdagfrokost samt eftermiddagskaffe for næstældste barnebarn og sammes mor. Pragtfuld mad, af hvilket jeg indtog for meget og medførte, at jeg til det efterfølgende arrangement, fætter-kusine-sammenkomst på Mols måtte undlade at spise så meget, som jeg plejer. Men jeg lyttede og snakkede som sædvanlig, fra jeg kom til jeg gik. I seng omkring midnat.

I dag tidligt oppe og morgenmad hos søn, svigerdatter og to børnebørn efterfulgt af et meget langt besøg på Hammel Hestemarked. Jeg så ikke en hest, men derimod et kræmmermarked, som jeg oplevede som det største, jeg nogensinde har besøgt. Det tog lang tid at se det hele.

Nu er kræfterne brugt op, og jeg sidder på ny med benene oppe og ser cykelløb fra Spanien. Wauuggh. Er livet dog ikke skønt?

Dette hus, Møllegade 30, Sileborg, (det nærmeste med den lyse gavl) er et historisk hus, thi der boede min familie og jeg fra jeg var 13, til jeg var 18.
Vi havde blot underetagen, ca. 50 kvm., og vi var i alt 5. Ikke meget plads.
På første sal boede en ældre dame, fru Christiansen, som engang havde ejet huset, og da hun solgte det til kommunen blev hun lejer.
I hendes lejlighed boede før hende Asger Jorn. Hvor længe ved jeg ikke, men i hvert fald længe nok, til at han kom bagud med huslejen. Det brød den ældre dame sig ikke om, og hun rykkede ofte for pengene. Til sidst tilbød Jorn hende 4 tekrus, som han selv havde brændt hos den berømte lermand i Sorring, Knud Jensen. Dernæst havde han malet dem med sine kendte fabeldyr og andet. Dem ville fruen sandelig ikke have, for som hun fortalte os: "De havde ikke engang en hank". Så hun bad ham om at sælge dem til en anden og komme med penge til hende. Det gjorde han åbenbart. Hvor kunne hun have tjent på at tage imod de 4 krus.

Jeg har i dag været til en afskedsreception for en kær, tidligere kollega på min tidligere arbejdsplads, Jellebakkeskolen. Det gav mig mulighed for - udover naturligvis at hilse på dagens hovedperson, som har været ansat på skolen i 39 år - at møde tidligere kolleger, ansatte som pensionister. Det er altid interessant især at møde de gamle, og det spænder de nostalgiske heste for vognen. Men de "trækker godt" og giver anledning til mange gode minder, heldigvis flest morsomme. "Kan du huske dengang, da......."? Det kan modparten som regel ikke, og så må man selv fortælle om hændelsen, som ikke er blevet mindre spændende, siden man fortalte nøjagtigt den samme for et år eller to siden.

Men hvor var det hyggeligt.

Er livet dog ikke vidunderligt? Her sidder jeg stille og afslappet og skal i de næste to timer ikke lave andet end at følge med i dagens etape i "Vuelta a Espana" på TV.

Jeg har naturligvis begge ben oppe, computeren anbragt på skødet og sidder komfortabelt i min formstøbte sofa. Nogle oliven og en kold Pepsi Max er indenfor rækkevidde. Jo, tak. Jeg har det fremragende.

Men en sådan nydelse skal man gøre sig fortjent til, hvilket jeg har gjort ved at male et par vægge i vores bryggers. Jeg var glad for at få lov, da malerarbejdet holdt abstinenserne borte (se gårsdagens beskrivelse). Men endnu engang blev det mig nægtet at male gulvet. Forstanderinden vil altså selv. Mine protester gjorde ikke indtryk. Kan være, hun slet ikke hørte dem.

Skulle det en skønne dag vise sig, at jeg af - lige nu - ukendte årsager ikke skal male, må jeg nødvendigvis forvente et kraftigt anfald af abstinenser. Det har jo stået på hver dag i flere uger.

Heldigvis har dagen i dag ikke bragt mig abstinenser, idet jeg har fået lov at male stolper på plankeværk, male indgangsparti med dør og male nogle vægge i bryggerset. Herligt!

Havde jeg spurgt pænt om det, kunne jeg uden tvivl også have fået lov at male gulvet. Men jeg nænnede ikke at tage den fornøjelse fra forstanderinden.

Gad vide, hvad jeg skal male i morgen, men forhåbentlig finder forstanderinden noget til mig. Jeg bryder mig ikke om abstinenser.

Der er ingen ende på vores iver for at male plankeværker.

Just som vi begge synes, at nu er vi færdige, så kommer nye ideer op.

Se blot de to billeder, det første fra 17/8 of det andet fra 27/8. Kan du finde forskellen? I givet fald skal du indsende svaret. Brug min "Brevkasse" (klik her).

Der udsættes en præmie til den heldige, som udpeges ved en lodtrækning blandt de indsendte og rigtige svar. Lodtrækningen foretages af notarius publicus (det er også mig), og præmien er en travetur rund om Lystrup Engsø på valgfrit tidspunkt. Turen kan anbefales. Den er meget smuk og er ganske uden risiko for, at man farer vild. Bare følg stien.

Jeg indrømmer. Jeg er "gal" med cykelløb og -ryttere. Jeg følger med i så meget, jeg kan omkring løb og deltagere.

Og det er ikke, fordi jeg er ubeslutsom, at jeg har drikkedunke fra 4 cykelhold, "Rabobank" (2 stk.), "Vacansoleil", "Saxo Bank/Tinkoff Bank"

og det nu nedlagte hold Leopard Trek.

De 3 flasker har jeg som resultatet af min skånselsløse jagt mellem holdbusserne ved mit besøg i Silkeborg i fredags. Havde jeg haft lidt mere tid, ville jeg have besøgt endnu flere busser - og fået endnu flere dunke. Men jeg skulle jo også fotografere.

Lad der ikke være nogen tvivl om, at Vacansoleil er mit hold. For hos dem kører min helt Martin Mortensen. Han fortjener dog et hold, der vil sætte lidt større pris på ham, og skulle han skifte, hvad jeg håber, gør jeg det også.

Men hør nu det bedste: Besøget i Silkeborg, som indebar "nærkontakt" med alle de store navne, bl. a. på hotellet, hvor vi fik brunch, har gjort forstanderinden næsten mere "cykel-gal" end jeg, og hun genkendte faktisk flere af berømthederne, end jeg gjorde. Hun er altså god at være gift med.

Der er meget, jeg ikke forstår.

Da jeg stod op, fik jeg af forstanderinden at vide, at jeg skulle male bryggerset, hvorfor jeg straks skulle iføre mig mine arbejdsbukser. Det gjorde jeg (se billede).

Atter ankommet i køkkenet lød beskeden, at jeg inden malerjobbet skulle fragte den søde dame til Føtex.

I samme åndedrag udstedtes befaling om, at jeg da bestemt ikke kunne tage afsted i den arbejdsmundering.

At skifte bukser er for mig en højst irriterende aktivitet, og jeg forsøgte mig derfor med, at ingen ville komme hen til mig og sige noget negativt om min påklædning derhenne i supermarkedet, endsige pege fingre ad mig. Derom kunne vi ikke blive enige, hvorfor jeg skiftede til det sidst indkøbte par, og vi kunne tage afsted.

Jeg forstår ikke, hvad forskel det gjorde, at jeg ankom i det fineste par bukser, jeg har. Der var ikke én, der komplimenterede mig for dem.

Lidt trist billede af våd cricketbane uden stemning.

Gode oplevelser torsdag og fredag skulle i dag have været fulgt op med endnu en af slagsen, nemlig tilskuer ved en cricketkamp i Skanderborg sammen med børnebørn, børn og svigerbørn.

Nu er der blot den lille "hage", at en cricketkamp helst skal overværes i solskin og behagelige temperaturer. Ingen af delene var tilstede, hvorfor den øvrige familie klogeligt valgte at tilbringe lørdagen derhjemme. Jeg forstår dem.

Imidlertid havde forstanderinden og jeg besluttet os for, at vi VILLE se cricket, selv om det var lidt koldt og blæsende. Så vi tog chancen og drog af. Vi så nøjagtigt 1 times cricket, indtil regnen tog fat - og vi kørte hjem og spiste vores frokost.

Det var storfamiliens 2. forsøg i år på at se en cricketkamp sammen.

3. gang må være lykkens gang, men det bliver nok først i 2013.

Endnu en god dag med store oplevelser. Denne gang fra cykelverdenen.

Det hele startede med, at forstanderinden inviterede mig på brunch på en lækker restaurant ved åen i Silkeborg. Derpå begav vi os til Torvet for se starten til kongeetapen i cykelløbet "Post Danmark Rundt".

Vi spiste brunch i samme lokale som verdensmester Mark Cavendish, Michael Mørkøv og andre cykel-kendisser. Det var stort. Jeg fotograferede dem begge. Se billederne af dem + andre i "Mit fotoarkiv" (klik her).

Jeg har sværmet omkring mange af mine idoler, så tæt, at jeg kunne røre dem, hvis jeg ville.

Det var enormt stort. Se blot billederne her:

1. Martin Mortensen, 2. Mark Cavendish, 3. Lars Bak og 4. Brian Holm og den gamle mand selv.

Det har været en oplevelsesrig dag - og om lidt er cykelløb på skærmen. Absolut "oppern".

Hør lige min aktivitetsliste for i dag - i forstanderindens fravær:

1) Rede senge, 2) støvsuge, 3) slibe og lakere bordplade første gang, 4) male stakitstolper anden gang, 5) lave frokost, 6) male plankeværk helt færdigt, 7) slibe og lakere bordplade anden gang, 8) slå græs, 9) rydde lidt op i værksted.

Det er mere, end jeg burde kunne holde til. Men vær forvisset om, at jeg har nydt at kunne gøre det.

Og så snart regnen hører op, skal jeg 10) ud at gå en tur.

Det har været - og vil fortsat være en god dag.

I går inviterede jeg forstanderinden på frokost i Grenå. I dag har jeg lavet frokosten til hende (og mig selv). Den søde dame har derpå prøvet at overtale mig til også at lave aftensmaden. Det ville jeg da gerne, men jeg skal jo lige lære det først.

Om frokosten i dag tør jeg sige, at den var mere end god, 8 kokkehuer, hvorfor jeg vil fortælle om den. Inspirationen er fra "Spise med Price" i onsdags. Udsendelsen hed "Frokost i det Grønne".

Prøv lige at klikke ind på dette link: http://www.dr.dk/DR1/SpisemedPrice/Opskrifterne/Program_4_-_Frokost_I_Det_Grønne/Pain_Bagnat.htm og se, hvad jeg præsterede. Der er både billede og opskrift. Jeg undlod dog at anvende enkelte finesser, såsom basilikum og ansjoser, men kun fordi vi ikke havde dem hjemme, og brødet var købt, nogle lækre, italienske grovboller.

Jeg anbefaler på det bedste denne opskrift, men spar ikke på hvidløgsolien (evt. olivenolien) og vinigairen.

Bollen smager himmelsk. Jeg vil overveje at oprette en lille virksomhed og stå ude på fortovet og sælge dem. Du kan se på TV2's reklamer, når jeg åbner. God appetit!

Ovenpå de mange timer, jeg har brugt på at male diverse plankeværker og havelåger, syntes jeg, det ville være rimeligt, at jeg i dag inviterede min søde viv på frokost. Heldigvis sagde hun ja tak, hvorpå vi begav os til en fiskerestaurant på Grenaa Havn. Vi kender den fra tidligere besøg, og her laves gode fisk til overkommelige priser. Og vi blev ej heller skuffet i dag.

Mens vi sad og ventede på maden, faldt vi i snak med 5 fynboer (mænd) på cykeltur. De var alle godt inde i pensionsalderen og havde som start på deres cykeltur taget toget til Horsens og derfra på nogle lidt alderstegne cykler med et par overnatninger nået Grenaa. Herfra de skulle videre til Bønnerup.

De fortalte, at de overnattede i 5 små en-mands-telte, for så kunne de - som de sagde - mere diskret "have besøg" om natten.

Snakken med de 5 gav mig lyst til at holde en lignende ferie, blot vil jeg lægge stor vægt på IKKE at skulle overnatte i telt. Jeg er sikker på, at min læge vil give mig ret i, at jeg ikke vil have godt af det.

I går blev forstanderinden enig med os om, at det store, nymalede plankeværk burde have endnu et lag maling. Denne opnåede enighed ramte mig hårdt. Jeg havde ikke set den komme.

Men jeg bestemmer ikke alt og har som en følge af "overenskomsten" i dag svunget penslen i hastige, men småvrisne penselsstrøg henover det kun 2 dage gamle maling, mens jeg inde i mig selv sang protestsange, der var i overensstemmelse med min sindsstemning.

F. eks. prøvede jeg efter bedste evne at erindre mig de sange, der søgte at gøre oprør mod undertrykkelse:

"Storkespringvandet" (Citat: "Men protesten ender som en storm, i det store stygge Storkespringvand"),

"Sådan er kapitalismen" (Citat: "Utak er de armes løn, det´ de riges paradis, men jeg syn's fa'me. det er synd").

Ind imellem fandt jeg også linier fra Drachmanns "Engelske socialister" (Citat: "Men skønt armen dirrer, og pulsen banker, mangler man ord for de mange tanker").

Jeg har det svært, når jeg maler, men får repeteret gamle tekster.

På ny vil jeg de næste tre uger i nogle timer hver dag sidde som limet til min formstøbte sofa for med stor interesse at følge verdens næststørste og uden tvivl det hårdeste cykelløb, "Vuelta a Espana".

21 etaper skal køres, hvoraf mange er bjergetaper, og det hele på 23 dage.

Desværre missede jeg en hel del af transmissionerne fra "Tour de France" i juli. Det var trist.

Måtte det ikke gentage sig.

At sidde så mange timer foran TV hver dag er en kunstart, som jeg har opøvet gennem mange års erfaringer med store cykelløb. Det tager tid at lære det, men støttet af hushjælpen (i mit tilfælde forstanderinden), som med passende mellemrum bringer små snacks og drinks, kan man nemt komme over de første begyndervanskeligheder.

Jeg har slået græs i dag.

Jeg ventede pænt, til temperaturen var på sit højeste mellem kl. 14 og 15, ca. 29 grader, og så gik jeg igang. Jeg hader at fryse, når jeg slår græs.

For at gøre anstrengelserne lidt mere interessante iførte jeg mig min hvide sommerkasket og forstanderindens skridttæller. Den gjorde mig i stand til efterfølgende at konstatere, at en omgang græsslåning "koster" 3.050 skridt. Se, det er interessant viden, og så slog jeg ikke engang plænen i forhaven, som ville have føjet yderligere 5-600 skridt til.

Sommerkasketten havde jeg på, fordi det er sommer. Til vinter bruger jeg en anden.

Det er på én gang en både lidt trist og lidt stolt dag. Årets sidste kartofler er gravet op.
Så gik den sæson.
Tre toppe var tilbage, da jeg startede med at grave, og de var så venlige at give 2 kilo rigtig gode og store kartofler.
Alt i alt har det været et godt kartoffelår med en høst, der er i lighed med alle olympiske lege er den bedste nogensinde.
Selv samsinger har udtrykt stor misundelse over mit resultat.
Nu mangler jeg så blot det evigt tilbagevendende ævl og kævl med EU for at få fastsat mit tilskud til dyrkningen og få pengene "rykket" ud af det enorme bureukrati (i.e organisationsform, der er kendetegnet ved hierarki og regelstyring, og som oprindelig stammer fra militæret).
Desværre må jeg erkende, at jeg hidtil ikke har fået nogen støtte udbetalt, men i år sætter jeg trumf på. Jeg meddeler blot, at dersom man ikke sender mig mit berettigede tilskud - og det ganske snart - da vil forstanderinden i egen høje person indfinde sig i hovedkvarteret i Bruxelles, og så vil man fortryde, at pengene ikke allerede er sendt.

Kig lige på vejrudsigten for de nærmeste dage. Det bliver varmt, meget varmt, lige noget for vi solbadere.

Jeg vil da på søndag bevæge mig ned på vores offentlige strandareal iført mine særdeles diminutive badebukser. De er mit uigenkaldelige og ubønhørlige svar på G-strengen. Jeg vil brede mit medbragte tæppe ud, lægge mig på ryggen for at solbade min muskuløse krop.

Jeg har erfaring for, at selv om stranden ved min ankomst er tæt pakket, nærmest som et fluepapir, da vil jeg i løbet af ganske kort tid have masser af plads omkring mig. Jeg har på visse dage ganske tømt stranden for andre badegæster på under et kvarter.

Gad vide, hvad årsagen er.

Som omtalt i går efterlod jeg et plankeværk kun grundmalet og til forventet snarlig færdiggørelse. Forstanderinden konstaterede, at vi kunne få regn i morgen, hvorfor det skulle være i dag.

Så jeg var ekstremt tidligt oppe og ude med penslen, inden solen stod direkte på træet.

Retfærdigvis skal nævnes, at min søde viv hjalp til med en lille, smal pensel og brugte en del tid på at finde "helligdage", som jeg ved små uheld måtte have efterladt.

Men hun er en god inspirator. Thi nu da vi alligevel var igang, syntes hun, at vi lige så godt kunne fortsætte og også male de to låger til redskabs- og affaldsskuret (billede t.h).

Som sagt, så gjort. Og nu står det hele der, nymalet og flot. Der er kun to umalede plankeværker tilbage, hvoraf det ene er så stort, at jeg vil forsøge mig med en arbejdsnedlæggelse.

NB: Posen med pottemuld (billede t.v.) er fortsat på sin plads (se gårsdagens omtale).

Der er to ting i livet, jeg ikke kan fordrage: At kaste op og at male.

I dag har jeg beskæftiget mig med sidstnævnte.

Forstanderinden befalede i forgårs, at alle vore plankeværker skal males. Som det ses på billederne "før" og "efter", er det så det, jeg har gjort.

Nu må man ikke tro, at jeg er en sjusket maler, selv om det ser sådan ud på billedet "efter". Det er kun en grunding, og snarest muligt vil plankeværket stå i sin færdige form, heldækket af stengrå maling.

Den observante læser vil notere sig, at plastiksækken med pottemuld på begge billeder står ved døren. Der har den iøvrigt stået siden oktober sidste år. Jeg hader ændringer, selv dem til det bedre.

Det ville være snyd, næsten grænsende til noget kriminelt, hvis jeg ikke her og nu berettede om det aftensmåltid, som min søde viv tilberedte til mig i går aftes, Jeg tøver ikke med at udnævne det til den mest velsmagende ret, jeg har indtaget i mit snart 72-årige liv - intet mindre.

Udgangspunktet var en marineret mørbrad. Og den var god.

Men tilbehøret, uhm, uhm, uhm. Helt fantastisk. Nogle store svampe, hulet ud og stegt med hvidløgssmør og olie. Desuden en speciel og krydret ost, der skulle have 5-6 min. i ovnen, salat med dressing af blendet fetaost i creme fraiche og med hvidløg og endelig stegte kartofler.

Det var himmelsk. Den gode dame har overgået sig selv på ny og har lovet, at der måske ikke går lang tid, inden vi får det igen. Så må og skal jeg lære at lave det. Det slog alt.

På dagens travetur diskuterede min søde viv og jeg blandt andet ordet "kålhøgen". Vi kender det naturligvis og har brugt det utallige gange.

Hvis man er "kålhøgen", er man overdrevent indbildsk, overstadig, eller man ytrer sig og optræder på en overlegen, pralende måde. Men ingen af os vidste, hvorfra ordet kommer.

Det ved vi nu (Google). Oprindelsen står lidt hen i det uvisse. Det bedste bud er, at "kålhøgen" er en noget skæv afledning af navnet Karl Høvding. Han var drabelig helt fra en gammel folkevise, der suser sin elskede Eline til undsætning og hopper i brudesengen lige for næsen af en anden tilbeder. Rivalen bliver i øvrigt dræbt i tvekamp.

Så man er kålhøgen, når man er en rigtig Karl Høvding.

Iøvrigt er ordet et af de få ældgamle ord, der overlevede i den nye danske ordbog fra i år. Det er også et godt ord. Det "ligger" godt i munden.

NB: Kålhøgen (trykket på 1. stavelse) er en rovfugl, der indtil 1954 var ganske udbredt i Danmark. Fra da dyrkede vi ikke længere så meget kål, og fuglens spisekammer forsvandt. Nu findes den kun i nogle af de gamle østlande.

Man lærer altså meget på min hjemmeside.

Jeg var til gudstjeneste i dag, hvilket jo er usædvanligt på en lørdag.

Mere usædvanligt var, at det var en "Fåregudstjeneste". Det betød dog ikke, at vi sad blandt husdyr og mæede, men at den foregik i Fårvang i anledning af det lokale fåremarked (byfest).

Lige et skridt mere ud ad det usædvanlige. Gudstjenesten fandt sted i et telt opstillet på byens idrætsanlæg, og den var primært for børn, så jeg havde ikke svært ved at følge med i teksterne.

Som en del af gudstjenesten sang Skorup Kirkes kor, hvori søn og svigerdatter er meget aktive medlemmer, og dersom du ser godt efter på billedet, vil du opdage, at yngste barnebarn, Frederik, også var med på armen af mor. Han sang dog ikke med.

Jeg er vist ved at have fået OL nok. Det er for meget. Stort set kan jeg se sport fra jeg står op, til jeg går i seng. Og der findes efterhånden ikke den sportsgren, der ikke er med. Det bliver nemt for kedeligt.

Men fra i dag lysner det. Endelig er vi nået dertil, hvor synkronsvømning er repræsenteret i programfladen. Se, det er spændende. Man kan blive helt euforisk af at se på der næseklemme-bærende, stramt friserede, unge damer, som uafbrudt bryder vandoverfladen med hoved eller ben forrest.

Oplevelsen var ekstra stor, idet "De sorte spejdere", Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, kommenterede. Og de har deres helt egen og utroligt morsomme (sarkastiske) måde at gøre det på. Deres kommentarer kompensererede så rigeligt for denne sportsgrens uendelige kedsommelighed. De er den eneste grund til, at jeg så det meste af udsendelsen i dag. Og så faldt lyden endda ud i 10-15 minutter. Det gav mig lang-gab.

Vores bil har været til syn i dag. Der var 2 gode grunde:

a) Der er gået to år siden seneste syn.

b) Jeg har hørt, at dersom jeg får bilen "vejet ned", da kan jeg spare 5.000 kr. om året i vægtafgift. Og det kræver en synsgodkendelse. To fluer med ét smæk.

Derfor begav forstanderinden og jeg os afsted til nærmeste synshal.

Og vi bestod. En pletfri synsgodkendelse. Det er som at bestå en eksamen med en god karakter. Jeg havde dog ventet godkendelsen, for forstanderinden havde før inspektionen synshallens leder under 4 øjne, så det måtte gå, som det gik.

I sin begejstring over godkendelsen gav den søde dame mig lov til at købe en ny elkedel til hende. Derfor vil jeg aldrig glemme denne dag.

Igennem de seneste dage er pågået væsentlige, men vanskelige forhandlinger her på matrikelnummeret mellem forstanderinden og undertegnede.

Jeg har længe følt, at min selvbestemmelse er skrumpet mere og mere ind, og efterhånden er ikke-eksisterende, hvorfor jeg har forsøgt mig ad forhandlingens vej. Og det er egentlig gået rimeligt godt. Den søde dame har efter lange forhandlinger og svære overvejelser aceepteret, at jeg for eftertiden selv må bestemme, om jeg ved min morgenbarbering starter på højre eller venstre kind. Ligeledes må jeg ved mine tandbørstninger selv afgøre, om jeg starter med undermunden eller overmunden.

Jeg forsøgte mig også med at ønske større indflydelse på, hvilket tøj jeg skal bære. Jeg nåede ikke længere, end at jeg selv må afgøre, hvilke sokker jeg skal iføre mig - bare de er mørke.

Jeg kunne overveje at forsøge mig med endnu en forhandlingsrunde, men forstanderinden har lukket for yderligere samtaler om emnet, så det bliver svært at nå længere. Men jeg opnåede da noget.

Som omtalt i går er motion blevet en væsentlig og integreret del af min hverdag. Jeg træner konstant hårdt, og som cykelentusiast lægger jeg navnlig vægt på, at mine lårmuskler er i god stand. Derfor har jeg lavet et træningsprogram specielt for dem.

Som det fremgår af billedet, som forstanderinden tog af mig i morges, er jeg ved at være der. Mangler lige den sidste omgang styrketræning og et par skud mere fra hormon-sprøjten. Sig ikke sidstnævnte til nogen.

Men det er ikke nemt at købe bukser, der sidder ordentligt.

Så sundt, så sundt, og det smager fantastisk i sin færdige form.

Forstanderinden går højt op i, at vi skal spise sundt og gå lange ture. Jeg går endnu højere op i det, så det er nemt for os at blive enige om menu og motion.

Traditionelt er det dog menuen, der interesserer mig mest, og det er med enorm fryd, jeg har erfaret, at den søde dame har fundet en opskrift på en særdeles sund wok. Vi har allerede fået den nogle gange. Den smager himmelsk og er sund ud over alle grænser. Se blot på billedet, hvad hovedingredienserne består af, hvidkål, gulerødder og blomkål, dog tilsat nogle små kyllingestykker og diverse krydderier. Det får mig til at glæde mig til aftensmaden - og jeg snittede grønsagerne.

Dagens motion var en travetur i ganske højt tempo - i ca. 40 minutter. Tag ikke fejl. Vi strutter måske - men det er af sundhed. Er livet dog ikke skønt?

Hvis nogen ville spørge mig, hvordan jeg helst ville bruge min søndag, da ville jeg svare: "Nøjagtigt som i dag". Næste spørgsmål kunne da være: "Og hvordan var så i dag?"

Til det vil jeg forklare, at hele den nærmeste familie var til frokost, børn, svigerbørn og børnebørn.

Der er meget lidt, jeg kunne ønske mig mere end at have alle de skønne mennesker omkring mig. At de så ind imellem griner ad mig, bl. a. med min hørelse og hukommelse, betragter jeg som en del af den underholdning, der gerne må være ved en hyggelig frokost. Jeg bidrager gerne - også selv om det er ufrivilligt. Og de må helst komme igen snart. Hvis de ikke gør det, må de finde sig i, at jeg kommer og besøger dem. Så ka' de lære det, ka' de.

Ved et besøg i formiddag i et lokalt supermarked stod forstanderinden og hendes tro undersåt, jeg selv, ved kassen for at betale. Den ca. 18-årige unge mand, der betjente os, åbnede pludselig munden i et kæmpe-gab. Der blev ikke sparet på hverken åbenhed elled lyd. Ej heller tog han hånden for munden. Alle tænder var synlige.

"Nå", udbrød min livsledsagerske, "du kom da vist for sent i seng i aftes".

Det indrømmede den unge mand beredvilligt og fortalte, at noget sådant jo tit og ofte skete for unge mennesker. Han stiirede mistroisk på mig, da jeg sagde, at det sandelig ikke skete for mig i min ungdom. Jeg passede altid min seng og var aldrig søvnig dagen efter

Stadig kiggende mistroisk på mig fortalte han videre, at han i aftes havde arbejdet til kl. 22 og derefter var "gået på besøg hos nogle venner". Ikke noget vildt og voldsomt, bedyrede han, men han var alligevel først kommet i seng ved 2-tiden og skulle møde kl. 8. Altså højst 3-4 timers søvn.

Hvor jeg dog erindrer lignende tilfælde fra mine egne unge dage.

I mine unge dage i Silkeborg kendte jeg et postbud, som var meget hurtig. Faktisk var han jysk mester i 100-meter løb.

Han var en munter og glad mand, der altid havde han en kvik og lun bemærkning til det, der skete omkring ham. Hans arbejdsplads var naturligvis posthuset i Silkeborg med ganske mange ansatte, postbude, postekspedienter og andet kontorpersonale. De lagde ofte øre til hans mange underfundige og morsomme bemærkninger. Blandt andet havde han for vane, når en ny kollega var blevet ansat og var faldet lidt til, at komme hen til ham/hende og sige: "Jeg er altså helt ligeglad med, hvad de andre siger om dig. Jeg synes, du er god nok".

Så kunne den nyankomne jo tænke lidt over den.

Et billede fra dengang lærerjobbet var et "mande-job". Ud af 22 lærere var de 15 mænd.

Bemærk også, at ud af de 15 mænd bærer de 14 slips.

Ak ja, meget er forandret siden. Nu er 15 ud af 22 lærere kvinder, og hverken de eller mændene bærer slips.

På billedet er den lærergruppe, der bød undertegnede velkommen i mellemskolen i 1953 på "Silkeborg Kommunale Mellem- og Realskole".

Og jeg genkender dem alle pånær 2.

Gensynet med dem bringer både gru og glæde frem i mig. Nogle af dem var vi direkte bange for. Andre var heldigvis mere omgængelige, og iblandt dem er min favoritlærer, Anker Nielsen, stående bagest yderst til venstre i billedet. En vidunderlig lærer. Som nr. 3 fra venstre i samme række står Bach Rasmussen, som var den direkte årsag til, at jeg blev lærer. Han var en fabelagtig fortæller, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne blive som han, da var min lykke gjort. Også han var en dygtig lærer, omend på den "skrappe" side.

Åh, disse minder.

Jeg har måttet notere mig, at min indstilling til havearbejde har taget en kovending.

Hvor jeg tidligere betragtede det som en "krig", noget der skulle overstås i en fart, så har jeg i dag en ganske anden instilling. Jer giver mig god tid. Ind imellem griber jeg mig selv i at nyde det - selv da jeg i dag klippede en hel del af vores hæk, og det var anstrengende, da den er så høj. Og det var ikke fordi den trængte, men jeg syntes, at det kunne se pænere ud med en "studsning". Samtidig måtte en forvokset forsythia-busk se sig halveret i højde og omfang.

Jamen, jamen. Det er helt vildt. Jeg er endog begyndt at planlægge havearbejdet flere dage før og gå og glæde mig til at lave det.

Det ville jeg have forsvoret for blot kort tid siden. Lige nu glæder jeg mig til at skulle omlægge det lille bed omkring flagstangen.

Men sådan er det bare, hvorfor jeg lige stoppede lidt op, da jeg i "Stiften" i dag læste, at 51 % af alle haveejere mener, at havearbejde sætter parforholdet på prøve. Jeg er glad for at fortælle, at jeg hører til blandt de 49 %.

Jeg elsker selskabelighed - dog nok undtaget de kæmpestore fester med flere hundrede mennesker samlet i et (måske for lille) lokale.

Venne- og familiesammenkomster "er lige mig".

Derfor har jeg glædet mig enormt til at skulle møde vores "stor-familie" ved vores svigerdatters fødselsdag i dag. Og de var der allesammen, de herlige mennesker. En helt vidunderlig dag i herligt selskab og med fortræffelig mad.

Fødselaren blev grundigt fejret, hvilket hun fortjener over al måde - alene af den grund at hun er mor til vores yngste barnebarn, Frederik.

Hun har masser af andre gode sider.

Hvor er det skønt at tilbringe en eftermiddag i selskab med gode og gamle venner fra vores fortid i retriever-verdenen.

Det vidste forstanderinden og jeg på forhånd, hvorfor vi havde inviteret på frokost for på ny at kunne mødes med nogle dejlige "retriever-mennesker" og udveksle minder - og fortælle nye "røverhistorier". Det er vi alle ganske gode til.

At det hele så fremhævedes af en lækker frokost, gjorde kun dagen perfekt.

Forstanderinden dækkede bord allerede i aftes, mens der var herre-håndbold fra OL (DK - Ungarn). Jeg blev bedt om at afbryde TV'et og optage kampen, mens hun hvileløst trippede rundt med tallerkner, glas og bestik. Hun tåler kun dårligt ophidselsen fra tætte håndboldkampe. Så kunne vi jo se kampen, når resultatet var kendt.

Men så var bordet jo dækket, således at jeg i dag kunne koncentrere mig helt og holdent om madlavningen og ikke bruge tid på lærlinge-arbejde som borddækning.

En skøn dag. Hvad er livet uden gode venner?

Jeg slog øjnene op ved 8.30-tiden og kunne som vanligt konstatere, at forstanderinden var stået op. Jeg lå lidt og vegeterede og tænkte på dagens program.

Da fik jeg en ide. Jeg greb min mobiltelefon på natbordet og ringede til den søde dame ude i køkkenet og spurgte, om den gode, gamle ide med morgenmad på sengen overhovedet ikke eksisterede her i det herrens år 2012. Hun mente, at den forlængst var afgået ved døden, og at hun i hvert fald ikke selv havde oplevet den de seneste 15-20 år. Så blev det også lige slået fast.

Hun indvilgede dog i at komme og give mig et godmorgen-kys. Det er faktisk bedre end morgenmad på sengen. Jeg kan ikke fordrage krummer på lagnet.

Vi havde i vores nærmeste familie i dag en plan A og en plan B.

Plan A bestod i, at vi alle 10 kørte til Skanderborg for at se en cricketkamp. Vi skulle medbringe picnic-kurve, drikkevarer og klapstole og - borde. Vi skulle så i et par timer sidde i græsset i det dejlige solskinsvejr, se cricket og spise og drikke. En bedre lørdag kunne man næppe tænke sig.

Vejret tillod imidlertid ikke plan A, men plan B, som bestod i, at vi alle mødtes til en familiefrokost her på matrikelnummeret. Det var langt fra nogen dårlig reserveplan. Mens regnen væltede ned, sad vi alle omkring bordet og nød hinandens selskab.

Om der blev snakket? Jo, da. Hele vores gode familie, inklusiv seneste skud på stammen, 4 måneder gamle Frederik, er ganske snaksalige. Men vi er også gode til at lytte. Det gør vi, mens vi snakker. Vi kan nemlig multi-taske.

Måske en smule overdrevent - men alligevel.

Så er varmen her. Og den er høj. Og nu er det, at jeg ikke må brokke mig over temperaturen. Men det er hul'me da svært, når jeg nu efter at have vænnet mig til 17-18 grader så skal stå ansigt til ansigt med 27-28 grader. Men jeg klager ikke, sådan da. Det lader til, at man langt om længe på DMI har fået ansat dygtige, italienske meteorologer. De kan skaffe varmt vejr.
Men lige nu må de godt rejse hjem på en ferie og lade de gamle, kølige, danske komme til i en kort periode.
Hvad med om vil ansætter italienere i 10 dage ad gangen? Så danske i 4 dage, osv.
Det var da en god løsning, der kunne tilgodese mange.
Men på trods af varme har jeg haft en fantastisk dag.

I dag indkøbs-raid i vort sydlige naboland. To butikscentre (eller rettere det samme to gange) og et kæmpestort supermarked blev invaderet af ældste barnebarn, yngste datter, forstanderinden og undertegnede.

På det groveste blev der flået varer ned fra hylderne, lagt i king-size indkøbsvogne, transporteret til kassen, hvor dankortene glødede.

Det har for undertegnede været en hård dag med megen utålmodig vandren frem og tilbage, mens de tre damers shopping-interesse foldede sig ud i fuldt flor.

Men de er rare at være sammen med.

Som mange vist har bemærket, har min hjemmeside ikke været tilgængelig siden søndag 22/7. Et kraftigt hacker-angreb hos web-hosten. Men nu er jeg nu igen på nettet. Det har for mig været to underlige dage, hvor jeg ikke kunne udføre mine hjemmeside-forpligtelser.

Dagen i dag er særskilt derved, at forstanderinden og jeg deltog i en fælles cykeltur arrangeret for vi to herfra og til Egå og hjem igen. På hjemturen var den ene cykel godt lastet med varer fra et derværende supermaked. Uheldigvis er der på min cykel ikke nogen mulighed for at transportere andet end et brev vanille. Derimod har min søde viv to store cykeltasker (som jeg har foræret hende) og en cykelkurv. Så desværre måtte hun transportere indkøbene. Men hun er lidt sej og peb ikke.

18 km. blev det til i en bagende varme. Jeg håber på mange gentagelser.

At gå i haven er ikke det samme som at gå en tur. Jeg har i dag "gået" begge dele, først i haven, så en tur, og så i haven igen.

Jeg havde planlagt at luge et lille bed (forrest på billedet). Det trængte hårdt til det, var helt grønt i bunden. Efter en grundig lugning kaldte jeg på forstanderinden, så hun kunne bese resultatet. Hun gik lige forbi det og over for at kigge på et noget større bed (bagest på billedet), der også var grundigt bevokset med ukrudt. "Det kan da ikke ses, at du har luget", udbrød hun. Jeg måtte bede hende vende sig, så hun kunne se det lille og rene bed. Hun roste det venligt, men undlod ikke at gøre opmærksom på det store beds udseende.

Derfor måtte jeg gå i haven endnu en gang, da vi kom hjem efter en god og lang travetur.

Mit mellemnavn er ændret til "Havemand".

Jeg havde planlagt min dag fra morgenstunden (i.e. omkring 10.30), og ét af punkterne var at græsset skulle slås. Det er en anstrengende disciplin, og jeg tøvede med at gå i gang, fik dog trimmet kanterne.

Så skete det vidunderlige, at yngste datter + ældste barnebarn kom på besøg. Og til min store glæde tilbød det søde barn (18 år) at slå plænen for mig. Hun har i lighed med de tre andre børnebørn en stor stjerne hos mig, men den glimtede lidt ekstra, da hendes hensigt gik op for mig.

Det er første gang i mit 43-årige ophold her på matrikelnummeret, jeg har kunnet sidde ned, mens græsset blev slået, en ganske behagelig fornemmelse, hvorfor jeg kan anbefale "metoden" til alle jævnaldrende.

Jeg vil ikke blive ved med at finde mig i det. Hvad ligner det at stille op med vintervejr i juli måned? Hvad i alverden tænker vore meteorologer på?

De burde være klogere.

Men nu er min tålmodighed altså opbrugt, og jeg insisterer på at få hele flokken skiftet ud. De er ikke deres opgave voksen. Det er i allersidste øjeblik, at vi får ansat de italienske meteorologer, som jeg har ønsket mig nu gennem mange år. Nok er nok.

Se bare vejrudsigten f. eks. i Toscana. Den er eminent. Og der er jorden ikke dækket af noget hvidt stads, som plejer at dukke op i vinterhalvåret. Jeg har været ude og finde min sneskraber frem og bestilt vinterdæk hos min mekaniker.

I de 43 år forstanderinden og undertegnede har resideret her på vores adresse, har vi da før haft regnvejr, men aldrig et som i dag. Det var en sand syndflod. På under 20 minutter fik vi 22 mm., hvilket bevirkede, at vi f. eks. ikke kunne komme ind i mit lille værksted uden først at skulle svømme nogle meter.

DMI's definition på skybrud lyder på "mere end 15 mm nedbør på 30 minutter". Så det var et godt og gedigent skybrud, der drev hen over os.

Vores lille vej var en rivende flod, og kloakkerne havde det som jeg. De kunne næsten ikke klare det.

Og nede i bunden af vores have svømmer nu et par ænder rundt.

Billederne er taget, da regnen var stilnet af.

Og jeg skal ud og tømme værkstedet for regnvand. Der står 3-4 cm. over hele gulvet.

Det er altså surt.

Det er fuldbragt. Målet er nået. Et bjerg "er besejret".

Et halvt ton brosten er lagt endelig på plads rundt om bedet i forhaven. Det er et af de største "knokkelarbejder", jeg i mange år har gennemført. Og så i min høje alder. Først skulle det halve ton brosten løftes op i trillebøren, så skulle der trilles afsted med den centnertunge bør, og dernæst skulle stenene løftes ned og anbringes på deres rette plads.

Så i virkeligheden har jeg håndteret 1 ton.

Men jeg synes, det har været hele umagen og de ømme muskler værd, og jeg er ganske sikker på, at alle, som ser det fine havebed, vil bøje sig i ærbødig beundring for slutresultatet - i hvert fald de, som vil holde sig gode venner med mig. Og jeg tror heldigvis, at mange vil.

I dag er vores pensionær i form af en superegoistisk West Highland terrier blevet afhentet af de reelle ejere. Kun nødigt forlod den sit feriepensionat, hvor den i en god uge har rådet og regeret enevældigt over to labradors og to pensionister. Den må allerede nu savne sine lydige undersåter.
Ud over denne begivenhed har jeg i dag nedlagt yderligere 200 kilo brosten omkring bedet i vores forhave. Nu mangler kun 130 kilo, som takket være en rar svigersøn allerede er gravet op og transporteret til forhaven. Projektet nærmer sig sin afslutning. Jeg må snarest se mig om efter noget andet tungt at bære rundt på, eller - som Storm P. sagde - gøre noget stort og rent, f. eks. vaske en elefant.

Onsdag 11/7 "truede" jeg med en detaljeret beskrivelse af det kantprojekt, som jeg har iværksat i vores forhave omkring et bed.

Forbered dig på, at den kommer her - og læs med åbent sind:

Som det fremgår af fotoet, handler det om at placere et antal gamle og tunge brosten, som hver især vejer mellem 5 og 10 kilo rundt langs kanten af bedet. Foreløbig har jeg placeret de 25 af dem, hvilket betyder, at jeg har flyttet ca en kvart ton sten, og jeg mangler omtrent lige så mange, som skal anbringes langs den kant, som ikke ses.

Først har jeg naturligvis gravet græstørv af, en ikke ubetydelig anstrengelse, som sammenholdt med vore traveture og cykelture gør, at mit kondital langsomt øges. Forstanderinden har til min store glæde udtrykt sin begejstring for projektet.

Det har været en god dag. Forstanderinden og hendes ærbødige undersåt foretog i dag sammen en cykeltur (7,5 km.). Inden starten betroede hun mig, at da hun ikke er vild med at cykle, gjorde hun det kun, fordi hun elsker mig så højt. Det var jeg også glad for.
Destinationen var en gårdbutik ikke langt herfra. Her fik vi suppleret vore grøntsager, ikke mindst med mine efterhånden længe savnede ærter.
Måske elsker hun mig også i morgen, så vi kan tage endnu en cykeltur.
Det skal tilføjes, at vi i formiddag travede næsten 4 km. Så vi ligger ikke på den lade side.
Da vi kun var vi to på cykelturen, kunne vi ikke fotograferes på samme billede, men måtte "skiftes". Men jeg synes, de skulle med som dokumentation.

"Fars dreng - og fars fisk".

Den stolte far til vores yngste barnebarn er en ivrig lystfisker, så ivrig at han i nat stod op ved 1.30-tiden, og kl. 3.00 var klar med fiskestangen ved Karup Å.

Efter min mening kræver en sådan handling en stor del galskab og vanvid. Tænk. Stå op først på natten og starte med at fiske midt på samme !!!

Men jeg må minde mig selv om, at for mange år siden gjorde jeg nøjagtigt det samme.

Efter hjemkomsten med en flot havørred måtte såvel Frederik som fisken fotograferes.

Frederik er 64 cm. lang og vejer 6 kilo.

Fisken er 59 cm. lang og vejer 2,75 kilo.

Blot for den umiddelbare modsætnings skyld synes jeg, disse to annoncer for diamentralt modsatte drikkevarer fra min fødeby Silkeborg fra ca. 1920 er interessante.

De er fra "Silkeborg Bryghus" og "Silkeborg Mejeri"

Bemærk, at bryghusets produkter "ere nu anerkendte at staa paa højde med det bedste". God nyhed fra denne ølproducerende virksomhed.

Bemærk også, at mejeriet "anbefaler sig til ærede Forbrugere med sine første Klasses Mejeriprodukter". En så høflig henvendelse kan det være svært at sige nej til.

Silkeborg var og er en alsidig by. Men nu er der hverken bryghus eller mejeri i byen. Til gengæld er der et utal af barer og bodegaer. I nogle af dem kan man også købe mejeriprodukter, f.eks "Irish Coffee" godt med flødeskum.

PS: Synes lige, jeg bør nævne, at jeg i dag cyklede min første tur i 1½ måned. Bare en "bette" smuttur på 3-4 km. Men det var en begyndelse til noget forhåbentlig større og længere. Jeg kan endog måske lokke forstanderinden ud på cyklen sammen med mig. Det ville være skønt.

Jeg sagde det altså til dem:

"I skal vente med at cykle ud til i morgen. Meteorologerne har lovet tørvejr, og det betyder, at det bliver regnvejr".

Men de ville ikke lytte og kørte.

Så kan de lære det, kan de.

Haveredskaber er ikke min hobby - men er for mig at betragte som et nødvendigt onde.

Afstedkommet af et "kant-projekt" rundt om et bed i forhaven har jeg imidlertid i dag måttet besøge ikke færre end 3 store byggemarkeder for at erhverve mig en smal rive på kun 15-20 centimeters bredde. Den må være en eftertragtet vare, thi som sagt fandt jeg den først i tredie forsøg. Det synes jeg, at byggemarkederne skulle tænke lidt over, så en ældre herre ikke behøver at bruge det meste af en formiddag for at indkøbe et helt almindeligt haveredskab.

Nu ville det være fristende at beskrive "kant-projektet" i detaljer. Men jeg vil vente, til det er afsluttet. Det kan dog trække længe ud, da jeg farer ud og ind af huset imellem de mange regnbyger.

Men glæd dig til en fængslende beskrivelse.

Jeg har en svaghed. Jeg har flere, men nu koncentrerer vi os i første omgang om denne ene.

Ærter.

Hvis nogen efterlader en pose med ærter foran mig, da vil jeg - som i dag - uden hensyn tømme den. Jeg stopper ikke, før posen er tom, og jeg deler kun med andre, hvis jeg har en revolver i ryggen.

Vi ærteelskere er præget af stor selviskhed.

Og dagens læsning på Google om denne dejlige grøntsag gjorde mig yderligere glad for den.

Det viser sig nemlig, at ærter er en guldgrube af proteiner, vitaminer og fibre - og med et meget lille kalorieindhold. De strutter af sundhed. Og det vil jeg også gerne.

At ærten samtidig er en af de allerældste afgrøder, mennesket har dyrket (10.000 år) gør det for mig endnu mere interessant. Men husk, at ærter skal spises friskplukket.

Forstanderinden ønskede i dag at udforske nye jagtmarker.

Så i stedet for den vanlige runde i vore 4 lokale supermarkeder ønskede den søde dame at frekventere et andet sådant i Lystrup, ca 10 km. borte. Hendes ydmyge slave bragte hende dertil i hendes bil.

I butikken indtog den rare slave med begge hænder samlet på ryggen sin kendte "supermarkeds-stilling", også kaldet "pingvin-stillingen" og fulgte lydigt efter i to skridts afstand. I løbet af ca. 3 kvarter havde de to været den mindre end middelstore butik rundt.

Ankommet til kassen glædede slaven sig allerede til en kvik hjemfart med efterfølgende frokost. Men næh, nej. Han havde helt overset den kendsgerning, at man på vejen ville passere tæt forbi et andet og meget større supermarked. Så frokosten blev udsat med endnu en "pingvin-gang".

Den 25/5 dette år skrev jeg i dagbogen en gribende beretning om mit behov for pauser i næsten hvilketsomhelst fysisk arbejde, jeg kaster mig udi.

Der er sket fremskridt siden. I dag slog jeg græs uden de obligatoriske to pauser. Jeg kørte bare helt igennem. Sejt, gamle dreng.

Forbedringen kan have to årsager:

1) Kondien er øget (hvordan hulen det så end er sket?)

2) Jeg skulle ubetinget være færdig til kl. 12. Da startede transmissionen fra Tour de France.

Sådan er der så meget.

Jamen dog. Jeg var ved at tabe både næse og mund i et chok, da jeg i går eftermiddag i en vågen stund var vidne til et massestyrt i dagens etape i Frankrig. Aldrig har jeg dog set så mange ryttere på én gang ligge på asfalten og i grøften med ødelagte cykler omkring sig. Blodet flød, 13 udgik, og endnu flere kørte videre med hudafskrabninger og hullede bukser. En enkelt næsten uden.

Godt, jeg har sendt afbud til løbet i år.

Massestyrtet bragte imidlerlertid mindelser frem fra det styrt, jeg selv havde præcist den 22/9 2010 . Hændelsen står tydeligt i min erindring, dramatisk som den jo var. Og så lige ud for Østbanegården. Jeg mistede dog ikke bukserne.

Find selv beskrivelsen på min dagbog i "Del 7" og find 22/9, det er stærk læsning - forbudt for børn.

På utallige opfordringer (i hvert fald én) vil jeg i dag berette om min kartoffelmark.

Den har det godt og har nydt godt af de seneste dages solskin. Endnu er kun cirka halvdelen gravet op, og resten afventer.

Sidst på eftermiddagen i går tog jeg en enkelt top op af jorden, og kun sjældent har jeg dog set så flotte kartofler. De struttede af velsmag. De gode samsø-bønder kan godt lære lidt her i Studstrup. Jeg forventer mange spørgsmål fra dem på min hjemmeside eller facebook. Mit honorar vil være beskedent.

På denne Tour de Frances 6. dag må jeg erkende, at jeg tog mig en kraftig "morfar" under dagens etape. Jeg har i min lille notesbog noteret, at jeg var fraværende i 1 time og 3 minutter. Det er ikke godt. Men jeg må undskylde mig med, at det var strengt nødvendigt. Heldigvis var det midt på eftermiddagen, og lige nu er jeg klar til at se finalen, sådan da.

Det er en skam at gå glip af så meget, bare fordi "morfar" banker på.

Jeg må prøve at forbedre min kondition.

Hvor pinligt kan det mon blive? Jeg ved det ikke, men i dag var det tæt på at blive meget pinligt.

Under et besøg i en butik medbragte jeg som altid min drikkedunk. Jeg gik rundt i butikken af og til smånippende af indholdet (vand). Jeg havde en bærepose i samme hånd og fik af forstanderinden overdraget endnu en pose. Der stod jeg så i min fredsommelighed, da ekspeditricen pludselig råbte noget til mig og pegede mod mit venstre ben. Jeg hørte ikke, hvad den søde dame sagde, men mærkede samtidig noget sile nedad benet. Jeg frygtede det værste. Havde jeg virkelig haft et "uheld" der midt i butikken?

Men heldigvis ikke. Det gik det straks op for mig, at jeg var kommet til at vende bunden i vejret på drikkedunken, og det var dens indhold, der fordelte sig nedad mit ben og ind over varerne på en lav reol. Lettet undskyldte jeg, og vi forlod butikken.

Endelig fik jeg det lavet.

Min postkasse, som på postvæsenets befaling er placeret ude ved vejen, har stået noget vaklende på sin sokkel lige siden nytår, da den blev sat i jorden. Denne vaklen var uacceptabel, hævdede adskillige.

Jeg har flere gange taget tilløb til at få det lavet, men først i dag blev fejlen udbedret.

Uden ekspertbistand af nogen art gravede jeg ud og forhøjede betonsoklen, Som det fremgår af billedet skete det på kunstnerisk vis. Bemærk, hvordan betonen smyger sig opad metalstolpen i sin kegleformede skønhed.

Min forvirring er ustoppelig. Jeg læste i dag omtaler af sunde drikke.

BT's netavis og Ekstrabladets ditto gør opmærksom på 2 "kendsgerninger":

1) Kaffe er sundt (BT)

2) Øl er sundt. (Ekstrabladet)

Jeg er rystet i min grundvold. Det strider jo mod min grundlæggende viden om disse dele.

ad 1) Ny forskning viser, at du bliver sundere af kaffe. Men som altid er nøgleordet "mådehold". Max. 4 små kopper pr dag vil beskytte mod hjertesvigt. Så der er ingen grund til at investere i en termokande.

Men samtidig må det jo medføre, at kaffepauser er at betragte som sundhedspauser.

ad 2) I humle findes et vitamin, som (og se nu godt efter) styrker musklerne og forhindrer fedme. Så kan jeg da med god samvittighed varme op til fodboldkampe med en ekstra fadbamse. Forskere hævder nemlig, at øl gør mig stærkere, slankere og i det hele taget sundere - og klogere.

Men på ny: Mådehold, 3 glas om dagen.

Jeg vil dog få et problem, hvis det skal være hver dag.

På denne højhellige søndag blev jeg bedt om at deltage i en "udflugt" til et århusiansk storcenter.

Det er normalt ikke en aktivitet, jeg skønner meget på - og så midt i Tour de France sæsonen.

Men det viste sig faktisk at være ret så hyggeligt.

Ganske vist måtte jeg trækkes med gennem et supermarked for at gense de varer, jeg også observerede ved alle tidligere besøg gennem mange år. Men trods det fandt jeg besøget i centret rart, nok fordi datter og to ældste børnebørn deltog - og vi afsluttede med et besøg i en kineser-restaurant.

Jeg har altid haft et svagt punkt for kinesisk mad.

Det var alt i alt særdeles hyggeligt - og velsmagende.

Således måtte jeg den 1/7 2012 erkende, at et besøg i et kæmpemæssigt indkøbscenter kan være godt, også for en inkarneret storcenter-hader.

Så sidder han her, den gamle mand. Græsplænen er slået i formiddagens løb, TV'et er tændt med Tour de France (enkeltstart) som eneste emne, og Rolf, Ritter og Leth har alle bedyret, at det bestemt ikke bliver noget kedeligt løb i år. Det vil jeg hænge dem op på, hvis det modsatte bliver tilfældet.

Og ingen bryder sig om, at jeg hænger nogen op på nogetsomhelst.

Men nu vil jeg med god samvittighed smække benene helt op, næsten i lodret, slappe af oven på græsslåningen og det efterfølgende vidunderlige bad, studere den enkelte rytter - og nuppe en lille "morfar", når og hvis det bliver nødvendigt.

Det bliver det sikkert.

Det kan ikke længere skjules. Tour de France begynder i morgen. Jeg har glædet mig til det længe.

Nu ryddes alle forstanderindens ordresedler til en side, således at jeg har eftermiddagene friholdt til "anden aktivitet", en meget eksalterende én, TV-kigning.

Jeg ved meget vel, at jeg kan slumre ind under de flade etaper, en lille "morfar", men jeg er 100% med ved målstregen, ligesom jeg vil følge bjergetaperne fra start til slut.

Dette er en hensigtserklæring fremsat dagen før, det hele starter.

Det ærgrer mig i dagens aviser at læse, at vi må påregne at blive snydt i landets supermarkeder, dersom vi ikke checker kassebonen efter indkøbet. Ansatte erkender, at du ofte ikke får den rabat, som du er blevet lovet i tilbudsavisen eller på et prisskilt i butikken. Det er undersøgt og konstateret, at i den forløbne måned måned var der fejl i 52% af bonerne.

Det synes jeg er meget. Men jeg tager det helt roligt, for jeg ved af erfaring, at forstanderinden nøje gennemlæser bonen, inden vi forlader butikken.

På den anden side set har jeg en vis forståelse for, at overtravle ansatte kan "misse" en pris nu og da. Og ulejligheden med at checke bonen er ikke så stor, og jeg har aldrig oplevet, at evt. fejl ikke blev anerkendt af kassedamen.

Her DMI's forklaring på det elendige juni-vejr.

Bare de nu kan finde ud af resten af året.

Der findes i denne verden rigtig meget interessant viden, som jeg synes, at vi ydmyge genier skal dele med andre. Læs blot nedenstående.

Jeg kan under visse omstændigheder have lidt svært ved at få mine sokker på om morgenen. Det kan udvikle sig til et sandt slagsmål mellem for korte arme og for lange ben (eller omvendt). En dyb indånding kan bringe sokkerne i nærheden af tåspidserne, men sommetider ej heller længere. Og så sidder man der i sin afmagt, men kæmper alligevel videre, indtil operationen med besvær måtte lykkes.

Og nu er vi fremme ved den nyttige viden, jeg gerne vil give videre:

Hvert år brækker 14 englændere deres tæer i forbindelse med at tage sokker på.

Det er da næsten ikke til at holde ud at tænke på. Hvem bliver mon den næste? Og kunne det ikke lige så godt blive mig, selv om jeg ikke er englænder? Frygtelig tanke.

Johannes Møllehave har - som mange ved - i 1982 skrevet bogen, "Tusind fluer med eet smæk", en bog om Storm P's filosofi.

Jeg har haft den i mange år og har læst den så mange gange, at jeg ikke har tal på dem. Faktisk er bogen så slidt, at sider er begyndt at falde ud af den.

Og så kunne jeg forleden på ny ikke nære mig, men måtte lige læse den igen - fra først til sidst.

Og atter morede jeg mig kongeligt over de mange "fluer". Her blot 6:

- At Oehlenschläger var svær, beviser ikke, at H, C. Andersen var neger.

- Har De været straffet før? - Nej, altid bagefter.

- Hvad mener De om høsten i år? - Ingenting. Jeg er glarmester.

- Jeg ville have koteletterne panerede. Det ville Alvilda ikke. Det er på den måde, der opstår krig.

- Der findes gode tider, og der findes onde tider. Men heldigvis er der også spisetider.

- Fluer kan leve tre uger uden føde. Men de vil ikke.

osv. osv. osv. Læs bogen og kom i godt humør.

Stolte farfar, stolte mormor og glade Frederik.

En stor og dejlig dag.

Sidste skud på familietræet blev døbt.

Frederik Hegelund Fosgerau blev hans fulde navn.

Han havde en god dag sammen med de mange gæster, nød det hele, inklusive sin medbragte frokost og var meget imponeret over det utal af gaver, han fik.

En vidunderlig dag.

Dette billede er et falsum. Det viser en smilende og afslappet, ældre mand siddende i sin have på forstanderindens nye havebænk.

Det, som billedet ikke viser, er, at der bag den smilende facade gemmer sig en vulkan af smerter. Han havde nemlig lige afsluttet hækklipning og efterfølgende opsamling. Den gamle mand skulle hilse og sige, at lige netop disse to aktiviteter ikke er gode for en 71½ årigs hofter. De råber op om, at de ikke tåler de mange gange "op og ned" med klipperen. Men han bad dem tie, hvilket han efterfølgende er blevet hårdt straffet for.

Skal dog tilføjes, at forstanderinden hjalp den gamle mand med opsamlingen. Hun vred begge arme om på ryggen af ham, så dette er skrevet under yderligere smerter.

Den ældre mand har nu indtaget 3 panodiler i håbet om, at de kan stille smerten. Resultatet afventes stadig.

PS: Det vil glæde mange, at mit cykelidol Martin Mortensen nu også har fået godskrevet 1 minut på tidtagningen i går, så han sluttede på en 9. plads. Det er altid flot at ende i top-10.

Jeg kan blive meget vred, når i en fodboldkamp et mål bliver godkendt, selv om der er offside, og enhver kan se det, undtagen linievogteren.

Men det er ingenting imod, hvor rasende jeg er idag over et resultat i et cykelløb.

Jeg var i Hammel i aftes. Jeg overværede DM i enkeltstart og så alle topryttere starte og de bedste komme i mål. Det var spændende. Jeg måtte ærgre mig lidt over, at mit idol, Martin Mortensen, "kun" fik en placering omkring nummer 10. Men sådan er cykelsport. Der er usandsynlig lille forskel i tiderne. Det trøstede jeg mig med på vejen hjem.

Men så i dag viser det sig, at der har været kludder med tidtagningen, så meget at én rytter efterfølgende fik godskrevet et minut. Det var tilfældigvis den lokale helt, Chris Anker Sørensen, og godt nok for ham. Men hvad med de andre, der føler, at også deres tid var målt forkert? Martin forstår i hvert fald ikke, hvor hans tid kommer fra. Rytterne kan jo nogenlunde følge med på deres cykelcomputer.

Jeg er rasende gal. Jeg håber meget, at der bliver gjort noget ved den øjensynlige fejl.

Kig lige denne: http://cykelmagasinet.dk/Stadig_kaos_efter_DM_i_enkeltstart.aspx

(Billede af Martin ude på ruten er taget af ældste barnebarn, Katrine).

I min store begejstring over klenodiet (nummerskiltet) fra Paris-Roubaix, som jeg fik i går, glemte jeg at stille følgende helt væsentlige spørgsmål:

Hvad er det, du ser på billedet?

Det vil hjælpe dig at vide, at den koster 10.000 kr., at den blev opsat i går, og at den har en størrelse på ca. 30 x 40 x 15 cm.

Nå, det hjalp nok. Du har ret. Det er vores nye varmeveksler (gennemstrømningsvarmeanlæg hedder den vist også).

Hvis du er i tvivl om, hvad det er for en tingest, skal jeg forklare: "En varmeveksler er en komponent som er designet til effektivt at overføre varme fra et medium til et andet, separeret af en plade/væg så de to medier ikke kan komme i direkte kontakt og dermed ikke kan blandes".

Sådan. Sådan en har vi fået. Det er det, der skal til, for at et hjem kan fungere bedst - og det for usle 10.000 kr.

Og så erstatter den en enorm tank med 150 liter til stadighed opvarmet vand. Hvor tåbelig var man, da man lod den montere i 1985? Eller var det 88? Under alle omstændigheder er den nu borte og har givet os lidt mere plads i bryggerset. For 10.000 kroner mere plads.

Jeg besøgte i dag min gode ven, Niels. Han er i lighed med jeg selv vildt interesseret i cykelløb, og hans svigersøn, Martin Mortensen, kører professionelt i øverste klasse, lige nu for Vacanssoleil.

Jeg har mødt Martin en enkelt gang, en utrolig behagelig fyr, og han har ved flere lejligheder sendt mig værdsatte, små gaver i form af drikkedunke, rygsække, barer m.m.

Også denne gang var der noget godt til mig. Jeg har bl. a. fået det nummerskilt (med autograf), som Martin bar, da han i april kørte det herostratisk berømte cykelløb "Paris-Roubaix", det med alle brostenene. Jeg er meget stolt af skiltet, som nu skal rammes ind og ophænges et passende sted, hvor alle kan misunde mig det.

Martin kører i morgen med i DM i enkeltstart og søndag i DM i linjeløb. Begge dele i Hammel. Jeg regner med at overvære det hele på stedet og vil støtte ham hele vejen.

I en pause mellem mine mange opgaver sad jeg i aftes stille og roligt med computeren og spillede "Bubble Shooter". Pludselig lød det ildevarslende fra forstanderinden ude i køkkenet: "Gunnaaaar. Kom lige og se!" Jeg kastede computeren fra mig og ilede til. Anklagende pegede den søde dame på opvaskemaskinen: "Den virker ikke!" Jeg måtte konstatere, at hun havde ret, og jeg så allerede min bankkonto ribbet. Jeg trykkede forgæves på nogle knapper. Jeg undersøgte en sikringsgruppe. Alle 3 sikringer var OK. Og skidtet var ubrugeligt.

Tilbage ved computeren begyndte jeg at lede efter fordelagtige tilbud på opvaskemaskiner. De var dyre. Og pludselig lød det på ny derudefra: "Gunnaaaar. Kom lige og se!" Igen ilede jeg til.

Nu var det komfuret, der ikke virkede. Puha. Det var dog alligevel som syv .....

Opvaskemaskine og komfur udskiftes. Der stod nu mindst 10.000 kr. på regningen.

Men så slog det mig pludselig, at det ikke kunne være et tilfælde, at begge "maskiner" ophørte med at virke samtidig, og endnu et kig på sikringerne viste, at der var gået en sikring - men i en anden gruppe, end den jeg først checkede. En hurtig udskiftning, og alt fungerede på ny.

Jeg åndede lettet op - meget lettet.

10.000 kr. sparret, og det samtidig med, at vi imorgen får ny varmeveksler. Pris: 10.000 kr.

For en 10-øre blev man færget over Gudenåen. Storslået.

Da jeg var dreng, var tiden efter skoletid kvalitetstid.
Just forleden talte vi med vore børnebørn om, hvad vi som børn lavede om eftermiddagen og aftenen. Stor var deres forbavselse, da vi kunne fortælle, at vi altid var ude at lege, altid. Skoletasken ind, et par mellemmadder ned - og så ud.
Vi var tilbage kl. 18 til spisetid og forsvandt igen til sengetid. Den kendte de ikke. Der var mange børn at lege med, og ingen af dem ejede TV, computer, play-station osv. Vi legede.
Hvor jeg boede, var der masser af skov og vand. Det brugte vi i fuldt mål.
Én af fornøjelserne var at gå lidt udad Sejsvej til færgestedet over Gudenåen til "Indelukket". Vi skulle blot ringe med en skibsklokke, så dukkede den rare færgemand op på den anden side, luntede ned til sin robåd - og hentede os. I "Indelukket" var iskiosk og minigolf-bane. Ikke at vi havde penge til dem, men var vi heldige, havde vi en 5- eller 10-øre tilovers og kunne så blivet roet tilbage over Gudenåen. Ellers måtte vi tage den lange vej til fods ind omkring byen.
Men færgeturen var højdepunktet, den tog 2-3 minutter. Den var alle pengene værd.

I dag er det traditionelle 24-timers billøb, Le Mans, blevet kørt.

Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for at se det, nok mest fordi jeg ikke helt kendte regler og betingelser. Men nu ligger det således, at vores svigerdatter er inkarneret Le Mans-fan. Hun ser stort set alle 24 timer på skærmen. Hun besøgte os i dag sammen med familien (også Frederik). Vi fulgte løbet på TV, og hun fortalte mig om de lidt snurrige regler og om måden, hvorpå man udpeger vinderen. Ligeledes lærte jeg om de 4 klasser, der kører i racet, og pludselig begyndte det at blive spændende at se på. Jeg blev ganske grebet af det og rasede, da den danske kører Tom Kristensen mistede muligheden for at vinde for 9. gang på grund af en medkørers tåbelige manøvre.

Og de kører altså stærkt. På de 24 timer kører de bedste næsten 5.500 km., hvilket giver en gennemsnitshastighed på 229 km. i timen, inkl. pit-stop til tankning, hjulskift og reparationer.

Jeg skal holde lidt igen på speeder-foden, når jeg næste gang sætter mig ind i Toyotaen. Jeg har jo allerede to gange gjort mig fortjent til fartbøder.

Sommetider, når man har investeret en lidt større sum i ét eller andet, føler man, at man har fået noget for pengene, måske noget, man har glædet sig til at erhverve, og som man føler sig overbevist om vil give glæde i tiden fremover. Man mærker fornyelsen.
Jeg har imidlertid just i dag måttet acceptere at skulle investere et alt for stort beløb i en varmvandsveksler, da vores 25 år gamle varmvandsbeholder viser tegn på en vis erosion. Derfor skulle inden den 30/6 hænge en ny veksler med et omfang som et A4-ark op i vort bryggers til afløsning af et kæmpestort varmvandsapparat på størrelse med et stort køleskab.
Altsammen godt nok. Men får jeg noget for de mange penge?
Det fornemmer jeg ikke, for varmt vand skal man jo have - og vi har det jo allerede.

Jeg sidder lige nu og ser cykelløb på TV, "Schweiz Rundt", mens jeg skriver på computeren. Øjnene flakker lidt fra medie til medie. Men jeg kan multi-taske. Skulle det være, kunne jeg såmænd også have siddet og spist en othello-lagkage samtidig. Men det gør jeg ikke - det er ikke sundt, multitaskingen altså.

Mange mennesker er stolte af, at de mestrer multi-taskingens kunst. Men det burde de i virkeligheden ikke være. Just i dag læste jeg i "Ingeniøren", at vores hjerne slet ikke er skabt til at multitaske. Når vi gør det alligevel, tager den skade. Det eneste, vi bliver bedre til, er at lade os distrahere.

Mange hjerneforskere, psykologer og læger har undersøgt sagen, og konklusionerne peger mere og mere på, at vores hjerner simpelthen ikke kan klare udfordringen.
Men hvem vil være den første til at indrømme det: "HJÆLP. Jeg kan ikke multi-taske"?

Så oprandt da dagen - dagen da kartoffelhøsten indledtes.

Jeg ved da meget vel, at man på Samsø er startet tidligere, men ifølge meget troværdig kilde, en ganske vist lidt bedaget samsing, har man derovre allerede spist dem. Der har nok ikke været så mange. Men det er der her.

Den første af 26 planter blev i dag gravet op i min kartoffelmark. 14 velformede kartofler var resultatet. Tag lige og gang det med 26, og du vil erfare, at jeg kan forvente i alt 326 kartofler. Da jeg har en lumsk mistanke om, at 14 er et minimumstal for den enkelte plante, forventer jeg godt over 400 kartofler i alt.

Derfor må du ikke forbavses, hvis du møder en person, der er grøn i hovedet. Det er en samsing, som har hørt om min første høst.

Når jeg har tandpine, besøger jeg min tandlæge, når bilen gør sig ud-til-bens, besøger jeg min mekaniker, når opvaskemaskinen strejker, besøger jeg elektrikeren, og når computeren driller (hvad den så rigeligt har gjort det sidste par dage), besøger jeg Torben. Det gjorde jeg i dag.
Den computer, som forstanderinden i sit overmod kalder sin, har haft en del problemer.
Den ville ikke tænde. Den ville ikke oplade batteriet. E-mail-programmet var forsvundet.

Et besøg hos Torben betød

1) Jeg fik lavet computeren og

2) jeg fik en dejlig og hyggelig frokost, komponeret af den søde frue i huset.

Om 1) eller 2) var bedst, ved jeg ikke. Jeg ville nødigst have undværet nogen af dem.

Men maden smager ekstra godt, når computeren fungerer. Det er, som om livet går i står, når den går ned. Skrækkelig tanke. Men sådan er realiterne i den digitale verden.

Hvis jeg for vore børnebørn skulle nævne ordet "plovmand", er jeg ikke sikker på, at de lige ved, hvad det er for en fyr. Vi, der voksede op under landbrugets gyldne dage i 40'erne og 50'erne, er derimod ikke i tvivl. Han var en flittig landmand, som gik kilometervis efter sin hestetrukne plov på sine marker.
Men endnu mindre ved de unge sikkert, at det også var en betegnelse for en 500-kroneseddel (den første kom i 1910). Motivet var naturligvis en plovmand.
Fra min barndomstid erindrer jeg, at vi kun yderst sjældent så en pengeseddel af et sådant kæmpebeløb. Og skulle det ske, omgikkes man den med ærefrygt og respekt. Vi fik måske lov til lige at røre ved den. Den var en formue.
I dag kan jeg handle for 500 kr. på under 3 minutter i det nærmeste supemarked. Og vi har ikke den samme ærefrygt og respekt for selv en 1000-kroneseddel i dag, som vi havde for de 500 kr. dengang.

På en så grå, kølig og lidt trist mandag som den i dag fik jeg pludselig en ubetvingelig lyst til at pjatte.

Derfor skal du more dig med at tage stiling til følgende to helt afgørende spørgsmål fra en bagers lærebog:

"Hvad er det for en kage, der ligger på bunden ad en spand og siger DAV?"

Du gætter det aldrig. Derfor kan du klikke her og finde svaret. Men pas på. Det er hylemorsomt. Flere er gået i latterkrampe af at læse det.

Når du har sundet dig, kan du prøve at finde svaret på denne:

"Hvad er det for noget bagværk, der kan svømme baglæns gennem en vandpyt?"

Den gætter du heller aldrig. Pas igen på latterkrampen, når du ser svaret, som du finder ved at klikke lige her.

Har vi det ikke morsomt?

Jeg har i dag haft rigelig brug for mine iøvrigt dårlige evner til at sluge en kamel. Og det endda en ganske stor en.

I tiden op til EM i fodbold har jeg ikke skånet andre for at skulle lægge øre til mine uforbeholdne meninger om et håbløst dansk landshold uden evner og vilje, og som jeg ventede skulle lægge ryg til en alvorlig afklapsning mod Holland og iøvrígt ikke ville få bare ét point i de 3 indledende kampe.

Og hvad sker? Vi gennembanker Holland med 1-0. og har allerede 3 points. Til det er der kun én ting at sige: "Det var pokkers!"

Normalt er det ubehageligt at sluge kameler, men denne her er til at leve med.

Men i næste kamp mod Portugal får vi bank - helt sikkert.

Så kom da nyheden, som mange vist har ventet på længe. Ekstrabladet skriver i dag i en artikel om øl følgende:

1) Øl er slankende.

2) Øl gør dig stærkere.

3) Øl gør dig sundere.

4) Øl gør mænd klogere.

5) Øl styrker musklerne og forhindrer fedme.

6) Øl kan forebygge diabetes.

Alt i alt er det nyheder, der vil noget, og de er påvist af forskere fra Illinois Universitet.

Det må glæde mange øldrikkende fodboldfans - og Carlsberg. Blot glæder det ikke mig så meget, da jeg stort set ikke drikker dette ellers udmærkede bryg længere. Havde jeg blot vidst det i mine yngre dage.

Det er ikke undgået min opmærksomhed, at EM i fodbold starter i dag med en enormt interessant kamp mellem Ukraine og Grækenland, gab-gab.

I morgen spiller Danmark mod Holland. Om den kamp også bliver gab-gab skal jeg ikke kunne sige. Men jeg ved, at i hvert fald den danske målmand ikke kommer til at kede sig. Han skal ustandselig hente bolden ud fra målet. Nå, pyt. Det er slet ikke mit ærinde.

Nej. Jeg vil gerne udtrykke min store ulyst, ja næsten lede, ved at se de mange tatoveringer, der præsenteres af nutidens kendte fodboldspillere. Det lader til, at man ikke kan få en bare lille-bitte kontrakt, før man kaster sig i stolen hos en tatovør.

Og helst skal hele overkroppen dækkes. Jamen, jamen. Det ser hæsligt ud og er desuden farligt. De kemikalier, man får under huden, skal man leve med resten af livet.

Måtte jeg i stedet foreslå, at den enkelte spiller anvender en fredelig hudmaling, som anvendes i børnehaver. Så kan han stille med en ny "tatovering" til hver kamp.

Jeg har i dag forbrudt mig mod god natur- og miljøpolitik.

Jeg har sprøjtet - og det endda med noget giftigt stads. Jeg kan ikke længere klare manuelt at fjerne ukrudt i de tusindvis af mellemrum mellem de små fliser, som vi har mange af.

Jeg har derfor givet mig et helt nyt middel i vold.

Det skulle være stærkt - så stærkt, at jeg ikke vil være spor forundret, hvis også fliserne er borte, når jeg vågner op i morgen tidlig ved 10-tiden.

Jeg kan tydeligt høre miljøforkæmperne rase over min sprøjtning. De bryder sig ikke om det.

Men jeg er nødt til at sige til dem, at dersom de ønsker den manuelle lugning her på matrikelnummeret, da må de selv komme og udføre det. Jeg kan ikke.

Og så kan de samtidig slå min græsplæne.

I disse for vort land så vanskelige krisetider skal man spare, hvor man kan. Jeg forsøger at vende hver en mønt, inden jeg giver den ud, men takket være Dankortet smutter de nemt.
Men så forleden fandt jeg et spareobjekt, der er nemt at gå til.
Jeg holder meget af youghurt, naturligvis det sunde godt med jordbær. Frugt er jo ubetinget godt for alle.
Men det har i lang tid irriteret mig, at jeg ikke kunne få det sidste af youghurten ud af kartonen, uanset hvor meget jeg rystede. Jeg kunne jo på vægten mærke, at der endnu var en halv tallerkenfuld tilbage.
Og her kommer ideen: Fat en saks og klip youghurt-kartonen midt over, og vupti kan du med en spiseske udnytte alt det youghurt, du har betalt for, og som tidligere blev smidt bort. Husk blot at låget skal være skruet på, inden du vender bunden i vejret på den halvdel.
Hermed er ideen videregivet - ganske gratis.
Man bliver altså klog af at læse denne hjemmeside.
PS: Du behøver ikke samme fremgangsmåde, når der er tale om mælk, appelsinjuice, æblejuice og fløde.

Jeg bliver i godt humør af at hyppe kartofler - mine egne vel at mærke.
Men jeg bliver i dårligt humør over det vejr, vi har. Nu har det blæst i mere end en uge, og jeg er meget imod det. Jeg er ved at komme dertil, at jeg foretrækker regnvejr fremfor blæsevejr. Samtidig lover vejrudsigten den nærmeste uge ingen ændring. Og er det koldt som på det yderste nøgne fjeld i Nordnorge.
Er der nogen, der gør noget ved det?
Nej, ikke én.
Kunne vi ikke blive velsignet med bare en lille bitte smule af den globale opvarmning?
Det er mit indtryk, at det kun er i polaregnene, man har glæde af den. Og der blæser det efter sigende endnu mere.
Jeg bliver mere og mere tilhænger af tanken om, at al beboelse nord for Alperne burde forbydes - og jeg elsker spaghetti.

Jeg har af uransagelige årsager glemt at fortælle om en lille oplevelse, jeg havde i lørdags. Men nu skal den frem. Den fandt sted på parkeringspladsen ved et supermarked i Sabro. Efter endt indkøbs-raid i butikken sammen med forstanderinden stod jeg ventende ved vores bil. Pludselig, som ud af det blå, susede en personbil forbi mig i stor fart, kørende tværs over pladsen mellem parkerede biler og tæt op ad huset med indkøbsvogne. Bilen blev bragt til et pludseligt stop på en tom plads overfor.

Ud trådte en nydelig dame med to yngre børn. Jeg kunne ikke nære mig og sagde til den fartglade mor, at hvis et barn pludselig var dukket op mellem bilerne eller ved vognskuret, da ville der være sket noget skrækkeligt. Det kunne hun godt nok ikke lide at høre. Hun stillede sig op et par meter foran mig, pustede sig gevaldigt op og stirrede meget vredt på mig. Bare vedblev at stirre. Et kort øjeblik troede jeg, at hun fysisk ville gå til angreb. Jeg stirrede tilbage og sagde roligt: "Jo, du kørte meget stærkt". Så kom hendes mundtøj på gled. Da hun så, at jeg ikke kørte, men som så ofte havde overladt denne gerning til forstanderinden, snerrede hun til mig: "Jeg kan se, at du ikke kører. Måske er mit overblik bedre end dit".

Den undlod jeg at kommentere og satte mig ind i bilen. Det var mit klare indtryk, at hun ikke kunne lide mig - og at hendes samvittighed var blevet berørt.

Når gamle skolefolk samles, er der ikke brug for en dagsorden.

Jeg oplevede i dag et glædeligt gensyn med skoleledere, tidligere kolleger fra Århus Nord. Vi er en gruppe på 15-20 personer, der holder sammen ved et fast årligt arrangement med en hyggelig frokost - altid på Kaløvig Lystbådehavn.

Da vi i sin tid mødtes i embeds medfør til skoleledermøder, var der hver gang en stram dagsorden, som blev overholdt. Den mærkede vi ikke til i dag. Og jeg skal da lige love for, at tidligere skolefolk kan snakke. Naturligvis stod det meste i mindernes tegn, om muntre og ind imellem triste begivenheder, som vi oplevede for mange år siden. Også andre kolleger og tidligere elever var emner, der fik plads.

Hvem kan glemme historien om gårdlæreren på Risskov Skole, som en vinterdag fik en snebold i nakken, afsendt af én af syv elever, der stod bag ham. Han linede alle syv op og spurgte dem én ad gangen: "Var det dig?" De første seks svarede nej. Nummer syv blev slet ikke spurgt. Han fik en lussing, der sendte ham i sneen, idet læreren udbrød: "Så kan det kun være dig"!

Jeg har ganske få gyldne leveregler. Men jeg har lige fået en ny: "Rens ikke flisemellemrum med en højtryksrenser i forsøget på at fjerne ukrudt" .

Tirsdag 22/5 (se dagbog) gjorde jeg det og blev griset til på hele forsiden. Fortsættelse følger:

I går observerede forstanderinden, at jeg også havde "overbemudret" vores havemøbler og hyndekasse. Det gik ikke upåtalt hen, hvorfor der på min arbejdsseddel i morges blandt flere andre ting stod: "Vask havemøbler og hyndekasse".

Det er en udmattende og enerverende opgave, når man før den har støvsuget hele huset og redt senge og kantklippet forhaven og luget og fejet indkørslen og luget og fejet gårdhaven og tømt opvaskemaskinen. Jeg vil derfor tillade mig at holde resten af i dag fri, i hvert fald til den søde dame kommer hjem fra jobbet.

Jeg har en sej lillebror, 5 år yngre end jeg.
Han har nu udlevet den drøm, som jeg i mange år havde som et ultimativt mål. I forrige uge cyklede han hele vejen op ad Alp d'Huez. Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne gøre det samme. Det er simpelthen så stærkt.
Men jeg må erkende, at jeg må sætte mig mindre mål på cykel, såsom at cykle herfra og til Moesgaard Strand og tilbage, 50 km. temmelig nøjagtigt. Det vil i sig selv for mig cirka svare til hans kraftudfoldelser på det stejle bjerg med de 21 hårnålesving. Jeg vil være lige så udmattet.
Jeg må så trøste mig med, at min tur vil være 37 km. længere end hans tur op til Alp d'Huez.
Jeg skal nok fortælle om det, hvis mit mål bliver gennemført.

At slå græs er god og kristen gerning, som ikke kræver den store hjerneaktivitet. At skubbe rundt med maskinen er en simpel opgave for vi ydmyge genier og giver god tid til reflektion.
Jeg reflekterede under dagens "skubberier" over, hvordan jeg dog skal komme i god nok træning til at kunne klare alle de mange og store idrætsudfoldelser, som TV vil byde os på i den kommende sommer.
Det starter om en uges tid (8/6) med EM i fodbold. Så følger tennis fra Wimbledon den 25/6. Dernæst årets store oplevelse, Tour de France, den 30/6 for at slutte med Olympiaden fra London den 27/7.
Det kan blive en ganske travl sommer med meget lidt tid til at slå græs.

Mens forstanderinden i formiddags drog på et større felttog i nærliggende supermarkeder og blandt mange andre ting indkøbte 5 kg. mørbrad, var det min lod at luge mellem og hyppe vores omfangsrige kartoffelmark.
Det er en fornøjelig gerning, der sætter mig i godt humør, ikke mindst grundet de store forventninger til høsten og de overdådige tilskud fra EU. Ganske vist skræmmer sporene en smule, idet jeg de to foregående år ikke har formået at presse bare én krone ud af systemet. Men i år vil det lykkes. 26 planter er kommer op ud af 26. Det må gi' bonus.
Jeg må også fortælle, at vi i dag høstede alle vore rabarber. Det var stort. 3 tallerkner grød kom der ud af det. Og jeg elsker rabarbergrød.

Dagbogens del 10 er hermed iværksat. Beskrivelse af gårsdagens utrolige hændelse er på del 9. Klik her for at lære om "Antydningens ædle kunst". Og vend så tilbage.

Dagen i dag har samme tema som i går, blot med en anden baggrund. Her er ikke tale om nogen antydning, men om en direkte tilgang til sagen.

Klokken prc. 8, mens jeg endnu blundede, fornemmede jeg stor uro i køkkenregionerne, og forstanderinden kom løbende ind i soveveærelset højt råbende: "Der er noget, der bevæger sig ude i bryggerset. Det er nede i affaldsposen eller måske i tønden med hundefoder". Inden jeg havde nået at tænke, hvad hun mente, forsvandt dynen med et snuptag over mit uskyldige legeme.

Det var en smule "spooky", for vi havde lige netop bestilt rottemanden til at komme og bese et par huller i haven. Så hvem ved?

Under oparbejdelsen af alt mit mod gik jeg søvndrukken i bryggerset for blot at konstatere, at en lille gråspurveunge baksede rundt bag tønden. Jeg åbnede døren, og vupti var den uden hos vennerne.

På vej tilbage til dynerne lød meldingen: "Du skal op nu". Det gjorde jeg så,

Jeg har erfaret - som tiden går - at pauser bliver en større og større del af min tilværelse.

Jeg må holde pause, når jeg slår græs, hvilket ialt tager 1 time.

Jeg må holde pause, når jeg cykler, ca. én pr. 10-12 km.

Jeg må holde pause, når jeg fejer vore fliser.

Jeg må holde pause, når jeg graver i mere end 15 minutter ad gangen.

Jeg må holde pause, når jeg rengør min cykel/bil.

Jeg må holde pause, næsten uanset, hvad jeg laver. Det er dog endnu ikke kommet dertil, at

jeg må holde pause, når jeg spiser eller drikker. Det kommer nok.

Heldigvis har jeg stor glæde af de mange pauser, der er mellem pauserne.

Jeg ved meget vel, at jeg ikke har ført min dagbog siden fredag 25/5.

Det har sine årsager.

Jeg har i den forgangne periode deltaget i den årlige kongres for hjemmeside-ejere, afholdt i en nordlig provins i landet.

Og jeg skal da love for, at jeg der fik at høre for min forsømmelse med de manglende dagbøger. Ingen andre af mine mange kolleger undlod at føre deres egne sider ajour under årsmødet. Men jeg gjorde.

Så mine kolleger faldt over mig med et lag verbale tæsk, som jeg ikke tidligere har oplevet. Jeg blev kaldt både det ene og det andet. Det mildeste udtryk, jeg måtte lægge øre til, var: ”Dumme svin”.

Jeg måtte højt og helligt love, at forsømmelsen aldrig ville gentage sig. Det lovede jeg.

En dag i mange aktviteters tegn. Besøg af tekniker til defekt opvaskemaskine, reparation af havelåge, generel oprydning, lugning af sprækker mellem fliser ved indgang, afretning af græskanter (det var slemt), støvsugning af hele huset, sengeredning af hele soveværelset, vasket hund, der havde rullet sig i noget unævneligt og til slut transport af campingvogn til værksted. Sidstnævnte bør kommenteres.

Under min deltagelse i den i går omtalte kongres for hjemmeside-ejere boede vi med 8 venner på en campingplads ved Tornby Strand. Forstanderinden og undertegnede ankom som de sidste.

Straks stod alle 8 der og tilbød venligt at hjælpe med at skubbe vognen på plads. Med en elegant håndbevægelse afviste jeg hjælpen. Jeg har jo, siden vi sås sidst, investeret i en såkaldt "mover", så vognen ved hjælp af indbygget motor med batteri kan køre helt af sig selv styret af en fjernbetjening. Og der stod jeg så med fjernbetjeningen trygt hvilende i hånden. Jeg trykkede på "KØR". og hvad skete? Ikke en dyt, absolut ikke det mindste. Det var nedværdigende, man kan endog sige ydmygende. Skidtet virkede ikke. Men det var da godt, at vi havde 8 hjælpere til at skubbe.

Dette var den meget enkle forklaring på transporten af campingvognen til værkstedet. Mekanikeren sagde straks, at han desværre havde isat et forkert batteri. Jeg ville få et nyt, og han ville checke det hele. Men skammen hænger der stadig.