Jeg har en tilståelse.

Hvad er skønnere end at have besøg af gode venner? Ikke meget. Og så er de oven i købet fra Løgstør.
En lækker, lille frokost tilberedt af den søde forstanderinde vakte glæde hos alle deltagere.
Dernæst en lille biltur i området omkring Kaløvig og Møllerup Gods for at slutte med kaffe og hindbærsnitter, som vi alle fire holder meget af.
Der var det særlige ved disse hindbærsnitter, at de i glasuren var som et Dannebrogsflag. De skulle egentlig være spist, når Danmark vandt VM i fodbold nu til sommer, men da det åbenbart ikke bliver til noget, kunne vi ikke finde en bedre lejlighed end at spise dem her og nu sammen med virkelige kendere af hindbærsnitter.
Det har været en god dag. Jeg elsker gode dage.

Alt det arbejde, jeg i dag har udført, skulle der i virkeligheden 10 mand til at udføre. De kom blot ikke, hvorfor jeg selv måtte gøre det hele.

Den 9/10 2010 skrev jeg bl. a. følgende i min dagbog:

Nostalgien greb mig, da jeg satte mig for at skrive min dagbog. Den skulle have handlet om noget ganske andet, end den nu kom til.
Årsagen er, at lige idet jeg satte mig, fangede mine øjne dette billede liggende på mit skrivebord. Jeg har en del fotos liggende fremme for at sortere dem.
Billedet viser min far og mor, inden de blev gift (1938). Billedet er fra 1937. Far var da 26 år og mor 20.
Min mor var "en flot tøs" og min far "en flot fyr", hvilket jeg arvede efter ham.
Billedet er taget på Gesnersvej i Silkeborg, hvor min mormor boede.
Ak ja. Den nostalgi, den nostalgi. Den betyder mere og mere i ens tilværelse.

Om dagen i dag er kun ét at sige.

I dag var kartoffeldyrkeren for alvor på banen. Sammen med ét af utallige børnebørn sattes siger og skriver to-ti-ni kartofler i den store kartoffelmark for enden af haven.
Som det fremgår af billedet, var intet overladt til tilfældigheder, idet en markør blev sat, nøjagtigt hvor hver plante skulle stå med den obligatoriske afstand af 40 centimeter. Vi kartoffeldyrkere er pernitne med slige ting.
Naturligvis havde sættekartoflerne ligget til spiring i soveværelset i 2-3 uger, inden de i dag blev sænket i jorden. Soveværelser skulle ifølge indhentede oplysninger være særligt egnede til forspiring af kartofler. Hvorfor ved jeg ikke.
Nu kommer så de spændende dage, hvor jeg hver dag vil tjekke, om der er kommet noget over jorden. Mit skøn er, at vi står foran en rekordsæson. Gå hjem og vug, derovre på Samsø.

Ikke nok med at det er Langfredag. Det er også en mindeværdig dag, den dag da Danmark for nøjagtigt 150 år siden led sit største krigsmæssige nederlag ved Dybbøl.
Jeg har det lidt med denne dato som den 9. april. Den er en dato, man ikke bare kan suse forbi.
Meget er sagt og skrevet om håbløse politikere og generaler i denne krig, der så nemt som intet kunne være undgået med et resultat, der ville have været mange gange bedre, end det som det blev. Danmark mistede som en følge af krigen 1/3 af sine landområder og befolkning - alt sammen på grund af stupide politikere med vanvittige ideer om Nationalstaten. Jeg håber, de nåede at skamme sig.
150-årsdagen vil i øvrigt blive fejret meget, bl. a. på TV. Allerede i aften kan på DRK ses "Slagtebænk Dybbøl", og til efteråret kommer en længere serie om krigen.

Nogle vil huske gode, gamle "Raadvad". Dette ærværdige firma har siden 1754 produceret knive og brødskæremaskiner. Maskiner fra forrige århundrede er nu blevet samlerobjekter. Se billede.

Efter at have overstået 5 hårde dages "før-påske-ferie" i Lemvig med alle de anstrengelser, som en ferie bringer med sig, er jeg nu tilbage og klar til afslapningen med at slå græs, feje, rive, grave, luge, sætte kartofler, ordne fliser, hente muldjord, vaske bil og andre afslappende opgaver.

En maskinfører på en genbrugsplads i Arendal, Norge fik en overraskelse forleden.

Når jeg gerne vil fejres, kravler jeg op i noget højt og vinker ned til folket. Således også i dag. Mit problem var blot, at der ikke var nogen at vinke til udover forstanderinden. Det måtte jeg stille mig tilfreds med. Hun kunne nu godt have vinket tilbage.

I dag kørtes et af årets største og bedste cykelløb, Paris-Roubaix, det store løb, som bl. a.  køres på brosten, i hvert fald 50 km.

Forstanderinden blev i går angrebet af nogle grimme rygsmerter, som sendte hende til sengs hele eftermiddagen. Det kan hun ikke være bekendt, for så skal jeg lave alt arbejdet. Heldigvis kvikkede hun så meget op, at hun kunne spise aftensmad, som jeg serverede - på en restaurant.

I dag lukkede skolerne for at gå på påskeferie.

Nu kan der vist ikke laves mere.

Det er den 9. april, en dag, jeg ikke bare kan "gå forbi" uden at gøre et stop og tænke 74 år tilbage. Da hedder det 1940, den dag, da Tyskland besatte Danmark.

Jeg er skuffet. Jeg er på slankeren. Jeg sulter. Jeg lider afsavn. Det har stået på i godt en uge.

Det vidste jeg ikke. Det er breaking news for mig. I lørdags var det "International Pudekampsdag". 

Det har været 2 dage med oplevelser, jeg værdsætter højt.

Jeg kan blive noget så forbandet sur, når min computer ikke vil, som jeg vil.
Jeg ville i dag downloade et billedbehandlingsprogram, som jeg tusinder andre har downloadet og haft meget glæde af. Men kunne jeg gøre det?
Nul.
Igen og igen fik jeg at vide, at mit antivirusprogram ikke vil tillade programmet at blive downloadet. Og jeg vil SÅ gerne have det, så jeg kan "kvikke op" på mine gamle fotos. Jeg har set resultaterne fra andre, der med held har downloadet programmet.
QzzzxxXXdzy (= satans osse)

Jeg har travlt for tiden med at færdiggøre min bog om Frydensbjerggaard i Silkeborg, tidligere fattiggård og husvildekompleks.
Jeg er jo selv en del af dens historie, da jeg boede der fra jeg var 2½, til jeg var 13½, i husvildetiden, hvor far var vicevært fra 1943.
På billedet ses gården i 1949.
Jeg har fået 2. udkast retur fra min konsulent med nogle forslag til korrektioner, og jeg har modtaget stor ros for især den seneste af dem. Det giver selvtillid.
Min "historie" er forsåvidt færdig. Indholdet er på plads. Nu mangler så det, der kan være med til at gøre den læseværdig. Og det er en spændende opgave. Derfor tilbringer jeg mange timer foran computeren - og nyder hver og en af dem. At skrive er at leve.

En campingvogn skal vaskes nogle gange om året, især er det vigtigt lige efter vinteren.

Så er julen ovre, og vi kan begynde at forberede os til næste jul, der som vanligt falder den 24. december.
I går måtte vores juletræ fra sidste jul lide en langsom død ved i små nyk at blive skubbet ind i de grådige flammer Det har længe ligget i haven og ventet på bedre tider, men man må erkende, at de kom ikke.
Måske som en "juletræs-hævn" fik jeg en grim brandvabel på venstre tommelfinger. Smerten fortog sig først sent i aftes. Det gjorde nas.
Juletræer er hævnere.

Så er kartoffelsæsonen ved at skulle sættes i gang. Jeg har i dag gravet hele den store mark, så jorden kan blive løs og let, til jeg om få dage skal sætte kartoflerne.
At grave en hel kartoffelmark kræver kræfter og en god ryg, og da jeg i dag syntes at mangle begge dele, måtte jeg kompensere ved at holde et par pauser. Og det er lige så sikkert som amen i kirken, at i samme øjeblik jeg sætter mig, da ankommer begge hunde og slår sig ned ved mig i håbet om, at jeg vil klø dem lidt. Det vil jeg gerne, og de bliver troligt liggende eller siddende, til min pause er omme. De ser ikke gerne, at jeg rejser mig igen. Det er også i orden med mig. Jeg bøjer mig gerne for deres ønske. Så bliver pauserne lidt længere - og jeg elsker lange pauser.

Jeg  var til 10.000 km. eftersyn hos min læge i dag. Et sådant får jeg hvert halve år.

Ældste barnebarn er glad, meget glad. Efter kort tids søgning er det lykkedes hende at finde en herlig lejlighed i det meste centrale Århus, endda en stor en på over 70 kvm. Det svarer lidt til at vinde i lotteriet. Så nu skal der powershoppes efter udstyr.

Så er det nu det sker. Kl. 02.00 i nat skal du stille dit ur en time frem. Det er længe at sidde og vente på det, men man kunne jo fordrive tiden ved at tænke på de fordele, der er ved sommertidens indførelse.
Ifølge "Landsforeningen mod sommertid" er der dog ikke mange af dem.
Jeg har tjekket foreningens facebook for at få større viden om modargumenterne.
Det blev jeg ikke meget klogere af. De fleste skriver noget om, "at sommertid er træls". Jamen OK da.
En enkelt slår fast, at: "Jeg vaklede omtumlet ud af sengen for en time siden, gik i halvmørke ud for at hente avisen. Hørte advarsel om is på vejen og tåge der letter sent. Lad dog uret være i fred!"
Se, det er et vægtigt argument. Det er s'gu da træls med glatte veje og tåge.
Jeg finder selv sommertid en god ide. Lange, lyse aftener er en velsignelse. Det er snart sommer, venner. Lad solen skinne til langt ud på aftenen.

Jeg har kæmpet 3 kampe i dag på min cykeltur på Djursland - rundt om Skarresø, en meget smuk tur, som en anden cykelentusiast havde anbefalet mig.

Så har vi balladen. Der skal slås græs. Jeg gjorde det for anden gang i år netop i dag. Første gang var den 1. januar. Verden er af lave.
Jeg kan nu se frem til, at jeg i sommerens løb skal vade cirka 35 gange rundt efter græsklipperen. Det tager omkring 1 time hver gang. Jeg traver tæt ved 1 kilometer pr. gang. Altså 35 timer og 35 kilometer.
Set ud fra et motionssynspunkt er det fint, men set ud fra et magelighedssynsprunkt er det frygteligt.
Nå, nå, bette Rasmussen. Nu helt rolig - og hør godt efter.
Du ved jo, at græsslåning er velegnet til at lade tankerne få frit løb. Man skal ikke aktivere mange hjerneceller for at ordne det, og så er der god tid til frugtbare tanker om dette eller hint. Navnlig holder du jo meget af hint.
Og så: Du glæder dig jo også til, at vejret bliver lunt og godt.
Ja, ja. Det er rigtigt. Jeg takker for de venlige ord.

Jeg har i den senere tid læst en del om DAB (Dansk Automobilbyggeri), et forhenværende stort firma i Silkeborg, som lavede busser og lastbiler. Min svigerfar arbejdede mange år på DAB.
Udover at have læst om facts om firmaet fandt jeg på "FB-Silkeborg som den var" oplysninger om de kæle/øgenavne, som de ansatte så nemt fik. Pudsige, men også sommetider lidt beske.
Der var "Krølle Ejner", der ikke havde et hår på hovedet, og "Perletand", der ikke havde nogen tænder. Og der var "Christian-nær-ved-a-jord", der var en lille mand.
"Jens Hund" fik sit øgenavn, da han en dag var oppe at skændes med værkføreren. På et tidspunkt blev det nok for Jens, og han gik stille og roligt hen til værkføreren, tog fat i hans hoved og bed hul gennem øreflippen med de to tænder, han havde i munden. Blodet flød, og der blev stor opstandelse. Men efter det hed Jens aldrig andet end "Jens Hund".
Mange år senere kom hans barnebarn i lære på DAB, så det var helt naturligt, at han fik navnet "Hundehvalpen".
"Jens Skydedør" var en anden, men her står årsagen til navnet hen i det uvisse.
Jeg tror, at den gamle tradition med kælenavne på arbejdspladser er uddød.
Skulle du kende kæle/øgenavne fra tidligere eller nu, må du gerne skrive dem i min "Brevkasse". Bare klik her.

Jeg var i mit lægehus i dag. Blodprøver, EKG osv.
I lægehuset er der 2 venteværelser, og man kan nemt både se og høre fra det ene til det andet.
Jeg satte mig tilrette, tog iPhonen frem og tjekkede diverse. Hele tiden blev råbt navne på patienter, der skulle ind. Jeg lyttede ikke efter, afventede blot mit eget navn.
Men pludselige studsede jeg. Den havde jeg ikke set komme. "Alex Rask", blev der råbt.
Den fik mig op af stolen. Hvad i alverden laver en gut med det efternavn i et lægehus?
Så tænkte jeg, at det jo også kunne være en besked fra den ene sygeplejerske til den anden i et andet rum: "Alex rask", altså en hurtig meddelelse om, at Alex var helbredt.
Jeg håbede på det sidste, men fik det ikke opklaret.
Jo, det er ikke alt, der er kedeligt i et lægehus.

Jeg kan ikke med nogen ret påstå, at Roskilde-festivalen nogensinde har interesseret mig det mindste. Jeg har bare fulgt lidt med i nyhederne om mudderkampe og narko.
Men nu kan det da være, at jeg langt om længe skal løse en billet.
"Rolling Stones" kommer nemlig, og "Ældresagen" er ellevild af begejstring og jubler højt. Musik for vi gamle, som endnu husker, da Mick Jagger og co. provokerede hele verden med en musik, som vi hurtigt kom til at synes om. Og nu kan vi for 4 plovmænd komme til at se og høre dem live. Sølle 20 millioner skal gruppen ha' for at spille deres gamle klassikere. Endelig bruges der lidt penge på, att vi gamle kan få en oplevelse.
Så pas på derovre på festivalpladsen. Rollatorerne er på vej. Fjern mudderet, så vi kan komme igennem.

Kald mig bare gammeldags - jeg har da alderen til det.
I hele mit liv har det irriteret mig at se kvinder ryge på gaden. Jeg er ude af stand til at forklare min modvilje med fornuftige argumenter. Jeg synes bare, det ser forkert ud. Sært nok irriterer det mig ikke synderligt at se mænd ryge på gaden.
Hvad er det, der gør forskellen for mig?
Jeg sad i formiddags ventende i bilen, mens forstanderinden huserede i et supermarked, og lige foran mig kom en ung pige, 18-20 år, svansende forbi med en cigaret hængende ud af munden. Havde hun så da i det mindste bare holdt den mellem fingrene.
Jeg blev så sur, at jeg nær var sprunget ud af bilen og skældt hende ud, men jeg varede mig.
Havde det været en mand, så ville min reaktion have været anderledes.
Undskyld, piger.

Silkeborg-historie, men samtidig også på sin vis min historie.

Jeg må desværre fortsætte gårsdagens helbredsbeklagelser.
Mine opgaver blev det i dag at
1) strø kalk på græsplæne,
2) strø gødning på græsplæne og
3) læsse bilen m,ed affald og køre på lossepladsen - og læsse af.
Det bekom mig i og for sig godt nok at få disse ting ordnet, men jeg skulle hilse og sige fra min gamle ryg, at den aldeles ikke brød sig om det. To gange jog den mig ind for at holde en pause. Nu er jeg færdig med opgaverne, og den minder mig stadig om, at jeg ikke er 65 længere.
Men den har selvfølgelig også lagt ryg til meget gennem de 73½ år, og hvis bare den holder min tid ud, skal jeg ikke beklage mig.

Jeg har fået øjenbetændelse. Diagnosen er stillet af vores kyndige datter, som fluks for i køleskabet og uddrog nogle små pipetter med øjendråber.
Jeg hader at få dryppet øjne, hader det. Men lige i denne situation med min viljefaste datter bøjet over mig med pipetten skulle jeg ikke nyde noget af at foretage de sædvanlige undvigemanøvrer og kraftige støn, som jeg vanligt gør det, når min søde viv foretager behandlingen.
Jeg var i faste, men sikre hænder.
I øvrigt er det ikke noget under, at jeg har pådraget mig omtalte infektion. Jeg er omgivet af forkølede og influenza-ramte børn, svigerbørn og børnebørn. De ligger i febervildelse og suser ud og ind ad lægens konsultation.
Jeg er gemenlig sund. Det er første gang i mange år, jeg er blevet smittet af nogetsomhelst. Men pyt. Jeg er glad for alt, jeg får fra dem. De er s'gu så søde.

Det er lille Frederiks fødselsdag i dag, en stor dag. 2 år bliver han, så han er egentlig ret ligeglad.

Min trofaste hund Sydney blev opereret i formiddag. En voksende knude på brystet blev fjernet. Den kan være ondsindet. Det vil vi finde ud i løbet af nogen tid, hvis den giver sig til at vokse på ny. Det håber vi selvfølgelig ikke.
Operationen forløb vel, og vi kunne afhente ham efter en timestid.
Sydney er ikke nogen læsehest. Han ved en masse om ænder og fasaner, navnlig hvor de gerne vil gemme sig. Men læsekunsten har han aldrig helt fattet. Derfor havde jeg det største besvær med at få ham til at forstå skiltet, der var opsat i dyrlægens venteværelse. Vi måtte sammen stave os igennem.
Øjensynlig forstod han det dog. Ikke en dråbe forlod ham derinde.
Nu handler det om rekreation, hvilket Sydney ikke vil protestere imod, når blot han må løbe som død og djævel på sin daglige luftetur med vores søde genbo.

Jeg blev glad (igen) i dag.
Jeg har i lørdags fået respons fra den venlige museumsinspektør, som er mig behjælpelig med manuskriptet til min næste bog. Det er 2. respons, jeg har fået på den.
Og som han da var tilfreds. Der var ros til udkastet.
Men naturligvis var der også forslag til korrektioner, som jeg lige nu er ved at arbejde med. Jeg spinder som en lille kat, når jeg sidder ved computeren og arbejder med opgaven. Musen på mit bord kigger nu og da forskræmt på mig.
Under alle omstændigheder gør det mig glad at arbejde med min bog, som - hvis alt klapper - kan udkomme en gang i løbet af efteråret eller vinteren.
Så håber jeg blot, at nogen vil udgive den.

Søndag eftermiddage har deres eget præg, men afhængigt af årstiden.
Den køligere tids søndage - som f. eks. i dag - er for mig forbundet med ro, hvile, TV, facebook og lidt sødt til teen.
På den måde nød jeg også denne søndag.
Sommerens søndage, derimod, forbinder jeg med udeaktiviteter - undtagen selvfølgelig når der køres Giro d'Italia, Tour de France eller Vuelta A Espana. I disse 9 uger er hver eneste dag som en søndag i den kolde periode. Dog glider facebook ud.
Det er for mig s'gu ikke helt nemt at finde ud af, hvilken årstid jeg befinder mig i.

Efter at have været oppe i et uudsætteligt ærinde kl. 4.30 i nat lå jeg søvnløs i 1½ time.
Udenfor rasede stormen, og regnen piskede ned.
Det generede mig ikke at ligge søvnløs. Tværtimod kunne jeg ligge og fryde mig over, at her lå lille jeg under en dejlig varm dyne i behagelige omgivelser og med forstanderinden trygt sovende ved siden af.
Jeg tænkte, at den luksus er ikke alle forundt - navnlig ikke det med forstanderinden, og da slet ikke stenalderfamilien.
I bedste fald var den i en hule med nogle skind - og uden vores behagelige fjernvarme.
Det kunne jeg ligge og hygge mig med.
Jeg tænkte også på de gange, hvor jeg i min soldatertid var tvunget til at sove udendørs i al slags vejr. Heldigvis var det ikke mange.
Så det var ren fornøjelse at ligge vågen. Der skal ikke så meget til at glæde en 73-årig.

Hvem tror du har flyttet 1/4 tons knækfliser fra bageste baghave og lagt dem som et ekstra lag på "pyntebedet" i forreste forhave? Hva' ba'? Det har undertegnede. Se bare billederne "før" og "efter".
Jeg er "havegal", så besværet gør ikke så meget.
Det er næsten som at cykle. Man udsætter sin krop for en mængde anstrengelser og er hammergodt tilpas, når det er overstået. Og blot man holder et par pauser undervejs er det såmænd ikke så slemt.
For mig var det endvidere lidt interessant, at jeg slet ikke havde planlagt dette job. Det kom blot til mig. Jeg skulle egentlig bare luge lidt. Det ordnede forstanderinden så.
Jeg er glad for resultatet, og skam få de, der ikke synes det samme. De vil ikke indgå i min aftenbøn. BUM.

Forstanderinden får en del dårlige ideer. De fleste handler om opgaver, der skal løses, oftest af undertegnede.

Jeg er sikkert ikke den eneste, der har opdaget, at foråret har meldt sin ankomst. Og sør'me om det ikke inspirerede mig til havearbejde derude i den klare solskinsluft.

I dag ville vores gamle konge, Frederik den Niende være fyldt 115 år. Så gammel ser han nu ikke ud på billedet.

Som det fremgår af billedet, har jeg i dag været iført mine bedste og eneste arbejdsbukser, som bærer præg af at været båret af en entusiastisk og flittig maler. Der er ikke blevet sparet på malingen.
Iført disse har jeg i dag i et godt samarbejde med en dygtig ven endeligt afsluttet renoveringen af 1) bryggers, 2) forstanderindens værelse, 3) mit værelse, 4) gæstetoilettet og 5) badeværelset.
Det har været en lang og slidsom vej. Men nu er enden nået. I dag blev allersidste hånd lagt på arbejdet. Det var umagen værd. Kæft, det er flot.
Som det fremgår af fotoet, endte ikke al malingen, hvor den skulle, men det var der så så meget andet, der gjorde.
Resultatet er rigtig fint og vil på en skala fra 1 til 10 nemt score et 12-tal.
Jeg ved, at "Bo Bedre" er interesseret i at komme og tage en billedserie.
Kombardo.

Nå, ja, så lad for pokker da gå, da.
Følgende er en historie, som fandt sted i går, og som jeg havde håbet at undgå at fortælle, men presset fra familie og venner gør, at jeg lige så godt kan krybe til korset og tilstå en "lille smutter".
Jeg havde planer om at cykle en tur, en lang en på 60 km., og jeg glædede mig meget til den. Jeg gjorde mig mange forberedelser med beklædning, med diverse udstyr i form af kamera og  cykelcomputer, diverse opkvikkende midler og en del mere.
Jeg iførte mig cykeltøj, hankede op i alt udstyret og begyndte at gå ud mod værkstedet, hvor min cykel altid står, da følgende pludselig står helt klar for mig. Min cykel er til service, og jeg har glemt at hente den hos cykelsmeden lørdag formiddag.
Om jeg bandede lidt? Jo, det gjorde jeg, lidt mere end lidt.
Om det var lidt pinligt? Jo, det var det, lidt mere end lidt.
Om jeg glæder mig lidt, til at cyklen kommer hjem? Jo, det gør jeg, lidt mere end lidt.

Da jeg var barn og ung, var der en velkendt vittighedstegning, man ofte så.
Ved morgenbordet sad manden gemt bag en opslået avis og deltog kun i samtalen med små grynt og nu og da et spagt "ja" eller "nej". Og det var altid manden, der sad bag avisen.
Den adfærd blev anledning til mange vittigheder.
Jeg kunne ikke lade være at tænke på dengang, da jeg i morges satte mig til morgenbordet (uden avis) og kiggede over på forstanderinden.
Det var som om, rollerne er byttet om fra dengang i fortiden. Man slår ikke mange ord af hende ved vores morgenbord. Der er både nyheder, Google, min dagbog, facebook og kabaler, der skal passes.
Men pyt. Så kan jeg i ro passe min kryds og tværs.

Ved besøg i min fødeby Silkeborg erfarer jeg hver gang, at minder - gode og dårlige - dukker op.

Det kribler og krabler derude. Foråret er her med lune temperraturer, og alt står klar til at blive grønt inden længe.

Den 28/2 i år kunne jeg fortælle, at "Skat & Told" havde bedt mig om at indberette, hvor mange gange jeg i 2013 havde haft håndværkere. Jeg har nu det endelige tal, 14 gange.
Derfor tog jeg i dag mod til mig for at indberette til "uvæsenet" om mine håndværkere.
Glad og fro gik jeg ind på siden og var mentalt forberedt, da slige indberetninger ofte volder besvær. Men som sagt jeg var klar til at møde hvad som helst.
Og så dog. Forberedelsen var vist ikke god nok, for jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at der også der var kø, en kilometerlang kø.
Man meddelte mig koldt og kynisk, at jeg stod i køen som nummer (og hold nu godt fast) 48.485.
"Tak for kaffe", tænkte jeg. Jeg kunne komme til engang meget senere på dagen.
Jeg tror, det er noget "uvæsenet" gør for at tage modet fra vi, der har ret til håndværkerfradrag.
Men bare rolig. Jeg står op en gang i nat, så må det da for pokker være muligt.

Det er forår. Dagene er blevet lysere, og temperaturen behageligere.
Hvilken årstid er skønnere?
Dagen er tiltaget med næsten 4 timer, og det bliver nemmere og nemmere at komme ud af sengen, en øvelse, jeg ellers gennem mange år har haft en del problemer med at gennemføre.
Men nu tror jeg, at jeg er ved at have lært den, og jeg glæder mig hver dag, jeg står ud af sengen.
Alternativet ville også være træls.
Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive om cykelture - hold da kæft, det er svært. Men jeg gør det ikke. Lidt rygrad har jeg vel.

Jeg havde verdens sødeste svigerfar, en blid, imødekommende og rolig mand, som ikke lagde skjul på sin glæde over sine børnebørn, som han havde 5 af, heraf var de 2 vores.
De elskede, når han kom på besøg, og det samme gjorde forstanderinden og jeg.
Peter hed han.
Han var i sin tid karetmager og arbejdede på det navnkundige DAB (Dansk Automobil Byggeri) i Silkeborg. Her var han med til at bygge de store busser.
Én af dem var den som ses afbildet, dels i færdig form og dels undervejs. Den blev ofte kaldt "Røde orm" og var banebrydende for busfabrikationen, selv om den vist aldrig blev bygget i det helt store antal.
På den ikke færdige bus ses Peter i nr. 2 vindue, han er nummer 2 fra venstre iført kasket.
Han var en pragtfuld svigerfar.

At tage børnebørn med på små og store udflugter er en indgroet vane. Lige siden de var 3-4 år har jeg "trukket" dem med på Kunstmuseet Aros, Bymuseet, Frihedsmuseet, Naturhistorisk Museum samt rundture til diverse statuer, bygninger og pladser i byen.

Nye tider i min gamle fodboldklub, hæderkronede AGF. Det har nu været så som så med "det hæderkronede" i mange år. Men pyt. Nu er det nye tider. Den gamle, støvede træner er smidt på porten, og en ny har indtaget hans plads.
Ny kamp i dag. Nu skal vi vise dem, at de nye tider er her. Nu skal vi vise, at vi er oppe på mærkerne og banker de der sønderjyder. Husk på, det er nye tider.
I den anledning satte jeg mig fra kampstart foran TV'et. Nu skulle jeg se nyt fodbold fra gamle AGF.
Og hvad sker? Efter nøjagtigt 1 minut og 8 sekunder er AGF bagud med 0-1.
Så alt er ved det gamle. Jeg forlod min plads foran skærmen og gik i skjul i mit nyindrettede og dejlige kontor for bl. a. at skrive dette.
Jeg ved således ikke, hvordan kampen ender, men mon ikke alt er ved det gamle, og det bliver et nyt nederlag oven i stablen af de mange andre.
Det skulle dog glæde mig, om jeg ikke får ret i min forudsigelse.

"Har du haft håndværkere i 2013?", lød det i en e-mail fra "Told & Skat" forleden.
Det må jeg tilstå, at jeg har.
Man ønskede også at vide hvornår og hvor mange gange. Her kom jeg lidt på glatis.
Jeg erindrer, at julefrokosten sidste år gav mig en hel del håndværkere. Så den må tælle med. Så var der pinseturen med "slænget", som ligeledes var årsag til besøg af en flok tømmermænd.
Så var der en sommerfrokost. Den skal i hvert fald med ligesom en del festivitas i november og december bør tælles med.
Alt i alt får jeg det til, at jeg i 2013 har haft håndværkere i hvert fald 6 gange og sikkert flere. Men jeg vil nøjes med at indberette 6 gange. Der er jo ingen grund til at overdrive over for "Told & Skat".
Indberetningen skal afsendes fra den 10. marts - og jeg skal nok huske det.

En af mine aversioner er min bank. Jeg nærmer mig den altid med en vis bæven, og slemt bliver det, når jeg træder ind og får øje på min bankrådgiver. Jeg er sikker på, at hun lige vil fortælle, at den og den konto kunne godt trænge til en lille indsprøjtning, som jeg så skal hente fra en af de andre overtrunkne konti. Man vil derfor se mig nærme mig kassen, gående sidelæns med ryggen mod de besatte skriveborde bagved, hvor omtalte rådgiver sidder.
Og oh, skræk. Forleden var forstanderinden og jeg indkaldt til et årligt møde med selvsamme rådgiver. Vore konti skulle lige have et lille tjek. Jeg var mindst lige så nervøs, som når jeg går til læge eller tandlæge med en skavank.
Heldigvis var samtalen ufarlig - lige med undtagelse af ét punkt. Jeg skulle lave en ny årsopgørelse for min PBS (Pengeinstitutternes BetalingsSystemer). "Hold op", tænkte jeg. "Nu har de mig. Nu brænder det".
Med rystende hånd satte jeg mig da i formiddags og regnede alle tallene sammen.
Kæmpestor var min overraskelse, da jeg fandt ud af, at vores årlige udgifter ikke var steget, tværtimod faldet med 65 kr. pr. måned.
Det var en god viden at få - så nu skal der festes.
Jeg skylder at fortælle, at min bankrådgiver er en utrolig sød dame.

Endelig. Årets første cykeltur. Den har jeg glædet mig til længe. Og jeg blev ikke skuffet, nød at køre i den friske og milde luft. Selv bakkerne omkring Lystrup forekom mig venligtsindede, og de få mennesker, jeg mødte smilede til mig. Jeg kørte forbi en børnehave, hvor børnene legede udenfor, og en af de små råbte højt til mig: "Hej, mand". Jeg råbte, "Hej, min lille ven" tilbage til ham, og jeg nåede lige at høre, at han sagde til en af sine venner, "Øjj, han råbte hej til mig". Det kunne være basis for et livslangt venskab.
Det var en god start på sæson 2014. Måtte resten blive lige så god. At cykle er at leve.

Jeg har forglemt mig. Jeg burde i dag vise 2 billeder, 1 før og 1 efter. Desværre glemte jeg "før".

I dag må man have mig undskyldt for 2 ting.

Min frygt for at dagen i dag skulle sløres på grund af tømmermænd som følge af umådeholden indtagelse af berusende drikke i går ved årets første julefrokost viste sig ubegrundet.

Jeg skriver min dagbog tidligt i dag, og det har sine årsager.
Forstanderinden og jeg skal om få timer være værter ved årets første julefrokost, under hvilken jeg agter at indtage berusende drikke, og jeg ved af erfaring, at dersom jeg venter til efter denne indtagelse, da vil mine skriverier gå op i hat og briller, og det kan I, mine rare læsere, ikke være tjent med. Der er elendighed nok til i denne verden.
Vore gæster vil være gode, gamle venner, som ej heller skubber alkoholiske drikke til side for at indtage en kop te. Det er et muntert selskab med en tendens til at spare på sodavanderne.
Jeg vender tilbage i morgen til normal tid, om Gud og tømmermændene vil. Derfor bedes I tale sagte, når i åbner min dagbog for søndag.

"Operation Gæstetoilet" er afsluttet, næsten afsluttet. Der mangler lige lidt maling og et par lister. Denne uorden vil blive bragt i på plads på mandag.
1½ uges slid er omme. Jeg mindes endnu med gru nedtagning af tapet og fliser som en skrap hurdle. Jeg mindes afmontering af toilet med meget mere. Ganske vist har jeg haft folk ansat til det mere tekniske, dygtige folk, som klarede alle opgaver perfekt - og med et smil. Men alligevel var der nok for den gamle mand at se til, herunder maling. Så nu er jeg træt og kræver ro.
Mine tanker går - ikke til søens folk - men til, hvad mon den gode forstanderinde vil finde det passende, at jeg skal at gå i gang med som næste opgave. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at der står "fodlister" på den næste seddel, jeg trækker op ad syltetøjsglasset. Opgaven er enkel. ALLE gulvlister af og nye ditto sættes på.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit. "Bwadr", siger jeg.

Forstanderinden er opmærksom på tidens trends.
For nylig læste hun, at den traditionelle sengeredning er yt. Den pakker støvmiderne ned under en lun dyne med mulighed for der at formere sig næsten dagen lang.
Sligt kan vi ikke leve med her i huset. Her opfører vi os anstændigt.
Derfor er sengeredningen nu blevet et spørgsmål om at lægge dynerne pænt sammen i fodenden af sengen, som det ses på billedet.
Jeg går stærkt ind for dette nye tiltag, thi det er mig, der reder senge, og nu kan det gøres rigtig hurtigt, alt imens jeg ønsker støvmiderne derhen, hvor man stadig reder senge på gammeldags maner.

Misundelse er da en grim ting. Man må ikke misunde andre deres held, og det har jeg heller ikke i sinde at gøre. Jeg vil nøjes med at glæde mig over, at det går andre godt.

Jeg har truffet en beslutning, som uden tvivl vil overraske de, som kender mig.

Det må være bekendt, at jeg har en stor svaghed for hindbærsnitter. Faktisk er jeg hindbærsnitte-narkoman.

For nogle dage siden udtrykte jeg min begejstring for Irland og alt irsk.

Jep, den er da simpel.

Jeg er da lidt stolt og glad i dag. Jeg kunne i min brevkasse læse et venligt og rosende indlæg om min hjemmeside. Læs det ved at klikke her.

Der findes områder, jeg gerne vil kritisere i vores by, Aarhus. Derfor er jeg ved at sammensætte et læserbrev til alle omegns- og reklameaviser samt Jyllands-Posten og Aarhus Stiftstidende.
Her er to punkter:
1) Jeg kan ikke forstå, at man ikke må cykle i gågaderne. Det har jeg da gjort så tit. Og der findes folk, der brokker sig over det, endog i nærmeste vennekreds. Man kunne meget nemt lave gågaderne således, at fodgængere er ude i siderne, ved butikkerne, og vi cyklister har midten. Og så skal fodgængere have vigepligt for cyklister. Kun rimeligt.
2) Jeg fatter ikke, at man ikke må lade vandet i byens svømmehaller. Herregud, en lille dråbe iblandet de hundredetusinder liter vand kan da ikke betyde noget. Derimod er jeg enig i forbuddet mod at mænd lader deres vand fra en af vipperne. Det er forstyrrende for mange.
Et læserbrev med dette indhold vil ruske op i de apatisk dovne byrødder.

Jeg har brændt kalorier af i dag. Sidste "afbrænding" var 16 km. på kondicyklen. Hårdt job, men sundt, siges der.

Jeg er i dag svømmet hen i den pureste, reneste nostalgi. Jeg har forlængst nået den alder, hvor nostalgien tager overhånd og kan være til irritation for andre. Så man skal udpege sine "ofre" med omhu.
I dag var jeg heldig. Næstyngste barnebarn var på besøg og kom ind til mig på mit kontor, hvor jeg har tilbragt det meste af dagen med at skrive. Hun startede forsigtigt med at spørge, om jeg måske på computeren havde et billede fra dengang jeg selv var 15 år som hun. At bede mig vise billeder fra min barndom og ungdom er som at slå spunden af en øltønde.
Så hun fik hele rækken af billeder, små 200 af dem.
Til min overraskelse nød hun tilsyneladende at se dem, der var jo også billeder af hende selv som lille og ikke mindst af hendes far som lille og af fætre og kusiner.
Jeg nød i den grad at sidde og fortælle og svare på spørgsmål, og jeg glæder mig til næste gang, nogen beder mig vise billeder fra fortiden.
Men sæt lige god tid af til det.
Fotoet ved siden af er det billede, der startede dagens nostalgi-bølge. Jeg selv som konfirmand i foråret 1955. Flot fyr, synes jeg.

Ingen begivenhed er for lille til at få en stor omtale i min dagbog, thi disse små begivenheder er en del af min hverdag.
Dagens begivenhed centrerer sig endnu en gang om forstanderinden, dette prægtige menneske, som har så mange evner, som jeg værdsætter hver og en, men lige nu påskønner jeg navnlig hendes evne til at bage franskbrød og boller. Hun er verdensmester udi disse to discipliner.
Jeg har for kun et øjeblik siden nedsvælget en bolle med et godt lag jordbærsyltetøj. Den var en himmerigsmundfuld.
Også børn, svigerbørn og børnebørn værdsætter samme og kører gerne langt for at erhverve sig et eksemplar eller to.
Det må være herligt at være så populær i familien.
PS: Hun er fa'me også god til rugbrød.

Jeg er ked af denne her. Men det skal frem.
Ifølge en netavis i dag er mænd en del mere glemsomme end kvinder. Og det uanset alder.
Et forskerhold fra "Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet" har offentliggjort forskning, der forklarer baggrunden for en sandhed, de fleste kvinder mener at kende og irriteres over. Mænd husker dårligt. 37.405 mennesker deltog i undersøgelsen, der viste det klare resultat.
Men forskerne understreger, at de endnu ikke kan pege på en enkelt afgørende årsag.
Derfor. Kære mande-kolleger!
Vi må tilsyneladende strække våben og tilstå, at vores hukommelse er som en si.
Men egentlig er det for mig ganske praktisk, når forstanderinden minder mig om en opgave, jeg har glemt at løse. Jeg kan nu med god samvittighed sige: "Jamen, lillemor. Du ved da, at vi mænd husker dårligt. Det viser forskningen. Og vi kan ikke gøre for det".
Det vil passivere hende - tror jeg - måske - og måske ikke.

Jeg er en flittig mand. Jeg er "skrive-flittig". 

Min far var socialdemokrat, sådan en "dybt-i-hjertet-socialdemokrat".
Hans ideal var den tidligere statsminister og tidligere typograf H. C. Hansen, og før ham var det den tidligere cigarruller Th. Stauning.
Far brød sig meget lidt om de mange senere cand. politter og andet godtfolk med en universitetsbaggrund. Han ønskede en person i spidsen, der havde haft begge ben fast plantet på arbejdsgulvet og ikke svævede rund i en akademisk himmel.
Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg gerne ville vide, hvad far ville have tænkt om alt det fnidder-fnadder, der foregår i disse dage på Borgen.
Han ville uden tvivl have bandet og svoret over den højredrejning, hans gamle parti har foretaget. Han ville have skrevet vrede læserbreve om alle de akademikere, der suser rundt og dummer sig gang på gang. Han ville på medlemsmøder i partiforeningen have tordnet mod udviklingen. Og han ville have tordnet højt.
Man kan næsten være glad for, at han ikke oplevede det, der sker nu. Det kunne være blevet hans død.

Det var interessant.
Jeg kunne i dag i en netavis læse, at "Motion nedsætter lysten til fed mad".
Der gives en forklaring om, at motion medfører en forskydning i hormonbalancen (hold da kæft), og maven derfor udskiller "Peptid YY", som nedsætter appetitten.
Jeg læste den for et øjeblik siden, lige efter jeg var steget af kondicyklen, som jeg sad på i 45 minuttet og gav den gas.
Jeg er uenig i artiklens konklusion. Jeg er sulten, og heldigvis er Forstanderinden lige nu i køkkenet, og en behagelig duft trænger herind til mig i mit lille kontor.
Jeg skal spise om lidt - og har en glubende appetit. Ville ikke protestere, hvis det var burgere eller hot dogs med fritter. Så meget om videnskabelige artikler om motionens indflydelse på appetitten.

En af mine hobbies er at gå til 70-års fødselsdag, en god og munter hobby.
Jeg fik i går aftes mulighed for at dyrke netop den, og forstanderinden og jeg drog af sted til en aften, der skulle vise sig at blive en mere end almindelig god aften.
Fødselaren er en hundeven, som vi har kendt i 36 år og mødt meget ofte, inklusive hans søde kone.
Vel. På trods af de mange små og store sammenkomster har vi aldrig haft rigtig mulighed for at møde deres familie. Den fik vi i aftes, og ikke uventet var familien nøjagtig så sød og rar som fødselaren og hans kone. Jeg nød at være sammen med dem.
Hvad jeg nok ikke overraskende også nød, var maden. Den var noget af det bedste, jeg har smagt i lang tid, tillavet af en hertil importeret kok af den gode slags.
Måske han også var indblandet i valget af vine - for de var gode valg.
Kort sagt havde jeg en strålende og munter aften og var træt og sjovt nok også lidt svimmel, da forstanderinden puttede mig.

Jeg spiller WordFeud. Det er såmænd ganske underholdende. Jeg spiller mod familie og venner, og jeg har ret mange spil i gang.
Noget kunne dog tyde på, at jeg har udvalgt mine modstandere uheldigt.
Efter i nogen tid at have vundet over en del af dem er jeg nu inde i en periode, hvor alt tabes. Og der er ingen barmhjertighed. Egne børn tæver mig lysteligt uden hensyn til min fremskredne alder. Samme gør min ellers så elskelige bror. Venner, som jeg sætter stor pris på (ie. "satte stor pris på"), banker mig uden nåde.
Jeg er gået i tænkeboks for at udrede, hvordan jeg overkommer en krise af den størrelse.
Tænk. Jeg taber 2 ud af 3 spil, måske endda 4 ud af 5 for ikke at nævne 5 ud af 6.
Livet behandler mig dårligt.

Jeg har haft "gudsbenådede" oplevelser i dag.
I aftes var min søde hustru og jeg til et glimrende foredrag i Silkeborg om fattige og gamles forhold i byen 1845-1950. Det var spændende, nok også fordi den gode foredragsholder tog mange afsæt i min bog om Silkeborg Fattiggaard. Det var pudsigt at møde bogen på denne måde.
Under alle omstændigheder inspirerede foredraget mig til at fortsætte arbejdet med min næste bog om en husvildebolig i Silkeborg. Det er et arbejde, som har ligget stille siden engang i sommer.
Jeg gik på med krum hals og arbejdede intenst i 7 timer. Jeg havde undervejs rigtig mange gode oplevelser med afsnit og emner, der faldt på plads. Jeg blev helt "høj" af lykke ved at se teksten komme ind i de rette rammer. Det var næsten en "ud-af-kroppen-oplevelse".
Jo, jeg har haft en skøn dag. Dem vil jeg meget gerne have flere af.
Jeg skriver snart videre.

Enten holder man af sin cykel, eller også gør man det ikke.

Man vil jo gerne gøre nytte, hvor man kan og da navnlig, hvis det gør min søde hustru glad.

Jeg er heldig, og det er ganske rart.

Så kom den, årets første snestorm. Og det lige på den dag, da forstanderinden havde bestilt tid hos sin damefrisør i Lystrup.

For en gangs skyld har jeg planer om at se en hel håndboldkamp. Det sker ikke ofte.

Hermed er du advaret - og jeg er også. Jeg vil ikke være særlig opmærksom. Jeg har siden min seneste fartbøde sidste år øje overholdt fartbegrænsningerne. Håber, du på det næste billede af mig kan se glorien.
PS: Ham der søn Peter får lidt omtale i disse dage. Han fylder 43 år i dag. Tillykke, søn.

Endnu en dag i den syvende himmel.
Søn Peter dimitterede fra Peter Sabroe Seminarium og er nu fuldbyrdet pædagog med kryds og slange.
Jeg var så heldig at kunne være med ved festligheden og nød hvert sekund af den.
Der er noget specielt ved som 73-årig at kunne komme til en dimission for sin søn. Nok ikke mange oplever det. Men jeg gjorde - heldigvis.
Desværre var mor (den navnkundige forstanderinde) ikke med, da hun jo har et job at passe, et job som hun normalt er meget glad for, men i dag kunne hun godt have undværet det.
Hun nåede dog frem og fik en enkelt pindemad.
Det har været en god dag.
Peter øverst th. - ham uden hår - på begge billeder.

Ved du, hvad der er smule anstrengende, man samtidig absolut pragtfuldt?

Søn Peter afsluttede i dag sin bachelor med succes og er nu færdiguddannet pædagog.

En travl dag nærmer sig sin afslutning.

Det er svært at undgå at nævne EM-håndbold i disse dage.

For at få brugt noget opsparet energi kastede jeg mig i dag på kondicyklen og racede 11 km. for fuld speed. Det gav sved på panden - og mange andre steder. Var det hårdt? JA.

Kig lige ud ad dit vindue - hvis det altså ikke er blevet mørkt. Jeg ved, hvad du ser. Det skal der ikke overnaturlige evner til.

Jeg bor sammen med en paparazzi. Hun kan ikke lade være med at tage billeder af kendisser i ubevogtede øjeblikke.
I går aftes da jeg af meget nødvendige årsager måtte lukke øjnene et lille øjeblik for at nyde min titel som morfar, var hun der straks, sneg sig ind på mig og tog en lang række fotos.
Ud af de 44 har jeg valgt det, jeg synes var mindst kompromitterende.
Jeg indrømmer, at det er uskarpt, og at jeg ser noget sur ud.
Uskarpheden må jeg bebrejde fotografen. Udtrykket mig selv.
Men jeg var ikke sur - blot afslappet.
Men jeg må nok erkende, at det er et billede fra hverdagen.

Forstanderinden og jeg har hver vores elevationsseng. Det er en behagelighed, når man læser om aftenen at kunne hæve sig op i siddende stilling - og samtidig vipper også benene op. 

Jeg har haft besøg i dag. En venlig tekniker fra min TV- og IT-leverandør kom for at fjerne en irriterende fejl på TV. Med korte og jævne mellemrum flimrer billedet (Pixellerer hedder det vist).

I en snak for nylig faldt talen på "skrædderstillingen". Det var i forbindelse med en snak om en fornuftig siddestilling på en almindelig stol. Mange kloge ord blev talt.

VM i håndbold starter i dag.
Nu ved jeg, hvad min TV-tid vil blive brugt på i de nærmeste 2 uger. HÅNDBOLD.
Og det keder mig gudsjammerligt. Desværre keder det ikke forstanderinden, tværtimod. Det er hendes yndlingsfritidsbeskæftigelse at se det.
Men pyt. Jeg tror, hun er glad for,  at jeg ikke protesterer vildt.
Min eneste trøst er, at vi næsten aldrig ser Danmarks kampe. Det tåler hendes nervesystem ikke. Der har jeg så et åndehul. Blot må jeg acceptere, at hun har optaget kampen, som hun så ser bagefter - forudsat at Danmark har vundet.
Det bliver hårdt at komme de 2 uger igennem. Jeg må trøste mig med, at meteorologerne har afblæst vinteren i næste uge.

Jeg fik et chok i morges.
Jeg kørte som så ofte forstanderinden på arbejde (ja, selv på en lørdag drager hun ud) og mødte til min store overraskelse og skræk en såkaldt "spøgelsesbilist".
Heldigvis var det ikke på motorvejen, men på den dobbeltsporede Vejlby Ringvej lige før Randersvej. Bilen kom nok så frejdigt kørende imod mig i den for mig venstre kørebane. Det hele skete så hurtigt, at jeg end ikke nåede at blinke til det tåbelige menneske, men blot undveg. Puha. Den var tæt på. Hvordan bilisten kunne overse, at hun/han var i den gale vejbane fatter jeg ikke.
Jeg kørte samme vej tilbage for at se, om der var sket uheld. Det var der heldigvis ikke.
Jeg bryder mig ikke om spøgelsesbilister.

Det forekommer mig, at jeg lider af den såkaldte "nikkesyge", en ubehagelig sygdom, som vist er aldersbestemt.

Denne dag er den mørkeste i lang tid - vejrmæssigt altså.

Jeg er rystet.
En verdensdækkende undersøgelse viser, at Aarhus er den tiendedyrest by i VERDEN, hvad angår ølpriser.
Her i byen skal man i gennemsnit lægge 33 kr. for en halvliter. Ikke underligt, at man føler sig "strippet", når man køber en fadøl på et aarhusiansk værtshus. Og på Stadion er prisen gået helt amok.
Det er en ussel trøst, at af de 9 byer, der ligger over Aarhus, er de 4 af dem norske. I Norge har man altid haft et "anstrengt" forhold til øl. Endnu mere "anstrengt" er det i de arabiske lande. Her er det oftest forbudt. Verdens dyrest halvliter øl køber du i Tripoli i Libyen til 51 kr. i gennemsnit - hvis du kan finde den.
Flyt til Kina, min ven. I Guangzhou koster samme mængde 1,90 kr. Det dur.

Jeg havde et ærinde i Hornslet i dag.

Det var en vanskelig beslutning. Det blev et NEJ. Jeg tog den siddende på sengekanten.

Jeg kan nok ikke blive ved med at skjule det.

Livet er ikke kun fest. Der er alvorlige stunder ind imellem.

Hvis det måtte være mig usling tilladt her fra årets start, vil jeg kræve, at 2014 bliver mindst lige så god som 2013, som jeg på en skala fra 1-10 giver 9.
Måske skal jeg dog holde mig til at ønske det. Min mor lærte mig nemlig, at man ikke kan KRÆVE noget. "Man får det, man har fortjent", sagde hun.
Hun var, foruden at være en sød mor, også af den type, der sagde, at man selv kan og skal gøre en indsats for at få det godt.
Det vil jeg uophørligt arbejde for i 2014, og jeg lover, at jeg lægger mig så meget i selen, at det også vil gavne familie og venner.
For et andet af mors yndlingsudtryk lød: "Når familie og venner har det godt, har jeg det også godt".
Klog dame, min mor.
2014 SKAL blive et godt år.
(Billede: Mor jeg og far 1945 på Langebro i Silkeborg).

Ældste barnebarn er flyttet hjemmefra. Boede i Hornslet med mor, far, bror, hund og undulat.
Udlængslen sejrede imidlertid.
Fra i går bor hun ganske alene i Åbyhøj. Tænk, at vores "lille" Katrine nu er så stor, at hun gerne vil bo alene. Jeg fatter det ikke, kun ca. 20 år gammel. Er det da ikke for tidligt?
Nå, hva' pokker. Selv var jeg 18, da jeg forlod barndomshjemmet, og hun er mere fornuftig, end jeg var.
Vi skal besøge hende meget snart.

Verden er af lave. Hvad skal det dog ikke ende med?
For første gang i mit nu 73-årige liv har jeg slået græs den 1. januar. Ja, du læste rigtigt: Jeg har slået græs.
Siden jeg sidst slog det midt i november, er græsset vokset 4-5 centimeter, og så skælder forstanderinden ud, fordi hun ikke kan opsamle hunde-høm-hømmer i det.
Og en sådan klage sidder jeg ikke overhørig (i.e. tør jeg ikke sidde overhørig).
Derfor kunne mine naboer i dag lytte til græsslåmaskinens hyggelige brummen. Jeg er sikker på, at de undrede sig.
Iøvrigt: Velkommen i 2014. Det bliver et godt år.

Det er uafvendeligt. Det er årets sidste dag i 2013.

Totalt sammenbrud. Alt brød ned omkring ørerne på os med chancer for, at også jeg ville bryde ned. Nerverne var på højkant i et par timer.

Det er dobbelt festdag i dag.
Svigersøn fylder år - ikke ret mange, og forstanderinden og jeg har bryllupsdag, én ud af ganske mange. 51 for at være nøjagtig.
Medens bryllupsdagen ikke fejres, var vi i formiddag til en herlig brunch hos datter og svigersøn. Jeg kan ikke blive træt af at nævne, hvor meget jeg holder af brunches. De er meget lækre og erstatter både morgenmad og frokost, selv for mig. Og når de så samtidig giver mulighed for at se familien, er det helt i top.
Jeg spiste, så meget jeg kunne nå, for det er med at få et ordentligt indtag nu. Forstanderinden jager mig sikkert på slankekur efter nytår. Det bliver andre tider. Herregud, bare fordi man ser lidt godt ud.

Jeg er bare smadderheldig. Jeg er gift med verdens bedste kvinde. Hun passer godt på mig og sørger for god mad, rent tøj og er vaks til at få huset "shinet op", når det trænger. Tænk blot på de 3 rum, vi har fået forbedret her i efteråret. Hun var initiativtageren.
Men vigtigst. Hun forstår mig, forstår at hjælpe mig videre, når "det" klemmer lidt på.
Hun havde planer for i dag, planer, som hun virkelig gerne så gennemført.
Men hun kunne også mærke, at det, jeg trængte til lige netop i dag, var en cykeltur, hvorfor hun nærmest skubbede mig ud på cyklen og skubbede sine egne planer til side.
Og som sædvanlig havde jeg det meget bedre, da jeg var kommet hjem efter anstrengelserne.
Det er godt at være godt gift.

Vi nærmer os stærkt nytår, og så er tiden inde til at se tilbage på det gamle år.
Både gode og dårlige minder blander sig med hinanden. Heldigvis har jeg få dårlige erindringer, men mange gode.
Jeg vil ikke udpege "den bedste", men én står stærkt i hukommelsen, min cykeltur på Hærvejen fra Viborg til Padborg i 5 etaper, i alt 297 km.
Ikke alene var turen flot med afvekslende landskab og godt vejr, men jeg kørte sammen med min bror, og vi fik god lejlighed til at snakke sammen om mange ting, nok især om de mange historiske steder, vi passerede.
På billedet er det den gamle grænseå, Kongeåen, der danner baggrund. Til 1920 var den vores grænse til Tyskland.
Cykelturen er ubetinget den bedste, jeg har været på. Jeg håber meget, at helbred og andre omstændigheder giver en mulighed for en tilsvarende tur i 2014. Kunne blive Midt- og Vestjylland rundt.

Lige inden jeg i morges drog af sted på årets sidste jagt og i døren tog den sædvanlige tårevædede afsked med den søde forstanderinde, sagde hun: "Når du kommer hjem fra jagten, vil fjernsynet stå ude på terrassen". Ja, det sagde hun - ordret.
Jeg måtte lige synke en ekstra gang.
Betød det nu, at en kuffert med mine få ejendele ville stå ved siden af også?
Eller skulle vi sidde derude og se TV i aften? Temperaturen er jo trods alt ikke så lav
Eller havde den søde dame planer om at ommøblere stuen, så der ikke blev plads til TV'et?
Mens jeg mere og mere rystende gennemtænkte de skræmmende muligheder, lod det til, at noget gik op for forstanderinden, og grinende sagde hun: "Nåh, nej. Jeg mente juletræet".
Så blev det alligevel en god jagtdag.

Hvordan tilbringes den bedste 1. juledag?
Jeg tror, jeg har løsningen. Her er i hvert fald i korte træk min dag i dag.
Sov til kl. 10.
Morgenmad efterfulgt af et langvarigt besøg i mit værksted for at rengøre og klargøre min cykel. Den trængte. Det er smadderhyggeligt at nusse rundt derude og nusse om cyklen, som fik den store overhaling, så den er klar til årets nok sidste cykeltur nu mellem jul og nytår - dersom vejret tillader det.
Dernæst angreb jeg sofaen, bevæbnet med min frokost, herlige levninger fra i går.
Så var det tid til TV, computer og iPhone, afbrudt nu og da af en lille morfar.
Og i morgen skal jeg på årets sidste jagt.
Er livet ikke bare skønt?

I dagspressen i dag nævnes et eksempel på julestress, som jeg ikke tidligere har hørt om.
Travlhed i supermarkederne giver politiet overarbejde.
Mange parkeringspladser er overfyldte, og biler kører rundt og leder efter tomme pladser. Dette må åbenbart have forvirret mange bilejere, for efterfølgende kan de ikke fine deres bil. De leder og leder, giver til slut op - og tror, bilen er stjålet. Opringning til politiet, som forbereder den sædvanlige rutine ved biltyverier for lidt senere at blive ringet op af en rød-øret bilejer, som langt om længe har fundet sin bil. I sidste weekend havde Sydsjællands politi 2 anmeldelser af slagsen.
Politiet fortæller også, at de nu og da, når ejeren ikke har meldt tilbage, tager ud på P-pladsen efter lukketid. Der står en enkelt bil, som ofte viser sig at være den eftersøgte.
OK, OK. Så længe det ikke er børn, der bliver glemt.

En dramatisk dag. Men også en god dag.
Det gode først.
Fra morgenstunden manglede jeg 52 km. på cykel for at have nået mit årsmål på 2.000 km. På trods af den hårde vind, men trods alt i flot solskin, besluttede jeg at køre dem i dag.
Udturen var slem. Jeg er ret sikker på, jeg kørte i den hårdeste modvind, jeg har oplevet i min 10-årige cykelkarriere. Fy da føj da. Det bed i de gamle lårmuskler.
Jeg var ekstremt træt, men meget stolt, da jeg endelig trillede ind på matrikelnummeret her i Studstrup og havde kørt 54 km. Begge arme over hovedet. De kommer ned i morgen - måske.
Og så dramatikken.
På min vej gennem Holme så jeg en forulykket ledbus. Den var kørt tværs over vejen og ind i en villahave. Jeg talte med en TV-fotograf, som gik og filmede. Han fortalte, at uheldet var sket i går aftes, og så vidt han vidste, var chaufføren kommet slemt til skade. Han vidste ikke om passagererne. Man oplever både godt og skidt, når man cykler ud - heldigvis mest godt.

Det er inde-dag. Ikke bare 1 sekund har jeg tilbragt udenfor i det mørke og sure vejr. Hvorfor skulle jeg dog?
Herinde er det lunt og hyggeligt, og på skærmen spiller Liverpool mod Cardiff, og jeg tager en lille morfar ind imellem. Alt sammen er det i bedste lørdags-hygge-stil.
Om et par timer disker forstanderinden op med en god aftensmad. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg vil uden tvivl synes om det.
Dernæst skal hun se sin daglige dobbelt-serie "Små og store synder", jeg skal checke min Facebook.
Senere dukker Barnaby op, mest til glæde fort min bedre halvdel, mens jeg vil holde mig til facebook, sende et par e-mails, læse et par net-aviser o. lign.
Det bliver sikkert til en morfar eller to igen.
Forudseenhed er en af mine spidskompetencer.

Normalt er jeg et dårligt motiv på et foto. Jeg ligner slet ikke mig selv, synes jeg.
Men i dag lykkedes det endelig.
Ud af en god og solid julefrokost fremkom ønsket om for de spændte gæster at vise dem den blazer, jeg købte i 1960, altså for 53 år siden.
Jeg ønskede at demonstrere, hvor fin den stadig er, og hvor godt den fortsat passede mig.
Førstnævnte punkt enedes alle om var indfriet, hvorimod det kostede mere overtalelse for at få tvivlerne til at erkende, at den stadig passede ikke mindst rund om livet.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg fik alle overbevist.
Men alle var enige med mig i, at den blev båret af en flot fyr. Beskedent samtykkede jeg, og jeg er sikker på, at mine venlige læsere vil være enige.

Jeg søøøvnig i dag, og det har navnlig været galt det seneste par timer, hvor det har knebet med øjeåbningerne. De blev mindre og mindre.
Lige nu sidder jeg smånikkende foran computeren, og for et øjeblik siden faldt jeg helt i søvn og drømte om noget med en bus, jeg skulle køre fra et sted til et andet. Det gik naturligvis i skudder-mudder, og jeg endte på nogle små veje i et sommerhuskvarter uden mulighed for at komme derfra. Så vågnede jeg, og mig bekendt holder bussen stadig fanget mellem 2 sommerhuse, det ene med stråtag.
Det er imidlertid ikke min bus, så jeg vil lade det være ejerens opgave at få sin bus hjem. Lidt ligeglad er man vel altid.
Men nu er jeg lysvågen - lidt endnu.

På min anstrengende vej ud af sengen i formiddags faldt det mig ihu, at jeg skulle huske 1) at redde senge, 2) at hælde en tung sæk med hundefodder op i spanden, 3) at opsamle hundelorte i haven og 4) at tømme opvaskemaskinen.
Af uforklarlige årsager blev blot punkt 1 udført. De øvrige tre forsvandt i glemselens tåger, hvilket blev kommenteret straks ved forstanderindens hjemkomst.
Jeg måtte derfor da afbryde mit vigtige arbejde på computeren for at tømme opvaskemaskinen.
Hundefodderet står stadig i sækken. Jeg glemte den igen. Ikke godt.
Og hundelortene ligger fortsat, hvor de blev anbragt af hundene. Dem glemte jeg s'gu også.
Først lige nu er jeg færdig med computerarbejdet, og jeg forvisser om, at sækken med hundefodder er tømt indenfor de næste 5 minutter, og hundelortene bliver samlet op i morgen. 
Det må være beroligende for alle at vide.

Jeg er en vaks (ung) mand, som er med på noderne.
På mine cykelture bruger jeg sports-trackeren "Endomondo". Den fortæller mig efter turen alt om den og lægger det hele ind på min facebook - helt automatisk.
Den har også en anden egenskab. Efter hver kørt kilometer fortæller en temmelig høj damestemme, hvor langt jeg har kørt, hvor længe jeg har været om det og hvor lang tid, sidste kilometer blev kørt på. Jeg er således hele tiden godt informeret.
Således også i dag. Skæbnen ville, at da jeg stoppede for rødt i et befærdet kryds i Aarhus, fandt den søde dame, Fru Endomondo kalder jeg hende, på, at det var tiden til at fortælle om mine bedrifter: "21 kilometers in 1 hour, 4 minutes and 23 seconds. Last time 2 minutes, 43 seconds", lød det højt fra iPhonen på min taske.
En ung mand ved siden af kiggede lidt forvirret på min cykel: "Hva' fa'n. Snakker din cykel?" spurgte han. Jeg måtte tilstå, at det gjorde den. "Godt, det ikke er min", udbrød han.
Han smilede og kørte videre.