Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Det var en god oplevelse.

Jeg sad i aftes og læste/hørte nyheder på computeren. Ud af den ene øjenkrog så jeg, at forstanderinden var optaget af Kim Larsen og Kjukken på TV2, en koncert, som ganske vist er nogle år gammel. Men god.

Straks lagde jeg ørebøfferne og fulgte med. Kim var jo/er jo en af vore gamle favoritter helt fra vore yngre dage. Det var ham, vi havde på båndoptageren ved fester, meget højt skruet op, det var ham, vi kørte til Silkeborg for at høre ved en koncert, det var ham, der altid fik forstanderinden til at springe hen til radioen og skrue op for fuld volumen, når han blev spillet. Vi har en mængde gode og festlige oplevelser med Kim Larsen. Og tænk. Jeg mødte ham engang på en tankstation i Risskov. Det var stort.

Jeg mødte en rar og ærlig cykelmekaniker i dag.

For nogle uger siden købte jeg en avanceret cykelcomputer, som måler alt. Distance, fart, gennemsnitsfart, stigningsgrad, puls, max-puls, gennemsnitspuls, højdemeter, temperatur, klokkeslet og kadence (antal tråd i minuttet med pedalerne). Desuden tegner den et kort over min rute med alle mulige detaljer. Alt dette er godt at vide for en cykel-nørd. Intet af det kan undværes.

Derfor har det irriteret mig, at kadencemåleren ikke har virket. Og først i dag fik jeg tid til at besøge butikken. En tililende mekaniker erklærede straks, at det anede han ikke meget om, spurgte endda, om jeg ikke havde brugsanvisningen med. Men han gik på med krum hals og forsøgte meget, indtil han med et stort smil sagde: "Det er s'gu batteriet, der ikke dur". I med et nyt, og alt virkede.

Nu kan jeg begive mig ud på min næste tur vidende, at ingen information vil mangle. Meget betryggende. Jeg kan på ny sove roligt.

Der er 3 gode ting at sige om dagen i dag.

1) Bror Kjeld og jeg havde en rigtig hyggetur på cykel til Silkeborg. Vi cyklede rundt i byen, indtil nostalgien ikke kunne tage mere. Næsten alle gamle minder blev besøgt, og vi sluttede med et besøg på kirkegården, hvor vores mor, far og søster er begravet. Det var en god og passende afslutning.

For ikke at overanstrenge vore mødige lemmer tog vi toget tilbage til Århus, og forstanderinden var så sød at hente mig ved banegården i vores nu velkørende bil.

2) Vi har fået pension udbetalt i dag.

3) Jeg fik grønlangkål til aften.

Gensynet var rørende. Efter 4 dages indlæggelse kunne vores trofaste Toyota i dag udskrives fra Toyota-hospitalet med rosende ord fra overlægen selv. Patienten har ifølge ham haft det godt i hele forløbet og er nu sundere og stærkere end i lang tid. Hosten er ophørt og kræfterne vendt tilbage.

Og tænk. Det var meget tæt på, vi havde skilt os af med vores gode ven, hvilket ville have betydet deportation til et tidligere østland med alt hvad det ville føre med sig - for ikke at nævne Irak og Iran.

Men nu står vores gode ven på ny sikkert i sin lune carport og kan nikke genkendende til omgivelserne.

Måtte den længe have sit trygge hjem der.

Jeg måtte i dag konstatere, at alle planer for udendørs arbejder er fuldført. Haven står flot og fin, den ny terrasse lyser op, og alt er ryddet til side. Det ser s'gu godt ud, når jeg selv skal sige det. Det er nogle år siden, det har været tilfældet. Måske er det endog første gang, det overhovedet er sket.

Nåh ja. Der er et hængeparti. I forhaven ligger afklip af to forholdsvis store træer og venter på at blive kørt på lossepladsen. Desværre kan det ikke ske, før vi har fået vores bil hjem fra værkstedet. Det er en skam, jeg skal vente. Jeg er dybt motiveret for opgaven, men vores lånebil, en udmærket Toyota Yaris kan ikke løse opgaven.

Og nu skal jeg snart på jagt igen. Om det kommer sagen ved? Ikke en dyt.

Kom nu bare an, du strenge vinter, med dine storme, snevejr, regnvejr og haglvejr. Havemøbler og andet gods er sikret under kraftige plastik-presenninger.

Vi frygter ej længere din hærgen i området, men vi vil intet have imod, at du forsvinder herfra allerhurtigst. Du vil ikke være savnet. Du er ikke populær. Tværtimod. Ingen her i huset kan lide dig.

Men nu har du i det mindste kun lille mulighed for at skade havemøblerne, så vi synes, at du skal blive helt væk. Brug i stedet dine kræfter i Norge og Sverige. Der er du mere populær.

Som alle rigtige mænd har jeg et værksted. Jeg bruger det ganske flittigt og er glad for det.

Blot er jeg ikke så god til at rydde op derude. Der er for mange ting på for lille plads.

Navnlig har det knebet med at få anbragt min teleskop-kædesav og teleskophækklipper på steder, hvor man ikke går og falder over dem og skal flytte rundet på dem.

Det problem er nu løst på genial vis. De er begge hængt op under loftet. Se billede.

Og med et sindrigt, selvopfundet snoresystem er de nemme at tage ned og hænge op igen. Jeg fik ideen, mens forstanderinden havde forladt matrikelnummeret for at more sig på plejehjemmet.

Det tog kun et par timer at lave det.

Hvor får du det fra, Gunnar?

Nå ja, hva' fa'n. Man kan jo ændre en beslutning, og det gjorde vi så efter mange overvejelser. Og vi var lettede, da vi havde gjort det. "Man har et standpunkt, til man tager et nyt", som salig Krag sagde.

Planen var, at vi i næste uge skulle indkøbe en anden, en smule nyere bil bil for en hulens masse penge, fordi den gamle gjorde sig udtilbens. Normalt vil man vel blive glad ved tanken om at skifte bil. Men vi fandt ud af, at det blev vi ikke, næsten tværtimod.

Så nu bliver vores iøvrigt trofaste Toyota repareret for en ikke så stor hulens masse penge, og så folder vi vores små hænder og beder til, at det er en god beslutning. Det tror vi, det er. Alternativet var i hvert fald alt for hulens mange penge.

Når man går på jagt, nyder man at kigge sig omkring i naturen i de pauser, der opstår. Der er nok at kigge på. I dag faldt mine øjne på et udgået træ ude i en lille sø, hvori træet spejlede sig. Jeg nød synet i lang tid, tog billedet, hvorefter jeg faldt baglæns ned af min jagtstol, fordi et ben sank ned i den bløde undergrund. Jeg slog mig ikke, alt var blødt, men jeg kunne ikke komme op at stå.

Jeg kaldte diskret på søn Peter, som stod lige henne omkring skovhjørnet til venstre for træet. Med hans hjælp og med stort besvær kom jeg på højkant. Jeg må have lignet en strandet hval.

Ikke uventet måtte jeg høre mange vittigheder om mit styrt resten af dagen. Der blev ikke lagt fingre imellem. Godt, man kan tage det.

Iøvrigt var det en flot jagt i godt og lunt vejr. Bortset fra mit fald nød jeg den.

Vi har faret fra Herodes til Pilatus i dag for at finde ud af, hvad vi gør med vores hidtil trofaste Toyota. Fra forhandler til bank og tilbage, telefonopringninger, snakken frem og tilbage, og nu er beslutningen taget. Vi køber en anden. Desværre ikke en ny, men en 8 år gammel bil, magen til vores nuværende blot som personbil og en lidt mindre motor - og benzin, ikke diesel. Det har været ophidsende og egentlig ikke så sjovt, for vi ville helst have beholdt den gamle, men der skulle en for dyr reparation til.

Så en gang i næste uge vil vi være mange kroner fattigere. Det er ikke noget at grine ad.

Jeg havde et par gode oplevelser i dag. Vi besøgte familien i Hammel, Anette, Peter og Frederik.

Jeg fik en skøn modtagelse af barnebarn Frederik, en, der får et hjerte til at smelte. Jeg er sikker på, at også Anette og Peter var glade for at se mig, selv om de ikke direkte sprang mig om halsen.

Lige inden vi tog hjem, fulgte jeg med Peter ud for at se ham træne sin labrador-unghund, Tjalfe. Også det var en god oplevelse. Den hund er bare dygtig og løste sine opgaver til et 12-tal. Jeg var meget imponeret og glæder mig til at se Tjalfe blive ældre og forbedre sig endnu mere. Det tegner godt. Dygtig fører.

Desværre var det ikke katten, der slæbte noget ind i nat. Derimod var det den lille familie her på matrikelnummeret, der slæbte noget ud, en stor bunke grene - ud i forhaven. De var resultatet af forgående dages nedskæringer af blommetræ og rødtjørn.

Nu er der tre muligheder.

1) De bliver liggende og udgør næste års Sankt Hansbål

2) Du kommer og kører dem væk.

3) Forstanderinden og jeg kører dem væk, hjulpet af en mega trailer lejet hos det lokale Q8.

Jeg har en forudanelse om, at det bliver 3). Men pyt. Vi gamle har godt af motionen.

Bonsai-manden slog til igen. Denne gang var det familiens rødtjørn, der måtte lægge grene til hans vilde raseren. Det var blevet for stort. Kun få grene blev efterladt på træet, som nu må gå vinteren i møde skaldet som Mont Ventoux. Forhåbentlig vil det skyde til næste forår. Hvis ikke - nå ja. Så ryger resten.

Nu ligger der mere træ til gratis afhentning. Men ring lige først, for der vil være mange interesserede.

Det ikke afhentede vil blive kørt bort til lossepladsen allersnarest - af dig.

For en gangs skyld fulgte jeg i dag efter forstanderinden ind i et supermarked. Det skulle jeg ikke fortryde.
Da jeg stod ved kassen og lagde varerne i poser, sagde en ældre dame, som stod lige ved siden af, at hun gerne ville give mig en god opskrift. En sådan er jeg altid åben for.
Hun pegede på mit glas med krydrede sild (også kaldt "røde sild") og sagde, at jeg skulle tage at skære fileterne i passende stykker. Se billede. Dernæst skulle jeg lave en blanding af puddersukker og ketchup (1-2 teskefulde puddersukker til ca. 1 kop ketchup). Heri skulle jeg lægge sildestykkerne. De var klar til spisning straks. Hun hævdede. det var en himmerigsmundfuld.
Jeg stirrede næsten vantro på hende, men hun hævdede fortfarende, at de smagte godt. Jeg spurgte hende, hvorfra hun havde opskriften, og hun sagde, at hun var gammel kogekone og selv havde "opfundet" den.
Det overbeviste mig. Straks hjem og prøve. Det var alligevel frokosttid.
Og tro mig. Den ældre dame havde helt ret. Sildene smagte ikke bare godt, men supergodt.
Hermed til afprøvning i de 1000 hjem. Men husk, det SKAL være de røde sild.

En dag med overraskelser og et chok.

Overraskelserne var af fodboldmæssig art.

1) Danmark skal møde Sverige i to kampe for at kvalificere sig til EM. Jeg var helt sikker på, at vi skulle møde et østland. Nåh, pyt. Min medfødte pessimisme siger mig, at vi vil tabe begge kampe alligevel.

2) AGF vandt for første gang i 8-9 kampe. Gad vide, hvad der gik galt. Jeg er rystet.

Chokket: Hjemkommet fra en rigtig kold cykeltur havde jeg bænket mig for at se TV. Hyggetimen kunne begynde, og der var en del, jeg glædede mig til at se. Og så BUM. Intet TV-signal. Det rystede mig også. Faktisk mistede jeg appetitten. Jeg kunne tilsyneladende ikke rette fejlen selv, så jeg forudså en aften uden TV - herunder fodbold. Jeg bandede fælt og gjorde adskillige forgæves forsøg. Men så gav forstanderinden mig en ide - og vupti var der billede igen. Hun er altså god. Nu kunne jeg spise.

Nostalgi er en af mine "svagheder". Jeg holder af at læse om og se billeder fra det gamle Silkeborg, min fødeby.

Derfor blev jeg glad, da jeg fandt en hjemmeside, der hedder "Find dine skolebilleder".

Jeg tastede alt det nødvendig ind med skolenavn, by, årgang m.m. og trykkede "Hent".

Derved opdagede jeg, at jeg åbenbart gik i en specialklasse med elever med et retarderet IQ.

Jeg genkender ikke mange af mine klassekammerater, mig selv og da slet ikke min klasselærer. Men det var da hyggeligt at se dem igen. Billedet beviser, at ens hukommelse ikke er, hvad den har været.

Overskrift fra dagens aviser:

"Prins Henrik vil være Kong Henrik".

Nu igen. Han bliver ved.

Vi vil ikke have en "Kong Henrik". Skulle englænderne så også have en "Kong Phillip".

Det siges endda, at vores Henrik aldrig vil opgive sine bestræbelser på at blive "Hans Majestæt" og ikke kun være "Prins" og "Hans Højhed".

Helt ærligt. Skulle han ikke i stedet glæde sig over en kongelig tilværelse med stor løn og få arbejdstimer?

Bonsai. Jeg gjorde det.

I mange år har jeg "småskåret" vores blommetræ, sådan en gren her og en gren der. Men nu var det hele ved at løbe fra mig, og med min næsten nyindkøbte teleskop-kædesav, høgenæb og en stige gik jeg upåvirket af operationens farer igang i formiddags og blev færdig klokken 16.

Så nu står der blot et bonsai-træ tilbage.

Grenene ligger til gratis afhentning. Brændværdien er minimal, men de kan anvendes til pyntegrønt. Men hurtigt. Bladene falder af. Så kom snart, ellers skal jeg selv til at køre dem væk, og nogle af dem er tunge.

Jeg cyklede til Silkeborg i formiddags. Til frokost hos svoger og svigerinde. Hyggeligt.

Jeg valgte at køre igennem Århus og ud ad Silkeborgvej. Lige da jeg var kommet ind på denne, lige ved det gamle Ceres bryggeri, kørte en anden cykelfanatiker op på siden af mig. Det var Rene, I ved, Rene fra "Jensen Cykler". Jeg kender ham godt og kender ham som en venlig mand. Men ved I, hvad han sagde til mig? Nej, hvor skulle I vide det fra? Han sagde: "Der er parkering forbudt for cykler lige her".

Se, det var flabet. Sådan en ung fløs. Jeg kører måske ikke så stærkt, men jeg kører.

Nå, han blev mere rosende, da jeg fortalte, at jeg var på vej til Silkeborg.

For god ordens skyld vil jeg sige, at Forstanderinden kørte mig hjem efter frokosten. Ikke fordi jeg var beruset, drak kun Cola, men fordi jeg var lidt søvnig. Hun er en god kvinde.

En af vores søns familiemedlemmer har for en periode fået job i Australien og har haft den glæde at opleve, at man der allerede er startet på juleudstillinger. Hun har sendt dette billede hjem. Fa'me godt, man ikke er der. Der er mere end 2 måneder endnu.

Jeg har endnu ikke set juletræer eller nisser i danske butikker, men de må være lige på trapperne. Det er for meget af det gode.

Til gengæld er vore aviser allerede begyndt at forudsige, om vi får hvid jul eller ej. Jeg læste i dag, at chancerne for hid jul er meget minimale, God viden at have, især når man påtænker, hvor svært det er for vore meteorologer at forudsige vejret bare for i morgen.

Stakkels, gamle Buffy. For 4 dage siden fik hun sit store bind af efter operationen, hvor hun fik livmoderen fjernet. Alt var vel, såret tørt og rent. Men for et par dage siden begyndte hun at slikke i det - sådan temmelig ofte, og et nærmere eftersyn hos dyrlægen viste, at en syning var bristet, og en to-kroner stor hudflap ikke var vokset sammen.

Salve blev påsmurt, og en ny, stor forbinding lagt på. Så nu ligner Buffy sig selv som for et par uger siden. Billede fra hjemkomsten i dag.

Hun har ikke brokket sig og opførte sig eksemplarisk hos dyrlægen, omend det gjorde ondt at få stingene fjernet. Hun er en brav, gammel hund. Lidt ligesom mig. Blot er jeg ikke en hund, altså.

Det er sjældent, jeg afviger fra en beslutning. Men jeg gjorde det i dag - desværre.

Jeg havde besluttet mig for en cykeltur i Mols Bjerge, og jeg glædede mig til at teste mig selv efter de seneste tures succes med gode ben.

Men så trak skyerne sammen, og blæsten blev kraftigere. Da var det, jeg besluttede, at jeg hellere måtte slå græs, for det var nødvendigt.

Altså skiftede jeg cyklen ud med græsslåmaskinen og moslede rundt i 3 kvarter i det våde og høje græs.

Og lige nu er det ideelt cykelvejr.

Morale: Skift ikke beslutning. (S. & H.)

Så er gæsterne gået efter en god og hyggelig frokost - gamle hundevenner. Der blev spist, drukket og grinet i god mængde. Der er så mange fælles minder om pudsige situationer. Vi har alle prøvet have gode hunde, og vi har alle deltaget i utallige prøver og jagter. Men vi har også alle prøvet at dumme os i mange situationer, og det var ikke mindst dem, der blev talt om. Som da jeg selv brugte 40 patroner for at skyde 1 fasan. Det var altså ikke den samme fasan, jeg skød på. det var 40 forskellige. Da lagde jeg bøssen på hylden, hvor den har været siden.

Forstanderinden er altså god til det der med frokost. Det var også med til, at tiden bare gik.

Vi skal have gæster til frokost i morgen. Som sædvanlig er forstanderindens menu omfattende.

Jeg vil ikke være overrasket, hvis der er for meget. Men skidt, hun mener det godt.

En af delene vil være skinke, hvorfor en sådan blev indkøbt hos en næringsdrivende i området.

På pakken med skinke var anført følgende: "Denne skinke skal koge 1 time pr kilo".

Det er naturligvis nyttig viden. Men så kom det også: "Nettet fjernes inden servering".

Det var endnu mere nyttig viden. Thi hvem ville bryde sig om at skulle tygge sig igennem metervis af snor. God forbrugervejledning er aldrig af vejen.

Jeg tænkte det s'gu nok. Matas-aktien faldt i dag med 3%. Samtidig nedjusterede firmaet forventningen til årsomsætningen til 3,45 milliarder kroner. Man havde regnet med 3,5 milliarder.

Se, det er en nyhed, der er til at ta' og føle på. Godt, man ikke har aktier der - eller i Coloplast og TDC, som også fik et gok i nøden. Mine aktieopkøb er indstillet, efter jeg tabte en bunke penge på aktier i arabiske sandslotte, som blæste væk og grønlandske isbjerge, som smeltede. Og nu har jeg bilen inde til reparation, som kan koste en hulens masse penge. Det er svært at være forarmet aktiespekulant.

Forstanderinden og jeg har i dag tilsammen truffet mindst 10 forkerte beslutninger.

Alle havde de med en biltur tur-retur til Odder at gøre.

Det hele startede med, at vi skulle hente nogle varer for vores datter i omtalte by. Det var i myldretiden, så vi ombestemte os nogle gange for at finde den hurtigste vej gennem Århus. Vi fandt den langsomste.

Nu satte vi GPS'en til og fandt uden problemer adressen i Odder.

På hjemturen gik det helt galt. Jeg ville jo bare køre tilbage ad den vej, vi var kommet, men i et villakvarter ligner alle veje hinanden. Vi besluttede den ene vej og så den anden, så det blev til en kraftig flakken frem og tilbage. Så ombestemte vi os, men vi var lost. Frem med GPS'en igen. Det viste sig, at vi var havnet nær Solbjerg, temmelig langt ude af kurs. Men så vidste vi i det mindste, hvor vi var og kunne køre hjem. Aldrig før har jeg taget 1½ time for at køre 30 kilometer.

Så skete det. Det er blevet efterår. Efter et herligt vejr i går (og en herlig cykeltur) afslører billedet, hvad der er i vente resten af ugen. Det skal man ikke spøge med. På med halstørklædet og efterårstøjet og glæd dig over, at du efter ophold i det fri kan søge indendørs og hygge dig i varmen.

For vi andre udendørsmennesker er det nu snart jagterne, der vil stå som det ypperste tidsfordriv. Jeg glæder mig hvert år, til de starter og har blot den ærgrelse, at jagtsæsonen er alt for hurtigt overstået. Hundene glæder sig lige så meget, selv om det for den ældstes vedkommende (Sydney) er hans sidste sæson.

Det er ikke godt med Toyotaen. Efter en ventiltransplantation i fredags troede jeg den hellige grav velforvaret. Men oh nej, hvilken skuffelse. Fejlen er der stadig. Indgrebet var forgæves. Overlægen beklagede og lovede, at regningen ikke skulle betales.

Til gengæld er indlæggelse nu nødvendig, torsdag til fredag. Jeg spurgte som altid til plejen under opholdt og blev lovet, at hele personaler, læger og sygeplejersker vil være på tæerne. Overlægen gættede på, at det kunne være dyser, som skal transplanteres. Men måske en udskrabning kan gøre det. Se forskellen på en snavset og ren dyse på billedet.

Jeg turde ikke spørge om prisen. Det lyder dyrt under alle omstændigheder.

Der var indkaldt til en arbejdsfrokost her på matrikelnummeret i dag. I mødet deltog brormand Kjeld, søn Peter og undertegnede.

Som applauderende publikum deltog svigerdatter Anette, barnebarn Frederik og min skønne kone Else.

Emnet for mødet var den første planlægning af en mulig tur til England næste år for at se nogle af verdens bedste crickethold møde hinanden på nogle af verdens bedste baner. Vi lavede 3 prioriteringer. Det kan blive en oplevelse langt ud over det sædvanlige.

Der var 7 kampe at vælge imellem, England mod hhv. Sri Lanka og Pakistan.

Vores store bøn er, at det vil være muligt at få billetter. Nogle af kampene kan være udsolgt allerede nu, selv om de hver for sig varer 5 dage. Vi håber, det vil lykkes.

Vores dejlige hus gennem 46 år, altså siden 1/11 1969.

Vi lod det selv bygge, så ingen andre har boet der.

Tilbygningen kom til i 1996.

I dette hus har Else og jeg oplevet mange store glæder, holdt mange fester og uendeligt mange små, hyggelige sammenkomster. Heri har vi set vore to børn vokse op og blive til fornuftige voksne, som vi elsker overalt. Heri har vores børnebørn besøgt os og holdt ferier og weekend. Heri har vi haft mange familesammenkomster og haft besøg af venner i længere og kortere tid..

Heri har vi også oplevet sorger og skuffelser, som er så uundgåelige.

Huset har gennem de 46 år været udgangspunktet for vores tilværelse, og vi har været glade ved det.

Men tiden går, og vi må se i øjnene, at vi inden for en overskuelig årrække må flytte herfra. Intet er dog planlagt. Det bliver svært.

Nu kunne det næppe vente længere. Efter i nogen tid at have set forskellige lamper lyse op i instrumentbrættet i vores ellers utrættelige Toyota, fandt vi, at tiden var inde til at følge op på den diagnose, der blev stillet den 26/9. Og det blev i dag. Nogle ventiler skulle transplanteres, fordi de gamle var slidte. Nok svarer det ikke til en hjertetransplantation, men det var næsten lige så dyrt.

Til gengæld gik det hurtigt, 1 time tog det, så indlæggelse var ikke nødvendig. Jeg ventede i venteværelset på bilhospitalet og oplevede det dejlige i at læse et par aviser. Det er længe siden, jeg læste bare én.

Nu står patienten i carporten og rekonvalscerer.

Det besværlige ved at være 74 år er, at mange af os besøger lægehuse og hospitaler oftere og oftere. Jeg er til tjek hver 4. uge på hospitalet, blodprøver og samtaler.

Først i denne uge var jeg i lægehuset for at få taget andre blodprøver til mit 10.000 kilometers eftersyn i næste uge hos min egen læge, sukkertal, nyretal, kolestorol osv. Det sker hvert halve år.

Næste uge skal jeg også til et hospitalstjek.

Man må i sandhed sige, at jeg får noget for mine skattepenge, og jeg har hos lægen og på hospitalet mødt udelukkende forstående og dygtige mennesker. Så det er ikke fra mig, man hører beklagelser over det danske sundhedsvæsen. Jeg har fået en god behandling.

Men alligevel en lille lægevits:

Patient til lægen: "Doktor, jeg har så svært ved at få venner. Er det noget, du kan hjælpe mig med, dit fede svin?"

"Bondemanden han har altid travlt på sin bondegård.

Hver gang han vil ha' et lille hvil, er der 1000 ting at gør'".

Sådan føler jeg det lige nu. Jeg er ved at gøre kartoffelmarken klar til forårets plantning. Marken er imidlertid løbet fra mig og er blevet en ukrudtsmark. Ukrudtet er nu fjernet. Det var tungt arbejde, men endnu værre bliver det, når jeg skal til at grave marken. Jeg vil forsøge at få det overstået snart.

Hvad gør man ikke for det forbistrede EU-tilskud til kartofler?

Billedet viser før og efter ukrudt.

Spanden er der til opsamling af ikke fundne kartofler og stolen fordi min fagforening "Aldrende Kartoffeldyrkere" kræver og har fået gennemført en 15 minutters pause hver halve time.

Melding fra sygestuen:

Buffy har det godt efter operationen i går og logrer rundt som vanligt. Hun er tilsyneladende ikke hæmmet af det kraftige bind om bugen. Hun spiser ikke ret meget, men dog lidt - og helst "nedfald" fra køkken- og spisebord. Da fejler appetitten ikke noget.

Hun virker glad og har ikke brokket sig over hospitalsopholdet, hverken over lægen eller sygeplejerskerne.

Jeg brokker mig heller ikke - ikke engang over prisen.

Vores gode pensionær, Buffy (vuf vuf), er blevet opereret i dag, en dobbelt operation.

Dels fik hun fjernet en meget betændt livmoder og dels en knude i patterne. Som en ekstra service rensede den gode dyrlæge også hendes tænder. Operationen forløb helt tilfredsstillende. Så nu har vi en hund uden livmoder og uden knuder, men stadig med tænder.

Betændelsen blev opdaget i går, og klokken 9 i morges blev hun opereret. Dejlig hurtigt. Forstående dyrlæge.

Nu skal der hviles efter den ret store operation med et kraftigt bind om maven. Vi skal klippe det af om 5 dage, og om 4 uger er der jagt på skemaet.

Hyggeligt familiebesøg i eftermiddag med obligatorisk gåtur langs stranden, især for Frederiks skyld. Til alles overraskelse fik han vand i gummistøvlerne. Dog gik der 5 minutter, inden de blev fyldt op.

Vores ny terrassemøbler kommer til deres ret, og jeg selv er med på billedet, omend det er som en skygge (se nederst i billedet). Jeg har også tabt mig og er blot en skygge af mig selv.

Kæft, den var god. Hvor får jeg det dog fra?

Der er to steder, jeg ikke bryder mig om at komme. Begge af samme grund. De er dyre at besøge. Det er hos tandlægen og hos mekanikeren.

For tiden er det sidstnævnte, der bekymrer mig. Nogle lamper lyste i instrumenbrættet. Jeg anede ikke, hvad de betød. Jeg kørte til Toyota-manden, som undersøgte tilfældet og stillede diagnosen formedelst 500 kr. Jeg forstod ikke helt, hvad der var galt, men pyt. Lamperne gik ud, og jeg glemte alt om det.

I morges kom de igen. Surt show.

På mandag bestiller jeg tid, og inden længe skal jeg bløde 3-4000 kroner for reparationen.

Mekanikere må ikke gå i sandaler, for så stjæler de også med tæerne.

Hækklipning 2015 er overstået, og det gik stærkt, stærkere end vanligt, selv om vi tog det etapevis.

Forstanderinden er en ørn til at samle op, og jeg er selvudnævnt Studstrupmester i klipning.

En væsentlig årsag til den hurtige afvikling er, at jeg nu uden besvær kan stå på jorden og klippe toppen. Jeg er fri for de mange strækøvelser for at nå og for ondartet stige-klatring. Jeg har nemlig erhvervet mig en batteridrevet teleskopklipper. Se blot på billederne, hvor nemt det er. Det er lige før, det er morsomt. Alle hjem burde have sådan en. Og den var billig, under 200 kroner.

Så nu glæder jeg mig, til der skal klippes hæk til foråret (Det' s'gu nok løwn).

Når jeg bliver gammel,

Så vil jeg sidde på en bænk

Der hvor havet slår ind over molen

Og ta imod duglette perlestænk

Af hav, når det glitrer i solen.

Jeg har hele dagen sunget denne Gnags-sang lige så stille for mig selv. Jeg synes, den er smuk og bevægende.

Så hvis du om mange år ser en herre siddende på en bænk på molen, er det sikkert mig. Men der går nogen tid. Først skal jeg jo blive gammel.

Jeg har i dag udøvet den ædle sport hækklipning. Min træningstilstand er som altid elendig, så det vil koste smerter i arme og ryg. Det skal imidlertid ikke stoppe mig, Smerterne skal klippes væk.

Det var iøvrigt med en vis uro, jeg gik til arbejdet, for jeg læste i formiddags om en mand på Sallvej i Hammel, som er blevet anklaget for hærværk, fordi han klippede en hæk 10 cm. ned uden at aftale det med naboen. "Man kan jo ikke bare klippe hækken ned uden at aftale det. Den slags skal man være enige om", siger Jesper Poulsen fra Hammel politi.

Den anklagede klippede hækken 10 cm. ned, mens den forulempede stod og filmede det.

Der er krig på kniven i Hammel.

Forstanderinden og jeg kører meget gerne til Løgstør, og det er der mange, gode grunde til.

De bedste nævnes her:

Vore gode venner, Birthe og Niels-Jørgen, bor der.

De er vanvittigt søde mennesker, som det er en fornøjelse at tale med og være sammen med.

Hos dem får man den bedste frokost, som tænkes kan. Ofte fisk i forskellig "forklædning". Således også i dag. Som det dog smagte. Jeg tror, det næsten blev pinligt, så meget spiste jeg.

De bor i en lille, hyggelig by med skønne omgivelser og en smuk, lille havn.

Niels-Jørgen og jeg var soldat sammen i 1964, men vi har aldrig glemt den overlast, vi led. Og vi minder hinanden om den med jævne mellemrum. Derfor kalder vi vore sammenkomster for "Heltestævner".

Jeg har modtaget det sidste "GO" for min seneste bog om husvildebeboelsen Frydensbjerggaard i Silkeborg. Bogen er klar til udsendelse.
Nu er jeg så blot spændt på, om det bliver på nettet eller som en bog, man kan sidde med i hånden. Jeg vil naturligvis helst det sidste, men det kommer jo an på, hvad det vil koste at udgive den.
Desværre er læserkredsen lidt smal, lokalhistorisk interesserede i byen og børn, der boede på gården i perioden 1943-1962 og sikkert også få andre.
Nu mangler jeg blot at finde de rigtige billeder. Forhåbentlig kan jeg finde dem på Silkeborg Arkiv og Midtjyllands Avis. Jeg har brug for papirudgaver.
Men jeg er spændt, meget spændt på, hvad det bliver, net eller bog.

Jeg er en glad mand. Datter Annette har fattet interesse for at cykle og har fået overdraget en af racercyklerne i familien.

Det har givet mulighed for, at hun og jeg kan cykle sammen, og intet er mig kærere.

I dag var vi afsted for første gang, rundt om Brabrandsøen og Årslev Engsø. En tur godt 60 km. Så langt har Annette ikke cyklet før, men hun klarede turen i flot stil, flottere end jeg.

Det var hyggeligt. Jeg nød den meget. Tænk at være på tomandshånd med sin datter i 3-4 timer. Det gjorde godt. Jeg håber på flere ture.

Billede til højre taget af Barnebarn Katrine, som vi mødte i Nørre Alle i Århus.

Min søde hustru og jeg var til foredrag i Randers i går aftes. Det var for os et helt specielt foredrag, idet vores barnebarn Cecilie (17 år) var foredragsholderen. Emnet var autisme.

Cicilie er selv autist og fortalte - efter en kort indledning af en konsulent - i løbet af 1½ time om sine oplevelser med autisme, om fortid, nutid og fremtid.

Ikke alene mærker hun sygdommen i sig, men hun har også sat sig ind i dens forløb, og hun kender hele terminologien omkring sygdommen.

Og der stod hun så foran en udsolgt sal og fortalte. For første gang i sit liv. Lydhørheden var 100%. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd. De var forældre til børn med autisme, og Cecilies store indsigt imponerede. Samtidig evnede hun at øge opmærksomheden med humoristiske bemærkninger. På trods af emnets alvor blev der grinet meget.

Er der noget at sige til, at farmor og farfar var stolte. Sikke en aften.

Der var bedsteforældredag i barnebarn Frederiks skovbørnehave i dag. Så mormor, farmor og farfar var interesserede deltagere. Og de blev holdt travlt beskæftiget.

Den lille mand deltog i det meste, heriblandt fodbold, snobrød, togbaner, gyngeture, udspring fra øverste ribbe, pudelege, frokost. Alt foregik i løb, hurtigløb, dog måske ikke frokosten.

Der er ikke noget at sige til, at en 3-årig kommer træt hjem fra arbejde efter sådan en dag. Og så var den endda en kort dag.

Men det var godt at se, hvor Frederik gik ind i lege med de andre børn. Det var godt at se de mange bedsteforældre gå med i legene. Det var også tydeligt, at pædagogerne havde en god dag og fik snakket med mange bedsteforældre.

Hvem var mest træt? Farfar.

Min søvn blev brat afbrudt, da forstanderinden kom hjem kl. 9.35 i morges efter at have kørt yngste datter på arbejde. I bestemte vendinger blev jeg bedt om øjeblikkelig opstandelse, thi man kunne købe diesel til 7,70 kr. literen på en tank i Egå, og da prisen erfaringsvis stiger kl. 10, var det bare med at komme afsted. Et hurtigt morgentoilette, ingen morgenmad og så afsted.

På grund af trafikale problemer ankom jeg først kl. 9.59 og fik lynhurtigt diesel-snabelen i tanken og begyndte. I samme øjeblik skiftede prisen til 8,48 kr. literen, så jeg nåede det.

Herved sparede jeg i alt 31,20 kr. Til gengæld brugte jeg omkring 9 kroner for at hente dieselen, så min fortjeneste var 22,20 kr.

Er det umagen værd at stå tidligt op efter det? Jeg ville hellere have sovet lidt længere. Men jeg fik ikke valget.

Jeg har trænet hunde i dag. Det er anden gang indenfor en uge.

Jagtsæsonen står for døren. Sidst i oktober drager vi ud første gang for at opsamle fasaner, og så må hundene helst være i form.

Men de er ved at være gamle, 10 og 11 år, så de har ikke mange jagtsæsoner tilbage, i hvert fald ikke Sydney, den ældste. Det er med sikkerhed hans sidste jagter, der står for døren. Han er gammel og stivbenet. Han kan godt sit kram, men det går langsomt. Jeg skal skåne ham meget.

Yngste hund Buffy er mere agil. Hun skal nok klare sig. Blot er hun gennemført ulydig, selv om det var lidt bedre i dag.

Uanset alle problemer så glæder vi os alle tre til at komme afsted.

Billedet er fra sæson 2014.

Nu har jeg aldrig....

Hvad er det dog for en uorden? Det er dog for galt, for oprørende, alt for meget for vi politisk korrekte.

Kronprinsesse Mary er set cyklende på en tre-hjulet cykel med to børn i lasten tværs over slotspladsen på Amalienborg. Det i sig selv er vel ikke nogen sensation. Men tænk, hun og børnene havde ikke cykelhjelme på.

Jeg vil bestemt ikke opfordre til at cykle uden hjelm. Men helt ærligt. En lille tur uden hjelm på en tre-hjuler, som næppe kan vælte, kan ikke bringe mig i det røde felt. Man skal ikke blive for religiøs.

Og jeg er ikke engang særlig royal.

Jeg har hængt en tennisbold op i en snor garagen i dag. Ikke for at træne mine grundslag. Min gloriøse tenniskarriere endte for 7-8 år siden, da en hælspore satte en brat stopper for den. Det blev begrædt af mange - ikke mindst af pressen.

Nej, bolden hænger der for at stoppe mine påkørsler af endevæggen. Jeg har ikke længere råd til udskiftning af væg og kofanger. Så når bolden berører glasset i forruden skal jeg stoppe. Enkelt og genialt. Man skulle tro, ideen er min.

Sikke en aften i går. Nummer 2 barnebarn Kristian fejrede sin 18-års fødselsdag med en rigtig god fest med god mad og drikke, taler og samtaler. Jeg nød hvert sekund.

Tilstede var familie, familiens venner og ikke mindst fødselarens jævnaldrende venner, 7 herlige, unge mennesker, som jeg virkelig nød at snakke med. Jeg var så heldig at sidde lige ved siden af og overfor dem. De var muntre, kvikke i replikken og tolerante over for den gamle mand. Det var en god oplevelse. Jeg er ikke bekymret for landets fremtid, når vi har sådanne unge mennesker til at føre det hele videre.

Det var også glædeligt for mig, at jeg kunne nyde et par glas god rosevin og nogle drinks uden at blive tung i hoved og krop. Det var en glædelig overraskelse.

Tak for en god aften. Jeg kommer igen næste gang.

På billedet tester Kristian 12 alkoholfri drinks. Han skulle gætte, hvad de var. Andre drinks var bestemt ikke alkoholfri.

Beklagelse: Jeg er træt, sådan rigtig træt. Og jeg har ikke anstrengt mig.

Årsagen kan kun være den, at jeg har en infektion i blæren, hvilket efter sigende skulle give træthed (se dagbog for sidste tirsdag). Jeg får penicillin. Tidligere troede jeg, at det var den, der gav trætheden, men det er ikke tilfældet, siger de kloge.

Det er århundreder, siden jeg sidst har haft blærebetændelse, og da husker jeg ikke noget om træthed. Jeg var også kun omkring 35 år dengang.

Men om 2½ dag er kuren ovre, og så skulle både træthed og infektion gerne være forsvundet. Jeg gider ikke være træt. Jeg vil cykle og arbejde - helst det første.

Hvis ikke det hele er borte på tirsdag om en uge, vil jeg straks reklamere hos min læge. Det var ham, der ordinerede tabletterne, og så må han stå til ansvar for det dårlige resultat. Han får bank.

Jeg har set en del cykelløb de seneste 2½ uge - Vuelta a Espana - og faktisk har jeg kedet mig en del. Hver dag nogenlunde samme opskrift, et udbrud på 10-25 ryttere, som kommer så langt foran, at de holder til mål. Ingen af dem har en kinamands chance for at vinde det samlede løb. Når de er i mål, ankommer toprytterne 10-15 minutter senere og kører lidt stærkt for at bevare deres positioner. De kommer i mål, og status quo fra dagen før er nogenlunde bevaret.

Fordelen ved løbet er, at jeg får sovet ud. Jeg slumrer nemt ind. Så enten er jeg mere træt end vanligt, eller også er løbet mere kedeligt end vanligt.

Jeg tror det sidste. Jeg er overrasket. Jeg elsker jo at se cykelløb.

Hvis man som jeg besidder en elektronisk regnmåler, kan man sidde inde i sin tørre stue og aflæse regnmængden. Det kan være så stor en fornøjelse, at man ønsker mere regn (det er løgn)

Under alle omstændigheder kan man følge med. Men s'gu ikke længere end til batterierne skal skiftes. Det er cirka hvert 3. år. Da har man glemt alt om, hvordan det skal gøres, for hele molevitten nulstilles og skal indstilles på ny. Brugsanvisningen findes frem efter lang tids søgen. Jeg bladrer og leder efter noget, der bare er lidt genkendeligt. Nu og da dukker noget op og jeg går lidt videre. Lige nu er jeg nået til første trin, at kunne installere dato og år, tror jeg, det er, men jeg ved, at jeg endnu mangler meget. Så går aftenen da med det - og sikkert i morgen også. Gud velsigne det.

Bare det ikke regner i nat, for så får jeg det ikke målt.

Jeg blev taget på sengen i morges. Ikke at det er vanskeligt. Det ringede på døren, og udenfor stod to gode, gamle kolleger fra Jellebakkeskolen, Hugo og Mogens. Og der stod jeg i min ældgamle py. Forstanderinden var ikke hjemme. Klokken var omkring 9.

Hvor var det dejligt, at de kom, sådan helt uventet. Det holder jeg meget af. Jeg blev meget glad.

Den næste timestid gik med udveksling af minder, og der blev grinet meget over en kop kaffe.

Desværre må jeg sige, at standarden af det kulinariske var elendig. Jeg fandt et halvtørt franskbrød og et halvtørt stykke ost. Og så glemte jeg s'gu at komme smør på. Det gives det nul kokkehuer for. Det var pinligt. Til gengæld blev det bedre, da forstanderinden kom hjem med kager.

Jeg håber, at de to - trods den elendige servering - vil komme igen en anden gang. Jeg tror det. Det var rigtig hyggeligt.

Så skulle man også opleve det. For hulen da. Jeg har fået blærebetændelse - i min alder.

Det er ganske ubehageligt. Faktisk gør det lidt ondt og svier.

Skulle du, min kære læser, også få det, hvilket jeg ikke ønsker for dig, vil jeg kraftigt anbefale, at du ikke fjerner dig for langt fra dasset. Du skal urinere hele tiden, omend resultatet er minimalt, meget minimalt. Og så er det irriterende. Og for at det ikke skal være løgn, hedder det "Cystitis". Sikke noget tis, cysti-tis.

Da jeg i går fik mistanken, strøg jeg afsted til lægehuset og afleverede en urinprøve, og i morges fik jeg svaret. Det var en positiv prøve. Klokken 9.30 fik jeg medicinen. 7 dages kur og kontrol efter yderligere 7 dage. Shit happens.

Jeg skulle aldrig have gjort det. Jeg fortryder bitterligt. Bare jeg kunne omgøre min beslutning. Men der var ingen vej tilbage.

For første gang nogensinde fortryder jeg min planlægning af en cykeltur. Den var vist for lang, 75 kilometer, men jeg troede, jeg kunne smutte igennem uden problemer. Den gik ikke.

Der var ingen kraft i de gamle lårmuskler. De hylede og skreg, og jeg havde lyst til det samme. .Men endnu mere lyst havde jeg til at opgive og blive hentet af forstanderinden.

Modvinden ud var for streng - og føltes kold. Det var dumt af mig ikke at ringe. Så lærte jeg det.

Formiddag: Brunch hos 2 fødselsdagsbørn, datter Annette og barnebarn Kristian. God mad, søde fødselsdagsbørn. Elsker brunch.

Eftermiddag: Rengøring efter sidste uges campingtur til Møgeltønder, hvor vi var så uheldige at få gulvtæpperne mudret godt til i den stride regn, og det er forstanderindens vilje, at noget sådant skal rengøres grundigt - og hun får altid sin vilje. Det var benhårdt arbejde.

Nu hænger begge tæpper til tørring i den lidt skrappe vind og solen. Tørretid: 15 minutter.

Jeg var til Hammel Hestemarked i dag. Vi var 6 i alt, heriblandt 2 børnebørn.

Det var en støjende affære. Musikken bankede igennem overalt, så det trykkede på trommehinderne og brystet. Jeg gad egentlig vide, hvem blandt de mange, mange gæster, der brød sig om den musik.

Nå, det er nok ikke op til en gammel mand at bestemme det.

Og græsset var sumpet efter de mange byger. Der stod klart vand nogle steder.

Markedet er iøvrigt et skønt sammensurium af tivoli og boder med alskens til salg.

Men én ting undrede mig såre. Der var ikke bare én hest. Noget kunne tyde på, at der har været en enkelt, men den må være gået hjem, dødtræt af musikken. Jeg forelår, at begivenheden næste år hedder "Hammel Mudderbad".

Gæt lige, hvor jeg har været de seneste dage. Jeg var ret tæt på en grænse til et af vore nabolande og krydsede den ikke mindre end 4 gange. Jeg siger ikke hvilket land. I det ligger nogle butikker, som havde problemer med lagerplads til deres mange varer, og jeg tilbød at aflaste dem, hvilket de tog imod med kyshånd. Så jeg læssede bilen til bristepunktet og kan her vise en smule af varerne, som nu befinder sig i butikkernes fjernlager her på adressen.

Er der noget at sige til, at min ryg ikke syntes, det var sjovt?

Det eneste, jeg sagde, var, at præsten havde fiflet med kirkebøssen og kordegnens kone.

Jeg røg direkte i gabestokken. Det blev ikke bedre af, at jeg sagde, at han var en skinhellig horekarl.

Jeg er ikke længere velkommen i Højer Kirke.

Tillykke med fødselsdagen, min skat. Jeg håber, du har en god dag. Det havde i hvert fald vi, da du blev født, omend du havde lidt travlt med at dukke op. Men hvor var det skønt - og hvor er det fortsat skønt. Du er den perfekte datter, som vi er stolte af.

Og nu er du begyndt at cykle, så jeg glæder mig til, at vi kan cykle ud sammen. Jeg kan nok følge med i starten, men kender jeg dig ret, er det kun et spørgsmål om kort tid. For du er djævelsk sej.

Tillykke fra de grå.

Jeg bestilte en maxi nachos på en cafe til frokost i dag. Erfaring har gennem årene vist mig, at en standard størrelse af hvadsomhelst er for lille og tvinger mig til at forlade bordet i en kraftig tilstand af sult. En ubehagelig oplevelse.

Jeg var derfor ikke i tvivl, da jeg så på menukortet, at der var 2 størrelser. Jeg skulle have den største. Jeg fortrød. Allerede da jeg så nachosbjerget komme ind på bordet, kunne jeg se, at det var over selv mine evner. Men jeg ved, hvordan man kæmper i slige situationer, og jeg fik det hele presset ned.

Resultat: Nu sidder jeg og skal til at spise aftensmad, men jeg kan næppe få en bid ned. Hævnens time er kommet. Det er somme tider svært at klare tilværelsens op- og nedture.

Nu om dage findes konkurrencer i alt muligt på TV, antikviteter, bagning, strikning, madlavning og som en udløber af sidstnævnte findes også en konkurrence i smørrebrød.

For mig er det nyt. Vinderne blev udpeget af et kvalificeret dommerpanel, hvis stemmer vægtede 70%, og et panel af gæster med 30%.

Nu er det så jeg spørger: "Hvordan kan man komme med i det panel af gæster?"

Jeg elsker smørrebrød og har gennem et langt liv spiste utallige stykker af det. Jeg har stor viden på området. Men det er vel det sædvanlige københavneri. Københavnere fremfor kendere.

I overmorgen er det 32 år siden, Dankortet blev indtført. Det var dog ikke uden sværdslag, Blandt andet var landets detailhandlere meget imod ideen og opfordrede befolkningen til at boykotte kortet. Man må sige, at opfordringen ikke blev fulgt. I dag er der 4 millioner Dankort/Visakort i landet.

Dog kunne jeg finde det en god ide, at en af disse blev boykottet af udstederne. Gæt selv hvem. Det er ikke mig.

Jeg er ekstra sent på den i dag med min dagbog, og jeg er temmelig træt. Jeg har kørt langt i bil - over grænsen sådan bogstaveligt talt. Men for en gangs skyld var det på et meget ydmygt sted, Rudbøl. Det er i den by, at grænsen går midt ned gennem gaden. Tyskland på den ene side og Danmark på den anden.

Nu om dage betyder grænser jo ikke noget. Men der var engang, de gjorde. Men det er da lidt pudsigt, at man kan køre på gaden med et hjulpar i hvert land.

Nå, pyt. Vi tænkte ikke så meget over det, for et par kilometer fremme i Tyskland bor Calle. Calle er en driftig mand med en kæde af supermarkeder, og vi var løbet tør for Pepsi Max. Det blev der så gjort noget ved, heldigvis.

Det har været en god dag. Og jeg er stolt.

Som en optakt til jagtsæsonen havde Møllerup Gods inviteret til lerdueskydning for hundefolk og hjælpere. Jeg tog glad med, ikke fordi jeg skulle skyde, for jeg har hverken jagttegn eller bøsse, men bare for at være sammen med de hyggelige mennesker.

I forbindelse med sin velkomst takkede godsejeren mig for 40 års deltagelse i jagt på godset og for mit jagthornsspil. Samtidig fik jeg overrakt en Holmegaard skål (Claus Dalby). Den er utrolig flot, og jeg er meget glad for den. Det var totalt uventet.

I bunden er skrevet: "Møllerup Gods 1975 - 2015. Tak for 40 år med godt hundearbejde og god tone". "God tone" relaterer til mit jagthorn.

Jeg håber, den kan forblive i familien mange år efter, jeg ikke er mere.

Barnebarn Frederik overnatter hos os. Hvor er det dejligt. Han er altid glad og i godt humør og snakker mere end gennemsnittet. Jeg elsker, når han er her, som jeg gør det, også når vore andre børnebørn er her.

Frederik har - også som de andre - stor glæde ved at komme til stranden, primært for at kaste sten i vandet. Men også bare det at ligge og kigge ned i vandet er spændende.

Han og jeg får meget tid til at gå dernede, så meget at forstanderinden ringede og spurgte, hvad vi dog lavede så længe. Svaret var nemt: "Vi smider sten i vandet". (Med lille "s" dog).

Jo mere man laver, jo flere fejl laver man - og omvendt.

Jeg har ikke lavet en eneste fejl i dag, og det er jeg glad for.

Jeg har ikke været uden for en dør og har heller ikke planer om det. Forstanderinden har været i byen det meste af dagen, og min arbejdsindsats har begrænset sig til at skrive en smule og lave min egen frokost. Lige nu ser jeg cykelløb, Vueltaen, så jeg skal ikke forlange mere.

Jeg har ikke lavet noget og fået det gjort færdig - og bagefter cykelløb. Skøøøøønt. Dovenskab burde belønnes.

Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke altid tænker sådan helt fint i min omgang med diverse giftstoffer i haven. Jeg har brugt "Plænerens", som fjerner ukrudtet fra plænen. Og jeg har endog brugt "Round up" til at fjerne ukrudt.

Men måske disse tider er ovre.

Fra datter Annette har jeg fået opskriften på et ukrudtsmiddel, som garanteret ikke gør noget dårligt for naturen, og som garanteret virker. Jeg har set resultaterne. Alt grønt visner.

Lav denne blanding:

1 liter eddike, ½ kilo salt og 2 liter vand.

Bland det hele sammen, rør rundt og lad det stå, til saltet er opløst. Spray det på ukrudtet med en spraypumpe - 5 liters-pumpe er bedst. Så når du hurtigere rundt og skal ikke bøje dig forover hele tiden.

Det virker s'gu.

For nylig var jeg i et fantastisk supermarked - her i byen.

Der var friskt og ordentligt, varerne stod pænt på hylderne, og renheden skinnede tydelig igennem. Det var nemt at finde en butiksassistent, hvis man skulle have hjælp. Sådan er det nu heldigvis i en del supermarkeder. Men dette var ekstremt. Jeg ligefrem nød at gå rundt.

Så begyndte jeg at se på priserne. Hold da op. De var et pænt stykke under halvdelen af det normale. Nogle kostede kun en tredjedel. Andet var endnu billigere. For eksempel kostede en 1½ liter Pepsi Max kun 2 kroner. Normalpris 21 kroner. Det var imponerende.

Indkøbsvognen blev fyldt op til over kanten. Jeg betalte det latterligt lille beløb og begyndte at gå ud.

Glad trillede jeg afsted, nærmest dansende og BUM. Ved et uheld kom jeg til at køre ind i svingdøren - og vågnede brat.

Oh, hvilken herlig dag. To gode grunde.

1) Datter Annette og svigersøn Kent kom forbi på deres cykeltur og fik en bid brød. Der blev så lige lejlighed til at snakke om min cykel-smertenstur i fredags, som var planlagt af svigersøn Kent. Jeg slog ham ikke med mit cricketbat, hvilket ellers var stillet ham i udsigt, for jeg kunne ikke finde det.

2) Forstanderinden og jeg er nu helt færdige med at male. De sidste penselstrøg blev taget i dag. Det har stået på i 1½ måned, så det er med stor tilfredshed, penslerne blev renset og pakket væk.

Jovist - en god dag.

Jeg har været så heldig at komme i besiddelse af slægtsbogen for min mors familie. Det er spændende læsning.
Om min mormor kan jeg læse, at hun er født den 29/1 1893 i Hinge. Hun var gift 2 gange, første gang med Kristian Th. Hansen i 1914. Han var forpagter. Uheldigvis døde han af den spanske syge i 1918. Da var min mor 1 år.
2. gang var mormor gift med tømrer Peter Viktor Riberholdt. De fik ingen børn.
Hun var uddannet mejerske på Vindum Andelsmejeri og var efter sin første mands død beskæftiget med forskelligt, bl.a. havde hun sin egen systue. Den måtte hun stoppe med, da hun fik tuberkulose og blev indlagt på Sanatoriet i Silkeborg. Da hun blev rask, fik hun forskellige jobs og var heriblandt i mange år ansat på Silkeborg Tekstilfabrik som syerske.
Min mormor var et usædvanlig elskeligt menneske, som altid var gavmild med små og større pengegaver til vi børn. Hun havde selv aldrig mange penge.
Senere havde hun en kiosk, og da var der chokolade og is at hente.

Jeg har en meget rar og hjælpsom svigersøn, som jeg altid kun har haft glæde af.

Men i dag var glæden lidt begrænset. Jeg havde spurgt ham, om han ville planlægge en cykeltur for mig på over 110 kilometer. Det ville han meget gerne, og jeg kastede mig ud på den i formiddags,

Det var en meget smuk tur i meget varieret landskab på Mols og Djursland. Det gav jeg ham 12 for.

Længden passede også, 115 kilometer. Det gav også 12. Jeg cyklede ad veje, jeg ikke tidligere har kørt på - også 12 for det.

Men så kommer 2-tallet. 662 højdemeter. Så mange har jeg aldrig tidligere kørt på 1 dag. Det gik s'gu opad hele vejen. Derfor modtager han ingen tak. Tværtimod vil jeg ved vort næste møde medbringe mit cricketbat og give ham nogle ordentlige drag over nakken. Man skal være god ved sin svigerfar.

Der føres krig i vores soveværelse - hver aften. En nødvendig krig.

Slagene står mellem stankelben (tipulidae) på den ene side og forstanderinden og undertegnede (homo sapiens) på den anden. Slagene kan være langvarige, og ingen sover, før den sidste af de langbenede væsener er ombragt. Intet er så irriterende som et stankelbens forstyrrelse af natteroen, ikke mindst når de lander på ens hoved og kravler rundt på deres lange forvoksede ben.

I virkeligheden er en stankelben en myg, der har fået storhedsvanvid.

Marie og P. S. Krøyer holder pause i deres travle dag med pensel og maling.

Ganske vist foregår det ikke i Skagen, men et mere jordbundet sted, nemlig på vores matrikelnummer.

Det er gået godt i dag. Nu mangler blot 3 forholdvis små plankeværk og nogle låger. Dernæst vil vi - som de gamle skagensmalere gjorde - tage til stranden og se solen gå ned.

Vi vil da udtale de kendte ord: "Vel er vi ikke familien Krøyer og disse bølger ikke Vesterhavet, men dog siger vi: Vi kan male et plankeværk lige så pænt, som de kunne".

Noget kunne tyde på - men jeg udtaler mig med alle mulige forbehold i slige sager - at sidste etape af forårets og sommerens forbedringer i hus og have blev indledt i dag.

Vi er begyndt at male. Ganske vist har forstanderinden allerede malet vinduerne og yngste datter vores vinterhave, men nu tager vi begge fat i penslen og får plankeværk og udendørs vægge smurt ind i et passende lag god maling.

Vi er enige om at tage det i små bidder, så vi ikke kører sur i det. Faktisk er det så ganske hyggeligt at gå og male sammen. (Og det skulle komme fra en, som hele sit liv har hadet at male).

Når det er overstået, vil vi slænge os på terrassen og i sofaen, og halvdelen af os vil se cykelløb, Vueltaen. Prøv lige at spørge, om jeg glæder mig. Svaret er JA.

Jeg har været bekymret i dag, men heldigvis grundløst.

Klokken 10.30 drog forstanderinden afsted på tøsetur med et par veninder og med den hensigt at husere i Grenås gågade.

Det, som bekymrede mig, var naturligvis Visa-kortets udholdenhed.

Klokken 17.30 returnerede den søde dame, så jeg havde god tid til at bekymre mig.

Men som sagt. Det havde jeg ikke behøvet, idet udgiften strakte sig til 50 kroner alt i alt for 2 nydelige lysestager til fyrfadslys, købt i en genbrugsbutik.

Så nu vil jeg slappe af og lægge restenillerne væk igen. Det har været en god dag.

Det er rigtigt, at på trods af alle moderne elektroniske legeting, er der ikke noget, der kan slå de 3 helt basale, vand, jord og ild.

Frederik var på besøg i formiddags, mens mor og far var til hundetræning. Og han og jeg legede med netop de 3 ting. Han nød alle 3 dele helt åbenbart.

Han kunne køre sine små biler gennem vand. Han kunne hjælpe farfar med at dække hundehullerne til og så græs ovenpå, og sammen lavede vi bål i pejsen og sad og snakkede fornuftig snak, men vi kiggede ind i flammerne. Før det havde vi leget brandmænd og været ved stranden og smide sten i vandet.

Så vand, jord og ild fyldte hele formiddagen. Øj, hvor var det skønt. Man bliver glad oveni hovedet af det.

Kære hundebrevkasse!

Jeg skriver til dig i stor fortvivlelse. Den ene af vore retrievere, tæven, er blevet til en gravhund. Hun graver flere steder, men mest i hjørnet lige over for vores fine terrasse. 2 store huller præger nu landskabet. Jeg dækker til. Hun graver op. Nu har jeg smidt et par hundelorte ned i det ene hul. Så graver hun ikke der. Men så graver hun lige ved siden af. Hvad foreslår redaktøren, jeg skal gøre? Jeg kan jo ikke blive ved med at skaffe hundelorte.

Kan andre give forslag. Jeg er træt af hundehuller - og gravhunde.

Jeg håber på et hurtigt svar.

Jeg har forsøgt at få tiden til at gå på bedste måde i dag.

Jeg skulle hvile ud efter gårsdagens cykel-anstrengelser, så det var vigtigt for mig, at tiden skulle gå med ingenting - eller i værste fald næsten ingenting.

Det glædede jeg mig til allerede i går. Og det lykkedes. Jeg vågnede kl. 8, stod op kl. 10, spiste morgenmad til 10.15 (melonstykker og en banan), slog lidt græs til 11.30, spiste frokost til 13.30 (sild m.m.), fik en lille morfar til 14.30, skrev lidt til 16.30, havde gæster til 17.00, og nu skriver jeg dagbog.

Alt i alt har det været en afslappet dag, som jeg har nydt. Jeg har haft det pragtfuld. Måtte i morgen blive lige så dejlig.

Vi cykelstjerner har et problem, der hedder paparazzi. Vi bliver forfulgt, når vi kører ud på vores lange togter og skal hele tiden være opmærksom på nærgående fotografer.

Således også i dag. Jeg var draget ud på årets hidtil længste eventyr, 105 kilometer rundt på Djursland med en flok barske bakker.

Jeg havde rystet indtil flere paparazzier af mig, men i Rønde blev jeg fanget af en af de mest pågående. Der blev taget adskillige billeder og en video.

Jeg føler mig forpligtet til at følge op på sagen og bede om royalties for billeder og video.

Nå, pyt. Da det var svigersøn Kent, som tilfældigt kom forbi, vil jeg lade nåde gå for ret.

Tak for billederne, svigersøn.

PS: Jeg har aldrig været så udaset før i mit liv. Længe siden, jeg har kørt over 100 kilometer.

Endnu et kapitel i forskønnelsen af hus/have er afsluttet. Gårdhaven står færdig - dog minus maling på plankeværk. Men det er næste punkt på dagsordenen.

Fliser er renset og fuget, havemøbler er på plads, grill ditto, blomsterkrukker ditto. Fa'me flot. Man skulle tro, der er mig, der har lavet det. Det er det osse.

Jeg føler virkelig, at jeg har knoklet i dag, hvilket jeg ymtede til forstanderinden, som blot svarede, at det jo først var fra klokken 11. Jeg benægtede ikke, men ville have foretrukket et par rosende ord. Men for dem skal man stå tidligt op. Det gør jeg i morgen - måske.

Jeg var til et lille tjek på hospitalet i dag og kunne ikke lade være med at stoppe op ved dette skilt på vejen hjem.

Det er flertydigt:
1) "En luftcykel". Har dog aldrig set en sådan Men når der findes vandcykler - hvorfor så ikke?

2) "Luft din cykel". Måske trænger den ligesom din hund.

3) Mest sandsynligt. "Her er luft til din cykel. Værs'go'". Det var fint nok, men jeg ledte forgæves efter pumpen. Så i bedste fald er det falsk reklame.

Jeg håber, at mine læger og sygeplejersker er mere troværdige. Det er de.

Dagens opgave var våd og beskidt. Fliserne i gårdhaven har længe trængt til en afrensning med min ny højstryksrenser, Og det fik de i dag, så jord, ukrudt, mudder og vand stod om ørerne på mig. Sådan en maskine blæser igennem.

Resultatet på fliserne var fint, men forstanderinden var ikke tilfreds med resultaterne på min skjorte og shorts.

Omliggende møbler og vægge fik også deres bekomst, så jeg efterfølgende måtte rense også dem af. Værst var vist, at vinduerne fik deres del af mudderet.

Men nu er alt renset og fliserne klar til, at jeg strør sand ud på dem. Det bliver stort.

Der er mange fordele ved at have venner. Man nyder at være sammen, man snakker fanden et øre af, man griner og ler - og man kan også være alvorlige sammen. Og man inviterer hinanden til frokost. Således også i dag. Rare mennesker, supergod mad, herlige omgivelser, dejlig kold Pepsi Max, godt vejr. Hvad mere kan man forlange? Næppe meget.

Jeg må fortsat konstatere, at alkohol og jeg ikke er gode venner. Derfor var min eneste alkoholiske drik i dag en gin og tonic. Resten var Pepsi Max, og jeg havde det herligt uden at blive søvnig og dvask.

Den gamle mand er blevet afholdsmand - i hvert fald skabs-afholdsmand.

Det er heldigvis sjældent, at vi ikke kan se TV her på matrikelnummeret. Men det har vi ikke kunnet i dag og kan fortsat ikke. Klokken er nu godt 20.

Vores TV-leverandør, TDC, har et landsdækkende nedbrud, som åbenbart ikke lader sig løse. Det har i hvert fald stået på siden klokken halv otte i morges.

Heldigvis har vi ikke haft brug for at se TV i dag, da vi var til frokost hos venner hele eftermiddagen, hvor vi spiste og drak for meget. Men nu er vi hjemme og ville egentlig gerne kigge lidt. Men alt, vi kan se, vises på fotoet. Og det er der ikke meget sjov ved.

Tidligt i seng bliver nok løsningen - og det er såmænd heller ikke det værste.

Øj mand. Det går fremad. Den sidste stump græs omkring vores ny terrasse er vokset op. Terrassen er dermed endelig færdig. Jeg har afsluttet arbejdet med højbedet omkring kartoffelmarken. Forstanderinden (og jeg en lille smule) er næsten færdig med at male udvendig, redskabsskuret er malet, vinterhaven er malet, taget på huset er renset, fliser i gårdhave er renset, der er kørt affald bort i store mængder (inkl. jord).

Det har været en travl sommer, og tro det eller ej. Jeg har nydt det. Og jeg er ikke masochist

Tak til familien, som har hjulpet os så meget. Uden dem var projekterne aldrig nået så langt, som de er.

Jeg har fået det gule kort. Fra mit forsikringsselskab. På bilen. Sådan for alvor.

Desværre har jeg indenfor de seneste 4 år haft 4 skader på kofangerne. 1 på den forreste og 3 på den bageste. Det er ikke ret godt, hævder selskabet. Det er over gennemsnittet. Men s'gu da ikke over mit gennemsnit. Så nu har jeg to valg:

1) Accepter en ny selvrisiko på 8.000 kr. (stigning 5.200 kr.)

2) Få installeret bak-sensor. (4.800 kr.).

Jeg valgte sidstnævnte. Så er i det mindste den bageste kofanger sikret, og jeg vil næppe få selvforskyldte skader på den.

Derfor er vores bil på værksted i dag og i morgen.

Nu håber jeg, at jeg ikke også får det røde kort.

Jeg var til svoger Finns fødselsdag i dag, den rare mand.

Han fyldte 80 i april, men valgte at holde festen her i august.

Det var hyggeligt med sange, taler, god mad og meget snak. Man lukker ikke 70 jævnaldrene sammen, uden at det kan høres.

Festen blev holdt i et lokale i det traditionsrige "Indelukket" i Silkeborg, et parklignende område. I disse omgivelser legede jeg i utallige timer, da jeg var barn. En af årsagerne var, at "Indelukket" ligger lige ned til den smukke Gudenåen, et spændende sted at lege. Og så kommer Himmelbjergbådene forbi hele tiden. I dag var jeg så heldig at se den ældste, Hjejlen, som blev bygget i 1861.

Den gled majestætisk forbi og ser såmænd ikke så gammel ud, selv om den er 154 år gammel.

Jeg kørte forstanderinden på arbejde i morges, afskyelig tidligt.

Så kørte jeg ned til ældste barnebarn for at hente noget tøj.

Så kørte jeg ind på en tank og fik billig diesel.

Så kørte jeg hjem og fik morgenmad.

Så kørte jeg til Ebeltoft med en lånt tagstige.

Så kørte jeg hen og afleverede den lejede trailer.

Så kørte jeg i byggemarkedet og hentede en stormhaspe, jeg havde bestilt.

Så kørte jeg hjem.

Så kørte jeg ind og hentede forstanderinden på jobbet.

Så kørte jeg hjem og gravede huller.

Så kørte jeg ikke mere. Det har fa'me også været kørsel nok.

Gud ske tak og lov for vores datter.

I et par måneder har 2 tons jord ligget og ventet på at blive kørt væk (se dagbog 14/6). Dyngen er vokset uge for uge, men nu skulle der ikke komme nyt til.

Derfor ankom Annette i eftermiddag med en masse kræfter og hjalp til. Eller rettere udførte det meste af arbejdet. Så kunne jeg koncentrere mig om at beklage mig over min ømme ryg.

Aflæsning var hos nogle af Annettes venner.

I løbet af 4 timer var jorden væk og alt affaldet fra terrasse-byggeriet ligeledes. Sikke en lettelse.

Er der noget at sige til, at vi er glade for vores børn?

Billeder viser på- og aflæsning.

Det må indrømmes. Jeg er en kujon.

Jeg bliver hver gang bedt med til AGF's hjemmekampe. Jeg siger konsekvent nej.

Årsagen er, at jeg har set holdet tabe alt for mange gange, og jeg hader at stå på stadion og se dem tabe. Det er alt nok at se det på TV. Jeg tør ikke tage chancen og tage med derud.

Jeg var også bedt med i dag. Jeg kunne på ny ikke få mig selv til at sige ja. Havde jeg dog bare gjort det.

I stedet cyklede jeg en tur, som iøvrigt gik tæt forbi stadion. Jeg kunne ikke høre noget fra banen, så jeg gik ud fra som givet, at AGF var bagud. Da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at det var en 3-2 sejr efter at have været bagud 0-2. Kujoner straffes nu og da.

Forstanderinden og jeg fejrede ankomsten af det gode vejr ved at køre til Grenå for at spise frokost på en lille, ydmyg fiskerestaurant på havnen. Vi kender den rigtig godt og besøger den en gang hver sommer. Da vi er vanemennesker, bestiller vi altid det samme fra år til år. Samtidig er det det bedste, en fiskeplatte med veltillavet fisk og skaldyr - der er nok af alt - og de sælger Pepsi Max.

Vi var begge mægtigt glade, da vi tog derfra og glæder os til næste sommers besøg.

Vores svigerdatter Anette fylder år i dag. Samme gør nevø Michael. Hun er en gæv tøs og Michael en gæv gut.

Under fødselsdagsbrunchen hos Anette kunne nogen fortælle, at også Søren Ryge fejrer fødselsdag i dag og også Harry Potter. Da jeg sagde, at sidstnævnte da vist var fiktiv, mærkede jeg undrende blikke. Og da jeg ydermere kunne fortælle, at jeg aldrig har læst en Harry Potter bog endsige set en Harry Potter film, kunne jeg godt fornemme, at jeg faldt ud af fællesskabet. Jeg var havnet i Harry Potters midtjyske fanklub.

Nå, pyt. Det var en dejlig og hyggelig formiddag med skønne mennesker, som blot ved mere om Harry Potter, end jeg gør.

Det går fremad med opsætning af det ny højbed - omend langsomt.

Det er tungt arbejde, og hvis det ikke var for feriebarn Cecilies tilstedeværelse havde jeg næppe fået de to sider båret fra carporten, hvor de blev samlet og malet, til kartoffelmarken. Hold da helt op, hvor de er tunge.

Nu skal de "bare" bakses helt på plads og skrues sammen. Hertil hører en del gravearbejde og teknisk håndværkersnille, som jeg vist ikke besidder. Men så må det se ud, som det bedst kan. Der er i hvert fald lagt kræfter og hjerte i.

Og det bliver solidt. En Centurion kampvogn vil kun med besvær kunne køre igennem.

Vi havde gæster i dag, hyggelig familiekomsammen med rare mennesker.

Og som altid stod forstanderinden bag en dejlig frokost, denne gang en fiskefrokost, som faldt i god jord hos alle, undtagen hos fiskene.

Vi to herboende kunne samtidig glæde os over de mange rosende ord til vores ny terrasse og nye terrassemøbler. Men det hele ser altså også godt ud.

Desværre var mit højbed ikke klar til fremvisning. Men det kommer snart - forhåbentlig.

I lighed med resten af landets befolkning er jeg dødhamrende træt af det vejr, der er givet os. Ikke at jeg savner en stegende hedebølge. Den er jeg heller ikke glad for, men blot jeg dog kunne slippe for det evindelige regnvejr.

Jeg har så mange opgaver, der venter mig udendørs. Jeg ligefrem hopper for at komme igang.

Og hver gang jeg går ud for at begynde, kan jeg være sikker på at blive afbrudt af regn - og ikke bare en lille byge, men godt, gedigent regnvejr.

Det sidste var, at jeg travlt beskæftiget med at skrabe gammel maling af plankeværket på ny måtte gå ind. Hold da kæft, for en efterårsferie det er.

Skide meteorologer.

Jeg sprudler med ideer. De kommer oftest til mig, lige når jeg er vågnet.
I går morges fik jeg den ide at fjerne det gamle, rådne "hegn" omkring kartoffelmarken og erstatte det med nogle af de planker, jeg fik tilovers, da den ny terrasse blev lavet. En genial ide, som straks blev omsat til virkelighed. Er der noget at sige til, at jeg roser mig selv og er efterspurgt som tømrer?
Nu er plankerne skruet sammen og malet, og i morgen sættes de på plads.
Konstruktionen er måske ikke så elegant, men et passende udtryk for hvad jeg formår med træ, sav, boremaskine og skruer. Jeg er sikker på, at i hvert fald forstanderinden vil rose mig - men så nok heller ikke ret mange flere.

Den opmærksomme vil have noteret sig, at jeg i år ikke har omtalt min kartoffelmark.

Det har sine gode grunde. Jeg har hørt, at en sådan bør ligge brak eller tilplantes med porrer ind imellem. Sidstnævnte gad jeg ikke, hvorfor brakmarken blev løsningen. Og jeg skal da love for, at der kom gang i væksterne. Alskens ukrudt, hindbær fra naboens have - og kartofler skyder op.

Sidstnævnte er en følge af de glemte fra sidste år. Og de er gode, måske de bedste endnu. Jeg har allerede gravet en del op, og der er mange flere. Man kan sige, at produktionen hviler i sig selv. Kort sagt. Det er gratis. Jeg elsker gratis kartofler og ditto hindbær.

Det har været en skøn dag. Jeg fik uden vrøvl lov til at ligge i min dejlige seng til klokken 11.58. Forstanderinden kaldte ikke på mig bare en eneste gang. Udenfor styrtregnede det.

Dernæst uden tøven et besøg i et par supermarkeder (uden morgenmad) og så - Tour de France (med frokost). For mig var det sidste etape. Ganske vist mangler der stadig én, den til Paris i morgen, som bare er fest og champagne. Den kan jeg undvære.

Dagens etape sluttede på Alp d'Huez, min favoritetape, som jeg engang havde en drøm om at køre selv. Den har jeg opgivet. Men jeg nød at se den.

Det var en god dag, selv om jeg glemte den enorme stang wienerbrød, jeg købte til eftermiddagsteen.

Den bliver myrdet i aften.

Jeg er meget lovlydig. Det har jeg ikke altid været. Jeg må indrømme at have overskredet fartbegrænsninger nogle gang.

Men det er længe siden. Efter at have indbetalt 2.500 kroner til den slunkne statskasse for 3 fartbøder har jeg fået nok. Min nærighed og omsorg for andres og min egen sikkerhed har overbevist mig om, at jeg skal være mere opmærksom på min fart i bilen. Og det er jeg.

Så kommer jeg heller ikke så galt afsted som den bilist i Sønderjylland, som blev "knipset" af en fartkontrol for at køre 182 kilometer i timen på et sted, hvor han måtte køre højst 70. Altså 112 kilometer mere, end han måtte. Det har jeg trods alt aldrig gjort.

Bøden lød på 11.550 kroner samt ubetinget frakendelse af kørekortet. Så kan han lære det.

Igen og igen hjælp fra datter og svigersøn. Denne gang til at male det nye sternbræt, som siden sidste år har savnet maling. Hverken forstanderinden eller undertegnede har turdet vove os op på en stige på et skrånende tag og male. Men det turde svigersøn Kent, og nu står hele gavlen flot og nymalet.

Hvor er det skønt med en god familie. Tak for det.

Hvis jeg var en lille alge og boede på vores tag, ville jeg have flygtet over hals og hoved i morges. Nu er mobiliteten vist ikke stor hos alger, men jeg ville have prøvet.

Årsagen skal findes i, at vi i dag have besøg af en anti-alge-mand, hvis opgave hos os var at sprøjte og derved aflive alle alger på taget.

Jeg enfoldige troede, at han skulle op og klatre på taget og tilbød ham en stor stige. Det kunne jeg have sparet mig, for han stod på jorden med en lang stang med en dyse for enden, og vupti var han færdig. Det tog ikke 10 minutter for hele taget - begge sider.

Nu vil vi spændt afvente de nærmeste dage for at se, om "massemordet" er en succes.

Hvis man har en forpligtelse, skal man udføre den - uanset arten.

En af mine hedder Tour de France. Jeg skal følge med hver dag, uanset alt andet.

I dag har jeg været løst fra forpligtelsen, idet rytterne har hviledag.

Derfor kunne jeg slappe af med at male redskabsskur, slå græs og rydde op.

Men i morgen er jeg på ny forpligtet til at sidde foran skærmen fra klokken 14.10 til klokken cirka 18. Sådan er det bare. Så må fritidssyslerne vente.

Flot skur. Hunden hedder Buffy, hun ville så gerne med på billedet.

Hvad kan en skulptur bruges til?

For vores børn og børnebørn er der ingen tvivl, når det drejer sig om "Bjørn" på Filtenborgs Plads i det sydlige Århus. Vi har pligtskyldigst kørt dem alle derud, så de kunne sidde på og lege på den lille bronzebjørn. Første gang var omkring 1970, da ældste barn Annette sad på den.

Også i dag var vi der, denne gang med med barnebarn Frederik, som nød sin obligatoriske is, købt i den gamle kiosk bagved, mens han sad på bjørnen og kommenterede alt omkring sig.

Så skete noget pudsigt. En ældre dame kom hen til os og fortalte, hun havde gjort det samme med sine børn og stadig gør det med sine børnebørn. Desuden kunne hun fortælle, at hun engang kendte kunstneren Carl Lobedanz, som hun havde haft til formning på en efterskole i 1955. Skulpturen er opstillet i 1956.

Vi har feriebarn for tide, kun i kort tid, lille Frederik.

Han er skøn at have med de mange kommentarer og hans altid glade smil. Vi nyder hvert minut af det.

Men naturligvis er det en omlægning af vores normalt stille hverdag. Der er ikke meget stilhed over den længere, og vi står meget gerne på pinde for at gøre den lille fyr glad.

En af forandringerne er, at sofabordet er fyldt til randen med legetøj af alskens art, og forstanderinden og jeg skiftes lidt til at lege med ham, når vi altså ikke er ud på hans balancecykel eller ved stranden,

En forandring bryder jeg mig dog ikke så meget om. Bag legetøjet og forstanderinden køres der cykelløb. Så jeg så ikke det hele i dag. Men pyt, bare Frederik er glad.

Jeg måtte bruge nogen tid på at overtale mig selv til at gå igang med samling af de nys indkøbte terrassemøbler. Se bare venstre billede med en lille smule af delene. Jeg hader de altid uforståelige samleanvisninger og hidser mig selv mere og mere op, efterhånden som det går op for mig, at jeg ikke kan finde ud af det. Mine øjne flakker fra papiret til møbeldelene, "Trial and error" er startet, jeg forstår intet og kaster lidt rundt med tingene i arrigskab.

Forstanderinden reagerede hurtigt og ringede efter vores redningskvinde fra forleden, datter Annette. Da havde jeg kæmpet mod den ene stol og bordet i 2½ time uden held. Så ankom vores søde datter, og efter yderligere 20 minutter var alt samlet og sat på plads.

Gad vide, hvor hun har de evner fra. Hun gennemskuer de mest vanvittig samleanvisninger på ingen tid. Hun har i hvert fald ikke arvet egenskaben fra mig.

Som beskrevet for et par dage siden kan det være særdeles besværligt - for ikke at sige umuligt - at bytte indkøbte varer fra et netfirma.

Vi har det sidste par dage været igennem et hav af resultatløse e-mails og telefonopkald. Som beskrevet havde vi modtaget møbler med den forkerte farve. Ingen i firmaet ville fortælle os, hvad vi skulle gøre, før forstanderinden gik til toppen og kom igennem til en enormt sød dame, som på under 30 sekunder fortalte os, hvad vi skulle gøre.

Det gjorde vi, og inden for et kvarter var møblerne returneret og pengene lovet indsat på min konto seneste tirsdag.

Vi ville ikke have mere bøvl, så vi gik ind i et andet firma, en rigtig "menneskebutik" og købte et nyt sæt. Vi fik det med hjem og ved nu med sikkerhed, at det er det rigtige. Se bare billedet af møblerne i vores nye have.

Så er der dækket op med en let Tour de France-anretning foran TV'et, franske vafler, selvfølgelig franske, måske ikke just fiberkost, men alligevel god og nærende føde.

Det er en kendgerning, at man skal spise godt med sukker og drikke meget sødt for at gennemføre Touren. Jeg kender det fra mine egne "udflugter" i det østjyske og over det meste af Fyn og Jylland.

Foreløbig har dagen i dag været en rigtig dovne-dag. En lille indkøbstur med forstanderinden efterfuldt af en tung nedsænkning i min kropstøbte sofa og en god frokost. Hele etapen transmitteres i dag, og bortset fra et par små udfald i form af en morfar eller to skal jeg se det hele.

Egentlig skulle jeg have malet, men jeg har fået dispensation til i morgen. Flink arbejdsgiver.

I bund og grund går det s'gu godt. Der er ikke meget, der går mig imod for tiden. Jeg har vist heldet med mig. Og det skal man huske på og glæde sig over. Og det gør jeg. Sådanne stjernestunder hænger ikke på træerne.

Så nu er det tid til at glemme, at vi i går fik de forkerte terrassemøbler, at jeg har bulet bagskærmen på bilen, at jeg har ondt i ryggen, at jeg har 3 tons jord, der skal køres væk, at Contador er kørt bagud i Tour de France, og at Forstanderinden uophørligt sætter mig i arbejde.

Skidt med alt det. Jeg er glad som et forårsføl, der første gang slippes løs på den grønne eng.

Livet er god ved mig.

Det var dog alligevel som bare pokker. Her blev man "lokket" til at købe havemøbler og bestilte på nettet. Fint nok. (Se dagbog søndag 12/7).

Og så alligevel. Jeg troede, jeg bestilte i koksgrå, men vi har fået tilsendt i brun - fikst nok kaldet "Capucino". Under alle omstændigheder er det en farve, som ingen af os overhovedet bryder os om.

Hvor fejlen ligger, kan diskuteres. Jeg tror, den ligger hos firmaet, men firmaet vil sikkert hævde, den ligger hos mig. Hvor vover de?

Nu ved jeg ikke, om du har prøvet skulle reklamere over noget købt på nettet. Jeg har ikke prøvet det før. Det er ikke nemt. Glem alt om telefonopkakld og personlig betjening. Næh, næh. Også det er via e-mail med vedhæftet foto. Og jeg havde det største besvær med at finde adressen.

Det må ikke være nemt at reklamere. Og det er det heller ikke.

Vi har haft maler i dag, en køn og dygtig en af slagsen, yngste datter.

På ingen tid malede hun hele vores vinterhave, et projekt, vi to gamle har udskudt, fordi vi var i tvivl, om vi kunne klare det. Vi behøver ikke længere at tænke over det. Vores dejlige datter klarede det på et par timer. Forstanderinden og jeg ville sammen have taget det meste af en dag om det. Vi er ej længere hurtige på en stige. Men vi er hurtige til at blive træt.

Intet er så skønt som at sidde på havebænken og kigge på en færdigmalet vinterhave. Jeg kan få timer til at gå med det.

Jeg kom i formiddags ved et uheld til at nævne til forstanderinden, at vi kunne overveje et loungesæt til vore fine, nye terrasse, sådan et sæt i koksgrå med en sofa, to stole og et lille bord. Den søde dame bifaldt mine overvejelser.

Så tænkte jeg egentlig ikke mere over det, før hun ved frokosten sagde, at nu skulle vi køre ud og købe det loungesæt, som vi havde aftalt at købe. Jeg er før blevet fanget med bukserne nede om hælene i denne situation, så jeg gad end ikke at protestere.

Så nu er sættet købt. Vi får det på tirsdag.

Ovenpå gårsdagens store oplevelse ved "Verdensballetten" på Møllerup Gods stod jeg tidligt op i dag. Allerede kl. 10. Jeg skulle cykle. Dog fornemmede jeg, at forstanderinden fandt det bedre for mig at male. Ydermere antydede hun, at vejrudsigten lovede regn. Samme mente vores yngste datter. Måske en konspiration. Selv om jeg var overbevist om, at det ville være tørvejr, aflyste jeg turen og malede.

Kort efter havde den søde forstanderinde vist fået lidt ondt af mig og fortalte, at det ville være tørvejr i Østjylland, så hun syntes, jeg skulle drage ud.

Det gjorde jeg så, og det var godt. Jeg havde gode ben og kørte årets længste tur, godt 78 kilometer.

Om det blev regnvejr? Ja og nej. Det smådryppede på næsten hele turen - ikke noget særligt, men langvarigt. Det generede ikke, var blot lidt behageligt kølende.

Så vi fik alle ret i vore respektive vejr-forudsigelser, og jeg vil male i morgen.

PS: Gårsdagens reparation af cykel virkede tilsyneladende. Tak for det.

Min trofaste cykel er til reparation i dag. Et gammelt problem med klingeskiftet er vendt tilbage, så jeg kun kan køre på den store klinge. Og så professionel er jeg ikke, at jeg kan nøjes med den. Det gør turen hård, hvilket jeg sidst fik at mærke på min tur mellem Frederikshavn og Hjørring med dens mange bakker. Jeg bandede en del, men var meget glad for mig selv, da jeg kørte ind i Hjørring for at møde forstanderinden.

Fra i morgen skulle cyklen gerne være i orden, for jeg havde tænkt mig at køre en tur, helst over 60 kilometer og allerhelst over 73, som er det. jeg indtil nu har nået i 2015. Jeg er noget bagefter i forhold til sidste år. Og det er ikke dovenskab, men vejret.

Det eneste nyttige, jeg har foretaget mig i dag, er at stå op og at besøge datter og svigersøn.

Nåh ja, jeg har naturligvis også set Touren på TV, selv om jeg tog mig en ordentlig morfar midt i løbet.

I morgen bliver en anden sag. Da skal jeg med ældste barnebarn Katrine ud at se "Verdensballetten" på Møllerup Gods. Hun har inviteret. Jeg glæder mig meget, og ydermere er det på Møllerup, som jeg kender så godt, og hvor har været med på jagt i 40 år.

Det bliver stort.

Jeg kunne ikke bare lade denne oplysning gå ufortalt forbi.

Jeg fandt nemlig ud af, at dagens navn er "Kjeld" - som min bror. Jeg vidste ikke, at en sådan dag fandtes. Han fortjener den. Endnu bedre havde det været, om det var den 2/7, hans fødselsdag.

Never mind. Dagen har fået navn efter Skt. Kjeld, en dansk helgen fra 1100-tallet, Han var en gavmild og barmhjertig mand, som gav alt det, han kunne, til nødlidende. Det er også sådan, min bror er.

I Viborg Domkirke står hans statue, og uden for findes Skt. Kjelds Brønd.

Jo, jeg har en god bror.

Hjemvendt fra en dejlig ferie har jeg nu fået tømt bilen (forstanderinden tømte campingvognen), sat på plads, ryddet op, afhentet hund fra pension og spist aftensmad.

Forstanderinden har også slidt og slæbt.

Nu er det tid til at se optagelsen af eftermiddagens etape i Touren. Derfor udgør min formsatte sofa nu basis for mine tilråb og kommentarer til løbet. Der er ikke en, der hører efter, hvad jeg siger. Jeg er bange for, at forstanderinden er blevet immun over for min råben og snak.

Meeeen. Jeg sporer dog, at hun efterhånden får lidt interesse for denne væsentlige sportsbegivenhed. Intet over og intet ved siden af Tour de France.

"Af alle latterlige ting forekommer mig, at være det allerlatterligste at have travlt."

Her ser du mit motto. Jeg hader at have travlt, men er sommetider nødt til at lade som om jeg har det. Ellers får jeg endnu mere travlt.

Men hvem sagde de mindeværdige ord?

De fleste vil gætte på Søren Kierkegaard. Og det er rigtigt.

Han var klog, den gamle.

Jeg har ikke haft travlt i dag.

Det er hårdt at holde ferie. Jeg er kun en skygge af mig selv - en stor en. Jeg får vist list for meget god mad.

Men hold da op, hvor jeg nyder det.

Jeg har en god kone.

Jeg meddelte for nogen tid siden forstanderinden, at jeg under ingen omstændigheder vil med til Mallorca. Jeg bryder mig ikke om stedet og især ikke om varmen.

Jeg ville hellere til Fladstrand.

Men jeg får ikke lov at bestemme noget. Det blev Mallorca.

Jeg sidder her i sommervarmen, mæt, tilfreds og glad og venter på morgendagens åbning af Tour de France. Det bliver stort, og jeg glæder mig.

Jeg har i dag åbnet min egen tour i dag ved at cykle fra Fladstrand til Hjørring, svarende nogenlunde til en tur over Alperne - i hvert fald meget bakket. Forstanderinden var så sød at afhente mig ved målstregen. Efter et par besøg i et genbrugsmarked og et supermarked kørte vi hjem til en god frokost. Blandt andet derfor er jeg mæt, tilfreds og glad.

Alle, der også har det sådan, bedes række hånden op. Jeg håber at se et hav af hænder.

Jeg ruster mig til den lovede hedebølge, som skulle kulminere lørdag.

Lad mig sige det straks. Lige så lidt som jeg bryder mig om regn og blæst, bryder jeg mig om hedebølger. Jeg synes, de er skrækkelige. Jeg er mest tilfreds med 20-22 grader.

Nå, men jeg må finde skyggefulde steder og kølige drinks.

Men altså. Jeg VIL ud og cykle i morgen, endda en lidt hård tur med mange bakker. Det pudsige er, at man ikke føler varmen, når man cykler. Det vil jeg udnytte. Jeg håber, at ingen har indvendinger.

Jeg cyklede fra Fladstrand til Skagen i dag. Smukt vejr, smukke omgivelser - varmt.

Forstanderinden kom agende i bilen, og vi mødtes deroppe.

Vi havde forlængst planlagt at spise frokost i Restaurant Casablanca, som vi kender fra tidligere, og som har en fin buffet og kolde colaer og lemon. Se billeder.

Efter frokost den obligatoriske tur op og ned ad gågaden. Den er en stor tøjbutik. Man blev næsten helt glad, når man så en butik, der ikke solgte dametøj. Jeg kom ligefrem til at holde af legetøjsbutikker.

I Hirtshals har man en gågade, alt i alt en god ide.

Jeg var der i dag, fulgtes med forstanderinden, som med vanlig omhu kiggede på alt uden for butikkerne og også gik inden for i mange.

Jeg sad så på en af de mange bænke udenfor. Pludselig observerede jeg en betjent stoppe en bil næsten lige, hvor jeg sad. Jeg hørte ordet "bøde" blive nævnt. Den formastelige billist havde overtrådt bestemmelsen om, at man ikke må køre bil i en gågade. Billisten fortsatte, efter de nødvendige formaliteter var klaret, og straks efter måtte betjenten vinke endnu en bil ind til siden. Samme procedure gentog sig. Desværre måtte jeg gå, men nåede lige at se endnu en bil køre ind for enden af gågaden. Han vidste ikke, hvad der ventede ham. Det gjorde jeg.

Statskassen scorede igen.

Forstanderinden og jeg er for tiden på ferie i vores nye campingvogn. Det tog lidt lang tid at komme her til Fladstrand, men vi har jo tiden til det. Og man kommer i god træning.

Af uforklarlige årsager må vi ikke køre på motorvej med køretøjet.

Sovegemakket er på første sal, og spisekøkkenet er i stueetagen.

Det er meget vigtig at ligge ganske stille på første sal. Vognen er smal og har en tendens til at vælte, hvilket er ganske ubehageligt. Men man sover fint, omend det er med knæene under hagen.

Vores gode pensionær, Buffy (vuf vuf), er blevet opereret i dag, en dobbelt operation.

Dels fik hun fjernet en meget betændt livmoder og dels en knude i patterne. Som en ekstra service rensede den gode dyrlæge også hendes tænder. Operationen forløb helt tilfredssillende. Så nu har vi en hund uden livmoder og uden knuder, men stadig med tænder.

Betændelsen blev opdaget i går, og klokken 9 i morges blev hun opereret. Dejlig hurtigt. Forstående dyrlæge.

Nu skal der hviles efter den ret store operation med et kraftigt bind om maven. Vi skal klippe det af om 5 dage, og om 4 uger er der jagt på skemaet.

Jeg har haft en rigtig, rigtig god dag.

Først dimission for Kristian på Rønde Privatskole. Tillykke til ham for en god kamp. En dejlig dreng.

Dimissionen var fin med en god dimissionstale og tilpas højtidelighed. Jeg nød at være med og er stolt af Kristian.

Som om det ikke var nok var der DM i landevejscykling lige uden for døren, enkeltstart. Jeg fik fotograferet alle de store navne, Jacob Fuglsang, Chris Anker Sørensen, Christoffer Juhl m. fl. og ikke mindst mit store idol Martin Mortensen, som jeg kender vældig godt.

Jeg hilste på ham ved starten, og han gav mig sin drikkeflaske. Det var stort - altså ikke flasken - men det at han gjorde det.

Som prikken over i'et var bilen på værksted i dag, og jeg frygtede en meget dyr reparation. Men hurra, den fejlede ikke noget.

Sikke en dag det har været.

Da jeg i går var til reparation med vores bil, og hvor det heldigvis viste sig, at der ikke var noget i vejen med den, lejede jeg hos værkstedet den lille Toyota Aygo på billedet.

Det var faktisk en god oplevelse. Indrømmet - den er ikke stor, men alligevel forbavsende nem for undertegnede med mit store korpus at komme ind og ud af den. Køreegenskaberme er gode. Den er kvik i optrækket - ligesom mig - og den har et bakkamera, waugh. Det er godt nok smart, især i betragtning af at de seneste 3 skader, jeg har forvoldt på vores bil, er under bakmanøvrer, hvorfor mit forsikringsselskab har stukket mig det gule kort.

Og milde Moses. Sikke en benzinøkonomi. 20 kilometer pr liter og det ved udelukkende bykørsel. Og den var sprit ny. Havde kørt 4 kilometer, da jeg satte mig ind i den. God bette dyt.

Jeg var i det røde felt i dag - endda det rødglødende.

Velankommet til Fladstrand iført vore trofaste campingvogn skulle jeg tilslutte TV'et. Det plejer at være nemt som ingenting. Men ikke denne gang. Intet virkede. Ikke én kanal var at finde. Jeg bøvlede med det i 1½ time og forudså en ferie uden TV og værst af alt uden Tour de France. For satan da.

Mit humør sank og sank, og min ophidselse steg og steg. Det er utroligt, så mange bandeord jeg kan finde frem.

Jeg opgav og forudså en meget hurtig hjemrejse, og i min irritation gav jeg antennen en ordentlig rusketur. Og miraklet skete. Billedet tonede frem på skærmen. Jeg troede ikke mine egne øjne eller ører. Det var tæt på, jeg faldt på knæ og takkede Herren for mit held. Men jeg ved jo, hvor svært jeg har det ved at komme op og stå igen. Så det blev til en stille, men velment tak.

Nu kan forstanderinden se sin yndlingsserie "Små og Store synder", og det sætter hun pris på. Og jeg mit cykelløb.

Igen i dag brugte jeg grimme, meget grimme, bandeord. Og mange Jeg skal undlade at skrive dem.

Jeg så cykelløb på TV, Danmarksmesterskabet med de bedste danske ryttere, kørt på en rundstrækning ved Rønde. Det var veje, som jeg selv har kørt på adskillige gange.

Bandeordene kom ud, fordi min ven Martin Mortensen kun blev nummer 2, slået på stregen. Martin kørte et stort løb, og det var ham, der lavede rykkene på de sidste 25-30 kilometer. Han burde have vundet.

Og hvor var han ærgerlig bagefter. kæmpeskuffet. Det tror da pokker. Han var 5 centimeter fra at have vundet. Det hjalp intet, at jeg råbte og skreg, da de to bedste ryttere kørte op ad den sidste bakke.

Hold da kæft, det var en skam. Ærgrelsen lyst ud af Martin, da han stod på sejrsskamlen - og af mig. Det er Martin længst til venstre.