Som beskrevet i tirsdags, den 2/11, forsøgte jeg at få NEM-ID installeret på min computer - kun fordi jeg skulle. Og som beskrevet gav det anledning til en mindre panik i mit indre, og operationen mislykkedes. Men nu har jeg fået det lagt ind, det tog ca. ½ minut, og jeg gjorde det meste selv - dog under nøje overvågning af ældste søn. Og jeg har allerede afprøvet systemet ved at gå ind i min Net-bank. Og det virker. Men at kalde systemet for NEM-ID er en klar forfalskning. Det er nu mere besværligt og tager mig væsentligt længere tid at blive sat i forbindelse med mine konti, omend nogle af dem ikke er ret kønne at kigge på, de har en sørgelig slutning.
Skulle jeg have givet systemet et navn, var det blevet døbt "MEGET-LANGSOMMELIGT-ID". 

I betydningen 'slag i ansigtet', bruges Sinkadus i forbindelsen 'give nogen én på sinkadusen'. Udtrykket stammer muligvis fra fransk, om tallene fem og to (fransk udtale af 'cinq' og 'deux') i et terningspil. Fem og to var et dårligt slag – man fik en på sinkadusen.

Som det umiddelbart fremgår af billedet, har jeg i dag gravet vores køkkenhave, et større entrepenørarbejde, som krævede stor muskelstyrke og stamina, hvilke to dele jeg er så rigeligt i besiddelse af. Og godt for det. For det er slidsomt at grave 4½ kvm. land. Området er i år blevet brugt til kartoffeldyrkning, i alt 30 kartofler blev det til, 7 pr. kvm., hvilket er lige i underkanten til at få EU-tilskud. Men det vil vi stræbe efter næste år.

 

 

 

Mit værksted har længe trængt til en oprydning, hvilket ikke er gået ubemærket hen. Men jeg har hele tiden udskudt den, fordi der var vigtigere ting, der skulle ordnes - synes jeg. Jeg havde egentlig også fundet noget vigtigere i dag, nemlig rengøring af egen cykel og klargøring af fruens. Af hensyn til olie og vand, der drypper fra køretøjet, skal denne aktivitet foregår udendøre og med det enorme regnvej, vi havde, måtte den desværre aflyses. Og så var der ingen undskyldning tilbage vedr. værkstedet, hvorfor jeg knoklede og sled i 10 minutter. Jeg vidste ikke, jeg kunne arbejde så hurtigt, men naturligvis har forstanderinden ikke set og godkendt resultatet endnu.

Jeg er stolt i dag, stolt af mig selv. Jeg har nået mit årsmål på cyklen, 2.750 km. Da jeg i formiddags drog ud, manglede jeg 61 km. i at nå det, og da jeg kom hjem havde jeg et overskud på 6 km. Så tidligt på året har jeg ikke før nået de tilstræbte kilometer, og min sæson startede endda først midt i marts p. gr. af den lange vinter. I 2009 nåede jeg lige nøjagtigt målet den 29/12, sidste udkald. Men tro nu ikke, at cyklen nu stilles bort, fordi målet er nået. Nej, nu skal der sættes rekord. Mit hidtil bedste år var 2008 med i alt 3.249 km. Den vil jeg gerne slå i år. Så bliver jeg endnu mere stolt. Det er skønt at være stolt.

Søndag 12/9 2010:
Jeg elsker det. Vi havde til frokost besøg af alle børn, svigerbørn og børnebørn (aah, knapt, en enkelt manglede af sidstnævnte). Hvor er det skønt, når de kommer. De bringer i den grad en glæde ind i min dag - også i dag. Jeg vil sove godt i nat og tænke på, hvad de betyder for mig, og hvor meget godt de kan fortælle mig.
Og i morgen vil jeg meget gerne cykle en tur.

Lørdag 11/9 2010:
Årets første jagtdag er forbi. Hvor var det skønt at møde de gamle venner igen. Gensynsglæden var stor. Vi har det godt sammen, selv om vi må acceptere, at vi på ny skal høre de samme beretninger og historier som sidste år - og forrige, og forrige osv. Alderen trykker nogle enkelte af os. Vi kan huske alle generalerne i Boerkrigen, men vi kan ikke huske, hvad vi fik at spise til morgen - eller hvad vi fortalte sidste år.
Nu er der desværre næsten 1½ måned til næste jagt.

Fredag 10/9 2010:
Jeg skal i morgen på årets første jagt, en lille andejagt, og jeg har brugt noget af dagen til at gøre klar. Blandt mange andre gøremål har jeg lagt mine gummistøvler ud i bilen. Det observerede vore hunde øjeblikkelig, og siden har ingen af dem veget fra min side. Lige nu sidder jeg (af gode grunde) ved min computer med to sorte hund liggende klistret op ad min stol. Deres forventninger er høje. De ved ganske sikkert, hvad der er under opsejling, for de kender udmærket betydningen af en gummistøvle og glæder sig. Nå, ja. Det gør jeg også.

Torsdag 9/9 2010:
På vores just afviklede tur til Berlin medbragte jeg også min cykel. Desværre fik jeg cyklet for lidt, for der var meget andet at tage sig til. På de få ture, jeg gjorde, opdagede jeg dog, hvor fladt området er. Vi boede ca. 60 km. uden for byen i et skovrigt område. Faktisk kørte jeg kun på én bakke, en bro over en jernbane. Den blev jeg så begejstret for, at jeg efter nedkørslen kørte tilbage over den endnu en gang, mens jeg skævede rundt for at se, om nogen betragtede mig. Det er jo det tidligere Østtyskland, så hvem ved, om en tidligere STASI-agent kunne misforstå situationen og anholde et fjols, der kører frem og tilbage over en jernbanebro?

Onsdag 8/9 2010:
Lige hjemkommet fra en ferie i Berlin er jeg hermed klar på ny. Da klokken er ganske mange, vil jeg i dag nøjes med et lille "ordsprog", jeg så i den tyske hovedstad: "Arbejde gør livet sødt - blot bryder jeg mig ikke om sukker" .

Søndag 29/8 2010:
Vidste du, at navnet FØTEX er dannet ved at sammensætte og forkorte to ord, FØdevarer og TEXtiler. Ja, det gjorde du sikkert. På en ledsaget udgang besøgte jeg i dag TEX. Det var nemlig blevet besluttet, at jeg trængte til nye bukser, og i TEX var et billigt tilbud på 50 kr. for et par jeans. Ankommet til stedet skulle jeg prøve bukserne, hvilket kunne blive tidkrævende, da der kun var ét prøverum med lang kø. Jeg valgte derfor at prøve bukserne udenfor på gangen mellem bøjlerne. Dette afstedkom en del kommentarer fra andre kunder, men kun venlige. En ung dame sagde, at hun nok skulle undlade at kigge. Jeg betroede hende, at hun ikke skulle tage hensyn til mig. En ung mand fortalte mig, at jeg da vist ikke var en genert type, og jeg replicerede, at det var jeg netop, men jeg var også en utålmodig type. Flere spurgte, om bukserne passede. Jeg sagde, at det ville jeg vide om lidt. Jeg måtte prøve fem par. Jo, det er besværligt at købe nye bukser. Det havde været nemmere at købe et par sokker.

Lørdag 28/8 2010:
Det er sent, meget sent, og jeg er lige hjemkommet fra en særdeles hyggelig fætter/kusine-sammenkomst i Silkeborg. Vi har nydt at mødes på ny efter første sammenkomst sidste år. Et vellykket forsøg på at opstille et stamtræ, der går 3-4 generationer tilbage tog sin begyndelse og fortsætter om et år, når vi mødes her omkring Århus. Men nu vil jeg i seng, Det er midnat. Sov godt!

Fredag 27/8 2010:


De ældste af os kan huske et cigaretmærke, der hedder "Craven A". Selv om du ikke kan, så læs alligevel videre. Min gode ven, 82 fra Løgstør, spurgte forleden, om jeg kunne finde informationer om oprindelsen til navnet. Jeg holder af sådanne opgaver og fandt ud af, at cigaretterne fik navnet i 1860 efter den 3. Earl of Craven. Den var en cigaret, der var fremstillet efter engelsk smag, virginia-tobak, og som navnlig blev solgt i Vietnam, Jamaica og Canada. Den havde ikke filter, men en lidt underlig kork-dup. Jeg mener at huske, at min mor eller far røg den en overgang, og jeg har selv røget den ganske få gange i England, når nogen bød mig den. Men jeg vil aldrig gøre det igen. Jeg er jo ikke-ryger, nu på snart 6. år.

Torsdag 26/8 2010:
Det var min egen ide. Jeg valgte selv at tage i Bilka. Formålet med besøget var at indkøbe en fjernbetjening i stedet for en defekt ditto til et TV, vi for nogle år siden købte netop der. Og det er et "mandekøb" at købe dele til et fjernsyn, noget som ikke kan overlades til det smukke køn. Forstanderinden var ikke desto mindre ikke sen til at meddele, at hun havde i sinde at tage med. Og Herre min Gud. Bilka var udvidet til det ulidelige. Der var endnu længere end vanligt fra start til den modsatte ende - og det tog tid. Man havde min salighed også fået nye indkøbsvogne. "De er med aerodynamiske håndtag", som jeg hørte en anden kunde sige. Hvis dette kunne få vores indkøbsvogn til at køre lidt stærkere, ville det have været godt. Indkøbet af fjernbetjeningen tog 1½ minut, men vi var i butikken i næsten en time. Så glem den med de aerodynamiske håndtag. De øger ikke hastigheden.

Onsdag 25/8 2010:
Vi har heldigvis en rigtig god svigersøn med mange fordele og evner. Én af dem er, at han kan sætte dør-gerigter på, og det kan jeg ikke. Det er for mig et mysterium, hvordan man får vinklerne i hjørnerne til at passe sammen. Det kan han også. Udstyret med disse evner var han i dag så venlig at sætte en gerigt op for os - naturligvis med min uundværlige hjælp, som bestod i at kigge over skulderen og nu og da hente et stykke værktøj. Men hvor er det skønt at få assistance til slige tømrer-opgaver, som jeg ellers ikke ville få lavet. Tak er kun et fattigt ord.

Tirsdag 24/8 2010:
Jeg har haft en god oplevelse i dag. Jeg har fra det forlag (Silkeborg Kulturhistoriske Museum), der skal udgive min bog fået endelig bekræftelse på, at man vil udgive den. Pengene er tilstede. Så nu har jeg enormt travlt med en grundig gennemgang af det udkast til bogen, som trykkeriet har sendt til mig for et par dage siden. Jeg ryster lidt indvendigt ved tanken om, bogen snart foreligger "i kød og blod", og at jeg inden længe kan holde den i hånden. Det bliver stort.

Mandag 23/8 2010:
Hermed kan jeg erklære operation "maling af vinterhave og gavl" færdig. I forstanderindens fravær afsluttede jeg opgaven, hidkaldte straks naboen til en "have-øl", så vi sammen kunne sidde i en havestol nyde det endelige resultat af mine anstrengelser. Når man ikke kan se detaljerne, ser det da fint nok ud.
Just som vi sad med vores kølige drik, faldt mine øjne på soklen, som jeg havde glemt at male. Kattens osse. Det bliver ikke i dag. Hele min krop og sjæl var indstillet på, at jeg var færdig. Nu har jeg et forfængeligt håb om en fridag eller to. Men jeg har endnu ikke anmodet myndigheden om dem.


Søndag 22/8 2010:
Jeg er blevet tilgivet. Jeg er blevet rehabiliteret. Jeg blevet fundet god nok. Og pokker stå i det! Forstanderinden har måttet trække sine tidligere beskyldninger om min uegnethed med en malerspand og pensel tilbage og tvunget mig op på et 2-3 meter højt stillads for at male husgavlen. Og selv om jeg klattede ned på fliserne og malede gråt på det hvide og omvendt, har hun ikke kommenteret mine evner, eller mangel på samme. Måske er hun tilfreds, selv om resultatet nok ikke ville kunne få andet end løftede øjenbryn frem hos en prof. maler. Selv vil jeg ikke løfte noget øjenbryn. Det er jeg for træt til.




Lørdag 21/8 2010:
Tankerne om de lige og ulige husnumre/tal har bredt sig. Nu overvejer jeg, hvorfor kvinders CPR-numre slutter med et lige tal, mens mænds slutter med et ulige tal. I sig selv er det sikkert praktisk nok, at der kan skelnes. Men hvorfor er det ikke omvendt med de to slags tal? Er det, fordi de lige numre er lidt "finere" end de ulige? Og så er vi mænd høfligt trådt til side og har ladet det andet køn få de "fine" numre.
Måske kan man fortsætte tankerækken med at konstatere, at det traditionelle "uheldstal" 13 også er et ulige tal. Jeg ville have svært ved at forestille mig et lige tal som et uheldstal.
Nu ikke mere "tal-snak". Nu vil jeg restituere, for jeg har en fornemmelse af, at jeg skal have noget godt at spise i aften, og det kræver sin mand at stå et godt måltid igennem!

Fredag 20/8 2010:
Jeg har ofte undret mig lidt over, hvorfor husnumre på venstre side af en gade er ulige og lige på højresiden. Nu kender jeg forklaringen, og det vil være urigtigt at skjule denne viden for andre. Så se blot her:
På en gammel hestevogn var vognhjulet i højre side skruet på med normalt gevind, og hjulene i venstre side skruet på med links gevind. Normalt gevind blev sidestillet med de lige numre og links gevind med ulige numre. Samtidig var numrene tættest på byens centrum lavest. Så hvis man kigger på gaderne i dag, der har eksisteret længst, vil man typisk have stigende husnumre når man går fra centrum og ud. Samtidig vil det være lige numre til højre og ulige numre til venstre (links gevind siden).
Det er stadig utroligt, så meget man kan lære på denne hjemmeside. Jeg vil snarest give en lektion om vestenvindens påvirkning af træerne omkring Lemvig - eller et andet lige så spændende emne.

Torsdag 19/8 2010:
Min cykeltur rundt om Årslev Engsø (ad diverse omveje) førte mig også gennem Århus midtby. Da jeg ikke i mange år har været på den hyggelige Møllestien, kørte jeg igennem den og beundrede de gamle huse, hvoraf mange er fra omkring 1750. Gaden kendes dog helt tilbage fra vikingetiden. I dag er det temmelig mondænt at bo i Møllestien, men for ikke så mange årtier siden var det fattigkvarter. Nu er det for de rige og raske.

PS: Forstanderinden gravede de første kartoffeltoppe op i dag. 3 toppe gav 6 kartofler. Vi vil overveje en anden sort næste år.


Onsdag 18/8 2010:
Alle kender vel synet af en TV-antenne. Men kun jeg kender synet af den TV-antenne, jeg har imponeret mig selv med at konstruere, og som nu er anbragt i vores vinterhave. Antennen er nok ikke det fikseste, der findes. Den er lavet af et stykke almindelig hvid ledning snoet på kunstfærdigste vis, en samlemuffe af ordinær art og et gammeldags antennestik. Koblet til en digital-boks af ældre dato fungerer opfindelsen på vores meget gamle B&O-fjernsyn, som står på aftægt og ikke har været tændt i endog meget lang tid. Jeg var sikker på, at forstanderinden ikke ville bryde sig om synet af min frembringelse, hvorfor jeg har skjult den bag et skab. Det' genialt, det dér!
PS: Den totale regnmængde i går blev på 54 mm. i Studstrup. Godt, vi ikke har en kælder.

Tirsdag 17/8 2010:
Jeg har i dag fulgt nøje med i nedbørsmængden, dels på grund af de kraftige oversvømmelser på Sjælland i går, og dels fordi regnen i dag har forhindret mig i at gøre noget, jeg havde haft mere lyst til, f. eks. havearbejde. Fra min meteorologiske udkigspost kan jeg da rapportere, at siden kl. 13.00 har vi i Studstrup fået 34 mm. regn (kl. 18.00), og jeg har lært, at 20 mm. svarer til en grundvanding. Så dem har vi fået næsten 2 af - og det regner fortsat kraftigt. Gad vide, om mine kartofler har godt af alt det vand. Men alt i alt er det jo intet sammenlignet med Sjælland i går og Bornholm i nat. Dér ved man, hvad regnvejr er.

Mandag 16/8 2010:
Jeg har tidligere i ét af mine dagbogsblade omtalt mine to uvorne børn, der gør sig uheldigt bemærket ved på ondskabfuldeste vis at vække deres gamle far før kl. 9. Jeg havde for nylig succes med at holde sønnen på afstand med en sprøjteflaske, jeg havde skjult i sengen, da han ankom med truthorn og høje råb. Han flygtede forskræmt. I dag slog han tilbage. Jeg vågnede med et spjæt i min skønne seng, da han angreb mig gennem det åbne vindue, sang højt og larmende og smed tennisbolde efter mig. Det er ikke rimeligt at blive vækket således. Og bedst som jeg troede, at der var faldet ro over situationen, så jeg kunne jeg slumre videre, stod han pludselig i døren med en langtrækkende sprøjteflaske, så jeg blev temmelig våd. Og altsammen er det planlagt i samråd med vores datter. Jeg så dem tale sammen senere på formiddagen, og jeg er ikke i tvivl om, hvade emnet var, næste ubehagelige vækning af deres gamle far.
Jeg har nævnt ordet "arveløshed" for dem, men det synes ikke at have haft nogen reel virkning.
Er der dog ingen, der vil adoptere de to?

Søndag 15/8 2010:
På min cykeltur i dag i Mols Bjerge faldt mine tanker på molbohistorierne, de små anekdoter, der havde til hensigt at latterliggøre de stakkels molboer, ligesom det senere gik ud over århusianerne og før da andre befolkningsgrupper, friserne, aggerboerne og flere. Ifølge historierne var molboerne ikke alt for begavede, forsøgte bl. a. at avle spegesild i en lille sø, som jeg kørte forbi i dag. Jeg tror i hvert fald, det var den - ved Fuglsø. Forsøget med spegesildene gik ikke, og en indfanget ål fik skylden for de manglende sild. 
Nutidens molbohistorier kommer dog fra Bruxelles. Jeg læste i dag, at nye EU-regler for udendørsaktiviteter forlanger advarselsskilte, der skal advare bjergbestigere om, at de er kommet højt op. Godaw do!

Lørdag 14/8 2010:


















Ved siden af mig ligger to ovenstående avisbilleder af to afgørende scoringer for Silkeborg Idrætsforenings to bedste håndboldhold. Fotoene bragte lige nogle minder frem.
Af hensyn til de uvidende må jeg fortælle, at billederne er fra to forskellige kampe, da damer op mænd af praktiske årsager ikke spiller med og mod hinanden, men at - som der står under billederne i Silkeborg Avis: "Til venstre scorer Else Mølgaard Jensen og til højre hendes forlovede, Gunnar Rasmussen". Jeg er sikkert også nødt til at fortælle, at billederne er lidt gamle - helt fra 1962. Ingen af os spiller nemlig håndbold længere. Else har ikke tid på grund af sit job, og jeg skal passe min cykeltræning. Bjarne Riis har lige kontaktet mig for at fortælle, at jeg i næste års Tour de France stiller op på lige fod med nyindkøbte Contador. Så må bjergetaperne afgøre, hvem af os holdet skal køre for. Derfor ingen tid til håndbold. Man kan ikke nå det hele.

Fredag 13/8 2010:
I dag for nøjagtigt 5 år siden stoppede min søde viv med at ryge. Ganske vist var det under lidt "trælse" omstændigheder, da det var sygdom, der overbeviste hende om, at det var en god ide at lægge cigaretterne bort. Men alligevel synes jeg, at det var "godt gået", og det fik mig til at stoppe også, blot 23 dage senere, da hun efter en indlæggelse på 10 dage kom hjem fra hospitalet. Vi har givet hinanden "lov til" at begynde at ryge igen, når vi fylder 75 år, men mon det får os til at ryge igen? Nok ikke. Og lidt penge har vi da sparet, selv om kostbudgettet er vokset - og vægten med det.

Torsdag 12/8 2010:
Jeg var hos lægen i går, bl. a. for at få ordnet formaliteterne vedrørende fornyelse af mit kørekort. For selv om ingen kan se det - nogle få dårligt seende fjolser undtaget - fylder jeg 70 år inden for en overskuelig tid. Og så skal man hos sin læge bestå nogle tests for fortsat at kunne føre bil. Én af testene var en hukommelsestest. Ved starten af samtalen bad lægen mig om at lytte til tre ting, han nævnte, et bord, papir og en saks, og jeg skulle senere i samtalen kunne gengive disse. Jeg tror, at mange - min familie medregnet - er overrasket over, at jeg bestod hukommelsesprøven, for jeg får da svært ofte at vide, at min hukommelse er borte. Men nu har jeg det på tryk, at det er den ikke. Kom så igen!
Da jeg havde bestået den samlede prøve, kunne jeg så få lov til at betale 445 kr. for ulejligheden og i dag yderligere 70 kr. for et foto. Det er dyrt at blive gammel, der er lagt skat på det.

Onsdag 11/8 2010:
Jeg er velsignet med en god soldaterkammerat i Løgstør. Vi har kendt hianden siden vinteren 1963, omend vi i en årrække ikke havde kontakt. Det har vi heldigvis nu. Samme 82 blev for nogle dage sden af sin kone beordret til at bære en stor mængde storskrald ud på vejen og stable det pænt op, for i løbet af dagen ville den kommunale renovation komme og samle ind. Da naboerne observerede udflytningen, hentede også de deres affald og stillede det ud på fortovet. Snart lignede gaden et større genbrugsmarked. Efter nogen tid, da affaldet burde være hentet, viste 82's nærlæsning af kommunens brev, at det først var om 14 dage, kommunen ville afhente skraldet. Derpå måtte stakkels 82 slæbe alt tilbage, hvilket naboerne også bemærkede, begyndte returneringen og kom med utilfredse udbrud til 82.
Ikke langt fra 82, i et hus i landlige omgivelser, bor også 83, en anden soldaterkammerat. Han oplevede i februar, da han var ved at gøre klar til et bad, at blive låst ude på husets svalegang i 1. sals højde kun iført slet ingenting. Han ville lige prøve, hvordan det var at opholde sig i frostgrader uden tøj og trådte modigt ud i kulden. Hvad han ikke opdagede, var, at hans kone, uden at bemærke sin mand (hævder hun), låste døren til svalegangen indefra og kørte til supermarkedet. Det kostede 83 et par timer i ensomhed og nøgenhed i flere graders frost. Hvem sagde Misse Møhge og overlærer Andersen? 83 er tilfældigvis lærer!
Af disse to beretninger kan man lære, at befolkningen i og omkring Løgstør måake har taget lidt skade af at bo der!

Tirsdag 10/8 2010:
I en ikke fjern fremtid skal min søde viv og jeg være med i en fætter-kusine-sammenkomst på min families side. Vi glæder os meget til den. Som et indslag til festen har min bror og jeg besluttet at grave oplysninger frem om vore aner, og det mødtes vi om i dag. Vi har heldigvis en del papirer at støtte os til.
Vi vil opstille et "familie-træ" og finde små anekdoter om forskellige familiemedlemmer, startende med min oldefar og oldemor. Min farfars familie var stor. Han var én af 10 søskende. Der burde egentlig have været 13, men 3 døde ved fødslen. Af de 10, der levede, emigrerede de 5 til USA. Hvis min farfar havde været én af dem, ville jeg ikke have eksisteret. Mærkelig tanke.
Vi har siden haft rimelig kontakt med nogle af de, der rejste, men nu er de alle døde. De var født i perioden 1885-1901. Men i lighed med så mange andre danske familier har vi nu i dag måske 100 efterkommere af vores slægt boende "over there", efterkommere efter de 5 udvandrere.

Mandag 9/8 2010:
Som tidligere fortalt (se bl. a. 21/6) har jeg en vis respekt for de arbejdssedler, som forstanderinden efterlader, når hun som i dag tidligt drager afsted på sit job som eksamensvagt. Jeg havde allerede i aftes antydet, at jeg synes, det er rimeligt, at jeg selv tilrettelægger mit dagsprogram uden sedlerne. Da min bøn i fremsættelsesøjeblikket ikke blev besvaret, frygtede jeg det værste - og med rette. Jeg stod op ved halvni-tiden og erfarede som næsten ventet, at sedlen med sine mange punkter lå på sin vanlige plads på køkkenbordet. Jeg handlede impulsivt og rev den i fire stykker og lod stumperne ligge på bordet. Herpå forlod modet mig. Jeg udførte pligtskyldigst de befalede opgaver, hvorpå jeg cyklede en lang tur til Chris Anker Sørensens hjemby, Hammel. På vejen hjem slog det mig pludselig, at jeg i min glemsomhed havde ladet de 4 papirstumper ligge fremme på køkkenbordet. Dette kunne af forstanderinden opfattes som en provokation, selv om ordrerne var udført. Jeg satte farten op, hvilket var svært, fordi jeg i den stærke blæst var vældigt udmattet. Jeg nåede ikke hjem i tide - altså før forstanderinden. Jeg kiggede mig hurtigt omkring og konstaterede, at papirlapperne var fjernet. Af ukendte årsager faldt ingen kommentarer.
Selv om cykelturen blev den mest anstrengende, jeg nogensinde har gennemført (i alt 82,5 km. i koldt, blæsende og sommetider vådt vejr) og om kap med tiden, blev det således en god dag.

Søndag 8/8 2010:
Yngste barnebarn og jeg har en højt elsket tradition, som vi ej heller glemte i dag. Når hun er her, og vejret ikke ligefrem viser sig fra sin dårligste side, cykler vi sammen en tur til Kaløvig Lystbådehavn, 2-3 km. herfra. Her indtager vi lige nøjagtigt den is, som vi begge holder mest af, spiser den i restaurantens forhal, cykler ud til fyrtårnet, der markerer indsejlingen, derfra ud på den yderste bådebro, hvor vi kigger på bådene og taler med hvem, der har lyst at tale med os. I dag fortalte én af bådejerne om skibenes navne og registreringsnumre - meget belærende og interessant. Derefter cykler vi hjem og gør farmor misundelig på den gode is, vi fik. Traditioner er gode - især når de er forbundet med is!



Lørdag 7/8 2010:
Jeg har altid haft en skepsis over for chilli, har ment, at det vist var for stærkt for en ældre herre, der generelt ikke bryder sig om for krydret mad. Derfor har jeg undgået det. På min næsten daglige travetur gennem supermarkedet med forstanderinden i dag så jeg imidlertid tilfældigt en dåse bønner MED chilli og tænkte: "Hvorfor dog ikke prøve?" Det gorde jeg, drog hjem og fik chilli-bønner og lidt pasta dertil. Og mindandten. Det var såmænd ikke så galt, smagte godt, selv om tungen brændte en del, hvilken brand blev slukket med iskold Pepsi Max. Jeg blev nysgerrig efter at vide mere om krydderiet, hvorfor jeg lod Wikipeda belære mig om det. Chilli er mexicansk og indeholder stoffet capsaicin, som får hjernen til at tro, at man brænder (jeg er enig). Dette gælder for alle pattedyr, men ikke fugle, som gerne spiser chilli - dog vist uden bønner og pasta.

Fredag 6/8 2010:
Jeg har i dag hjulpet ældste søn med at klippe hæk, en lang hæk, vel omkring 90 meter, og uheldigvis skulle den klippes på begge sider med undtagelse af nogle få meter. Han klippede, og jeg rev sammen. Han fik ondt i skulderen, og jeg fik ondt i ryggen, så tilsammen udgjorde vi et ynkeligt par. Forstanderinden hjalp også til og fik ondt i nakken og blev svimmel. Vi hidkaldte dog ikke medicinsk assistance, men nøjedes med at spise en lille, hyggelig frokost bagefter og pleje os selv resten af dagen. Jeg må på egne vegne erkende, at man med alderen skal vænne sig til at leve med smerter i forbindelse med fysiske udfoldelser, men man behøver ikke at tage piller på grund af ledsmerter. De fortager sig.

Torsdag 5/8 2010:
Jeg er forsinket i dag på grund af tekniske problemer med min computer. Så jeg måtte få nogen, der har en intakt internetforbindelse, til at invitere på lån af computer. Det lykkedes, omend lidt sent. Jeg kan lige nå at fortælle, at jeg ikke har cyklet i dag for at komme mig efter gårsdagens strabadser. I stedet kunne jeg slappe af med at luge i haven. Det fortryder jeg. Cykling ville have været bedre - i hvert fald sjovere.

Onsdag 4/8 2010:
Det er en stolt, gammel mand, der i dag skriver sin dagbog. Han har nemlig på sin trofaste cykel besejret den berygtede "Pøt Mølle Bakke" ved Hammel, den, som på fredag indgår som én af de barske stigninger i cykelløbet "Post Danmark Rundt". Bakken (jeg kan nu bedst lide betegnelsen "bjerget") har en gennemsnitlig stigningsgrad på 9,7 %, hvilket ville gøre den til en "Uden for kategori" i Tour de France - hvis altså den havde været noget længere. Den var alt lang nok for mig. Selvfølgelig var det hårdt, og det gik nok lidt langsomt, men jeg gennemførte, og det på trods af, at jeg nøjagtigt midt på bakken/bjerget måtte gribe til lommen og svare på et opkald på mobiltelefonen.
Havde jeg været i stand til det, ville jeg på toppen være brudt ud i jubelskrig og have danset rundt på asfalten. Men ingen af de to dele var mulige. Som det ses på billedet, var jeg blot i stand til at støtte mig til cyklen, medens ældste søn, som også deltog i bestigningen, fotograferede sin stolte, men udasede gamle far.

Tirsdag 3/8 2010:
Silkeborg i går, på cykel, Silkeborg i dag, i bil. Anledningen i dag var, at to ældste børnebørn skulle se mormors og morfars gamle by, især Gudenåen. Derfor entrede vi en af Hjejleselskabets både og sejlede med den en rundtur på en time i flot vejr, rigtig smukt. Nu er skønhed jo ikke alt, der skal også spises. Efter en bytur valgte vi efter klart ønske fra de to yngste at gå i et cafeteria (eller hvad det nu hedder) ved navn "Sunset Boulevard". Jeg havde på forhånd ventet mig, at det nok var lidt som "McDonald", som ikke er min livret, men som mange børn og unge holder af. Men overhovedet ikke. Ikke alene var burgerne meget mere velsmagende og ifølge alle oplysninger ligefrem sunde med magert og godt kød, rigtig godt og sundt brød og særdeles frisk og sprød salat. Selv fritterne struttede af sundhed og smagte godt. Jeg vil herefter slet ikke frekventere McDonald. De kan overhovedet ikke følge med. Man lærer altså meget ved at tage børnebørn med ud at spise.

Mandag 2/8 2010:
Jeg sidder i et vigtigt udvalg, "Udvalget til arrangement af næste fætter-kusine-træf". Vi holder ikke mange møder, faktisk havde vi det første i dag, og træffet er sidst i denne måned. Udvalget blev nedsat for et år siden, men har dog e-mailet sammen nogle gange. Dagens møde, som på dagsordenen havde væsentlige emner som festens menu, afholdtes i Silkeborg, hvorfor jeg ufortøvet kastede mig på min cykel og kørte dertil, noget af vejen i selskab med min bror, som sluttede sig til mig i Århus. Ved klargøring til hjemturen efter mødet forlød det, at det øsregnede i Århus. Derfor kastede vi os i toget og lod Arriva transportere os. Tilbage var så blot at cykle hjem fra Århus Hovedbanegård, en ussel lille strækning på 18 km. - og i fint vejr. Min samlede cykeltur blev på 90 km., men burde have været 140 km. Hvilken skuffelse!

Søndag 1/8 2010:














Vi har tilbragt afvigte uge i Lemvig, en sommerferie som erstatning for den først i juli afbrudte, da alvorlige TV-problemer tvang os bort fra den ellers smukke ø Fyn. De med den bedste hukommelse erindrer, at vi dengang måtte rejse hjem, da der ikke var mulighed for at se det helt væsentlige Tour de France. Det kunne vi heller ikke i Lemvig, men det skyldtes mest, at løbet var afsluttet, inden vi tog afsted. Denne gang virkede fjernsynet til perfektion, hvilket gav mig et lyst syn på verden. Jeg blev så glad, at jeg indtil flere gange måtte invitere min absolut bedre halvdel ud at spise. Ovenstående billeder er fra én af de mange gange, en fiskerestaurant i Thyborøn. Restauranten har til huse under en fiskekutter, der ligger med bunden i vejret. 
Det var en yderligere glæde, at vi under opholdet fik meddelelse om, at ældste søn er blevet optaget på pædagog-seminariet fra 1/9.

Søndag 25/7 2010:
Jeg sidder lige nu og ser sidste etape i Tour de France. Ikke at det optager mig særligt meget, jeg synes nærmest, at det er en smule latterligt og kedeligt. Heldigvis har andre dage været meget mere spændende. Det ærgrer mig blot, at jeg ikke kom med i løbet i år og det udelukkende på grund af problemer med at skaffe mig et rygnummer (se dagbogsoptegnelser for 29/6). Men så på den anden side set er det nok det bedste. Hvis jeg havde været med, ville jeg ikke have fået lavet mit fine hegn bagest i haven eller fået hyppet mine kartofler. Og disse er nyttige ting at få ordnet. Men alligevel vil jeg næste år satse benhårdt på at være med. Så ska' jeg lære dem, ska' jeg - og forstanderinden må passe haven!

Lørdag 24/7 2010:
Det er stadig en fornøjelse for mig at genlæse Storm P's "Fluer". Jeg fandt en "stak" af dem frem og vil gerne citere nogle stykker:
Jeg fik brev fra Hansen i Amerika igår. - Tænk, lever han endnu? - Det skrev han ikke noget om.
Der er noget tragisk i, at man for at få en fugl til at stå stille bliver nødt til at udstoppe den!
Livet er svært - men matematik er sværere!
Modvind er en god ting - når man skal den anden vej!
Har du læst noget af Zola? - Ja - Gøngehøvdingen! - Ja, men den er ikke af Zola! - Naa - men jeg har læst den alligevel.

Fredag 23/7 2010:
På min nu næsten daglige (i hvert fald hver 3. dag) cykeltur holdt jeg en lille pause foran Hadsten Bio. Jeg valgte stedet, fordi der var en trappesten af en vis højde - og udenfor solens rækkevidde. Jeg kunne ikke finde en bænk, der var i skygge, end ikke på kirkegården med dens mange træer. Mens jeg nød min afkølede Pepsi Max, kiggede jeg mig omkring på de udstillede plakater og billeder, der omtalte den film, der for tiden spiller i biografen. Da fangede mine øjne en plakat, som jeg ikke er vant til at se i en biografs udstilling.













Jeg gav mig til at gætte på årsagen til aflysningen. Mit bedste var, at manden, som viser filmen, og som sælger billetterne, og som tager mod billetterne ved indgangen, og som slukker og tænder lyset, og som sælger slik, popcorn og colaer, og som støvsuger og gør rent efter filmen, skal til en rund fødselsdag eller et guldbryllup og derfor ikke kan udføre sin dont. Vikarer findes ikke til dette alsidige job. Jeg vil en dag købe en billet til Hadsten Bio, så jeg kan møde denne multikunster.

Torsdag 22/7 2010:
Jeg fulgte med min søde hustru til hjertelægen i dag, et besøg som hun på forhånd var en smule betænkelig ved. Men heldigvis viste det sig ubegrundet. Der blev aftalt nogle få ændringer i medicineringen, lidt færre tabletter pr. dag. Godt nyt alt i alt. En lille skuffelse var der dog, idet nogle nye tabletter, som hjertespecialister havde stillet store forventninger til, og som vi hørte om ved forrige besøg, nu viser sig at have en væsentlig mindre effekt end ventet. Og ikke alene det - de har vist sig at blive uhyggeligt dyre, og der gives intet tilskud til dem overhovedet. Som lægen sagde til min viv: "Du vil blive dårligere hjulpet for væsentligt flere penge, så dem glemmer vi".
PS: Jeg sidder lige nu og følger den altafgørende etape i Touren. Vældigt spændende. Der er rimeligt langt imellem, jeg får en lille blund.

Onsdag 21/7 2010:
Jeg er af flere blevet spurgt, om mit bevær med at lægge antennen på vores campingvogn ned bar frugt. Svaret er NEJ (og senere JA). Da jeg endelig i eftermiddag fik tid til at tjekke det, viste det sig, at der overhovedet ikke var noget billede. Op på stigen igen og rejse antennen op. Det tager jo ingen tid udover den, der går med at finde stigen frem. Resultat af oprejsningen: Samme, stadig intet billede. Surt show. Fat i telefonen. Opringning til forhandler. Værksted svarede ikke. Talte med salgsafdelingen og fortalte, at jeg stillede meget snart medbringende campingvogn, og så måtte de rette denne her fejl og nu. Jeg pakkede derpå TV og TV-boks ned og gjorde klar til at spænde bil for campingvogn. Under nedpakningen i vognen opdagede til min store glæde, at antennekablet havde revet sig løst fra stikket. Bevæbnet med en skruetrækker løste jeg problemet på ingen tid - og alt fungerede. Det kan gøre en sur dag til en glad dag.

Tirsdag 20/7 2010:
Med mellemrum får jeg lyst til at genlæse en række af Jørn Riels muntre beretninger fra fangerlivet i det nordøstlige Grønland. Og hver gang fryder det mig på ny at møde det pudsige persongalleri med bl. a. Dad Matthew, Nelly i Båden, Mr. Pickerin, Franske Louis, Small Johnson og Aviaja - samt deres fælles lyst til at beruse sig i det hjemmebrændte sam-su. Lige nu læser jeg bogen "Vorherres rævefælde". Herfra vil jeg gerne citere et af de afsnit, jeg holder af: "Dad Matthews far, Joe Spinningwheel (post festum kaldet, idet han kort før sin død udtalte, at han ville vende sig i graven, hvis enken blev ham utro), havde været handlende i Downty. Han var et af de forunderlige mennesker, der galopperede manegen rundt uden at fremkalde hverken fy-råb eller bifald. En dag fik han hjertestop i i butikkens baglokale, og da man fandt ham, lignede han en pudset Sing-Song-Girl fra Kowlon. Han var faldet så uheldigt, at han på vej mod gulvet og døden var blevet hængende med hovedet i en melskuffe."
 
Mandag 19/7 2070:
Som beskrevet fredag 16/7 er mit forbud mod at bruge pensel og maling blevet ophævet, hvorfor forstanderinden mente, at jeg allerede i dag skulle have lov at nyde malerarbejdet på ny efter mange års forbud. Jeg havde det lidt svært med at dele hendes glæde over at give tilladelsen tilbage, men så ingen udvej andet end at lægge gode miner til ophævelsen. (U)heldigvis kom jeg under arbejdet til at strinte nogle steder, hvilket måske øger mine muligheder for, at forbudet genindføres.
Efter malerarbejdets midlertidige afslutning blev jeg tvunget til at cykle til Æbeltoft. Herligt!


Søndag 18/7 2010:
Den 5/7 skrev jeg om mine problemer med antennen på vores campingvogn. Den burde ligge ned og ikke stå op for at virke - antennen altså. Jeg mente selv at kunne udføre operationen, men var alligevel bekymret for udfaldet grundet egne dårlige erfaringer med slige tekniske opgaver. I forvisningen om at den ville kræve værktøj i form af skruenøgler og -trækkere, en tang og måske en hammer samt naturligvis en stige begav jeg mig igang med jobbet, besteg sidstnævnte, besigtigede antennen, tog ved den og drejede den de ønskede 90 grader med en lille håndbevægelse. Det tog under 5 sekunder, hvorpå jeg kunne lægge værktøjet tilbage og hænge stigen på plads. Skønne, spildte bekymringer - eller "Skuffelsen, der ikke gik i opfyldelse".

Lørdag 17/7 2010:
Når jeg bliver gammel og måske endog syg (Gud forbyde det) har jeg jo selvfølgelig en forventning om, at der gives en form for hjælp, måske hvis jeg er uheldig et plejehjem, og hvis jeg er meget uheldig et hospital. Jeg vil naturligvis også forvente en vis standard af disse steder uden forhåbentlig at være alt for krævende. Dette tænkte jeg på, da jeg i dag på min cykeltur besøgte "Norring Syge- og Plejehjem" ved Hinnerup. Det fungerer nu som "Socialmuseum" og er et besøg værd, da man får et indtryk af fortidens standard for pasning af gamle og syge. Huset er velbevaret, ikke ret stort, rimelig hurtigt gennemset, og det kan som nævnt sætte tankerne i gang. Kig bare ind - kun åbent i sommermånederne.

Fredag 16/7 2010:
Vi har en såkaldt vinterhave, en tilbygning på husets sydlige ende. Den er af træ og skal derfor jævnligt males, f. eks. hvert andet år. Det har knebet med regulariteten i udførelsen af dette arbejde. Lige nu er det vist 4, måske 5 år siden, der sidst er spredt maling ud over træværket. Uheldigvis er undertegnede blevet forbudt enhver omgang med maling og pensler, så jeg er blevet pålagt afslibningen og troede mit arbejde endt, da dette var afsluttet. Men sådan skulle det ikke gå. Forstanderinden har nemlig forbarmet sig over mig og givet mig lov til male den allerstørste flade, gavlen, en tillidserklæring af rang - som jeg dog godt kunne have undværet.

Torsdag 15/7 2010:
Jeg har en god ven, som har en søn. Det har imidlertid mange af mine venner. Men denne vens søn er åbenbart bidt af en gal bilsamler. Han ønskede derfor at købe en "Porsche 911S" fra 1976, et samlerobjekt. Min gode ven var så heldig at blive inddraget i købet, da han i sønnens store BMW skulle køre denne til Hamburg, hvor han ville tage morgenflyet til Nürnberg og købe Porschen. Blot var der den lille hage ved købet, at han MÅSKE ikke ville købe alligevel, hvorfor min ven måtte vente i Hamburg, til signalet om køb/ikke køb blev givet.
Bilen blev købt, og min ven kunne i BMW'en køre tilbage til Århus og afvente sønnens ankomst i Porschen. Det er da lidt af en historie.

Onsdag 14/7 2010:
Ny årsrekord på cykel, 101,33 km. og det endda i Mols Bjerge i stegende hede.
Jeg har yderligere kun én kommentar: AV!
















Tirsdag 13/7 2010:
Jeg har i dag været til syn med vores bil på trods af, at den blev synet for 10½ måned siden, da vi købte den. En administrativ fejl havde gjort, at den dengang fik et "periodisk syn". Det skulle have været et "registreringssyn". Jeg anede ikke, der var to forskellige slags, og da jeg i sidste uge spurgte forhandleren, sagde han, at han ikke kendte forskellen, og da jeg spurgte den rare mand i synshallen i dag, sagde han, at der ikke var nogen forskel på, hvad man undersøgte ved de to syn, og så kunne han iøvrigt ikke forklare yderligere, hvorfor der var to forskellige. Jeg er forvirret, men er åbenbart ikke den eneste, der er det. Bilen gik iøvrigt glat igennem synet, som heldigvis betales af forhandleren.

Mandag 12/7 2010:
Når man i en varme, som vi har i dag, får lyst til en udendørs beskæftigelse, som f. eks. at rette kanterne på græsplænen af, vil man erfare, at man hurtigt fortryder i det hele taget at lade denne lyst dukke op, hvorpå arbejdet afbrydes, inden det er tilbørligt færdiggjort. Jeg havde til morgen store planer om flotte græskanter i hele haven, men temperaturen tillod blot, at nogle få meter blev lavet. Heldigvis nåede jeg ikke at gøre forstanderinden opmærksom på planerne. Hun viste sig tilfreds med det stykke, der så godt ud. Dér snød jeg hende.

Søndag 11/7 2010:
Jeg cyklede i formiddags en tur til Moesgaard Strand i en lidt høj temperatur, men værst af alt i en så høj luftfugtighed, at det næsten var nødvendigt med en snorkel. Ankommet til stranden måtte jeg på ny konstatere, at det dog er ganske forfærdeligt, så mange fattige mennesker, der var samlet der. De havde faktisk ikke råd til at købe noget tøj, og det, som de havde råd til, var ganske småt. Enkelte unge damer havde end ikke råd til en BH. Jeg kiggede længe på de mange fattige og fik lidt ondt af dem. Med så mange fattige mennesker samlet må det have været et arrangement, som socialforsorgen har foranstaltet og samlet dem for at give dem en tur til stranden. Jeg synes naturligvis, at det er en god ide at hjælpe de fattige således, men var det dog ikke bedre at købe noget tøj til dem?

Lørdag 10/7 2010:
På denne årets hidtil varmeste dag har jeg under kraftig stønnen og med sved på panden færdiggjort mit havehegn, som nu står der i al sin pragt for at beskytte øjet mod en lille uorden. Jeg har ganske vist hørt noget om, at man skal passe på med at arbejde hårdt i en sådan varme, ikke mindst skal ældre mennesker være forsigtige. Det må jeg prøve at huske, når jeg engang bliver gammel.

Fredag 9/7 2010:
Jeg lå i morges i min sødeste søvn, da jeg brat blev vækket af forstanderinden med følgende svada; "Hvis du havde tænkt dig at blive færdig med at slå græs, inden der bliver 30 graders varme, er det bare med at komme op nu og komme igang!" Sagen var, at jeg absolut ingen planer havde om at slå græs i dag, hverken før eller efter de 30 graders ankomst. Blot vidste jeg ikke, at jeg lynhurtigt skulle få nævnte planer - og nu er plænen kortklippet.

Torsdag 8/7 2010:
Som berettet den 6/7 er jeg i gang med et større have-projekt omfattende et synbeskyttende værn mod en mindre rodeafdeling. Det er med endog særdeles stor glæde, at jeg kan meddele, at projektet nu er næsten afsluttet efter afbrydelsen i går forårsaget af min lange cykeltur. Hegnet mangler nogle detaljer i hver ende. De fremgår ikke af billedet, så jeg vil ikke sætte nogen dato for færdiggørelsen. Men måske bliver den dikteret af højere magter.





Onsdag 7/7 2010:
"Masochist", råbte forstanderinden til mig, da jeg i dag ømmede mig efter at have cyklet 93,7 km. på en rekord-brydende tur til Låsby og tilbage. Navnlig gjorde det ondt, hvor krop møder sadel. Det er første gang, jeg i år kører over 90 km. Jeg havde, som min anonyme EPO-leverandør antydede i min brevkasse forleden, ladet mig inspirere af Tour de France til at køre langt. Blot var min tur sejere end dagens etape i Frankrig. Jeg ved da meget vel, at de skal køre 153 km., men det er i et helt fladt terræn, mens jeg kørte i det bjergrige Østjylland, og det er en helt anden kop te. Nu skal mit næste rekordforsøg være 100+ km.
Som det fremgår af billedet, tog jeg et lille hvil i Galten - meget passende lige foran det lokale hvilehjem.

Tirsdag 6/7 2010:














For nogen tid siden skar jeg en del af vores hæk helt ned til jorden, da den var ved at gå ud. Efter denne nedskæring afsløredes et syn, som måske ikke ligefrem var verdens smukkeste, hvorfor jeg nu er i gang med at opsætte et midlertidigt flet-hegn, der skal skjule kendsgerningerne, indtil hækken forhåbentlig om 2-3 år igen er vokset op. Som det fremgår, nåede jeg i dag 2 fag hegn, inden Tour de France højt og bydende kaldte på mig, og jeg måtte følge kaldet. Der skal i alt være 5 fag. Jeg rejser de manglende 3 ved en passende lejlighed og ikke i morgen, hvor jeg gerne skal køre en etape, der enten går til Djursland eller vestpå mod Silkeborg. Så skal jeg vise "dem i Frankrig", at der er andre, der kan køre på cykel.

Mandag 5/7 2010:
Som ventet og en lille smule frygtet tog forstanderinden og undertegnede i dag på rundtur til campingforhandlere for at se på en anden campingvogn. Jeg har sovet uroligt i nat ved tanken om dagens udflugt. Men min frygt var ubegrundet, for til min store overraskelse besluttede den søde dame efter to besøg sig for, at hun alligevel ikke vil skifte campingvogn - i hvert fald ikke lige nu. Så i det mindste kan jeg nu sove roligt i nogle nætter igen.
PS: Den ene forhandler kunne iøvrigt fortælle, at vi kunne have løst vores antenne-problem på Fyn ved at have drejet den 90 grader i beslaget, så den "lå ned", i stedet for at den "stod op". Havde jeg vidst det, kunne vi stadig have ferieret på Fyn. Men skidt, der kommer flere muligheder. Jeg har det også godt med at sidde her i sofaen på eget matrikelnummer og se Touren.

Søndag 4/7 2010:
Så sidder jeg her, grundigt plantet foran skærmen, lyttende til Ritter, Sørensen og Leth, mens Tour de France ruller over skærmen. Det er ikke den mest ophidsende etape i dag i et fladt terræn. Uden tvivl ender det i en massespurt med sprinterne i forreste række. Men hvor er det spændende igen at være med i Touren, selv om jeg med mellemrum griber mig selv i at nikke en smule med små "søvn-udfald". Det er blot en del af hyggen. Det er jo også mange timer at sidde her, og temperaturen er høj. Men jeg SKAL holde ud til slutningen. Jeg er fast besluttet.
PS: Forstanderinden meddelte i morges, at hun vil have en anden campingvogn. Derfor bliver min egen planlagte etape på min egen cykel i morgen formiddag byttet ud med en rundtur i bilen til diverse campingforhandlere. Hvis forstanderindens ønske opfyldes - hvilket er normen - vil det blive vores ottende campingvogn i godt tyve år. Har vi det ikke sjovt?

Lørdag 3/7 2010:
Jeg burde ikke skrive dette. Jeg burde være på ferie på det vestlige Fyn fra i torsdags og 14 dage frem. Men de 14 dage blev til kun 2. Jeg forventer, at tusinder vil bede om at vide årsagen. Den er enkel. Når min søde hustru og jeg drager på camping-ferie i starten af juli, har vores dage et bestemt mønster, som vi begge værdsætter. Efter morgenmad cykler, går eller kører vi ud for at se, hvad der måtte være af interesse i det område, vi bor i. Kl. 15 er vi tilbage, tænder fjernsynet og ser Tour de France. Hvis én af disse to dele mangler, er det ikke ferie for os. I sikker forvisning om at dette også skulle være mønstret i år, tog vi afsted torsdag morgen for om aftenen, efter at alt var stillet op på en pragtfuld plads med udsigt over Storebælt, at konstatere, at den fine nye digital-antenne, vi lige har investeret i, ikke fungerer og ikke kunne finde TV2, som sender Touren. Derfor en hurtig flytning til en anden campingplads, hvor samme misére viste sig - og så tog vi hjem. Vi vil ikke være borte i 14 dage uden Touren. Ferien er udsat.

Onsdag 30/6 2010:
På "www.ordnet.dk" fandt jeg i dag på forsiden ordet "kradser". Og det kan da nok være, at det fik nogle minder frem fra min barndom. Da kunne man hos pølsemanden i den dengang så kendte pølsevogn på hjul købe en sådan. Den bestod i al sin enkelhed af et halvt gennemskåret pølsebrød, hvori man kom sennep og/eller ketchup. Når man var alene, bad man om en "kradser" med mest ketchup og en smule sennep. Men var man med kammerater, skulle man kun have sennep, jo mere jo bedre. Det gav pluspoint at bestille en "kradser", hvor senneppen løb ud over kanterne. Det hev slemt i halsen, når man spiste den, men man scorede mange points ved det - og så var det billigt, 10 øre.

Tirsdag 29/6 2010:
I morges blev jeg for alvor klar over, at Tour de France faktisk starter på lørdag med en enkeltstart. Det gav lidt panik, for jeg har gået rundt i en vildfarelse om, at det var lørdagen efter. Panikken var navnlig forårsaget af, at jeg ikke helt er i form endnu, på trods af mange ture. Så jeg sprang desperat på cyklen og lavede en enkeltstartstur til Århus og tilbage, 37 km.. Det gav lidt optimisme, for jeg kørte med den største gennemsnitsfart, jeg har præsteret i år, næsten 21 km. i timen. Så jeg er klar, skal blot lige have aftalt med ledelsen, hvilket nummer jeg skal køre med. Men ellers kan I genkende mig på min gule sikkerhedsvest.

Mandag 28/6 2010:
Jeg kan sommetider fortabe mig en smule i statistikker, hvoraf mange er totalt ligegyldige, men alligevel lidt morsomme, eller måske som den efterfølgende endda en smule "ulækker". Hør blot: Jeg fylder inden længe 70 år. Ifølge en kendt statistik vil jeg indtil da i mit liv have spist 50 forskellige insekter og 10 edderkopper - mens jeg sov. Og da jeg måske sover lidt mere end gennemsnitsmennesket, kan det være, at jeg har spist endnu flere. Intet under, at jeg sjældent spiser ret meget til morgenmad.

Søndag 27/6 2010:
Mens jeg skriver dette, spiller England mod Tyskland i fodbold-VM, og England er lige blevet frarøvet et mål, den største forbrydelse siden det store togrøveri i England i 70'erne. Men England er bagude med 1-2. Jeg håber, at den engelske træner, min ven Capello, ikke kommer til at fortryde, at han ikke har sendt bud efter mig, så jeg kunne levere noget af det "sjove", jeg bruger på mine cykelture, og som får bakkerne på Mols til at ligne små tuer. Jeg håber inderligt, at England vinder.

Lørdag 26/6 2010:
En stor glæde ved ellers kedeligt havearbejde kan være, at du bliver "gode venner" med én af havens fugle. Således har jeg de sidste to dage haft jævnligt selskab af en lille fugl, som jeg med min meget begrænsede viden om fjedrede væsner tror er en guldspurv. Men jeg lader mig gerne korrigere. Under alle omstændigheder har den lille fugl bogstaveligt rendt rundt mellem benene på mig, og i går sad den på min stakitlåge, mens jeg åbnede og lukkede den, så den fik en lille tur frem og tilbage uden at lade sig skræmme. Man kan således komme meget tæt på den. Den er også vant til at blive fodret lige udenfor døren. Køn lille "ting".


Fredag 25/6 2010:
Da jeg gik i seng i aftes, havde jeg en fornemmelse af, at Danmark havde tabt fodboldkampen mod Japan. Blot vidste jeg ikke med hvor meget. Jeg kan ikke sige, at 1-3 overraskede mig, da jeg hørte morgennyhederne, men alligevel er man jo lidt skuffet. Fra nu vil min fulde støtte gå til England. Men det hold ser heller ikke for godt ud. Spillerne virker trætte, allerede inden deres kampe starter. Det vil jeg gerne hjælpe dem af med. Jeg foreslår derfor, at deres træner, Capello, som jeg forøvrigt kender, da jeg sad ved siden af ham i et fly fra Manchester til London i 1996, kontakter mig. Jeg vil da tilsende eller gerne personligt overbringe nogle af de midler, som jeg bruger på mine lange cykelture. De vil med sikkerhed fjerne trætheden, men spillerne skulle helst undgå kontakt med dopingkontrollen umiddelbart efter kampene med en undskyldning om, at de er trætte og har lidt hovedpine og gerne vil tilbage til hotellet og i seng. Der måtte gerne gå et par dage inden konfrontationen.

Torsdag 24/6 2010:
Når man som jeg færdes meget i trafikken (både bil og cykel), undgår man ikke at se de mange joggere, der løber på gader og landeveje. Det er glædeligt, at så mange gør noget for sundheden og for at holde den slanke linie. Imidlertid er langt de fleste løbere i forvejen slanke, ja, nogle ligefrem usundt slanke/magre. Derfor glædede det mig i dag at møde en endog temmelig kraftig pige løbende på fortovet i Løgten. Hun var tydeligt besværet, men jeg håber stærkt for hende, at hun holder ud og får "smidt" mindst 15-20 kg.

Onsdag 23/6 2010:
Min søde hustru fik i formiddags sit høreapparat og hævder, at hun nu kan høre meget bedre og får lyde med, som indtil i dag var ukendte for hende. Det lyder rart, men det betyder, at jeg skal til at være mere opmærksom på, hvad jeg siger, når jeg hvisler en sagte kommentar til én af hendes "kommandoer". Hun skulle jo nødigst høre den, for så går det mig blot som med brevet forleden. Hun og andre familiemedlemmer hævder, at også jeg bør konsultere en (h)ørelæge og få en lignende maskine. Det fatter jeg ikke. Jeg hører alt det, jeg ønsker at høre og desværre sommetider også noget, jeg ikke ønsker at høre.

Tirsdag 22/6 2010:
Det har været årets korteste nat. Efter en sådan springer man friskt ud af sengen kort efter solopgang, bestiger cyklen og kører en rask tur på 66 km. til Hinnerup, Hadsten osv. Bare ikke mig. Uanset nattens længde vil jeg have min morgensøvn. Så jeg satte mig i sadlen kl. 10.30. Min tur gik via den store og nye motorvejs-udfletning ved Ikea. Jeg ved af egen erfaring, at den er vanskelig at orientere sig i i bil. Men det er intet imod på cykel. Ikke alene skal man have et stort lokalkendskab, men der er også et skilt, der peger i direkte modsat retning af, hvad det skulle. Det forvirrede og gav en ekstra omvej. Her synes jeg, kommunen skulle gribe ind!

Mandag 21/6 2010:
Jeg så det komme. Som frygtet var dagens arbejdsseddel fra forstanderinden gruopvækkende lang, så lang og hård, at jeg ikke var i stand til at gennemføre på grund af simpel udmattelse. Hævnens time for gårsdagens overmod var kommet. Hør blot: "Rede senge, støvsuge, tømme opvaskemaskine, luge og rense fuger mellem fliser".Navnlig var sidstnævnte punkt uhyggeligt anstrengende. Vi har fliser af størrelsen 15x20 cm., så jeg har renset flere kilometer små mellemrum for mos og ukrudt. Lugningen måtte udgå, kræfterne slog ikke til, hvilket forstanderinden vist betragtede som suspekt. Jeg havde endda skrevet en lille seddel til hende, i hvilken jeg lovede altid at gøre det, hun bad mig om. Overmod står for fald.

Søndag 20/6 2010:
Jeg kan nu og da rammes af overmod, hvilket jeg oftest fortryder. Det skete således for mig i dag. Forstanderinden drog i formiddags tidligt afsted for at frekventere et marked i Æbeltoft. Jeg forlod lidt senere matrikelnummeret for at drage ud på en længere cykeltur til Randers og hjem igen ad diverse omveje. Inden da havde jeg dog efterladt et brev til den søde dame som en lille "påtale" til hende for de mange sedler, hun lægger til mig, hvorpå er påført alskens opgave, som jeg skal løse, mens hun er på arbejde. I mit overmod skrev jeg: "JEG GAD IKKE: redde senge, støvsuge, tømme opvaskemaskine, slå græs, luge, flytte planter, rydde op, køre på lossepladsen, rense mellemrum mellem fliser, eller feje, SÅ JEG SPRANG PÅ MIN CYKEL OG KØRTE TIL RANDERS", hvorpå jeg skyndte mig afsted. Da jeg kom hjem (efter en lang og regnfuld tur), var jeg naturligvis spændt på forstanderindens reaktion. Den var dæmpet og gik i sin korthed ud på, at der nok vil blive føjet lidt til sedlerne i næste uge, hvor hun skal arbejde i 4 dage. Så hævnen bliver uden tvivl sød. Bare man dog ikke blev så overmodig, når hun ikke er hjemme!

Lørdag 19/6 2010:
Jeg satte mig foran fjernsynet i aftes opsat på at se min første hele fodboldkamp fra VM i Sydafrika, England mod Algeriet. Jeg så faktisk hele kampen, men hvor ville jeg ønske, at jeg ikke havde gjort det. Jeg holder til enhver tid med England, så det gjorde skuffelsen større, at de ikke vandt, men kun fik uafgjort efter en elendigt spillet kamp. Det siges, at fodboldspillet blev født i England, men det er også tydeligt, at det har forladt landet igen.

Fredag 18/6 2010:
Dagens spørgsmål, som jeg faldt over ved at se en udsendelse med Benny Andersen og Johannes Møllehave. Hvem sagde:
"Hvis alle mennesker vidste, hvad de rummede, ville alle gå rundt og være misundelige på sig selv."
Samme stillede også spørgsmålet: "Kan man tænke det utænkelige?".  Uden at kloge mig for meget vil jeg sige, at det kan man ikke, for så kunne man jo ikke tænke det. 
Vedkommende sagde endvidere: "Livet maa forstaas baglænds, men det maa leves forlænds". 
Det var naturligvis salig Søren Kierkegaard. Han var ikke uden humor (og viden).

Torsdag 17/6 2010:
Hvis jeg havde været mere interesseret i VM-fodbold og havde fulgt lidt med, havde jeg vidst, at Jon ikke kan spille på grund af en skade, at Bendtner også har ondt i benene, men dog spiller, at Larsen ikke er fit nok til at starte inde, at mange derfor undrer sig over, at han i det hele taget er udtaget, at den ældste, Martin, har været den bedste, og at det i det hele iøvrigt ser lidt sort ud for det danske landshold. Men alt det ved jeg ikke, for jeg følger ikke med og har endnu ikke set en kamp. Jeg glæder mig til Tour de France.

Onsdag 16/6 2010:
Endnu en dag med livretter til frokost. Andre gode venner inviterede til deres herlige hus beliggende langt ude i skoven ved Æbeltoft til et lækkert måltid. Hvor er det skønt at have venner, der uafladeligt inviterer til frokost. Hvem mon det bliver i morgen? Jeg vil sidde klistret til telefonen. Transporten til stedet foregik for mit vedkokmende på cykel, medens forstanderinden med en vis forsinkelse kom lidt senere i bil. Hun mener, at det antyder prestige at ankomme senere.

Tirsdag 15/6 2010:
Ved Skødshoved ligger et smukt sommerhus. Både indretning og beliggenhed er enestående, hævet nogle niveauer op har man fra huset den smukkeste udsigt over Århusbugten, en udsigt, man ikke kan se sig mæt på. Når man så i samme hus kan blive inviteret til frokost med gode venner, føler man sig priviligeret. Til det kan føjes, at maden var perfekt, og øllerne, snapsen og øvrige drikkevarer (dog ikke kaffen og teen) var iskolde i det flotte sommervejr. Det har været en god dag.

Mandag 14/6 2010:
Jeg kunne skrive dagens klumme meget kort, således: "Yep, jeg slog min årsrekord og cyklede 87,14 km. - og uden punkteringer". Som sædvanlig er jeg dog ude af stand til at fatte mig i korthed og må fortælle, at jeg valgte cykelturen fremfor at se fodbold, som ikke rigtigt interesserer mig. Jeg hørte først resultatet, da jeg kl. 18.45 vendte hjem fra rekordturen.
87 km. er langt og anstrengende for en gammel mand, men hvor har jeg det dog godt nu.
Dokumentationen for de kørte kilometer ses på det lidt uklare billede af kilometertælleren. Næste rekordforsøg kommer forhåbentlig inden længe og skal nu være 90+ km. Det kommer til at gøre ondt - mere end i dag.

Søndag 13/6 2010:
I en ikke så fjern fremtid flytter vores ældste søn til Hammel med sin kæreste. De flytter ind i et godt rækkehus. Forstanderinden, som anes under sin paraply, og jeg var i den anledning i fredags inviteret til at kigge på huset, som ikke alene er pænt, men som også har en god indretning i to etager. Nu glæder vi os til indflytterfesten.

PS: Endnu engang har jeg på forstanderindens kommando i dag været indlagt til et besøg i Jysk Sengetøjslager. To gange var vi på vej ud af butikken, og to gange blev jeg efter alene at have ventet forgæves udenfor i 5-10 minutter kaldt ind igen. Jeg vovede efter besøgets endelige afslutning højlydt en kraftig ed på, at nu skulle der gå mindst et år, inden jeg igen ville med i denne butik. Forstanderinden trak let på skulderen og sagde stille, at jeg sikkert ville blive skuffet i den forventning.

Lørdag 12/6 2010:
Når man på en lørdag beslutter sig til at køre på lossepladsen med ugens affald, som jeg gjorde det i dag, skal man ikke forvente at gå rundt alene derovre. Det var dog en imponerende flok mennesker, der var der. Det slog mig, at vi var mange jævnaldrende, at vi stort set alle havde vore respektive køretøjer inkl. trailere fyldt godt op, ikke mindst med haveaffald, og at vi i det store hele havde god tid. Mange slog en sludder af. Lossepladsen er blevet et lokalcenter, hvor pensionister mødes og hygger sig. Så nedskæringer på bevillinger til lossepladser er herefter tænkelige.

Fredag 11/6 2010:
Dagen i dag er historisk. Den kaldes "Fandens fødselsdag", fordi den siden 1656 har været 1. terminsdag, én af de to dage i året, hvor lån skulle afdrages. Så både fanden selv og Prins Henrik kan i dag fejre deres respektive fødselsdage. Blot er de to ikke jævnaldrende, ikke helt i hvert fald. Fandens fødselsdag fejres ikke så meget mere, nu afdrages jo oftest hver måned. Men Prins Henriks må vi huske at celebrere, ellers bliver han bare småfornærmet og flytter permanent til Frankrig. Lige nu er han trods alt i Danmark nogle uger om året.

Torsdag 10/6 2010:
For første gang i meget lang tid har jeg i dag arbejdet med min bog om Silkeborg Fattiggård, som er kommet retur fra udgiverne med forslag til få ændringer. Det var et skønt gensyn med den. Nu mangler vist blot at gennemgå billederne sammen med trykkeren. I dagens skriverier blev jeg endnu engang meget optaget af én af de få kvinder, der var på fattiggården, nemlig Store Ulla. Hendes rigtige navn var Ulrikke Christensen, og hun levede 25 år på fattiggården fra omkring 1910, inden hun til slut blev indlagt på sindssygehospitalet i Risskov, hvor hun døde i 30'erne. Hun var en slagfærdig kvinde på omkring 85 kg., med en sørgelig skæbne. I bogen får jeg lejlighed til at fortælle en del om hende. Hun var ganske interessant.

Onsdag 9/6 2010:
Det har været en god dag. Ét af de familiemedlemmer, ældste søn, som så sent som i formiddag belærende fortalte mig, at man da på en cykeltur bør medbringe lappegrej, dækjern og pumpe, havde desværre for ham og heldigt for mig en punktering senere i dag - uden at have medbragt diverse remedier til lapning. Med en meget spag stemme spurgte han i telefonen, om jeg ville hente og bringe cykel og cyklist hjem. Jeg jublede ved meddelelsen og lod da også lige en bemærkning falde om, at der da vist var nogen, som cyklede lidt uforberedt ud. Det har været en god dag.

Tirsdag 8/6 2010:
Endnu en uheldsdag nøjagtig som i lørdags. Jeg cyklede afsted med den klare hensigt at slå min årsrekord og køre de famøse 80 km. Men kun 21 blev det til, inden skæbnen endnu engang indhentede mig i form af endnu en punktering, dog ikke samme hjul som sidst. Jeg sagde nogle grimme ord, som ikke skal gengives. Men heldigvis var der hjælp at hente, da min syngeglade datter (se beretning fra i går) kunne hente mig og bringe mig til eget matrikelnummer. Jeg bragte straks cyklen til min rare og dygtige cykelsmed, ABC-Centret i Hornslet, og fik monteret et dæk, som er kraftigere. Jeg forventer således ikke at punktere mere. Det værste er nok ikke punkteringen, men at nu skal jeg igen høre belærende ord fra diverse familiemedlemmer om, at jeg da bare kan medbringe lappegrej, pumpe, dækjern m.m., et helt cykelværksted. Det gider jeg ikke. Jeg vil meget hellere afhentes.

Mandag 7/6 2010:
Jeg har desværre to uopdragne børn, som på givne tidspunkter gør livet svært for deres gamle far. Det starter lidt uskyldigt med, at vores søn på vej fra aflevering af barn på skolen til sit job tidligt om morgenen kommer ind i soveværelset til mig, mens jeg endnu sover. Derpå istemmer han med meget høj stemme en morgensang, altid den samme "God morgen sol, god morgen morgensol", og jeg får alle vers ofte akkompagneret af datteren, som på mobiltelefonens højttaler skingert synger med. Dernæst aftaler de et eller andet, der kan "glæde" mig som de siger. Forleden aftalte de at køre min elevationsseng op i både ben- og hovedende, så jeg lå i klemme, som en burger, som de truede med at hælde ketchup og andet passende nedi. Jeg bryder mig ikke om at blive lavet til en burger - og da slet ikke så tidligt om morgenen. Jeg har gjort begge arveløse, så "Kattenes Værn" overtager alt.

Søndag 6/6 2010:
















I torsdags måtte jeg skrive, at et givet stykke havearbejde ikke var så slemt. Men det, jeg blev budt i dag, var rigtig slemt. En rhododendon skulle flyttes fra baghave til forhave og plantes i en murerspand, forstanderindens ide. Der skulle følgelig graves et stort hul i græsset, og det var slemt, for der er rent ler underneden. Men som det fremgår af billederne blev planen gennemført, og jeg må gå værkbruden i seng - hvis nogen vil hjælpe mig op i den.

Lørdag 5/6 2010:
Det har været en sort dag - en uheldsdag, og så ovenikøbet på en grundlovsdag. Alt var klar til, at jeg i dag skulle sætte årsrekorden på cykel ved at age 80 km. Forstanderinden var på indkøbstogt i det store udland, så jeg kunne bruge al den tid, jeg ønskede. Jeg drog vest på og kørte landevejene omkring Storring og Galten tynde. På vejen hjem ad Brabrandstien skete det, som ikke måtte ske. Jeg punkterede, og jeg medbringer ikke lappegrej. Mobiltelefonen glødede. Hvem kunne hente og køre mig hjem, de sidste 18 km., jeg manglede for at slå rekorden. Svar: Ingen. De var i Tyskland, i Randers, i sommerhus eller til karate. Jeg var for nærig til at tage en taxa, som formodentlig ville koste omkr. 400 kr., så jeg trak cyklen til hovedbanegården, ca. 3 km., missede et tog med mindre end ½ minut, tog det næste ½ time senere og måtte dernæst trække fra Skødstrup til hjemmets trygge arne, 3½ km. Sikken en dag! Rekordforsøget udsat til måske allerede i morgen. Se blot det ydmygende syn af min cykel i toget.

Fredag 4/6 2010:
At forstanderinden er meget glad for vores telefon (fastnet) og sjældent har den udenfor rækkevidde er en kendsgerning. Derfor medbringer hun den også overalt, f. eks. i haven, hvor den anbringes de underligste steder tæt på det bed, der arbejdes i. I dag var bilens tag det nærmeste sted, og hun kom først i tanker om den, da jeg på vores vej til supermarkedet bemærkede, at et eller andet faldt af bilen, da vi havde kørt godt en kilometer. Jeg troede i farten, at det var noget fra motoren eller undervognen, men det søde menneske var lynhurtig til at sige, at det var den trådløse telefon. Derpå fulgte en lang eftersøgning i det høje græs langs vejkanten, og efter nogen tid lykkedes det at finde den ramponerede telefon, som ikke havde haft godt af mødet med asfalten. Jeg har selv en gang for mange år siden glemt et par træsko på taget. De to træsko faldt af efter 2 kilometer, men var noget nemmere at finde. Jeg bruger nr. 45.

Torsdag 3/6 2010:
Jeg ved ikke, hvad der skete. Men jeg blev lige over middag efter en hyggelig lille frokost med forstanderinden af samme ordineret havearbejde i form af 8-10 store og tunge plantekrukker, der skulle iføres blomster. Hun stod for den dekorative del af arbejdet, mens jeg ordnede det mere praktiske - og tunge. Men tænk. Det gjorde slet ikke noget. For en gangs skyld nød jeg haverbejdet, nok mest fordi resultatet blev så smukt, hvilket gik op for mig allerede efter den første, som her er afbildet. Vejret bidrog måske også til min lille glæde. Jeg må dog tilstå min uvidenhed om blomstens navn. Men der er sikkert mange, som kender det.

Onsdag 2/6 2010:
Jeg var nødt til at følge lidt op på gårsdagens beskrivelser af mariehønen. Jeg har lært, at den tilsyneladende ikke bor noget bestemt sted. Den har end ikke en fast partner, men parrer sig i flæng. Den har måske overlevet sin første tid ved at æde sine søskende, som ikke endnu var udklækket. Det var således en troløs kannibal, som æder sin egen familie, der gjorde mig selskab på min cykeltaske i går mellem Ryomgård og Nimtofte. Men køn var den.

Tirsdag 1/6 2010:
Har en mariehøne et hjem, et hul i et træ, en tue, et hul i jorden, et sted, hvor den kan være sammen med familie og venner? Hvis svaret er ja, har jeg i dag på min cykeltur på Djursland bortført en mariehøne. Den landede på min cykeltaske på styret og sad der de næste 4-5 km., alt imens den hvilede og senere kravlede rundt, sommetider halsbrækkende tæt på kanterne. Den steg på i Ryomgård og forlod mig i Nimtofte. Det var sjovt at betragte dens vej rundt på både sider og top af tasken. Jo, sådanne små observationer er der også tid til på en cykeltur. Men jeg er selvfølgelig ked af, hvis jeg har fjernet den fra familie og venner.
PS: For første gang i år kørte jeg i shorts og T-shirt og fik luftet mine vinterblege ben og arme, men skidt. Jeg formodes ikke at være genkendt af ret mange mennesker på Djursland.

Mandag 31/1 2010:
Når forstanderinden tager på arbejde tidligt om morgenen, meddeler hun sig skriftligt til mig om, hvilke opgaver jeg skal løse i dagens løb. Sommetider er listen lidt overvældende lang, og min lyst til at negligere den eller protestere kommer frem i mig. Men det er endnu ikke lykkedes mig at nå dertil. I morges tog jeg dog mod til mig og SKREV en protestnote, som jeg lagde på køkkenbordet, mod at skulle rede senge, tømme opvaskemaskine, støvsuge, slå græs og (ikke mindst) rense tagrender. Spændt afventede jeg en reaktion, da hun kom hjem, men der kom ingen. Og da jeg endelig tog mod til mig og spurgte, om hun havde læst sedlen, svarede hun blot, at den ville hun negligere. Hun har det mod, jeg ikke har.

Søndag 30/5 2010:
Jeg gik en smule i panik i går morges, da jeg var stået op for at tage på cykeltur, mens forstanderinden shoppede i det meste af det østlige Århus og på hele Djursland, helt til Grenå. Mit Dankort var fjernet fra min tegnebog. Jeg frygtede, at den søde dame medbragte det på shoppeturen, men håbede samtidig, at det var blevet stjålet fra mig, for selv den mest nedrige tyveknægt kan ikke bruge så mange penge som hun - når hun har mit kort.

Lørdag 29/5 2010:
Jeg sidder lige nu foran vores TV og ser Giro d'Italia, cykelløbet Italien rundt. I dag er det en bjergetape, og rytterne er på vej op ad et højt bjerg, som er langt nok og stejlt nok til at gøre indtryk. De skal helt op i 2.600 meters højde. Da jeg selv lige er hjemkommet fra en 60 km. tur rundt om Årslev Engsø sammen med ældste søn, i alt 60 km., og da jeg er øm over det meste, navnlig har min saddel gjort indtryk på min bagdel, kan jeg nemt sætte mig ind i rytternes lidelser. De træder enormt i pedalerne, og man kan se flere ansigtsudtryk, der viser, at nogle har problemer. Jeg får helt ondt af bare at se på det. Men jeg holder ud, til de er i mål.

Fredag 28/5 2010:
Jeg var meget heldig i dag. Forstanderinden havde grimme planer vedrørende 5 stk. buksbom, der skulle flyttes fra et bed til et nøje udpeget andet bed. Jeg var pudsigt nok udset til at udføre arbejdet, som ville kræve en del graven. Og jeg holder ikke af at grave. Men heldigvis dukkede vores yngste datter op, og da hun hørte om planerne, forkastede hun dem og påbød, at planterne i stedet for skulle kranse mit udmærkede og selvbyggede redskabsskur. Hun er en dame, som på flere måder minder om sin mor, forstanderinden, så man siger heller ikke hende imod. Jeg fik dog i en forsigtig bisætning indføjet, at når hun nu får så mange gode ideer, så kunne det være morsomt, om hun også kunne føre dem ud i virkeligheden. Det kunne hun - og vupti var buksbommerne flyttet. Se, det er en forskel fra forstanderinden, for hun ville have pålagt undertegnede at grave og flytte.

Torsdag 27/5 2010:
Jeg har på TV nogle gange set idrætsfolk i krise, oftest en fysisk krise forårsaget af en anstrengende præstation. Jeg har forsøgt at leve mig ind i, hvad der sker inde i personen, når han eller hun midt i et maratonløb eller et hårdt cykelløb "rammer muren". I dag kunne jeg opleve det hele selv. På hjemturen - på cykel naturligvis - fra et besøg hos rare venner i Æbeltoft havde jeg en alvorlig krise ca. 15 km. før målet. Jeg følte mig totalt udmattet og færdig på den bakkede rute. Krisen startede med, at det gjorde ondt flere steder, næsten alle steder. Så meldte trætheden i benene sig. De føltes tunge og ude af stand til at træde pedalerne rundt. Dernæst gik armene kolde. Så fulgte lysten til at stå af og trække og dernæst til helt at give helt op og ringe efter min søde hustru, så hun kunne afhente mig plus cykel. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at falde for én af fristelserne, alt imens smerterne og irritationen over de mindste ting som f. eks. andre trafikanter, sten på vejen eller en farve på et hus bredte sig og voksede i styrke. Men stolthed - og sikkert også lidt vilje - afholdte mig fra at benytte én af mulighederne for at slippe for at køre længere, og på forunderlig vis forsvandt smerterne og trætheden, og 5 km. senere fattede jeg ikke, at jeg havde været i krise. Turen blev i alt på 73 km., så jeg havde kørt 58 km., da jeg mødte muren. Det har været en god dag.

Onsdag 26/5 2010:
Jeg blev vred 2 gange i dag - begge gange på min cykeltur. Først drejede en bilist ind foran mig i et højresving, hvor jeg nær blev påkørt, selv om jeg bar en gul sikkerhedsvest. Jeg kom til at råbe højt og afsluttede med et ikke så pænt udtryk, noget med dumme .... . Denne uheldige episode fandt sted på Silkeborgvej i Åbyhøj. Næste vrede kom op i mig, da en bilist uden sans for afstand eller cyklister bragte sin bil til stop lige midt på og på tværs af cykelstien i Risskov. Også her hævede jeg stemmen, men brugte lidt mere høviske vendinger, for der var lidt mere tid til at reagere, end der havde været i Åbyhøj. Af dette kan man lære, at bilister i Åbyhøj og Risskov ikke er for kloge.

Tirsdag 25/5 2010:
Jeg var på apoteket i dag for at hente nogle tabletter (hvad skulle man ellers gå på apoteket for?). Da det blev min tur, spurgte jeg ganske sagte damen bag disken, om jeg kunne købe lidt EPO, fordi jeg cykler så meget og har hørt, at mange cykelryttere bruger det. Hun rystede på hovedet og kiggede bestyrtet på mig, og der fik nogle øjeblikke, inden hun fandt ud af, at det vist bare var en spøg. Hun tog det pænt, også da min søn, som stod bagved, højt sagde, at det jo heller ikke var her, jeg plejede at købe EPO, men henne i motionscentret tæt ved.

Mandag 24/5 2010:
Efter at have boet i Silkeborg i 4 dage på en campingplads lige opad en musikfestival trænger jeg til at få sovet ud. Koncerterne startede ved vores ankomst torsdag og varede ved hver dag de tre følgende dage til kl. 1-3 om natten. Og det var ikke små, forsigtige strygekvartetter, der spillede. Det var alt lige fra det hårdeste rock til kopimusik. Der var gode kunstnere imellem, bl. a. Lis Sørensen, Dune, Nick & Jay, Thomas Helmig og Master Fatman. Men uanset kunstnernes kvaliteter, kunne de holde hele campingpladsen vågen. Den var blot 150 m. fra scenen.
Årsagen til besøget var ikke festivalen, men en traditionel sammenkomst med 4 vennepar. Vi 10 har mødtes hver pinse gennem mange år på campingpladser rundt i landet. Da det i år var Silkeborg, aflagde det hele selskab naturligvis et besøg på Himmelbjerget, hvor en tilfældig, men venlig turist tog billedet af os alle, landets smukkeste og flotteste pensionister. Det er mig i havfruestilling forrest.

Onsdag 19/5 2010:
Jamen er det da ikke herligt? Jeg sidder lige nu på terassen i 25 graders varme og lader solen brune mine vinterblege ben, mens jeg bearbejder computerens taster . For blot nogle dage siden var temperaturen på samme klokkeslet 7-9 grader.
Jeg har lige afsluttet en større græsklipning. Græsset vokser som afsindigt, fordi jeg har været så tåbelig at give det gødning. Det vil ikke ske mere.

rsdag 18/5 2010:
Jeg var til fødselsdag i dag hos en lidt ældre bekendt. I samtalen ved kaffebordet kom vi ind på mange emner, bl. a. lidelsen sindsyge. Der var flere indlæg, men den, som jeg fæstnede mig mest ved, kom fra én, som måske talte ud fra egne erfaringer, hvem ved. Han påstod nemlig følgende: "Sindsyge er arveligt. Man kan få det fra sine børn".

Mandag 17/5 2010:
Jeg cyklede til Storring i dag. De uvidende bør fortælles, at Storring ligger ca. midtvejs mellem Århus og Silkeborg. "Hvorfor cyklede han dog til Storring?" hører jeg dig sige. Derfor vil jeg gerne forklare, at det skyldtes vindretningen. Den var i vest, og vinden var ganske hård. Det betød modvind på udturen medvind på hjemturen, nøjagtigt som jeg holder mest af det. Jeg kørte i alt 71 km., hvilket er årets hidtil længste - men samtid den hårdeste. Heldigvis medbragte jeg diverse stimulerende midler, som hjalp mig godt. Blot kunne jeg også ønske mig et middel, der kunne lette smerten lige der, hvor krop møder saddel.

Søndag 16/5 2010:














Ja, det ser ikke ud af meget, men ikke desto mindre er der et par timers hårdt arbejde bag. Jeg fjernede planter og jord fra beddet omkring flagstangen og fyldte op med 10-15 cm. barkflis. Det gav sved på panden, men gjorde forstanderinden meget glad. Naturligvis var det hendes ide - og naturligvis var det mig, der førte den ud i praksis. Og på ny må jeg gå foroverbøjet som en pingvin på grund af stivhed i lænden. Denne kendsgerning glæder måske ikke ligefrem forstanderinden, men hun morer sig da over den.

Lørdag 15/5 2010:
Det er ganske vist endnu ikke blevet til 25 mm. regn i vort område, som lovet af meteorologerne i går, men blot 7 mm., som dog nemt kan blive til mange flere, og som i sig selv da også er en hel del. Det våde og kolde vejr var velegnet til en hyggelig lørdags-frokost med gamle venner her på vort matrikelnummer. En væsentlig del af menuen var godt, gammeldags smørrebrød, som jeg husker det fra for mange år siden. Jeg har hørt, at det er blevet en slags kult at spise smørrebrød igen, og jeg forstår hvorfor. Det er lækkert og er lidt hyggeligt.

Fredag 14/5 2010:
Det er ikke fortrøstningsfuldt, at der er lovet 25 mm. regn i morgen. Dog finder jeg trøst i, at jeg egentlig skulle have slået græs, hvilket vejret således forbyder. Til gengæld vil en cykeltur nok også være en aflysning værd. Så alt i alt ville jeg nok hellere slå græs og så cykle bagefter. Det er stadig mit ønske, at vi ansætter nogle italienske meteorologer, som vitterligt skaffer bedre vejr end de danske. Se blot i morgen!

Torsdag 13/5 2010 (Kr. Himmelfartsdag):
Jeg er ikke vildt begejstret for at forlade min seng om morgenen. Jeg trækker tiden, så langt jeg formår. Egentlig forstår jeg det ikke helt, for jeg har indtil for ikke længe siden været et typisk A-menneske, der stod op med hønsene. Men i formiddag fandt jeg forklaringen på min manglende lyst til at forlade de varme dyner. Det keder og irriterer mig gevaldigt at barbere mig. Det er derfor, jeg ikke har lyst at stå op. Følgelig foreslog jeg min søde hustru følgende alternativer: 1) Jeg lader mit skæg vokse. 2) Hun barberer mig i sengen hver morgen, som jeg har hørt, man gør det på hospitaler. Hun afslog meget bestemt begge forslag, hvorfor jeg nok forsat vil stå sent op.
PS: Dagen blev væsentligt mere aktiv end i går. Bl. a. cyklede jeg 45 km. i et bakket (og koldt) terræn omkring Thorsager.

Onsdag 12/5 2010:
Det har dog været den dovneste dag, jeg har haft i meget lang tid. Intet har jeg foretaget mig udover at aflyse vores planlagte campingtur i Kristi Himmelfartsferien. Vejret har været årsag til såvel min passivitet som til aflysningen. Med 7 graders varme og regn og kold blæst får man ikke lyst til ret meget. Jeg har trøstet mig selv en lille smule ved at se cricket og cykelløb på TV. Men i morgen skal det blive anderledes.

Tirsdag 11/5 2010:














Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er cyklet forbi Brabrand Kirke, som ligger lige ned til Brabrandstien med en smuk udsigt over Brabrandsøen. Men endelig i dag tog jeg mig sammen og gjorde den lille omvej, som det er at køre derind. Kirken har en historie helt tilbage til 1200-tallet. Jeg sad længe på en bænk og nød udsigten. Desværre kunne jeg på grund af en bisættelse ikke komme ind i kirken, men til gengæld talte jeg med kirkegårdsgartneren, som fortalte om stedet, og som jeg roste for den særdeles velholdte kirkegård. Næste gang, jeg cykler forbi, vil jeg gøre holdt igen og ind i kirken. Jeg tror, den er et besøg værd.

Mandag 10/5 2010:
Kig lige på dette afskyelige stykke haveværktøj til venstre. Det kaldes vistnok et "kantskær". Forstanderinden har købt det til mig med henblik på, at jeg skal bruge det i tide og utide. Og det gør jeg så. Efter hårdt arbejde i formiddags står alle kanter på vores græsplæner nu knivskarpe, og det forventes, at det bliver de ved med. Jeg er ikke vild med haveredskaber.











Søndag 9/5 2010:
Jeg har besøgt min private EPO-leverandør i dag ved middagstid. Han vil ikke bryde sig om, at jeg nævner navn og adresse, men jeg vil røbe så meget, at han bor i en forstad syd for Århus og er en venlig mand, der ikke tager ågerpriser for sine varer, tværtimod uddeler han idealistisk de muskelstyrkende midler uden betaling, i sandhed en rigtig rar mand.
Jeg cyklede naturligvis derned og indtog straks en portion, da området er meget bakket, og jeg skulle jo gerne nå hjem inden aften. Det nåede jeg i flot stil. Heldigvis kunne den gode leverandør anvise en knapt så bakket, men dog lidt længere vej hjem, så det blev ialt til 60 km. i absolut smukt vejr.
På udturen passerede jeg i midtbyen den navnkundige Mejlgade. Her havde været gadefest aftenen før, og nu gik nogle kraftige "tømmermænd" og fejede og gjorde gaden farbar og pæn igen. Jeg talte med én af dem, som glad gav udtryk for, at det havde været en stor succes. Hele gaden havde været dækket af græsmåtter. Men lige nu lignede den mest et alvorligt bombeangreb. Se billede.














Lørdag 8/5 2010:
Desværre tillader det kolde og regnfulde vejr ikke nogen cykeltur. Det tillader end ikke havearbejde. Men heldigvis giver det mig mulighed for at se cricket på fjernsynet - endda direkte, hvis jeg ville. Det har jeg aldrig før oplevet. Hvis du gerne selv vil stifte bekendtskab med denne ædle sport, skal du kigge på Eurosport 2, som lige nu sender VM i en meget afkortet form for cricket. Det er meget farverigt og finder sted i Vestindien. Jeg morer mig i hvert fald kongeligt.

Fredag 7/5 2010:
Jeg tror, det er fup. Da jeg satte mig ved min stationære computer i formiddags, tonede et stort skilt frem på skærmen. Af det fremgik, at jeg var udsat for et enormt virus-angreb, men hvis jeg blot fulgte instruktionen og formedelst 49,99 dollars installerede et anti-virus-program, jeg ikke kender, da ville den grimme virus forsvinde. Da jeg har et noget anstrengt forhold til vira, havde jeg lyst til at installere. Men jeg har endnu ikke gjort det. Jeg tror, det hele er en gang svindel - og iøvrigt fungerer computeren perfekt.

Torsdag 6/5 2010:
Hvor barnlig kan man tillade sig at være i en alder af 69½? Svært at svare på. Men jeg var meget barnlig i dag. På vores vej hjem fra en hyggelig fødselsdag i Silkeborg holdt vi ind i en "Dagli' Brugs" for at købe et par småting. Jeg tøffede som sædvanlig efter. Ved en kasse, som ikke var i brug, observerede jeg et skilt, der annoncerede med "BRUGSENS ÅRLIGE PLANTESALG". Der lå en kuglepen ved siden af, og i et ubevogtet øjeblik kunne jeg ikke nære mig for at sætte et D foran ÅRLIGE. Var det ikke en drengestreg, der vil noget? Jeg spø'r bare. Sådan er jeg så opfindsom.

Onsdag 5/5 2010:
Vorre hedder en lille by ved Skødstrup. Man kunne kalde den "et hul i jorden", hvis det ikke var fordi den ligger på toppen af en stejl bakke. Den besteg jeg på min tro ganger i dag.
Dette ondskabsfulde "bjerg" har desuden den ulempe, at den er konstrueret, så der altid er modvind. Derfor tillader farten, at man kan sidde og bande en lille smule over anstrengelserne, for der er ikke meget at glæde sig til på toppen med de 8-9 huse og 3-4 gårde, der findes i byen. Og dog. Man kan altid glæde sig til nedkørslen på den anden side. Den er skøn.


Tirsdag 4/5 2010:
Jeg har i dag fået lov at  rekreere efter den anstrengende tur til London, hvilket i bestyrerindens fortolkning betød, at jeg skulle slå græsplænen, som var blevet noget langhåret, støvsuge, tømme opvaskemaskine, rede senge og foretage indkøb i apotek, supermarked og byggecenter. Ikke mindst græsslåningen var rekreerende, så nu er jeg helt flad. Alt imens alle disse aktiviteter rekreerede mig, drog den søde dame sammen med 3 veninder på et superindkøbstogt og hjembragte adskillige stykker tekstil, hvilket gjorde det fuldstændig af med mig og bragte mig i en comalignende tilstand. Jeg forventer at være sengeliggende resten af dagen, står måske lige op til aftensmaden.

Mandag 3/5 2010:













Ja, ja. Jeg ved det godt. Jeg har svigtet min dagbog i 4 dage. Årsagen er den enkle, at jeg sammen med to børnebørn, forstanderinden og ældste søn har været i London, hvilket skulle fremgå af billedet på åbningssiden samt ovenstående. Jeg har på turen lært, at vi to ældre er alt for ældre til London. Der skal gås alt for meget, og det er anstrengende for gamle og svage ben og rygge. Men alligevel er det godt at kunne give glæden ved England og London videre til børnebørnene, og heldigvis var de begejstrede, også for turen i den enorme pariserhjul "London Eye".
Nu skulle de næste dage stå på rekreation. Det glæder jeg mig lidt til.

Onsdag 28/4 2010:
At cykle gennem byen er ikke alene indtryk for øjne og ører. Også næsen får sine oplevelser, hvoraf jeg noterede mig en del i dag, da jeg kørte gennem Århus og senere ud ad Brabrandstien. Man kan ikke undgå at bemærke de mange lugte eller dufte, betegnelsen afhængig af arten. En gammel dieselbil stod i tomgang og stank. En knallert kørte forbi og efterlod en hale af to-taktsbenzin-udstødning. En kompressor stod ved et enormt hul, og jeg mærkede den varme lugt af den varme motor. En grill-bar udsendte sin lugt af pomfritter og burgere. En bagerforretning noteredes for den varme duft af wienerbrød. Et hus var ved at blive malet, og en frisk duft af maling bredte sig i gaden. På Brabrandstien duftede de mange nyligt udsprungne buske og træer og ligeledes græsset. Jo, min næse modtog mange og forskellige indtryk, som jeg aldrig ville have fået i en bil.

Tirsdag 27/4 2010:
Kun få ting glæder én så meget som et lægebesøg, der ender med, at lægen siger, at alt er i orden. Så får man stor lyst til at falde lægen om halsen og takke for beskeden. Netop dette var min søde viv og jeg tæt på i dag, da hun var blevet grundigt undersøgt og scannet af en hjertespecialist, som efterfølgende kunne give den glædelige meddelelse. På grund af skrivebordet imellem os undlod vi dog "krammeren", men lysten var der. Lettelsen var stor.

Mandag 26/4 2010:
Man observerer af og til de underligste ting om sig selv. I dag fulgte jeg som så ofte før efter forstanderinden rundt i supermarkedet REMA 1000. Uden at tænke over det samlede jeg automatisk hænderne på ryggen og fulgte let vuggende og let foroverbøjet efter i den obligatoriske afstand af ca. et par meter og stod stille og kiggede mig smilende rundt, når hun standsede. Pludselig slog det mig, at jeg måtte have en uafviselig lighed med Prins Henrik eller engelske Prins Phillip, når de to som en dresseret pingvin med lufferne samlet på ryggen underdanigt følger efter deres respektive dronninge-koner i et officielt ærinde. Det må med mig i "prinse-rollen" have set lidt latterligt ud i REMA 1000, hvorfor jeg skyndte mig at tilbyde at skubbe indkøbsvognen.

Søndag 25/4 2010:
Vi var til ældste barnebarns 16-års fødselsdag i dag. Det fik mig til at tænke på min egen 16-års fødselsdag i 1956. Jeg fik knapt så mange gaver, og serveringen var knapt så overdådig. Jeg fejrede den med en, ja hold nu fast, en milkshake, en absolut nyhed på en lokal isbar i Vestergade i Silkeborg. Det var første gang i mit liv, jeg indtog en sådan, så jeg var lidt stolt, ikke mindst fordi den var vanvittig dyr, 75 øre tror jeg, den var oppe i. Så kunne man føle sig bare en lille smule voksen.

Lørdag 24/4 2010:
Jeg cyklede til Hinnerup i dag for at besøge en rar, tidligere kollega. Ikke alene er han særdeles hyggelig at møde og tale med, men han har også en spændende hobby, astronomi. I sin have har han et veludstyret observatorium med en meget stor kikkert, og jeg var meget fascineret af dens formåen. Men desværre er der ikke mange stjerner at se på midt på dagen, så jeg håber engang at besøge ham en stjerneklar aften.  Jeg havde også en meget vellykket hjemtur i ren rygvind af en vis styrke. Det er længe siden, jeg har kørt med så stor hastighed over så lang en distance. Rygvind er rart (men modvind giver det høje kondital).

Fredag 23/4 2010:
Somme tider støder man på de mest overraskende (og måske unyttige) oplysninger, der kan tænkes. F. eks. læste jeg i dag ved en tilfældighed, at ud af verdens samlede antal kvinder har 35 % af dem smidt en sko efter deres mand. Forstanderinden har aldrig smidt en sko efter mig, hvilket jeg er glad for og måske lidt overrasket over, for hun har nok at smide med.

Torsdag 22/4 2010:
Jeg tankede diesel i dag. Det gør jeg alt for ofte. Og stadig er jeg overrasket over, hvorfor priserne er så svingende. Før klokken 10 formiddag er der ca. 1 krone at tjene pr. liter. Hvad er selskabernes politik bag dette? Jeg finder det underligt og faktisk en smule irriterende, for det betyder, at hvis jeg vil tjene denne en-krone, skal jeg stå så skrækkelig tidligt op. Og det er jeg ikke meget for. Så jeg finder mig i den høje pris og har så den fordel, at der altid er god plads på tankstationen.

Onsdag 21/4 2010:
Jeg bliver så træt, når jeg modtager et telefonopkald, og der er en sælger i den anden ende. Især handler det om forsikringer, avisabonnementer og bøger. Jeg har også fået et opkald i dag. Jeg siger konsekvent nej til ethvert tilbud, uanset dets lovprisninger fra sælgerens side. Men nogle af dem er meget svære at standse, og enkelte gange har jeg set mig nødsaget til at lægge røret på midt i en længere svada fra en overivrig person, der absolut vil pådutte mig et eller andet. De, som er nemmest at stoppe, er forsikringssælgerne. Jeg behøver blot at sige, at jeg har Danmarks billigste forsikringsselskab, nemlig Lærerstandens Brandforsikring. Ved denne oplysning stopper de alle og erkender, at det selskab kan de overhovedet ikke konkurrere med. Og så tages der afsked.

Tirsdag 20/4 2010:
Det ikke godt for de mennesker, der i disse dage skulle have fløjet på ferie eller på en arbejdsmæssig opgave. Den islandske vulkans rasende udbrud har gjort det umuligt at få fly i luften. Der ikke meget godt at sige om Island og islændinge for tiden. Man har øjensynligt hverken styr på egen økonomi eller egne vulkaner.

Mandag 19/4 2010:
Vores lokale bank er blevet pengeløs, sådan helt bogstaveligt. Man kan ikke indsætte eller hæve penge der. Det er vældigt irriterende, især fordi dens hæveautomat så ofte er ude af drift. Nærmeste sted med kontanter er Hornslet (10 km.) eller Risskov (12 km.). Den omvej måtte vi tage i dag for at hæve nogle få kontanter. Men tænk lige over udtrykket, "PENGELØS BANK". Det lyder da ganske vanvittigt. Kunne man forestille sig et "VANDLØST VANDVÆRK" eller et "VARELØST SUPERMARKED"?

Søndag 18/4 2010:
Jeg cyklede rundt om Brabrandsøen i dag (54 km.) og kunne på hele turen ikke undgå at bemærke det meget store antal løbere, der var ude. Det var ganske imponerende. En enkelt løb sågar med to bildæk slæbende bagefter sig i en 5 m. lang snor - ren maschocisme. Selv bryder jeg mig ikke om at løbe, heller ikke uden bildæk. Løbeture keder mig usigeligt. Jeg har prøvet for nogle år siden og faldt i søvn på to ture med det resultat, at jeg faldt og slog mig gevaldigt. Jeg er endnu ikke faldet i søvn på min cykel.

Lørdag 17/4 2010:
Jeg ved meget vel, at når der skal købes ind, og forstanderinden meddeler, at hun bare skal have nogle "få ting", så er mængden meget uvis, kan være alt fra én til mange indkøbsposer. Lige hjemkommet fra et besøg i planteskolen i dag meddelte den søde dame, at hun i går sør'me havde glemt at købe netop nogle "få ting" i supermarkedet, hvorfor hun straks drog afsted for at råde bod på forglemmelsen. De "få ting" fyldte to store og meget tunge poser, som jeg måtte hente ind fra bilen. Godt, hun ikke huskede det hele i går, så skulle vi have kørt to gange.

Fredag 16/4 2010:
Det har ikke undgået min opmærksomhed og sikkert heller ikke andres, at det i dag er dronningens fødselsdag. Hun fylder 70. Det vil interessere hende, at én af hendes undersåter, nemlig undertegnede, som hun selv i et svagt øjeblik har tildelt sin fortjenstmedalje i sølv, også fylder 70 inden længe. Jeg forventer dog ikke så meget pomp og pragt, som hun modtager. Jeg kunne for eksempel nemt undvære Elverhøj i Det Kongelige Teater. Jeg vil helle se og høre Niels Hausgaard.
PS: Min modvilje mod supermarkeder blev dæmpet en smule i dag, da jeg i vort lokale eksemplar af slagsen mødte ikke færre end fire gamle venner fra min lange fortid i Dansk Retriever Klub. Det var hyggeligt. Den ene af dem havde jeg ikke set i mere end 10 år og den anden i mere end 20 år. De to øvrige møder jeg med jævne mellemrum.

Torsdag 15/4 2010:
Jeg var i dag uhyre tæt på en ulovlig parkering i Århus midtby. Efter at have anbragt bilen med en meget svær manøvre i den smalle Guldsmedegade begav jeg mig til parkeringsautomaten for at indløse min parkeringsbillet. Men ak & ve! Jeg havde ingen kontanter. Ved at rode dybt i lommer og allerbagest i tegnebogen lykedes det mig at skrabe 6 kroner sammen. Det gav ret til ½ times parkering, og det var i underkanten. Og der stod jeg til ingen nytte med mit Dankort, der ikke engang er i overtræk. Tænk at man i det 21. århundrede skal være afhængig af noget så gammeldags som mønter.

Onsdag 14/4 2010:
Jeg har altid hadet koldt vand - kan ikke fordrage det. For eksempel har jeg forlangt, at når jeg bader i havet eller i en sø, skal vandet være så varmt, at det syder i kanten. Men nu har jeg besluttet, at jeg vil være meget mere "viking". Det kan ikke nytte med det piberi over koldt vand. Det er ikke mandigt. Derfor stod jeg i morges i 10 minutter under den kolde bruser. Og i morgen vil jeg overveje at åbne for vandet.
PS: Jeg cyklede i dag rundt i Mols Bjerge, 67 anstrengende kilometer. Så lige nu er jeg godt træt, men tilfreds med at have gennemført.

Tirsdag 13/4 2010:
Vi har fået en ny lampe over vores spisebord i dag - vel næppe den største begivenhed i verdenshistorien. Men den har fyldt en del i min dag i dag. Da vi ikke ville investere de store summer, blev vi enige om, at stedet for købet nok burde være Bilka, hvorfor jeg påny lod mig trække rundt i denne helvedes forgård for blot at konstatere, at Bilkas smag hvad angår lamper ikke er i overensstemmelse med vores. Derfor forlagde vi indkøbet til diverse lidt mere mondæne møbelforretninger for at slutte med at købe den lampe, som vi allerede så på for 3 måneder siden - og til en uhyrlig pris. Heldigvis var der hjælp til ophængningen i form at vores venlige nabo, som er væsentlig mere handyman end jeg (hvem er ikke det?), og som ovenikøbet er elektriker. Bedre kombination findes næppe.

Mandag 12/4 2010:
Egentlig skulle denne smukke forårsdag have været brugt på en 60 km. lang cykeltur på Mols. Men desværre forhindrede tekniske cykel-problemer mig i at komme afsted. I stedet stod den på havearbejde, idet en del af forstanderindens fødselsdagsgaver - planter - skulle graves ned under hendes myndige opsyn. Det skete. Da jeg var færdig med gravearbejdet, og planterne stod smukt i solen, fortrød den kære dame placeringen af den største af dem, hvorfor den måtte op og ned en ekstra gang. Derfor blev jeg aldrig gartner.







Søndag 11/4 2010:
Det er en smuk forårsdag, der kun skæmmes af, at græsset er begyndt at vokse. Jeg burde have efterset og rengjort min plæneklipper, så den er klar til første runde formodentlig i næste uge. Men jeg finder plæneklippere kedelige, så i stedet har min cykel fået den store rengørings-runde. Det er faktisk en smule hyggeligt at "pusle" lidt om den. Nu står den skinnende ren med frisk olie på kæden. Hvis jeg brugte lige så meget tid på vedligehold af vores bil, ville den ikke have tabte en krone i værdi.

Lørdag 10/4 2010:
Jeg havde lovet mig selv en cykeltur på omkring 60 km. på Djursland i eftermiddag efter en formiddag indendøre foran computeren, mens forstanderinden sled på mit Dankort i det meste af Hornslet. Da hun kom hjem, kastede jeg mig derfor muntert på min tro ganger for at opdage, at vinden var godt og vel på den anden side af det, jeg finder behageligt. Derfor måtte jeg modstræbende korte af turen. Det blev for hårdt. Men 34 km., hvoraf de fleste var i modvind, er da rimeligt. De 60 km. ville kun have været for "proffere", og så "prof" er jeg ikke - endnu. Jeg savner mine stimulanser, som jeg heldigvis snart får.

Til gengæld opdagede jeg ved Karlby et skilt, som jeg ikke har tænkt over før, selv om jeg er cyklet forbi flere gange - se billedet. Jeg fulgte pilen, men fandt intet, der kunne minde om en landsby - eller blot et par huse.

Jeg har i dag brugt en del tid på at køre til og fra midtbyen for at bringe og hente min søde viv, som med sine kolleger skulle på byvandring. Jeg tror, de havde en hyggelig tur, hvilket jeg ikke havde i bilen. Det er dog enormt, som trafikken kan pakke sammen og slæbe sig afsted. Hvordan skal det dog blive, når også ferie-folket kommer? Jeg ville ønske, at man ville anvende det engelske system "Park & Ride", som går ud på, at man ca. 10 km. fra centrum på alle indfaldsveje har store, gratis parkeringspladser, hvorfra der hver 10. minut kører busser ind til centrum for en billetpris på 7-8 kr. (1£). Det ville være et fremskridt for alle - også sundhedsmæssigt.

Torsdag 8/4 2010:
Jeg blev vækket af en telefonopringning i dag kl. 8.30. Det var min tandlæge, det rare væsen, som gerne ville se mig kl. 14 til reparation af en tand. Egentlig skulle reparationen først have fundet sted på mandag kl. 11.30, men et afbud gjorde det muligt at få sagen bragt i orden i dag. Ankommet i stolen forklarede jeg, at det handlede om "øverste etage, bageste venstre lejlighed, hvor en altan var faldet af". Han forstod straks, hvilken tand det drejede sig om, og hvori skaden bestod, men forklarede, at i tandlægesproget ville den hedde "7+". Det var jeg glad for at vide, og særlig glad blev jeg, da han fortalte, at denne internationale måde at beskrive en tands placering faktisk er opfundet af en dansk tandlæge ved navn Victor Haderup (1845-1913), det såkaldte "Haderups Nomenklatur" fra 1887. Jeg har således lært noget i dag - dog ikke hvor meget den arkitektoniske og håndværksmæssige genopbygning af "7+" vil komme til at koste. Jeg turde ikke spørge.

Onsdag 7/4 2010:
Jeg har været til fødselsdag i dag - min kones. Men jeg var - om jeg så må sige - kun med "på bænken" og blev kun bedt om at komme på banen, når der skulle serveres. Der var dømt "dame-brunch". Svoger, søn og jeg fik nådigst lov til at sidde i sofaen et stykke fra højbordet. Men vi fik dog sådan nogenlunde det samme at spise, som de meget talende damer i den anden ende af stuen. På et tidspunkt foretrak vi dog at gå en lang tur ved stranden og i skoven. Det var lise for ørerne. Men maden var god - og det værdsætter jeg. Til gengæld fik jeg ingen frokost. Så ét afsavn led jeg.





Tirsdag 6/4 2010:
Som kunne jeg dog være kommet galt afsted i dag. Jeg kørte på min cykel i Århus midtby og havde godt på lang afstand observeret en bil, der holdt parkeret 3/4 inde på cykelstien - ganske ulovligt opover en høj kantsten, et sted med stopforbud. Da jeg befinder mig ganske kort bag bilen, går højre dør pludselig op. Jeg bremser alt, hvad jeg kan og udstøder mit kendte og meget høje ØJJ-ØJJ, og heldigvis bliver døren i sidste split-sekund lukket. Jeg kunnet have væltet og brækket jeg ved ikke hvor mange ben, og i hvert fald ville døren være blevet revet af. Men mine høje råb reddede mig. Måske burde jeg have råbt OLÉ, da hændelsen fandt sted i den gade, der hedder Spanien.

Mandag 5/4 2010:
På min cykeltur i dag tog jeg vejen omkring min "gamle" skole, Jellebakkeskolen i Risskov. Jeg kørte lidt rundt om den, ind i en skolegård og op til hovedindgangen. Naturligvis var der mange minder, der pressede på, men jeg kan ikke længere påstå, at jeg savner den. Og det allersidste savn forsvandt, da jeg på en seddel på hoveddøren kunne læse, at al idræt i sportshallen vil være aflyst i næste uge "p. gr. af træningsprøver". Jeg tænkte, at det i teorien kunne have været mig, der kunne have været ansvarlig for al bøvlet med disse prøver, forældremeddelelser, information til elever og lærere og serviceleder, karakterer m.m., og det var aktiviteter, jeg nemt kan undvære. Så jeg savner ikke længere skolen og har en kraftig fornemmelse af, at skolen heller ikke savner mig. Og så er alt, som det skal være.

Søndag 4/4 2010:
I USA var det for mange år siden populært at udskrive konkurrencer om, hvem der lignede en given berømthed mest. Charlie Chaplin kom en dag tilfældigvis forbi et sted, hvor man konkurrerede om at ligne netop ham. Han kunne ikke lade være at tilmelde sig, ganske vist under falsk navn - og opnåede en 3. plads. Jeg gad vide, hvem vinderen lignede.

Lørdag 3/4 2010:
Vi handlede i dag i et mindre supermarked i Hjortshøj, fordi man der havde et godt tilbud på 1½ liter Pepsi Max, som er min yndlingsdrik. 8,95 kr. pr. flaske, normalpåris omkr. 20 kr. Vi opkøbte restlageret på 17 flasker. Ved kassen kom en ældre dame, ca. jævnaldrende med mig, til at stå lige bag os. Hun kiggede lidt betuttet på de mange flasker, men havde lige så hurtigt som jeg i hovedet udregnet den samlede pris for flaskerne, 152,15 kr. + 51 kr. i pant, hvilket den unge dame ved kassen var imponeret over. Men vi to gamle kunne minde hinanden om, at vi i skolen lærte hovedregning - og salmevers. Og vi kunne sådan i forbifarten fortælle til kassedamen, at ingen ung i dag mestrer nogen af delene. Den unge dame gav os ret, men det har kunder vel altid.

Fredag 2/4 2010 (Langfredag):
I vores carport har nu igennem 18-20 år stået en hel del gamle brædder og stolper. Der var tæt spindelvæv imellem. Jeg har altid haft meget svært ved at smide sådan nogle væk, for man ved jo aldrig, hvornår man får brug for dem. Om ikke andet kunne de jo saves i stykker og smides i brændeovnen. Men den blev droppet for nogle år siden, så ej heller det formål kunne træet anvendes til. Så endelig i dag fik jeg mig taget sammen til en kraftig sortering, så 2/3 af dem nu er kasseret. Blot mangler jeg nu at få det hele kørt på lossepladsen, hvor jeg efterhånden er blevet en kendt besøgende, der af personalet hilses som en af deres egne.

Torsdag 1/4 2010 (Skærtorsdag):
Jeg faldt i dag over en interessant viden om Vincent van Gogh. Han solgte i hele sit levende liv kun ét af sine malerier. Det er iøvrigt kun ét mere, end jeg selv har solgt. Maleriet hed "Den Røde Vinmark". Han døde formodentlig fattig, mens mange andre meget senere tjente millioner på hans malerier. Han nåede at lave 900 malerier og 1.100 tegninger på kun 10 år. Det er lidt pudsigt, at inden han selv begyndte at male, var han kunsthandler, men kunne altså ikke sælge sine egne produktioner. Man lærer meget på min hjemmeside.

Onsdag 31/3 2010:
Sommetider gør jeg på mine cykelture holdt for at hvile mine trætte lemmer. Hvis vejret er lidt "snusket", bruger jeg ofte et af de nok så kendte århusianske bus-læskure, disse havlrunde "glasfibertingester". De er åbenbart et oplagt mål for graffitti-malere. Således så jeg i dag en lidt speciel sætning midt imellem alle mulige tags og andet rod: "Mit liv er trælst - hip hip". Den kunne jeg ikke helt få til at hænge sammen, men måske skribenten selv kan.

Tirsdag 30/3 2010:
Vi har været i Hanstholm i dag, ældste søn, forstanderinden, to børnebørn og den gamle mand selv. Ikke for at bade i Vesterhavet, det var koldt og regnede, men for at se det store Bunker-museum med den gamle kanonstilling. Det er altid et besøg værd. Og tænk, der er 10 kroners rabat i entreeen for pensionister. Det er noget, der batter. Men under alle omstændigheder var det en hyggelig tur, som ikke mindst de to yngste nød.






Mandag 29/3 2010:
Det var en mørk, regnfuld og stormfuld mandag formiddag på den lille snoede og bakkede bivej mellem Hjortshøj og Lystrup. I den våde og stride modvind sås en tapper cykelrytter kæmpende imod elementernes rasen. Han led alverdens smerter for at drive sin trofaste jernhest frem ad den vandfyldte og ujævne vej. Regnen piskede ind i hans ansigt, og han var hurtigt gennemblødt. Men intet kunne stoppe ham, selv om alle knogler og led føltes som ømme bylder, og vandet drev ned ad hans ryg.
Jeg røber vist ikke for meget ved at fortælle, at omtalte og lidende cykelrytter var undertegnede. Og jeg ved, at min venlige familie oven på en sådan svada vil sende mig et par pakker af tudekiksene på billedet. Sådan er de bare - tænker kun på mad.



Søndag 28/3 2010:
I dag stilles urene frem - og ikke tilbage. Det huskes bedst ved, at samtidig stilles havemøblerne frem, hvilket forstanderinden tager meget bogstaveligt, hvorfor dagens befaling her på matrikelnummeret lød på netop denne aktivitet. Frem med havemøblerne fra deres hi i redskabsskuret. Nu er der for os blot den lille hage, at udover et hav af havemøbler har vi en djævelsk tung havepejs i støbejern, som også skal hales frem og stilles op, en opgave der traditionelt overlades til undertegnede, hvilket efterfølgende uvægerligt medfører min morsomme, foroverbøjede gangart, som giver anledning til mange kommentarer fra mine omgivelser. Selv navne som Quasimodo tildeles mig. Utak er verdens løn.
 
Lørdag 27/3 2010:
Ældste søn og jeg cyklede til Århus Stadion i dag, ikke af nogen speciel grund, men blot for at have et mål at køre efter (dog ikke et fodboldmål, forstod du den?). Vi cyklede ind for enden af banen og kunne se de 22.000 tomme sæder. Vi forestillede os, at sådan vil de stort set også se ud på søndag ved den næste hjemmekamp, for med de elendigheder, AGF har vist i de første 4 kampe, 4 nederlag i træk og scoret 2 mål, kommer der ikke mange tilskuere. Jeg kommer i hvert fald ikke. Jeg er "Medvinds-fan" og lægger ikke skjul på det. Jeg hader at tabe. Men det er da altid noget, at man ikke er Brøndby-fan.

Fredag 26/3 2010:
Sidste lørdag gav jeg luft for min forargelse over, at en underbegavet murermester havde brugt en blind vej ved Lystrup som losseplads for sine diverse rester. På dagens cykeltur, som førte mig til samme område, kunne jeg ikke alene konstatere, at skidtet stadig ligger der, men også at ca. 200 m. derfra har en anden åndspygmæ efterladt et gammelt bilvrag. Og jeg kan fortsætte. Mellem bilvraget og affaldsdyngen har endnu et fjols efterladt en gammel vaskemaskine. Hvordan kan det dog være, at folk behandler vore omgivelser så dårligt?



Torsdag 25/3 2010:
For første gang nogensinde sidder jeg faktisk udendørs, på vores solbeskinnede terasse, og skriver min dagbog - en helt ny oplevelse. Det, jeg skal berette, er måske ikke så nyt. Jeg ledsagede forstanderinden i Bilka, Bauhauss og Jysk. I førstnævnte "alle indkøbs onde moder", mødte jeg en jævnaldrende lidelsesfælle, som ledsagede sin kone, og som lænende sig op ad indkøbsvognen ved synet af mig i samme position gav sig til at fortælle om denne evindelige vandren rundt i et supermarked efter konen, der absolut også skulle se på alt tøjet. Vi udvekslede medlidende udtryk for vores gensidige, kedelige situation. Og jeg bemærkede senere, at hans kone såvel som min ikke lod én eneste køledisk være u-undersøgt. Vi så dem alle, alt kødet, og købte en smule bacon i tern.

Onsdag 24/3 2010:
Der skal for en 69-årig såmænd ikke så meget til for at fylde en dag ud. Det fyldte i hvert fald en del, at jeg i dag fik sat helt nye sommerdæk og helt nye fælge på vores fine, næsten nye Toyota. Men prisen for dem fyldte nu også en del i sælgerens kasseapparat. Det er dog helt enormt, som det koster. Men for at være helt sikker på, at min dag nu også var helt fyldt ud, "foreslog" forstanderinden, at jeg også var aktiv i oprydningen i vores vinterhave samt fik mit værksted bragt i orden. Sådanne forslag er altid velkomne. Så "holdes man i gang", som hun udtrykker det. Og det er tilsyneladende vigtigt. Jeg sluttede med at cykle rundt om Lystrup Engsø i det smukke, men temmeligt blæsende vejr. Det har da været en god og fyldig dag.

Tirsdag 23/3 2010:
Jeg afhentede i dag yngste barnebarn fra skole. Det er en altid udsøgt fornøjelse at observere hendes glæde ved at se mig. Det skyldes heldigvis ikke, at hun er ked af skolen, men bare glad for at se farfar. Hvem ville ikke være det? Nej, hun ville faktisk ikke så gerne med hjem i dag, for der var minuttet før blevet annonceret en improviseret strandtur for klassen, og den ville hun helst med på. Derfor måtte farfar lige tilbringe nogen tid i nærmeste indkøbscenter (hvad gør man ikke for sit barnebarn?) for derefter at afhente hende på stranden efter turen. Og hun havde helt tydeligt nydt den. Det var umagen værd! Jeg elsker at se glade børn (ikke mindst børnebørn).

Mandag 22/3 2010:
For første gang i dette år har jeg kunnet sidde på terassen og nyde en kold drink(s). Det var herligt at mærke, at solen har lidt magt. Men det, der gik forud, var knapt så herligt. For efter at have cyklet i sprinterfart frem og tilbage til Århus midtby hævdede forstanderinden med stor bestemthed, at den allerbedste måde at få musklerne løsnet var havearbejde i form af anvendelse af en djævelsk maskine til at fjerne mos med. Afspændingen bestod derfor af 1½ (ja, halvanden) times traven rundt på græsplænen, sådan let foroverbøjet skubbende maskineriet - som iøvrigt skulle tømmes cirka hver 3. minut. Jeg mangler endnu at se en hvilkensomhelst anden sportsmand løsne sine muskler på den måde. Men man sætter sig ikke op imod "She who must be obeyed".

Søndag 21/3 2010:
Det er forårsjævndøgn. Det skulle betyde, at dag og nat er lige lange, hvilket dog ikke er min opfattelse. Jeg synes fortsat, at natten er for lang. Måske skyldes det, jeg har så forbistret svært ved at komme op om morgenen. Jeg stiller stadig det klassiske spørgsmål: "Hvordan kan en dag blive god, når man skal begynde den med at stå op?"

Lørdag 20/3 2010:
Jeg er nødt til at komme af med min forargelse. På vores cykeltur i forgårs fandt vi lidt uden for Lystrup en affaldsdynge lige ved vejen. En særdeles underbegavet murermester havde læsset sit affald af i grøftekanten - og affaldet var af blandet art, inkluderende et gammelt udstødningsrør. Jeg ledte i dyngen efter noget, der kunne afsløre, hvem synderen var for at sende vedkommende en hilsen, men desværre uden held. Jeg må derfor nøjes med at vise skidtet. Jeg blev så vred, at jeg straks efter måtte holde en pause. Det var i hvert fald den officielle begrundelse.


Fredag 19/3 2010:
Som de skarpeste hjerner vil huske det, er jeg fra den 9/3 en lykkelig undsluppen "fange" fra teleselskabet "Profiber", en svøbe på jord. Vel det ringste teleselskab, der findes.
Minsandten om ikke selv samme firma nu gør et salgsfremstød i vores næsten naboby Hornslet. Man havde i forgårs opstillet en pølsevogn på en befærdet gade og uddelte gratis hotdogs og "fadbamser" for at lokke lykkeligt uvidende kunder til. Jeg kan kun sige, at de, som lader sig lokke af pølser og øl og entrerer med Profiber, går ind til en højst usikker fremtid på alt, der har med Internet, TV og telefoni at gøre.
Så køb jeres egne hotdog - hold jer fra Profibers. De smager garanteret elendigt og er i sidste ende alt for dyre.








Torsdag 18/3 2010:
Jeg er glad for at have en storsindet søn, som venligt venter på sin gamle far på en cykeltur. Tålmodigt står han på toppen af alle bakker, og han er rar nok til ikke at komme med små hentydninger om min manglende styrke, når jeg ankommer. Alle fortjener en sådan søn. Men at jeg naive sjæl alligevel forsøger at hænge på derude på landevejen er helt tåbeligt og koster enorme kræfter, som jeg så savner på de sidste 5-10 km. Faktisk fatter jeg ikke, at jeg nåede hjem. Der var virkelig brug for EPO, men jeg havde glemt at tage det. Turen var blot på 35 km. til en fiskeudstyrsforretning, "Grejbiksen" ved Trige. Vi fik én af de venlige ekspedienter til at komme ud og forevige os. Hvem sagde "Par nummer 7"?


Onsdag 17/3 2010:
Ifølge TV2 har politikere i Rom tilsyneladende en alternativ tilgang til at protestere mod forhandlingerne om det kommende års budget. Jeg har i hvert fald svært ved at se århusianske byrådsmedlemmer smide bukserne i protest mod Nicolai Vammen, vores lokale byhøvding. Men Roms borgmester måtte lægge øjne til halvt afklædte  byrådsmedllemmer fra Roms forskellige bydele. 50 venstreorienterede lokalpolitikere "blottede" sig med den begrundelse, at de af borgmesteren var blevet reduceret til underbukser. Sådan!

Tirsdag 16/3 2010:
Ældste søn og jeg cyklede til Århus og tilbage i dag. Det blev en tur, der udviklede sig til et rent udskilningsløb, hvor det var undertegnede, der blev skilt ud. Jeg forsøgte af alle mine kræfter at følge med, men resultatet af min manglende træning og 30 års aldersforskel i hans favør slog igennem. Jeg kunne nogenlunde være med på de lige strækninger, men blev håbløst "sat" på selv den mindste stigning. Kun hans venlige venten på mig gjorde, at vi engang imellem kunne snakke sammen - når jeg da ellers fik åndedrættet i ro til det. Jeg synes at erindre nogle gange tidlligere at have skrevet noget om, at "i dag har jeg cyklet min karrieres hidtil hårdeste tur". Det har aldrig været mere sandt end i dag. Men jeg kommer mig vel i ugens/månedens løb.

Mandag 15/3 2010:
Uanset om jeg sommetider synes, at forstanderinden bruger en del flere penge, end jeg har lyst til, så må jeg give hende, at hun også er god til at spare op. Gennem 2 år har hun ofte kastet penge i et par sparebøsser. I dag kom så afsløringen af beløbets størrelse, da hun afleverede en stor plastikpose med mønter og sedler i banken. Jeg vil ikke røbe, hvor mange penge, der var, men det var overraskende mange. Jeg elsker sådanne overraskelser. Så måske bliver der råd til lidt ferie i år.

Søndag 14/3 2010:
I dag skal et væsentligt emne tages under behandling. Her har man i mange år haft en klar opfattelse af, at "italiensk salat" har en italiensk oprindelse af én eller anden art. Det har det ikke. Det har kun har fået sit navn, fordi ingrediensernes farver minder om farverne i det italienske flag. Der er intet internationalt over "italiensk salat", måske ikke så overrraskende.
 
Lørdag 13/3 2010:
Kun få ville bryde sig om at se et billede af mig lige nu, selv om jeg lige har været i bad. A' æ' træt! Jeg har nemlig gennemført årets første cykeltur, den første siden 29/12 2009, 74 dage siden. Aldrig før har jeg haft en så lang pause med gennemførte cykelture. Og jeg er blevet straffet for den lange tid uden træning. Sølle 15 km. kørte jeg, og jeg føler mig helt flad, færdig, opbrugt, nedslidt, men ganske godt tilpas. Det er rart for første gang i så lang tid at føle sig fysisk træt. Undervejs tænkte jeg meget på de mange beretninger, jeg kender om kendte cykelrytteres lidelser på de store bjerge i Frankrig. Men de kan umuligt være værre, end dem jeg udsatte mig selv for i dag.
Blot behøver jeg lige nu nogen til at hjælpe mig op fra stolen. Forstanderinden må hidkaldes.

Fredag 12/3 2010:
Jeg er nødt til at gøre endnu en bemærkning om mad - denne gang med et opslag fra dyrefoder-butikkens cafeteria, hvor man er af den overbevisning, at hundeejere bør spise det samme som deres firbenede venner. Et vel kun rimeligt forslag - og det er noget billigere end så mange andre retter, ca. 8 kr. kiloet.







Torsdag 11/3 2010:
Lidt om spisevaner og mad, skrevet af en lidt madglad person, mig selv. Jeg roser mig da af at have rimelig bordskik, ikke mindst sammenlignet med tiden før 1500. Hør blot, hvad jeg erfarede om det i dag: Dengang spiste man kun med kniv, ske - og fingrene. Uheldigvis kendte man ikke servietter, hvorfor man brugte dugen til at tørre fingrene og munden i. Velbekomme, siger jeg bare. Selv jeg kunne miste appetitten ved det. Man kunne da i det mindste have brugt gardinerne.
Vidste du forøvrigt, at ordet "vegetar" stammer fra et gammelt indiansk sprog og betyder "Dårlig jæger"? Heldigvis er jeg en god jæger.

Onsdag 10/3 2010:
Jeg har fået min bog tilbage fra udgiverne - med ros endda. Jeg skal foretage nogle ændringer, som ikke er store, og dernæst skal "hele molevitten" grundigt gennemlæses for sidste gang, og mon den så ikke er på plads? Det tror jeg - og håber jeg - for det er nu 3 år og 1 måned, siden jeg startede projektet. Hvor har det dog været spændende!
Jeg kan ikke lade være med at fortsætte ud ad en tangent, for jeg ved tilfældigvis, hvor udtrykket  "hele molevitten" egentlig kommer fra: Det var navnet på en dans, der afsluttedes med en runddans i højt tempo, så udtrykket betyder egentlig, at man danser hele dansen, inklusive afslutningen. Var det ikke interessant?

Tirsdag 9/3 2010:
Det er en stor dag, det er TDC-dag. Jo, jeg er lige netop for 3-4 timer siden meget lykkeligt sluppet af med min hidtidige leverandør af Internet, TV og telefoni, Profiber (bande, svovle, bande), som har givet mig så mange ærgrelser og så få glæder, at det kun vanskeligt lader sig beskrive. Og desværre har jeg måttet betale gode penge for det, de dårligste, jeg nogensinde har givet ud. Men nu bliver det bedre. TDC er i huset. Ældste søn gav mig mit nye slogan: "Kom og se mit TDC!"  Og vi får ikke reklamepenge fra TDC for det. Jeg er bare blevet TDC-fan. Måtte det vare længe!

Fredag 5/3 2010:
Det var med et lidt bævende hjerte, at jeg i dag i Silkeborg afleverede 2. udkast af min bog om Silkeborg Fattiggård. Jeg aner ikke, om den er god nok til udgivelse. Det vil kompetente personer nu afgøre. Men spændende er det for mig. Et 3. udkast kan måske komme på tale - hvem ved?

Torsdag 4/3 2010:
Blot en lille notits om, at i dag har besøgende nr. 215.000 været inde på min hjemmeside siden dens start den 28/1 2005. Det er jeg da lidt stolt over. Jeg går dog ud fra, at det ikke er 215.000 forskellige, der har besøgt siden. Tak for interessen.

Onsdag 3/3 2010:
Under en ihærdig oprydning i gammelt tøj og gamle sager i det hele taget fandt jeg i dag en to-øre. Denne mønt udgik for jeg ved ikke hvor længe siden. Den bragte imidlertid minder frem. Da jeg var ganske ung og gik i 3. mellem, som det hed (svarer til 8. kl. i dag), skulle vi på en tur til Bornholm. Jeg havde da sparet 30 kr. sammen i kobber-to-ører, hvilket var næsten nok til at dække udgiften til turen, som var på 45 kr. Jeg husker, da jeg i banken stillede med mønterne, og yngste elev blev sat til at tælle dem op. Han kiggede vist lidt uvenligt på mig. Havde jeg dog blot vidst bedre og gemt de mange kobbermønter. De ville være en formue værd i dag. Men så må jeg jo gemme den, jeg fandt i dag omend den ikke er af kobber og såmænd kun fra 1971.

Tirsdag 2/3 2010:
Nøjagtigt i dag er det 53 år siden, jeg traf min søde kone. Derfor er der al mulig grund til at bringe lidt forårs-optimisme ind i billedet, hvilket vel bedst kan gøres som her til venstre. Endelig et synligt tegn på forår efter en utålelig vinter.










Mandag 1/3 2010:
Hvis nogen troede, at mine trængsler med samlesæt fra Jysk Sengetøjslager var ovre med det nye klædeskab, kan de roligt tro om igen. Forstanderinden insisterede nemlig til morgen på, at det var ganske uomgåeligt nødvendigt med et højst skoskab og to  lette reoler til at stå NaN i klædeskabet - i samlesæt. Derfor måtte ældste søn og undertegnede efter afhentning i ovennævnte forretning i gang med brugsanvisninger, dyvler, skruer, beslag , søm m.m. Men vi klarede den. Når jeg siger "vi", er det lidt usandt. Jeg kan slet ikke finde ud af at samle møbler efter en brugsanvisning. Jeg mister lynhurtigt tålmodigheden og kan kaste rundt med værktøj. Men heldigvis er vores søn også god til at læse en brugsanvisning, så endnu engang var det familien, der klarede samle-opgaven for os.
Som det ses på billedet, måtte ældste søn inden afhentning af møblerne dog lige først skovle lidt sne og salte fliserne, så de to "grå" kunne bevæge sig sikkert ud til bilen. Jeg går nemt lidt slingrende, når store udgifter venter mig.
Jeg har forsøgt at aftvinge forstanderinden et løfte om, at der nu vil gå meget lang tid, inden vi igen skal købe møbler, samlesæt eller ej, men jeg synes, at svaret var lidt undvigende.

Søndag 28/2 2010:
Som næsten lovet i går bringes hermed et revolutionerende billede af et færdigt klædeskab. Blot er billedet ikke det bedste og yder ikke virkeligheden den fornødne retfærdighed. Jeg kan ikke komme nok "på afstand" af skabet med mit kamera. Vi bor jo ikke i noget slot. I må tage mit ord for, at det er meget flot. Og jeg er da lidt stolt af trods alt have medvirket til det smukke resultat.





Lørdag 27/2 2010:
Jeg har ikke svært ved at finde en undskyldning for at skrive min dagbog så sent i dag. Klokken er faktisk omkring 21.40. Årsagen er selvsagt, at vi i dag med stor assistance af familien har samlet vores nye klædeskab. Det tog inklusiv spisepauser fra kl. ca. 13.30 til omkring kl. 20.30. Jeg er for træt til at vise et billede af det i dag. Jeg vil overveje det til i morgen. Min egen indsats var såmænd begrænset, men jeg er meget træt, hvilket jeg nemt bliver ved at se andre arbejde. Jeg har dog gået til hånde og hentet værktøj og holdt ved, når det var nødvendigt. Underligt nok var der ikke brug for mine mange og ellers gode råd. Men heldigvis er det hele nu færdigt. Blot venter en grundig oprydning og en tur på lossepladsen med tomme papkasser. Forstanderinden har lovet at hjælpe.

Fredag 26/2 2010:
Jeg er dog ganske overvældet, har lige kigget på termometret, som her kl. godt 15 viste en udendørs temperatur på +7 grader. Den er ikke set højere siden engang i november - måske endda oktober. Under disse tropiske temperaturer må man forvente, at sneen snart er borte. Jeg kan næsten ikke vente. Men ak og ve, såvidt jeg husker fra vejrudsigten i aftes vender frosten tilbage i løbet af næste uge. Det kan jeg ikke li'.

Torsdag 25/2 2010:
Jeg har gjort endnu en observation med hensyn til min hustrus shopping-vaner. Når jeg som i dag ledsager hende i en butik, og jeg er af den sikre overbevisning, at vi er færdige, begiver jeg mig roligt mod udgangen for blot at opdage, når jeg står ude på fortovet, at jeg er helt alene. Fruen har da fortabt sig i en vare, som skal studeres. I dag var den helt gal. Vi var i en tøjbutik, og det tog meget længe for hende at komme ud af den.

Onsdag 24/2 2010:
Det kan da være svært at tro på, at ud af disse papkasser vil komme et stort klædeskab. Men det hævder i Jysk Sengetøjslager. Og jer håber, at når søn og svigersøn har haft fat i kasserne, tømt dem og samlet alle delene, da vil forstanderinden og hendes ydmyge tjener, undertegnede, kunne se et skab på godt 2 meter i højden og 2,50 meter i bredden. Det bliver skønt at få det lavet, og det skulle gerne ske uden min medvirken - undtaget naturligvis mine mange gode råd.




Tirsdag 23/2 2010:
Vores næsten lokale frugtplantage i Hjortshøj har fået en glimrende ide. Hos denne udmærkede næringsdrivende kan man nemlig købe "fugleæbler". For en pris på blot 5 kr. per kilo kan man erholde frasorterede æbler, som vore solsorte med stor lyst sætter til livs hver dag. Og de er temmelig ligeglade med, at æblerne er frasorterede. De ser meget fine ud, æblerne, og uden at have prøvet at spise dem vil jeg gætte på, at de smager fint.

Mandag 22/2 2010:
At køre ind til Århus i dag cirka en halv time før solopgang var ingen spøg. Det var mørkt, og sneen lå tykt på næsten alle veje. Men det glædede nig meget at se den forsigtighed, som alle kørte med. Ingen dumme overhalinger og et roligt, adstadigt tempo. Men vi må jo også allesammen have lært at køre i sne. Vi har haft 2 måneder til det.
PS: Desværre har meteorologerne trukket deres løfte om 5 graders varme på onsdag tilbage og lover temperaturer noget lavere. Derfor har jeg bedt forstanderinden om at pakke shorts og T-shirts bort igen, men holde dem i beredskab, dersom vejrprofeterne endnu engang skulle skifte mening.

Søndag 21/2 2010:
I disse vintermåneder, hvor sneen er faldet tyk og ofte, har der været masser af muligheder for at studere snefnuggene. De er jo trods alt smukke hver for sig, men i større mængder efterhånden lidt irriterende. Men de, der ved mere om emnet end jeg, har faktisk fundet ud af, at der i hele den store verden ikke er to snefnug, der er helt ens. Det er dog ganske imponerende. For der er desværre så mange af dem.
Jeg vil have forår og har hørt, at på onsdag bliver der 5 graders varme. Jeg har allerede bedt forstanderinden om at finde mine shorts og T-shirts frem, Det bliver jo en veritabel hedebølge.

Lørdag 20/2 2010:













Igen i dag museumsbesøg. Denne gang på kunstmuseum Aros med ældste barnebarn. Vi havde en rigtig god oplevelse, ikke mindst af Jesper Heins udstilling, blandt hvilke mange var spændende. Næsten mest facineret var jeg af hans "Vandkunst". En vandståle kommer ud af en væg og rammer milimeter-nøjagtigt ind i et hul på modsatte væg. Man kunne frit færdes under den - uden at blive våd. Jeg kunne ikke dy mig for at blive fotograferet under strålen. Dog turde jeg ikke rette mig op!

Fredag 19/2 2010:
Sammen med min favoritsøn har jeg i dag besøgt Århus Bymuseum og Besættelsesmuseet. Det var ganske spændende. Dog må jeg sige, at bymuseet ikke er stort, faktisk meget lille og med kun få genstande, så vi så det hurtigt igennem. Som det fremgår til venstre, nåede jeg dog at blive fotograferet sammen med tidligere borgmester Bernhard Jensen, vist en hædersmand, som var borgmester i 13 år fra 1958 til 1971. Han var også en entusiastisk "cykelrytter". Cyklede hver dag fra sit hjem til rådhuset.
Mere spændende var Besættelsesmuseet, beliggende i den gamle detention bag den tidligere politigård lige ved Domkirken. Især var specialudstillingen om den store eksplosion i Århus den 4/7 1944 interessant i sin dramatiske gennemgang af de store skader, den forvoldte på både mennesker og huse.

Torsdag 18/2 2010:
Jeg fortalte i lørdags - den 10/2 - om de noget mageligere forhold, under hvilke jeg nu skriver min dagbog ved hjælp af en bærbar computer. Jeg lovede ikke at bringe et billede af det, men utallige henvendelser har overbevist mig om, at min trofaste læserskare gerne ville se mig i den position. Derfor udstyrede jeg min søde kone - nu og da omtalt som forstanderinden - med mit kamera, og hun tog billedet til venstre herfor. Det skulle med al ønskelig tydlighed besvise, at store tanker godt kan skabes under behagelige forhold. Som forfatter behøver jeg ikke at bo fattig og ensom i et lille hummer med kun én stiv, gammel stol. Jeg klarer mig fint i en sofa.

Onsdag 17/2 2010:
Forstanderinden vågnede i nat kl. 3 med et spjæt. Hun var lige kommet i tanker om, at det klædeskab, som vi troede ville ankome i dag, faktisk først ankommer den 24/2, altså om præcis en uge. Vi har forregnet os og bestilt vores gulvmand til at komme netop i dag for at ordne vores soveværelsesgulv, så alt kunne være klar til at skabet kunne samles og møblerne flyttes ind i weekenden med familiens hjælp. Alt er udsat en uge. Men det er da skønt for en gangs skyld at være forud for sin tid. Vi må af selvsamme grund desværre henslæbe endnu en uge i vore midlertidige og adskilte sovegemakker.

Tirsdag 16/2 2010:
Det er dog den mest unyttige, men alligevel spøjse viden, man sommetider snubler over. I dag fandt jeg nogle informationer om de helt uundværlige konservesdåser. De har faktisk været kendt siden 1809, hvor en fransk konditor opfandt dem - ganske vist brugte han glas og ikke metal, som først kom til noget senere. Så gik udviklingen stærkt, og der er vel ikke den ret, man ikke kan få som konserves. Men nu kommer så det, der overraskede mig. Dåseåbneren blev først opfundet 48 år efter konservesdåsen. Hvad pokker gjorde man indtil da? Jeg har i mine meget unge år på primitive teltture stået med en konservesdåse - og ingen dåseåbner. Vi fik ikke noget at spise den dag!

Mandag 15/2 2010:
Jeg begav mig i dag sammen med vores søn til El-Giganten for at indkøbe en vaskemaskine. Vi havde spottet et særdeles favorabelt tilbud med en nedsættelse på omkring 2.300 kr. Og det er da værd at køre efter. Det var i firmaets reklameavis fortalt, at tilbudet gjaldt fra i dag og en uge frem. Vi mødte derfor op ved nøjagtig åbningstid kl. 10 for at være de første, hvilket vi da også var. Men alt, vi fik at vide, var, at firmaet ikke havde den pågældende maskine på lager. Det var ikke godt at høre - og heller ikke særlig smart af firmaet. Men vi reserverede alligevel én til på torsdag, for da skulle den stensikkert være hjemme, hævdede den ellers rare, unge mand, der ekspederede os.
PS: Er der snart nogen, der gør noget ved det elendige vejr, vi har?

Søndag 14/2 2010:
Så går det løs. Nu skal soveværelset gøres i stand. Derfor blev det med hjælp af ældste søn og under forstanderindens overvågende blikke i dag tømt for alt. Loftet er allerede malet, og nu venter de mange andre opgaver, vægge skal males, gulvet slibes og lakeres osv. Heldigvis har vi hyret en professionel til at ordne gulvet, hvilket han efter sigende gerne gør, men dog for en fyrstelig betaling. Vi har begge fået alternative overnatningssteder, dog inden for matrikelnummeret. Her skal vi i vores ensomhed henslæbe nætterne hver for sig i den næste uge. Må den gå hurtigt!

Lørdag 13/2 2010:
Forstanderindens nye og bærbare computer har vist sig at være en fordel også for mig. Tidligere måtte jeg forlade stuen og hendes iøvrigt særdeles behagelige selskab for at sætte mig i mit lille "kontor" og skrive min daglige klumme til hjemmesiden. Det behøves ikke længere - hvis altså computer-skidtet fungerer - nu kan jeg sidde med benene oppe på sofabordet, mageligt tilbagelænet og skrive. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er det, jeg gør lige nu. Jeg vil dog undlade at vedhæfte et billede. Så du må forestille dig, hvordan det ser ud, når en flot fyr sidder afslappet i sofaen med den bærbare på skødet. Det er altså et smukt syn.

Fredag 12/2 2010:
Jeg må undskylde, at jeg blev så vred i går, men det er svært at kontrollere vreden, når man føler sig lidt snydt med et produkt, som har været så opreklameret, og som skulle være så godt, men som er så dårligt, altså Profiber. Til gengæld glæder jeg mig nu til at få noget, der kun kan blive bedre. Jeg har opdaget, hvor forbistret afhængig jeg - og vel resten af befolkningen - har gjort sig af internet, TV og telefon.

Torsdag 11/2 2010:
Jeg har været vred i dag, meget vred, så vred, at jeg endelig fik taget mig sammen til at opsige vores umulige TV-, telefon- og internetudbyder, det helt uduelige Profiber. Det lettede, for vi har ikk
e haft andet end ærgrelser af det, siden vi fik det i september. Hovedet blev slået på sømmet, da forstanderinden og jeg kl. 14 havde sat os behageligt til rette for at se en tv-udsendelse, som vi har misset mange gange, som vi skrækkelig gerne ville se, og som nu genudsendtes. Og hvad skete? Nøjagtigt 2 minutter inde i udsendelsen gik alt i sort, og billedet, internet og telefon kom først igen, da udsendelsen var slut. Da blev det for meget, og ældste søn bestilte en TDC-forbindelse til os. Den etableres snarest muligt. Det vil blive en glædens dag, når den dukker op. Men hvor var jeg dog vred, og det er ikke godt for blodtrykket.

Onsdag 10/2 2010:
I dag har været en ganske begivenhedsløs dag. Når ses bort fra et lille besøg hos ældate søn for at se deres nye TV-kanaler, har jeg stort set ikke lavet noget. De nye TV-kanaler er købt, fordi familien synes de gamle var blevet for dyre. Og så 1-2-3 skifter de unge mennesker udbyder derhen, hvor prisen er lavest. Det forstår jeg godt, og jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så beslutsom, for det, som vi for tiden har, Profiber, burde skiftes, måske ikke så meget på grund af prisen, men på grund af en tvivlsom kvalitet. Men til de, som ikke ved det, kan jeg fortælle, at beslutsomheden ikke vokser med alderen. Min årgang hylder princippet om, at enhver forandring - selv til det bedre - er brandirriterende.

Tirsdag 9/2 2010:
Forstanderinden har slået til igen. Der er - som omtalt 29/1 - investeret i nyt klædeskab, som ankommer den 24/2 (om 13 dage) og derefter etableres i soveværelset. Nu skulle man tro, at der er masser af tid at løbe på. Men ikke i hendes tidsregning. Så i dag brød vi det gamle 41-årige skab ned, heldigvis med hjælp af ældste søn, som udførte det grove arbejde. Alt blev derefter transporteret til lossepladsen - et knokkelarbejde af rang. Herefter venter demontering af senge, tømning af lokale, slibning og lakering af gulv, samling af nye opsætning af gulvlister, tapetsering og maling, genetablering af senge, tilbageflytning af møbler og opfyldning af nye klædeskab. Forstanderinden går en god tid i møde, hvor hun ikke alene kommanderer rundt med sin aldrende ægtefælle, men også en med passende del af den øvrige familie, som vil blive udkommanderet til en arbejds-weekend. De glæder sig garanteret lige så meget som jeg.

Mandag 8/2 2010:
Den lynhurtige læser vil have observeret, at der en kort tid på forsiden var omtalt visse tekniske problemer, der gjorde, at hjemmesiden ikke kunne opdateres. Jeg ved ikke hvorfor, men nu virker skidtet pludselig igen - til stor glæde for mig. Det er en god afslutning på en rigtig god eftermiddag, hvor vi sammen med gamle venner besøgte andre gamle venner i deres fantastiske sommerhus ved Skødshoved. Skønnere beliggenhed gives næppe. Selv på en lidt grå vinterdag som i dag er udsigten enestående - og maden var ligeså. Det er en god oplevelse at være sammen med gamle hundevenner, som har kendt hinanden i 25-30 år. Vi kender så også hinandens vittigheder, men man skal ikke kimse ad genhørets glæder. Samtidig ved vi alle, at gentagelser er rygraden i al pædagogik, som min gamle metodiklærer på seminariet så grundigt forklarede os i starten af 1960'erne.

Søndag 7/2 2010:
Ja, da. Jeg har i dag bestået den store Ikea-eksamen. Den er der kun få, der har. De fleste bukker under før tid og kaster rundt i lokalet med værktøjet. Jeg har med bistand af forstanderinden samlet et monstrum af et tøjstativ. Tro nu ikke, det er sådan noget, man bare gør. Det kræver tålmodighed. Men da omtalte skønne kvinde er i besiddelse af en sådan, lykkedes operationen. Dog måtte den skilles ad, da den var helt samlet, og vi måtte begynde forfra, fordi to stænger vendte forkert. Men sådan går det hver gang, det er en vanesag. Man ved på forhånd, at recepeten er: 1) Samle, 2) Skille ad og 3) Samle igen. Det tog i alt 2½ time.

Lørdag 6/2 2010:
I dag har for mig været en kontrasternes dag. I formiddagstimerne fejrede vi en 70-års fødselsdag for en ven i Æbeltoft med en hyggelig brunch. I eftermiddag var vi til en begravelse i Silkeborg.
Jeg vil gerne fortælle en smule om afdøde. Hans navn var Knud Erik Rasmussen, og han var min fars fætter. Jeg lærte ham først at kende for godt et år siden, mens jeg  samlede informationer til min bog. Han har nemlig en fortid som karl, forkarl og bestyrer på to af fattiggårdene i Silkeborg. Han har været en guldgrube af informationer for mig, for han var med fra 1930'erne, og til den sidste af de to blev nedlagt i 1958. Han var en rigtig rar mand, som jeg vil savne meget.

Fredag 5/2 2010:
Jeg må beklage, at dagbogen skrives så sent i dag. Årsagen er midlertidige tekniske problemer - som nu er løst. Måske var det lidt heldigt, for da jeg første gang forsøgte at skrive, var jeg meget vred, vred på det forbistrede selskab, der leverer vores telefon, TV og Internet. Hele moplevitten har været brudt ned i dag, både enkeltvis, parvis og alle tre på én gang. Jeg må tilstå, at jeg har bandet fælt, for nedbrudene er sket alt for mange gange før. Jeg må derfor på det kraftigste fraråde nogen at entrere med PROFIBER. Kun hvis man holder af problemer, der kræver tonsvis af telefonopkald med timelange ventetider og af at skrive e-mails, hvis du da ellers kan komme til at sende dem, skal man tilslutte sig det håbløse firma. Hvis det ikke var fordi, det er så besværligt at skifte selskab, havde vi gjort det forlængst.

Torsdag 4/2 2010:
Jeg har i dag - tror jeg da - for sidste gang været på Silkeborg Lokalhistorisk Arkiv for at samle materiale til min bog. Jeg ved, at jeg har skrevet denne sætning nogle gange før. Men nu tror jeg lidt på den. Jeg regner imidlertid med at starte et nyt projekt, som måske gør, at jeg senere vil komme der igen. Jeg tog en rørende afsked med personalet. Alle har været utrolig hjælpsomme. Jeg burde næsten have haft rødvin og blomster med til dem. De fortjener dem i hvert fald. Jeg vil medbringe det næste gang, i modsætning til dronningen, som blot sender sine varmeste tanker.

Onsdag 3/2 2010:
Ingen campingtur i dag, vist heller ikke i denne uge - og efter vejrudsigten ej heller i næste. Vi skal vist være glade, hvis vi kommer afsted i påsken. Lige nu tyder det ikke på det. Jeg har hørt, at vinteren vil vare ved til et pænt stykke hen i marts. Det kan ikke glæde ret mange - højst saltproducenterne.








Tirsdag 2/2 2010:
Jeg tilstår. Jeg i dag set med en sneskraber i hånden, ivrigt skovlende sne på vores lille vej. Det er ikke sket meget længe. Jeg har nemlig den overbevisning, at det ikke kan svare sig. Senest sidst i marts er det borte alligevel. Men jeg blev lokket af, at flere af vore genboer og naboer var der, så det var egentlig lidt hyggeligt. Så kunne vi mens vi skrabede og i pauserne, sammen brokke os over vores fælles TV-udbyder, Profiber, som slet ikke har levet op til deres gyldne løfter . Så både brokkerierne og snekastningen gik op i en højere enhed. Jeg skovler gerne igen under samme betingelser.




Mandag 1/2 2010:
Hvor makabert må det blive? Jeg kørte i dag bag Århus Sporvejes linie 25. I dens bagrude var en reklame for "Filip's Billed- og Stenhuggeri". Teksten lød: "Overhal bar. Vi sælger også gravsten". Den er for mig over stregen. Ganske vist har jeg ikke noget imod opfordringer til at køre ordentligt, for vi har alt for mange trafikuheld. Men den der brød jeg mig ikke om. Jeg synes, den er usmagelig.

Søndag 31/1 2010:
Januar 2010 er min værste måned i 6 år. Ikke siden 2004 har der været en hel måned, hvor jeg overhovedet ikke har kørt bare én meter på cykel. Men det er tilfældet for januar 2010. Og ude i mit værksted står en flot, ny cykel, som jeg ikke har kunne bruge p. gr. af et forbistret vejr i januar. Jeg er mere end almindelig træt af, at det trælse vejr bare fortsætter. Vi har nu haft sne og frost siden omkring 15/12. Det må høre op. Men vi skal nok regne med selv stoppe det - for fra kommunen kommer ingen hjælp. Der har man end ikke salt.

Lørdag 30/1 2010:
Af særdeles praktiske grunde skriver jeg min dagbog tidligt i dag. Klokken er omkr. 11.40.
Årsagen er den oplagte, at om 1½ times tid får vi huset fuld af gæster. Årets væsentligste julefrokost skal løbe af stablen her på matrikelnummeret. Og jeg ved af erfaring, at når de rare gæster, som er meget gamle venner, er gået sidst på dagen, og jeg skal hvile mit trætte og måske lidt forvirrede hovede, vil jeg nok ikke være i stand til at sætte mig foran computeren og skrive på den - endsige tænde den. Så derfor.
Det er ofte diskuteret, om denne julefrokost er sæsonens sidste eller årets første. Egentlig er jeg ligeglad - bare maden er god, og det er den.

Fredag 29/1 2010:
Mit fremsyn fra 26/1 er fyldestgjort. Forstanderinden har i dag købt sit klædeskab, hvilket skete ved en nu afsluttet handel hos jyske Larsen. Han må have haft en god dag med en sådan omsætning - det mente den unge mand, der ekspederede os, også. Tilbage er nu blot at rykke NaN møbler ud af soveværelset, inklusiv en total demontering af en stor dobbeltseng med hejseværk, tømning af det gamle klædeskab efter 40 års anvendelse, afrykning af gulvtæppe, afslibning af gulv, lakering af gulv, påsætning af nye gulvlister, tilbageflytning af møbler inklusiv reetablering af en stor dobbeltseng med hejseværk, opfyldning af nye klædeskab og rengøring efter alle anstrengelserne. Altsammen henregnes det hos forstanderinde under bagateller. Så det kan ikke var længe, inden nyerhvervelsen er på plads. Nå, heldigvis kommer skabet først den 25/2.

Torsdag 28/1 2010:
Jeg har med fare for liv og lemmer været i Bilka i dag. Forstanderindens computer driller og skal repareres. Steget ud af bilen bevægede jeg mig med forsigtige skridt henover en særdeles isdækket parkeringsplads - og ganske rigtigt skred jeg, men klamrede mig dog til indkøbsvognen, så jeg kunne nøjes med at gå i knæ. Inde i butikken kontaktede jeg informationen og påpegede mit næsten styrt. Uden så meget som at beklage fortalte den unge dame mig blot køligt, at man desværre i hele butikken ikke ejede bare et gram vejsalt. Så det kunne hun ikke gøre noget ved. Så tænker jeg bare, at når en mega-organisation som Dansk Supermarked ikke engang kan skaffe salt til parkeringspladsen, så er det da vist kun fordi man ikke vil skaffe det.

Onsdag 27/1 2010:
Når jeg børster tænder, hvilket jeg som vel de fleste andre gør 2 gange daglig, varer det altid nøjagtigt 2 minutter ad gangen. Det kan jeg sige med sikkerhed, fordi en timer på min elektriske børste fortæller mig det. I morges kom jeg under processen til at tænke på, hvor mange timer jeg bruger til denne renselse. Selvfølgelig ved jeg, at tiden er godt brugt - men alligevel. Det bliver til 4 minutter dagligt - tæt på 2 timer pr. måned = 24 timer pr. år. Jeg har haft en elektrisk tandbørste i 25 år, så blot i disse år har jeg derfor brugt 600 timer, hvilket svarer, at jeg har tilbragt 25 døgn med en tandbørste i hånden. Hvis jeg nu regner det ud for hele mit liv, vil det blive 1.656 timer = 69 døgn. Men jeg brugte næppe 4 minutter daglig til tandbørtstning, da jeg var nyfødt, så med lidt afrundinger kan vi sige 1.200 timer = 50 døgn. Det er ganske lang tid, og hvad jeg egentlig vil bruge denne udregning til, aner jeg ikke. Man får bare så mange tanker, når man børster tænder!

Tirsdag 26/1 2010:
Jeg vil gerne sætte min omverden ind i en snu teknik, benyttet af forstanderinden og sikkert af mange af hendes kønsfæller. For en god måneds tid siden nævnte hun i forbifarten, at vi da vist trængte til et nyt klædeskab, helst sådan et med 4 dele. Jeg kommenterede ikke - vidste hvad der fulgte. Emnet blev nu ikke taget op, før for 2 dage siden, hvor udsagnet nu lød: "Det der klædeskab i 4 dele, som vi aftalte, vi ville købe, kan nu fås hos firma XX til en god pris". Vi har derfor i dag besøgt firma XX og set på skabet, og lur mig, om ikke det er i hus inden længe.

Mandag 25/1 2010:
Jeg har i dag ikke været uden for en dør - overhovedet - ikke bare et sekund, og jeg har heller ingen planer om at gøre det. Med et sådant polar-vejr bør kun isbjørne bevæge sig udendøre. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der burde være en FN-konvention, der forbyder al beboelse nord for Alperne. Menneskerettighedskommissionen (sikke dog et langt ord) burde gribe ind straks!

Søndag 24/1 2010:
Vores ældste søn fylder år i dag. Det har han nu gjort 39 gange, 30 færre end sin far. Fødselsdagen blev fejret med mit yndligsmåltid, brunch. Jeg synes, at en brunch er så hyggelig, der er altid god tid, det er lyst udenfor, det er lidt ud på formiddagen, og man må gerne spise lidt mere end til almindelig morgenmad - og kan springe frokosten over. Jeg nød det meget. Og når jeg så kunne fortsætte med sammen med min bror at se 4 timers flot cricket på DVD, må jeg betegne dagen som perfekt. Men for katten da, hvor er det koldt udenfor!

Lørdag 23/1 2010:
Først lige nu da jeg skriver datoen, går det op for mig, at i dag er lørdag - og klokken er da næsten 17. Tidligere - mens jeg var arbejdsramt - var lørdage noget særligt, noget, man ikke glemte i løbet af dagen, og noget, man sommetider fejrede med lidt ekstra på én eller anden måde. Det gør jeg egentlig ikke mere. Den er en dag som alle andre af ugens 7 dage. Og jeg beklager det ikke, for jeg synes, at alle mine dage er fyldt op med noget godt - også i dag, hvor jeg har kunnet hjælpe ældste barnebarn en smule med hendes projektopgave, hvor jeg har skrevet på min bog, hvor jeg har støvsuget, og hvor jeg har spist lidt for meget (kage), så alt har været fint. Lørdag er også en god dag!

Fredag 22/1 2010:
Under barberingen meget tidligt i morges - omkr. kl. 7 - havde jeg nær skåret halsen over på mig selv. Da jeg roligt - lyttende til nyhederne i radioen - stod med barberskum over det meste af ansigtet, lød pludselig et øredøvende knald i gangen lige udenfor den åbne badeværelsesdør. Barberkniven for rundt i ansigtet, ivrigt, men uden held, forsøgende på at finde et sted, hvor den kunne skære halsen over på mig, og hjertet slog 10 lynhurtige slag på 1 sekund. Det var virkelig et knald, der ville noget. Forstanderinden kom forskræmt springende fra køkkenet, og vi kunne begge til vores lettelse konstatere, at braget blot skyldtes, at det største af "ane-galleriets" mange billeder var faldet ned af væggen i gangen. Snoren var sprunget. Utroligt, at den ikke kunne holde længere. Billedet er et 5-dobbelt portræt af forstanderinden som 4-årig, så snoren er kun 65 år gammel. Til vores overraskelse var end ikke glasset gået i stykker. Man falder jo selvfølgelig også lettere i den alder. Men uheldet havde da så nær kostet mig livet!

Torsdag 21/1 2010:
Jeg har næsten hele dagen været dybt optaget af folkekirken. Det er jeg normalt kun på de søndage, hvor jeg vælger at gå i kirke. Men jeg har efter bedste evne bistået ældste barnebarn, som går i 9. klasse, og som til sin projektopgave har valgt emnet: "Trænger den danske folkekirke til en pacemaker?". Hun er gået virkelig i dybden, har bl.a. foranstaltet en undersøgelse, som er værd at bemærke. Undersøgelsen slår fast, at ikke mindre end 93% mener, at den danske folkekirke skal forandres ("trænger til en pacemaker"), og når man kigger på forslagene til ændringer springer to ting i øjnene,
1) Formen i gudstjenesten skal strammes op, og
2) Folkekirken skal have bedre kontakt til omverdenen.
Det har været en rigtig spændende dag.
PS: Whisky-ideen fra i går hjalp - 7 timers søvn.

Onsdag 20/1 2010:
Jeg har fundet et lille trick, der giver mig en bedre nattesøvn. Det er enkelt og har vist været brugt i mange år. Jeg har dog kun prøvet det 2 gange, bl. a. i aftes. Det virker, for jeg har begge gange sovet fra kl. 11 til kl. 7 næste morgen, hvilket i lang tid har været en sjældenhed. Jeg sover godt og har ovenikøbet behagelige drømme. Hvad kan man da forlange mere? Ikke meget. Her er hemmeligheden: En times tid før sengetid napper jeg et par dramme. Indtil videre har det været af den søde slags - de såkaldte "Små Grå", noget med bolsjer i vodka. I aften vil jeg prøve whisky, sådan bare et par stykker. Skulle de ikke virke, har jeg da i det mindste haft fornøjelsen.

Tirsdag 19/1 2010:
Vidste du, at ordet "bolsje" stammer fra det russiske ord ''bolsjoj", som betyder "stor''. Nej, hvor skulle du dog vide det fra? Jeg elsker at "nusse" med ords oprindelse, så jeg leder ofte - og finder da også ind imellem svar. Hør lige videre om "bolsje": Da adelen fra Skandinavien i 1800-tallet besøgte den russiske adel, medbragte de kandis til de russiske børn. Børnene kaldte dem ''bolsjoj'', nok fordi kandisstykkerne var store.
I min videre søgen fandt jeg også ud af, at det berømte russiske teater "Bolsjoj Teatret" faktisk betyder "Det store teater". Så nu ved du også det. Man bliver altså klog af at læse min hjemmeside!

Mandag 18/1 2010:
I bilen hører jeg altid P1 - også i dag. På min vej hjem fra Silkeborg hørte jeg en debat om mobning, aktualiseret af det ulykkelige knivstikkeri på en skole i Århus. Jeg ved godt, at det ikke er nogen nyhed, men alligevel ryster det at høre, at der i hver skoleklasse er 3 elever, der mobber, og de øvrige er passive tilskuere. Men det, som var mest overraskende i udsendelsen, var, at en ny undersøgelse viser, at der er NaN, der mobber elever. Tænk, at et voksent menneske kan få sig selv til det. Debattørerne var enige om, at de pågældende er svage lærere, der grundet faglig og menneskelig udygtighed bruger mobningen som en lynafleder for sig selv. Jeg er enig. Hvis jeg skulle bestemme, ville de blive fyret inden aften.

Søndag 17/1 2010:
På en doven søndag går tankerne let på himmelflugt. Det gjorde mine også i dag, da jeg læste om Jurij Gagarin, der var det første menneske i rummet.

Men var han nu den første? Jeg fandt ud af, at den kinesiske filosof Wan Hu forsøgte sig mange år tidligere med den hensigt at rejse til månen. Omkring år 1500 byggede han et "rumskib", der i al sin enkelhed bestod af en kurvestol påmonteret 47 raketter fyldt med sort krudt. Iført sit pæneste tøj satte han sig til rette og lod sine assistenter tænde raketterne. Et øredøvende brag flænsede luften, og da røgen havde lagt sig, var både mand og rumskib forsvundet. Tilbage lå kun en bunke aske.
Så Gagarin var nok i virkeligheden den anden, for ingen så nogensinde igen noget til Wan Hu.

Fredag 15/1 2010:
Set udefra kunne én og anden tænke om mig, at når jeg som i dag har siddet hele dagen foran computeren og skrevet og redigeret min bog, så har jeg da ikke oplevet noget. Men det er ganske forkert. Jeg lever mig i den grad med i de beskrivelser, jeg har foran mig, at jeg føler mig tilstede og oplever en mængde, når f. eks. en ældre silkeborgenser erindrer sig byens fattiggård omkring 1900, da han var barn: "Endnu kan jeg få kuldegysninger, når jeg tænker på Silkeborg Fattiggård… Det var skønt at komme derop og lege, men det var næsten med gru, man betragtede de stakkels lemmer, lasede og elendige var de i tøjet, en ulidelig stank fra deres opholdsrum bredte sig ud over gården, mange af dem var tandløse, så den eneste næring, de kunne få ned, var brødstumper opblødt i mælk eller mælkegrød. De fleste af dem var gamle mennesker, men der var også yngre familier med børn, og det var næsten endnu værre at se på".

Torsdag 14/1 2010:
Halløj. Nå, du har opdaget, at jeg er startet på en ny side i mit liv, side 7.
Og jeg starter med en utilfredshed (det elsker jeg). Jeg synes, at nogen burde træde til. Jeg synes ligefrem, at kommunen burde gribe ind. Jeg har i mit aflåste værksted stående  en fin, ny cykel. Og den står der bare. Den kører ikke en meter. Og altsammen skyldes det - og det er her kommunen bør gribe ind - det elendige vejr. Nu har vi haft kulde og sne siden midt i december. Og nu kan det være nok. Jeg glæder mig jo som et lille barn til juleaften til at komme afsted på landevejen.
Jeg synes, at temperaturen (lige omkring 0) er brugbar, men vinden. Den er hård og kold. Så her burde rådhuset gøre noget. Jeg kunne ovenikøbet foreslå en politiker, Gert Bjerregaard fra Venstre. Efter sit store nederlag har han ikke haft meget at tage sig til. Så når han nu ikke har kunnet skaffe os alt det, han lovede i valgkampen, så kunne han da i det mindste gøre noget for et behageligere vejr. Men måske findes der i administrationen mere egnede end ham.