Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Ganske tilfældigt faldt jeg i dag i en avis over et tilbud, som det er svært at sige nej til.

Grøngrøft Slot ved Åbenrå er til salg for 15 millioner kroner. Det er helt nyrenoveret i 2009 både ude og inde.

Den rigtige pris er egentlig 22,5 milioner, men ingen overhovedet har vist interesse. Heller ikke efter at prisen blev sænket med 7,5 millioner, så prisen nu er en klatskilling på blot 15 millioner kroner og kan sikkert presses længere ned.

Jeg har et forslag:

Jeg køber slottet. I foranstalter en landsdækkende pengeindsamling til mit projekt. Den, der samler flest penge, kan få en uges fuldt betalt ophold på slottet mod at hjælpe med at holde parken og støvsuge. Begge dele er aktiviteter, jeg gerne ser mig fritaget for.

Så bare sæt igang. Jeg sender gerne kontonummeret, hvor pengene kan sættes ind.

På forhånd tak.

Jeg vil gerne lige fortælle, at forstanderinden bager et godt surdejs-rugbrød, som er vidt berømmet blandt familie og venner. Jeg er ikke den, der modsiger dem, for det er rigtig godt.

Samtidig er jeg lidt stolt af at være med i processen. Det er nemlig mig, der rører dejen.

Det er hårdt arbejde. Vi har desværre ikke en håndmixer, der er nær stærk nok til at løse opgaven.

Så med rå muskelkraft rører jeg. Det smerter i skulderen, det tager nogen tid, men tappert bider jeg smerterne i mig, for jeg ved jo, hvad jeg skal have til min frokost i morgen.

Jeg kan kun anbefale brødet.

Hvad er bedre? Hvad er hyggeligere?

Uden for vælter regnen ned, og det blæser. Det er koldt og uhyggeligt. Jeg ved det. Jeg har været ude i det. Det var ingen spøg. Føj da.

Her kommer så det bedre og hyggeligere.

På skærmen ser jeg et godt cykelløb fra Italien med mange af de store navne. Jeg følger det, mens jeg spiser en småkage og drikker lidt te eller Pepsi Max. Jeg borer mig godt ned i sofaen og har det varmt og tørt. Og det er lørdag. Hvad mere kan man forlange? Jeg ved det ikke. Jeg har det godt.

Jeg vil da ikke nægte, at jeg har hørt ordet "Dropbox" før. Men det har aldrig interesseret mig at finde ud af, hvad det er for noget.

I dag var jeg nødt til det. Det er en form for et billedarkiv.

Fra Silkeborg Arkiv fik jeg i dag tilsendt 15-20 billeder til min bog på netop Dropbox. Og der sad jeg med mit manglende talent og kunne ikke gøre meget.

Mand, jeg var træt af det.

Jeg måtte forsøge mig frem. Jeg søgte her, jeg søgte der, jeg klikkede her, og jeg klikkede der. Intet lykkedes. Jeg kunne ikke downloade det forbistrede program.

To timer senere lykkedes det endelig. Jeg tør næsten ikke nævne, at det var endnu sværere at flytte billederne over i bogen. Men nu har jeg fortalt det alligevel. Efter 4½ time var jeg glad. Det er godt at være glad.

Jeg hørte min fars stemme i dag. Nå nå. Nu bare rolig. Der er hverken noget okkult eller anden trolddom ved det. Slet ikke.

Jeg gik en tur og mindedes pludselig min far sige: "Løft de fødder".

"Stemmen" var absolut genkendelig, og jeg husker den klart, fra når jeg som barn gik med ham, og jeg kom til at slæbe fødderne henover jorden.

Og det var det, jeg gjorde i dag. Pludselig hørte jeg det. Jeg har min egen let foroverbøjede gangart, der nemt bevirker, at fødderne slæber lidt. Og jeg har ikke tænkt over det før i dag.

Da forsøgte jeg - og med held - at løfte fødderne, og minsandten om ikke jeg kunne øge farten, og det smertede mindre i ryggen.

Tak, far.

I dag for nøjagtigt 59 år siden - en lørdag - fik jeg en kæreste.

Jeg kendte hende ganske lidt i forvejen. Men nu kender jeg hende en del bedre. Hun hedder Else.

Det hele startede ved et fastelavnsbal i Silkeborg Idrætsforening, hvor vi begge kom. Jeg var ikke klædt ud. Det var lørdag den 2. marts 1957.

Jeg var og er meget genert, men jeg fandt dog ud af at følge efter, da hun forlod festen. Jeg tror dog, hun bad mig. Ellers havde jeg ikke gjort det. Og så fulgte jeg hende hjem. Det var stort. Jeg troede, at det aldrig ville ske for mig, at jeg skulle følge en pige hjem. Og jeg fik oven i købet et kys for det - eller var det to?

Siden har vi været sammen. Hun er en god pige.

På en eller anden måde er det lykkedes mig at entrere med en forkølelse. Den er ikke af yngre dato. Faktisk har den hærget min muskuløse krop i godt en uge. Det er ikke tilfredsstillende, men værst af alt er den uhelbredelig. Det vil enhver læge skrive under på.

Derfor overvejer jeg at gøre følgende: Jeg tager et meget varmt bad, rigtig varmt, kogende varmt. Varighed et kvarters tid.

Dernæst vil jeg - kun iført et par tynde underbukser - stille mig ud på vores fine terrasse i en halv time i det kolde og blæsende frostvejr.

Så får jeg lungebetændelse. Den kan kureres. Det kan forkølelsen ikke.

Hvor svært kan det være?

Det er ganske belastende, at man ikke kan gå hen i sin bank og sætte penge ind, altså sådan rigtige penge, runde og firkantede. Det er kun i nogle ganske få banker, man kan det. Jeg griner ad paradokset "en pengeløs bank".

Den aktuelle årsag til min frustration: Forstanderinden har gennem et år gjort en dyd af at tjekke alle boner fra alle supermarkeder. Eventuelle for meget betalte beløb har hun selvfølgelig fået udbetalt og har lagt dem alle, 743 kroner, i en dertil indrettet sparebøsse. Det var disse penge, vi nu gerne ville have sat i banken. Derfor måtte vi køre ind til Århus. En lang vej.

Nå men pyt. Så fik jeg også købt en dåse salve til min noget mishandlede bagdel efter gårsdagens cykeltur. Det kan man nemlig også kun få i Århus.

På hjemvejen nåede vi så lige 3 supermarkeder, en genbrugsbutik og Dyne-Larsen.

Endelig kom den. Årets første tur på raceren. Den var gjort ekstra skøn af, at det var sammen med datter Annette, som ringede og spurgte, om vi skulle rulle en tur. Og det skulle vi helt bestemt.

Det er altid godt at cykle med hende, også fordi hun er flink til at vente på mig, og hun giver gerne et lille skub op ad en bakke. Men først og fremmest holder jeg af tanken om, at jeg kører sammen med min søde datter.

Vi startede ud i dejligt og næsten lunt solskinsvejr. Men så kom tågen, og det blev bitterligt koldt. Det føltes som et temperaturfald på 10-12 grader. Vi frøs langt inde i knoglerne, da vi kom hjem. Men som sagt - en god oplevelse, som jeg gerne vil have gentaget.

Så er vi i gang. Det første større cykelløb i Europa er kørt i dag, og jeg har fulgt det tæt på TV, bortset dog fra et enkelt "udfald" eller to, hvor hagen faldt ned på brystet.

Det er skønt at se de store navne igen, og min ven Martin Mortensen kørte også med, omend man ikke så meget til ham. Kun et enkelt lille glimt. Men vi er startet.

Samtidig har min datter og svigersøn været ude og har kørt en god tur på deres racere.

Og for at det ikke skal være løgn har også min bror været afsted.

Og her sidder så jeg og har ikke trådt en omgang - har ikke været på cyklen siden 7. november, den længste pause jeg nogensinde har holdt. Det er ikke godt.

Man kan roligt sige, at det er lidt surt.

Vi var i Silkeborg i dag. Dels for at aflægge et lille besøg på kirkegården, hvor alt åndede fred og idyl. Ingen var oppegående.

Men primært var vi der for at besøge familie, svigerinde Grethe og svoger Finn.

De er hyggelige mennesker, om hvem der kan fortælles uendelig meget godt.

Denne gang vil jeg tage udgangspunkt i deres fælles interesse, Silkeborg Idrætsforening (SIF). De har begge været med i en laaaaang årrække.

Jeg vil tro, at Finn er den i Danmark, der har den længste karriere som leder, afdelingsformand, bestyrelsesmedlem, træner og meget mere i en idrætsforening. Lige omkring 70 år, og han er stadig engageret i mange ting i klubben. Det må være danmarksrekord, og naturligvis er han æresmedlem.

Jeg bøjer mig i dyb respekt for alt det, han har udført. Næste år fylder klubben 100 år, og også i det er Finn dybt engageret. Han er imponerende.

Nå ja. Så var man lige på landsdækkende TV igen Det var i aftes på P1 i den bedste sendetid. Forrige gang var i 1998. Så seerne må have vænnet sig til mig.

Forstanderinden og jeg sås i et klip i gårsdagens udsendelse "Godsejerne" i samtale med Anne Sophie Gamborg, som sammen med sin mand Stig ejer Møllerup Gods. Vi overværede julekoncerten. Det var en gang i november. I øvrigt en smuk en af slagsen.

Jeg har kendt Anne Sophie (kaldet Fie), siden hun var 12 år fra de mange jagter og andre sammenkomster, jeg har deltaget i på godset. Hun er en pige med "go" i.

Se nu godt efter til sommer, den 15/7, thi da vil ældste barnebarn Katrine og jeg overvære "Verdensballetten", også på Møllerup - også med TV-dækningen. Jeg må snart have et honorar.

Jeg har lidt på afstand fulgt de senere dages spænding om, hvilke restauranter i Danmark, der ville få tildelt Michelin-stjerner. Og det er gået fint, meddeler pressen. Mange stjerner er uddelt i dag. En enkelt har endog fået tre af slagsen. Det er der garanteret glæde over i den pågældende restaurant. Respekt for det.

Om jeg kan glæde mig over det, er en anden sag.

Jeg er bange for, at jeg holder mere af lidt "solide" måltider. Jeg er ikke i stand til at glæde mig over, hvad der kaldes "Haute Cuisine", og navnlig bliver jeg ikke mæt af den. Jeg har prøvet nogle gange.

Nej, må jeg så bede om forstanderindens madlavning. Hun laver god og velsmagende mad, og man er ikke ræd for at bede om et supplement.

Velbekomme.

En nuldag, en ikke-dag. En dum dag. Jeg har s'gu ikke været oppe på "dupperne". Med andre ord en dårlig dag. Og så travede jeg oven i købet 6 kilometer ud i Guds fri natur. Kan det blive meget værre? Tror det ikke.

Hej hopla, vi lever med sorg i øje.

Nå, men pyt. Jeg har store forhåbninger til, at i morgen bliver en meget bedre dag. Dagens lyspunkt i dag vil være, at vi i aften skal ud og passe lille Frederik. Det pynter meget på en lidt trist dag.

Jeg glæder mig til i morgen.

Skulle du få lyst til et nyt job, vil jeg lige gøre opmærksom på en jobannonce fra NASA. Man vil gerne have nye astronauter. Jeg går ud fra, at annoncen kan ses på arbejdsformidlingen.

Men du skal nok ikke vente for længe, for 18.300 har allerede ansøgt. Mellem 8 og 14 vil blive ansat.

Naturligvis har jeg tænkt mig at sende en ansøgning selv, for jeg har ikke kunnet finde noget om aldersbegrænsninger.

Jeg vil dog sætte den betingelse, at jeg ikke vil afsted i jagtsæsonen, og at der skal være en kondicykel ombord. Det er vel beskedne betingelser. Jeg lover at sende postkort, når jeg hænger derude.

Vi gjorde en god forretning i dag - og jeg fik købt forstanderindens fødselsdagsgave, selv om der er et par måneder til den store begivenhed.

Gennem lang tid har fruen ønsket sig endnu et sidestykke til vores solsejl på campingvognen. Jeg har trukket lidt i bremsen, fordi det er lidt dyrt, og fordi det er mig, der skal sætte det op.

Men da den gode dame fandt ud af, at en næringsdrivende i det allersydvestligste Århus havde udsalg i netop sådanne varer, måtte jeg overgive mig og drage afsted sammen med hende for at erhverve os sidestykket.

Vi fik det til halv pris, og forstanderinden lovede, at hun nok skulle sætte det op.

Det er nok naivt at tro på den. Men hun blev altså glad.

Det var kondicyklen, der i dag lagde "ryg" til mine fysiske udfoldelser. Men de var ikke mange.

Det var så ringe, at jeg ikke vil være bekendt at fortælle om tid og længde. Det var piiiinligt.

Blot vil jeg med skam fortælle, at kun med allerstørste besvær fik jeg pulsen over 100. 101 for at være nøjagtig. Der skal godt nok andre boller på suppen, hvis jeg skal få en bare nogenlunde hæderlig start på cykelsæsonen. Og en dårlig start vil smitte af resten af året. Jeg så det tydeligt sidste år, som var en skuffelse.

Sikke en gang bedrøveligheder. Jeg vil glæde mig over, at dagens længde er tiltaget med lige omkring tre timer. Det går fremad mod lyse tider. Jeg trænger til det.

At gå tur er at holde dommedag over sig selv. Der er tid til at bande og sværge over ens egen tåbelighed med at vove sig ud på en travetur på over 4 kilometer, som jeg gjorde i dag.

Hvis det ikke var fordi nogen har bildt mig ind, at det er sundt og en god måde at tabe sig på, ville jeg aldrig nogensinde være begyndt på den lange stribe af traveture, jeg nu har præsteret. Jeg går ca. hver anden dag. Turene er fra 1½-5 kilometer.

Nåh ja. I det mindste gør jeg hundene glade. De keder sig tilsyneladende ikke så meget som jeg. Vist nok tværtimod. De får heller ikke ondt i hofterne.

Forstanderinden skulle til fysioterapeut i Hornslet i dag. Hendes ryg driller, og det gør meget ondt.

Med sædvanlig generøsitet tilbød jeg at køre hende derover. Sådan er jeg bare.

Vi skulle være der klokken 13.30.

Da vi var cirka 200 meter fra stedet, blev den søde dame ringet op. Det var terapeuten, som lige ville fortælle, at det desværre først kunne blive klokken 17. Hun havde uheldigvis lavet en dobbelt-booking. Og der sad vi og kunne se huset. Så blev jeg sur og mindedes at forrige gang - i sidste uge - havde fysioterapeuten glemt, at vi skulle komme til en anden aftale, hvorfor vi sad ørkesløse i ventesalen i en halv time, før vi fandt hende et sted i bygningen i færd med noget ganske andet.

Jeg bryder mig ikke om fysioterapeuter, der ikke har styr på deres aftaler.

PS: Lige hjemkommet efter aftalen klokken 17 skylder jeg at fortælle, at som kompensation for de 2 misforståelser, var behandlingen i dag gratis.

Sidst på eftermiddagen ringede min bror og fortalte, at han var enormt hængt op med arbejde. Han lød ganske overbebyrdet. Derfor spurgte han, om jeg kunne oversætte en artikel fra norsk til dansk for ham, om sprogindlæring, fem A-4 sider. Ganske meget. Og det skulle helst være nu og her.
Jeg har modstræbende konstateret, at jeg bliver dårligere og dårligere til at håndtere pludselige ændringer i mit daglige mønster, så jeg var betænkelig ved, om jeg kunne nå det. Desuden er mit norske temmelig rustent.
Men så vedtog jeg med mig selv, at det ikke kan passe, at en ung mand som jeg skal tænke så negativt. Så jeg skyndte mig at sige "Kombardo". Jeg fik artiklen tilsendt og gik straks i gang. Det tog 2½-3 timer, og det var ikke nær så svært som frygtet.
Af det lærte jeg, at jeg godt kan tage mig sammen. Det er godt at vide, men I må fa'me ikke sige det til forstanderinden.

En af mine yndlingsbeskæftigelser er at gå på museum med børnebørn. I dag fulgtes Cecilie og jeg på AROS og havde nogle gode oplevelser, især to.

Cecilie læser kinesisk på gymnasiet og kunne derfor fortælle mig meget om den kinesiske udstilling "A New Dynasty - Created in China". Navnlig var vi optaget af en video-kollage. Jeg lærte meget af Cecilie, da vi så den.

Den næste gode oplevelse var klassikeren "Udvandrere på Larsens Plads". Vi går aldrig forbi det billede uden at stoppe og snakke om tiden dengang, om udvandringens årsager og om personer på maleriet. Det er rørende.

Det var en god dag, og jeg gik næsten lige så meget som i går. Da gik jeg 5 kilometer.

Forsøg at forstå mine lidelser. På kanalen "TV2 Charlie" har man just i dag afsluttet serien "Små og store synder".

372 episoder er på ny overstået - og det for 11. gang. Jeg kunne ikke undgå at overvære afsnit 372, og et lille "Gudskelov" kom over mine læber, da det var slut, og en stille fryd bredte sig. Forstanderinden plejer at se 2 afsnit pr. dag, ca. 2 timer. Det er slemt. Men nu var det slut.

Jeg glædede mig for tidligt. Det blev nemlig meddelt, at serien starter forfra i morgen, dog med den ændring at fra nu sendes kun 1 afsnit pr. dag. Konsekvens: Det næste år + 6 dage skal man se "Små og store synder" her i huset - hvis man altså vil være i stuen. Og det for 12. gang.

Trøst mig.

Om ganske kort tid ankommer de allesamen, børn, svigerbørn og børnebørn - dog med en enkelt undstagelse, som besøger sin kæreste i Odense. Så skal der snakkes, leges og måske gås en tur til stranden, som alle holder af at besøge. Og så noget at spise.

Meget lidt gør mig mere glad, end når de er her allesammen. Det giver en behagelig lille boblen i maven og en afslappet følelse i kroppens øvrige dele. Og dem er der en del af.

Vores engang så smukt pyntede juletræ har siden 2. juledag tilbragt sine dage i haven.

Man føler sig helt "H. C. Andersensk", når man tænker på det og mindes hans fine eventyr "Grantræet", som led en så ynkelig skæbne efter juleaften

Sidste linier lyder således: "Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!"

Helt samme skæbne har vort træ endnu ikke lidt. Tværtimod har det været rundt og se hele haven. De kraftige storme har givet træet turen rundt. Nu er det faldt til hvile og venter på sin sidste tur til genbrugspladsen - dog uden håb om at blive genbrugt.

Årets første julefrokost er overstået. Ikke et sekund for tidligt, hvis man skal nå dem alle, inden det er for sent i december.

Vi er lige hjemkommet fra overdådigheden, jeg i lettere overrislet tilstand, i godt humør, men langt fra, at det vil give tømmermænd i morgen. Og det sætter jeg pris på.

Jeg har ej heller spist for meget, idet jeg undgik enhver kontakt med brød. Det gav mulighed for at smage alt - noget af det endog to gange. Her tænkes navnlig på særdeles fine rødspættefileter, lavet på stedet af en ekspert fra Frederikshavn. Nam nam.

Gennem nogen tid har min søde hustru og jeg ledt efter en anden sovesofa til vores gæsteværelse. Jeg har undervejs endog været med i IKEA. Det var slemt.

Men så fik forstanderinden den fine ide, at vi skulle aflægge et besøg i Kirken Korshærs møbel-genbrugsbutik i Lystrup. Og der stod lige netop det, som vi ønskede os. En klassisk sovesofa med behagelig affjedring og mange gange nemmere at slå op og slå sammen.

Prisen? 900 kroner + 100 kroner for at få den bragt af 3 ældre, stærke mænd.

Disse 100 kroner er de bedste penge, jeg har givet ud i lang tid. For dem fik jeg ikke alene bragt sofaen, men mindsandten om de tre ikke også hjalp med at få den gamle sofa ud og den nye ind. Sidstnævnte opgave så uløselig ud. Det er et stort og tungt møbel - og vi har smalle døre. De tre knoklede og sled - og pludselig var alt på plads. Vi havde aldrig klaret det selv.

En sådan service havde vi næppe fået i de kendte, store butikker. Hermed anbefales nævnte møbelgenbrugsbutik.

Helt af egen drift ryddede jeg selv op i mit værksted i dag. Jeg er endnu ikke helt klar over, hvad der gik af mig, men pludselig blev mine skridt styret derud, og som i en trance påbegyndte jeg det ikke helt lille arbejde.

Jeg tænkte ikke over, hvad jeg havde begivet mig udi, men efterhånden som jeg fik rodet fjernet, gik det op for mig i al sin gru, at det var stort. 1½ time tog det, men så var der også "slikket".

Se bare bilederne før og nu.

Skulle denne drift komme igen, vil jeg sætte mig lige så stile i et hjørne, til den går .

Jeg fik skældud af forstanderinden i formiddags, sådan et ordentligt vris med kraftigt eftertryk. Og det kun fordi jeg nægtede at stå tidligt op og gå med hundene, hvilket jeg gjorde opmærksom på i bestemte vendinger.
Det passede absolut heller ikke damen.
Jeg kom da i tanke om, at vore gæster i går havde fortalt, at man nu kan blive skilt via internettet. Der skulle blot nogle få klik til, så var den sag klaret.
Det mindede jeg den gode dame om og sagde. at hun vist skulle passe lidt på.
Et halvt minut efter stillede hun i soveværelset med den bærbare og bad mig gå igang.
Jeg gik tur med hundene lige efter.

Det hænder, at jeg træffer en rigtig beslutning. Forstanderinden hævder, det er sjældent.

Men denne gang gjorde jeg.

I 10 år har den automatiske lystænder i vores carport ikke virket. Føleren var defekt.

Jeg fornemmede, at den kunne jeg nemt skifte og købte en ny.

Af uransagelige årsager fortrød jeg og spurgte en elektriker-ven, om han ville skifte den. Det ville han meget gerne. Og godt det samme. Det var bare ikke lige sådan helt lige til, især fordi der var så lidt plads til at sætte de mange ledninger i. Og man skal jo også vide lidt om, hvor de skulle sidde.

Jeg kunne ikke have klaret nogen af delene. Men det kunne min ven, og nu virker det fint, og vi kan igen finde vej ud af carporten - også om aftenen. Lyset tænder af sig selv.

Det kostede en god frokost - og den var velfortjent.

Nå, ja. Hva' fa'n. Det kan jo smut'.

Jeg skrev i går, at vi skulle have gæster i dag. Det skal vi ikke. Det er i morgen, hvilket forstanderinden efter at have læst min dagbog fra i går, meddelte mig med et lille bebrejdende smil, men jeg fornemmede også en antydning om, at min hukommelse ikke er helt så god. Hun nævner det ofte, men jeg glemmer det hurtigt.

Selv synes jeg, det er en helt forkert påstand. Jeg husker faktisk udmærket. For eksempel kan jeg huske alle generalerne i Boer-krigen, men jeg indrømmer, jeg har lidt svært ved at huske, hvad jeg fik til morgenmad i morges.

Jeg husker også at være hjemme til alle måltider. Så helt galt er det vel ikke.

Jeg tilstår. Jeg har intet lavet i dag. Absolut intet.

Joh, jeg kørte forstanderinden til et supermarked Skødstrup, fik tanket diesel og hjem igen. Jeg kan blive helt forpustet af at tænke tilbage på al den aktivitet.

Men i morgen skal blive anderledes. Da får vi gæster, og jeg kender forstanderindens rastløse aktivitet i slige tilfælde. Der vil garanteret være store opgaver til mig, såsom borddækning, støvsugning og ikke mindst madlavning. Jeg skal skære brød af. Det blive en travl dag.

Jeg er medlem forskellige facebook-grupper. Nævnt i flæng: En gruppe om det gamle Silkeborg. En anden gruppe, hvor formålet er at fornærme hinanden på det groveste. En gruppe, hvor alt, man skriver, bliver slettet hurtigst muligt.

Men så er der også en, som jeg kom ind i uden at vide noget om temaet. Den hedder "Bushistorisk Selskab". Jeg gik med i den, fordi en anden FB-ven var der. I modsætning til mig ved han alt om gamle busser. Jeg aner intet.

Men som tiden er gået, fandt jeg ud af, at det var hyggeligt at se billeder af gamle busser. Jeg har jo selv kørt med nogle af dem. Bussen på billedet er dog for gammel til, at jeg har kørt med den. Den er fra 1920'erne og meget lokal for mig.

Lidt nostalgisk er man vel altid.

Hvis jeg var blevet udsat for efterfølgende oplevelse, ville jeg være besvimet i flere omgange.

En mand fra Svendborg modtog i går en elregning fra sit elselskab "Sydfyns Elforsyning" på intet mindre end 26.202.820,91 kroner. Av min arm.

Udgiften dækkede endda kun en periode på 4 måneder fra oktober til januar.

Da sveden havde fortaget sig på den forbavsede mand, lagde han regningen til side. Han var med rette sikker på, at det var en fejl fra elselskabets side. Og heldigvis var det også tilfældet.

Hans kommentar var blot: "Hovsa, der røg jeg i overtræk".

Fuld af selvbebrejdelser har direktøren for elselskabet vedkendt sig fejlen. Der var vist intet andet at gøre. Men 6 gode flasker rødvin til den uheldige modtager af regningen ville hjælpe lidt.

Det har været en lang og udmarvende dag. Jeg forvinder den næppe lige med det samme.

Tolv timer borte fra hjemmet. Heraf blev de seks brugt på indkøb i 3 af vores nabolands store indkøbscentre. Resten på transport frem og tilbage.

Den bedste trøst er, at nu er lageret med Pepsi Max fyldt op. Ligeledes lageret med diverse vaske- og opvaskemidler samt spegepølser - og en del andet.

Under alle omstændigheder var jeg glad for, at det meste af dagen foregik indendørs, for hold nu helt op, hvor der var koldt derude.

Men allervenligst. Lad der gå rigtig lang tid, til vi atter skal på shopping i Nordtyskland.

PS: Overraskende interesserede grænsevagterne sig ikke for os.

I dag var vi til frokost hos gamle hundevenner på Mols. Og hvilken en af slagsen. Maden var helt perfekt, godt tillavet og velsmagende til et 12-tal. Det var lige noget for mig. Jeg nød maden og samværet og fik oven i købet et par snapse eller tre, hvilket måske fremgår af billedet.

Der var også gaver. Se igen billedet. Jeg fik forærende en dejlig varm hue, som skal sikre bedstefar imod frost og snue. Den er særdeles anvendelig til mine næsten daglige traveture med hundene i det kolde og blæsende vejr. Bare de nu kan genkende mig.

Men under alle omstændigheder er jeg s'gu en flot fyr. Det siger alle.

I dag var jeg med min søde kone til hendes halvårlige tjek hos hjertelægen.

Det var en ren fornøjelse. Alt fungerer, som det skal. Ikke noget at bekymre sig om. Jeg hørte endog lægen sige, at hun gerne må anstrenge sig. Så måske mange af mine pligter nu kan skifte adresse. Især er jeg interesseret i at slippe af med støvsugning, opsamling af hunde-hømhømmer, sengeredning og tømning af opvaskeskemaskine.

Vel. Ret skal være ret. Den søde dame anstrenger sig allerede med alskens aktiviteter. Hun er allestedsnærværende og meget engageret i familiens ve og vel. Joh, jeg er godt gift.

Jeg synes nu, at det er hun også. Sådan da.

Sidste dag i januar. Det er rart. Nu er der kun en måned, til foråret begynder. Jeg bemærker også, at dagens længde er tiltaget med 1 time og 38 minutter (Sol op 8:21 og ned 16:44). Jo, det går den rette vej. Og intet er overladt til tilfældigheder. Det er det samme år efter år. Herligt.

Vi har bestilt vores sommerferie. Blot siger jeg ikke hvor og hvornår. Det skal være en overraskelse. Og det er ikke samme sted som sidste år - tror jeg. Jeg husker ikke helt, hvor det var.....

Altsammen er det gode forårstegn, som jeg glæder mig til at se udfolde sig.

Og bedst af alt. EM i håndbold slutter i dag. Det har været 2 opslidende uger. Nu kan jeg koncentrere mig om "Små og store synder" og dansk håndbold. Joh, det går godt.

Endnu en bemærkelsesværdig dag. "For hvem?" hører jeg dig spørge.

Det skal jeg sige dig.

Først og fremmest for mig, fordi jeg fik endnu en god og rolig dag sammen med barnebarn Cecilie og forstanderinden.

Bemærkelsesværdig, fordi to sidstnævnte var i BILKA uden at bruge ret mange penge.

Men sør'me også bemærkelsesværdig for svenske kong Karl Gustav, som på denne dag i 1658 med sin kæmpehær gik over isen fra Fyn til Sjælland og Lolland.

De har altid været tosset med is, de svenskere.

Uanset hvor gammel man bliver, kan man ikke lade være med at følge meget nøje med i, hvad ens børn går og laver - osse selv om de er mellem 45 og 50 år. Deres bekymringer bliver nemt til vores bekymringer, men heldigvis er det samme tilfældet med deres glæder.

Yngste datter har lige startet et nyt studium for at opnå en master degree i kommunikation. Det er en større omgang, som kræver mange ressourcer, da det er parallelt med et fuldtidsjob.

Ældste søn har lige fået nyt job, som han glæder sig meget til i en børnehave i Skanderborg. Hans nuværende er et vikariat, som snart udløber. Han har været særdeles glad for det, men vidste, det ville stoppe nu.

Så således er alt fryd og gammen her på matrikelnummeret, og den gamle mands nervesystem fungerer tilfredsstillende.

Da IKEA i Århus for et par år siden blev udvidet med mere end 100%, svor jeg, at jeg aldrig, aldrig ville ind i den bygning. Den har altid været mit skrækscenarie af en butik. Udvidelsen gjorde det endnu værre, og ofte, når vi kørte forbi, mindede jeg mine omgivelser om besværgelsen.

Men nu gik den så ikke længere. På jagten efter en ny sovesofa måtte jeg under et enormt pres fra forstanderinden gå med til, at vi skulle derind. Dog satte jeg den ufravigelige betingelse, at det var ind, hen til sovesofaerne og UD. Intet andet.

Jeg måtte til min glædelige overraskelse konstatere, at sådan blev det. Aldrig før har jeg klaret en besøg i IKEA på under 20 minutter. Det var kun lidt slemt. Man kan blive helt glad for sådan noget.

Engelsk har i mangfoldige år haft stor indflydelse på vores dagligdagssprog.
Tænk bare på, hvor mange engelske ord, der bruges i computerverdenen, "download", "online". Desuden "kitsch", "camp", "Come on", "get a room", "biker" osv. Der er tusinder.
Og tænk også på TV. Jo, vi er i høj grad anglificeret. Det har jeg som gammel engelsklærer og anglofil ikke så meget imod. Men sommetider skærer det lidt i øjnene når et udsalg betegnes som "SALE". Den kunne måske undgås.
Det samme gælder et skilt, jeg så i Skæring i dag. En ejendomsmægler var så glad for at have solgt et hus, at han ikke blot skrev "SOLGT" henover skiltet, som man plejer. Næh der stod "JUST SOLD". Godt, man kan lidt engelsk.
Nu er der imidlertid en ny trend på vej. Det er ifølge en undersøgelse fra Københavns unervisitet blevet smart at bruge tyske ord. Nu skal vi til at sige "Geil", "Spitzenklasse", "Über" og "Radfahrer".

Det var dog grusom læsning.

Jeg læste i dag, at det er nøjagtigt 29 år siden, at Coca-Cola blev udnævnt til den mest populære sodavand i USA og dermed skubbede Pepsi Cola ned på andenpladsen.

Som inkarneret tilhænger af Pepsi Max forstår jeg ikke, at nogen vil skifte fra Pepsi Cola til Coca Cola. Det er kun simple overløbere, der kan finde på noget sådant, forrædere med en dårlig smag.

Men desværre er jeg nødt til at erkende, at Coca Cola stadig er størst med en årsomsætning på 186 milliarder dollars, mens Pepsi "kun" omsætter for 147 milliarder (2014).

Men det er jo ikke en kvalitets-bedømmelse.

Pepsi Max er vaks. (Kæft, det rimer. Hvor får du det fra, Gunnar?)

Jeg har genoptaget mine traveture. De foregår i rimeligt ufremkommeligt terræn. Faktisk har jeg gået ture næsten hver dag siden nytår.

Endnu er de ikke lange, i dag 1,97 km. på 27 minutter.

Det er ikke imponerende, men værst af alt. Det er kedeligt. Jeg bliver vist aldrig den, der vil holde af at gå tur. Men jeg er sikker på, at vore to hunde, som altid er med, elsker det. Og modsat mig har de intet imod, at turene bliver længere og længere, omend det kun går langsomt fremad.

Årsagen til mine traveture skal selvfølgelig findes i den kendsgerning, at jeg ikke vil cykle i et vejr som nu. Det er både for koldt og for farligt. Og jeg skal have motion.

Men hvem ved? Måske kan jeg lære at acceptere traveturene, selv om jeg tvivler.

Vi var til fødselsdags-brunch i Hammel i dag. Ældste søn Peter fylder mange år. Han er ved at indhente mig. Da han var 1 år, var jeg 32 gange ældre end han. Nu er jeg ikke engang 2 gange ældre. Det ender s'gu nok med, at han indhenter mig.

Vi havde en meget hyggelig familie-formiddag med god mad og god snak. Vi nød det.

Tillykke søn.

Der skal ikke meget til at gøre mig glad. Se blot forskellen på de to billeder.

Forstanderinden fandt saks og el-trimmer frem. Jeg blev klippet, og straks blev jeg glad.

Det er skønt, når det er ens kone, der klipper. Jeg får frisuren nøjagtig, som hun vil have den.

Jeg var heldig i dag. Jeg fik lov at hente ældste datter, Annette, på jobbet i Risskov og køre hende hjem til Hornslet.

Men her holdt mit held ikke op. Jeg fik også lov til at køre hende til bogandleren, i Brugsen og i Matas.

Et sådant held påskønner jeg.

Og det fortsatte.

Senere var jeg heldig at skulle hente forstanderinden fra jobbet på Trøjborg i Århus.

Da kørte vi lige hjem. Mit held kunne jo ikke fortsætte.

Længe leve "Gunnars Taxa".

Det har godt nok været en rolig dag.

Jeg kom først op klokken 12:30. Ikke fordi jeg sov. Jeg vågnede faktisk klokken 9, men trak opstandelsen gang på gang.

Jeg så lidt TV, spillede lidt Word Feud, tjekkede lidt facebook, læste lidt og spekulerede meget over livets små og store tilsnigelser, nok mest de store.

Det var ej heller, fordi jeg kedede mig, men indrømmet. Det ville måske have været bedre at have stået op. Mennesket har ikke godt af at være alene i et soveværelse.

En god dag.

I formiddag brunch hos ældste barnebarn Katrine i Århus sammen med mormor Else. Jeg elsker brunch.

Men nok mere elsker jeg at snakke med Katrine. Hun er vidende, venlig og god ved sin gamle morfar.

Vi har en del fælles interesser. Lige for tiden er det Ludvig Holberg, selv om vi ikke snakkede om ham i dag. I sit studie på universitetet kommer hun hele tiden ud for nye indtryk, og vi snakker om nogle af dem.

Når dagen så kan fortsætte med at tænde for TV'et derhjemme og se cykelløb fra Australien (optaget i nat), så kan dagen kun være god. Og det er den. Har vi det ikke bare skønt?

Jeg er bekymret og nervøs og har været det hele dagen.
I formiddags kørte jeg forstanderinden til Rønde, hvor hun mødtes med nogle veninder. De er lige nu på power-shopping i et storcenter i Randers.
Jeg tiggede og bad hende om at lade Dankortet blive hjemme, så jeg kunne passe på det. For sæt hun tabte det. Den gik ikke.
Nu sidder jeg og afventer en telefonopringning om, at jeg skal afhente hende i Rønde. Jeg må hellere spænde traileren på.
For katten, jeg er bange. Det er urimeligt at udsætte en gammel mand for sligt. Og det nytter ikke engang, at jeg siger, jeg vil skilles. Hun siger bare "OK".

Som vanlig gik jeg tur med hundene i dag og havde en grænseoverskridende oplevelse, da jeg på vejen hjem gik det sidste, korte stykke henad vores lille, beskedne vej.

Kig lige på billedet og se, hvor roligt her er. Kun sjældent kommer en bil.

Og hvad måtte jeg så opleve i dag?

På dette lille stykke, cirka 100 meter, mødte jeg ikke færre end 2 biler. Ikke lige efter hinanden, men med kort mellemrum. Det mindede faktisk en del om motorvejen rundt om München.

Forsigtigt og godt ude i siden tilbagelagde jeg de sidste få meter i håbet om, at et sådant chok ikke vil gentage sig. Vi kunne jo risikere at skulle have opsat lyskurve i krydset.

En god eftermiddag. Kælketur med Frederik. Han elsker at kælke, så det blev til mange ture op og ned.

Jeg gamle mand kiggede beundrende på den lille fyr, der med stor fart susede ned ad bakken.

Jeg mindedes, da jeg selv havde alderen til det og ligesom Frederik elskede det. Jeg blev ganske misundelig og ville egentlig gerne have prøvet en tur. Men jeg måtte minde mig selv om min alder og tænke på, at måske kunne jeg godt komme ned på kælken og måske kunne jeg gennemføre turen - og det med en svimlende fart på grund af vægten - men jeg ville aldrig nogensinde komme op og stå igen.

Så jeg forblev på stedet og tog billeder. Det er der jo også nogen, der skal.

Endnu et mindeværdigt foto dukkede op ved min gennemgang af gamle fotos til min bog.

Min mor poserer foran sin damefrisørsalon. Billedet er fra 1938, da hun var 21 år. Det er da ret godt gået at have egen forretning som 21-årig. Salonen lå på Borgergade 2 i Silkeborg.

Desværre havde hun den kun i 4 år, da hun blev snydt af sin afløser, som passede forretningen, mens mor holdt fri efter min fødsel. Og økonomien var endnu ikke for sikker. Nåh, måske havde hun solgt den alligevel for at være hjemme hos mig. Vuggestuer og børnehaver var ikke så almindelige dengang.

Og helt ærligt var det ikke hendes drømmejob. Hun havde ikke selv bestemt sin læreplads.

Hun var da en køn tøs. Intet under, at min far faldt for hende.

Nu går det løs - desværre. Hav medlidenhed med mig.

EM i håndbold starter i dag og slutter om 2 uger. Det er lang tid, for det keder mig.

Jeg ved, at forstanderinden vil se alt det, hun kan overkomme, og med mindre jeg forlader stuen, vil jeg også skulle se det, omend med meget lidt opmærksomhed.

Der er håndbold på skærmen fra midt på eftermiddagen til ud på aftenen - hver dag. Puha.

Nå, men pyt. Om ikke længe (27/2) starter forårsklassikerne i cykling, og så er det min tur til at sidde på forreste række. De slutter dog ikke ud på aftenen, men sidst på eftermiddagen. Kæft, jeg glæder mig.

Jeg har moret mig meget de seneste dage. Ved et tilfælde opdagede jeg, at DR2 i julen genudsendte Monty Pythons "Life of Brian". Jeg optog den på video og har nu brugt et par dage på at gense den. Første gang, jeg overhovedet så den, var i 1980. Senere brugte jeg den i engelskundervisningen. Og med mellemrum har jeg set den siden, så det er ikke for meget sagt, at jeg kan den udenad.

Den er for mig den morsomste film, der nogensinde er lavet. Da jeg så den første gang, faldt jeg ned af biografstolen af grin. Datter Annette var med, og hun fandt det meget pinligt, at jeg sad/lå nede på gulvet og skreg af grin - også da alle andre var holdt op med det.

Det er umuligt at sige, hvad jeg finder det allermorsomste i filmen. Alle scener får mig til at grine. Selv i dag. Jeg er lige blevet færdig med at se den, og den bliver ikke slettet.

Min søde kone og jeg var i aftes i Tved Kirke på Mols for at høre et foredrag af tidligere borgmester Vilfred Friborg Hansen. Han har lige udgivet en bog om Møllerup, det gods hvor jeg nu gennem 40 år har været med på jagter. Jeg fik den i julegave.
Vi fulgtes med et par gode, gamle hundevenner, som også kender stedet.
Bogens titel er "Møllerup fra Marsk Stig til nu".
Den er en velskrevet bog med et indhold, der dybt interesserer mig af to grunde. Dels er jeg generelt glad for al lære mere om vores fælles historie, og dels har jeg kendt og kender ejere og ansatte, som sagt gennem 40 år.
Og ikke alene fortæller bogen om Møllerups historie. Den beretter også om en urolig tid i Danmarks middelalder med de mange rivaliserende konger og melle disse og adelen. Og her kom Marsk Stig, en af de første ejere af Møllerup, alvorligt ind i billedet og blev beskyldt for at have myrdet Kong Erik Klipping i 1286 i Finderup Lade. Han blev også dømt fredløs for det, uden at der blev ført tilstrækkelig bevis. I bogen udpeges en mere sandsynlig morder.
Jeg har lært meget af at læse den.
Det har også været spændende at læse om de seneste 40 års historie, hvor jeg har været lidt tæt på begivenhederne.

På ny måtte jeg med nervøst bankende hjerte lade Toyotaen indlægge. Hun røg for meget, syntes jeg, og det syntes en reservelæge også, da jeg var til forundersøgelse i sidste uge..

Dog var rygningen minimeret i løbet af de senere dage.

Alligevel forblev angsten for en ny kæmperegning. Jeg er endnu ikke kommet mig over udgiften til de 4 dyser for nogle uger siden.

Hjertet sad derfor oppe i halsen, da overlægen ringede ved 11-tiden i dag for at give mig resultatet af undersøgelsen. Jeg fattede det næsten ikke, da han sagde, at patienten ikke fejlede noget, hvilket var konstateret ved en dybtgående scanning.

Det var så endnu en skuffelse, som ikke gik i opfyldelse - og en udgift, der absolut var til at overskue.

Min hjerteligste tak til Toyota-Hospitalet og dets personale. Jeg sender pengene snarest.

Jeg var på lossepladsen i dag. Det er jeg for ofte. Men pyt. Vi med det store forbrug kan jo ikke undgå det.
Jeg havde ved foregående besøg bemærket, at man der kan komme af med øl- og sodavandsdåser og få penge for dem, også hvis de er pantfri, troede jeg da.
Jeg fulgte den noget indviklede forklaring ved maskinen, fik efter nogen besvær en speciel pose ud og hældte alle mine pantfri dåser over i posen. Der var omkring 75, og jeg glædede mig naivt til at få penge for noget, der eller ikke giver noget.
Igen hen og studere vejledningen og så ind med posen. Stor ballade. "Vi kan ikke modtage dine dåser", blev der sagt i en uendelighed. Altså ingen penge til den gamle mand. Årsag: Jeg havde knust dåserne hjemme. Dem kunne maskinen ikke lide. Men hvad? Vi havde jo ikke fået noget alligevel.
Igen efter nogen besvær fik jeg posen ud og tømte den på genbrugspladsen, som jeg plejer.
Det har været en glædesløs dag. Ingen penge. Der røg den sommerferie.
PS: Jeg kender ikke den unge dame på billedet. Men det er der, jeg var.

Jeg elsker en god brunch. En sådan fik vi i formiddag.

Jeg modtog i fødselsdagsgave et brunch-gavekort til "Cafe Kik" i Silkeborg. I dag blev det indløst.

Cafeen ligger lige ned til Gudenåen. Faktisk midt i byen. Indrømmet var vejret ikke imponerende, men måske kunne man forestile sig dette billede i sommerfarver. Så ser man Silkeborg fra sin bedste side. Cafeen ligger ind til venstre på billedet.

Maden var fortræffelig - og der var nok af den. Lige i min ånd. Ikke overraskende spiste jeg for meget. Men så sparede vi frokosten.

Det er ved at blive en vane. 4 dage i træk er jeg stået op klokken 7 for at køre forstanderinden på arbejde. Jeg gør det gerne, for hun er ikke begejstret for at køre i mørke og på glatte veje.

Min præstation forstærkes af, at på 3 af de 4 dage er jeg ikke gået i seng igen, når jeg kom hjem.

Det har affødt overraskende resultater.

Jeg har sat 2 ens håndtag på døren til gæstetoilettet. Presset blev for stort (se dagbog 29/12 2015). Det tog urimelig lang tid, da det drillede ad Pommern til. Jeg måtte anvende flere kunstgreb. Dem er jeg berømt for.

Mit kontor er nu opryddet og står med alt på plads. Ikke et fnug ses på skrivebordene. Vi skal tilbage til julen 2014, da det sidst så sådan ud.

Jeg har sorteret billeder, navnlig de, der skal med i min kommende bogudgivelse. Det er en langsommelig proces. Men meget spændende.

Det siges at være sundt at stå tidligt op. Det mangler jeg dog bevis for.

Det var en god dag. Jeg har passet Frederik det meste af formiddagen til omkring klokken 14 - sådan helt alene. Vi har hygget os med en frokost bestående af Coca Cola, chips, pålægschokolade og en enkelt slikkepind, altsammen fra toppen af fødepyramiden. Derudover har vi set DVD, en vanvittig tegnefilm om en racerbil ved navn McQuin. Vi så den to gange - og vi har snakket, snakket meget, og så lidt mere. Måske skulle jeg rette det til, at Frederik har snakket. Men jeg elsker hans ordstrøm, og heldigvis kan han ind imellem stoppe og lytte.

Dagen sluttede helt på toppen, da farfar reparerede et lille elektrisk tog, der ikke kunne køre. Det giver plus-points.

Lige netop i disse dage sker der meget i den professionelle cykelverden. Ryttere skifter fra det ene hold til det andet. For nogle er det en "forfremmelse" for andre et tilbagekridt.

Min ven Martin Mortensen skifter således fra CULT til det engelske hold ONE Procycling, en klar forfremmelse til et stærkt hold. Jeg glæder mig på hans vegne. Skiftet har været omtalt i cykelpressen og fandt sted, inden det blev klart, at CULT ville lukke ned.

Men ingen har noteret sig mit skifte. Jeg har skiftet til samme hold som Martin. Blot har ingen bemærket det i pressen. Jeg har heller ikke gjort mig særskilt bemærket i år. 1.907 kilometer blev det til efter finregning. Martin har sikkert kørt 30.000 kilometer. Men jeg vender tilbage. Et er dog sikkert. Jeg ikke skal køre Tour de France i år. Min grundform er for dårlig.

Jeg måtte udkæmpe en hård kamp i formiddags - som så ofte før.

Jeg skulle stå op, ud af sengen, en aktivitet, som jeg ikke bryder mig meget om. Den kræver sin mand, og jeg har djævelsk svært ved at overtale mig selv. Men det lykkedes trods alt efter en god timestid - sådan da.

Jeg ved, det ikke er rosværdigt, men fordelen er, at jeg kan spise frokost lige med det samme.

Og ind imellem morer jeg mig alligevel.

Jeg fik min ungpige-kulør tilbage i dag. Jeg fatter ikke, at jeg turde.

Jeg drog ud på en travetur med hundene iført vinterjakke, kasket, stort halstørklæde og handsker.

Alligevel frøs jeg som en lille hund i en tynd snor.

Jeg forsøgte at øge hastigheden, men uden held. Det gamle kadaver har sin egen hastighed, som det ikke afviger fra. Jeg forsøgte mig med "kuskeslag". Gad vide, hvor mange unge der kender det ord. Men de hjalp ej heller. Kulden bed i kinder og ører, så jeg besluttede, at før den dag, hvor vinden lægger sig, vil ingen møde mig gående. Der er grænser for, hvad man skal byde sit luksuslegeme af prøvelser.

Så kommer den, julesneen. Vi undgår den næppe. Se vejrudsigt for indeværende uge. Sne, kulde og ikke mindst blæst. Jeg er ikke skabt til et sådant vejrlig.

Nu skal jeg djævelsk tidligt op for at køre forstanderinden på arbejde. Hun hader at køre bil i sne.

Nu skal jeg skovle sne i tide og utide,

Nu skal jeg strø salt med jævne mellemrum.

Nu skal jeg være våd og kold, når jeg går med hundene - eller går udenfor i det hele taget.

Det eneste gode er, at barnebarn Frederik elsker sne og kælketure - og at vi i sommer brugte 25.000 kroner på ekstra isolering på loftet.

Vejret er fuldstændig gået amok i dag. Temperaturen ligger et par grader under frysepunktet, og det blæser en mindre orkan. Hvis du ikke absolut skal ud så bliv for alt i verden inde. Jeg var ude og fik et kuldechok. Jeg har læst, at med den vind, vi har, er temperaturen -21 grader. Og jeg, der går rundt med en kæmpestor forkølelse, som virkelig kræver omsorg. Den får jeg ikke. Alt, forstanderinden siger, er: "Hold op med den stønnen". Den er svær at stå model til.

Så sidder man tilbage med en fornemmelse af, man er til gene og i vejen og helst skal forsvinde. Men hun kan godt glemme det. Jeg bliver. I det mindste, til jeg ikke længere er forkølet.

Det er næppe undgået nogens opmærksomhed, at prinsgemal Henrik er gået på pension. Dronningen sagde det selv i sin nytårstale. Men åbenbart skal han fortsat have sine vanlige 8 millioner kroner i løn om året uden at lave noget, og åbenbart bevarer han sin titel.

Jeg er sur.

Da jeg gik på pension i 2005, mistede jeg mere end en tredjedel i løn - og min titel. Og forstanderinden har sørget for, at jeg ikke har haft mindre at lave.

Sådan er der så meget, som virker lidt ulogisk.

Jeg sov lidt længe i dag og fattede ikke, at forstanderen ikke havde råbt ad mig meget før. Det plejer ikke at gå stille af. Men hun kunne ikke. Hun sov også - i hvert fald til godt 11.

Naturligvis sprang jeg øjeblikkelig ud af sengen for at udføre 1. nytårsdags vanlige forpligtelse, aflæsning af vandmåler. Det burde være en nem opgave, men det er det ikke. Måleren er anbragt under et bord i bryggerset. (se billede). Jeg skal derfor ned på knæ og manøvrere overkroppen ind mellem bordplade og en hylde og ved hjælp af en håndlygte aflæse måleren, hvilket kun kan ske fra en position lodret over den. Fa'me besværligt. Dernæst kommer det sværeste. Jeg skal op at stå. Det er en kamp.

Sig ikke, at 1. nytårsdag er en dag til afslappelse. Meeeen, det kan jo godt blive et godt år alligevel.

Først og fremmest vil jeg gerne ønske alle et godt nytår med tak for jeres interesse for min hjemmeside i 2015.
Året var på flere måder et specielt år.
Det var det år, hvor vi fik lavet en masse omkring hus. Det var dæl'me dyrt, men godt. Især er jeg glad for vores ny terrasse, som jeg dagligt glæder mig over at se på.
Det var også det år, hvor vores bil kostede os en del penge. Det var dæl'me dyrt, men vist godt givet ud.
Det var også det år, hvor mine cykeltures antal var skuffende. 1.855 kilometer blev det til. Sidste år kørte jeg 3.240 kilometer. Det er godt nok nedern. Jeg er sur på mig selv over resultatet.
Det var også det år, hvor min hjemmeside rundede 1.000.000 besøgende. Det er jeg til gengæld stolt over.
GODT NYTÅR.

Søn Peter fik en forskrækkelse i dag, en forskrækkelse, som jeg i høj grad kan nikke genkendende til.

En lampe lyste i instrumentbrættet i hans bil. Jeg har prøvet det indtil flere gange, ofte 3-4 lamper på én gang. Hver gang føler jeg, at penge allerede strømmer ud af min bankkonto, inden jeg har været i nærheden af et værksted.

Inden for det senest år har min frygt været velbegrundet. Der er brugt mange penge på Toyotaen. Det har ikke været morsomt. Mange lamper har lyst.

Men heldigvis findes der skuffelser, som ikke går i opfyldelse. Det oplevede søn Peter i dag. 300 kroner var prisen for at få lampen slukket. Så trækker man vejret en hel del lettere. Det er ligesom at gå fra tandlægen, uden at han borede - måske endnu bedre.

Jeg har repareret dørgreb i dag - 2 stk. 1 til gæstetoilet og 1 til stuen.
Jeg er ikke det store tekniske geni, men jeg synes, det gik fint, omend jeg kunne forestille mig at modtage syrlige kommentarer til den ene dør. Men det er noget pjat, noget bagatelagtigt, pernittengrynsagtigt vrøvl. Hvem siger, at to håndtag på hver side af en dør skal være identiske? I hvert fald ikke jeg. Ser du måske noget afgørende forkert på billedet? Det vigtigste er vel, at det virker. Og det gør det.
Forstanderinden har endnu ikke opdaget det, og der kan gå lang tid, inden hun gør det, da hun sjældent benytter gæstetoilettet. Så nævn det venligst ikke for hende. Jeg gider ikke at blive skældt ud i dag. Det er vores 53. bryllupsdag. Så den må gerne være fredelig.

Man har i længere tid kunnet glæde sig over faldende benzinpriser. Gælder hele verden. Lige nu er den officielle pris i Danmark 10,69 kroner pr liter, og faldende.

Men hør så lige her. I Saudi Arabien, verdens største olieproducent, er priserne stigende, og nu forventes en stigning på 40%.

Hvis det var i Danmark, skulle vi for eftertiden betale 14,97 kroner for en liter, danmarksrekord.

Men i Saudi betyder det en prisstigning fra 1.02 kroner pr liter til 1,43 kroner pr liter. Det er sikkert også landsrekord. Sådan er der så meget.

Jeg havde en god oplevelse i dag.

Det er længe siden, jeg sidst optrådte som instruktør i optræning af en ung hund. Det var Peters hund, Tjalfe, der skulle tilvænnes skud. Sjovt nok starter man med en "hundeproppistol".

For nogle hunde kan det være en ubehagelig oplevelse. De bliver bange og forsøger at stikke af. Man siger, at hunden er "skudræd". Konsekvensen er, at den ikke kan bruges på jagt.

Heldigvis reagerede Tjalfe kun positivt og løftede blot ørerne, når der blev skudt. Sådan skal det være.

Dernæst koncentrerede vi os om nogle tekniske detaljer. Også med succes.

Det var en god dag med en god hund.

Årets uigenkaldelig sidste jagt var i dag. Den var våd - meget våd. Men der skal mere til at få mig til at synes, at den var "træls". Jeg nød det som altid.

Som det fremgår, var ældste barnebarn Katrine med til at hjælpe mig, bl. a. med at bære fasaner, bære min stol og tage sig af min trofaste hund Sydney. Det er hun god til.

Nu er der 9 måneder og 3 uger, til vi skal på jagt igen. I min alder ønsker man ikke, at tiden skal gå hurtigt, men jeg glæder mig alligevel. Der er en forhåbentlig god sommer imellem nu og jagterne.

Det kan være svært at udpege ens mest populære julegave. Men jeg er ikke i tvivl om, hvilken af dem der vil vække mest opsigt. Min julesweater. Katrine købte den til mig i London i sidste uge.

Jeg ville derfor i dag afprøve dens effekt i et supermarked, hvilket jeg fik mulighed for, da forstanderinden bad mig købe en enkelt lille ting på vejen hjem fra Hammel, hvor jeg afhentede barnebarn Cecilie.

Fakta i Skødstrup var forsøgsområdet.

Og ganske som ventet var der interesse. Aldrig før har jeg observeret så mange mennesker stoppe op og kigge, når jeg passerede. De fleste smilede, mens andre måske rystede en smule på hovedet.

Jeg lod naturligvis som ingenting. Men en flot julegave er det. Måske jeg skulle tage den på, når jeg skal på jagt i morgen.

Jeg skal hermed med stor glæde ønske alle mine læsere en rigtig god jul.

Jeg håber, at I alle vil få en bunke store og gode julegaver, og at I vil få en smuk juleaften i hyggeligt selskab.

Jeg ved ikke selv om mine gavers antal eller mængde, men jeg ved, at jeg skal være i godt selskab. Hele den nærmeste familie med børn, svigerbørn og børnebørn kommer. Jeg glæder mig til det.

Her i familien har vi fået den vane, at vi spiser julemiddagen klokken 13. Derefter går vi en tur, kommer tilbage, danser om juletræ - og så gaveuddeling og slikafdelingen åbner.

Da vil klokken være omkring 19.00, og der er nu tid til at hvile og slå mave. Så er der "natmad", hvis nogen skulle trænge.

Det giver for os en meget roligere afvikling af juleaften. Og de yngste kan være med i hele forløbet.

Men uanset om du fejrer din juleaften tidligt eller sent, vil jeg ønske dig en rigtig god en af slagsen.

Som mor - så datter. Blot i lidt højere grad.

Jeg havde lovet datter Annette at køre et ærinde med hende. Hun skulle aflevere noget lidt uden for Hornslet, og hendes bil var i ikke hjemme - og det øsregnede.

Det blev til noget mere. Udover at aflevere ovennævnte uden for byen besøgte vi 5 supermarkeder, en bank og en blomsterbutik. Det har end ikke forstanderinden budt mig. Ikke et supermarked i Hornslet var ubesøgt. Det skal dog retfærdighedsvis nævnes, at besøget i banken var mit ærinde.

Nu er jeg hjemme og forsøger at komme til mig selv. Det er svært, for jeg skal også afhente ældste barnebarn Katrine inde i Århus om 10 minutter.

Længe leve "Gunnars Taxa".

Det er årets korteste dag, 6 timer og 54 minutter her hos os. Sol op 8:46 og ned 15:40.

Klokken 5:48 i morges vendte solen ved den sydlige vendekreds og begyndte sin rejse tilbage mod os. God tur.

Bare det, at det nu går den anden vej, kan glæde mig. Jeg vil hver morgen med taknemlighed kigge på mit "verdensur" og notere mig, at dagen er blevet længere endnu en gang. Det giver en god fornemmelse. Det giver lyst til at se fremad mod lunere tider, selv om man ikke kan påstå, at vi har en kold vinter. Men en dagslængde på 6:54 timer er ikke meget. Det bliver sjovere, når den er over 17 timer i juni måned.

Det var problematisk at stå op klokken 7 i morges. Det holdt hårdt. Men jeg skulle.
Forstanderinden skulle på arbejde. Da jeg kom hjem, udførte jeg de afgivne ordrer:
Tømme opvaskemaskinen, hvilket blev gjort først, og så tur med hundene. Ikke meget, men tænk på tidspunktet.
Hjemkommet efter hundeluftningen følte jeg en ubændig trang til at ligge ned igen. Jeg lagde mig på sengen og satte vækkeuret til at vække mig klokken 11.30. Så skulle der være tid nok til rettidigt at afhente forstanderinden.
Men da alarmen lød, kunne jeg næsten ikke overtale mig selv til at stå op. Jeg måtte virkelig bruge store ord, inden det lykkedes.
Og hvad kan man så lære af det?
En genopstandelse er hårdere end en opstandelse.

Godt teamarbejde i køkkenet i dag. 6 fasaner blev slagtet.

Jeg skar hoveder af og åbnede skindet ind til brysterne, og forstanderinden skar brysterne ud, røde og friske. Sammenlagt tog det blot 20 minutter, og hermed er menuen til nytårsaften sikret.

Da vil den gode dame udfolde sin magi og tillave fasanerne efter en spændende opskrift, som hun fik af gamle venner for mange år siden. Den slår aldrig fejl. Og resultatet er helt vidunderligt. Nu håber jeg blot, at jeg kan tage et enkelt glas god rødvin til denne gode ret uden at falde i søvn.

Yngste barnebarn Frederik var kortvarigt med på jagt i dag. Man kan vel ikke starte for tidligt. Jeg var 35 år, da jeg var med på min første jagt. Frederik er 3½ år. Så der er en forskel.

Ankommet herhjemme kunne han hjælpe farfar med at bære fasanerne ind fra bilen. Modsat mange andre børn har han intet imod at bære en fasan. Og ifølge god jagtskik skal den bæres i hovedet.

Godt gået, Frederik. Næste år skal du være mere med. Så jeg er nødt til at tage en jagtsæson mere, selv om jeg har overvejet at stoppe. Jeg vil glæde mig til jagterne 2016, for så har jeg været på jagt med alle 4 børnebørn. Det vil være stort.

Jeg har igen rodet i mine gamle fotos. Jeg leder efter materiale til min bog.

I dag stødte jeg på et billede af min far, taget i Silkeborg i 1921 - uden tvivl af en såkaldt "kanonfotograf". Familien ejede ikke et kamera. Det er 94 år, siden det blev taget.

Han var 10 år og står med en cykel, som sikkert ikke er hans. Den er alt for stor til ham. Og der var ikke penge til den. Den er formodentlig lånt til anledningen.

Jeg tror, at det tøj, han bærer, er "søndagstøjet".

Tænk lige lidt over, at billedet er taget 3 år, efter 1. verdenskrig sluttede.

Det var det år, Albert Einstein modtog nobelprisen i fysik.

Det var 4 år efter, Silkeborg Idrætsforening blev stiftet. Mange år senere - omkring 1956 - blev far hovedformand.

Af hensyn til de lokalt kendte kan jeg fortælle, at billedet er taget nedenfor Kildebakken. På toppen ligger og lå sygehuset, som i 1921 var 19 år gammelt.

Jeg var i Billund i morges. Ikke for at besøge Legoland, men for at bringe ældste barnebarn Katrine til et fly til London. Hun vil juleshoppe og besøge udvalgte steder.

Heldigvis plages jeg ikke af misundelse. Nej da. Men jeg ville ikke have haft meget imod at have taget med. Ej heller er jeg misundelig over, at hun skal bo på et superflot 4-stjernet hotel midt i London. Nej da. Om jeg er misundelig over, at hun skal besøge nogle af de steder, jeg holder af, for eksempel British Museum, Tate Gallery? Nej da.

Om jeg taler sandt? Ja - nååååh ja, næsten da.

Forstanderinden var tidligt oppe i dag. Hun skulle på jobbet. Jeg lå og slappede af i min gode seng.

Jeg følte mig lidt brødflov og råbte til hende at jeg ville have te på sengen. Svaret var et klart NEJ.

Så råbte jeg til hende, at hun var en gammel pingvin, der burde sendes til udstopning.

Så råbte hun tilbage, at jeg var et gammelt stakit, der trængte stærkt til at blive malet.

Hvad må man ikke finde sig i? Så jeg satte trumf på og råbte, at jeg ville skilles straks.

Og ved I, hvad hun tillod sig at råbe tilbage?

"Okay". Hun er strid.

Og sådan forløb denne morgen med de vanlige ondskabsfuldheder. Jeg har det ikke nemt.

Jeg kørte fredsommeligt indad Grenåvej i Risskov i morges for at aflevere forstanderinden på jobbet. Hun er så sød at sørge for, at vi kan få smør på brødet.
Pludselig fanger mit øje et prisskilt på en tankstation, 7,45 kroner pr liter diesel. Jeg tabte kæben. Så lavt har jeg ikke tidligere set den.
Derfor skyndte jeg mig at aflevere den søde dame og dernæst spurte tilbage for at nå at få tanket, inden prisen igen ville stige. Jeg nåede det og fik fyldt op til randen. Desværre var tanken kun halvt tom. Meeen, jeg sparede hele 18,75 kroner. Lidt har også ret, men det redder s'gu ikke min økonomi.

Slankekur mig her og slankekur mig der. Hvad nytter det, at man en gang om ugen beslutter sig til at nedsætte indtaget, når man ustandselig bliver lokket i uføre?

Således også i dag. Der var 75-års fødseldag hos gamle venner og som sædvanlig var bordet dækket med gode retter. Det var svært at fremhæve noget, men en rejelagkage med bl. a. kaviar og meget andet og en lakse- og hellefisksalat på æblebund faldt i min smag. Og så var der alt det andet lækre.

Hvad er ens løfter om mindre indtag så værd? Intet.

I bund og grund er det for dårligt af værterne, når de ved, at min rygrad er som kogt spaghetti, så snart jeg sætter mig ved et godt bord. Det burde de tænke lidt mere over.

Når mine børnebørn er med mig på jagt, må de arbejde og blandt andet bære de fasaner, min hund har samlet op. Det forventes, og Cecilie var ikke sen til at tage forpligtelsen på sig. Jeg har besvær nok med at gå uden fasaner. De kan faktisk være ret tunge.

Men så kan jeg i fred og ro sidde og tænke over verdens mange forunderligheder og nyde omgivelserne og hvad der sker omkring mig. Glimrende arbejdsfordeling.

Dagens jagt var flot på alle måder. Den var værd at ståtidligt op for.

Det har været den årlige Store Bagedag og Store Marcipandag i dag. Lige noget for mig.

Hele formiddagen har forstanderinden og barnebarn Cecilie huseret i køkkenet og bagt "Godteklumper" og lavet marcipan i forskellige former. Se billeder.

Desværre var marcipanen ikke helt færdig, men mangler nødder og endnu et lag chokolade. Det kommer.

Jeg skulle hilse og sige, at der mangler intet i smagen. Allernådigst har jeg fået lov at smage. Men det var alt for lidt. De to kvinder får et anfald af nærighed, når denne dag indtræffer. Og de forlader ikke køkkenet begge to på én gang. Gad s'gu vide hvorfor.

Jeg var i Silkeborg i dag, dels for at besøge svigerinde, som fylder år og dels for at få skannet nogle gamle billeder til min bog. Det foregik på Silkeborg Arkiv.

Jeg har lært, at digitalbilleder til bøger skal have et stort pixel-tal, hvilket min egen amatørscanner ikke kan præstere. Arkivets kan.

Som altid var det dejligt at komme til Silkeborg Arkiv og tale med de hjælpsomme mennesker derinde. Og der er altid noget nyt at hente om gamle dage.

Udover de billeder, jeg selv medbragte, har jeg fået en del fra arkivet. Se et eksempel her til venstre af de to barakker, som var en del af husvildekvarteret (1960).

Så nu skulle jeg være veludrustet med illustrationer og mangler blot at få dem sat ind, når jeg modtager dem i januar.

I dag startede min indendørs cykelsæson med en beskeden tur på 25 minutter.

2015 har været et møgår, hvad angår cykling.

Jeg havde endda sat årets målsætning ned til 2.000 kilometer, og jeg har ikke nået dem.

1.855 kilometer er det sølle resultat. 145 kilometer mangler. Jeg væmmes.

Sidste år kørte jeg 3.115 kilometer.

Lad os se på undskyldningerne.

Den væsentligste er vejret. Alt for meget regn og blæst og en kølig sommer. Disse dele er ikke fremmende for en cykeltur.

Jeg har savnet de lange ture med brormand Kjeld. Der har kun været et par stykker.

Ombyginger i huset og ændringer i haven har ligeledes forhindret mig i at komme ud.

Vedvarende defekter på cyklen har også irriteret.

Men bare vent til 2016.

Hvad er hårdest?

1. At balancere på en stige og trække et vådt og tungt oversejl af en våd campingvogn og pakke det bort til overvintring?

2. At kravle op på garagetaget ad samme stige og skifte batterier på regnmåleren?

3. At gå en tur på 20 minutter med forstanderinden og hundene?

Jeg har gjort alle tre dele i dag og er ikke det mindste i tvivl om, at nummer 3 er hårdest. Jeg led alverdens smerter i hoften. Nu skal jeg altså til mere alvorligt at overveje den forbandede slankekur. Det er s'gu hårdest af alt.

Jeg var i to genbrugsbutikker i dag på eftersøgning efter en billig habitjakke. Og der var mange og rigtig pæne jakker til salg. Stort set kunne det ikke ses, de havde været i brug.
Men hvorfor er det, at der kun er børnestørrelser? Er det kun lilleputter, der afleverer deres jakker til genbrug? Er der da slet ingen voksne? Tilsyneladende ikke.
Ikke én af de udstillede jakker kunne nå rundt om min velskabte krop. Det tvinger jo en til at bruge en hulens masse penge hos en ekviperingshandler (eller en teltfabrik). Men jeg undersøger videre. Der må være en genbrugsbutik for voksne et eller andet sted.
Til gengæld fik vi købt et juletræ - dog ikke genbrug.

Lidt mere nostalgi. Jeg holder meget af det billede.

Det er taget på den gamle fattiggård Frydensbjerggård i Silkeborg sommeren 1947, da den ikke længere var fattiggård, men husvildekvarter. Far var vicevært.

Min familie og jeg boede der fra 1943.

På vognen sidder bagest bror Kjeld og forrest fætter Jørgen ca. 1½ år gamle. Trækkraften ydes af undertegnede, 6 år gammel og iført de uundværlige gummistøvler. Vi gik i dem året rundt. Selebukserne var også obligatoriske.

Bygningen i baggrunden er fattiggårdens gamle lade, et fremragende legested med mange udfordringer både inde og ude. Heriblandt var det modigt at løbe henad tagryggen. Og vi var modige. Gjorde det ofte. Der skulle mere mod til at sige, at man ikke turde.

Jeg gik i kirke i formiddag, hvilket jeg desværre gør for sjældent - men dog mere end en gang om året. Det var en god oplevelse af især 2 grunde.

Den første var, at jeg fik klarhed med lignelsen om de 10 brudepiger, den med at de 5 gik ud for møde brudgommen med ekstra olie til lamperne, mens de 5 andre blot medbragte lamperne. Deres lys brændte ud, og de kunne ikke komme ind i festsalen. De 5 første ville ikke dele deres olie med de 5 sidste. Og her var det, min forståelse har svigtet. Hvorfor delte de ikke? Det fik jeg svaret på. Olien skal lignes med noget, man ikke kan deles om, være til stede i dit liv, leve engageret, være medlevende. Da kan man komme med til festen, blive lukket ind. Kald det bare "Rettidig omhu".

Den anden grund var noget mere "speciel".

Ved altergangens start gik præsten håbløst i stå under velsignelsen af brød og vin. Det må have været den berømte klap, der gik ned, for hun har garanteret fremsagt den tekst hundredevis af gange. Men hun var rolig, smilede til os, vendte sig stille om, tog en opslået bog, kiggede hurtigt og fuldførte i god stil. Andre ville måske have panikket.

Jeg var glad, da jeg forlod kirken.

Jeg går en hård fremtid i møde - i hvert fald de næste 2 uger. Der er VM i damehåndbold på TV.

Forstanderinden elsker at se denne disciplin udført i praksis, så det bliver 3-5 timer hver dag.

Hun har selv en glorværdig fortid som spiller. Det har jeg ikke, selv om jeg har spillet meget i mine unge dage.

Men håndbold keder mig gråhåret. Ydermere irriterer det mig grænseløst, at så mange fejl ikke opdages, navnlig den med at spillerne står på gulvet 3 meter inde i feltet og skyder. En almindelig "overtrådt på stregen" dømmes meget sjældent.

Men værst er, at håndbold er en lang gang op og ned ad banen, så tjubang og så ned i den anden ende og endnu et tjubang og så ned i den anden ende og tjubang og ........ så videre.

Det er ensformigt.

Jeg er i det nostalgiske hjørne i dag. Støt står/sidder den danske sømand.
Der er en side af mig selv, som jeg næsten havde glemt, i hvert fald til jeg i dag faldt over vedhæftede foto fra 1975. Jeg var engang bidt af en gal fiskestang.
Siden jeg var dreng har jeg fisket, når lejlighed gaves. Det startede med fiskeri sammen med min far i Gudenåen og senere blev det til det fiskeri på Århusbugten. Der blev også tilbragt rigtig mange timer ved diverse små og store åer, ved kysterne og på ydermolen i Århus Havn. Det var forøvrigt her, jeg lærte søn Peter de allerførste små ting om lystfiskeri. Siden har han overhalet mig med tusinder af kilometre, og han fisker mere ihærdigt, end jeg nogensinde gjorde.
Jeg stoppede med at fiske omkring 1975, da jeg begyndte at gå på jagt. Og faktisk har jeg ikke fisket bare 1 sekund siden. Ikke engang i rørte vande.

I dag er det nøjagtigt en uge siden, jeg påbegyndte det store arbejde med at rense, afslibe og oliere vore køkkenborde. Jeg har arbejdet på det hver dag siden - dog undtagen lørdag (jagt).

Nu står de der så. Færdige. Blanke og skinnende rene. Overfladen er fløjlsagtig.

Om jeg er stolt? Det kan du bande på, jeg er. Det er yderst sjældent, at et stykke gedigent håndværk lykkes for mig. Det er ikke sket, siden jeg lavede et skærebræt til min mor i en sløjdtime i 1952.

Så nu vil jeg hvile på laurbærene. Fordi jeg fortjener det.

Jeg fulgte forstanderinden til tandlæge i dag. Tandudtrækning. Jeg havde tilbudt at gøre det for hende, naturligvis mod et honorar, dog af beskedent omfang. Men næh, nej. Der skulle absolut spenderes 900 kroner på fornøjelsen.
Jeg satte mig godt tilrette i venteværelset - se billede - og afventede smertensskrig, så jeg som den tapre ridder på den hvide hest kunne ile til undsætning. Men intet skrig hørtes. Alt forløb vel.
Nu må jeg leve med, at den stakkels kvinde næsten ikke kan tale, da hun skal bide sammen om en vattampon. Ej heller kan hun spise, så jeg må vist selv i gang i køkkenet. Så jeg får heller ikke meget. Satan til tandlæger. De er dyre som bare pokker, og de ødelægger meget af ens fornøjelser.

Det er dog utroligt, at en mand, der er så ligeglad med AGF, alligevel lader sig hidse op over den elendige gang fodbold, der spilles af de hviiiii. 15 kampe med kun 1 sejr virker ikke overbevisende. Det er bare elendigt. Det er alarmerende, og en ny nedrykning absolut en mulighed.

Hvorfor hulen hidser det mig stadig op? Og jeg tåler ikke ophidselser.

Jeg vil være FCMér.

Efter med glæde at have vinket farvel til Gorm Storm fandt jeg det i dag betids at afslutte afslibning af køkkenbord. Det var en spændende opgave. Faktisk har jeg aldrig før prøvet det, i hvert fald ikke så grundigt som nu. Jeg skønner, at jeg har brugt 10 timer på det alt ialt. Det er ikke langt fra, at jeg har nydt det.

Nu står bordet klar til oliering, og hos en dygtig farvehandler er jeg blevet nøje instrueret om, hvordan det skal gøres. "Det kan næsten ikke gøres forkert", sagde han. Men han kender mig jo ikke.

Vi er klar til at modtage Gorm. Ikke ham den gamle, men ham den blæsende.

Ifølge de normalt ikke heldige meteorologer vil Gorm aflægge os et besøg mellem klokken 22 og midnat. Han er aldeles uvelkommen, det er stormvejr med indbygget orkanstyrke altid.

Vi har fjernet alle løsdele fra have og terrasse og anbragt dem i vores vinterhave, som lige nu er pulterrum for møbler, grill, blomster m.m.

Gid f..... havde Gorm. Bliv væk.

Uha da da. Jeg er inkarneret fan af TV-serien "Fawlty Towers" med den bindegale hotelvært Basil Fawlty (John Cleese). Jeg har set den utallige gange, og det er tæt ved, at jeg griner lige så meget, som første gange jeg så den engang i 1970erne.

Skikkelserne er enestående, den afsindige vært Basil, den "dårligt begavede" tjener Manuel fra Barcelona, den fordrukne kok, den snobbede fru Fawlty , den søde receptionist Polly og så et hav af gæster, der alle får en elendig behandling ikke mindst af værten.

Og nu vil man rive hotellet i Torquay ned. Man burde indrette det som "Fawlty Towers Museum". Lidt respekt, please.

Det er "Black Friday" i dag, en næsten hedensk skik, som vi i Danmark tog på os i 2013. På denne dag er der gode tilbud, og butikkerne holder åbent til ud på natten.

Det vil næppe undre, at skikken stammer fra USA, indført først i Philidelphia i 1961. Forretningsfolk gjorde "opfindelsen". Man ville gerne skyde julehandlen ind.

Siden da har "Black Friday" været den største handelsdag i USA - og bliver det sikkert også snart i Danmark.

Oprindelsen til navnet er, at forretningsfolkene mente, at de ikke tjente noget i årets først 11 måneder, og først fra "Black Friday" vendte omsætningen og bundlinien kom i sort.

Nå, men pyt. Lad os tage den med. Vi har jo allerede "Valentine's Day" og "Halloween". Og "Thanksgiving" er på vej ind også. Påvirkningen fra USA fornægter sig ikke. Bare jeg kan blive fri for at deltage.

Endelig fandt jeg ud af, hvordan man får en igennem 30 år linoliemættet, fedtet, massiv køkkenbordplade gjort klar til slibning.
Jeg skal skåne for den nærmere forklaring, men blot nævne, at den indebærer brug af terpentin, grundrens, lunkent vand - og petroleum. Sidstnævnte afhjalp de største problemer med at få det fedtede lag bort.
Nu er der "blot" tilbage at slibe pladen. Jeg forudser, at der vil gå nogle dage, for der skal virkelig slibes i bund. I dag nåede jeg på 3 timer at få slebet hele pladen for første gang. Adskilligt flere følger. Min gamle ryg synes, det er en forbistret dårlig ide. Forstanderinden er begejstret.

Fattiggårde har fortsat min store interesse. Jeg læser gerne om dem, selv om det er 5 år, siden min egen bog om Silkeborg Fattiggaard udkom.

Svendborg Forsorgsmuseum har udgivet en bog, "Fattiggården", som jeg har købt. Den har fået en god omtale, og jeg glæder mig til at læse den. Jeg har nået at se, at den er godt illustreret med relevante billeder.

Jeg har besøgt museet et par gange og vil anbefale, at dersom du alligevel er i Svendborg og omegn, så gå ind og se museet. Det er godt og giver et glimrende indtryk af fattiglemmernes vilkår. Fattiggården virkede fra 1872 til 1974. Fra 1961 blev det dog frivilligt, om man ville bo der. Det blev et såkaldt forsorgshjem.

Det er det eneste fattiggårdsmuseum i landet.

Julen er begyndt på Stenvendervej. Forstanderinden pålagde mig i dag at hænge lys på juletræet ved døren. Der var ikke tale om et forhandlingsoplæg. Det var en befaling. Bum.

Derfor måtte jeg bide i det sure æble og gå udenfor i den bidende, kolde vind og udføre ordren.

Jeg er ikke meget for lys på juletræer udenfor døren, og navnlig er jeg ikke meget for kulde og blæst. Desuden finder jeg det upassende, at man hænger lys på træer nu, hvor der er mere end en måned til begivenheden. Det er efterhånden jul året rundt.

Men hvem tør sætte sig op mod overmagten? Ikke jeg.

En blanding af 1 liter kogende vand og 1 deciliter terpentin lugter ikke godt.

Til gengæld er den god til at vaske et lidt fedtet køkkenbord af i.

Det er, hvad jeg har gjort i dag. En gevaldig omgang skuren med en børste, sådan rigtig i bund med omtalte blanding har forhåbentlig fjernet al fedt og gammel olie fra pladen.

Jeg har nu tørret det af med en tør klud, så det kan står og tørre, og om lidt skal en afvaskning med grundrens og varmt vand gerne fjerne den sidste rest.

Derpå følger afslibning og påsmøring af olie.

Jeg er nutidens ubønhørlige svar på Flemming Leth. Blot bruger jeg ikke koldpresset linolie - og jeg vejer lidt mere end han.

En søndag i sneens tegn. En søndag i sofaens tegn. Dagens opgave lød på hviledag efter gårsdagens anstrengelser på jagten.

Jeg har ikke afbrændt mange kalorier i dag - om nogen overhovedet. Til gengæld har jeg indtaget en del. Kakao, kage, æbleskiver osv. Jeg undrer mig ikke over, at jeg ikke taber mig. Men jeg har hygget mig gevaldigt og nuppet et par morfædre ind imellem.

Midt i travlheden har jeg dog givet mig tid til at køre forstanderinden til julemarked. Lidt nytte skal man jo være til. Men det var så også alt.

Min udsigt hele dagen.

Se lige lidt på billederne. De viser en tilfreds mand på dagens jagt. Tilfreds, fordi hans hunde gjorde en god indsats og fandt mange fugle. Tilfreds, fordi ældste barnebarn Katrine var med. Vi fik snakket en del hyggesnak, men også lidt mere seriøst om vores fælles interesse, Ludvig Holberg. Det er der også tid til på en jagt. For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på, at Ludvig ikke var med på jagten. Han døde i 1754.

Jeg bør ligeledes nævne, at min gamle hund Sydney, 11½ år (th. på 1. billede), har fået sin anden ungdom. Han løber næsten som i sine unge dage og finder mange fugle. Binyrebarkhormon er godt til en gammel hund. Jeg har selv overvejet at tage det, for jeg har fa'me svært ved at trække mig selv rundt i terrænnet.

Men en god dag igen.

Modsat i går har jeg ikke bandet i dag. Der har ikke været nogen grund til det - og så dog.

Min bindegale søn ankom, før fanden fik sko på og larmede og puffede til mig og kildede mig, da jeg endnu ikke havde forladt min lune seng. Han kalder det "lege med far". Jeg kunne godt have sagt et par fæle bandeord, men jeg undlod. Man skal jo passe på, hvad man siger, når ens børn er i nærheden. De lærer så nemt at snakke grimt. Og det vil man ikke være skyld i.

Den øvrige del af dagen har været ren fornøjelse og hyggeligt samvær og snak med forstanderinden. Det har været en god dag.

Med skam at melde kender jeg en del bandeord. Ikke at jeg slynger omkring mig med dem, men det sker da, når noget ærgrer mig forbandet.
I dag var mit bandeords-forråd for lille.
Forstanderinden og jeg kørte hen til vores dækmand for at få byttet til vinterdæk, som han opbevarer. Bilen blev kørt ind, jeg sludrede lidt med mekanikeren, og kort efter kom chefen selv kørende med mine vinterdæk på en dertil indrettet sækkevogn.
Jeg kunne se på hans holdning, at noget var galt. Og mon ikke der var.
"Kunne du ikke få lyst til at købe 4 nye vinterdæk?" spurgte han. "Ikke det mindste", svarede jeg. "De er nedslidte", genreplicerede han.
Og så kom bandeordene. Hele striben. For fuldt drøn. Jeg måtte stoppe, da jeg ikke kunne huske flere. Her havde man i al uskyldighed kørt for at få byttet hjulene ud for 400 kroner, og pludselig lød regningen på 4.300 kroner. For skam da, hvor jeg kunne bande. Jeg lovede endog den ellers rare mand tæsk.
Giv mig bare ét trøstens ord.

Så blev man da 75 år. Hvem skulle tro, det kunne opnås? I hvert fald ikke jeg. Men det er en kendsgerning.

Det hele startede den 18/11 1940 kl. 05.00 i Skolegade 52, 3. sal i Silkeborg. Jeg husker ikke meget fra begivenheden. Men den var for mig epokegørende.

Efter mange overvejelser besluttede mine forældre, at jeg skulle hedde Gunnar. Gud velsigne dem. Jeg har ikke altid været begejstret for navnet, men efterhånden har jeg vænnet mig til det. Og nu gider jeg ikke skifte.

Jeg er ikke den eneste, der har fødselsdag i dag. Mange andre berømtheder deler den oplevelse med mig. Lad mig nævne et par stykker: Johannes Ewald, Agnes Henningsen, Suzanne Brøgger og Peter Schmeichel. Hvad sige du så?

Gad vide, om de har haft en lige så god fødselsdag som jeg? Jeg tvivler på, at de to førstnævnte har.

Så er det slut - helt slut. Jeg har slået græs for sidste gang. Forhåbentlig ikke sidste gang for altid, men blot sidste gang i år.

Det var en god oplevelse at stoppe motoren for i år og få spulet plæneklipperen under bunden for gammelt græs. Nu kan den holde vinterferie med god samvittighed og afvente bedre vejrmæssige tider.

Nu vil jeg glæde mig til at sidde indendøre i en behagelig varme og se på, at græsset ikke vokser. Det vil vare helt til april - forhåbentlig. Forrige år slog jeg græs den 1. januar.

Det har trods alt ikke undgået min opmærksomhed, at Danmark i morgen skal spille en afgørende fodboldkamp mod Sverige. Det er en kamp om adgangen til europamesterskabet i Frankrig næste år. Danmark skal vinde, for at det kan lade sig gøre.

For 5-10 år siden ville en sådan kamp have optaget mit sind i mange dage før kampen, og jeg ville med nerverne langt uden på skjorten have set hvert sekund af den.

Nu er jeg en smule ligeglad. Det er da fint, hvis vi er med, men hvis vi ikke er, så fred være med det. Så vigtigt er det s'gu ikke. Det er jo kun fodbold.

Det er overraskende, som ens interessefelt flytter sig med alderen. I 45-50 år så jeg så meget fodbold, jeg kunne overkomme. Nu er det næsten en sjældenhed.

Yngste barnebarn Frederik har overnattet hos os. Det er populært.

Det er en fast tradition, at han og jeg går til stranden og smider sten i vandet og laver andre maritime øvelser.

Det er lige så fast rutine, at jeg bliver skældt alvorligt ud, når vi kommer hjem.

Årsag: Frederik har vand i gummistøvlerne og har meget våde bukser.

Som om, det er min skyld, at hans gummistøvler er for korte. Som om, det er min skyld at han elsker at løbe og hoppe rundt i vandet. "Lad dog barnet".

Forbuds-Danmark.

Dagens store oplevelse var uden tvivl besøg af den nærmeste familie. Alle var hidkaldt for at fejre en kommende begivenhed, min 75-års fødselsdag. Jeg var også med. selv om det ikke fremgår af billedet.

Jeg elsker, når de er her alle sammen, og snakken går.

Frokosten var som sædvanlig fremragende, alt lavet af forstanderinden på en travl formiddag, bistået af barnebarn Katrine og undertegnede.

Jeg har ikke ønsket at fejre fødselsdagen med noget stort og mægtigt. Jeg holder mere af det stille og intime. Da er jeg godt tilpas.

Har du nogensinde prøvet at falde med ansigtet forrest? Forhåbentlig ikke. Jeg har. I dag.

Jeg var på jagt og gik en overgang helt alene på vej tilbage i noget højt græs. Det var sidst på dagen. Jeg var meget træt. Just som jeg går og kigger efter hundene, hænger min højre støvle fast i et eller andet, og jeg faldt forover som en træstramme og ramte græsset med ansigtet forrest. Jeg mærkede først det våde og bløde græs. Dernæst den hårde jord. Jeg nåede end ikke at tage af med hænderne.

Jeg var glad for 2 ting. 1) Der var ingen brændenælder. 2) Der var ingen, der så det. Jeg kender alt for godt konsekvenserne. Til grin resten af dagen.

Da jeg noget senere kom tilbage til de andre, sagde de, at de havde været bekymret for mig og var ved at samle ind til en bårebuket til mig. De er s'gu så søde.

Som antydet i går har dagen i dag stået i indkøbenes tegn. 4 supermarkeder og 2 gårdbutikker har lagt terminal til vores Dankort.

Der skal et godt helbred til at klare sådan en rundgang.

Heldigvis slap jeg for at få med ind i halvdelen af de besøgte handelspladser og kunne i fred og ro sidde i bilen og koncentrere mig om at spille Word Feud på iPhonen. Det blev til ganske mange spil, og Facebook skulle jo også passes.

Nu er køleskab og fryser fyldt til bristepunktet. Der er knapt plads til en dåse Pepsi Max.

Men heldigvis skal jeg være med til at spise alt det indkøbte. Jeg vælger at glemme slankekuren. Det har jeg alligevel gjort siden februar.

Således har min udsigt været det meste af dagen.
Et kig ud på en våd og grå dag, på vore havemøblers afdækning. Som jeg glæder de sig til at blive pakket ud til foråret. Og vores indpakning er cirka lige store.
Men nu må man jo ikke tro, jeg har spildt tiden. Slet ikke. Jeg har nuppet et par eller tre morfædre. Jeg har set lidt TV. Jeg har spillet Word Feud. Jeg har fået frokost, som jeg lavede i et godt samarbejde med forstanderinden. Altsammen gode og kristne gerninger.
Derfor har jeg det godt med en sådan driver-dag. Den fortjener man nu og da. Man kan næsten føle sig udhvilet. I morgen bliver det en anden kop te. Så skal der købes ind.
Opråb til supermarkeder i omegnen: "Rul den røde løber ud. Hun kommer".

Det er mortensaften i dag. Tusinder af ænder og gæs må lade livet, fordi den gode Morten, som levede for over 1700 år siden ikke gad blive biskop. Derfor gemte han sig blandt gæssene, som dog skræppede op, og han blev fundet og - udnævnt til biskop.
Fra da brød han sig ikke om gæs. Han besluttede derfor, at alle husstande en gang om året skulle slå en gås ihjel og spise den. Så ku' de lære det, ku' de.
Og her gik man og troede, at netop biskopper var venlige og tilgivende mennesker. Men nej. Hovedet af de stakkels gæs, som ellers lige gik og glædede sig til jul.
At ænderne så senere også måtte bøde med livet er i den grad uretfærdigt. De havde intet med afsløringen at gøre. Blot er de mindre fede - og billigere. Og det er ik' engang en and.
Jeg synes s'gu, det er synd for fjerkræet at ombringe dem på grund af en uvillig biskop. Så her i huset får vi en god suppe.

En del af min formiddag gik med at pusle rundt i mit hyggelige og nu ryddelige værksted.
Det var sådan noget med at gøre oprydningen endnu bedre, end den var. Noget med at reparere nogle el-kabler, der trængte til det. Noget med at flytte rundt på dåser, flasker og værktøj, så det hele så rigtig pænt ud. Og sluttelig noget med at rengøre min cykel totalt efter lørdagens dejlige tur på fugtige veje. Samtidig blev kæden renset og indsmurt.
Øj mand, hvor jeg hyggede mig i et par timer.
Dog det var lidt køligt derude. Jeg savner et varmeapparat. Det ville have gjort oplevelsen total.
Dejlig varm tomatsuppe bagefter gav dog varmen hurtigt igen.
Jeg går s'gu ud og flytter lidt rundt på tingene i morgen igen.

Jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst var så træt som i dag.

Jeg var og er træt hele vejen igennem min gamle krop og ud på den anden side. Mine ben vejer 1 ton hver, og min ryg er låst fast. jeg kan knapt bevæge mig.

Årsagerne til denne nød og elendighed ligger i mine to favorit-hobbies, cykling og jagt.

Jeg har været så letsindig at tro, at jeg kan klare begge discipliner på to på hinanden følgende dage, lørdag og søndag. Lad mig slå fast med store bogstaver: DET KAN JEG IKKE.

I går cyklede jeg 63 anstrengende kilometer, og i dag har jeg været på en anstrengende jagt, hvor vi gik en del mere end vanligt.

Den fejl begår jeg aldrig igen. Der skal være mindst to dage imellem.

Men hvor var det skønt midt i anstrengelserne at finde en valmue i blomst. Vi er i november.

I dag er en mindeværdig dag - ikke mindst for vores datter og Århus Sporveje.
Søndag 7/11 1971, for 44 år siden, kørte Spovejenes sporvogne deres sidste ture.
Datter Annette og jeg ville gerne med på en "farvel-tur", så vi steg på en sporvogn ved Marienlund og kørte hele vejen til endestationen ved Tangkrogen og tilbage igen. Annette var 4 år, og det var stort for hende - og også lidt for mig.
Desværre har jeg ikke selv billeder fra begivenheden, men der findes heldigvis mange.
Man kunne godt ønske sig sporvognene tilbage, men måske den kommende letbane kan gøre nytte og fjerne biler fra midtbyen.

På en trist, grå og mørk novemberdag som i dag har jeg ikke den store lyst til at lave ret meget udendørs. Det har jeg da undladt.

Ej heller har jeg haft lyst til at lave noget indendørs. Så det har jeg også undladt.

Så dagens aktiviteter har bestået af besøg i et par supermarkeder, afhentning af hundefoder og besøg på bilhospitalet for at betale den store regning for den seneste behandling. Man tog glad og overrasket imod betalingen.

Dagens aktiviteter har således alt i alt været til at overskue, hvorfor jeg nu frisk og udhvilet sidder lige så stille og glæder mig til, at vi i aften skal ud og spise med datter Annette og svigersøn Kent. Det er en belønning til de to for at have ordnet haven, mens vi var på sommerferie. Så man kan ikke sige, at det er for tidligt, at lønnen udbetales. Skulle ikke undre mig, om der er løbet renter på.

I 2006 var jeg 66 år gammel. Nu er jeg snart 75.

I 2006 var vores bil helt ny. Nu er den 9 år gammel.

I 2006 påbegyndte jeg min dagbog, som du just læser. Det er nu 9 år siden.

OG. I 2006 produceredes de cocktailpølser, som forstanderinden købte for 3 uger siden i ALDI. De er nu 9 år gamle. De er da vist "løbet lidt på datoen". Se billede.

Heldigvis nåede hun at opdage fejlen, inden vi satte tænderne i dem.

En henvendelse i butikken medbringende omtalte levnedmiddel blev ikke taget alvorligt. Desvære er bonnen bortkommet. Kassedamen mente at vide, at pølserne højst var 14 dage gamle, hvor hun end fik den fra. Og kun modstræbende betalte hun pengene tilbage.

En skriftlig henvendelse for 8-10 dage siden til hovedfirmaet er ubesvaret.

Tror, vi vil begrænse vore indkøb i ALDI.

Der er 3 måder til at gøre en hund dygtig, træning, træning og træning.

Jeg kan ikke påstå, at jeg har benyttet alle tre, højst den ene af dem.

I dag tog jeg mig imidlertid god tid til en grundig omgang med begge hunde.

Nu er det ofte sådan, at gamle hunde ikke kan lære nye tricks, så jeg begrænsede mig til at træne konditionen og en smule teknik.

Begge hunde var meget interesseret og overraskende lydige. Jeg er sikker på, at de nød at fare rundt og lede efter gamle, sure apportbukke med gammelt slidt kronhjorteskind. Fasaner er sjovere. De må vente til på søndag.

1. gang var kedelig. 2. gang var kedeligere. 3. gang var dødkedelig.

Tre gange måtte vi køre på lossepladsen for at bortskaffe resultaterne af den kraftige studsning af 1 stk. blommetræ og 1 stk. rødtjørn. Det tog 3½ time.

Vi havde lejet traileren hos en herboende næringsdrivende, en tankpasser, for den formidable sum af 175 kroner. Til gengæld var det en splitterny trailer, som kørte sin jomfrutur med vores afklip. Det er da noget at huske.

Forstanderinden, den seje kvinde, tog sin del af slæbet, men nu er vi også trætte begge to. Så jeg har sagt til hende, at hun gerne må tage en lille pause under madlavningen. Ikke for lang naturligvis. Men hun skal da mærke, at jeg er en venlig mand.

Den store oprydningsdille greb mig i dag - sådan for alvor.

Mit værksted, der siden sommerens mange aktiviteter har lignet et bombekrater, er nu i god ro og orden. Det tog et par timer.

Man kan se såvel gulv som bord, hvilket ikke har været muligt længe. Og der er plads at bevæge sig på uden at skulle flytte om på kompressorer, cykel, sammenklappeligt arbejdsbord og reparationsstativ. Ej heller skal jeg længere bekymre mig om at falde over et eller andet stykke værktøj på gulvet. Så glorien svæver kraftigt lysende over mit smukke hoved, og jeg fik ros af forstanderinden.

Nu afventer jeg at få samme lyst til oprydning i mit redskabsskur. Måtte den komme snart.