---

Hvis du gerne vil se de fem tidligere dele, så klik på én af nedenstående:
Del 1: 9/1 - 12/11 2006.
Del 2: 13/11 2006 - 9/8 2007.
Del 3: 10/8 2007 - 4/2 2008.
Del 4: 5/2 2008 - 9/10 2008.
Del 5: 10/10 2008 - 26/5 2009.

---

Onsdag 13/1 2010:
Man spøger ikke med dør-gerigter. Jeg gør i hvert fald ikke. De er en alvorlig sag. Ej heller skal jeg nyde noget af at begynde at sætte dem op. Jeg har prøvet for mange år siden. De blev hurtigt pillet ned igen. Men heldigvis er vores ældste svigersøn ferm til sådan noget, så jeg overlod trygt opgaven til ham, alt imens jeg fra baggrunden gav gode råd og lavede lidt af det grove arbejde som at nedtage de gamle. Det blev til et fortræffeligt samarbejde, hvor min indsats var begrænset, så jeg også havde tid til at lave frokost. Men han spiser så sundt, så den skulle han ikke have noget af. Så var der des mere tid til at sætte gerigter op. Nu mangler vi blot, at vores ældste søn kommer og maler og sømmer gulvlisterne fast. Det kan jeg heller ikke finde ud af.

Tirsdag 12/1 2010:
Jeg har tilbragt dagen på Silkeborg Bibliotek, Lokalhistorisk Arkiv, på udkig efter de allersidste informationer til min bog om Silkeborg Fattiggård. Da mine øjne i eftersøgningen løb op og ned ad nogle avispalter fra 6/9 1902, bemærkede jeg en lille notits med overskriften "Henrettelse med Forhindringer". Jeg læste den, og den viste sig at være en både dramatisk og makaber historie: "En bulgarsk Bonde Kamaroff, der var dømt til Døden for Mord, skulde forleden hænges. Paa Vejen til Galgen trak han sin Dolk og saarede tre af sine Vogtere og en Soldat haardt. Da man fik ham overmandet, lykkedes det først efter to forgæves Forsøg at faa Livet af ham; første Gang brast Rebet, anden Gang tog man ham ned, inden Livet var udslukt, saa han kom til sig selv igen." Notitsen slutter her. Hvordan mon man så tog livet af ham? For artiklen fortæller jo, at det gjorde man, men der var to forgæves forsøg. Man må jo have klynget ham op en tredje gang. Den bøddel stod vist ikke til lønforhøjelse.

Mandag 11/1 2010:
Jeg er kendt for at bruge kilometervis af gaffatape. Men sådan hedder det slet ikke. Til min store overraskelse læste jeg i dag, at det faktisk hedder "gaffertape". Ordet stammer fra filmproduktioner, hvor en gaffer er en person der laver elektrikerlignende arbejde som kabeltræk til lyssætning, kamerasætning osv. Når kablerne skal gøres fast, anvendes tapen. ''Gaffatape'' er en sproglig forvanskning. Hold da op, hvor ens barnetro nemt ændres.

Søndag 10/1 2010:
Tænk, at det skulle overgå mig, jeg, som igennem mere end 20 år har forsøgt blot at hænge på i computerens udvikling og har stillet tusinder af mindre velbegavede spørgsmål til Gud og hvermand om brugen af EDB, at jeg skulle komme til at lære andre om det. Men forstanderinden vil selvfølgelig gerne mestre brugen af sin nyerhvervelse, den bærbare. Så vi er i dag startet ved Adam og Eva, men er gået hurtigt frem (bl. a. sprang vi bronzealderen og renæssancen over) og nåede to emner, E-mail og Internet. Det gik forrygende, så fra nu ved ingen med en e-mailadresse sig sikker og "Lauritz.com", auktions-webbet, vil blive kigget grundigt efter i sømmene. Men vi nåede desværre ikke frem til, at forstanderinden lærte, hvordan man byder på genstande på "Auktions-Lauritz". Det er nemlig meget, meget, meget, meget svært, og desuden har jeg ikke råd til at give min viden videre om det!

Lørdag 9/1 2010:
I mine øjne er meteorologer det mest utroværdige folkefærd i landet. Kun i helt oplagte tilfælde holder de, hvad de lover, f. eks. i disse dage, hvor enhver kan forudsige, at det bliver koldt også i morgen. Andre hævder, at autoværskstederne er lige så utroværdige. Det er helt forkert. De kan slet ikke følge med meteorologerne, hvad angår at bryde løfter. Tværtimod vil jeg løfte mit eget værksted, Toyota på Grenåvej, som jeg besøgte i afvigte uge, højt ud af de usandfærdige beskyldninger, der generelt rettes mod mekanikere og værkførere. Jeg får lige præcist, hvad de lover - og lidt mere, og til tiden. Ovenikøbet sker alt med et serviceniveau, der ligger højt.
Jeg foreslår, at vi lader en gruppe mekanikere overtage vejrudsigterne.

Fredag 8/1 2010:
Jeg er løbet ind i alvorlige familie-beskyldninger om min hjemmesides mangel på opmærksomhed i forbindelse med vores svigerdatters fødselsdag i går og et billede af en solnedgang i Mørke, taget af vores ældste søn. Den gren af familien er da lidt vanskelig. De kræver, at jeg gør noget ved manglerne. Det er hermed gjort, for jeg bryder mig ikke om "familie-bøvl". 
Til fødselsdagsmiddagen i går fik vi iøvrigt andesteg a la juleaften. Det bryder jeg mig til gengæld meget om.
For en sikkerheds skyld må jeg hellere også nævne, at vores svigersøn havde fødselsdag den 29/12, vores ældste datter den 2/9, vore tre børnebørn den 7/9, 26/8 og 29/4, forstanderinden den 7/4 og vores ældste søn den 24/1. Så er alle nævnt, og der kan ikke opstå uro i rækkerne, fordi jeg måske glemmer at nævne nogen. Min egen fødselsdag eksisterer ikke længere. Jeg er blevet for gammel til det pjat!

Torsdag 7/1 2010:
Jeg må have denne her med om en uheldig, ung og tysk cyklist:
Christopher-Felix Hahn havde fået en del at drikke til en fest i juni 2008. Dog ikke mere end at han så sig i stand til at cykle hjem. På vej hjem fra festen mødte han desværre politiet, som testede hans spirituspromille til 1.7, hvilket er mere end tre gange det tilladte. Det har nu kostet ham en bøde på 3.800 kr., retten til at cykle og køre alle køretøjer, som ikke kræver kørekort, f.eks. rulleskøjter og skateboard, de næste 15 år samt retten til at tage kørekort til bil, indtil bøden bliver slettet fra hans strafferegister.  Just da han havde vænnet sig til tanken om de mange og strenge straffe, fik han en ny meddelelse. Han skal med en promille på 1,7 (1,6 er grænsen) læge- og mentalundersøges. Mon ikke Christopher-Felix Hahn ville ønske, at han havde taget en taxa hjem fra den fest?
Det ville aldrig være sket for mig. Jeg har endnu aldrig cyklet i spirituspåvirket tilstand, heller ikke i Tyskland, hvor jeg dog har cyklet nogle gange.

Onsdag 6/1 2010:
Jeg var hos mekaniker i dag for at få checket Toyotaen for soddannelser i motoren, eller hvor det nu var. Jeg troede, at så skulle en mængde ting skilles ad og renses, men nej. Den rare mand kørte en lille tur med en computer tilsluttet, og efter hjemkomsten arbejdede og tænkte den lidt, nogle få ting blev manuelt ordnet, og computeren blev sat på igen for at indsætte et nyt program i bilens egen computer - og så var den sag klaret. Jeg var vildt imponeret. Tænk sig, min bil er en kæmpestor, kørende EDB-maskine, som kan få slettet og indsat programmer. Gad vide, om der også er "WORD" i den, så jeg kan skrive, mens jeg kører.

Tirsdag 5/1 2010:
Én af familiens EDB-nørder, vores ældste søn, kom forbi og installerede alt i forstanderindens nye bærbare computer. Så den er nu fuldt funktionsdygtig. Men det er forstanderinden ikke. Hun har været sengeliggende hele dagen med noget influenza-agtigt. Det kan man bare ikke - sådan lægge sig, når man har fået en ny computer. Hun må lære at tage sig sammen. Men sig ikke til hende, at jeg har skrevet sådan! Ups! Hun har jo lige fået sin egen computer og kan selv læse det - men ikke før jeg har lært hende hvordan, og det er ikke godt at vide, hvornår jeg får tid til det.

Mandag 4/1 2010:
Det er fuldbragt. Forstanderinden har fået sin nye computer. Og på trods af stor lyst til at handle andre steder, blev det Bilka, der løb af med sejren på grund af et godt tilbud på en vistnok god computer. MEN: Den har kun 32 bit og ikke 64. Hvis du læser gårsdagens hårrejsende beretning, vil du vide, at jeg ikke har den mindste anelse om, hvad det betyder. Men altsammen er det uvæsentligt, for forstanderinden synes, at den er pæn - og det synes jeg også. Se bare billedet t.v.
Nu får den foreløbig lov at stå indpakket, til én af familiens EDB-nørder kan komme tilstede og installere det nødvendige. Det vil jeg holde mig på lang afstand af.
 
Søndag 3/1 2010:
I mine forsøg på at kvalificere indkøbet af forstanderindens bærbare computer søger jeg viden mange steder, bl.a. hos vores datter og svigersøn, som vi besøgte i dag, hos vores søn eller hos en gammel ven i Æbeltoft. Jeg lytter intenst og gør, hvad jeg kan for at forstå det indforståede computersprog. I dag var spørgsmålet, om den nye maskine skulle være med 32 eller 64 bit.
Jeg må tilstå, at jeg ikke lige ved, hvad en bit er, og hvad den bruges til. Jeg slog derfor op på "Wikipedia" og fandt følgende: "Bit er et binært ciffer (dvs. kan være én af to muligheder), og forkortes ofte "b", mens forkortelsen "B" bruges for byte. Bit er en forkortelse for de engelske udtryk "binary digit" eller "binary unit", og anvendes i informationsteori og inden for IT".
Endvidere: "Enhed for informationsmængde: Her er antallet af bits 0 eller et positivt kommatal. Der er her er tale om mængden af information: F.eks. er informationsindholdet i tekst skrevet med tegnene a, b, ..., æ, ø, å og blanktegn er mindre end ca. log₂(30)=4,9 bit/tegn. Det skyldes at der kun er 30 mulige bogstaver, og angivelsen af ét bestemt bogstav "vælger" et af dem". 
Efter at have læst dette, var jeg ikke længere i tvivl om, hvad en bit er, og jeg følte ikke trang til at vide mere.

Lørdag 2/1 2010:
Forstanderinden vil gerne have en bærbar computer - og jeg synes, det er en god ide. Derfor bevægede vi os begge i vores fine Toyota i retning mod "Elgiganten", et stort elektronikfirma i byens nordvestlige hjørne, for der at forespørge. Men det var en håbløs opgave. Straks man træder ind ad døren, føler man sig fortabt blandt hundreder af kunder og med ekspedienter, der kæmper en overlevelseskamp for at svare på tusindvis af spørgsmål. Uden kontakt med nogensomhelst forlod vi stedet for at køre lige rundt om hjørnet til en lille butik, "Føniks Computer", hvor der straks var en ekspedient klar til at tage imod. Han var 20-25 år og vidste alt om emnet, virkede reel og forklarede f. eks., hvad "2 Gb ram" betyder. Det anede vi intet om på forhånd, men nu gør vi og ved, hvad der skal kigges efter. Vi skal iøvrigt ikke have under 2 af dem. Vi aftalte at mødes i næste uge, når forretningen får et større udvalg hjem efter julens travlhed. Hvor var det skønt at møde et menneske, der tog sig tid, og som kunne rådgive uden at blive stresset. Hurra for de små firmaer.

Fredag 1/1 2010:
For første gang bruger jeg årstallet 2010. Bemærk, at det er lidt mere finurligt at skrive på en computer end 2009 - eller måske skal tallene blot lige "ind i fingrene".
Jeg tilstår. Jeg levede ikke op til mine egne og velmente 3 advarsler fra i går. Det gik fint med punkterne 2 og 3 og sidste halvdel af 1. Men første halvdel voldte problemer - gør det også i dag. For første gang i mange, mange år har jeg en god gammeldags gang tømmermænd. Ganske vist ikke af den helt onde slags med hovedpine, men den lille svimmelhed med vedhæftede uoplagthed (dorskhed). Jeg har drukket mælk, og det sker ellers ikke ofte. Og det var heller ikke med min gode vilje - men med forstanderindens - at jeg midt i min elendighed skulle hænge cirka 40 "anebilleder" op. Men det er nu gjort. Jeg vidste ikke, at man kunne blive så svimmel af at hænge billeder op.

Torsdag 31/12 2009:
Et rigtigt godt nytår ønskes til hver og én. Måtte 2010 blive det bedste år nogensinde for os alle.
Men pas lige på i aften - som jeg gør:
1) Drik og spis ikke for meget.
2) Gå ikke tilbage til en fuser.
3) Pas på, hvor du sætter dig. Der kan ligge en pruttepude.

Jeg glæder mig til at se og høre fra jer alle næste år.






Onsdag 30/12 2009:
Der er noget og nogen i denne verden, der er uforanderlig - og jeg er åbenbart én af dem. Jeg var på lossepladsen i dag og måtte gå lidt rundt for at aflevere alt på rette sted. Jeg blev da standset af en 45-50 årig mand, som sagde "Hej, Gunnar". Jeg stoppede og kiggede lidt forbløffet, for jeg kendte ikke vedkommende. Som altid i sådanne situationer er det tidligere elever, der genkender mig, men det kniber mere med min genkeldelse af dem. Den rare mand fortalte, hvem han var og sagde, at han overhovedet ikke var i tvivl, da han så mig, genkendte mig straks - og så kommer det, jeg er så rævestolt over: "Du har næsten ikke forandret dig", sagde han. Og jeg har ikke set ham - og han mig - siden 1974, da han forlod skolen i 3. klasse. Stik lige den! Men jeg gider ikke høre om, at jeg blot blev ældet i en tidlig alder.
PS: Inden for de næste 5 minutter (klokken er nu 16.54) vil besøgende nr. 200.000 være inde på min hjemmeside.

Tirsdag 29/12 2009:
Det var godt nok på et hængende hår (hvorfra stammer iøvrigt det udtryk?). Jeg nåede i mål - 3 dage før tæppefald. På årets sidste cykeltur SKULLE jeg køre 26 km. for at have nået de 2.750 km., der er min årsnorm. Men ikke noget med smalle steder, så jeg kørte 28. Derfor kan jeg rose mig af at have kørt 2.752 km. i år. Det er måske godt nok, men alligevel er jeg skuffet. Sidste år kørte jeg 3.245 km., altså 495 mere en målet og 493 km. flere end i år. Det er skuffende, at jeg ikke nåede bare i nærheden i 2009 - især fordi min eneste undskyldning er det dårlige vejr i oktober og november, hvor jeg kun kørte 294 km. I samme periode sidste år kørte jeg 711 km. Så jeg er en skuffet mand. Men jeg kommer igen og sætter atter målet på 2.750 km. for 2010, selv om jeg havde overvejet at sænke det med 250 km. Men det ville være at vise svaghedstegn! Og jeg har stadig EPO'en at falde tilbage på. Min gode apportør-ven Niels B. har forsynet mig med diverse opkvikkende stoffer. Jeg betragter ham som min sponsor. Så det forpligter også.

Mandag 28/12 2009:
Ja, jeg ved det godt. Klokken er næsten 20.30, og jeg har for en gangs skyld glemt at opdatere min hjemmeside i dag - fuldstændig svedt den ud. Og det er en skam, for jeg havde en rigtig spændende beretning at give. Men den har jeg desværre også glemt. Og det hele er forstanderindens skyld. Hvis hun ikke havde serveret en særdeles velsmagende salat til aften - hos os kalder vi den Middelhavssalet - som jeg nok sad for længe over, da jeg spiste en del af den, så havde jeg husket både opdatering og beretning.
Måske vender hukommelsen tilbage til i morgen, selv om jeg kan være i tvivl om det.

Søndag 27/12 2009:
Se lige på billederne herover - glem teskeen, den er der blot for at give en ide om størrelse. 
Vil nogen forklare mig, hvordan det viste søm er havnet på hjørnet af Eugen Warmings Vej og Vester Ringgade i Århus? Det er svært at forklare, men virkningen udeblev ikke. Jeg punkterede lige nøjagtigt på omtalte hjørne på min fine, nye cykel. Jeg kørte sømmet tværs igennem dæk og slange, hvorfor forstanderinden måtte i bilen til afhentning og efterfølgende transport til Hornslet, hvor min vakse svigersøn straks lappede for mig, så jeg kan cykle igen i morgen. Han forsøgte også at lære mig at tage hjul af, selv lappe og sætte hjul på igen. Jeg hørte ikke godt efter!

Lørdag 26/12 2009:
Jeg ved ikke meget om musik - sådan generelt. Jeg lytter kun sjældent efter, hvad der spilles i radioen. Det siger mig ikke rigtigt noget, og kun med års mellemrum sætter jeg en CD i vores stereoanlæg. Jeg har hørt, at musik kan være med til at bringe mennesker i godt humør, hvis de er lidt nede. På mig virker det stik modsat. Hvis jeg er ked af noget eller bekymret, irriterer musik mig enormt. Så vil jeg hellere høre et interview eller en debat, f. eks. på P1, for at aflede tankerne. Jeg har derfor heller ikke nogen favorit-musik - skulle jeg endelig vælge noget, blev det irsk folkemusik og Niels Haugsgaard.
Nå, jeg kommer længere og længere bort fra det, jeg egentlig ville fortælle. Jeg har to kæmpe-aversioner i musikken, Pia Raug og Rasmus Lyberth. De er begge ganske forfærdelige, og intet kan få mig til at bevæge mig hurtigere, end hvis jeg tilfældigt hører dem i radioen. Min speed hen for at slukke er uovertruffen. Men de har fået en konkurrent. Jeg hørte i formiddags en sanger, som jeg intet kender til, Jonathan Butler, vist nok amerikaner. Han sang en sang, han har kaldt "Lies". Den var næsten lige så slem som Raug og Lyberth - og så er den ikke god!

Fredag 25/12 2009:
Jeg må desværre fortælle, at jeg heller ikke i år vandt mandelgaven, selv om jeg på forhånd var optimist. Så nu er det 59 år, siden jeg sidst havde den glæde. Og den gang vandt jeg hvert år - pudsigt nok. Men det må ikke blive til 60 år, så juleaften 2010 vinder jeg, om jeg så selv skal medbringe en mandel og snyde mig til den. Jeg har ingen hæmninger, hvad angår mandelgaver!

Torsdag 24/12 2009:
Endelig er den her, juleaften. Jeg ønsker alle en glædelig jul med håbet om en god aften, hvor den rette får mandelgaven. Hos os kan det kun være mig. Jeg har ikke vundet den, siden jeg var 10 år.











Onsdag 23/12 2009:
Lillejuleaftensdag, dagen, som jeg som barn oplevede som "Den længste dag". Den føltes næsten længere end alle de andre tilsammen. Spændingen om juleaften i morgen var lammende. Vores yngste barnebarn udtrykte det samme, da hun besøgte os i dag og erklærede, at hun ville korte af dagen ved at gå tidligt i seng. Man så håbe, at hun kan falde i søvn, for det kunne jeg ikke, da jeg var på hendes alder, og det fik dagen til at føles om muligt endnu længere og gav endnu mere kriblen i maven.
Jeg vil ikke gå tidligt i seng i aften. Jeg vil hygge mig med et glas jule-glögg eller to, gå i seng ved midnat, vågne klokken 5, stå op, tænde juletræet, læse, gætte kryds & tværs, se lidt morgen-TV og gå i seng igen ved 7-tiden og sove til klokken 9 - jul eller ej. Man har vel lært at planlægge sin tid!

Tirsdag 22/12 2009:
På en dag som denne med mængder af sne og alt i alt lidt gråt og trist vejr kan man glæde sig og ærgre sig. Jeg glæder mig over at kunne sidde lunt og godt indendøre, skrive lidt, spise lidt, drikke lidt, se lidt TV og hyggesnakke med forstanderinden, som fik juleferie i går og derfor så småt er ved at komme i julestemning, hvilket afstedkom, at jeg blev tilbudt et stort stykke marcipanbrød, en gestus, som ikke oftet ses. Jo, der er meget at glæde sig over, selv på en grå 22. december.
Men der er også ærgrelser: Jeg savner at bruge min nye cykel, og desværre ser det ikke ud til en snarlig tur. Og det er galt, for jeg kommer i bekneb med at nå mit årsmål på 2.750 km. Jeg mangler endnu 80 af dem. Jeg må satse på et par "godt-vejrs-dage" mellem jul og nytår. I mellemtiden vil jeg med min uimodståelige charme se, om jeg kan lokke endnu et stykke marcipanbrød ud af forstanderinden.

Mandag 21/12 2009:
Det er årets korteste dag. Solen stod hos os op kl. 8.46 og forsvandt allerede kl. 15.40. Jeg synes, at jeg knapt opfattede, at det var dag, for den var kun 6 timer og 54 minutter lang. Ovenikøbet har dagen budt på gennemtrængende kulde i et gråt og trist vejr. Men jeg vil glæde mig over, at fra nu bliver dagene længere, i starten ikke mange sekunder per dag, men snart bliver det bedre. Herligt at vide. Hold da op, hvor jeg glæder mig til foråret og sommeren!
Og så lige til sidst en lille test, for at finde ud af, hvem der er din sande ven:
Lås din hund og din ægtefælle ind i bilens bagagerum. Kom tilbage efter en time eller to og luk dem ud. Hvem vil da virkelig udtrykke sin glæde over at se dig?

Søndag 20/12 2009:
Ingen har kunnet gætte, hvordan nedenstående spor i sneen er fremkommet. Der er gættet på, at det kunne være fra en tissende ræv. Det er det ikke. Lad mig derfor røbe svaret nu. Den halvrunde form er fremkommet af, at min hund ivrigt logrende sad i sneen og ventede på at en fasan skulle blive skudt. Vi ventede lidt længe, og da der ikke var mange af dem, gav det den logrende hale tid til at skrabe sneen væk i en symmetrisk form. Hvis man studerer billedet, kan man tydeligt se hundens bagben i sneen, og i mellem dem også ane "de ædlere dele". Vi oplever altså meget på en jagt!

Lørdag 19/12 2009:
Årets uigenkaldelig sidste jagt i dag. Og det var koldt, nej det var rigtig koldt, men flot. Vi satte vore spor i sneen, nogle spor var lettere at tyde end andre. Kig lige på "sporet" til venstre, og den, som kan, bedes skrive i min brevkasse eller på e-mail, hvad det er, der har afgivet dette "spor". Og det er ikke menneskeskabt! Det er cirka 50 cm. bredt.
Brevkassen findes ved at klikke her. Min e-mail ved at klikke her: gu@profibermail.dk.






Fredag 18/12 2009:
Der er én god ting ved en kold, grå og trist dag som den i dag. Man behøver ikke at gå ud i den. Det har jeg glædet mig meget over hele dagen, mens jeg nød det indendøre i 22 graders varme med mine "evindelige" skriverier. Bemærk venligst gåseøjnene, for jeg elsker den beskæftigelse, og forstanderinden har ingen indvendinger - for hun er på arbejde. Nogen skal jo skaffe den stakkels, fattige forfatter en indkomst. Alle kunstnere sulter og lider nød ved starten af deres karriere. Senere går det dem meget bedre. Nobelprisen i litteratur venter mig. Men de må aflevere den til mig her på adressen. Jeg rejser ikke til Oslo med de temperaturer, de har der.

Torsdag 17/12 2009:
Jeg har kørt temmelig mange kilometer i bil i dag. Forstanderinden skulle bringes til og hentes fra sit job i Århus. Hun bryder sig ikke om at køre selv i snevejr. Ydermere bad hun om (= befalede hun), at jeg efter afhentningen skulle bringe hende til Hornslet til en damefrisør - og naturligvis samle hende op samme sted senere. For hun siger, at jeg godt kan lide at køre i sne. Bortset fra at det gik meget langsomt på grund af den megen sne, forløb alt vel. Men jeg lærte vigtigheden af at køre med vinterdæk. På et tidspunkt kørte foran mig en bil af lidt ældre dato - meget forsigtigt og tydeligt på sommerdæk. I et venstresving sænkedes farten yderligere. Alligevel drejede bilen ved en forsigtig opbremsning pludselig en halv omgang og stod med næsen i modsatte retning og i modsatte vejbane. Der var intet farligt over situationen, for jeg holdt god afstand, og der var ikke anden trafik. Den understregede blot, at vinterdæk er en god ting. Det ville ikke være sket for mig. Er det ikke bare herligt?

Onsdag 16/12 2009:
Selv om jeg ikke er vild med sne - kun juleaften - er der alligevel noget charmerende ved årets første af slagsen. Det var lidt hygeligt at kigge ud ad vinduet til morgen og se sneen, men samtidig tænke på de, der var nødt til at begive sig ud i den - som f. eks. forstanderinden. Jeg kunne heldigvis opholde mig indendøre hele dagen foran computeren, skrivende flittigt. 
Midt på eftermiddagen fik jeg alligevel lyst til at gå en tur i den frostklare luft. Jeg fandt vej til vores lokale lystbådehavn, hvor jeg bemærkede to ting:













Se også billede af flot "sne-træ" i "Mit fotoarkiv". Klik her.

Tirsdag 15/12 2009:
Selv om det er ved at blive lidt meget, følger jeg alligevel en smule med i Klima-topmødet i hovedstaden. Desværre er det de mange demonstrationer, der præger overskrifterne og TV-indslagene. Således også i går, hvor jeg dog oplevede et lille, morsomt indslag. "DR Update" var live foran forsvarsministeriet, hvor en demonstration var i gang. Men alt var roligt. Reporteren refererede - måske til sin ærgrelse - at det var en uhyre fredelig demonstration, hvor politiets tilstedeværelse vist ikke var nødvendig, og han sagde: "Det går helt fredeligt til. Indtil nu er ikke kastet så meget som et Dankort efter nogensomhelst". Den ku' jeg godt li'.

Mandag 14/12 2009:













Der er to historier at fortælle - én til hvert billede. Sammen med en anden CUBE-cyklist (CUBE er holdet, vi kører for), vores ældste søn, cyklede jeg i dag en god tur. Ikke alt lykkedes dog, idet vi uden held forsøgte at komme ind i Karlby Kirke. Den var aflåst. Morsommere blev det, da jeg på hjemvejen passerede et sted ved Eskerod, hvor i mange år et ægtepar har tjent en lille skilling ved tålmodigt på en vigeplads at sidde i deres campingvogn dagen lang i hele december for at sælge smukke, hjemmelavede juledekorationer. De har gjort det i så mange år, som jeg kan huske. Man må dog håbe, at indtjeningen er bedre en staveevnen, og så er der endda her tæt på jul en rabet på 25 %. Det samme skilt - dog uden rabattallet - har været der lige siden starten. Nu er det måske blevet et "trademark", som de ikke tør skifte, selv om de måtte have erkendt stavefejlen.

Søndag 13/12 2009:
I dag var årets næstsidste jagt, og jeg var så heldig, at mellemste barnebarn Kristian var med mig. Det er dog utroligt, hvad børn på den alder kan holde til. På trods af at han lige har rejst sig efter 14 dages influenza, gik han med igennem alle dagens såter, gennem mudder og vand i skov og på mark. Jeg var styrtet flere timer, inden vi sluttede, hvis jeg havde prøvet det samme. Jeg stod jo bare oppe foran og fandt sammen med min hund de fasaner, der blev skudt. Og selv om jeg synes, at jeg gik meget, så er det intet sammenlignet med ham. Nu er der selvfølgelig også 57 års aldersforskel.

Lørdag 12/12 2009:
Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg holder meget af søde sager - ikke mindst af marcipan, min favorit. Men jeg holder faktisk mest af børnemarcipan, en slags "erstatnings-marcipan", som forstanderinden kender opskriften på, vistnok bare lidt mandelessens, flormelis og lidt andet, og som vore børnebørn hvert år lige før jul kommer og laver. De er her i dag, og den er helt perfekt, bedre end nogensinde. Der er nu ikke noget som juleslik - den hjemmelavede især, og min favorit-marcipan koster kun en brøkdel af det rigtige. Jeg elsker at spare, så jeg kan få råd til at solde.

Fredag 11/12 2009:
Det er frækt, men af uransagelige grunde alligevel lidt morsomt. Hvorfor mon?  En fredag eftermiddag sidste år gik en 46-årig vejlenser ind i Sparbank i Vejle med en check på 5,6 millioner kroner. Han fik beløbet sat ind på sin konto i banken, og kort efter overførte han fem millioner af kronerne til forskellige konti i Thailand. Desuden fik han en halv million kroner i kontanter. Checken var falsk. Han rejste straks til Thailand, banken ringede ham op på mobilen, og overraskende nok tog han den. Han lovede at returnere pengene, hvilket endnu ikke er sket, og fredag blev han ved retten i Kolding idømt to og et halvt års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri. Han prøvede da!

Torsdag 10/12 2009:
Vidste du, at Silkeborg Fattiggård i finansåret 1872/73 gav et underskud på 37 rigsdaler, 2 mark og 13 skilling? Nej, hvor skulle du dog vide det fra? Jeg vidste det heller ikke før ved middagstid i dag, da jeg i Lokalhistorisk Arkiv i Silkeborg startede en længere gennemgang af fattiggårdsregnskaber gennem 60 år. Underskudet for 1872/73 lyder ikke af mange penge, men når jeg uddyber ved at fortælle, at den samlede udgift for fattiggården det år med omkring 30 lemmer var 200 rigsdaler, 3 mark og 11 skilling, så sætter det underskudet i perspektiv. Og det skulle blive værre. I 1890 var underskudet 5.048,10 kr. med en totaludgift på 13.045,73 kr. Og byrådet var endnu mere utilfreds. Se sådanne regnskaber har optaget min tid i dag, og jeg har nydt det - og fortsætter i morgen.

Onsdag 9/12 2009:
Årets første julefrokost - og jeg deltog i grel modsætning til 4/12, hvor mit helbred forbød deltagelse. Som altid var det hyggeligt blandt gamle venner. Én af disse, Elsebeth - forhenværende sygeplejer fra Århus Kommunehospital - fortalte en lille hændelse fra sin aktive tid. På afdelingen var sidst på eftermiddagen blevet indlagt en ældre mand. Ved sengetid kaldte han på hjælp. Han ville gerne vide, hvor han kunne lægge sin protese. Elsebeth sprang afsted og kom tilbage med en lille protese-skål, som man bruger til patienternes kunstige tænder. Han smilede til hende, sagde tak for tilbudet, men forklarede, at faktisk var det hans kunstige ben, han ville anbringe et passende sted, inden han faldt i søvn. Det blev fundet med lidt røde ører.

Tirsdag 8/12 2009:
Jeg sidder lige nu (klokken er 16.15) og afventer forstanderindens hjemkomst. Der er varslet ilde vinde. Der skal lakeres gulve i køkken og entre, og selv om jeg måske ikke er tiltænkt hovedrollen i denne affære, da jeg er forbudt enhver brug af pensler og malerruller, giver det mig alligevel bryderier. Jeg har allerede under høj stønnen tømt køkken og entre for alt og støvsuget. Om få minutter vil jeg skulle tage del i afvaskninger af gulve og andet ubehageligt. Herefter tager forstanderinden over og lakerer gulvene, hvorpå vi i gåsegang går til campingvognen og overnatter der. Men vi får sikkert to pæne gulve. Alle ændringer - selv til det bedre - er brandirriterende.

Mandag 7/12 2009:
Jeg har et problem med min nye cykel. Jeg kan ikke lade være med at køre så stærkt som muligt. Det lyder vanvitigt, men jeg træder hårdere - og kører stærkere. Men det er kun godt, det giver mere motion, og det har jeg brug for, da jeg har i sinde at blive mindst 100 år. Så er I advaret!
Turen i dag gik til Moesgaard Strand, og der var ikke trængsel - se blot billedet.






Søndag 6/12 2009:
I dag kunne i nyhederne læses, at et barn er blevet født ombord på et rutefly fra Chicago til Salt Lake City. Men det nåede kun til Denver, fordi en kvinde fik veer og fødte. Godt nok. I forgårs fødte en kvinde i en rustvogn med kiste og lig og det hele bagi. Det skete i Honduras, da en hjælpsom bedemand tilbød at køre kvinden til fødselsstiftelsen, da det hastede lidt. Men tæt trafik stoppede ligvognen, og kvinden fødte. Hvad er det sket med de gode, gammeldaws hjemmefødsler?

Lørdag 5/12 2009:
Endnu en jagtdag - denne gang en lidt våd en, i hvert fald til middag. Og der gik jeg i blæst og regn iført en kraftig forkølelse og mit varmeste jagttøj. Og jeg frøs og havde det elendigt. Men så kom skiftet. I frokostpausen fik jeg af en af mine med-apportører to kodymagnyl (staves det sådan? - ja, det gør det vist). Jeg tror, det er anden eller tredie gang i mit liv, jeg får sådan en. Og jeg skal da lige love for, at den virkede. Næsten øjeblikkelig. Det reddede min dag fuldstændig. Nu kunne jeg tale uden besvær og endog på ny blæse på jagthorn, hvilket jeg ikke kunne om formiddagen. Kodymagnylerne har fået en ny fan!

Fredag 4/12 2009:
For første gang i mit godt 69-årige liv har jeg måttet sende afbud til en julefrokost, som afholdes i aften, og som endda er én af de bedre. Det ligner mig  ikke at gøre sådan. Tænk på den fantastiske mad. Mit svagelige helbred har blot ikke tilladt mig at deltage - forkølelsen. Det kan da godt være, at det er billigt sluppet, når det er første gang overhovedet, jeg sender afbud til en julefrokost, men det gør det ikke mindre ærgerligt. Hvorfor lige mig? Jeg havde sådan glædet mig. (Kan jeg få en "tudekiks"?)

Torsdag 3/12 2009:
Som jeg dog er forkølet, jeg kan næsten ikke tale, og det gør ondt i halsen, når jeg prøver. Det er stygt at have det sådan. Får man trøst? Nej - man får tilbudt en "tudekiks. Heldigvis har jeg ikke været hjemme i dag, men tilbragt tiden på Lokalhistorisk Arkiv i Sillebrog, og der var heldigvis et par stykker, der lyttede til mine udsagn om mine helbredsmæssige problemer uden at tilbyde omtalte kiks!

Onsdag 2/12 2009:
Vi har i familien et begreb, der hedder "Tudekiks". De uddeles symbolsk, når én ynker sig selv. Og der skal ikke vanvittigt meget til, før man bliver spurgt, om man vil have én af dem. Jeg er blevet dem tilbudt mange gange, selv om jeg har syntes, at mine beklagelser over dette eller hint var absolut berettiget, f. eks. efter en lang cykeltur eller hårdt arbejde. Da er det ikke klogt at sukke og fortælle, hvor hårdt det har været og hvor ondt det gør lige nu. Så er "tudekiksen" der straks - stadig symbolsk, men som et vink om, at selvmedlidenhed ikke er ønskelig.
Og minsandten om jeg ikke har fundet  ud af, at man faktisk kan købe "Tudekiks". "REMA 1000" har dem. Og efter sigende smager de helt godt! Det har jeg ikke syntes til nu.

Tirsdag 1/12 2009:
Jeg er født pessimist, stort set hvad angår alt. Men det kan være forbistret svært at bevare pessimismen, når mit fodboldhold, AGF, gennembanker Brøndby med 1-0, som de gjorde i aftes. Det var et knæk for mit sortsyn. Men skidt. Der er en kamp igen næste weekend, denne gang mod Esbjerg, og der taber vi garanteret. Det skulle heller ikke overraske mig, hvis to fra holdet falder og brækker benene, og et par andre får rødt kort, så de ikke kan være med før engang til sommer.
Jeg er optimist på pessimismens vegne. Den består evigt!

Mandag 30/11 2009:
I dag cyklede jeg min første rigtige tur på min nye cykel, 37 km., og jeg skulle hilse og sige, at det var rigtig godt, en ren glæde. Jeg blev hurtigt vildt forelsket i den. Man er jo altid spændt på, hvordan man vil få det med sin nye to-hjuler, når man har haft det så godt med den gamle, som har gjort det godt i de 15.669 km., jeg har kørt på den. Så et sådant skifte er væsentligt. Uden at jeg har prøvet det, må det være næsten som at skifte sin kone ud med en anden. Man er spændt på, hvordan det vil gå med den nye. Men hvis det forløb lige så godt som mit skifte af cykel, så måske...... Nej, sikke noget vrøvl at sige. Hun vil ikke kunne undvære mig.

Søndag 29/11 2009:


















Jeg har et problem. Hvordan forklarer jeg andre, at 3 voksne mænd, søn, svigersøn og jeg selv, fra kl. 10 til kl. 15 har siddet foran TV-skærmen og set cricket (DVD)? , en turnering mellem England og Australien over 5 kampe af hver 5 dage. Vi så uddrag af 2 kampe på tilsammen 4½-5 timer. Endnu sværere kan det blive, når jeg også skal forklare, at den pokal, men spiller om, er 8-9 cm. høj og lavet af træ og indeholder asken fra nogle brændte gærdepinde. Men sådan er det altså. Og hvor har jeg nydt det. Gode sandwich, lidt øl og en rig mulighed for at kommentere kampene. Råhygge!

Lørdag 28/11 2009:
Jeg ville gerne have cyklet en lang tur i dag. Min nye cykel stod og råbte på at komme ud på landevejene - og allerhelst i skovene. Den er jo en mountain bike. Desværre tillod tiden mig ikke at gøre cyklen glad. Jeg måtte nøjes med at montere ringklokke, taske under styret og gel-sæde. Men nu er den så endelig helt klar. Inden nåede jeg dog lige at køre Studstrup rundt, kun 2-3 km. Og det var godt. Men jeg glæder mig til mandag, hvor jeg forhåbentlig får tid til en længere tur. I morgen skal jeg nemlig lave noget helt specielt, der ikke har med cykling at gøre.

Fredag 27/11 2009:
I dag var dagen, hvor jeg fik min nye cykel. Jeg har glædet mig til den i 2 måneder. Den er flot, god at cykle på - og jeg skal forsøge at slide den op de næste 20 år. Jeg er jo kun 69. Men nyd nu billedet af den. Den er da smart.










Torsdag 26/11 2009:
På dagens travetur (1½ time) med min gode nabo faldt snakken - da vi havde afsluttet de obligatoriske "brokke-emner" - på nogle af de huse, vi passerede. Da vi gik både "i by og på land" var de naturligvis forskellige, ikke kun af udseende, men primært hvad angår vedligehold. Der var enorm forskel - lige fra det næsten helt faldefærdige, som råbte på maling og reparationer, til huse, der bar præg af ejerens omhu. Ved synet af de faldefærdige fik jeg enorm lyst til at skynde mig hjem og få udbedret et par "småting" på vores eget hus, også selv om det ville koste svære anstrengelser. Heldigvis forsvandt lysten, da jeg kom hjem og sad lige så stille med en kop te.

Onsdag 25/11 2009:
Jeg vågnede tidligt i morges, meget tidligt, og af erfaring vidste jeg, at jeg sandsynligvis ikke ville falde i søvn igen. Derfor stod jeg op, selv om digitaluret blot viste 4:58. Jeg har prøvet denne situation før - og den opstår oftere nu, end da jeg var yngre. Men det giver ikke den store ærgrelse, for jeg kan sagtens finde på noget at lave, læse, skrive, gætte kryds & tværs eller udnytte tiden til forbedringer af diverse filer i min computer. I dag koncentrerede jeg mig om sidstnævnte, min cykel-log, den dagbog, jeg fører over mine cykelture. Det er efterhånden ganske meget, man kan læse ud af den, alt lige fra dato, turens længde, destination, varighed, gennemsnitsfart til max. hastighed - og meget mere. Det er for mig spændende at følge med i det - og så kan jeg derved sikre mig, at jeg hele tiden ved, hvor langt der er til mit årsmål på 2.750 km.
Det er slet ikke så tosset at blive gammel, for alt det havde jeg ikke tid til tidligere. Længe leve alderdommen!

Tirsdag 24/11 2009:
Jeg har været test-kører i dag. Jeg går spændt og venter på min nye cykel og lånte vores søns, som er magen til den, jeg får, for at test-køre den på en 25-30 km. lang tur til Risskov, op ad den frygtede Grenå-bakke og hjem igen. Det var en god oplevelse, især op ad bakken. Jeg nærmest fløj og overhalede en ung fløs, der havde passeret mig kort før bakken. Jeg tror han stod af i farten, da jeg passerede, fordi han troede, han holdt stille. Nu glæder jeg mig endnu mere til at få min egen.

Mandag 23/11 2009:
Som så ofte før har forstanderinden og jeg i dag besøgt frugtplantagen ved Hjortshøj. Altid frisk frugt - og masser af den. Især kan jeg anbefale pærerne.
Ejerne er folk med en god lune, hvilket afsløres ved enhvert besøg. Også udvendigt fornemmer man den. Se blot deres lille vejrstation, anbragt lige ved døren. Nem at aflæse - nem at forstå.
I dag vil jeg vurdere vejret under kategorien "snoren blafrer", altså blæst.
Hvorfor gøre det mere indviklet, end det er?










Søndag 22/11 2009:
Jeg er blevet fejret i dag for min 69-års førdselsdag - og fået gaver. Familien havde valgt at give mig en stor én, en fladskærm til min computer, 21", så nu kan jeg se, hvad jeg skriver uden at skulle læne mig fremad. Jeg tror, at mine rygsmerter er kommet af den idelige lænen sig frem og tilbage for at læse de kloge ord på skærmen. Nu kan jeg sidde behageligt tilbagelænet og uden problemer se hvert et bogstav.

Lørdag 21/11 2009:
Som det måske vides, har jeg en herlig, sort labrador lydende navne Sydney. Og han lyder faktisk. Vi har haft 10 labradors, men ingen så lydig som han. Og han elsker at gå med mig på jagt, som vi var det i dag. Han er langtfra den bedste jagthund, jeg har haft - men den lydigste.
Yngste barnebarn var også med, og hun spurgte mig, hvor meget vore hunde kan lide at gå på jagt, og jeg forsøgte at forklare det ved at sige, at hun kunne sammenligne det med juleaften. Sydney bliver lige så glad for hver fasan han finder, som hun bliver for hver julegave, hun får. Den forstod hun!

Fredag 20/11 2009:
Endelig efter nøjagtig 3 ugers pause blev det vejr til en cykeltur, endelig kunne jeg igen føle vinden smyge sig blødt om mine kinder, beundre solens reflekser fra den let fugtige asfalt, lytte til dækkenes sang mod vejen - og svede fra hver en pore (og ikke "porre", hvilket ville være urimeligt overfor denne udmærkede grønsag), fordi jeg ikke er i den form, jeg burde være. Men hvor jeg dog nød de 55 km., det blev til rundt om Brabrandsøen!

Torsdag 19/11 2009:
Jeg har været udenlands i dag. Forstanderinden havde en ubændig trang til juleshopping syd for grænsen, "Fleggaard", "Poetsch" og "Sonja & Wolfgang". Jo, det hedder de. Jeg var dog glad for turen, fordi den gav mig mulighed for virkelig at afprøve vores nye bil - og det var en god oplevelse. Den var også sat på prøve, for jeg har da aldrig tidligere set så mange colaer, sodavand og øl samlet på et sted. Der behøvedes hestekræfter for at trække dem. Forstanderinden hævder fortfarende, at vi har sparet 6-700 kr. Og hvem vil ikke gerne det?
Men jeg har fået lovning på, at hvis der bliver en næste gang, må jeg gerne blive hjemme.

Onsdag 18/11 2009:
I dag for 69 år siden, klokken 5 om morgenen, fandt en skelsættende begivenhed sted på Skolegade 52, 3. sal t.h. i Silkeborg. Jeg blev født. At der ikke samme dag opstod tumulter med tusindvis af mennesker forsamlet i Skolegade for at fejre begivenheden, skyldtes udelukkende den kendsgerning, at der var krig og forbud mod store forsamlinger. Samme dag mødtes iøvrigt Italiens udenrigsminister Galeazzo Ciano med Adolf Hitler, som var sur pga. den italienske invasion af Grækenland. Den var jeg ligeglad med.
Puha - jeg blev pludselig afbrudt i skriveriet, fordi en af vore tagplader blæste af - et kæmpebrag. Nu skulle skaden være midlertidigt udbedret. Heldigvis var vores søn Peter her, for jeg gik da lidt i panik. Vi må se i morgen, hvor stor skaden er.

Tirsdag 17/11 2009:
Jeg ved jo knapt, hvad der er sket, men jeg er begyndt at gå daglige ture på 1-1½ time. I dag var det 1½. Jeg får godt nok ondt over det meste af kroppen af det, men da det ikke er spor behageligt at cykle i den vind og regn, vi har, og da jeg finder det vigtigt at få motion, er jeg nødt til at lide - og gå. Men så hjælper det, når man på turen ser en solnedgang som på billedet til venstre. Tog billedet i dag.
Iøvrigt går jeg sammen med min gode nabo, Carl, og vi får os en rar snak undervejs og får brokket os over, hvad der er værd at brokke sig over - og så lidt mere. Sådan "Gnavne-gamle-mænd-brokkerier", du ved.

Mandag 16/11 2009:
Endnu en oplevelse. Endnu en tur på taget, nu for at tætne revner med en dertil egnet blanding af noget sort stads. Endnu engang en oplevelse af afmagt, når ben og krop ikke reagerer, som de engang gjorde. Og endnu engang smerter i knæ, hofter, ryg og albuer. Men ingen vej udenom. Taget skal jo tætnes, inden snestormene sætter ind med fygesne på loftet som resultat. Modigt stred jeg mig derop, lavede det nødvendige - og tilsidst kom det  sværeste, nedturen via en stige lænet usikkert op ad tagrenden. Det er mange gange sværere end at kravle derop. Man mærker, at man lever ovenpå sådan en omgang.

Søndag 15/11 2009:
Som oplevelserne da vælter ind over mig. Jeg har i dag haft fornøjelsen af at kravle rundt på vores tag for sammen med min hjælsomme svigersøn at udskifte en tagplade, der trængte hårdt til det. Endnu engang måtte jeg konstatere, at hvad jeg selv kunne gøre for 21 år siden, da jeg ene og alene skiftede samme plade, nu kun kan gøres med ungdommes hjælp. Derfor er man jo også glad for den. Lige inden havde yngste barnebarn, Cecilie, ringet og fortalt, at hun lige havde fanget sin første havørred på 57 cm. og 2,5 kg. og selv fightet den i land En stor dag. Se billede af den i ved at Klikke her.

Lørdag 14/11 2009:
Hvad er bedre på en lørdag i november end at gå på jagt og få sin hund til at finde de fasaner, som andre har skudt? Jeg kender kun få ting, der er sjovere. Og så bliver man så pragtfuldt træt. Lige nu kan jeg knapt løfte fingrene op til tasterne for at skrive. Og så var vi vanvitigt heldige med vejret. Da jagten var forbi, begyndte regnen - lige præcist. Nu slap kræfterne op - jeg skriver ikke mere!

Fredag 13/11 2009:
Jeg har med vilje ikke lavet meget i dag. Det bør man ikke på en fredag, der er den 13. Den er en dag, der forbindes med uheld. Det hele startede således: Fredag den 13. oktober 1307 blev utallige tempelherrer fanget, tortureret, brændt på bålet og skatte beslaglagt efter ordre fra Kong Philip IV af Frankrig. Derefter blev dagen betraget som en uheldig dag - dog nok ikke af Kong Philip.
Og for at gøre det værre: Mellem én og tre gange om året falder den 13. på en fredag. Den trettende i en måned falder hyppigere på en fredag end på nogen anden ugedag. I løbet af 400 år vil der være 688 gange fredag den 13. mod 687 søndage eller onsdage. Så pas på. Jeg har endog læst, at man ikke bør lade sig klippe på en sådan dag, for så bliver der ballade ugen efter. Den tror jeg ikke på, for jeg synes, at der hele tiden er ballade et eller andet sted!

Torsdag 12/11 2009:
Såvidt jeg ved indeholder menneskerettighedskonventionen (det var dog et langt ord) en passus om, at det er en menneskeret at kunne optage TV på video, DVD eller harddisk. Det er kun passende, at en sådan bestemmelse findes. Men min nye udbyder af TV via lyslederkabel blæser højt og flot på bestemmelsen og gør det ikke muligt at optage TV-udsendelser - og det endda på trods af løfter om, at der vil komme en løsning i oktober. Det gjorde der ikke, og firmaet aner lige nu ikke, om den overhovedet kommer. Advarsel: Hold jer på lang afstand af NRGI's "Profibernet". Det er noget skrammel - og meget besværligt - og man kan ikke optage.
Puha, hvor det lettede at få luft for min irritation!

Onsdag 11/11 2009:
Forstanderinden har i dag været på indkøb i IKEA, dette gyselige sted i den nordvestlige del af Århus. Jeg deltog heldigvis ikke, da en veninde var med. Efter at have købte forskellige dele, af hvilke vi kun har brug for et fåtal, og straks efter sin hjemkomst, kommanderede "Nummet ET" mig ud i bilen for at køre hende til IKEA endnu engang. Der var lige nogle smådele, hun havde glemt at købe, og de var ubetinget nødvendige for vores fortsatte overlevelse i dette nødlidende og kriseramte samfund, et par små indendørs dørmåtter og nogle batterier. Nu vil vi overleve.

Tirsdag 10/11 2009:
Vist ret mange mennesker holder meget af at gå. Jeg kan ikke påstå at være én af dem. Ikke desto mindre vovede jeg mig i dag ud på en længere travetur, 1 time og et kvarter. Jeg vil da ikke påstå, at det var ubehageligt, selv om det regnede en del. Jeg gik dybt begravet i mine egne dybsindige og værdifulde tanker - og tænkte på ingenting. Men pludselig slog pingvinen til igen. (se gårsdagens beskrivelse af den), og min gangart blev på ny let foroverbøjet med armene lidt bagud. Det var ubehageligt. Heldigvis var det kun de sidste 15-20 minutter, så jeg fuldførte og huskede at rette mig helt op, lige inden jeg trådte ind ad døren, for den skulle forstanderinden ikke have at grine ad.

Mandag 9/11 2009:
Jeg har nu og da ondt lige over hoften, den venstre - eller rettere leddene deromkring virker noget stive, hvorfor min gangart nemt bliver let foroverbøjet og med begge arme lodret lidt bag kroppen, ikke ulig en pingvin på sin vej henover isen. Navnlig hænder det, når jeg har cyklet langt eller været på jagt en hel dag. Nogle påstår, at jeg bliver 15 cm. lavere, når pingvin-gangarten viser sig. Og så får jeg spydige kommentarer fra mine omgivelser, og det er ikke venligt over for en gammel mand med muskelsmerter.

Søndag 8/11 2009:
Nu har jeg dog hørt den med:
En 59-årig brasiliansk mand dukkede op til sin egen begravelse. Pårørende til Ademir Jorge Goncalves havde identificeret, hvad de troede var hans lig, efter en alvorlig trafikulykke. Det viste sig imidlertid, at Ademir Jorge Goncalves blot havde været på en særdeles våd bytur over et par dage. Han fik først nys om sin begravelse samme dag, som den skulle finde sted. Den levende døde valgte så at dukke op midt i sin egen begravelse.
"Det var trods alt en lettelse," fortæller en lokal politikilde.

Lørdag 7/11 2009:
Jeg er træt - meget træt. Jeg har været på jagt hele dagen og gået mere end min gamle krop egentlig tillader. Og når så oven i det lægges, at jagten ikke var så god og spændende, som den oftest er - og at jeg i bilen på vejen hjem måtte lægge ører til, at det absolutte bundhold fra Køge 1 minut før tid udlignede AGFs 1-0 føring gennem hele kampen, er der så noget og sige til, at jeg synes, det har været en dårlig dag? Nej, vel!

Fredag 6/11 2009:
Jeg er en meget lettet og meget glad mand. Mit foredrag i aftes gik langt over forventning - meget langt, selv om man vel aldrig helt ved, hvad man egentlig forventer. Der var mange mennesker, vel omkring 120, hvilket var flere end ventet. Der måtte findes ekstra stole frem. Det var så herligt at få de rigtig mange positive tilkendegivelser bagefter, men skønt var det også, at et par stykker kunne fortælle ting, som jeg ikke vidste, og som endnu kan nå at indgå i bogen, når de er verificeret. Jeg er himelhenrykt over den aften, helt oppe i skyerne - og i morgen skal jeg ud og apportere med min gode hund Sydney. Livet er ikke det værste, man har. (Og om lidt er aftensmaden klar).

Torsdag 5/11 2009:
Jeg er så spændt. Jeg skal i aften holde et foredrag på Silkeborg Museum om min bog om Silkeborg Fattiggård. Det er 2½ år siden, jeg startede på den. Jeg er spændt, fordi jeg har valgt en lidt utraditonel måde at præsentere bogen på. Jeg håber at have et tolerant publikum - og er da også spændt på, hvor mange, der i det hele taget kommer. Kryds fingre for mig!

Onsdag 4/11 2009:
Jeg bryder mig ikke om det, men jeg må se kendsgerningerne i øjnene. Mit fodboldhold fra AGF er igen på hælene efter en god start. Holdet taber og taber - og spiller en gang imellem uafgjort, når det går forrygende.
Jeg må vende mig mod fortiden - dengang holdet vandt alt, det stillede op til.
Her er spillerne fra 1898. De kunne spille fodbold - og de frøs aldrig benene.






Tirsdag 3/11 2009:
Min gamle ven og soldaterkammerat, 82 Kruse af Løgstør, har gjort mig opmærksom på, at "Den store danske ordbog" er online. Det har den måske været i nogen tid, men jeg har ikke vidst det. Jeg opsøgte den straks og i den del, der hedder "Det danske sprog er en svær en", fandt jeg følgende digt, som bekræfter rigtigheden af overskriften:
Vi starter med LÅS, der i flertal er LÅSE,
men flertal af GÅS er GÆS - ikke GÅSE.
Vi taler om FOD - er der flere, si'r vi FØDDER,
men skønt vi siger FLOD, vi aldrig siger FLØDDER.
Er der EN, hedder det DEN, er der TO, si'r vi DISSE.
Hvorfor fa'en hedder PEN i flertal så ikke PISSE?

Mandag 2/11 2009:
Det er da godt, at der stadig er noget, der kan irritere. Min yndlingsaversion lige nu er andre menneskers omgang med mobiltelefoner. Heldigvis har nogen iflg. TV2 har sat sig for at lave en guide til god mobil-etik. Her er et par råd, som jeg helt bakker op om:
"Tal færdig inden, du går ind i en butik eller, sig du ringer op, når du er færdig med at handle! Vi er mange, der ikke har lyst til ufrivilligt at lytte til din private samtale! Mange gange føler jeg det som om, jeg "sniger mig ind" på folk, der går og snakker, når jeg handler!"
Endu et råd: "Hold op med at videresende kæde-lykkebringende-beskeder." De er brand-iriiterende. Man kan om mobiltelefoner sige, som min mormor gjorde om børn: "De er en Guds velsignelse, men de kan også være en fandens plage"!

Søndag 1/11 2009:
Min yndlingsskribent Benny Andersen interviewes i dag i Jyllands-Posten. Han er altid god for en lille sentens om livet - og i dag også om døden. Han fortæller om sorgen ved sin kone Cynthias liv, men fortsætter om sin egen: "Hvis jeg skal dø i dag, vil jeg dø fuldkommen lykkelig, men mandag vil passe mig bedre."
Hans nyeste digt gengives også. Du kan læse det ved at klikke her: "TIL".

Lørdag 31/10 2009:
Til de uvidende skal jeg fortælle, at billedet til venstre er et cricketbat som dørhammer . Alt for mange ved ikke, hvad et cricketbat er for en tingest, og jeg vil end ikke prøve på at forklare andet, end at det er et boldtræ, man bruger til at slå til en bold med. At man så også kan få det som dørhammer, synes jeg er lidt spøjst, når man nu er så "cricket-gal", som jeg er. 
Og nu hænger den dèr på vores fordør - en gave fra vore engelske venner.
Kom bare og prøv den - vi lukker gerne op!



Fredag 30/10 2009:
Jeg har observeret, at jo ældre jeg bliver, des dårligere bliver jeg til at have travlt. Fordelen er så, at det bliver sjældnere og sjældnere, jeg faktisk har det.
Og skulle jeg så endelig en dag blive lidt stresset, så sætter jeg blot tempoet op.
Jeg har heller ikke haft travlt i dag. Har cyklet 55 km. og slået græs for sidste gang i 2009. Det var det!

Torsdag 29/10 2009:
Der er for nylig lavet en undersøgelse over tømmermænd og deres uheldige indvirkning på os. Selv har jeg af gode grunde ikke haft tømmermænd i utallige år - med den væsentlige begrundelse, at jeg ikke har drukket for meget. 
Den nye undersøgelse omfatter 76.000 danskeres "håndværksmæssige problemer". Der er to interessante punkter:
1) Kvinder lider mere end mænd. 12,6 % af dem har altid eller næsten altid tømmermænd efter 5 genstande. For mænd er det 6,1 %.
2) Mennesker, der bor i Albertslund lider mere end noget andet sted i landet. Her udtrykker 16 % af kvinderne og 7 % af mændene, at der har tømmermænd efter 5 genstande. På Ærø er det kun hhv. 7 og 5 %.
Med andre ord: Hvis man er kvinde og bor i Albertslund, er det en god ide at omgås spiritus med stor måde. En mand på Ærø kan bare gå til den! (Kilde TV2)

Onsdag 28/10 2009:
Midt i endnu et forsøg på at bringe antallet af kilo på min velskabte krop ned, er jeg stødt på en interessant information. Det er godt nok en skam, at jeg ikke bryder mig om selleri, for jeg har læst, at selleri har negative kalorier - det kræver flere kalorier at fordøje et stykke selleri, end selve stykket indeholder. Se, det var da lidt spændende. Jeg må hellere lære at synes om det, selv om det bliver svært. Men jeg læste også, at desværre kan selleri ikke bruges som en "fortrydelses-pille", så hvis jeg (imod forventning) fristes til at spise et lille stykke chokolade, da kan jeg ikke bagefter gøre skaden god ved at spise 1 kilo selleri. Nå, men heldigvis, for jeg kan ikke fordrage det.

Tirsdag 27/10 2009:
Den er da godt nok tæt på. Men jeg erklærer højtideligt: "DET VAR IKKE MIG"!
Jeg var slet ikke ude at cykle den dag. Det var dagen efter, at jeg ikke havde sovet om natten.
Men se lige, hvad TV2-nyhederne skriver:
"En cykelrytter gik i torsdags amok på en buschauffør i Århus. Den 61-årige chauffør kørte ad Studstrupvej, hvor cykelrytteren kørte i samme retning. Bussen overhalede cykelrytteren tæt, fordi der var modkørende trafik. Der skete dog ikke noget ved overhalingen. Da bussen ankom til endestationen på Ønsbækvej, kom gerningsmanden hen til bussen med sin cykel. Her råbte han op­hidset til chaufføren, at denne havde kørt for tæt på under overhalingen. Derefter kom cykelrytteren ind i bussen og slog chaufføren adskillige gange med knytnæve i ansigtet. Chaufføren fik slået sine briller af, og han blødte fra overlæben og fik en mindre læsion ved højre øje. Chaufføren blev behandlet på skadestuen."
Jeg skal på ingen måde forsvare handlingen, men når en bil kører tæt på, bliver man godt nok bange. Heldigvis sker det sjældent. De fleste er flinke til at køre pænt udenom.

Se selv, det VAR ikke mig. Jeg kunne ikke drømme om at gå ind i en bus.
Desuden kører jeg for "Team Easy On" og ikke for "CSC".

Mandag 26/10 2009:
Heldigvis er fysisk afstraffelse af børn ikke længere tilladt. Men endnu da jeg blev lærer i 1964 var det. Ikke at jeg brugte det, men man måtte altså, f.eks. kunne en lussing afslutte et pædagogisk ordveksling, hvor læreren var utilfreds med resultatet. Endog spanskrør var tilladt. Ifølge lærerinstruksen fra 1814 havde læreren ret til at straffe børn under 10 år "med et lidet Riis; de større med en tynd Tamp uden Knuder". I 1860 var brug af "et tyndt Spanskrør" tilladt, fra 1938 dog kun i enden og uden på tøjet med "Slag — ikke over 3".
Først i 1967 blev legemlig afstraffelse i danske skoler afskaffet. Da havde jeg været lærer i 3 år uden nogensinde at have set et spanskrør - heldigvis.

Søndag 25/10 2009:
"Man muss sich nicht verblöffen lassen", som de siger syd for grænsen. Det forsøgte jeg at lade være med, da jeg klokken 12 i dag forsigtigt gjorde forstanderinden opmærksom på, at det da vist var frokosttid, og at jeg ikke havde set forberedelser til måltidet. Hun bad mig kigge på klokken. Det gjorde jeg. Den var 12, eller rettere ville have været det, hvis det ikke var fordi vi forlod sommertiden i nat, og jeg havde glemt at stille uret en time tilbage. Jeg fik frokost en time senere.

Lørdag 24/10 2009:
Jeg har skrevet et vredt brev i dag. Jeg bryder mig slet ikke om at skrive vrede breve, så jeg har længe udsat det. Men nu kunne det være nok. Brevet er stilet til vores nye TV-, EDB- og telefonudbyder, som hedder Profiber. Jeg er blevet træt af de mange fejl, der har vist sig, billedudfald og sort skærm - og ikke mindst af, at systemet ikke tillader, at man kan optage TV-udsendelser, end ikke hvis man køber en helt almindelig DVD-optager, for de kan ikke anvendes i det fine fiber-system. Firmaet lovede i sommer, at muligheden for optagelse vil blive givet os med en ny boks i oktober, intet er sket. Men nu har de fået et vredt brev fra en vred mand. Det må da gøre indtryk. Så ka' de lære det, ka' de!

Fredag 23/10 2009:
Nu har jeg dog hørt den også. To newzealandske forfattere beder vi hundeejere om at vælge mellem hunden og klimaet, for de har i deres visdom fundet ud af, at en hund hvert år udleder lige så meget drivhusgas som en stor 4,6 liters bil. Men så er alt også medregnet, inklusiv produktionen af det kød og tørfoder, de spiser. Så tilsyneladende er det bedst, at vi spiser vores hunde og dermed nedbringer CO2-udslippet. Vi opfordres i stedet til at købe planteædere, høns eller akvariefisk. Det kunne da også være sjovt at gå på jagt med dem.
PS: Det var jeg iøvrigt i dag - med min hund.
PPS: Jeg tror forresten, at newzealandske forfattere udleder mere CO2 end hunde - så lad os skille os af med disse utroligt kloge mennesker først.

Torsdag 22/10 2009:
Jeg tror, jeg satte en rekord i nat. Jeg sov kun i 45 minutter. Det morsomme er, at jeg havde det godt med det, og ej heller føler jeg mig "mast" i dag.
Forklaring: Da jeg i aftes var gået i seng ca. kl. 23.30 og havde sovet i 20 minutter, vågnede jeg med et spjæt og for ind til min notesblok og skrev. Jeg har i et par dage forberedt et foredrag om min bog. Det skal ganske vist ikke holdes før den 5/11, men jeg holder af at være i god tid.
Jeg havde åbenbart i min korte søvn fået nogle ideer til foredragets indhold, og det er vigtigt at få dem skrevet ned, ellers er de glemt dagen efter. Så jeg skrev. Jeg gik på ny i seng, og så væltede det bare ind med flere ideer, og jeg blev lysvågen. På ny ind til notesblokken og på ny i seng 30-45 minutter senere. Men nu var det håbløst at sove. Jeg vendte og vred i nogen tid og stod op, satte mig i stuen og gættede kryds og tværs, mens jeg så nyheder på TV - og fik flere ideer. Nu var kloken 4.30. Jeg gik i seng igen, lå og tænkte og faldt endelig i søvn kl. 5.45, og 6.15 lød forstanderindens vækkeur. Hun skulle på arbejde. Så opgav jeg og stod op.
Men det var en fantastisk spændende nat med den ene gode ide efter den anden. Det må da blive et godt foredrag - hvis jeg da kan holde mig vågen til det.

Onsdag 21/10 2009:
Jeg har IKKE cyklet i dag. Vinden var for hård og kold. Så da vi skulle til Æbeltoft, måtte det desværre ske i bil. Også her kan man nu og da se noget smukt. Hvad med dette? Solnedgang over Kalø Slotsruin - selv om også bemærkes vores hæslige vartegn, Studstrupværket i baggrunden.









Tirsdag 20/10 2009:














Jeg cyklede til Skødshoved i dag for at besøge nogle venner, der blandt mange andre fortrinligheder kan røge fisk og dyrke dejlige æbler i haven. Jeg nød begge og fik ovenikøbet "vareprøver" med hjem.  Selv om det på forhånd var aftalt, at min kære hustru skulle møde mig på hjemturen, da kondien ikke er den bedste, føltes det alligevel som et lille nederlag at blive samlet op ved Kalø Slots parkeringsplads. Godt, der ikke var mange, der så det! Men 56 km. fik jeg dog kørt.
Ovenstående billeder skulle vise, at vort land ikke er det grimmeste i verden. Taget ved Egense. Der er ikke gået en landskabsfotograf til spilde i mig. Det er utroligt meget kønnere i virkeligheden, hvorfor jeg gerne bliver ved og ved at komme de samme smukke steder.

Mandag 19/10 2009:
Sommetider springer man over det laveste sted på gærdet - også med aftensmaden. Normalt er jeg forkælet med god mad, men i dag blev min søde hustru og jeg enige om, at hun ikke havde lyst til at lave mad til aften, hvorfor vi tog til den nærmeste grill-bar, "Margueritten" beliggende ved Grenåvej og købte lidt fast-food "ud af huset". Det har vi med lange mellemrum gjort før og oftest hjembragt et rimeligt spiseligt måltid. Det var ikke tilfældet i dag. Man skal lede længe efter noget, der kan være så ringe. Så det  var sidste gang, vi kom der. Jeg hader faldende kvalitet!

Søndag 18/10 2009:














Vi har stillet havemøblerne tilbage i dag - men endnu ikke uret. Det må vente 14 dage. Man bliver lidt trist tilmode, når møblerne pludselig er borte. Men så er der selvføgelig så meget andet at glæde sig til, jagterne, julen, nytåret - og foråret, når havemøblerne igen kommer frem.

Lørdag 17/10 2009:
Vores søn og jeg var i dag på årets første jagt i smukt og lidt blæsende vejr. Med skam at melde har vi ikke øvet os ret meget på jagthornet - faktisk slet ikke. Men vi "kørte den hjem på rutinen" og spillede det måske flotteste i årevis. Hvad kan man lære af det? Øvelse er unødvendigt!
Til gengæld er min kondi ikke god. Her undgår jeg ikke øvelse. Jeg er stivbenet og træt, som jeg ikke har været det i årevis. Jeg må op på cyklen - og forhåbentlig får jeg nu lidt mere tid til det.




Fredag 16/10 2009:
Vi skal have gæster i aften - spisning osv. I den anledning blev i går shoppet igennem, så alt var klar til i dag. Alligevel blev jeg ikke overrasket, da forstanderinden ved 14.30 tiden i eftermiddag meddelte, at "én af os er nødt til at køre op til supermarkedet, for der er noget vi har glemt". Jeg købte hvidløg og dressing.  Jeg er altid "én af os"!

Torsdag 15/10 2009:
















At have børnebørn på efterårsferie betyder et besøg i Den Gamle By i Århus. Vi mødte præsten, som fortalte, at han var på vej hen i skolen for at kontrollere, at læreren ikke bandt knuder på den tamp, han afstraffede børnene med, for det var forbudt - altså knuderne. Den studsede de to lidt over. Men præsten hævdede, at det kunne læreren nemt finde på.

Onsdag 14/10 2009:
Min bog har fyldt meget i dag. Jeg har skrevet meget. Og sjovt nok har jeg kedet mig lidt ved det, da jeg blot har skrevet af. Det handler om Silkeborg Fattiggaards reglementer, som jeg vil medtage som et tillæg til bogen. Jeg oplevede imidlertid det pudsige, at sætningslængderne i et sådant reglement fra 1912 kan være lidt enorm. Se blot: "Skulde en voksen fattig værge sig ved at udføre det ham af Bestyreren anviste Arbejde, som ikke overstiger hans Kræfter, eller skulde han udføre det skødesløst og efterladende eller gøre sig skyldig i nogen Uorden eller Forstyrrelse af Fattiggaardens Fred eller endog i Trods og Opsætsighed, bør Bestyreren ved Formaning søge at bringe ham til at gøre sin Pligt". Det kunne kort have været sagt således: "Hvis I ikke bestiller noget, skal jeg komme efter jer". Venlig hilsen, Bestyreren.

Tirsdag 13/10 2009:
Den opmærsomme læser vil have opdaget, at vi har købt ny bil. Til en sådan bør være 4 vinterdæk. Det er der ikke, hvorfor jeg i dag begav ud på en odysse for at indhente priser. 3 mulige steder besøgte jeg. På det første kunne de godt nok ikke finde ud af, hvordan et dæk til vores bil skulle være, omendskønt den holdt lige uden for døren. De lovede at sende mig et skriftligt tilbud. Det andet sted kom man efter meget lang tid frem til et tilbud, men det virkede lidt usikkert. Jeg begav mig på hjemvejen, og da jeg alligevel passerede forhandleren, hvor vi købte bilen, ville jeg lige kigge ind der og høre deres tilbud. En vaks, ung mand kiggede straks på bilen og erklærede, at det ikke er nødvendigt at købe vinterdæk, for det sådan nogle, der sidder på. Så det, jeg skal bruge er faktisk sommerdæk, og dem køber jeg til den tid. Godt, jeg ikke fik bestilt vinterdæk et andet sted. 

Mandag 12/10 2009:
Jeg fulgte med forstanderinden til lægen i dag. Hun skulle lige have et lille tjek, som gik fint, og vi skulle begge have den årlige influenza-vaccination. En sød sygeplejerske foretog "indgrebet" på eleganteste vis og forsikrede os om, at nu skulle muligheden for, at vi i løbet af vinteren ville blive smittet være minimal. Det beroligede mig naturligvis, men i grunden er det ikke så underligt, for ifølge samme sygeplejerskes informationer er den influenza, der vaccineres imod i årets vaccination af australsk oprindelse. Og vi har ingen planer om at rejse dertil.

Søndag 11/10 2009:
Jeg var i går i et gartneri, jeg ikke tidligere har besøgt. Nu er det heldigvis ikke sådan, at jeg besøger en mængde af dem, men min søde hustru havde et uopsætteligt ærinde der. Gartneriet er nyt og er ved at komme ind på markedet. Det er hurtigt blevet populært, hvilket åbenbart irriterer to store og etablerede planteskoler på Grenåvej, hvorfor de har henvendt sig til nogle af det nye gartneries leverandører og truet dem til at stoppe leverancerne til det. Ejeren af det nye er i høj grad en spasmager, som åbenbart ikke lader sig slå ud. Han fortsætter, og heldigvis ser det ud til, at han er ved at få fodfæste på trods af problemer med at få de rigtige varer frem. Han har derfor opslået et skilt lige ved kassen, som forklarer situationen. Jeg håber, at han vi lykkes med sin forretning.









Lørdag 10/10 2009:
Som ældre pensionist får man mere og mere tid til at undre sig. Ting, der tidligere blot for gennem det ene øre og ud af det andet, fæstner sig nu lidt mere. Se blot: Jeg lyttede i forgårs om aftenen til vejrudsigten, hvilket jeg så ofte gør, da den danner grundlag for en eventuel cykeltur. Jeg hørte da følgende: "I morgen vil der være kun få byger og kun i den nordøstlige del af landet". Nu stoler jeg i forvejen ikke meget på meteorologer, og også her fik de mig til at undres. Hvilken del af Danmark er "den nordøstlige"? Det kan vel ikke være Skagen, som jo ligger mere mod vest. Kunne det være Frederikshavn?. Nej, den tilhører den nordlige del - ikke den østlige. Og det er vel utænkeligt, at det er Helsingør! Tilbage er så Læsø. Den er den eneste tænkelige del af Danmark, jeg ville kalde "den nordøstlige del af Danmark". Så må man jo sige, at det er en flothed, at en så lille del af landet får sin egen vejrudsigt på landsdækkende radio og TV.

Fredag 9/10 2009:













Jeg cyklede til Æbeltoft og hjem i dag. Der er hul'me mange bakker. Jeg led alverdens kvaler de sidste 10 km. Jeg gik flad, forårsaget af, at jeg har 1) min alder, 2) mit kondital og 3) min vægt imod mig, navnlig den første, især den anden og mest den tredie. Med opbudet af de sidste kræfter tog jeg selv billedet til venstre - i Rodskov - efter 58 km. Efter 68 var jeg hjemme og ude af stand til at fotografere, hvorfor forstanderinden måtte hidkaldes for at tage det. Det ser ikke godt ud.

Torsdag 8/10 2009:
Hvad betyder: Jeg går lige ud og "nifler". Jeg vidste det ikke, lige indtil i dag, da jeg tilfældigt stødte på det og fandt forklaringen. Det betyder faktisk at "lade vandet", at tisse. Man er ikke helt sikker på, hvorfra det stammer, men muligvis er det fra nordisk mytologi, fra navnet "Niflheim", som var det koldeste sted i den nordiske gudeverden. Måske er ordet "nifle" opstået fordi lokummer i gamle dage lå i gården og derfor let kunne give kolde bagdele eller andet om vinteren.
Jeg er glad for, at jeg lærte ordet kende - og indrøm: Det er du også!

Onsdag 7/10 2009:
Jeg var hos tandlægen i dag. Og jeg føler, at jeg blev taget ved næsen - ikke af min tandlæge, for han er lige så reel og venlig, som han er dygtig, men af sundhedsministeren. For et årstid siden besluttede han pludselig en sen nat, at amalgam-fyldninger nu var forbudte, navnlig begrundet i luftforureningen ved de mange kremeringer. Så nu skulle tandlægerne bruge de såkaldte plastik-fyldninger. Jeg er imod luftforurening, så det var vel fint nok. Men nu kommer det: Prisen for en plastik-fyldning er 5-600 kr. højere end en amalgam-fyldning, og hør så godt efter: Tilskudet fra sygesikringen til plastik-fyldninger er 20-30 kr. lavere end til amalgam. Med andre ord: Prisen steg - tilskudet faldt. Ja, men er det da ikke bare herligt? Nu kan jeg risikere ikke længere at have råd at købe en ny bil og et nyt fladskærms-TV, som jeg næsten lige har gjort. Sundhedsministeren er dum!

Tirsdag 6/10 2009:
Jeg havde en kort søvn i nat, men lidt længere i morges. Jeg var vågen fra klokken 4 til kloken 6. Det er noget, der kan komme til alle, når de når samme alder som jeg. Man sover ikke så meget. Men det betyder ikke noget. Jeg skal jo ikke op til en bestemt tid. Så jeg satte mig hyggeligt til rette i stuen og læste, mens det langsomt, meget langsomt lysnede en lille smule udenfor. Det var skønt gå i seng på ny, og heldigvis faldt jeg straks i søvn og sov til klokken 8. Den går ikke i morgen. Min tandlæge har arrangeret en lille sammenkomst mellem han og jeg, da en fyldning skal skiftes. I modsætning til mig glæder han sig - det betyder penge i kassen - hans. Bare han nu ikke er i sandaler!

Mandag 5/19 2009:
Jeg lovede/truede i går med, at jeg i dag vil afsløre, hvad en "kovending" er. Jeg har altid vidst, at det har noget med sejlads at gøre. Den er en vending med en sejlbåd, hvor man drejer bådens forstavn væk fra vindens retning, så man på et tidspunkt har vinden ind lige bagfra. Men nu kommer det sjove, det, jeg ikke vidste før i går:
"Kovending" er en populær sport på landet, også kendt som at vælte køer. Sporten foregår om natten. Man finder en ko i passende størrelse, løber imod den i fuld fart, og når man rammer den, skulle den gerne vælte. Sporten kræver teknisk finesse, da det gælder om at ramme koens bagende i den rette vinkel: Man skal rette sig op, idet man rammer, så stødet får en lille smule opdrift.
Det er en sportsgren, jeg aldrig har prøvet, og som jeg sikkert er for gammel til. I givet fald skulle det så kun være en "kalv-vending".

Søndag 4/10 2009:
Jeg fik i dag at vide, at det var "det rene galimatias" at gå ud og træne min hund i det kraftige stormvejr. Jeg blev hjemme og ledte i stedet efter, hvor udtrykket kommer fra. Jeg fandt den: Udtrykket bruges om en vred person, men var i starten et øgenavn for bonden Matias (1815-1878), der boede på Herning-egnen. Der var ikke megen underholdning for de unge på landet dengang, så bønderkarlene om natten fordrev tiden med at vælte køer, og det gik oftest ud over køerne på Matias' marker. Kovendingen var nemlig kun halvdelen af fornøjelsen, den anden bestod i at se Matias komme farende, hvæsende og spruttende, knaldrød i hovedet og med en økse i den ene hånd. Karlene lod sig så "jage" rundt af Matias, indtil han faldt forpustet om. Scenen gentog sig  hver weekend indtil en nat, hvor Matias ekstra ophidset døde af et slagtilfælde. Kovendingerne ophørte efter Matias' død, da der opstod forlydener om at "Gale Matias" (udtaltes galimatias på datidens lokale dialekt) spøgte på markerne efter mørkets frembrud.
Så lærte jeg det og må træne min hund i morgen! Ved vi nu også, hvad en "kovending" er? Se i morgen.

Lørdag 3/10 2009:
Vi har nogle søde, unge naboer. Lige i skel har de 7-8 pæretræer i espalier. De har intet imod, at vi plukker alle de pærer, der er på vores side af hegnet. Jeg ved da godt, at ifølge lovgivningen er det min ret, men alligevel. Jeg kender ikke arten af pærerne, men uanset navnet er de mine favoritter. Så hver dag samler jeg pærer op fra jorden og plukker lidt derudover og spiser dem med stor fryd. Der skal stadig kun lidt til at gøre mig glad - 4-5 pærer. Når dertil føjes, at vort eget blommetræ i år har rekordmange blommer, er der basis for en god mavepine og ........(Jeg går ikke i detaljer).

Fredag 2/10 2009:
Med alderen glæder små ting mere end tidligere. Jeg havde i dag aftalt at bringe vores nye bil til værkstedet for at få lavet en kopi af den elektroniske bilnøgle. Jeg var blevet lovet, at det ville ske, mens jeg ventede, og at det ville vare ½ time. Da jeg ankom, gik man straks i gang, og jeg satte mig i en komfortabel stol bevæbnet med Jyllands-Posten for at vente. Jeg er ikke vild med at vente - heller ikke hos en bilforhandler, så stor var min glæde, da jeg efter blot 8 minutter blev hentet og fik at vide, at nu var bilen klar. Mere skulle ikke til for at gøre mig glad - 22 minutter.

Torsdag 1/10 2009:
Jeg har for godt en uge siden fået mit udkast til bogen om Silkeborg Fattiggård tilbage med en mængde forslag til ændringer. Det er tydeligt, at det er en professionel, der har skrevet til mig. Hvor er det godt set af ham. Jeg fatter ikke, at jeg ikke selv indså hans kritikpunkter, inden jeg afsendte bogen. Men jeg tænkte dengang ikke "professionelt", men som den amatør, jeg jo er. I dag er jeg begyndt på ændringerne, som er ganske radikale, men da jeg nu er mere professionel end for 3 uger siden, arbejder jeg med enorm lyst og glæde. Det er skønt at skrive. Der vil gå adskillige måneder, inden jeg kan afslutte.

Onsdag 30/9 2009:
Kommunalvalget nærmer sig. Det ses af, at cykelstien på Ndr. Strandvej i Risskov er nyasfalteret. Og det trængtes alvorligt. Den har i al den tid, jeg kan huske, været en torn i øjet og stød i bagdelen. Men ikke længere - den er jævn som et stuegulv. Dog har man nu stoppet asfaltarbejdet, inden man er helt færdig. Der mangler ca. 1 km. Men den kommer lige inden valget. Der skal jo gemmes nogle "lunser" til at smide ud til naive vælgere, og alle partier vil tage æren for dem. Sådan noget gennemskuer jeg altid her og nu.

Tirsdag 29/9 2009:
Sand dødsforagt er når en 68-årig (nu snart 69-årig) kravler op på en stige for på gavlen at spartle nogle huller, der er efterladenskaber af vores gamle antenne og satellit-skærme. Når så ovenikøbet disse huller befinder sig inde over taget af vores vinterhave, som man ikke kan gå på, hvorfor man må læne sig kraftigt til siden og forsøge at holde balancen, mens man med begge hænder spartler, så er risikoen for styrt yderligere øget. Det var tæt på - alt for tæt, hvorfor jeg kravlede ned, mens jeg sendte en tak op, for at jeg lige nu ikke var på vej på hospitalet. Der må yngre kræfter til at færdiggøre spartlingen. De pågældende ved selv, hvem jeg taler om.

Mandag 28/9 2009:
Jeg har syndet. Jeg var så naiv at tro, at selv om vore engelske venner lige skulle have en hot dog i den nok så kendte "Havnens Perle", så kunne jeg blot lade være. Det kunne jeg ikke. Så jeg syndede og spiste en hot dog med "hele svineriet". Det er herligt at synde - det smager godt. Men det ville jo også have været uhøfligt over for vore gæster, hvis jeg ikke havde spist en.
PS: Jeg må korrigere mig selv fra gårsdagens oplysninger om den herlige film "Hope and Glory". Jeg skrev, at den havde en danske titel, "Tro håb og kærlighed". Ikke rigtigt. Titlen er ikke oversat, hvorfor den på dansk også er "Hope and Glory". Men uanset titel: Find den - og se den!

Søndag 27/9 2009:
Jeg har i de sidste dage tænkt meget på en film, som jeg så for første gang omkring 1990. Årsagen er, at jeg har diskukteret den med vore engelske venner, som besøger os for tiden. Jeg brugte lang tid på at erindre dens titel ("Tro, håb og kærlighed", på engelsk "Hope and Glory"), men husker dens handling tydeligt. Den er en unik beskrivelse af en drengs oplevelse af 2. verdenskrig i London. Far bliver indkaldt, og mor er alene med to døtre og sønnen. Alt ender vel på trods af deres uheld med deres hus, der brænder ned - ikke på grund af en bombe, men på grund af en fejl i husets elektriske system. De må flytte og bliver indkvarteret hos mormor og morfar og oplever herfra resten af krigen, indtil far vender uskadt hjem. Man bliver i godt humør af at se filmen, som ikke er nogen egentlig krigsfilm, men blot tager udgangspunkt i forholdene i London 1940-1945.
Filmen udkom i 1987 og fik prisen "Best Picture, Academy Award". Lån den, lej den, se den!
 
Lørdag 26/8 2009:
Jeg har fået svar fra udgiverne på udkastet til min bog om fattiggårdene i Silkeborg. Lige ved den første læsning af responset tænkte jeg, at det manuskript da vist aldrig bliver til en sammehængende bog, så meget var der. Men så ved yderligere læsning af de mange kommentarer dukkede der alligevel ting op, der gav mig mod, og som gjorde, at jeg nu for alvor skal i gang med at redigere. Der skal skæres meget til, før den kan udgives. Det vil nok tage mig 3-6 måneder at fuldende det. Min rådgiver havde heldigvis også roser til mig. Men bogen skal afkortes til nok det halve, hvilket den uden tvivl vil vinde ved. Jeg glæder mig meget til at gå i gang i næste uge.

Fredag 25/9 2009:
Jamen, for hulen da osse! Jeg har købt en ny cykel i dag - én med 27 gear i modsætning til min nuværendes 8. Nu vil intet bjerg og ingen bakke stoppe mig. Nu er Alp d'Huez inden for rækkevidde.
Jeg vil først modtage vidunderet om en måned eller to, men jeg glæder mig. Det vil bliver smule trist at skille sig af med min gamle cykel, som jeg har haft i 5½ år, og som jeg har kørt 15.500 km. på. Den er lidt træt og trænger til pensionering.

Kig godt på vidunderet. Nu mangler du blot at forestille dig en 68-årig cykelrytter køre den - også i Tour de France 2010.

Torsdag 24/9 2009:
Jeg har savnet min mobiltelefon i 5-6 timer i dag. Min søde hustru var så uheldig at tabe den, og først et par timer senere, da den skulle bruges, opdagede vi dens forsvinden. Vi vidste nogenlunde, hvor den var tabt, og det var på et sted, hvor kun meget få ville komme, så vi tog det helt roligt. Det var blot et spørgsmål om at vende tilbage til stedet og samle den op, hvilket skete. Men hvor  føler man sig dog underlig ved ikke at have den på sig - næsten nøgen. Den er blevet en del af ens påklædning. Hvor er det i grunden tåbeligt! Hvad gjorde man for 15-20 år siden, da mobiltelefoner ikke fandtes? Hvis man dengang følte sig nøgen, var det, fordi man ikke havde tøj på.

Onsdag 23/9 2009:
At træne ens hund er en alvorlig sag - ikke mindst for hunden. Men det er tydeligt, at den samtidig morer sig ved det, også ved træningen, han fik i dag. Vi retrieverejere er velsignet af at have interesserede, ivrige og oftest dygtige hunde at arbejde med. Det gælder også min gode og trofaste hund, i det mindste hvad angår interessen og iveren. Med dem kommer man et pænt stykke henad vejen. Men jeg kunne godt tænke mig lidt større tekniske færdigheder hos ham. Og jeg synes endda, at jeg har trænet ham både rigtigt og tilpas mange gange. Men skidt. Han nyder at træne, man kan se det på hans kropssprog, at det er noget, der glæder ham. Jagtsæsonen står for døren, så han snart kan bruge sine færdigheder i praksis. Han plejer at finde mange fugle. Fik jeg fortalt, at jeg holder meget af ham?

Tirsdag 22/9 2009:
Enhver, der i dag har tilladt sig det vovemod at nævne AGFs fodboldkamp i går aftes, er blevet bedt om at gå ud på badeværelset og vaske deres mund i skarp sæbe. Det, som nogle var vidne til (jeg var der heldigvis ikke) på Århus Stadion, var intet mindre end frygteligt - en gruopvækkende katastrofe. Hvordan kan et tophold tabe på hjemmebane med 2-4 til et absolut bundhold?
Jeg har ikke været mig selv i dag på grund af miseren, og jeg kan have min frygt for, at det vil præge mig for resten af mit liv. "Slap dog af, mand. Der er vigtigere ting i livet end fodbold", siger mange. Men de siger aldrig, hvad det er, der er vigtigere. Jeg ved det i hvert fald ikke - og jeg skal tidligt i seng i aften. Hvad er der at holde sig vågen for?

Mandag 21/9 2009:
Vore engelske venner er ankommet i dag og bliver her en uges tid. Vi mødte dem i Tirstrup Lufthavn kl. 10 i formiddags. Så vi måtte tidligt op for at møde dem. Men det er intet imod, at de faktisk stod op kl. 1 i nat for at køre til lufthavnen i Stansted. Se, det er tidligt og nogenlunde sammenfaldende med den tid, hvor vi gik i seng. Alene ud fra den kendsgerning tør jeg konkludere, at de gerne vil besøge os.

Søndag 20/9 2009:

Mit crickethold 1905. Jeg står yderst til venstre med den flotte kasket, lænende mig op ad mit bat - den eneste der har blot an antydning af et smil. Jo, cricket er et alvorligt spil. Her skal ikke grines! Herrerne i sort havde desværre glemt deres hvide crickettøj - eller også kom de lige fra en begravelse.  Cricket er nemlig også et farligt spil!

Lørdag 19/9 2009:
Som det fremgår af billedet, har jeg malet i dag. Det må jeg ellers ikke. Det hævdes, at jeg strinter med malingen og maler udenfor. Men dels var bestyrerinden handicappet med nogle dårligdomme, og dels var det blot et plankeværk, der skulle grundes, så alt i alt fik jeg lov. Der blev vist mig tillid.  Men den gik hurtigt fløjten. Efter ganske få øjeblikke blev bilen, som dog stod adskillige meter borte, og som stod på den anden side af plankeværket, flyttet helt ud på vejen. "For der skulle jo ikke så gerne sprøjtes og strintes på den", lød forstanderindens kommentar. Så meget for den tillid.


Fredag 18/9 2009:
Jeg slog græs i dag, men ville hellere have cyklet. De to aktiviteter har dog det tilfælles, at de giver tid til at tænke. Så mens motoren larmede rundt på plænen, faldt mine tanker på vores glædelige gensyn med næsten alle mine fætre og kusiner sidste weekend. Vores familieforhold er ganske enkle uden skilsmisser - alt er lige ud ad landevejen. Men så kom jeg til at tænke på en familie, jeg læste om for nogle år siden, hvor forholdene er mere komplicerede. Povl Møller Taasinge er både far og svoger til sin søn Peer, fordi Peer er gift med Povls anden kones søster. Derved er fru Møller Taasinge senior både svigerinde og stedmoder for Peer. Sidstnævntes børn er både søskende og samtidig fætre og kusiner til hinanden. Det lyder unægtelig indviklet, men det siges, at de selv kan finde ud af det.

Torsdag 17/9 2009:
Jeg har ondt i min ene skulder - den venstre. Jeg har ikke nævnt det til nogen, for så vil der automatisk komme et forslag om at tage en tablet - en "painkiller". Og jeg hader at tage tabletter. De har på trods af en stor slurk vand en tendens til kun at nå hen bagest i svælget og sætte sig fast der, hvorpå jeg hostende må drikke endnu en stor mundfuld, hvilket oftest afstedkommer en endnu kraftigere hoste og et prust, der sender vand og tablet i et større kredsløb, inden det rammer bord eller gulv. Jeg kan ikke fordrage fornemmelsen af en tablet på min tunge, og da slet ikke hvis det er en vitaminpille, der smager afskyeligt af B-vitamin. Derfor undgår jeg tabletter, såvidt det overhovedet er muligt. Så hellere lidt smerter i skulderen!

Onsdag 16/9 2009:
Mine dage er fyldte med store oplevelser. I dag tog jeg TV-antenne og to satellit-diske ned fra gavlen. Det var en stor oplevelse. Og jeg klarede operationen på under 1 time - helt alene på trods af forstanderindens store og højt udtalte tvivl om mine evner i den retning. Hun forudså ulykker og store skader - på huset og vinterhaven vel at mærke. Men bagefter var hun alligevel lidt imponeret og hørtes ganske svagt sige: "Ser man det!" Større ros er vanskelig at få.
Og det pyntede på huset at få de tre "vedhæng" fjernet.















Tirsdag 15/9 2009:
Tilfældigt stødte jeg i dag på nogle oplysninger om 100-årskrigen, som faktisk ikke varede 100, men 116 år (1337-1453). Den bestod af en uendelig række af konflikter mellem Frankrig og England. Men de kunne nu godt have overholdt tiden og afbrudt efter 100 år, synes jeg. Det ville have klædt dem.
30-årskrigen derimod varede 30 år fra 1618-1648, en krig om overherredømmet navnlig i Tyskland. Se, tyskerne kender til præcision. 30 år er 30 år, Punktum, Schluss!
Det vil også glæde de fleste, at 6-dageskrigen mellem Israel og Ægypten faktisk varede 6 dage, nemlig 5/6 - 10/6 1967. Israelerne ønskede at udvide deres grænser - og det gjorde de så.
Da jeg var barn, hørte jeg ofte om "Øllebrødskrigen". Da jeg havde mange fregner, måtte jeg til min store irritation ofte lægge ører til, at "den havde jeg da vist deltaget i". Men hvor længe den varede står hen i det uvisse!

Mandag 14/9 2009:
Jeg var hos min tandlæge i dag - det ca 3/4-årlige check. Han er en dygtig og behagelig mand, der med stor professionalitet tilser og behandler mine endnu ikke helt eroderede tænder. Jeg har stor tillid til ham. Derfor er jeg aldrig i tvivl om, hvad der skal ske i behandlingen. Det er grundigt forklaret. Med stor venlighed bliver jeg informeret og føler mig derfor tryg ved den. Men det kniber med trygheden, når jeg modtager regningen fra ham (men det gælder for andre end min tandlæge). Hvis han undlod at sende den, ville jeg uden tøven tildele ham titlen "Verdens Bedste Tandlæge". Nu må han nøjes med at være "Verdens Næstbedste Tandlæge". Bare han vidste, hvor nemt det ville være for ham at avancere til nummer ét!

Søndag 13/9 2009:
Vi har haft en god weekend. Vi har været sammen med næsten alle mine fætre og kusiner og respektive ægtefæller. Vi var 20. Stedet var Jegindø. Nogen havde fået den glimrende ide, at det kunne være morsomt for os at mødes til andet end begravelser. Vi mødtes i går ved kaffetid, gik tur spiste god mad - og snakkede. Kort efter snakkede vi videre, oftest i munden på hinanden. Det var års "forsømmelser", der skulle indhentes, fordi vi ikke har mødtes, så der blev fortsat snakket og grinet - og vist gulnede billeder (PowerPoint), ivrigt kommenteret af så mange som muligt.
Behøver jeg at sige, at vi ses igen til næste år?

Fredag 11/9 2009:
Jeg vil vædde ikke så lidt på, at ikke mange af jer besøger Karlby på Djursland. Det gør jeg - ikke ofte, men jævnligt f. eks. på en cykeltur som i dag. Den er en hyggelig, lille landsby uden "løvefødder og gesvejsninger" med en landsbykirke, som ikke engang er særskilt gammel, 107 år.
Er byen ikke noget særligt, må man til gengæld sige, at omgivelserne er det, smukke og bakkede, lige til en god cykeltur med en pause på toppen af én af "knoldene", nydende udsigten før en god nedkørsel. Har vi det ikke dejligt?



Torsdag 10/9 2009:
Jeg har nu prøvet at tanke diesel i en bil - vores nye. Og det er da en fornøjelse. 7,27 kr. pr. liter betalte jeg. Indtil nu har jeg betalt i omegen af 10 kr. for en liter benzin. Jeg følte næsten, at jeg fik brændstoffet forærende og takkede mange gange damen inde i butikken. Og i min glæde over gaven spekulerede jeg da ikke på, at jeg til gengæld skal betale 5.000 kr. ekstra om året i vægtafgift. Det gjorde jo ikke ondt i dag.

Onsdag 9/9 2009 (090909):
Jeg var et ærinde i Viborg i dag. Det er jeg ofte og altid samme sted, pædagogseminariet. Det ligger på en smal gade midt i centrum. Jeg kører hver gang samme vej til og fra. Det gik i dag op for mig, at jeg i 4 år har kørt imod færdselsretningen i den lille gade, når jeg skulle hjem. Aldrig har jeg set et skilt om færdselsretningen. Men nu ved jeg det for en lidt "hovski-snovski" fører af en modgående bil gjorde mig med store armbevægelser og rysten på hovedet opmærksom på, at jeg var ifærd med at overtræde færdselsloven på det groveste med store bøder og klip i kørekortet til følge. Jeg indrømmer mine mange overtrædelser og glæder mig over, de mange penge jeg har sparet i bøder. Hvis det bare koster 1.000 kr. hver gang, har jeg sparet/"tjent" mindst 20.000 kr. Skattefri!

Tirsdag 8/9 2009:
På dagens cykeltur (61 km.) oplevede jeg det forfærdelige, at uanset i hvilken retning jeg kørte, så havde jeg modvind. Nogle hævder, at denne kendsgerning er synonym med "dårlig form", men det var  ikke/måske/sandsynligvis tilfældet. Kun meget sjældent har jeg været så træt, da jeg kom hjem, virkelig træt langt inde i knoglerne. Navnlig gjorde de sidste 8 km. ondt. Måske skyldtes min træthed, at jeg gik psykisk ned, da jeg måtte erfare, at de sidste 15 km. var i modvind, selv om de ifølge mine beregninger skulle have været rygvind. De var også modvind, da jeg kørte ud.
Nej, så er det meget lettere at køre i en Toyota Corolla Verso, 2,2 l. diesel med 177 hk. og 6 gear, sølvfarvet - og med armlæn. Det kræver ikke nær så mange kræfter.

Mandag 7/9 2009:














Ovenstående to billeder er taget med to timers mellemrum i dag omkring middag. Farvel til den gamle og goddag til den nye. Vi skal nu vænne os til at være lykkelige, for det er ifølge brochurerne alle Toyota-ejere. De smiler over hele ansigtet. Så det vil vi også være. Forstanderinden hævder, at hun allerede kan mærke forskellen.

Søndag 6/9 2009:
"Aarhus" eller "Århus", "Aalborg" eller "Ålborg" osv. Bolle-ået blev indført den 8. februar 1955 og blev anbragt allersidst i alfabetet. Mange stredes om det rette i at ændre retstavningen, og ikke mindst gik mange byråd i selvsving. Skulle man skifte til det nye - eller holde fast ved det gamle? Tænk på alle de byer, bydele og gader, der begyndte med "Aa". Der var "krig på kniven". En sådan lejlighed kunne Storm P. ikke lade gå fra sig. Han skrev: "Nu skal man til at stave "Aarhus" med "bolle-Å". Det er da også i orden, når blot ikke man skal stave Sæby med "F".

Lørdag 5/9 2009:
Jeg har jubilæum i dag - et af de jubilæer, jeg glædes ved. Kl. 13.42 i dag var det nøjagtigt 4 år siden, jeg røg den sidste cigaret.
1) Var det svært at stoppe? Faktisk ikke, for så havde jeg nok ikke gennemført.
2) Vil jeg gerne begynde at ryge igen? Nej (jeg har dog givet mig selv det løfte, at når jeg bliver 75, må jeg gerne ryge igen. Jeg tror ikke, jeg gør det).
3) Har jeg taget på i vægt? Ja, omkring 25 kg.
4) Har jeg sparet penge ved at stoppe rygningen? Nej, jeg spiser mere.
5) Fortryder jeg, at jeg stoppede? Nej, under ingen omstændigheder.
PS: Endelig lykkedes det at få min nye e-mailadresse til at virke. Den gamle dur dog endnu et par uger. Den nye er gu@profibermail.dk.

Fredag 4/9 2009:
Jeg har i dag haft en telefonen i hånden i 2 timer og 39 minutter. Og jeg talte kun i de sidste 4.
I 2 timer og 35 minutter måtte jeg vente på forbindelse til min nye TV- og internetudbyder: "Alle vore medarbejdere er optaget. De er nummer xx i køen". Jeg startede som nummer 20.
Og værst af alt. Da jeg endelig kom igennem, blev jeg mødt af en ung mand, som absolut ikke vidste noget om det, jeg skulle hjælpes med, hvilket han burde, det var et enkelt spørgsmål om opsætning af min e-mail. Da røg sikringen. Han undskyldte meget og talte om sygdom og underbemanding, og at han kun havde været ansat i 4 dage. Han lovede frygtsomt, at jeg skulle blive ringet op i løbet af weekenden, så mit lille problem kunne løses.
2 timer og 34 minutters venten - uden resultat. Den er svær at sluge.
Jeg må gentage min andvarsel fra i går: Lad være med at skifte TV-og netudbyder!

Torsdag 3/9 2009:
ADVARSEL: Skift aldrig netudbyder til TV og computer. Jeg har været så tåbelig at gøre det og skulle have alt ordnet i dag. To teknikere ankom da også i morges. Og nu sidder jeg i suppedasen med tekniske problemer, der vil noget. Vi har bestilt 4 TV-pakker. Har fået én. Min e-mail skulle skiftes - kan ikke lade sig gøre, en boks til ekstra TV skulle komme i går - kom i dag, hvilket var for sent. Teknikerne var kørt, da den kom. Man kan ikke komme i kontakt med nogen, der vil hjælpe. Kort sagt: KAOS.
Men noget godt er der: Jeg har i dag afleveret manuskriptet til min bog. Jeg glæder mig til at få responset.

Onsdag 2/9 2009:
Siddende hyggeligt, men koncentreret foran computeren, skrivende de sidste sætninger af min bogs første udgave inden eksperternes gennemlæsning, fik jeg pludselig i min høretelefonen en melding fra forstanderinden gående ud på, at jeg skulle på lossepladsen med et kæmpelæs affald, som gennem uger har hobet sig op, og jeg skulle have et stort læs muld med hjem. Se, det vidste jeg ikke, at jeg skulle, ingen af delene, men sådan var det.
Nu ved jeg meget vel, at de to dynger jord på billedet ikke syner af meget (der er en mindre i baggrunden), men jeg skal skynde mig at sige, at de tilsammen vejer omkr. 600 kg., og jeg læssede selv på og af. Det kræver sin mand, især hvis han er på min alder, og ville have krævet endnu mere, hvis det ikke var fordi en venlig sjæl med en lille gravko læssede den sidste halvdel på for mig derovre. Desværre fulgte han ikke med hjem og hjalp med aflæsningen.
PS: Ja, du læste rigtigt. Jeg regner med, at jeg i dag kan afslutte min bog. Dernæst går den til læsning hos nogle kloge og dygtige mennesker på Silkeborg Museum og Lokalhistorisk Arkiv, hvorpå jeg igen skal rette den til. Jeg er spændt på deres kommentarer. De er afgørende for udgivelsen.

Tirsdag 1/9 2009:
På forstanderindens opfordring måtte jeg i dag transportere hende og hendes stærkt udviklede shopping-gen hen til EU lige syd for grænsen for at købe ind. Når ret skal være ret, så kom jeg selv til at foreslå det, da vi lige havde tanket vores gamle bil op og skal af med den på mandag, og jeg ved, hvor meget hun holder af Tyskland, og jeg vil hade at aflevere bilen med tanken fyldt. Så vi kunne lige så godt brænde benzinen af, samtidig med at vi sparede en hele del penge ved indkøbene. Jeg kan kun sige, at der blev købt ind i mængder, så store, at benzinen er mere end rigeligt betalt. Der blev også tid til et lyn-visit ved Frøslevlejren.

Mandag 31/8 2009:
Jeg har tilbragt dagen i bygningen til venstre. Dèr kunne jeg tilbringe endnu flere dage, "Landsarkivet for Nørrejylland" i Viborg. Stedet har længe draget mig, en stor bygning fyldt med gamle arkiver. Jeg fandt dog ikke det, jeg kom efter, nogle tegninger, men andet, jeg kan bruge. 
Her et enkelt eksempel på, hvad jeg fandt i "Fattigudvalgets kopibog 1902-1906". Det drejer sig om en ung dame, fabriksarbejderske Ane Sofie Hansen.
Notat 25/2 1904: "Født i Laven d. 25. September 1867. Har opholdt sig i Silkeborg siden 9. Januar 1897. Datter af alderdomunderstøttet Chr. Hansen og Hustru".
Notat 26/2 1904: "Meget svagelig. Indlagt på Sygehuset for Fattigvæsenets Regning. Forsørgelsesberettiget i Silkeborg".
Notat 30/9 1905: "Byraadet eftergivet Fattighjælpen".
Det, der gør dette spændende for mig, er, at jeg  i andre arkiver og på billeder tidligere har stiftet bekendtskab med "Lille Ane" , hun var kun 1 m. og 60 cm. Hun var en stakkel, som var syg næsten altid, og som tilbragte mange år på fattiggården i Silkeborg.

Søndag 30/8 2009:
Endnu en dag foran computeren - eller rettere endnu en eftermiddag. Formiddagen gik med en herlig "dobbelt-fødselsdag". Datter og mellemste barnebarn fejrede deres respektive førdselsdage med en hyggelig familie-brunch, selv om det ikke lige i dag, der er "dagen". 
Nu bør jeg nok ikke nævne vores datters alder - sådan gør man jo ikke - men jeg er da lidt overrasket over at have en så "gammel" pige. Men sig ikke til hende, at jeg har sagt det.
PS: Jeg har ikke glemt, at AGF vandt 2-0 over FCN i går. "Vi ligger nummer et. Vi ligger nummer et".

Lørdag 29/9 2009:
Jeg har været fysisk inaktiv i dag - siddet indendøre på min bag og skrevet, da jeg har fået en deadline for min bog. Derfor kom jeg her sidst på eftermiddagen til at tænke på alt det, jeg ikke har gjort: Ikke cyklet, ikke trænet min hund, ikke besøgt familien, ikke snakket med børnebørn, ikke vasket bil eller campingvogn, ikke slået græs, ikke luget, revet eller fejet, ikke været med ude og handle, ikke klippet hæk, ikke gjort klar til at forstanderinden kan få malet, ikke ryddet op i værksted, skur eller på mit skrivebord og ikke støvsuget. Det gode er, at bortset fra de fire første punkter, kan jeg uden problemer undvære de efterfølgende.

Fredag 28/8 2009:
Vores datter og svigersøn sendte mig i dag en række sentenser af små børn om det at blive gammel, især om tilværelsen på plejehjemmene.
Hans Anton, 7 år: "Ældreomsorg er at dele sine sorger med de ældre.
"Anna, 8 år: "Ældreomsorg er noget, de gamle må vænne sig til, hvad enten de kan lide det eller ej." 
Lena, 5 år: "Et plejehjem er et sted, hvor man opbevarer gamle mennesker og truer dem til at dele værelse med nogen de ikke kan lide. De får mediciner og frikadeller, og hver lørdag får de formkage med rosiner."
Måske er plejehjemmene ikke så dårlige endda, men jeg bliver noget så forbandet, når jeg læser om plejehjem, der svigter de gamle og glemmer, at det er for deres skyld, institutionen i det hele taget er der.

Torsdag 27/8 2009:
Jeg ledsagede forstanderinden til lægen i dag , et rutinemæssigt check, som gik fint. Jeg sad naturligvis og lyttede til samtalen mellem de to og brød kun ind, når det var absolut uomgængeligt, eller når jeg syntes, at man var på vej ud ad en tangent eller gik for nemt hen over noget, eller glemte at tage højde for et eller andet. Om mine bidrag til samtalen blev værdsat? Overhovedet ikke. Heller ikke da jeg på eget initiativ foreslog en nedsættelse af antallet af nogle piller, som forstanderinden tager hver dag. Forslaget var oven i købet medicinsk velbegrundet. Men den gode medicus var kun delvist enig - tillod sig endog vist at være helt uenig. Jeg tror ellers meget på lægmandssystemet i vort samfund, men det er åbenbart ikke gældende inden for det medicinske.
Jeg skal vist ikke med næste gang.

Onsdag 26/8 2009:
Katolicismen blev afskaffet i Danmark i 1536. Hos mig skete det i dag. Jeg er nu ikke længere "katolsk i hovedet" forårsaget af bilkøb, da vi i dag fik købt den bil, som i nogen tid har fået os til at suse fra forhandler til forhandler i en større eftersøgning. Nu er den fundet, en "Toyota Corolla Sportsvan", født 1. juli 2006, velskabt med 2,2 liter turbodieselmotor med intercooler, har hele sit liv haft og har stadig 177 hk., kan trække en campingvogn på størrelse med en to-etagers bus, og så har det lille barn alt det elektroniske "gejl", du kan forestille dig i en bil. Det virkede helt overvældende.

Vidunderet vil rulle ind i vores carport om 8-10 dage. Kig nu godt på den! Den er den bil, du ønsker dig, men du kom for sent!

Tirsdag 25/8 2009:
I går fortalte jeg, at jeg havde været "katolsk i hovedet", hvilket er den skinbarlige sandhed, men samtidig er det sandt, at jeg i dag har været "kæmpe-enorm-katolsk i hovedet". Vort hus har i ca. 3 timer været invaderet af 3 meget hjælpsomme, dygtige og imødekommende unge mænd, som har lagt kabler og diverse bokse ind til vort kommende Fiber-net, som ifølge udbyderen skulle være toppen af alle kabelløsninger, dækkende TV, computer og telefon i superhøj kvalitet. De tre teknikkere var over hele huset, inklusive loftet og arbejdede flittigt. Men samtidig tilflød der mig under hele processen en lind strøm af beskeder om, hvad jeg selv skulle gøre, hvem jeg skulle kontakte og hvornår. Der var så mange informationer, at de steg mig til hovedet og oversvømmede det, der er tilbage af tænkeevnen. Kort sagt: Jeg gik "hjerne-kold". Jeg er ikke helt restitueret endnu, men når forstanderinden om et øjeblik meddeler, at nu er aftensmaden klar, så hjælper det.

Mandag 24/8 2009:
I Holbergs komedie "Erasmus Montanus" er hovedpersonen ved at drive sine omgivelser til vanvid med sine pralerier om den lille viden, han har erhvervet sig. I en scene er det den stakkels Jesper Ridefoged, der må stå model til Erasmus' udgydelser, selv om denne i dette tilfælde har ret i sin påstand om, at jorden er rund. Den køber den gode ridefoged imidlertid ikke og fastholder, at den er "flak som en pandekage" og beder Erasmus om at holde inde: "Jeg vil ikke høre mere om det, for så bliver jeg helt katolsk i hovedet", siger han. Det har jeg også lyst til at sige. Jeg er da blevet helt "katolsk i hovedet" af at lede efter en ny bil. Mange venlige mennesker er kommet med hjælpende informationer, og det er godt. Men lige nu er jeg forvirret - dog på et højt plan. Jeg har aldrig tidligere vidst så meget om Toyota Sportsvan, som jeg gør lige nu. Vær glad ved, at der ikke er mere spalteplads, for så havde jeg videregivet al min viden om bilen lioge her. Og vist kun jeg synes, det er interessant!

Søndag 23/8 2009:
Jeg var dybt skuffet i går over en elendig indsats af AGF på et næsten fyldt Århus Stadion med uafgjort til "næsten bundholdet" Silkeborg (som forøvrigt nemt kunne have vundet). Jeg var sikker på, at nu røg AGF's førsteplads. Jeg var så skuffet, at jeg end ikke kunne skrive om det.
Ved den ventede sejr i går havde jeg ellers tænkt mig at fejre den sikre førsteplads med indsættelsen af billedet til venstre. Det skulle ikke være. Fortvivlelsen greb mig. Den uafgjorte kamp føltes som et nederlag. Men så i dag: Vores konkurrent Aa.B. tabte til Esbjerg, og vi befinder os derfor fortsat på førstepladsen, eller sagt med andre ord: "Vi ligger nummer ét. Vi ligger nummer ét". Det bør fejres. Se blot på den glade mand.

Lørdag 22/8 2009:
Lige hjemkommet fra 10 dages ferie i vort sydlige naboland melder jeg mig frisk og udhvilet klar til at forsætte skriverierne i min dagbog, skriverier i hvilke intet er for småt til at blive nævnt. Jeg vil derfor berette om en oplevelse, jeg havde på vej til Silkeborg for at kigge på ny bil (uden held iøvrigt). På motorvejen så jeg en meget flot og tilsyneladende helt ny turistbus, stor og smart i alle dele og med en særdeles smuk og klar kongeblå farve, der dominerede billedet totalt. Den var flot, ikke mindst den blå farve. Stor var derfor min overraskelse, da jeg på siden af bussen kunne læse busselskabets navn: "De grønne busser". Her synes jeg, at nogen burde gribe ind.
PS: Hvis nogen kender et sted, hvor jeg kan købe en Toyota Avensis Sportsvan, 2,2 l. turbodiesel, så vil jeg gerne vide det.

Tirsdag 11/8 2009:
Desværre har vores bilforhandler lige fortalt, at vores planlagte og bestilte nye bil desværre ikke kan vejes op til at trække vores campingvogn. Derfor er handlen trukket tilbage, da det heldigvis var en klausul i slutsedlen. Vi må kigge os om efter en anden. Der er heldigvis nok på markedet, men desværre ikke en to år gammel bil, som kun har kørt 6.000 km. - og så til den pris.





Mandag 10/8 2009:
Havde jeg i går husket at skrive min dagbog, som jeg plejer det, sidst på eftermiddagen, ville jeg have fortalt følgende lille hændelse fra Århus Stadion i går:
Vi var omkr. 12.500 tilskuere. Af dem udgjorde en lille gruppe på 6 personer lige bag mig et sandt støjhelvede. Der var to voksne mænd og 4 drenge i alderen 6-12 år. Disse sidstnævnte fire udgjorde støjhelvedet. Øjensynligt var den ene af de voksne "far til fire". Drengene førte helt uden pauser meget støjende samtaler, råbte ad dommeren og kommenterede i øvrigt alt og drønede råbende frem og tilbage på nogle tomme sæder. Farmand kunne tydeligt ikke klare larmen. Han bad dem mindst 100 gange om at dæmpe sig - uden virkning. Han fortalte dem mindst 50 gange, at der ville gå meget lang tid, inden de igen så Århus Stadion indvendig fra med den adfærd, de havde. Ingen virkning. Det hele fortsatte. Drengene larmede - far skældte ud. Da kampen nærmede sig sin slutning- der var blot 5 minutter igen - AGF førte med nervepirrende 2-1, og vi sad alle på den yderste kant af sædet og bed negle, meddelte den mindste af drengene henover al larmen, at han da godt nok trængte gevaldigt til at tisse, og far skulle gå med. Da knækkede filmen for farmand, og i et meget høj og skingert tonefald fortalte han drengen, at det kunne han f...... godt glemme alt om, om så han skulle p.... i bukserne, for det var i hvert fald ikke lige nu, at han havde i sinde at forlade tribunen for at gå på toilet med nogensomhelst.
Desværre nåede jeg ikke efter kampen at se, om der var en våd plet på drengens bukser.

Søndag 9/8 2009:
Det er pinligt. Det er mandag morgen, og klokken er 06.30. Jeg sidder ved min computer og er lige vågnet med et spjæt, fordi jeg drømte, at jeg i går glemte at skrive min dagbog. Og drømmen er gået i opfyldelse. Den var alt for rigtig. Om årsagen til forglemmelsen kan jeg gætte på, at den fæle oplevelse på Århus Stadion i går eftermiddag, da AGF i en elendig fordboldkamp alligevel vandt 2-1 (over et bundhold) har gjort noget ved min hukommelse. Jeg var rystet over, at holdet kunne spille så dårligt.
Nå, skidt. Meteorologerne har igen taget fejl. Al den enorme mængde regn, vi skulle have i går, kom ikke, ikke en dråbe, ej heller den, vi skulle have haft i nat, så nu regner jeg med, at den lovede regn i dag også udebliver. Livet er herligt!

Lørdag 8/8 2009:
Ja, ja, det er lidt sentimentalt og vist ikke enestående for en mor- og farfar. Jeg elsker at "lave ting" med vore børnebørn, og når jeg så ovenikøbet som i dag kan lave noget med dem alle tre på én gang, er min lykke nået.
Ydermere foregik det på cykel. Bliver det ikke bedre og bedre?
Vi kørte alle fire en tur (14 km.) rundt i omegnen af vores lille by og sluttede med en is i Studstrup Lystbådehavn, som ligger næsten i vores baghave. Her fik jeg en "uskyldig" gæst i restaurationen til at tage et billede af os. Der var ikke et øje tørt. Jeg er nummer to fra højre.


Fredag 7/8 2009:
Jeg har en god og trofast cykel, som har fulgt mig gennem 5½ år, og som jeg har kørt mere end 15.000 km. på. Men nu skal den vist skiftes ud. Den fejler ikke noget, har ovenikøbet lige fået et nyt bagdæk. Men jeg kan ikke følge med på den. Jeg cyklede i dag en kort tur (11 km.) med vore to yngste børnebørn på omkring 11 år. De har begge en smart, moderne cykel. Med næsten gru måtte jeg erkende, at lige så snart det gik lidt stejlt opad, havde jeg ikke en kinamands chancer for at følge med. De "spunsede" begge fra mig i stor fart. Deres gear-system er væsentligt bedre end mit.
Det vil blive en sorgens stund at skille sig af med den gamle cykel, men forstanderinden har indvilget i, at den bliver hængt op i en snor i loftet i vores stue, så jeg kan se den hver dag.

Torsdag 6/8 2009:
Med to ferierende børnebørn og med en temperatur, som vi har haft den i dag, er en badetur til den nærliggende strand et "must". To gange var vi afsted. Begge gange svømmede de to som delfiner rundt blandt alle de andre ivrige. Selv om vandet så lidt fristende ud, deltog jeg ikke aktivt i badningen. Jeg skønnede, at det var for farligt for mig, da mit svømme-gen er degenereret.
Jeg var heller ikke tilfreds med vandtemperaturen, som var sølle 20 grader. Hvis jeg skal i, skal vandet syde i kanten. Jeg hader at fryse.

Onsdag 5/8 2009:
Som ivrig fodboldfan følger jeg med i, hvad der sker ude i den store fodboldverden. Jeg studsede dog en del, da jeg på "TV2.dk" læste, at den russiske fan-orgainastion under ledelse af fan-præsident Aleksandr Sjprygin, tilrådede alle russiske tilskuere, der i næste måned drager til Wales for at se en kvalifikationskamp, at drikke så meget walisisk whisky som overhovedet muligt. Det ville de måske have gjort alligevel, men nu kan de støtte sig til præsidentens udsagn om, at lige netop whisky - og måske endda i særlig grad walisisk whisky - er det allerbedste forebyggende middel mod den nye og verdensomspændende influenza H1N1.
"God kamp", siger jeg bare! "Rejs rask ud og kom hjem med tømmermænd og H1N1".

Tirsdag 4/8 2009:
"Hovmod står for fald", har jeg altid lært. Det samme gælder vel overmod.
Jeg blev i dag kraftigt belært om mine begrænsninger og om mit overmod, da jeg på en 71 km. lang cykeltur prøvede at presse mig selv hele tiden i håbet om at køre med en større gennemsnitshastighed. Takket være bakkerne på Mols, Grønfeld, Fuglsø, Rønde, for blot at nævne de tre værste, blev jeg totalt udmattet og fik ikke øget ikke gns.farten i forhold til andre ture.
Da jeg på vejen hjem nåede Løgten efter at have forceret den 4 km. lange stigning fra Løgten Strand og op til byen, var der totalt udsolgt. Der var næsten ikke kræfter til at rulle de sidste 5 km. hjem, hvoraf de 3½ går nedad.
Da forstanderinden hørte om og så min totale udmattelse, ja, mit næsten kollaps, udbrød hun blot: "Ja, du er jo ikke 25 år længere", hvilket er næsten sandt. Ikke ét trøstende ord. Og det på trods af at jeg kun meget sjældent har været så udmattet.

Mandag 3/8 2009:
Det måtte jo ske. Den nye bil er købt, dog påhæftet en betingelse om, hvor meget den må trække. Men det går sikkert i orden. Det er svært at koncentrere sig om bilhandel, når man samtidig skal tænke på aftenens top-opgør i Superligaen mellem OB og AGF. Jeg har købt billet, så jeg er næsten nødt til at være der. Men mine tyndslidte nerver ville egentlig hellere have ventet med at høre resultatet, til kampen er ovre. Men verden går jo videre. På billedet ses forstanderinden travlt beskæftiget med at overtale sælgeren til at sælge os bilen. Det ville han godt. Af praktiske grunde får vi først bilen sidst i august.


Søndag 2/8 2009:
Det er godt, at der i vores globale, digitaliserede og højtekniske verden kan blive plads til lidt lidt fysisk hårdt arbejde, f.eks. i form af at fælde et træ i forhaven og få det op af jorden med røder og alt. Der var in casu tale om en troldhassel, der tilsyneladende har rødder ned i 15-20 meters dybde. Jeg nød at sætte et reb om det, binde det fast til bilen, sætte mig ind, koble til - og vupti var træet oppe. Sådan burde alt havearbejde være, udført siddende. Men for bilen var det så hårdt, at det næsten ikke gik. Jeg måtte gasse godt op. Lirke en del med koblingen, lade stå til, og så var den fri. Nu står "ofret", som er djævelsk tungt, ovenpå jorden og venter på at blive kørt på genbrugspladsen.
Det nu fjernede træ ses på billedet på nærmeste side af campingvognen. Det på den anden side venter vi lidt med, til jeg får en stærkere bil.
Den unge mand i arbejdstøjet hjalp mig ikke. Han var gået hjem. Billedet er nemlig taget for 2 måneder siden.

Lørdag 1/8 2009:
Indrømmet. Den dér mulige bil optager mine tanker. Skal - skal ikke. Men aldrig tidligere har jeg vidst så meget om, hvad det er for en bil, jeg måske er ved at købe, som om denne. Det skyldes ikke mindst to gode venner, som har gjort sig store anstrengelser for at "fodre" mig med oplysninger og ringe og fortælle om dem. De har været utrættelige i deres anstrengelser med at spørge sig for hos andre kendere, på internettet og hos FDM. Når jeg tidligere har købt bil, plejede jeg bare at lytte lidt til sælgeren og bagefter sige: "OK, den tager jeg så." Men ikke denne gang. Jeg er proppet med viden om bilen. Så hvis andre har brug for at vide noget om "Nissan Almera 2,2dCi Tino Star", så bare spørg. Det ville være sært, hvis jeg ikke kunne svare. Skulle det mod forventning være tilfældet, har jeg et par telefonnumre, hvor man kan få besked.

Fredag 31/7 2009:
Udover at have tilbragt en særdeles hyggelig eftermiddag i selskab med gamle venner i et aldeles herligt sommerhus i Skødshoved, brugte vi formiddagen på "for og imod" den nye bil, vi så på i går. Den er vist et godt tilbud, kun 2 år gammel og kørt kun 6.000 km. Vi vaklede lige fra, at vi ikke skal købe den til, at det skal vi da helt bestemt. Der står vi så nu. En klar og entydig afgørelse.
På mandag har vi aftalt en prøvetur, og så må vi derefter se, om forhandleren er villig til at gå ned i den pris, som vi vil give. Hvis ikke, kan han bare glemme det, ka' han. Vi er enormt principfaste, lige til vi beslutter os for noget andet.

Torsdag 30/7 2009:
Da jeg vågnede i morges efter en nattesøvn, der heldigvis kun var på to etaper, blev jeg mødt med et krav fra forstanderinden om, at hun ønskede sig en ny bil. Så det får hun jo nok. Vi drog derfor på en odyssé rundt hos bilforhandlere og så på flere. Hun stoppede ved modellen, som ses her til venstre, en Nissan ét eller andet, diesel og på gule plader. Mon det bliver vores næste bil? Det skulle ikke undre mig!






Onsdag 29/7 2009:
Jeg må være påvirket af Tour de France. Jeg har i nogle nætter sovet i etaper, ganske korte etaper, men ganske mange af dem. De minder mest af alt om enkeltstartsetaper. Og der endog lang tid imellem dem. Der er rigelig mulighed for at ligge og udtænke strategien for den næste etape.
Jeg vil gerne have længere etaper med mange bjerge, så jeg kan sove endnu længere ad gangen. Men der skal sluttes med en nedkørsel, så jeg kan være udhvilet ved etapens afslutning.
Hold da op, hvor er jeg dybsindig!

Tirsdag 28/7 2009:
Det er godt, det her. Det er rigtig godt. På trods af en håbløs hjemmebanedommer vandt AGF i aftes med 3-2 over Randers. Det burde have været 5-2. Som sædvanlig turde jeg ikke se kampen på TV. Det blev kun til de sidste 4 minutter - og da scorede Randers endda 1 minut før slutfløjte. Så slukkede jeg og tændte først, da kampen var helt færdig. Da var jeg helt oppe at køre.
Men sådan en kamp kræver føde, ikke mindst til taberne. Derfor er der sammensat en Randers-menu, beregnet på på den store jyske hingst, deres maskot. Se menuen her til venstre. Et par gulerødder og en tot halm. Så ka' de lære det, ka' de!


Mandag 27/7 2009:
Jeg har ikke været uden for en dør i dag, lige bortset fra en minimal rundtur i haven sammen med nogle venner, der kom på besøg. Jeg har skrevet. Jeg må se at blive færdig med min bog, men samtidig ikke presse mig selv, for det er min erfaring, at så skriver jeg ikke godt. Under alle omstændigheder har jeg været flittig siden middag med revideringer af det skrevne. Og jeg skulle hilse og sige, at jeg fortsat er enormt optaget af det.

Søndag 26/7 2009:
Dagens cykeltur med min bror bragte os forbi Draaby Kirkegård ved Ebeltoft. Da vi vidste, at en del af vores mors familie ligger begravet der, stoppede vi og kiggede os omkring. En meget venlig og hjælpsom dame kunne nemt vise os vej, da hun kendte familien. Det er godt, at der stadig findes venlige mennesker. Efter at have kigget på de relevante gravsteder faldt vore øjne imidlertid på en lidt usædvanlig én af slagsen. Se lige:

På gravstenen står: "Galop Hans. Døbenavn H. J. Sørensen. Født 1793. Død 1890. Han var en brav Mand, en trofast Kammerat i Farens Stund. Derfor satte en Ungdomsven ham dette Minde".
Jeg forestiller mig, at "Farens Stund" var krigen 1848. Smukkere minde kan man vel ikke ønske sig.

Lørdag 25/7 2009:
Jeg mærkede panikken ryste min søn, der hjemkom fra ferie i går, da jeg i morges fortalte ham, at jeg p. gr. af forstanderindens p.t. dårlige ben var blevet befalet at male fire af vore vinduer. Det nævnte jeg "sådan i forbifarten" til ham, og straks fik jeg kontraordre. Jeg havde bare at holde mig på stor afstand af et hvilket som helst vindue med en malerpensel dyppet i maling i hånden. Han er selv maler og kender mine evner inden for sit eget fag, så han skulle nok komme og klare den lille opgave. Se, det var klar og tydelig tale. Mine manglende evner som maler blev endnu engang udstillet, så jeg måtte lade, som om jeg var lidt skuffet. Men det var jeg vist ikke.

Fredag 24/7 2009:
Forstanderinden kan skifte mening. Det sker ikke ofte, men når det sker, er det oftest ikke til min fordel. I mange år har jeg været nægtet adgang til pensler og maling. Men pludselig i dag lød morgenbefalingen: "Mal redskabsskuret". Jeg forsøgte mig med indvendinger om min manglende evne til at bruge en malerpensel på det begrænsede område, der skal males. Men åbenbart frygtede forstanderinden ikke de store ulykker, da der blot var tale om et skur. Så selv om jeg hellere ville have cyklet, kan man af billedet til venstre se, at det ville jeg ikke alligevel.



Torsdag 23/7 2009:
Hvordan kan et ordinært lindetræ være af interesse? Nok ikke meget, vil jeg tro. Måske dog en smule, når jeg fortæller. at dette træ står på nøjagtigt det sted, hvor det stod på den gamle fattiggård i Silkeborg, hvor jeg boede i en fjern fortid. Og helt vildt vil interessen stige, når jeg føjer til, at jeg som barn har klatret i det. Da var det blot en smule mindre - det var jeg iøvrigt også.
Jeg besøgte stedet i dag sammen med min fars fætter, som er en væsentlig kilde til min bog om fattiggården.
(I baggrunden Silkeborg Sygehus).


Onsdag 22/7 2009:
Så kom der endelig "slag i bolledejen" i Tour de France. Endelig en etape, der var et godt cykelløb - og med et resultat, der var godt for det danske hold. Derfor sov jeg kun meget lidt under transmissionen og så alle bjergpassagerne pånær ét. Og det er godt gået, når man tænker på, hvor tidligt jeg var oppe i morges, kl. 9.30. Jeg skulle til et lille tjek hos min læge, og han erklærede sin tilfredshed med mig. Det efterlader altid en god fornemmelse. Bare jeg nu kan sove i nat. Jeg glæder mig meget til en ekskursion i Silkeborg, hvor jeg sammen med et familiemedlem og samtidig ældre medarbejder  fra fattiggården skal rundt og se historiske steder. Det bliver stort for mig.

Tirsdag 21/7 2009:
Jeg holder meget af gamle billeder, gerne meget ældre end mig selv, hvilket i sig selv bliver vanskeligere og vanskeligere, og meget gerne fra min gamle by Silkeborg. Til venstre ses et lidt pudsigt billede fra 1905 af starten på en kapgang på Århusvej i Silkeborg. De skulle gå 5 mil (=37,5 km.). Gad vide, om de er kommet i mål? Det var jeg næppe, hvis jeg havde deltaget.
I baggrunden ses det gamle sygehus, som blev bygget i 1902 - samme år som fattiggården.
Starteren ses tydeligt i billedet yderst til venstre, og de gode kapgængere har hævet armene, klar til start i deres smarte tøj. Men hvad laver mon den halvt skjulte unge dame bag træet? Er hun mon starterens "femme fatale"? Det ville jeg gerne vide. Billedet taget fra www.danskebilleder.dk. Klik lige på det og se endnu flere.

Mandag 20/7 2009:
Jeg er nødt til at fatte mig i korthed. Tiden er løbet fra mig, og jeg er temmelig nervøs. Om 10 minutter kører vi afsted til Århus Stadion for at se årets første kamp - mod Aa.B. Hvis vi vinder, vil jeg være temmelig glad. Hvis vi taber, vil jeg være temmelig skuffet.
Om 3½ time ved jeg det. Wish me luck!
EKSTRA: Lige hjemkommet. Vi vandt, gennemtævede Aa.B med 1-0. Kom så de hviiiiii!

Søndag 19/7 2009:
Minsandten om det ikke lykkedes mig at holde mig vågen under hele Tour de France i eftermiddag. Det var overraskende, men reelt unødvendigt. Jeg kunne have klaret mig med at se de sidste 15-20 minutter, for først da skete der noget. Løbet er utroligt kedeligt i år. Måske er der for lidt EPO. I morgen kan jeg roligt sove hele eftermiddagen, for da har rytterne hviledag - så det har jeg også.

Lørdag 18/7 2009:
Ikke alle belønnes for deres initiativer og gode ideer. De kan endog være livsfarlige. Hør blot:
Omkring 560 f.Kr. herskede tyrannen Falaris på Sicilien. Han var kendt for sin brutalitet, så da smeden Perilaus viste ham et nyt torturinstrument, var det velkomment. Perilaus havde opfundet en bronzetyr, som havde en lem i siden, plads til et bål under maven og en sindrigt rørsystem i hovedet, som gjorde, at skrigene fra det stegende offer lød som tyrebrøl. Falaris mente, at smeden skulle prøve sin egen opfindelse, så han fyrede godt op under ham, og det lød ganske rigtigt som en brølende tyr, da Perilaus skreg. Falaris hev ham ud og skubbede ham i døden fra en bakketop.
Et utaknemmeligt skarn, denne Falaris!

Fredag 17/7 2009:
Min dag i dag var nøje planlagt. Ud af sengen rimeligt tideligt, op på cyklen og ud på en tur, der var nøje beregnet til efter hjemkomsten at give mig tid til et bad, en lille frokost og så - Tour de France på skærmen. Gode planlægninger giver oftest gode resultater. Og alt gik vel, lige til den del, der skulle nydes fra sofaen. Cykelturen, omkring 55 km. helt uden pause, må have trættet mig mere, end planlægningen tog højde for. I hvert fald sov jeg sødeligt under langt det meste af transmissionen. Jo, Tour de France er hårdt arbejde.

Torsdag 16/7 2009:
Gående rundt på matrikelnummeret efter min tøffende græsslåmaskine kom jeg til at tænke på netop ordet "gå" og alle de sammenhænge, dette ord findes i. Der er normalt en aktivitet forbundet med ordet, f.eks. "gå en tur", "gå igang", "gå i byen", "gå amok", "gå i krig", "gå på valsen", "gå agurk", "gå til den".
Men også i forbindelse med det modsatte af aktivitet kan man finde ordet, f.eks. "gå i stå". Hvordan kan man egentlig "GÅ" i stå?
Og hvad med sammenhænge som , "gå nedenom og hjem", "gå i hundene" "nu går den ikke længere", "det går nok over", "det går over min forstand", "han går op i det", eller "går det godt"?
Der kan sikkert findes endnu flere eksempler, som blot er med til at understrege, at ordet "GÅ" bruges til andet end traveture. Og heldigvis for det.

Onsdag 15/7 2009:
Lige hjemkomet efter 14 absolut gode dages ferie i Frederikshavn sætter jeg mig behageligt og veloplagt tilrette for at fortsætte dagbogsskriveriet. Jeg vil ikke berette om oplevelser fra ferien. De påskønnes vist kun af mig selv, men begrænse mig til en lille observation i går. Vi var  i bil på vej til Bindslev, en hyggelig lille by ca. 25 km. fra Frederikshavn, for at se en smuk fisketrappe. Undervejs ringede vi på mobiltelefonen vores datter op. Hun ferierer i det sydlige Italien. Og jeg kan stadigvæk imponeres over, at lille jeg sidder i en bil i det nordligste Jylland, og straks får jeg en fuldstændig perfekt forbindelse til hende i en anden bil dernede i støvlelandet. Jeg er stadig lidt benovet over teknikken bag det. Det er ingen af vore børnebørn. For dem er det en given ting, sådan har det jo været hele deres liv, så jeg bebrejder dem det naturligvis ikke. Jeg er blot ved at vænne mig til det.

Tirsdag 30/6 2009:
Som antydet i går ved man aldrig, hvad der sker i Studstrup. Se blot billederne nedenunder og konstater, at de flittige, unge mænd på trods af den stegende hede i dag fik næsten afsluttet "operationen" på vores matrikelnummer. Nu mangler blot lidt havearbejde i form af såning af græs, men heldigvis skal jeg ikke selv lave det. Det ordner de entrepenante arbejdere, jeg har "ansat".
                             Før:                                                                     Efter:















Mandag 29/6 2009:














Nogle hævder, at der aldrig sker noget i vores lille soveby. måske, men i dag var det lige ved at flyde over med hændelser. Vi har haft gravemaskiner og masser af vakse, unge folk på vores matrikelnummer. De gravede kabler ned til vores kommende kabel-TV. Jeg fulgte så meget med, at jeg af arbejderne blev mistænkt for at være sendt som spionfotograf for firmaets chef.
Men bare vent. Om et par måneder har vi det skarpeste TV-billede, der er muligt, og en computerhastighed, der gør alt andet til skamme.
Jo, vi har det godt i Studstrup. Vi oplever rigtig meget. Hvad mon der sker i morgen?

Søndag 28/6 2009:
En smuk sommerdag i dag. Solen fremme fra morgenstunden fra en skyfri himmel, en temperatur, der bare blev ved med at stige, men ikke blev ubehagelig, en sagte og lun sommervind, en summen af dovne fluer og fuglenes smukke sang. Den helt perfekte sommerdag, den, som man altid drømmer om, kom idag. En sådan kan tilbringes på et utal af eventyrlige måder. Tænk bare på de hobe af muligheder, der ligge og venter. Jeg var derfor ikke det mindste i tvivl, da forstanderinden kl. 9.15 drog afsted på en indkøbstur i et andet EU-land, om, at denne perfekte sommerdag skulle bruges godt og rigtigt. Den skulle nydes. Jeg satte mig da straks til computeren og begyndte at redigere min bog, og det har jeg været optaget af hele dagen og har haft en pragtfuld tid. Og jeg er ikke blevet det mindste solskoldet.

Lørdag 27/6 2009:
Kort referat af dagens cykelanstrengelser: Dårlige ben, ondt i armene, under fødderne (forkert fodtøj), skulderen, særdeles ondt, hvor krop møder saddel, stivbenet og halsbrand. Jeg kunne fortsætte med endnu flere ømme steder, men stopper af hensyn til ensformigheden. Måske findes forklaringen deri, at jeg på 5 dage har cyklet ikke mindre end 211 km. (i dag 71 km.). Men så midt i elendigheden i en fjern og afsides lille landsby på Mols ved navn Begtrup kom det, der var med til at redde mig resten af vejen hjem. En god, lille opmuntring. Se blot billederne nedenfor.















Fortrøstningfuld fortsatte jeg. Sæsonen starter den 19/7, om 22 dage.

Fredag 26/6 2009:
Den danske stat er en elendig "forretningsmand" og har vist altid været det. Jeg har læst, at da vi i 1851 var ved at være trætte af at spille kolonimagt, satte vi forterne på Guineakysten til salg til englænderne sammen med andre besiddelser. Den udbudte pris var 5.700.000 kr. Men englænderne fandt prisen alt for høj - selv for dem - og fik besiddelserne for i alt 200.000 kr. - et nedslag på 5.500.000 kr. eller 96,5 %. Den havde de heller aldrig gættet i udsendelsen "Hammerslag".

Torsdag 25/6 2009:
AGF har ansat en ny hold-læge, og hun er en "hun" ved navn Rikke Thorninger. Naturligvis er jeg med på, at ligeberettigelsen også skal gælde i fodboldklubber, men det gør mig lidt nervøs, at de mange unge mænd måske vil komme "løbende" til hende alt for ofte med småskvanker, som de ellers ikke ville have tænkt over, blot fordi de kan blive behandlet af en sød, ung dame. Det kan give en lang skadesliste. Og den kan jeg ikke lide. Men forhåbentlig vil den nyansatte være i stand til at skelne og ubarmhjertigt sende "falsknerne" ud af døren.

Onsdag 24/6 2009 (Skt. Hans Dag):
Når en film kun interesserer en meget lille del af befolkningen, siger man, at den er en "snæver" film. Samtidig er der en vis "aura" omkring den.
Jeg indrømmer, at det billede, der ses til venstre, er et "snævert" billede, som måske ikke interesserer ret mange andre end jeg selv. Men jeg kan slet ikke lade være at bringe det for at dele min glæde over, at det er lykkedes at finde et foto med lige netop dette motiv. Jeg har længe eftersøgt et billede af min farfar. Nu har et rart medlem af familien fundet et. Jeg omtalte det i søndags.
Det er første gang nogensinde, jeg ser, hvordan min farfar så ud - og det var lidt rørende at stå med det i hænderne første gang. Min farmor, som er ved siden af, husker jeg tydeligt, idet jeg var 14 år, da hun døde i 1954. Billedet t.v. er taget ca. 1936. Farfar døde året efter.






Tirsdag 23/6 2009 (Skt. Hans Aften):
Ifølge hvad jeg ved, var årets længste dag i går. 17 timer og 42 minutter - samtidig var det årets korteste nat, 6 timer og 18 minutter, og det blev slet ikke mørkt. Solen stod op kl. 4.26 og gik ned kl. 22.08. Og hvor ved jeg så alt det fra? Det skal jeg straks fortælle:
Jeg er den lykkelige ejer af en "maskine", der på mit natbord fortæller mig det. Men den kan endnu mere. Den beretter gladeligt om daglængde, solens opgang og nedgang, lufttryk, dato, klokkeslet, temperaturer indendøre og udendøre, månefaser, vejrudsigt og sikkert mange andre oplysninger, som jeg blot ikke forstår at finde frem. Men ovenstående er umiddelbart synlige på displayet. "Maskinen" er lidt kompliceret at betjene, for eksempel tager det mig det meste af en dag at genindstille den, når jeg har skiftet batterier. Men ikke desto mindre har jeg meget glæde af den. Jeg er jo en "kontrol-freak", så jeg er nødt til at have styr på alt om vejret, så meget desto mere som at meteorologerne jo ikke har det. Gud velsigne dem, de glemmer vist det 8. bud: "Du må ikke vidne falsk mod din næste". Eller med andre ord: "Du må ikke lyve".

Mandag 22/6 2009:














Jeg har cyklet langt i dag, nøjagtigt 80 km. Jeg ville se udstillingen "Sculpture By the Sea" ved Tangkrogen i Århus, men gjorde lige en omvej rundt om Brabrandsøen og Årslev Engsø og et lille smut til Galten. På tilbagevejen kom jeg via endnu en lille omvej til udstilligen. Det synes jeg at også du skulle gøre. Den er morsom, original og spændende - og lukker først den 28/6. Du behøver ikke at tage omvejene.
Men hvad Prins Henriks kluntede indslag på udstillingen, "Hjerte med håndtag", eller hvad den nu hedder, gør sammen med de andre, forstår jeg ikke. Jeg ville end ikke fotografere den.
Han bliver aldrig hverken konge eller kunstner.

Søndag 21/6 2009:
Jeg har aldrig mødt min farfar. Jeg har kun hørt en lille smule om ham gennem min far. Farfar døde i 1937, 3 år før jeg blev født.  Jeg har end ikke nogensinde set et billede af ham, men har spurgt mig om i min familie, som hjælper mig med min bog, om de dog ikke var i besiddelse af et billede af min ane. Han var deres onkel. De har ledt højt og lavt efter det, men indtil i dag uden held. Men så kom det. En opringning for ½ time siden fortalte mig, at et billede af farfar er fundet, og jeg får det på tirsdag. Blandt andet derfor er jeg så glad i dag - og glæder mig til på tirsdag.

Lørdag 20/6 2009:
Igen en skøn dag sammen med den del af familien, der ved noget om fattigårdene i Silkeborg. Mange informationer tilgik mig samt som sædvanlig et par skrøner. Jeg vil gerne gengive en enkelt:
Når der på én af fattiggårdens kornmarker var langt mellem stråene, sagde man, at der var en forfærdelig råben og skrigen på denne mark. Det var kornstråene, der ikke kunne nøjes med at tale sammen, men måtte råbe til hinanden på grund af afstanden. 
En "råbende og skrigende" kornmark gav altid en dårlig høst.

Fredag 19/6 2009:
I lokalradioen i morges gengav man en undersøgelse om, hvem den mest populære nabo ville være. Følgende kom ind som "top-fire": 1) Havemanden Søren Ryge, 2) kriminalkommissær Per Larsen, 3) SF-formand Villy Søvndal og 4) skuespillleren Ghita Nørby. De er allesammen uden tvivl rare, kloge og hyggelige, og vi her på matriklen ville ikke være kede af at have hvemsomhelst af dem ved siden af, selv om vi allerede er "forkælede" med gode naboer.
Næste spørgsmål kunne så være: "Hvem ville du nødigst have som nabo"? Se, det er næsten et endnu mere interessant spørgsmål. Jeg ved snart ikke, hvor jeg ville starte, men jeg så nødigst, at rådmand i Århus, Peter Thyssen (ham, der så gerne vil snyde os for fjernvarmepengene) eller Kultur-Brian, nu Justits-Brian (ham med alle "bommerterne") flyttede ind. Jeg ville ikke tilbyde nogen af dem at klippe vores fælles hæk på deres side.

Torsdag 18/6 2009:
Mit yngste barnebarn og jeg holder af at skrive historier og digte til hinanden. Vi udveksler dem via E-mail. Når det kommer til digtene, kan hun utroligt mange rime-ord. Men i dag kom jeg i tanker om ét, som hverken hun eller jeg kunne klare. Men måske én af mine læsere kan.
Hvad rimer på "HJÆLP"?
I samme åndedrag kunne jeg spørge:
Hvad rimer på "ØKSE"?
Her kan jeg svaret. Der er kun ét ord på dansk, der rimer (tror jeg nok), og det er det sønderjyske "KØKSE", der betyder at "arbejde i køkkenet".
Men hjælp mig venligst med "HJÆLP".

Onsdag 17/6 2009:
Kig lige på den flotte, unge mand på billedet til venstre. Vid samtidig, at det er et historisk billede. Det viser en "forfatter", der lige har afsluttet sin indsamling af materiale til sin bog om Silkeborgs tre fattiggårde. Derfor smiler han tilfreds, siddende ved det bord i Silkebrog Lokalhistoriske Arkiv, hvor han siden februar 2007 har tilbragt uendelig mange timer - og nydt dem alle. Det tilbageværende arbejde med bogen er nu "blot" at få de sidste informationer skrevet ind, få lavet et par interviews - og få hele bogen grundigt redigeret. Det vil være en stolt mand, der sender den til udgiverne, formodenlig i september, men også en lidt trist mand, for det bliver svært at slippe den. Der ligger faktisk en smule hjerteblod i den. Nervøsiteten for udgivernes modtagelse vil også være at spore.

Tirsdag 16/6 2009: 
Jeg har igen i dag lært noget nyt. Hør blot: At peanuts vist ikke er det sundeste, man kan spise er en kendsgerning. Men heldigvis kan de bruges til et par andre ting. Jeg har valgt at afsløre en viden, som  i mange år, af politiske grunde var hemmeligholdt. Sagen er den, at undersøgelser har påvist, at peanuts er den moderne alkymists mirakelmiddel. Peanuts er nemlig en ingrediens i fremstillingen af dynamit, samtidig med at man kan lave ægte diamanter af peanutbutter. Om nogen kender opskriften på sidstnævnte, kan den skrives til min "Brevkasse", bare klik her!

Mandag 15/6 2009:
Ikke færre end to gange har jeg i dag været på min gamle kaserne i Langelandsgade, hvor jeg meget nødtvunget opholdt mig i 16 måneder 1963/1964. Min søde hustru skulle være eksamensvagt der. Ikke nogen militærisk eksamen, for soldaterne har forlængst forladt stedet, og Århus Universitet har overtaget det. Vi ankom i lidt god tid, så jeg steg ud og kiggede mig godt omkring, og kunne jo berette til min hustru, at "...der sov jeg, der fik jeg mundering udleveret, der var undervisningslokalerne, der var... osv". Jeg fornemmede en skjult gaben hos min bedre halvdel. Men jeg forstår den. Findes der noget, der er kedeligere end andres soldaterhistorier? Næppe. Langt de fleste er af typen "Der fik jeg ham s'gu, den åndssvage sergeant" eller "nu skal I høre, hvordan jeg klarede denne eller hin penible situation". Min morale er: Fortæl aldrig soldaterhistorier til andre end dine egne soldaterkammerater, som også i givet fald kan korrigere dine overdrivelser. Alle andre vil kede sig ved at høre dem - og de tror alligevel ikke på dem.

Søndag 14/6 2009:
Som det sikkert vides, holder jeg meget af at cykle. Men når jeg som i dag får lejlighed til at køre en tur med vore søn og svigersøn, er det ekstra herligt. Godt nok kører de begge stærkere end jeg og "sætter" mig på bakkerne (det må være, fordi de har nogle meget fine cykler), så jeg brugte nok lidt flere kræfter, end jeg normalt gør, men jeg nød virkelig, at vi kunne følges ad, i hvert fald den største del af vejen. Sådan en tur glæder en gammel mand. Jeg håber på en gentagelse.

Lørdag 13/6 2009:
I mine skriverier støder jeg ofte på en person ved navn "Sølle-Søren" (1874-1952). Han var en invalideret landstryger, der med udgangspunkt i Herning og en usædvanlig stærk hang til kogesprit drog rundt på landevejene. Han var kendt mange steder - også på fattiggården i Silkeborg - og tjente lidt penge ved at synge på gaden - pibefalsk. Han akkompagnerede sig selv med en lille triangel eller en mundharpe. Det lød ganske forfærdeligt. Men det er en gåde, hvordan han kunne komme så vidt omkring på sine helt deforme ben. Det hævdedes, at han ikke havde sin højre arm, men nogle mennesker påstår, at de har set den. Men farverig var han vist.
Ligger begravet i et særdeles smukt gravsted i Herning.







Fredag 12/6 2009:
På Fandens og Prins Henriks fødselsdag i går fremkom sidstnævnte med et ønske om, at ligestillingen i kongehuset burde medføre, at han blev udnævnt til konge - Kong Henry den Første.
Hvad tænker han dog på? Hvor latterligt kan det blive? Man kan da ikke bare ønske sig en kongetitel - ikke engang i fødselsdagsgave.
Hurra for den lille forskel, som lyder (og gerne må bevares, indtil kongehuset er afskaffet):
En pige, der gifter sig med en konge, får et vældigt behageligt liv, mangler aldrig penge, laver ikke noget og bliver dronning.
En mand, der gifter sig med en dronning, får et vældigt behageligt liv,  mangler aldrig penge, laver ikke noget, men skal ikke derfor kalde sig konge. 
I ingen af Europas øvrige 6 kongeriger er det sådan. Nu må jeg be' dem, fru Heilbuth!

Torsdag 11/6 2009 (Fandens fødselsdag):
Jeg kørte ind til Risskov i dag ad Grenåvej. De, som kommer der, ved, at den er besat af mange trafiklys, og sædvanligvis kommer man til at vente ved dem allesammen. Også i dag. Jeg vil som et skøn sige, at jeg ventede i 2-3 minutter i alt på den korte køretur på 10 km. Det lyder vel ikke af meget. Men da jeg kom hjem, kom jeg tilfældigt til at læse, at som et gennemsnit tilbringer vi allesammen gennem vort liv et halvt år med at vente for rødt lys. Det er da noget, og jeg tror, at jeg nemt kunne finde en sjovere måde at bruge de 180 dage og nætter på. Men hvordan?

Onsdag 10/6 2009:
Som enhver kunne gætte det, kan jeg ikke få nok af bladet "Idenyt", der handler om haven. Jeg kaster mig over det, når jeg med et snuptag har revet det ud af postbudets små hænder. Således også i dag. Men jeg fik en skuffelse, for på side 10 kunne jeg læse flg.: En velplejet hæk får haven til at se velholdt ud. Ofte hører man, at hækken skal klippes før sankthans, men der kan være god mening i at udskyde arbejdet lidt. Hvis man venter til lidt hen i juli, er skuddene mere modne og skyder derfor kun lidt inden vinteren. Dermed bliver det sjældent nødvendigt at klippe anden gang." Og det tillader de sig at skrive nu, hvor jeg i går kæmpede en tilsyneladende unødig og sikkert tabt kamp med at klippe hæk. Sådan noget er til at tude over. Jeg skal jo på den igen til oktober.

Tirsdag 9/6 2009:
Jeg har slået græs, og jeg har skrevet resten af dagen. Der var herligt solskin, mens jeg slog græs, og det regnede fælt, mens jeg skrev. Hvad mere kan jeg næsten bede om? (Jeg ved det: Få en anden til at slå græsset for mig).

Mandag 8/6 2009:
Jeg har klippet hæk i dag. Du ved: Klippe, rive sammen, samle op - klippe, rive sammen, samle op - osv. Det er en anstrengende øvelse for en gammel ryg og et par gamle arme. Forstanderinden har ved tidligere lignende lejligheder hjulpet til med opsamlingen, når hun mente, at stjernerne stod rigtigt. Men horoskopet i dag var vist ikke gunstigt, hvorfor det blev til et "en-mands-job", altså mit. Heldigvis er det nu overstået, og jeg kan glæde mig ved, at der er 4 måneder, til det skal gøres igen.

Søndag 7/6 2009:
Jeg kommer selv fra en rimelig stor familie - mange onkler, tanter, fastre, en moster og hermed mange fætre og kusiner. Jeg har ganske vist aldrig forsøgt at tælle dem. Men mine tanker går til Jensine Kristine Mortensen fra Viborg. Hun er den dansker, der i levende live som 86-årig har haft flest efterkommere (1977). Hør blot: 6 børn, 16 børnebørn, 60 oldebørn og 5 tipoldebørn. 
I alt 87 medlemmer. Der har været noget at holde styr på - og en afsindig dyr juleaften, for ikke at nævne fødselsdagsgaverne. En almindelig pension ville ikke slå til.

Lørdag 6/6 2009:














Vi afviklede i dag vores årlige og meget sociale cykeltur "Tour de Mols" for gadens beboere + en tilløber. Vi blev sejlet til Kongsgaarde og cyklede derfra de 38 km. tilbage til Studstrup i adstadigt tempo  med diverse frokostpauser undervejs. Der var heldigvis også tid til at kigge ind i Knebel Kirke (romansk kirke fra 1170) og se Bjørn Nørgaards specielle altertavle fra 1999. Den er nok en altertavle, man lige skal vænne sig til. Men den er et nærmere studium værd. Jeg vil kigge ind en gang mere inden længe.

Fredag 5/6 2009:
At gå på opdagelse i "Etymologisk ordbog" er én af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg holder af at kende ords oprindelse. Og i dag tillod vejret uheldigvis ikke havearbejde, så jeg havde god tid og fandt bogen frem. Tilfældig bladren bragte mig frem til ordet "FJÆRTE". Jo, det var tilfældigt - men spændende. Jeg lærte, at ordet er et gammelt dansk ord, som fra 1866 defineres som "at slippe vind med større eller mindre larm".
Dengang var det blandt "de finere" på mode at bruge græske bogstaver, når det drejede sig om lidt vulgære ord. Blandt andet citeres en ældre onkel for at udtale flg. om et andet familiemedlem: "Han er så storsnudet, at han staver fis med ph".
Christian Molbech skriver i 1850 i sin ordsprogssamling flg. om emnet: "Mus fiærter ei som hest, uden røven refner!"
Jo, der er meget at lære i "Etymologisk ordbog". Og jeg vil gerne lære mere.

Torsdag 4/6 2009:
Jeg elsker at se verden fra toppen. I hvert fald føltes det, som havde jeg nået verdens top, da jeg på cykel havde kæmpet mig op ad bakken i Rønde. Nu tænker jeg ikke på det lille bump på vejen, som hovedgaden gennem Rønde udgør. Nej, det er bakken "deromme bagved", den bakke, der bærer det uskyldige navn "Skolevej". For enden af den drejer man til venstre ad Smouenvej blot for at opleve nogle endnu ondere stigninger.
Men på toppen er udsigten ganske enestående - se blot til venstre, og nedkørslen en stor oplevelse.
Som det fremgår af billedet, var der truende regnskyer. Jeg oplevede det heldige, at jeg hele tiden kom til steder, hvor det lige havde regnet. Først da jeg kørte ind i målbyen Studstrup efter 54 km., indhentede jeg regnen, så jeg kom næsten fuldstændig tørskoet hjem. Så heldig kan man også være.

Onsdag 3/6 2009:
Det sker næsten hvert år ved denne tid. Julemændene samles for at planlægge den hastigt tilstundende højtid. Denne gang blev der endog sat en rekord, idet ikke færre end 3.939 julemænd var samlet i Bukarest for at uddele gaver. Men såvidt jeg kan se, kniber det lidt for de fleste af dem at leve op til myten om, at julemanden er en tyk mand med langt, hvidt skæg.
Der er i dag nøjagtigt 204 dage til jul. Nyd dem!


Tirsdag 2/6 2009:
Jeg stod over for et vanskeligt valg i morges, da jeg stod op. Skulle jeg cykle en tur rundt om Brabrandsøen og Årslev Engsø (ca. 65 km.), eller skulle jeg få skrevet de mange informationer ind i min bog, som jeg har haft liggende i et par uger? Jeg valgte det sidste i håbet om, at i morgen vil det også blive cykelvejr. Hvorfor er der så mange svære afgørelser at træffe?

Mandag 1/6 2009 (2. pinsedag):
Vi har tilbragt pinsen på vores traditionelle tur med 4 hold venner. Denne gang ved Tornby Strand i Nordjylland  - i bagende solskin. Alt gik, nøjagtigt som det skulle. God mad og lidt godt at drikke, masser af snak, heriblandt de samme vittigheder, som vi plejer at anvende. Fordelen er dog, at der altid er én eller to, der på trods af de mange gentagelser årene igennem, ikke kan huske dem. Den spøjseste oplevelse var dog, at vi på vejen dertil på den berømte og absolut ikke trafikkerede motorvej ved Hirsthals overhalede en cyklist, nok så muntert kørende i nødsporet. Jeg gav et lille dyt, og han vinkede imødekommende tilbage. De vendelboere kan noget, som vi andre dødelige ikke kan eller tør!

Fredag 29/5 2009:
Et godt råd til alle, der skal ud at køre i pinsen: "Kør forsigtigt. Det er ikke kun en bil, der kan blive tilbagekaldt af sin skaber."

Torsdag 28/5 2009:
Selv i den have, jeg er en smule ansvarlig for, kan noget lykkes. Selv er jeg imponeret og har på ny svært ved at kontrollere min beskedenhed.











Onsdag 27/5 2009:
Jeg var på lossepladsen i dag iført en kæmpemæssig boogie-trailer indeholdende de berømte græstørv fra mit nyanlagte havebed. Det er mig en udsøgt glæde at berette, at efter 20 år som fører af bil + anhænger, oftest i form af en campingvogn, er jeg nu endelig i stand til at bakke perfekt og placere det efterfølgende køretøj nøjagtigt der, hvor jeg ønsker det. Det forekom mig, at jeg så adskillige misundelige blikke, da jeg uden tøven bakkede ind imellem to biler, der stod for tæt sammen, og fik mine græstørv læsset af. Selv lod jeg som ingenting, da jeg steg ud. Men endog jeg var imponeret. Det var en ypperlig bakning. Der var den igen. Jeg har så evindelig svært ved at bekæmpe min beskedenhed.