Der er kun én ting, jeg ikke kan sige nej til. Det er fristelser.

Én af de store af disse er lakrids.

Jeg ved, det er usundt, ikke mindst for mit i forvejen lidt for høje blodtryk, og det feder og sikkert meget andet uheldigt.

Men jeg vil stadig have det, helst blødt og sødt. Når fristelsen er der, får den ikke lov til at vente længe. Jeg kan ikke holde fingrene af posen. Den drager.

Jeg har egentlig aldrig helt vidst, hvad lakrids egentlig er. Jo, jeg vidste, at den kommer fra lakridsrod, men om fremstillingen vidste jeg ikke meget. Jeg har dog hørt, at man kan blande salmiak i, men at det også kan være ammoniumklorid i, var en overraskelse. Det lyder da ubehageligt. Det bruges i rengøringsmidler.

Lad det være en lille trøst, at lakrids også kan være helbredende - efter sigende imod maveonder og hoste. Jeg vil ikke fremprovokere et maveonde hos mig selv, men en lille hosten ind imellem kunne jeg da sikkert præstere.

Hver eneste morgen året rundt må jeg begynde dagen med at barbere mig. Det er ikke spor interesssant. At barbere sig er i sit væsen som at slå græs og klippe hæk, hvilke to aktiviteter jeg heller ikke synes om.

Nu kan jeg høre én og anden foreslå, at jeg jo bare kunne lade skægget vokse og blive til et fuldskæg.

Det har jeg prøvet 3-4 gange i mit liv. Det gik ikke godt.

Efter nogle få dage var skægget ganske vist vokset en del, og det så lovende ud med en flot rødlig farve.

Men så begyndte min hud at klø. Uanset hvor ofte jeg vaskede mit ansigt, så kløede det kraftigt. Jeg kunne ikke få mig selv til at bruge nogen form for creme under de kraftige stubbe, det føltes ikke rart, så jeg måtte overgive mig og rage dem af. Det var et nederlag, ikke spor macho, for jeg kunne være kommet til at se flot ud med overskæg - en rigtig mand.

PS: Jeg fik barberet min hæk færdig i dag. Vejret drillede. Det begyndte først regne, da jeg var færdig.

I dag om en uge vil vore gamle engelske venner besøge os i en ugestid. Vi har kendt dem i 53 år.

Det bliver uden tvivl spændende.

Blot kræver forstanderinden et absolut perfekt rengjort hus inden vennernes ankomst. Hun begyndte sidste mandag og vil fortsætte ubrudt til næste mandag. Alt bliver "shinet up" herinde.

Jeg må også deltage, og i dag blev det mig pålagt, at hækken skulle klippes. Dette arbejde ligger en del fra at være min yndlingsbeskæftigelse. Faktisk er der ikke meget, jeg bryder min mindre om. Jeg vil endog hellere til tandlæge.

Jeg gik dog modigt i gang og fik klippet en tredjedel af de cirka 70 meter hæk, vi har, da regnen pludselig var der og afbrød mit arbejde. Jeg havde ikke set den komme, men blev for en gangs skyld glad for regnen. Og den var så kraftig, at selv forstanderinden accepterede min arbejdsnedlæggelse.

Jeg er spændt på morgendagens vejr. Nu ønsker jeg mig, at meteorologerne lover solskin, for så bliver det regnvejr.

Årets første jagtdag var for mit vedkommende i dag. Endnu engang må jeg konstatere, hvor dejligt det er at gense de gamle hundevenner, som er nogle herlige mennesker.

Det var ikke nogen lang jagtdag. Vi startede en time senere end vanligt og stoppede 2 timer tidligere. Alligevel var jeg kæmpe-træt, da vi var færdige. Jeg kan tydeligt mærke forskel fra sidste år, da jeg kun var 69 år ved sæsonstarten. Dengang kunne jeg selv gå rundt på markerne. Det kneb i dag. I hvert fald måtte jeg indtage min klassiske "Vinkel-stilling", sådan med hænderne på ryggen og en 90 graders bøjning i hoften, hvilket giver en vrikkende gangart, der vanskeliggør at holde øje med fuglene.

Den eneste fordel er, at jeg nemmere kan holde øje med flintesteøkserne og andre stenaldersager, som findes på stedet, og som jeg gerne leder efter.

Hvordan skal det da gå, når det bliver en hel jagtdag med mere anstrengende opgaver i 3 timer mere?

Jeg tør næsten ikke tænke på det.

Og så fylder jeg 71 i november. Da kan det gå helt galt.

Forstanderindens fald.

Nej, der var ikke tale om noget syndefald, men et fald ud af campingvognen. Det var synd.

Omtalte nedslag fandt sted i Løgstør, hvortil vi var aget for at afhente vores campingvogn, som vi efterlod i tirsdags på grund af stormvejr.

Travlt beskæftiget med at gøre alt klar til afrejsen befandt jeg mig på siden modsat døren. Pludselig hørte jeg et bump og nogle ynkelige smertenslyde fra den anden side. Jeg ilede for at se, hvad der var sket. Og der på jorden sad forstanderinden med begge ben strakt ud til hver side, idet små ynkelige lyde undslap hende. Hun fik snøftende fortalt, at hun på vej ud af vognen fik sat benene forkert på øverste trin, prøvede at rette op, mistede fodfæstet og forsøgte sig med et elegant hop ned af trinnet. Det blev til et styrt, som afsluttedes med en nødlanding på venstre skulder. Landingsstellet nåede aldrig at komme ud.

Jeg måtte dernæst lytte til alle ynkelighederne med en smertende skulder og et sår på albuen. Det var dog ikke at se, hvorfor vi undlod at tilkalde en ambulance.

Dagen derpå. Partierne etablerer sig for at være rede til dronningerunder, kongekabaler og små skarpe knive oppe i ærmerne.

Jeg rekonvalserer mig.

I to dage i træk har forstanderinden og jeg nemlig været inviteret til frokoster hos gode venner. Det kræver sin mand. Og så kan politikerne godt glemme al snak om, hvor hårdt det har været at stå en valgkamp igennem. Det er intet imod at gå til et veldækket bord og spise, til man næsten vælter to dage efter hinanden. Det kræver sin mand.

Jeg vil gerne lige uddybe, hvad toplederne sagde om det hårde arbejde, man havde udført.

Jeg hørte den ene partileder efter den anden rose sit bagland og understrege, at der var blevet "KNOKLET" for at få valget til at blive et godt valg. Selv formanden for de konservative brugte udtrykket. Men her må man jo sige, at det var skønne spildte knoklerier. Formanden erkendte, at valget ikke var gået så godt, mens alle andre partiledere erklærede at have haft et godt valg, selv Socialdemokratiet, SF og DF, der tabte mandater. 

Hvordan man kan få en tilbagegang til være et godt valg, forstår kun politikere.

Valgdag. Slut med vælgermøder (jeg har dog ikke selv deltaget i nogen), slut med lange debatter på TV (jeg har dog selv kun set små glimt), slut med plakater (jeg har dog selv ikke hængt nogen op), slut med lange avisartikler (jeg har dog selv kun læst få af dem) og slut med endeløse diskussioner (jeg har dog selv ikke deltaget i mange).

Så nogle ville måske hævde, at jeg mødte ganske uforberedt frem, da jeg i formiddags afgave min stemme. Men det er ikke sandt. Jeg har gennem de sidste 3-4 år fulgt godt med i regeringens og oppositionens gøren og laden, så jeg har vurderet min stilling ikke ud fra de ovennævnte "aktiviteter" kun 3 uger før valget, men på flere års overvejelser. Jeg er nemlig ikke så god til hurtige beslutninger.

Jeg har i hvert fald én fan - ældste barnebarn. Hun hævder fortfarende, at hendes morfar kan alt. Det er jeg stolt over, selv om det måske er en tilsnigelse til sandheden. For eksempel kan jeg ikke flyve et jetfly, men det undlader jeg så at fortælle hende.

I dag kunne jeg - iøvrigt til min egen overraskelse - hjælpe hende med matematik. Hun er lige startet på gymnasiet og skulle løse nogle opgaver, og matematik er ikke min helt store force. Det er kun sådan til husbehov. Det slog til i dag, og min overraskelse bestod væsentligst i, at jeg undervejs kom i tanker om matematiske regler, jeg ikke har beskæftiget mig med, siden jeg for 48 år siden gik på Th. Lang's (lærde) Seminarium i Silkeborg. 

Så jeg konstaterer, at der stadigvæk er enkelte aktive grå celler tilbage deroppe, selv om jeg med meget regelmæssige mellemrum bliver fortalt, at det ikke er tilfældet. Jeg bliver kort sagt skyldt for at være glemsom.

Jeg kan kun erklære mig delvis skyldig.

Jeg kan huske alle generalerne i Boerkrigen, men jeg har glemt, hvad jeg fik at spise til morgenmad.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke ført min dagbog i 3-4 dage. Det er ikke godt.

Men godt er det, at den gode forklaring er, at jeg ikke har haft tid. Den søde forstanderinde og undertegnede har tilbragt dagene i særdeles hyggeligt selskab med min gamle soldaterkammerat, 82 Kruse og hans søde kone. De bor i Løgstør, som lige netop de seneste 4 dage har været vært ved det årlige træskibsstævne.

Det fulgte vi såvel i dagtimerne , hvor vi kunne se de flotte skibe, som i aftentimerne, hvor sømandssangene og skibsøllet var væsentlige ingredienser. Vi nød begge dele.

Vejret var smukt de første 2 dage, men det blæste op til storm i går og i dag, hvorfor skibene i formiddags ikke kunne stå ud  til kapsejladsen som planlagt. Det skulle ellers være et fantastisk syn, blev vi fortalt.

Ej heller kunne vi køre vores campingvogn hjem i det grimme stormvejr. Så den står nu i sin ensomhed i det nørrejyske og må afhentes ved en senere lejlighed.

Jamen, du milde skaber! Hvis gårsdagen var en dovnedag, så har dagen i dag været det modsatte.

Stod op kl. 7 for at køre yngste barnebarn i skole. Hjem.

Fattede malerpenslen og afsluttede mit kunstværk med maling af vores garage, som har stået og råbt på maling i flere år. Den blev altså flot. Se bare billede. Jeg synes, at jeg allerede kan høre begejstringsudbrudene hos mine rare læsere. Men gentag dem bare! Heldigvis fremgår pletterne på fliserne ikke af biledet.

Derpå med lette fjed op på cyklen og en tur med alle de bakker, jeg kunne finde i Risskov, Skejby og omegn, sluttende med en tur ind ad Brabrandstien. Alt i alt ikke langt, men dog 44 km.

Efter hjemkomsten hev jeg græsslåmaskinen ud af sin hvile i redskabsskuret og gav græsplænen det, den fortjente.

Endelig kl. ca 15.30 kunne jeg afslutte med et tiltrængt og velfortjent bad efter en arbejdsdag på 8½ time. Egentlig må jeg kun arbejde 7 timer og 24 minutter, så jeg prøver at få forstanderinden til at udbetale mig for en times overarbejde.

Nu trænger jeg til en god gang massage af min smertende ryg. Den får jeg ikke, for massøren har så travlt med at lave mad, og det skal jo passes.

Jeg har lige læst, at et menneske i gennemsnit går 18.000 skridt pr. dag. Ud fra denne kendsgerning må jeg tilstå, at jeg for mit vedkommende ligger langt udenfor gennemsnittet.

Jeg har næppe gået mere end 180 skridt.

Det har været - og er fortsat - en rigtig "dovnedag", vel anbragt i min formstøbte sofa. Jeg tvivler stærkt om, at jeg, inden jeg går i seng, når de manglende 17.820 skridt.

En "dovnedag" er for mig en sjælden dag. Jeg har ikke lavet det mindste.

Til gengæld er jeg sikker på, at jeg ligger inden for gennemsnittet af antallet af blink med øjnene. Her skulle gennemsnittet være 15.000 gange, og det når jeg.

Ligeledes har jeg trukket vejret de 23.040 gange, som gennemsnittet er. Tallet er dog større ved fysisk hårdt arbejde, men det har der jo ikke været tale om. Forstanderinden har vist glemt mig.

Jeg så fodbold i går aftes, vel i lighed med 1½-2 millioner andre danskere. Og vi var vel cirka lige så mange, der nød at se Norge blive sendt hjem med en ordenlig sæk på 2-0.

Det ligger mig meget fjernt at sige noget upassende om vore nordlige naboer og deres sportspræstationer. Især vil jeg ikke fornærme deres TV-kommentatorer. Men de er "trælse" at høre på, når Norge taber en kamp, og de er totalt og aldeles og fuldstændig utålelige, når Norge vinder - uanset hvilken sportsgren det er. De går fuldstændig amok og råber og skriger de mest utrolige ting. Hvem kan glemme, da Norge for mange år siden i en helt uvigtig fodboldkamp slog England? Reporterne fik i deres sejrsrus flettet såvel Winston Churchill som Dronning Elisabeth ind i noget, der kraftigt lignede en forhånelse af taberne.

Men i aftes fik vore skandinaviske naboer "en på hatten". Og godt for det. Jeg sov godt i nat.

I dag så jeg så med et lille smil en ganske typisk Ekstra-Blads-overskrift. Nordmændene kaldes nu og da "Fjeld-aber", et udtryk, som selv mange danskere må tage afstand fra, for det er da ikke pænt, men Ekstra-Bladet havde ændret det til "Fjeld-tabere". Det er vel mere acceptabelt - eller?

I hvert fald tabte de deroppe, og jeg tror, at de norske kommentatorer var "trælse".

Jeg har en yndlings-reporter, Ulla Terkelsen.

Hun er ikke kun utrolig charmerende, men også utrolig dygtig.

Men vigtigst af alt. Hun får mig til at lytte, uanset om hun deltager i programmet "Spørg Charlie", eller hun sender en reportage fra et af verdens alt for mange brændpunkter.

Hun må tilbringe mange timer i fly, lufthavne, hoteller og andre nok ikke lige spændende steder.

Men altid er hun veloplagt og indsigtsfuld. Hun er velforberedt, men har let ved at improvisere - ofte med et lille lunt smil.

Nu åbner ifølge BT's hjemmeside i København en cafe, der vil bære navnet "Ulla Terkelsen, London". Allerede findes jo cafeen "Ib Rehne, Cairo", opkaldt efter den tidligere DR-korrespondent i Mellemøsten. Så det er fuldt fortjent, at Ulla terkelsen også får sin.

Og selvfølgelig skal det være London, der anvendes i cafe-navnet, den by, hvor hun bor, og som er udgangspunkt for hendes utallige rejser til verdens mange andre byer.

Det er min årlige mærkedag i dag.

Det er nøjagtigt 6 år, siden jeg stoppede med at ryge med alle de fordele, det indebærer, lige fra det sundhedsmæssige til det økonomiske.

Det skete den 5. september 2005 kl. 13.42.

Jeg "tvang" mig selv til denne askese, da min søde hustru opgav cigaretterne i forbindelse med en indlæggelse på hospitalet.

Det var heldigvis ikke uoverkommeligt svært for mig, og der bliver længere og længere imellem, at jeg kunne tænke mig at ryge en cigaret.

Så man kan ikke påstå, at jeg har lidt under afvænningen. Den eneste, der led, var min badevægt. Den blev mere og mere "nedtrykt", som tiden gik. Jeg har forsøgt meget for at lette presset på den, dog uden det store held.

Men nu skal det være. Og så dog. Gode venner har været til frokost hos os i dag. Så jeg må se i øjnene, at jeg må vente til i morgen. Men jeg skal nok.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som (næsten) altid oplevede jeg noget specielt på min cykeltur i dag (61 km.) til Moesgaard og omegn.

Det er altså skønt, hvad man kan finde på at underholde vi gamle med.

I skoven på vej til museet stod på en parkeringsplads en engelsk træ-skulptør og arbejdede med sine motorsave på en stor bjørn. Den var skåret ud af en træstamme. Jeg talte kort med ham, og han fortalte, at han egentlig var på vej til den franske Middelhavskyst for at surfe. Men han syntes, det kunne være passende lige at slå vejen omkring Danmark i håbet om at sælge et par skulpturer, så han kunne få råd til lidt at spise og noget bemzin. Han medbragte en stor varevogn, som han kunne sove og lave mad i. Efterspændt var en stor trailer.

Ankommet til Moesgaard Museum løb jeg direkte ind i et slag mellem to grupper vikinger. Jeg fik fortalt, at det for deltagerne faktisk er en sportsgren, hvor man - som i almindelige fægtekonkurrencer - kan kan vinde og tabe. Deltagerne var meget engageret i kampen, der blev fulgt af en del tilskuere.

Jeg skal altså snart ud at cykle igen. Det er så underholdende.

Jeg skriver lidt tidligt i dag, fordi jeg er glad og opstemt.

Det har noget at gøre med min store interesse for England og (næsten) alt engelsk - herunder den store, traditionelle BREAKFAST.

Jeg vågnede omkring kl. 8.00 og lovede forstanderinden, at dersom hun ville servere mig en helt typisk engelsk morgenmad med spejlæg, bacon, pølser, ketchup og toast, da ville jeg stå op straks.

Og hun gjorde det. Så jeg kunne efter de obligatoriske øvelser på badeværelset - måske blot en smule hurtigere end vanligt - sætte mig til et veltillavet morgenmåltid.

Jo, jeg kan endnu sno hende om min lillefinger. Det giver selvtillid.

Jeg nød morgenmaden, selv om den ikke var det fiberrige måltid, jeg plejer at få.

Det var en god start på dagen, på trods af, at jeg var alt for tidligt oppe.

Det er for mig hver morgen en stor og alvorlig beslutning at komme ud af sengen. Jeg kan i halve timer ligge og overveje fordele og ulemper, og sidstnævnte er i flertal indtil omkring kl. 9.15.

Det er en udmattende affære

Når jeg sluttelig har truffet beslutningen om at stå op - og gør det, er jeg så udmattet af overvejelserne, at jeg er ude af stand til at træffe flere beslutninger resten af dagen.

Men det gør ikke noget, for det har jeg én til at gøre for mig, forstanderinden.

I dag besluttede hun for eksempel, at jeg skulle male vores carport. Jeg synes, at det har trukket noget ud med den beslutning, for den har længe trængt til det. Men nu har den i hvert fald fået første gang, og lur mig. Der vil ikke gå længe, før det besluttes, at den skal have anden gang.

PS: Vores søde, men arveløse datter fylder år i dag. Vi vil fejre hende i morgen.

I disse valgtider har jeg fundet det passende at genopfriske et par muntre indslag fra valgkampe, der foregik for mange år siden.

I et forsamlingshus langt ude på landet var valgmøde. Én af kandidaterne havde talt meget længe og kedeligt om "de for vort land så vanskelige tider". End ikke den mindste detalje lod han være. Han talte og talte, og tilhørerne gabte og gabte. På et tidspunkt gjorde taleren en kort pause, kiggede på mødelederen og spurgte: "Hvor lang taletid har jeg endnu?" Straks lød det fra salen: "Der hænger en kalender lige bag ved dig."

Min far var to gange opstillet til byrådsvalg i Silkeborg. Han fik det, men kalder "pæne valg" uden dog at komme ind. Det gjorde ej heller en af hans medkandidater. Han fik kun én stemme, hvorpå gik han hjem og bankede sin kone. Han vidste nemlig godt, hvor den ene stemme kom fra.

 

Grunden til at jeg så ubeskedent bringer et billede af mig selv i min cykeltøj er ikke kun eksibisionisme. Nej, jeg føler mig nødsaget til det, tvunget af udsagn fra min datter.

Hun hævder, at mit cykeltøj ikke er up-to-date, men gammeldags og usselt. Hun går endda så vidt at hævde, at min cykelpåklædning var den egentlige årsag til, at jeg blev afvist ved landgangen til det store krydstogtsskib (se dagbog fra 22/8) og ikke min cykel.

Men tag lige et kig på billedet.

Det kan da godt være, at mine shorts ikke lige er fra i år (faktisk er de fra engang i 80'erne) og ikke sidder tæt på kroppen, og det kan da godt være, at min T-shirt hænger lidt og ej heller sidder tæt til. Men det tror jeg er en god ide. Det ville for vække for megen opsigt, hvis det gjorde.

Så selv om der kan være visse mangler i forhold til nutidens trend, synes jeg, i modsætning til min iøvrigt arveløse datter, at jeg ser godt ud, og at tøjet sidder, som det skal på mit veltrimmede legeme.

Og jeg har ikke planer om at investere i nyt cykeltøj. Faktisk kigger mange efter mig, når jeg cykler forbi.

Bemærk iøvrigt Sydney, min trofaste hund, i nederste højre hjørne, kiggende beundrende på sin herre.

PS: Jeg cyklede næsten 60 km. i dag, og jeg væltede ikke en eneste gang. Det er jeg stolt af.

Det er nu en statistisk, meteorologisk kendsgerning, at denne sommer har givet den næststørste nedbørsmængde nogensinde. Det lyder jo ikke rart. Tænk på de mange oversvømmelser.

Jeg synes, at vi skal hale meteorologerne frem som de væsentligste årsager til denne kalamitet. De er sommeren igennem blevet ved med deres lavtryk fra både her og der, og som alle havde den dårlige vane at samle sig ovenover vore uskyldige hoveder og øse den ene spandfuld vand ned over os efter den anden. Det ville have været rart, om de kunne have sendt lavtrykkene i en anden retning, ud over Atlanterhavet for eksempel.

Det er på tide, at vi finder nogle andre til deres job. Jeg må stadig pege på italienske eller evt. israelske. De finder ikke på sådanne utyskestreger.

Jeg abonnerer på "Jerusalem Post" udelukkende på grund af vejrudsigten.

Ikke færre end to gange var forstanderinden oppe i det røde felt i dag.

Første gang var i formiddag på motorvejen mod Søften, da en bil pludselig krydsede tværs over vejen foran os. Bilisten fortrød åbenbart og krydsede tilbage igen. Jeg sad bag rattet i vores bil, men tænkte blot ved mig selv, at det nok var en ældre m/k'er, der var blevet usikker.

Hermed lod forstanderinden sig ikke nøje. Hun råbte op om "gamle fjolser", og at det sikkert var en gammel kone, der var ude og lufte kørekortet. Jeg blev i skarpe vendinger bedt om at dytte kraftigt, da jeg overhalede.

Det gjorde jeg nu ikke. (Iøvrigt var det en ældre herre).

Det tog nogen tid, inden min livsledsagerske faldt til ro igen. Ikke før, hun så BILKA.

Hendes næste kraftige ophidselse kom, da hun kl. 14.33 kom i tanker om, at hun skulle have været hos lægen kl. 14.30.

Så var der gang i adrenalinet på ny. Der blev hujet og kommanderet, og jeg skulle køre hende derop i en susende fart. Men først skulle jeg altså ringe til den udmærkede medicus og fortælle, at vi var på vej. Jeg ringede op, måtte vente lidt på forbindelsen, og pludselig for damen ud ad døren - og væk var hun.

Jeg kom ikke med til lægen.

Alt gik iøvrigt fint. Det tager 3 minutter at køre derop, og lægen var tilpas meget forsinket.

Men hun kan hidse sig op, kan hun, den gode forstanderinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg cyklede ind til Århus midtby i dag, sådan bare lige for at checke, hvordan festugen ses og mærkes. Jeg startede på Bispetorv og Store Torv, altså det absolutte centrum, hvor begivenhederne burde falde over hinanden. De eneste, der var der, var to ballonsælgere. Det kunne vi også have præsteret i Studstrup. Lidt mere liv var der ved åen, hvor studerende fra Sabroe Seminarium havde foranstaltet nogle morsomme tableauer på 2 tømmerflåder. De vakte berrettiget opsigt.

Derfra kørte jeg til Århus Stadion, der var absolut "død" og sluttelig til Tangkrogen. Her var liv. Marselisborg-løbet var i fuld gang og tusinder af mennesker kom i mål. Det slog mig, hvor magre, de var. De havde ikke brug for at løbe. Man skulle tro, det var en årskonference blandt anorektikere. Jeg så kun én, der lod til at have samme afslappede forhold til bordets glæder som jeg. Men han havde heller ikke løbetøj på.

Jeg havde endnu engang et styrt på cyklen i dag. Det er vist ved at blive en dårlig vane.

Som det ses endte cyklen under en dobbelt spærrebom. Venstre side af styret ramte bommen til venstre. Endnu engang stod jeg på hovedet og ramlede med stor kraft ind i bommen til højre. I modsætning til mit forrige styrt på Viby Ringgade (se dagbog 13/8) var der ingen tilskuere, så jeg kunne i ro og mag foretage mine rulninger på asfalten og med faste greb i bommen komme på højkant igen.

Bemærk drikkeflasken på jorden.

 

 

 

Det hele startede med, at jeg gerne ville vide, hvad "sky" hedder på engelsk, altså ikke én af dem deroppe i luften eller noget med at være bange, men derimod sådan noget brunt, halvvejs gennemsigtigt noget, som man bruger til bl. a. smørrebrød.

Det nærmeste, jeg kunne komme en oversættelse, var "Jellies", men det er vel egentlig også ganske dækkende.

Derfra var der ikke langt til at spekulere over oprindelsen af smørrebrøddet "Dyrlægens natmad", en spise, som jeg gerne selv indtager, når lejlighed byder sig, og som jo har sky som en væsentlig ingrediens.

På den kendte Oscar Davidsens smørebrødsseddel (177 forskellige stykker) i hans vinstue på Aaboulevarden i København, var netop "Dyrlægens natmad".

Den blev kendt, fordi Dyrlæge Sigurd Keilgaard i 1920’erne hver aften tilså de kongelige stalde. Ved 22-tiden indfandt han sig i vinstuen og bad om et stykke rugbrød med fedt og med en tyk skive leverpostej og derover fire papirtynde stykker salt kød med kraftsky. Hertil skulle drikkes en øl – dengang altid en gammel Carlsberg blandet med lige dele Sønderborg Porter.
Undertiden hændte det, at dyrlæge Keilgaard også kom ind i vinstuen om formiddagen, og så fik han ”Dyrlægens Morgenmad”, hvor det salte kød som variation var erstattet med tynde skiver spegepølse.

Jeg spiser heller ikke det samme om aftenen, som jeg spiser om morgenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I meget lang tid har såvel forstanderinden som jeg været noget opsatte på at købe en såkaldt "mover" til vores campingvogn. Vi må desværre erkende, at vi ikke længere har styrken til at skubbe den tunge tingest på plads. I dag fik vi den, "moveren"..

Så alt, vi behøver nu, er blot at stå og trykke på en fjernbetjening, så kører vognen.

Det er bare skægt - lige noget for et legebarn som jeg selv.

Faktisk ser det helt underligt ud, at campingvognen bevæger sig, uden at nogen skubber.

Man kan endda sidde inde i vognen, mens den kører. Så for eftertiden lader vi bilen stå derhjemme, når vi skal på ferie. 

På det venstre billede ses den lykkelige og nybagte ejer af endnu et elektronisk apparat. Men bed ham ikke beskrive, hvordan han kom op og stå igen. Det så lidt sølle ud.

Jeg er pavestolt af min kartoffelmark. Høsten er langt større end forventet, og nu graver jeg de planter op, som jeg satte i hullerne fra de allerførst opgravede. Men der er fortsat mange af de oprindelige. Vi vil have nok til resten af sommeren, eller hvad man nu skal kalde årstiden, som vi lige er ved at forlade.

Jeg har haft en heldig hånd med disse planter af natskyggefamilien, i daglig tale blandt latinere kaldet "Solanum Tuberosum". Ikke kun er høsten stor, men kvaliteten er lige så høj. Enhver kartoffelejer på Samsø vil misunde mig.

Senest 1. september burde jeg have modtaget mit EU-tilskud. Når det er ankommet, vil udtrykket "En heldig kartoffel" have fået en ny betydning for mig. 

Jeg blev skuffet, da jeg tidligt i morges (7.15) steg ud af sengen. Det regnede.

Jeg havde i et par dage glædet mig til at skulle cykle til Silkeborg, hvor forstanderinden og jeg skulle spise frokost hos familien. Og nu skulle cykelturen måske aflyses. Jeg hader at køre i regnvejr.

Men så tænkte jeg ved mig selv: "Mig selv", tænkte jeg. "Kan det da passe, at en smule vand fra oven skal stoppe en herlig gang anstrengelser for en vejrbidt veteran - og så lige netop til Silkeborg, min fødeby?"

Så jeg kastede mig modigt på min trofaste ganger og opdagede til min overraskelse, at det ikke regnede. Min medfødte pessimisme tilsagde mig dog, at det ville det snart gøre. Men det skete ikke. Ikke en dråbe regn faldt på min veltrænede krop.

Og hvad lærte jeg så af det? Jo, jeg lærte, at en smulle pessimisme holder regnen borte.

Man kunne måske også omtale den udeblevne regn som "Endnu en skuffelse, der ikke gik i opfyldelse".

Jeg kom til at lave en fejl i dag - eller rettere i går. Men den kom først til mit kendskab i formiddag.

Jeg udsender hvert år en plan til mine hundevenner om jagtdatoer. Det gjorde jeg i går. Desværre kom jeg for én af jagterne til at skrive 23/11 i stedet for den rigtige, 23/10.

Det var vel uundgåeligt, at min høje alder og svingende hukommelse blev nævnt i forbindelse med forvekslingen.

Jeg var senere i dag hos min læge i anden anledning, men kunne med morgenens hændelser i erindring ikke lade være at spørge ham, hvordan han afgør, om en ældre skal på plejehjem.

"Jo", sagde han. "Jeg fylder et badekar med vand og tilbyder patienten en ske, et glas og en gulvspand og beder om at få tømt badekarret".

"Aha", sagde jeg. "En normal person ville vælge spanden, fordi den er størst".

"Nej", svarede han. "En normal ville trække proppen op af badekarret. Vil du ha' din seng stående ved vinduet eller op mod væggen?"

Jeg undlod at svare..

 

Min ubændige nysgerrighed drev mig på min cykeltur i dag til at kigge nærmere på et krydstogtskib, "Emerald Princess", som ligger til kaj i Århus. Det er godt nok stort, 3.080 passagerer og en besætning på 1.200.

Disse mange mennesker skal der naturligvis passes på, hvorfor man ved landgangen havde placeret 3 sikkerhedsvagter, der kontrollerede de mange passagerer, der var på vej tilbage fra diverse udflugter. Disse tre, som hørligt var af århusiansk oprindelse, så alle meget alvorlige ud og tog tydeligt deres job seriøst.

Jeg spurgte den ene, om man tog cykler med. Han kiggede på mig, som var jeg fra en anden planet og svarede bistert, at det gjorde man bestemt ikke, så jeg kunne ikke komme med. Jeg fortalte, at det undrede mig, for på Grenå-banen må man mod en mindre betaling gerne medbringe sin cykel. Han sagde intet, men skævede blot til mig.

Jeg spurgte dernæst, hvor skibet ville lægge til næste gang. "Talinn", nærmest vrissede han. Jeg sagde, at så gjorde det ikke så meget, for der havde jeg ingen planer om at rejse til.

Jeg troede, at han havde opfanget min spøg. Men nej. Ikke et smil. Hans alvorlige mine ændrede sig ikke en tøddel, heller ikke, da jeg spurgte om årsagen til "ingen cykler". Han svarede fuldt alvorligt, at det behøvede han ikke at begrunde. Sådan var det bare.

Hvis besætningsmedlemmerne har samme mangel på humor, er jeg tilreds med, at jeg ikke måtte rejse med.

 

Hvis jeg selv helt alene kunne have valgt et tidspunkt at stå op på i dag, ville jeg have gjort det en timestid senere, end jeg gjorde det - eller måske mere.

Jeg er gennem nogen tid blevet truet med at skulle forestå en større renselsesproces af fliserne ved vores indgang, lugning, fejning med mere. Det er måske trukket lidt ud, men jeg har forsøgt at berolige min arbejdsgiver med, at fliserne jo ikke bare ville forsvinde. De ville tålmodigt vente på mig.

Men da jeg vågnede i dag, måtte jeg konstatere, at forstanderinden lige så stille, uden at sige en lyd og noget provokerende selv var gået i gang.

Mit overlevelsesinstinkt aktiveredes. Jeg sprang ud på badeværelset, og med fare for at skære halsen over på mig selv med mit helt nye barberblad foretog jeg en lyn-barbering, slugte en skive rugbrød og løb ud for at overtage haveredskaberne. Jeg fornemmede, at det var i sidste øjeblik.

Det var et slemt stykke arbejde, men jeg så ingen vej udenom.

 

I min bestandige stræben efter at forbedre min ydeevne på min cykel er jeg i dag kommet i besiddelse af tilsyneladende uvurderlig viden om at indtage "visse stoffer", der kan hjælpe mig.

Nej, tro nu ikke, at jeg på ny er ude i et eller andet nyt EPO-misbrug. Jeg har lagt det på hylden, da det er blevet for vanskeligt at få fat på.

Det hele er ifølge BT's hjemmeside ganske simpelt. Jeg skal drikke rødbedesaft. Det har jeg aldrig gjort før. Men det skal jeg da vist til at gøre.

Drikken kaldes også "Naturlig doping". Det er lige noget for mig.

To undersøgelser fra Exeter University i England har påvist, at cyklister, som drak en halv liter rødbedesaft nogle timer før et løb, cyklede 20 procent længere end cyklister, der fik en placebo-drik bestående af solbærjuice.

Så skulle du på én af mine cykelture møde mig med rød fråde om munden, så kender du nu årsagen.

 

Ved Grundfør kirke, inde på kirkegården, lige ved graverens materialehus, for enden af kapellet står en bænk.

På den har jeg hvilet mine trætte ben utallige gange på mine cykelture. Det er endnu ikke sket, at jeg er kørt igennem Grundfør uden at holde pause på omtalte bænk.

Ej heller i dag.

Her kan jeg - udover at få lidt syre ud af musklerne og få noget at drikke - sidde og fundere over mange ting. Her er stille og roligt, en sand husvalelse for sindet.

I dag kiggede jeg på de nærmeste gravstene, der viste afdøde helt tilbage fra 30'erne og til for nylig. Jeg tænkte på, hvem disse personer mon kunne være, og hvilket liv de mon har haft.

Samtidig kunne jeg ikke lade være at tænke over, hvilket liv jeg selv har.

Jeg cyklede meget glad videre.

 

 

 

 

Oppe i Løgstør bor min gode ven og gamle soldaterkammerat, 82 Kruse med sin søde kone. Dem glæder vi os til at besøge i forbindelse med det store og årlige træskibstræf i byen.

82 er ikke en "hvem-som-helst". Han har mange pudsige og originale ideer.

Han seneste påfund ses her tl venstre. Han har tilsendt os et gavebrev til byens pølsevogn "Hos Tulle". Ved aflevering af dette vil forstanderinden og jeg få udleveret det angivne.

Indtil nu har vi glædet os rigtig meget til at komme til Løgstør, men nu er glæden da helt vanvittig. Tænk, at vi bare kan gå hen til pølsevognen, aflevere brevet og få udleveret et 5-stjernet måltid hver. Det bliver stort. Bare nu ikke de flotte træskibe blegner i forhold til vores imponerende menu.

Og så har vi endda to valgmuligheder. Det er fa'me flot.

Kun ét problem resterer. Det er i gavebrevet angivet, at man helst ser soldaterpapirer som legitimation. Bare jeg kan finde dem. Det er i år 47 år siden, jeg forlod den danske arme. Den har ikke været den samme siden.

Og så er det værd at bemærke, at Danmark ikke var i krig, mens jeg var indkaldt. Vore fjender vidste, hvor hidsig jeg kan blive.

 

Ved min opvågen tidligt på formiddagen fandt jeg én af forstanderindens vanlige kommandobefalinger i form af en lille seddel på køkkenbordet: "Støvsug (også vinterhaven), tøm opvaskemaskinen og slå græs".

Det lyder måske ikke af meget, men når jeg nu fortæller, at jeg i går måtte stå op kl. 6.30 for at bringe "mylady" på arbejde, forstår man, hvorfor den lille notits forekom uoverskuelig.

Men som sædvanlig når jeg ser en seddel med ordrer, aktiveres mit overlevelsesinstinkt. Det ville være dødsens farligt at undlade at efterkomme befalingerne. Så jeg udsatte min planlagte cykeltur til senere og udførte det nødvendige som krævet.

Efter en mindre, god frokost, som jeg selv producerede, begav jeg mig da endelig afsted på en cykeltur på 67 km., som skulle vise sig at blive "Berømmelsernes tur". På min vej mødte jeg både Lotte Heise og Carsten Knudsen fra "De nattergale". Jo, der gøres meget for vi gamle.

 

Forstanderinden og jeg skal inden længe til Løgstør for at overvære det årlige "træskibs-komsammen". Det glæder vi os rigtig meget til.

Vanen tro var jeg lige en tur omkring Google for at repetere min viden om byen. Og til min store glæde opdagede jeg noget, jeg ikke vidste. På den nu nedlagte banelinie mellem Viborg og Løgstør (nedlagt 1999) er en gang- og cykelsti med en længde af 69 km.

Den MÅ jeg cykle på. Hvis det ikke bliver i denne omgang, bliver det senere. Det er et "must".

Jeg fandt iøvrigt en lille anekdote om jernbanen, som ikke var lige populær hos alle datidens rejsende;

En lokomotivfører fra Viborg var kendt for at køre meget hurtigt, og han var årsag til en vis frygt for at køre med toget på strækningen. På grund af sin evne til at få fat på damer, blev han kaldt "Det bløde Kys" og havde flere kærester på banen. Dette medførte, at han ofte var bagefter, hvorefter han kørte med en hastighed langt over det tilladte for at indhente forsinkelsen. Særligt postpakmesteren var noget utilfreds med denne praksis, der umuliggjorde sortering af breve - han havde nok at gøre med at holde sig fast. (Fra Løgstørs hjemmeside).

 

Sammen med en stor del af familien besøgte jeg i dag "Lilleå-markedet" i Hadsten. Navnlig var kræmmermarkedet interessant - for alle andre end mig. Men jeg nød at sidde på en bænk og betragte de mange mennesker, der passerede forbi.

Dog. Der var én bod, der fangede min interesse, men det var af nostalgiske årsager.

Da jeg var barn, var min far meget optaget af sine brevduer og stillede op med dem i mange flyvninger fra ind- og udland.

Først i 50'erne dukkede due-totalisatoren op, også i Silkeborg. Da han - i modsætning til sin søn - var lidt af en gambler, var det lige noget for ham. Derfor blev jeg trukket med hver søndag til totalisatorboden på torvet. Boden lignede nøjagtigt den, der ses på billedet fra Hadsten. Det kan endda have været den samme. Forrest i "udstillingen" er i to "lag" placeret de duer, man kan spille på. Hvad man skal kigge efter for at udpege den bedste, har jeg ingen ide om. Men min far mente at vide det dengang. Han diskuterede med mange om chancerne for den enkelte due og blev som kender også rådspurgt. Han skulle endda til den lokale avis hver lørdag skrive om duernes stærke og svage sider. Og han spillede ivrigt selv. På trods af sin viden, vandt han dog kun meget sjældent - og kun minimale beløb.

Men erindringen om de lange søndage på torvet har jeg stadig - og de blev genopfrisket ved synet af af totalisatoren i Hadsten. Det blev dog ikke som dengang nogen lang søndag, men en behagelig én, og jeg satsede ikke en krone.

 

En 70-årig herre (undertegnede) styrtede på sin cykel i dag. Han gjorde det mest for at underholde en lang række bilister på Viby Ringvej, som kunne overvære den 70-årige forsøge at bremse op i noget meget løst sand på en stor byggeplads lige ud til vejen. Forhjulet blokerede, og den ældre gentleman stod på hovedet ud over styret og landede ubekvemt halvvejs ovenpå cyklen. Han slog sin hånd temmelig slemt og har kraftige blodsamlinger som resultat. Samtidig modtog han den ene ende af styret i brystkassen.

Det efterfølgende var næsten det værste. For der lå han i gruset, fik sig mavet ned fra den væltede cykel og måtte bruge tre forsøg på at komme op at stå. Herved steg underholdningsværdien for bilisterne til et højdepunkt.

Det var en lang og smertefuld hjemtur til forventeligt nogle trøstende ord fra forstanderinden. Men den gik ikke. Jeg fik blot at vide, at jeg kunne have ladet være med at cykle, hvor man ikke må.

Og der sad jeg med alle mine smerter. Jeg måtte spise 3 tudekiks for at komme mig.

 

Se, det er da en politikersnak, man forstår.

Finansminister Carl Hjort Frederiksen forlanger i dagens aviser af os, at vi bruger flere penge. Med andre ord: Fat Dankortet og kør det varmt i butikkernes terminaler.

Den gode minister hævder med stor overbevisning i stemmen, at det vil skabe flere arbejdsplader og sætte gang i økonomien. Ideen ser ved første øjekast fremragende ud, og der er ikke meget, jeg hellere vil, end skabe arbejdspladser og en sund nationaløkonomi.

Jeg har blot det elementære problem, at jeg ikke har penge til bare ét af formålene. De er afleveret hos skattevæsenet og på momskontoret, til kæmpe prisstigninger på ikke mindst fødevarer - for ikke at nævne benzinselskaberne med de tårnhøje afgifter på brændstof.

Derfor kan jeg ikke medvirke.

Nej, min søde finansminister. Hvis du virkelig ønsker mit forbrug øget, skal du hæve pensionen og sænke skatten og afgifterne væsentligt.

Så skal du bare se far her få gang i samfundets hjul.

 

Vi har i vores have en lidt speciel blomst. Ikke fordi jeg tror, den er særlig sjælden, men fordi den har den morsomme egenskab, at den springer ud hver aften kl. 8. Og det slår ikke fejl.

Dog vil der her i sommertiden jo være en ændring på én time, så det er kl. 9.

Hver blomst tager ca. 10 min. om at blive helt udfoldet. Og der kommer mange af dem.

Blomsterne fra i går hænger lidt med hovedet, og de fra i forgårs sidder så løst, at det mindste vindpust rykker dem af.

Jeg stod forleden aften og betragtede udfoldelserne. Det var imponerende. Mellem kl. 9 og 9.20 sprang 10-15 blomster ud, store og kraftigt gule.

Se blot billedet.

Af oplagte årsager hedder blomsten "Klokken 8-blomsten". Den kaldes dog også "natlys", vel fordi dens gule farve ses hele natten. Latin: "Onagraceae".

Og så er blomsten faktisk spiselig. Dog skal man plukke den straks om aftenen eller tidlig morgen, ellers er den faldet helt sammen.

Men en spændende blomst er det.

 

Børnebørn på ferie hos os er altid lig med mindst to indslag:

1) Besøg på Aros og

2) Besøg på "Sunset Boulevard".

Begge dele var derfor på programmet i dag. Og jeg skal da love for, at den gamle mand blev motioneret. Aros er et stort museum i mange etager og med et utal af  trapper, og ikke mindst nu da den nye "Rainbow" helt oppe på toppen er kommet til.

Der var ikke hjælp at hente i elevatorerne, da den ene var ude af drift og den anden med en timelang kø.

Jeg måtte derfor slæbe mit (t)unge korpus op og ned af trapperne til stor gene for den ene hofte, som lider under en overanstrangelse.

Men ikke mindst besøget i regnbuen gjorde det alle anstrengelserne værd.

Skynd dig ind og se den, hvis du ikke allerede har været der - og vælg en klar dag. Der er en smuk udsigt over det meste af Århus.

Der var ingen nævneværdige anstrengelser på "Sunset Boulevard", og maden smagte som sædvanlig godt - og er sundt. Det er mit indtryk, at selv den Pepsi Max, jeg drak til, var en sundhedsdrik.

 

Af let forståelige grunde er brændstoføkonomi et væsentligt spørgsmål nu om dage.

Da jeg købte min første bil i 1962, betalte jeg omkring 75 øre for en liter benzin. Diesel var billigere.

I dag betaler jeg den helt vanvittige pris af omkring 11,50 kr. for en liter diesel.

Heldigvis har jeg en bil med et rimeligt forbrug på omkring 14 km. literen. Med et forbrug af 4 liter kan jeg således bevæge mig 56 km.

Men hvorfor nu lige vælge mængden 4 liter? Det skal jeg fortælle.

Superlineren "Queen Mary II" bevæger sig på netop 4 liter diesel i alt 15 centimeter eller 3,75 centimeter på en liter. Det er mere, end min bil bruger. Det svarer til 267 liter for en strækning på 100 meter eller 2.670 liter for 1 km.

Du må erkende, at dette er en helt nødvendig viden at have. Man kan næppe leve uden.

Og jeg ved endnu mere.

Jeg kan også svare på spørgsmålet, om et pindsvin kan svømme. Men det vil jeg vente med til i morgen.

 

Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg er blevet irriteret over biler, der parkerer ind over cykelstien. Nogle gange er bilen efterladt, så man som cyklist må ud på vejen for at kunne passere. Og så bliver jeg sur, sådan mere end almindelig "tøsesur". Enkelte gange har jeg endog verbalt attakeret føreren, dersom denne viste sig ved bilen. Helt galt gik det en dag ved havnen i Århus, hvor jeg ikke nåede helt væk, inden føreren tog til genmæle. Og han kunne flere grimme ord, end jeg kan.

Men nu er løsningen her, opfundet af borgmesteren i Vilnius, hovedstaden i Litauen.

Han beder simpelthen hæren om at stille en tank til rådighed. Med den kører den glade mand henover alle biler, der står på cykelstien. Sådan! Så ka' de lære det, ka' de.

 

Som dagene dog er fulde af oplevelser, og hvad der dog ikke gøres for vi gamle.

I går var det cykelløb i Vejle, og i formiddags inviterede forstanderinden sin aldrende mand på en fremragende brunch på Radisson i Silkeborg med udsigt til åen og de mange kanoer, der sejler forbi.

Brunchen var god og stor og har forhindret mig i at spise lige siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det var samtidig nemt at få opfyldt et længe næret ønske om at se Silkeborg Papirmuseum, som ligger lige ved siden af.

Det var en god oplevelse. Vi var overrasket over den enorme opmærksomhed, vi fik. Ikke færre end tre guider viste rundt - kun vi to - i de forskellige afdelinger, og samtidig fik vi begge lært at lave papir, som man gjorde det i fortiden, en indviklet proces, hvor vi hver lavede et A4-ark med vandmærke. Det var samme slags vandmærker, man brugte i fremstillingen af pengesedler.

Alt dette kostede os 40 kr. hver, rørende billigt.

Desværre er det muligt at museet nedlægges af økonomiske årsager. Det vil være en stor skam. Det er mindet om Silkeborgs grundlag, der i givet fald fjernes. Papirfabrikken var i sin levetid (1844-2000) en væsentlig del af Silkeborg med mange arbejdspladser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har set cykelsport "live" i dag.

Sammen med datter, svigersøn, ældste barnebarn og forstanderinden var jeg i Vejle på den berømte og frygtede Harald Kiddes Vej for at se afslutningen på dagens etape af "Post Danmark Rundt".

Og vi så dem allesammen, Matti Breschel, Chris Anker, Fuglsang og ikke mindst min egen favorit Martin Mortensen.

4 gange så vi dem køre forbi på den vanvittigt stejle bakke - sine steder med 21 % stigning. Og endnu engang må jeg bøje mig dybt i støvet (med sædvanlig fare for, at jeg ikke kommer op at stå igen) for rytternes fart op ad stigningen. Jeg tror, at de kørte lige så stærkt, som jeg kører på jævn landevej, når jeg kører bedst. Det var imponerende. Sikke et tråd, rytterne har.

For god ordens skyld vil jeg meget gerne fortælle, at Jakob Fuglsang fra "mit" hold, "Leopard/Trek vandt etapen. Desværre ved jeg ikke endnu, hvordan Martin blev placeret. Men han skal nok komme med et godt resultat en dag.

 

Nøjagtigt 49,58 km. her fra matrikelnummeret ligger Grenå. Dertil cyklede jeg i dag, eller rettere jeg cyklede til Kvickly, hvor min rare svigersøn tjener til det daglige brød som ansvarlig for regnskaber m.m.

Forstanderinden mødte mig i Toyotaen derovre, og hun havde et grundigt kig på alle varerne - med ganske få undtagelser. Jeg tror, hun sprang hylden med karklude over.

Da vi således begge var ganske udmattede af vore respektive opgaver, inviterede jeg storladent på frokost i en fiskerestaurant på havnen. Den så ikke ud af meget, men den havde fremragende fisk. Vi nød en stor platte med repræsentanter for en del fiskearter samt en meget stor reje, der eksploderede mellem fingrene på mig, da jeg klemte den for at brække halen af. Det sås på mine shorts og T-shirt. Det faldt ikke i god jord hos min ledsagerske. Det gjorde det heller ikke, da jeg foreslog en "arbejdsfordeling" gående ud på, at da jeg havde inviteret, kunne hun jo passende betale.

Der havde jeg nær mistet retten til at blive transporteret hjem med min cykel bag i bilen.

 

PS: Jeg har på mine mange cykelture set underlige gadenavne. Men den underligste til i dag er vist den, jeg så på landevejen mellem Tirststrup og Trustrup.

Se blot billedet.

Jeg gad vide, om der er to udtaleformer,

"Familie-sengen" eller "Families-engen". Jeg hælder til førstnævnte, fordi den er morsomst.

 

 

 

 

 

 

 

Dagen bragte mig mere malerarbejde. Denne gang var det dog ikke frivilligheden, der drev mig, men forstanderindens dybfølte ønske om at få terassen giver træmaling.

Det er imidlertid et godt og kristent ønske at få malet sin terasse, så jeg fattede ukrudtssprøjten, fyldte den med maling og begyndte sprøjtningen.

Så skal jeg da love for, at der kom gang i bebrejdelserne. Det blev påstået fra højeste sted, at jeg sprøjtede op ad væggene just ved siden af.

Der var måske lidt om snakken. Men det var da højst 15 cm. oppe. Petitesser, syntes jeg, hvilket chefen og jeg ikke var enige om.

Følgelig måtte jeg igang med penslen, sådan rundt langs muren, hvorpå ukrudtssprøjten klarede resten.

Det er iøvrigt en god ide, som jeg gerne giver fra mig - den med sprøjten. Den skal ganske vist kasseres bagefter, koster iøvtigt ikke mange kroner. Men det er noget hurtigere og nemmere end at kravle rundt med en pensel, og man kan stå op til det.

Jeg hader at kravle - og at male.

 

Jeg fortalte den 26/7, at jeg har en ondskabsfuld søn, der den dag planlagde en udmarvende cykeletape omkring Hammel udelukkende for at knække det ældste familiemedlem.

Jeg har vist selv en rem af huden - dog udsætter jeg ikke andre for pinslerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg planlagde i dag min egen rute på Mols, og den var endnu værre end den just omtalte. Jeg kørte i

ensom majestæt på alle de ækle bakker derovre. Én skal særligt omtales. Den går fra Knebel til Agri. Den er 3,5 km. lang og stiger visse stedre med 12 %. Starten er venlig med "Agri-dyssen" som udgangspunkt (Billede t.v.). Men når man nærmer sig bakken for alvor (Billede t.h., som blot viser et lille stykke af stigningen), ligner den en lodret vej lige op i himmelen. Jeg vil hævde, at det er nemmere at komme i de himmelske haller ad dydens og troens smalle sti end at nå dem via Agri-bakken. Eller med et andet lettere omskrevet bibelcitat fra Mattæusevangeliet: "Det er lettere at få en kamel igennem et nåleøje end at bestige Agri-bakken".

I daglig tale kalder jeg den "Alle ondskabsfulde bakkers bedstemor". Moren ligger på den anden side. Den kunne jeg køre nedad.

Turen op var så hård, at jeg lovede mig selv, at det var sidste gang, jeg kørte på bakken. Den er for styg for en 70-årig. Men hvor er jeg stolt over, at jeg klarede den - omend med besvær.

 

At besøge Himmelbjerget er for mig det rene nostalgi. Som barn besøgte jeg med ujævne mellemrum stedet, købte en klassisk himmelbjergstok. Ved hvert af de påfølgende besøg købtes så de små halvrunde stokke-mærker, der med små stifter blev fastgjort. Isvaflen var ligeledes obligatorisk og hele turen værd.

Naturligvis tog vi dengang traveturen fra bådhavnen og de 149 meter i lodret højde, en skrap tur, der tog ½-1 time. Det gjorde vi sjovt nok ikke i torsdags. Det blev til en kop chokolade i restauranten lige ved bådene.

Her oplevede jeg turens eneste skuffelse. Sidste gang, jeg var der, kunne man samme sted og uden udgift bese "Jodle-Birge-Museet". Det er nu nedlagt. Dermed gik jeg glip af at se nogle af de T-shirts, Jodle-Birge brugte til sine koncerter, ligesom man ej heller længere kunne se hans guitar og hans bukser og sko sammen med et utal af plakater.

Det var utur.

Men sejlturen og chokoladen var absolut ikke utur.

 

2 dages ophold i min fødeby Silkeborg har forhindret mig i at føje nyt til dagbogen. Det er en skam, for jeg synes jo selv, at jeg har en skrækkelig mængde at berette.

At tage til Silkeborg er for mig som for en muhammedaner at tage til Mekka. Blot er der knapt så langt - og knapt så varmt. Og så havde turen kun to formål: 1) Sammen med venner at have en hyggelig tid, og 2) en tur med den nu 150 år gamle hjuldamper "Hjejlen" frem og tilbage til Himmelbjerget.

Begge dele lykkedes til fulde.

Det var en ekstra god oplevelse, at jeg på båden traf en ældre herre, der kunne fortælle, at han som barn havde boet på fattiggården i Silkeborg, Frydensbjerggaard, som jeg just har skrevet en del om. Vi talte længe sammen. Der var nok at komme om ved. Sejlturen blev alt for kort.

 

Jeg har en ondskabsfuld søn. Vi (søn Peter, svigersøn Kent, barnebarn Kristian og den gamle mand selv) gennemførte i dag en af Peter planlagt cykeltur i omegnen af hans hjemby Hammel. De mest cykel-vidende ved, at herfra kommer bjergrytteren Chris Anker Sørensen. Han har i årevis trænet i de mange bjerge deromkring. Derfor er han god.

Mon ikke de fleste nu ved, hvori ondskaben bestod.

På en strækning af 47 km. havde min søde søn indlagt samtlige ondskabsfulde bakker derude, indbefattet den sagnomspundne Pøt Mølle, Danmarks allerbedste svar på Alp dHuez.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men det er alligevel den bedste cykeltur, jeg har haft i de mange år. Vi var nemlig ikke mindre end 3 generationer, der deltog. Yngste var barnebarn Kristian, som klarede turen helt ovenud godt. Det gjorde Kent og Peter sandelig også.

Jeg har lidt vanskeligere ved at vurdere min egen indsats. Men jeg gennemførte, selv om Pøt Mølle var allersidst på ruten. Se blot billedet af min kamp de sidste stejle meter.Jeg tror, at denne var anlagt med det ene formål at knække mig. Men den gik ikke. Jeg kæmpede mig succesfuldt igennem hele strækningen - og alle bakkerne. Jeg skylder dog tak til svigersøn Kent for et par skub op ad et par af de værste.

 

Det righoldige billedmateriale er taget af damerne fra forsyningsvognen. Bemærk især billedet af den ensomme rytter på vej op ad 13 % stigning. Han er sej, den gamle, selv om han ser lidt træt ud på næste billede.

De søde damer mødte os på toppen af Pøt Mølle, og der blev serveret sandwiches, kage og drikkevarer. De var så søde ved os. Og vi trængte til det.

 

Det er én af de bedste dage, jeg har haft i meget lang tid.

 

 

 

Vort beredskabslager er på ny fyldt op. Jeg har eksempelvis Pepsi Max og øl til godt og vel det næste halve år. Chokoladedepotet er næsten komplet, og det samme gælder oste, diverse pølser og pålæg.

Vi er i stand til at modstå et længere nationalt nedbrud i forsyningerne af føde- og drikkevarer.

Forklaringen er den enkle, at forstanderinden i går påbød sin tro undersåt i dag at transportere hende til vort naboland mod syd for der at gøre noget ved den tyske finanskrise. Det er gjort.

Samtidig oplever vi det herlige at købe varerne meget billigere.

Det skønnes fra øverste hold her på matrikelnummeret, at vi har sparet omkring 2.000 kr.

Min frygt er nu blot, at hun hurtigt finder noget at bruge dem til. Sådan er der så meget.

 

Denne sidste løbsdag i Tour de France har jeg tilbragt med at restituere efter mit eget lange og udmarvende cykelløb i går.

Desværre må jeg sige, at forstanderinden ikke har haft den store forståelse for denne helt nødvendige afslapning. Jeg har måttet eskortere damen til supermarkedet, da hun på grund af en dårlig muskel i skulderen ikke kunne føre motorkøretøj på betryggende vis.

Dernæst blev jeg pålagt at grave kartofler op, en hel del, da familien kommer til spisning i aften.

Sluttelig lød opgaven på støvsugning. Det var ikke godt. De gamle lændemuskler "værkede" en del. Jeg kunne ikke undlade at give nogle stønnende lyde fra mig. Det måtte jeg ikke. Hun kaldte mig "Stønneren fra Studstrup" og bad mig høre op.

Jeg synes slet ikke, at jeg har det nemt. Men sådan er det at være cykelrytter. Vi lider meget.

Hvis det ikke var fordi, jeg glæder mig så meget til at se børn, svigerbørn og børnebørn i aften, ville det have været en dårlig dag.

 

Jeg har dummet mig i dag. Fra mine mange år i den danske folkeskole kender jeg vigtigheden af forberedelse og planlægning. Denne basis-viden glemte jeg.

Efter et besøg hos fætter Leo i Dollerup ved Viborg besluttede min bror og jeg at cykle tilbage. Jeg skønnede sådan lidt hurtigt, at det nok var omkring 65-70 km., og da mine forrige to ture på cyklen var på 64 km. skulle det jo ikke være noget problem.

Men mit skøn var sjusket. Den reelle afstand var 88 km.

Det kan jeg mærke nu. Havde jeg kendt afstanden, altså forberedt mig ordentligt, havde jeg valgt at lade cyklen blive i bilen og køre hjem i hyggeligt selskab med forstanderinden.

Men nu er det ovre, og det er godt. Jeg var ved at kaste op ikke mindre end tre gange på de sidste 10 km. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen Tour de France-deltager på noget tidspunkt har været mere træt, end jeg er. Til illustration af denne "epidemie fatigue" kan jeg fortælle, at jeg ikke har ønsket noget at spise, siden jeg kom hjem kl. 21. Og så er jeg træt.

PS: Min bror punkterede (u)heldigvis for ham 20 km. før mål og måtte ringe efter sin kone, der afhentede ham i bil. Tøsedreng. Han har sikkert selv jaget en tynd og skarp tingest i dækket. Jeg havde endda lappet hullet.

 

I en uge turnerede forstanderinden og hendes tro følgesvend da rundt i København. Der var ikke penge nok til at se alt - og navnlig ikke til at spise alt. Men heldigvis boede vi hos rare tante og onkel, der "fodrede" os godt af morgen og aften. Og så kunne frokosten minimeres.

Onsdag 30/7 påbegyndtes hjemturen - klokken 23.55 om aftenen. Ja, 5 minuuter i midnat. Thi da afgik rutebåden "C.F.Tietgen" til Århus. Der var ikke penge til kahyt, så vi sov - uden madras - på en bred hylde bag en bænk, allernederst i båden.

Kl. 7.30 næste morgen gik vi fra borde. Pengene var nu helt sluppet op, men heldigvis havde forstanderinden sørget for en invitation fra en tidligere kollega, som nu boede i Århus. Hos hende indtog vi et solidt morgenmåltid og begav os således godt rustet ud på de sidste 42 km. til Silkeborg, 5. etape.

Min søde hustru bander normalt ikke. Men jeg skal da lige love for, at hun gjorde det på vejen hjem. Vi kørte i en strid modvind hele vejen. Ikke bare modvind, men "mod-storm". Når jeg en sjælden gang kørte bagest måtte jeg påhøre nogle af sprogets grimme gloser. Hun var oppe i det røde felt.

Men vores gode træningstilstand gav bonus, så vi nåede Silkeborg inden tidgrænsen.

Som det ses på billedet, så vi godt ud - også dengang.

En god og lærerig økonomi-tur var slut, og fruen kunne mandagen efter genoptage sit job, mens jeg kunne slappe af, indtil jeg to uger senere påbegyndte min uddannelse på Th. Langs Seminarium.

Svaret på ovenstående fire spørgsmål gives her og nu. Der er ingen grund til at trække spændigen ud. Det er for alle fires vedkommende et klart og utvetydigt NEJ.

 

4. etape fra Roskilde til København indledtes med godt humør, men inden længe nagede sulten.  Frokostpausen var den sædvanlige med lidt rugbrød og en tomat til deling. Det var der ikke meget "krudt" i. De hidtil afviklede 280 km. sad tungt i benene. Vi var trætte. Se bare billedet. Ingen mad.

Men målet nærmede sig.

Dengang kom man til København via Roskildevej, og jeg vidste, at når vi passerede Zoologisk Have var lige efter et fristende sted, Cirkuskroen, en kro, som jeg kendte. Vi kunne simpelthen ikke bare passere med det store hul, vi havde i maven. Hullet i pengepungen var også stort, men forstanderinden mente, at vi skulle lukke øjnene for denne kedelige kendsgerning og gå ind og spise. Et hurtigt kig på spisekortet gav beslutningen: "Bøf med løg". Og den var stor, og man måtte gerne få to.

Mætte for første gang i 4 dage cyklede vi det sidste stykke til Nørrebrogade til tante og onkel. En sød velkomst afslørede, at bordet allerede var dækket. Flæskesteg med det hele. Den var svær ovenpå bøfferne. Men vi klarede også den situation - og gik overmætte i seng. Tante var en liberal kvinde, så vi fik sandelig et værelse sammen. Det var slut med de store kønsdelte sovesale.

De næste dage blev brugt til at se byen, og som et vigtigt punkt besøgte vi Glostrup Cricketbane, hvor et engelsk hold, som jeg ugen før havde spillet mod, nu var. På dette hold spillede Len, og med ham var hans kone May. Dem besøgte jeg året efter i England, og vi har siden besøgt hinanden utallige gange. Det har udviklet sig til et venskab over foreløbig 53 år.

Tiden i hovedstaden gik hurtigt, og hjemturen skulle indledes. Den blev afviklet på kun én dag.

Få svaret i morgendagens sidste kapitel af denne spændende saga.

 

En invitation fra gode venner på Skødshoved bragte mig stor glæde. Ikke kun er værtsparret hyggelige og rare mennesker, men de havde også valgt at servere selvfangede fladfisk med nye kartofler og persillesovs og en herlig is-dessert. Hvem kan mon ikke glæde sig over det?

Jeg kan i hvert fald.

At så værten også gerne ville se Tour de France var en bonus. Ganske vist småblundede vi begge nu og da, måske havde vi spist for meget, men vi var kun "fraværende" i korte øjeblikke.

Sådan er en god eftermiddag i juli.

Er der noget så skønt som en 14 dage høj græsplæne, sådan cirka 20 cm.?

Svar: Ja, det ved Gud der er.

Men det var det syn, der mødte mine uskyldige øjne, da jeg fik startet plæneklipperen.

Opgaven stod øverst på forstanderindens udarbejdede liste med mine pligter efter ferien. Jeg hævdede, at plænen var for våd til at blive slået. Det mente hun ikke, hvorfor jeg gik igang.

Jeg tillod mig at stoppe, da Touren begyndte kl. 12.15, men det faldt ikke i god jord. Jeg blev gennet ud igen. Jeg forsøgte mig med et argument om, at hvis hun sad midt i sin yndligsserie, og jeg bad hende om at smutte ud og slå græs, ja, så ville hun i hvert fald ikke gøre det. Jeg blev afvist med, at i cykelløb cykler de jo bare hele tiden, og at det er i 3 uger.

At hendes serie strækker sig over 2½ år, at der sendes to pr dag, at det nu er 4. gang, serien sendes, og at hun har set dem alle 3 gange før, gjorde ingen forskel.

Græsset er blevet slået.

Ferie er bedre end at slå græs.

 

Jeg har flere gange tidligere fortalt, hvor glade forstanderinden og jeg er for den skønne by Lemvig.

Der har vi faktisk har tilbragt de just afvigte to uger, vores sommerferie.

På trods af et noget omskifteligt vejrlig har vi nydt hvert sekund af det. Det gør vi altid i den smukke Limffjordsby.

Man kunne tro, at det var en tur købt hos Spiess Rejser, for jeg ville altså ikke med hjem og forsøgte her til morgen at gemme mig. Men desværre ikke godt nok, jeg blev fundet, så nu er jeg her, tilbage i min formstøbte sofa.

Ferien er ovre, og alvorligt arbejde venter uden tvivl på at blive gennemført, når forstanderinden får sin liste skrevet færdig. Hun er en behård arbejdsgiver og vil aldrig diskutere løn.

 

På denne efterårsdag med stormen susende om ørerne og regnen silende ned må jeg afskrive enhver tale om sommer. Det er dog forrygende, som det har mindet om en novemberdag.

Derfor har jeg i løbet af formiddagen kun forladt sofaen for et ganske kort besøg i supermarkedet med det formål at fouragere til eftermiddagens bjergetape i touren.

Jeg sørgede for, at der blev købt rigeligt ind, for jeg vidste, at det ville blive hårdt med 3 høje bjerge, hvoraf én var kategori ét, og to var uden for kategori. Jeg fulgte godt med på alle tre bjerge, men var helt udkørt, efter at målet var nået, og jeg måtte indtage endnu en hindbærsnitte for at få blodsukkeret bragt på plads igen.

Nu vil jeg invitere forstanderinden ud at spise, så jeg kan være klar til morgendagens anstrengelser, uden at det dog betyder, at jeg som rytterne skal spise pasta.

 

Vi har haft en dejlig dag med besøg af familie. Råhygge - og nok at spise. Derfor fløj tiden afsted, og der blev uheldigvis ikke tid til dagbogen. Det skal jeg på det alvorligste beklage. Lad det ske meget sent igen.

Lige nu er jeg for mæt og træt til at skrive, så jeg vil afbryde mig selv lige her og ønske alle en rigtig god nats søvn. Jeg skal nok få min, og det skal sikkert ikke vare så længe, inden jeg kaster mig.

 

1. Vågner (rettelse: bliver vækket temmelig brat af forstanderinden), 2. ud af sengen, 3. strækker mig, 4. morgentoillette, 5. morgenmad - og 6. ud på cyklen. Sådan.

Aktivitetsplan for dagens start.

At der gik det meste af 2 timer mellem aktivitet 1 og aktivitet 6 skal jeg ikke røbe. Det vedkommer kun mig. Men en god morgen var det som optakt til dagens etape i Frankrig. Helt som forudagt mødte jeg efter ca. 35 km. fruen på en restaurant til frokost, en god en af slagsen.

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker, hvad det er, hun gør ved mig, men jeg bliver noget "stor i slaget", når jeg er ude med forstanderinden og næsten altid kommer til at bestille fra den dyre ende af menuen. Men pyt. Hun har jo fortjent det.

 

Jeg er kommet hviledagen ihu og har holdt den "hellig", hvilket i min verden betyder, at da rytterne i Tour de France har hvilet sig hele dagen, har jeg gjort det samme. Jeg har spist to gode og velproportionerede måltider + en stor isvaffel. 

Jeg burde have trillet en lille tur på 70-80 km. på cyklen, som profferne gør det. Det har ikke kunnet lade sig gøre, da vi (heldigvis) har haft gæster.

Men i morgen vil jeg varme op til dagens etape ved at cykle en tur om formiddagen, hvorpå jeg vil møde forstanderinden et sted, hvor der serveres en god frokost.

Således vil jeg være godt rustet til morgendsgens hårde etape. Der er stor logik i det, jeg har foretaget i dag og i det, jeg vil foretage i morgen. Det er en såvel proffessionel som interessant forberedelse til en anstrangende etape på de franske landeveje.

 

Der er stor logik i det, jeg foretager mig som forberedelse - både det i dag og det i morgen. Det giver svar på mange spørgsmål.

Det overrasker kun ganske få mennesker, at jeg lige nu sidder og ser Tour de France. Jeg kan ikke lade være.

Den gule trøje sidder p.t. på en nordmand, men den skifter sikkert ejer i dag.

Da jeg tænkte over dette, besluttede jeg mig til at finde ud af præcist, hvorfor føreren af løbet skal køre i netop en GUL trøje.

Jeg fandt følgende: Det begyndte i 1919, da journalisterne for bedre at kunne genkende den førende rytter ville have ham iklædt en bestemt og synlig farve.

Da turens hovedsponsor var bladet "L'Auto", og da dette blad blev trykt på gult papir, var sagen oplagt. Den gule trøje var "opfundet".

Tilbage til nutiden: Det er dog skrækkeligt, som det går i år. Rytterne vælter som kegler. Jeg har lige set et alvorligt styrt, hvor 4 af rytterne måtte udgå, alle med et eller flere brækkede lemmer. Pu ha! Og lige nu fortæller de udmærkede kommentatorer på TV2, at der aldrig tidligere i løbets 108 års historie er væltet så mange rytter i løbets første 9 etaper.

Jeg bliver næsten helt glad for, at jeg fik sendt afbud. Jeg kan ikke fordrage at vælte og husker endnu mit dramatiske styrt lige foran Østbanegården i Århus (se dagbog onsdag 22/9 2010).

PS: Efter min afslutning af dagens dagbog så jeg to ryttere på det groveste blive påkørt af en TV-bil og slynget ned i grøften og ud på en mark. Pu ha!

 

Kommunernes spareiver er veludviklet. Jeg læste i dag, at hver femte kommune vil droppe svømmeundervisningen og udelukkende lære børnene at svømme på land - den såkaldte tør-svømning. Den ide kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Der kan nemt spares penge ved tørlagt svømmeundervisning. Så kunne man samtidig lave undervisningen i hjemkundskab uden råvarer, således at børnene får tegnet på tavlen, hvordan maden ser ud i de forskellige stadier, indtil retten er færdig. Samme besparelsesmuligheder ligger i sløjdundervisningen. Læreren tegner og fortæller. Væk med træ og redskaber. 

Jeg ser ej heller hindringer i, at fysik- og biologiundervisningen bliver udelukkende teoretisk. Væk med væsker, diverse apparater, reagensglas, udstoppede dyr, plancher osv.

Jo, sandelig er der sparemuligheder nok i folkeskolen. Blot er det en forbistret skam, at jeg ikke tænkte på det, da jeg i sin tid var ansvarlig for økonomien på Jellebakkeskolen.

Sikke nogle overskud jeg kunne have lavet.

 

Vi har begravet Karl i dag, min gode ven, fodbold-makker (vi har tilbragt mange timer sammentil AGFs kampe på Aarhus Stadion) og nabo to huse borte.

Karl døde i søndags.

Vi vil savne ham meget, først og fremmest hans hyggelige selskab og store hjælpsomhed, altid klar, når man havde brug for det. 

Når man ville give ham en lille gave for hans ulejlighed, var det svært at få ham til at modtage den, stort set umuligt. Det bedste var at ringe på, smide gaven over hovedet på ham og ind i gangen bagved, smække døren i og løbe. 

Når man sagde til ham, at han fortjente gaven, sagde han altid: "Overhovedet ikke. Jeg skal ikke have noget. Hvad har man ellers naboer til, hvis de ikke kan hjælpe hinanden?"

 

Jeg har fået lidt at tænke over.

Ville forstanderinden gøre for mig, hvad en mexicansk ægteviv forleden gjorde for sin "husbond"?

Han var fængslet med en dom på 20 år, og under et besøg hos ham medbragte fruen en kuffert på hjul.

På vejen derfra syntes hun at have lidt besvær med den. Den var tilsyneladende svær at få bugseret gennem gangene. Interesserede fængselsbetjente undersøgte den og fandt ægtemanden foldet godt og grundigt sammen. Det vakte naturligvis opsigt, men han fik ikke lov at forlade sit skjul, før han var blevet fotograferet.

Helt ærligt tror jeg ikke, at forstanderinden ville prøve at skaffe mig ud på samme måde. Der er et vægtproblem foruden besværet med at finde en tilpas stor kuffert.

Jeg må forestille mig noget af en størrelsesorden som en mindre bil. Jeg kan nemlig ikke foldes sammen, og skulle det endelig lykkes, ville det være plat umuligt efterfølgende at rette mig ud.

 

Søn + hans svoger sendte mig fra deres ferie-domcil i Sverige, hvor de sammen med familien for tiden residerer, et spørgsmål via SMS med følgende ordlyd:

Den måtte slås op, for jeg vidste det ikke, omend jeg havde en ide.

Jeg elsker sådanne opgaver. Her er svaret:

Det afhænger af størrelsen. Forskellen imellem et "skib" og "fartøj" eller "båd" er, at et skib er et stort "fartøj", med flere rum under hinanden. 20 BRT. synes at være skillelinien. 

Definitionen gælder dog vist ikke, hvis man taler om kirkeskibe og rumskibe.

 

I min barndom hørte jeg ofte følgende indledning til radioudsendelser: "Danmarks Radio, København Kalundborg sender...."

Da jeg var et fremmeligt barn, vidste jeg jo godt, at Kalundborg var en by på Sjælland. Men hvorfor den blev nævnt i radioen hver dag, vidste jeg ikke, før mine forældre fortalte, at der i Kalundborg var en stor antenne, der sørgede for, at man også i det mørke Jylland kunne høre den eneste radiokanal, der dengang fandtes. Kalundborg blev en kendt by over det ganske land.

Den var også omtalt for at have en færgeforbindelse til Århus, faktisk siden 12. århundrede. Først fra 1830 blev den dog dampdrevet. Men i mere end 900 år har man altså kunnet benytte færgerne mellem de to byer. Det er længe - og der har været mange ejere.

Og nu skal færgefarten nedlægges. Den nuværende ejer "Molslinien" vil ikke mere, har jeg hørt i TV-nyhederne for 5 min. siden. Og jeg hørte godt efter, for nyhederne kom som en afbrydelse i transmissionen fra Tour de France. Og nyheder, der afbryder cykeltransmissionen, kan kun være dårlige nyheder.

 

Jeg skulle forleden finde min gamle DONKRAFT frem. Siden har jeg spekuleret på, hvorfra dette ord egentlig stammer, for jeg finder det væsentliugt at vide alt om det værktøj, jeg bruger.

Mine første overvejelser var at tage udgangspunkt i forstavelsen DON. Den kender vi jo fra flere steder, ikke mindst fra den tidligere direktør i FCK, "Don Ø". Han har iøvrigt efter sin anholdelse for spritkørsel ændret navnet til "Don Øl".

Denne overvejelse var nok ikke relevant, men interessant.

Jeg gik derfor videre og overvejede om "Don Quijote" eller "Don Juan" kunne bruges. Men nej. Jeg var ved at komme for langt ud og søgte viden i "Den store danske".

Her forklaredes, at ordet dækker over et redskab eller en anordning, der mekanisk eller ved hjælp af hydraulik er i stand til at løfte tunge ting. Endvidere står, at ordet kommer fra middelnedertysk "Dumkraft". Første led i dette ord er tysk "Daumen", som betyder "tommelfinger" eller "tand i tandhjul".

 

Hukommelsen er vendt tilbage. Jeg er kommet i tanke om, hvad jeg i forgårs ville have skrevet om mine kartofler, dersom internettet ikke var forsvundet. Jeg ville have fortalt, at det ikke er nogen tilfældighed, at det lykkes så fint for mig med dyrkning af dem. Jeg skal nemlig nu afsløre, at jeg nedstammer fra kartoffeltyskerne. For ca. 300 år siden indvandrede mine aner for i det vestjyske at dyrke disse udmærkede natskyggeplanter. Derfor har jeg i generne evner til at få kartofler til at vokse.

Som bevis på min kartoffeltyske herkomst kan jeg anføre, at jeg bærer det lidt specielle mellemnavn Fosgerau, et navn der beviseligt kan føres tilbage til Tyskland i netop 1750'erne, da de flittige kartoffelavlere blev inviteret herop af Frederik V.

Jeg kan således takke majestæten for, at jeg i det hele taget blev født - og en ukendt tysker ved navn Fosgerau (eller Vosgerau) for, at jeg er så evnerig indenfor kartoffeldyrknings-kunsten.

 

Ja, ja, jeg ved det godt. Jeg fik ikke skrevet min dagbog i går. Telefonen har glødet med rasende opkald over min manglende indsats. Men jeg er uskyldig. Jeg er ren som sneen. Jeg kunne med min allerbedste vilje ikke få forbindelse til nettet. Det var "træls", som vi siger her i Jylland.

Men nu kan jeg gøre alle og især mig selv glad igen.

Jeg ville ellers i går have fortalt noget spændende om min kartoffelmark. Blot har jeg lige nu glemt, hvad det var. Hukommelsen er ikke, hvad den har været. Jeg gentager, hvad jeg skrev den 13/9 2010: "Vi er jo nogle, som kan huske alle generalerne i Boerkrigen, men vi kan ikke huske, hvad vi fik at spise i morges".

Nå, skidt. Tour de France er lige startet. Jeg sidder og kigger, mens jeg skriver. Så æ lyw'e wæ' å lev'.

 

Se, det var godt nyt. Eller var det?

Efter de seneste dage at have lyttet til pessimistiske meteorologers sortsyn om den kommende tids vejrudsigter var det befriende i dag at læse, at TV2's meteorolog Andreas Nyholm nu kryber til korset og tilstår, at sommeren kommer igen allerede på søndag med 20-25 grader. Noget helt andet var ventet med blæst, kulde og regn.

Årsagen til de nye toner er, at de hidtil anvendte prognoser simpelthen var forkerte, siger han. Man har taget fejl. Det lyder jo pragtfuldt, men ikke betryggende, for hvad så med de nye, der lover godt vejr? 

Er der noget at sige til, at jeg ikke er vild med meteorologer?

Nå, som den ukuelige optimist jeg er, vil jeg lytte til de nye prognoser - indtil det viser sig, at de også var forkerte.Men hvad så, hvis de er rigtige?

Om jeg er forvirret? Nå, ja, måske lidt. Den væsentligste årsag til forvirringen er, at jeg altid plejer at forvente det modsatte af det, som meteorologerne lover. Men hvad gør jeg arme sjæl, når de lover både dårligt og godt? 

 

Jeg har været i stolen i dag, forstanderindens frisørstol. Hun er nemlig min barber og klipper mit kraftige og krøllede hår med alt for korte mellemrum. Hun hævder, at hvis ikke hun tog mig under kærlig behandling i form af klipning - og navnlig klipning af øjenbryn, da ville jeg i løbet af en måned ligne en meget forhenværende formand for folketinget, Gustav Pedersen. Han var karakteriseret ved et par kæmpe øjenbryn, 3-4 cm. lange og strittende ud i alle verdenshjørner. Jeg må indrømme, at disse lange behårede "gespenster" ikke var kønne, så kun derfor accepterer jeg at få mine klippet.

Men helt ærligt: Jeg kan ikke fordrage det. Jeg hader en saks kun 1 cm. fra mine øjne.

Men nyd nu blot den flotte fyr og resultatet af dagens klipning på billedet. Hun er s'gu da ganske god til det. Bemærk især de veltrimmede øjenbryn.

 

 

Jeg var tidligt oppe i morges, kl. 5.30. Men det var rigtig godt, for jeg skulle til morgensang og -kaffe ved et sølvbryllup. Min gode "hundeven" gennem mange år, Niels og hans meget søde kone Linda skulle fejres.

Jeg tror, at de måske ikke var så overrasket over, at der ville komme en masse mennesker, for i et fint festtelt var der dækket kaffebord til os alle.

Det var hyggeligt at møde familien og de mange venner.

Niels og jeg har udover hundene en stor fælles interesse, cykelløb. Vi følger med i alle løbene og snakker om dem, når vi mødes. Navnlig er der ét hold, der interesserer os. Det er det nye luxemburgske hold "Leopard Trek". Årsag: Niels' svigersøn Martin Mortensen er "proffer" kører for holdet.

Jeg havde jo på forhånd håbet, at Martin ville være tilstede ved sangen og kaffen - og det var han.

Jeg har fulgt ham gennem det sidste par år, og han bliver bedre og bedre og er blevet lidt af et idol for mig. 

Jeg så ham bl. a. i et flot udbrud i "Californien Rundt" i forrige måned, og i søndags fik han sølv ved DM. 

Jeg håber, at han inden for de næste 2-3 år vil slå igennem for alvor.

Heldigvis ville han gerne snakke cykelløb, og mindsandten om jeg ikke fik et signeret billede og en mulighed for at blive fotograferet med ham og hans cykel, som koster den beskedne pris af omkr. 150.000 kr., og som vejer kun 6,8 kg. Unægtelig en høj kilopris.

Se blot den stolte gamle mand sammen med idolet. Et sejt billede. Jeg regner med at se ham i Post Danmark i august - og at han vinder. Holdet vil køre for ham.

 

Jeg har haft en god oplevelse i dag. I forarbejdet til det, der måske bliver min næste bog, har jeg i Silkeborg besøgt Kurt.

Kurt overtog jobbet som vicevært efter min far på Frydensbjerggaard, den tidligere fattiggård, der var blevet indrettet som husvildebolig i 1943. Og som Kurt kunne fortælle. Han fortalte af hjertens lyst om forholdene på gården og om de mennesker, der boede der. Nok var de ikke alle Guds bedste børn, men Kurt kunne gøre dem glade ved at holde området pænt i stand, og ikke mindst kunne han tage sig af deres børn, som ikke havde det for godt. Faktisk hjalp børnene ham med at holde området i stand, hvilket smittede af på forældrene.

Kurts veninde var også på besøg. Udover at lave en dejlig frokost til os kunne hun fortælle, at hun da faktisk kendte mig. Vi har faktisk gået i klasse sammen fra 1947 til 1952.

Så det kan da nok være, at der blev udvekslet minder. Hun kunne også fortælle, at vi havde mødt hinanden på Piccadilly Circus i 1964, da jeg var i England med en klasse fra Risskov Skole. Uheldigvis kunne jeg ikke umiddelbart huske vort møde der. Men det kan jeg nu.

Hvor er det herligt at udveksle minder fra en svunden tid - især så længe man kan huske dem.

 

 

Jeg har i dag for første gang i mit liv set, hvordan man slynger honning, hvordan man løfter tavlerne op, skraber voksen af og anbringer tre tavler ad gangen i slyngen. Når den startes, slynges honningen ud til siden i den runde tønde, falder ned og tappes igennem en si til en spand nedenunder.

Det hele var spændende at se, og ikke mindst da slyngen i høj grad var en hjemmelavet maskine, som ovenikøbet var el-drevet.

Jeg har aldrig været den store honning-spiser. Jeg har, siden jeg var barn, ikke brudt mig om smagen. Det er faktisk mindre end et år siden, at jeg forsøgte mig sådan lidt for alvor med at spise det. Min læge havde anbefalet det som et middel til at falde i søvn på, når det kneb. Jeg synes nu ikke, det virkede overhovedet, men smagen var bedre, end jeg huskede den. Så måske skulle jeg overveje at prøve lidt mere. Der er trods alt noget spiseligt, jeg er lidt forsigtig med.

 

Alle kender vist til telefon-fis. Jeg blev ringet op i dag - som så ofte - og havde stor lyst til at svare: "God dag, det er brandstationen. Hvor brænder det?" Jeg brugte den som dreng, 10-12 år gammel. Eller: "God dag, det er katolsk banegård" - eller andet "morsomt".

Man kunne også, men helst sammen med en kammerat, ringe til slagteren og spørge: "Har De grisetæer og oksehale?" Når der blev svaret ja, skulle man hurtigt sige: "Så må De se underlig ud." Dernæst røret på i en fart, så de frække drenge kunne grine.

Der var en variant, som vi aldrig fik brugt. Modet svigtede vist. Man skulle være to frække drenge. Den ene skulle ringe op til et tilfældigt nummer og sige: "God dag. Må jeg tale med Karl?". Svar: "Her bor ingen Karl." Så skulle man sige: "Så må De undskylde" og lægge på. Et kvarter senere ringes igen til nummeret og samme spørgsmål stilles: "Må jeg tale med Karl?". Uundgåeligt svar: "Ja, men altså. Her bor ingen af det navn". På ny skulle undskyldes og lægges på. Samme opringning skulle gentages endnu to gange med et kvarters mellemrum - og med forventet samme resultat, altså i alt fire opkald med en mere og mere utålmodig modtager.

Derpå skulle de to frække drenge vente endnu et kvarter, hvorefter den anden frække dreng skulle ringe op til nummeret og sige: "God dag. Det er Karl. Er der nogen, der har ringet"?

Det ville have været god "værkstedshumor".

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så oprandt da den store dag. De første kartofler er gravet op, hvilket foregik ved en ceremoni, hvori deltog forstanderinden og undertegnede. Der var skåler og taler, og bifaldet ville ikke lægge sig, da resultatet, en halv spandfuld (689 gram) af to opgravede toppe blev offentliggjort.

I min tale sendte jeg de varmeste hilsener til Herr Barth i Bruxelles med håbet om, at EU-tilskudet snart vil materialisere sig.

Jeg satte straks 2 nye kartofler i de huller, som de opgravede efterlod sig.

Nu skal marken have ro i nogle dage, inden der på ny graves. Det har ophidset de tilbageværende planter, at to af deres venner er forsvundet, selvom det var en trøst for dem, at to ny straks blev sat.

 

Det var en stolt morfar, der i aftes oplevede at se og høre ældste barnebarn, Katrine ved dimissionsfesten på sin skole holde tale for lærerne og overrække gaver. At det søde barn samtidig forlod skolen med en fin eksamen er et yderligere plus.

Nu venter gymnasiet med sit store arbejde, mange lektioner og fag, mange nye kammerater og lærere, mange udfordringer i det hele taget - og mange fester.

Man har jo hørt en mængde om sidstnævnte. Endda har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at der ikke udskænkes spiritus ved disse fester. Se, det var værd at tænke over. Det skulle jo nødig være således, at de unge mennesker holder lige så mange vilde fester, som vi gjorde i vores ungdom. Gud forbyde det.

 

Jeg græmmes. Jeg kan lige så godt opgive at køre med i årets Tour de France. Der er kun 10 dage til, og da jeg i dag afprøvede mig selv på en distance på 62 km., måtte jeg næsten give op. De sidste 10 km. var en kamp. Formen er der ikke. Kun med besvær kan jeg følge med de ældre damer i inderbanen, når de kommer på deres bedstemor-cykler. Pinligt.

Jeg ved ikke, hvordan jeg får sagt til tour-ledelsen, at jeg ikke stiller op. Den vil være skuffet. Jeg har endda - i modsætning til sidste år - modtaget det nummer, jeg skulle have kørt med, 606.

Men jeg må desværre skrotte det.

 

 

I lørdags berrettede jeg lidt om, at jeg, hvad festlige begivenheder angår, er arveligt "belastet" efter min far. Han holdt lige så meget af dem som jeg.

Jeg kan i dag berette om en aktivitet, hvor der genetisk desværre ikke er overført ret meget, nemlig HÆKKLIPNING. Jeg har i går og i dag tilbragt alt for mange timer med en knurrende hækklipper i hånden. Den er tung og uhåndterlig, og det sammenholdt med, at det keder mig usigeligt at klippe, gør, at de mange timer ikke var noget at grine ad. Og det gjorde jeg så heller ikke.

Og så skal man ovenikøbet rive og feje en enorm stak grene sammen bagefter.

Min far var en mester i at klippe hæk. Hvert blad sad, hvor det skulle, hækken var pinligt lige, toppen var fuldstændig i vatter, alt var perfekt. Det er nogle af disse egenskaber, jeg godt ville have arvet.

Min hæk er skæv. Toppen er sådan lidt i bølgedal. Den kunne i det hele taget nemt være pænere.

Men skidt. Forstanderinden blev glad, da hun så, jeg havde klippet. Hun er jo heller ikke godt vant.

Jeg har opdaget en sproglig fejl af dimensioner. Den må sætte sig spor i al fremtid, og mange er de mennesker, der skal til at tænke anderledes.

Det gælder navnlig alle, der er i besiddelse af et kørekort.

Biler har tre spejle, to sidespejle udenfor og ét indenfor. De bliver alle undet ét kaldt "bakspejle". Men den går ikke længere. Det er helt og aldeles forkert. Det rigtige ord er "bagspejle".

Forklaring: Spejlene anvendes til at orientere sig bagug - og ikke kun til bakning. Det er faltisk den mindste anvendelse spejlene har, idet vi kører noget mere forlæns end baglæns og jo hele tiden skal kigge bagud efter andre køretøjer.

Så husk venligst, at bilens spejle hedder "bagspejle" og ikke "bakspejle". Det en væsentlig opdagelse, jeg har gjort, og jeg håber, at Dansk Sprognævn er opmærksom på dette væsentlige problem og får det slået fast, inden det hele går op i hat og briller.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagens udflugt var spændende. Sammen med svigerdatter, søn, barnebarn og forstanderinden aflagdes et besøg på sandskulptur-udstillingen i Søndervig. Udstillingens tema er "Det gamle Rom". Jeg nød at vandre rundt mellem de mange romerske skulpturer, der navnlig koncentrerede sig om romerske slaver og gladiatorer, og fortælle Cecilie om livet i det gamle Rom. Hun var meget optaget.

Det er ved lejligheder som denne, man virkelig føler, at man er farfar eller morfar - og gammel lærer.

At vi så også fik en god frokost og tilbragte nogen tid ved stranden gjorde kun det hele bedre.

 

Jeg må konstatere, at vores vennekreds er rimeligt jævnaldrende. Indenfor det sidste år har vi været med til at fejre ikke færre end seks 70-års-fødselsdage. Heraf var de to ganske vist vore egne - men alligevel. Den seneste blev fejret i dag med god mad og drikke og i godt selskab med mange rare mennesker. Som sikkert bekendt er disse dele højt værdsat af undertegnede.

Jeg er også i den situation at kunne "fejre" en anden fødselsdag. Min far ville i dag, om han havde levet, kunnet fejre sin 100-års-fødselsdag. Det ville have moret ham meget - og også jeg - hvis det havde kunnet lade sig gøre. Han holdt også af fester. Så man kan roligt sige, at jeg er arveligt "belastet".

 

Da jeg endnu var i mit virke på Jellebakkeskolen, havde jeg en betegnelse for fredagen. Jeg kaldte den EF-dagen, "Endelig Fredag". På trods af at jeg holdt forfærdelig meget af mit job og aldrig kedede mig, var der noget særligt ved en fredag, dagen før to fridage.

I dag er fredag, og stadig er der et specielt "lys" over en denne ugedag. Jeg glæder mig stadig til en weekend, som giver større mulighed for at møde familie og venner, der stadig er "arbejdsramt".

Og fortsat er mange festligheder af alle arter placeret på lørdage. Jeg holder meget af festligheder.

Som en vedføjelse synes jeg lige, det skal bemærkes, at på denne dag (fredag 17/6) for 614 år siden blev Kalmarunionen underskrevet - sjovt nok i Kalmar. Erik af Pommern skulle herefter regere de tre nordiske lande, men i praksis var det hans moster Margrethe den Første, der sad på tronen, indtil hun døde 15 år senere. Så kunne den gode Erik komme til. Han var forøvrigt en flot fyr, en damernes ven, der sprang til hest uden at berøre stigbøjlen.

Således kunne nogle overvejelser om mine EF-dage medføre en historielektion.

Den evige lærer slog til igen.

 

Til min overraskelse fortalte forstanderinden mig i dag, at jeg gerne ville have et par nye bukser. Det vidste jeg ikke.

Iført denne uvidenhed blev jeg bedt om at lægge kursen mod Hornslet for der sammen med hende at gøre noget ved min manglende viden. Det blev det nu ikke meget bedre af. For pludselig vidste jeg heller ikke, at jeg gerne ville have to par bukser. Dem fik jeg. Men der var mere, jeg ikke vidste. Jeg anede ikke, at jeg lige så gerne ville have en lyseblå trøje. Det ved jeg nu.

Min uvidenhed kostede mig 1.600 kr. Men jeg har lært meget.

Forstanderindens solidaritet viste sig dog. Vi frekventerede på vejen hjem lige en damebutik, så også hun kunne få et par nye bukser. Men hun vidste godt, at hun gerne ville have dem.

 

 

En dejlig eftermiddag i nostalgiens tegn.

Vi havde besøg af min gamle legekammerat, Leo og hans kone Lissi.

Leo og jeg har kendt hinanden, siden vi var 4-5 år, har leget sammen, gået i parallelklasse på Silkeborgs lærde og kommunale mellem- og realskole og delt en del af soldatertidens mange besværligheder.

Siden skiltes vore veje, da han blev ansat ved DR og jeg ved DDF (Den danske folkeskole).

Hvor er det godt at mødes igen og genopleve de mange fælles begivenheder og mindes de mange mennesker, som vi kendte sammen i Silkeborg. Det gjorde det ikke mindre interessant, at Lissi også er silkeborgenser. Så forestil dig, kære læser, fire silkeborgensere i samme rum. Det vil uundgåeligt afstedkomme mange og lange snakke.

Hvor var det hyggeligt. Vi skal heldigvis mødes igen.

 

Jeg faldt i dag i BTs netavis over en række eksempler på udsnit af lægejournaler, udsnit, der viser, at  ikke alle læger udtrykker sig klart, men til gengæld morsomt.

Nogle eksempler:

 

Jeg har i pinsen aflagt et besøg i Hobro Kirke. Jeg havde absolut ikke forberedt besøget, kom blot forbi og gik ind. Overraskelsen var stor. Jeg mødte en udsmykning, som jeg ikke havde forventet, og som jeg ikke har set i andre kirker.

En lidt besynderlig oplevelse.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om den.

Se billedet.

Udsmykningen viser sig at være fra 1994 og selve kirken er fra 1852. 

 PS: Rapport fra kartoffelmarken: 5 nye planter har set dagens lys. Det er stort. EU-støtten må være hjemme.  

 

Jeg er en skuffet mand.

Når man ret betænker min modvilje mod hårdt fysisk arbejde, og når jeg tilbragte hele formiddagen med netop dette i form af meget omfattende oprydning i carporten, så begynder du måske at forstå, at det var en mega-skuffelse, da forstanderinden hjemkommet fra sit job overhovedet intet bemærkede ved sin ankomst i den tomme carport. Jeg havde ellers fjernet alt skrammel (og det var meget), stablet det tilbageværende flot, hængt en stor stige op på væggen, så den ikke fyldte på fliserne, og jeg havde fejet så smukt.

Det så rigtig godt ud.

Men det forblev ubemærket hos den, som det skulle have imponeret.

Mine gerninger bemærkes vist for lidt. Derover kan man godt miste modet. Men jeg får næppe lov.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg kan ikke dy mig. Jeg må have det ud. Rapport fra kartoffelmarken:

Jeg er blevet dybt fascineret af mine 25 kartoffelplanter.

Se blot på billederne, hvor de gror. Man kan vist sige, at de stortrives. Der bliver også puslet godt om dem, mere end jeg pusler om min bil og cykel tilsammen. Jeg hypper dem mindst to gange om ugen og snakker med dem hver dag.

Er de ikke smukke?

Den meget opmærksomme vil opdage, at "Grossvater" stadig er genkendelig som den største af alle (nr. 3 i midterste række på billedet til venstre). Samtidig afsløres det også, at der er en åben plads, hvor der burde være 4-5 planter mere. De er på vej.

Hvornår kan man grave dem op? Er det rigtigt, at de skal blomstre først, eller betyder det ikke noget?

 

Jeg er lige blevet informeret om, at europæiske agurkeavlere vil modtage kompensation for det faldende agurkesalg som følge af PTEC-bakterien. 150 millioner euro (1,2 milliarder kr.) sættes af til formålet. Det kan jeg gå helt ind for. Det manglede da bare. Med de få penge EU, hvert år ofrer på landbruget, er det helt i orden. Så kan bønderne også få tilskud, hvis kornhøsten er under middel - eller hvis den er for stor, så kornet ikke kan sælges.

Hvad har vi ellers EU til?

Nu vil jeg herefter tage det som givet, at min kartoffelmark også er tilskudsberettiget, selv om kun 25 planter kommer op. Jeg afventer jo stadig de sidste 5.

Men skidt. Tilskuddet er hjemme. Det må det være, selv om jeg endnu ikke har hørt fra Bruxelles.

Længe leve EU-tilskuddene.

 

Min far var en uegennyttig mand. Ingen har tal på, hvor mange tusinde timer han har brugt i frivilligt arbejde som formand, næstformand, træner og meget mere i Silkeborg Idrætsforening igennem 35-40 år.

Hans store kærlighed var cricketsporten. Han sled og slæbte for at fremme denne lidt sjældne sportsgren. Alt muligt praktisk og administrativt arbejde påtog han sig. Da han af aldersmæssige grunde måtte indskrænke aktiviteterne, fandt han på at arrangere lotterispil til fordel for cricketafdelingen, som altid manglede penge. Han stod for det hele, annoncering, lokaleleje, regnskab, indkøb og - som rosinen i pølseenden - var han opråber.

Det er fra denne sidste aktivitet, jeg i dag kom til at mindes en lille morsom episode.

Spillet foregik i et forholdsvis lille lokale, stuvende fuldt. Far stod på en lille talerstol med numrene foran sig og råbte med tydelig stemme numrene op. Han kunne samtidig ikke lade være med at følge lidt med i udviklingen på pladen hos en ældre dame lige foran. Han kunne se, at hun i meget lang tid blot manglede nr. 22 for at vinde en god præmie. Hun sad mere og mere uroligt og kiggede nu og da irriteret op på far, da 22 fortsat udeblev. Hendes iver og nervøsitet steg tydeligt, og da pludselig en anden i salen råbte BANKO, kom det spontant fra den ældre dame, idet hun vendte sig mod far: "Gid dine sokker må krybe i vask."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På ny kunne jeg fylde et stort kapitel med tekniske beskrivelser af forandringerne på to ovenstående billeder af dagens dåd. To nye låger. Men jeg gør det ikke. Det vil kede. Men jeg blev strakt til mine yderpunkter i teknisk henseende. Tænk bare på, hvordan man afkorter et lamelhegn med 25 cm., som det er sket med det venstre af de to låger. Uden at røbe hvordan, vil jeg blot sige, at jeg gjorde det - helt alene. Nå ja, sådan da. Forstanderinden trådte til med sine fingerfærdige fingre, da lamellerne skulle skubbes helt på plads.

 

 

Jeg var snu i dag. Meteorologerne havde lovet vind fra nordvest. Normalt udløser dette som et betinget refleks hos mig, at jeg på min cykeltur ville køre mod nordvest, modvind ud og rygvind hjem. Logik for begyndere.

Men så var det, at jeg tænkte: "Hvem tager mere fejl end en meteorolog?" Jeg behøver ikke lang betænkningstid for at svare på det spørgsmål: "Det gør én af hans kolleger".

Derfor kørte jeg mod sydøst. Og ganske rigtigt. Jeg havde modvind ud og rygvind hjem, altså stik modsat vindretning af det, meteorologerne havde gættet.

Det har været en god dag.

PS: Det vil glæde mange, at næsten hele stien rundt om Brabrandsøen nu er flot asfalteret.

PPS: Det vil ærgre lige så mange, at man på den nordlige sti langs Årslev Engsø har lavet et nyt underlag med en masse løs grus. Det er ikke godt at cykle på.

PPS: Jeg overskred den indtil nu magiske tur-længde på 60 km. og kørte 62 uden problemer overhovedet (se dagbog mandag 30/5).

PPPS: Ude på en øde landevej mellem Stautrup og Skovby mødte jeg nogle venner fra Æbeltoft nok så flot kørende i deres bil. Hvad pokker lavede de mon der? Dèr kommer ikke mange mennesker.

 

 

Selv om øvelsen "at stå op" ikke er min favoritøvelse, så må jeg indrømme, at man næppe finder en dag skønnere at stå op til end den, jeg oplevede i morges. At træde ud på terassen i klart solskin, lunt vejr og en absolut skyfri himmel var en vidunderlig oplevelse. Jeg fortød, at jeg ikke var stået op noget tidligere. Men heldigvis har vejret ikke ændret sig siden, udover at det er blevet varmere. Det er noget andet end den usle, grå og kolde vinter, vi har lagt bag os.

Nu skal der snart tændes op i grillen, og der skal serveres kolde drinks. Min gode ven 82 Kruse af Løgstør sendte mig forleden et interessant forslag til en sådan. Måske prøver jeg den.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ja, da. Vores fine plankeværk er færdigrejst, udelukkende takket være vores meget hjælpsomme svigersøn, som efter en cykeltur på 77 km. stillede op her på matrikelnummeret og monterede plankeværket, kun bistået af min utilstrækkelige hjælp. Se blot det fine resultat på billederne. Og der mangler endda den sidste finish. På toppen af hver stolpe sættes en lille pyramide af zink, og hullerne ved jorden skal fyldes op med sand og ujævnhederne nivelleres.

Så er plankeværket færdigt og kan indvies. Jeg vil prøve at udnytte min tætte forbindelse til kongehuset og bede Hendes Majestæt og Hans Kongelige om at være tilstede og i vores fru dronnings indvielsestale ville jeg gerne have, at hun udtrykker et par dronninglige ord om betydningen af gode plankeværk mellem naboer.

 

 

Det er smørstangens og grill-pølsernes skyld, at jeg er sent på den i dag. Venlige mennesker fra Æbeltoft dukkede uventet op til kaffe i eftermiddags (jeg holder meget af uventede gæster) medbringende en pragtfuld (usund) smørstang. Den gik det som fortjent.

Dernæst fik vi med megen møje overtalt de venlige mennesker til at blive til aftensmad. Det ville de gerne - ikke mindst da de hørte, at der var grill-pølser på menuen. Så vores måltid var grill-pølser og øller, en ikke dårlig blanding i det dejlige sommervejr.

Så jeg har næppe tabt mig væsentligt i dag, smørstang og pølser. For alt i verden, sig det ikke til min læge.

 

 

'Ør li' 'ær:

1) Redt senge, 2) Vandet mod ukrudt (Nej, ikke round-up), 3) Tømt opvaskemskine, 4) Støvsuget hele huset, 5) Trimmet kanter på græsplæne, 6) Slået græs, 7) Hyppet kartofler, 8) Plantet fem nye kartoffelplanter (Jeg skal jo op på 29 i alt for at få EU-tilskud, og fire er udeblevet. Så for en sikkerheds skyld de fem), 9) Aflæst el-, vand- og varmemålere.

Således har min dag været til nu. Det virker jo ganske overvældende. Men alligevel: Det har s'gu været meget sjovt.

 

Jeg er blevet talt i dag, og jeg er (næsten) blevet "talt ud" i dag. Forklaring:

Aarhus Kommune har nogle steder i byen opstillet tælleapparater for cyklister (se billede). Hver gang en "to-hjulet" passerer, kan det aflæses på tælleren. Jeg passerede på Strandvejen som dagens nr. 833.

Antallet af cyklister, der har kørt forbi siden nytår, var lige omkring 150.000.

Dernæst var jeg ved at blive "talt ud" som en groggy bokser. Aldrig i min karriere som "cykelrytter" (siden 2004) har jeg været så træt som i dag. Aldrig! Jeg mærkede det komme efter allerede 8-10 km. Mine lårmuskler syrede til, mine lægmuskler smertede. Og jeg var træt. Men jeg havde jo planlagt en tur på over 60 km., så jeg fortsatte, træt og øm. Jeg tænkte, at det jo nok ville fortage sig, som det normalt gør. Det skete blot aldrig.

Ankommet til Moesgaard Strand (27 km.) var jeg så udmattet, at jeg måtte købe en fransk hotdog og en Cola Light i kiosken. Og så er jeg langt ude (?). End ikke min udmærkede "EPO" fra min trofaste EPO-leverandør kunne redde mig. Jeg burde måske have taget noget mere med.

Jeg nåede ikke de 60 km., måtte nøjes med 54. Jeg havde aldrig nogensinde klaret de sidste 6.

Aldrig før har jeg været så udaset.

Årsag? Min forkølelse har ikke helt forladt mig. Det er den eneste årsag, jeg kan tænke. Jeg burde nemt have klaret 60+ km.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som det erindres, har jeg for nogen tid siden fået leveret et ny plankeværk, 5 fag, med tilhørende stolper og "fingerbrækkende" stolpecement i 25 kilos sække, hvilket sidste for godt en uge siden kostede mig et besøg i vores lægehus for under store smerter at få en lillefinger sat på plads.

I går sidst på dagen påbegyndtes så under vores svigersøns kyndige ledelse opsætningen af plankeværket. Her må jeg bringe min mest dybfølte tak til ham. Han kan det der, som jeg ikke kan med at måle op og grave huller de rette steder og få de 5 fag til at stå både i lod og vater.

Som det fremgår af billederne, blev ét af fagene stillet op i går. Så nu mangler kun fire. Ikke så galt. Det går hastigt fremad.

 

 

 

 Ikke alle oplevelser kan være muntre eller pudsige. Jeg har i dag været til begravelse af en mand, som jeg har kendt i 35 år, og som jeg holdt meget af, nemlig kammerherre, hofjægermester og godsejer Flemming Lúttichau, Møllerup. Jeg har naturligvis lært ham at kende gennem de mange jagter, jeg har deltaget i på Møllerup, og hvor jeg altid har spillet jagthorn, de sidste mange år sammen med Peter, vores søn.

Flemming Lúttichau var en munter og livsglad mand, som det altid var morsomt at være sammen med, og jeg har været så heldig også at være med til nogle af familiens private festligheder.

Familien ville derfor gerne, at Peter og jeg skulle spille to signaler ved bisættelsen i dag i Feldballe Kirke. Først spillede vi "Jagt forbi", da kisten blev løftet ind i rustvognen, og da den kørte bort blæste vi "Møllerup-signalet", et signal, som Peter har komponeret for mange år siden.

Dronningen og Prins Henrik deltog i den meget smukke bisættelse, og efter denne hilste Majestæten og Prinsen på Peter og jeg. Se bare billederne.

Vi fik af alle stor ros for vores signaler - også af dronningen og prinsen.

 

 

 

 

Ifølge gamle bonde-almanakker begynder sommeren i dag. De gamle bønder tog jo kun sjældent fejl, så derfor skal det nok passe. Dagen hedder iøvrigt "Urban", opkaldt efter Pave Urban, der besad stillingen, indtil han i Rom led martyrdøden ved halshugning omkring år 230. 

Det har slået mig, at jobbet som pave gennem årene langt fra var risikofrit. Jeg synes at huske temmelig mange uventede dødsfald indenfor netop denne erhvervsgren. Måske var det mit held, at jeg var viceskoleinspektør. Ikke mange af dem er gennem tiderne blevet halshugget, selv om en og anden elev måske kunne have ønsket sig det.

Jeg har ondt i halsen. Jeg hoster. Jeg har hovedpine. Jeg er lidt svimmel. Jeg har feber. Jeg er øm over det meste af kroppen. Jeg har sovet elendigt.

Med lidt mere tid til rådighed kunne jeg uden tvivl finde endnu et par lidelser, men jeg ønsker jo ikke at angle efter medlidenhed. Det ligger mig endog meget fjernt.

Forstanderinden hævder med overbevisning, at mænd er nogle pjok, når de fejler bare en lille smule. Så piver de og beklager sig, som var de dødeligt såret. Hun lægger ikke fingre imellem.

Men i mit tilfælde har hun ikke ret. Jeg lider jo i stilhed.

 

 

Rapport fra min kartoffelmark:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De bedste hukommelser vil vide at huske, at mine kartofler blev sat den 26/4 efter et grundigt forarbejde.

Status i dag er, at 25 ud af de satte 29 planter kan ses over jorden. Jeg havde håbet på et bedre resultat, hvorfor jeg hver dag stiller mig foran kartoffelmarken og hepper på de manglende 4. De er vigtige, da mit EU-tilskud mistes, hvis ikke alle 29 planter udvikles. Det understreges af min kontakt i Bruxelles, Hr. H-E. Barth, som er ansvarlig for kartoffeldyrkningen i alle EU-lande.

Nu håber jeg blot, at der ikke er gået kludder i EU, for jeg har ved en fejl blot anmeldt 24 planter, men der er altså, eller burde være, 29. Hvordan kan jeg dog lave en så elementær fejl?

Nå, skidt. Man er i EU vant til fejl af større omfang end denne.

Den store plante har jeg døbt "Grossvater", da den er langt den største og som de øvrige af tysk oprindelse.

 

Inden nytår skal alle vore postkasser stilles ud til vejen. Det er påbudt ved lov, og det koster en mindre bondegård at få det gjort, og det koster bøder, hvis man ikke får det gjort.. Men på den anden side set er det vel kun et rimeligt krav, når man tager i betragtning, at portoen for et almindeligt 50 g. brev lige er steget fra 5,50 kr. til 8,00 kr., og at postservicen generelt er faldet.

Hør lige her om den faldende service: Den 24/4 1921 stoppede regelmæssig uddeling af post om søndagen. Samtidig skar man de daglige ombæringer ned fra 7-8 gange til 3-4 gange. Nu er det jo blot 1 gang om dagen - og kun på hverdage.

Så hvis ikke det er faldende service, så ved jeg ikke, hvad det er. Og alt imens er potoen steget og steget. Næste år bliver vi sikkert bedt om selv at afhente posten på posthuset og året efter igen kan vi hente den hos afsenderen. Men naturligvis skal vi fortsat placere postkasserne ude ved vejen - og selvfølgelig vil portoen stige yderligere, også selv om du selv skal afhente breve og pakker. Sådan.

 

Som antydet i går var vi to om at bestemme, om jeg skulle slå græs i dag eller ej. Det skulle jeg.

Følgelig blev min dag tilrettelagt på en måde, som jeg ikke helt havde indflydelse på. Resultat: Den planlagte cykeltur på 60 km. blev ændret til en lille en på 31. Græsplænen skulle jo først have sin del af min kostbare tid. Men nu er den slået og ser flot ud, hvilket næppe kan siges om undertegnede, som måtte køre de 31 km. i rekordtid, da vi skulle i byen bagefter. Dette sammenholdt med "eftervirkningerne" fra i går har præget mit ydre såvel som mit indre.

 

Det bliver kortfattet i dag. Jeg er just hjemkommet fra en konfirmation, lidt træt og godt bespist og beskænket. Sligt holder jeg meget af. Lige så meget holdt jeg af at tale med andre gæster, flere for mig ukendte til i dag, hyggelige mennesker.

I samtalens løb kom jeg til at erklære, at jeg i morgen har i sinde at cykle en god tur. Så nu er jeg jo forpligtet, uanset min tilstand i morgen. Forstanderinden brød dog ind og erklærede, at jeg allerførst skulle slå græs. Det bliver der nu to om at bestemme - uden at det normalt påvirker hendes beslutning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Langt ude for enden af Brabrandsøen - altså dens vestlige ende - står ved stien 2 bænke. De står i skyggen af nogle dejlige træer, lidt hævet over terrænnet, og der er fra stedet en smuk udsigt over søen. Jeg kalder bænkene for "Mine bænke". Det gør jeg med god ret, synes jeg, fordi jeg så ofte på mine cykelture rundt om søen holder en pause lige der, nøjagtigt 26 km. fra matrikelnummeret i Studstrup. Så kan jeg sidde og filosofere og nyde udsigten, mens jeg styrker mig med mine medbragte og "opkvikkende stoffer" og drikker mit lige så medbragte vand.

Sådan også i dag i det smukke og lidt blæsende vejr på en cykeltur, der for første gang i år bragte mig ud over en længde på 50 km., 53 for at være nøjagtig. 26 km. i hård modvind og 27 i skøn rygvind.

Som sødvanlig er jeg en smule stiv i koderne nu efter turen, men ikke slemt. Formen er ved at være der.

 

Det har været er rigtig doven dag, endog en smule kedelig. Det er meget sjældent, at jeg keder mig. Det tillader forstanderinden ikke. Men hun var på arbejde i dag, så der var ingen tilstede til at forbyde mig det.

Da det en overgang i formiddags trods alt blev for meget med kedsomheden, tvang jeg mig selv ud i mit værksted for at rydde op i ikke alene rodet efter gårsdagens arbejde med slibemaskine-bordet, men også rodet efter ½ års manglende oprydning. Så det var ganske tiltrængt.

Nu tør jeg på ny invitere forstanderinden i værkstedet. Hun elsker orden. Sommetider undrer jeg mig over, at hun elsker mig. Jeg er vist ikke berømt for orden.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har været i mit kreative hjørne i dag.

Jeg fik i fødselsdagsgave en god slibemaskine, som nu er fast monteret på en af mig opsat bordplade i mit hyggelige værksted.

Nu skal du høre hvordan:

Først beregnede jeg, i hvilken højde bordet skulle fastgøres. Så tog jeg mit vaterpas og sikrede mig, at alt var lige. Så borede jeg med min boremaskine...... Nå, nej. Det er ikke alle, der orker at høre om mit byggeprojekt, som det helt rigtigt siges i TV-reklamen for XL-byg. Men XL gør åbenbart, så i morgen vil jeg gå op i vores byggemarked, som er XL, og fortælle dem alt om det. Så har de bare at høre efter mine meget lange tekniske udredninger. De har selv bedt om det. De hævder ovenikøbet, at de gerne vil. De er ikke for kloge. 

 

Jeg havde en besynderlig drøm i nat. Den handlede om min gamle yndlingssport, cricket.

Jeg var i drømmen blevet udtaget som anfører for det danske landshold - og det i min nuværende høje alder af 70 år. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke havde spillet cricket i mere end 25 år, og jeg vidste, at jeg ikke kendte én eneste af mine medspillere og intet anede om deres formåen i nogen af spillets sider, end ikke deres navne. Jeg var i et dilemma. Hvordan skulle jeg føre et hold igennem en kamp uden forudsætninger overhovedet? Men udtaget var jeg.

Jeg mødte frem til kampstarten uden at have talt med nogensomhelst om nogetsomhelst. Og det forventedes, at jeg skulle føre holdet til sejr.

Nu blev det svært. Vi gik på banen. Jeg stod og kiggede på mine medspillere uden at være blevet klogere. Jeg svedte mere end angstens sved. Jeg var ved at fortvivle.  Her stod jeg med live TV og pressens fulde bevågenhed som anfører for det danske landshold og anede intet om, hvad jeg skulle stille op. Det var frygteligt. Jeg var hundeangst.

Jeg skulle lige til at spørge én af spillerne, hvad han var god til. Han vendte sig ondskabsfuldt grinende om imod mig og sagde, at nu var jeg da vist nok rigtig på den.

Da vågnede jeg badet i sved. Gud ske lov. Jeg fattede ikke, at jeg var sluppet ud af den pinlige affære. Men lykkelig var jeg.

Jeg vil sige det ligeud: Jeg vil aldrig være anfører for det danske cricketlandshold, uanset om jeg bliver tigget og bedt. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En rigtig nostalgi-dag. Sammen med gode venner, Hanne og Søren, har min søde viv og jeg i dag været på besøg i Silkeborg. Formålet var at genbesøge steder fra vores fælles fortid i byen.

Iblandt disse steder var vore respektive fødesteder, vores barndoms forskellige legeområder samt steder, hvor vi har boet. Heldigvis blev der også god tid til en superb frokost på en hyggelig restaurant lige ved havnen.

Blandt de steder, vi besøgte, var ét af særlig betydning - for Søren og jeg. Det er et ganske ydmygt sted i en skov nord for det sted, hvor engang hovedbygningen til Vester Kejlstrup, den gamle fattiggård, lå. Sørens far var bestyrer på gården, så han har levet hele sin barndom og ungdom der - og jeg har haft den glæde at skrive en bog om den.

I bogen omtaler jeg bl. a. gårdens vandforsyning fra en kilde i bakkerne i skoven bagved. Jeg har skrevet en del om kilden og de problemer, den gav i starten. Men jeg har aldrig set den. Det skete i dag med Søren som sikker guide. Som det fremgår af billederne, er det et ydmygt sted i skove, og man skal have Søren med for at kunne finde det. På højre billede sidder jeg lige over stedet, hvorfra kilden springer. Selv om det ikke fremgår tydeligt, strømmer der stadig vand ud af den. Jeg sank i til over skoene.

Senere kørte og gik vi rundt på de steder, hvor bygningerne engang lå. (se øverste billede). Jeg mærkede historiens vingesus. Men hvilken hyggelig dag!

 

Som det er bemærket, går det hårdt for sig i dansk politik i disse dage. Rød og blå stue har svært ved at enes, og der bliver brugt stygge ord. Sidst har Villy Søvndal været ude med riven og påstået, at danske toldere er tykke. Den gode Villys udtalelser faldt som en kommentar til Pia Kjærsgaards tilfredshed med genindførelsen af grænsekontrollen. Ifølge flere aviser udtalte Søvndal:

"Pia Kjærsgaard siger nu til SoSu-hjælperen med den trætte ryg og de slidte knæ, at hun skal knokle endnu flere år. Og hvad får hun for det? Fire tykke toldere i Kruså!"

Det er hårde ord i maj. Hvorfra ved han, at toldere i Kruså er tykke? Ingen - heller ikke han - har set en tolder der i mange år. Jeg har i hvert fald passeret den dansk-tyske grænse utallige gange uden at nogen af arten har vist sig, hverken tykke eller tynde.

Derfor forventer vi lidt overvægtige folk på toldetatens vegne at modtage en undskyldning fra Villy. Hvis han ikke fremkommer med den, vil jeg pudse Adipositasforeningens formand på ham. Og hun er ikke sjov at bide skeer med. 

  

Den franske avis L'Equipe ofentliggør i dag en liste over, hvilke cykelryttere, der skal holdes særligt øje med, hvad angår brug af doping. Rytterne er klassificeret på en skala fra 0-10. I gruppe 0 skal der ikke holdes så meget øje med rytterne, hvorimod dem i gruppe 10 er under særlig observation.
Spændt kiggede jeg efter mit navn. Øjnene løb ned over siden med de omkring 300 navne.
Og der stod jeg - i gruppe 10 sammen med en vis Barredo og en vis Popovych, som vist ikke kun har blod i blodårerne.
Jeg frygtede det. Jeg er kommet under UCI's skarpe overvågen. Min EPO-leverandør fra Maarslet havde ikke engang advaret mig. Jeg har ikke set det komme. Jeg må vist til at spare lidt på chokoladebarerne og energidrikkene. Og jeg skal i hvert fald ikke ud og cykle i dag.  

Jeg havde i dag kl. 15.49  brug for akut lægelig bistand. Bered dig på en dramatisk beretning:
Forårsaget af forstanderindens ubønhørlige krav om et nyt og højere plankeværk i baghaven modtog vi i dag fra det lokale byggemarked 5 fag plankeværk, 6 stolper - og 3 poser stolpe-cement a' 25 kg. i uhåndterlige og bløde poser. Det hele skulle bæres ind i haven.
Da jeg løftede den første sæk op, smuttede den fra mig. Jeg greb ud efter den, og i mine anstrengelser fik jeg forkert fat og vrikkede min venstre lillefinger helt bagover, så det mellemste led røg ud af sin vanlige position, som det ellers har indtaget de seneste 70½ år. Det så ganske besynderligt ud med en lillefinger, der strittede i den forkerte retning. Mine egne forsøg på at trække den på plads var forgæves, hvorfor jeg kontaktede min arbejdsgiver for at fortælle, at et beøg i vores lægehus vist var nødvendigt. Lidt tøvende accepterede hun.
Ankommet til lægehuset fik jeg med lidt besvær kontakt til en læge. Der var lukket, men det lykkedes dog omsider. Den gode medicus af hunkøn forsøgte ihærdigt at trække fingeren på plads. Men hun havde ikke kræfter nok til den store operation, hvorfor hun gik for at afhente en mandlig kollega. Da hun havde forladt mig, forsøgte jeg endnu en gang selv at trække i fingeren - af alle mine kræfter. Og pludselig var den der, knæk og smut.
Jeg fulgte efter den kvindelige læge og fortalte hende den glædelige nyhed, rettede fingeren ud - og den smuttede af led igen. Det gjorde den 3 gange mere, men da kunne lægen nemt få den på plads alle gangene. Og så blev der ro.
Jeg har slet ikke omtalt smerterne. Dem må du blot forestille dig, hvis du altså kan. 
Det bedste var dog, at lægen tydeligt fortalte mig, at jeg ikke må arbejde. Jeg bad hende mindeligt om at gå ud i bilen, hvor forstanderinden sad og ventede, og fortælle hende om det. Det ønskede den ellers meget rare læge ikke, så jeg måtte selv meddele chefen, at jeg skal slappe af de næste 5-7 uger. Underligt nok bad hun mig kigge sig i øjnene, mens jeg nævnte tallene. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi jeg da ville få solen lige i øjnene, og smerterne tillod ikke, at jeg drejede hovedet.

Jeg har set og hørt i dag, at den gode, gamle grænsekontrol skal genindføres. Der er tilsyneladende flertal for det i det høje ting.
Så kan jeg få lov at genopleve tidligere tiders rysten og bæven, når man nærmede sig grænsen med en pakke cigaretter for meget i bagagen. Det var altid spændende. Jeg smuglede aldrig selv, men forstanderindens nervøsitet smittede. Og hendes mor var værre. Engang da hun var med os, medbragte hun som vanligt en hel del for meget. 50 m. før toldstedet stak hun hovedet ud ad vinduet og råbte af sine lungers fulde kraft: "Vi har ikke noget". Det gjorde tolderne interesseret, hvorpå de undersøgte vores bil fra A til Z, og forstanderindemoderen fik sine smøger og sit sprut konfiskeret.  

Jeg har i den seneste uge samlet på billeder. Det er lykkedes mig at skaffe 1.533 af dem via diverse USB-stik samt fra mit eget kamera. Billederne er naturligvis forskellige, men temaet er det samme, bryllup. 1.533 bryllupsbilleder, hvoraf de 300 er taget af mig selv, skal nu sorteres mest i form af, at dubletter fjernes. 
Brylluppet forrige lørdag må være det mest gennemfotograferede bryllup i verdenshistorien. Det tager sør'me tid at få slettet dubletter. Jeg har arbejdet flere timer både i går og i dag, så jeg er godt i gang og har allerede fået slettet 11. Jeg kan næsten ikke nænne at slette nogen.
Men i morgen skal jeg være benhård, så det skulle ikke undre mig, om jeg får slettet 10-15 stykker mere, så der går nok et årstid endnu.
Billedet her bliver IKKE slettet.

Jeg har ikke ry for at være god til at finde bortkomne ting her i huset. Derimod omtaler forstanderinden mig ofte for at være årsagen til, at ting bliver borte. Kort sagt. Hun mener, jeg er et rodehoved.

Men når noget skal findes, forsøger jeg virkelig af et godt hjerte at finde genstanden, næsten altid uden held, hvorpå min meget bedre halvdel rejser sig og fremviser den forsvundne genstand indenfor 2 minutter. Det slider på selvtilliden, men øger hendes talestrøm væsentligt med kommentarer som: "Mænd forstår ikke af lede". I lang tid har jeg givet hende ret. Men dagen i dag kan være et vendepunkt.

Der er for mig to vigtige papirer, en brugsvejledning til min vejrstation og en vejledning til noget teknisk på min hjemmeside.

Både forstanderinden og jeg har ihærdigt ledt siden i går.

Og så HEUREKA. Jeg fandt dem begge, og det indenfor 2 minutter.

Der blev stille i Studstrup.

"Hvad laver du?" "Jeg er på nettet", en almindelig ordveksling i vore dage. Men nu må man jo ikke tro, at det er en fisker på Hanstholm Havn, der har bredt sit net ud på molen og går rundt oven på det. Næh, det er såmænd det, jeg er lige nu, fordi jeg skriver på min hjemmeside. "Jeg er på nettet". 
Udtrykket kom ind i vort sprog for 20-25 år siden, og det vil interessere at vide, at det hele faktisk startede i 1964 i USA, hvor forsvaret behøvede en fast forbindelse til de institutioner, man samarbejdede med, f. eks. universiteterne. Siden har det jo unægtelig bredt sig.
Jeg er så gammel, at jeg er dybt imponeret over, at det kan lade sig gøre, at en person, f. eks, bosiddende i New Zealand eller et andet fjernt sted, uden besvær kan sidde og se min hjemmeside. Det er også fantastisk, at vi kan udveksle e-mails. Jeg skriver en e-mail nu. Jeg trykker på en tast. I samme øjeblik kan New Zealænderen læse min besked. Det er godt gået. Og hvis det ikke var fordi det måske ville skræmme ham, kunne han også via elektronisk TV se mig samtidig med, at jeg talte med ham. Ja, men det er dog imponerende. Og vi har ikke set det sidste af udviklingen endnu.

 

Det var ikke godt. Jeg fik ikke opdateret min dagbog i går på grund af manglende internetforbindelse. Men nu er jeg her igen - på lånt udstyr.
I går ville jeg have fortalt, at jeg har en bindegal søn. Intet mindre. Han kørte hjemmefra bopælens hyggelige varme lørdag aften kl. 23 for at fiske. Fra midnat ophørte fredningen nemlig. Så kl. 23.50 stod han klar derude i kulden og blæsten med alt rigget til, og fra kl. 00.00 gik det løs hele natten. Man skal besidde en stor galskab for at gennemføre noget sådant. Selv kunne jeg aldrig finde på det, end ikke da jeg engang for mange år siden var ivrig lystfisker. 
Nå, desværre for ham gennemførte han ikke, da han blev syg og dårlig og måtte køre hjem allerede kl. 8 om morgenen. Jeg ville have gjort det samme, bortset fra, at jeg ville have kørt kl. 00.05.
Planen var ellers at fiske hele søndagen. Det lyder vanvittigt.
Jeg håber ikke, at det er rigtigt, at sindssyge er arveligt, og at man kan få det fra sine børn.

Endelig er sneen borte. Med dens forsvinden afsløres imidlertid et tykt lag rådnende blade på alle fliser, hvilket ikke havde undgået forstanderindens skarpe blik. Derfor lød dagens opgave for mig på fejning. Det var såmænd fair nok, selv om jeg ikke var begejstret. Mens jeg fejede, ankom vores postbud, og det første, han sagde, var, at det da var skønt, at man nu endelig kunne feje igen. Den havde jeg ikke tænkt på, så jeg gjorde jobbet færdig i højt humør og til forstanderindens absolutte fornøjelse, da hun kom hjem.

  

Da jeg vågnede i morges og gik ind i min "hvilestund", perioden til jeg tager mod til mig og står op, kom jeg til at tænke på de mange egenskaber, vi har, og som vi knytter til bestemte dyr. For eksempel er ingen i tvivl om, at et æsel er et stædigt dyr, hvorfor det er naturligt om en person at sige: "Han er stædig som et æsel". Men der er mange flere. Jeg nævner lige dem, jeg kan komme i tanker om: "Snu som en ræv", "stærk som en bjørn", "smuk som en svane", "grim som en rotte", "stille som en mus", "sulten som en løve", "listig som en kat", "flittig som en myre", "slank som en ål", "stor som en elefant", "blid som et lam", "trofast som en hund", "fræk som en slagterhund", "glad som en gris", "snavset som et svin" og "smidig som en slange". Påstandene er logiske og knytter sig til egenskaber, som vi måske fordumsfuldt tillægger dyrene.
Men hvordan er denne kommet til, "Fuld som en allike"? Joh, det skal jeg sige dig:
Alliken er ganske sagesløs. Udtrykket er efter al sandsynlighed en forvanskning af "fuld som en alk", fordi alken har en vraltende gang. Smed er rettet for bager!
Man hører også udtrykket "hønefuld". Det er der en god forklaring på, idet høns faktisk blev berusede, når de blev fordret med bærme.
Man lærer altså meget på min hjemmeside.
 

På grund af en fejl i gårsdagens beskrivelse af dyrs og vore egenskaber er jeg i dag nødt til at genfortælle Johan Herman Wessels digt "Smeden og bageren".
Og det gør jeg med glæde:
I en lille by var en smed, som havde et hidsigt gemyt. Det resulterede i, at han på et værthus i et slagsmål "slår Fienden paa Planeten", hvorved denne dør. Smeden bringes for retten, men fire vise borgere kontakter dommeren inden domsafsigelsen for at minde ham om, at der i byen kun er én smed, men to bagere. Så de finder det passende, at én af bagerne undgælder for forbrydelsen og henrettes i stedet. Dommeren bladrer i sin lovbog og finder intetsteds noget, der forhindrer, at man henretter en bager istedet for en smed. Således bliver det, og "den Bager græd Guds jammerlig, da man ham førte væk".
Dommeren var dog så hensyntagende, at han valgte den ældste bager til undgældelsen.
Det var således forkert, at jeg i går skrev, at man, hvad angår den uskyldige allike, havde rettet "Smed for bager". Det burde have været "Bager for smed". Undskyld.
Men det var skønt at få lov at mindes Wessels muntre digt med moralen: "Beredt til Døden altid vær! Den kommer, naar du mindst den tænker nær."

Når man ikke længere er, vil man vel gerne mindes f. eks. i form af en gravsten med en passende inskription. Jeg kunne selv ønske mig, at der på min skulle stå noget om, at her hviler én af tidens store tænkere, der gjorde verden bedre at leve i i kraft af sin store indsigt i livets mange facetter og sin altruisme. Teksten kunne være: "Han var stor i tanke og i sind. Han ejede intet, men gav alt."
Det ville da være flot. Men det er nok en smule "lidt for meget" for en gammel skolemand. Måske bliver det knapt så pompøst.
Jeg har brugt en del af dagen på at studere gravinskriptioner, så måske bliver det mere i retning af: "Han var her". Eller: "Træd varsomt verdens slidere. Her sover Gunnar Rasmussen videre".
Min omtale i går af Johan Herman Wessel fik mig også på det gravmæle, han forestillede sig på sin egen grav: "Han syntes født til bagateller, og noget stort blev han ei heller".

Men jeg skal helst afsted igen først i næste uge. Og så skal jeg måske huske at holde en lille pause undervejs, hvilket jeg ikke gjorde i dag. Det er sikkert forklaringen på de umenneskelige smerter.

Jeg lærte som ganske ung i vores lokale fritidsklub at spille skak. Af uransagelige årsager blev jeg aldrig stormester. Skal jeg være helt ærlig, blev jeg end ikke en bare nogenlunde habil spiller. Faktisk var jeg død-elendig. Jeg deltog i en enkelt turnering i fritidsklubben, var med på et afbud, og tabte vist alle mine kampe.
Skak blev aldrig noget for mig. Jeg kan ikke gennemskue det. Nu kan jeg have fundet årsagen. Havde jeg dengang vidst, hvad jeg læste i dag, at der er 328.979.564.000 forskellige måder at spille de første 4 træk på, tror jeg end ikke, at jeg ville have lært spillet til at begynde med. Det er da alt for uoverskueligt. Jeg er bedre til ludo.

Mange vil vide, at jeg har et lidt anstrengt forhold til mine to børn, der som deres væsentligste livsopgave har at vække mig om morgenen så tidligt og på en så ubehagelig måde som muligt. De kalder det at "lege med far". Det giver lidt spændinger. 
Helt anderledes er det med mine tre børnebørn. De giver mig mange gode oplevelser, søde smil og mange "knusere". Det er en herlig ting at få og have børnebørn. Faktisk noget af det største. De er skønne. Så også derfor lyttede jeg meget opmærksomt søndag formiddag til udsendelsen "Cafe Hack", hvor biskop Keld Holm, vel nok den største AGF-fan, jeg kender, blev interviewet og talte med lige så stor begejstring som jeg om sine børnebørn. Han fortalte også, at én af hans AGF-venner engang havde sagt, at det var så pragtfuldt at have børnebørn, at havde han vidst, hvor herligt det er, havde han gerne sprunget sine egne over.
Den tænkte jeg lige lidt over.

Sommetider fortryder man en truffen beslutning. Og senere kan man fortryde, at man fortrød - eller det modsatte, glæde sig over fortrydelsen. Lyder det kryptisk? Det er det ikke.
Da jeg stod tidligt op i morges (sådan da), havde jeg besluttet, at jeg ville ud at cykle. Det første kig ud ad vinduet bekræftede mig i min beslutning, og jeg fandt cykeltøjet frem. Efter det obligatoriske besøg på badeværelset kiggede jeg endnu engang ud og så, at en vimpel i nærheden stod helt vandret. Det fik mig til at fortryde min beslutning om cykelturen, og jeg gik i stedet ud og rev blade af græsplænen (vi haveentusiaster har altid travlt), lidt sur på mig selv, fordi jeg ikke havde fastholdt at cykle. Men så blev jeg pludselig meget glad for fortrydelsen. Det var faktisk regnvejr, en ganske kraftig regndis, som ikke kunne ses indefra, hang i luften, samtidig med at det stadig blæste. Det var kort sagt rigtig "vandkoldt", slet ikke cykelvejr for en gammel mand.
Jeg glædede mig over min fortrydelse og fortrød den ikke.
Som en ekstra bonus for fortrydelsen var forstanderinden meget tilfreds med den fine græsplæne og serverede smørkrans som belønning. Havearbejde betaler sig.

 

Når man ser TV, kan man ikke undgå at se reklamer. Og hvor er de dræbende. Det er endnu ikke lykkedes mig at møde en eneste person, som kan sige, at de er spændende, oplysende eller morsomme at se. Jeg vil påstå, at de fleste mennsker går i indre eksil, slår høreapparatet fra eller zapper videre, når reklamerne toner frem.
Og så er der ind imellem undtagelser. For mig er det, når en reklame er morsom. Lige for tiden kan jeg godt le ad SuperBedst-indslaget med skuespilleren Mia Lyhne som den kleptomane husmoder, der kun stjæler af de billigste tilbudsvarer, fordi hun skal spare. Desuden er hun så fræk, at hun også stjæler butiksbestyrerens mobiltelefon.
Alt i alt jo umiddelbart ikke verdens mest grinagtige plot, men Mia Lyhne gør det alligevel morsomt med sit pragtfulde naive udtryk.

Jeg havde en god oplevelse i dag. Ældste barnebarn, Katrine, har et ønske om at vide mere om uddannelsen som journalist, som er én af de uddannelsesmuligheder hun overvejer at prøve. Derfor har hun som en projektopgave valgt at gå i dybden med viden om den. Hun spurgte mig, om der måske kunne være en mulighed for, at jeg ville hente hende og køre hende til Journalisthøjskolen i Århus. Det er svært at finde noget, jeg hellere vil.
Jeg vidste meget vel, at mit job kun var at være chauffør, men selvfølgelig fulgte jeg med ind og kiggede mig rundt, mens hun interviewede nogle studerende, som hun opsøgte i kantinen. Hun havde også det held at møde en af de ældre lærere, som kunne fortælle hende mangt og meget.
Det var en stor succes for hende, og hun gik derfra med en kraftigt øget viden om uddannelsen - det samme gjorde jeg. Det er et spændende miljø.
Jeg havde engang selv en drøm om at blive journalist, og flirtede lidt med jobbet som freelance sportsmedarbejder på et par lokale aviser, men valgte altså lærerjobbet. Måske fortrød jeg en smule i dag.
 

Da forstanderinden og jeg i dag på vej ud til bilen passerede vores dybfrosne campingvogn, sagde vi begge som med én mund: "Hvor bliver det skønt, når vi får lidt varme og kan køre ud med den". Herpå svømmede vi begge ud i drømmene om sol og sommer, gode udflugter fra campingpladsen, god mad og drikke, læsning, afslapning - og cykelture. Jeg tror, at vi ligefrem kunne mærke varmen.
Det var derfor en kold afvaskning, da samme forstanderinde senere på dagen viste mig en avisoverskrift, der sagde, at foråret vil blive iskoldt med vinter langt hen i marts og april. "Tak for kaffe", siger jeg bare. Mon vi nu skal have en gentagelse af sidste år?
Med disse dystre tanker i baghovedet satte jeg mig til min computer og fortsatte med et "skrift", jeg lige er begyndt på, en slags fortsættelse af min seneste bog. Jeg bliver glad og godt tilpas og glemmer det triste, når jeg "graver mig ned" i noget historisk, ikke mindst når det er fra min gamle hjemby Silkeborg.

I mit arbejde med mit nye "skrift", som jeg omtalte i forgårs, beskriver jeg en vaskemaskine af den type, som også min mor brugte, da jeg var barn, og som ses på billedet til venstre. De ældste vil sikkert huske den.
Den var absolut hånddreven og bestod af en "tremme-vugge" af træ monteret i et kar med zinklameller på indersiden. 
Maskinen betjentes ved, at man, efter at have fyldt karret med varmt sæbevand, trak håndtaget frem og tilbage, således at tøjet, der var anbragt mellem tremmerne og zinklamellerne, blev skrubbet. Det var en anstrengende affære, og der skulle skiftes vand og vasketøj hele tiden. Min mor var gennemblødt af sved af det hårde arbejde i det varme og damp-emmende vaskehus.
Jeg erindrer hendes glæde, da hun første gang i sit liv kunne bruge en elektrisk.
Hvilken lettelse det må have været.

Jeg har haft en rigtig god dag og har sammen med vores egen skønne familie og vores søn Peters lige så skønne og nye familie (som snart også bliver vores familie, derved at et bryllup her i foråret vil "forene" os) fejret hans 40 års fødseslsdag ved en herlig frokost hele eftermiddagen.
Jeg bliver så glad og godt tilpas af at være sammen med alle de herlige mennesker, som har det så godt sammen, både børn og voksne. Jeg glæder mig vanvittigt, til vi skal mødes alle sammen igen - senest til brylluppet. Det bliver med garanti en god dag.

Det var med en smule bæven, jeg i dag satte mig i tandlægestolen. Ikke fordi jeg lider af tandlægeskræk, langt fra. Heller ikke fordi jeg frygtede, det ville gøre ondt, for jeg har en særdeles dygtig tandlæge, som også er god til bedøvelser. Men jeg frygtede hans kvalificerede "dom" over en brækket tand. Hans votering varede ikke længe. "Der skal en krone på", udtalte han. Jeg havde det på fornemmelsen, men man håber jo til det sidste, at det kan undgås, alene af den grund, at en krone koster mere end en krone. 
Men jeg har 100 % tillid til min tandlæge, så jeg så ingen anden udvej end at bede ham iværksætte den dyre operation.
Og så gik vi ellers i gang med afstøbninger, udboringer (af den store, dybdeborende slags), flere afstøbninger og isætning af en midlertidig plastikkrone.
At sidde med munden åben i en time er hårdt ved kæbemusklerne. Men på tapreste vis holdt jeg ud.
Om 2 uger skal jeg have guld i mund.

Jeg har sat en rekord. Jeg opholdte mig i helvedes forgård Bilka i 1 time og 37 minutter i formiddags, næsten uden at brokke mig, omendskønt der var god grund til det.
Jeg har et vildt gæt på, at Bilka i alt har 457.657 forskellige varer på hylderne, og forstanderinden så dem alle pånær 8. Og sligt tager tid. Så i 1 time og 37 minutter indtog jeg pingvin-stillingen med hænderne samlet på ryggen tøffende rundt bagved den travlt optagne forstanderinde i hendes grundige eftersøgning efter navnlig tekstiler, hun ikke skulle købe. Gudskelov var de i flertal.

Det er ifølge alt, jeg for nylig har læst om vægttab, en kendsgerning, at søvn, også hvad dette angår, er meget vigtig. Faktisk taber man sig mere, mens man sover, end mens man afslappet ser fjernsyn, har jeg erfaret. Jeg har længe haft en kraftig fornemmelse af, at det hang således sammen, hvorfor jeg har været omhyggelig med at forblive i min seng og sove min morgensøvn.
Jeg synes at mærke, at det virker. I hvert fald spiser jeg ikke, mens jeg sover.
Med andre ord: "Sov dig slank". Jeg elsker dette slankemiddel.
.

Denne her må I ikke lade gå videre til forstanderinden. Sæt hun får en ide.
En 21-årig kvinde fra Fyn har ifølge BT's hjemmeside sat sin kæreste til salg i "Gul og gratis". Se billede.
Han er 23. De er lige flyttet sammen, men den unge dame er ikke tilfreds med hans adfærd.
Derfor har hun sat en "lettere defekt" mand til salg for det bedste bud under overskriften "Kæreste sælges". Køber skal betale forsendelsen.
Videre skriver hun "Er du interesseret i en kæreste, der aldrig rydder op efter sig selv? Lader opvasken stå i en uge, hvis du ikke selv tager den? Smider sit arbejdstøj med sand på dit ny-støvsugede gulv? - Så har jeg den perfekte kæreste til dig. Han tømmer konsekvent hele køleskabet og forventer, at det er fyldt igen næste dag."

Hvem siger, at overtroen er ude af vores liv? De, som siger det, tager fejl. Hør blot:
"Det går fint for AGF i 1. division, 7-9-13".
"Bank under bordet for, at spillerne ingen skader vil få".
"Kryds fingre for, at de rykker op"!
Tre forsværgelser, der alle har til formål at holde det onde borte og fremme det gode.
Den første (7-9-13) er en trylleremse, som kom ind i vores sprog så sent som i 1913 til afværgelse af en dårlig skæbne (det modsatte, at det går dårligt for AGF, ville være skrækkeligt).
Ofte banker man under bordet eller på et stykke træ samtidig, et bank for hvert tal. Bankningen bruges for at afværge, at en glad eller optimistisk udtalelse udfordrer skæbnen og derved fremprovokerer at tingene netop udvikler sig uheldigt. F. eks.: "AGF får ingen spillere skadet". Det skulle jo nødigt blive det modsatte (selv om fortidens spor skræmmer lidt).
At krydse fingre er en håndbevægelse, der anvendes til at ønske held og lykke med. F. eks.: "AGF rykker op i superligaen" (alt andet vil være katastrofalt).
Således belært håber jeg det bedste for den gamle klub og sidder lige nu og overvejer, om min gamle ven Carl og jeg mon ikke skal til at frekventere Århus Stadion igen, når AGF spiller. Det kunne da være rart, når temperaturen altså er blevet passende.

Ædste søns kommende viv er en god pige, som vil sin kommende svigerfar det bedste. Hun har nemlig tænkt sig, at ikke alene skal hendes kommende ægtemand tage med mig til fodbold. Han skal også tage mig med på fisketure i det kommende forår.
Hvor er jeg glad for ideen. Og hvor jeg glæder mig.
Jeg har ikke været til fodbold i næsten 2 år, og jeg har ikke fisket siden 1986. Da var han 15 år, og vi drog sammen på en to-dages fisketur til Funder Å og boede i vores campingvogn. Dengang var jeg en begejstret lystfisker, men mistede interessen, da jeg gik så meget på jagt også. Det har jeg skåret en del ned på nu, så det er for mig godt at tænke på, at jeg igen skal stå og gå ved en smuk å. Og måske vores svigersøn kunne tænke sig at være med også. Så kan det blive rigtige "herreture" med "far" og hans to "drenge"
Nu glæder jeg mig ekstra til foråret.

Jeg har et spørgsmål til dig: "Har du nogensinde cyklet op ad Randersvej helt nede fra havnen, op over Indre Ringgade, forbi Stjernepladsen og op til Vandtårnet ved Ydre Ringgade PÅ DEN STORE KLINGE ?"
Nej, vel. Det tænkte jeg nok. Men det har jeg - og det ovenikøbet i dag. Jeg gjorde det for at bevise min..... Nå, nej. Jeg gjorde det, fordi min klinge-skifter er defekt. Det var umuligt at skifte nedad. Havde jeg kørt under normale omstændigheder, ville jeg i hvert fald have kørt en del af vejen på den mellemste klinge, måske endog på den mindste. Men det lod sig jo ikke gøre. Det var slemt, og jeg så ikke godt ud undervejs og endnu værre, da jeg passerede toppen af dette århusianske, ubønhørlige svar på Alp dHuez.
Bagefter var jeg dog pave-stolt, og selv om det lyder underligt, så giver det selvtillid. På min næste tur tør jeg vove mig ud på større anstrengelser.
Længe leve Randersvej!

At have en defekt cykel går bare ikke. Og slet ikke, når den tvinger én til at køre udelukkende på den store klinge, hvilket som fortalt skete for mig i går. For cykle - det vil jeg. Det er mit narkotika.
For at rette fejlen ved klinge-skiftet tog jeg en telefonkonsultation hos vores svigersøn, som er en endnu "galere" cyklist end jeg. Han forklarede, hvad der skulle gøres. Det var så enkelt, at jeg uden problemer i formiddags rettede fejlen selv, samtidig med at cyklen fik en grundig rengøring. Det var faktisk den, der skulle til. Et tykt lag jord og stivnet olie hindrede skiftemekanismen i at virke.
Nu kører den fint igen, og jeg er pavestolt over selv at have rettet problemet.
Skal jeg selv sige det, eller vil du? OK, jeg gør det: "Han er go', den gamle mand - lidt af et teknisk geni!"

Det var en mørk og stormfuld nat. Vinden tog omkring huset og rystede det. Forstanderinden og hendes tro undersåt lå roligt læsende i deres senge og afventede søvnens ankomst. Da hørtes en lyd lige udenfor vinduerne. Det var nærmest en art skrabende lyd. Den forekom ikke høj, for forstanderinden havde aftaget sit elektroniske høre-hjælpemiddel, og den tro undersåt besidder ikke et sådant. Begge slumrede derfor roligt ind.
Men roen var gået af den øverstbefalende, da hun den følgende morgen, altså i morges, vækkede sit tyende med stor alarm. "Plankeværket er væltet. Stolpen er brækket. Kan du så komme op." Se, det var lidt af en opvågen, klokken var blot 9.30, og det lå klart i forstanderindens opfattelse af situationen, at det der skulle der gøres noget ved straks.
Det er gjort. Den brækkede stolpe er blevet rykket op af den lerede jord med stort besvær, selvfølgelig brækket helt nede ved jorden, og en ny, indkøbt i byggemarkedet i formiddagens løb, er allerede sat i sammen med et midlertidigt stakit.
Nu afventes blot besøg af søn eller svigersøn, så det rigtige plankeværk kan sættes op. Det magter jeg ikke alene. Det er, som det ses på billederne, stort og tungt.

Ved starten af dagens cykeltur måtte jeg til min skuffelse efter kun 200 meters kørsel konstatere, at den fejl, jeg rettede på min cykel forleden, stadig var der. Da ihukom jeg nogle visdomsord fra min svigersøn, nogle ting, jeg også skulle huske at gøre. Hurtigt omkring, tilbage til mit værksted og vupti var alt, som det skal være, og jeg kunne gennemføre min cykeltur (40 km.) på bedste vis.
Jo, min svigersøn kommer med visdomsord. Og så har han det store plus, at han ikke er en del af det komplot, som mine egne to møgunger har iværksat for at vække mig på ubehageligste vis. Igen i dag blev jeg voldsomt og utidigt vækket med vand, mavepustere, hestebid og anden ubehageligt. Og minsandten om ikke de fik forstanderinden med. Hun fik til opgave at bearbejde mine tæer. Jeg er forrådt fra alle sider.
Men heldigvis har min svigersøn ikke taget del i forædderiet. Han er nemlig rar. Jeg må prøve at lave mit testamente, så min datters arveløshed ikke går ud over ham.

Jeg synes, at det er så dejligt, at lyset om eftermiddagen/aftenen bliver bedre og bedre og får dagens længde til at øges. Jeg ved knapt så meget om lyset om morgenen, men har læst, at solen står op lidt i 8.
Under alle omstændigheder er dagen siden 23/12 2010 tiltaget med mere end 2 timer, så den nu er i alt 9 timer og 13 minutter her, hvor vi bor. Det går den gode vej, og det går stærkt. Lige for tiden tiltager dagen med 4-6 minutter pr. døgn. Vi går en rar tid i møde. Til Skt. Hans vil dagens længde være 17 timer og 41 minutter.
Jeg kan næsten ikke vente. Vi har en masse skønt at se frem til. 
 

Jeg var hos min læge i dag for det årlige tjek af diverse. Alt syntes at fungere tilfredsstillende. Dog syntes den gode medicus at have negative vibrationer angående min vægt. Jeg havde set den komme. Jeg har indtaget for meget brændstof i efterårets og vinterens løb og brændt for lidt af. Men hvem har kunnet cykle i det møgvejr, vi har haft? I hvert fald ikke jeg.
Men nu vil der komme andre boller på suppen. Jeg skal møde igen om 3 måneder, og da bør jeg have tabt mig adskilligt, ellers er jeg bange for, at min sygesikring vil nægte at betale for yderligere undersøgelser.
PS: Det var et under, at undersøgelsen gik fint, for jeg var meget oprevet over, at jeg kl. 8.32 blev vækket af BÅDE datter og søn med nogle af deres vanvittige indfald om at vaske mig i sengen, slå mig, rulle mig frem og tilbage, vippe min seng op og ned og rykke i mig alle steder. Der plejer kun at være én af dem tilstede, som så telefonisk holder sig i kontakt med den anden for at aftale ondskabsfuldheder. Så begge på én gang var slemt.
Forstanderinden tog endnu engang del i "legen", som de kalder det. Hun rykkede mig i tæerne. Jeg har derfor besluttet, at hun nu også er arveløs ligesom de to møgunger, og at i hendes sted indtræder vores kommende svigerdatter, som i lighed med vores svigersøn ikke kunne drømme om at være med i komplottet. Hun er et aldeles sødt menneske, som tager afstand fra de voldelige morgenlege.

Det er godt at gå på museum med sine børnebørn. Det fik jeg med al ønskelig tydelighed bevist i dag, da Cecilie og jeg var på Århus Bymuseum. Det, der gjorde besøget godt, var, at i lighed med vores to andre børnebørn, så lytter hun koncentreret, når der fortælles om fortiden, og så er det næsten lige meget, om det er på et museum eller på et sted (i dette tilfælde Chr. Filtenborgs Plads), som vi ofte besøgte, da Cecilie var meget mindre og sad på isbjørnen og spiste en is eller kurede nedad den.
Det er altid godt at fortælle om fortiden til børnebørn. Der er en stor lydhørhed, også når det er om ens egen fortid. Derfor havde jeg også en interesseret lytter, da vi sluttede vores rundtur med at besøge Langelandsgades Kaserne, der nu er en del af universitetet.
Der kunne farfar fortælle om, hvordan det var, da han var soldat dér for 48 år siden, dengang der var rigtige soldater til med 16 måneders tjenestetid og ikke de 4-6 måneder, der nu er tale om til de, der overhovedet har lyst til at være soldat. Nemlig.

Det er ikke let. Med familien til en særdeles hyggelig søndagsfrokost her på matrikelnummeret og med forstanderindens veldækkede bord foran mig kunne jeg ikke overholde den slankekur, jeg ellers indledte i fredags, og som gik så godt i går. Jeg kom ved et uheld til at spise for meget og det på trods af en længere og velformuleret belæring af vores søde datter om vigtigheden af slankekost og navnlig om proteiner, før vi satte os til bordet.
Men jeg indrømmer det. Der er en ting, jeg ikke kan sige nej til. Det er fristelser.

Jeg har i dag fået mere guld i mund, så det vil være helt fint at kalde mig "Morgenstund".
Min gode tandlæge fik meget snildt placeret guld til en endnu ukendt værdi på ruinerne af bageste og øverste venstre tand oppe på første sal. Da han er bekendt med min lave smertegrænse, accepterede han uden tøven mit forslag om en bedøvelse, og den blev straks eksekveret.
Så dér sad jeg så med slanger, værktøj, en 5-6 tandlægefingre og mange andre mærkelige ting stikkende ud af munden i en god halv times tid. 
Og tænk! Disse ubehageligheder betaler jeg i dyre domme for.
Og nu kan jeg så bare gå og ryste, indtil regningen kommer.

Det hævdes - og med rette - at det er vanskeligt at definere ordet "humor". Mange store tænkere har beskæftiget sig med emnet, Freud, Høffding, Møllehave, Kierkegaard m. fl. 
Jeg slog op på Wikipedia og fandt følgende: "Humor kommer af latin og betyder væske. Humor er en ubalance, et misforhold, der bringer smilet frem - og latteren - ved større misforhold". En gammel og velkendt definition, lidt "tør", men jo nok rigtig nok.
Men hør lige, hvad Storm P sagde, da han blev bedt om at forklare, hvad humor er: "Jeg vil hellere springe ud fra Rundetårn end at svare på det spørgsmål. Ved nærmere eftertanke tror jeg endda, at jeg hellere vil sprige ud fra Eiffeltårnet".
Jo, humor er en alvorlig sag.

Så er vi tilbage i "skidtet". Et tykt lag sne samtidig med en kraftig blæst, der bider sig vej gennem det kraftigste tøj. Jeg ved det, fordi jeg var ude at skovle, og jeg nød ikke bare ét sekund af det.
Og såvidt jeg kan se, vil frosten vare ved i hvert fald ind i næste uge.
Som om fjernelsen af sneen ikke var nok, blev jeg kraftigt opfordret til at kravle op på vores meget lave loft, hvor man kun kan kravle rundt, og tjekke for fygesne. 
Det var heldigt, at forstanderinden fik denne tanke og med vanlig stamina fastholdt den, for jeg måtte fjerne 3 mindre driver, ikke meget, og ikke mere, end der kunne være i en gulvspand, men måske nok til ved smeltning at løbe igennem og lave grimme pletter på lofterne. Og hverken forstanderinden eller jeg kan lide brune pletter på hvide lofter. Sådan er vi bare.

Når ældste barnebarn foreslår en tur for hende og morfar på kunstmuseet ARoS, er jeg klar til at sige ja. Derfor tilbragte vi sammen nogle timer derinde, og jeg skal da hilse og sige, at bortset fra at vi så mange spændende ting, bl. a. særudstillinger af Jorn og Lemmerz (sidstnævnte med nogle meget dramatiske ting), så fik vi sandt for dyden også dagens motion. ARoS er et stort museum med 5 etager, og vi så vist alt - og det til fods, ligefra det eksperimenterende i kælderetage 2 til de klassiske malerier ovenpå i overetage 3. Vi gik og gik og stoppede og stoppede. Det var spændende, men hårdt for en 70-åring.
Dog tillod vi os at tage elevatoren ned, da vi havde set alt. Men på det tidspunkt kunne jeg vist heller ikke have klaret meget mere. Det hjalp, da vi frekventerede "Sunset Boulevard" på vejen hjem og indtog en rigtig god burger, én af de sundere, som man laver dem der - og velsmagende.
En god dag for morfar - og vist også for Katrine.
 

Efter et meget hyggeligt besøg hos gamle og søde venner på Skødshoved skulle vi ind for at tanke diesel. Det skal man jo desværre med jævne mellemrum.
Jeg kørte derfor op som nummer 2 i køen på et tanksted. Den foranholdende var først meget længe om at komme ud af bilen. Jeg tænkte, at det nok var en ældre bilejer. Så rolig, rolig. Men så langt fra var det en ældre. En ung dame nærmest sprang ud af bilen. Jeg troede, at nu ville der ske noget i en fart. Men nej. Kun særdeles langsomt fik hun gjort klar til tankningen, og langt om længe kom hun igang, og igen tænkte jeg, at nu kunne jeg snart komme til. Men nej. Nu skulle den langsomme dame ind i butikken for at købe ind. Da burde jeg have revet døren op og råbt efter hende, om hun dog ikke lige kunne køre bilen et par meter frem, så jeg kunne komme til. Men forstanderinden lagde en beroligende hånd på min arm, og jeg undlod handlingen. I stedet måtte jeg med stort besvær bakke ud af køen og over til en anden stander. For min tålmodighed var sluppet op. Jeg kogte.
Morale: Når du har tanket, og der er kø bag din bil, så kør frem, inden du går ind i butikken. Det burde være logik - og almindelig høflighed.
Så fik vi den ged barberet.

To ting har fyldt meget i min dag.
Jeg starter med den behagelige. Frokost hos os med et par herlige mennesker af min familie. Det reddede dagen, for hør blot:
Søn og svigerdatter hentede i går vores bil og stillede deres egen. Årsag: Indkøb i det store fællesmarked. Et bryllup står jo for døren. Vores bil har mere plads til de mange sodavand.
Opringning fra de to i morges. Vores bil defekt, revnet dæk. Mig ud af fjerene og til Hammel med den "lille" bil, så de kunne køre i den til Germanien. Ringe til Falck. Reservehjulet (ét af de små og smalle) kunne ikke udtages, skulle skrues af under bilen. Det tog falck-manden en time, inden det lykkedes. Det var en lang tid i det frysende vejr, men endelig lykkedes det. 
Defekte hjul skrues af. Reservehjul klar til påsætning, men NEJ. Ingen bolte passer. Det var en bitter opdagelse efter alt bøvlet med at få reservehjulet taget ud. Og hvor jeg dog frøs.
Resultat: Jeg måtte liste hjem, 40 km., på det defekte hjul og afvente mandagen og få monteret 2 eller 4 nye vinterdæk.
Dejligt, at frokosten fulgte lige efter alt besværet. Der er ikke noget som god mad i godt selskab.

Tvivlen nagede lige efter frokost.
Hvad skulle jeg? Cykle eller gå? Og motion skulle jeg have. Jeg trak lod, og med passende manipulation med terningen blev det til, at jeg gik. Vores rare svigersøn havde nemlig just berettet, hvor koldt det havde været for ham at cykle på den del af turen, der var i modvind. Han var lige kommet hjem fra sin formiddagstur.
Da jeg erfaringsmæssigt altid har modvind på cykel, var jeg glad for, at terningen tilsagde mig, at motionen skulle være til fods. Jeg hader kold modvind.
Omend turen var smuk, så var den såmænd kold nok, og ikke mindst var den hård. Jeg gik nemlig en stor del af vejen på ikke ryddede stier, hvilket betød, at jeg måtte bane mig vej gennem halv meter høje snedriver. Se blot billedet.
I alt 1 time og 33 minutter blev det til, og jeg gik 7 km. Selv hundene var trætte.

Når man når min høje alder, er besøg hos lægen en jævnligt forekommende begivenhed. For mit vedkommende dog heldigvis mest rutine-tjek. Det er jo i sig selv en god ting, så man kan forebygge i stedet for at helbrede. Men jeg bryder mig s'gu ikke om det.
Jeg tager dog turen hver 3. måned for at tjekke blodtryk og et "10.000 km.-eftersyn" en gang om året. Et sådant fik jeg taget fredag 11/2. Jeg fik tjekket hjerte, blodtryk og lidt mere. Derudover måtte jeg aflevere - forekom det mig - flere liter blod til diverse prøver samt andet i flydende form. Samtidig var man så uhøflig at veje mig med efterfølgende påbud om vægttab.
Uheldigvis skulle min rare læge på vinterferie ugen efter, hvorfor jeg nervøst har måttet vente på svarene på de mange prøver i nu 10 dage. De kom endelig i dag.
Jeg har været noget nervøs i den lange ventetid.
Men hip-hip-hurra. Det havde jeg ikke behøvet. Jeg fik svarene kl. 15.30 på min computer, og alt var vel.
Er der noget som et godt svar fra ens læge? Det har været en fantastisk dag. Jeg elsker fantastiske dage.

Det har været en omkostningsrig dag. Som fortalt i lørdags har jeg været nødt til at investere i 4 nye dæk og fælge. "Hvorfor også nye fælge?"  hører jeg dig spørge. Det skal jeg straks svare på.
Det ville have været tåbeligt kun at købe nye dæk til de gamle fælge. Det ville have kostet lige præcist 7.800 kr., fordi fælkgene er enormt brede.
Nu fik jeg 4 nye dæk og 4 nye alu-fælge til 6.000 kr. Derfor.
Men stadig er det jo mange penge. Jeg kan blot glæde mig over, at de nye fælge er vanvittigt smarte, lige noget for en knægt som mig.

Jeg bliver i min seng i morgen, thi jeg har læst og hørt om en slet begivenhed, der vil finde sted netop den 24/2 2011. Benzinpriserne vil sætte rekord. 12.08 kr. for en liter 95 oktan benzin og 10,95 for en liter diesel. Hvad skal det dog ikke ende med? Sådan noget ser jeg ingen grund til at stå op til. Jeg laver en tavs protest under dynerne. Og ve den, der afbryder min protest!
Da jeg købte min første bil i 1962, gav jeg omkring 80 øre for en liter benzin. Det må være derfor, man kalder det "De gode, gamle dage".
Det hævdes, at årsagen til de nuværende prisstigningerne er uroen i Mellemøsten, og ikke mindst i Libyen, hvor en vis Herr Gaddafi er ved at være noget klemt. Jeg har læst, at hans livvagter er 40 smukke jomfruer. Det kunne da lige passe, at mens hans inspicerer sine livvagter én for én, skal jeg betale en vanvittig overpris for hans olie. Derfor støtter jeg de mange, der siger: "Fyr ham!"

Jeg fik i formiddags et dejligt telefonopkald.
Gamle hundevenner fra Randers ringede for at få min hjemmesides adresse. Jeg har ikke talt med de to i mere end 20 år, så der var meget snak at indhente.
Hvor er det skønt at høre fra gamle venner.
Det har også været en mærkedag på anden vis. Forstanderinden og jeg har købt en motionscykel, som vi har en masse intentioner med - ikke mindst forstanderinden. Hun har lovet sig selv at bruge den flittigt. 
Jeg indviede den i dag og kørte 5 km. på den hårdeste modstands-indstilling.
Til min skræk opdagede jeg, at der ikke er bakker at køre nedad, hvor man kan slappe lidt af på frihjulet. Det tog mig 15 minutter, og jeg brændte blot 69 kalorier af, selv om min puls næsten konstant var mellem 120 og 135. Hørte jeg nogen sige "dårlig kondi"?
Den årvågne vil på det højre billede observere, at "Team Easy On" nu også er repræsenteret på kondicykel.

Jeg må da love for, at meddelelsen i går om indkøbet af vores motionscykel har bragt kommentarer frem.
Bl. a. skriver min go'e, gamle soldaterkammerat 82 Kruse fra Løgstør følgende til mig i en e-mail:
"Ikke siden jeg første gang så et billede af en rigtig guillotine, er jeg i den grad blevet slået med rædsel, som da jeg så en MOTIONSCYKEL træde frem på skærmen!!!! Jeg er selv i besiddelse af et sådant torturinstrument, og jeg gider ikke høre dem, der påstår, at det er legende let at bearbejde et sådant stativ.
Et kvarter i højeste gear skal du roses for. Det har jeg endnu ikke præsteret!
82, der overvejer at flytte motionscyklen ud i nærheden af køleskabet, og i en armslængde fra bajerne!"
 

To fluer med ét smæk. Sådan følte jeg det i eftermiddag.
Som det vides, holder jeg meget af at se cykelløb på TV. Og jeg holder også af at cykle selv.
I dag kunne jeg kombinere de to dele.
Jeg erfarede, at "TV2 Sport" transmitterede årets første cykel-klassiker, "Omloop Het Nieuwsblad", der køres i Belgien. Jeg tændte for TV'et, placerede min motionscykel strategisk og spurtede derudaf, alt imens jeg nøje fulgte med i og levede mig ind i det belgiske cykelløb. Der er nogle krappe stigninger dernede i Belgien, op til 17-18 %, og de satte mig noget tilbage i feltet, og efter 20 minutter måtte jeg stå af. Men helt ærligt. 20 minutter i selskab med verdens barskeste cykelryttere, som har forberedt sig både fysisk og medicinsk, er da ikke så galt. Og jeg gav næsten alt, jeg havde i mig. Giv mig lidt mere tid, og jeg er med hele vejen.

At blive gammel er på mange måder en god ting. Alternativet er træls.
Naturligvis følger nogle ulemper med alderdommen. Dem må man lære at leve med. 
De er naturligvis forskellige fra person til person. 
Jeg skal nævne de 4 "svækkelser", jeg har:
1. Jeg husker dårligere.
2. Jeg hører dårligere.
3. Jeg ser dårligere.
4. Jeg husker dårligere.
Ellers synes jeg ikke, der er noget.
 

På denne den sidste dag i februar besluttede forstanderinden, at jeg skulle bringe hende dybt ind i fællesmarkedet for at spendere adskillige euros på indkøb til vort slunkne lager af drikkevarer, kød, chokolade og andre helt uundværlige fødevaremidler. Og der blev ikke sparet på noget. Damen var i sit es. Tre enorme indkøbscentre besøgte vi, deriblandt, som det fremgår af billedet, var vi hos "Sonja og Wollfgang". Ingen af dem var dog hjemme, da jeg spurgte efter dem.
Jeg kan berette, at vi alene i drikkevarer udførte 184 kg. + emballage. Desårsag behøver ingen af os i dag at tage en tur på motionscyklen. Alt skulle jo bæres ud og ind.
Som afslutning på indkøbene ville jeg gerne besøge Frøslevlejren og se museerne. Det var udmærket, og så dog. Der er åbent alle ugedage, undtagen mandag.

Jeg er ked af, at vejret bliver ved med at tvinge mig til at ændre planer.
Da jeg stod op i morges, var det mit faste fortsæt i løbet af eftermiddagen at aflægge et besøg i omegnen af Lystrup, Hjortshøj og Hornslet på min trofaste ganger, min gode cykel, en etape på omkring 35 km.
Men en formiddagskøretur i bil med forstanderinden til et par butikker eller tre overbeviste mig om, at vejret var for uindbydende koldt og ovenikøbet lidt fugtigt. Derfor blev cykelturen ændret til en indendørs af slagsen - på motionscyklen. Jeg kørte 7 km., og de var hårde. De tog 21 minutter, og jeg gav den "hele armen" hele vejen. Jeg har fortsat besvær med at rejse mig fra min formstøbte sofa, selvom det er et par timer siden, jeg steg af cyklen.
Men hvor er det forbistret, at det dårlige vejr fortsat gør, at jeg ikke taber mig tilpas meget. Jeg ville jo gerne cykle både udendørs og indendørs.
Den undskyldning må jeg huske, når jeg skal til lægen næste gang, og han tvinger mig op på den elendige og helt forkert indstillede vægt, han har.

Dagen i dag er en mærkedag af en vis styrke.
Jeg ved meget vel, at på denne dag i 1842 fødes brygger Carl Jacobsen (Carlsberg).
På samme dag i 1882 udsættes engelske dronning Victoria for et mordforsøg.
I 1935 finder en fynsk amatørarkæolog Ladbyskibet lige netop den 2/3.
Alle tre er store begivenheder, men intet imod den, der fandt sted på samme dato i 1957, blot i Silkeborg. Jeg traf min søde hustru.
Der var bal i Silkeborg Idrætsforening i "Det Folkelige Forsamlingshus" i Vestergade.
Det var lidt imod min vilje, at jeg var der, for jeg var ingen balløve. Faktisk danser jeg dårligere, end jeg spiller skak. Men med en far, der var formand for idrætsforeningen, og som med rette frygtede, at kun få ville dukke op til ballet, blev jeg "tvangsudskrevet". Han betalte dog indgangsbilletten.
Og minsandten om ikke en sød pige ved navn Else også dukkede op. Jeg kendte hende en smule i forvejen, da vi begge spillede håndbold - dog ikke på samme hold.
Tro det eller ej. Men jeg dansede faktisk en del den aften, og hun må have tænkt sit. For hun var og er en rigtig dygtig danser med alle former for guldmærker, mens jeg kun havde deltaget i pauseløjerne på den danseskole, jeg blev tvunget til at frekventere.
Men noget må hun have syntes om. Jeg fik lov at følge hende hjem - og fik mit livs første kys.
Det var en god dag.

Jeg har i den senere tid omtalt mine egne evner som skakspiller og danser. Og i ingen af de to aktiviteter ville jeg på en skala fra 0 til 10 får meget mere end 2. Nogle vil endda hævde, at det er en overdrivelse. Derfor ville jeg gerne i dag berette om noget, jeg er god til........................ (pause).
Jeg tænkte længte over det, men kunne ikke rigtig finde noget. Det var træls.
Jeg hidkaldte derfor forstanderinden og stillede hende optimistisk spørgsmålet: "Hvad er din højtelskede husbond god til?"
Hendes første og umiddelbare respons var, at jeg er god til at rydde op - hvis jeg altså vil. Det er blot en skam, at jeg for sjældent vil, mente hun og refererede til mit værksted og mit kontor. 
Nå, ja, skidt. Men her var da noget, jeg åbenbart er god til. Det var da en begyndelse. Fortsæt.
Hun valgte dernæst pudsigt nok at nævne noget, jeg ikke er god til, f. eks. at stå tidligt op om morgenen. Dernæst mere end antydede hun, at jeg ikke er god til at være hurtig.
Disse to punkter havde hun ikke behøvet at anføre, da jeg ikke havde spurgt om, hvad jeg IKKE er god til. Alt i alt et nederlag. Der er ikke meget, jeg er god til. Snøft! Har nogen en tudekiks til mig?
Jeg har slet ikke turdet spørge, om jeg er god til at danse.
 

Da jeg var barn var det lidt flovt at synge for de andre børn. Man kunne godt blive ganske rød i hovedet. MEN hvis sangen var lidt fræk, så gik det bedre, og man var nogenlunde sikker på at have et lydhørt publikum.
Og sangene var rigtig frække. Læs blot og syng med din familie - hvis du da tør:
Mel.: "En jæger gik at jage."
Min moster går og venter sig,
min moster går og venter sig,
min moster går og venter sig
- en masse ting til jul.
Den var da fræk. Men hvis man virkelig skød hjertet op i livet, kunne man også synge denne:
Mel.: "Makke dille, makke dulle".
På en jernbaneskinne lå en nøgendanserinde
og hun kløed sig i r.... med et strå.
Men da strået blev for lille holdt det op med at kilde,
Makke dille makke dalle makke daj.
Den var rigtig meget fræk. Alene at det var en nøgendanserinde, kunne få selv den sejeste til at rødme. Til gengæld var denne sang nok det vildeste, vi kendte. Men den var da sandelig også vild nok. I hvert fald skulle hverken mor eller far høre den, for så vankede der.
 

Vi har haft to børnebørn til overnatning hos os. De er søde og rare og gode ved deres morfar/farfar. Og så dog. Desværre er de på et enkelt punkt dårligt opdraget af deres respektive mor og far, vores datter og søn.
Og hvor ved jeg det fra? Det skal jeg sige dig.
I morges kl. 9.30 stillede de sagte som mus ved min seng, hvor jeg sov de næsten uskyldiges søvn. Pludselig brød et sandt støjhelvede løs fra dem og deres diverse medbragte elektroniske hjælpemidler. Der blev desuden rusket og revet i mig, dynen forsøgt trukket af, og jeg fik næsten rykket mine tæer af. Det var en tro kopi af deres mors og fars optræden, når de som deres livsopgave vil "lege med far".
Én ting er, at jeg har svigtet min opdragelse af min datter og søn. En anden er, at de har gjort den samme fejl og ikke påset at lære deres børn, at sådan behandler man ikke en agtværdig 70-årig.
Jeg bebrejder således ikke børnebørnene, men udelukkende børnene. Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal leve med så uartige børn, der ej heller magter at opdrage deres egne?
 

Klokken er lige nu næsten 16, og det er søndag. For 60 år siden på samme ugedag og klokkeslet som nu var jeg sikkert lige gået hjemmefra for at se en film i én af vore to biografer i Silkeborg. Vi så mange slags film, cowboyfilm, sørøverfilm, tegnefilm og ikke at forglemme Morten Korch film. Dem holdt vi meget af, selvom helten skulle så grusomt meget igennem, inden han kunne kysse sin kæreste, der en overgang mere lignede én, der skulle giftes med en rig sagfører eller godsejer. Men han var oftest skurkagtig og gemen, så det kunne jo ikke gå.
Det hændte, at vi under filmen måtte på toilet, blev pludselig trængende, og det skete normalt, når det var allermest spændende.
I Morten Korch filmene løb Poul Reichardt (datidens helte-skuespiller) altid af med den udkårne og vandt inden da f. eks. et galopløb med sin trofaste hest, der næsten var så klog, at den kunne tale og i hvert fald forstå alt, der blev sagt til den, selv heltens kærlighedserklæringer til kæresten, da det så ud til, at det ikke skulle blive dem, forstod den fuldt. Den arme hest måtte lægge øre til meget. Så begavet var den, at vi ikke undrede os over, at for at få den til at vinde, måtte den gode Poul Reichardt bryde ud i sang midt under løbet, "Løb nu til, Ibrahim, det er lykken, der står på spil", eller noget i den retning, en meget lang sang, som sluttede nøjagtigt ved mållinjen. Det bekom hesten vel, så den sprintede afsted og slog skurkens hest med en mulelængde, og det på trods af at samme skurk inden løbet havde forsøgt at give Ibrahim sløvende tabletter eller havde skåret et eller andet vigtigt stykke seletøj over. Men den fjollede staldkarl (oftest spillet af Peter Malberg) havde modigt forhindret det.
Helten vandt, og alt var fryd og gammen, og vi glemte alle de trængsler, der var gået forud, inklusiv nogle drabelige slagsmål mellem helt og skurk med kæberaslere, der lød som pistolskud. Han kunne nemlig slå hårdt, ham dèr Poul Reichardt.
Således opløftede kunne vi efter filmen gå hjem til mor og far og få aftensmad.

Det har foreløbig kostet os 2.999 kr.
Der er (desværre) i lørdags åbnet en ny campingforretning, som har etableret sig på Viborgvej. 
En sådan information går ikke uset forbi forstanderindens skarpe "købe-blik", hvorfor den gode dame insisterede på, at vi i formiddags aflagde stedet et besøg, hvilket vi gjorde, kiggede os lidt omkring, og et nyt og fint oversejl hang og ventede kun på os. Forstanderinden var straks fyr og flamme. Vi købte det ganske vist ikke, men det er kun en kort udsættelse. Der går ikke mange dage. Så skal vi derud igen for at købe det med fare for, at noget andet, som vil koste os yderligere kroner, vil vise sig.

Min forudsigelse blev ikke rigtig. Jeg anslog i går, at der ikke ville gå mange dage, inden det omtalte oversejl til campingvognen blev købt. Jeg spåede, at der ville gå få dage. Det var ukorrekt. Der gik én. Jeg fik i formiddags pålæg om at skynde på min tandlæge, som jeg skulle besøge umiddelbart før det store indkøb, så vi ikke risikerede, at der var helt udsolgt. Det er nemlig altid forstanderindens store skræk og denne gang på trods af, at den søde dame i campingbutikken i går på det kraftigste havde bedyret os, at hun havde masser af lige netop denne type på lager. Men slige chancer tør vor frue ikke tage. Der skal handles hurtigt.
Desværre kunne jeg ikke fotografere lige netop vores oversejl, for i givet fald skulle det monteres på campingvognen, og det slap jeg for. Jeg valgte derfor et reklamefoto, hvilket fik mig til på ny at konstatere, at børn på reklamefotos for campingvogne og fortelte altid opfører sig perfekt, sidder lige så sødt i pænt og rent tøj og snakker med hinanden eller deres forældre. Dette er i grel modsætning til virkeligheden på campingpladserne, hvor ungerne farer larmende rundt i møgbeskidt tøj, hujer og skriger og slås, mens forældrene råber og hyler efter dem.
Men sådan er der så meget. 
PS: Jeg cyklede en lille tur i eftermiddag på blot 29 km., altså ude i Guds fri natur. Men jeg havde glemt at tage "Jens Lynerne" på. Det var hul'me koldt.

Jeg blev da vred i dag, sådan ophidset. I en PC-butik indkøbte jeg en trådløs mus, drog hjem og indsatte det lille dyr i PC'en. Om den virkede? Slet ikke. Jeg prøvede igen. Samme resultat. Nu blev jeg vred, Sikke da noget møg. Heller ikke 3. forsøg gav det ønskede resultat. Jeg ser rødt, når skidtet ikke virker. Jeg hev den nye mus ud af systemet og genindsatte den gamle, som havde virket lige før. Om den virkede nu? Slet ikke. Og så kogte jeg over - sådan for alvor. Forstanderinden kom ilende hidkaldt af mine mange højrøstede, men ikke særligt pæne ord, som ikke findes i mange ordbøger. Hendes blotte tilstedeværelse fik mig dog så meget ned, at jeg tænkte lidt konstruktivt. Jeg genindlæste den gamle, som nu virker. Den nye? Jeg kørte direkte tilbage og fik pengene retur. Så ka' de lære det, ka' de.

Jeg er nødt til at gøre beretningen om mine computerkvaler i går færdig, for jeg er i den sammenhæng blevet kraftigt inspireret til en opfindelse, der vil revolutionere lægevidenskaben.
Vores søns kommende svoger er ikke alene en rar og hjælpsom mand, han er også IT-mand. Ham ringede jeg til for at få hjælp til nogle tilstødende problemer i aftes, nogle trælse nogen. Via telefonen blev alt godt igen. Den rare svogers løsning var perfekt og gav mig som lige nævnt en enestående ide, som jeg vil vie resten af mit liv til at opfinde. Hør blot:
Jeg skulle for at løse problemerne klikke ind på "Tilbehør", dernæst på "Systemværktøjer" og så på "Systemgendannelse". Her dukkede efter yderligere et klik en kalender op. Så skulle jeg blot vælge den dato, fra hvilken jeg ønskede at gendanne computeren, så den var som før, inden den blev dårlig. Og vupti var alle de opståede problemer borte. Genialt. Alt fungerede igen.
Det fik mig til at tænke på, at jeg vil opfinde en lille chip, som kan indopereres i mennesker. Når og hvis vi så bliver syge, så klikker vi bare ind på "Systemgendannelse", og så er man rask igen, ført tilbage til en tilværelse, som den var, før man blev syg. Smart.
Det må kunne lade sig gøre. Jeg går straks i gang. Men måske får jeg brug for svogerens hjælp.

Jeg var hos fotografen i går eftermiddag. Jeg måtte endda køre ganske langt for det.
Jeg har endnu ikke set billedet, men forventer, at det er godt. Forstanderinden var også med, men hun kan være retoucheret bort, når fotografen er færdig med fremkaldelsen. Det er en temmelig dyr fotograf, jeg benyttede, men han måtte jo også køre et pænt stykke vej for at tage billedet, og firmaet har alle udgifterne til udstyr. Fotografen og hans kolleger tjener millioner af kroner ind til firmaet, selv om dets atelier blot er i en bil, en mørkerød VW kassevogn.
Jeg skal jo nok også betale lidt ekstra, da vores bil også er med på billedet, fotograferet skråt forfra. Prisen for billedet er stadig usikker og kan være 500 kr. eller 1.000 kr. - afhængig af, om jeg kørte over eller under 62 km./t. Men skidt, bare billedet er godt.

Handy-manden har slået til igen.
I et rasende stormvejr for nogle uger siden væltede vores eller smukke plankeværk. Årsag: Forrådnelse i de bærende dele, stolperne. Trykimprægneret træ er ikke meget værd nu om dage. Pælene var blot 3-4 år gamle.
På billederne ved siden af ses øverst plankeværket før stormen, taget en dag for nogle år siden, og nedenunder ses samme sted efter stormen for nylig og tydeligt med plankeværket borte, dovent hvilende sig opad mit værksted og et meget midlertidigt hegn + stakit monteret.
Som det fremgår er endnu kun opsat ny pæle med "indbygget forstærkning".
Kragen i forgrunden af nederste billede har intet med sagen at gøre. Den kom blot tilfældigt forbi og kiggede beundrende på mig, mens jeg satte stolperne i jorden.
Det bliver spændende også at få sat plankeværket på stolperne. Men dertil behøves hjælp. Jeg kan ikke løfte de tunge bæster alene. Hvem melder sig?
Skal være "handy" og stærk og ikke bange for krager.

Jeg var med yngste barnebarn på Moesgaard Museum i dag. Og vi lærte meget, ikke mindst om stenaldrene, men også om runer. Bl. a. fandt vi ud af, at ordet "skib" har været det samme i mange hundrede år selv i rune-tiden med den tids mærkelige ord.
Vi gik også i dybden med Tollund-manden. Det var lærerigt.
Det var vores hjemtur også. Jeg havde lovet barnebarnet den største og bedste is, hun kunne finde. Desværre var kiosken ved museet lukket, så vi enedes om at holde ind ved en benzin-tank og købe is. Dog var der et forbehold fra hendes side. Hun bryder sig ikke om Frisko-is.
Vi var på 5 (fem) tankstationer med 5 forskellige benzin-mærker. Men alle uden undtagelse solgte de kun Frisko-is. 
Vi lærte altså, at uanset hvilket mærke benzin du bruger, så skal du, hvis du vil nyde en is efter tankningen, have en Frisko.
Nå, da det ikke kunne være anderledes, besluttede vi os på den 5. station for en Frisko-is, der heldigvis viste sig at smage rigtig godt. Jeg fik dog ingen - diæten skal holdes.
 

I lørdags  kom forstanderinden nedbrudt hjem fra en shopping-tur i det fjerntliggende Storcenter Nord. Tårerne næsten sprang fra hendes smukke øjne. Jeg behøvede end ikke at spørge, inden hun grådkvalt fik mig fortalt mig, at hun var så rigtig meget ked af, at hun ikke havde købt et par sko, hun havde set på. Resten af lørdagen og hele søndagen gentog hun gang på gang med tårer piblende i øjenkrogene, at hun meget fortrød, at hun ikke havde købt skoene. 
Det hele endte med, at hun i morges mindede mig om, at det par sko, jeg havde lovet at købe til hende, skulle købes i løbet af formiddagen. For de kunne jo blive udsolgt.
Derfor har jeg i dag været i Storcenter Nord.

Jeg har længe været noget bekymret. Jeg har måske ikke ligefrem bidt negle, men mange gange været tæt på. Jeg har kunnet vågne op midt om natten og lidt anspændt spekuleret. Der var en nyhed, jeg ventede så ivrigt på. Havde jeg levet på denne dag for 2055 år siden, ville nyheden have været, at Cæsar blev myrdet i det romerske senat. For 330 år siden på denne dag blev den første bevilling til tandlægebehandling givet i København. For 147 år siden var nyheden, at preusserne indledte bombardementet af Dybbølskanserne.
Men hvad er disse små-hændelser mod den, som Billed Bladet for nylig endelig kunne meddele: "Kronprins Frederik er en fantastisk far".
Jeg havde måske ikke ventet det modsatte, men hvor er det beroligende at få bekræftet sine håb. For det kunne jo have været, at han var en klovn med små børn.
Godt, at Billed Bladet så klart og objektivt kunne bringe mig nyheden.

Der er demonstration i hovedstaden i dag.
450 landmænd fra hele landet har besluttet at køre deres traktorer dertil for at vise, at nu vil de godt nok ikke længere finde sig i regeringens mange lovforslag med begænsninger af forskellig art, der efter deres mening gør det umuligt at drive landbrug i Danmark.
Som parkeringsplads, inden de drog afsted mod Christiansborg, valgte de mange demonstranter at parkere deres kæmpestore traktorer på Fisketorvet. Det skulle de nok ikke have gjort. For aldrig så snart havde de forladt deres traktorer, før også en parkeringsvagt fra Europark med dollartegn i øjnene ankom. Og han fik travlt. Ingen af traktorerne havde nemlig en P-skive i forruden. Så 450 P-bøder blev det til. 
P-vagten har så rigeligt tjent sin dagløn i dag.
Det er ikke gratis at demonstrere. Så ka' de lære det, ka' de og få de P-skiver sat i.

Jeg er fortsat bekymret for vores kronprins. Han har det vist lidt svært, i hvert fald hvis man skal tro forsiden af Billed Bladet fra i dag - og det skal man. Det er jo Danmarks royale ugeblad.
Den er gal med den arveprinselige nattesøvn, som åbenbart er for kort. Det antydes, at årsagen ligger hos prinsens mange børn. Og han har vist også for meget om ørerne på jobbet. Heldigvis har han lige haft tid til et par ugers ski-eventyrferie i Schweiz. Det beroligede mig, for han må have trængt til det. Også selv om familien sikkert har boet lidt primitivt med alle børnene og de mange uundværlige barnepiger.

Min far var en lun mand. Han elskede at høre en munter historie og ikke mindst at fortælle en. Navnlig holdt han af historier, hvori nogen kom galt afsted - dog helst ikke fysisk. 
Der var især én, han holdt af, og jeg har hørt den utallige gange, helt siden jeg var 6-7 år:
En murermester i Silkeborg (far hævdede at kende hans navn) ankommer sidst på dagen for at tilse et byggeri, han har gang i. Det drejer sig om en 3-etages beboelsesejendom, som nu skulle være næsten færdig. Rejsegildet var vel overstået. Til hans overraskelse er huset styrtet sammen. Vredt brøler han til sine arbejdere, som står og betragter de mange murbrokker:
"Jeg har sagt det ikke én, men tusinde gange. I må ikke fjerne det udvendige stillads, før der er tapetseret!"
Efter historien grinede far næsten mere end den eller de, der lyttede. Og der skulle ikke mange opfordringer til, at han fortalte endnu en.

Jamen, hvor var det mageløst. Hvad var det dog, der skete?
Kig på billederne herover, "før" og "nu". Jeg har i formiddag rejst mit storm-væltede plankeværk, og det helt alene. Jeg havde ganske vist to meget venlige tilbud på hjælp, men i morges i min hvilestund, tiden fra jeg vågner, til jeg forlader sengen, fik jeg ideen til, hvordan jeg ene mand ved hjælp af et koben som løftestang og en snu understøtning med nogle fliser, som efterfølgende blev fjernet, kunne skrue plankeværket fast - og det uden det store besvær.
Efter opsætningen glædede jeg mig til forstanderindens hjemkomst og hendes reaktion. Jeg stod spændt og ventede på hende ved carporten lige ved plankeværket. Hun steg ud af bilen og observerede, at jeg så afventende ud. Faktisk sagde hun ordret: "Du ligner én, der har lavet noget godt". Det kunne jeg jo ikke benægte. Hun spurgte ivrigt, hvad det var. Jeg måtte så røbe, at hun stod lige ved siden af det - plankeværket. Men så blev hun også glad, næsten lige så glad som de mennesker, der deltager i én af hendes favorit-TV-udsendelser "Fra skrot til slot". De får renoveret hele deres hus på to dage. Jeg ordnede plankeværket på 1½ time.
 

Jeg cyklede i dag, men ikke uden forhindringer. Først en mindre reparation og rengøring af maskinen herhjemme, så en punktering 11 km. fra matrikelnummeret. Den tvang mig til at ringe efter forstanderinden, som afhentede den baghjulsflade Tour-de-France-aspirant i bil. En hurtig lapning hos min altid hjælpsomme svigersøn bevirkede, at jeg kunne cykle videre.
Alt i alt blev det en passende tur på ca. 30 km. af passende hårdhed for en ældre herre.
Store præstationer på cykel bevirker, som mange ved, at store poeter lader sig inspirere, også min rare soldaterkammerat 570582 Kruse af Løgstør.
Han har tilsendt mig følgende kvad:

Han er go', den gamle Gunnar
Han ka' virk'lig mange numre.
Han har renset mekanikken
så nu virker mokkebikken.
Alp d´Huez er lige sagen
selvom han får ondt i bagen,
kør' han i det store skær,
- si'r han ikke ka la vær'!
 

Det er i dag via en e-mail fra gamle hundevenner kommet til mit kendskab , at juli måned i år bliver en usædvanlig måned i lighed med oktober 2010. Der vil i juli måned være 5 fredage, 5 lørdage og 5 søndage.
Det sker kun hver 823. år, så jeg vil nok ikke opleve det igen.
Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge denne viden om de 5 ugedage til. Jeg vil hellere vide, i hvilken måned der vil være 5 månedslønnings-dage. Det kan jeg forholde mig til, og det ville falde i min smag. Faktisk vil jeg elske det. 
Og det må helst være noget oftere end hvert 823. år.
PS: 5 søndage i én måned må da give præsterne overarbejde.

Jeg vågnede i morges op til en ny dag med en ny og styg udfordring. Følgelig kom jeg lidt sent ud af sengen. Der skulle graves - og det i det rene og skinbarlige ler.
Jeg vil i forsøget på at undgå de gentagne oversvømmelser i mit elskede værksted lave en faskine, altså et hul i jorden, lige udenfor døren. Det skal fyldes op med sten, så vandet lettere kan løbe bort og ikke ind ad døren, som det har fået for vane.
Men først skal der altså graves ler op, og det skal køres væk. Det er så hårdt, at jeg kun magter én trillebørfuld pr. dag.
Jeg har været i gang i kun to dage, så hullet trænger fortsat til en udvidelse, ikke mindst nedad, så der går nok yderligere et par dage, inden hullet er dybt nok og kan fyldes op med sten og fliserne lægges på igen. Jeg arbejder jo efter en langsigtet plan.
Så du må gerne de næste dage - sådan lidt medfølende - tænke på mig og min gamle ryg. Jeg er sikker på, jeg vil kunne mærke det.

Jeg har modtaget det længe ventede billede  fra den fotograf, der så venligt havde bevæget sig ud på landevejen ved Ladding den 10/3 for at forevige mig.
Han vil have 1000 kr. for det.
Det er jeg utilfreds med.
For kvaliteten er ikke god. Man kan næsten ikke være bekendt at sætte det i en ramme. Så dårligt er det. Og så har han oven i købet dækket forstanderinden til med et rullegardin. Det er ikke høfligt.
Af uransagelige årsager har den rare mand gjort sig stor umage med at få nummerpladen med - endda særskilt.
Jeg betaler regningen, men under protest. 

Jeg fortsætter med at grave faskinen ved mit værksted (se dagborg tirsdag 22/3).
Nu tror jeg - som det ses på billedet - at jeg er ved at være langt nok nede. Og så dog. Jeg giver den nok lige et stykke mere. Men hele tiden må jeg jo selvfølgelig tænke på, at jeg skal fylde hullet op igen - med sten, som jeg henter nede på stranden i min store trillebør. Den lange tur skal køres ganske mange gange. Jeg er allerede træt blot ved tanken.
Det er imidlertid godt for vægttabet. Jeg slås en del med en temmelig ustabil badevægt, som ikke kan finde ud af at vise et mindre tal end det, den viste i går og i forgårs.

Bortset fra en 40-minutters travetur med hundene har jeg opholdt mig indendøre i dag, Årsagen er ikke angst for frisk luft, men en genopdukket interesse for at skrive.
Jeg er nok ikke  så alsidig i mit valg af temaer, men jeg er blevet opfordret til at fortsætte min just udgivne bog om Silkeborg Fattiggaard med en beskrivelse af det hus, Frydensbjerggaard, der indtil 1942 netop var fattiggård, men som herefter blev husvildebolig for 29 familier, inklusiv min egen. Vores var dog ikke husvild, men min far blev i 1943 ansat som vicevært på stedet.
Der boede mange "interessante" mennesker på stedet, og også dem glæder jeg mig til at beskrive. Jeg tror, at alene deres "navne" vil få mange til at blive nysgerrig. Man støder på "Fryse-Frederik, Marokko-Karl, Pullimut-Kaj, Pip-Hans, Korsør-Laus, Beskidt-Hans og flere. Alle de her nævnte var sprittere og førte en sommetider hård tilværelse, men dog også med muntre indslag.
Om det hele ender med endnu en bog, eller det "blot" bliver et lile A4-skrift til Silkeborg Museum og Silkeborg Bibliotek, ved jeg ikke. Det er ikke så vigtigt. Jeg vil bare gerne fortælle historien.

Som du kan se, tog jeg i dag et lille nap mere og gravede mig endnu dybere ned i leret. Sammenlign med billede fra 24/3. 
Jeg er nu nået til grundvandet og står faktisk i hullet i mine gummistøvler med vand næsten oppe over skafterne. Faktisk tog jeg vand ind, men det afholdt mig naturligvis ikke fra at fuldføre min dybdeborende opgave, selv om det var koldt.
Men nu skal jeg heller ikke længere ned. Bunden er nået. Snarest muligt vil jeg starte min trillebør og afhente strandsten til opfyldning af "krateret".
PS: Jeg er glad for, at ingen fotograferede, da jeg kravlede op af hullet. Jeg havde selv en kraftig fornemmelse af, at jeg i den lange periode, jeg lå og rullede på fliserne, inden jeg fik mine stive ben krummet ind under mig, lignede en strandet blåhval, der forgæves forsøger at vrikke sig ud på det dybe vand.

Er man i tvivl, om uret skal stilles frem eller tilbage ved skiftet til sommertid, som jo netop fandt sted i dag, skal man som så ofte nævnt erindre sig, at her i foråret stiller man havemøblerne frem - og det samme gør man med uret. Let og forståeligt.
Forstanderinden tager imidlertid denne "huske-måde" meget bogstaveligt. Hun mener, at begge dele derfor skal ordnes i dag. Ikke noget med at vente med den ene af de to aktiviteter.
Jeg har brugt en timestid på at sætte havemøbler frem.
Nå skidt. Det er ikke det værste stykke arbejde at blive sat til. Der er nogle glædelige forventninger forbundet med det, rare tanker om hyggelige timer i haven i lunt vejr og ikke mindst om rigelig og god grill-mad og kølig rose- eller hvidvin.
Skam få den, der ikke glæder sig til sommer.
PS: Lige nu er der håndbold på TV. Så vi spiser lidt sent i dag. Jeg hader håndbold.

Mine arme er 1 meter længere, end de var i morges.
Årsagen skal findes i den barske kendsgerning, at jeg har hentet to ud af forventet 5-6 store trillebørfulde sten ved vores strand og dernæst dumpet dem i mit faskine-hul.
Jeg skal undlade at fortælle, hvor anstrengende det var, og hvor langt der egentlig er herfra og ned på stranden - og tilbage - med en tung bør.
Det vil jeg ikke spilde din tid på.
Derimod vil jeg gerne fortælle om en lille oplevelse, jeg havde på den seneste tur. 
To midaldrende herrer ankom med en helt ny ca. 4 meter lang motorbåd på en trailer. Den skulle helt tydeligt i vandet for første gang, og ligeså tydeligt sås, at begge de to herrer prøvede en søsætning for første gang. Med mange korrektioner blev traileren bakket ud i vandet, og de fik med nogen besvær den fine båd kørt af traileren, og nu lå den fint og vuggede i de små fralands-bølger. De kiggede stolte på båden og koncentrerede sig dernæst om at få rullet linen ind på traileren.
I mellemtiden lagde båden fra land og begyndte at drive udad. Jeg råbte til dem, om de da ikke havde planer om at ville med ud at sejle på jomfrurejsen. "Hvad mener du med det?" råbte den ene tilbage. Det kunne jeg jo hurtigt fortælle, og da de endelig fik vendt sig om, var båden et pænt stykke ude. Heldigvis havde de waders på, så den ene kunne vade ud og hente båden ind.
De takkede begge mange gange for min opmærksomhed og enedes om, at for eftertiden skulle de huske at tøjre båden straks, den flød. Jeg gav dem ret.
Man oplever meget på Studstrup Strand.

Endnu en dag med afhentning af en trillebørfuld sten fra vores strand. Det var ikke blevet nemmere siden i går - tværtimod. Mine arme blev længere og længere, så jeg nu kan klø mig selv under fødderne uden at bukke mig ned eller bøje knæene.
Da stenene var hældt i det forslugne hul, havde jeg to valg.
Jeg kunne gå ind og sætte mig ned og slappe af.
Eller jeg kunne gå ind og og køre en halv time for fuld damp på min motionscykel.
Af frygt for at komme til at kede mig valgte jeg sidstnævnte.
Måske skulle jeg have valgt kedsomheden, for efter den anstrengende køretur var det næsten umuligt at kravle ned fra cyklen og gå de få meter ud på vores badeværelse til et meget tiltrængt brusebad - for ikke at nævnte problemerne med at komme af og i tøjet.
Jeg har kedet mig lige siden.

Det var dog ganske enestående.
Hvis du - som jeg - tror, at du ikke kan få gode oplevelser i et supermarked, så kan det være, at du og jeg skal revidere vores opfattelse.
Bevæbnet til tænderne med tålmodighed ledsagede jeg forstanderinden til to lokale indkøbs-mekkaer. I det første kedede jeg mig som sædvanligt. Men i det andet spærrede jeg øjnene op.
Til vores nabo skulle vi indkøbe en tærte. De er nemlig så heldige ikke at være på kur. Jeg kastede et blik på prisen og troede ikke mine egne øjne. 45 kr. kostede den. "Tak for kaffe", tænkte jeg, "det var da lidt af en pris, selv om den ser lækker ud". Jeg kiggede lidt længere nedad prisskiltet, og så kom oplevelsen: "2 for 40 kr", stod der. Det var altså 5 kr. billigere at købe to fremfor at købe én. Indtil vi havde betalt ved kassen, troede jeg ikke på den. Men det var hul'me rigtigt.
1 for 45 og 2 for 40. Jo, det var da en god oplevelse.
Pokker stå i, at jeg ikke må spise slige sager - og så til den pris!

Ganske udtrættet efter 2 dages malerarbejde som assistent for ældste søn (det var mægtig hyggeligt, selv om der blev hundset noget med mig) returnerede jeg mødig til hjemmets trygge arne ved 3-tiden. I tre kvarter sad jeg udmattet og restituerede en smule, mens jeg så 1. halvleg af West Ham mod Manchester United. Til min skuffelse var Man. U. bagud med 0-2 ved pausen.
Så mandede jeg mig op til at gå i bad, men stadig udmattet returnerede jeg til sofaen og så Man. U. vinde kampen med 4-2.
Så vidt, så godt. Benene hvilede igen på bordet, og afslapningens husvalelse sneg sig langsomt ind over mig, da forstanderinden gjorde mig opmærksom på, at jeg uden tvivl havde lyst til at følge med hende i haven, så vi kunne få begyndt forårsarbejdet. Uvidende om denne lysts eksistens var jeg på ny i arbejdstøjet. Efter 1 times hårdt arbejde måtte jeg dog meddele, at nu ville min ryg ikke være med længere, og i god ro og orden trak jeg mig tilbage til sofaen og kiggede lidt mere fodbold uden i virkeligheden at følge med. Det var kræfterne ikke til.
To strenge arbejdsgivere på to dage er i overkanten.

For første gang i mere end 1½ år har jeg overværet en AGF-kamp på Århus Stadion. Det var en skuffelse.
Jeg havde ventet en større velkomst, end den jeg fik. Nogen kunne da godt have stået og vinket til mig og sagt, hvor glade de var for at se mig igen efter 1½ års fravær.
Men ikke én hencendte sig. Der var endda omkring 7.500 tilskuere.
Og skuffelserne fortsatte. Vi vandt med 3-0, trods alt nok ikke en skuffelse, men måden. Sjældent har jeg set en så kedelig fodboldkamp. Fejlafleveringer, tabte bolde, intet liv, meget lidt vilje. 
Synkronsvømning og DM i piberygning er væsentligt mere underholdende. Jeg fik min bror til at vække mig ved kampens afslutning, og kun derfor nåede jeg hjem i rette tid til aftensmaden.

 












I dag er det forår. Gad vide, hvad det er i morgen.
Billederne er fra dagens cykeltur i det smukke vejr.
Jeg cyklede til Århus Stadion, kiggede ind, satte mig på én af 22.000 ledige pladser, for der var i modsætning til i går ikke et menneske til stede. Til gengæld var der ikke nær så kedeligt som da. 

Jeg har nu og da boet på hotel, ofte i forbindelse med kurser og konferencer, enkelte gange på ferier eller i min tidligere egenskab af dommer i Dansk Retriever Klub.
Det har altid været en blandet fornøjelse, lige fra det ideelle til noget "bras".
Forstanderinden har ved flere lejligheder været med, og hver gang har jeg håbet, at vi denne gang skulle opleve det perfekte hotel. Vi fandt det vist aldrig.
Men det har jeg fundet nu, og en dag vil hun og jeg tilbringe en ugestid der.
Hotellet ligger i Las Vegas og hedder "The Mansion" .
Det er udnævnt til at være verdens dyreste hotel med det billigste værelse til 30.000 dollars pr. nat, en lejlighed med 1 stue. I flere af værelserne hænger originale Picassoer. Det kender vi ikke her på matrikelnummeret.
Men pyt med prisen. Bare vi får tid nok til at spare op, og forstanderinden er flittig med at få timer som eksamensvagt på universitetet. Så vil vi udbryde: "Las Vegas, here we come".

Forstanderinden fylder år i morgen, 70 år. Ja, det er utroligt. Jeg har nu kendt hende i 55 år.
Og hun skal i den højtidelige anledning fejres med en forhåbentlig god og hyggelig frokost for familie og venner. Derfor har vi alle i dag været spændt hårdt for under hendes skarpe kommando. Men hun har sandelig også selv deltaget - al maden skulle være så klar, som den kan være dagen før.
Men hvis det ikke havde været for hjælp fra den hornsletske del af familien, med både mad og bordopstilling og -dækning, så var festen blevet fejret under omstændigheder, der ville ligne det første billede. Men se blot på andet billede, hvordan der så ud, da de drog af sidst på dagen.
Vi glæder os til at se de mange mennesker i morgen.

Ja, jeg ved det, jeg ved det. Jeg er forsinket med min dagbog i dag, hvilket selvsagt skyldes, at vi i dag har fejret forstanderindens runde fødselsdag. Og det trak pragtfuldt ud. Og det var skønt. Jeg elsker fester, der trækker ud.
Så vi kan trygt kan sige, at fødselsdagen er godt og grundigt fejret. 
Takket være yngste datters store hjælp blev maden god - og serveret med ynde.
Jeg ved, at fødselaren har været glad for dagen. Det har jeg så sandelig også. Jeg har nydt selskabet med de rare gæster og den gode mad - og en glad hovedperson, hvilket var det vigtigste.

Det er sådan en smule "dagen derpå". Dog ikke noget, der har med de traditionelle "tømmermænd" at gøre. Dem lider jeg normalt ikke af. Men derimod døjer jeg noget med efterveerne af "tunge løft". For det første skal jeg jo til enhver tid løfte mig selv - om ikke andet så ud af sengen. Men nok mere er det den store ommøblering i vores stue for at kunne rumme vore pragtfulde gæster ved fødselsdagen i går.
Det handler også om borde udlånt af vores beboerforening, 2,5 meter lange og 90 cm. brede. De er tunge og skulle dels ind og ud af huset, læsses i bilen, læsses af igen og bæres ind i vores lokale skole, hvor de opbevares. Desuden var der naturligvis et utal af stole.
Vore egne møbler skulle frem og tilbage til vinterhaven. Det var hårdt, og derfor er min ryg ikke gode venner med resten af mit korpus. Dels ømmer den sig gevaldigt, og dels vil den sidde ned hele tiden. Et sådant påbud kan jeg ikke sidde overhørigt. Jeg glæder mig til aftenens TV og medfølgende blunden ind i min formstøbte sofa.
Men hvor har det hele dog været umagen værd.
 

Jeg kan knapt få tid at skrive dagens dagbog. Vi fester i én uendelighed. Og jeg elsker hvert sekund af det.
Forstanderinden havde til i dag i sin store visdom vedtaget, at den allernærmeste familie skulle møde op på matrikelnummeret til fødselsdags-party med grill- mad, god vin og én af mine hjemmelavede desserter, Anton Bergs Islagkage. Jeg var sluppet rigtig godt fra den, idet to store eksemplarer forsvandt som dug for solen. Bare jeg nu kan huske opskriften til næste gang.
I morgen skal der ikke festes - desværre. Vejret skulle ellers blive lige så godt som i dag - måske endda bedre. Så må jeg nøjes med en cykeltur.

Så kom der rigtig gang i cykelløbene på TV med det første reelt store løb.
Selv om jeg i den første times tid døsede hen under transmissionen af klassikeren Paris-Roubaix, så vågnede jeg hurtigt op, da danske Lars Bak var ved at snyde alle favoritterne og førte et pænt stykke. Jeg så løbet til ende og nød endnu engang Jørgen Leths underfundige kommentarer, selv om det er Rolf Sørensen, der taler mest. Han kan vist ikke lade være. Den egentlige kommentator, Dennis Ritter, får kun sjældent indført et ord. 
Vinderen var en for mig ukendt belgisk rytter. Han var dygtig og kunne køre stærkt, da det for alvor gjaldt. Løbet var præget af mange styrt, og hver gang jeg så et, gjorde det ondt over hele min gamle krop. Jeg ved, hvad det vil sige at "hilse på asfalten" og få en lang hudafskrabning. Jeg mindes endnu mit styrt på Østbanetorvet sidste år. Jeg kan ikke køre forbi stedet - end ikke i bil - uden at min albue og mit knæ får mindelser. Og jeg piber ellers ikke.

Oh, hvilket herligt vejr. Oh, hvilket havevejr.
Jeg ville egentlig hellere have ordnet noget ved min bog, men blev lokket ud i haven af forstanderinden, der lige ville have mig til at hjælpe med at beskære nogle roser. Det ville være hurtigt overstået, hævdede hun. I min naivitet strømmede jeg ud i haven, beskar roserne, hvorpå jeg på vej ind igen blev kapret til 4 enorme huller, der lige skulle graves til nye planter. Mit liv synes i det væsentlige at bestå i at grave huller (se dagbog 28/3 og 29/3).
Dog må jeg med glæde indse, at det er mægtig hyggeligt at tudse rundt sammen derude i haven i det smukke vejr. Vi knokler lidt med diverse hårde arbejde, grynter en del over anstrengelserne, samtidig med at vi brokker os over, hvor svært det er at komme ned på knæ og navnlig op igen.
Brokkerier i kor er ikke det værste, man har.

Jeg kom til at lave en fejl i dag - eller rettere i går. Men den kom først til mit kendskab i formiddag.

Jeg udsender hvert år en plan til mine hundevenner om jagtdatoer. Det gjorde jeg i går. Desværre kom jeg for én af jagterne til at skrive 23/11 i stedet for den rigtige, 23/10.

Det var vel uundgåeligt, at min høje alder og svingende hukommelse blev nævnt i forbindelse med forvekslingen.

Jeg var senere i dag hos min læge i anden anledning, men kunne med morgenens hændelser i erindring ikke lade være at spørge ham, hvordan han afgør, om en ældre skal på plejehjem.

"Jo", sagde han. "Jeg fylder et badekar med vand og tilbyder patienten en ske, et glas og en gulvspand og beder om, at få tømt badekarret".

"Aha", sagde jeg. "En normal person ville vælge spanden, fordi den er størst".

"Nej", svarede han. "En normal ville trække proppen op af badekarret. Vil du ha' din seng stående ved vinduet eller op mod væggen?"

Jeg undlod at svare..

 

Jeg læste i dag om et svensk brudepar Stefan og Erika Svanstrøms dramatiske bryllupsrejse, der begyndte i november og sluttede for nylig.
Turen startede i Perth, Australien. Her var skovbrande. Masser af huse gik op i flammer. Så gik turen til Cairns, der måtte døje med den kæmpemæssige orkan Yasi. Parret blev evakueret til et supermarked. Så sydpå til Brisbane, som kort efter blev ramt af den største oversvømmelse nogensinde. Slanger og krokodiller svømmede rundt i gaderne.
Nu havde parret fået nok af Australien og fløj til Christchurch i New Zealand. Byen blev samme dag, som de ankom, ramt af et jordskælv af størrelsen 6,3 på Richterskalaen.
Næste stop var Tokyo, der kort efter blev ramt af et endnu større jordskælv, det største i landets historie, en altødelæggende tsunami og en atomkatastrofe.
Til alt dette kan tilføjes, at inden parret nåede Australien, blev det forsinket af en snestorm i Múnchen. Og ovenikøbet havde de deres 6 måneder gamle datter med på turen.
Med en sådan start på et ægteskab kan det da kun blive et lykkeligt et.

Jeg var til et mindre tjek hos min venlige læge i dag. Han ville gerne lige kende mit blodtryk, som jeg selv har aflæst 2 gange om dagen de sidste 4-5 dage på min til formålet for 4 år siden indkøbte blodtryksmåler. Den er en lille, hvæsende maskine, der i perioder strammer gevaldigt om min overarm for derefter at fremvise nogle tal på et display.
Og mine tal var fine. Jeg fik endog ros for dem. Mit gennemsnit, som er på på 128/73, er vældig fint, sagde den rare mand.
Der er ikke meget så skønt som at få ros af sin læge.
Og så lige en lille lægevits: En mand kommer op til lægen med begge ører forbrændte. "Hvordan skete det?" spurgte lægen. "Jo, jeg stod og strøg, da telefonen ringede". "Ja, men hvad så med det andet øre?" spurgte lægen. "Nåh, jeg skulle jo også ringe efter ambulancen".

Jeg har opholdt mig temmelig meget udendørs i dag på trods af det høje UV-indeks.
Årsag: Forstanderinden er til barnedåb - på TV. Et par københavnske tvillinger er blevet døbt, og det på en torsdag eftermiddag. Hvad giver De, fru Heilbuth? Barnedåb foregår da om søndagen.
Jeg ville absolut hellere lægge fliser end være med til fremmede menneskers barnedåb, derfor mit lange udendørs ophold.
Helt har jeg jo ikke kunnet undgå at overvære lidt af dåben. Blandt andet har jeg lige, mens jeg sidder her i min formstøbte sofa og skriver min dagbog, fået ind i øresneglen, at drengen skal hedde Vincent, og pigen sandelig Josephine.
Det er et par velvalgte navne, især det første.
Et utal af restauranter bærer navnet. Der er også en Walt Disney kortfilm, der er selvfølgelig Vincent van Gogh, og minsandten om der ikke med samme navn er en gul labrador retriever, der overlevede et flystyrt et eller andet sted i Stillehavet.
Den hedder også Vincent.
Nå, det var vist en film, men alligevel. Det kunne jo være, at den var den egentlige årsag til det lidt pudsige navn.
Hvorfor kunne de to tvillinger dog ikke hedde Kurt og Karla?

Jeg har en sød, men også krævende arbejdsgiver, forstanderinden.
Kig lige på de to billeder her ovenover. På det venstre ses resultatet af mine overvejelser og anstrengelser for to dage siden for at lave et lille bed til én af den søde dames fødselsdagsgaver. Jeg synes, beddet var smukt med dets referencer til den rå natur i form af det trykimprægnerede træ. Det var samtidig herligt fri for regelmæssigheder og symmetri.
Men jeg burde have vidst bedre. Forstanderinden synes, at natur er noget rod. Så jeg blev i dag befalet at lave en flise-kant til mangolien, som det fremgår af billedet til højre..
Jeg synes nu bedst om den første - det samme gør min ryg.
 

Jeg må beklage, at jeg en ekstremt sent på den med min dagbog. Klokken er meget tæt på midnat. Men sagen er, at jeg har været involveret i den sidste del af vores søns polterabend, som blev fejret af og med venner og familie. Dagen sluttede med en god middag hos os, fremstillet af den kommende gom under supervision af hans gode ven Torben, som bare kan det der med mad. 
Det har for sønnikke været en oplevelsesrig dag sluttende som sagt med god mad og drikke i hans gamle barndomshjem.
Nu glæder vi os ekstra til brylluppet om 14 dage.

Årets første rundtur med plæneklipperen - og heldigvis ikke den sidste. En dejlig lang sommer ligger foran os alle, og plænen skal slås en gang om ugen.
Jeg har regnet ud, at jeg i sommerens løb skal slå græsset i alt 30 gange. Jeg går ca. 1 km. efter maskinen hver gang, så det bliver i årets løb en lille travetur på 30 km. i 30 etaper. Det er godt rent motionsmæssigt, og derfor kunne jeg ikke drømme om at beklage mig over jobbet. Jeg har jo også haft det i 41 år (og er aldrig blevet truet med fyring).
Du altforbarmende! Det vil sige, at jeg her på matrikelnummeret i alt har travet 1.230 km. bagefter plæneklipperen. Det er herfra og til München.
Dertil bør lægges, at jeg som barn og ung slog plænen for min far på hans arbejdsplads. Og dér var traveturen hver gang nærmere 10 km., to kæmpestore græsplæner - uden motoriseret klipper. Jeg har dog ingen ide om, hvor ofte jeg gennem årene slog plænerne for ham. Men det var ganske mange gange - strakt over mange år.
Men jeg håber naturligvis, at der kommer endnu flere kilometer bag plæneklipperen til. Alternativet er træls.

Dagens cykeltur til Århus bragte mig forbi det gamle hus, Mejlborg på Kystvejen, et hus, som vist alle århusianere kender. Synet af huset fik mig til at tænke på et stykke Århushistorie, som jeg for nylig faldt over i bogen "Livet i Århus i gamle viser".
De sort/hvide billeder (taget fra bogen) viser branden i huset den 18/8 1899, en alvorlig brand.
Den impossante bygning var et prestigebyggeri for byen, beliggende lige ved den gamle byport. Huset brændte ud. Nogle sammenlignede branden med den på Christiansborg omkring 20 år tidligere.
Det hele startede midt på dagen med en ildløs i et tømmerlager tæt ved. Ilden bredte sig lynhurtigt, og mange ejendomme i Mejlgade blev brandens ofre med Mejlborg som den mest prominente.
På billede 1 ses huset, som det så ud før branden (Billedet dog taget umiddelbart efter genopbygningen, som var en tro kopi af det oprindelige).
På billede 2 er branden på sit højeste. På 3. billede ses de sørgelige rester efter branden.
Men hvad skulle man nu gøre for at fjerne ruinen? En "genial" officer fra artilleriregimentet på Høegh-Guldbergsgade, Kaptajn Wolfhagen, foreslog at hans kanoner skulle nedlægge dem!
Som sagt så gjort. En tidlig morgen kl. 5 startede kanonaden, uden at nogen havde ulejliget sig med at orientere byens befolkning, som vågnede i stor krigsangst.
Men på trods af ihærdig skydning med de store kanoner hjalp det kun alt for lidt, se billede 4, og huset måtte rives ned på "gammeldaws" maner.
Så meget om vort daværende artilleris effekt. Den omtalte officer sneg sig bort fra stedet.
Billede 5 tog jeg selv i dag. Bygningen er iklædt et stillads, der indikerer endnu en "genopbygning".

I dag har det været "havne-vejr". Dette begreb er indført hos os af yngste barnebarn. Det betyder dejligt vejr og en cykeltur til Kaløvig Lystbådehavn for indkøb af den største is, vi overhovedet kan finde og sluttende med en kombineret cykel- og gåtur rundt på molerne.
Glade drog vi derfor afsted - og opdagede til vores skræk, at restauranten, hvor vi gennem tiderne har indkøbt utallige is, var lukket indtil skærtorsdag.
Det kan en farfar ikke acceptere, hvorfor han ivrigt bankede på døren og fik derved tilkaldt kokken, som gik ude bagved. Han forstod vores penible situation og solgte os villigt hver vores is. Vi takkede mange gange og forlod etablissementet for at fortære isene, hvorpå jeg 20 minutter senere erfarede, at jeg havde glemt mit camera inde på disken. Tilbage og fornyet banken - forgæves. Derpå om til bagdøren, som stod åben, hvorfor jeg sneg mig ind i restauranten gennem depoter og køkken, tog cameraet og sneg mig ud igen. Listetyven slog til igen. Han er snu, den gamle farfar.
 

Dagens nyhed er, at nu kan TV2 med loven i hånd opkræve selvstændig licens. Der bliver tale om et beløb omkring 20 kr. pr. måned. Det er kanalen ikke værd. Så nu må der så også komme mulighed for at sige den af. Den er kendetegnet ved at sende det samme og det samme på samme ugedag uge efter uge, altid samme mønster, uudholdelige serier som "Venner" og en mængde selvforstået "stand-up".
Jeg bryder mig ikke om TV2, så nu ryger den ud af vores fjernsyn.
Denne nyhed har jeg just meddelt forstanderinden, og den faldt ikke i god jord.
Hun VIL beholde den, for hun kan så godt li' håndbold.
Men den går ikke, kære forstanderinde. Jeg skriver i hemmelighed til TV2 og afmelder.
Hov for pokker. Det er jo også TV2, der sender "Tour de France".
Vi beholder s'gu TV2. Hvilket fjols kunne foreslå andet?
 

Inden jeg i morges rigtigt fattede, hvad der foregik omkring mig, stod jeg ude ved vores campingvogn og vaskede den. Søvndrukken var jeg steget ud af min seng med det klare formål blot at træde af på naturens vegne og derpå genoptage den vandrette stilling. Såvidt kom det ikke. Inden jeg nåede toiletdøren var forstanderinden der med en bemærkning om, at campingvognen stod derude i forhaven og så mildest talt herrens ud, snavset og uvasket. Og det skulle der gerne gøres noget ved.
Det blev der. Som i en døs gennemførte jeg de obligatoriske øvelser på badeværelset, stadig halvt sovende, og pludselig tårnede campingvognen sig op foran mig i sin fulde størrelse med de enorme flader, der krævede sæbe og knofedt. Forsigtigt antydede jeg, om måske min søde arbejdsgiver ville polere blot vinduerne. Det blev der ikke noget af.
Nu står køretøjet derude og skinner.
Selv skinnede jeg endnu mere, da jeg ved hjemkomsten efter eftermiddagens cykeltur til Grundfør så, at min gamle ven og soldaterkammerat, 82 Kruse af Løgstør var på besøg. Han havde besøgt familie tæt ved og kiggede lige ind. Det er godt at få besøg af gode venner.

Vi har fået en mystisk blomst i vores have. Vi ved ikke, hvor den kommer fra, og endnu mindre hvad den hedder. Se billeder.
Skulle du sidde inde med viden om den, vil vi være meget glade for en meddelelse i min brevkasse (Klik her) eller på e-mail (Klik her).
Er det en tulipan-type?

Hvis du har haft tid at kigge i min brevkasse, vil du have opdaget, at jeg har fået navnet på gårddagens mystiske blomst i vores have.
Den hedder "Vibeæg", og sådan et ligner den jo også.
På engelsk hedder den "Snakehead Fritillary".
Dagens billede er også med blomster, men her behøves ingen kommentar. Samtidig besvares spørgsmålet om, hvorfor man er glad for at bo i Danmark.

 

Se, hvilken herlig dag. I formiddags var forstanderinden og jeg på hyggeligt besøg hos venner i Ebeltoft. Jeg medbragte min cykel i bilen og cyklede hjem. Desværre er jeg endnu ikke i god nok form til at køre begge veje, hvilket ville være 75-80 km. 
Efter hjemkomsten sidder jeg nu og slapper af med at se det cykelløb, som jeg selv finder den flotteste af alle forårsklassikkerne, Liege-Bastogne-Liege.
Min egen cykeltur i dag i det usædvanligt smukke vejr var den anden i år kun iført T-shirt og shorts. Og det er tydeligt, at jeg allerede har fået en smuk, brun tan på mine ben, i hvert fald når jeg tager mine nylonstrømper på.

Derfor kan der ikke blive plads til mig i dobbeltsengen. 
I mit næste liv vil jeg være hund.

Hør lige mit program for i dag: 1) Tankning af diesel på Grenåvej, 2) besøg i brors firma, 3) besøg i banken 4) handle i Storcenter Nord, 5) afhentning af fodboldbilletter på Stjernepladsen, 6) indkøb af hundefoder i Risskov, 7) handle i planteskolen i Skæring, 8) med forstanderinden hos lægen for blodprøve, alt fint, og 9) lægning af 24 kartofler i vort veltilberedte bed.
Et sådant program kan tage pusten fra folk, der er under 70, men ikke fra mig. Alt blev gennemført efter planen. Jeg er jo også over 70.
Vedr. pkt. 9 kan berettes, at antallet af kartoffelplanter er øget med 50 % i forhold til sidste sæson. Dette øgede tal (24) skulle efter de oplysninger, jeg er i besiddelse af, berettige til EU-tilskud. Jeg har fundet ud af, at det skal sendes til:
Europa-Kommissionen, Kontor AGRI. K.1, att. hr. H-E. Barth, L130 4/148A, Bruxelles, Belgique.
Han skulle være særligt vidende om kartofler, navnlig om det mærke, vi har sat,"Frieslander".
Så nu gælder det blot om at få ansøgningen skrevet. Er der nogen her, der taler og skriver flamsk?

 

Forstanderinden skal til bryllup i morgen og i overmorgen.
I morgen er det i London, på TV. En engelsk prins skal giftes med en ekstremt mager, engelsk pige. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at hun lider af en sygdom. Men hun vist rask nok. I hvert fald siger hun den ene gang efter den anden, at hun glæder sig til at blive medlem af den kongelige familie derovre."Tak for kaffe", siger jeg. Det skal der i hvert fald et godt helbred til. Så alene af den grund håber jeg, at hun virkelig er rask.
Jeg skal ikke til bryllup i morgen på TV. Jeg vil slet ikke mase mig på for at se det. Jeg er jo ikke en del af det. Lad blot alle de kongelige og kendte tage sig af det. Jeg vil i stedet meget hellere gå lige så stille rundt og glæde mig til det bryllup, som vi begge er en del af på lørdag. 
Vores ældste søn skal giftes - og det med en herlig pige, Anette.
Se, det er der for mig noget ved. Vi glæder os begge vanvittigt.
Og jeg har lavet min tale.

Jeg har i dag været en særdeles aktiv del i at forberede en stor bryllupsdag i morgen. Som bekendt skal ældste søn Peter giftes med Anette, altså ikke hans søster, selvfølgelig. Søster hedder ikke Anette men Annette, din klovn.
Der kommer mange gæster til bryllupsmiddagen, og mit job i dag bestod i, at jeg i den store festsal skulle placere en serviet ved hver kuvert. Det krævede overvejelser, omtanke og en vis stamina. Der var jo mange. Jeg synes selv, at jeg klarede opgaven flot og kiggede glad på resultatet. Det kan kun blive en god middag med de servietter.
Så var der andre, der tog sig af de mindre og nemmere opgaver med at dække bord, arrangere blomster, placere bordkort, fylde køleskabe op med tonsvis af drikkevarer og klargøre alt muligt andet. De slap lidt let i forhold til mig.
Nu skal jeg blot have tiden til at gå til i morgen. Det bliver svært.

Det har desværre ikke været muligt for mig at få tid til at føre min dagbog i de foregående to dage, hvorfor jeg nu meddeler mig for 3 dage.
Årsagen er naturligvis vores søns pragtfulde bryllup i lørdags med den vidunderlige Anette. Og hvilket bryllup, det var. Alt var smukt, varmt og rigtigt. Alt gik, nøjagtigt som vi havde håbet det ville - og så måske endda bedre.
Else og jeg nød dagen i fulde drag, nød de mange taler, sange og underholdende indslag. Og navnlig nød vi at se brudeparrets store glæde over deres bryllupsdag. Det´er også værd at notere sig, at gæsterne var herlige mennesker, der forstod at fejre et bryllup.
Jeg bringer her blot 8 billeder ud af mit udvalg på omkring 300.
Flere kan ses ved at klikke her.
Læs også mere under billederne.




















































Dagen efter tog forloveren, David, Peters gode ven fra England, min bror og jeg på Århus Stadion og så en forfærdelig forboldkamp med et godt resultat. AGF vandt 1-0 over Skive og er i superligaen. Det er fint og godt, men for pokker for en kamp. Godt, jeg havde det flotte bryllup at tænke tilbage på som noget helt enestående. Fodboldkampen var trist.

Jeg må stadig erklære mig ikke fuldt kampdygtig efter weekendens store festlighed ved det i går omtalte bryllup. Jeg synes fortsat at være lidt "mat i sokkerne" og kan ikke komme op i de omdrejninger, jeg gerne ville, og som jeg er så kendt for.
Årsagen kan ikke være sult den pågældende aften, thi jeg tog pænt for mig af de fantastiske retter. Ej heller kan det være tørst, for jeg synes, at jeg gjorde alt det nødvendige for ikke at dehydrere.
Jeg har imidlertid i min store visdom fundet årsagen i følgende - den er som taget ud af en medicinsk håndbog:
Når en person udsætter sig selv for festlige lag, der trækker ud på de små timer(Jeg var i min seng omkring klokken 4 om morgenen, temmelig træt), da vil rekonvalescensen tage lige så mange dage som det antal ti-år, du er. 
For mit vedkommende med 7 ti-år på bagen kan jeg altså se frem til, at der vil gå en uge, inden jeg igen er på toppen - altså på lørdag. Og det er fint nok, for da skal jeg til 17-års fødselsdag hos ældste barnebarn.
Men pyt med de lange kvaler med at komme sig oven på brylluppet. Festen var så rigeligt en endnu længere rekonvalescens værd. Og den gamle garde overgiver sig ikke.

Jeg kan se fremtiden i møde med en ophøjet ro - i hvert fald hvad angår indkøb af navnlig drikkevarer.
Forstanderinden og jeg har nemlig fyldt vore lagre helt op efter en "udflugt" til vort nærmeste nabo-EU-land. Hun var i sit es, og hendes indkøbs-gen blev kraftigt tilgodeset, medens mit dankort blev grundigt slidt. Se blot, hvor hun stråler på det venstre billede.
Tre store indkøbscentre besøgtes, og selv om det var hårdt, må jeg tilstå, at det forekom mig at være den nemmeste dag, jeg endnu har haft under de givne omstændigheder og i de samme lokaliteter. Måske fordi jeg er blevet tilvænnet.
Jeg må også erklære min store tilfredshed med den frokost, vi indtog. Godt, tysk kød i form af en speciel slags frikadeller og en fin salami i godt brød var slet ikke så dårligt. Hertil en god og vellagret årgangs-cola af typen "light". Jo, jeg giver 5 pantfri colaflasker for frokosten.
Nu er drikkevare-lagrene fyldt op her på matrikelnummeret - som det fremgår af det ene billede. Men også andre uundværlige varer fandt vej til indkøbsvognene. Dette medfører, at jeg - ud over at føle mig meget rig ved at besidde det store lager - også kan forvente, at der vil gå en rimelig lang tid, inden jeg på ny skal tage del i en tur ud i det store EU.

Jeg så, at dagen i dag hedder "Johannes ante portam".
Da latin ikke er min allerstærkeste side, ville jeg gerne finde ud af, hvad det betyder. Og jeg havde held med det. Men uha-da-da, som det er stærke sager.
Navnet betyder "Johannes foran porten", hvilket lyder fredeligt. Men det er det slet ikke. Vent bare. Dagen er opkaldt til minde om en frygtelig hændelse i ca. år 95.
Den stakkels evangelist Johannes blev kastet i kogende olie uden for Roms byport, en noget hård medfart at få.
Det fortælles dog, at Johannes på mirakuløs vis overlevede, hvilket den romerske kejser Domitianus, som havde beordret henrettelsen, blev noget stødt over. Derfor sendte han den nu afkølede Johannes til fangeøen Patmos i Det Ægæiske Øhav, så han dér kunne henslæbe en tilværelse sammen med andre politiske fanger.
Han har været en hård hund, ham Johannes.
Det er vist kun få, der overlever et karbad i kogende olie.

Jeg er pavestolt. På min vej hjem fra et besg hos gode venner i Æbeltoft cyklede jeg ad en omvej. Det var helt bevidst, for dermed kunne jeg udfordre mig selv ved at klatre op ad 2 bjerge uden for kategori, Basballe- og Agribakken, og 2 kategori-1-bjerge, Røndebakken og bakken fra Gl. Løgten og op til Løgten. 














Se lige her ovenover de to bakker uden for kategori, Basballe-bakken til venstre og Agri-bakken til højre, i hvert fald noget af dem. De forsvinder begge op i højderne bag svingene.
Jeg er stolt over, at jeg som 70½-åring stadig kan besejre 4 bjerge indenfor kort tid. Det giver lyst til flere og større udfordringer, selv om de næppe kan blive større. Agribakken er alle onde bakkers moder - nå ja, hendes bedstemor lod jeg være. Hun går fra den modsatte side, fra Vrinners til Agri. Hende tager jeg inden længe.

Endnu en skøn festdag. Ældste og meget søde barnebarn (se bare billedet) blev fejret i anledning af sin 17-års fødselsdag. Jeg holder meget af disse sammenkomster i familien. Vi har tid til at snakke sammen, og jeg nyder at tale med de unge - og de nyder at være sammen, også med vi ældre.
Under festen kunne jeg da ikke undgå at tænke tilbage på min egen 17-års fødselsdag for 53½ år siden. Jeg prøvede at huske noget fra den, men forgæves. Derimod har jeg intet besvær med at huske min 18-års fødselsdag. Den blev fejret med en fest blandt venner så grundigt, at jeg for første gang i mit liv var beruset. Jeg var uden tvivl en hel del bagefter nutidens 18-årige, hvoraf flertallet vist har haft deres debut-beruselse inden deres 18-års dag.
Men det var rimelig utænkeligt dengang.

Hvilken smuk søndag. Den kunne ikke engang ødelæges af, at jeg valgte at fjerne "stubbene" af nogle 35 år gamle ligusterplanter i baghaven, et hårdt arbejde. Jeg skar dem ned sidste sommer, fordi de var lidt sølle. Samtidig med opgravningen fik jeg grundigt luget.
Jeg gjorde det hele af 3 grunde:
1. De pyntede ikke.
2. Jeg har planer om et højere og kraftigere plankeværk i stedet fpr det lave eksisterende.
3. Jeg ville godt "fedte" lidt for forstanderinden.
Navnlig den sidste årsag er væsentlig. Thi hun gjorde klar til hyggelig grill-mad nu i aften. Jeg har lige tændt op i grillen og kan sidde og skrive, mens jeg behageligt dufter til grill-røgen.
Grill-mad er ikke det værste, man har,
og om lidt er maden klar.

Kan du huske din bils nummerplade?  Næppe. Jeg kan heller ikke, kun bogstaverne og de første to tal, GC 93. Til gengæld kan jeg selvfølgelig huske, hvordan bilen ser ud.
Til sagen: På vejen hjem fra Tirstrup Lufthavn i morges (jeg havde kørt det nygifte par dertil i deres bil, de skulle til Rom på Bryllupsrejse. I vores kan ikke være passagerer) mødte jeg i Løgten en bil nøjagtig som vores, samme model og farve og med samme bogstaver med gul baggrund og to første tal som vores. Desuden havde den som vores bil den karakteristiske lille antenne på taget, én, som ikke mange har. Lige da den var passeret, tænkte jeg: "Det er vores bil". Jeg opgav at køre efter den, men spurtede hjem og kunne glad konstatere, at vores bil stod trygt i garagen.
Således lettet regnede jeg med en afslappet dag. Men nu tog begivenhederne fart:
3 byggemarkeder, 1 supermarked, 1 værksted (dækskifte til sommerdæk) og 2 planteskoler blev besøgt i løbet af 3-4 timer.
Og eftermiddagen sluttede med en 48 km. herlig cykeltur igennem og rundt om Århus.
Men alt i alt en rigtig god dag. Jeg elsker gode dage.