DAGBOG del 26 fra 3/5 2018 - ???????
Uha, som man kan blive klog af at læse det.
Lørdag 2/6 2018
I mange år har jeg anmodet myndighederne om at ansætte italienske meteorologer, så vi kunne få lidt mere varme på vore breddegrader.
Jeg frasiger mig herved officielt min anmodning.
Med de afsindige temperaturer, vi har, kan vi nemt klare os med nogle stykker fra det nordligste Sibirien.
Fredag 1/6 2018
Se lige godt på vedhæftede billede.
Det, som ligner en bedrøvet hund, er noget helt andet. det er min yndligskage, en Napoleonshat, som efter at have været gennem bagerens hænder fik det triste udtryk.
Heldigvis gik det ikke ud over smagen. Napoleonshatte er fortsat mine yndlingskager,
uanset hvad de ligner.
Torsdag 31/5 2018
Desværre ingen ny dagbog i dag.
Det er for varmt. Tag til stranden.
Onsdag 30/05 2018
Jeg er rekonvalescent.Ikke nok med det. Jeg er en appetitløs rekonvalescent.
Det accepterer forstanderinden ikke. Hun både truer og lokker.
I dag blev lokkemidlet halet frem. En god, gammeldags "hotter".
"Hvor er sundheden"? hører jeg dig råbe.
"Du skal tage den med ro", min ven", siger jeg.
"Alle ved, at løg er meget sunde". Og jeg blev mæt.
Måske er det hamburger imorgen - endnu en dag med passende mæthed.
Tirsdag 29/5 2018
Somme tider sker der overraskende ting i ens tilværelse, noget man under ingen omstændigheder så komme.
De, som kender mig, ved, at jeg har en god appetit. Men den er forsvundet.
Det er ikke sket, siden en dag i januar 1978. Husker den alt for tydeligt. Jeg gik tidligt i seng, sov uroligt med mareridt om hungersnød.
Jeg frygter for den kommende nat.
Mandag 28/05 2018
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg står ansigt til ansigt med et eksistentielt problem.Et af de helt store cykelløb, Giroen, er blevet kørt de seneste 3 uger uden min tilstedeværelse foran TVet. Det er ikke tidligere sket og sker forhåbentlig aldrig igen. Jeg ved, at løbsledelsen dybt beklager tingenes tilstand og lover mig et mindst lige så godt løb næste år. Man overvejer endog at navngive en etape efter mig, "The Gumse Stage".
Det bliver stort.
Om godt en måned starter "Tour de France". Hjælp mig med at blive foran skærmen.
Søndag 27/5 2018
En af øvelserne i min rekonvalescens er at få styrken til selv at kunne stå ud af min seng.
Den En styrke har jeg ikke - i hvert fald ikke nu.
MEN. Så ankom hjælpsomme datter Annette, tænkte sig lidt om og fremkom med et forslag, der kan løse mit problem.
Ved hjælp af sindrigt system af brede gjorder og mine få kræfter lykkedes det mig faktisk at komme op at såt uden assistance . Stor var glæden. Endnu et skridt fremad. Jeg sætter små mål.
Jeg har desuden gået en tur rundt om huset, små men vigtige skridt Måtte de fortsætte. I burde se min gangart
Jeg er godt nok afkræftet. Og fra at spise ingenting spiser jeg nu bedre.
Lørdag 26/5 2018 NYT FORSØG:
Efter en lille uges hospitalsindlæggelse med alverdens kvaler og skræmmende oplevelser forsøger jeg mig på ny med at skrive dagbog. Jeg er stadig noget konfus og har ikke det fulde overblik over min situation. Jeg vil gøre mit yderste for, at det ikke bliver det rene vås.
Lad nu lidt tid gå,og faren for vås bliver mindre. Nu ser jeg i det mindste de fleste bogstaver.
Fredag 18/5 2018
Jeg var på kommuneservice i Risskov Bibliotek i dag. Jeg skulle afhente mit fornyede pas, hvorfor den meget søde dame bad om min fødselsdato. Jeg sagde 18-11-40. Hun vendte sig om og så smilende på mig. Det forvirrede mig lidt, så jeg skyndte mig at sige "1940 ikke 1840". Det beroligede hende åbenbart.
Hun fortalte mig, at mit pas skulle fornys om 10 år. Jeg sagde farvel og på gensyn i 2028.
Jeg glæder mig allerede.
Torsdag 17/5 2018
Jeg har altså verdens sødeste kone.
På vej hjem fra et lille rutinebesøg på hospitalet kom jeg til at nævne, at jeg kunne tænke mig en stor skive franskbrød med en stabel store rejer, ikke de der små gnallinger, som man oftest kan få.
Og hvad sker?
Straks efter hjemkomsten stod ovennævnte på bordet foran mig. Store, velsmagende rejer, som jeg nød over al måde. 150 gram. De bedste rejer jeg har fået i lang tid.
Til "dessert" en skøn makronsnitte. Hun vil mig kun det allerbedste. Hende har jeg været heldig med.
Onsdag 16/5 2018
Forleden kunne jeg med glæde fortælle om en hjælpsom genbo, som kørte alt mit græs på losspladsen, sådan helt uopfordret.
I dag kunne jeg trække på hans nabo Hugo, som er utrolig dygtig til det tekniske.
Jeg sad med en for mig uløselig opgave. Jeg vil ej længere samle græs op i en opsamler, men blot kaste det ud til siden via en dertil egnet "udkaster".
Uden at blive for teknisk skulle et skjold fjernes og "udkasteren" monteres - troede jeg. Det brugte jeg så tre kvarter på at få løst, men uden held. Jeg kunne ikke få det forbistrede skjold af.
Jeg hentede Hugo, som straks stillede op, løftede skjoldet og satte "udkasteren" på under skjoldet. Det tog lige godt 8 sekunder.
Se billede. Hvorfor kan jeg ikke tænke lidt mere teknisk?
Tirsdag 15/5 2018
En spændende eftermiddag hos Anette og Peter i Aidt.
Vi skal sammen til England i juli, og vi planlagde turen, bestilte hoteller og bil. Fly er allerede booked.
Peter er en ørn til at roame rundt på internettet for at finde de bedste muligheder. Jeg var meget glad for, at det ikke var mig, der har fået den opgave.
I det hele taget er forstanderinden og jeg blevet bedt om at læne os tilbage og overlade alt det praktiske til de to. Og det er jeg god til, altså det med at læne mig tilbage.
Planen er at besøge Oxford og Redhill (Surrey).
Jeg glæder mig meget til at vise de unge de steder, hvor jeg tumlede rundt i Oxford for så mange år siden, heriblandt et par gode pubber.
I Redhill skal vi bl. a. besøge gamle, fælles venner. Det hele bliver stort.
Billede: Magdalen College, hvor jeg boede engang i 1960'erne.
Mandag 14/5 2018
Jeg gået i gang med et større projekt. Alle de små herrregårdssten skal have fjernet ukrudt i fugerne. Vi har mange kvadratmeter. Jeg startede i oktober.
Efter vinterpausen er jeg nu igang igen, men nu med hjælp af en nyindkøbt maskine, som vi kalder Gloria, fordi det hedder den.
Den fjerner med en masse omdrejninger på en roterende stålbørste al jord, mos og græs, der kommer i dens vej. Derefter skal jeg blot drysse fugesand ud, hvilket trods alt er den hyggeligste opgave. Og så går jeg ind og hviler mig.
Man kan i hvert fald se, hvor langt man er kommet.
Søndag 13/5 2017
Jeg bliver altså så glad, når familien er her. Sådan en stille glæde over at se og høre dem. I dag manglede vi desværre to, barnebarn Cecilie, som er i Ålborg og svigerøn Kent, som er på arbejde. Nogen skal jo holde hjulene kørende. Men ellers alle.
Forstanderinden havde fået den udmærkede ide, at vi skulle have gode, gammeldags danske bøf med bløde løg og sol- og tyttebær og en god, fed sovs. Jeg kunne ikke lade være at mindes min barndoms søndags-middage, som netop typisk indebar samme menu sluttende ofte med citronfromage, som ikke var min favorit. Men hvad nyttede det, når det var fars livret.
Lørdag 12/5 2018
Det var godt. Cykeltur med 3 generationer, barnebarn Kristian, datter Annette og jeg.
Der er noget specielt ved at cykle med familien. Det gør anstrengelserne nemmere og hyggen større.
Desuden kunne vi nyde det perfekte cykel-vejr, sol, kun lidt vind og en behagelig temperatur omkring 20 grader.
Det opvejer nemt den kendsgerning, at jeg havde et styrt i vores indgangsparti, inden jeg kom op på cyklen.
Billede 2 er fra pausen og afslører mit cykelhjelms-hår. Charmerende, synes jeg.
Fredag 11/5 2018
Mangen en gang har jeg bandet og svoret over diverse samlesæt fra diverse byggemarkeder. Næsten hver gang er det gået i kage for mig, og oftest har jeg sluttet med at have et eller andet tilovers. Uh, som jeg da kender mange grimme ord. Og jeg bruger dem.
I dag skulle opgaven være af de løsbare, selv for undertegnede. Det var den næsten også, men....
Et lille, beskedent havebord skulle samles. Da jeg var færdig, opdagede jeg til min skræk, at 8 spændeskiver lå og grinede op til mig. Alt skilles ad igen, og spændeskiverne påsattes.
Godt, jeg ikke skal leve af at have et håndværkerjob.
Torsdag 10/5 2018
De, som kender os, ved sikkert, at vi har planer om at flytte indenfor det næste par år.
Jeg er ikke vild med det, men må se i øjnene, at vi ikke længere har kræfter nok til at holde det hele vedlige. Vi bor skønt ved skov og strand, og i dag fik jeg endnu en grund til at holde af stedet.
Jeg slog græs og var lige færdig og skulle til at sætte mig med en kold Pepsi Max, da en ung mand, som bor næsten ved siden af os, kom ind og sagde, at han lige havde set mig slå græs, og om han ikke skulle tage sig af græsset. Han var på vej til lodsepladsen med sit eget.
Jeg troede ikke mine egne ører. I en fart havde han næsten tømt vores kompostbeholder for græs og var afsted. Der var meget i den beholder.
Sådanne naboer kan man da ikke bare flytte fra. Vel?
Onsdag 9/5 2018
Jeg ved ikke, hvad for en gang øgleyngel jeg har været med til at sætte i verden. De har i hvert fald ikke deres ondskabsfuldheder fra mig. Det gælder dem begge.
I dag var det ældste søn, som absolut skulle vække sin trofaste far allerede ved 9-tiden med horn- og violinspil suppleret med høje råb og sange sunget med udelukkende falske toner.
Desværre kan jeg ikke bringe film og lyd her, men det hele kan opleves på min facebook.
Og jeg, som havde håbet at frembringe to omsorgsfulde,og hensyntagende børn. Det lykkedes bare ikke. De regner med, at de med denne opførsel kan få arven udbetalt tidligere end ellers. Det får de ikke, for uanset tidspunktet er de begge gjort arveløse.
Møgunger.
Tirsdag 8/5 2018
K
ig lige godt på billedet og læs teksten, som passer på mig fra ende til anden.
ig lige godt på billedet og læs teksten, som passer på mig fra ende til anden.
Jeg har fået T-shirten af børnebørn Katrine og Kristian. Jeg er stolt af den. Og jeg fylder jo faktisk år i november.
Det vil glæde de lidt svagtseende, at bogstaverne blev væsentligt større, da jeg tog trøjen på. Det hjalp i hvert fald mig.
Mandag 7/5 2018
Det har været en hård, men god dag. Jeg beklager mig ikke. På trods af alt var den en fornøjelse.
Først træning i træningscentret. Hårdt og godt. The Ring of Fire.
Dernæst rensning af flisefuger på vores terrasse og i gårdhaven. Især var sidstnævnte fornøjeligt, da vores søde datter Annette udførte arbejdet med en ny og smart fugerenser.
Jeg skulle blot feje op og lægge nyt fugesand.
Jeg kunne dog mærke eftervirkningerne fra formiddagens træning, hvilket jeg højlydt gjorde opmærksom på - og blev bedt om at tie stille. Det er somme tider svært at være husslave.
Søndag 6/5 2018
Det var to skønne dage. I Middelfart med datter Annette, svigersøn Kent, Kents forældre og min søde viv. En gave fra Annette og Kent.
Vi svælgede i god mad, vi nød det gode vejr, vi boede på et flot hotel, og vi genså gode, gamle venner, skytte Christian og fru Pia på Fænø.
Jeg følte mig godt tilpas.
Lørdag 5/5 2018
Jeg er blevet "udfordret" i dag. En meget glædelig udfordring.
Yngste datter Annette meddelte, at hun har i sinde at genoptage cyklingens ædle kunst efter et par års pause, og hun ville meget gerne starte med at køre nogle ture med mig.
Hun var engang en lidt barsk rytter, som ikke kørte uden om de stejle bakker. Jeg mindes, da hun på en af vore ture lige ville et smut op ad den berygtede Hår-Bakke ved Hinnerup, selv om den ikke var på vores rute. Nå, ja. Jeg måtte "tøffe" efter og nåede toppen temmelig lang tid efter hende.
Men nu er der andre boller på suppen. Hun erklærer at være helt uden træning, sådan altså med et kondital på nul.
Nu er det mig, der kører først op ad Haar-Bakken, dersom vi kommer forbi den og hende, der med tungen ude af halsen bliver filmet de sidste 100 meter.
Men jeg glæder mig vanvittigt til at cykle med hende igen.
Fredag 4/5 2018
I lighed med andre væsentlige datoer, som jeg ikke bare kan lade passere uden at reflektere, er 4. maj en af dem.
I dag for 73 år siden overgav de tyske tropper i Danmark sig, og vi var fri for deres tunge åg.
Jeg har hvert år, siden jeg blev gammel nok, husket (eller forsøgt at huske) at sætte lys i vinduerne på denne aften. Den er "smuttet" enkelte gange, men ikke med min gode vilje.
De seneste år er jeg blevet kraftigt tilskyndet af min gamle soldaterkammerat, 82 Kruse af Løgstør, til at huske lysene i vinduet, og han sender hvert år et foto af lysene i deres eget vindue. Da han er en god fotograf, gengiver jeg med glæde hans seneste billede fra begivenheden.
Jeg var 4½ år, den 4. maj 1945, så desværre husker jeg ikke meget - om noget overhovedet - fra den dag. Jeg er misundelig på min søde viv, som hævder at huske en del. Hendes hukommelse er dog en anelse svækket siden, men intet imod min.
Torsdag 3/5 2018
SÅ ER JEG MED IGEN.
Forbindelsen er genoprettet. Dagbogen fortsætter. Efter de mange henvendelser, jeg har fået, vil jeg fortsætte mine dagbogsoptegnelser endnu i nogen tid.
Det er ikke nogen overvindelse for mig. De mange opfordringer har glædet mig. Så jeg vil med fornøjelse prøve igen at beskrive små og store oplevelser i min hverdag, nogle mere sindsoprivende end andre.
Jeg vil gerne starte med en af de sindsoprivende: Jeg har fået skiftet olie på bilen i mandags.
Det sindsoprivende bedstod i prisen. Jeg vaklede ud af værkstedet og måtte sidde i bilen nogen tid, inden jeg turde starte. Det var dyrere end et dyrt tandlægebesøg. Og så fik jeg endda 300 kroners rabat. Mekanikere og tandlæger har det tilfælles, at de også stjæler med tæerne.
PS: Desværre kan jeg ikke bruge min engelske dagbog. It has exploded.
e-mail: gr@surfmail.dk
