Jeg kørte den søde forstanderinde på arbejde i morges, tidligt, kl. 7.20.
Hun skulle som vanligt passe på, at unge og håbefulde studerende ikke snyder ved skriftlig eksamen. Og det er hun god til. Hver gang jeg forsøger at snyde med hvadsomhelst, er hun der straks. F. eks. er jeg spændt på, hvad hun vil sige til mine præstationer med støvsugeren i formiddags. Jeg snød en smule. Hvordan kommenterer hun min oprydning og sengeredning? Jeg snød en smule. Men sig det ikke til hende. Hun er måske så træt, at hun ikke opdager det.
Det gør mig lidt nervøs, til hun kommer hjem ved 20-tiden i aften.
Du læste rigtigt. Hun får først fri kl. 19.30. Det giver en arbejdsdag på næsten 12 timer. Det er hårdt.
Nå, hva' fa'n. Det svarer til min arbejdsdag i dag. Den var også hård.

På en skala fra 0-10 vil jeg give mig selv 12 for udvist mod og udholdenhed i dag.

Jeg må undskylde og beklage dagbogen i går. Den var pinlig. Selv om jeg genlæser den, mindes jeg ikke så meget om den, udover at jeg dengang syntes, jeg skrev noget hylende morsomt.
Sådan virker det ikke i dag.
Jeg vil derfor nu gerne offentligt beklage såvel ordvalg som stavning. Det skal ikke gentage sig.
Heldigvis var jeg klar i morges og drog på jagt, og som billedet viser, var det ikke så dårligt. Der er nogen, der skyder godt - men det er ikke mig.
Det var årets næstsidste jagt.

Jeg vil ikk tarætte muieget med dagbogsnotiteetrser i duag.
Jeg er ej kapabelabel.
En julefirrokost startinende ved middøgstide har firjernet gruonndlaget for miine skriveriereres,  nhgvb xszz.
Jeg vil drerfore brergrænse minre udfaldleser til et oird: SKLÅL.

For omkring 40 år siden var det en uomgængelig praksis, at vore 2 dengang små børn hver søndag var på besøg på Naturhistorisk Museum i Universitetsparken i Aarhus. De elskede det.
De har så selv videreført traditionen med deres egne børn, og i dag var det sidste skud på stammen, der for første gang betrådte "de hellige haller". Og det var en god oplevelse for ham, hans far og ikke mindst hans farfar. Vi var det kendte program igennem, før fodring af måger og ænder og dernæst besøg i museet.
Her tog tingene fart. Al gang foregik i løb. Den lille fyr ville da blæse dyrene et stykke, når bare han kunne få lov at løbe ad de lange gange mellem dyrene. Han var et stort grin, fra han kom, til han gik. Selv om han ofte morer sig højlydt, tror jeg, at denne gang var "rekorden" for morskab. Han løb så meget og så hurtigt, at det var svært at fotografere ham. Altid i bevægelse.
Jeg kunne berolige hans far med, at nøjagtigt det samme var tilfældet, da han selv for nøjagtigt 40 år siden var der første gang.

På denne talmæssigt enestående dag valgte jeg at stå meget tidligt op, 5.30. Alene tanken om det absurde tidspunkt kunne ødelægge min nattesøvn.
Men det var umagen værd.
P. gr. af problemer med dagplejen i Hammel skulle barnebarn Frederik kastes ind hos den 3. dagplejemor i denne uge. Og det kunne hverken forstanderinden eller jeg selv acceptere. Derfor var vi på plads og i orden i Hammel ved 7-tiden for med stor glæde at passe det lille nor.
Kl. 10.30 stod den på svigerinde-fødselsdag i Silkeborg med indbygget brunch og med besøg på kirkegården for at lægge en krans på mine forældres gravsted.
Dernæst hjem og afhente lånt trailer til afhentning af ny sofa lige om lidt, hvilket skulle markere den endelige afslutning på vores renovering. Et stort hurra for det. Kom så alle sammen i kor: "Hip hip HURRA. Tak for'et".

For en del år vil jeg have benægtet muligheden.
Jeg er blevet interesseret i frimærker uden at have en pind forstand på dem.
Om årsagen til denne nye interesse må jeg fortælle, at jeg for mange år siden af min far fik hans samling af meget gamle frimærker.
Senere (dvs. for ca. 30 år siden) begyndte jeg i flæng at samle nyere mærker, og det blev til en hel del, som ligger gemt hen fordelt i overskårne mælkekartonner. Det er dem, jeg er begyndt at sortere og sætte op i en mappe.
Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er. Jeg aner ussel mammon, og man får mere for en samling, hvis mærkerne sidder pænt fordelt i mapper.
Strengt taget interesserer frimærker mig ikke, men deres eventuelle værdi gør.
Sådan startede alle top-rige kapitalister. De var følelsesløse over for affektionsværdier. Pengene talte.
En gylden fremtid venter mig.

Jeg vovede mig ud på cyklen i dag. Meteorologerne havde lovet svag vind fra sydvest og kun en smule regn.
Jeg burde efterhånden være blevet klogere.
Vinden var fra nordøst, og det regnede på hele turen - og gør det endnu.
Jeg var derfor våd og forkommen, da jeg kom hjem efter 51,5 kilometer i og omkring Aarhus. Jeg var våd til skindet, kørte uden regntøj. Det regnede jo ikke, da jeg startede, men 10 minutter senere gjorde det.
Tro nu ikke, at jeg på noget tidspunkt fortrød turen. Tværtimod. Jeg følte, at jeg gjorde mig selv en tjeneste ved at fortsætte. Lidt sej er man vel altid. Og lidt stolt af sig selv er man vel også altid.
Eneste problem. Der er nu gået 2½ time, siden jeg kom hjem, og jeg har ikke fået varmen på trods af et varmt bad. Skidt, det kommer - om ikke før, så når jeg skal i seng.
At cykle er at leve.

For et par uger siden var jeg kommet i den dumme vane at falde omkuld rundt omkring. 3 dage i træk formåede jeg at klumpedumpe.
I går var det forstanderindens tur.
Hun var utilfreds med Bodils efterladenskaber på vinduerne og måtte absolut have dem fjernet, hvilket foregik på den lille forhøjning, vi har under vinduerne.
Jeg var travlt optaget på computeren i mit værelse og blev afbrudt at iPhonen, der ringede. Forstanderindens svage stemme kunne lige fremstamme: "Kom og hjælp mig op".
Jeg sprang af sted og fandt den søde siddende fortumlet på fliserne. Hun var faldet ned fra forhøjningen, tumlet rundt og havde slået den ene hofte hofte og hånd - men heldigvis fortalte hun det grinende.
Det gjorde jeg ikke, da jeg faldt.

Jeg skruer lige tiden tilbage til mandag 2. november 1964.
Stedet er Risskov Skole, klokken er 8.
En nervøs, nyudklækket lærer (mig) skal møde sin klasse (8.A) for første gang.
Han får en spændt, men rigtig venlig modtagelse og mærker straks, at der er grundlag for et godt samarbejde - og han får ret.
Klassen dimitterer i 1966, og det vil vanligt betyde et farvel for evigt. Men ikke i dette tilfælde.
De søde "børn" havde et sammenhold, der førte til, at de har mødtes mange gange siden. Og heldigvis har deres klasselærer været med hver gang. Og han har nydt det over al måde.
Seneste sammenkomst var i aftes. Der var julefrokost. Desværre medførte vejret afbud fra en del, men 7 mødte op sammen med min søde hustru og jeg til en hyggelig aften med god mad og drikke - og ikke mindst en masse snak. Hvis alle var mødt, ville vi have været 13. Desværre er 4 døde.
Det er utroligt varmende, at vi fortsat kan mødes - og ha' det så godt sammen. Jeg elsker de "unger", som nu er tæt på pensionsalderen.
I 2016 har vi 50-års jubilæum. Det bliver en fest.

Bodil har forladt os. Fred være med hende - men hun vil ikke blive savnet af nogen i dette land. Det skulle da lige være de, der lever af at lave tage.
Bodil var slem og forårsagede desværre ulykker af alvorlig art, inklusive tragiske dødsfald.
Alligevel fornægter den danske humor sig ikke med muntre små kommentarer.
Bl. a. skriver en af mine gode hundevenner flg.: "Bodil kom lige forbi i aftes - hun kom slæbende med et stråtag".
En anden ven skriver: " Man er sgutte vant til at blive beskudt med træer - på trods af min fortid i Skotland, hvor de kaster rundt med dem for sjov".
Samt en, der citerer en annonce: "Bankospil i Holeby Hallen aflyst på søndag, de mangler en gavl".

Dagens dårligste bemærkning må være: "Det vil jeg da blæse på".
I skrivende stund er stormen på vej ind over Jylland med retning mod bl. a. Studstrup. Her vil vi holde vejret, når vi har sikret alle løsdele og forsøge at holde humøret oppe med gule ærter. De vil uden nogen tvivl være velegnet til netop det formål.
Jeg var på jagt hele formiddagen i pænt vejr - indtil kl. ca. 12, hvor de første vindstød kom, og kort efter kom regnen. Så vi var alle våde og forkomne ved afslutningen, og jeg sidder fortsat og småfryser, selv om det er et par timer siden, jeg kom hjem.
Så hvad er mon bedre end en god omgang gule ærter, mens stormen formodentlig raser derude?
Ikke meget.

Hvilken lyksalig dag.
Forstanderinden og undertegnede vågnede i morges op på et lækkert hotel i Fåborg. Her indtog vi i aftes en 3-retters middag af allerhøjeste kvalitet. Alt var perfekt, inkl. en rigtig god rødvin.
Morgenmaden var heller ikke at foragte.
Årsagen til besøget var, at vi i guldbryllupsgave af gamle hundevenner havde fået opholdet foræret, og efter mange dages hårdt slid med renovering af 3 rum i huset syntes vi, at det var passende at tage et afbræk og blive forkælet. Det blev vi.
At turen blev forlænget med et besøg syd for grænsen med diverse vanvittige indkøb måtte jeg tage som en mand. Og det gjorde jeg.
Vi mangler herefter intet til julen.
En meget stor og glædelig overraskelse ventede os imidlertid derhjemme.
Vores datter og ældste barnebarn ankom, lige da vi var ved at pakke ud, med en trailer og kørt ALT affaldet fra renoveringen på lossepladsen. Det fortjener de en medalje for. Sikken en lettelse.
Jo, det har været en god dag.

Jeg er blevet rykket for at afsløre, hvad den gule "genstand", som jeg viste i dagbogen torsdag 28/11, er for en tingest. Jeg har modtaget nogle forslag, men må beklageligvis sige nej til dem. Ingen af dem var blot i nærheden af det korrekte.
Nej, det er ikke en dejskraber og ikke en persillehakker eller noget, jeg bruger på jagter, så andre jægere nemmere kan se mig.
Det er en "sokke-påtrækker", som bruges således:
Den gule plastikplade foldes sammen på langs i en nydelig, rund bue.
Sokken trækkes udover plastikken og fastgøres om de to "pukler".Foden føres ned i det derved fremkomne hul og ned i sokken.
Træk i de 2 snore, og wupti sidder sokken på foden.
Ved denne operation har man sparet sig selv for megen stønnen og prusten på grund af bøjninger ud over en lidt for stor mave.
Giv mig ret. Det er da lidt smart.

Vær beredt. Tag dine forholdsregler. Luk skodderne tæt til. Der er et stormvejr på vej til os ude fra det store Atlanterhav. Den skulle blive med vindstød op til orkanstyrke. Hold på hat og briller.
Og det vil regne kraftigt.
Meteorologerne er blot uenige, om stormen når os torsdag sent på dagen eller natten til fredag. Og det finder de heller ikke ud af, før det er fredag formiddag.
Sørg nu for at du har gær nok i huset, evt. suppleret med tørgær.
Få surret alt fast, inklusive cykler, biler, små børn, havemøbler, trampoliner, hunde og katte.
Slå et par kraftige wirer op over dit tag, så det ikke blæser af.
Luk ikke op, hvis nogen banker på. Det er julen, der står for døren og vil ind. Kunne osse være svigermor.
Men husk. Vi har kun meteorologernes ord for det.

Så er julemåneden over os. Gran, glimmer, stjerner, nisser, kager, æbleskiver, julegløgg og ekstra travlhed kulminerende om 24 dage med et ædegilde og en gaveudveksling, der slår alt i verden.
Har du for øvrigt husket at åbne første luge i kalenderen? Har du husket at få tændt adventskransen? Har du husket adventsgaven til ungerne? Kan du holde styr på de julefrokoster, du skal til? Har du fået lavet en liste over årets julegaver? Hvem skal have hvad? Har du tænkt på at få købt juletræet, anden, gåsen eller kalkunen og flæskestegen og ikke mindst ris a la manden?
Listen er mangelfuld, så der er nok at huske på.
Og det hele startede midt i oktober.
På trods af alt dette vil jeg erklære mig som "juleelsker". Jeg glæder mig til at være sammen med familien. Jeg elsker at spise og drikke noget godt. Jeg elsker marcipan og anden juleslik. Kort sagt: Jeg er en rigtig julemand.

Et tilbageblik på gårsdagens dagbog vil vise, at jeg i går var i tvivl om, hvad dagen i dag skulle indeholde. Var det oprydning eller cykling? Ville forstanderinden kunne glemme alle de ting, der burde lægges på plads efter renoveringen og lade sin arbejdshest af en mand have en ½ fridag?
Til held for mig forbarmede bossen sig over mig, og jeg cyklede en skøn om end kølig tur på 55 km.
Da jeg ikke har været på cyklen i godt 3 uger, var jeg spændt på, hvordan det kunne gå.
Heldigvis havde jeg nogenlunde gode ben, selvom jeg 3 km. før mål følte, de gode, gamle lårmuskler syre noget til. Jeg overvandt krisen og nåede hjem uden yderligere problemer.
Dejlig cykeltur. Det er godt at have en forstående arbejdsgiver.

Efter at have færdiggjort endnu et værelse med alt til faget hørende håber jeg nu på en lille pause i de svære fysiske anstrengelser, sådan blot for lige at få vejret igen.
Forstanderinden er dog som jeg meget tilfreds med resultatet. Andre møbler, billeder og gulvtæppe. Det er tanken, at dette værelse skal være "Fruens værelse".
Tilbage er nu blot at få de sidste ting lagt på og i hylder og skabe - og det værste: Værktøjet skal på plads i værkstedet, som lige nu ligner resterne af en orkan af skala 5. Der skal ryddes op i morgen. Men det er også cykelvejr. Spændende, hvad jeg skal få lørdagen til at gå med.

Det er på tide, at mine rare og venlige læsere bliver stillet på en prøve - en svær en.
Jeg vil gerne teste jeres viden om den gule genstand på billedet. Den er 20-25 cm. høj og bred, og der er bundet 2 brede snore på næsten 1 meter til den.
Lad jer ikke forvirre af hundefløjter og -snore m.m. ved siden af. De er der blot for at give en ide om størrelsen.
Men hvad bruger man mon genstanden til? Jeg giver ingen hjælp i første omgang. Den er af plastik.
Jeg kender 2 rare mennesker, som ved det. Men de tier nok i førte omgang.
Hvis man har lyst, kan man sende et svar i min brevkasse. Klik her.

I 41 år var jeg i folkeskolen. Jeg bilder mig selv ind, at jeg i de mange år oplevede alt det, som en skolemand kan opleve. Skræmmende, sørgelige, muntre og glade oplevelser blandede sig mellem hverandre.
Jeg har været med til et utal af ansættelser og heldigvis kun få afskedigelser. Heldigvis.
Stor var derfor min overraskelse, da jeg i forrige uge besøgte "Den Gamle By" og faldt over en avis, Aktuelt fra 23/1 1972. I den kunne man under en stor overskrift, der lød "Lærer fyret fordi han var for god ved eleverne". Bum Karl. Ud ad døren, min ven. Du er for rar.
Han var musiklærer med gode kvalifikationer, hvilket også ledelsen bekræftede. MEN, ledelsen var utilfreds med, at han var "kammerat" med eleverne, som elskede ham over alt på jorden.
Der blev aldrig givet nogen officiel begrundelse for afskedigelsen (Frederiksberg Kommune), men heldigvis var en naboskole meget interesseret i at ansætte den populære lærer.
Så vogt jer, lærere på Frederiksberg. Sørg for, at børnene ikke kan lide jer.

Jeg er sent på den. Jeg ved det. Jeg er en træt mand. Jeg er en trængt mand.
Dagen startede kl. 10 med rydning af endnu et af vore talløse værelser. ALT skulle ud, inklusiv en kæmpetung sovesofa og 2 lige så tunge klædeskabe. Dertil diverse småting som bøger, stole, tøj osv. Heldigvis havde jeg god hjælp, hvilket især viste sig glædeligt ved nedbrydningen af klædeskabene, de tunge djævle.
Dernæst rundt til et par byggemarkeder efter alskens nødvendigt, heriblandt et ny gulvtæppe.
Arbejdsdagen sluttede med, at loftet blev malet. Færdige lige nu. Klokken er 20.30.
Om jeg er træt? Jow.
Om jeg skal på den igen i morgen? Jow.
Om jeg glæder mig, til vi er færdige? Jow.

Det påstås gennem lidt ondsindede rygter, at jeg forlægger mine ting og ikke kan finde dem igen. En uhørt og ukorrekt påstand. 
Skulle det være rigtigt, må jeg trøste mig med, at jeg ikke er den eneste med nævnte problem.
Efter en lidt sen hjemkomst i eftermiddag gik jeg straks i gang med at forberede dagens rømning af endnu et værelse. Fordybet i opgaven hører jeg forstanderinden give et lille begejstringsråb fra sig ude fra køkkenregionerne. Grinende kom hun ind og fortalte, at nu havde hun fundet det blødkogte æg, som blev væk for hende i morges. Det lå i knivskuffen, hvor det havde tilbragt hele dagen.
Al ære værd, at hun tilstår sin forglemmelse. Jeg havde holdt kæft og smidt ægget i affaldsposen.

Jeg er næsten færdig med at indrette mit lille kontor.
Menuen i dag stod på at få bogreolen fyldt op på ny.
Det er egentlig et hyggeligt job. Jeg skal have hver eneste bog i hånden og kan i mange tilfælde ikke lade være med at bladre lidt i mange af dem. Tidkrævende - men rart.
Værst af alt var, at jeg havde besluttet at kassere bøger, som jeg ikke har kigget i i mange år, og som jeg ved, jeg ikke mere vil bruge. Se de halvtomme hylder, som plejede at være overfyldte.
Men selv om det er en meget rationel baggrund for oprydningen, så gør det alligevel ondt. Der var bøger imellem, som jeg købte omkring 1958.
Jeg gjorde mig hård, og 3 plastikposer blev fyldt og køres på lossepladsen i morgen. Snøft, snøft.

Den her bliver lidt svær at forklare - men lad mig få det overstået - og det handler ikke om at falde.
Efter dagens absolut gode jagt ville jeg sætte mig i min bil og køre hjem. Det viste sig at være en umulig opgave, da min bilnøgle var pist borte. Alle lommer blev endevendt, forgæves. Sammen med flere andre gik jeg søgende ad den vej, jeg sidst havde gået, forgæves. Området omkring bilen blev grundigt undersøgt med lommelamper, forgæves. Ganske mange mennesker var så søde at hjælpe, forgæves.
Jeg måtte da ringe og bede forstanderinden låne genboens bil og komme over til mig med vores ekstranøgle, hvilket hun sporenstregs gjorde.
Så kunne jeg endelig køre hjem.
Efter hjemkomsten begyndte jeg straks at gøre klar til et varmt bad, satte mig ned og tog jagtbukserne af. Og hvad faldt ud af det ene bukseben? Den længe eftersøgte bilnøgle.
Når der lidt mere ro omkring PET og den øjensynligt lidt problematiske chef, vil jeg bede organisationen om en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan min bilnøgle kunne havne i mit højre bukseben.

Vores genbo er lidt irriteret over, at et eller flere rådyr året igennem besøger hendes have og fjerner alt spiseligt, blomster, nye skud etc. Hun har i år ikke haft en eneste blomst i sin velholdte have.
Endnu er det ikke lykkedes at finde et middel til at holde "Bambi" ude, ej heller højere låger.
Synderen/synderne viser sig aldrig eller sjældent.
Men resultatet af besøgene ses ofte. Det hele foregår om natten.
Jeg så for første gang én af dem i dag, da vi kom hjem i bil. Graciøst krydsede den en vej og løb roligt nedad vores vej. Den var lige et smut inde i genboens have, men kom hurtigt ud og gik på besøg i en anden.
Det var et smukt om end sjældent syn på vores villavej. Jeg nød at følge den, men er overbevist om, at vores genbo ikke ville dele nydelsen med mig.

En succesrig dag. Det lykkedes mig at få både printer og scanner til at virke under reetableringen af min computer i mit fine, nye kontor (se gårsdagens beskrivelse).
Med printeren gik det nemt og smertefrit. En ledning skulle lige sættes bedre fast.
Scanneren tog længere tid.
Først måtte jeg konstatere, at der simpelthen manglede det kabel, der forbinder scanneren med computeren. Det var borte, bare væk.
Jeg ledte overalt - syntes jeg, brugte lang tid på det.
Så måtte jeg undersøge, hvilket kabel det drejede sig om og afventede forstanderindens hjemkomst, så jeg kunne få bilen og køre af sted for i dyre domme at købe et nyt kabel.
Min søde viv måtte dog først lægge ører til mine beklagelser over det bortkomne kabel. Hun kiggede tålmodigt på mig under udredningen og gik dernæst ud i bryggerset for at gennemsøge dagens affaldspose.
Og helt som vanligt fandt hun det, hun søgte, mit kabel. Jeg blev glad, men formåede ikke at besvare hendes spørgsmål om, hvordan kablet var endt der.
Jeg gav hende 3 kys for hjælpen, kaldte det underbetaling og gav hende et til.
Jeg er en generøs arbejdsgiver.

Projekt "Nyt kontor" har nået stadiet, hvor computeren skal genopsættes, og jeg kastede mig ivrigt over opgaven over middag og er lige blevet færdig (kl. 17.45).
Og det gik da hæderligt, selv om det ikke er min stærke side.
1) Computeren virker. Den udvendige harddisk virker.
2) Scanneren virker IKKE. Printeren virker IKKE.
Så to ud af fire er i orden.
Det betragter jeg selv som succes.

Kig lige tilbage til dagbog 8/11 i år. Genoplev spændingen omkring den mystiske trailer.
Hvilken rolle spillede den? Hvad havde forstanderinden tænkt sig at sætte min svækkede krop til? Det store mysterium står for at blive lagt frem til almindelig beundring.
Hele opgaven har bestået i at skifte stort set alt ud på mit lille kontor. Ud med det gamle teaktræsskrivebord og det store EDB-bord. Ind med nyere møbler med kilometre af skuffer og hylder, afhentet i traileren hos gode venner, som fik det i overskud - og et nyt gulvtæppe.
Det hele er nu på plads.
Nu mangler blot at få alle bøger og papirer lagt på plads og ikke mindst at få computeren geninstalleret.
Jeg kom så langt i dag takket være hjælp fra min gode "flisemand", som også var behjælpelig med bryggerset. Han er en dygtig og alsidig håndværker.
Følg lokalets ændringer i billedserien.

Jeg holder af uventede gæster. Spontaniteten ved et sådant besøg er så herlig.
Naturligvis højnes glæden ved, at det er søde og rare mennesker, der uventet dukker op for at sige hej og få en lille kop kaffe, eller hvad der nu falder for.
Således også i dag. Det ringede på døren, og udenfor stod en god, gammel jagtkammerat og hans søde kone. De ville lige lykønske med fødselsdagen og samtidig overrække en gave, der virkelig gjorde godt - såvel i tanken som i maven. Et kæmpefad med hindbærsnitter, min favoritkage. Og de var med krymmel, hvilket glædede mig meget, og hvilket ikke mindst vil glæde formanden for "Sammenslutningen til Hindbærsnittens Vel", min gode soldaterkammerat, 82 Kruse af Løgstør, som hævder, at hindbærsnitter uden krymmel svarer til helligbrøde.
Under alle omstændigheder var jeg rigtig glad for besøget. En dejlig overraskelse med pragtfulde hindbærsnitter, som næppe overlever dagen.

Når jeg spørger mig selv, ved hvilke lejligheder jeg er mest glad, er der et punkt, der rager frem, besøg af familien.
Alle børn, svigerbørn og børnebørn var her i dag fra middag til flæskesteg med hele repertoiret.
Forstanderinden kan bare det der.
Jeg elsker at sidde lige så stille og kigge rundt på dem alle sammen, mens de snakker, smiler og griner. Jeg kan få lange stunder til at gå med det.
Glæder mig, til de kommer igen.
PS: Jeg er ikke faldet i dag.

Så skal vi til det igen. Endnu et fald - dog denne gang af den helt blide slags. Men alligevel. For tredje dag i træk måtte jeg ned og ligge. Tro det eller ej.
Som i går var det en jagt. Jeg havde sat mig godt tilrette på min 3-benede jagtstol og ventede på, at skydningen skulle begynde. Hundene sad spændte lige foran mig. Jeg kiggede mig stille omkring og nød omgivelserne, alt åndede ro og idyl, da bageste stoleben pludselig begyndte at synke. Ikke særligt hurtigt, men ustoppeligt. Og pludselig lå jeg der så igen på ryggen, og lig en hvalros rullede jeg frem og tilbage og kom endelig rundt, så jeg med besvær kunne hale mig selv op på højkant. Det kostede kræfter.
Endnu engang vil jeg undlade at gengive de kommentarer, der efterfulgte min rulninger.

Det er altså ved at blive lidt trivielt. Historien gentager sig noget ofte.
Endnu engang var jeg offeret i et tungt fald. Denne gang landede jeg dog blødt, idet uheldet skete på en blød og mudret mark, slæbende på et bundt fasaner. Og igen måtte omkringstående hjælpe mig på højkant. Jeg var helt lost rullende rundt der i mudderet og kunne på ingen mulig måde selv være kommet op at stå.
Jeg vil hermed gerne bringe en stor tak til de, der kom og bar, og må jeg i samme anledning sende en hilsen til søens folk, for jeg blev temmelig våd.
At det på ny gik ud over min i forvejen smertende hånd efter faldet i går, siger sig selv.
Jeg vil ikke gentage et eneste af de ord, der blev sagt om mit styrt.

Av, det gjorde ondt. Øj, hvor jeg slog mig. Og bum, hvor jeg gav 4-5 ældre mennesker et chok.
Jeg var blevet tvunget med i et nyt supermarked, der åbnede i dag. Det lignede i mine øjne alle andre supermarkeder, så jeg bad om lov til at sætte mig ud i bilen. Tilladelse blev givet.
Og så kom smerterne. Jeg overså en nedadgående kantsten, trådte over og faldt tungt ned på venstre hånd og knæ, fortsatte i en form for et rullefald over venstre skulder og rullede om på ryggen.
Og der lå jeg til stor bestyrtelse for de omkringstående pensionister, som chokerede kom styrtende til og spurgte til evt. smerter og brud.
Jeg kunne beroligende, liggende på ryggen på fliserne, sige, at det blot gjorde ondt ad h. til i hånd og knæ, men at der næppe var noget brud.
Med mange trøstende ord blev jeg hjulpet på højkant, en helt nødvendig hjælp.
Og alt dette på grund af et nyt supermarked.

Hvis du ikke har været der for nylig, så gør det snart. Besøg "Den gamle By" i Aarhus.
Vi gjorde det i dag med et hold gode venner.
Jeg kunne fortælle om mange gode oplevelser og samtaler med både "beboere" (folk, der havde påtaget sig rollen at være fra fortiden) og andre gæster.
Vi talte bl. a. med bestyreren af radioforretningen, som fortalte om TV m.m. fra 1974 og med bagerjomfruen, som fortalte om datidens brød. Alt sammen spændende.
Men størst indtryk gjorde præsteenken, som beboede et hus, som en velhavende mand i Odense havde bygget til hende efter hendes mands død i 1844, og nu sad hun alene, og vi var i 1864. Hendes børn var "fløjet af reden".
Hun fortalte levende, men stille, om en præsteenkes vilkår. Hun var fattig og kunne kun holde føden hjemme, fordi hun årligt fik foræret nogle sække uld, som hun spandt og solgte.
Hele tiden fortalte hun i "nutid", altså som hun ville have fortalt, hvis vi havde besøgt hende i 1864. Det var derfor om at falde ind i rollen, ellers kunne hun ikke snakke med og lod meget forvirret, navnlig da jeg nævnte fattighjælp som en mulighed. Det ord kendte hun slet ikke.
En sød, ældre præsteenke gjorde besøget godt.

Jeg har ikke set "Vild med dans", for det er jeg ikke vild med.
Men jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at en vis forhenværende fodboldspiller har fået spalterne og de elektroniske midler til at komme helt op i gear.
Denne eks-fremragende fodboldspiler synes at mangle noget i evner for de blanke dansegulve.
Men ikke desto mindre vinder han øjensynligt hver gang på trods af, at han ikke danser en tøddel bedre end jeg. Og det er ikke ret godt.
Og jeg skal da love for, at vandene brydes. Skal det være dans eller joke? Jeg er selv hamrende ligeglad, men skulle jeg få pistolen for panden og vælge, ville det være joken, der fik min stemme.
Det er da skægt, at en spurv kan vinde over alle tranerne.
Gas med dig, Allan.
Folket står bag dig.

Mange synes, at cyklehjelme er temmelig usexede. Jeg er en af dem. Kun få cykelhjelme pynter.
Hvem kan glemme billederne af Poul Nyrop Rasmussen på den fatale cykeltur i Aarhus? Ikke noget smukt syn.
Selv ville jeg helst undvære den, men med mine 3-4 styrt in mente kunne jeg ikke drømme om det. Så må det med udseendet komme i baggrunden, selv om det naturligvis piner en modelaps som mig.
Men nu behøver jeg ikke tænke på det mere.
To svenske piger har nemlig opfundet den USYNLIGE cykelhjelm.
Som bevis bringer de to piger 2 billeder af personer, som bærer de usynlige hjelme.
Se ovenfor. Enhver tvivl er udryddet.

Så har vi balladen. Frosne bilruder observeret her i vores lille by.
Hvordan ser det så ikke ud i en stor by?
Så nu er det med at få sparet penge nok sammen til at vinterdækkene sat på. Det har jeg heldigvis ansat folk til. Jeg bryder mig ikke om snavsede fingre.
Min frygt er naturligvis, at den rare dækmand, når jeg skal have skiftet inden ret længe, udtaler de frygtede ord: "De vinterdæk der. De bør ikke køre længere".
Så bliver det hul'me dyrt. Og så kunne jeg godt finde på at sætte mig ned og tude. Så ka' han lære det, ka' han.

Kommunalvalget nærmer sig.
Jeg er af 4-5 partier blevet bedt om at opstille. Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvilket.
Alle partier har for en sikkerheds skyld ladet valgplakater trykke for mig, så de er klar, når jeg træffer en afgørelse. Jeg måtte selv bestemme slogan på plakaten.

I dag er jeg også træt.
Men jeg røber ikke grunden. Kun det, at nye arbejdsopgaver truer. Til en start til det skulle bruges en trailer af en vis størrelse, som blev lejet.
Ved en senere lejlighed vil hemmeligheden blive afsløret.
Hvad er det, forstanderinden nu har fundet på?
Vil hun på ny trække de sidste kræfter ud af mig?
Vil hun belaste min bankkonto?
Hold øje med dagbogen de kommende uger og se, hvad der sker.

Måske er det et alderdomstegn, at jeg gerne vil være med til at værne om ord fra "gamle dage", ord, som ikke længere bruges i særlig grad.
Jeg blev derfor glad, da jeg fandt ud af, at der på min nye iPhone er en app. (bemærk, hvor arrogant jeg benytter nye ord), som hedder "Truede ord".
Hver eneste dag kan man læse om et ord, der er på vej ud af sproget, med en forklaring på ordets betydning. Ordet i dag var "forsoren", som betyder "friskfyragtig", "kæk", "skælmsk" eller  "sorgløs".
Af andre ord kan i flæng nævnes "brødflov", "fjæle", "knarvorn", "træsk" og "skellig". Til alle ord gives forklaring - og en opfordring til at bruge ordene.
God og kristen gerning.

Vi var i et supermarked i dag. Jeg traskede lidt rundt for mig selv, da en midaldrende herre kommer hen til mig og siger: "Goddag, unge mand". Lidt stolt, men overrasket over ordvalget kigger jeg på manden og smiler forbindtligt. Manden fortsætter: "Nu er det om at få et par guldbajere og en smøg - så går den derudaf".
Jeg smiler og nikker, og manden forsvinder mod kasserne.
Da jeg ankommer samme sted, er han ifærd med en højrøstet tale stående for enden af kassebåndet: "Nu rejser arbejderne sig igen. Nu vil kassedamerne og skolelærerne få bedre forhold. Arbejderne rejser sig, siger jeg jer. De rejser sig".
Der var smil hele vejen rundt, mens alle konstaterede, at den talende herre var selskabelig overrislet, men rolig og lidt fattet.
Han drog af med sine 2 guldbajere og en pakke smøger.

I dag står solen op kl. 07:26 og går ned kl. 16:24.
Dagens længde er i dag 8 timer 58 minutter.
Dagen er aftaget med 8 timer 34 minutter.
Ud af dette kan jeg regne, at dagen på et tidspunkt i juni har været 17 timer og 32 minutter lang. Det var en skøn tid.
Men denne nu kortere dag skal ikke forhindre mig i at værdsætte dagene, som de er for tiden. I godt 8 timer kan vi nyde solens stråler, og vi må erkende, at den ikke har været karrig i år, som er et af det bedste vejrmæssige år, den gamle mand kan erindre.
Og solen har strålet også i dag  på trods af, at meteorologerne har forudsagt noget andet.
De har haft en dårlig dag - igen, igen.

Endelig har jeg fundet min ligemand i vægt og fylde, den gode Budai.
Han må dog ikke forveksles med den måske mere kendte Buddha, som er indisk og et magert skelet af en mand.
Ham der min ligemand, den fyldige, er kinesisk og hedder Budai, og er som jeg kendt som "den lærde" eller "den smilende/glade".
Han var - også som jeg - fattig og kraftigt bygget, men glad. Ligheden vokser.
Han gik rundt med en stofsæk, hvori han havde sine få ejendele samt noget slik, som han gav til fattige børn. Sækken kunne ikke tømmes, den blev automatisk fyldt op, når den var tom. Her svinder ligheden, hvis man betragter sækken som min bankbog.
Jeg mødte ham tilfældigt ved et havecenter her i området. Såvidt jeg forstod, var han til salg. Nå, ja. Hvor mange kors med kristus er ikke blevet solgt gennem årene?

Så oprandt da dagen, hvor vort nu færdige bryggers kunne indvies under overværelse af entreprenører, leverandører, logistikfolk og bygherre og -herrerinde.
I lang og meget underholdende tale fremhævede repræsentanten for bygherren, altså undertegnede, navnlig entreprenørens store og uegennyttige indsats, hvorefter sidstnævnte klippede det røde bånd over og erklærede bryggerset for officielt åbnet.
Bifaldet ville ikke lægge sig. Umiddelbart efter besås lokalet, og alle udtrykte stor begejstring for projektets smukke færdiggørelse, og der sluttedes med en lækker frokost.

Jeg vil i dag glæde mig over vore meteorologers manglende evne til at forudsige vejret.
Hele ugen - og så sent som i går - var udsigten, at det ville blive regn det meste af dagen i dag.
Og hvad sker?
Pragtfuldt mildt, vindstille og ikke bare så meget som én dråbe vand.
Gad vide, hvordan de selv synes, det går derovre på DMI.
Grunden til min glæde over fejlen er naturligvis, at jeg har opholdt mig udendørs ligetil solnedgang. Nok ikke helt overraskende på jagt.
Jeg har gået 8 km. i uvejsomt terræn og sank 2 gang i til gummistøvleskæftet. Altid en spændende oplevelse. Heldigvis klarede jeg den uden at tage vand ind.

Den seneste måned har i sandhed været spændende - og bekostelige.
Vi er ved at "shine hjemmet op" og har i den anledning udført eller fået udført følgende - og hold nu godt fast, mens du klamrer dig til kuglerammen, for det var dyrt:
1) Ny terrassedør
2) Totalt renoveret bryggers med møbler m.m.
3) Ny emhætte 
4) Nyt komfur.
Nu skulle det lille hjem så gerne kunne eksistere i en rum tid, uden at den gamle mand og hans søde kone skal gribe til læderet igen.
I må ikke sige det til min bank.

Der er en del udsagn for, at dansk skulle være et vanskeligt sprog at lære.
Det er måske ikke så underligt, hvis man lige tager et kig på bogstaverne O og U og sammenholder dem med Å.
Se lige på disse ord:
Bund - rund - sund - grund - mund - undskyld - undfange - tunge - og mange flere med et U.
Dernæst:
Bog - sprog - klog - krog  - broget - kroget - toget - og mange flere med O.
Fælles for de to rækker ord er, at både U og O udtales som Å.
Sammenhold med.
Bud - lud - brud - klud - skudt - abrupt - tusind - fusen - dusin - og mange flere med U.
Samt:
Blod - stod - fod - node - flod - broder -noder - og mange flere med O.
I de to sidste linier udtales alle ordene som hhv. U og O og ikke som Å.
Er der noget at sige til, at udlændinge har det svært med dansk?
Endnu en grund til at være glad for, at man er dansker.

Forstanderinden er meget omhyggelig med rengøring. Hun har det sunde motto, at tingene holder bedst, når de bliver hold rene.
Derfor var det hende om at gøre at rense ovnen i sidste uge. Der blev indkøbt en slags spray, som havde til formål at løsne evt. sod og andet godt, og der blev sprøjtet af hjertens lyst og bagefter skrubbet og tørret. Renlighed er og forbliver en god ting, absolut prisværdigt.
Men så kom skuffelsen. Efterfølgende var det sikkert som amen i kirken, at hver gang ovnen tændtes, slog fejlstrømssikringen fra. Elektriker hidkaldtes. Problemet øjensynligt løst - men nej. Fejlen dukkede op igen. Resultat: I formiddag indkøbtes en ny ovn, bum.
Vi rige har mange glæder.

Og det var så det stormvejr. Rekord i vindhastighed. Det gik hårdt til.
Hvis Danmarks Radio var blot en smule fremsynede og fleksible, ville man i aften have kunnet se "Borte med blæsten" i hele sin anstrengende og udstrakte længde.
Bagefter kunne det passende have været "Stormy Monday" med Sean Bean, Tommy Lee Jones, Sting og Melanie Griffith
Men det havde heller ingen tænkt på.
Ej heller har radioafdelingen tænk sig om. Så ville man det meste af dagen have spillet Bob Dylan's "The Answer i blowing in the Wind" eller Elton John's "Candle in the Wind" samt Cornelius Wresviejk med "Hvem kan sejle foruden vind".
Men absolut ingen i DR tænkte på at være aktuelle. Hvor er det egentlig røvkedeligt.

I dag er en af de dage, hvor man påskønner, at ens hus har 4 vægge og et tag. Det regner og blæser derude, skyerne hænger tungt, og alt er lagt op til en hyggelig "inde-dag", hvor selv en fodboldkamp mellem ÅB og Sønderjyske føles som god underholdning. Kravene er ikke høje.
Dog tillod jeg mig overfor forstanderinden at øge dem en smule ved at nævne muligheden af, at en god kage til eftermiddagsteen ikke ville være af vejen.
Hun måtte beklage ikke at være i stand til at opfylde mit ønske, så jeg gik tilbage til nikkende at se på fodboldkampen.
Og så pludselig skinnede solen gennem skyerne - også bogstaveligt, og den søde dame meddelte, at hun da for resten havde frosset en kage ned. Den blev halet frem, tøet (næsten) op, og lige nu spiser jeg den. Den er herlig - og stor, og alle mine krav til søndagen er opfyldte.

Det bliver kort i dag.
Trætheden har overmandet mig. Jeg er kun i stand til dette ene - sidde ned, subsidiært ligge ned.
Årsagen er naturligvis, at dagens jagt har klemt kræfterne ud af mig.
Men hvilken herlig måde at blive træt på.
Årets første jagt er ovre. Og min første jagt i 35 år uden jagthorn er ovre. Det var en underlig oplevelse.
Jeg takker af for i dag og lover at være lidt mere på mærkerne i morgen.

Jeg er spændt på i morgen. Årets første jagt. Hundene er klar, jeg er klar, har fundet alt grejet frem og skal nu kun have tiden til at gå, til jagten blæses på kl. 9 i morgen.
Det bliver for mig en lidt underlig oplevelse. For første gang siden 1976 skal jeg ikke blæse på jagthorn på en jagt. Jeg har "opsagt" jobbet, da jeg skal øve mig for meget for at holde standard.
Gad vide, hvordan det vil føles, når pludselig en anden står på min plads med jagthornet. 37 år er trods alt et par år.
Fordelen vil være, at jeg kan være lidt mere afslappet.
At jagt iøvrigt er farligt bevidnes ifølge BT af en hændelse i går i Norge. En 70-årig mand, der bor ude i det øde, satte sig i går på sit das for at besørge. Pludselig drønede et skud, og den ældre mand blev ramt i maven. Heldigvis var det et ufarligt sår.
En elgjæger havde affyret skuddet i håbet om et stort dyr. Men hvordan han kunne ramme lokummet, undersøges nu af politiet. Man er heller ikke klar over, om også elgen blev ramt.
Morale: Gå ikke på toilet i elgjagt-sæsonen.

Igennem mit lange "hundeliv" har jeg ofte måttet konsultere en dyrlæge, oftest heldigvis med banale sager som vaccineringer og almindelige undersøgelser.
Men uanset hvad har det altid forekommet mig meget dyrt.
Derfor besluttede jeg forleden, da jeg indså, at Sydney - min hanhund - trængte til at få klippet kløer, at jeg ville skrive rundt til forskellige dyrlæger og indhente tilbud på en klipning.
Det viste sig at være en god ide. Jeg kontaktede 3 dyrlæger og fik fra de to første tilbud på omkring 250 kr. for et arbejde, der tager 2 minutter. Desuden ville der blive lagt 700 kr. oveni, hvis narkose skulle være nødvendigt.
Hos den tredje dyrlæge, et stykke ude i oplandet, var der "gevinst". 50 kr. + evt. narkose til 4-500 kr.
Uden tøven valgte jeg derfor "50 kr.-sedlen" og oplevede en udsøgt betjening (uden narkose) og var ude efter 2 minutter. Slet ikke utænkeligt, at denne dyrlæge vil blive min i fremtiden.

Lad lige en stolt far fortælle, at hans ældste søn i dag var til sin næstsidste eksamen i pædagogstudiet. Det drejede sig om liniefagseksamen, hvor man skal vise både teoretisk og praktisk, at man kan tilrettelægge en udendørs aktivitet for børn og unge.
Og det må siges, at det kunne den "unge" mand.
Han scorede et rigtig flot 10-tal, og kan nu slappe en smule af, inden den sidste hurdle, hans bachelor skal afvikles en gang i januar.
Men hvis du spørger mig, hvad jeg synes om dagens præstation, så må jeg bruge ordet SUBLIMT.
Tillykke søn.

I dag er der ikke sket noget nyt i vores hus, ingen nye installationer, møbler eller andet.
Den væsentligste årsag til den stilstand er, at vi ikke har været hjemme hele dagen.
Ej heller findes i min begrebsverden ønsker om nye tiltag i hjemmet. Nu har vi alt, hjertet kan begære.
Nå, altså sådan da. Forstanderinden er af en anden mening.
Der er lige et par værelser, der trænger til gulvlak og frisk maling på væggene. Og der er lige et gæstetoilet, der har mistet nogle vægfliser, som burde erstattes, og der er nogle gulvlister, der bør skiftes - sådan i en hel del rum. En enkelt lampe kunne trænge til udskiftning i lighed med et par håndtag. En dør eller to skulle gerne males. En cisterne, 44 år gammel skal på pension osv osv.
Noget kunne tyde på, at vi blot har en pause lige p.t. - måske endda en ganske kort en.

Hvis nogen for blot kort tid siden ville have påstået, at jeg - den mest fummelfingrede i familien - selv kunne finde ud af at afmontere en emhætte, så ville jeg have grinet højt. Slige tekniske foretagender har det nemlig med at gå i fisk for mig, hvorfor jeg på forhånd giver op.
Men en ny skulle sættes op, da den gamle efter 25 års tro tjeneste var ophørt med at trække vejret overhovedet. Så ned skulle den gamle, og for at spare tid for den venlige mand, der skulle sætte den nye op, gik jeg modigt i gang med opgaven.
Det forløb over al forventning. Kun 1 time tog det, inden den meget fedtede og afdøde emhætte kunne bæres til sin næstsidste hvileplads i vort affaldsskur.
En fin, ny emhætte sidder nu på dens plads og trækker vejret dybt og grundigt.
Forstanderinden er meget glad.

Jamen er det da ikke herligt? Vi skriver i dag den 20. oktober, klokken er lige omkring 18, solen er gået ned, og der er 13 graders varme udenfor. Det er jo næsten sommer - efter en helt vidunderlig en af slagsen juli-august-september.
Det påskønnes af mange, ikke mindst af mig.
Påskønnelsen vil ikke blive mindre, hvis vejret arter sig lige så godt førstkommende lørdag, for da skal jeg på årets første jagt, og en høj, blå solbeskinnet himmel vil være meget velkommen.
Godt vejr gør jagten bedre - og hundene og mig gladere.
Så meteorologerne må fortsat tage sig sammen.

Som tidligere fortalt har jeg fjernet et blomsterbed med planter, jord og fliser.
Dernæst beredte jeg bedet til græs og afventede kun, at strø græsfrø ud over det ganske areal.
Da jeg heldigvis har en god svigersøn, var det kun et spørgsmål om kort tid, inden han forleden ankom med frøene og strøede dem ud.
Det er en prisværdig handling, som jeg påskønner meget.
Men. Jeg er desværre nødt til at afsende en klage. 4 dage er gået og ikke et strå har vist sig.
Hvad skal jeg nu gøre?
Skal jeg bede ham om at komme igen og gøre det om?
Eller skal jeg lige så stille liste op i byggemarkedet og købe nye frø og strø dem ud? Eller hvad kunne jeg gøre?

Flensburg var i dag udsat for angreb af danske horder, som især med tungt panser satte ind mod steder af væsentlig strategisk betydning, såsom supermarkedet "Fleggaard".
Den lokale tyske befolkning holdt sig skræmt på afstand. Ikke bare én tysktalende blev observeret i området, hvorfor det var nemt at fjerne fjendens materiel.
Som det fremgår af første billede medbragte nogle af angriberne 2 panservogne, som i en rus begge blev fyldte til randen.
På billede 2 ses det indsamlede krigsbytte, som blev transporteret tilbage til moderlandet for der at blive konsumeret ved passende lejlighed.
Et fornyet angreb kunne tænkes gennemført, inden julefreden sænker sig over landene.

Jeg har rengjort fælgene på vores bil i dag. De var griset til af almindelig trafikstøv og -møg, men værst også af rester fra en elendig undervognsbehandling for nogen tid siden.
Sidstnævnte var næsten umuligt at få af. Jeg forsøgte mig med højtryksrens, sulfovand, slipol og parva-fjerner og meget skrubben og gnubben. Men det gik langsomt, indtil jeg fandt ud af at skrabe snavset af med en lille plastikske, meget små områder ad gangen.
Det var anstrengende, og der var meget at fjerne, og min gamle ryg protesterede til det sidste.
Rigtig "Fælg-rens" ville have  været godt.
Men vel. Fælgene blev nogenlunde rene, men ikke perfekte.
Derpå oprydning og returnering af de anvendte midler til deres pladser i bryggerset.
Og hvad sker? I samme øjeblik jeg træder ind i rummet, haler forstanderinden en sprayflaske med FÆLGRENS i frem fra en kasse. Det kunne have sparet mig for 2 timers hårdt arbejde i jordhøjde.
Jeg tog det pænt.

Jeg har fået det bedre med at følge forstanderinden i diverse supermarkeder.
I dag, da vi var på et raid gennem et af dem, fik jeg det lidt dårligt og satte mig ud i bilen. Det er ellers et kedeligt sted at være, hvorfor jeg tidligere har valgt at sjokke med og kedet mig bravt. Så det har været et valg mellem pest og kolera.
Men i dag. Heureka. Ankommet i bilen greb jeg min ny iPhone for at tjekke e-mails m.v., og i det samme slog det mig, at jeg jo spiller "WordFeud" og "Quiz Battle" med nogle rare mennesker, så hvorfor ikke lige nuppe et par omgange? Som sagt, så gjort, og tiden bare smuttede af sted. Jeg var næsten helt ked af det, da den gode forstanderinde meget senere dukkede op med et læs indkøb.
Fra nu vil det være mig en sand fornøjelse at ledsage fruen på selv lange indkøbsture.

På en sådan lidt "halvdoven" søndag med kun få opgaver på forstanderindens dagskema er det en fornøjelse at få besøg af datter og svigersøn. De kom bare for at aflevere noget, men havde heldigvis tid til at blive nogle timer til en lille smule frokost og en hyggelig sludder - også om cykling, idet svigersøn er ivrig cykel-motionist, der kører adskillige tusinde kilometer pr. år.
I dag lærte jeg en del om dæk og dæktryk. Med alle de punkteringer, jeg har været udsat for, var det en nyttig snak.
Jo, besøg af familie og venner står højt på den gamle mands ønskeseddel.

Det er dagen derpå. Det er en sørgedag.
Meget mod mine forventninger bød det undertippede danske fodboldlandshold favoritterne fra Italien god modstand. Indtil 2 minutter inde i de 3 minutters overtid førte vi med 2-1, da en brandirriterende italiener skovlede bolden over stregen til 2-2 og dermed helt slukkede vores chancer for deltagelse i VM. Der blev bandet og svoret og grædt i mange danske hjem. Jeg, der ellers ikke har så meget fidus til vores fodboldhold, var nok den, der bandede mest og tænkte grimme tanker om Italien og italienere i al almindelighed.
Det var ikke pænt gjort af mig, og jeg beklager meget. Det var uhøfligt og upassende, ligefrem uartigt. Undskyld, Italien.
Men hos mig er det fa'me slut med spaghetti og alle former for italiensk mad. Jeg køber aldrig en Fiat eller en Ferrari. Jeg vil ikke gå til italiensk for begyndere og ned med Berlusconi og Mussolini. Gid Venedigs kanaler måtte tørre ud og Roms 7 høje måtte reduceres til 6.
Så ka' de lære det, ka' de.

Det er ved at blive en vane - en rigtig dårlig en, en uvane.
På 3 ud af de seneste 4 cykelture har jeg været offer for en punktering. Det ligner et komplot iværksat af "Forenede Slangefabrikanter".
I dag skete uheldet på den mest trafikerede del af den indre Ringgade i Aarhus. Mange fodgængere stoppede og så medlidende på mig, mens jeg arbejdede. Bilister susede forbi, men kiggede interesseret på. Samme gjorde cyklisterne. Man kan roligt sige, at det vakte almindelig opsigt, at dér sad en gammel mand på en stensætning og skiftede slange. Jeg umagede mig med at se rigtig professionel ud, mens jeg med rolige og sikre bevægelser fik afsluttet arbejdet. 20 minutter tog det denne gang. Ny rekord.
Således opildnet af mine gode evner som cykelmekaniker fortsatte jeg min tur ud omkring Moesgaard Strand.

De seneste 4 dage er tilbragt i Oksbøl - på den lokale campingplads. Kom hjem i dag.
Forstanderinden og jeg var så heldige i guldbryllupsgave fra børn, svigerbørn og børnebørn at få et gavekort til et ophold der.
Om vi har nydt det? Ja, i høj grad. Bare vi to gamle for os selv. Herligt sted, tæt ved Vesterhavet.
Stod sent op, drog ud og "så ting", kom tilbage til sen eftermiddagste, sluttende med lidt godt at spise om aftenen efterfulgt af afslappet TV-kiggeri - og tidligt i seng.
Et skønt dagsprogram, der giver lyst til endnu en tur. Men det kan vare længe, inden den bliver aktuel. Campingmæssigt går vi i vinterhi - og jagtsæsonen står jo også for døren.

Jeg er ikke døv for at gå på slankekur, slet ikke. Og jeg har længe spøgt med tanken opildnet af familiemedlemmer, som kun vil mig det godt.
Men det er hulenfis'me svært, når man er så glad for at spise. Så jeg udsætter det lige lidt.
Konsekvenserne af en intensiv afmagringskur kan da også være katastrofale.
Se bare den stakkels mand, jeg så på apoteket i dag.
Han så ikke sund og rask ud ovenpå sin kur. Ikke engang skind og ben - kun ben.

Jeg har hørt, at Danmark i morgen skal spille en fodboldkvalifikationskamp mod Italien i København. Det bliver hul'me da spændende. Her er spændingsmomenterne:
Taber vi med 2 eller 3 mål?
Stiller Olsen som sædvanlig op med skadede spillere?
Stiller han også op med spillere, der inden for det sidste år har spillet blot én kamp for deres klub?
Er italienerne i det hele taget i stand til at tage kampen alvorligt?
Vinder Danmark?
Jo, der er mange spændingsskabende punkter, der skal afsløres i morgen.
Mine svar på de 4 spørgsmål er JA, JA, NEJ og NEJ. Men naturligvis ønsker jeg ikke at ødelægge den store forventning, som så mange dårer har til resultatet, hvorfor jeg lod mig iføre en landskampshat fra de gode, gamle Sepp Piontek-dage og vakte dermed stor opsigt i den travle gågade og blev mødt med kommentarer som "Narrehat", "Ta' en italiensk på" og "Skal du gøre nar?"

Det er næppe ukendt, at Pepsi Max er min yndlingsdrik blandt sodavand.
Jeg får nu og da en del sjove kommentarer til det.  Alt lige fra "Hvordan tør du?" til "Bliv dog voksen, mand".
Men det gør intet indtryk.
Pepsi Max til alle måltider, den er en gudedrik lig nektar. Og jeg importerer selv fra vores store, sydlige nabo.
En dag uden Pepsi Max er en 0-dag.
I dag var en + dag.
Pepsi Max og softice.
Undskyld, hr. doktor. Det skal ikke gentage sig - lige med det samme.

Aldrig før har jeg kørt så meget affald på lossepladsen på én gang - og uden trailer - som i dag. Bilen var proppet til taget. Den væsentligste årsag til de store mængder er bryggersombygningen. Meget gammelt er blevet fjernet + naturligvis rester fra arbejdet. Godt at slippe af med det.
Det var dernæst næsten en fornøjelse at flytte endnu et par trillebør fulde jord fra det nedlagte bed og tilkartoffelmarken.
Sluttelig var det en udsøgt fornøjelse at rengøre min cykel fra A til Z.
Alt - lige fra ringklokke til kæde - blev renset og smurt, så den nu står derude i værkstedet og skinner.
Jeg kan næsten ikke vente til næste tur, som bliver i morgen, dersom vejrguderne er med mig. Men det er de. De tør ikke andet.
PS: Bare jeg gad passe vores bil lige så godt, som jeg passer min cykel.

I forlængelse af gårsdagens lidelseshistorie med den halve ton fliser og min højtråbende ryg vil jeg i dag gerne redegøre for, hvorfra fliserne kom.
I et efterhånden 5 år gammelt bed vis a vis vore stuevindue udgjorde de tunge djævle kanterne. 5 år er en lang levetid i vores have, så nu har den gode forstanderinde besluttet, at det skulle væk. Jeg var dog ikke ganske uenig, hvorfor jeg med et vist gåpåmod kastede mig ud i opgaven.
Billedet viser tingenes tilstand i dag. Jorden skal køres bort og udgøre det muldlag, der næste år skal bære vores kartoffelhøst. Marken ses i det fjerne på billedet. Jorden der trænger til udskiftning, hvilket dette års dårlige høst bekræfter. 2 trillebør fulde er allerede fjernet. I morgen forsvinder resten - tror jeg nok, måske, eller også gør det ikke. Der er lovet regn.

Hvis du gerne vil vide, hvordan man graver op og flytter cirka ½ tons kantfliser, så spørg bare mig. Jeg gjorde det nemlig just i dag.
Men bed mig ikke om at gøre det en gang til, uanset hvor det måtte skulle ske.
Min gamle ryg ville protestere højlydt, hvad den fortsat gør efter dagens anstrengelser.
Grave fliser løs, løfte op i trillebør, køre, læsse af fra trillebør i pæn stabel, tilbage og det hele om igen. Hvor mange gange det blev til i alt, har jeg ikke tal på. Men fliserne er flyttet, og ryggen har meddelt, at den ved evt. gentagelse også vil flytte. Og det er skidt. Jeg bliver da ganske ryggesløs. (Forstod du den? Hvor får jeg det dog fra?).

Lægebesøg er en del af ens tilværelse, når man ældes.
Jeg var i dag på besøg hos min læge for et 10.000 km. eftersyn.
Den gode medikus erklærede sin tilfredshed med min tilstand, både nyretal, blodsukker, æggehvide etc.
Dog holdt han en lille pause, da vi nåede til kolesteroltallet, som han antydede var en anelse for højt, dog ikke behandlingskrævende. Tænk, han antydede, at jeg måske skulle lægge mine kostvaner om. Den forstod jeg ikke. Jeg har en aldeles glimrende appetit og spiser, så meget jeg kan nå, og mine næsten hverandendags-cykelture høvler hver gang 2.500-4.500 kalorier af mig.
Nå, noget skal gøres. Jeg vil vælge at sove lidt længere, så der ikke er så meget tid til at spise.

Jeg glæder mig, hver gang jeg er sammen med familie og venner, og det uanset om det er store eller små sammenkomster.
I eftermiddag var det en kop te/kaffe hos rigtig gamle venner i Æbeltoft.
Naturligvis cyklede jeg derover, startede samtidig med forstanderinden i bil, og vi ankom på samme tidspunkt, idet hun gjorde en omvej omkring en del butikker i byen.
Således fik vi begge en god tur - og nogle hyggelige timer over kaffe- og tekopperne, ikke at forglemme dejlig, kølig Pepsi Max, lige den rette årgang og temperatur.
Det er godt at have familie og venner.

Jeg ville være et slemt skarn, hvis jeg ikke kunne glæde mig over dagen i dag.
Der var indkaldt til familiebrunch på en god restaurant ved åbredden i Silkeborg.
Maden var god - selskabet endnu bedre.
Omgivelserne lige ned til Gudenåen kan nok heller ikke ønskes kønnere.
Således var alt på plads til et par gode timer sammen.
Om jeg nød det? Jep.
Om jeg spiste for meget? Jep
Om jeg nød at være sammen med de søde mennesker? Jep.
Om jeg gerne vil gøre det igen? Jep.
Man kan ikke ønske sig en bedre dag.
 

Jeg havde himmelske ben i dag. Ben af stål. En kondi som en verdensmester. Det kørte bare derudaf.
Med andre ord. Cykelformen er ved at være der.
Ca. 55 km. rundt om Brabrandsøen, gennem Aarhus og Viby blev det til. I formidabel fart.
Og hvad skal jeg så bruge denne gode form til?
Det skal jeg fortælle. Den skal bruges i morgen, når VM i cykelløb afvikles i Toscana, Italien. Da vil det være vigtigt at være helt på toppen, hvis man skal kunne følge med gennem hele transmissionen. Jeg regner med en god placering her i min formstøbte sofa.

Tak ska' du ha'. Der faldt pindebrænde ned kl. 10.03, da forstanderinden vendte hjem efter en tidlig tur ud i samfundet.
Der lå jeg med min WordFeud, afslappet og rolig og måtte lægge øre til en ordentlig omgang verbale øretæver. Den ene lige venstre efter den anden.
Det er sågu' da også for dårligt, at en stærk og rørig mand ligger der og snuer til op ad formiddagen, mens den ene opgave efter den anden ifølge lederen bliver skrottet.
Og den gode forstanderinde har ikke nogen stor tålmodighed. Er en ordre udstedt, skal den udføres her og nu, mens jeg har en lidt mere tilbagelænet indstilling. "Det render jo ingen steder", som man siger.
Nå. men de blev altså sat op, de der to hylder, der udgjorde dagens kommandobefaling.

Jeg beklager, at jeg i går ikke kunne opdatere p. gr. af tekniske problemer hos min webhost.
Derfor vil dagens fortælling blive lidt lang, dækkende 2 dage.
I går blev vores rare flisemand færdig med bryggerset. Vi er himmelhenrykte over det. Vores bryggers har aldrig været pænere end nu. Det er en hel fornøjelse at være der. Jeg har overvejet at flytte min seng derud.
Snart afholdes en højtidelighed, der skal markere indvielsen officielt. Tilstede vil være entreprenør, leverandør og bygherre. Desværre er Majestæten optaget af en indvielse af et offentligt toilet på Færøerne, så hun kan ikke komme. Jeg må derfor selv holde talen, som bliver lang og bevægende.
Det bliver stort.
I dag har jeg cyklet sammen med søn Peter. Det var en rigtig god træningstur i bjergene omkring Hammel. Ikke lang, 32 km., men ganske bakket. Jeg nød hvert sekund af den, selv om det gjorde ganske ondt ind imellem. Jeg eeeeelsker cykelture, ikke mindst med familien.

Jeg er stolt af min kone, mine børn, svigerbørn og børnebørn - meget stolt.
Men i dag vil jeg tillade mig at være lidt stolt af mig selv under dagens cykeltur. Hør bare:
På en iøvrigt lang og anstrengende bjergetape på Djursland punkterede jeg blot 6 km. før mål. Rent automatisk greb jeg efter telefonen for at ringe efter forstanderinden, som har afhentet mig nogle gange tidligere ved lignende lejligheder.
Men så slog det mig, at jeg jo selv burde kunne skifte slange på min fine, nye cykel  Som tænkt så gjort. Så derude i kanten af den trafikerede landevej gik jeg i gang, og efter ½ time kunne jeg køre igen. Det er længe - jeg ved det - men teknikken er endnu ikke indøvet. Har blot set det et par gange.
Men jeg gjorde det - det er det vigtige.
Det vil jeg blære mig over nogle dage.

Får man mavepine af at spise mange blommer? Ja.
Har vi i vores have et velfyldt blommetræ? Ja.
Vil også jeg få mavepine i aftenens løb? Ja.
Årets blommehøst viser sig i praksis at være kilometer over kartoffelhøsten. Vores dejlige blommetræ er i år bedre end nogensinde. Store, mørkeblå, søde blommer hænger i klaser på træet.
Vi har allerede gjort et stort indgreb på dem, og maveskindet har været strammet nogle gange. Herligt.
Forstanderinden hørte iøvrigt i radioen for nogle dage siden, at blommer er en af de sundeste frugter, man kan spise. De har et lavt energiindhold og indeholder A- og C-vitamin.
Så heldigvis er der ingen undskyldning for ikke at spise dagens dejlige skål sundhed.

To gange i denne uge har mine to yndlingsbørn velsignet deres gamle far med de kendte morgenvækninger, som de kalder "Lege med far". Forrige gang var det søn, i dag datter.
Som sædvanlig bestod vækkelserne i rusken, råben, rulninger, rykninger i arme og ben, oppresning af ben til pande etc. etc.
Jeg olding må bare tage imod, er magtesløs og kan ikke gøre andet end at råbe højt om nåde. Ikke at det virker, men angstens skrig kan ikke holdes tilbage.
Forstanderinden deltager gerne i løjerne. Tre mod en. Det er svært.
Det eneste gode ved oplevelserne er, at der nu kun er 2 klip tilbage på det klippekort, jeg fik i fødselsdagsgave. Så er det slut. Glæder mig til det.

Da jeg stod op i morges, besluttede jeg straks, at jeg i dag ville slå græs.
Da forstanderinden stod op i morges, besluttede hun straks, at jeg skulle klippe hæk.
Resultat:
Jeg har nu klippet hæk og slået græs.
I morgen vil jeg være meget forsigtig med at beslutte noget som helst, lige når jeg står op.

Trivielle vaner er en uskik. De giver mig udslæt.
Jeg ryddede op i mit redskabsskur i dag. Sådan en rigtig grundig omgang. Meget blev kasseret, en reol skiftet, og gulvet blev fejet. Godt, men hårdt arbejde.
Nu skulle en sådan oprydningstrang nødigt blive til en vane. Jeg gjorde jo nøjagtigt det samme i 2007 og kan frygte for, at det bliver netop en triviel vane med den oprydning. Jeg vil forsøge at undgå det ved at love mig selv, at der skal gå mindst 7 år, inden jeg gentager successen.
Jeg fandt for øvrigt et sæt aldrig brugte snekæder, som jeg ikke kan bruge. Det ligger til afhentning.
PS: Som afslutning cyklede jeg lige 41 km. ud ad landevejene omkring Trige. Så jeg har det godt nu.

Hvis nogen i dag kunne finde på at kalde mig en doven hund, ville jeg tilstå, at det er korrekt. Jeg har udladet så lidt energi i dag, at man end ikke kunne tænde en tændstik med det.
Årsag: Restitution.
De seneste 3 dage har stået i bryggers-ombygningens tegn og store anstrengelser. I dag er hviledag, som de forekommer i ethvert større cykelløb. Derfor har jeg blot ryddet en smule op og spist Othellolagkage.
Sidstnævnte var sjovere end førstnævnte.
Gud give, at det i morgen kan blive "cykel-vejr", så jeg kan fordele den lækre lagkage rundt omkring på gader og veje.

Skule en og anden blandt mine rare læsere gå med planer om at blive pensioneret, vil jeg ubetinget sige: "La' vær'!"
Det er et job, der kræver urimelig stor udholdenhed fysisk såvel som mentalt.
Der gives kun sjældent en ledig stund, og arbejdsdagen kan være kilometer-lang. Ikke noget med 8 timer og så fri. Næ, det kan sagtens trække ud til både 8 og 9 om aftenen.
Alle siger, at en pensionist har masser af tid, skal kun koncentrere sig om sig selv.
Jeg siger, at en pensionist har alt for få ledige stunder til indre overvejelser og refleksioner og ofte end ikke har tid til måltiderne.
Her synes jeg, at kommunen bør gribe ind.

Endnu en dag I bryggerset. Den rare flisemand gjorde færdig med fugning og alt det dertil hørende. Man må sige, han er en flittig mand, ikke til at stoppe.
Bryggerset ligner nu en million, men vent bare, til vaskemaskine og tørretumbler finder deres pladser I et dertil indrettet og nyt "skab" med en høj sokkel, så forstanderinden kan skåne sin dårlige ryg mod de alt for mange bøjninger, når maskinerne står på gulvet.
Nu mangler blot opbygning af "skab", gulvlister og maling.
Der vil ved først givne lejlighed blive afholdt en højtidelighed, når bryggerset skal indvies. Der vil ved den lejlighed blive udskænket berusende drikke og serveret pindemadder.
Majestæten kan desværre ikke komme og holde indvielsestalen, hvorfor jeg selv må tage over og takke den rare flisemand og bygherren (mig selv). Det bliver på én gang højtideligt og festligt - og en meget lang tale.

Av, av, av, av. Det gør ondt. "Hvor?" hører jeg dig sige. Det er nemt at forklare: Over det hele.
Årsag: Advarslen om smerterne udsendtes i fredags, da jeg fortalte om den første anstrengelser med at tømme vort bryggers med det formål, at en rar flisemand i dag kom og lagde fliser i gulvet.
Ganske vist skulle jeg ikke udføre det hårde arbejde med at kravle rundt på gulvet. Til gengæld skulle jeg fjerne gulvlister, brække paneler ned, være "skaffer" af (tunge) fliser, tilskære fliser og sidst på dagen rydde op i affald, værktøj og maskiner.
Jeg går nu med en ret vinkel i hoften og kan ikke kigge fremad, kun nedad. Samtidig udstøder jeg smertefulde lyde og har begge arme samlet på ryggen. Der bringes ingen billeder.
I morgen skal der fuges, i overmorgen males og i overovermorgen sættes alle maskiner tilbage på deres pladser, dog med enkelte bytninger.
Nu kommer det igen. AV AV AV AV. Hent lige mine panodiler. Vi ses måske igen.

Sidste etape i Vuelta Espana køres lige nu. Selv om den ikke er spændende, følger jeg alligevel med med det ene øje, mens jeg lytter til de to gode kommentatorer, Dennis Ritter og Rolf Sørensen, som har guidet os gennem turen. De er begge engagerede. Måske har Rolf nu og da besvær med i sin ivrighed t få sig udtrykt helt korrekt, og somme tider kniber det med at finde de bedste tillægsord.
Når Rolf virkelig skal understrege noget, bruger han ordet "meget" i lange gentagelse. Helt op til 8 gange efter hinanden har jeg observeret: "Dagens etape er meget, meget, meget, meget, meget, meget spændende". 
I dag røg en ny sprogblomst ud af TV'et. Snakken var, om Contador vil være på Bjarne Riis's hold til næste år. Det fik Rolf til at sige: "Hvis Bjarne kan slippe af med ikke at slippe af med Contador, vil han gøre det". Klar tale. Well spoken, Rolf.

Jeg ved meget vel, at dette kan være lige på grænsen til, hvad jeg normalt vil beskæftige mig med i min dagbog. Men fristelsen er for stor.
Grimt og smukt kan selvfølgelig altid diskuteres. Men jeg tror, at alle kan enes om, at det afbillede dyr, blobfisken, eller Psychrolutes Macrius som den lidt mere pompøst hedder på latin (Ekstrabladet) ikke er vanvittig køn.
Den er netop blevet kåret som verdens grimmeste dyr ved en afstemning med adskillige tusinde deltagere. Blobfisken fik alene over 10.000 stemmer og var en klar 1'er. Det giver ikke grund til undren, selv om lige netop dette eksemplar vandt en nyligt afholdt skønhedskonkurrence blandt blopfisk.

Endnu en gang har forstanderinden barslet - med en af sine mange ideer.
Hendes ideer afstedkommer oftest store fysiske udfoldelser, således også denne gang.
Der skal lægges fliser i bryggerset, hvide med lysegrå fuge. Værs'go'.
Et bryggers har det særkende, at der står fryser, tørretumbler, vaskemaskine og skabe deri. Alle tunge sager - og de skulle i dag bæres ud, så den rare flisemand kan komme til på mandag.
Heldigvis ankom søn og svigerdatter ( + Frederik) og løftede. Senere ankom datter med de forbistret tunge fliser. Ved fælles anstrengelser fik de tømt rummet.
Min beskedne indsats bestod i at fjerne alle de mindre tunge ting ud og skrue en reol ned. Men jeg har også slået græs. Summen af disse anstrengelser har gjort, at den gamle ryg brokker sig ganske højlydt. Håber, den holder mund i nattens løb.

På min nye iPhone kan man spille et spil, der hedder "Wordfeud", noget med at sætte bogstaver sammen til ord i en konkurrence med andre.
10-12 stykker af mine venner og familie har bedt mig spille imod dem.
Og det kan jeg da så inderligt godt forstå, at de har. For de banker mig. De kører lige hen over mig. Og de sidder garanteret og klasker sig på lårene af grin.
Jeg får så mange tæv, at Danmarks nederlag i ishockey på 49-0 mod Canada i 1949 var en tæt kamp.
Der må være nogen, der for mig er nemmere at spille "Wordfeud" imod, nogle ordblinde eller helt blinde. Bare de ville invitere mig som modstander.
I andre kunne så give mig nogle tips. Hvorfor er det, at mine modstandere laver et ord på 3 bogstaver og scorer 48 points, mens jeg for et ord på 6 bogstaver scorer 9 points? Hvad skal jeg gøre?
Der er noget galt. HJÆLP!
Og jeg, som løser landets vanskeligste kryds og tværser på ingen tid - jeg græmmes.

Én gang forælder - altid forælder.
Ældste søn afleverede i dag den første af tre afgørende eksamensopgaver på pædagogseminariet. Og jeg fulgte med for at påse, at alt gik, som det skulle. Opgaven skal forsvares ved en senere lejlighed.
For ham var det er stor dag - og for hans far en næsten større.
Det er iøvrigt ikke hver dag, en forælder følger sit barn i skole på Peter Sabroes lærde seminarium. Men det skete så i dag.
Jeg var heldig at træffe sønnens studievejleder, en flink og imødekommende dame.
Til hende fik jeg lejlighed til at beklage mig over det meget lille antal forældremøder, der afholdes på seminariet. Hun var i princippet enig med mig og lovede at forelægge det for bestyrelsen snarest.

Det har været hviledag i Vueltaen.
Konsekvens: Intet cykelløb på skærmen.
Hvad gør den gamle mand så?
Han tænder for TV'et og afspiller de sidste 2 dages etaper, som han ikke havde set, og som han omhyggeligt havde optaget.
Således kom der alligevel cykelløb på skærmen på hviledagen.
Og således havde den gamle mand alligevel en god dag.

Jeg har været i Hanstholm i dag med forstanderinden og gode venner.
Hanstholm er en spændende by, havnen, udsigten og det berømte bunkermuseum.
Det var imidlertid ingen af de tre, jeg i dag fæstede mig ved. Det var en lille, uanselig restauration godt bortgemt mellem høje industribygninger, vodbinderier etc.
Navnet er "Det gamle røgeri", navnlig er kendt på størrelsen af sine stjerneskud.
Af en af vore gode venner blev vi kraftigt anbefalet at købe den mindste af dem, hvilket vi gjorde. Og jeg skal da love for, at den var stor, selv for stor til mig, selv om jeg pligtskyldigt spiste op.
Godt, vi ikke købte den store.
Om den smagte godt? Det er ganske vist.
Skulle du komme til Hanstholm, så find den lille restaurant og køb dig et stjerneskud, men det mindste. Ellers kløjs du i det.

Sammen med en del af familien var jeg i går på det traditionelle "Hammel Hestemarked", en 40 år gammel tilbagevendende begivenhed.
Jeg overdriver næppe, når jeg skønner, at der var 10.000 mennesker (måske flere) på den meget store og uoverskuelige plads, men der kun var 15 heste. Resten var boder og gøgl.
Det, som startede det hele, er nu begrænset til den fjerneste afkrog. Det var næsten et hestemarked uden en hest. Men der er vel ej heller mange geder på et gedemarked, når man bruger udtrykket "Sikke et gedemarked".
Men sjovt og hyggeligt bar det at vandre rundt, selv om udbuddene var det sædvanlige på sådanne markeder, meget varieret. End ikke forstanderinden lod sig friste til indkøb.

Af skade bliver man klog, men sjældent rig - tværtimod kan man blive fattig.
Det handler om fartbøder.
3 gange inden for 3 år har fælden klappet for mig, i Århus, i Lading og i Padborg.
2.500 kr. har det kostet mig .
Det er ganske mange penge, som jeg meget hellere havde set brugt af forstanderinden og jeg til tant og fjas, en lille ferie i campingvognen, en god middag eller to, lidt tekstil til fruen. Mulighederne er legio.
Men sådan skulle det ikke være. Det vil dog være således i fremtiden. Jeg overholder nu alle fartgrænser på det nøjagtigste til stor irritation for mange medtrafikanter.
Men jeg hamrende ligeglad. Jeg vil så gerne have lidt tant og fjas.

Jeg så i formiddag et syn, der glædede mig.
Heldigvis er der mange mennesker, der motionerer ved at løbe.
De fleste af dem har tilsyneladende ikke behov for det. De er nogle magre hæklenåle, som løber kvikt og spændstigt, og som måske har blot 50-55 kilo at flytte rundt på. Det kan se elegant ud.
Min gode oplevelse var, at jeg så en lidt yngre pige, 25-30 år, komme løbende. Og der var ikke noget hæklenål over hende. Hun var meget kraftig - over det hele.
Men hun løb. Hun løb iført et nydeligt joggingsæt, noget besværet og kluntet.
Men hun gjorde noget. Hun løb. Uden tvivl for at tabe de mange overflødige kilo. Flot.
Nogle ville have kigget lidt nedladende på den store pige, men jeg syntes, at det var så flot.
Hun har blæst på andres mening om, hvad man kan iføre sig, og hvad man kan gøre.
Godt gået, unge dame.

Den 5/9 vil altid være en mindeværdig dag for mig.
I dag er det præcis 8 år siden, jeg røg min sidste cigaret. Helt præcist den 5/9 2005 kl. 13.42.
Er jeg glad for, at jeg stoppede? JA.
Har jeg sparet penge? NEJ.
Har familien været glad for, at jeg stoppede? JA.
Ville jeg gøre det samme under samme omstændigheder? JA.
Savner jeg nu og da en smøg? JA.
Har jeg tabt mig? NEJ.
Har jeg taget på? JA JA JA JA (25 kg.)
Har jeg fortrudt? NEJ.
Begynder jeg igen? NEJ.

Jeg har overvejelser.
Efter i 3 år ikke at have sat mine ben på Aarhus Stadion har jeg måske fået lyst til at komme der på ny. Den eneste årsag til lysten er, at AGF har vundet en del kampe og nu ligger nr. 2 i turneringen. Tilsyneladende et velspillende hold.
Jeg er udpræget og rendyrket "medvindsfan". Jeg gider ikke bruge tid og penge på nederlag, hvorfor jeg er i opposition til de "rigtige" fans, som støtter og hænger ved uanset resultaterne.
Det kunne være skønt, om det kunne blive som i "gamle dage", da AGF vandt langt de fleste kampe. Det er fortsat en chance at tage til fodbold derude. Muligheden for nederlag føles stadig større end for en sejr.
Jeg hader at tabe. Skal - skal ikke tage til fodbold? Et eksistentielt spørgsmål.

Nogen vil vide, at jeg har en fortid med lystfiskeri. Især var jeg glad for at gå langs en stille å og forsøge at fange en ørred. Det lykkedes heldigvis med jævne mellemrum.
Jeg fik desværre aldrig lært at fluefiske, men til gengæld havde jeg stor succes med at dørge på Aarhusbugten. Det lykkedes mig at fange indtil flere pænt store havørreder.
Heldigvis fik jeg lært vores søn at fiske, hvilket han i dag har stor glæde af - og han er god til det. Jeg lærte ham de allerførste ting på havnemolen i Aarhus havn.
Jeg lærte også at fiske af min far. Det foregik ved havnen i Silkeborg, et lille stykke af Gudenåen bag den berømte sluse. Jeg blev straks meget glad for det.
På billedet ses det sted, hvor jeg første gang smed en snøre ud. Jeg kom der efterfølgende hundredevis af gange.
Billedet er fra 1955. Jeg startede i 1950. For mig et herlig gensyn med stedet. Lær dit barn at fiske.
Bemærk (u)tålmodigt ventende mor og far.

iPhone-teknikken optager mig meget. Jeg må have lært at bruge den. Jeg prøver med selvlæring, og lidt lykkes, men for lidt.
I dag gav dog et enormt hop fremad. Vi er så heldige, at et par af vore venner er godt inde i brugen af "maskinen", og de var så venlige at øse af deres viden. 
Efter en lille frokost tog indlæringen fart. Jeg fik lært, hvad "apps" er, og jeg har fået indlagt en del af dem. Jeg har lært om "face time", om eftersøgning af telefonen, samt allerbedst: Jeg kan finde forstanderinden, hvorend hun befinder sig - blot hun har telefonen tændt. Den vil jeg bruge flittigt.
Jeg bør nok fortælle, at hun på samme vis kan se, hvor jeg er. Kratluskeri er indført.
Under alle omstændigheder var det rigtig nyttigt at vore to venner var her. De udviste stor tålmodighed, hvilket var nødvendigt.

Som fortalt fik forstanderinden og jeg for et par dage siden en iPhone. Moderne tider.
Lige nu burde jeg overlegent bruge den og som den største selvfølge skype, gå på internet, skrive e-mails og sms'er, tage fotos, lægge dem ind på computeren, få nye apps, spille wordfeud og andre spil, opdatere min dagbog og facebook, bruge GPS og Endomondo, føre kalender og telefonere.
Men det går lidt langsomt. Jeg har på 3 dage med besvær lært at ringe op og modtage et opkald.
Forstanderinden er længere fremme. Hun kan også bruge SMS.
I morgen har nogle venlige mennesker lovet at komme og lære os mere. De får det svært.
Moderne tider er hul'me besværlige.
PS: Jeg ved ikke, hvad Apps og Wordfeud er.

Det er blevet lidt sent i dag. Lige hjemkommet fra en gevaldig 140-års-fødselsdag (2 x 70) sidder jeg med tasterne i en lille smule uorden. Nogle af dem synes at skifte plads for hvert minut, hvilket afstedkommer mange rettelser i udførelsen af opgaven og gør den noget mere tidkrævende end sædvanligt. Jeg er nødt til at henregne det til spiritussens skadelige virkninger.
Det er ikke godt. Jeg ved det, men dårlige kammerater nærmest tvang den gode rødvin og de gode øller ned i min hals.
Måtte der gå lang tid, inden det sker igen.
Men hvor var det dog en dejlig god og lang fest. Sikke noget mad, vi fik. Jeg var dybt imponeret - og lige nu en smule indisponeret.
Det vil straks blive bedre.

De moderne tider har indhentet beboerne her på matrikelhummeret.
I går fik jeg i gave en "iPhone 4S". Den blev jeg meget glad for. Men nu kommer så en vanskelig periode, hvor jeg skal lære at betjene den. Det ser jeg som et stort bjerg, der skal bestiges. Det forårsager ofte en del frustrationer. Godt, man har børn, der kan hjælpe.
Midt i min glæde over den nye iPhone meddelte forstanderinden, at sådan en ville hun også have.
Jeg holdt lige vejret i et kvarters tid. Enden blev naturligvis, at vi købte en til den søde dame også. Mon det var en 4S? Næ. Det skulle være en 5'er. Så her sidder jeg med min fine 4S'er og er straks distanceret med en banelængde.
Nå pyt. Jeg finder alligevel aldrig ud af forskellen og er himmelhenrykt over min 4S'er.
Men fremtiden er i sandhed kommet til Studstrup.

Jeg tilstår. Jeg stemte for indtræden i EU i 1972.
At jeg har fortrudt en del gange siden, er vist gældende for mange.
Men nu er bunden nået. Nu vil jeg ha' os ud snarest. Hvor tåbeligt kan det blive?
EU er nemlig på vej med et direktiv, der vil sætte en stopper for salg af lakridspiber, fordi de ligner tobaksvarer. Nogle "omsorgsfulde" personer, den grønne gren af EU-parlamentet, mener, at lakridspiber får unge til ligefrem at ønske at ryge.
Man kan ikke blive enige om at forbyde tobaksreklamer - men forbyder gerne lakridspiber. Altså.
Hvad med at forbyde chokoladefrøer?  Man bliver høj og skæv af at spise rigtige frøer og skrubtudser.
Forslaget er latterligt, og tænk. Kræftens Bekæmpelse mener, at produktionen af lakridspiber er støttet af tobaksindustrien. Hold da piben inde.

Ud af syltetøjsglasset med forstanderindens mange opgavesedler til mig trak jeg i dag en, hvorpå der stod: "RENS NORDGAVLEN FOR ALGER".
Det var hundesvært at finde på en undskyldning, da der var et vist behov for det, så jeg samlede op i mig selv og gik i gang.
Behovet fremgår af venstre billede.
I forgårs sprøjtede jeg alge-rens på gavlen, og ifølge kogebogen skulle de indtørrede rester fjernes i dag med højtryksrenser og en lang kost. Det var nemt at betjene trykrenseren - bare trykke på en knap. Den klarede forstanderinden.
Noget mere anstrengende var kosten. Gæt, hvem der betjente den. Se blot.
SÅ, færdig. Nu gælder det "Vuelta Espana" i algefri omgivelser.

At cykle er at opleve. Oftest ikke de store oplevelser, men typisk de små. Det er måske et hus, et træ, en mark, en bil eller en person, som skiller sig lidt ud.
I dag var det en by, en lille undselig landsby i det sydlige Djursland, Karlby.
Der er vist ikke i daglig omtale noget specielt ved Karlby, og slet ikke turistmæssigt.
Men jeg oplevede den som en hyggelig samling huse med en ganske køn om end lidt bastant kirke midt i det sommerlige landskab, en god oplevelse.
Det var også en god oplevelse, at man lidt uden for byen kan se et af de gamle byskilte, hugget ud i sten.
Jeg kom hjem med mange gode oplevelser i tankerne.

At køre affald til genbrugsstationen (tidligere benævnt "lossepladsen", et mere dækkende ord, synes jeg. At "losse" = at "læsse af") er en god og kristen gerning. Derfor udfører jeg den med meget jævne mellemrum, hver gang godt forbavset over, at en så lille familie som vores på kun 2 personer formår at samle så meget affald på blot 2 uger, som er den sædvanlige termin.
Hver gang bliver bilen (en forholdsvis stor varevogn) fyldt til randen med ildelugtende haveaffald og diverse ting og sager fra husholdningen, det meste af det tom emballage af enhver art.
Det gode ved at få tømt affaldsskuret og kørt det bort er, at man føler at have gjort et nyttigt arbejde. Man er kommet til bunds i skidtet, og der er på ny god plads til mere.
Tror da pokker, der er fyldt op i affaldsskuret, når man ved, at hver borger i dette land i gennemsnit leverer 1.600 kg. affald pr år.
3.200 kg. fra Forstanderinden og jeg. Intet under, at min ryg ind imellem protesterer.

For en uge siden var vores kronprins vældigt i søgelyset, fordi han gennemførte den berømte "Ironman", 3,8 km. svømning. 180 km. cykling og 42,2 km. løb.
Den gode prins klarede det hele på 10 timer, 45 minutter og 32 sekunder. Acceptabelt.
Jeg vil ikke stå tilbage for denne præstation, hvorfor jeg i formiddags arrangerede min egen Ironman.
Jeg soppede 25 meter, cyklede 2,5 km. og løb en tur rundt om vores hus.
Det hele klaret på under 2 timer.
Som det fremgår af billedet, var jeg noget udmattet efter præstationen, men som kronprinsen særdeles tilfreds med resultatet. (næsten 9 timer hurtigere end han).
Gå hjem og vug, Frederik.

Om jeg dog forstår det.
I går var jeg mere eller mindre "grounded" med en dårlig ryg.
I morges kunne jeg kun med stort besvær kravle ud af sengen, kunne næsten ikke gå, og jeg ømmede mig højlydt.
Morgenmaden og et kig på nogle optagelser fra AGFs sejr i aftes bragte lidt lindring.
Pudsigt nok fik jeg det også en smule bedre ved at følge med forstanderinden i et supermarked, hvilket alt i alt betød, at jeg ved hjemkomsten næsten løb om til min græsslåmaskine og på rekordtid fik plænerne slået.
Efter denne heltegerning blev det endnu en tand bedre.
Jeg tør ikke gætte på, hvad der ville være sket, hvis jeg derefter havde gravet mit kartoffelbed.
Det får jeg aldrig at vide, for om lidt starter det store cykelløb i Spanien.
Men underligt er det. Jo mere jeg lavede, des bedre fik jeg det. For Guds skyld, sig ikke noget til forstanderinden om det. Jeg kan sagtens få tiden til at gå uden tvangsarbejde.

Jeg vil gerne delagtiggøre min omverden i min rygsmerter.
Nu har jeg lidt i en uge (næsten) i absolut tavshed, hvilket tydeligt understreger min evne til at bære smerter og min tålmodighed.
Men nu er det blevet for meget selv for mig. Den er helt gal lige over lænden.
Nu skal I høre:
Min gangart er håbløs, foroverbøjet og ganske små skridt, kan kun se 2 meter frem foran mig, og det gør djævelsk ondt. Selv ikke panodiler virker.
Men intet er skidt, uden at det også er godt for noget. 
I morgen starter "Vuelta Espana", og jeg kan udnytte denne mulighed til at se det stille og roligt, mens jeg rekonvalescerer i min formstøbte sofa.
3 ugers cykelløbe kan helbrede næsten alt.

Altså - de køwenhawnere.
Nørreport Station i vores hovedstad er ved at blive renoveret for 400 mill. kroner.
Det er mange penge, men den bliver uden tvivl flot med alskens fine ting og sidste nye.
Fra meget gammel tid har man brugt at sætte stationernes navne på et fint skilt uden for, så alle og enhver vidste, hvor man var.
Således også på Nørreport.
Blot har man i skyndingen overset en lille stavefejl, så stationen hedder "Nørreport Statoin".
Den var ikke gået i Jylland.
Og så er man på den fine station oven i købet glade for fejlen.
Skiltet er imidlertid stavet helt korrekt, hævdes det iflg. Ekstrabladet, og manden bag stavefuskeriet påstår, at han har gjort det for sjov for at få folk til at kigge op.
Projektlederen på Ny Nørreport siger, at han er meget tilfreds med joken.
De er nemme at fornøje de køwenhawnere, men ikke gode til undskyldninger.

Når man kører i bil som passager, hvilket jeg gjorde i dag, har man god tid til at studere omgivelserne. Normalt byder de ikke på de store overraskelser, men lige i dag fik jeg grund til at studse (strudse).
På et fin skilt ved en indkørsel stod "STRUDSESCREME".
Jeg undrede mig over, hvad det mon var for noget og gættede på, at det var noget, man smurte på strudsenes fødder, fordi de løber så stærkt. Eller en solcreme for strudse.
Efter hjemkomsten og en smule Google fandt jeg imidlertid ud af, at det er en slags fugtighedscreme lavet af strudsens fedt. Ifølge annoncerne skulle den være ganske enestående og måske endda god mod psoriasis. Desuden var tilføjet: "Nu bruger også mænd strudsecreme".
Så hvis du ser mig løbe meget stærkt, da kender du årsagen.

Af uransagelige årsager kan jeg ikke passere et skilderhus uden at mindes en bestemt episode fra min soldatertid.
Derfor tøvede jeg ikke med at træde ind i et sådant, da jeg i dag passerede det på et af vore meget kongelige slotte.
På ny fornemmede jeg trangheden derinde og tænkte på den gang i 1963/64, da jeg på Langelandsgades Kaserne i Århus nu og da stod på vagt, en ualmindelig kedelig virksomhed.
I 2 timer skulle man gå eller stå i og ved huset.
En kold oktobernat mellem kl. 2 og 4 kunne jeg ikke klare kedsomheden. Jeg stillede mig ind i skilderhuset, pressede armene ud mod hver side, lod hovedet falde lidt forover - og sov. Det er den eneste gang i mit liv, jeg præsterede det, at sove stående. Jeg ved ikke, hvor længe jeg blundede ind, men jeg vågnede ved, at en støjende lastbil kørte forbi ude på Langelandsgade.
Havde vagthavende befalingsmand vækket mig, havde jeg fået nogle uger i spjældet - mindst.

Dagens tema er hvepsestik.
Jeg måtte i dag lide den tort at lægge læber til et indvendigt hvepsestik. Det gjorde nas.
I al uskyldighed tog jeg en øldåse til munden for at lade den læskende drik vederfares retfærdighed, da jeg mærkede et fremmedlegeme i min mund. Jeg spyttede ud af al magt, men nåede lig at mærke et stik indvendigt på overlæben. Og så kom der gang i reaktionerne. Jeg spyttede og spyttede og råbte højt om forbandede hvepse. Den skyldige landede til alt uheld for den selv i græsset lige foran mig og led en formastelig død under mine sandaler.
Så kan den lære det, kan den.
Nu kan jeg så gå rundt med en hævet overlæbe til moro for mine omgivelser, som morer sig meget over at påstå, at jeg minder om Linse Kessler, det enormt ubegavede uhyre fra kongens by med de stærkt oppumpede læber m.m.

At passe yngste barnebarn Frederik i 24 timer er en god oplevelse, som det er og har været med de øvrige 3 af slagsen.
Frederik var hos os fra i går middag til samme tid i dag.
Den lille fyr er evigt smilende, altid venlig og meget aktiv, ikke mindst med at gå lange ture. Han og jeg gik 3 ture, den ene over 1 time. Hans kondi er bedre end min, og han tilbagelægger omtrent den dobbelte afstand, da han går ud og ind ad havegange og garageåbninger. De små ben er lynhurtige.
Han viger ej heller tilbage for at gå på opdagelse uden farfar, hvorfor der skal holdes skarpt øje med ham. At han charmerer enhver, vi passerer, er blot en selvfølge.
Nu vil jeg hvile.

Jeg er begyndt at forberede mig. Måske i god tid, men ikke helt uvæsentligt.
Vi skriver i dag lørdag den 17 august, og om nøjagtigt 71 dage skifter vi til vintertid, den 27. oktober.
Datoen er selvsagt vigtig, for den dag skal alle stille urene 1 time tilbage. Husk det nu.
Ved samme lejlighed har jeg en anden forpligtelse. Jeg skal stiller min badevægt 20 kg. tilbage. Så passer pengene også der. God opfindelse, den der vintertid.

Vi kan med nutidens teknologi indhente information om alverdens emner. Meget af den viden er totalt unødvendig, men måske pudsig, men stadig totalt uanvendelig.
Se lige her:
Vi har ca. 40.000 km blodårer i kroppen. De kan nå rundt om Ækvator, hvis de lægges i forlængelse af hinanden. (Håber ikke, at man vil bruge mine til et evt. forsøg).
Hjertet slår ca. 37 millioner slag om året. (Jeg har aldrig forsøgt at tælle dem).
Hjertet pumper ca. 2,6 millioner liter blod rundt i kroppen om året. (Lidt mere, hvis man cykler meget).
Cirka 8 procent af kroppens vægt udgøres af blod. (Intet under, at jeg ikke kan tabe mig).

Jeg er ofte nervøs for at trætte med for mange beskrivelser af cykelture. Jeg skriver da heller ikke om dem alle. Men den i dag må jeg fortælle om.
Søn Peter og jeg cyklede fra Hammel via Thorsø til Silkeborg ad den for længst nedlagte banestrækning Randers-Silkeborg. Vi kørte samme strækning for 2 uger siden - blot i modsat retning.
Jeg elsker cykelture med familien. At køre gennem et smukt landskab, at snakke, at stoppe og kigge, at stoppe og drikke, at nyde samværet, alt er det noget, der får mig til at føle, at jeg har et godt liv.
Når vi så ovenikøbet kan slutte i min fødeby Silkeborg og cykle rundt og se alle de steder, der engang var vigtige for Else og jeg, så er det et stort ekstra plus.
Jeg har haft en god dag.

Desværre må man konstatere, at sommeren lakker mod enden. Enkelte blade gulnes allerede.
Endnu mere slående er det, at jeg i dag gravede de sidste kartofler op af min mark.
Høsten har i år været middelmådig. Kvantiteten rimelig, men kvaliteten svingende.
Cirka halvdelen har været rimelige, mens den anden halvdel var dårlig. Kartoflerne kogte ud, næsten inden de kom i vandet.
Forstanderinden har udtrykt sin utilfredshed med høsten og forlangt, at der skal andre boller på suppen næste år. Jorden skal udskiftes, og der skal graves tang ned. Altså ikke en bidetang eller knibtang eller lignende, men blæretang fra vores lokale strand.
Og gæt, hvem der skal stå for det. Moi. Jeg kan allerede nu sige: "AV, min ryg".

Sidst på dagen i går fik jeg en trist meddelelse. En god, gammel ven er blevet stedt til hvile.
Jeg måtte lige sunde mig nogle øjeblikke, inden jeg kunne tænke klart.
Den triste højtidelighed fandt sted på genbrugspladsen i Hammel forestået af søn Peter og overværet af stedets personale og en flok måger.
Min gamle cykel er ikke længere. Køn var den nok ikke, men trofast har den båret mig rundt på ture i England, Tyskland og Danmark. Aldrig svigtede den mig. Altid veloplagt, selv om den en sjælden gang kørte flad. 15.000 km. kørte vi sammen, var i lange perioder næsten uadskillelige.
Desværre nåede jeg ikke selv frem til bisættelsen. Det vil altid nage mig. RIP.

Jeg gjorde forleden stop i Århus midtby i gården til Besættelsesmuseet lige ved Domkirken.
Jeg har faktisk været der mange gange, men mindes ikke tidligere at have set den skulptur, som jeg gengiver her. Måske er den ny. Måske er jeg glemsom.
Under alle omstændigheder vil jeg gerne hjælpes på vej i tolkningen af den. Hvad er det?
Tårnspring, noget uartigt, flyveøvelser?
Umiddelbart kunne jeg ikke finde et navn på den. Der stod ganske vist noget helt nede ved jorden, men man beder ikke en 72-årig om at kravle rund på maven for at læse noget på en sokkel.
Så skriv og fortæl, hvad du mener at få ud af denne dobbelt-skulptur.
Skriv i min brevkasse eller på e-mail.
På forhånd tak.
PS: Det er min cykel i baggrunden.

Cykelløb fylder rigtig meget i min dagligdag for tiden - og jeg elsker det.
I dag gik turen til Silkeborg for at se starten på "Post Danmark Rundt".
Det var flot, og jeg kunne gense mine gamle "venner", Lars Bak, Michael Mørchøv, Mark Cavendish og flere.
Mest glad var jeg for at gense min ven Martin Mortensen fra "Concordia Riwal", se billedet, smilende yderst til højre.
Ham har jeg fulgt de seneste 3 år og vil fortsat gøre det. Jeg har mødt ham til flere løb, til privat sammenkomst, og han fulgte med mig en hel dag på en jagt sidste år.
Han er sådan en rar fyr. Håber, han vil klare sig godt.
Desværre traf jeg ikke Brian Holm, som jeg mødte sidste år, og som følger mig på Twitter.
Jo, jeg får mænget mig noget med de kendte.

Jeg er i færd med at søge optagelse i en klub med det fascinerende navn "ØL KLUB". Slet og ret.
Jeg har endnu ikke sat mig ind i klubbens formålsparagraf og forretningsorden. Men disse detaljer er ikke afgørende for mig. Det må være det sociale i tanken, der skal bære klubben frem (og medlemmerne hjem efter møderne).
Skiltet gav mig lyst til at bese klublokalerne, og den venlige formand bød mig ind og opfordrede mig til at kigge grundigt på lokaliteterne, hvilet jeg gjorde med stor interesse.
Jeg anede ikke, at der fandtes så mange forskellige slags øl og i alle mulige flaskestørrelser, -farver og -former. Jeg kunne næsten ikke finde et europæisk land, der ikke var repræsenteret, selv Island var der. Kunne være en geyser-øl.
Nu vil jeg lige så stille gå og glæde mig til første klubmøde. Melder nogen sig til at køre mig hjem?

Ingen bliver overrasket, når jeg konstaterer, at det er varmt i dag. Det er faktisk meget varmt, det er smeltende varmt.
Det er for meget.
Derfor var det en herlig erindring at se billedet her ved siden af og mindes de kølige dage i januar. Og når det så bliver januar, kan jeg så vise et  billede af en solstegt badestrand. Og det vil også gøre mig glad.
For hulen, hvor er jeg svær at gøre tilpas.
Mon jeg er den eneste?

Det var en god dag.
De mandlige medlemmer af den nærmeste familie var samlet til en fælles cykeltur fra Silkeborg til Hammel.
På billedet ved start fra Silkeborg.
Fra venstre: Bror Kjeld, mig selv, barnebarn Frederik, søn Peter, svigersøn Kent og barnebarn Kristian - et vinderhold.
Naturligvis valgte vi ikke den lige og nærmeste rute, men fulgte den nedlagte Silkeborg-Randers jernbane indtil Thorsø for at afslutte med en række bjerge mellem denne lille by og slutmålet hos søn og svigerdatter i Hammel. 40 km. i alt, heraf 15 i bjergene, op og ned ad stejle bjerge.
Bjergetapen var hård. Det er ikke for ingenting, at Chris Anker (Saxo Bank, Tinkoff) kommer fra Hammel og nu er en af de bedste bjergryttere i Danmark. 
Planen var naturligvis ikke at udpege en vinder, men havde det været en golfmatch, ville handicapsystemet have givet mig sejren i kraft af min høje alder, selv om jeg kom sidst i mål.
Ved ankomsten hertil stod kolde drinks og herlige sandwiches klar til alle. De søde kvindelige medlemmer af familien havde tilberedt det dejlige måltid.
Det er skønt at samle familien om et sådant arrangement. Man bli'r s'gu så glad.

I dag skulle jeg have  lappet den slange, der punkterede på gårsdagens bjergetape.
I dag skulle jeg have slået græs.
I dag skule jeg have luget i baghaven.
I dag skulle jeg have fejet i gården og i indkørslen.
I dag skulle jeg have ryddet op i mit værksted.
Jeg nåede ikke mange af mine intentioner, faktisk ingen af dem. De venter til en mere passende lejlighed, f. eks. i morgen - eller i overmorgen - eller ......
Man skal passe på med fysiske anstrengelser i den varme, vi har. Men hvis det bliver for koldt eller regnvejr, udsætter jeg osse. Livet består af udsættelser, Gud ske lov for det.

I eftermiddag besøg af Cecilie, Frederik + forældre. Bænket ved hoveddøren i vores hus, spændt ventende på aftensmaden (grill) med rødvin, øl og sodavand måtte vi konstatere, at interessen fra adskillige hvepse var større, end vi syntes om. Hvepsene havde bo lige over vore hoveder. Vi flyttede derfor til husets anden side og indtog vort dejlige måltid.
Men aldrig så snart havde jeg sunket den sidste mundfuld og slugt den sidste rest af rødvinen, før ældste søn beordrede mig ud i bilen. Han havde imod mine ønsker besluttet, at hvepsene skulle væk NU. Jeg syntes, at det fint kunne vente til i morgen. Men nej. Underdanigt fulgte jeg da med, mens jeg mindedes dengang det var mig, der tog beslutningerne. I nærmeste byggemarked indkøbte vi efter sønnens ordre en sprayflaske med hvepsegift. Han angreb hvepsene fra flere sider, og de er nu stedt til ro. 
Alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med det.

Det måtte jo komme. Fagre nye verden.
Jeg har lige læst i Ekstrabladet, at verdens første kunstige burgerbøf er blevet lavet - og er blevet spist. Velbekomme, siger jeg. Lavet på stamceller fra en ko.
Det hænder, at jeg spiser en burger, oftest med fornøjelse og betaler 80-90 kroner for en burgermenu, altså burger + pommes fritter + cola. Dyrt, men vel ikke urimeligt dyrt.
Denne pris kan dog ikke følge med, når man sammenligner med den kunstige bøf-burger. Den står i den nette pris af 1.8 millioner kroner. For dem kunne jeg få 45.000 burgermenuer.
Det er dog lovet, at den næste kun vil koste 1.4 millioner. Lyder mere fornuftigt.
Mc Donald, King Burger, Sunset Boulevard, gå hjem og vug.

Når jeg om natten må op i et lille, nødvendigt ærinde, sker det en sjælden gang, at jeg efterfølgende ikke kan falde i søvn. Det generer mig ikke, så kan jeg give tankerne frit løb. Og jeg skal da love, at jeg kommer vidt omkring. Intet er for småt. Oplevelser, samtaler, film, overvejelser osv.
I nat stoppede jeg ved musik. Jeg undrede mig over, hvor sjældent jeg tager mig tid til at lægge et stykke musik på afspilleren, sætte mig og slappe af, evt. læse. Det sker for sjældent for ikke at sige aldrig.
Den musik, jeg kunne ønske mig, er alt fra klassisk til Kim Larsen.
Jeg holder af musik af de store klassikere, Mozart, Bach, Beethoven etc. Men jeg ville også nyde TV2, Gnags, Niels Hausgaard og irsk folkemusik.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne love mig selv at gennemføre ønsket. Men måske er jeg stadig for rastløs. Gad vide, om det fortager sig med alderen.

Mange mennesker finder ud af sære talkombinationer vedr. datoer og årstal.
Mange ville giftes den 11/11 2011 kl. 11. Ligeledes den 12/12 2012. Dog ikke den 13/13 2013.
Nu har jeg studeret tallene for i dag.
Det er den 8/8 2013.
Hvis man tager summen af dag og måned, giver det 16.
Hvis man tager tværsummen af 2013, giver det 6.
Altså har vi nu 16 og 6. To tal med hver sit 6-tal.
Er det dog ikke forunderligt.
Er jeg ikke bare dygtig?

Da jeg var soldat, gik jeg under navnet "Store Hue", hvilket skyldes, at den danske arme havde det største besvær med at finde en hue, der var stor nok. Det lykkedes efter 2 ugers forsøg. Navnet bruges endnu om mig af en gammel soldaterkammerat fra området ved Limfjorden.
En del kunne tyde på, at jeg også har store hænder. Jeg har i dag besøgt den største cykelhandler i Århus, en kæmpebutik med alt indenfor cykeltilbehør, for at købe et par nye cykelhandsker.
Men ak. Den var leveringsdygtige kun op til 3XL. Det er for småt. Jeg skal have mindst 4XL. Jeg måtte gå med uforrettet sag.
På vej ud af døren kom jeg til, at tænke på, hvor heldigt det er, at mine fødder ikke står i forhold til hoved og hænder. Så ville jeg bruge nummer 62.

Jeg har haft en del problemer med min frisør. I to uger har jeg forsøgt at bestille en tid, men det har været håbløst. Stor travlhed, herunder frisørens arbejde uden for salonen, forhindrede, at mine ønsker om en klipning fortfarende blev udsat.
Det er jeg ikke tilfreds med, da mit udseende betyder meget for mig. En sjusket og langhåret frisure passer kun dårligt med det mærketøj, jeg bruger.
Men endelig her i formiddag åbnede sig en mulighed. Et pludseligt opkald bragte mig på plads i salonen, og på næsten ingen tid var det hele overstået med det resultat, der fremgår af fotoet.
Jeg er selv tilfreds med det udførte arbejde, hvilket jeg fremførte for den søde klipperske.
Hun svarede, at hvis ikke hun skulle kunne gøre det, så var der nok ingen, der kunne. "For", som hun fortsatte, "vi har jo trods alt været gift i 50½ år, og jeg har klippet dig siden 1988."

Jeg har været på marked i dag, "Lilleå-Markedet" i Hadsten.
Det var hyggeligt at sjokke rundt mellem alle de mere eller mindre ubrugelige ting og udveksle små bemærkninger med andre besøgende.
Jeg besøgte samme marked for 2 år siden, og der var i forhold til da ikke de store overraskelser at finde i dag.
Og så dog. Der var én.
Jeg blev ikke solgt. Der var end ikke et bud.
Sørgeligt, når man betænker, hvor meget andet ragelse, der skiftede ejermand.