Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Jeg vil hermed gerne erindre om, at jeg fra lørdag 19/8 og 3 uger frem ikke vil være nem at komme i kontakt med om eftermiddagen. Ej heller om formiddagen for den sags skyld.

På lørdag starter nemlig årets udgave af La Vuelta 2017, årets bedste cykelløb, synes jeg.

Det sendes primært om eftermiddagen. Om formiddagen skal jeg hvile og sove ud efter gårsdagen hårde etape. Derfor er jeg mest visibel om aftenen.

Jeg glæder mig meget til løbet og forstanderindens opvartning.

"Som grøn konfirmand blev jeg af mor
sat i lære på et officielt kontor.
Så blev jeg på grund af al min flid
kontorist på mindre end et halvt årstid.
Ad små kanaler strømmen for,
til jeg havnede på flådens admiralskontor.
Fordi jeg kendte vejen, som en strøm kan gå,
så endte jeg med kors og bånd og stjerner på."
Dette er i al sin enkelthed mit livsforløb. Ej heller stod jeg til søs, men lod de andre stå. Så jeg fik "Dronningens Fortjenstmedalje i sølv" i 2004. Mit problem er blot, at jeg ikke ved, hvor den er.

Alle husker sikkert Fede fra "Matador", den kraftigt spisende maler, som først stillede sin sult på Jernbanerestauranten for derefter at gå hjem til konen for at få aftensmad.
Blandt hans favoritretter var "Kåldolmer". Først for nylig fandt jeg ud af, at kåldolmer er det samme som hvidkålsrouletter. Dem har jeg spist hundredvis af, da de ofte stod på menuen i mit barndomshjem. Blot kunne jeg ikke udvise samme begejstring som Fede. De er noget med en masse kål og indeni er der kogt fars. Ikke lige min favorit. Men der var ingen pardon.Hvis ville have noget at spise den dag, så var det hvidkålsrouletter. Jeg havde en hård barndom.

Jeg må meget beklage, at jeg ikke kan skrive min dagbog i dag. Trætheden har overvældet mig, så det ville bare blive noget møg.
Og nu gider jeg ikke høre på, at nogen siger, at det var det blevet alligevel.

Det er høsttid. Bønderne har travlt næsten døgnet rundt.
Det er også høsttid her på matrikelnummeret, tomathøst. Her er ikke travlt. Det hidtidige udbytte er én tomat i ministørrelse. Vi delte den til frokost. Det var så det måltid. Sulten nager.
Derfor sidder vi spændt ventende foran de to tomatplanter og afventer, at endnu en tomat skal rødme. Men det har vist lange udsigter.
Vi kan ikke engang hente noget i kartoffelmarken. Den er ikke-eksisterende. Uheld med væksten de seneste 2 år.
Bemærk billedet. Sparegrisen er et symbol på de penge, vi ikke har. Det hele er ikke nemt.

Jeg kunne ikke sove i nat - i hvert fald ikke efter 3.30. Det irriterede mig såmænd ikke. Jeg lå blot og skønnede på, hvor godt jeg har det. Stille og roligt.

Men så skete noget. Jeg faldt i søvn igen klokken 6.30. I den søvn havde jeg en angstdrøm, jeg ikke brød mig om.

Jeg var udtaget til det danske landshold i cricket og skulle spille på en af de store baner i London, The Oval. se billede.

Mit problem var bl. a., at jeg i drømmen var 76 år og lige så stiv og kluntet, som jeg er nu. Jeg kunne ikke løbe, ikke gribe, gik i vejen og klumsede rundt foran tusindvis af tilskuere. Det var mere end pinligt.

Hvem pokker har mon udtaget mig?

Se lige på de to fingre der. De er mine.

De er ikke et symbol på noget som helst. Blot resultatet af min manglende fingerfærdighed.

Fingrene er limet sammen. I et forgæves forsøg på at lime to må plastik-dimser sammen kom der lim på mine fingre. Og så var det sket. Jeg kunne umuligt skille dem ad.

Højt råbende til forstanderinden om min nød og om acetone løb jeg hende i møde.

Først da fingrene var grundigt overskyllet med den stærkt lugtende væske, kunne jeg med stærk vold skille dem ad. Hvilken befrielse. Jeg så allerede skadestuen foran mig.

Liver er trods alt skønt.

Kig lige på billedet. Bemærk den lille tromle lige foran dækket. Det er en ny tromle til moveren, den som får campingvognen til at køre, uden at vi skal skubbe og slide os selv op.

Vi var i dag i Hedensted for at få to af dem monteret, da de gamle var slidt op. Desværre kunne ingen i Århus lave den reparation.

Vi blev mødt med en fremragende service og venlighed - og tidsmæssig præcision.

Så selv om vi kørte næsten 165 kilometer til værkstedet og tilbage igen, er det sikkert ikke sidste gang, vi kører derned med evt. andre reparationer.

I dag tog jeg afsked med "Kasket Karl", den gamle tegneserie.

Da jeg var meget yngre, fandt jeg ham morsom med hans chauvinistiske adfærd. Det gør jeg ikke nu. Han kan dog stadig bringe et lille smil frem hos mig. Jeg læste Kasket Karl i store mængder.

Afskeden bestod i et besøg i en genbrugsbutik, hvor jeg afleverede en meget stor plastikkasse fyldt med navnlig Kasket Karl hæfter. Den var tung. Men heldigvis var der hjul under.

Til min overraskelse var man meget glad for hæfterne i butikken og mente, at mange ville være interesseret i dem.

Det har været en rigtig god dag.

Med hjælp fra venner fik vi i dag tætnet tagrenderne 3 steder. De har dryppet længe.

Desuden begyndte samme venner at opsætte lamelgardiner i vores vinterhaveog blev halvt færdige. Vi synes,rummet ligner en million og glæder os meget til, at det hele er sat op.

Det er godt at have dygtige og hjælpsomme venner, når man selv er en håbløs håndværker.

Jeg har fået en del medfølende spørgsmål om de kraftige læsioner på mit skinneben, de læsioner jeg fik ved mit stående styrt med cyklen forleden.

Jeg takker for empatien. Dog har forstanderinden ikke udvist den store medfølelse. Hun erklærede i dag, at hendes sår fra hendes seneste fald var endnu værre. Jeg kan ikke være mere uenig.

Som et bevis på, at helingen kun går langsomt fremad, bringer jeg et billede taget for 10 minutter siden. Det er ikke for børn og sarte sjæle.

Ganske vist er dette en nyhed fra i går. Men jeg er nødt til at omtale den.

Min søde viv nævnte for nogle dage siden, at hun havde læst om en porretærte, hun gerne ville lave til os.

Det gjorde hun i går. Oh, hvilken fryd for smagsløgene. Aldrig før har jeg fået en tærte så god. Jeg skal nok undlade at komme ind på opskriften, for jeg kender den ikke, men blot nævne, at havregryn indgår i den ligesom en del hytteost. Det var den rene velsmag. Jeg fik lov at spise det tiloversblevne til frokost i dag. Det var 2 gode dage. Hun laver altså god mad.

Det var en dejlig, men dramatisk dag. Bror Kjeld og jeg cyklede sammen for første gang i år. Han rekonvalescerer efter en operation. Så det var ikke nogen lang eller hurtig tur. Tværtimod. Men nu er vi lige så stille i gang.

Dramatikken opstod, da vi opdagede, at der blev spillet cricket på banen ved Ringgadebroen.

Vi kørte derind, lige forbi de ganske vist meget få tilskuere. Jeg stoppede lige foran dem, og på en eller anden måde lykkedes det mig at vælte og skrabe mine skinneben mod en pedal. Vild opstandelse og mange hjælpende hænder. Det blødte kraftigt.

Heldigvis var kantinebestyrerinden klar til at hjælpe med vask og plaster. Hun fortalte, at hun før havde arbejdet på en skadestue, og hun havde set noget, der var meget værre. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg syntes, det her var slemt.

Det blev til en kraftanstrengelse. Min søde viv og jeg ryddede i dag op i vores redskabsskur. Det sidste efter en forsigtig begyndelse for et par dage siden. Hun er altså en ørn, når hun tager fat. Hvad skulle jeg dog have gjort uden hende? Se bare billederne før og efter.
Vi havde begge troet, at det hele kunne klares på en halv times tid. Men nej. Det blev 2½ times hårdt arbejde. Nu vil diverse genbrugsbutikker og lossepladsen blive fyldt op.
Blandt mange ting fandt vi en frugtsnitter, et campingtæppe. en cykeltaske, som vi havde glemt eksisterede. Men ingen af os kan glemme, at det gør ondt i ryggen.

Et par hundrede meter fra vores adresse har vi en hyggelig, lille skov. Vi har gennem nu 48 år gået utallige ture i den og trænet hunde næsten lige så mange gange. Det er på alle måder et plus at have en skov så tæt på.

Alle nytilflyttere kalder den "Skoven". Det gør vi ikke. Vi kalder den "Marken. Årsagen er naturligvis, at da vi flyttede hertil i 1969, var der ikke et træ. Det var en fuldstændig bar mark. Jeg har aldrig set noget blive plantet deroppe udover nogle få birketræer, så alt er foræret af naturen.

Vi gik en tur deroppe i dag mellem 2 byger. Det var grønt og friskt.

De bedste hukommelser vil huske, at jeg den 26/7 skrev om vores bekymring for tyveri af vores campingvogn, fordi et par udlændinge udviste lidt for stor interesse for den. De fotograferede den. Vi skyndte os at vende vognen om.
Nu er den tilbage i sin sædvanlige position. Det har vi turdet, fordi vi i formiddag erhvervede os en sikkerhedslås af de solide (den blanke, skinnende del). Nu gad jeg godt se den campingvognstyv, der kan klare den. Der skal sprængstof til. Selv ikke Egon Olsen kunne låse den op.

Det vidste jeg ikke. Men nu ved jeg det. Jeg har i min iPhone en skridttæller. Uden jeg har vidst det, har den siden nytår hver dag omhyggelig talt mine skridt og udmålt den distance, jeg har gået. Jeg føler næsten, at jeg er blevet beluret.
Men fakta er, at jeg går mere, end jeg selv troede. Intet under, at jeg har tabt mig 10½ kilo.
I den seneste tid har jeg derfor fået for vane at aflæse "maskinen" hver dag. Den svinger mellem 2 og 6 kilometer. Så det går godt.
Vedhæftede måling er fra 25/7 .

Efter 3 ugers pause startede jeg i dag på ny i motionscentret. Det føltes godt at komme i gang, selv om der var større modstand fra muskler og knogler end vanligt.
Styrketræning er godt for mig. Jeg føler musklerne vokse - og det er godt.
Blot har jeg ét problem. Den hjælper ikke på kondien. Jeg har stadig svært ved at cykle mere end 40 kilometer. Det skal der gøres noget ved. Derfor har jeg aftalt et møde med fysioterapeut Allan, som selv er ivrig cykelrytter. Han må dele sin viden med mig.
Han skal sætte mig ind i intervaltræningens velsignelser. Hvorfor har jeg på fornemmelsen, at det vil komme til at gøre ondt?

Man har et problem i Løkken, læste jeg i dag.
I 60 år har et firma med gummiged og egne lastbiler fjernet sand fra 500 meter strand, så turister, fiskekuttere, surfskole og lokale kan komme frem og tilbage. Fiskekuttere skal jo nu trækkes gennem sandmængderne op på stranden. Firmaet har gjort det gratis mod at måtte sælge sandet. Derfor har processen været gratis for kommunen.
Men nu går den ikke længere. Kystdirektoratet har forbudt det. Sandet skal blive, hvor det er. Det er råstofindvinding, mener man.
Nå, lad nu denne urimelighed være. Det, jeg faldt over, er, at omtalte firma hedder "Brødrene SAND". Den kunne jeg ikke stå for. Brødrene Sand fjerner sand og sælger sand, og det er ganske sandt.
Hvor får du det fra, Gunnar?

Alle beklager sig med god grund over den sommer, vi har.
Jeg hørte, at det er den dårligste siden 1979. Det er godt nok længe siden.
Vi har ikke haft en eneste sommerdag. Vi har ikke haft hynder på havemøblerne endnu. Vi har ikke spist udendøre. Der har ikke været en eneste badedag, hvorfor jeg ikke har svømmet bare én meter. (Det plejer jeg nu heller ikke).
Men nu skifter det, hører jeg. På tirsdag skulle det ikke regne, og temperaturen vil nå enorme 22 grader. Så er det frem med hynderne og sololien.

Hvornår mon jeg lader være med at forbløffes?
Jeg sad i formiddags og skrev på Messenger med datter Annette, som sammen med sin mand ferierer og cykler i de italienske bjerge.
Da jeg var færdig med min besked, så jeg i øverste højre hjørne et ikon med et kamera. Jeg vidste ikke, hvad det var til, men trykkede alligevel på det. Og vupti sad vores søde datter og svigersøn på skærmen. Hold da op. Sikke en dejlig oplevelse. Og vi snakkede i et kvarter og nød synet af hinanden. Skønt skønt. Jeg nød det i hvert fald
Jeg er fortsat vildt imponeret, når jeg i Studstrup kan sidde og se og snakke med vores datter og svigersøn i Italien. Lidt bornert er man vel altid. Det er da fantastisk.

Vi har lille Frederik (5 år) til overnatning. Det har vi altså ikke noget imod. Han er god at lege og spille med, og der er liv omkring ham. At han er en sød og kærlig dreng tæller også på plussiden.
Et besøg af Frederik betyder også en tur på McDonald. Alt andet er utænkeligt, og så må vi jo følge med. Så skal mit anglofile barnebarn have "one plain burger, French fries, ice cream, and a toy", som han siger. Han er kraftigt påvirket af en meget anglofil familie.

Man skulle tro, vi bor i Omvendtslev. Vi har måttet vende campingvognen om med trækket helt ind til huset og bagenden ud mod vejen. Årsag: I går først på aftenen udviste to unge, udenlandske mennesker stor interesse for den. De gik endog helt ind på græsplænen og fotograferede den. De blev observeret og gennet væk.
Jeg har nu foretaget visse sikkerhedsforanstaltninger på vognen, så det vil være meget svært/umuligt at fjerne den. Men det er hammer-frustrerende, at sådan noget skal være nødvendigt.
Jeg vredes.

Efter egen vurdering fortjente jeg en tapperhedsmedalje i går efter min kamp mod nordtyske supermarkeder.
Den burde blive til to efter min heltemodige indsats i dag i IKEA. Ganske frivilligt tilbød jeg at køre min søde kone til ovennævnte krigsskueplads, fordi hun af hjertet ønskede sig en "gammeldags" brødkasse. Hvor jeg tidligere mistede modet ved en udsigt til denne helvedes forgård, mandede jeg mig op og inviterede uopfordret på krigstogt til nævnte lokation.
Det blev en hård kamp, men vi gik sejrrigt ud af den.
IKEA er et minefelt.

Under anførelse af min lokale hærfører, forstanderinden, har vi i dag raidet 2 supermarkeder henne i Tyskland.
Til min overraskelse slap vi begge uskadte fra togtet, omend vores respektive bankkonti måtte bløde slemt.
Jeg var selvsagt med som slaven, der skulle slæbe de mange varer ud i bilen og pakke dem godt sammen. Jeg har prøvet det før, men aldrig tidligere var det så anstrengende som i dag. Det kostede kræfter. Da jeg stod ved kassen og skulle betale løsesummen til den altid krævende kassedame, var jeg en besvimelse nær.
Det blev værre, da jeg fyldte bilen op. Se blot billederne. Fleggaards fjernlager er pakket, og jeg måtte tage mig et hvil på min gode jagtstol, som jeg altid har med i supermarkeder.

Jeg har ingen planer om at se Tour de France i næste uge. Årsagen er den simple, at løbet slutter i dag.
Jeg sidder lige nu og ser de sidste få omgange på Champs Elysees. Nogle synes, de er spændende. Jeg synes, de er kedelige. Men pyt. Nu har jeg fulgt det meste af løbet i 3 uger, og så vil jeg da lige have de sidste minutter med. Jeg har lige tændt for TV.
Så vil jeg bagefter sætte mig ned og stille og roligt afvente starten på La Vuelta (Spanien rundt) den 19. august, troede jeg. Vi har fra i dag genstartet vore planer om at rydde op overalt, ude som inde. Vi startede i dag med bryggerset. "Så går tiden så godt", hævder forstanderinden. Tænk på mig. Send mig medfølende tanker.

Lille Frederik og familie + yderligere 4 familiemedlemmer har været "på Sverige", som den lille mand siger.
En uge i en primitiv hytte uden for lands lov og ret - ude i birkeskoven. Ikke noget med rindende vand, derfor ej heller noget toilet med træk og slip eller det daglige bad.
Et stykke borte lå IKEA, endda verdenskoncernens hovedkvarter. Det blev redningen, hvad angik toiletbesøg. Ikke alle er glade for et primitivt das, som skal tømmes adskillige gang, når man er så mange.
Og her kommer IKEA ind i billedet. Der findes et utal af gode og rene toiletter i butikken, hvorfor nogle af familiemedlemmerne hver dag havde 2 faste køreture til den ellers skrækkelige butik. Der var en "morgenpølsetur" og den kritiske "aftenpølsetur" - inden klokken 20. Oftest nåede man rettidigt frem.

Da jeg var ung, drømte jeg en gang imellem om at blive journalist. Jeg skrev små sportsreferater til Silkeborgs 2 aviser mod liniebetaling. Og det var egentlig ganske morsomt - altså det at skrive.
Imidlertid blev min skæbne drejet i en anden retning, og det har heller ikke været dårligt.
Om jeg har fortrudt? Næh, ikke for alvor, især ikke når jeg tænker på et citat af Søren Kierkegaard, som på ingen måde brød sig om journalister: "Hvis jeg var fader og havde en datter, som blev forført, hende ville jeg ingenlunde opgive, men en søn, som blev journalist, ham ville jeg anse som fortabt".

Jeg var på lossepladsen i dag - for 3. dag i træk. Det meste var affald fra hækklipning og andet klipperi i haven.
Jeg kan betro alle, at jeg ikke var den eneste med det ærinde på lossepladsen. Det var dog ganske utroligt, som folk har klippet hæk. Enorme bunker af liguster var hobet op. En stor bulldozer havde klemt det grønne op mod en mur for at skabe mere plads, og på grund af de mange biler, der var der, var det svært at finde et sted at bakke ind. Men takket være mine evner til at bakke med en trailer lykkedes det. Det var med et lettelsens suk, jeg kunne erklære hækklipning forår 2017 for endelig færdig.

Vores statsminister, Lars Løkke, beærede i dag Tour de France med sit besøg på den 17. etape. Det synes jeg er godt, for han vil gerne hjælpe med til, at Touren kan starte i Danmark i 2020 eller 2021. Det er god og kristen gerning.
Han fik også lejlighed til at mødes med den nyvalgte, franske præsident, Monsieur Macron, som tilfældigvis også var der. Jeg ved, at Lars Løkke er stor cykelentusiast. Han har bl. a. selv cyklet til Paris nogle gange. Jeg ved ikke om Macron har samme interesse. I hvert fald var det ikke cykling, de talte om, men skat. Det gør mig urolig. Når ministre snakker om skat, går det i reglen kun én vej, opad.

Slå græs, hjælpe en smule i køkkenet og rydde af bordet var mit arbejdsprogram i dag.
Vi havde inviteret gode venner til frokost. Menuen var overskuelig, stegt flæsk med kartofler og persillesovs. Vi vidste fra tidligere, at vore venner er glade for den ret, den danske nationalret..
Jeg tillod mig at være skeptisk, for den har aldrig været min livret.
Lidt småfornærmet tog jeg alligevel en lille portion, og minsandten om den ikke smagte ganske godt. Så jeg måtte lige have en lille portion mere. Den var også god nok.
Men desserten var superb. Is med diverse tilbehør. Da havde jeg ingen problemer med lysten til at spise. Velbekomme.

Dagens opgave var at tømme komposttønden. Opgaven var frivillig.
Den er krævende, da det mørknede stads er tungt, gennemvædet af en gyllelignende, ildelugtende masse. Det er altsammen afklip fra græsplænen. Ikke andet. Nogle år gammelt, det nederste af det. Der var ikke plads til mere i tønden.
Vær glad for, at lugten ikke kan overføres via computeren. Den er gennemtrængende. Som en nysprøjtet gylle-mark. Hvis jeg skulle have gjort, som jeg havde lyst til, var jeg løbet skrigende bort.

Jeg nussede omkring og i vores campingvogn i dag, ryddede lidt op, skyllede vandtanken og andre småting. Jeg satte mig i en af sofaerne, kiggede mig omkring i hele vognen og tænkte på alle de dejlige timer, vi har haft i den.
Der var med et vist mismod, for jeg kan jo mærke, at det bliver mere og mere besværligt at tage på campingture, selv om vi hele tiden prøver at gøre alt så nemt som muligt. De gamle knogler og muskler arbejder ikke længere så godt sammen. Men når først alt er på plads i og udenfor vognen, er det ren nydelse. Uanset vejret. Afslappende og uforpligtende, men med gode oplevelser i det, vi kører rundt og ser.
Jeg håber på flere år med campingvognen - i hvert fald et par stykker.

Livet er en jammerdal. Det går den vej, hønsene skraber.
Fuglsang er ude af Touren. AGF tabte til ynkelige Horsens. Kong Henrik er indlagt. Kevin Magnussen er bagud i Formel 1. Forstanderinden har ondt i ryggen. Jeg gad ikke cykle. Præsident Trump dummer sig igen. Jeg er ved at få ondt bagi af at se Tour de France. Vi er blevet lovet en hedebølge. Græsplænen skal slås de nærmeste dage.
Er der da ikke noget at glæde sig over? Jo. I dag for 411 år siden blev Rembrandt født. Så op med humøret.

En god frokost i Æbeltoft indgik som en fin "start" på dagen. Jeg hygger mig s'gu ved at sidde om et bord med god mad og rare mennesker. Det giver en god og varm mavefornemmelse, som kun bliver bedre, efterhånden som mad og vin vederfares retfærdighed.
Men på ny måtte jeg lide den tort, at ingen ville høre mig synge, selv om jeg tilbød et stort repertoire. Jeg måtte sande den gamle kendsgerning, at en profet (god sanger) ikke er agtet i sit eget land.
Det var en skuffelse, som heldigvis blev opvejet af den gode mad og gode rose-vin.

Jeg er ked af at læse om voldelige elever i skolen, og at lærerne er udsat for fysiske angreb. En del skoler får påtaler fra arbejdstilsynet af samme grund.
Angreb på lærere var sjældne i min tid, men jeg har dog oplevet nogle.
Jeg blev en gang kaldt til en 5. klasse, hvor en elev var gået grassat. Han slog og sparkede omkring sig. Læreren havde opgivet at tale ham til ro og var blevet angrebet af drengen. Da jeg trådte ind, var kampen stadig i gang. Jeg greb fast i drengens overarme og trak ham væk fra læreren. Jeg fastholdt grebet, alt imens jeg blev sparket mange gange på skinnebenet.
Endelig faldt han til ro, og jeg ringede til faderen og bad ham hente drengen, hvilket skete.
Om eftermiddagen blev jeg ringet op af faderen, som ville fortælle, at han ville indsende en officiel klage, fordi drengen havde blå mærker på armene efter min fastholdelse.
Jeg sagde til faderen, at det var en god ide, men først skulle han komme over og se mine blå og blødende skinneben.
Jeg hørte ikke mere til sagen.

I Ølstykke bor en ældre mand alene i en større beboelsesejendom. Han er så heldig, at flere af hans naboer holder lidt øje med ham.
En af disse omsorgsfulde naboer konstaterede i sidste uge, at hun i et par dage ikke så noget til ham. Det bekymrede hende, og da hun på 3. dagen heller ikke så ham, alarmerede hun politiet, som straks ankom for at undersøge sagen. Hun var bekymret for, at der var hændt den ældre mand noget.
Det var der ikke - slet ikke. Han så Tour de France, som jo i år er på næsten hele dagen. Manden undrede sig over postyret.
Af det kan man lære, at vi er nogen, som har en tendens til at isolere os under Tour de France, og vi bryder os ikke meget om at blive forstyrret.

På en tur til England for nogle år siden på en tur til London besluttede jeg, at det skulle være slut med at spise på McDonald's. Jeg var blevet træt af det og har siden da ikke betrådt nogen butik med det navn.

Men hvad gør man så, når yngste barnebarn Frederik, som ferierer hos os, fremsætter et ønske om at spise frokost på netop McDonald's?

Jeg ser ikke andre muligheder end at løse mig selv fra mit "cølibat" og indtage et måltid på nævnte virksomhed. Dobbeltburger med chips og Cola Zero. Ikke nogen gastronomiske oplevelse, men jeg skal til gengæld love for, at Frederik havde det godt. Han spiste og legede, så det var en fornøjelse. Og så kan jeg godt klare et enkelt besøg på McDonald's.

Vi har Frederik på sommerferie. Aktiv ferie.

Han har allerede banket mig i såvel fodbold som stangtennis. Ingen nåde over for alderdommen.

Heldigvis kunne han hjælpe til med at grave kartofler (se også dagbog fra i går). Og det var desværre ikke nogen succes. Gårsdagens gravning var en enlig svale. I dag var toppene enten tomme eller gav kun nogle usle, små kartofler. Men de bliver spist, for Frederik vil have kartofler med brun sovs.

Så i morgen spiser vi på McDonald.

Jeg har ikke sat kartofler i år. De seneste års høst har været for dårlig, og EU-tilskuddet er udeblevet.

Hele marken har været tildækket i vinter, dækkenet blev fjernet i slutningen af maj, og planterne væltede frem som en hel skov. (Overdrivelse fremmer forståelsen).

I dag blev de første kartofler gravet op. De skal spises til aften. Jeg er sikker på kvaliteten.

Og så er de gratis. Jeg elsker gratis kartofler.

Jeg har en bror, som hedder Kjeld. Ham er jeg meget glad for. Vi har mange oplevelser sammen.
Jeg ved, at mange andre også er begejstrede for ham. Jeg kender mange af dem.
Til min glæde fandt jeg ud af, at dagen i dag hedder "Kjelds dag". Han fortjener at få en dag opkaldt efter sig.
Nåh ja. Måske omgås jeg sandheden lidt lemfældigt. Dagen er oprindelig opkaldt efter Sankt Kjeld.
Han blev født på en gård ved Randers. Han siges engang at have reddet Viborg fra en storbrand ved at gå op i domkirkens tårn og bede for byen, og ved hans grav i Viborg Domkirke skete mirakler. Blinde blev seende, og syge blev raske. Han blev helgen.
Jeg ved ikke, hvor meget min bror beder, men hvis det kunne hjælpe nogen, ville han gøre det.

Jeg har pjækket fra min styrketræning i fitness-centret - i snart 2 uger. Og det kan jeg mærke. Min ryg har det ikke godt. Uanset hvor meget jeg skælder den ud på den måde, som Tour de France rytteren Jens Vogt gjorde det, så hjælper det ikke. Når han kørte på de sidste kræfter, og benene smertede sagde han: "Shut up, legs", og han hævdede , at det hjalp. Mindst 10 gange i dag har jeg sagt: "Shut up, back". Og det har ikke hjulpet en dyt.

Jeg må lide i stilhed.

Jeg har i mange år haft lyst til at se de smukke fårehunde i arbejde, live, fx boarder collies. Jeg har endog forsøgt mig i England, men uden held. Da jeg endelig fandt stedet derovre, var konkurrencen lige afsluttet.

Men i dag lykkedes det her i landet, så jeg fik set, hvor dygtige disse hunde er. 100% lydighed og en enorm lyst til arbejdet. Selv om det var flot, var det tydeligt, at den hund, jeg så i dag, ikke tilhørte superligaen, som jeg har set på TV. Men det var sjovt alligevel. Vuf.

Jeg var frimodig nok til at kontakte en ældre mand på en bænk torvet. Han viste sig at være næsten 80 år gammel.

I løbet af ingen tid var vi i en god samtale om hinandens fortid. Han talte et meget bredt vestjysk. Jeg er glad for, at jeg forstod langt det meste. Han havde haft en gård indtil for 8-10 år siden og var nu flyttet til byen, desværre som enkemand. På mit spørgsmål om børnebørn kunne han fortælle, at han havde 18 af dem, så han havde ikke længere råd til at købe julegaver til dem.

Om sin skoletid kunne han fortælle, at den ikke var nogen god oplevelse. Han havde fået nogle øretæver. Jeg mærkede dog ikke nogen negativ reaktion, da jeg fortalte, at jeg har haft 41 år i folkeskolen.

Pludselig dukkede hans datter op med 3 børnebørn, drenge, et tvillingepar på 12 år og deres bror på 8. De kunne heldigvis fortælle, at de var glade for at gå i skole.

Den gamle mand sagde, at han havde været meget glad for vores snak - jeg var enig.

Jeg valgte i dag at se hele etapen i Tour de France. Det var lidt af et "langgab". Der skete ikke mere end end det, der sker på et plejehjem under middagssøvnen.
Jeg holdt dog ud til det allersidste, og så skal jeg da love for, at der skete noget. Et stort og et lille styrt lige før mål. I det store styrt var 25-30 ryttere involveret. Rytterne tumlede rundt mellem hinanden. I det sidste og mindste var 2-3 stykker involveret, men farten helt i top.
Nu er styrt jo ikke usædvanligt i Touren. Mit problem er blot, at jeg synes, jeg kan mærke rytternes smerter, når det rutsjer hen over den nuprede asfalt med måske 60 kilometer i timen. Jeg kender jo selv til styrt. Ikke at jeg overhovedet kommer i nærheden af de 60 km. i timen, men jeg slår mig altid ad Pommern til og får "asfalt-eksem". Det gør kæmpe-ondt med 20-30 km. i timen. Hvilke smerter er der da ikke forbundet med et styrt med 60 km. i timen?

I mange år har jeg haft den vane at synge, mens jeg går lige så stille rundt eller cykler.

Heldigvis for mine omgivelser synger jeg meget sjældent højt, men nøjes med at synge inden i mig selv. Jeg synger oftest de gamle sange fra Højskolesangbogen eller måske én af dem, vi engang kaldte "Døgnmelodier". Eksempelvis "Hele ugen alene" eller "Solskin ombord".

Somme tider kommer jeg i problemer, fordi jeg ikke kan huske teksten. Så prøver jeg at synge den én gang til og måske endnu en gang, og så dukker teksten ofte op.

Hvis ikke, farer jeg straks i sangbogen, når jeg kommer hjem eller jeg googler. Og så er jeg tilfreds.

I dag var det "Solen er så rød, mor", en sang jeg har kendt det meste af mit liv. Alligevel missede teksten for mig. Nu er den på plads, for jeg er kommet hjem.

Alle ved, at jeg ikke er nogen kostforagter. Jeg spiser stort set alt, der stilles foran mig.

Stjerneskud er en af de retter, jeg med glæde indtager. Men vist ikke mere.

Vi spiste i dag på en lille restaurant, og da stjerneskud var et af menupunkterne tøvede vi ikke med at bestille det. Det skulle vi ikke have gjort. Det smagte ikke godt. Jo, de første mundfulde var såmænd gode, men så blev det vammelt. De uskyldige fiskefileter var blevet overfaldet af et tykt lag mayonaise af ukendt oprindelse. Det var ikke godt. Jeg vil være meget kritisk, når og hvis jeg en anden gang bestiller stjerneskud.

Jeg mødte to spændende personer i går. Desværre fik jeg kun et billede af en af dem. De to stod og snakkede, mens den ene pudsede vinduer på 1. sal - uden stige. Vinduespudseren hævdede, at han kunne pudse vinduer op til 4. sal. Vi talte lidt om den meget mindskede risiko, der er ved ikke at bruge stige. Og - som han også sagde: "Nu kan jeg i hvert fald ikke kigge ind ad vinduerne".

Jeg spurgte den anden mand, som var noget ældre, hvad han havde lavet i sin aktive periode. "Skorstensfejer", sagde han. Så han kunne også fortælle noget om stiger og arbejde på tagrygge. Blandt andet fortalte han om et styrt, han havde fra 4. sal. Han gled på tagryggen og faldt ned på et fortov og brækkede ryggen - og mod alle odds overlevede han. Det kostede ham ægteskabet, for hans kone udtalte, at hun ikke ville leve sammen med en, der blev krøbling........

Det blev han så ikke.

Man møder spændende mennesker, når man giver sig i snak med tilfældige.

Forstanderinden og jeg gik tur i gågaden i dag. Det kunne have været hyggeligt, men det trak fra, at den søde dame ikke ville følges med mig. Så vi gik det meste af tiden på hver sin side af gaden. Med andre ord. Vi skulle efter damens ønske foregive ikke at kende hinanden. Hun ville ikke være mig bekendt.

Årsagen skal ikke søges i mit hår, min skjorte eller mine bukser. Nej se lige på billedet.

Det er nok ikke det pæneste par sko, jeg har, men så absolut det behageligste. Jeg tvivler på, at jeg får lov at gå udenfor med dem mere. Jeg vil blive overvåget. Skoene er endda kun 7½ år gamle.

En hel del tyder på, at vejret lige nu ikke er særlig godt. Noget med blæst og regn. Det er meget irriterende for de, der har ferie for tiden. Man må håbe, at de ikke bliver alt for våde og fryser alt for meget.
Jeg for mit vedkommende sidder lunt og tørt i en formstøbt sofa med udsigt til et fjernsyn, kager, Pepsi Max og min dejlige kone. Så jeg lider ingen nød. Udenfor raser elementerne. Men pyt. Det bliver bedre, og så sidder jeg her stadig, for så er der Tour de France på skærmen. Så er det sommer, og så er der ferie.
Der findes altså dårligt vejr. "Lille Peter Edderkop" er et klassisk eksempel på det.

Sig så ikke, at der aldrig sker noget på vores lille villavej.
I dag blev et stort sejlskib afhentet et par huse borte af en enorm lastbil. Den kommende kaptajn har arbejdet på den i mere end 3 år, og nu var den færdig, malet, apteret, motor indlagt og meget mere.
Søsætningen skulle foregå i vores lokale lystbådehavn.
Det var en stor dag for den glade ejer. Han er en meget glad mand. Og nu er båden søsat i havnen.

Spred det glade budskab ud over hele verden. Jeg er færdig med at klippe hæk. Det var med lettelse, jeg samlede de sidste grene op i en plasticpose. Jeg fejrede begivenheden ved at sætte mig lige så stille og kigge på hækken i lang tid. Nå, ja. Den er ikke helt så flot, som jeg husker det fra min yngre år som hækklipper, men dog acceptabel. Jeg kunne måske have rettet de værste huller, men jeg brugte det bedste ord, jeg kender på dansk, PYT. Man er blevet for gammel til at hænge sig i bagateller.

Det er en meget sød fysioterapeut, Lisbeth, som styrer det hold, jeg går på i træningen i Hornslet Fysioterapi. Hun er god til at rette og opmuntre. Derfor får jeg meget ud af mine besøg derovre.
Hun er også kvik i replikken, hvilket jeg fik at mærke for et par uger siden.
Jeg knoklede som sædvanlig afsted på en maskine, der træner mavemusklerne. Jeg arbejdede virkelig hårdt og spurgte derfor den søde Lisbeth: "Hvornår tror du, jeg får min 6-pack"" Hun kiggede hurtigt op og sagde: "Den kan du få i Brugsen, når du vil".
Så var den ged barberet.

Jeg skulle have klippet hæk i dag, men jeg fik overtalt mig selv til ikke at gøre det.

Undskyldningerne var følgende:

1) Det blæste kraftigt.

2) Jeg var ikke hjemme hele formiddagen.

3) Jeg gik i seng i aftes klokken 21 og stod op klokken 7.30. To usædvanlige begivenheder.

4) Jeg har følt mig aldeles træt.

5) Jeg har ondt i ryg og skuldre.

6) Der var cykelløb på TV.

Hvis disse undskyldninger forekommer dig for svage, så find selv nogle andre. Alt kan bruges.

Efter en særdeles hyggelig aften i går med god mad og et stort bål er det nu hverdag.

Det betød for mit vedkommende fortsat hækkeklipning. Det er en langvarig affære.

Men på ny måtte jeg til min overraskelse konstatere, at jeg såmænd går og småhygger mig med det.

Vel gør det ondt i ryg og ben, noget så forbistret, men jeg tager små etaper ad gangen og holder gode pauser. Men indrømmet - det bliver skønt at blive færdig, og så begynder Tour de France.

Billede: Frederik og farfar. Frederik til højre.

Vi fejrede i aften Skt. Hans med børn og børnebørn samt Toni og David, vore børns gode venner fra England. David er søn af vores gamle ven, Len, som vi har kendt siden 1958.

Vi havde en enormt hyggelig aften med god mad (grill selvfølgelig) og drikke, et besøg ved bålpladsen og dernæst hjem og spise dessert. Lige i min ånd.

Det var en god Skt. Hans aften.

Som flere har bemærket, har jeg ikke kunnet skrive dagbog siden lørdag. Men nu er jeg her igen.

3-4 dage i København med hovedpunkt i et besøg i Cikusrevyen forhindrede skriverierne.

Som ventet var det en morsom oplevelse med Ulf Pilgaard som den ledende kraft. Når han er på scenen, er den hans. Man mærker hans "fylde". Han er godt bakket op af andre dygtige spillere. Navnlig holder jeg af at se Lise Baastrup som den sidst ankommende. Hun har mange talenter.

Men på trods af disse rosende ord synes jeg, at revyen ikke var helt så god som de seneste to, som jeg så på TV. Der manglede lige den sidste gnist, for eksempel i en dronninge-imitation med Ulf Pilgaard. Men det var stort at være med - og det på første række.

Jeg har fået ny computer for godt en uge siden. Den har Windows 10. Jeg er ikke helt klar over, hvad det betyder, men jeg kan godt se, at meget er forskelligt fra tidligere.
Jeg er ved at have fundet ud af det og føler mig rimelig tryg ved det. Dog har jeg endnu ikke opdaget fordelene.
Til gengæld har jeg opdaget, at den ny "Office-pakke" er svær at danse med.
Det kniber mig at finde ud af især regnearket Excell. Jeg ser ingen fordele ved det. Jeg tænker, at jeg om nogle år er bekendt med det, men så er det sikkert for sent. Jeg har ellers i mange år brugt Excell rigtig meget, så jeg er ikke ubekendt med regneark. Men her har jeg fundet en værdig modstander, som giver rig anledning til raserianfald.

Sæson for hækklipning er inde. 1. halvleg er startet. 2. halvleg kommer i oktober.

Som jeg dog har glædet mig til denne første halvleg. Jeg har næsten ikke kunnet vente. Så jeg stod tidligt op i morges og gik fløjtende og syngende i gang.

(Se lige bort fra de sidste tre sætninger. De er løgn).

Under alle omstændigheder blev de første 5 meter ud af 75 klippet. De var ekstra hårde, fordi der også skulle klippes 20 centimeter af toppen, og det var en stiv, gammel hæk, ikke den bløde liguster.

Resten følger.

I min bog om Silkeborg Fattiggård fortæller jeg bl. a. om et fattiglem Martin Jørgensen, som havde en krank tilværelse. Endte dog godt.

Han er født 1884, opvokset på Silkeborg Fattiggaard og lidt af en slagsbror, altid til gene for sine medmennesker. Han gjorde livet surt for andre fattiglemmer, politiet og alle, han mødte.

Derudover flygtede han gang på gang fra fattiggården, blev fængslet et eller andet sted og sendt tilbage til fattiggården, hvorfra han igen flygtede. Han var et ubehageligt bekendtskab.

Men så sker der et mirakel. I 1933 flygter han for sidste gang fra fattiggården, slår sig ned i Sønderborg, hvor han lever på den rette side af loven, til han dør i 1976. Han ernærer sig ved skrotindsamling og vinduesarbejder. Han går rundt i byen med en vogn og en togfløjte for at gøre opmærksom på, at han er på vej, så beboerne kan finde de ting frem, som de vil give ham, og som han kan sælge videre. Han er blevet lovlydig, venlig og hjælpsom og gør sig så godt bemærket, at byen lader en skulptur rejse af ham midt i byen. Jeg besøger den, hver gang jeg er i Sønderborg.

Jeg har i dag i lighed med Don Quijote udkæmpet en ulige kamp. Dog ikke mod vindmøller, men mod Post Nord.

Historien er lang, men den korte version er, at nogle lamelgardiner fra Bilka og bestilt i mandags var lovet os på fredag, sendt med vognmand. Da kunne vi være hjemme. Så modtog vi i går en e-mail fra Post Nord, at pakkerne ville komme i dag. Og da kunne vi ikke være hjemme. Alligevel fik vi 1 ud af 3 pakker, stillet ved fordøren, selv om det ikke er tilladt.

Jeg ringede til Post Nord. Det varede over 1½ time. Jeg blev sendt fra den ene til den anden. Langt om længe syntes der at være orden på tingene. Post Nord ville sende mig en e-mail, som jeg blot skulle besvare. Den kom ikke. Telefonen igen. Med nogen besvær blev den lille sag ordnet, troede jeg.

Men nej. En time senere blev jeg ringe op af Post Nord igen. Man ville lige spørge mig om nogle pakker, der skulle til Island. Ifølge postvæsenet skulle jeg hedde Mathias. Jeg havde besvær med at få væsenet til at forstå, at jeg hedder Gunnar, kender ikke Mathias og ikke har noget udestående med Island.

Nu er det spændende, om vi modtager de sidste pakker i morgen. Det ville overraske mig. Jeg tror, de er i Island.

Jeg var i Røde Kors Genbrugsbutik i dag. Jeg medbragte lidt legetøj, som Frederik er vokset fra.

Helt ærligt syntes jeg ikke, det var noget særligt, så jeg forventede mere eller mindre, at de rare og frivillige mennesker i butikken ville sige, at de ikke kunne bruge det.

Til min glædelige overraskelse var det den stikmodsatte reaktion, der mødte mig. Den søde dame så virkelig glad ud og sagde, at det kunne de meget nemt omsætte, og hun udtrykte sin taknemlighed over, at jeg var kommet med det.

Så blev jeg glad for have hjulpet Røde Kors. Det gør jeg gerne igen.

Jeg har i mange år kendt vedhæftede billede af min morfar, som jeg desværre aldrig traf. Han døde af den spanske syge i 1918.

Ifølge hvad min mor og mormor har fortalt, var han et mønstermenneske. Varm, god og kærlig. Desuden spillede han violin, så englene græd. Han var særdeles dygtig i sit job som mejerist, hvor han for øvrigt traf min mormor, som blev uddannet mejerske.

Han var knusende godt begavet, så godt ud, var i det hele taget en statelig mand.

Ifølge min mor og mormor minder jeg meget om ham med alle mine gode egenskaber - også hvad angår violinen.

Forstanderinden og jeg diskuterede i eftermiddag, om der også rent fysisk er ligheder. Hun syntes at kunne se flere, mund næse, øjne med mere. Men vi var begge enige om, at der er tale om 2 flotte fyre.

Vi fik en uventet gæst i går aftes. En gråspurv forvildede sig ind i vores havestue, fløj gennem hele huset og landede i mit lille kontor, ganske forpustet.

Vi fandt den først efter nogen tids søgen, da alle døre til alle værelser stod åben. Da jeg fik lukket døren til mit hybel og åbnet vinduet på vid gab, havde den lille gæst intet problem med at flyve ud, og den forlod os lynhurtigt uden at have fået den kop kaffe, man bør give uventede gæster.

Jeg tror, den var lettet og glad, da den kom ud.

PS. Jeg har lige set Jakob Fuglsang vinde Criterium Dauphine, det bedste resultat for en dansk cykelrytter i mange år. Tillykke, min ven.

Jeg cyklede i dag, omkring 42 km., men med lidt bakker. Midt på den første ringede min telefon. Jeg ignorerer altid opkald op ad en bakke. For hvis jeg stopper, har jeg et hulens besvær med at komme i gang igen. Telefonen blev ved at ringe. Det måtte være vigtigt. Opkald efter opkald. 5-6 stykker. På toppen af bakken stoppede jeg og accepterede opkaldet. Det var forstanderinden, som lige ville fortælle, at barnebarn Frederik ville komme på besøg. Det var et vigtigt opkald.

Dilemma: Skulle jeg vende om og køre hjem? Skulle jeg gennemføre den planlagte rute?

Jeg valgte sidstnævnte, men turen kom til at gå noget stærkere, end jeg havde planlagt.

Hjem og i bad - og så ud og spille fodbold med Frederik. Det var hårdt ovenpå en cykeltur. Men hvem kan sige nej til Frederik? I øvrigt tabte jeg 10-5.

Som en skøn bonus udførte mor og far en masse havearbejde, lugede, slog græs og fjernede alger.

Mæt og godt tilpas efter en god frokost hos gamle venner sidder jeg nu i min behageligt bløde sofa og forsøger at komme mig efter indtagelse af den gode mad. Det er i hvert fald godt, at jeg ikke spiste mere. Så havde jeg ikke kunnet gå.

Samtidig kan jeg glæde mig over dansk sejr i cykelløbet Criterium Dauphine, Jacob Fuglsang, min gode ven, som det ses på billedet. Jeg sidder faktisk og ser løberet, mens jeg skriver. Jeg har optaget det.

Det er en god dag. Jeg håber, at jeg i morgen kan cykle ud og gøre Jacob kunsten efter.

Barnebarn Kristian var på landsdækkende TV i aftes. Det var TV2 NEWS.

TV2 har i nogen tid interesseret for unge menneskers hårde træning i fitness-centre. Mange får en afhængighed af træningen, og hele deres livsførelse tager udgangspunkt i den.

Der skal spises korrekt, grønt og sundt med masser af proteiner og med 2 timers mellemrum og kan således ikke spise sammen med familien. Nogle er gået helt amok og træner 50 timer hver uge.

Kristian har selv været inde i den cirkel og gik fra at være lidt spinkel til at blive et svulmende muskelbundt. Nu tager han det mere afslappet, takket være hans kæreste.

Vi nød at se vores barnebarn svare så godt for sig.

Men nu er den ved at være gal med mig. Jeg træner som en vild 2 gange i hver uge og spiser gerne hver 2. time. Men det må jeg ikke.

Selv bruger jeg ikke mange fremmedord. Det er jeg ikke korpulent til.

Mange mennesker elsker at slynge om sig med dem. Med større eller mindre held. Vi har vel alle flere gange måttet trække på smilebåndet ad forkert brug af fremmedord.

"Landet var plaget af gorillakrige".

Naturligvis havde Storm P også en kommentar til brugen af fremmedord. Han lader personen på billedet udtale: "Man bør ikke bruge fremmedord, selv om sagen er nok så enigmatisk - ej heller lade sig forlede til en jeux de bouche, men jævnt holde sig til hypobasen".

Sådan. Godt talt.

Jeg har meget svært ved bare at "køre forbi" den 6. juni uden at kaste en tanke tilbage på samme dato i 1944, dagen for "Operation Overlord". Den dag gik de allierede i land i Normandiet, og 10 måneder senere var 2. verdenskrig endelig slut.

Jeg tænker på de mange soldater fra mange nationer, som den dag betalte med deres liv, for at vi andre kunne få en tilværelse uden et nazi-regime. Vi har en taknemmelighedsgæld at skulle betale til dem - men naturligvis også til tusinder andre. som blev dræbt i de mange slag. RIP.

Jeg har i dag umaget mig meget med at rydde op i mit værksted. Det har været tiltrængt i 1½ år, og jeg har udskudt det den ene gang efter den anden.

Men jobbet fandt sin vej til den tidligere omtalte arbejdsseddel (se 3/6 2017), hvilket betyder. at forstanderinden er blevet mere opmærksom på opgaverne. Derfor er den nu løst.

Bemærk venligst den tomme bordplade. Det er skønt at gense den.

Bemærk venligst også det synlige gulv. Det var rart at gense det. Nu kan jeg uden problemer finde min cykel.

Så blev endnu en opgave slettet fra listen.

I går citerede en gammel hundeven. Lars, på Facebook, at kvinder, som selv står for alt det huslige arbejde, er de lykkeligste kvinder.

Jeg videregav denne kendsgerning til forstanderinden, som fik et hysterisk anfald. Med andre ord. Hun var ikke enig.

Hun skrev straks tilbage til Lars' kone og tog hende i ed, og jeg fik at vide, at jeg godt - først som sidst - kunne opgive alle tanker om ændringer i arbejdsfordelingen her på matrikelnummeret.

Det er selvfølgelig forståelig tale. Hvem tør tale Roma midt imod? Ikke jeg.

Men jeg vil hævde, at i de hjem, hvor konen gør alt det huslige arbejde, findes de lykkeligste mænd.

Nu bliver det alvor.

I tæt samarbejde med forstanderinden er udarbejdet en mega-arbejdsseddel. Den er endnu ikke komplet.

Heldigvis er der ikke sat en deadline for udførelsen af alle opgaver. De skal blot være færdige omkring august.

Som det fremgår, er én af opgaverne løst, oprydning på mit kontor, som nu står ryddeligt og rengjort. I går lignede det et bombekrater. Det var skønt at slette linjen, og vi glæder os som små børn til at slette endnu flere.

Vi har intet imod at importere arbejdskraft. I givet fald vil de pågældende blive behandlet som de indfødte og få udbetalt samme løn, en passende frokost og et håndtryk.

Vi var hos dyrlægen med gamle Sydney i dag. Han trængte til at få sine klør klippet - altså Sydney. Sådan noget tager han med en ophøjet ro og var mere interesseret i de hundekiks, dyrlægen storsindet delte ud af. Der blev klippet.

Men der var andre og lidt mere alvorlige ting at vise Doktor Dyregod - i begge ender.

Vorter på indersiden af øjenlåg og en knude i det alleryderste del af endetarmen.

Vi enedes om, at den gode hund nærmede sig afslutningen på et langt og rigt liv med masser af jagter og opsamling af mængder af fugle.

Der er ingen grund til at gøre noget ved nogen af delene. Det kunne være problematisk at lægge ham i narkose. Han skal have lov at gå tiden ud, da han ikke lider - og han æder som da han var ung. På visse punkter minder han om mig.

Nu skal vi være glade. Det er den 1. juni, og fra nu er det sommer. Det gør glad.

Nu skal vi snart på ferietur - selv om det øsregner.

Nu skal vi snart kaste os i de friske bølger - ikke mig dog, jeg hader koldt vand.

Nu skal vi snart spise røde, søde og friske jordbær med fløde - skån mig for fløden.

Nu skal vi snart lægge os i solen og brune vore veltrænede kroppe - ikke jeg dog, jeg bliver skoldet.

Nu skal vi snart spise frokost udendørs - jeg hader at spise i solen.

Jo, den 1. juni er en god dag med masser af glade forhåbninger. Og så er det i øvrigt i dag nøjagtigt 378 år siden kong Chr. IV ansatte den første skorstensfejer. Nyttig viden. Og god sommer.

En dovne-dag er næsten omme.

Mine aktiviteter har bestået i at stå op, spise frokost, lægge filer ind på min nye computer og sidst men ikke mindst hente aftensmad ude i byen. Mindre aktivt kan det næsten ikke være. Jo, jeg kunne have ladet være med at stå op. Men så havde jeg haft et hulens besvær med at forklare mig.

Til gengæld går jeg tidligt i seng i aften, så jeg er godt udhvilet til i morgen, hvor motionscentret forventer en stor indsats fra mig. Og det får det.

Min søde viv og undertegnede var i dag på besøg i Løgstør hos gode og hyggelige venner.

Vi har alle en fælles glæde i en frokost med fisk - og kun fisk. Og det fik vi, sluttende med en herlig, kold fiskeret med torsk, rejer og kaviar. Værtinden er verdensmester i fiskeretter så der var fælles fryd bordet rundt. Min favorit-situation. God mad i godt selskab.

Som en dejlig afslutning stod menuen på en skøn jordbærlagkage.

Og selv om der ganske vist på lagkagen stod "Luther" som en påmindelse om, at livet ikke er lutter lagkage, så smagte den skønt.

Mætte og glade for maden og snakken vendte vi hjem.

Hver mandag er vi så heldige at have besøg af søde datter Annette. Hun kommer efter sin hund, som vi har passet hele dagen - og så spiser hun med, Det er enormt hyggeligt. Vi glæder os til det hver gang.

Men hun skal nu også arbejde for føden, især i denne tid hvor jeg installerer nye computere. Jeg kan ikke finde ud af det, men det kan hun, Uden hende havde jeg skullet betale mig i armod til diverse teknikere for at få det hele lavet. Hun løser alle computer-problemer for mig. Det er skønt, især når jeg tænker på, hvordan jeg kan sidde og bande over noget, der ikke virker.

Joh, vi har også en sød og dygtig datter.

Jeg havde tænkt mig, at jeg ville slå græs i dag. Men da jeg stod op, regnede det, så den tanke forlod mig - heldigvis. I stedet blev jeg inviteret på et supermarkeds-ræs. Den gode forstanderinde skulle besøge 3 supermarkeder. Jeg kunne jo ikke undslå mig.

Jeg nød ikke turen, men kunne med jævne mellemrum glæde mig over at være sluppet for den anstrengende løbetur bag plæneklipperen. Og det gjorde jeg så.

Men jeg tog glæden på forskud. Da vi kom hjem og fik tømt bilen for indkøbene og fik spist frokost, måtte jeg indse, at solen skinnede fra en skyfri himmel. Altså slå græs.

Jeg føler mig misbrugt. Først supermarkeder så plæneklipning. Waaaahhhhh.

Jeg føler mig dobbelt misbrugt.

På dagens cykeltur holdt jeg pause ved Århus Stadion, sad bekvemt på en bænk i skyggen af et bredt bøgetræ.

Det er ikke det kedeligste sted at sidde. Der sker meget. Mange mennesker passerer, de fleste af dem løbere, som i lighed med mig svedte godt og grundigt.

Mange havde overskud til et lille smil til mig eller en lille bemærkning. "Nyd din pause". Husk nu at drikke". "Er du punkteret?" "Op på cyklen, mand".

Tak for opmærksomheden, folkens.

Det er vel ingen hemmelighed, at jeg holder af god mad - navnlig i hyggeligt selskab.

Jeg oplevede begge til frokost i dag. Forstanderinde, datter Annette og barnebarn Katrine var på livsstilmesse på Rosenholm Slot. Det var jeg ikke.

Derimod mødte jeg dem bagefter på en hyggelig, lille restaurant i Hornslet og spiste frokost med dem.

Jeg giver gerne restauranten 5 kokkehuer ud af 5 for en dejlig frokost.

Jeg giver desuden gerne mine 3 bordkammerater 10 stjerner ud af 5 for deres selskab. Jeg elsker at være sammen med familien eller dele af den. Tak for mødet.

Den meget opmærksomme læser vil have bemærket, at jeg i gårsdagens tyske remser glemte ordet "unter". Skam få dig, gamle mand. Det er nu føjet til takket være datter Annette, som også husker sine remser.

Det fik os begge til at mindes en lille episode for 3-4 år siden, da barnebarn Katrine gik i 3.G

Hun skulle aflevere et eller andet på tysk, men havde ikke tid til at skrive det. Derfor enedes Annette og jeg om at skrive det tyske for hende.

Vi gjorde vores allerbedste, skrev, rettede og skrev. Langt om længe var vi færdige, og sendte det på Katrines vegne til tysklæreren. Det skulle vi vist ikke have gjort. Karakteren blev 00. Det forstod vi ikke med den umage, vi have gjort os. Læreren forstod det heller ikke og gav Katrine endnu en chance for at skrive en ny stil. Så meget for vores samlede grammatiske viden. Vi har ikke skrevet for hende siden.

Jeg spekulerede i formiddags på, hvorfor jeg stadig husker de tyske grammatiske remser fra min skoletid for over 60 år siden.

"Durch, für, gegen, ohne Wieder, um. Kennst du nicht den Akkussativ, dann bist du wirchlich dum."

"Aus, bei, mit, nach, von, zu, som styrer dativ.

An auf, hinter, in, neben, über, unter, vor zwischen," som styrer begge dele.

"Der, den, des, dem. Die, die, der, der. Das, das, des, dem. Die, die der, den". Kendeord

Jeg vil aldrig glemme dem.

Alligevel kan jeg ikke tale tysk korrekt. Jeg tumler noget rundt i grammatikken.

Men heldigvis kan jeg uden store problemer føre en samtale på tysk, takket være en tidligere stor interesse for den tyske Bundesliga (fodbold), som jeg så på Tyske TV-kanaler, mange besøg i Tyskland og Schweitz og jagter med tyske jægere. Somme tider nyder jeg ligefrem at tale tysk. Tyskere er venlige til at "overhøre" fejlene.

Endelig. Efter - lang tids ulidelige kampe med 3 forskellige computere - har jeg erhvervet mig en ny, en bærbar. Som det fremgår af fotoet, er jeg ganske glad for den, sådan nærmest lalleglad.

Jeg ville så gerne fortælle om dens specifikationer, selv om jeg ikke forstår en smule af, hvad tallene betyder. Se bare: Celogen processor, Windows 10, SSD Harddisk, 4GB ram, Bluetooth og en del mere. Jeg synes, det lyder godt.

Og ikke nok med det. Jeg fik i går installeret en nyere, brugt stationær computer, fordi den gamle gennem de senere år har opført sig utilladelig dårligt og er langsommere end nogen anden computer, jeg har kendt. Den er nu aflivet. RIP.

For blot anden gang i år drak vi eftermiddagskaffe på vores skønne terrasse - og det i selskab med gode, hyggelige venner.

Der sad vi så i det smukke solskin, men blev hurtigt enige om, at vi måske skulle gå indendøre, da det trak en del. Vi kunne ikke rigtig beslutte os, indtil vores geniale ven udbrød: "Luk døren". Vi troede, det var en joke, men måtte erkende, at da døren bag os indtil havestuen var lukket, ophørte trækvinden. Det er første gang, jeg har oplevet at sidde i træk i en have, lukke en dør, og trækken forsvinder. Der er trods alt stadig plads til nye, overraskende oplevelser. Den famøse dør t.v.

Jeg må undlade at skrive noget i dag, thi jeg er ganske tom i overetagen. Jeg har arbejdet for meget og cyklet. Det tømmer både krop og hoved.

Derfor vil jeg nøjes med at bringe en hilsen til alle med håbet om, at man har nydt dagens gode vejr, og at man har nydt en god frokost - ligesom jeg.

Jeg har det s'gu godt. Jeg håber, at alle andre også er ved godt mod.

Jeg har arbejdet godt i dag. Forstanderinden var til damefrokost, så der var ikke nogen til skynde på mig. Og så når man en del.

Først og fremmest ydede jeg mit bidrag til Sankt Hans bålet på den lokale strand. En stak grene og blade fra efteråret blev med møje og besvær transporteret dertil.

Den stak vil jeg tænke på, når bålet tændes den 23. juni.

Så fulgte græsklipning. Hårdt og brutalt. Jeg havde lidt travlt, så jeg næsten løb efter den forbistrede maskine. Det kræver sin mand.

Som det ses på billedet, blev jeg blot en skygge af mig selv.

Det er ingen hemmelighed, at jeg holder af cykelløb.
Parallelt med det er jeg meget glad for forfatter, filmmager og cykelkommentator Jørgen Leth. Indrømmet kender ikke meget til hans digtsamlinger, og jeg kender kun et par af hans film, begge om cykelløb. Men jeg har læst alle hans bøger om cykelløb og har hørt ham i årevis på TV under cykelløb.
Nu har jeg så lige læst og hørt, at han skal lægge stemme til oplæsningen af stoppesteder i den nye letbane (Leth-bane) i Århus.
Hvad kunne være mere passende. Med sin rolige og behagelige stemme og som indfødt århusianer er han selvskrevet til at få jobbet. Og det fik han.
Alene af den grund vil jeg bruge letbanen - jeg holder meget af stemmen og vil føle mig hensat til en etape i Tour de France.
Velkommen hjem, Jørgen.

Jeg føler mig ganske udmattet - men på den gode måde.

Først (klokken 7.30) modtagelse af Frederik, som er her til i morgen. Så 1½ times hård formiddagstræning i træningscentret. Dernæst en hård fodboldkamp mod Frederik (tabte). Efter en lille frokostpause endnu en fodboldkamp (tabte). Efter dette forsmædelige nederlag trimmede jeg kanterne på græsplænen foran huset. Der gik også en timestid med at lege med Lego.

Det har været en afvekslende dag, og heldigvis har den lille mand nydt det hele. Og han er i modsætning til farfar overhovedet ikke træt.

Jeg har just afsluttet en fodboldkamp. Min modstander var barnebarn Frederik. Jeg led et ynkeligt nederlag - igen, igen. Den lille fyr er begyndt at drible, og han udnytter mine svagheder, dribler elegant forbi mig og scorer nemt. Jeg forsøgte mig med samme taktik. Det gik ikke godt. De gamle, stive ben lystrede ikke.
Jeg forestillede mig ellers som AGF, der skal spille en meget afgørende kamp om nedrykning i aften. Så det tyder ikke godt, et nederlag på ikke under 3 mål. Og det vil ikke være rart. Jeg skulle vist have bedt Frederik om at være AGF. Men han vil hellere være Ronaldo.

Jeg fandt i dag ud af, at der i Danmark er 2,4 millioner biler. Det er godt nok mange. Da jeg købte min første bil i 1962 var der under 500.000.

Jeg kørte forstanderinden ind til Århus omkring kl. 8.30. Da havde alle de nuværende 2,4 millioner biler besluttet sig for at ville samme vej. I mine 53 år i Århus har jeg aldrig oplevet noget lignende. Sikke en kø. Halvdelen af dem må være kommet for sent på arbejde. Det tog 1 time at køre fra Skødstrup til midtbyen, 13 kilometer.

Århus er kendt for at være den by i Danmark, der har de langsomste køer.

Min kommentar hertil er "JA".

Spændt afventede jeg ordreudgivningen i morges. Jeg frygtede det værste - og det var der god grund til.

Værkbruden vendte jeg hjem fra min træning for at blive meddelt, at dagens opgave var maling. Den indvendige sokkel i vinterhaven trængte.

Jeg har flere indvendinger mod at male.

1) Jeg hader det.

2) Jeg er ikke god til det. Resultatet er oftest elendigt. Typisk maler jeg mere udenfor end indenfor.

3) Jeg spilder en del.

4) Jeg får altid maling på tøjet - også i dag.

5) Jeg maler oftest i ubekvemme stillinger.

Disse indvendinger hjalp ikke - jeg har malet.

Jeg er kommet ind i den udmærkede vane at stå op ved 9-tiden - således også i dag.

Jeg greb min morgenmad, A38 med et rasende sundt drys og en lille kop te, og satte mig spændt ind ved siden af forstanderinden afventende dagens ordreudgivelse. Der faldt også et par stykker, men ikke noget skræmmende. Da disse var vel fuldført, ventede jeg på nye. Nu kunne det blive hvadsomhelst.

Der kom ingen. Den søde dame betroede mig derimod, at hun meget gerne ville til Silkeborg, bl. a. med blomster til mine forældres gravsted. Min mor kunne have fyldt 100 år i dag.

Da jeg altid føjer hende, blev Silkeborg-turen erstatningen for hårdt arbejde. Det er altså nemmere at sidde i en bil end at knokle rundt i haven eller indendørs. Jeg fik en dags udsættelse - og en hyggelig frokost i godt selskab.

Det er en møgdag. Tre ud af fire computere er brudt sammen. Det må være de frække russere, som har invaderet computerne her på adressen. Måtte deres sokker krybe i vask.

Så nu sidder jeg her med forstanderindens iPad og prikker bogstaverne. Hvor dybt kan man synke?

Det forunderligste er, at jeg tidligere røg direkte i det røde felt, når en computer gjorde sig umulig. Nu er det tre, og jeg sidder her med normal puls og blodtryk. Måske fordi jeg har indset, at jeg må købe en ny bærbar. Den stationære, som er tynget til jorden af vira, har jeg allerede en afløser for. Den skal blot installeres. Dertil har jeg børn og børnebørn. Det er pay back time.

Ældste barnebarn Katrine og jeg besøgte i dag Jorn/Munch udstillingen i Silkeborg.

Det blev en god oplevelse. Der var mange stærke malerier. Især fandt vi det spændende, at malerierne var ophængt på en måde, som tematisk fulgtes ad.

Ganske vist har de to kunstnere aldrig haft noget som helst med hinanden at gøre, men alligevel er der sammenligningspunkter. Begge lavede dramatiske billeder om menneskets vilkår i det moderne samfund og de store spørgsmål om liv, død og frygt.

Således opladet af mange indtryk var det skønt at spise frokost efterfulgt af en nostalgisk køretur rundt i byen, hvor Katrine kunne se de steder, der engang betød noget for hendes mormor og morfar. Og der er mange af dem. Især glædede det os at vi blev inviteret ind i den kælderlejlighed, hvor forstanderinden og jeg boede som nygifte. 21 kvadratmeter i alt. Nu er det værksted.

Jeg har i dag måttet lægge øre til mangt og meget. Forstanderinden var utilfreds med mit aktivitetsniveau. Men det kan kun være fordi hun ikke var med i motionscentret, hvor mit niveau lå på 10 ud af 10.

Hun påstod med stor bestemthed, at jeg er doven og aldrig stiller noget på plads. Jeg hæftede mig ved ordet "aldrig" og vovede en kraftig protest. Påstanden er grebet ud af den tomme luft. Det sker adskillige gange, at jeg netop rydder grundigt op efter mig, f. eks. ved at bære service ud i køkkenet, efter vi har spist. Men det er damen ikke tilfreds med. Det skal ned i opvaskemaskinen. Nå ja. Det gør jeg så også - ret ofte.

Nej, jeg er nødt til at træde i karakter, så vi endelig kan få afgjort, hvem der har føringen. Det har manden. Bum.

Det var interessant. Her vil jeg være med.

Jeg læste i dag i en avis, at det danske frømandskorps beder om ansøgere. Man mangler folk. I annoncen står, at man ikke nødvendigvis skal have løbet et maraton eller marcheret fra Aarhus Til København med fuld oppakning. Nej, kravet er, at grundformen skal være i orden. Og det er her, jeg kan komme i betragtning.

Der står også, at mange bliver overrasket over at kunne gennemføre den indledende test. Det ville nu ikke overraske mig, om jeg gennemførte, for med den træning jeg gennem de senere uger har gennemført i motionscentret er jeg et oplagt emne.

Den eneste hage er, at jeg ikke er vild med at dykke. Faktisk bryder jeg mig ikke om mere vand, end det der kan være i et soppebassin.

Jeg må brokke mig - vred og gnaven.

Hvad er det dog for et vejr, man byder os? Blæst og kulde. Ikke over 9 grader. Blæsten får temperaturen til at føles som under frysepunktet.

Og er der nogen, som gør noget ved det?

Nul. Ikke en sjæl. Der bør udskrives valg på problemet.

Jeg må på det alvorligste anmode om, at der tildeles os en vis mængde varme.

Det sidste folketingsmedlem, som gjorde noget ved det, var Jacob Haugaard. Han blev indvalgt i 1994, hvor vi havde en usædvanlig varm sommer. Han indfriede sine løfter om bedre vejr. Så bare kom i gang. Det kan gøres, dvaske MP'er.

Jeg vil hermed gerne starte en pengeindsamling. Både store og små beløb vil være velkomne. Dog sætter jeg mest pris på de store.

Årsagen er, at min lap-top computer er ved at afgå ved døden. May it rest in one piece.

Strømstikket sidder og vakler fra side til side, og pludselig er der ikke mere strøm, og jeg bander fælt. Jeg prøver dog at gøre det i stilhed.

Når nu vi er i gang med indsamlingen, skal jeg lige minde om, at vi i de seneste uger har måttet købe et nyt køleskab, ny støvsuger, møbler til vinterhaven, en damprenser samt betalt 3-4 uhyggelige regninger til bilhospitalet Toyota. Navnlig har sidstnævnte rykket i mine konti.

Men kom nu frisk med og kom ind i kampen. Mit kontonummer kan oplyses ved en opringning. Alle aktive vil komme med i min aftenbøn, hvor jeg takker for alt det gode.

Vi har en dygtig og hjælpsom datter.

I dag kom hun med et bord, en emhætte og en stor micro-ovn til os. Alle tre dele tunge som bare pokker. Det er ikke noget problem for den søde pige. Hun løftede stort set det hele, da forstanderinden ikke kan løfte ret meget og jeg kun lidt mere efter min strabadserende cykeltur i går.

Desuden samlede hun bordet for os. Hun er også en god håndværker. Og hjælpsom som få.

Hende har vi været heldige med.

Og så fik vores vinterhave et nyt look, noget pænere end før.

Jeg tidligere nogle gange om en cykeltur brugt udtrykket, at "den er det værste, jeg har oplevet på cykel".

Det kunne være på grund af længde eller antallet af bakker - eller dårlig træning.

I dag var det en kombination af to sidstnævnte. Føj for den lede, hvor jeg kæmpede. Aldrig før har jeg været så udmattet. Men jeg gav ikke op, selv ikke da forstanderinden overhalede mig i bilen og ville have mig til at stå af og blive kørt det sidste stykke. Men sådan spiller klaveret ikke. Der findes noget, der hedder stolthed.

Foran mig lokkede en dejlig frokost hos bror og svigerinde på Mols. En god moral-booster.

Men der er mange og lange og stejle bakker på Mols.

Så sidder jeg her igen. Jeg har glædet mig meget til det. Nu bliver liver værd at leve.

På skærmen cykler omkring 180 cykelryttere rundt i Italien for at glæde mig med spændende cykelløb. Jeg følger nøje med. Giroen er begyndt.

Dagens etape er på Sardinien, en lidt hård tur omend ikke den værste. I morgen er det Sicilien.

Jeg nyder at sidde her og kun tænke på cykelløb. Væk er tanker om gårsdagens tunge løft med køleskabe ind og ud. Væk er smerterne i ryggen forårsaget af græsslåning. Nu hedder det cykelløb, hvilket vil være tilfældet de kommende tre uger minus et par hviledag. Da tager jeg selv ud for at cykle eller går i træningscentret. Det skal jo ikke være sofa-motion det hele.

Nyt og gammelt mødes i vores køkken.

Vi fik i dag vores nye køleskab leveret ved hoveddøren. Resten var så op til os, og ingen af vi to er i stand til at klare opgaven med at løfte den ind - ikke engang sammen. Endnu mindre kunne vi have vendt døren fra højre til venstre side og få skabet manipuleret ind i det dertil indrettede hul. Det er langt ude over vores kompetencer.

Derfor er det en velsignelse at have rare mennesker på gaden. Der er altid hjælp at hente, og jeg er henrykt over det. Den rare mand for enden af gaden kunne det hele, og uden de store problemer var skabet pludselig på plads. Tak for gode naboer.

Nu mangler vi blot at få det gamle køleskab, som ses forrest på billedet, afsted på Storskrald.

Ældste barnebarn inviterede i dag mormor og morfar til brunch i sin skønne lejlighed i Århus. Hun har lige haft fødselsdag. Det er rart at besøge hende.

På vejen ind til byen stillede min søde viv mig et spørgsmål. Normalt svarer jeg straks, for jeg er rasende velbegavet. Men her tøvede jeg. Hun spurgt, om jeg vidste, hvad ordet "svigermor" egentlig betød, og hvorfra det kom. Jeg var ikke i tvivl om, at det kom fra tysk, men udover det måtte jeg strække våben og erklære, at jeg ville finde ud af det. Det har jeg gjort.

Jeg vil ikke gengive det hele, blot fortælle, at det betyder "tæt tilknytning til en anden kvinde". Samme gælder "svigerfar", "svigerinde" og for den sags skyld også "svoger". Tæt tilknytning til en anden far, søster og bror.

Således belært undgik jeg ikke at bemærke, at flere kilde angav, at "svigermor" nok er det ord, der har givet anledning til flest "morsomme" historier og sange. Gad vide hvorfor.

Dagens historie er en af de triste.

Vores 10-årige køkkenven, køleskabet, hænger alleryderst på kanten og kan kun med sine allersidste kræfter køle ned til 10 grader, og det er ikke godt nok. Det er trist. En aflivning er nødvendig. Det bliver torsdag.

Da vil en afløser indfinde sig, og afløse "gammel-skabet".

Jeg bliver altid rørt ved sådanne lejligheder og kunne nemt græde nogle timer, indtil jeg har vænnet mig til, at jeg nu har flere tusinde kroner færre på min i forvejen tynde bankkonto.

Måtte den vokse sig stor på ny.

Jeg har glædet mig meget til i dag. Og jeg blev ikke skuffet. Det var første dag i træningscentret i Hornslet Fysioterapi.

Og det gik, som det plejer - og som det skulle. Benhårdt arbejde i og på mange forskellige maskiner. Igen løb sveden, og igen syrede mange muskler til. Det var abeskønt. Og en dygtig instruktør.

Jeg går på et hold med 6 deltagere. Vi er jævnaldrende. Jeg er den eneste hane i kurven, og jeg er sikker på, at jeg gør et dybt indtryk på de 5 damer. Jeg tror, de er vilde med mig. Men jeg må ignorere det. Jeg er jo så vant til det. Og jeg er der jo for at få mig rørt. Og du godeste. Det får jeg.

Billedet er godt nok fra lokalet, vi bruger - men deltagerne er ikke lige vores alder.

Vi har Frederik på besøg et par dage. Det går ikke stille af. Vi spiller fodbold, indtil flere kampe. Jeg taber dem alle. Vi leger fangelege, gemmelege og politi og røvere. Jeg er politi og har endnu aldrig fanget en røver.

Udflugter er en del af traditionen. Først legepladsen ved Marselisborg Slot. Så en lille snak med bronze-isbjørnen på Filtenborgs Plads, en is ved isboden samme sted og som noget nyt en tur med mini-toget ved Hjortshøj.

Frederik og jeg mangler endnu i dag et par forboldkampe, gemmelege og fangelege. Jeg er træt ved sengetid - meget træt.

Heldigvis bliver der også rolige stunder, hvor vi læser i "Halfdans ABC".

Man skal glæde sig - også over de små fremskridt.

Jeg var i dag nødsaget til at lave endnu 2 huller i min livrem. Jeg ved, det ikke lyder af meget, men det er fremskridt. Og det glæder den gamle mand her. Vægten siger minus 6 kilo siden min højeste kampvægt. Og på mandag starter jeg som nævnt i motionscentret, så hvis I møder mig, kan I ikke se mig.

Så kan I jo gætte lidt på, hvorfor jeg har medtaget et foto af en vis politiker.

Jeg har haft et godt møde i dag.

Gennem længere tid har jeg savnet mit motionscenter i midtbyen. Bevillingen udløb. Nu er der en anden løsning.

Jeg var til et informationsmøde i Hornslet Fysioterapi og mødte en herlig fysioterapeut, Lisbeth. Hun skal gennem de kommende måneder være min guru og gelejde mig gennem den hårde træning. Jeg har i sinde at være lige så aktiv, som jeg var tidligere, hvilket betyder store anstrengelser og smerter. Jeg glæder mig usigeligt til at starte på mandag. Jeg føler allerede udmattelsen - og de skønne endorfiner.

Jeg synger en del - sådan mest for mig selv, men dog hørligt.

Af uransagelige grunde påskønner forstanderinden ikke min sang, og hun beder mig stoppe, holder sig for ørerne eller går.

Da jeg i morges stod op (kl. 10), fik jeg denne indre trang til på ny at bryde ud i sang. Men jeg var klog nok til at spørge den søde dame om tilladelse. Svaret plejer at være et ubetinget NEJ, men til min overraskelse svarede hun JA. Det forvirrede mig, og jeg måtte tænke mig om. Hvad skulle jeg synge?

Det endte med at blive "Se, nu danser bedstefar, til den gamle vals".

Min far lærte mig den, da jeg var 5-6 år.

Og så fik den hele armen, meget højt og skingrende. Om påskønnelsen tør jeg ikke sige noget.

Med et indsmigrende blik fra mine store dådyrøjne bad jeg så mindeligt forstanderinden, om jeg kunne slippe for at gå med ind i dagens supermarked. Svaret var et klart nej. Jeg bandede sagte.

Det skulle imidlertid vise sig, at det var godt, jeg gik med. Inde i butikken mødte jeg nemlig Ole fra min alleførste klasse, som jeg fik i 1964. Det var en ottende klasse. Det er altid hyggeligt at møde de gamle elever. Vi ses jo heldigvis stadigvæk med jævne mellemrum.

Men allerbedst var, at han havde sin mor med. Hver onsdag hjælper han hende med indkøb.

Jeg talte naturligvis med hende. Det er lidt særpræget at møde en mor, som jeg holdt forældremøde og -samtaler med for 52 år siden. Hun er 86 år gammel og frisk som en havørn. Bare jeg kan sige set samme om mig selv om 10 år.

Noget var fuldstændig forkert på Århus Stadion i går aftes. Det vil sende chokbølger rundt i hele riget. Folk vil gnide sig i øjnene, klø sig i nakken og udbryde: "Hva' hulen skete der lige her? Hvad gik galt?"

Lad mig så lempeligt som muligt fortælle det, for det er så uvant, at man kan blive ganske forskrækket. AGF vandt - og det med ikke mindre end 4-0. Den havde jeg ikke set komme. Chokket har endnu ikke lagt sig og gør det næppe før næste mandag, hvor holdet drager til Silkeborg til nyt nederlag. Alt vil da være beroligende bekendt.

Jeg er utilfreds med vejret. Hvem er ikke det? Det ligner en gentagelse fra sidste år. Blæst, regn og andre ubehageligheder.

Og her sidder jeg med overskud til at cykle. Jeg har planer om at drøne afsted og få smidt så mange kilo som muligt. Men jeg vil ikke køre i storm og regn.

I næste uge starter jeg med kondi- og styrketræning i træningscentret i Hornslet. Jeg vil i form igen. Jeg blev afhængig af den træning, jeg fik for nogle uger siden i et andet center. Jeg glæder mig som et lile barn. Og desuden skal der cykles, så det knager i skelettet.

Jeg mindes endnu mine velmagtsdage, når jeg kom i mit gule regnslag og nærmede mig et busstoppested, så begyndte de ventende at finde deres billetter og penge frem. Jeg skal tabe mig.

Billedet er mig om et par måneder.

Vi besøgte i formiddag datter og svigersøn for at bese deres fælles anstrengelser for at få et nyt køkken etableret.

De har selv lavet hver en smule af det i en proces, der har stået på siden november. De kan jo kun arbejde efter at have afsluttet deres daglige jobs og i weekends.

Jeg nærer dyb beundring for folk, som påtager sig sådan en opgave. Heldigvis er Kent en dygtig håndværker, og Annette er ikke ueffen. Desuden er hun god til læse en tegning. Det er vigtigt, for køkkenet er jo en slags samlesæt.

Jeg sad stille og kiggede og spekulerede på, hvad der ville være sket, hvis jeg skulle have udført arbejdet. Da faldt jeg ned på gulvet - ligesom alle skabene ville have gjort.

På billedet er bare en lille del af køkkenet.

Just hjemvendt fra en lille uges ferie i vores favoritby Lemvig kan vi atter konkludere, at byen var endnu et besøg værd. Det var vist vores 25. besøg deroppe, så vi kan roligt sige, at vi kender det smukke område.

Og dog havde vi en ny oplevelse. Vi besøgte Kaj Munks gamle kirke og besøgte hans præstegård i Vedersø. Det var spændende at gå rundt på steder, hvor han engang virkede.

Jeg synes da selv, at jeg ved en del om Kaj Munk, men jeg lærte, at han faktisk hedder Kaj Harald Leininger Munk. Jeg deler gerne min viden.

Da økonomien altid kan forbedres, har den gode forstanderinde fået sig en nebengeschäft.

Siden en berømt pølsevogn i Løgstør ved navn "Tulle" måtte dreje nøglen, har den gode dame ledt efter en mulig afløser. Nu har hun den og sælger alt inden for pølse-chartecuterie. Med stor entusiasme betjener hun de mange kunder, alt imens hun skovler penge ind. Millionær-drømmen er tæt på, og jeg behøver blot at gå rundt med en reklameplakat på mave og ryg. Min figur er en god reklame for pølsevognen.

Jeg kører jævnligt forbi en golfbane, og hver gang tænker jeg, at jeg måske skulle have prøvet at få en karriere i denne ærværdige sportsgren. Fra min cricket-tid ved jeg, hvor skønt det er at ramme en hård bold klokkerent og se den forsvinde ud i det fjerne. Man kan nemt blive bidt af spillet, hører jeg.

Desværre er det aldrig blevet til noget for mig. Mange af mine gamle venner har haft stor glæde af spillet. Jeg har også hørt, at golf er det spil, hvor man lettest blive enormt sur på sig selv. Der er jo heller ikke andre at bebrejde. Men det ville kun animere mig.

Også i dag passerede jeg en golfbane, hvor flere grupper spillede, og de sædvanlige tanker dukkede op, men forsvandt lynhurtigt, da jeg bemærkede vejret. De stakkels mennesker gik rundt i stormvejr, regn og 6 graders varme. Da tænkte jeg, at de var halvskøre og skulle finde sig en indendørs hobby.

Når jeg - som i dag - kører forbi et lille og gammelt bindingsværkshus, kan jeg ikke undgå, at tankerne går bagud i tiden. Hvem mon boede der? Hvordan oplevede de deres tilværelse? Hvor mange glæder, sorger og bekymringer har huset lagt vægge til? Var de glde eller triste mennesker? Usselt fattige eller blot fattige. Kunne de få enderne til at hænge sammen, eller skrabede de bunden.

En ting er sikkert. Materielt manglede de meget i forhold til os. Fattigdommen var mere udbredt. Manglerne flere, nøden større.

MEN. Skal vi i dag beklage de vanskeligere forhold?

Mit svar er NEJ. Datidens mennesker forventede ikke andet. Det var deres dagligdag. Man var ude af stand til at ændre på det.Samme gælder os. Vi er desværre ude af stand til at ændre på de vanskelige forhold dengang. Vi kan alligevel ikke ændre på det.

Dagen i dag, den 18. april, er en væsentlig dag for vort lands historie, slaget ved Dybbøl 1864.

Gennem 5-6 år har jeg interesseret mig for baggrunden, hændelseforløbet og eftervirkningerne.

Jeg har læst utallige bøger - og gør det stadig - og har overværet nogle gode foredrag om emnet.

Jeg synes selv, jeg er ved at have et godt overblik over hele forløbet inklusive fredsforhandlingerne i London bagefter.

I hvert fald ser jeg en tydelig forbindelse mellem vort enorme nederlag og inkompetente politikere og generaler. At de danske soldater var klart i undertal og dårligere udrustet end preusserne/østrigerne gjorde ikke tingene bedre.

Historisk er det et spændende emne, og forløbet var med til at skabe det Danmark, vi har i dag.

Vi var på besøg hos barnebarn Frederik til aften. Som altid godt at se familien.

Traditionen byder, at Frederik og jeg kaster os ud i en fodboldkamp, hvor ingen skåner sig.

Til vores skuffelse måtte vi aflyse kampen i dag på grund af regn og blæst. Jeg ved ikke, hvem der var mest skuffet. I hvert fald var jeg det.

I stedet legede vi røvere og politi på Frederiks værelse. Jeg er politi, som uden held forsøger at fange de grimme røvere, hvorefter vi måtte lægge ryg til endnu en skuffelse ved at se noget af AGF's kamp i Ålborg, som blev tabt med 1-0.

Det er ikke nemt. Først en aflysning og så et nederlag.

Selv om jeg ikke er vanvittig interesseret i fodbold, er jeg nødt til at erkende, at det ærgrer mig at notere, at AGF taber kamp efter kamp og nu er klar til nedrykning.

Alligevel fik jeg et lille grin ved at læse Stig Tøftings (tidligere AGF- og landsholdspiller, nu kommentator) bemærkninger til situationen i klubben. Han går lige på og hårdt og skriver: "Så er det altså nu, at spillerne fra AGF skal kigge sig selv i spejlet og finde den indre svinehund frem og vise, om de er drenge eller mænd. Det er ikke folkedans, det her".

Tænk lige over den, I alt for højt lønnede spillere i AGF. 10 sejre ud af 43 mulige er ikke prangende.

Nå, men pyt. Jeg går højere op i, hvordan danske cykelryttere klarer sig.

Det er god viden, at dagen her i Studstrup i dag er 14 timer og 9 minutter lang. Sol op 6:14 og ned 20:22.

Til sammenligning har jeg fundet ud af, at den 21/12 2016 stod solen op klokken 8:55 og gik ned 15:45. Det gav en dagslængde på 6 timer og 55 minutter. Dagens længde er nu tiltaget med 7 timer og 14 minutter. Det er da noget, som glæder. Desværre varmer det ikke. Vi har, regn, sne og blæst og temperaturer på 8-10 grader - og glatte veje. Og det bliver ikke bedre de næste 2-3 uger.

Vinteren er lang. Men lyset er kommet. Bwadr.

Endnu en dag, hvor dagbogen bliver kort. Jeg har hylende travlt, for familien kommer på besøg i aften til fødselsdagsmiddag for den gode forstanderinde.

Jeg har været i køkkenet hele dagen for at tilberede en perfekt culottesteg med alle former for tilbehør. Jeg elsker at eksperimentere med de mange ingredienser og vil ikke forstyrres undervejs.

Nu er jeg færdig og venter spændt på gæsternes ankomst. Jeg håber, de er tilfredse med menuen og med min grundige rengøring over hele huset.

Det var en god eftermiddag. Vi besøgte Frederik, mor og far, mormor, moster, onkel og fætre i et helt vidunderligt sommerhus langt inde i Midtjylland, der hvor Jens Langkniv huserede i 1600-tallet. Vi så nu ikke noget til ham, men derimod så vi et flot hus dybt inde i en skov, så dybt, at GPS'en forlængst var ophørt med at virke. Huset er oprindelig flere hundrede år gammelt, men renoveret så det står helt up-to-date. Omgivelserne er skov og skov - og så lidt mere skov. Ikke en fremmed lyd kan høres. Det var næsten overvældende.

Der kom dog lyd på, da Frederik bankede mig 5-2 i fodbold.

Jeg ville med glæde svømme herfra og til Kalø Slotsruin, dersom vores bil nu er iorden.

Jeg har hentet den efter afsluttet rygestop-kursus og skal i nærmeste fremtid indsende et større kursus-gebyr til hospitalet, som foranstaltede kurset. To dage måtte bruges, men så er der også givet garanti for resultatet. Det er beroligende. Ingen virkning - ingen penge. I næsten to år har man forsøgt at stoppe dens uhæmmede rygning.

Under alle omstændigheder røg det lille kræ overhovedet ikke på vejen hjem fra hospitalet.

God start.