Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Vi har en fin gæst i et par dage. Kong Frederik den Lille overnatter i vort ydmyge hjem.

Heldigvis passer det ham godt, og endnu mere passer det vi to gamle.

Traditionen byder, at Kong Frederik og jeg går en tur rundt i byen. Det giver frisk luft og oplevelser.

I dag var oplevelsen stærk.

Den lille mand har en absolut tegneserie-favorit, en pingvin ved ved navn Pingu, og minsandten om vi ikke fandt ham i en villahave ikke langt herfra. Ikke kun Pingu var der. Også et familiemedlem var til stede. Vi tillod os at gå ind i haven.

Det vakte vild jubel, og de to "Pinguer" fik så mange krammere, som de aldrig før har fået.

Fra nu vil de være et sikkert mål for vore gåture. (Og det er godt. Det er ikke langt herfra).

Besøg af venner i dag, hvorfor forstanderinden producerede en herlig frokost.

Skøøøøønt og hyggeligt.

Dog er der et enkelt minus. Jeg forsøger jo at tabe mig. Så jeg er oppe imod hårde odds, når jeg bliver fristet som i dag. Der er i verden kun én ting, jeg ikke kan modstå - det er fristelser.

Det er svært, når man holder af at have gæster og af at få en god frokost.

Jeg må cykle noget mere og spise noget mindre. Førstnævnte kan jeg godt overholde.

Endelig kom dagen for årets første tur på cyklen. 40,5 km. blev det til i smukt solskin.

Hold da op jeg nød det på trods af en ganske hård vind, der traditionen tro var stærkere end ventet.

Der er noget særligt ved årets første tur. Hvor hårdt vil det være? Hvor ondt vil det gøre? Hvordan vil jeg have det bagefter? Har jeg stadig lysten til at cykle?

Svar på sidste spørgsmål: Ubetinget ja.

De andre spørgsmål vil jeg besvare således. Det var ikke så hårdt som ventet. Det gjorde lige så ondt som ventet. Jeg havde det kæmpegodt under og efter turen.

At cykle er at leve.

PS: Mine ture på kondibiken herhjemme de seneste uger må have hjulpet.

Jeg var i Silkeborg i dag for at udbrede min efterhånden store viden om "Håndværkerfradraget".

Som fortalt i går fik jeg - uden helt at vide hvordan - ordnet mine egne fradrag.

Svoger og svigerinde i Silkeborg havde derfor bedt mig komme i dag og ordne deres fradrag. Og nu gik den bare derudad. Ingen tøven eller vaklen. CVR-nummer, lønbetaling uden moms og en del andet, som jeg ikke husker. Det hele smuttede bare på plads første gang. Og så var det frokost.

Jeg vil hermed gerne mod samme betaling udbyde min viden og færdigheder. Så ring eller skriv, hvis du ligger inde med en god frokost og ikke kan finde ud af håndværkerfradraget.

VH. Gunnar,

Skatteekspert.

PS: Vi kommer begge to.

Det vil glæde og overraske mange, at jeg i dag havde succes med at indberette håndværkerfradrag for 2014 til SKAT via internettet. Jeg skal undlade at forklare, hvordan jeg gjorde, for strengt taget er jeg ikke helt klar over det. Jeg kunne ved afslutningen blot konstatere, at beløbet var korrekt i forhold til mine beregninger.

Det var jeg ganske stolt af.

Nu er jeg jo ikke den, der sidder alene og brænder inde med min viden, hvorfor jeg i morgen skal gentage successen hos svoger og svigerinde.

Jeg overvejer at slå mig ned som skatteekspert og skabe mig en indkomst ved det.

PS: Jeg har til min skræk hørt, at håndværkerfradraget falder væk i år. Det var en sort nyhed.

Familiefrokost, dvs. ikke hele familien, men bror, svigerinde, ældste barnebarn, forstanderinden og jeg.

Jeg elsker tapas og kunne derfor glæde mig over, at det var menuen i dag. Jeg holder meget af blandingen af røget kød, salamier, ost, oliven og diverse krydderier.

Hyggeligt.

Måske spiste jeg for meget, måske kan jeg ikke længere klare at drikke 3 øl, men jeg blev lidt dårligt tilpas bagefter og måtte gå og lægge mig, mens jeg så cykelløb fra Dubai. En lille morfar kunne det også blive til, og jeg har det nu fint igen, mens jeg for 11. gang ser "Små og store synder" med min søde kone.

Så er jagtsæsonen gået ind igen, jagten på mig.

På ny kan jeg blive udsat for besøg af en eller to af vores møgunger, som kommer med kun det ene formål at få mig ud af sengen på den mest ubehagelige måde. Jeg var så naiv at tro, at de var vokset fra den afskyelige vane, men nej.

Klokken 9 ankom ældste søn, mens jeg lå i min sødeste søvn, listede ind i soveværelset, og så skal jeg da love for, at der blev råbt, hylet, sunget, rusket, rykket og kildret. Det er ganske ubehageligt, men de synes, det er vanvittig morsomt, og forstanderinden står i baggrunden og hepper. Det er dem mod mig helt alene. Det er svært at være mig.

Nå, men et gode var der dog. Ældste søn kunne i dag være hos os hele formiddagen, så vi havde en hyggelig frokost. Herligt - det var den ubehagelige vækning værd.

Det er en historisk dag, omend det ikke er noget rundt tal.

I dag for 151 år siden (en fredag) foretog den danske hær sit kendte tilbagetog fra Dannevirke, befalet af den lidt lidt usædvanlige overgeneral de Meza og meget imod regeringens og folkets ønsker. Senere studier har dog vist, at det var det eneste rigtige at gøre.

Ud på eftermiddagen den 5/2 sneg den danske hær sig da lydløst afsted for ikke at preusserne skulle opdage det. Listen lykkedes. Det kom til et par små slag på vejen, men alt ialt gik det godt, selv om det var i bidende koldt snevejr. Tilbagetrækningen er senere blevet rost af militæranalytikere.

Få dage efter modtog de Meza sin fyreseddel og blev afløst af en nikkedukke ved navn Gerlach. Han fulgte regeringens ønsker og var derfor ansvarlig for det blodbad, der fulgte.

Jeg har ofte forsøgt at sætte mig ind i den enkelte danske soldats oplevelser denne dag og nat. Hvad tænkte han? Hvad gjorde han? Hvad oplevede han? Tungt grej skulle slæbes med. Det var hundekoldt. Forplejning udeblev. Langt de fleste overlevede dog.

Men en historisk dag er det.

Kjørmes Knud er overstået, men Kyndelmisse slår stadig sin knude. Se bare vinterbillede taget ud ad vores stuevindue. Trist, trist.

Men se så det andet billede og glæd dig med mig over den kendsgerning, at dagens længde er tiltaget med 1 time og 58 minutter. Med andre ord. De er på vej, de lyse tider. Øj mand, hvor jeg glæder mig til foråret, varmere vejr, blomster, grønne blade og grønt græs, selv om det skal slås. Jeg glæder mig til det også.

Jeg er uegnet til vintervejr.

Gode venner på besøg til en beskeden frokost, som alligevel altid bliver god i godt selskab.

Men det forhøjede kvaliteten, at de gode gæster medbragte utraditionelle hindbærsnitter, som sikkert er lavet i forbindelse med den forventede guldmedalje til det danske herrelandshold i håndbold. Det blev til en beskeden 5. plads.

Men ikke desto mindre var det meget velsmagende hindbærsnitter.

Allerede nu hører jeg vilde protestskrig fra min gode ven, formanden for "Sammenslutningen af dedikerede Hindbærsnitteædere i Løgstør".

"Der er ingen krymmel på. De gælder ikke. De er falske. Det kan man ikke".

Det står sikkert i foreningens fundats, at der må og skal være krymmel på. Måske er det en særlig Limfjords-fanatisme. Men de var himmelske.

Jeg har, som det ses, forsøgt mig ud i selfiens vanskelige kunst - og det faldt godt ud, synes i hvert fald jeg, om ikke andre.

Forstanderinden og jeg gik tur i det kraftige snevejr, da jeg fornemmede, at det burde foreviges.

Desuden er jeg så glad for den søde dame, at jeg synes, hun burde ses af alle andre.

Jeg søger altid at opnå det bedste. Det lykkes ikke altid. Men på ét punkt er det lykkedes. Jeg har verdens bedste kone.

Skulle nogen bestride denne påstand, er de velkommen til at lade mig det vide. Men jeg bliver svær at overbevise.

Jeg plejer at sove trygt og dybt klokken 6.15 om morgenen. Men ikke i morges. Da så jeg TV, "Postmand Per". Kong Frederik den Lille, som har residens hos os lige nu, var vågnet klokken 6 og forventede action. TV'et slog til i ½ time. Næste var morgenmad, som jeg kæmpede mig igennem omkring klokken 7. Modstanderen var søvnen.

Så skulle der leges. Ca. 200 små og store biler var fundet frem og fyldte stuegulvet. De var spændende til klokken halv ni. Da ønskede hans majestæt at køre en tur i skoven på sin scooter, og farfar skulle med. Det tog en lille time i bidende kulde, som ikke generede majestæten, men som var ved at bide næse og ører af mig.

Så hjem til bilerne igen - og kort efter kom mor og hentede den lille charmetrold.

Hvor har jeg dog nydt at være sammen med Kong Frederik i et helt døgn. Jeg skal tidligt i seng i aften. Jeg håber, han snart kommer igen.

Enevælden er genindført her i huset.

Kong Frederik den Lille er ankommet og vil blive her indtil i morgen.

Fra nu til da vil alt foregå efter hans ønsker. Vi leger, som han gerne vil. Vi spiser og drikker, som han gerne vil, vi går tur, som han gerne vil. Kort sagt. Frederik bestemmer.

Om vi forkæler ham? Det synes jeg ikke - i hvert fald ikke mens han sover, og det gør han lige nu.

Iøvrigt er det bedsteforældrenes ret og pligt at forkæle børnebørn, og kunne vi gøre det, mens de sov, ville vi også gøre det da.

Bare han ville vågne snart.

Jeg har haft en god dag med en stille glæde i maven. Jeg har nydt at snakke med andre, jeg har nydt at være sammen med andre, nydt at kunne hjælpe min bror med noget skrivearbejde inde på hans firma, og lige nu nyder jeg at sidde i sofaen ved siden af min søde kone og småsludre, mens hun ser håndbold, og jeg skriver. Uden for er det mørkt og koldt, og jeg synes, det øger hyggen herinde.

Mon ikke, I har regnet ud, at jeg har det ganske godt.

Jeg skulle hilse og sige, at jeg virkelig skulle overtale mig selv til at klavre op på kondibiken, vidende at jeg skulle sidde på den i 55 minutter. Det forekom næsten uoverstigeligt.

Men jeg kunne ikke finde nogen undskyldning for ikke at gøre det og ikke blive ved, selv om lysten til at stige af efter 30 minutter var kæmpestor.

Jeg begyndte for 1½ uge siden med at køre 30 minutter og har øget med 5 minutter for hver gang, og nu var jeg nået til 55. Bittert så bagefter at opdage, at det kun skulle have været 50 minutter. Huskefejl af de store.

Tag dig ikke af, at jeg ser lidt sur ud på billedet. Det var bare så hårdt. Ikke noget at grine ad.

Nå, men pyt. Der er så meget andet at være glad for.

Forstanderinden og jeg har sat os for at gå noget mere. Tanken er, at tidslængden skal øges. I dag gik vi i 35 minutter. Det vil blive bedre.

På grund af mudder og pløre i vores lokale skov gik vi rundt i byen. Og det er da vist for sjældent, vi gør det. Der er sket en del, både positivt og negativt. Der er mange nye, smukke huse og haver, men sandelig også det modsatte. Alt for mange huse har en forfalden forhave, der kan lignes med en absolut ikke trimmet underskov og med græsplæner, der ikke har været besøgt af en græsslåmaskine i lang tid. Vi blev da lidt stolte af vores egen forhave, som ikke på nogen måde er arkitekttegnet, men dog rimelig velpasset. Og vi håber, det blive bedre til foråret og sommeren.

Der er iøvrigt 92 dage til 1. maj. Og dagens længde er lige nu tiltaget med 1 time og 29 minutter. Foråret så sagte kommer.

Min travle formiddag:

1) Tidligt oppe. 2) Påfylde billig diesel (7,98 kr./l.)

3) Køre forstanderinden til tandlæge. 4) Bilvask på tankstation

5) Afhente den søde dame hos tandlægen (2.850 kr.). 6) Køre forstanderinden til Bilka.

7) Vente i Bilka's cafeteria. 8) Køre hjem. 9) Frokost (2 med sild og 1 med laksepate).

Ni hektiske punkter. Der bliver brug for en morfar i eftermiddag. ZZZzzz.

I dag var der hyggelig eftermiddagste hos ældste barnebarn, som bor i det centrale Århus.

Hvor er det skønt at have tid til at sidde lige så stille og snakke fortid, nutid og fremtid. Det er godt at tale med unge mennesker. Jeg synes, at jeg hver gang får flyttet nogle hegnspæle udad. Og det kan man som 74-årig godt trænge til. I dag var jeg imponeret over de tanker, Katrine har om fremtiden, studie og studiearbejde.

Jeg nød snakken. Jeg har altså nogle gode børnebørn.

Det ser jo smukt nok ud. Fordelen er, at det er set indefra, og at man ikke behøver at gå ud i det. Det er alt for koldt. Og så alt det tøj, man skal have på og af. Nej så hellere sidde inde og nyde det med et kop varm kakao og en kage eller æbleskive til. Det gør sneen endnu smukkere.

Nå, nu skal det hele jo ikke være kun kalorieindtag. Derfor kørte jeg lige tre kvarter på kondi-biken, så stærkt som jeg nu kunne. Det siger desværre endnu ikke så meget. men det blive bedre. Bare vent.

Fødselsdag i dag hos ældste søn Peter i Hammel.

Brunch.

Som altid elsker jeg at være samen med børn, svigerbørn og børnebørn - og forstanderinden. Og jeg elsker brunch.

Hvad mere kan man så ønske sig? Ikke meget.

Jeg glæder mig til næste fødselsdag.

Forstanderinden har kogt suppe til os. Faktisk gjorde hun det i går. Men jeg har intet imod gentagelsen. Mange hævder endda, at suppe er bedst på andendagen. Den smagte himmelsk, sådan kogt på kraftben og culottesteg med gode og friske grøntsager. Efter en vandkold og trist dag er der intet som suppe, navnlig ikke når den er lavet af verdensmesteren i suppe, som heldigvis bor her.

Sssshhhh. Det pusler bag mig. Jeg mærker duften af kraftig og varm suppe. Og der står hun, den skønne kvinde, med en tallerkenfuld dampende suppe af bedste slags.

Jeg er altså godt gift.

Jeg kunne godt tænke mig at høre dit svar på et spørgsmål.

Du afhenter dine to drenge på 8-10 år i SFO'en. På taget af din bil sidder 2 godt fastspændte kajakker. De to drenge tigger og beder dig om at få lov at sidde i hver sin kajak det sidste lille stykke hjem ad rolige villaveje. Ville du svare JA eller NEJ?

En far i det nordlige Jylland skulle en dag sidste august sidste år tage stilling til dette. Han sagde: "Ja, OK, men hold godt fast".

Med største forsigtighed kører han hjem, mens drengene jubler på taget. En tilfældig forbipasserende ser det og tager billeder af bil og tag-passagerer. Ydermere anmelder den flinke fotograf situationen til politiet

I går faldt dommen, ½ års betinget frakendelse af kørekort og 10 dages betinget fængsel.

Havde jeg været dommer, var det blevet en advarsel.

Dagen bragte en meget behagelig overraskelse.

Jeg kørte forstanderinden på arbejde, og kort efter hjemkomsten ringede entreklokken. Det var lidt tidligt på dagen, omkring klokken 9. Jeg undrede mig over, hvem det kunne være.

Spændt lukkede jeg op, og minsandten om ikke 2 tidligere og meget venlige kolleger fra Jellebakkeskolen (nu Ellevangskolen) stod uden for. De ville gerne have en kop kaffe. Jeg blev glad - rigtig glad, selv om jeg ikke kunne servere andet end kaffen.

De næstfølgende 1½-2 timer gik med udveksling gamle minder. Der blev snakket og grinet meget. Der var emner nok at tage fat på. Jeg nød det hele. Bare, de kunne finde ud af at komme igen.

Jeg har ikke følt mig overbebyrdet i dag. Min indsats har bestået i at gå tur med hundene, følge med forstanderinden til lægehuset for tjek af blodtryk og andre "småting". Alt var vel.

Dernæst fik jeg lov til at køre hende til et supermarked, og jeg fik lov til at komme med ind.

Det var så det. Sådan gik tirsdag den 20. januar 2015.

Lige nu sidder jeg og skriver sammen med barnebarn Frederik. Han på sin iPad og jeg på den bærbare. Råhygge.

Tirsdag den 20/1 2015 var en god dag.

Derfor har jeg det så svært ved at stå op om morgenen.

Men jeg får grinet meget - og latter og humor har masser af gavnlige virkninger på krop og sjæl.

Så det betaler sig.

Endorfinerne dannes i de 1,4 kilo fedt, vi kalder hjernen.

Så jeg bliver med sindsro liggende, til jeg er holdt op med at grine. Og det tager sin tid.

Så er det endegyldigt slut. Vores supermarked gennem 45 år, Carlsen Løgten, lukkede endegyldigt i går. Det, som jeg troede, var vores sidste besøg lørdag den 10/1, blev det næstsidste. Vi kunne ikke lade være med at gøre endnu en tur dertil i går. kraftigt tilskyndet af særdeles lave priser.

Der var imidlertid ikke meget at komme efter. Som det fremgår, var næsten alle hylder tomme.

Ikke desto mindre lykkedes det os at bortslæbe en overfyldt indkøbskurv med alskens almindelige varer, som ialt kostede os 55 kroner. Det var vildt billigt.

Havde firmaet bare haft de priser hele tiden, var det i hvert fald ikke kunder, det ville have skortet på. Det kunne man godt have tænkt lidt over, mens tid var.

Jeg var sur i onsdags og gav ondt af mig over den kommende vinter med alt det bøvl, den giver.

Jeg står ved mit brokkeri. Det er godt at brokke sig.

Men det var befriende i dag at kigge ned mellem græsstråene i vores ny plæne og se en vintergæk og en erantis pible op. De er årets første forårsbebudere, uanset at der fortsat loves sne og frost i den kommende uge.

Så blomsterne er en trøst. Foråret vil komme, selv om jeg i går læste, at det måske først bliver i april.

Hvis det varer så længe, bliver jeg sur igen.

Nå ja. Til min ærgrelse opdagede forstanderinden i går aftes, at det par bukser, jeg fik i går, og som skulle sys ind, ikke var blevet det. Hendes falkeblik afslørede det straks, da hun hængte det på en bøjle. Godt, det var hende, der gjorde det, for jeg ville ikke have opdaget det.

Altså endnu en tur til Rønde nu i dag for at reklamere hos det ellers meget troværdige og gode firma. Chefen undskyldte mange gange.

Nå, men pyt. Jeg fik en rar og rolig tur langs Århusbugten i det smukke solskin.

Desuden fik jeg lov at vente 4-5 minutter foran bommen. Men pyt. Der var ingen hast. Det var lige før, jeg nød det.

Forstanderinden hævder, at i dag er en god dag.

Dels har hun været ved damefrisør og fået håret sat op til narrestreger. Jeg er meget tilfreds med resultatet. Godt nok.

Den søde dame synes også, at den kendsgerning at jeg i dag fik 3 par bukser hjem efter de er blevet syet op og ind (Ja, du læste rigtigt, "ind"), gør dagen til en god dag.

Jeg synes da, at det er nydelige bukser. Men var det nu også nødvendigt med så mange?

Herom stred vi en del, og jeg måtte bøje mig - sjovt nok.

Nu må jeg så blot gå og vente på en lejlighed til at bruge dem. Især er jeg spændt på, hvornår jeg vil iføre mig det røde par. Det er lidt grænseoverskridende for mig. Men - lidt med på noderne er man vel altid.

Ifølge meteorologerne er vinteren på vej. Den er ikke velkommen.

Jeg kan rent ud sagt ikke fordrage vinteren med sne og slud og regn og blæst.

Nu skal man til at fryse derude, til at skrabe bilvinduer, til at skovle sne, til at salte, til at iføre sig tykt tøj, til at lade cyklen stå i skuret og til at gå en tur med stor fare for at brække både arme og ben.

Kort sagt. Det er ikke nogen spøg.

Vinter er noget skidt.

Det vil interessere, at endnu en fatwa er udsendt fra et muslimsk land. Denne gang Saudiarabien.

En imam ved navn Mohammad Saleh Al Minjed har udtalt, at det ikke kan tolereres at bygge snemænd eller gengivelser af dyr - også selv om det er for sjov. Kun døde ting, såsom skibe, frugt og bygninger må laves i sne.

Faktisk er det yderst sjældent, der er snevejr i Saudi, så fatwaen er nok ikke helt nødvendig. Men for første gang i mange år er der snevejr nu, så den kloge mand har fundet det nødvendigt at forbyde det.

Det har forårsaget, at et hav af snemænd og snedyr er dukket op. Mest populær er en stor sne-kamel. Så kan han lære det, kan han.

En dyr dag. Forstanderinden skal have nyt pas. Foto: 130 kr. Paskontor: 376 kr. Ialt 506 kr.

Jeg blev tvunget ind i en herreekviperingshandel for at købe et par bukser, bare nogle billige til omkring 100. kr. Der var udsalg.

Jeg kom derfra med 2 par til ialt 550 kr og omsyning til 420 kr. Ialt 970 kr.

Det er plat umuligt at stoppe den søde dame, når der skal købes bukser til mig. Jeg har overhovedet ikke brug for nye bukser.

1.476 kr. ud af bankkontoen på under en time. Det gør ondt.

Vi havde besøg af Egon i nat. Han havde en plan, nemlig at flytte vores veltjente havebord fra terrassen og over i vort eneste blomsterbed. Han fandt det passende også at vende bunden i vejret på bordet.

For en gangs skyld fik Egon sin plan gennemført.

Og nu ligger det så der, beskadiget og med knækkede planter på samvittigheden.

Jeg finder det rimeligt, at Egon kommer og rydder op efter sig.

Vores nærmeste by Løgten er ved at miste en del af sin identitet.

Siden 1969, altså i godt 45 år har vi handlet i "Carlsens Supermarked". Det har skiftet navn et par gange, fra "Carlsens Supermarked" til "Super Best" og senest til "Eurospar".

Om få dage lukker det, bliver revet ned, og uden tvivl vil et nyt supermarked dukke op samme sted.

Da vi flyttede hertil i 1969, var supermarkedet det eneste af sin slags i byen, et enkelt lille lokale på højst 100 kvm. Siden er det 4-5 doblet med flere tilbygninger. Mit gæt er, at butikken har eksisteret i mange år inden 1969, startende som en gammeldags købmandsbutik.

Det bliver underligt, at nu efter 45 år vil "Carlsen" ikke længere eksistere. Vi handlede der for sidste gang i dag - med gode rabatter.

PS: Lige nu er der 5 supermarkeder i byen.

Tænk at det skulle times mig at opleve en literpris på diesel på 7,97 kroner. Det troede jeg ikke ville ske. Det er næsten 5 år, siden prisen sidst var dernede.

Men nu er den her igen. Jeg tankede i morges og syntes, jeg ligefrem kunne fornemme de sparede penge risle ind på min bankkonto. Og jeg har endog hørt om priser på 7,85 kroner. Hvilket paradis er det dog ikke. Jeg har endog ladet mig fortælle, at der vil gå nogen tid, inden priserne stiger igen, OG at de ikke vil nå den skrækkelige højde på 11,58 kroner pr. liter, som vi havde den 11/2 2014.

Jeg blev så glad for besparelsen, at jeg spurtede hjem og fandt kondi-biken frem for første gang i år. Det blev til en lille tur på ½ time, men nok til, at sveden sprang.

Jeg er ikke tilhænger af tvang. Ikke desto mindre benyttede jeg mig af den i dag.

Såvel forstanderinden som jeg har behov for motion, men det har knebet med at komme igang.

På vejen hjem fra en lille tur i bilen blesluttede jeg mig for, at nu skulle det være, så da jeg kom hjem bad jeg i et bestemt tonefald forstanderinden om at rejse sig og følge med mig på en lille gåtur.

Højlydte protester fulgte. Det ville hun i hvert fald ikke. Hun havde været på arbejde og alt det der. Men jeg skød hjertet op i livet og stod fast, virkelig fast. Minsandten om ikke det lykkedes. Det er altså sjældent, at min fasthed overgår hendes.

Efterfølgende gik vi en tur på godt en halv time. For mig var det en sejr. Lidt mand er man vel stadigvæk.

Endnu en morgen med morgenmad på sengen. Jeg er kommet til at holde af det.

Men stadig må jeg selv sørge for det, dog med den undtagelse at forstanderinden har lavet teen.

Så jeg må stå op og skære mig to rugbrødsskiver med ost, finde juice, hanke op i tekanden, finde sengebakken frem og med stort besvær få det hele og mig selv placeret i og på sengen.

Jeg synes godt nok, at serviceniveauet er i et kraftigt styrtdyk mod bunden her i huset.

Hvis jeg turde, ville jeg true med skilsmisse. Men sæt den gode dame siger ja tak.

Ældste søn er udskrevet fra hospitalet. Det var kl. 22.30 i aftes. Inden da havde han gennemgået det store 100.000 kilometers eftersyn, og heldigvis var alt i orden.

De kloge læger måtte derfor konkludere, at der var tale om et virus-angreb, som de jo som bekendt ikke kan gøre noget ved. Det er kun på en computer, det kan gøres.

Men naturligvis var det meget beroligende at forlade hospitalet med en vished for, at alle vitale organer fungerer, som de skal.

Selvfølgelig kan man undre sig over, at ingen lyttede til forstanderinden, som længe inden indlæggelsen havde stillet diagnosen. Hun ved altså meget.

PS: Dagen er nu tiltaget med 18 minutter.

PPS: Jeg så i dag diesel til 8.03 kroner.

PPPS: Billedet har ikke noget med hospitalet at gøre. Han er blot stolt af det.

Ældste søn blev i dag indlagt på hospitalet i Randers. Diagnose afventes, men det tyder på, at en virus af en art har grebet fat i ham. Han har i nogen tid døjet med lidt hoste og feber. Alle skønner dog, at han er på levesiden.

Hospitaler er sjældent interessante. Jeg overværede, at aftensmaden blev serveret. Der var ikke fem kokkehuer der. Ikke engang én, 2 små kartofler, lidt brun sovs og er stykke kødrand på ikke over 5 mm. tykkelse. Det bliver han i hver fald ikke rask af.

Jeg har også gode nyheder:

1) Dagen er tiltaget med 12 minutter.

2) Jeg så diesel til 8,07 kr. pr liter.

Jeg ledsagede forstanderinden i Bilka i formiddags, ikke min yndlingsbeskæftigelse.

Men det er overkommeligt, når jeg får lov at sidde i cafeteriet, mens hun raider hylderne.

Der sad jeg så, ikke i min ensomhed, for der var mange mennesker, men en smule i min kedsomhed. Det vil sige, indtil jeg blev opmærksom på to forholdvis unge par ved siden af mig. Jeg kunne ikke undgå at høre noget af deres konversation. Og det var ikke sprogets kønneste gloser, der blev brugt. Ikke at de skændtes, nej, men de bandede da noget så fælt. De brugte nogle kraftige ord, som end ikke jeg kendte. Og der var endda et barn med. Heldigvis på under et år, så det er vel begrænset, hvad han forstod. Man må håbe på et andet ordvalg, når han bliver ældre.

Jo, man oplever meget i Bilka

Jeg har altså en sød familie. Men jeg synes, at den ikke altid er sød ved mig.

Jeg bliver drillet. For eksempel hævdes det, at jeg 1) ikke kan danse og 2) ikke er teknisk velfunderet.

Hvad angår 1) må jeg nok bryde samme og tilstå, at der er lidt om snakken. Dog har jeg det sorte bælte i disciplinen.

Hvad angår 2) har jeg brugt et langt liv på at bevise det modsatte.

Således også i dag. Én af mine julegaver var en højtryksrenser, som jeg er meget glad for. Men den skulle samles.

Jeg tænkte da, at dersom det ville lykkes, da måtte den øvrige familie udbryde i hyldestråb med rosende ord. Det lykkedes. Jeg skal undlade at gå i detaljer, men blot fortælle, at det ikke var nemt. Det krævede stor teknisk snilde.

Men godt, at man er i besiddelse af den.

Kom så familie. Jeg er klar til at modtage rosen.

Jeg er rystet. Det var majestætsfornærmende.

Ved gårsdagens royale nytårskur måtte hendes dronningelige vente. Ja, du læste rigtigt, VENTE. Og det var prinsgemalens skyld. Du godeste.

Efter en lang køretur tværs over slotspladsen standsede Krone 1, som den skulle. Ud til højre, tættest ved indgangen, steg fru Margrethe ud og til venstre hendes gemal.

Majestæten begyndte langsomt at gå mod den røde løber, mens hun kiggede sig over skulderen. Hun trippede lidt, kiggede bagud og hilste endelig lidt forvirret på en uniformeret herre. Intet skete, Hvor var Henrik? Var han stukket af? Havde han fortrudt?

Næh, han sludrede såmænd med den kongelige staldmester, mens fruen utålmodigt stod og drejede rundt på stedet.

Det kan man bare ikke, min gode Henrik. Man lader ikke en dronning vente. Og det var umajestætsligt koldt.

Da prinsgemalen var færdig med at trykke hånd og sludre, kunne han endelig følges med majestæten opad den røde løber.

På billedet er de to forsamlet. Der bliver noget at tale om i familien bagefter. "Henrik, mit kontor. Nu".

Som sædvanlig er det en smule underligt at skriv et nyt årstal. 14 er blevet til 15.

2015 er startet, og indtil videre er året gået godt.

Forstanderinden døjer ganske vist med en kraftig hoste, og for en gangs skyld stod hun ikke tidligt op. Ikke før kl. 13.30 forlod vi de lune dyner.

Og endelig fik jeg morgenmad på sengen, ganske vist lavet og serveret af mig selv, og jeg serverede samtidig for den søde dame ved siden af.

Så gik tiden med TV, Word Feud, Facebook, og små blundere, te og et lille stykke med ost. Smadderhyggeligt.

Da vi stod op, iførte vi os vores hyggetøj i form af vamsede bukser og trøjer og gik direkte til frokosten. Smadderhyggeligt. Nu ser vi fodbold, Man. United mod Stoke, og tager stadig en lille en på øjet ind imellem.

2015 har fået en skøn start og kan kun blive et godt år.

Jeg er plaget af en intern aftale her i huset. Den, der står sidst op, skal redde sengene. I praksis er det altid mig, der står for jobbet, og det er lidt ensformigt.

Derfor tænkte jeg, da jeg stod op, at jeg på årets sidste dag måske kunne slippe. Jeg spurgte derfor forstanderinden, hvad hun skulle have for at gøre det. Jeg forventede et svar i retning af et kys på panden eller et knus.

"400 kroner", lød det. Jeg protesterede højlydt. "Så 200 da", fortsatte den søde dame.

Jeg redte sengene.

Idet jeg således konstaterer, at alt er ved det gamle her på matrikelnummeret, ønsker jeg jer alle et rigtigt godt nytår. Jeg håber for os, at 2015 blive et godt år. Det skal det blive.

Jeg må sende en dybfølt tak til de mange, der indføjede mig i deres aftenbøn i forgårs. Thi jeg har det væsentligt bedre, hoster mindre, ingen smerter i halsen og næsten tørre øjne.
Sig så ikke, at bønner ikke har en kraft, for det fremgår tydeligt af mit nu meget bedre helbred, at det har de.
Og når I nu er så godt i gang. Kunne I så ikke også i aften få føjet ind, at jeg mangler en del penge til diverse nyttige formål? Vi trænger til en ny terrasse, forstanderinden ønsker sig en el-cykel (som jeg gerne ville give hende), jeg kunne bruge 2 par bukser mere og så lidt kontanter sådan til det sjove her til sommer, f. eks. en god, lang ferie i England.
Så I behøver ikke at spare på beløbsstørrelsen i bønnerne.
Jeg glæder mig meget til at se resultatet.

På denne vor svigersøns fødselsdag og Forstanderindens og min 52 års bryllupsdag har jeg måttet erkende, at der bliver ikke flere cykelture i år. Det forbyder vejret.
Jeg kørte min seneste tur den 25/11 på 53 km. Nu er jeg totalt ude af træning og glæder mig usigeligt, til jeg igen kan trække den olierede og velpudsede cykel frem og køre ud på landevejene igen. Jeg har "puttet" den i mit værksted, da forstanderinden har forbudt mig at sætte den ind på mit kontor, hvilket jeg meget gerne ville have. Men nix. Den gik ikke.
Jeg har haft en god sæson og kørt ialt 3.125 km. Det er 1.125 km. over min målsætning.
Der var 3 ture på over 100 km., en enkelt på 98 og en hel del på 70-80 km.
Jeg har nydt hver og én af dem. Navnlig står "Fyn Rundt" i maj tydeligt i erindringen som en strålende tur sammen med min bror Kjeld.
Nu finder jeg kondi-biken frem og cykler foran fjernsynet i stuen. Jeg vejer for meget ovenpå en vidunderlig (og mættende) jul.

Jeg lider alverdens kvaler og har gjort det i snart tre uger. En forkølelse har grebet fat i mig.

Det startede med de almindelige symptomer med tung i hovedet, snottet næse og ondt i halsen.

Det aftog næsten, men så skal jeg dog lige love for, at det kom tilbage, blot i endnu større styrke, og nu blev en kraftig hoste føjet til. Jeg hoster døgnet rundt. Samtidig begyndte øjnene at løbe stærkt i vand. Jeg er tæt på at drukne. Det er nu blevet til øjenbetændelse.

Således multihandicappet vil jeg anmode om, at I alle i jeres aftenbøn vil føje mig ind med et ønske om min snarlige bedring. Jeg vil så gerne se solen stå op i morgen.

En rigtig dovne-lørdag. Den eneste anstrengelse, jeg har udført, er at ledsage forstanderinden til et enkelt supermarked. På hjemturen betroede hun mig, at hun glædede sig rigtig meget til at komme hjem og se håndbold på TV. Jeg deler ikke den interesse, men accepterer tingenes tilstand (gab gab).

Nu sidder vi så her i vores formstøbte sofa. På skærmen spiller et par damehold mod hinanden. Det er ikke spændende. Det synes den søde dame heller ikke. Hun sover fast. Men jeg tør ikke skifte kanal, for af en eller anden grund vil hun vågne og skælde mig ud for det. Det sker hver gang. Så jeg ser håndbold - helt alene

Jeg holder af guldbryllupper. Jeg var til en sådan i dag. God mad og drikke og hyggeligt selskab. Jeg forelskede mig navnlig i én bestemt rødvin. Den glædede min næse, tunge og smagsløg. Jo, guldbryllupper er gode.

Der er blot et problem, som jeg nikker genkendende til ved guldbryllupper. Jeg bliver svimmel og temmelig snakkesalig. Navnlig førstnævnte kan være generende.

Men idag frelste forstanderinden mig. Thi just som svimmelheden var ved at gribe fat i mig, meddelte den søde dame, at nu skulle vi hjem, hjem til 2 uforsørgede hunde. Jeg fulgte lydigt efter, og straks begyndte svimmelheden at aftage.

Hun er altså dygtig.

Krigen er ovre. Jeg trækker mig sejrrigt ud af den - og efterlader en død mus som taberen. Den måtte bøje sig for mine stærke våben efter i nogle dage at have drevet gæk med mig.

På 3. dagen fik jeg endelig ram på den lille tyveknægt, og det ovenikøbet på selve juleaften. Ikke noget med våbenhvile på grund af julen, som det skete på Vestfronten i 1. verdenskrig.

Hjemkommet fra en særdeles hyggelig juleaften hos datter Annette og familie kunne jeg åbne køkkenskabet og betragte en fælde med en meget død mus.

Lokkemaden var Nutella, godt smurt ned i det lille bæger. Synd for musen? Ja. Men forstanderinden, der ellers ikke kan gøre en flue fortræd, er godt tilfreds med resultatet. Hun er ikke vild med mus.

Et ønske til jer alle om en glædelig jul med masser af gode oplevelser - og gaver - og god mad.

Jeg erklærer hermed totalkrig mod den mus, der huserer i vores hus. Det bliver en kamp på liv og død (for musen).

Endnu engang lykkedes det i nat for den lille djævel at spise lokkemaden (spegepølse) af to fælder, uden de klappede, omendskønt jeg havde klemt og klemt på pølsestykkerne, for at de skulle sidde fast.

Det var en ydmygelse. Jeg kan se for mig, at den lille fyr nu sidder og hoverer et eller andet sted.

Men ikke meget længere. Nu er der krig.

Til den har jeg indkøbt nye, moderne våben, to højt anbefalede musefælder af plastik med en udløsermekanisme, der er noget mere fintfølende. Se foto.

Det er en gammel hundeven, der anbefalede købet. Så når jeg vågner i morgen, forventer jeg at se mindst én død mus i én af fælderne,

Hvis ikke, vil TNT blive overvejet.

Vi har en mus under køkkenvasken (det er bedre end rotter på loftet).
Den bider raskt væk vores affaldspose i stykker og æder løs.
For såvidt er det den vel undt, hvis det ikke var fordi, den efterlader et grusomt griseri inklusiv en perlerække af muselort. Forstanderinden er utilfreds med tingenes tilstand.
Derfor blev jeg kommanderet ud for at købe et par musefælder. I aftes blev de ladt med 2 stykker dejlig ost og anbragt under affaldsposen.
Enten er musen meget snu, eller også er fælderne for dårlige. For da jeg stod op i morges for at tjekke dem, var ostene borte, og fælden stod stadig skarpladt. Bemærk også den lille muselort.
Det manglende resultat skal imidlertid ikke få os ned med modet. I aften bliver der ladt med spegepølse, som jeg limer fast. Så kan den lære det. BUM. Forstanderinden vil ikke ha' det.

Det er årets korteste dag, vintersolhverv. Dagslængde 6 timer og 54 minutter.

I den anledning fremsatte jeg liggende i min lune seng 2 ønsker til forstanderinden.

1) Med så kort en dag kunne det ikke svare sig at stå op, hvorfor jeg gerne ville blive liggende.

2) Jeg ville være glad for morgenmad på sengen, bare en kop te, et kogt æg og et par skiver rugbrød

Hold da kæft, for et afslag jeg fik på begge ønsker. Jeg kunne bare se at fise ud af dynerne og selv tilberede min morgenmad. Hun havde absolut ingen planer om, at jeg kunne få bare ét af mine ønsker opfyldt

Jeg følte mig ikke i tvivl om, hvad den meget bestemte dame mente, så med en fornærmet mine måtte jeg acceptere begge afslag.

Jeg synes stadig, det er utroligt, at to så enkle ønsker ikke kunne opfyldes. I stedet fik jeg lov at komme med i REMA 1000. Det har været en dårlig dag.

Årets sidste jagt var i dag. Og den var god, men en smule kold.

Den var ikke så anstrengende som flere af de andre. Som det ses på billedet, var der rolige stunder, hvor jeg kunne slå jagtstolen ud og afvente næste såt.

Søn og svigerdatter var med, hvilket gjorde jagten ekstra hyggelig. Søn Peter skød såmænd 11 fasaner.

Alt i alt en rigtig god afslutning på jagtsæson 2014, og nu er der 10 måneder til jagtsæson 2015 starter, hvilket jo er godt nok. En forhåbentlig dejlig sommer ligger imellem.

Jeg har kun ét ønske for næste sæson. Det er, at min gamle og tro hund Sydney kan være med bare ét år endnu, selv om han er ved at blive gammel. Men hva' hulen. Det er jeg jo også.

Så vil vi gå vi på pension. Jeg vil da have været apportør på Møllerup Gods i 40 år. Tiden løber hurtigere og hurtigere.

Jeg skal på jagt med min gode hund Sydney i morgen. Han er en labrador retriever af normal størrelse, sådan 40-45 cm. høj over skulderen. Den størrelse er der mange af.

Derimod er der heldigvis knapt så mange af den enorme grand danois, jeg fandt på et billede på BT's netavis.

Sikke en kæmpe. 112 cm. over skulderen, mere end det dobbelte af Sydney. Afgør selv, om du synes, den er pæn. Min afgørelse er truffet.

Godt, det ikke er mig, der skal betale for foderet til den. Jeg synes, det er dyrt med de to, vi har. Men hvad ville det ikke koste, hvis jeg skulle fodre den sorte kæmpe? Fy da føj da.

Det er godt nok mange år, siden jeg sidst var til et rejsegilde. Da vi var unge, og vore venner i lighed med os byggede, var det næsten en hverdagsbegivenhed.

I dag kunne jeg så opleve det på ny hos vores søns svigerinde og svoger.

Desværre var vejret ikke venligt over for arrangementet. Det øsregnede hele vejen igennem. Heldigvis kunne vi være indendørs i en tilstødende og næsten færdiggjort bygning og spise de gode pølser og drikke vores øl og vand og kaffe og te. Hyggeligt. Pølser og øl/vand er altså en god blanding. Jeg giver 5 kokkehuer.

Billedet er ikke taget i dag, men i forgårs. Da var vejret mildere og navnlig mere tørt..

Jeg kørte en noget forkølet forstanderinde på arbejde i morges - sådan ganske tidligt. Jeg må beundre hendes tapperhed, for hun var ikke på toppen. Hun burde nok være blevet hjemme. Men det kunne jeg ikke overtale hende til.

Lidt bekymret kørte jeg hjem igen.

Da oplevede jeg til gengæld noget dejligt. På vej nedad den lille bakke kort før vores ydmyge bolig har man frit udsyn over Århusbugten. Og ud over den så jeg en smuk solopgang. Jeg kørte den meget korte omvej ned langs stranden og tog nogle billeder. Det var så smukt, at selv jeg, som er en elendig fotograf, fik noget smukt ud af det - synes jeg da selv. Men døm selv.

Klokken 15 skal jeg hente den søde dame igen, og jeg håber virkelig, hun har fået det bedre. Hun er bare så sej - og så er hun min. Kæft, jeg er heldig.

Go'e, gamle Colombo, ham der detektiven med den krøllede frakke, den gamle bil og cerutten.

Forstanderinden så egentlig håndbold her i eftermiddag, men faldt i søvn (!), hvorfor jeg tillod mig at zappe lidt rund. Tilfældigvis fandt jeg på DR1 en episode med Colombo. Jeg har ikke set nogen af dem i mange år, jeg har tænkt, at de nok er lidt "støvede". Men mindandten, om jeg dog ikke blev fanget af den og så den til ende, mens jeg glædede mig over Colombos små genistreger og bevidste klumsethed for at afsløre den morder, som vi seere allerede kender.

Nu kunne jeg overveje at se flere episoder. Da jeg var meget yngre, og serien var ny, så jeg dem alle. Så hvorfor ikke? Der er en charme ved den "gamle" detektiv.

Jeg har i nogen tid glædet mig over billig dieselolie.

Efter i mange år at have betalt 11-13 kr. pr. liter, er det nu almindeligt at betale lige under 9 kr. Jeg har endog tanket til 8,30 kroner. Det glæder mit jyske hjerte.

Men ifølge de store olieselskaber skal jeg slet ikke være glad. Nej, fy føj da. Glæde er forbudt, siger de. For det vil koste rigtig mange penge andre steder, vistnok i olieindustrien, mener man. Det forstår jeg ikke, for deres avance vil sikkert være den samme. De køber jo råolien meget billigere, og de vil sælge mere brændstof.

Nå, men pyt. Jeg har planer om at glæde mig over de lave dieselpriser. Det er sjældent, man oplever prisfald.

Men lur mig. I løbet af foråret er vi tilbage til de kendte, høje priser.

Så har vi balladen. Den første nat i Studstrup med nattefrost.

Da jeg gik i seng i aftes, var tagene sorte, men se bare, hvordan de så ud, da jeg vågnede. Nu ved man, hvad der venter os i de nærmeste måneder, og jeg bryder mig ikke meget om det.

Men jeg har lært, at vi bør skønne på det danske klima med de skiftende årstider. Blot bliver jeg dårligere og dårligere til det. Jeg kunne nemt undvære vinteren. Og foråret er kun lidt skønnere, fordi det er lidt varmere end vinteren, men ofte koldt og regnfuldt. Efteråret er godt nok, men kun fordi da kan jeg gå på jagt.

Tilbage er sommeren, som er den allerskønneste tid. For min skyld måtte den gerne strække sig over hele året. Så skidt med de skiftende årstider. Og jeg kunne uden problemer cykle hele året.

Der er mange skønne ting ved julen. Jeg elsker samværet med familien juleaften og alle de andre juledage. Det gør mig glad.

I tiden op til jul er der én dag, som jeg navnlig holder af. Det er en af de sidste lørdage inden jul. I år er det i dag.

Barnebarn Cecilie kommer for at lave marcipan, nougat og småkager sammen med forstanderinden.

De er begge lidt påholdende med, hvad der falder af til mig, men lidt giver det dog under processen. For lidt synes jeg.

Men bagefter forlader de køkkenet for at hvile, og så er der (næsten) fri adgang. Det benytter jeg mig af. Det er ikke populært, men uundgåeligt. Jeg har altid syntes, at det slik og de småkager, jeg stjæler før jul, er de, der smager bedst.

Jeg stod lidt tidligt op i dag, ca. kl. 12. Forstanderinden var på indkøb, sådan rundt omkring.

Da hun kom hjem, faldt det mig ind, at jeg nok gjorde klogest i at komme ud af fjerene. Egentlig havde jeg forestillet mig, at jeg i en bestemt tone ville sige: "Jeg reder ikke senge i dag". Men modet svigtede mig. Det viste sig nu også at være godt nok, for mens jeg redte senge og gik på badeværelset og alt det der, havde den søde dame smurt en lækker frokost til mig. Hun er altså rar.

Så jeg stod faktisk op og gik direkte til frokostbordet. En god start på dagen.

I aften vil jeg gerne have natmad og gå direkte i seng.

Er det ikke bare skønt?

I dag var forstanderinden og jeg til fødselsdags-brunch hos svigerinde i Silkeborg. Hyggeligt.

Og hvilken fejl begik jeg da? Du får ét gæt og kun ét.

Har du tænkt over svaret?

Her er det så. Jeg spiste for meget. Jeg kan bare ikke lade være.

Da vi kom til kagerne, burde jeg have stoppet - måske endda før.

Men jeg kunne ikke nære mig. 1½ chokoladesnegl sluttede sig til alt det andet. Jeg bliver aldrig klogere.

Jeg kører gerne langt for en god frokost. I dag var det 215 km. ud og 215 km. hjem, sydlige Flensburg for at være eksakt.

Forstanderinden havde udtrykt ønske om at julehandle i vort store naboland mod syd, og jeg skal da love for, at der blev handlet. Jeg holdt mig nu ikke tilbage. Det vil overraske mig, om der fortsat findes en Pepsi Max i Flensburg og nærmeste omegn.

Tilbage til frokosten. Vi indtog den i en nydelig fiskerestaurant. Min søde viv, forstanderinden, fik en god fiskeburger, mens jeg flottede mig med rejesalat med Mozzarella og andet godt, serveret i en muslingeskal af det mest pragtfulde, sprøde brød.

Ingen tvivl om, at der vil vi også spise, dersom det skulle blive til endnu et besøg i området for yderligere indkøb - og det bliver der.

Jeg burde skønne mere på det, og jeg burde bruge det mere - til traveture blandt andet.

Kun et par hundrede meter fra vores hus ligger en hyggelig skov, som på sine steder er ganske smuk. Man opdager langtfra alle det smukke ved at holde sig til de etablerede gangstier. Hvis man vover dig ind i skoven, kan man opdage kønne pletter som på billedet.

Jeg har kendt skoven, fra den var en mark, som man kunne kigge ud over uden problem. Nu er det skov, men vi gamle, der har kendt stedet i mange år, kalder den stadig "marken", selvom det er en helt forkert betegnelse.

Vi er nok lidt gammeldags.

Nogle spørgsmål og svar til og fra mig:

Bliver jeg nogensinde ked af at gå på jagt? Næppe.

Bliver jeg nogensinde ked af at se min og andres hunde lave et godt arbejde? Næppe

Bliver jeg nogensinde ked af at være sammen med de herlige hundefolk? Næppe.

Kan jeg blive ved med at holde til at gå på jagt? Jo, ser du, gamle mand. Der rammer du et ømt punkt. Jeg er hul'me træt, når jeg kommer hjem efter en jagt. Men heldigvis accepterer mine med-apportører, at jeg ikke skal gå den længste vej, og heldigvis er der mange, der står klar til at bære fasanerne for mig, når såterne er forbi.

Så dersom min gamle, trofaste hund, Sydney, kan klare en sæson mere, da tror jeg, at jeg også kan. Jeg glæder mig allerede til den.

Kvindernes EM i håndbold begynder i dag. Mange har glædet sig til det, og mange vil nyde at se kampene. Forstanderinden er en af dem. Hun agter at se det hele - og hun elsker det.

Det gør jeg ikke, men jeg forstår og accepterer naturligvis hendes interesse. Det omvendte er jo tilfældet, når jeg ser cykelløb.

Medens håndbolden står på, kan jeg enten fortrække til mit lille hummer af et kontor og skrive, eller jeg kan vælge at blive siddende, mens jeg passer min Facebook og min Wordfeud. Det har jeg det fint med, omend tiden nu og da falder lidt lang. Så tænker jeg blot på, at det "kun" varer 2 uger. Tour de France strækker sig trods alt over 3. Og dem glæder jeg mig til.

Jeg har fået en ide. Jeg vil nu lade den tilflyde statsministeren til alvorlig overvejelse, thi det er i dag nøjagtigt 88 år siden, Benitto Mussolini indførte ungkarleskat i Italien (1926).
Jeg finder det passende at vi gør det samme her og nu.
Da vil vi være fri for de mange udenomsægteskabelige tilskud, der gives, som koster os millioner af kroner, og vi kan få et mere sobert samfund uden de mange, der lever på polsk. Det støder min sarte moral.
Vel, måske nogle ægteskaber vil blive indgået således: "Vil du gifte dig med mig, Sofie, for jeg har ikke råd til at være ungkarl?" Men hvad? Det kan jo ikke være kærlighed det hele. Det må folk jo lære at leve med det.
Måske vi også kunne få nedbragt det enorme antal skilsmisser, for hvilken mand ønsker udover alimentations- og hustrubidrag også at skulle betale en ungkarleskat?
Jeg regner med, at alle vil bakke op om ideen. Den kan redde vores skrantende økonomi.

Hvilken dag det har været. Så meget herligt er sket.

Blandt andet var jeg til juletræsfest med dagplejebørnene i Hammel. Den sødeste af dem, barnebarn Frederik, var der naturligvis, og han gjorde, som alle 2-3 årige. Brugte de store rum til at løbe og glide.

Han kunne dog afbryde denne aktivitet, da der kom æbleskiver på bordet (en enkelt gled ned, farfar kaperede 6), da der skulle danses om juletræ, og da selveste julemanden kom med gaver. Man må til stadighed undres over, hvordan julemanden finder frem til alle de juletræsfester, der afholdes. Men han svigter ikke.

Som Frederik havde jeg er vidunderlig dag. Sommetider er livet da bare skønt.

Det var så det. Jeg slog græs for sidste gang i 20l4 - håber jeg da.

Jeg erindrer, at jeg åbnede 2014 med at slå græs den 1. januar, så man ved aldrig.

Da jeg var færdig i dag, skulle jeg vente på, at maskinen fik brændt den sidste benzin af. Det er dog utroligt, så længe en græsslåmaskine kan køre på næsten ingen benzin. Den blev bare ved og ved og ved, mens jeg trippede utålmodigt rundt. Jeg tror ikke, at jeg var den mest populære blandt naboer med den langvarige græsklipning. Til gengæld er jeg en rasende flink fyr.

Oplevelserne har ikke stået i kø i dag. Jeg har ikke været uden for døren overhovedet, mens forstanderinden har føjtet rundt mellem supermarked, fodterapeut og tandlæge. Hun oplever altså noget mere end jeg, som bare var alene hjemme, overladt til min bog, iPhone, computer og TV - det meste af det foregik i min seng, som jeg ikke forlod, før der stod 11:30 på digitaluret.

En så stillestående dag kan være nyttig, da jeg havde tid til at kigge endnu mere på serien "1864", ikke serien selv, som jeg har fulgt hele vejen, men de kritiske udsendelser, der har været om den siden i søndags. Dem har jeg optaget. Det var godt at se dem. De satte meget på plads for mig, og selv om kritikerne synes at have "vundet" krigen, er jeg blevet mere og mere glad for serien.

I morgen vil jeg dog prøve at være lidt mere fysisk aktiv. I det mindste bare gå en tur udenfor døren. Det er en smule voveligt, men jeg tager måske chancen.

Så er vi ved at være der.

De kommende 2-3 måneder kan blive som vist på billedet, blæsende, grå og triste som i dag.

Selvfølgelig kan det også - Gud forbyde det - blive sne, snedriver, frost og andre ubehageligheder.

Foreløbig har jeg i dag fået monteret mine vinterdæk. Det er altid et tegn på, at den triste del af året er tæt på. Lad os glæde os over, at selv i mørket kan tændes lys. Det glæder jeg mig til.

Finalen er begyndt. Det er den 1. december. Det juleræs, som startede midt i oktober, vil gå helt amok de næste 24 dage. Jeg var i Århus Centrum i formiddags, og på trods af en hylende kulde vrimlede det med mennesker - og ikke mindst biler. Forstanderinden skulle i bare en enkelt forretning, og jeg valgte at køre lidt rundt i midtbyen, til hun blev færdig, for det var helt umuligt at finde en P-plads.

Det var svært at komme frem for biler.

Hvordan vil det da ikke se ud, når vi kommer tættere på juleaften?

Glædelig jul, do.

Vejret er ikke noget at skrive hjem om. Og skulle jeg gøre det, ville jeg skrive noget om kold vind, overskyet og mørkt. Trist i det hele taget.

Så meget skønnere er det at sidde herinde i varmen og nyde, at adventskransen (som ikke er nogen krans) er blevet tændt, og at jeg lige har nedsvælget et antal æbleskiver - mere end en håndfuld.

Jeg hviler ud ovenpå gårsdagens hårde, men dejlige jagtdag. På TV har AGF bragt sig foran 1-0. Barnebarn Cecilie er her. Forstanderinden er et stort smil.

Det er hygge, næsten julehygge, og nu er solen gået ned. Er det hele ikke bare skønt?

En skøn, men travl og hård jagtdag. Der var rigeligt at lave, så hundene var i focus hele dagen.

Dog blev der tid til en pause, hvor hundene kunne slappe af, mens førerne fik en lille forfriskning. Som det ses, ventede hundene høfligt og tålmodigt på, at vi førere kunne spise en æbleskive og drikke et glas jule-glögg.

Det er godt at have lydige og tålmodige hunde.

Og de er da flotte.

(Min Sydney liggende forrest til højre).

Jeg har været til afskedsreception på min gamle skole i dag. Jellebakkeskolen hed den engang, men nu har man i mit fravær omdøbt den til Ellevangskolen. Det er nu godt nok, da den er blevet sammenlagt med en anden skole.

Hovedpersonen for receptionen var min gamle skoleleder, Torben Antonsen. Han er den bedste skoleleder, nogen skole kan tænke sig. Dygtig, grundig, imødekomende, fantastisk personaleleder og en hel masse andre positive tillægsord. Jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham i ledelsen i 10 år til 2005, da jeg selv stoppede.

Jeg skal dog ikke undlade at bemærke, at han massakrerede mig, hver gang vi spille tennis. Til gengæld kunne jeg i nogle år gør det samme ved ham i badminton. Men det hørte op, og så valgte jeg at gå på pension.

Kan det være rigtigt?

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud på vores lille, hvide fuglehus, så jeg til min overraskelse en musvit sidde med hovedet inde i huset. På dens bevægelser lignede det meget, at den fodrede unger. Men det kan da ikke passe. Så er vejret da gået helt amok. Jeg har endnu ikke turdet gå hen og undersøge huset, men vil gøre det snart. De stakkels unger går en hård skæbne imøde, hvis de er der. De har ingen chancer i dette trods alt kolde vejr og er uden mulighed for at blive fodret af de gamle om ikke længe.

Jeg vil holde godt øje med huset..

Da jeg var ung, arbejdede jeg i nogen tid i en farvehandel. Jeg var bud, stik-i-rend-dreng, lagerarbejder og en del mere.

Det var før, arbejdsbestemmelserne nævnte et ord om, hvor meget man måtte løfte.

Vi modtog jævnligt 200 liters dunke med terpentin, fortynder eller linolie. Dem skulle jeg sammen med en elev løfte op på plads. Men jeg fik ingen hjælp til at løfte de 50-kilos sække med gips, farvepulver og andet godt, som vi også modtog. Dem bar jeg selv ned i kælderen. Jeg behøvede såmænd ingen hjælp. Jeg var ung og stærk og smed bare sækkene op på skulderen og gik. Den ene efter den anden.

I dag fik jeg mulighed for at demonstrere mine gamle færdigheder med tunge sække. Jeg skulle bære 20 kilo flisesand fra byggemarkedet og ud i bilen, Det havde nær bragt mig i knæ. Under megen stønnen og pusten og en pause lykkedes det dog. Men jeg tænkte undervejs meget på farvehandlerens kælder.

Sækken ligger fortsat i bilen. Håber, jeg har kræfter til at løfte den ud i morgen.

I en kold debut på tur med mit ny vinter-cykeltøj viste det sig, at det bestod prøven.

I det lidt kølige vejr kunne jeg uden besvær holde varmen i det flotte tøj, og jeg vakte opmærksomhed, hvor jeg kom frem, især i de mindre gader i Århus, hvor gæster uden for cafeerne og forbipasserende fik bifaldet til at bruse ned over mig. Det gav mig en ide om, hvad der venter mig på bjergetaperne i næste års Tour de France.

Billedet viser mig i mit nye outfit. Mit måbende udtryk skyldes dels, at billedet er taget, lige da jeg havde passeret målstregen, og lungerne endnu ikke var faldet til ro, og dels at jeg endnu ikke havde forvundet bifaldet. Eller også så ser jeg bare sådan ud.

Min frisør gennem den seneste 35 år, forstanderinden, har bedt mig indkøbe en ny elektrisk hårklipper, hvilket er gjort. Hun var utilfreds med den gamle. Jeg var enig i, da den rykkede alt hår op med rod. En smertefuld affære.
I dag skulle maskinen i brug for første gang.
I lighed med meget andet var den pakket ind i noget stift, plastik-agtigt materiale, nærmest svejset sammen, og i det store og hele umulig at åbne. Der skulle virkelig lægges kræfter i, og jeg var et par gange på vej til at hente vinkelsliberen. Men med hjælp af en saks og mange fingerkræfter lykkedes det tilsidst. Sikken et besvær. Det tog et kvarter.
Til gengæld kan jeg afsløre, at den er god, og jeg sidder nu nyklippet og fin og skriver dagbog.
Men hvorfor hulen skal det være så svært at åbne en pakke? Gamle mennesker må have enormt svært ved det.

Jeg er ikke vild med det, jeg gør lige nu. Faktisk sidder hjertet oppe i halsen. Men jeg vil gennemføre.

Som det fremgår, har man forsøgt sig med at rykke en tribune tættere på banen. God ide.

AGF spiller en meget afgørende kamp på Århus Stadion mod Lyngby. Jeg ser den på TV. Og det er Martin Jørgensens sidste hjemmekamp efter en flot karriere i AGF, Italien og på landsholdet. Jeg har besluttet mig til at se HELE kampen, uanset at nerverne hænger langt uden på skjorten.

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med mig. Jeg er ikke længere den helt store fan, men alligevel kan jeg ikke fordrage at se AGF tabe. Derfor har jeg ikke set meget her i efteråret. Jeg bli'r s'gu så ked af det. Men nu skal det være. Jeg VIL se det hele - i hvert fald indtil AGF er 2 mål bagud. Foreløbig er det 0-0, og der er halvleg. Pyha. Lang mig lige restenilerne.

BREAKING NEWS: AGF vandt med overbevisende 1-0.

Jeg fik en overraskelse i formiddags. Jeg havde haft lidt besvær med at komme ud af sengen og lå og læste, spillede lidt Wordfeud og fulgte med på facebook. Hele soveværelset emmede af råhygge. Klokken var godt 10.

Da hørte jeg forstanderindens fodtrin i entreen og forberedte mig på at skulle forsvare, at jeg endnu lå der, noget med træthed og smerter et eller andet sted. Måske kunne jeg også hoste lidt. Alt, der kunne skabe lidt medlidenhed, ville være godt.

Det blev ikke nødvendigt. Til min store overraskelse sagde den søde dame blot: "Hvorfor ser du ikke fjernsyn?" Den havde jeg ikke set komme. Jeg blev noget overrasket, men skyndte mig dog at tænde. Jeg så et par udsendelser.

Nu må du selv gætte, hvornår jeg stod op.

Jeg fik en herlig fødselsdagsgave af familien. Et gavekort til indkøb af en vindtæt, langærmet cykeltrøje. Jeg har ønsket mig den i lang tid, og nu er den her, indkøbt i dag.

Desuden var der penge til tilsvarende "overtræksben", også til ture i det kølige halvår.

Det bliver en flot cykelrytter, som forhåbentlig inden længe triller ud på landevejene. Han vil vække behørig opsigt. Alle vil sige:

"Hold da kæft for en flot fyr, der kører der. En rigtig bjergrytter. Ham må vi holde øje med i Tour de France næste år".

I dag har vi begravet min elskelige Tante Henny. Hun blev 92 år og var den sidste af generationen over mig i vores familie. Det var i Silkeborg.

Hun var hele sit liv et muntert menneske på trods af modgang, bl. a. en søns pludselige død og mandens død, min onkel Henry.

Ikke mindst i de senere år har Else og jeg haft jævnlig kontakt med tante Henny. Vi har besøgt hende flere gange, og desuden var hun altid fast deltager i den årlige fætter/kusine-fest. Og det var aldrig hende, der forlod den først, næsten tværtimod. Men det var ofte hende, der sang for til diverse festsange, uanset om de var fra Højskolesangbogen eller de lidt mere uartige. Hun kendte en del af dem også.

Hun elskede at være sammen med andre mennesker, hvorfor hun havde en stor omgangskreds, og hun elskede at snakke med folk.

Hun vil blive savnet for sin herlige latter og sin omsorg for andre.

En lidt nem måde at lave dagbog på. Men jeg synes, historien er lidt sød,

En mor kommer ind på sin datters værelse og finder et brev på hovedpuden. Med bange anelser åbner hun og læser det:
"Kære mor!
Du må ikke blive ked af det. Jeg er rejst ud i verden med min nye kæreste.
Han er SÅ SEJ med alle de piercinger og tatoveringer han har.
Men jeg har flere gode nyheder. Jeg er gravid, og jeg er sikker på at vi bliver lykkelige i den store campingvogn som Brian har stående hos rockerklubben. Han vil have mange flere børn med mig, og det er jo også min drøm!
Jeg har lært, at hash ikke er farligt, og vi skal dyrke det til os selv og vores venner, som giver os al det kokain og ecstasy, vi vil have.
I mellemtiden beder vi for, at de finder en kur for AIDS, så Brian kan få det bedre, han fortjener det.
Vær ikke nervøs for mig, jeg er femten år nu og en stor pige. Jeg skal nok komme på besøg en dag og vise dig dine børnebørn!
Din hengivne datter,
Anita

PS: Mor, det var bare for sjov. Jeg er hos naboen. Jeg ville bare vise dig, at der findes værre ting her i livet end min karakterbog, som ligger i skrivebordsskuffen. Knus!"

At blive vækket på sin fødselsdag med skønsang af kone og barnebarn Katrine er en god oplevelse. Den lå jeg så og nød og minsandten om jeg ikke slumrede ind igen - lige indtil datter Annette ankom og "legede" med mig. Så blev jeg rusket og rullet og prikket i maven og mange andre ondskabsfuldheder. Og det på min fødselsdag. Heldigvis kørte den onde datter hurtigt, og jeg kunne på ny få en lille blund, til jeg blev vækket med et udsagn om, at en brunch stod klar. Så var jeg også klar. Brunchen bestod af mange skønne ting, men mest hæftede jeg mig ved de amerikanske pandekager, som jeg fortærede en del af. For mange, vil nogen hævde.

Det var en god start på fødselsdagen. Resten af dagen vil blive stille og rolig, da vi jo fejrede i søndags.

Jeg har betalt en ekstra-skat i dag. Og hvis der er noget jeg hader, er det ekstra-skat - for den sags skyld skat i det hele taget.

Jeg skal have mit kørekort fornyet, en straf, der tilfalder alle, som fylder 74 år.

Først var jeg hos lægen og fik de obligatoriske høre-, syns- og hukommelsestester.

Det finder jeg meget relevant. Men at jeg bagefter skal betale 425 kr. for undersøgelsen, 50 kr. for det nye kort og 130 kr. for fotografiet (se til venstre), er en lidt anden sag. 605 kr. løber det op i.

Røveri ved højlys dag.

Fa'me urimeligt. Her synes jeg, at kommunen skulle gribe ind.

Men det en flot fyr, der får et nyt kørekort. Indrøm bare.

Sikke en dejlig dag. Familien samlet i anledning af min snarlige fødselsdag. Hvor jeg dog elsker, når de er her allesammen, og vi sidder omkring bordet, store og små. Jeg repræsenterer de store.

Dagens menu lød på fasan, stegt efter forstanderindens hemmelige opskrift - og med Walldorfsalat. Der skulle egentlig også have været en sneppe imellem. Men den glemte vi og har den dermed tilgode. Den er heller ikke ret stor. Dessert var islagkage og budding. Sidstnævnte er en familiesvaghed. Jeg tror, den er nedarvet fra min far og har bredt sig udi alle familiens sidegrene.

På billedet mangler Frederik og jeg. Frederik tog billedet, og jeg var i haven og slå græs.

Endnu en jagt og endnu engang fulgt af ældste barnebarn Katrine.

Hun og jeg nyder hinandens selskab meget, og jeg er lidt stolt over og glad for, at hun så gerne vil med morfar på jagt. Ydermere er det en hjælp for mig ikke at skulle slæbe afsted med hunde, jagtstol og fasaner. Katrine overtager gerne og bærer for mig. Det aflaster min gamle ryg og hofte.

Hun har allerede meddelt, at hun også gerne vil med på næste jagt om 14 dage. Ikke dårligt.

Toyotaen blev i dag udskrevet fra Toyota-Hospitalet efter 5 dages indlæggelse. Overlægen erklærede den sund og rask, og et helt ny haleben er blevet implanteret. Gensynet var rørende.
Ikke nok med at operationen blev gennemført tilsyneladende til UG. Patienten var også nyvasket både indvendig og udvendig og lugtede af og lignede en ny bil. Det skal jeg nu nok hurtigt få taget af den, for i morgen skal jeg på jagt og vender hjem med to våde og beskidte hunde. De dufter ikke af roser, skulle jeg hilse og sige.
Men det er godt at have egen bil mellem hænderne igen.

Jeg elsker denne stund på dagen. Forstanderinden og jeg sidder i sofaen. Et par stearinlys er tændt. Hun læser avis og spiser lidt snacks. Jeg skriver min dagbog og spiser et par oliven, og foran os er fjernsynet tændt. Vi skiftes lidt til at skifte kanal, når vi ind imellem bliver opmærksom på, at det faktisk er tændt.

Udenfor er det mørkt, og en tæt, silende regn falder. Det er yderligere med til at gøre det hyggeligt at være her indendøre. Om ikke så længe vil den søde dame rejse sig og gå i køkkenet og lave vores aftensmad. Jeg trisser måske bagefter og hjælper en smule til. I dag står den på stegt lever med diverse grønne ting til. Ikke dårligt.

Med små variationer er det "programmet" for eftermiddagens sidste time eller to hos os. Vi nyder dem, vi nyder at være sammen, sådan lige så stille.

Det begynder at ligne noget pænt her rundt om huset.
I dag blev alle fliser (dog minus gårdhave) renset for alger ved hjælp af højtryksrenser. Det var min arbejdsmæcen, som også har hjulpet med alt det øvrige, som tog det store slæb. Min indsats begrænsede sig til at feje snavs op og køre det på kompostdyngen og rette kanter af. Et ganske vist ansvarsfuldt job.
Oven i købet medbragte den flittige arbejdsbi sin egen højtryksrenser, da min egen for et par dage siden satte ud efter et par få snøft. Den er klar til lossepladsen.
Nu ligger fliserne der så, rene som en nyvasket babymås og venter på nyt sand. Det vil dog først blive påført til foråret.
Gad vide, hvad forstanderinden finder på som det næste. Jeg kan ikke se, der mangler noget. Men...

Det var ikke godt - eller spor morsomt.

Forrige søndag cyklede jeg den hårdeste tur nogensinde. I dag den "trælseste" nogensinde.

Alt var imod mig.

Det startede med, at cykelcomputeren (Strava) svigtede. Brugte 20 minutter af kostbar tid på at fixe den uden held. Skiftede til Endomondo. Der var modvind, uanset hvilken vej jeg kørte. Jeg var almindelig uoplagt og havde dårlige ben. Kunne ikke køre på den lille klinge, hvilket var hårdt opad bakkerne. Mine arme og hænder smertede mere end normalt. Havde planlagt 65 km., men måtte korte af og kørte kun sølle 48 km.

Jeg kunne simpelthen ikke få drev i cyklen - ingen fart, og jeg besluttede flere gange, at denne tur skulle være årets sidste. Kort sagt. Der var ikke meget at grine ad.

Men pyt. Jeg har kørt næsten 3.100 km. i år. Det er tilfredsstillende. Målsætningen var 2.000 km.

En trist dag. Jeg måtte køre på Toyota-Hospitalet med vores bil. Et brækket haleben som følge af mødet af en kraftig bom ved Bilka (se tirsdag 4/11) nødvendiggjorde indlæggelsen.

Alt gik glat, da overlægen tog imod og lovede at give bilen en god behandling og implantere et nyt haleben og diverse andre dele.

Til gengæld kunne jeg låne en ny og ung Toyota som erstatning, et ganske behageligt kendskab. Når engang vores nu indlagte patient skal køre sin sidste tur, er det absolut en mulighed, at vi erstatter den med det unge eksemplar. Blot skal vi da være sikre på, at vi til den tid ikke længere vil spænde køretøjet foran et hjem på hjul, for det magter den unge mand ikke. Han har sin ungdom til trods for få heste.

Jeg har fået lov at besøge den indlagte, dersom jeg ønsker det. Udskrivningen bliver sikkert torsdag.

Jeg har lavet 3 ting i dag, afslapning, afslapning og afslapning. Ind imellem slappede jeg lidt af for ikke at udmatte mig selv. Det gik fint. Og så nuppede jeg ind imellem en lille morfar i sofaen.

Jeg var dog lige ved at glemme, at jeg hjalp forstanderinden med at rense 6 fasaner og en sneppe. De skal alle fortæres til min snarlige fødselsdag. Men så slappede jeg også af bagefter ved en lille frokost med min forstanderinde og mit søde barnebarn Katrine, som har boet hos os siden fredag.

Der var dog også tid til en kort spadseretur i det smukke vejr. 2 trætte hunde deltog.

Men så skal der heller ikke præsteres mere fysisk i dag. Man skal jo være udhvilet til næste jagt på lørdag. Nu skal der slappes af.

Sov godt.

Endnu engang en dejlig jagtdag i fint og frisk vejr. Jagten var ekstra skøn, fordi ældste barnebarn Katrine fulgte mig hele dagen og oplevede mange af jagtens facetter, bl. a. det at skulle holde døde fasaner i hånden og måske bære dem over lange afstande. Det var for hende absolut grænseoverskridende. Men hun lærte det i dagens løb. Hun lærte også at skønne på de smukke omgivelser, vi omgav os af, og hun lærte om jagtens skrevne og uskrevne regler. Hun lærte også, hvor træt man er efter en hel dags jagt. Men hun må have nydt det meget, for hun vil gerne med igen på næste lørdag. Og hvem kan sige nej til hende?

Jeg kigger nu og da på hjemmesiden "Dagen i dag" for at se, om der er en særlig grund til at mindes dagen. På makaber vis er der en grund i dag.

For nøjagtigt 122 år siden på den 7/11 1892 blev den sidste dansker henrettet for forbrydelser begået i fredstid. Hans hed Jens Nielsen, var idømt 21 års fængsel. Han blev nu dødsdømt for sit 3. drabsforsøg på en fængselsbetjent. Han ønskede at blive dømt til døden. Han blev kendt som manden, der ville henrettes - og det lykkedes så

Han havde tideligere begået forbrydelser i Canada, USA, England og Sverige.

Han var 30 år ved sin henrettelse og må derfor have haft meget travlt med at begå sine forbrydelser så mange steder.

Skarpretteren hed Theodor Seistrup,, Kongeriget Danmarks sidste skarpretter. Han bestred jobbet i 30 år og henrettede ialt 3 dødsdømte.

På billeder ses anvendte økse og skafot og Jens Nielsen - før henrettelsen.

Jeg ønsker ikke vedhæftede billede kommenteret. Jeg kan allerede høre nogle af dem.

Men lad mig selv kommentere. Billedet er taget af barnebarn Cecilie på det nye Moesgaard Museum. Og det er ikke taget, for at jeg skal udstille mig selv, men udelukkende for, at uvidende kan se forskellen mellem en flot fyr fra for 140.000 år siden og en flot fyr fra i dag og lære af det, altså minus brillerne.

Jeg synes bedst om nutidsmennesket, men må erkende at 4 % af mine gener er fra neandertaleren. Jeg finder det også interessant, at neandertaleren var kraftig og efter nuværende standarder temmelig overvægtig. Så lidt ligner jeg alligevel.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad der er sket med forstanderinden.

I går aflyste hun et BILKA-besøg, da vi holdt på P-pladsen lige foran. Ligner hende ikke.

I dag aflyste hun et besøg i et kæmpestort havecenter i Tilst, mens vi holdt under 500 meter fra det. Ligner hende heller ikke.

Jeg mindes ikke, at det er sket tidligere. Men det kan ikke ærgre mig. Jeg holder meget af udsatte og aflyste besøg i diverse supermarkeder og havecentre.

Retfærdigvis må jeg sige, at vi så var i BILKA i dag, nuppede lige Harald Nyborg på vejen, men havecentret er udsat - formodentlig til engang i vinter.

Men jeg må undre mig.

Så skulle da osse. Gid f..... havde det.

Ankommet på BILKAs parkeringsplads foretog undertegnede en bakning, fordi forstanderinden og jeg blev enige om at udsætte besøget til i morgen. Det var en lettelse, og i min kådhed overså jeg under bakningen en meget solid jernbom, som ikke gav sig en millimeter, da jeg med et stort brag bakkede ind i den. Lynhurtigt var jeg ude for at besigtige skaden og måtte konstatere, at der var alvorlig skade på baglygte, kofanger og formentlig også bagklappen. Jeg udbrød spontant i en række ukvemsord, som ikke skal gengives her.

Det var en dårlig dag.

Konklusion: Besøg i BILKA bringer aldrig noget godt med sig.

Projektet med fliser i indkørsel er færdigt - i hvert fald for i år. Nu mangler blot fliserne inde i selve carporten. De bliver ordnet engang i foråret.

Dagens arbejde var at strø fugesand ud. Ikke sådan almindeligt fugesand, men ukrudtsfri sand. Der er vist cement iblandet.

Nu er det sket med ukrudt mellem fliserne, myreboer og (ikke mindst) jeg kan gå i mine højhælede sko på de bredeste fuger uden at synke i. Det vil glæde mig i lange tider fremover.

Det er en løsning for fremtiden.

Da jeg var barn og havde geografi, lærte jeg, at Vestjylland er fladt, og Østjylland er bakket.

Den viden havde forladt mig, da jeg i går planlagde en cykeltur til Horsens og hjem, altså i hjertet af Østjylland. Mine gamle geografilærere havde ret. Østjylland er bakket, meget bakket.

Dette sammenholdt med, at jeg i 4 dage har lagt fliser, og at jeg i nat kun sov i 5-6 timer, og at modvinden på udturen var slem, gjorde turen til den hårdeste tur nogensinde. Jeg har sikkert brugt denne term før. Men derfor er den alligevel rigtig. Aldrig har jeg før haft så ondt bagi, siddesår.

Men vigtigst af alt. Jeg havde håbet at opnå endnu en 100 kilometers-tur i år, og jeg skønnede, at i dag var sidste chance. Og det lykkedes, 100,8 kilometer. Værs'go'.

Det er lørdag aften. Afslapning efter dagens dont. Siddende i min formstøbte sofa nyder jeg den rolige stund med forstanderinden, som er optaget af at se "Aidensfield" for 10. gang.

Alt ånder ro og idyl. Har lige spist en udmærket pastasalat med min vanlige Pepsi Max til at skylle den ned.

Gad vide, om der er noget, jeg bryder mig om at se på TV. Det skal være noget, der virkelig fænger, ellers vil jeg få besøg af en kraftig morfar.

Nu er "Aidensfield" forbi, den gjorde øjenlågene lidt tunge. Jeg ser nyheder med samme resultat.

Det kan blive en lang og søvnig aften - og hvis planen holder, skal jeg cykle langt i morgen med bror Kjeld.

God nat.

Jeg er skuffet.
Jeg havde så sikkert regnet med, at jeg kunne cykle i dag. Men nej. Vejret var for surt. Helt til klokken 14 håbede jeg på lidt opklaring, men det forblev den samme støvregn og ikke indbydende til en cykeltur.
Så kiggede jeg lidt TV og faldt i søvn, så prøvede jeg med lidt Wordfeud og Facebook med samme resultat. Så satte jeg mig ind for at skrive lidt på min bog. Men jeg kunne ikke komme igang.
Surt show.
Først da jeg gik ud for at se lidt på den nye flisebelægning ved carporten, syntes jeg på ny, at livet var værd at leve. Halvt færdige med projektet er vi. Resten nås nok i morgen. Den ser s'gu godt ud. Det gør jeg faktisk også.

Hvad siger din ryg til dig, når du for 3. dag i træk har lagt fliser i 7-8 timer, som jeg har gjort det?

Jeg ville godt fortælle dig, hvad min ryg siger, men det vil være et ordvalg, der ikke egner sig til gengivelse på skrift. I hvert fald ikke uden risiko for at blive anklaget for uhøvisk tale.

Men ikke desto mindre går jeg og glæder mig over fremskridtene. Langsom men sikkert arbejder min venlige hjælper og jeg os ind mod garagen, så vi nu nemt kan se tegningen til en pæn indkørsel. Det var ikke tilfældet for 3 dage siden.

I morgen er der hviledag, som jeg i lighed med Tour de France rytterne vil fejre med en pæn lang cykeltur, så meget som vejret tillader. Skal blive skønt med lidt afslapning.

For omkring 35 år siden lærte jeg ældste søn at fiske.

De første lektioner fik han på ydermolen ved Århus Havn, og menuen stod på fladfisk og torsk. Jeg kunne godt mærke, at det her "bed han på". Interessen var der med det samme. Og siden har han fisket og fisket og fisket. Jeg ved ikke, hvor mange fiskeklubber han er medlem af, og jeg kan slet ikke holde styr på alle de steder, han har fisket, Bornholm, Norge, Sverige, Skotland og alverdens steder i Jylland. Han er bidt af en gal fiskestang.

Jeg er glad for, at jeg gave ham den interesse der for mange år siden.

I dag ringede han stolt og glad og fortalte, at han på flue på sin sidste fisketur i år havde fanget ikke mindre end 3 flotte havørreder (det maksimalt tilladte antal pr. dag) i Lilleåen. De var på 59, 56 og 53 cm. Det er flot - og de smager godt.

Den gamle lærer læner sig nu tilfreds tilbage i sofaen og glæder sig over, at den første spinkle lærdom på havnen har givet sønnen så meget.

Endnu et af forstanderindens ønsker er ved at blive opfyldt, omlægning af fliser ved carporten.

Desværre kan jeg ikke selv fysisk magte opgaven, og ej heller kan jeg overskue det tekniske.

Men heldigvis har vores datter en flink svigerfar, som lgen er trådt hjælpende til. Uden ham var det ikke gået. Vi startede i dage ved frokosttid, nåede 4-5 rækker, og vi påregner at fortsætte i morgen.

Jeg bistår med det praktiske som at tage fliserne op og rense dem for jord. Mere indviklet må det helst ikke være. Men jeg løser opgaven med stor succes. Godt vi har "svigerfar".

Forstanderinden var utilfreds med mig i dag. Og det på trods af at jeg stod op midt i nat og kørte hende på arbejde - og senere hentede hende. Der faldt en del bebrejdelser.

Utilfredsheden skyldes, at jeg i løbet af formiddagen skulle have ringet til lægehuset og pensionskontoret indhente nogle oplysninger. Men det blev jeg forhindret i, fordi jeg efter hjemkomsten hørte min seng kalde lokkende på mig. Jeg var simpelthen nødt til at følge dens kalden - og sov til middag. Hurtig frokost og afsted for at samle den søde dame op klokken omkring 13. Hun var ikke spor begejstret for at høre om min mangel på aktivitet i formiddagens løb. Det måtte jeg høre en del for. Men man hærdes.

Svar fra lægehuset (et godt svar) er dog modtaget nu. Så må jeg ordne pensionskontoret i morgen.

Så hvad er problemet?

Forstanderinden og jeg har ingen ønsker om at være ung med de unge. Det er vi mindst 54 år for gamle til.

Men det er dejligt at have besøg af unge mennesker, som vi havde det i dag, barnebarn Katrine og hendes veninde Olivia.

En beskeden frokost, en travetur rund i området, og langs stranden og sluttelig en dejlig snak over en kop kaffe. Det er godt at have mulighed for at snakke med unge mennesker og overraskes over deres positive holdning til tilværelsen og lytte til deres forventninger til fremtiden.

Vi havde en god eftermiddag sammen, og det er vores indtryk, at de to unge også nød det.

Det var dejligt at aftale allerede nu, at der vil komme en gentagelse. Det glæder os to gamle, at de unge gerne vil være sammen med os.

Og hvem andre end dem kunne finde på at tage en (længere) soppetur på denne tid af året?

Årets første jagt, længe imødeset, var i dag. Det var en god dag. Jeg nød den i fulde drag, naturen, fuglene, hundearbejdet, samværet med hundevenner, vejret, maden etc.

Min frygt for ikke at kunne gennemføre på grund af diverse stive og ømme lemmer viste sig ubegrundet. Jeg stod anstrengelserne igennem og var endog i stand til at smile, da jagten var omme. Det kneb lidt mere for min trofaste, men gamle hund Sydney. Han morede sig gevaldigt, mens kræfterne var der, men han smilede ikke meget på sidste såt.

I den kommende periode må jeg give ham mere kondi inden næste jagt om 2 uger. Men han er altså 10½ år. Og han har arbejdet hårdt hele sit liv - og elsket det. Lige nu sover han som en sten.

Vi glæder os begge til næste jagt.

Forstanderinden og undertegnede var i dag til frokost hos vore "ældste" hundevenner i Ebeltoft, altså ældste i den betydning, at det er dem, vi har kendt længst.

Dejlig mad og god snak. Som vanlig spiste jeg lidt mere, end godt er. Til gengæld får jeg sikkert ingen aftensmad. Men pyt.

Jeg er ikke den store snapse-drikker, men faldt i dag for en, som jeg ikke før har smagt, og som jeg synes om. Den smagte jeg også lidt meget af men vist ikke for meget.

Jeg må købe en flaske magen til, og fra troværdig kilde forlyder, at den skulle være rimelig billig.

Jeg holder af forbindelsen "Billig og god snaps". Og det er snart jul.

Der er udbrudt krig i Danmark. Årsag: Den ny TV-serie "1864".
Den får både ros og ris, nok mest det sidste. Jeg finder den god, jeg synes godt om dens opbygning med tråde frem og tilbage mellem 1864 og nu.
Årsagen er også, at krigen i 1864 har interesseret mig, lige siden jeg gik i skole. Jeg har læst meget om den, hørt foredrag, gået i dybden i historieundervisningen på seminariet og har altid gerne ville vide, hvorfor det gik så skidt, som det gjorde. Jeg har min mening om det, og jeg håber, at serien kan være med til at afdække spørgsmålet yderligere.
Serien kritiseres for historiske unøjagtigheder, bl. a. i beskrivelsen af konseilspræsident Monrad som en liberalistisk galning. Jo, han var liberalist. Men var han gal?
Det får være. Det er Ole Bornedals (instruktørens) opfattelse. Måske har han ret.
Den eneste "unøjagtighed", jeg har fundet, er, at da de to unge mænd tager afsked med deres mor for at drage i krig, siger de "Hej, mor". Uden at vide det tror jeg ikke at man dengang brugte ordet "Hej" som afsked eller velkomst. Men herregud, hvilken petitesse.
Jeg glæder mig meget til de følgende 7 søndag og optager alle afsnit. Skulle ikke undre mig, om jeg vil gense dem.

Som nævnt i går ville aktivitetsniveauet i dag være væsentligt højere end i går.

Først et par timers havearbejde med opgravning af døde og uønskede buske, dernæst studsning af buksbom for at slutte med at flytte de sidste havemøbler i sikkerhed i redskabsskuret, en tung opgave.

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, men jeg er kommet til at holde af at arbejde i haven med alle de opgaver, som det indebærer. Måske skulle jeg opsøge min læge og tale med ham om det. Det er ganske uforudset - men rart.

Sluttelig smuttede jeg lige 65 kilometer på cyklen rundt i Århus og den allervestligste bydel.

En god og aktiv dag. YES.

Nogle dage er begivenhedsløse - og Gud ske lov for det. Vi pensionister har godt af en gang imellem at have en rolig dag, hvor sjælen kan nå at indhente kroppen. Det er sket for mig i dag. Det var endda lige ved, at kroppen blev overhalet.

Min eneste aktivitet har været at sømme 2 puder under hver 2 lænestole, så gulvene ikke bliver ridset. Det tog 10 minutter - ganske overskueligt.

Nu kan du så spekulere over, hvorfor jeg ikke sømmede 4 puder på hver stol. Men det finder du nok ikke ud af.

I morgen er en ny dag, og jeg regner med, at aktivitetsniveauet stiger med flere hundrede procent.

Shoppe-gåtur på gågaden i Hammel. Deltagere: Forstanderinden, Frederik og undertegnede.

Vi skulle naturligvis ikke købe noget, men kom derfra med en stor røremaskine, nogle glaskarafler, en helikopter og en terning. Ikke så galt, taget i betragtning at vi ikke skulle have noget i det hele taget.

Forstanderinden går nemt shop-amok.

Det bedste ved turen var, at yngste barnebarn Frederik var med, kørende på sin lille legebil op og ned ad gaden. Vi var aldrig i tvivl om, hvor han var. Han taler temmelig meget. Han holder meget af slige ture, og vi holder af at være afsted med ham.

Og så scorede han jo en helikopter og en terning.

Da jeg var en hel del yngre, var familiekommsammener ikke min livret. Jeg syntes, de var kedelige og ville helst have været mange andre steder. Det var unfair overfor en ellers sød og venlig familie, som alle ville mig det bedste. Jeg håber meget, at jeg skjulte min modvilje. Dog skal siges, at det ikke gjaldt alle sammenkomsterne, men navnlig de store fandt jeg svære at komme igennem. Det bedredes dog op gennem årene.

Og hvad så nu?

Nu elsker jeg det, når familien kommer her, børn, svigerbørn og børnebørn, eller vi mødes andre steder. Jo flere jo bedre. Jeg nyder hvert sekund og savner dem, fra det øjeblik vi skilles.

I dag var de her, dog minus 3. Dem ser jeg heldigvis snart. En herlig dag. En herlig familie.

En god oplevelse i dag. Sammen med barnebarn Cecilie besøgt jeg det ny Moesgaard Museum. Vi har ofte sammen besøgt det tidligere museum, men det ny er noget helt andet. Vi er kommet ind i den digitale tidsalder.

Museet er en mangfoldighed, for stor til at kunne overses ved ét besøg. Men nu har vi et overblik, og næste gang ved vi, hvad vi vil koncentrere os om. Der er dog et par klagepunkter. Skiltningen er mangelfuld, hist og her helt væk. Vi for vild flere gange og fandt kun ud ved at spørge en kustode.

Der er mange trapper, og de er stejle. Jo, der er også elevatorer, men der var lange køer, idet der i dag var hundredevis af mennesker, der havde valgt at besøge museet.

Men Cecilie og jeg anbefaler gerne et besøg.

Det er altid med angst og bæven, jeg nærmer mig min bank.
Helt galt var det i dag, da vores nye bankrådgiver havde indkaldt os til et møde om vores økonomi. Jeg frygtede det værste. Havde jeg kunnet være det bekendt, var jeg løbet skrigende bort, inden vi nåede døren. Men jeg tog et rigtig godt greb i mig selv og trådte indenfor, stadig med rystende knæ.
Imod os kom en midaldrende herre med alle tegn på imødekommenhed. Jeg blev hurtigt klar over, at han ikke ville os noget ondt, tværtimod. Han kom med mange gode forslag, som er til fordel for os og meget lidt for banken, og han udviste i det hele taget venlighed og ikke mindst kompetence. Ham vil jeg stole på, til det modsatte er bevist. Det bliver det nok ikke.
Det var en god oplevelse, og vi gik begge glade derfra.

Min cykel blev udskrevet fra hospitalet i dag efter to dages indlæggelse. Ikke mindre end to vigtige transplantationer er foretaget med godt resultat. Den store klinge var blevet lidt slidt og måtte fjernes. En ny blev indopereret. Samme gjaldt krankakslen. To vitale dele.

I modsætning til hvis det havde været undertegnede, er det fortsat muligt at skaffe reservedele til den.

Patienten har det efter omstændighederne godt og var glad for på ny at komme hjem til sine vante omgivelser.

Nu skal min gode ven, cyklen, restituere til næste tur, som jeg håber vil være på 100 kilometer. Det er i hvert fald planen. Vejret vil afgøre, om det bliver muligt..

Billede er fra en tidligere langtur.

For første gang i 3 år har jeg tømt komposttønden, 2 store brøndringe ovenpå hinanden, sådan lidt mere end bare de øverste lag græs. Jeg var helt nede ved det formuldede.

Det var fugtigt og tungt, men jeg hang godt i og flyttede 3 toplæssede trillebørfulde af det nærende kompost. Aldrig før har jeg set så mange regnorme.

Nu er det spredt ud over kartoffelmarken, hvorfor jeg forventer mig temmelig meget af næste års høst. De seneste 2 år har ikke været noget at skrive hjem om. Jeg er sikker på, at det vil blive bedre i 2015, og jeg lover, at jeg vil fortælle mere om det til den tid. Kartoffelhøsten er jo en af årets mange store begivenheder.

Lige nu hviler jeg mine mødige lemmer og trøster min smertende ryg, underholdt af et båndet cykelløb fra Kina. Og udenfor øsregner det.

Livet er nu skønt ind imellem.

Der er fodboldlandskamp i aften, i Parken, mod Portugal. Bare, hvis du ikke vidste det. Jeg fandt først ud af det i går, men har besluttet mig til at se den, i hvert fald indtil Danmark er bagud med 2 mål.

Hr. Olsen stiller som sædvanlig op med nogle gamle koryfæer og et par skadede spillere, og når det så går galt, og pressen er efter ham bliver han gal, portu-gal.

Var den ikke god? Det synes jeg, men det var jo også mig, der fandt på den.

Hvor får du det fra, gamle mand?

Men naturligvis håber jeg det bedste. Jeg ville ikke have noget imod, at Ronaldo blev dukket lidt.

For første gang siden april har jeg i dag arbejdet med færdiggørelsen af min bog om husvildekomplekset Frydensbjerggaard i Silkeborg 1942-1962.
Det var som at gense et bortkommet barn, i starten dog med stor angst, da jeg ikke kunne finde "barnet" på min computer. Men det lykkedes, og gensynet var glædeligt.
Jeg arbejder på finpudsningen, som er en langsommelig affære, da det hele skal være så perfekt, som jeg overhovedet formår. Jeg vejer stort set hvert ord og hver sætning.
Men det morer mig.
I dag var det især kapitlet om besættelsestiden på gården, jeg koncentrerede mig om. Der er en del at fortælle. Jeg har meget af det på 2. hånd. Jeg var kun 4½ år, da krigen sluttede. Mine forældre har fortalt mig meget fra de 5 år.
Jeg håber at være færdig med denne omgangs redigering i løbet af november/december, og så får vi se, om der skal gøres mere ved det. Det afgør min forlægger, Silkeborg Museum.

En god søndag eftermiddag er, når rare mennesker besøger os, som det skete i dag.

En gammel hundeven og hans kone besøgte os for (næsten) første gang.

Det er så skønt at finde ud af, at der er en god kontakt lige fra starten og at snakken og smilene/grinene umiddelbart dukker op.

At forstanderindens frokostanretning var god, gav hele eftermiddagen et absolut plus. Jeg holder meget af sådanne oplevelser. Gode mennesker og god mad gør godt - dog med det største tryk på førstnævnte.

Det vil glæde mange, at mit haveprojekt er blevet en succes efter lang tids hårdt arbejde, der har involveret det meste af familien + en genbo. Se bare billedet. Små, spæde græsstrå har vist sig over jordoverfladen til stor glæde for hele Studstrup og omegn. Der har endog været tale om at afholde en byfest for at fejre begivenheden. Jeg har med vanlig beskedenhed sagt nej tak til forslaget. Derimod er det ikke utænkeligt, at forstanderinden og jeg internt vil fejre den gode nyhed med en lokal fest for os to. Så drikker jeg hende i hegnet.

Fejres skal det i hvert fald.

Så er vintertiden indtruffet. Ikke at vi kan mærke det på vejret, ej heller skal vi flytte urene tilbage - endnu. Nej, det er mere enkelt. Alle havemøbler er nu stillet tilbage her hos os. Hvor trist. Nu kan man bare gå og vente på efterår og vinter. Hvor meget mere trist.

Men fortvivl ikke. Om cirka 6 måneder stiller jeg det hele frem igen, og så går det mod lysere tider.

I mellemtiden sker der dog heldigvis meget godt, jagtsæson, jul og gule ærter.

Jeg har ikke slået græs i 4 -5 uger.

Hvis du derfor forventer, at den nu er 25 cm. høj, tager du fejl. Andre har klaret jobbet for mig. Jeg er dybt taknemlig.

Først var det forstanderinden, som tog et par ture, og i går var det svigerdatter og søn.

Så kunne jeg tage mig af Frederik, hvilket er noget sjovere end at slå græs.

Om årsagen til min svigtende indsats på græsplænen kunne jeg tale i timevis. Jeg har ondt i lårbenet, og som sagt ville jeg gerne uddybe om smerterne, men det ville fylde alt for meget. Der er mange detaljer.

PS: Nu er græsset sået i nye bed. Venter spændt på det grønne. Tjekker hver time - dog ikke om natten.

Jeg cyklede i dag. Dejlig tur. 71 km. på landet og i byen. Nød solen og den ind imellem friske vind. Herligt.

Hvad der imidlertid ikke var så herligt, var at jeg derude på landet visse steder var under konstant angreb af knappenålshovedstore insekter, nogle små sorte skabninger. Det var næsten som at køre igennem en sort sky. De sad som et lag på arme, ben og tøj. Ustandselig måtte jeg børste af. Det kostede mange af dem livet. Især var insekterne generende i ansigt, øjne, næse og ører.

Det skal imidlertid ikke hindre mig i at køre ud, så snart vejret tillader det.

Død over små insekter.

Jeg er blevet mistænkt for tyveri i dag. I Føtex.

Jeg forlod butikken, før forstanderinden var færdig, gik ud gennem kasselinien og hørte godt en bib-bib-lyd. Jeg tænkte ikke over det, før jeg kom til døren, og en sirene gik i gang. Tak skal du ha'. Den kunne høres. Jeg vendte mig om og så nu folk komme løbende imod mig helt tydelig for at stoppe mig. Iblandt var en sød, ung pige i Føtex-outfit. Jeg bedyrede naturligvis, at jeg ikke havde noget i lommerne.

Så bad hun mig vise sig min tegnebog. Da måbede jeg lidt, men tog den frem. Hun forklarede, at ofte sidder der dybt gemt i tegnebøger en lille stregkode, som blev deaktiveret, da jeg købte den, og som kan blive reaktiveret uden ydre årsag. Hun fandt stregkoden, rev den ud med min tiladelse, og jeg kunne passere frit gennem døren. Det var nu lidt pinligt. Der var mange mennesker.

Historieskrivning på cykel? Kan det lade sig gøre?

Ja, det kan det. Jeg sidder lige nu og ser en serie på "History Channel" om Hannibals togt for at indtage Rom op gennem Spanien og Frankrig for til sidst at krydse Alperne med sin store hær, som indbefattede 37 elefanter. Vi er tilbage i år 218 f. kr., Den 2. Puniske Krig.

3 unge mennesker har på cykel besluttet sig for at følge Hannibals spor. Og det er i sig selv sejt. De følger tilsyneladende sporet ganske nøjagtigt bl. a. gennem sumpe og op og ned ad bjerge, nu og da på små bjergstier. Undervejs fortælles - ofte i detaljer - om de slag. der blev udkæmpet.

Faktisk har jeg set serien en gang tidligere, men følger gerne med igen. Den er spændende og lige noget for mig, der er glad for al den "historieundervisning", jeg kan få.

Og jeg kan kombinere to af mine interesser, cykling og historie.

Det er sæson for hækklipning. Jeg startede i dag med hækken ud til vejen. Ud af i alt cirka 50 meter hæk nåede jeg de 8. Skæbnen ville da, at en anden studstrupborger kom forbi, stoppede og gav sig i snak. Det var hyggeligt, men tiden gik, og hækklipningen gik i stå. Det var beklageligt (og ganske herligt). Så kunne jeg spare mine gamle lemmer til eftermiddagens 80 kilometer på cyklen.

I morgen må jeg sikkert bide i det sure æble og klippe videre. Ikke min yndlingsbeskæftigelse.

Man har jo lov at håbe på andre afbrydelser.

2. kapitel i sagaen om hækklipning.

Da jeg steg ud af sengen op ad formiddagen, var det min klare hensigt straks at kaste mig over hækklipperen og får afsluttet jobbet.

Men ak og ve. Det regnede, og så kan man (heldigvis) ikke klippe hæk.

Det var da en skam, hvorfor jeg satte eftermiddagen af til jobbet.

Det klarede op, men så ville skæbnen, at gode venner fra Helgenæs meldte deres ankomst til en kop kaffe. De er begge meget hyggelige mennesker, så de er da klart, at jeg endnu engang måtte udsætte klipperiet. Altså, var det da ikke ærgerligt? Sådan noget kan få humøret i bund (Ha ha).

Men nu skal der ske noget imorgen. Jeg må håbe på endnu en "forstyrrelse".

3. (og sidste) kapitel i sagaen om hækklipningen.

Der var ingen vej udenom. Ingen kom på besøg, og vejret var det mest strålende, man kan forestille sig i oktober måned. Klar sol og 20 grader.

Jeg måtte i gang.

Det lykkedes at færdiggøre opgaven, men kun med hjælp af forstanderinden og barnebarn Cecilie.

Og som altid har jeg det enormt godt, når en hækklipning er overstået. Jeg føler mig tilfreds med, at anstrengelserne nu er ovre, og bagefter kan jeg bruge meget tid på blot at stå og kigge på resultatet.

Nu er der mere end et halvt år, til jeg næste gang skal klippe hæk. Det er godt.

Herlige, dejlige, sommeragtige, dovne og hyggelige søndag.

Kun meget få og små fysiske anstrengelser udover en travetur her i området med halvdelen af familien.

Nu venter flæskestegen på at blive sat på bordet og møde sit Waterloo. Jeg skal gøre mit til, at kun få dele af den vil overleve. Det er ikke spor for tidligt at spise flæskesteg. De første annoncer for julemad og -gaver er allerede set i reklameaviserne.

Du altforbarmende. Der er 2½ måneder til jul.

Men foreløbig har vi oplevet den sikkert sidste sommerdag - og den var god.

Glædelig jul.

Sig nærmer tiden. Jagtsæsonen er startet, men jeg starter først den 25. oktober på en klapjagt.

Det er lidt svært at vente, for jeg glæder mig meget, selv om jeg ved, det kan blive lidt smertefuldt. Den gamle hoftes venstre side vil gøre sit til, at det bliver svært. Men den skal ikke forhindre mig i at være med sammen med min trofaste hund, Sydney, som også plages lidt med sine hofter. Vi skal samle fasaner op.

Jeg glæder mig til på ny at være sammen med gode venner, som jeg har kendt i mange år.

Det er min 38. sæson på Møllerup Gods, så jeg kender efterhånden stedet. Jeg er alderpræsident på holdet. Men kors, hvor jeg holder mig godt (hm hm).

Billedet viser mig i færd med at løse min yndlingsopgave, samle skudte fasaner op - altså Sydney samler op. Jeg tager imod og hjælper - selv om man ikke ser nogen lige der. De kom øjeblikke efter.

(Foto: Alan Mattison)

10.000 kilometers-eftersyn hos min rare læge i dag. Alle tal var fine, så vi skal først ses i gen om 6 måneder. Derfor ønskede jeg ham glædelig jul. da jeg gik.

Et af hovedtemaerne kunne dog have været bedre - min vægt (i.e. overvægt).

Ganske vist har jeg tabt 8 kilo i løbet af det senest halve år. Men den gode medicus mente vist, at det kunne jeg have gjort bedre. Jeg måtte erklære mig enig.

Men nu skal det også være. Skeen i den anden hånd, og der skal ikke være mad på den. Jeg må stramme balderne og .......??????

Der er kun én ting, jeg ikke kan sige nej til. Det er fristelser.

Jeg har googlet "Helvedes forgård" og ikke overraskende er Dante nævnt med sin "La Divina Commedia". Her fremstilles det som det sted, hvor de ubrugelige bor - de, som var så ubetydelige, at de ikke fortjener at regnes med. Sådan forestiller jeg mig ikke helvedes forgård. For mig er den meget mere konkret. Jeg var der i dag, men slap heldigvis fra det, nåede endda at tage et billede, som det fremgår. Men jeg må advare mod stedet. Og dette er kun forgården. Hvordan er det så ikke i helvede? Heldigvis er det i Tyskland. Man må hellere holde sig på dydens smalle sti.

Jeg har på det seneste haft lidt hjælp til havearbejdet af en venlig dame, som jeg har mødt nogle gange. Hun sagde straks ja, da jeg spurgte, om hun kunne komme og give en hånd, da min hofte ikke har det godt lige nu.

Hun er lidt dyr i løn, fordi hendes børn og svigerbørn - også eks'en - har et kraftigt overforbrug.

Men hva' fa'n. Hun er ganske effektiv og har lovet at komme igen til foråret.

Gud bevare Danmark.