Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Jeg var på apoteket i dag. Afhentning af medicin til forstanderinden og jeg.

Det er blevet hulens smart derinde.

Man indlæser sit sygesikringskort i en automat ved døren, trækker et nummer, går hen til disken og bliver spurgt hvilken af de mulige mediciner man vil have. Så går cirka 10 sekunder, og de udvalgte mediciner kommer trillende nedad en sliske. En etikette klistres på hver, og man er færdig.

Jeg er dybt imponeret over systemet og bemærker det hver gang til de søde defektricer. De er knapt så imponeret som jeg.

Næste gang vil jeg spørge, om jeg må komme ud bagved og se vidunderet i arbejde.

Kalenderen for 2017 blev købt i dag. Så nu er det tid til at føre aktiviteter ind i den. Og der er allerede mange. Januar er så godt som fyldt op. Januar bliver s'gu lige så travl som december.

Jeg glæder mig til februar. Den bliver ikke så travl, for der er kun 28 dage. Ren afslapning.

Jeg kan desuden afsløre, at jeg fylder år på en lørdag, og juleaften er en søndag.

Forstanderinden har nægtet at holde flere fødselsdage, men skulle hun krybe til korset og alligevel gøre det, kan jeg oplyse, at det er en fredag.

Jeg ved knapt, hvad der skete. Det var, som om en absence forårsagede en overraskende handling.

Jeg gik som i en tåge på vej ud i køkkenet, og pludselig befandt jeg mig i det kolde vejr ude i vores indgangsparti iført, kost, skovl og trillebør. Jeg begyndte at feje og skovle og køre væk i trillebøren.

Pludselig så jeg forstanderinden i køkkenvinduet, klappende i sine små hænder i begejstring og overraskelse over mit arbejde. Da kom jeg til mig selv - men heldigvis var arbejdet afsluttet, og jeg kunne med god samvittighed gå tilbage til sofaen nu ved fuld bevidsthed.

Der kan komme noget godt ud af en absence. Se bare det nydelige og rene indgangsparti.

Jeg er blevet fejret i dag. Min 76 års fødselsdag. Den allernærmeste familie var her.

Hvor jeg dog elsker at have dem omkring mig. Jeg kan sidde lige så stille og kigge mig omkring og se på hver enkelt og tænke på, hvor meget jeg værdsætter dem. De vil alle gerne gøre meget for at glæde mig - og de gør det. I dag var glæden at de var her.

Desværre var der 4 afbud. Barnebarn Kristian med kæreste Amalie bor i København. Det er lige lidt for langt borte.

Lille Frederik meldte også afbud, da han kastede op og havde feber. Mor Anette måtte derfor også blive hjemme. Jeg ved, at de gerne ville være her.

Jagt igen, igen. Skønt. Der var to højdepunkter.

1) Peters unge hund apporterede sin første sneppe. Peter har den i sin højre hånd. Uden overhovedet at tøve løb Tjalfe til sneppen og samlede umiddelbart op uden først at skulle snuse. Det ville langt de fleste hunde have gjort. Men ikke Tjalfe. Saml op - og hjem. Desuden apporterede Tjalfe flere fasaner og en and. Det går godt.

2) Mit savnede, bortkomne og helt uundværlige trappetrin, hjælpemidlet til at komme op på hunde- og vildtvognen, er genfundet. Under min store jubel bragte fru godsejerinden skamlen efter at have ledt ihærdigt efter den. Nu kan jeg atter med sindsro og uden fare for at brække arme og ben kravle op. Desuden lettes mine gode hundevenner for at skulle løfte og skubbe mig op. Det tapper dem for kræfter.

Det er Black Friday, Gud hjælpe os. Enhver, som kender mig, vil vide, at det ikke lige er en aktivitet efter min smag. Thi uanset antallet af og størrelsen af en lang række rabatter kunne jeg ikke drømme om at begive mig ind i en butik stopfyldt med kunder, som ovenikøbet kæmper sig frem i mylderet, og som kan skændes højlydt om retten til den sidste vare.

Nej, må jeg så bede om min stille og fredfyldte stue, hvor man ikke behøver at kæmpe for andet end at komme op og stå, når det er strengt nødvendigt.

Smerter er noget dagligdags for vi aldrende.
En af mine gode venner har ondt i sit nye knæ, ikke bare ondt, men sådan rigtig ondt.
Forstanderinden døjer med sine knæ og sine fødder.
En anden gammel ven har ondt i fødderne.
En fjerde har ondt i ryggen.
Jeg selv har smerter over lænden og i min venstre hofte.
Der er nok at vælge imellem. Men vi gamle bærer smerterne med ophøjet værdighed. Ingen piberi eller unødig væren til besvær af den grund. Vi kæmper os igennem og nyder hvert sekund, når smerterne en gang imellem forsvinder - dog for med usvigelig sikkerhed - at dukke op igen.
Vi er de sidste seje. Smerter er den sidste del af en dovenskab, som forlader dig.

Forstanderinden og jeg har kørt mange kilometer i dag, omkring 450.

Det kan være lidt kedsommeligt at køre så langt, men vi fik god tid til at snakke.

Det blev til en næsten eksistentiel debat om bilers spejle.

Forstanderinden hævdede med stort eftertryk, at de hedder "Bakspejle". Man bruger dem, når man skal bakke. Jeg kan naturligvis se logikken, MEN. Jeg kalder dem "Bagspejle", fordi man bruger dem til at orientere sig bagud. Jeg argumenterede, at da man bruger meget mere tid på at køre forlæns end baglæns, og under forlæns kørsel orienterer man sig hele tiden bagud. Altså er spejlene "Bagspejle".

Den debat brugte vi cirka 100 kilometer på. Vi nåede ikke til enighed.

(Jeg har lige Googlet, og kun "Bakspejl" er angivet. For Guds skyld, sig det ikke til hende).

Sidste tur med græsslåmaskinen i 2016. Det var i dag. Oh, hvor skønt. Jeg har glædet mig til den i lang tid.

Nu kan jeg med god samvittighed gå forbi den uden at få dårlig samvittighed, fordi jeg ikke slog græsset i sidste uge.

Nu står den rengjort i sin ensomhed i skuret. Det har den godt af.

Den vil stå til april næste år, inden den kommer ud igen.

Tiden indtil da vil jeg bruge på fornuftige aktiviteter.

Det er en stor dag. Mine nerver har siddet uden på skjorten hele dagen. Hvileløst har jeg vandret frem og tilbage og har slidt et par sokker op. Hvis jeg havde været typen, der bidder negle, havde der ikke været nogen tilbage. Det har været meget værre, end da jeg selv gik til hundeprøver, og det var slemt.

Men nu er det overstået, og det gik godt. Jeg trækker nu ikke længere vejret i hurtige stød, men i et roligt og næsten normalt tempo. Jeg kan sidde ned i mere end 3 minutter ad gangen.

Kort sagt: Barnebarn Kristian bestod sin køreprøve klokken 3 i eftermiddag.

Tillykke med det, din lille bandit.

Så sidder jeg her ved tasterne og tænker over, hvad jeg har oplevet i dag. Jeg har tænkt ganske længe og er kommet til det resultat, at jeg ikke har oplevet noget, bortset fra et besøg i Brugsen (i slaskede joggingbukser, som ikke vakte beundring). Det er ikke meget.

En dovne-dag dag, hvor jeg hele tiden synes, at fjernbetjeningen er alt for langt borte.

Til gengæld har jeg rekonvalsceret efter gårsdagens anstrengelser, læst, set TV, drukket te og spist af forstanderindens gode, hjemmebagte kage.

En spildt dag ?

Overhovedet ikke. Jeg har nydt den. Ydermere læste jeg, at du bliver lykkeligere af at være doven. Jeg kender nogen, som har været lykkelig hele deres liv.

På billedet en flok gamle (halvgamle), seje gutter. De var med på dagens jagt på Møllerup Gods.

De er - set fra venstre: Peter, undertegnede, Niels, Peter, Anders, Niels og Niels.

Det særlige ved disse 7 seje gutter er, at de tilsammen har deltaget i jagter på Møllerup i 207 år, et gennemsnit på 29,5 år. Jo, der er noget særligt ved at komme på Møllerup. Man bliver ved og ved.

Den laveste anciennitet blandt de 7 er 25 år og den højeste 41 år. Måske ikke overraskende er det mig med de 41 år. Ikke så underligt, at det kniber mig at følge med, og at min gangart er noget langsom og stiv for ikke at tale om mine problemer med at komme op på jagtvognen. Når jeg falder, hvilket sker med jævne mellemrum, har jeg den glædelige fordel straks at blive omringet af 5-10 venlige mennesker, som løfter mig op igen. Jeg går på jagt med venlige mennesker.

Jeg har fødselsdag i dag - og har haft mange af dem. Det gør imidlertid ikke noget, for alternativet er træls.

Jeg er blevet fejret hele dagen, lige fra klokken 6 i morges !!! Da stod jeg op, og forstanderinden sang fødselsdagssangen for mig. Da jeg var kommet mig ovenpå kvadet, blev vi afhentet af datter Annette og tog færgen til Odden. Videre til Nordsjælland. Annette skulle til møde i Allerød. Derpå havde vi to gamle bilen for os selv og kørte til Hillerød for at se Frederiksborg Slot. Spændende.

Senere på dagen besøgte vi barnebarn Kristian og hans kæreste i København.

Det er første gang i mit liv, jeg fejrer min fødselsdag på Sjælland. Det var en god dag.

Og så har jeg ikke engang nævnt de mængder af god mad, vi fik på færgen og i land.

På denne dag i 1926 blev Charlestondans forbudt i Frederiksberg Kommune. Altså for 90 år siden.
Jeg synes, det var rimeligt. Jeg har tit tænkt, om man ikke skulle forbyde al dans. Det ser tåbeligt ud, og de fleste dansende er ganske berusede. Det var i hvert fald jeg, når jeg en sjælden gang dansede.
Jeg var og er ikke god til at danse, og min "rare" familie hævder, at jeg nok aldrig bliver det. De siger, jeg ligner en stork på et brækket ben. Jeg kommer sikkert ikke med i "Vild med dans", og det gør i hvert fald ikke noget. Deltagerne ser tåbelige ud. Så hellere lade helt være med at danse. Det har jeg ingen problemer med.

Det var en pludselig indskydelse på motorvejen nord for Århus, der fik forstanderinden og jeg til at spise frokost på en god restaurant i Bruuns Galleri i midtbyen. Der var tilbud (50%) på en frokostmenu - og hvilken en.

Kun sjældent har jeg oplevet et så overdådigt frokostbord. Der var alt - alt. Jeg mener alt. Og det var veltillavet og velsmagende.

Disse kendsgerninger betød tilsammen, at det blev en lang frokost. Desværre opnåede ingen af os at smage på det hele, men vi kommer igen.

Når man sidder med excellent mad og kold Pepsi Max, må man udbryde: "Livet er ikke det værste, man har". Det sagde jeg så.

Billedet viser ikke alt. Der var et bord mere.

Jeg er og bliver nostalgiker. Jeg kan længe glæde mig over gamle billeder fra min fødeby Silkeborg.

Således stødte jeg i dag på to billeder, som egentlig er lidt ligegyldige, bortset fra at de er fra Silkeborg omkring år 1940. På første bilede ses en cykelforretning og et værtshus på det andet et skobutik og en tøjbutik. Ikke vanvittigt spændende.

Men billederne fik mig til at mindes måden at parkere cykler på langs fortovskanten. Pedalen blev drejes i nederste stilling - og så en smule mere, så det passede nøje med kantstenen højde. Forhjulet skulle drejes så tilpas meget at det gik imod kantstenen. Og vupti. Cyklen stod der - og blev stående. Alle, både stor og små, magtede kunsten. Den var nødvendig, fordi næsten alle butiksvinduer var udstyret med et skilt "Cykler fjernes uden ansvar". Hvorfor mon man ikke ser denne kunstart i praksis længere ?

Jeg ventede i cafeteriet i BILKA i dag, mens forstanderinden vandrede rundt i butikken og som i vildelse rev varer ned fra hylderne. Det var omkring kl. 11.30.

Da jeg ikke havde fået morgenmad, begyndte jeg at studere menu-skiltene i cafeteriet og faldt for en, som sagde "Kæmpe fransk hotdog". Normalt er jeg ikke vild med franske hotdogs, men det var den eneste "ret", jeg ville byde på. Og jeg skal da love for, at den var "kæmpe", en pølse som et bøjet kosteskaft med et brød af næsten samme længde. Det kneb faktisk at spise op. Men jeg giver ikke fortabt, så den forsvandt sammen med den obligatoriske Coca Cola. Alt ialt ikke nogen stor oplevelse, hvilket jeg heller ikke forventede, men jeg blev mæt.

Skiltet er dog ikke fra BILKA.

Jeg har syndet i dag. Sammen med forstanderinden, den stygge kvinde.

I formiddags var hun til julemesse på Rosenholm Slot sammen med datter og barnebarn og det meste af Østjylland. Men det var hyggeligt nok. På hjemturen besøgte hun en bager. Det er ikke så usædvanligt - men det var hendes indkøb. For første gang i utallige år købte hun flødekager til vores eftermiddagste og det oven i købet et par af mine favoritter, medaljer. De smagte himmelsk. Det gjorde de også engang for 25-30 år siden, da vi tillod os den luksus at gå ind på Brøndums Hotel i Skagen for at få te og medaljer. De kostede en mindre formue, men hvem betaler ikke gerne for ar spise medaljer på Brøndums Hotel ?

Endnu en jagtdag - en kold, men meget smuk en af slagsen.

Jagten var speciel derved, at søn Peters unge hund Tjalfe var med for første gang. Tjalfe oplevede mere i dag, end han har oplevet i hele sit liv tilsammen. En dag fyldt med indtryk. Skud, fasaner, der faldt ned, ting, man ikke måtte gøre og ganske få ting, man måtte gøre. Det er betingelserne for en hund på dens første jagter. Og der skal mange til, inden hunden har lært det hele. Tjalfe fik lært en del.

Min gamle hun Sydney var også med. Det går ikke stærkt. Til gengæld går det helt efter hans egen fløjte. For ham er det et princip, at han gør, nøjagtigt, som han vil. Jeg kan fløjte og råbe uden effekt. Og jeg tror ikke engang, han er døv.

Det er hans sidste jagtsæson.

På billedet er det Tjalfe, der møder sin første anskudte fasan.

Det er en god dag. Vores problemer med det defekte stik til forstanderindens computer er løst. Vi havde ellers opgivet at finde det rigtige stik. Men takket være et besøg af svigersøn Kent i aftes lykkedes det. Han gik blot ind på Google og skrev "8-kantet stik". Og Vupti. Et sådant havde et firma i Tilst 6 stk. af, så straks i morges ved 11.30-tiden entrede vi Toyotaen og kørte ud og købte stikket. Keine Hexerei, nur behändigkeit.
Det er altsammen helt fint, hvis det bare ikke var fordi vi i mellemtiden nåede at få købt en iPad. Men herover er forstanderinden jublende lykkelig. Hun har længe ønsket sig netop en iPad, og nu pludselig har hun både den og en computer. Hun er jublende lykkelig, og for det betaler vi gerne mange penge.

Så er man der igen. Da jeg snart fylder 76 år, skal jeg have skiftet kørekort med dertil hørende lægetjek. Det er 4. gang inden for 6 år.
Jeg finder det helt i orden, at lægen skal tjekke vi ældre medborgere, så gamle, rystende, dårligt seende og hørende og konfuse mennesker ikke lukkes ud på landevejene til fare for sig selv og vigtigst for andre. Det er bare OK.
Men at man skal betale 525 kroner for lægebesøget, forstår jeg ikke. Det er da bare en lille undersøgelse, som varer 5-10 minutter. Alle andre undersøgelser er gratis. Men når det gælder bilejere, banker skattefar en oven i hovedet. Jeg synes, vi betaler nok i vægtafgifter og registreringsafgifter - og skatter. Så her synes jeg, at kommunen skulle gribe ind. Det ligner altså det, det er, en ekstra skat.

Det var skrækkelige ting, man kunne læse i aviserne i dag.

Donald Trump vandt valget i USA. Nå, nok om det. Det må være, som det er. God bless America.

Hvad meget værre er. Jeg læste også, at danske mønter ikke længere skal slås i Danmark, men i Finland. I Finland!!!! I min skoletid kunne vi læse i vores geografibøger, at finnerne gik med kniv (det er ik' engang løwn. Det stod i bøgerne) og kunne finde på at bruge dem til andet end til at skrælle æbler med. Hvad er det, vi er på vej ind i ? Kan vi stole på, at finnerne har lagt knivene og afleverer hver mønt til os ?

Sedler skal trykkes "et sted i Europa". Hvor vides ikke. Men jeg ville være utryg ved Italien med Mafiaen i baghaven. Og 15 års dårlige erfaringer med IC4-togene skræmmer også.

Jeg synes altså, at danske penge skal laves i Danmark. Det er 1000 år siden, vi begyndte at slå vore egne mønter. Så vi kan godt.

Spiritus kombineret med cykelture er ikke nogen god blanding. Selv har jeg kun én gang cyklet med promille over det tilladte. Jeg cyklede sammen med forstanderinden hjem fra en meget munter sommerfest hos venner ca. 10 kilometer borte. Det er 35 år siden - klokken 5 om morgenen. Se billede.

Jeg klarede turen fint, men den gode forstanderinde kunne ikke kontrollere sit køretøj og måtte bruge hele vejens bredde + rabatten + grøften. Kort sagt, hun styrtede med et hult drøn. Bekymret løb jeg hen for at hjælpe. Det var dog ikke nødvendigt. Grinende kravlede hun op af grøften, og vi kunne uden videre uheld slingre det sidste stykke hjem.

Jeg hørte om en anden hændelse, hvor spiritus gjorde en cykeltur spændende. Læs beretningen:

"Jeg var til bankospil i aftes og vandt en flaske snaps. Da jeg skulle hjem, var jeg bange for, at jeg skulle styrte på cyklen og slå flasken i stykker. Så jeg skyndte mig at drikke den. Det var smadderheldigt, for jeg væltede 7 gange."

På denne dag for 45 år siden (i 1971) gav jeg datter Annette (4 år gammel) og jeg selv (31 år) en god oplevelse for os begge.

Det var sidste dag for sporvogne i Århus. Vi sprang på sporvognen ved endestation Marienlund, kørte til endestation Filtenborg Plads og tilbage igen. Det var nu ikke så nemt at "springe" på vognen. Der var en flere hundrede meter lang kø. Vi havde tålmodigheden, og Annette fik sin første og hidtil sidste sporvognstur. Det var sjovt.

Så tog busserne over - de store skrumler, som fortsat tumler rundt i byen. Men næste år vender sporvognene tilbage. Nu hedder de blot "Letbanen". Måske Annette og jeg skal køre premiere-turen sammen.

Billedet er fra netop den 7/11 1971. Måske sidder Annette og jeg i sporvognen.

Somme tider er det godt at være passiv.

Hverken forstanderinden eller jeg har været udenfor en dør i dag. Vi har hygget os i hinandens selskab, set lidt TV, spillet Wordfeud, læst en smule og spist, når vi havde lyst. Det havde jeg ofte.

Vi synes, at vejret indbød til en "slap" dag. Regn og blæst hele dagen med en trussel om sne. Dødtrist. Så går man ikke i haven eller i skoven. Og det bliver ikke bedre foreløbig. Men pyt. Bare køleskabet er tilgængeligt, og forstanderinden er glad. Det er hun heldigvis.

Denne her havde du ikke set komme:

Jeg starter i et fittness-center i næste måned. Ja, den er god nok.

Jeg har altid svoret, at den limpind hoppede jeg aldrig på. Men så så jeg billedet til venstre, og det fik mig til at tænke, at det da sikkert var noget for mig. Det ser da spændende ud. Det kunne måske blive en livslang interesse.

Æææh. Jeg må hellere holde mig til sandheden. Vægttab kræves. Led- og muskelsmerter skal bortjages. Jeg cykler desværre ikke så meget mere og da slet ikke om vinteren. Så en venlig sygeplejerske anbefalede mig et fittness-center, hvor jeg får personlig træner, diætist og fysioterapeut stillet til rådighed uden det koster noget. Sidstnævnte behager mig også.

Jeg debuterer den 13/12.

Tapas er godt, smager godt, ser pynteligt ud, er hyggeligt at sidde med sammen med en kølig hvidvin og eller en Pepsi Max - og i godt selskab.

Det var, hvad jeg oplevede i eftermiddag hos gamle hundevenner på Mols. Jeg nød oplevelsen i fulde drag og kom som ofte før til at spise for meget. Men jeg nød hvert øjeblik og kunne allerede nu - dersom jeg blev budt - spise en omgang tapas mere. Desværre vil nok ingen byde mig.

Tapas er også godt for sjælen.

Jeg læste i dag om ingefærs velsignelser.

Den hjælper mod muskel- og ledsmerter, den stopper kvalme og meget andet.

Desuden er der stort set ikke den elendighed, som ingefær ikke kan forebygge mod. Efter sigende er den den sundeste plante, man kan indtage.

Ingefærjuice er naturligvis også en mulighed. Du kan også få ingefær-piller. Du bliver rask som bare pokker.

Det gælder så ikke mig. Jeg kan ikke udstå smagen. Den er frygtelig. Der er en eftersmag. som er ganske ubehagelig.

Den er altså virkningsfuld, som åbenbart ikke andre planter. Til gengæld er den ikke køn. Den ligner krogede, døde fingre. Jeg kommer aldrig til at spise ingefær. Basta.

Og held og lykke til de, der gør det.

I lighed med flere andre ældre/gamle mennesker må jeg konstatere, at tiden går hurtigt - alt for hurtigt. Den ene dag står klar på ryggen af den anden, klar til at springe i hovedet på os.

Jeg fornemmer, at jeg står op, og efter nogle øjeblikke går jeg i seng igen. Jeg hører allerede et stemmehav råbe: "Så kunne du f. g. m. bare stå tidligere op".

Det har jeg prøvet, så sent som i dag. Det gør ikke den mindste forskel. Tiden flyver bare.

I dag tidligt op, indkøb i supermarked, brunch hos svoger og svigerinde i Silkeborg (hyggeligt), besøg på kirkegård, afhentning af datters hund i Hornslet, hjem, hund til klipning - og hjem igen. Om lidt skal jeg i seng. Så gik den dag. Ikke at jeg ikke nød den, men den gik s'gu hurtigt. Og jeg synes, det er jul hele tiden, sådan cirka hver 14. dag.

En skidt formiddag. Udover et lille tjek på hospitalet og besøg i et par supermarkeder har vi besøgt 2 computerbutikker. Årsag: Forstanderindens bærbare er gået i udu. Intet virker på den - absolut intet. Og det kun fordi stømforsyningskablet er knækket. Typisk uheld. Hverken på nettet eller i de 2 butikker kan en anden ledning skaffes.

Hvad gør man så? Man køber en ny computer, som typisk vil koste 5-6000 kroner og altsammen på grund af en defekt ledning, som højst koster et par hundrede kroner.

Det gjorde mig lidt forbandet. Derfor forsøgte jeg mig med at spørge på en renoveret, brugt computer i et firma ikke langt herfra. For 2.499 kroner kan firmaet levere en fejlfri 15" computer med garanti og det hele. Jeg tror, vi køber den. Men jeg ville godt give 350 kroner for ledningen.

Fru Larsen i Hobro var forleden hos sin lokale købmand for at købe sveskegrød.
Da hun om aftenen pakkede grøden ud, fik hun sig lidt af en overraskelse. Udover grøden var der nemlig 2 mobiltelefoner, en meget lille en og en almindelig.
"Det må jeg nok sige", udbrød fru Larsen, hvorpå hun kontaktede politiet, som afhentede telefoner og grød. Hverken købmanden, fru Larsen eller politiet vil udtale sig om mysteriet. Dog fortæller politiet, at denne måde er velkendt, når nogen vil smugle genstande ind i landet. Men hvordan telefoner og grød er havnet hos købmanden og hos fru Larsen ved man intet om - endnu.
Men konsekvensen må være, at du lige ryster pakken, næste gang, du køber grød i en pakke, så du kan mærke, om der skulle være en telefon skjult i den. Velbekomme.

Jeg har en rigtig god facebook-ven på Sjælland, en virkelig hyggelig og munter mand, som jeg sætter stor pris på. Og jeg tror da også, at han sætter lidt pris på mig.

Det skulle man imidlertid ikke tro, når man ser, hvad vi skriver til hinanden. Stort set er der ingen grænser for, hvor ondskabsfulde vi kan være, og hvad vi kalder hinanden, dum, grim, tåbelig, hjernetom, åndsforsnottet skvadderhoved, dummernik, utoværdig sjover. Jeg har kun nævnt de finere af udtrykkene.

Søren har det også med at sende mig mindre flatterende billeder af mig. Det seneste har jeg modtaget i anledning af Halloween. Jeg er - som det ses - klar til at rykke ud på mandag. Jeg er s'gu lidt bange for mig selv, men sådan er han bare, den sjællandske solformørkelse.

Skulle du møde ham, så stik ham en.

Se lige en lille "opfindelse", som har gjort livet lettere for mig. I hvert fald på jagter.

5-6 gange på hver jagtdag skal jeg op og ned af jagtvognen, og med en trinhøjde på godt en halv meter har det længe været en bjergbestigning for mig. Navnlig har jeg følt det vanskeligt sidst på dagen, når kræfterne er sluppet op.

Med min store erfaring udi camping-livet fik jeg den ide at medbringe et trappetrin til en campingvogn. At jeg dog ikke har tænkt på det noget før. Det hjalp velsignet meget.

Trappetrinnet vakte begejstring blandt gode venner, omend jeg også måtte lægge ryg til nogle morsomme bemærkninger om "gamle, stivbenede mænd".

Nu mangler jeg blot en selvkørende rollator, der kan bringe mig rundt i terrænnet.

Ved et tilfælde læste jeg i dag om "Jyske Lov". Det var spændende - og lidt morsomt.
Indledningen kendes vel af de fleste, skrevet af Valdemar Sejr i 1241.
Indledningen lyder: "Med lov skal land bygges, men ville hver mand nøjes med sit eget og lade mænd nyde samme rettigheder, da behøvede man ikke en lov."
Sådan. Hvis vi alle var ærlige, så ud af røret med lovgivning.
Det "morsomme", omend det er ret dramatisk, læses i "Bog 2":
"Bliver en Mand dræbt om Torsdagen før Middag eller en hvilken som helst Dag før Torsdag, og er der Landsting paa den første Lørdag derefter, da skal Frænderne lyse det paa dette Ting. Men bliver en Mand dræbt om Torsdagen efter Middag, da skal de vente til det andet Ting derefter".
Der var altså god grund til at se på klokken, hvis du havde planer om at myrde en. Hvis du valgte torsdag efter klokken 12, havde du bedre tid til at slippe væk.
Hvis du ejede en brønd, var der også grund til opmærksomhed:
"Hvis en Mand drukner i en anden Mands Brønd, som vedkommende ejer alene, da skal Ejeren bøde tre Mark Penge derfor."
En noget mere forståelig lovgivning, som dog næppe havde kunnet klare vores komplicerede tid.

Forstanderinden synes, jeg er tosset.

Årsagen er, at jeg holder af at synge, og da jeg kun sjældent har lejlighed til at synge med andre, synger jeg for mig selv - når jeg får lyst, højt altså.

Således i går morges. Vi vågnede samtidig, og straks brød jeg ud i sang, alle mulige sange, startende med "Solskin ombord", som kun de ældste husker. Dernæst videre med gamle og nye sange.

Også salmer blandede sig, heriblandt "Nu falmer skoven trindt om land". Efter den holdt jeg en pause. Jeg kom til at tænke på, hvor smuk denne salme er, måske den smukkeste i vores salmebog. Jeg sang så mange vers, jeg kunne huske og nød det. Bagefter kiggede jeg på min søde viv for at få hendes bekræftelse af, at den er en smuk salme fremført af en smuk stemme. Hun var faldet i søvn. Så meget om mit repertoire og min sangstemme.

Da jeg var barn og ung i Silkeborg, skulle der såmænd ikke meget til at imponere mig og mine jævnaldrende. En juleudstilling med et eller andet, som bevægede sig, en vinkende nisse, en julemand, som rørte i julegrøden med sleven, vakte stor interesse.

Så kom tiden, hvor motorcykler og biler blev interessante, sådan i 15-16 årsalderen. Nu har Silkeborg aldrig været foregangsby på ret mange måder. Men jeg var dybt imponeret, da den lokale Folkevognsforhandler var smart nok til at sætte en VW-boble op på et par søjler. Det var omkring 1955. Den slags havde vi godt nok ikke set før - heller ikke i andre byer. Jeg husker, at jeg ret ofte måtte springe på cyklen og køre over blot for at kigge på det flotte syn.

Måske var det derfor, jeg 5-6 år (1962) senere købte min første bil i den forretning, en VW-boble fra 1952 til 3.500 kroner - på en veksel med min far som kautionist.

Jeg sov min sødeste søvn klokken 6.20 i morges, da forstanderinden vækkede mig og på grædende knæ bad mig om at køre hende på arbejde, thi hun havde just i radioen hørt, at der var frostvejr og tåge og glatte veje.

Nu har jeg svært ved at sige nej til den søde dame - og nu og da ikke modet - så meget imod mine lyster stod jeg op, og vi drog afsted. Efter kun kort tid noterede jeg, at temperaturen udenfor var +6 grader, det var skyfrit, og vejbanen helt tør. Jeg tillod mig at nævne disse kendsgerninger.

Jeg mærkede tøven hos min viv, som dog fik fremstammet, at det vistnok var i Thisted, man havde de omtalte meteorologiske problemer.

Jeg lovede, at vi ikke skulle omkring Thisted for komme ind til Århus. Intet svar.

De seneste dages oplevelser har sat nogle tanker i gang. Jeg må erkende, at jeg har nægtet at være gammel, måske er jeg aldrende, måske ældre, men ikke gammel.
Jeg er endnu ikke kommet mig efter lørdagens kulde, vand og anstrengelser.
Derfor er det nu dæmret. Jeg er gammel. Jeg er snart 76 år, og det kaldes gammel. Min fysik er ikke god. Godt nok kan jeg stadig cykle, men uden den store lyst. Jeg går dårligt. Kroppen værker. Det gør ondt i knogler og muskler.

Og her har jeg uden tøven gået og troet, at jeg kan byde min krop de samme anstrengelser som for bare 10 år siden. Det kan jeg ikke. Jeg må lære at vænne mig til tanken. Men jeg finder det ikke let. Det er, som om, at denne tanke bør være ikke-eksisterende.
Det er jo så paradoksalt, at vi alle gerne vil leve længe, men vi vil ikke være gamle (B. Franklin).
Jeg har fået noget at tænke over.

Forvent bare en gang ynk efter gårsdagens anstrengelser. Jeg kan næsten ikke gå. Når jeg forsøger, gør det ondt fra skulderen og ned. Derfor har jeg kun gået fra sengen til sofaen og et par gange ud i køkkenet. Det gjorde ondt. Dog var jeg nødt til at acceptere, at jeg blev tvangsudskrevet til at støvsuge. Da væltede min verden næsten.

Jeg har ondt i halsen og hoster. Når jeg hoster, gør det også ondt. Det er altså svært at finde noget at være glad for. Det skulle da lige være, at forstanderinden i går købte en el-minikamin for at hygge lidt i stuen. Jeg har stærkt brug for hygge. Jeg er uegnet til hvadsomhelst andet.

Aldrig i min nu over 40-årige karriere som jæger og apportør har jeg haft det så dårligt som på jagten i dag. Jeg tror, jeg må indse, at min jagtsæson er ved at slutte. Jeg kan ikke klare det.
Det regnede og blæste hele dagen, altså HELE dagen. Ikke bare et ophold fik vi. Temperaturen var aldrig over 7 grader. Jeg var umenneskelig træt og frøs. Jeg var våd fra yderst til inderst helt bogstaveligt talt. Overkrop, arme og ben. Jeg har endda noget fornuftigt jagttøj, som altid har reddet mig. Men i dag blev det for meget. Ovenikøbet var jeg lidt forkølet, da jeg tog afsted, men i dagens løb udviklede det sig til en regulær halsbetændelse. Kort sagt. Jeg havde det ad Pommeren til og må indse, at endnu en jagt med et sådant vejr vil blive uden mig. Det er meget trist, men uundgåeligt. Det er første gang, jeg overhovedet ikke nød en jagt. Jeg vil snart nøjes med bare at gå med rundt på jagterne (i tørvejr) og hyggesnakke og lade de unge om det våde og svære.
Lad dig ikke snyde af billedet. Jeg var gennemblødt og frøs.

Da jeg gik i skole, havde vi lektier for til hver dag. Jeg læste aldrig på dem.

Da jeg blev lærer, gav jeg de første mange år lektier for til de fleste dage. Kun de færreste læste på dem.

Da vores egne børn kom i skole, blev de hver dag af os spurgt, om de havde lektier for. Det havde de aldrig.

Jeg har altid tvivlet på værdien af lektier, men de er så beroligende for forældrene. Så må ungerne da for pokker lære noget. Jeg tillader mig at tvivle på værdien af lektier, og i mine sidste år som underviser, var det begrænset, hvor mange lektier børnene fik for.

Lektier er en del af en bestemt skoleopfattelse. De disciplinerer og gør eleverne ansvarlige, hævdes det. Jeg tror det ikke. Jeg synes, de er spild af tid, for læreren skal bruge alt for meget tid på at finde ud af, hvem der har læst lektier, og hvem der ikke har. Så bliver udgangspunktet for undervisningen alt for forskellig. Skrot lektier og få gladere børn.

Det er med skam, jeg må melde, at jeg i givne situationer kan komme til at bande fælt.

Flot vejr, ingen vind, temperatur 17 grader. Hvad er mere oplagt end en god, lang cykeltur ? Intet.

Som tænkt så gjort. Syngende drog jeg afsted. Alt var lyst og venligt.

Og hvad sker efter 6 kilometer? Bande, bande, bande. Baghjulet punkterede. Nu er det at skifte slange på et baghjul ikke en af mine spidskompetencer. Men det lykkedes da efter 15-20 minutters bøvl og flere grimme ord. Men godt nok.

Op på cyklen igen. Jubel og glæde. Sangen genoptaget.

Men så (bande, bande, bande) en ny punktering 4 km. senere. Så blev det for meget - alt for meget, og forstanderinden blev alarmeret og hentede mig i Toyotaen.

Gid fanden have mine sange.

Da jeg var meget yngre, drømte jeg om at spille på cricketlandsholdet. Jeg var lidt tæt på, men nåede det desværre aldrig.

Det gør imidlertid ikke så meget, for jeg spillede på landsholdet i nat. Endelig gik drømmen i opfyldelse og det i en rigtig drøm. Jeg spillede endog i London. Jeg klarede mig godt, scorede mange points og fik bifald.

Det besynderlige var, at jeg ikke var yngre i drømmen. Jeg var den stivbenede, gamle mand, jeg er. Men jeg var hamrende god. Spillede som en drøm (hvis I vil undskylde udtrykket).

Måske skulle jeg overveje et come back.

Min livren brast i dag. Herover kan spindes mangen en ende om årsagen. Jeg hører dem allerede: "Nåh, så holdt den ikke længere". "Buen blev vist spændt for hårdt". "Er omkredsen blevet for stor?"

Jeg kunne nemt tænke mig mange andre urimelige kommentarer. Men det vil jeg ikke.

Nej, sagen er den, at remmen er af dårlig kvalitet, et billigt produkt fra Fjernøsten, som aldrig burde have været tilladt import til Danmark. Nu må jeg døje alskens uheldige bemærkninger, bare fordi en pengegrisk importør med sit på det tørre så en nem smutvej til at tjene en formue på at importere dårlig kvalitet. Skam få ham og skam få de, der tænker ilde om årsagen til bruddet.

Barnebarn Cecilie og jeg havde en spændende eftermiddag. Sammen kørte vi til Todbjergtårnet og fik repeteret dets historie. Tårnet er under restaurering, og vi var så heldige at møde den murer, der arbejder med den. Han kunne blandt andet sætte os på sporet af pentagrammet i gulvet lige inden for døren, et tegn, der er anbragt der for at holde onde ånder fra stedet. Pentagrammet har jo én spids opad. Hvis den havde været vendt om og havde to spidser opad, ville den tilkalde de onde ånder. Så husk lige det, hvis du skal omgås en femtakket stjerne.

Efter dette besøgte vi Todbjerg Kirke, som vi så ude og inde. Dernæst kørte vi til Mindelunden i Skæring for at se mindestenen der og mindes de 5 modstandsfolk, som blev henrettet der den 2/12 1943. En kold, men lærerig eftermiddag.

Den var altså god. Jeg læste i formiddag en klumme skrevet af Jens Gaardbo. Hans vid og lune skinner igennem. Jeg nød at læse den.

Han hævder med rette, at der i hans levetid er blevet vendt op og ned på meget.

Han skriver bl. a.: "Engang var det et sundhedstegn at spise op, fordi fødevarer holdt os i live, mens de i dag er noget, der slår os ihjel".

Endvidere: "Det er ikke længe siden, vi gik og snød i skat. Nu er det SKAT, der snyder os".

"Vi kan beslutte, at der IKKE er for få senge på hospitalerne, men derimod for mange patienter".

"Vi kan beslutte, at vi slet ikke ønsker at være med i VM i fodbold, og vupti vil landsholdets præstationer være lige efter bogen".

Han er god, ham Jens.

Vi er blevet "invaderet" af 3 ud af 4 børnebørn. Skønt. Mangler blot lille Frederik, som er optaget af andre gøremål. Forældrene er også fraværende.

Og snakken går - i én lang strøm. Vi to gamle forsøger nu og da forgæves at få et ord indført. Men vi måtte opgive.

Aldrig i mit liv har jeg fået så mange gode råd og er blevet belært så meget.

Jeg havde jo forventet, at når jeg nåede min nuværende alder, da ville jeg sidde stille og læse min avis, og børnebørn ville komme til mig for at søge mine råd. Sådan er det ikke. De giver mig gode råd - og mange af dem. Intet under, man nu og da ønsker sig tilbage til de gode, gamle dage, da en voksen kunne tale, når han/hun ønskede det, og de yngre tav. Som det er nu, får vi aldrig indført et ord.

Nå, men hvad hulen? De vil jo selv opleve det engang.

Om 14 dage godt og vel skifter vi til vintertid. Så det er på tide at flytte havemøblerne ind.

Som sagt så gjort. Og jeg gjorde det helt alene, da den gode forstanderinde var optaget af sit job. Men heldigvis er jeg selvhjulpen i højeste potens, så jeg sled og slæbte og fik alt på plads, inden den søde dame kom hjem, og det var med en vis stolthed, jeg viste resultatet. Om ikke jeg fik ros.

Senere på dagen fik jeg lejlighed til at rose hende. Hun har nemlig lavet en "opstilling" ved vores fordør, meget smuk og udført af en kreativ dame. Bare se billede.

Vi har været dygtige i dag, men det er kun forventeligt.

Jeg tog en chance i dag. Forstanderinden ønskede sig en ny frakke, som skulle købes i Auning. Jeg udnyttede lejligheden til en tilsyneladende rimelig nem cykeltur. Jeg kørte med i bilen og derefter hjem fra Auning på cykel, Vinden var i øst, og jeg var af den sikre overbevisning, at jeg skulle køre mod vest for at komme hjem. Det skulle jeg ikke. Det var mest øst og sydøst. Det gjorde nas. Efter hjemkomsten bebrejdede jeg på det kraftigste forstanderinden, at hun ikke bad mig kigge på et landkort, inden jeg kørte afsted. Det ville have klædt hende, så jeg kunne have fortrudt at have taget chancen.

Nå, men pyt. Jeg havde sikkert godt af lidt modvind og nød turen en smule, ikke mindst pausen ved det gamle gods Skaføgaard (se billede).

Desværre fortrød den søde dame ikke købet af frakken. Det gjorde også nas.

I dag har vi besøg af ældste barnebarn, Katrine. Vi har snakket om mangt og meget, heriblandt hendes universitetsstudie, hendes fremtid og lidt om hendes økonomiske forhold. Det er dyrt at være studerende, selv om studiet er gratis.

Derfor arbejder hun ved siden af ved et forsikringsselskab.

Hun er også interesseret i et job som juleafløser. Derfor har hun sendt en ansøgning til flere stormagasiner og supermarkeder. Heri han hun angivet sit fulde CV og skrevet om egne (gode) kvalifikationer, sluttende med en forsikring om, at det ville betyde meget for hende at få jobbet og "Med venlig hilsen" osv.

Hun har også skrevet et lille PS: "Desværre kan jeg ikke arbejde i december, da jeg skal ud og rejse".

Hun skal nok få jobbet, for hun er en god pige.

Joh, vi er blevet lidt "bysyge", forstanderinden og jeg. Endnu engang drog vi afsted til brunch på en restaurant. Denne gang i det centrale Århus. Og vi sad på en plads ved vinduerne, så vi kunne betragte livet udenfor i kulden.

Endnu engang måtte vi glæde os over fin mad og en særdeles sød betjening. Man kan godt vænne sig til det. Alt var fuldt på højde med sidste torsdags kulinariske oplevelse Ålborg.

Blot var der en forskel på støjniveauet. Ikke færre end to gange tabte den søde serveringsdame en tallerken. Stort rabalder på flisegulvet, og den gode mad spredt for alle vinde. Flere kunder hjalp den ulykkelige pige med at samle op og vaske gulvet. Der var smil fra alle, og hjælpsomheden prisværdig.

Vi kommer der gerne igen.

Igennem hele vores historie er fortalt lystfiskerhistorier om, hvor stor den fisk var, som sprang af krogen. Jeg er sikker på, at selv stenaldermanden ikke kunne sprede sine arme langt nok ud, når han derhjemme på bopladsen skulle berette.

Men så er der de dokumenterede historier, hvor billeder beviser sandheden i det fortalte.

Søn Peter var på fisketur i dag og kunne med stolthed bevise sin fangst, en laks på 78 cm. og omkring 4 kilo. Jeg var så tåbelig at spørge ham, hvor han havde fanget den. Men som gammel lystfisker ved jeg jo godt, at det får man ikke noget svar på, så jeg fik en sang fra de varme lande om, at det var "i Gudenåen". Den er 176 km. lang, så det svar blev jeg ikke meget klogere af. Det var også meningen.

Men tillykke, søn. Den kommer til at smage godt.

Midt på formiddagen kørte forstanderinden og jeg på visit hos datter og svigersøn - blot for en lille søndagssludder. Rart. Hurtigt faldt en invitation til at blive til frokost. Herligt. Jeg var vildt interesseret.

Dog var der en betingelse. Inden der blev serveret, skule jeg hente et gulvtæppe hjemme i Studstrup, et tæppe, som de to gerne ville have til deres nyindrettede stue, og som vi havde i overskud. Sligt gør jeg altså meget gerne for en frokost med familie. Og så var der dømt stjerneskud og hygge. Jeg elsker sådanne lejligheder. Jeg bliver så glad oveni hovedet - og det er jeg endnu.

Jeg har været travlt optaget i dag. Heldigvis indendøre. Forstanderinden var tidligt i formiddag ude i et mindre ærinde og kom ind og betroede mig, at det godt nok var blæsende koldt udenfor.

Da aflyste jeg min planlagte cykeltur og satte mig i stedet foran min computer, hvor jeg forblev i 7 timer, kun afbrudt af en 20-minutters frokostpause.

Jeg skulle for min bror nedskrive et langt interview fra en lydfil til en tekstfil. Den handlede om læreplaner i daginstitutioner.

Og da jeg mange gange tidligere har udført lignende opgaver, føler jeg mig efterhånden som en højt kvalificeret pædagog, klar til en ansættelse i en daginstitution. Mit problem er blot, at jeg er ude af stand til at møde før klokken 11 og helst skal hjem omkring frokosttid. Naturligvis uden lønreduktion.

Nu er campingvognen gjort vinterklar. Den er rengjort og tømt for alt, som ikke har godt af frost, eksempelvis vand, TV og recieverbox.

Alt er rengjort og klar til første tur i foråret. Jeg fik det ærefulde job at smøre alle gummilister med flydende silicone. Det var et hårdt job, som gav mig ømme arme, hvorfor jeg ikke blev færdig. Men der er jo stadig god tid, og forstanderinden skal nok minde mig om opgaven med jævne mellemrum.

Det er en trist dag, som markerer efterårets begyndelse for alvor.

Men pyt pyt pyt. Lørdag den 22. i denne måned skal jeg på årets første jagt efterfulgt af 6-7 andre jagter. Den 24. december er det juleaften. Den 31. er det nytårsaften.

Den 17 januar 2017 aner jeg ikke, hvad jeg skal lave. Jeg skal nok smøre gummilister med flydende silicone.

Vi var i Ålborg i dag. "Hvorfor dog det?" hører jeg dig spørge. Lad mig forklare, omend forklaringen er lidt usædvanlig.

I mandags var vi på et besøg i vores værksted, Toyota. Tre instrument-lamper, som normal ikke giver lys, tændte. Med vanlig hurtighed checkede en mekaniker bilen og kunne afsige dommen: Partikelfilteret var fyldt op. Lidt skum blev blæst ind, og vi fik ordre på at køre en lang tur i høj fart og lavt gear på motorvejen, så det grimme sorte stads kunne blive brændt af.

Vi fandt Ålborg og hjem passende, omkring 220 km.

Samtidig fandt vi ud af, at en brunch på en god restaurant i Ålborg ville være lige så passende. Og jeg skal da love for, at den var god. Den bedste brunch, jeg har fået på en restaurant. Super.

To fluer med et smæk, stille og hyggeligt sammen med mit livs udkårne.

Om det virkede på bilen ? Det ved jeg ikke. Men vi havde en dejlig dag.

For mange mennesker - jeg selv medregnet - er dagen i dag en særlig dag.

Den 5. oktober 1962 udkom den allerførste single med The Beatles. Det er altså nøjagtigt 54 år siden.

Pladen var "Love Me Do", som skulle blive et hit over hele verden, og som stadig spilles fra utallige radiostationer.

Jeg husker pladen blive spillet på Danmarks Radio. Jeg husker de fire langhårede gutter, der var ophavsmænd til pladen. Jeg husker den meget hurtige berømmelse og de skrigende teenagers, når bandet viste sig.

Jeg husker også min lille forargelse, fire langhårede MÆND. Det var ynkeligt og tøset.

Men efterhånden som jeg lyttede til flere og flere af deres sange, kom jeg uundgåeligt til at blive en af gruppens allerstørste fans og nyder stadig at høre dem. De leverede den bedste populærmusik, der er lavet i min levetid.

Forstanderinden er lodret uenig.

Jeg var i vores lægehus i morges. Jeg skulle have taget blodprøver til det årlige 100.000 kilometers eftersyn i næste uge. Min gode læge havde sagt, at jeg bare kunne komme en tilfældig dag mellem klokken 8 og 9. Hvad den gode medicus havde glemt var, at jeg også skulle have målt hjertet (EKG). Og så skal man bestille tid. Der stod jeg sådan lidt halvirriiteret. Men den søde dame i receptionen sagde, at hun nok skulle finde ud af det, så jeg ikke behøvede at komme igen en anden dag. Det blev jeg glad for. Jo færre besøg i lægehuset jo bedre.

Jeg satte mig i venteværelset. Kort efter blev jeg kaldt ind. Blodprøverne blev taget, og jeg afventede nu, at EKG-apparatet blev fundet frem. Det blev det ikke. Sundhedplejersken måtte brødebetynget sige, at det ikke kunne bruges, da det opdaterede, og ingen vidste, hvor længe det ville vare.

Jeg skal komme igen på fredag. Æv og æv.

Jeg læste gode nyheder i dag - længe ventede informationer, som glædede mig uden at overraske mig.

Ny forskning viser, at hvis man bruger en del tid på at ligge afslappet i sofaen og i det hele taget ikke være top-energisk, da er man sikkert en person med høj begavelse. Der er en sammenhæng mellem at have en høj IQ og være tilfreds med afslappende dage. Frydefuld læsning.

Dog anbefaler forskerne, at man ikke fysisk går helt i stå. Jeg tror, de mener, at man skal cykle lidt.

Det var en god dag. Sammen med bror Kjeld og svigerinde Dorthe besøgte vi Silkeborg.

Først købte vi en gummibåd med elmotor. Så fulgte et besøg på kunstudstillingen Silkeborg Bad, spændende udstilling om mexicanske luddere (ja, du læste rigtigt) efterfulgt den obligatoriske rundtur i byen til steder fra "gamle dage".

Som en fin afslutning spiste vi frokost på "Traktørstedet Ludvigslyst", som tidligere var hotel, flygtningelejr efter krigen, restaurationsmuseum og nu et fremragende spisested med vægt på økologiske retter.

Og beliggenheden kan ikke være smukkere. Se billeder. Stedet ligger i Svejbæk med udsigt til Himmelbjerget.

Fra i dag er det efterår - og det mærkes.

Hvis jeg var rigtig klog, pakkede jeg nu campingvognen, og forstanderinden og jeg drog til Spanien eller Italien til engang i april næste år.

Men jeg er ikke rigtig klog, ej heller rigtig rig. Så vi blive herhjemme og står vinteren igennem med alt det, som det betyder med regn, blæst, sne og frost. Tappert vil vi kæmpe os igennem besværlighederne og glæde os over de lyspunkter, der trods alt er. Jagter, hyggelige sammenkomster, julen og ikke mindst al den gode mad, der venter på, at vi skal mødes omkring det.

Husk lige at skifte til vinterdæk.

Frederik overnatter hos os i nat. Det gav mig muligheden for at genoptage en meget gammel tradition, en udflugt, som vore egne børn og børnebørn har taget del i utallige gange.

Af praktiske grunde er Frederik blevet snydt, fordi han bor lidt langt væk. Men nu var chancen der.

Traditionen tilsiger besøg på Naturhistorisk Museum, Legepladsen ved Marselisborg Slot, en ridetur på den lille isbjørn ved Tangkrogen og til slut en is fra kiosken lige ved.

Alt blev gennemført med masser af tid alle steder og mange gode snakke.

Hvor var det skønt. Vi klarede det hele på 4 timer.

Det er høsttid. Længe har jeg bøjet nakken og med skam tænkt på årets usle kartoffelhøst. Den var mindre end beskeden. Det var skamfuldt.

Så meget mere glædeligt er det, at æbler, blommer og tomater har givet rigelige mængder - og af god kvalitet.

I dag plukkede vi syv æbler, end del modne, søde blommer og en halv skålfuld tomater. Og jeg skulle hilse og sige, at der er flere, hvor de kom fra.

Nu må jeg bede om lidt diskretion fra alles side. Denne høst vil jo være at betragte som en indkomst. Vi behøver ikke at købe æbler i to dage, blommer i en måned og tomater i to. Jeg tør end ikke udregne det skattepligtige beløb. Men bare I allesammen holder tæt, er der intet at frygte.

Høsttid er en god tid, og nu er det snart jagttid.

Jeg er rystet. Det blev jeg i dag ved et besøg i et supermarked.

Jeg gik stille rundt og ledte efter en bestemt spaghetti og nogle bestemte småkager. Desværre fandt jeg aldrig nogen af delene.

Til gengæld fandt jeg en hylde med 30 centimeter lange chokolade-julenisser. Ja, du læste rigtigt. Julenisser den 28. september. Der er 3 måneder til jul. Det bliver en laaaaaaang jul.

Jeg synes godt nok, det er tåbeligt. Hvem er det dog, der ønsker, at vi skal fejre jul fra sidst i september? Ikke jeg.

Først 40 kilometer på cyklen i ganske god fart. Noget træt ved hjemkomsten. Hvile var nødvendig, men desværre ikke mulig. Hurtigt bad, ind i bilen med kurs mod Hammel for at passe Frederik, mens mor og far var til korsang. Måske et lille hvil var muligt der. Men nej. Menuen stod på fodbold. Frederik elsker fodbold. Jeg var ikke den kvikkeste målmand. Ingen kontrakt venter på mig. Schmeichel er alligevel bedre. Men min undskyldning for 5-0 nederlaget var min overvældende træthed. Min modspiller led ikke af sligt. På trods af en lang dag i børnehaven løb han uafbrudt og scorede efter behag. Jeg mødte min overmand på en dårlig dag. Jeg plejer da at score bare et mål.

Jeg ved, at Oktoberfesten i München er foranstående. Den skulle være en munter ting. Jeg har aldrig deltaget, men kunne føle mig fristet til det. Ikke fordi jeg er den store øldrikker, men for at prøve at opleve festen. Det skulle være en god oplevelse blandt glade mennesker i en af Tysklands smukkeste byer.

Jeg læste i dag, at 6 millioner mennesker vil deltage, og at de drikker 6 millioner liter øl, serveret i 1-liters glas. Der må være ganske mange, som ikke drikker øl, men blot "er med". Og det er det, jeg kunne ønske mig.

Nåååh, et enkelt glas eller to kunne nok glide ned. Men det vil så være det.

PROST !

Vi var til fødselsdag i går aftes. Min bror er fyldt 70.

Det var da godt nok lidt af en fest - ikke vild og voldsom, men rolig og hyggelig med vel nok den bedste mad, jeg nogensinde har fået ved en festlig lejlighed. Der var omkring 10 forskellige retter i små portioner. Der var god tid til at nyde hver ret, tid til at smage den samt de gode vine, som medfulgte. Det var enestående. Hvis jeg engang skulle fejre en rund fødselsdag eller andet, ville jeg gerne gøre det med samme kok. Jeg ville også håbe, at den samme hyggelige og muntre stemning ville være der. Det var altsammen medvirkende til, at alle deltagere følte sig godt tilpas.

Tillykke og tak, kære lillebror.

Billede tv. den fine og dygtige kok. Th. takker fødselaren for taler og gaver.

Jeg må beklage, at jeg ikke har haft tid til min dagbog i dag. Der varafsat plads til den mellem 14.00 og 14.30. Men så faldt jeg s'gu i søvn. Og resten af dagen er mere end stærkt optaget.

Undskyld! Jeg er tilbage i morgen med en knapt så hårdt pumpet kaldender.

Det er rart at møde ligesindede. En sådan traf jeg i dag hos nogle venner. Han deler min store interesse for et bestemt fattiglem fra Silkeborg, Martin Frederik Christian Jørgensen (1884-1976).

Han har fået sin interesse gennem sin opvækst i Sønderborg, hvor der nu står en skulptur af Martin. Det er ikke ofte, at der rejses skulpturer af tidligere fattiglemmer.

Jeg har tidligere beskrevet Martin og den enorme ændring, der sker med ham, da han i 1933 for sidste gang forlader Silkeborg Fattiggård for at slå sig ned i Sønderborg. Fra at have været en hidsig slagsbror og ondskabsfuld djævel bliver han nu blid og medgørlig meget populær i byen for sin venlighed og hjælpsomhed. Gad vide, hvad der skete for ham.

Det blev til en meget lang snak om Martin. Hvor er det morsomt at møde en, som dyrker samme snævre interesse som jeg. En god oplevelse.

På billedet Martin - og jeg. Martin til venstre.

I dag er efterårsjævndøgn. Teoretisk er dag og nat nu lige lange. Men det er de slet ikke - først om 2 dage. Jeg skal forskåne for den tekniske forklaring og blot nævnte, at det har noget med afbøjede solstråler at gøre. Hvilken uorden. Kunne man da ikke rette de solstråler ud, så der kom orden i kalenderen. Jeg hader uorden.

Fra i dag er det officielt efterår. Dagene bliver fortsat kortere, temperaturen falder.

Imidlertid har vi endnu ikke mærket meget til det. Solen skinner fra en skyfri himmel dagen lang, og dagtemperaturen er plus 20 grader. En temperatur, som passer mig. Hvis det her er efterår, vil jeg gerne have noget mere af det.

Men du godeste, hvor jeg glæder mig til forårsjævndøgn.

PS: Billedet har ikke en dyt med teksten at gøre. Jeg blev blot sulten, og forstanderinden er til modeshow. Jeg skal selv lave mad. Velbekomme.

Jeg synes, det er for sjældent man hører ordet "Rubank". Jeg vil vædde på, at kun få unge mennesker overhovedet kender det. Men det gør vi gamle. Og det har ikke noget at gøre med øretæver.

En rubank er naturligvis en høvl, ofte kaldet en langhøvl.

Men for mig er der noget specielt ved "rubank". Jeg synes, det er et godt ord. Det ligger godt i munden. Prøv at udtale det langsomt. Der er "vægt" i ordet. Jeg har brugt meget af dagen på at gå og sige det.

Min bedstefar var mangeårig tømrer og havde flere forskellige eksemplarer af rubanken i sit værksted. Derfor lærte jeg ordet at kende som 7-8 årig. Godt ord igen.

Undskyld det sene tidspunkt.

En god dag er næsten omme. Forstanderinden og jeg var til "Bedsteforældre-dag" i Frederiks børnehave. Det var som før godt at se ham i de omgivelser, der er hans hverdag. Det er en naturbørnehave, hvilket passer godt til hans aktive adfærd. Der kunne dog blive en smule tid til at sidde og spise lidt frugt - men ikke længe. Ellers gyngede vi, rutsjede, løb, kiggede på kompostdyngen og meget andet. Vi to gamle var meget trætte, da vi drog derfra. Nu kan vi nå at hvile ud til næste år.

Jeg trænede vore to hunde i dag. Jeg fatter stadig ikke, at de gider. En 11 år gammel tæve og en 12 år gammel han fiser rundt på en fodboldbane og samler gamle, sure skinddummies op. Og de er så godt som ustoppelige, de gamle, trofaste venner. Deres appoteringsinstinkt er så fremtrædende hos dem, at de glemmer alt om alder, gigt og andre dårligdomme.

Vel, det går ikke så hurtigt som tidligere, og lydigheden er ikke så skarp, som den var engang. Men de henter skidtet hjem til mig. Og ind imellem lykkes det at få dem til at lystre fløjten. Så bliver jeg helt glad og mindes gamle dage.

Om godt en måned drager vi på årets første jagt, og da skulle der gerne være en rimelig grundkondition. Hundene skal nok opnå den. Men hvad med mig? Det vil kræve flere cykeldage, end der er kalenderdage tilbage til første jagtdag sidst i oktober.

Årets æblehøst er ganske imponerende. Det lille og helt unge træ bar over 20 store frugter, indtil lille, frække Frederik kom forbi for et par uger siden. Så var der blot 14. Det gør ikke noget. Han kom fint ind og afleverede til farmor med en besked om, at det var Tjalfe (deres hund), som havde plukket dem. Selvfølgelig var det Tjalfe. Hvem ellers?

Nu glæder vi os til at plukke de resterende. Vi har fået smagsprøver. De er fremragende og er forstanderindens yndlingsæble, Elstar.

Fra næste år dropper jeg ambitionerne om at blive kartoffelbonde til fordel for at blive æblebonde. Og det gør jeg gerne. Kartoffelhøsten var en skandale i år. Så er jeg også fri for alt det besvære med EU og tilskud til min kartoffelmark.

I år er det 50 år siden, jeg dimitterede min første 9. klasse. Det var fra fra Risskov Skole i 1966.

Siden da har vi mødtes med jævne mellemrum. Det startede med 10 års-jubilæet i 1976.

Det er skønt, at de unge mennesker, jeg mødte som helt ny lærer, stadig holder sammen og ses.

I anledning af jubilæet mødtes vi i dag i "Den gamle by", hvor vi hyggede os i nogle timer.

Hvor var det herligt at møde mine "børn" på ny. Desværre er 4 faldet bort, og nogle kunne ikke være med i dag.

Derefter måtte forstanderinden og jeg forlade selskabet, som skulle ud at spise. Desværre kunne vi ikke være med. Det kan vi forhåbentlig om 3 år, når vi mødes igen.

Det var en god oplevelse i dag. Billeder 1966 og 2016.

Gode, gamle Sydney fik klippet kløer i dag hos den rare dyrlæge Søren i Søften. Alt gik vel.

På vejen tilbage foretog forstanderinden og jeg en lille udflugt, for at hun kunne se en af mine yndlingscykelture. Den går forbi "Todbjerg-Tårnet", et ydmygt lille tårn ved Todbjerg. Ad små biveje kunne vi komme helt op til tårnet og se det på tæt hold. Ligger i 101 meters højde.

I 1852 byggedes her en mølle, som brændte ned i 1918. Dernæst byggede landstingsmand Eggert Jessen en varde, så han kunne se sin hjemegen, når han ankom med skib til Århus fra København. Varden blæste imidlertid omkuld i 1926, hvorpå borgere i omegnen samlede penge ind til at opføre tårnet. Man syntes, det burde være der. Nu står det lidt forfaldent, men en restaurering er just påbegyndt.

Er det et besøg værd? Kør selv derud og afgør det.

Alt talte for, at jeg blev indendøre i dag - varmen. Men jeg kunne ikke styre mig selv. Jeg måtte ud og klippe det sidste lille stykke af hækken og ikke mindst samle det hele op.

Og her kommer lige en ide. I mange år har mange prædiket for mig, at jeg skulle bruge græsslåmaskinen til opsamling af hækklip. Men jeg har hele tiden tænkt, at det kunne ikke lade sig gøre med de mange og lange grene. Men jeg tog fejl. Alt forsvandt ind i opsamlingsposen, selv sammenrevne bunker, og så skulle jeg bare tømme posen ud nogle gange i en dertil hjemlånt trailer. Jeg fik ideen om græsklipperen i går af en gammel hundeven. Tak for tippet, gamle ven.

Og nu da jeg var igang, besluttede jeg mig for også at tømme kompostdyngen, som jeg kun bruger til græs. Det er 2 år, siden det sidst skete. Det var hårdt i dag, og det stank af gammel, sur ajle.

Håber, du ikke kan fornemme lugten fra fotoet.

Desværre har nyhederne været præget af fjolser, som har smidt fliser og sten ned fra broer for at ramme billister. Fuldstændig tåbeligt.

Desværre er kun få pågrebet, og de står forhåbentlig til en kraftig straf.

Ikke alle har dog ladet sig afskrække og kaster stadig ting efter trafikanter. Men nogle er imidlertid "uheldige".

Således havde tre store, esbjergensiske drenge i går besluttet at kaste vand-balloner efter motorcyklister. Lyder måske ikke så slemt, men er livsfarligt. Efter flere forgæves forsøg ramte de endelig en motorcyklist, men nok ikke den rette. Han viste sig at være en hærdebred gut med store rygmærker. Drengene forsvandt i vildt løb med motorcyklen bagefter.

Et vidne fortæller, at de var rædselsslagne, men så desværre ikke afstraffelsen. Han mente dog, at det var sidste gang, de tre forsøgte sig med at kaste nogetsomhelst efter nogensomhelst.

Efter det afsluttende møde i vores nye bank for at underskrive diverse elektroniske papirer i anledning af vores bankskifte, og efter at jeg havde klippet en smule hæk, blev det tid til et hyggeligt hvil til os begge samt en enkelt selfie på vores havebænk - i 30 graders varme.

Behageligt sad vi i skyggen og glædede os over de seneste dages gode oplevelser. Det er skønt at tage sig tid til sligt. Vi burde gøre det meget oftere. Det er som at blive forelsket på ny.

Så kom da dagen med 3 gode nyheder. Først fra læge og hospital. Begge beskeder sendte os op under loftet af glæde.

Dernæst ankom de længe ventede nye stuemøbler, en sort lædersofa og to sorte læderstole.

Vi er meget begejstrede for dem. Vi synes, de er flotte, og at vi sidder godt i dem.

På trods af en uhyrlig pris var det vist lige det, vores stue trængte til. Den så lidt "træt" ud før.

Nåh ja. Det blev også til et nyt gulvtæppe, nye puder og tæpper og en del andre småting. Det løber s'gu op. Men forstanderinden en meget glad, og det er godt. Så er jeg også glad og sidder lige nu i sofaen og beundrer møblementet.

Inden længe skal jeg beundre en culottesteg. Liver er ikke det værste, man har.

I går i himlen. I dag i helvede. Nærmere betegnet i IKEA. Med datter og forstanderinde.

Mine to håbløse børn tvang mig til at tage med for at indkøbe 1 gulvtæppe, 2 lamper, 5 el-pærer, 7 billedrammer, 1 toiletbørste, 1 tæppebeskytter, 3 plaids og en del mere, som jeg ikke husker.

Ganske vist tilbragte jeg en timestid i cafeteriet med en kop te og et par kager, men jeg undgik ikke at deltage i det frygtede indkøbsraid - den sidste halve time. Det var stygt.

Måtte det aldrig gentage sig.

De samlede indkøb blev ved hjemkomsten anbragt i en trillebør og kørt ind i stuen, hvorfra fordelingen skete.

Oh, hvilken herlig dag, jeg er så kæmpeglad.

Vi var i København i dag, Annette, Kent, Katrine, forstanderinden og jeg. Vi besøgte barnebarn Kristian og hans kæreste Amalie i deres ny lejlighed i Sydhavnen. Kristian fejrede fødselsdag.

Hvor var det skønt at se dem i deres fine omgivelser og se den glæde, de havde ved at vise frem.

Efter en god frokost hos dem tog vi en taxa til Nyhavn, vandrede lidt omkring imellem de tusindvis af mennesker. Vi spiste aftensmad i Torvehallerne - og vi gik dertil. Til de mange uvidende skal jeg fortælle, at det var en lang tur at gå. Det var lige før, at forstanderinden og jeg ville opgive at gå, men der blev hele tiden sagt, at det var lige henne om hjørnet. Da det var sagt 10-12 gange, var vi der endelig. Inden da gik vi en lang tur i Valbyparken, hvor billedet af de to blev taget.

Det primære ved turen var at besøge og snakke med de to unge og se deres nye omgivelser. Det var pragtfuldt.

Jeg klipper hæk i disse dage, en god og kristen gerning hævdes det.
Hvor kristen den er, kan nok diskuteres, men hvor god den er, er ganske oplagt.
De bedste hukommelser vil vide, at jeg sidste år erhvervede mig en teleskop-klipper, så jeg (næsten) uden besvær kan klippe toppen af den 2 meter høje hæk. Det er en enorm lettelse, og jeg synes selv, jeg ser enorm professionel ud, når jeg går med den. Man kunne tro, jeg var anlægsgartner. Men et hurtigt kik rundt i haven vil vist afsløre, at det er jeg ikke.
Men lidt kreativ er man vel altid. Et enkelt sted skar jeg alt bort på nær en lille smule.

Toyotaen var til syn i går. Det mindede mig lidt om gamle dage, da jeg gik til prøver med mine hunde. Jeg var meget nervøs, lidt forvirret og følte mig ganske afmægtig.

I den synshal, jeg bruger, sidder man og venter inde i hallen, mens den gode mekaniker arbejder lige ved siden af med vores bil. Jeg ville helst undgå at kigge, men kunne ikke lade være. Jeg syntes, den gode mand så lidt bekymret ud og frygtede det værste. Jeg forsøgte overlegent at læse i en avis, mens jeg drak en kop chokolade. Ren facade. Nerverne kom helt på højkant, da han kom og sagde, at han gerne lige ville køre en tur i bilen. Hold da op, hvor jeg syntes, det var en lang tur. Endelig dukkede han op igen, kom ind i hallen og vinkede os hen til sig. Da eksede mine knæ.

Heldigvis uden grund. Bilen blev godkendt med påbud om at skifte et par pærer. Da faldt skuldrene ned på plads. Ydermere fik vi at vide, at vi havde en særdeles god og sund bil, som vi kunne have i mange, mange år. Pu ha. Det lettede. Sikke dog en rar mekaniker.

PS: Pærerne er skiftet.

Klokken var 9.30. Jeg lå behageligt i min seng og spillede Word Feud og tjekkede Facebook og løste andre nyttige opgaver.

Da lød en velkendt forstanderinde-stemme ude fra haven gennem det åbne vindue: "Gunnar, kom herud". Da var jeg en besvimelse nær. Det var s'gu tidligt. "Hvorfor dog?" råbte jeg tilbage. "Har nogen hældt saltsyre i vores have, eller brænder haveskuret?".

"Nej, en krukke med roser skal flyttes - NU", lød svaret. Sidste ord var ikke til at tage fejl af. Jeg sprang ud af sengen og flyttede den forbistrede rose - endnu iført nattøj.

Jeg forstår ikke, hvorfor rosen skulle flyttes nøjagtigt på det tidspunkt. Jeg så intet til hinder for, at det kunne have ventet et par timer. Jeg tav dog. Thi sligt argument vil blive regnet for irrelevant.

Så gik vi ind i efteråret, og endelig er det blevet sommer. Høje temperaturer, ingen regn og næsten ingen vind. Man taler endog om hedebølge. Ikke at jeg bryder mig om en sådan, men ærlig talt, når jeg tænker på vejret i vores sommerferie i Lemvig i juli med storm og styrtregn, så er det her godt nok en forandring til det bedre.

Og se bare vejrudsigten.

Solen skinner nu stort set fra morgen til aften, og man går gladelig rundt i sine sommershorts, og jeg ser rasende godt ud i shorts. Det siger alle.

Og det gode vejr fortsætter. Det gør jeg også - med shortsene altså.

Allerførst en undskyldning for manglende dagbog i går. Årsagen var servernedbrud.

Dernæst om i dag.

For en gangs skyld nød jeg dagens cykeltur, dog kun beskedne 37,5 kilometer. Vejret perfekt, benene nogenlunde. Temmelig bakket, 273 højdemeter, hvilket er en del for mig i min nuværende træningstilstand. Jeg var selv tilfreds med slutresultatet.

Men først og fremmest var det en tur til gode venner på Mols med god mad og drikke. Siddende på terrassen med udsigt over Århusbugten kunne jeg ikke undlade at tænke, at det her måtte være den perfekte afslutning på en perfekt cykeltur. Se blot frokostens udsigt over Århusbugten.

I dag er det nøjagtig 49 år siden (1967), Sverige gik fra venstrekørsel til højrekørsel. Jeg husker det tydeligt. Jeg husker også, at jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå. Hvor mange ulykker ville opstå, inden gamle Pelle Petterson i det hele taget opdagede ændringen? Nåede man at få alle skilte flyttet og ændret? Ville al trafik ikke bare bryde sammen?

Joh, jeg bekymrede mig.

Men beroligelsen kom hurtigt. Jeg hørte nemlig, at overgangen skulle gøres nemmere ved, at man startede med, at kun lastbiler skulle køre i højre side i en overgangsperiode. Det beroligede, og jeg hørte heller ikke om uheld.

Vores søde datter har fødselsdag i dag. Det har hun hvert år på denne dato. Vi var ovre for at lykønske og spise en hyggelig, lille frokost med en skøn jordbærtærte som dessert. Jeg spiste kun 2 stykker.

Derefter tog jeg med forstanderinden på tekstiljagt. Den foregik i en stor butik i Auning. Belært af erfaring fandt jeg mig en særdeles komfortabel lænestol. Jeg sad blødt og behageligt. Og naturligvis indtraf det uundgåelige. Jeg faldt i søvn. Bum.

Jeg blev vækket, da den søde dame ønskede min mening om indkøb et par bukser. Jeg gav min positive mening. Så var der ro igen, jeg sov sødeligt, til jeg blev brat vækket af et råb fra den anden end af butikken: "Gunnar, vi skal hjem". Jeg sprang op som en forskrækket loppe og måtte lige orientere mig om, hvor jeg befandt mig. Og så tog vi hjem. Tekstiler er søvndyssende. Det glædede mit gamle gnier-hjerte, at der kun blev købt bukser.

Jeg var i Århus i går. Det slog mig og irriterede mig, hvor meget anglificeringen er slået igennem. Selv elsker jeg England og det engelske sprog. Alligevel ser jeg ikke det smukke i, at næsten alle de butikker, der har UDSALG, kalder det SALE. Der stod SALE i rigtig mange butiksvinduer. Æv.

Årsagen er uden tvivl den, at ordet signalerer noget smart, at man er med på de sidste noder. Det er IN - for at blive i det engelske.

Man må erkende, at det engelske sprogs indflydelse på dansk er enorm. Tænk på alle de engelske ord, vi bruger uden at tænke over det, f. eks. i sportens verden, in, out, score, offside, onside, keeper, tee og mange flere. Også i dagligsproget. Er du ked af det, er du "down". Er du glad, er du "over the moon". Til sidst ikke at forglemme FUCK eller FUCKING. Man hører det igen og igen. Desværre. Det er slemmere en SALE. Jeg hader at høre det.

Jeg cyklede i dag. Det er længe siden, jeg sidst gjorde det. Den 2. august for at være præcis.

Det er ikke godt, at der er så længe imellem. Det ødelægger glæden ved at cykle, og man får mere ondt bagi - og alle andre steder. Jeg var kvæstet ved hjemkomsten, og det på trods af at jeg kun kørte sølle 45 kilometer med sølle 104 højdemeter. We are not amused.

Men det var dog en cykeltur.

Det bedste var vejret.

Hvilestund efter havearbejde. Siddende i sofaen fulgte Forstanderinden en udsendelse på TV, og jeg læste og skrev på Facebook.

Pludselig kommer en høj lyd, helt tydeligt fra udsendelsen "Bonderøven". Der var høj musik og bonderøvens stemme. Det hele kom tilsyneladende fra min computer. Jeg prøvede alle kneb for at stoppe begge dele ved at søge efter kilden til dem. Ingen held. Jeg skruede helt ned for lyden. Stadig ingen held. Jeg slukkede helt for computeren, men stadig hørtes bonderøvs-stemmen og stadig hørtes den høje musik. Det hele virkede mystisk - næsten trolddomsagtigt. Min slukkede computer snakkede og spillede musik. Jeg prøvede igen, stadig uden held, inden den gode forstanderinde lænede sig ind over mig og konstaterede, at lyden kom fra min iPhone i brystlommen. Det grinede den gode dame en hel del ad.

Min kartoffelhøst har været elendig i år. Det startede ellers så godt. Men pludselig løb ukrudtet fra mig, og hele marken voksede til i løbet af ganske få timer. Til sidst kunne jeg ikke finde kartoffelplanterne. De var visnet bort under ukrudtet. I lang tid har det set grimt ud, men i aftes - lige efter aftenbønnen - besluttede jeg at i morgen (i dag) skulle der gøres noget. Jeg klippede hækken og brændte mig på et utal af brændenælder. Jeg gravede marken igennem og fandt en halv spand kartofler.

Nu ser det anstændigt ud, men prikken skal sættes over i'et med en kultivering og rivning.

Venlig hilsen fra Den gamle Gartner.

Som utydeligt beskrevet i dagbogen i går fejrede vi om aftenen barnebarn Cecilies 18-års fødselsdag. Det var en eventyrlig god aften. Glade mennesker, god mad, gode taler og stort og godt udvalg i drikkevarer.

Men først og fremmest var det en god aften for fødselaren, som må have nydt de mange roser og gode gaver, hun fik. Hun fortjener hver og en af dem.

Og jeg nød hvert sekund, og sent på aftenen også de fleste af drikkevarerne. Så aftenen fik også en munter afslutning. Jeg håber, jeg ikke blamerede mig for meget.

Som ventet stod jeg op klokken 12 i dag. Det var heller ikke dårligt.

Ingen dagbog i dag. Vi har fejret barnebarn Cecilies 18-års fødselsdags, og promillen er ikke under 4. Jegh er kun i stand til at skrive få ord meds mange forstyrrelserr.

Det er ikkkke så nemmt at rammwe tasrererne. Des dorsvinder en for end.

Skåls. Det var en godt fest. <gody m,ad og godty drikkke. I morggen ståre jegh op klokkkken 12.

Jeg er begyndt at interessere mig lidt for grønlandske trommedanse og trommesange.

Jeg synes, de har deres egen skønhed, og jeg fornemmer urkraften i dem. Jeg har lyttet intenst til nogle stykker, men naturligvis uden at forstå et ord.

Jeg ved, at sangene kan være en slags kamp, hvor 2 mænd forsøger at latterliggøre hinanden. Det kan også være fortællende sange.

Jeg har selv forsøgt mig som grønlandsk trommesanger, men kun i overværelse af forstanderinden og i sidste uge på en campingplads i Lemvig. Af uransalige årsager er hun ikke spor begejstret, ej heller var campingpladsen. Der troede man vist, jeg var bindegal. Hvem ved? Måske er jeg.

Men sangene er gode nok.

Min vurdering af mig selv som motionscyklist er ikke god. Selvtilliden er helt i bund. Jeg får stadig ikke kørt det, jeg gerne vil. Jeg er for nem at overtale til at blive hjemme. Det er mig selv, der står for overtalelsen. I dag var det varmen, jeg brugte som undskyldning. Og det er noget elendigt vrøvl. Varme har aldrig generet mig på cyklen. Nåh ja, så blæste det også lidt. Også en elendig undskyldning. Vinden er blot behagelig kølende. Så slog jeg græs. Det var forandet varmt - og uden vind.

Men så faldt jeg over et billede på Facebook, som måske satte lidt humør i mig. Jeg må ikke undervurdere mig selv. Jeg ved, jeg kan. Op med humøret, gamle mand.

Jeg bliver ofte mindet om, at jeg er et rodehoved. Jeg finder det en urigtig påstand, fremsat af en vis forstanderinde.

Dog vil jeg medgive, at på mit lille kontor, hvor kun jeg kommer, kan der forekomme midlertidig uorden. Således har der gennem nogle måneder - siden jul - ligget en uordentlig stak fotos lige foran min computerskærm. Øverst ligger et billede af min morfar. Han hed Christian Theodor Hansen (født 31/8 1888 og død 27/12 1918 af "Den spanske syge"). Efter sigende var han en højt begavet mand med gode evner for bl. a. musik, navnlig violinspil.

Da jeg gennem ganske lang tid har haft lejlighed til at betragte billedet af ham, har jeg prøvet at finde fysiske ligheder mellem ham og jeg. Fra næsen og opad er det lige mig.

Med hensyn til evner må jeg ligne ham. Jeg er også højt begavet og god på violinen. Jeg har stadig hans på væggen.

Er du i tvivl om mine evner på violinen, så bed mig spille, næste gang vi mødes.

Så er jeg klar igen. TV'et er tændt. Efter at have overstået Giroen, Tour de France og et væld af forårsklassikere og andre løb er det nu tid til La Vuelta (Spanien rundt). Jeg synes, det er det bedste af de tre store løb.

Det hele startede i lørdags og vil vare omkring 3 uger.

Da jeg har haft andre gøremål. har jeg desværre ikke set de første 3 dages etaper, har savnet det. Men lige nu er jeg på plads og nyder løbet. Det er stort.

De følgende 2½ uge kan jeg kontaktes her på sofaen.

Jeg mødte forleden 15-20 inkarnerede knallertkørere. Alle var 60+ og fælles om den interesse at istandsætte gamle knallerter og komme ud og køre på dem. Jeg mødte dem i deres pause på en længere tur. Stoltheden over knallerterne lyste ud af dem, og de talte meget gerne om deres hobby. Jeg kunne fortælle, at jeg omkring 1960 ejede en NSU Quickly, som så sådan og sådan ud. "Nåh, så er det en model.....", og så kom der nogle tale og bogstaver.

Herren på billedet ejer den grønne NSU, han står med. Han fortalte, at den er 60 år gammel, Han købte den fra ny i 1956. Hans far betalte halvdelen af de 1.200 kroner, den kostede. Han havde lige fået den lakeret hos en automaler, så den stod som ny.

Jeg talte med andre af deltagerne. Hvor var det hyggeligt at møde dem og fornemme deres glæde over de gamle knallerter. En god oplevelse.

Jeg sidder og ser håndboldfinale i Rio mellem Danmark og Frankrig. Det går sådan op og ned. Misforstå mig ikke. Jeg håber inderligt, at vi vinder, men på den anden side kan det ikke hidse mig meget op. Jeg tager det, som det kommer, og min indre optimist siger mig, at vi taber.

Derimod kan det hidse mig vanvittigt op, at AGF i dag taber 7-0 til Brøndby - på hjemmebane.

Det er intet mindre end rystende. Hvordan kan det lade sig gøre? Stillede vi med et serie-1 hold? Havde de glemt at træne i sidste uge? Var det for koldt/varmt? Havde spillerne glemt deres lykke-bamser derhjemme? Fy da føj da. Jeg kommer heller ikke næste gang.

Jeg blev af forstanderinden gennet irriterende tidligt ud af min seng i morges. Vi skulle med venner i en genbrugsbutik, ikke lige min livret. Havde ikke lyst til at komme med. Så humøret var ikke det bedste.

Derfor måtte jeg over for min modpart give ondt af mig og nævnte blandt andre ting, at det var svært at leve sammen med en slavepisker, og at hun aldrig burde have været inde i vores familie, en total misforståelse. Derudover kom jeg til at bruge udtryk som "gammel havelåge" og "gammel pingvin".

Og bemærk lige virkningen: Ingensomhelst.

Jeg købte en bog.

Jeg må beklage ikke at have haft tid til at skrive dagbog i dag. Vi har haft venlige gæster hele aftenen, og nu da de er gået, har jeg af uforklarlige grunde ikke evnen til at skrive noget bare en lille smule fornuftigt. Undskyld. Skal ikke gentage sig.

Jeg besøgte i dag Frederiks Kirke i Midtjylland. Årsagen til mit besøg er, at min familie på min mors side stammer fra kartoffeltyskerne, som fra 1759 flyttede til Danmark for at dyrke kartofler. De blev lokket med gode løfter, som aldrig rigtig blev indfriet.

Under alle omstændigheder slog de sig ned i et stort område omkring Frederiks, og i 1768 byggede kongen en kirke til dem. I dag er den en den af folkekirken.

Jeg har kørt forbi denne kirke utallige gange og ofte tænkt, at jeg burde gå derind for at se, om der var en mindesten for mine forfædre. I dag gjorde jeg alvor af det, og der var en mindesten. Jeg blev glad for at se den. Det er godt at vide, hvorfra man stammer. Mit mellemnavn Fosgerau var netop et navn fra den tid. Det var folk, som var gode til at dyrke kartofler, så det er ingen tilfældighed, at det er jeg også.

På stenen står: Fra fremmed land de kom, og Danmarks Sønner blev. Her i sten dem Slægten minderuner skrev er følgende navne anført: Agricola, Betzer, Bitsch, Bräuner, Bärthel, Cramer, Dickes, Dürr, Frank, Harritz, Herbel-Schmidt, Hermann, Herold, Jung, Krath, Kriegbaum, Lajer, Lauth, Marquard, Maul, Morratz, Gantzhorn, Marcher, Philbert, Rost, Schønheider, Wacher, Wendel, Winkler, Würtz.

Da min ansigtshud fortsat lider under den megen sol, jeg fik i London, har jeg i dag måttet aflyse alle udendørs aktiviteter. Solen skinner jo fortsat fra en næsten skyfri himmel, og min sarte ansigtshud vil revne og sprække og gøre djævelsk ondt, dersom jeg gik ud. Så jeg bliver inde så meget som muligt.

Det vil iøvrigt glæde mange, at jeg har fundet et godt middel, kopattesalve også kaldet pattesalve. Man kan endog få den med bivoks, og den virker bedre end alle de dyre salver, jeg har købt. Den er rørende billig.

Lidt forunderligt at denne salve - som navnet siger - oprindelig blev brugt på køers yver ved sår og infektioner.

Det har jeg ingen kommentarer til.

Jeg har det ikke ret godt - og det er heldigvis sjældent.

Forårsaget af 2 dages ophold under skyfri himmel i London (se bilede) blev jeg meget skoldet i ansigtet. Det gør ondt, og nu begynder huden at stramme og skalle. Det er ikke spor godt. Jeg lider virkelig.

Jeg har prøvet mange midler uden held. Barbering er én stor smerte, men værst af alt. Jeg kan ikke holde ud at være ude i solen. Og det er perfekt cykelvejr.

Faktisk har jeg det ad h...... til. Men det er så rigelig turen værd.

Ja, ja, ja. Jeg ved det. Jeg har ikke opdateret min dagbog siden sidste onsdag. Det er forkasteligt.

Årsagen er den, at jeg har tilbragt 4 dage i London for at se cricket på verdens-niveau. Det var England mod Pakistan.

Lad det være sagt tydeligt. Det var en kæmpestor oplevelse sammen med bror Kjeld, søn Peter og hans engelske ven David.

Om det var varmt? Godt, du spurgte. Det var tordnende varmt, så jeg er godt skoldet i ansigtet, fordi jeg var for nærig til at købe en bredskygget hat. To hele dage sad vi i solen, vildt optaget af kampen.

Desværre tabte England. Kampen sluttede på 4. dagen.

Men en unik oplevelse i selskab med dejlige mennesker. Cricket kan være så smukt.

På billedet til højre er jeg sammen med en tidligere anfører for det engelske landshold, Michael Vaughan. Havde det været fodbold, ville det svare til, at jeg stod sammen med Ronaldo. Stort.

Jeg har altid haft en indgroet angst for banker - i hvert fald den, jeg er kunde hos. Hver gang jeg er der, har jeg på fornemmelsen, at en person ovre bagfra vil rejse sig og med målbevidste skridt stile imod mig for at fortælle, at nu er den og den konto overtrukket, og det skal der nødvendigvis gøres noget ved, hvilket vil tømme alle mine andre konti.

I den senere tid er jeg blevet lidt bedre til at håndtere situationen, thi jeg er ved at skifte bank, hvilket har betydet nogle besøg i den kommende bank. Jeg har fundet en, som i modsætning til min nuværende virker utroligt imødekommende og langt fra skræmmende.

Og jeg som troede, det var indviklet at skifte. Det er det ikke, og så tjener vi faktisk en del penge på væsentligt lavere rentesatser. Måske man ligefrem kommer til at holde af at gå ind i sin bank.

At vaske en campingvogn er som at vaske en elefant. Man skal bruge en hulens masse sæbe og vand - og en stige.

Medbringende alle tre dele begav jeg mig på forstanderindens "opfordring" ud for at vaske vores elefant/campingvogn. Jeg er ikke vild med det, navnlig ikke den del, der kræver, at jeg entrer en stige, som efter min mening stod noget usikkert i det bløde græs. Man er jo ikke nogen Tarzan.

Da jeg var færdig, kunne jeg dog ikke lade være at beundre resultatet. Det var flot. Jeg brugte en rigtig god voks-shampoo - og mængder af knofedt.

Nu er der heldigvis længe til næste elefant-vask.

Havde lige nu været for bare 15 år siden, ville jeg have siddet mange timer om dagen foran TV for at se OL. Det gør jeg ikke. Kun en sjælden gang. Jeg gider knapt tænde for skærmen. Jeg synes, det hele er blevet så "smart", og der sendes i en pærevælling fra den ene sportsgren til den anden. Og jeg keder mig ved svømning, roning, håndbold, fodbold og det meste andet - herunder synkronsvømning.

Det er nu en skam, at jeg har det sådan, for den gang nød jeg at se næsten al sport.

Jeg har det som en tidligere kulturminister, der sagde, at hun havde det med sport som med sex. Det er sjovere at deltage end at kigge på. Nå, hva' fa'n. Det gider jeg s'gu heller ikke.
Det er ikke altid nemt at blive gammel.

Jeg har aldrig været på Skanderborg Festival. Har aldrig følt mig tiltrukket af det.

Men efter at have læst omtale af Johnny Madsens optræden kunne jeg godt fortryde, at jeg ikke har været der. Ikke blot er jeg begejstret for hans musik, men også hans kommentarer mellem numrene er en morsom oplevelse i sig selv.

Et par eksempler:

"I bandet drikker vi kun 3 genstande om dagen. 2 guldbajere og en flaske portvin".

"Min familie er så fattig, at vi slog min fars begravelse og min 50-års fødselsdag sammen".

"Når jeg dør, vil jeg have min aske spredt ud over BILKA. Så ved jeg, at min søn kommer og besøger mig mindst 2 gange om ugen".

Så kom OL i gang i Rio. Og igen igen har vi hørt om problemer, senest om forurenet vand, som har en kvalitet, der gør det farligt at få hovedet under vand.

Det vil næppe være noget problem for fodboldspillere, fægtere, brydere, golfspillere m. fl.

Værre er det med kæntrende sejlere og roere, svømmere, vandpolospillere og ikke at forglemme min favoritsport synkronsvømning. Deltagerne må spænde næseklemmerne endnu hårdere, så de ser endnu tåbeligere ud. Men dykke skal de. Uha da da. Og det endda samtidig. Måske skulle man forbyde dykninger i det hele taget. Det ville ikke genere mig, for jeg ser det kun for at få et lille, billigt grin.

Nu må man selvfølgelig ikke ønske, at en af deltagerne bliver dernede, for så ryger det synkrone, medmindre da hele holdet vælger at blive der.

(Hold nu kæft, Gunnar. Ikke så perfid, din stygge dreng).

Jeg kan lige så godt røbe det nu som senere.

Om ikke længe drager min bror, min søn og jeg til London i nogle dage. Vi skal se cricket på en af verdens mest kendte cricketbaner, The Oval. Det er en 5-dages kamp, og vi skal se dag 2 og 3.

Kampen er mellem England og Pakistan. Der spilles ialt 4 kampe, og foreløbig har hvert hold vundet 1 kamp, og en spilles lige nu i disse dage. Så vi kan komme til at overvære den 4. og afgørende match.

Jeg glæder mig vanvittigt, tænk at se cricket på verdensplan i godt selskab.

Forhåbentlig bliver der også plads til en pub crawl - og Fish'n Chips. Det skal der være.

Måtte det aldrig ske igen. En ubehagelig oplevelse.

Aftalen var, at forstanderinden og jeg i dag skulle møde en forsikringsmand i Hornslet klokken 10.

Vores interne aftale var, at vi skulle køre klokken 9,45 ( i sig selv et tidligt tidspunkt), og jeg skulle derfor op klokken 9.25, så var der lige tid til lidt morgentoilette. Morgenmaden skulle vente.

Jeg stod op som aftalt, gik på toilettet, klædte mig på og gik ind i stuen, hvor den søde dame residerede.

"Så er jeg klar", meddelte jeg. "Hva, ba'?" sagde hun. "Hvad vil du?"

"Æh, til Hornslet", mumlede jeg. "Ja, om en time", lød svaret.

Ak og ve. Jeg var kommet til at stå op en time for tidligt. Jeg var knust, fortvivlet, næsten desperat.

Gid fanden havde utydelige digitalure.

Forstanderinden havde ondt i ryggen i dag, sådan rigtig meget ondt. Det betød, at hun for en meget sjælden gangs skyld blev i sengen hele formiddagen. Desuden havde hun ikke sovet meget i nat.

Jeg følte virkelig med hende. Rygsmerter "overdøver" næsten alt, og hun lider virkelig.

Men der er trods alt visse fordele ved hendes rygsmerter - for mig.

Jeg plejer jo at ligge muttersalene derinde i soveværelset. Nu havde jeg hyggeligt selskab, selv om den søde dame sov en gang imellem. Klokken 12.30 var vi klar til at stå op og spise frokost. Endnu en fordel. Og rygsmerterne aftog langsomt men sikkert. Her til aften er de borte.

Jeg skal nok tidligt op i morgen.

Sjældent har jeg været så glad for at køre ind i vores garage som i dag - på cykel.

Allerede for flere dage siden besluttede jeg mig for den tur, jeg kørte. Du store kineser.

Efter at have indtaget brunch på cafe i Silkeborg sammen med svigerinde og svoger skulle jeg cykle hjem, 58-59 km.

Allerede fra starten følte jeg mig uoplagt og lidt skidt tilpas. Men jeg havde jo besluttet mig for turen, og det ville krænke min stolthed, dersom jeg opgav. Så afsted. Ud på den bakkede rute.

Glem alt om, at man kan nyde turen. Den var ren overlevelse. Jeg var fuldstændig værkbruden, da jeg kørte ind i garagen, og jeg lider fortsat under efterveerne. Men hva' hulen. Man kører jo nok ud igen en dag inden så længe. Jeg må være rablende skør.

Jagtsæsonen starter om 2½ måned. I dag startede min hundetræning. Gamle Buffy og gamle Sydney blev trukket af stalden og ud i den friske luft. De er 11 og 12 år gammel.

Foreløbig er det kondi-træning, så det mere tekniske må vente til senere, når udholdenheden er bedre.

Om de holdt af det? Det er et alt for mildt udtryk. To gamle og adstadige labradors, der ellers ikke bevæger sig mere end højst nødvendig, løb solen sort. Faktisk var konditionen bedre end ventet.

Men hvad der får dem til at ræse afsted efter nogle gamle, sure dyreskind og gulvtæpper kunne undre.

Og når jagtsæsonen starter, er det snart jul.

Jeg har slået græs i dag - under store smerter. Græsset var blevet meget højt. Alligevel greb jeg mig i at synes, det var ganske rart. Jeg tog mine pauser, spillede lidt Word Feud og glædede mig over synet af vores have.

Min glæde var også stor, da jeg var færdig og indtog min fortjente frokost. Det var skønt at kigge ud på den nyslåede plæne.

Min græsslåmaskine er et stort, støjende bæst. Tung som bare pokker, men heldigvis selvtrækkende.

Af ukendte grunde syntes jeg, at mine facebook-venner burde se den. Jeg fotograferede den, slog den op, hvorpå jeg fik kommentarer af mindre rosende art. Nogen mente den lignede en elcykel, måske endda en hybrid. Andre kaldte den en postcykel. Højdepunktet blev nået, da en spurgte om, hvorfor jeg havde et tørrestativ på maskinen. Sådan en klovn.

I dag havde jeg en af mine bedste dage på cykel overhovedet. For første gang var jeg ude med barnebarn Frederik, 4 år. Han elsker at cykle, kan blive ved i lang tid på sin lille cykel med det meget lave gear. I dag blev det til 6½ kilometer. Jeg var dog kun med på de 4½. Næste gang vil vi køre lidt længere.

Jeg ser en skøn fremtid, hvor Frederik og jeg (og måske også far Peter) drager ud på lange togter i de høje bjerge. Vi skulle gerne nå til, at Frederik kører fra sin gamle farfar. Så vil farfar være stolt.

3 generationer på cykel.

Da jeg første gang kom til England i 1958, vidste jeg ikke, hvad Fish'n Chips var, udover jeg kunne se, det var fritturestegt torsk eller kuller med pommes fritter og en slags eddike til at hælde over.

Det hele blev pakket ind i et kræmmerhus af avispapir. Så sad eller gik man og spiste - med fingrene. Det varede naturligvis ikke længe, inden fedtet var sivet igennem papiret, og da der ikke blev udleveret servietter, måtte lommetørklæde og bukser holde for.

Jeg kom til at holde af Fish'n Chips og er aldrig i England uden at få det. Dog er avispapiret nu udskiftet med kniv, gaffel og tallerken - og servietter.

Man kan da godt få Fish'n Chips i Danmark, dog ikke så gode som i England, og uden avispapiret.

Så det var et glædeligt gensyn, da jeg i dag i en fiskevogn så Fish'n Chips i avispapir - eller noget der lignede det meget. Smagte himmelsk, næsten så godt som i England. Nu mangler jeg blot eddiken.

Forstanderinden og jeg var hos vores mekaniker i dag, Toyota i Egå. Bare en lille ting på dørens yderside, en lille skærm, skulle monteres. Pris 325 kroner for skærmen.

På ny måtte vi glæde os over den utrolige service, vi får der.

Ikke nok med at en mekaniker uden beregning brugte 20-30 minutter på at montere den lille skærm, vi betalte kun de 325 kr. for reservedelen. Han gav også en mængde gode råd om andre små problemer, vi har med bilen. Ikke noget væsentligt, men givet med stor interesse og venlighed.

Desuden kom vi på et tidspunkt, som jeg kaldte 1. istid, fordi alle mekanikere gik rundt med en is i hånden, så vi blev straks budt på is begge to. Det har jeg aldrig oplevet før på et værksted.

Et godt værksted er godt at have - især midt i en istid.

Yngste barnebarn Frederik er på besøg for at overnatte til i morgen. Hvor er det en fornøjelse at tilbringe tid med ham. Det er lidt anstrengende, men godt. Ville ikke undvære det for alt i verden.

I dag tog vi alle tre med toget til Århus og tilbage igen efter et par pølsehorn i "7eleven" og et besøg i "Fætter BR", hvor det blev til en lille bil.

Oplevelsen i toget var klart højdepunktet. Utroligt som Frederik elsker det. Intet forblev uomtalt, omgivelser, andre tog, biler, traktorer, bygninger, vandet. Heldigvis undlod han at omtale andre passagerer. Lidt pli har man vel.

Jeg forstår det godt. "Hvad forstår du godt?" hører jeg dig spørge.

Det skal jeg sige dig.

Jeg forstår godt, at jeg har været søvnig i dagens løb, sådan rigtig gabe-søvnig og stadig er det.

En anstrengende cykeltur i går. 5 timers søvn i nat. Lå vågen i længere tid og blev kostet ud af sengen før klokken 8. Forstanderinden var og er skånselsløs.

Lige nu sidder jeg såmænd også og gaber og nikker, mens jeg genser AGFs kamp mod Viborg i sidste uge. Vi vandt s'gu.

Godnat.

Den mest usædvanlige cykeltur i mit liv. Bror Kjeld var med. Jeg må fatte mig i korthed.

Oprindelig plan: Rundt om Mariager Fjord. Start i Hobro. Advarsel fra DMI: Torden skybrud, hagl i området. Ændring af plan:

Rundt om Silkeborgsøerne. Start i Silkeborg. Ingen advarsel om dårligt vejr. Resultat: Torden og skybrud. Da sad vi på en restaurant i Ry. Det væltede ned. I en lille pause løb vi efter 1 times venten til banegården, sprang i et tog mod Silkeborg. Og så skinnede solen. Ankommet til Silkeborg ville vi fortsætte turen blot fra den anden side. Efter 1½ kilometer et nyt skybrud. Igen i læ. Denne gang under en bro. Så klarede det op og vi kørte en skøn tur ad en nedlagt jernbane - i solskin. Men det var i skoven. Træerne dryppede, og vi blev dyngvåde.

Alt ialt blev det til 48 meget bakkede kilometer.

Det bedste var, at vi morede os hele dagen og grinede ad vores mange uheld med vejret. Vi var hele vejrregisteret igennem. Vil aldrig glemme den cykeltur.

PS: Det hyggelige pausebillede er fra en meget gammel gård ved Salten Skov.

Jeg har gravet kartofler op i dag. Det er et godt år med mange kartofler - og gode, faste og velsmagende kartofler.

Der er dog en hage ved det. Vi har ventet for længe med at grave op og har ikke spist mange i år. Planterne er visnet og står for manges vedkommende dækket af ukrudt og svære at finde.

Da jeg stadig afventer EU-tilskud har jeg ikke kunnet sprøjte mod nævnte ukrudt. Det må op med rå håndkraft, hvilket min ryg ikke synes er spor sjovt. Men jeg frygter som bekendt intet - med undtagelse af mine kreditorer - så jeg luger på livet løs.

Reelt sluttede Tour de France i dag. Formelt først i morgen.

Jeg har set det hele. Det har været kedeligt, gabende kedeligt. Det kedeligste nogensinde. Ingen har turdet angribe stjernen over alle, Chris Froome. Han er simpelthen klasser over alle andre, og så har han et hold af ryttere, der hver for sig kunne vinde løbet.

Alligevel er det skuffende, at ingen turde tage en chance og udfordre mesteren, som bare behøvede at køre passivt gennem hele forløbet. Kedeligt.

Forstanderinden hævder, at rytterne tager for lidt EPO. Det kunne have sat gang i racet. Men hun er også meget kontant og har opfordret mig til at indtage alt det, jeg kan af stoffet, når jeg på mandag skal køre i Himmerland.

(Se dagbog fra i går). Det er nu kommet frem, at årsagen til, at kineserne har alle mine sundhedsoplysninger og mit CPR-nummer er, at et postbud ved en fejl afleverede to CD-rommer l det kinesiske Visa Application-Center i København i stedet for i Danmarks Statistik. Således må jeg formode, at alle mine sundhedsoplysninger nu ligger hos kineserne. Måske er det ikke i selve Kina, men i China Town i San Francisco. Årsagen til dette skøn er, at jeg de seneste 6 dage hver eneste dag har fået et mobilopkald fra Californien. Mon ikke det kunne være, at Mr. Fu Ching bor der og nu vil fortælle, hvad jeg skal gøre ved mine dårligheder. Desværre har jeg ikke besvaret nogle af de 5 opkald. Det gør jeg i morgen. God service.

En sten faldt fra mit hjerte i morges. En stor en.

Vores gode campingvogn er til reparation. Taglugen kunne ikke åbnes. Den sad håbløst fast, hvilket kan være ubehageligt i varmt vejr, som vi trods alt har ind imellem.

Da vi afleverede vognen først på ugen, forudså den ellers venlige værkfører, at det nemt kunne koste 8-9.000 kroner, prisen for en ny. Siden har jeg ikke sover godt.

Den gode mand ringede da i morges og fortalte glædesstrålende, at lugen kunne repareres, og at prisen derfor ville være mange gange mindre.

Jeg synes, det er skønt, at værkstedet kunne glæde sig lige så meget som jeg over en billig reparation i modsætning til en dyr reservedel. Det har jeg respekt for.