Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Jeg skruer tiden tilbage med nøjagtigt 100 år. Skete der mon noget i 1917, som havde betydning for mig? Svaret er JA.

Min mor blev født den 14. maj det år. Jeg stødte til 23 år senere (1940).

Min første idrætsforening, Silkeborg Idrætsforening, blev stiftet den 26. april også i 1917. Jeg blev medlem 31 år senere (1948).

Af disse to store begivenheder er førstnævnte uden tvivl af størst betydning for mig. Jeg blev iøvrigt født på 3. sal i Skolegade 52. Af uransagelige årsager findes huset stadig.

SIF eksisterer naturligvis også og fejrer 100-års jubilæum her i foråret.

Jeg må erkende, at der skete større og væsentligere ting ude i den store verden i 1917, men jeg vil nøjes med at glæde mig over de to nævnte.

Jeg spiser for meget for tiden - alt for meget. Fra den ene frokost til den anden. I dag var det herhjemme. Familie og gamle venner på besøg, og heldigvis medbragte de en god appetit og et godt humør.

Jeg nød at være sammen med de rare mennesker og håber, at også de nød det.

Jeg var dog sparsom med alkoholiske drikke i dag, for jeg skal tidligt op i morgen, da vores bil skal indlægges på Toyota-Hospitalet i Risskov. Den ryger fortsat for meget, og det skal der gøres noget endeligt ved af hensyn til både den selv og dens omgivelser. Et barskt rygeafvænnings-kursus venter den under ledelse af overlægen selv. som gennem nogen tid har interesseret sig en del for dette specielle tilfælde. Han mener nu at have stillet diagnosen.

Jeg har haft det lidt svært i dag. Blandede følelser har forvirret mig.

Forstanderinden har gennem nogen tid med sin faste stemme beordret "Vask campingvogn".

Denne aktivitet hører ikke til blandt mine yndlingsaktiviteter. Meget tværtimod. Jeg hader det.

I flere dage har jeg kunnet bruge det kølige vejr som undskyldning. Sammenholdt med min sarte konstitution ville det være endt galt.

Men i dag gik den ikke længere. Skyfri himmel, næsten ingen vind og rimelige temperaturer gjorde, at jeg måtte i gang.

Og her kommer så "det svære". Jeg er beklageligvis nødt til at indrømme, at jeg gik lige så stille og nød det. Dels var vejret som nævnt fint, men vigtigst, jeg kunne se, mine anstrengelser bar frugt. En god sæbe gjorde, at vognen nu står skinnende ren og klar til debutten inden alt for længe.

Så måske min mangeårige modvilje mod at det der vaskeri er dæmpet. Hvad kan det hele ikke ende med? En dag kommer jeg måske til at elske at slå græs.

Forstanderinden og jeg var i Hadsten i dag. Vi besøgte vores søn Peter i hans nye job hos XL-Byggemarked. Meget flot sted.

Men ikke alt var fint. I hvert fald ikke på vejen dertil.

På grund af min manglende evne til på betryggende vis at føre et motorkøretøj på grund af gårsdagens udskejelser måtte den gode dame sætte sig bag rattet. Det bekymrer mig ikke, for hun er en god og sikker chauffør.

Hun har dog et hæftigt temperament, navnlig viser det sig, hvis en bil foran kører under den tilladte hastighed. Da er hun i det røde felt.

I dag oplevede vi, at den forankørende kørte 55, hvor man måtte køre 70. Hold da op, hvor hun råbte. Helt slemt blev det da fartgrænsen ophørte, og man måtte køre 80. I vejkanten stod et skilt "Sænk farten". Straks sænkede skurken farten til 50. Da løftede taget sig, og jeg skulle ikke have noget sagt.

Ingen dagbog i dag. 70-års fødselsdag. Promille 4,1. Skål og god nat.

De bedste hukommelser vil erindre, at jeg den 26/3 med et hult drøn blev væltet omkuld af en bybus, fuld flugt over et fortov og ind i en hæk. Det var ikke spor sjovt.

Nu er jeg færdig med at inspicere min sarte krop og min cykel. Heldigvis ingen defekter.

Værre var det med min kostbare cykeljakke, som fik kæden hen over sig, hvilket afsatte nogle grimme, sorte oliespor. Og vi proffer kan ikke køre rundt med olie på cykeltøjet. Det er ulirens.

Jeg var i dag hos et velrenommeret renseri, som uden tøven erklærede, at olien ikke kunne fjernes.

Derfor har busselskabet venligst tilbudt mig, at jeg kan købe en ny jakke, hvilket jeg snarest vil gøre. Mit problem er blot, at jeg gerne vil have en magen til. Håber, det er muligt.

Sidste dag i denne omgang i Motionsscentret. Tårevædet afsked med mine 10 holdkammerater. Sammen har vi knoklet, grint og svedt, og i evalueringen var vi alle enige om, at det har været en god oplevelse.

Vi sluttede med en kop kaffe/te og en kage, som en af deltagerne havde bagt. Om den var god? Mon ikke. Men måske ikke ligefrem noget, man ser hver dag i et sundhedscenter.

Jeg bukkede under for fristelsen og spiste et stykke. Det var det første stykke kage i 10 uger. Måske jeg indtog lige så mange kalorier, som jeg lige havde smidt. Men pyt. Jeg nød det og snakken med de andre. Og pyt. Jeg har allerede tabt mig 6-7 kilo.

Nu skal jeg finde et motionscenter i omegnen. Jeg finder det underligt, at jeg gør det, for jeg har brugt et langt liv på at forsværge, at jeg nogensinde ville sætte mine ben sådan et sted.

Man har jo lov at blive klogere, selv om jeg ikke troede, det kunne lade sig gøre.

1 gang ud af 35 er ikke meget. Men der skal jo begyndes.

I dag slog jeg græs for første gang i 2017. Hvilken mangel på glæde var det ikke,

På min kalender kan jeg se, at jeg nu mangler 34 gange. Det er mange. Ikke til at overskue.

Det er min trøst, at også her kommer min ihærdige træning i træningslokalet mig til gode. Bortset fra lidt lændesmerter kom jeg uskadt og nemt igennem. Ikke at det gjorde fornøjelsen større. Det er stadig kedeligt som bare pokker. Der findes ikke engang en vittighed om at slå græs.

Hvor er det dejligt, at nogle mennesker har tillid til andre. Det nød jeg godt af i dag.

Jeg havde kørt min søde viv til hendes arbejde og ville på vejen hjem tanke diesel ved Q8. Lige da jeg svingede ind på pladsen, kom jeg i tanke om, at mit Visakort er spærret, fordi det har været bortkommet. Så fik jeg en smart ide. Jeg gik ind til en sød dame ved kassen og sagde, at hvis jeg nu tankede og bagefter kom ind og overførte pengene via Molbil Pay, ville det så være OK?

Desværre sagde den søde, at de ikke havde Mobil Pay. "Men jeg betaler for dig og så kan du sende Mobil Pay til mig".

Som sagt så gjort. Jeg tankede og gik ind i shoppen for at sende penge til den søde dame. MEN. Når ens Visakort er spærret, kan man ikke bruge Mobil Pay, opdagede jeg. Der stod jeg så, ganske handlingslammet og kunne ikke betale. "Nu rolig", sagde damen, "kom ind og betal i eftermiddag".

Det kalder jeg flot. God service. Jeg har betalt.

Oh, hvilken forårsdag. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Blomsterne springer ud. Temperaturen er pænt over 15 grader. Fuglene kvidrer. Hvad mere kan man ønske sig af en søndag i april? Kom ud og nyd den, du gamle mand.

Æææh. Nææh. Der er cykelløb på skærmen, Flandern Rundt, et af de bedste forårsløb. 260 kilometer. Og så må vejret efter min mening være, som det vil. Jeg flytter mig ikke fra sofaen, før løbet er færdigt. Og så vil jeg overveje at inspicere min trofaste cykel, rense og oliere kæden, så jeg snart kan køre ud og præstere lignende på de danske landeveje.

Jeg har (næsten) undgået at falde i fælden og blive aprilsnar i dag. Men jeg har været tæt på.

Nærmest var jeg, da barnebarn Cecilie skrev til mig, at hun ville flytte til Vollsmose, Odense efter sommerferien og fortsætte på et gymnasium der. En ven, Ahmed, havde fundet en lejlighed til hende. Jeg nåede lige at tænke, at nu gjaldt det om at bakke hende op og ikke komme med for mange formaninger og advarsler. Da gik det op for mig, hvilken dato det var.

Tidligere havde min bror foruroliget mig med en meddelelse om, at Word Feud fra 1. maj ville koste 1o kroner pr spil. Jeg regnede hurtigt ud, at det ville koste en del penge. Jeg var lige ved at skrive tilbage, at så slettede jeg min Word Feud konto, da pråsen gik op for mig.

Heldigvis har jeg mange års erfaring med aprilsnar. Jeg er plumpet i for ofte, godtroende som jeg er.

Det vil glæde mange og ærgre få, at jeg på dagens cykeltur ikke blev væltet af hverken busser, biler, fodgængere eller andre cyklister. Meget trøsterigt.

Det var alligevel en oplevelsesrig tur. Ikke alene kunne jeg glæde mig over, at jeg blev belønnet for mine mange timer i fitness-lokalet. Kondien var fin. Også vejret viste sig fra sin bedste side.

Men jeg kom sandelig også til campingudstilling - og det lige ved Århus Domkirke. To vogne var udstillet. Det havde jeg ikke set komme.

Jeg ville nødigst køre med nogen af de to. De var beklædt med beton.

Man oplever altså noget på cykelture.

Dramatiske hændelser forfølger mig. I dag var forstanderinden og jeg draget dybt ind i fællesmarkedet for der at fylde vore slunkne lagre op.

Efter at have forladt det første supermarked og på vej ind i det andet, fandt jeg ud af, at jeg savnede min tegnebog. Vi ledte alle tænkelige steder og ringede til slut hjem til vores nabo, som fandt ud af, at den ej heller var i huset.

Vi kørte 10 km. tilbage til første supermarked, hvor jeg også havde benyttet deres toilet, og der kunne den forbistrede tegnebog være faldet ud. Og ganske rigtigt. En venlig og ærlig mand havde indleveret den i kontoret, og glade kunne vi køre derfra.

Morale: Når du har haft bukserne nede på et toilet, så tjek lige, hvor din tegnebog er.

På billedet er jeg ivrig deltager i indkøbene medbringende min jagtstol.

Vores utrættelige uddannelses- og forskningsminister Søren Pind gjorde en uheldig figur i går ved gallataflet for det belgiske kongepar. Sikke dog en klovn. Hør bare:

Pind er blevet "Kommandør af Dannebrog" og havde i forvejen ridderkorset.

Så dummede han sig ved at bære begge ordener på én gang. Fy da føj da. Det må man ikke. Årsagen er lidt svær at forstå. Men den ene er finere end den anden. Kommandørkorset er på førstepladsen.

Derfor burde han have afleveret ridderkorset for længe siden. Han hamstrer.

Men det er upassende at bære 2 ordener af forskellig grad, og hendes majestæt må have været dybt rystet.

Efter sigende var Prins Henrik ikke rystet. Men han var der jo heller ikke.

Jeg kunne meget nemt selv have lavet samme kæmpebrøler som Pind. Men dels har jeg kun én medalje, "Dronningens fortjenstmedalje i sølv", og dels var jeg ikke inviteret til gallaen i går. Guderne forstå hvorfor.

Ifølge lovgivningen er jeg 3 dage forsinket. Man skal sætte havemøbler frem på samme dag, som man sætter urene frem til sommertid. Det forbrød jeg mig imod og fik det først gjort i dag.

Årsagen er vel almindelig slendrian, men da punktet var på dagens arbejdsseddel, udstedt af forstanderinden selv, var der ingen vej udenom.

Der var yderligere 3 punkter på sedlen, opsamle hunde-høm-hømmer, tømme opvaskemaskine og gøde græsplænerne.

Alt blev udført i god tid og med stor omhyggelighed. Jeg kender jo kravene.

Nu har jeg hørt det også. Jeg læste i en netavis, at det at kysse faktisk er en videnskab i sig selv.

Der er jo selvfølgelig også gået mange år, siden Alexander den Store bragte kysset til Europa. Siden da er det blevet brugt flittigt.

Men nu skal vi altså lære at gøre det ordentligt og efter forskrifterne. Derfor er der udgivet en guide om, hvordan man kommer til at kysse bedre. Nu mangler vi bare, at der oprettes kurser i den ædle kunst. Så kan konen jage manden på kursus, hvis hun er utilfreds med hans evner - eller omvendt. Måske var det dog det bedste, om de fulgtes ad. Men det må de jo selv afgøre.

Kys mig godnat.

Årets første cykeltur blev i dag. Det var en blandet fornøjelse.

Turen var god nok, selv om musklerne ikke er helt på plads.

Værst var, at jeg blev kastet tværs over et fortov og dybt ind i en hæk af en enormt stor, gul bybus. Jeg slog mig forbandet på hofte/balle og albue og fik læggen revet til blods.

Forløbet: Jeg kørte op på siden af en bus ved et T-kryds. Bussen skulle til venstre, så jeg følte mig sikker. Hvad jeg ikke tænkte på, var, at bussen svingede så langt ud med bagenden, at jeg fik hele bussens kraft ind på styret og røg på røv og albue tværs over fortovet og ind i en hæk. Bussen kørte bare videre. Et par rare mennesker, som overværede episoden fra deres bil, kom løbende til og hjalp mig på højkant. De var temmelig forskrækkede - det var jeg også. Jeg cyklede dog videre.

På billedet er jeg helt rolig. Det skyldes, at det blev taget, da jeg kørte hjemmefra. Og der kommer ingen busser.

Det er med beklagelse, jeg må konstatere, at en antikshop er åbnet mindre end en kilometer, fra hvor vi bor. Det kan blive en bekostelig affære.

Butikken har kun åbent hver lørdag. Vi har været der de seneste tre lørdage. Det koster.

I dag var det en stol, som vi ikke har plads til, der kom med hjem.

På vejen ud fik forstanderinden øje på et spise- og kaffestil (Bing og Grøndahl), som koster en hulens masse penge. Naturligvis erklærede hun, at hun da gerne ville købe porcelænet, men naturligvis ikke lige nu. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis vi har det næste lørdag.

Forstanderinden og jeg var på kommuneservice i sag. Det var en dårlig oplevelse, som fik gamle fordomme om sur kommunal betjening frem.

Vi kom for at får den søde dames kørekort fornyet.

På¨et lille kontor sad to midaldrende damer bag hver sit skrivebord. Vi trådte ind og blev mødt af en mur af tavshed - og mundvige, der vendte nedad.

Vi spurgte, hvem der ville tage sig af os, og modstræbende gryntede den ene, at det var hende.

Vi fik det indtryk, at de to måtte have et meget kedsommeligt job. Under hele seancen, som blev forlænget af, at en printer ikke virkede, så vi ikke et eneste smil på nogen af de tos ansigt - ikke et.

"50 kroner - og kun på betalingskort", var stort set den eneste sætning, vi hørte.

Forstanderinden sluttede med at sige tak for hjælpen og farvel. Ikke en lyd kom fra nogen af de to.

Jeg ville ønske, jeg kunne finde et andet ord for "Borgerservice". "Smilende Service" ville være helt forkert.

Herlig eftermiddag. Frokost hos gode, gamle hundevenner. Hygge, hygge, hygge. God mad, gode snapse og kølige pilsnere. Snakke, snakke, snakke og fællessang, en julesang for at det ikke skal være løgn. Dog ikke en helt almindelig en, men en, som omfattede alle julesang i én sang. Rationelt.

Jeg forsøgte mig med en af mine sange. Men den faldt ikke i god jord. Høje råb afbrød mig. Gad vide, hvad der var galt med den sang. Den var smuk - synes jeg.

Men jeg fæstede mig dog mest ved maden. Alt var skønt, ikke mindst Madeira-sildene, som på forunderlig vis forsvandt fra skålen, mens den stod ved mig.

Tak for en god eftermiddag.

Jeg fulgte med forstanderinden til lægen i formiddags. Hun skulle igennem det obligatoriske tjek for at få sit kørekort fornyet. Vi gamle må acceptere, at det er hver andet år.

Hun er en sej quind, så hun bestod med glans og fik mig til at betale de 430 kroner, det koster.

Siddende på ny i bilen modtog hun en opringning fra en veninde, som spurgte, hvor hun var, og hvad hun lavede. Og så kom svaret, som jeg holdt meget af, og som fik et smil frem hos mig.

Den gode dame svarede: "Jeg er ved lægen for at få taget mål til et kørekort."

Den var god, synes jeg, og nu mangler vi blot at erlægge endnu et beløb hos Borgerservice, før det ny kørekort er hjemme. Og så håber vi, at målene passer.

Det har været en god dag - rigtig god. Nu synger jeg endnu højere.

Dagen startede med, at Falck ankom med vanlig præcision for at ordne en defekt ventil på vores campingvogns ene dæk (se 17/3). Også som vanlig var det en redder med stor viden og dygtighed og samtidig smilende og imødekommende. I løbet af ingen tid havde han fixet problemet, og jeg stod glad tilbage. Nu kan vi snart komme ud og se Danmark.

Næsten samtidig gjorde en opringning til SKAT, at jeg fik et yderligere nedslag i skatten på 1.250 kroner.

Måske jeg også lige må nævne, at jeg i går fik endnu en god besked fra hospitalet.

Jo, jeg er inde i en god spiral for tiden. Måtte den holde ved i lang tid.

De fleste ved vist, at jeg som dreng og ung var passioneret cricketspiller. Jeg elskede det og kunne ikke få nok. I nogle år var jeg så heldig at spille nogle uger i England hver sommer. Det gjorde mig endnu mere begejstret.

Lige nu er det omkring 35 år, siden jeg spillede min sidste alvorlige kamp. Det er længe siden.

MEN. Jeg spillede igen så sent som i nat. Det var endog i USA, som ellers ikke har nogen stor crickettradition. Jeg spillede faktisk godt og scorede en del points og fik ros af min far, som også var der. Desværre nåede jeg ikke at få kampens resultat. Men vi må have vundet med alle de points, jeg scorede. Det var en god drøm. Jeg kunne godt ønske mig at spille bare én kamp mere.

Frederik, yngste barnebarn, den herlige dreng, fylder år i dag. Hele 5 år. Han har set frem til dagen i flere uger og talt dage ned til festen. Han kunne næsten ikke vente.

Og hvad sker? Han bliver dårlig og må tilbringe det første par timer i sengen. End ikke besked om, at gaver var ankommet, kunne få ham ud af sengen. Og så har han det dårligt.

Men Gudskelov kom han sig efter et par timer, og så kunne gavepapiret komme af i hurtige bevægelser. Igen var hans søde smil fremme, og glæden over gaverne var tydelig.

Kagemanden vakte også lykke. Der skulle pustes lys ud. Det blev en god dag.

Hvor skønt, at den lille mand fik det godt igen.

Jeg og mange andre har altid ønsket at vinde den store gevinst i Lotto, bare nogle millioner. Man skal jo ikke blive begærlig, og indtil i dag troede jeg, at det ville gøre mig lykkelig.

Det gør det sikkert. Men jeg læste i en netavis i dag, at jeg ville blive mere lykkelig af at få en god, uafbrudt nattesøvn på 8 timer. En gruppe engelske forskere har fundet frem til denne kendsgerning.

Man har analyseret søvnmønsteret blandt 35.000 briter og konstateret, at bedre søvnkvalitet giver større fysisk og psykisk glæde end at vinde millionerne.

Så pokker skulle da stå i at ønske sig at blive millionær og blive skuffet, når det ikke sker - men det gør jeg nu alligevel.

Jeg vil meget hellere sidde og være ked af det i en Rolls Royce end i en bybus.

Dette er en gentagelse af dagbog af 11/1 dette år.

Den dag opdagede jeg, at vores campingvogn var punkteret - venstre hjul. Og minsandten om jeg ikke igen i dag oplevede det samme - denne gang på højre hjul.

Hvis det ikke var fordi, jeg har så gode erfaringer med Falck, ville jeg lige nu være meget sur og irriteret.

Men den 11/1 lærte jeg, hvor nemt problemet løses. Jeg ringer til Falck. En Falckmand ankommer med et rullende værksted og løser problemet - og det er med i mit abonnement.

Så jeg har ringet og bestilt en tid, tirsdag formiddag. Og jeg vil ikke blive spor ked af det, hvis den samme mekaniker dukker op. Han var bare god. Længe leve Falck.

Vi havde besøg i dag af to af mine tidligere kolleger fra Jellebakkeskolen. Lad os kalde dem Hugo og Mogens.

De er et par meget hyggelige og behagelige mennesker - og underholdende. Så der blev snakket og grinet hele formiddagen.

Nogle af skrønerne var gentagelser fra sidst vi mødtes. Men det gør ikke noget, for de bliver bedre og bedre med alderen - ligesom også vi.

PS: Desværre blev min påregnede cykeltur i eftermiddag aflyst, da min bror gerne ville have den udsat. Lidt ærgerligt. Men så kan jeg komme i endnu bedre form, inden vi kører.

Min træning i fitness-centret pågår stadig for fuldt blus. Jeg taber mig - og bliver stærk som en okse. Jegforventer snart at kunne se en "6-pack".

I morgen skulle min udendørs cykelsæson gerne begynde. Jeg har spændt fulgt vejrudsigten gennem en uge. Den har forvirret mig. Nu til aften har jeg aflæst 3 af dem. Alle er nogenlunde enige om, at temperaturen bliver omkring 12-14 grader. Fint nok.

MEN. Uenigheden om vindens styrke er større, fra 7 meter i sekundet til 10. Vindretningen svinger også fra vest til syd.

Så det bliver man ikke meget klogere af.

Jeg skulle cykle med min rare bror, men han er kommet i tvivl om,at han kan.

Der er mange usikkerheder med denne min første tur i år. Jeg har endda sådan forberedt mig. Min fysik er skarp, min vægt er for nedadgående.

Og cyklen er gjort klar, pumpet og smurt.

Som det fremgår af billedet, er min frokost også fundet frem. Så pokker skulle stå i det, om jeg ikke kan cykle imorgen.

I dag stilles du over for en gætteleg.

Hvorfra er dette billede taget? Jeg tog det i dag.

Det er et sted, hvor jeg kun kommer med en revolver eller en forstanderinde truende i ryggen.

Stedet er kæmpestort. Det tager omkring 3 timer, hvis man skal gå hele vejen rundt. Det er langt og meget kedeligt. Jeg bliver meget trist af at være der og ønsker mig ud så hurtigt som muligt.

Det eneste opløftende ved stedet er, at der er et cafeteria, hvor man kan sidde i nogenlunde fred og ro og spise. Maden er rimelig, hvis bare man holder sig af stedets specialitet, kötbullar.

Som sagt var jeg der i dag uden dog at at tage skade.

Hvor er billedet taget? Svar kan sendes pr. e-mail eller i min brevkasse. Præmien vender vi tilbage til.

Min søde viv og jeg var i Aarhus Midtby i dag. Vi havde god tid til at kigge os omkring. Der er mange restaurerede og flotte beboelsesejendomme derinde, en nydelse at se på. Man skal bare vænne sig til at kigge opad, når man går ned ad gaderne.

Det gjorde vi også i dag, men denne gang med et skuffende resultat - i Banegårdsgade.

Midt imellem nogle rimeligt velholdte huse stødte vi på et, som mildest talt burde have været revet ned for mange år siden. Vi var i tvivl, om det var beboet. I så fald kan huslejen ikke være stor.

Huset har garanteret ikke været malet siden engang i 30'erne.

Mr. Gorbatjov, tear down that house.

Det var første arbejdsdag i haven i år. Jeg har glædet mig til den. Desværre blev glæden for kort. Trods varm påklædning måtte vi gå ind efter blot en halv times arbejde. Det var for koldt. Men vi er i gang. De første visne planter er fjernet og bragt i sikkerhed. Og jeg har bragt mig i sikkerhed foran TV-skærmen for at se sidste etape af cykelløbet Paris-Nice. Det er trods alt sjovere end udendørs-aktiviteter i den kulde, der bydes på nu.

Jeg vender tilbage til haven på torsdag. Da skulle det blive lige under 15 grader.

Hunden i baggrunden er en pensionær.

Da jeg gik i underskolen, mellemskolen og realskolen, var der hvert år en dato, jeg altid huskede. Det var den 11. marts. Dagen i dag. Thi på den dag fyldte vores gamle konge, Frederik IX år. Og så havde vi fri fra skolen. Jeg skønnede på kongelige fødselsdage dengang. Jo flere fridage, jo bedre.

Den gamle konge var på mange måder en jovial fyr, som ikke nægtede sig selv ret meget.

Han ønskede ikke at fremstå som en overlegen og pralende konge, hvilket gjorde ham populær blandt vi fra den gemene hob.

Engang havde kongefamilien besøg af en reporter fra Danmarks Radio. Kong Frederik viste rundt på Amalienborg, mens han småsludrende fortalte om familiens dagligdag. Han lagde vægt på, at den skulle lyde så beskeden som muligt.

Da hørte man følgende kongelige ord.: "Jo, vi lever såmænd som alle andre familier - og her har vi så gobelin-salen".

På ny var vores bil indlagt. Samme symptomer som sidst. Den ryger for meget. Endnu et filter blev renset og med en computer kunne bil-lægen se, når filtret var rent.

Samtidig fik patienten 2 ny vinduesviskere, skiftet olie, et nyt elstik samt gjort klar, så min ny telefon kunne gå på Blue Tooth.

Sådan en omgang er ikke gratis. Ingen sygesikring hjælper. Alligevel betaler jeg med et lille smil, fordi alt nu synes at virke efter udskrivningen. Dog skal jeg holde gang i den stakkels patient og køre en god lang tur på motorvejen. Forstanderinden foreslår Flensburg som målet. Det er jeg betænkelig ved. Men lur mig, om vi ikke kommer derned.

Jeg havde en mega-stor oplevelse i går aftes. Sammen med ældste barnebarn Katrine var jeg i Aarhus Teater for at se "Erasmus Montanus" i en vanvittige spændende, interessant og morsom opsætning. Jeg vil ikke begynde at forklare den, men blot nævne at i stykket indgår, at de 4 første rækker får udleveret tomater, som på en given ordre skal smides efter skuespillerne. En splitternøgen Erasmus optræder også. Per, Erasmus' bror, som er den fornuftige søn, ankommer kørende på en Puch Maxi.

Men stykket er ganske tro mod originalen. Blot skal man vænne sig til opsætningen. Det lærer man hurtigt. Stykket var morsomt, der blev grinet meget, og ind imellem blev stykket afbrudt af langvarigt bifald. En god oplevelse, og teatermenyen på "Cafe Hack" bagefter var ikke dårlig.

Jeg var til fitness-træning i dag. Det er skønt, omend vi bliver pisket igennem et hårdt program.

Vores instruktører har et øje på hver finger. Det ser morsomt ud, men de holder godt øje med os, så godt at jeg næsten fornemmer, at jeg får specialundervisning. Jeg skal ikke anbringe mine knæ, skuldre eller armer ret meget forkert, før en sød instruktør falder over mig og får ændret min stilling- Resultat: Det gør endnu mere ondt.

På sæt og vis minder de søde instruktører mig lidt om mine befalingmænd i armeen. Blot er de sødere og kønnere.

Jeg glæder mig til næste omgang på mandag.

Jeg spillede fodbold med Frederik i dag. Udendørs. Temperaturen var på nulpunktet, men vinden fik det til at føles som minus 5-7 grader. Vinden gik gennem marv og ben.

Den, der først når 10 mål, har vundet kampen. Det er endnu ikke lykkes mig, omend jeg har været tæt på. 9-10 er mit bedste resultat.

Grundet blæst og kulde havde jeg ikke så meget imod at tabe i dag - og det helst i en fart. Så jeg lod nogle bolde passere, selv om jeg kunne have reddet dem. Den læste den lille fyr hurtigt og underkendte sine egne mål, Han ved jo, at når han når 10, er kampen slut. Og det ønsker han ikke.

Vi spillede i en halv time, til jeg ikke kunne bevæge mig længere på grund af kulden, medens den lille fighter løb hurtigere og hurtigere.

Der er omkamp på næste tirsdag.

Billedet dog fra sidst efterår.

Jeg vil gerne præsentere endnu et af alderdommens problemer. Ikke fordi jeg beklager at være blevet gammel. Tværtimod. Alternativet er træls.

Hver morgen sidder jeg på sengekanten for at trække mine bukser på. Det er en besværlig proces. Jeg skal bøje mig langt forover og ned i gulvhøjde for at få benene ned i bukserne. Ofte går det fint, omend besværligt.

Men nogle gange - som for eksempel i morges - går der kuk i det. Jeg får begge ben ned i samme bukseben. Ikke alene ser det tåbeligt ud, når jeg rejser mig, men det er en næsten uoverkommelig opgave at få bukserne af igen. Og jeg skal ikke nyde noget af at kalde på forstanderinden, så hun kan hjælpe. Hun ville grine i et helt kvarter. Der er meget andet, jeg kunne tåle at blive til grin over, men to ben nede i samme bukseben vil være fatalt.

Der er al mulig grund til at ynke mig. Jeg er forkølet og har været det i næsten 2 uger. Og vi taler ikke bare om en lille mini-forkølelse, men om en mastodont-forkølelse.

Jeg, som ellers aldrig hoster, har gjort det i en uge, nogle ordentlige "brøl", selv om natten. Jeg ligger søvnløs af samme grund og holder min stakkels viv vågen. Jeg kan uden besvær hoste i en timestid ad gangen.

Havde jeg været barn, ville jeg have været glad. For da fik jeg hostesaft, der smagte af "Kongen af Danmark". Det var ren nydelse. Jeg kunne somme tider finde på at gå og hoste helt uden grund, bare for at få mor til at købe den skønne hostesaft. Jeg tror, det var "Norske brystdråber". Medicinen smagte i hvert fald pragtfuldt, selv om man nu om dage med stor vægt hævder, at hostesaft ingen virkning har overhovedet. I det mindste smager det godt.

Min generøsitet har ingen ende. Forleden gav jeg en god frokost til min søde viv, og i dag forærede jeg hende en gadekost. Hun har længe ønsket sig en sådan. Intet hjem med respekt for sig selv kan leve uden. Vi havde godt nok allerede en, men den er en "mande-kost", som den sarte mimose ikke kunne bruge. Kun jeg. Derfor fik vi kun så sjældent fejet. Det er der nu lavet om på. En så flot kost - endda med teleskopskaft - skal sættes i arbejde af sin rette ejermand, og jeg kan se frem til at blive aflastet på endnu et område. Nu mangler jeg at forære hende en letvægts-plæneklipper.

FØR EFTER

Forstanderinden er begyndt at arbejde igen efter en velfortjent vinterferie. I dag kørte hun selv afsted på jobbet. Men jeg stod alligevel tidligt op, før hun kørte, tog billede 1, ventede lidt og tog billede 2, da hun var kørt. Jeg synes selv, det er et genialt billedvalg, progressivt og beskrivende.

Og jeg har savnet hende, på trods af at hun havde en kort arbejdsdag og var hjemme ved 13-tiden. Det er godt at fornemme, at man savner.

Og der lå ikke nogen arbejdsseddel til mig.

I dag for nøjagtig 60 år siden mødte jeg min søde hustru for første gang. Det fejrede vi i dag.

Det er desværre for sjældent, jeg inviterer ud. Men hvis jeg ikke skulle gøre det i dag, ved jeg ikke hvornår.

Derfor tog vi dagen fri og spiste en rigtig god buffet-frokost i Århus. Vi nød bare at sidde og kigge os omkring - og på hinanden. Jeg har stadig den der magiske tiltrækningskraft i mig. Den søde dame kunne ikke holde øjnene fra mig - ligesom den 2/3 1957, da vi mødtes første gang. Der var til et fastelavnsbal i Silkeborg Idrætsforening. Jeg var ikke udklædt.

60 år er lang tid - men ikke for lang.

Så fik man da sin nye telefon, en iPhone 7. Den var hul'me dyr.

Og så sidder jeg da lige nu her i min formstøbte sofa og skal til at lægge diverse apps ind. Desværre var den gamle telefon så beskadiget, at man ikke bare kunne overføre fra den ene til den anden.

Jeg tænkte, at jeg nok fandt tiden til at gøre det hele manuelt, så jeg startede med at ville lægge Word Feud ind. Starten var god, lige indtil jeg kom til, at der hører en adgangskode til Word Feud. Og den aner jeg ikke hvad består i.

Der hører også kode til at installere andre apps. og min e-mail. Dem har jeg heller ikke.

Så vi må sige, at det er en overbevisende start. Det eneste, der virker, er telefon og meddelelser.

Jeg er bekymret.

Det er "International Pandekage-dag" i dag. Den har jeg aldrig hørt om før. Men jeg har læst mig til, at den er en gammel kristen tradition, idet de kristne i gamle dage i de sidste 40 dage før påske ikke måtte spise sukker, æg og hvedemel, hovedingredienserne i pandekager. Ej heller måtte de drikke mælk.

Og når der så var de 40 dage til påske, hvad der er i dag, var det bare med at udnytte situationen og spise pandekager, til man var ved at revne.

I flere europæiske lande, Holland, Tyskland, Italien og Spanien fejres dagen med at spise sig mæt i pandekager, og desuden føjer man ofte et karneval til festen.

Det hævdes, at dagen også fejres i Danmarks. Jeg har aldrig hørt om det, men jeg vil meget gerne være banebrydende for, at vi skal fejre dagen. Jeg er vild med pandekager og har været det, siden jeg var 4-5 år gammel. Det var det bedste, min mor kunne servere for mig. Helst med sukker. Og oftest måtte jeg spise, så mange jeg kunne. Jeg havde en god mor.

Så skulle da osse.... Jeg er sur. Jeg rodede mig ind i et forbistret uheld i aftes, lige da jeg skulle sove. Min iPhone faldt på gulvet med et hult drøn. Den kan ikke repareres. Men jeg kan bande ad den.

Følgelig måtte jeg i dag besøge den nærmeste "You See" butik.

Da var jeg glad og tilfreds, for forstanderinden havde givet mig lov at købe en ny iPhone, ovenikøbet en 6S. Den skulle være et sandt vidunder sammenlignet med den forliste 5S'er.

Så det var en glad og spændt Gunnar Rasmussen, der trådte ind i butikken for at erhverve sig en smart, ny telefon. Men ak og ve. "You See" havde nedbrud på EDB-systemet over hele landet. Mindelser fra nytårsaften trængte sig på. Men jeg kunne i hvert fald ikke få min nye telefon i dag.

Så nu sidder jeg her og kan ikke ringe, ingen kan ringe til mig, og værst af alt - jeg kan ikke spille Word Feud længere. Mine modstandere må savne mig dybt.

Men rolig. Jeg burde være med fra onsdag. Det bliver en vanskelig periode at komme igennem.

Vi besøgte datter og svigersøn, Annette og Kent, i formiddags. De er lige kommet hjem fra en skiferie i Østrig. De havde en god tur, blandt andet fordi de begge er dygtige på ski. De er afsted mindst én gang om året.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne være med. Ikke fordi jeg er god på ski, tværtimod. Men fordi begrebet "after-skiing" tiltaler mig. Det er muntert og hyggeligt.

Det kan jeg sige, fordi jeg faktisk har prøvet. To gange var jeg med i Østrig og stod på ski - og faldt på ski. Jeg blev aldrig til andet end til børnebakken. Jeg faldt ofte og bl. a. slog jeg mit ansigt til blods.

Men jeg var hamrende god til after-skiing. Der faldt jeg aldrig, selv om jeg blev lidt svimmel.

Billede: Annette i en lille pause.

Forstanderinden var på hjemmebane i dag. I Randers Håndboldhal.

Et stort antikmarked havde vakt hendes interesse. Vi var der begge sammen med barnebarn Cecilie.

Antikmarkeder er ikke min kop te, så jeg fik lov at sidde på øverste tilskuerrække og kigge ud over den store hal fyldt med mennesker, forhandlere og andet godtfolk.

Det var spændende at følge med. Jeg udvalgte én person og fulgte vedkommende én ad gangen i en periode. Nogle stod stort set ikke stille, gik bare rundt mellem boderne. Andre stoppede op ved de fleste for at kigge eller handle. Jeg var glad for, at ingen af dem var mig.

Men jeg vil godt med igen, forudsat det er under samme betingelser, en siddeplads på bageste række. Det var lidt sjovt. Og frokosten inde i Randers bagefter var hyggelig.

Jeg kommer (desværre ofte) på Danmarks bedste hospital, Skejby Sygehus.

Man skal lede længe efter bedre behandling. Personalet overgår alt i dygtighed og venlighed.

Der er dog ét problem, skiltningen.

Det har altid været vanskeligt at finde rundt på det enorme hospital. Det ville man gerne gøre noget ved, og man ændrede skiltningen.

Så nu er det umuligt.

Se blot billedet til venstre.

Hvis du er syg, har du ikke en kinamands chancer for at finde frem til det rette sted.

Men hvis du er tørstig eller sulten, skal du bare dreje til venstre. Godt nok er det efter min smag, men det er synd for de syge.

Vores bil ryger temmelig meget. Bare det var mig.

Under alle omstændigheder har den en uvane med at udsende blå, ildelugtende røgskyer, så meget, at det kan knibe med at se en bil bag ved. Man kan ikke være bekendt at tage den med i byen. Jeg har tidligere haft bilen indlagt til undersøgelse for muligt rygestop, men uden held.

Derfor besluttede jeg sammen med overlægen på bil-hospitalet, at nu skulle der sættes kontant ind med rygeafvænning. Bilen blev indlagt i morges og kan udskrives midt på eftermiddagen. Det sætter forhåbentlig et stop for den uvane at ryge.

Nu skal den rekonvalsere i form af en lang tur på motorvejen.

Alderdommen giver mange store og små overraskelser - og gode og dårlige.

Jeg har observeret en dårlig. Jeg kan ikke stå på ét ben.

Det, som for ikke så mange år siden var en selvfølge, er det ikke længere.

Jeg måtte erkende det til min fitness-træning. Jeg kan kun stå på et ben, dersom jeg får lov til at støtte mig til noget. Jeg er en af de meget få på mit hold, som ikke kan gennemføre ovennævnte øvelse ude på gulvet. Jeg finder det pinligt og ser mig nødt til at træne øvelsen i enrum.

Til gengæld klarer jeg benpres med flere kilo end alle andre. Men presset er større, når jeg skal stå på ét ben.

Nogen har spurgt til min kryptiske dagbogs indhold i går. Det forstår jeg godt.

Her er forklaringen: Jeg har gennem 4 uger gået og ventet på et par hospitalsundersøgelser, som jeg var til i sidste uge, og jeg har været meget nervøs for resultatet, sådan rigtig meget nervøs.

Og jeg kunne få resultatet i dag. Og det fik jeg

I kan allesammen godt række armene i vejret i jubel-brøl, og jeg ser gerne, at I ikke tager dem ned før engang midt i marts.

Jeg havde ellers besluttet, at jeg aldrig vil skrive om sygdomme i dagbogen, men dette er så stort, at jeg ikke kan lade være. Jeg tror, jeg er glad.

I dag vil jeg for første gang nogensinde vælge ikke at skrive noget. Jeg er ganske uoplagt og mine tanker kan ikke samle sig nok til, at der kan komme noget fornuftigt ud af det. Og jeg gider ikke høre nogen sige, at sådan er det s'gu hver dag.

Jeg vender frygteligt tilbage.

At bage rugnrød er blevet en rutine for mig. Igen i går og i dag har jeg præsteret mirakler og fået et sundt og godt rugbrød ud af vand, øl, forskellig mel, knækkede rugkærner, solsikkekærner, 5-kornsblanding - og ikke mindst den verdensberømte surdej, som vi gemmer noget af for hver bagning, indtil den bliver for "træt". Uden den intet rugbrød.

Jeg har tænkt over navnet "SURDEJ" og forestillet mig, at det er noget i retning af det, man ser på billedet. Det er i hvert fald surt. Men det giver gode resultater.

Jeg glæder mig til at smage friskbagt rugbrød, f. eks. med en god ost.

For mig er det et vigtigt skridt i vore børnebørns udvikling, når jeg for første gang finder "Halfdans ABC" frem og viser den til dem. I dag var det Frederiks tur.

I starten ville han kun lige kigge og så gå videre med sin leg.

Men da jeg fandt bogstavet E frem og læste den lille sentens for ham, blev han opmærksom, og straks ville han gerne høre mange flere bogstaver og de dertil hørende små kapitler.

Bogstav E var spændende, fordi han kunne associere det med farmor Else. Hør bare:

"Else elsker pelse. Else elsker pølse.

Pølse åd hun dagen lang. Elses pels blev alt for trang.

Pelsen holdt, men Else sprak. Else - pelse - pølsesnak".

Sådan, farmor.

Vi sad i formiddags i bilen på vej til Randers, barnebarn Frederik, farmor og farfar.

Der var lagt planer for 3 aktiviteter. Først i Toys R Us, så McDonald og sluttelig indkøb af Kinder-eggs i Hornslet. Vi remsede programmet op for Frederik, som spontant udbrød: "Det er en smuk dag".

Og det blev det. Frederik jublede før under og efter og havde en kanondag.

Hos Toys R us har vi en regel om, at børnebørn selv må finde en ting, de må købe, men prisen må kun være med 2 cifre. Den ordning var god nok for 15 år siden, da vores ældre børnebørn var meget yngre. Den går ikke længere. Det er næsten umuligt at finde noget så billigt.

Så det blev 3-cifret. Og meget populær hos dens nye ejer. Den har ikke stået stille hele eftermiddagen.

Jeg var til et tjek på Skejby Sygehus i dag. Forstanderinden var med. Igen mødte jeg et personale, som ikke kan overgås. Flinke, imødekommende og hjælpsomme. Det er vel aldrig nogen fornøjelse at komme på et hospital, men det venlige personale derude gør alt for, at jeg føler mig tryg.

Et venteværelse er ofte ikke noget muntert sted. Alle er jo syge. Alligevel var vi heldige at møde smilende mennesker. En ældre, snakkesalig dame havde anbragt sin taske på en stol, og der manglede stole. Jeg spurgte, om jeg måske kunne overtage taskens plads. Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg spurgte også, om hun på Marianne Jelvegsk maner brugte tasken til at slå med. Grinende sagde hun nej, hvorpå jeg betroede hende, at hun heller ikke lignede en, der ville slå.

Små, lidt pudsige ordvekslinger virker også i et venteværelse, og der var flere.

Det var så den oplevelse - og den udgift.

Just som jeg i går var færdig med at ordne ovner, stod vores vaskemaskine af. Ville ikke centrifugere, den gamle skabehals. 11 år gammel. Har aldrig før vist svaghedstegn.

Men de kom så nu. Hvordan kan et hjem i 2017 eksistere uden en vaskemaskine. Jeg spø'r bare.

Det kan det ikke. Så fluks i telefonen for at kontakte et godt firma, som straks i dag sendte en rigtig god mand, som præsterede det kunststykke at skifte 2 x kul uden at løfte den djævelsk tunge maskine ned. Og der blev slet ikke brug for min assistance til reparationen, selv om jeg gavmildt tilbød den. Måske den gode elektriker stolede mere på egne evner end på mine. Det kan jeg ikke bebrejde ham.

Nu virker den gamle maskine, som den skal, og det gjorde os glade.

Forstanderinden har gennem 2 år klaget over, at hun ikke kunne få ovnlågen gjort ren.

Den består af 3 lag glas. Alle var fedtede på begge sider.

Problemet var, at ingen kunne finde ud af at få lågen løftet af. Jeg har end ikke prøvet, fordi opgaven var opgivet af så mange.

Men da den søde dame igen i dag klagede sin nød og meget gerne ville have fjernet de der fedtstriber, der var mellem glassene, tænkte jeg, at nu måtte jeg mobilisere al min tekniske formåen og får lågen af, skilt ad og rengjort.

Til min overraskelse lykkedes operationen - ved hjælp af brugsanvisningen. Det var næsten sværere at sætte den på igen. Men atter viste min store tekniske kunnen sig, og så kom alt i orden.

Jeg modtog ros - ikke for meget, for man skal jo ikke tro. man er noget. Men trods alt ros.

Giv mig vanskeligere opgaver.

Forstanderindens computer (lap top) fik sin dødsdom i dag. Oh ve, oh ve.

I et 3. besøg i den 3. EDB-butik modtog vi den samme diagnose for 3. gang.

Efter et styrt fra sofabordet og lige ned på el-stikket blev dette bøjet. Da stikket er i et med bundkortet, kan det ikke sådan bare skiftes - i hvert fald kun til en pris på ikke under 2.500 kroner. Og uden garanti for, at det vil hjælpe.

Så nu må bæstet aflives. Det skal gøres humant med en skruetrækker og en hammer. Jeg er bange for, at jeg må forestå eksekutionen. Forstanderinden vil næppe kunne tåle at overvære, at hendes trofaste ven gennem flere år nu skal gå til de evige EDB-marker.

RIP.

Jeg blev glædeligt overrasket i morges/formiddags ved at min søde kone kom ind til mig med et køligt glas smothie. Sugerør og det hele. En herlig måde at blive vågen på. Morgenmad på sengen.

Jeg må indrømme, at jeg et øjeblik tænkte, at der måtte ligge noget bagved. Mon hun havde set noget tekstil, hun gerne ville have? Hun vidste, at der var flere penge på min konto end på hendes. Eller ville hun have mig med på et supermarkeds-angreb?

Det var ikke pænt tænkt. Jeg ved det.

Heldigvis kunne jeg snart lægge mine grimme tanker væk. Hun ville blot afprøve sin første smothie. Vi skal jo være med på trenden. Vi hader ikke at følge med moden.

Hun er altså god ved mig.

Jeg vil meget gerne køre endnu en tur ned ad mindernes alle.
Denne gang tilbage til 1948, hvor en dreng var en dreng, og hvor reglen ubørnhørligt lød: "Fra 1. maj er det shorts - uanset vejret". Dette billede er taget den 1. maj.
Vi er på besøg hos farmor. Onkel Svend, som var den eneste i familien, som ejede et kamera, tog billedet. Der er efter min mening flere væsentlige observationer at gøre på det.
I forreste række lillebror Kjeld og undertegnede. Bagest naturligvis far og mor.
Bemærk lige ham der Kjeld. Hold da op, hvor han ser fræk ud, og det var han. Min far må holde ham tilbage. Han brugte det meste af sin tid på at drille mig - kunne ikke blive træt af det. Så måtte jeg jo lige sætte ham på plads. Det forsøgte jeg mange gange.
Se lige min trøje, som min mor strikkede. Jeg husker den godt. På brystet står "GFR", Gunnar Fosgerau Rasmussen. Jeg var kæmpestolt af den.
Mor var en flot pige og far en flot fyr. Det er efter dem, jeg har arvet mit flotte udseende.
Kjeld er iøvrigt holdt op med at drille - langt om længe. Han er fa'me også fyldt 70.

Jeg fik taget en blodprøve i dag. På det enorme Skejby Sygehus.

Efterhånden har jeg fået gjort det så ofte, at en transfusion er nødvendig.

Det har altid været svært at finde rundt på hospitalet, vanvittig svært. Når man først er inden for døren på billedet, er man på Herrens mark.

I dag skulle jeg et sted, jeg før har besøgt. Så det skulle nok gå. Men afdelingen var flyttet. Nu gjaldt det om at finde den rigtige afdeling, Puha.

På vejen mødte vi en portør på en af de elektriske vogne. Han snakkede til en passager på bagsædet og fortalte, at det var håbløst at finde rundt på hospitalet. Skiltningen er uforståelig. Og han er der hver dag og skal transportere patienter rundt i bygningerne. Hvordan skal vi andre så kunne finde vej?

Så ham skulle jeg ikke spørge. Ved en tilfældighed fandt vi stedet for blodprøver.

Jeg fornemmede, at jeg vakte opsigt i vores lokale Brugs i dag.

Da vi kom til butikken spurgte jeg forstanderinden, om vi skulle have en eller to poser med ind til indkøbene. Da svaret var to, var jeg ikke i tvivl om, at det kunne blive langvarigt.

Derfor medbragte jeg min jagtstol, som altid ligger i bilen. Den er god at have, når der skal ventes meget. Og det skal der ofte.

Flere kunder spurgte bekymret til mig, om jeg var meget træt, andre smilede, og enkelte stirrede bare undrende på den gamle mand på stolen. En enkelt udtalte, at det var en glimrende ide. Han ville selv overveje den, blot med en klapstol. Den ville vække endnu mere opsigt.

Grundideen er god.

Med risiko for at kede mine venlige læsere er jeg nødt til at berette om mit nummer 2 besøg i fitness-centret. Jeg kan ikke lade være.

Hvis jeg følte, at besøg nummer et var hårdt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal føle om nummer to. Vi blev "tæsket" igennem fra den ene øvelse til den anden. Blandt andet havde vi 7 intervaller af 30 sekunder på motionscyklerne, godt nok med nogle minutters mellemrum. De trak søm ud. Bagefter cyklede vi bare videre. Til sidst var det største problem at komme ned fra cyklen

Hård var det også at lave strækøvelser med to meter lange og elastiske gummi-strimler.

Jeg mindes ikke at have svedt så meget på fem kvarter, som jeg gjorde i dag.

Men vi morer os, der grines. Og træneren er supergod. Og jeg har tabt mig tre kilo.

Så går den vist ikke længere. Vinteren har planer om et overfald. Gid pokker havde den. Det er surt.

Dog kender jeg en, som bifalder dens ankomst, yngste barnebarn Frederik.

Jeg hader sne og kulde, lige så meget som jeg hader varme Jeg er ikke nem at stille tilfreds.

Men vejrprofeterne er stride, se bare billede af vejret den næste uge. Det er, hvad vejrmanden kan byde på. Jeg græmmes og går i seng fra nu og til 31. marts. Basta.

Hvad kalder man forøvrigt en meteorologs kalender? En femdøgnsudsigt. (Kæft, den var go')

I dag var jeg i fitness-centret for første gang - nogensinde. Vi var 12 deltagere på holdet. Jeg er alderspræsident.

Det var en god oplevelse. Dygtige instruktører. Og jeg skal love for, at der kom sved på panden. God og grundig opvarmning, så vægttræning, kun afbrudt af individuel gennemgang af diverse "maskiner" sluttende med balanceøvelser. Jeg kan fa'me ikke stå på ét ben længere. På trods af det var alt godt. Man kunne mærke, at musklerne blev brugt. 5 kvarter uden pause.

Men næsten det bedste var, at der på holdet var flere, som har en god humor. Uden tvivl er der endnu flere, men jeg nåede ikke at tale med alle. Det kommer.

Hele oplevelsen var nøjagtig så god, som jeg håbede, den ville være. Jeg glæder mig til næste gang - på onsdag, til endnu flere anstrengelser, endnu mere sved og endnu mere af denne efterfølgende behagelige følelse. Jeg er glad.

Vi inviterede gæster til frokost i dag, svigerdatter Anette, søn Peter og barnebarn Frederik.

Det var ikke uden bagtanke. Vi er så onde. Arbejde skulle udføres, noget, som vi gamle ikke bare kan lave. Anette støvsugede, vaskede og skrubbede over hele huset. Peter vaskede gulve, og vigtigst af alt malede han. Det var tiltrængt. Hvor var det skønt at få det hele gjort. Vi fik det meget bedre.

Frederik spillede fodbold mod farfar, som tabte 10-1. Begge mine ben er kolde. Det er Frederiks ikke. Jeg blev bombarderet.

Jeg gør ikke mange opdagelser. Og de få, jeg gør, er ikke banebrydende for nogen eller noget.

Men måske har jeg nu fat i noget, der vil gøre mig bemærket.

Jeg har opdaget, at et flertal af nummerplader begynder med A. Hver gang jeg er i en bil, kan jeg ikke lade være med at aflæse nummerpladerne på biler, jeg ser. Så sent som i dag, hvor vi kørte til Silkeborg, observerede jeg, at over halvdelen af bilerne tilsyneladende har nummerplader, som begynder med netop A.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge den viden til. Sommetider føler jeg, at det næsten er en mani at kigge på nummerplader. Det kan ikke være sundt, at man bliver skuffet, når man ser en bil med et andet begyndelsesbogstav. Pas på, du ikke falder i den samme fælde.

Fortæl ikke andre om denne min særhed. De kunne få sære tanker om mig.

Mellem Fjerritslev og Thisted ligger en lille landsby, Gøttrup. Den er lille, 206 indbyggere.

Jeg har aldrig været der, men tæt på og forestiller mig en rolig og afslappet atmosfære, hvor man ikke går alt for højt op i formalia. Moms kendes sikkert ikke, og alle familier har en trailer.

Skulle nogen blive alt for pernitten med ønsker om kvitteringer og papirer, vil vedkommende diskret blive mindet om, at der ikke er nogen grund til at tage sig af bagateller. Det kan de gøre ovre i Københavnstrup.

Da den lokale taxa-mand i 2008 søgte en ny chauffør, kunne ej heller han se nogen grund til at interessere sig for formalia, så han indrykkede en annonce i de lokale blade. Efter sigende fik han mange ansøgere, nogle kun 12 år.

Det er særdeles sjældent, jeg drikker "Den gule enke", selv om jeg holder meget af den.

I dag havde jeg dog besluttet at lade en flaske springe, da vi skulle fejre min bror, fordi han er en god bror. Det blev til en god tapas-frokost kraftigt understøttet af omtalte enke + andre gode drikkevarer. Jeg bliver så glad, når jeg kan fejre min bror, for han fortjener det meget.

Desværre kan der gå lang tid, inden enken besøger os igen. Men hun skal være så hjertelig velkommen.

Som det huskes, købte vi i går to sengeborde i IKEA.

Først da vi afhentede dem, gik det i al sin gru op for mig, at de skulle samles. Havde ikke skænket det en tanke. Ordren lød på, at det SKULLE være i dag. Jeg vidste på forhånd, at det kunne jeg ikke finde ud af. Men der gaves ingen nåde. "Saml dem."

Til alt held fik vi gæster til en lille improviseret frokost, og uden nogensomhelst bagtanke fortalte jeg om min kvide med de forbistrede sengeborde. Og straks tilbød rare Lars, at dem kunne han nemt samle. Og det kunne han. Hold da op, jeg var glad, da jeg så ham arbejde. Jeg garanterer for, at jeg ALDRIG havde klaret det. Jeg ville råbende og skrigende smide det hele hen i et hjørne og have givet op. Hvor er jeg glad for, at vore to gæster kom forbi. En tonstung byrde gled af mine skuldre.

Nedlæg IKEA.

Det har ikke været nogen god dag. Min hofte er begyndt at smerte efter flere smertefri dage.

Og jeg er ikke et sekund i tvivl om årsagen. Jeg blev overtalt/tvunget til et besøg i IKEA, dette frygtelige og endeløse sted. Vi skulle købe et par natborde.

Det kostede en tur hele vejen rundt i den enorme butik. Fire kilometer gik vi, og det var langt mere, end min ellers smertefri hofte kunne klare. Fire kilometer. Det var grusomt - og kedeligt. Og tog meget lang tid.

For at gøre ondt værre blev forstanderinden ved med at finde ting og sager, som vi ikke under nogen omstændighed kunne leve uden.

Jeg vil hermed udnævne denne dag til en minus-dag.

Forstanderinden er meget interesseret i antikviteter. Derfor holder hun af mig.

Jeg deler hendes interesse.

Følgelig ser vi sammen en del TV-udsendelser om antikviteter og loppemarkeder, Faktisk sidder vi lige nu og ser en, mens jeg skriver.

Nogle af dem er interessante, og jeg er blevet fanget af dem. Det kan bevirke, at når vi er inviteret i byen for at spise eller drikke kaffe, har jeg fået den (u)vane, at jeg løfter tallerkener og kopper og kigger lynhurtigt efter de mærker, som er trykt på bunden af dem. Jeg synes selv, det er lidt pinligt, så jeg ser mig kvikt omkring, og når jeg tror mig uset, løfter jeg porcelænet og ser efter. Det ville være lidt pinligt, hvis jeg blev opdaget. Måske nogen ville tro, jeg planlægger et indbrud.

Jeg sad lidt formålsløst og "bladrede" i "Facebook Det gamle Århus", da jeg stødte på et billede af en cricketkamp i 1939. Kampen fandt sted på Galgebakken i Århus, hvor byens hængninger en gang fandt sted.

Galgebakken lå for enden af Ny Munkegade, cirka der, hvor Steno-Museet ligger nu.

Som det fremgår, var det en bane, som ikke kunne accepteres i dag. Meget ujævn, meget farlig. Man anede ikke, hvordan bolden ville springe op, og man kunne falde og brække både arme og ben.

Udstyret ser miserabelt ud. Der var ikke råd til nyt. Ingen handsker til gærdespilleren, og så fæster jeg mig ved de sorte livremme. Utænkeligt i dag.

Jeg har selv spillet en kamp på Galgebakken midt i 1950'erne mod Århus Olympia. Da var banen ikke meget bedre, men galgen var dog revet ned.

I dag er det nøjagtigt 12 år, siden jeg gik på pension, den 28/1 2005. Det var fra Jellebakkeskolen, som nu hedder Ellevangskolen.

Jeg husker dagen som en stor dag for mig. Jeg var klædt i bedste engelske stil. Hele skolen, alle børn og voksne var med til at fejre mig, så glade var de for min afgang.

Skolen stod faktisk på den anden ende udelukkende for mig, 750 børn og godt 100 voksne.

Jeg hilste på dem alle i dagens løb, sluttende med en afskedsreception af de store, med mange taler og gaver. Jeg havde aldrig prøvet sådan noget før - ej heller siden. Det var bevægende.

Det bedste er, at jeg mener at huske alt fra dagen.

Jeg kan til gengæld ikke huske alt fra de 34 år på skolen. Men hvis nogen er interesseret, kan jeg fortælle ganske mange skrøner.

Det var ikke godt. Det var især synd for min søde kone.

Vi havde længe glædet os til at besøge venner på Mols til en frokost. Jeg ved af erfaring, at det var en supergod frokost, der ventede på os.

Men desværre måtte vi vende om efter kun 5-6 kilometer, fordi den søde dames rygsmerter blev for store. Sådan kan det desværre gå.

Vi kørte hjem, og lige nu (kl. 13.30) sidder vi så med vores knækbrød og hytteost. Unægtelig en forskel fra det, der stod på menuen på Mols. Men pyt, bare smerterne snart forsvinder, så er alt godt.

Måske min diætist vil glæde sig, hvis hun har sadistiske tendenser.

Nåh ja. Jeg kan lige så godt tilstå. Endnu en dag med brunch. Denne gang på en restaurant ved åen i Århus.

Jeg må stadig tænke på min diætist, når jeg spiser, jeg ser hende for mig, hver gang der er mad på bordet.

Der var 3 forskellige brunches at vælge imellem. De hed "Den første", "Den anden" og "Den sunde".

Jeg måtte naturligvis vælge "Den sunde". Den var såmænd udmærket, men er ikke den bedste brunch, jeg har fået. Man må jo lide.

Men pyt. Vi trængte til at blive luftet. Og det er så sjældent, at vi kommer i Århus Centrum. Vi kiggede forgæves efter sporvognene.

Gad vide, hvad der sker i morgen.

I formmiddags var vi til en rigtig skøn og hyggelig brunch hos ældste barnebarn Katrine i Århus. Hun ved ikke alt det gode, hun kan gøre for os. Blandt andre gode sager havde hun bagt nogle underskønne muffins.

Øj, hvor de smagte godt.

Og der sad jeg med min just påbegyndte slankekur med diætist og det hele. Jeg tog som nævnt faktisk en. Lov mig, at I ikke siger det til hende, hvis I møder hende. Hun er nem at genkende, meget slank og blond.

I snakken over den gode mad grinte vi meget, så meget, at tårerne sprang. Ikke ad kagerne, men ad så meget andet. Vi gik meget glade derfra.

Der er fødselsdag i familien i dag. Vi fejrede den i weekenden.

Ældste søn Peter fylder år, og det har han gjort på denne dato gennem de seneste 46 år.

Så gammel har han ikke altid været. Som billedet viser var han engang 4 år. Han var med til en fødselsdag hos farmor og farfar i Silkeborg, så deres "lidt" overvægtige labrador skulle med på billedet. Den hed s'gu Fie.

Tillykke med dagen, kære søn.

Jeg var hos diætist i dag. For første gang i mit lange liv. Jeg har fundet det nødvendigt, da min kostpyramide efter hånden bestod af ene fedende sager, og min kampvægt blev noget for stor. Jeg røber ikke tallet, men prøv at gætte.

Den, der kommer nærmest på 130 kilo, vinder.

Jeg mødte en sød og venlig, yngre pige, som virkede meget kompetent. Af hende fik jeg en række gode råd, i første omgang navnlig om mængden af mad til hvert hovedmåltid, men hun lagde også vægt på mellemmåltider. Jeg fik en lang liste over små måltider, som er at indtage midt på formiddagen (hvis jeg er stået op) og midt på eftermiddagen.

Det er så to måltider mere, end jeg plejer at indtage.

Selv om jeg af natur er pessimist, fik jeg dog en smule optimisme. Jeg gider bare ikke, at det skal blive surt.

Jeg skal mødes med hende igen om en måned.

Vi sidder begge hyggeligt ved siden af hinanden i sofaen. Uden for mørkner det. Vi ser håndbold på TV, Danmark mod Ungarn, afgørende kamp i VM-turneringen. Det vil sige, det gør vi altså ikke alligevel. Inden for de første 5-6 minutter kom Danmarks bagud med 3-4 mål, og så stiger forstanderinden af. Det passer ikke hendes nervesystem. Hun bander højlydt over den enkelte spiller, og der bliver skiftet kanal til noget ganske andet,

Dog har hun sikret sig, at kampen bliver optaget, og dersom vi vinder, skal kampen ses bagefter helt uden nervøsitet. Så jeg kan risikere, at at skulle se håndbold i endnu 1½ time. Det er lige før, man kunne ønske, vi taber (Gunnar dog. Hvad er det dog, du siger?)

Nå, jeg må i givet fald væbne mig med tålmodighed.

Kort og godt. Endnu engang har jeg måttet konstatere, at med en god frokost med helt fantastisk mad, som vi fik hos gamle hundevenner i Æbeltoft i dag, følger øl og snaps.

Det er en god vane, som man ikke må underkende.

Jeg spiste som vanlig godt og grundigt, alt var så velsmagende, mens jeg samtidig blev overlistet af en af de såkaldte venner til også at smage en del af de spirituøse drikkevarer. Hver gang jeg sidder ved siden af ham til en frokost, bliver jeg svimmel. Gad vide, hvad det skyldes. Jeg brød endog ud i sang, men det var ikke fint nok til de ærede gæster.

Jeg forlod stedet med en promille på 4. Forstanderinden kørte hjem.

Gamle Sydney var hos dyrlægen i dag. Absolut ikke noget drastisk. Han skulle have klippe kløer.

Som altid tager han tingene med ophøjet ro. Han var mere interesseret i dyrlægens hundekiks end i nogetsomhelst andet.

Ganske vist havde jeg snor på ham og skulle forestille at holde ham, mens dyrlægen kravlede rundt på gulvet og klippede. Men snoren var helt unødvendig. Den gamle hund blev på stedet, indtil han fik øje på en håndfuld hundekiks efterladt på gulvet et lille stykke borte. Da måtte klipningen stoppes et øjeblik, mens den værste sult blev stillet.

I dag steg jeg et endnu et trin opad i min uddannelse som gourmet chef.

Jeg fik lov at lære at snitte hvidkål. Jeg lærte bl. a., at det ikke er ligegyldigt, i hvilken retning man snitter kålen. Det vidste jeg ikke. Der skal komme strimler ud af det.

Jeg gjorde mig umage og fik lidt ros.

Det blev mig dog ikke tilladt at snitte gulerødderne. Det kommer i en senere lektion.

Som det fremgår, var der kål og gulerødder i rigelige mængder. Vi har inviteret to kaniner og en hest til at spise med. Bon appetit.

Min søde viv og jeg kørte en tur i vores bil i eftermiddag - sådan bare ud i det blå. Det gør vi sjældent, og det er måske en skam.

Vi var enige om, at vi ville til et sted, hvor vi kunne sidde i bilen og se ud over noget vand, stille og roligt. Vores overbebyrdede hjerner trængte til restitution. Og det fik de. Vi kørte til Kalø Slotsruin.

I en halv time sad vi og kiggede på vand, strand og himmel uden at tale ret meget. Tavs opladning. Det var lidt diset, men jeg kunne alligevel mærke, at min trætte hjerne begyndte at reagere positivt. Jeg er sikker på, at det samme gjaldt for Else.

Så nu er vi klar til at møde den barske hverdag på ny. Bare kom an hverdag!

Foråret nærmer sig. Måske ikke temperaturmæssigt, men cykelløb-mæssigt.

"Tour Down Under" er startet i Sydaustralien og kører i en uge. Jeg skal se det hele, for jeg har glædet mig til, at sæsonen kunne begynde.

Og hvilken start. De hårdt prøvede ryttere kører rundt i 45 graders varme og må lide enormt. Når jeg tænker på, hvordan jeg har det i 25 graders varme, så kag kun beundre anstrengelserne. Og de kører både hurtigere og længere, end jeg nogensinde vil komme til det.

Det er så varmt, at arrangørerne har kortet 25 km. af etapen. Det har jeg aldrig gjort, uanset temperaturen.

Vores dronninglige majestæt, Margrethe, er på ny ude med riven. Det klæder hende.

Jeg læste i dagens presse, at hun ikke er vild med københavnernes selvoptagethed. Hvem er det? Hun minder os om, at Danmark er mere end København. Gad vide, om hun blev overrasket, da hun fandt ud af det. Hun fremhæver blandt andre Århus, som er udnævnt til europæisk kulturhovedstad i 2017. Dronningen er protektor for projektet.

Jeg må indrømme, jeg ikke er helt med på, hvad det går ud på, og hvad der skal ske, men forstår, at det handler en del om øl - til at binde de 20 daglige events sammen. Alle barer og restauranter i Århus glæder sig til begivenhederne. SKÅL.

Gennem stort set alle mine leveår har jeg måttet erkende, at madlavning ikke er en af mine spidskompetencer. Måske fordi interessen er minimal - måske endda mindre.

Jeg har forsøgt mig ind imellem, men aldrig med succes, medmindre der har været tale om at varme noget op og koge lidt pasta. Det er gået rimelig godt næsten hver gang, hvorfor jeg fik ambitioner.

Jeg er nu ved at blive udlært i at bage rugbrød, et aldeles skønt og kernefyldt brød. Jeg er nået så langt som til at røre dejen sammen, et betroet job. I næste uge regner jeg med at få lov til at hælde ingredienserne i det store fad selv. Det bliver stort.

Mit næste mål er at lære at koge æg. Det kan tage sin tid. Ambitionerne er der.

Som måske bekendt går jeg ikke meget op i håndbold. Det keder mig.

Men her under VM for herrer er sket noget, som har bragt mig i det røde felt. En af vore allerbedste spillere må kun spille, hvis modstanderholdet giver ham lov til det på grund af en albueskinne. Med andre ord: Modstanderne er med til at sætte vores hold.

Tankeeksperiment: Englands Premier League. Den allerbedste spiller, lad os sige Zlatan, bruger en tilsvarende skinne. Nu skal Man, United så ringe rundt til alle andre Premier League klubber og bede dem tillade, at Zlatan spiller imod dem. Der vil komme mange "nej'er". Det er s'gu da ikke modstanderne, der skal afgøre sligt og være med til at sætte holdet.
Hvis skinnen er forbudt, så gør det klart for spillerne - og ikke dagen før en kamp.
Det er kun med til at overbevise mig om, at håndbold også er tåbeligt på allerøverste plan.

Jeg var i hørecentret i dag for at få det sidste gratis serviceeftersyn på mit høreapparat.

Egentlig troede jeg, at jeg skulle have et nyt.

På ny oplevede jeg et firma med excellent service. "Maskinen" blev gennemgået fra A til Z og finjusteret, så jeg nu hører lidt bedre. Så I kan godt spare jer at hviske i min nærhed. Jeg hører det.

Jeg er tilfreds med resultatet, men kunne ikke lade være at spørge den rare mand, hvorfor et nyt apparat var unødvendigt. Han kastede et hurtigt blik på min "hørekurve" og sagde, at hørelsen på det højre øre stort set ikke kunne blive dårligere. Så det ville ikke hjælpe. Tak for kaffe.

Nå, men jeg er meget glad for, at finindstillingen hjalp lidt.

Da jeg kom hjem, spurgte forstanderinden, om jeg nu hørte bedre.

"Kvart i tre", svarede jeg.

I dag bliver ren nostalgi. Årsag: Min gamle soldaterkammerat 82 Kruse, Løgstør har sendt mig et billede af vores gamle radiostation fra vores fælles tid i Jyske Telegrafregiment 1963-64.

Det er en såkaldt B-station, en overlevering fra 2. verdenskrig. Den var temmelig uanvendelig, havde svært ved at holde forbindelse med andre stationer, især om natten, et stort skrummel. Som radiostation et nul. Rækkevidde: Helst ikke mere end 5 km. Men vi kendte jo knapt bedre.

Både Kruse og jeg var vognkommandører på stationen, dog ikke samtidig. Jeg var først. En vognkommandør kører bilen og holder den ved lige. Ingen af os var ret gode til det, navnlig ikke det sidste. Men hvor har vi dog haft mange sjove, gode og sure oplevelser med den.

Bilen var en gammel Bedford, højrestyret og grusomt larmende. Man kunne ikke føre en samtale i førerhuset. Til gengæld var der rimelig varmt, for vi sad mere eller mindre oven på motoren.

Godt, vi ikke kom i krig med den som forbindelsesled. Så havde vi tabt.

Vi havde besøg af Falck i går, her på matrikelnummeret.

De bedste hukommelser vil erindre, at vores trofaste campingvogn var punkteret, sådan helt flad. Det har den været i nogen tid. Et held, at det ikke skete på landevejen.

Søn Peter gjorde os opmærksom på, at skaden var dækket af Falck-abonnementet. Det vidste vi ikke, men det var korrekt.

Derfor ankom en Falck-redder af den allerbedste slags, venlig, imødekommende - og ikke mindst faglig dygtig. Han kom i et rullende værksted. Han hedder Ole. Lynhurtigt fandt han ud af, at det var ventilen, der var defekt, og lynhurtigt havde han skiftet den. Jeg stod og så på. Det var en fornøjelse - som det altid er - at se, når en dygtig håndværker går igang.

Jeg vil sende en e-mail til Falck og anbefale, at Ole får lønforhøjelse, for den fortjener han.

Så skete det s'gu igen. Utroligt. Jeg burde vide bedre.

Vi kørte i formiddags på ny til ekviperingshandleren i Rønde for at afhente de to par bukser, som vat syet op (desværre ikke ind). Vi havde på forhånd betalt for operationen, så det vat blot et spørgsmål om at afhente tekstilerne. Hvordan kunne jeg være så tåbelig at tro, at det var alt?

Vi drog derfra med yderligere påklædning. To dyre skjorter blev det til. Jeg kunne ikke stoppe forstanderinden eller ekspedienten. De to må have udtænkt komplottet sammen.

Problem: Jeg blev overløbet igen igen.

Forstanderinden har en lang arbejdsdag i dag. Mødte klokken 8 og kommer først hjem ved 7-tiden i aften. Hun er en tapper kvinde, som intet skyr for at passe sit job. Ovenikøbet har hun ondt i ryggen. Jeg beundrer hende meget.

Følgelig har jeg været alene. Det er OK.

Jeg havde forventet en lang arbejdsseddel liggende på køkkenbordet, da jeg stod op. Jeg turde næsten ikke forlade den varme dyne. Endelig listede jeg mig ud for at få chokket. Og det udeblev ikke. Der var ingen seddel. Gentager: INGEN.

Det gav mod på tilværelsen, så jeg susede ud og ryddede op i mit værksted, en meget tiltrængt og langvarig oprydning. Vildskaben havde nu grebet mig, så jeg fortsatte med at flytte vores havebord i sikkerhed efter Urd og sluttede med at gå en pænt lang tur med hundene.

Kæft, jeg er en flittig mand.

Jeg har i de seneste dage glædet mig over gensynet med Gustav Wieds "Livsens ondskab". Har optaget den på TV.

Jeg har glædet mig over Wieds hudfletning af borgerskabet. Hertil bruger han den tidligere toldkontrollør Knagsted som talerør. Han lægger ikke fingre imellem, når han mødes med byens spidser, hvadenten det er på gaden eller til et "møde" i "Ædedolkenes Klub". Ingen bliver skånet.

Hovedpersonen Emanuel Thomsen (Thummelumsen kaldet) får sit allerstørste ønske opfyldt, at kunne tilbagekøbe den fædrene gård, som gled ud af familien ved tvangsauktion. Også det går dårligt. Wied mener, at ingen har godt af at få sine største ønsker opfyldt.

Jeg er imponeret over skuespillerne, ikke mindst over nu afdøde Carl Ottesen. Han er nøjagtig så strid, som Gustav Wied kunne ønske sig det. Det var et glædeligt gensyn.

På billedet Knagsted og overlæreren (Carl Ottosen og Ebbe Rode)

Min yndlings-sportskommentator (cykelløb) Dennis Ritter har fået et "lille" problem.

For at kunne holde et løfte vil han blive meget, meget træt. Hør bare:

Under sommerens OL kom han for skade at udtale, at hvis ikke en vis Almaz Ayana ville vinde 5000 meter-løbet, da vil ha cykle hjemmefra og til startstedet for Tour de France 2017. Hun vandt ikke, hvorfor Dennis stod med et endnu ikke opfyldt løfte.

Heldigvis for ham starter Touren ikke i det sydlige Italien, men i Düsseldorf "kun" 737 kilometer borte.

Jeg er sikker på, han gennemfører.. Han er sej.

For katten da, hvor jeg gerne ville cykle med.

Jeg blev ekviperet i går - meget mere end nødvendigt.

Jeg fik i julegave et gavekort til indkøb af en pyjamas. Det skulle nu indløses, hvilket skulle ske i Rønde EBM. Vi kender butikken godt, har købt alt mit tøj der i flere år, og jeg ved, at jeg skal passe på. De sælger gerne. Kan sælge sand i Sahara.

Vi kan komme der for at købe et par lommetørklæder og går typisk derfra med to par bukser, en trøje og et par T-shirts. Og det er ikke jeg, som ønsker disse mastodont-indkøb. Det er hul'me dyrt.

Igen i går gik det galt. En pyjamas blev suppleret med ikke mindre end to par bukser. Det var hul'me dyrt. Jeg må tage mig sammen og købe mit tøj selv.

Følgende spørgsmål er naturligvis rent hypotetisk. Men en interessant opgave at løse.

Som udgangspunkt har jeg først på aftenen 5 små marcipanbrød. Inden jeg går i seng, har jeg spist de 3 af dem. Hvor mange kalorier har jeg da sparet, når hvert brød indeholder 52,5 kalorier ?

Svaret er naturligvis 105 kalorier.

Hvert brød indeholder desuden 3,2 g. fedt, hvorfor jeg sparer 6,4 g. fedt.

Alt i alt jo glædeligt. Men så fjerner vi det hypotetiske. Vær realistisk. Jeg kunne ikke drømme om at levne 2 marcipanbrød ud af 5. Jeg har prøvet, men den gik ikke.

Samme regnestykke kan naturligvis laves med ingefær-rødder. Men så er det røvkedeligt.

Forstanderinden og jeg var blandt de mange, som blev ramt af det totale TV-nedbrud nytårsaften. Nok om det. Sådanne uheld kan forekomme, og mit gæt er, at vi vil overleve en nytårsaften uden TV.

Firmaet beklager naturligvis dybt nedbruddet og er nu fremkommet med den kompensation, man kan påregne at få. En gratis filmkanal resten af måneden samt 250 gratis film.

Det får ikke mig til at bryde ud i jubel.

Jeg har i forvejen den pågældende filmkanal. Fik den tilbudt gratis sidste sommer. Ser den aldrig.

Jeg gider ikke se film kun ganske få, og de er ikke med i de 250.

Så den kompensation er ikke mange sure sild værd for os. Jeg så hellere cool cash. Det forstår jeg mig på.

Jeg kørte forstanderinden på arbejde i morges, klokken 7:15. Lige i den bedste sengetid. Det er et problem.

Men jeg gør det nu alligevel gerne, på trods af tidspunktet, for hun er ikke glad for at køre bil i mørket, og navnlig ikke i den tætte morgentrafik ind til Århus. Og det er svært at finde P-plads.

Et andet problem er, at jeg er meget mut og tavs på den tid af dagen, hvorimod den søde dame gerne vil tale om alt muligt. Jeg svarer med nogle uklare grynt og nikken eller rysten på hovedet. Det kan jeg ikke være bekendt. Det må høre op. Men hvis hun blot skulle møde klokken 11, var det løst.

Dernæst er det hjem til morgenmaden og arbejdssedlen. I dag var der 3 punkter: Støvsuge, redde senge, bære affaldspose ud i affaldsskur og rense græsplæne for hunde-høm-hømmer.

"Men der er jo fire", hører jeg dig sige. Du har ret. Sengeredningen burde have været der, det var den ikke, så jeg handlede refleksivt.

Jeg er med i flere facebook-grupper. To af dem minder om hinanden derved, at den ene handler om det gamle Silkeborg og den anden om det gamle Århus.

På sidstnævnte fandt jeg i dag et billede, som jeg ikke kunne stå for.

Da jeg var barn, talte man meget om "skinnebusser". Dem, jeg så dengang, mindede mig nu ikke om busser, men om persontog.

Se så lige på billedet. Hvis det ikke er en vaskeægte "skinne-bus", så ved jeg ikke, hvornår man skal bruge det ord. Bussen er bygget af Triangel i Odense i 1919 til DSB på Århus-Brabrand-ruten. Bussen var for lille, så den blev solgt til Hammelbanen, som brugte den på Hammel-Thorsø-banen. Her var den for stor og blev videresolgt.

Jeg elsker billeder af den slags.

Og der sad vi så, forstanderinden og jeg. Nytårsaften. På grund af vens sygdom var vi alene - for første gang i mange år.

Planen var god mad - den fik vi. Dernæst TV - det fik vi ikke.

Vi hyggede os alligevel. Så lidt video ("Livsens ondskab"), snakkede, spiste lidt mere, drak lidt mere (alkoholfri champagne og hvidvin). Det var en god aften.

Gik udenfor klokken 0.10 for at set fyrværkeri. Ikke en raket i luften. Gik ind igen, og klokken 0.15 brød det hele løs. Da havde vi sat os, så det blev som TV'et heller ikke til noget.

Godt nytår - navnlig til YouSee, som har brug for det.

Kære alle!
Jeg vil gerne ønske jer et rigtigt godt nytår med tak for jeres interesse for min pjattede dagbog.
Jeg håber, at 2017 må give jer masser af gode oplevelser af enhver art.
I aften skal I fejre nytåret på behørig vis. Spis godt og drik fornuftigt - ligesom jeg.
Husk briller og handsker, når I skal sende raketter og andre eksplosiver afsted.
Svøm ikke for langt ud, hvis I skal nytårsbade. Jeg plejer selv at svømme langs stranden i en halv times tid.
Nytårsforsætter? Jeg har læst, at vores hjerner ikke er vilde med dem. Så dem har jeg undladt. Dog kunne jeg godt tænke på et enkelt: Jeg vil starte med at ryge igen. Men det forsæt holder jeg s'gu nok heller ikke.

På årets næstsidste dag har jeg taget mod til mig og gennemgået årsresultatet for mine cykelture. Det er trist læsning, tristere end nogensinde før. Jeg græmmes, jeg er pinligt berørt.

848 kilometer blev det. Ikke én kilometer er kørt i januar, november og december. Lad det så være, men i februar, marts og april var jeg aldrig over 50 kilometer pr. måned. Rekorden var maj med 175 kilometer.

Undskyldningerne står i kø, men det var først og fremmest vejret, alt for meget blæst og regn.

848 kilometer i alt, føj da. Målsætningen var 2.000. 1.152 kilometer mangler. Piiiiinligt. Hvis det ikke bliver bedre i 2017, må kommunen gribe ind.

Bjarne Riis har udtrykt sin store skuffelse og sendt mange bebrejdelser. Der røg Giroen, Touren og Vueltaen. Jeg må nøjes med "Rundt om Brabrandsøen", "Tour de lac Brabrand".

Forstanderinden og jeg har bryllupsdag i dag. I nøjagtig 54 år har vi været sammen. Siden 1962.

Af uforståelige årsager hævder hun, at jeg er bedre gift end hun. Jeg forstår det ikke, for jeg gør, hvad jeg bliver bedt om. Alle arbejdssedler bliver nøje fulgt, men måske er jeg ved at overskride en grænse, som ikke vil blive bifaldt af den søde dame. Jeg overvejer oprør. Bøndernes rebel mod herremændene. Jeg vil nu og da undlade at lave nogle af opgaverne. Efter 54 år må det være tilladt.

Nå. Spøg til side. Jeg er meget lykkelig og taknemmelig for at have været den ene halvdel af et 54 år langt ægteskab. Det er ikke mange forundt. Hun er en gæv tøs, som alle holder af.

På billedet ses Mariehøj Kirke i Silkeborg, hvor det hele startede. Billedet er fra ca. 1962. Tillykke til os begge.

Jeg blev i dag spurgt af barnebarn Cecilie, hvorfor man egentlig spiser kransekage ved festlige lejligheder. Jeg svarede, at kransekager ser festlige ud, ofte pyntet med dannebrogsflag og er en passende afslutning på en forhåbentlig god middag.

Jeg tror, at næsten alle mennesker holder af kransekage med den sødlige mandel- og marzipansmag. Jeg er i hvert fald meget glad for den.

Jeg kunne jo ikke lade være med at google lidt og fandt ud af, at den er en skandinavisk tradition. Den serveres typisk ved nytårsaften, bryllup og konfirmation. Jeg har aldrig set den serveret juleaften.

Således velinformeret vil jeg glæde mig til nytårsaften.

Normalt er jeg ikke en hund efter julegløgg. Dog oplevede jeg på gårsdagens jagt at få serveret en fremragende en af slagsen, virkelig velsmagende.

Da jeg i dag vandrede rundt i et lokalt supermarked, kom lysten til endnu et glas op i mig. Derfor købte jeg en karton med 1 liter færdigblandet gløgg, kørte hjem og fik den varmet op,

Helt tydeligt var den ikke så god som den hjemmelavede i går, men måske god til min mandeforkølelse. Og den er også en omtale værd.

Den brød ud sidst på juleaften og har plaget mig siden. Jeg har hostet og nyst. Jeg har det ikke godt, meget dårligt, tung i hovedet og hele tiden med et lommetørklæde foran næsen. Jeg føler mig svag i hele kroppen. Jeg har næsten mistet appetitten. Det er altsammen svært at klare, men jeg lider i absolut stilhed. Ingen skal sige om mig, at jeg ikke kan klare en mastodont-forkølelse.

Det er en lidt trist dag for mig. Jeg har været på min sidste jagt på Møllerup Gods. Jeg har stort set ikke gået på jagt andre steder. 41 jagtsæsoner blev det til. Når jeg går på jagt, er det kun med hund.

Hvis blot min hofte havde været lidt bedre, var jeg fortsat.

Selv da jeg kørte afsted i morges var jeg en lillebitte smule i tvivl, om jeg skulle holde, men i dagens løb blev jeg helt klar over, at det skulle jeg. Den gamle hofte viste sig fra sin værste side.

41 skønne sæsoner med et utal af små og store oplevelser ude i naturen og i selskab med de skønneste hundefolk er slut. Min taknemlighed over at have oplevet jagterne er stor.

Samtidig gik min trofaste hund Sydney på pension. Han fik dog kun 10 sæsoner.

Men helt kan jeg nok ikke holde mig borte. Næste år vil jeg dukke op og være med fra sidelinjen, men ganske uden ansvarsområde. Det kan jeg også glæde mig lidt til.

Da forstanderinden og jeg i aftes kørte hjem fra en rigtig hyggelig juleaften, kunne vi nemt blive enige om, at i dag skulle vi absolut ikke lave nogetsomhelst. Det er godt at gå i seng med den viden i baghovedet.

Det blev sent. Lidt natmad, lidt TV, lidt hyggesnak fik tiden til at gå, så klokken blev 2, inden vi slukkede lyset. Til gengæld stod vi ikke op før klokken 12. Og vi har ikke lavet noget - joh. Jeg redte senge, og den søde dame lavede frokost. Derudover intet. Helt pragtfuldt. En lille morfar blev det dog til med passende mellemrum.

1. juledag er en god dag.

I morgen er der jagt.¨- hvis stormvejret tillader det.

Jeg er glad for at ønske mine læsere en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at alle må få en god højtid med gode stunder sammen med familie og venner.

Selv om nogle af os har oplevet mange juleaftener (for mit vedkommende 76), så er der stadig noget særligt ved den aften. Det kan være, at vi gamle ikke længere kan spise og drikke så meget eller danse om juletræet i timevis, som vi kunne engang. Men vi kan nyde samværet med små og store. Vi kan mindes nogle af de mange juleaftener, vi har haft.

Her er bare ét af minderne. Min gamle mormor tålte ikke at se noget gå til spilde. Derfor samlede hun alt gavepapiret, glattede det ud, lagde det sammen og gemte det til året efter. Der er ingen, der gør det længere.

Julenissen til venstre er en, jeg kender godt.

Julen er traditionernes tid med gaver, juletræ, slik og mad.

Jeg fik i dag genopfrisket en "slags tradition" fra mit barndomshjem. Der skulle koges risengrød, som meget gerne i morgen skal undergå en forandring og blive til ris a la mande.

Jeg fulgte med i processen fra en sikker plads på en stol i køkkenet. Ris, mælk og en del andet blev hældt op i gryden og bragt til at koge. Da det begyndte at koge bar forstanderinden gryden - nu indpakket i et tæppe - ind i soveværelset og stillede det under en dyne, hvor det kogte videre uden at bruge elektricitet. Med andre ord: Sengen blev til en høkasse. Derpå kørte vi ud for at handle, og en time senere løftedes gryden ud, og vupti var det hele kogt færdigt, og en lækker risengrød kunne ses.

Jeg husker tydeligt, at min mor brugte samme ide, blot havde vi en rigtig høkasse.

Det er da smart - og besparende. Og allerbedst. det bliver til ris a la mande.

Hvem har lyst til at sidde i godt en time med åben mund, mens kæbeleddet smerter, og diverse tandlægeudstyr farer ud og ind ad munden, bor, sprøjter, vattamponer, sugere, matricer og en del andet, som jeg ikke kender navnene på? Ikke jeg - slet ikke jeg.

Alligevel var det det, som jeg tilbragte tiden med sidst på eftermiddagen i dag.

To ældre plomber blev skiftet. Ikke at det gjorde ondt, overhovedet ikke, men det er lidt ubehageligt med den evigt åbne mund. Da jeg endelig fik lov at lukke den, kunne jeg næste ikke, og mine læber lignede en fladfisks, helt skæv på grund af to bedøvelser.

Munden sprang op med et smæld, da jeg så regningen.

Jeg har i eftermiddag brugt lidt tid på at kigge mine jagtbilleder fra i år igennem.

Dels synes jeg selv, at nogle af dem er gode, og dels - og nok primært - er det godt at mindes den jagtsæson, som er ved at slutte, og som for mit vedkommende vil slutte 2. juledag med Sydney's sidste jagtdag - og måske også min. Den gamle dreng, altså Sydney, er slidt op. Og han har nydt hvert sekund.

Jeg kan godt lide billedet af en lille pause undervejs. Det er ikke noget mesterværk, men alt ånder fred og afslappelse. Også hundene kan lide det og står, sidder eller ligger roligt rundt omkring. Fordelen ved labradors er, at de er uendeligt fredelige. Vi har aldrig uenigheder hundene imellem. De er trænet op til at respektere hinanden. Gid, alle mennesker også var det.

Forstanderinden og jeg kørte på lossepladsen i dag med en totalt fyldt Toyota.

Det er næsten skræmmende, at to mennesker på forholdsvis kort tid (ca. 1 md.) kan samle så meget affald. Bilen var stoppet fra gulv til loft, og alt var klemt godt og grundigt sammen. Det var som altid navnlig brugt emballage, der fyldte op, plastik, pap og papir.

Men der var andet. En standerlampe, som har stået i vores stue i 20 år, måtte "lade livet". Jeg følte med den, næsten som man gør med juletræet i H. C. Andersens eventyr "Grantræet", som efter julen ender på loftet for senere at blive brændt. Lampen gik fra lys, fest og glæde til lossepladsen. Hvor trist. Men lossepladser er jo heller ikke skabt til at bringe glæde, udover at det var skønt at slippe af med affaldet.

Sæsonen for arbejdssedler fra forstanderinden er gået ind. Hun skal arbejde en del. Alt på sedlen skal ordnes, mens hun er væk. Og der spares ikke på blækket. Ikke færre end 10 punkter, som krævede en indsats fra mig, var linet op i dag. Se blot på billedet. Alt er behørigt streget ud, efterhånden som jobbene blev afviklet.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle tømme opvaskemaskinen 2 gange (punkt 8 og 10). For en sikkerheds skyld satte jeg det hele ind i maskinen igen og tømte den på ny. Jeg turde ikke andet. Man skal ikke spøge med ordrerne.

Fedtpletterne viser blot, at jeg laver flere ting på én gang, f. eks. spiser jeg ind imellem.. Det hedder "Multitaske".

Jeg fik skældud i dag, temmelig meget - lige fra morgenstunden.

Udmattet af gårsdagens jagt lå jeg lidt længe og stod endelig op for at gå på toilet og få et bad. Klokken var 10. Første aktivitet blev overstået, hvorpå jeg skulle i bad. Men der stod forstanderinden foran spejlet. Jeg nævnte lige, at jeg gerne ville i bad. Så jeg gik i seng igen og spillede Word Feud. En time senere stod den søde dame i soveværelset med en stram mine: "Jeg troede, du skule i bad. Hvorfor skulle jeg så jages ud af badeværelset, når du ikke går i gang?" Det kneb at finde et svar, så der faldt yderligere bebrejdelser, så som "irriterende, træls, unødvendigt, slapt" m.m.

Så kunne det nok være, jeg kom i bad.

Det lakker mod enden. Min gamle hund Sydney var i dag på sin næstsidste jagt. Han er blevet noget for stivbenet og ikke mindst selvstændig. Det er, som om han lunter rundt i sin egen lille verden, når han skal apportere en fugl. Der er i hvert fald ingen grund til, at jeg blander mig i det. Han gør, nøjagtigt som han selv vil - og det går ikke for stærkt. Han laver stort set alle de fejl, en retriever kan lave på en jagt. Men han får da en del fasaner slæbt hjem. I dag hentende han 25-30 fasaner i bare én såt. Så nu mærker vi ikke meget til ham før mandag.

Han har haft et godt "jagt-liv". Har været på utallige jagter, og han har moret sig hver gang. Det bliver underligt, når han ikke mere skal med. Han har været en god apportør.

Men måske er det også på tide, at jeg stopper. Jeg har også haft en fantastisk tid på jagter.

Forstanderinden var tidligt oppe. Hun skulle på arbejde. Gud velsigne hende for det. Det giver mulighed for ferier og blødt brød til teen.

Underligt nok var jeg ikke oppe, men lå sorgløs i min seng ventende på at høre bilen blive startet og køre ud af garagen, som jo er lige ved soveværelset. Det skete ikke. I stedet hørtes en skarp forstanderinde-stemme råbe: "GUNNAR. GUNNAR. Kom herud og luk motorhjelmen". Klokken var 7.30.

Slukøret og i nattøj, morgenkåbe og træsko løb jeg om hjørnet til garagen. Ganske rigtigt. Hjelmen var åben. Jeg hældte jo ny sprinklervæske på i går, og så må detaljen med at lukke hjelmen være smuttet. Jeg brummede lidt og lovede at lære den søde dame, hvordan man lukker en motorhjelm.

Det lød hun heller ikke begejstret for. Og så tilbage til dynerne.

For et par dage siden var jeg til et introduktionsmøde i et fitness-center i Århus, et sundhedscenter. Det var en god oplevelse. Meget venlig modtagelse, grundig forklaring om, hvad der skal ske. En sød sygeplejerske gennemgik det hele.

Hun talte så engageret om det, at jeg uvægerligt kom til at glæde mig meget til at starte. Hun lovede, at jeg vil blive fysisk anstrengt til det yderste, men det er jeg så vant til på cyklen og herhjemme.

De fysiske anstrengelser kombineres med undervisning. Så ikke alene bliver jeg fit og sund (og slank), jeg bliver også klogere, hvilket sidste mange har svært ved at tro overhovedet kan lade sig gøre..

Jeg var til fødselsdag i eftermiddag. Desværre tog rødvinen magten fra mig, og dårlige kammerater bragte mig i uføre. Hvis det ikke var for min jernstærke moral, var det endt galt, meget galt. Jeg kunne nemt være blevet endnu et eksempel på spiritussens skadelige virkning. Heldigvis skete det ikke, jeg stod imod. Men jeg undres til stadighed over, at jeg så ofte bliver svimmel, når jeg er til en fødselsdag. Godt, mine forældre ikke overværede det. De ville have været rystet.

Jeg er fejlfri. Én gang om året laver jeg dog en fejl. Jeg laver den med vilje, så andre ikke tror, jeg er en robot. Jeg valgte dagen i dag til min årlige fejl.

Efter at have kørt forvirret rund i midtbyen uden at kunne finde en parkeringsplads, kørte jeg ned ad en bestemt gade, som aldrig før har været ensrettet. Det var den så nu. Det kunne jeg ikke gøre noget ved.

Efter nogle hundrede meter kom en stor varevogn os i møde. Chaufføren slog ud med arme og ben for at vise, at jeg kørte i den gale retning. Og der stod vi så, køler mod køler. Jeg gav mig ikke, for jeg kunne ikke bakke den lange vej tilbage, hvorimod sur-fjæset blot skulle bakke 5 meter. Det fik vi så nogen tid til at gå med. Endelig gav fjolset op og bakkede. Jeg kunne køre forbi til akkompagnement af hans mindre pæne gloser ud af en nedrullet siderude. Hvilket ordvalg.

Der er håndbold på TV for tiden, meget håndbold, EM for damer.

Forstanderinden er vildt begejstret og ser så vidt muligt det hele. I eftermiddag så vi Spanien mod Tyskland. For lidt siden Serbien mod Holland. Lige nu ser vi Frankrig mod Sverige. Og i morgen går den videre med yderligere 3 kampe. Det er 4-5 timers håndbold hver dag.

Jeg er ikke vild med håndbold, bryder mig slet ikke om det. Men det er helt fint, at min søde kone glæder sig over det. Jeg lider i stilhed og glæder mig, til jeg erobrer skærmen til sommer med alle de store og små cykelløb.

Og om en uge er det slut med håndbolden, nåh nej. Så kommer EM for mænd i januar efterfulgt af en enorm mængde turneringskampe fra Danmark, Tyskland og Frankrig. Det slutter i juni. Fra april er der cykelløb. Øj, det bliver godt.

Jeg må meget beklage,at jeg er sent på den i dag,

Årsagen er, at forstanderinden, Frederik og jeg var i Skorup Kirke for at høre "De 9 læsninger".

Som en meget væsentlig del indgik flere sange, sunget af kirkekoret, hvori svigerdatter og søn er meget ivrige deltagere. Det er et par år, siden jeg sidst hørte koret, og som de dog er gode. Ingen tvivl om, at der er sket en stor fremgang. Før var koret rigtig godt, nu er det særdeles godt. Der er et professionelt snit over det. Men koret ledes også af en professionel. Jeg fik meget lyst til at være med, men den går bare ikke. Min stemme er i overgang.

Det vil overraske mange, at jeg var på jagt i dag. Der er nu blot to jagtdage tilbage i 2016.

Som altid var det hårdt for mit gamle kadaver, men også som altid nød jeg at være sammen med hundefolkene på billedet. De er pragtfulde mennesker, som jeg har kendt i mange år, og som virkelig forstår at føre en hund på jagt. Deres hunde er utroligt dygtige, hvorfor vi altid får et godt resultat. Jeg ville ønske, min hund var lige så dygtig som deres, men nu er han alt for gammel og har kun 2 jagter tilbage i sit liv. Han har dog været lige så dygtig engang. Det har jeg også.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg i dag i "Rokoko Posten" læste om postvæsenets initiativ. Det hedder "Hent din egen post".

Ideen er, at afsender ringer til modtager og siger, at der ligger brev eller pakke til afhentning. Derpå går eller kører modtager til afsender for at hente sin post.

For ulejligheden tilbyder postvæsenet, at portoen kun er 50% af den egentlige pris.

Til gengæld har man hævet portoen for breve med 13 kroner og for de mindste pakker med 102,50 kr.

En repræsentant for postvæsenet betegner ordningen som genial og fortæller, at man samtidig har trykt nogle nye frimærker til formålet med en pris på 50% af den fulde porto.

Og så undrer nogle sig over, at postvæsenet har røde tal på bundlinjen.

Jeg skylder at sige, at "nyheden" er 4 år gammel, hvilket blot beviser, at endnu et tiltag fra postvæsenet ikke blev til noget.

Forstanderinden ville gerne til Århus Midtby for at se julepyntning i gaderne og butikkerne i dag. Jeg var også interesseret, så vi drog afsted.

Det er ikke hver dag, vi tager derind. Sidst, vi var der, måtte vi med mellemrum springe for sporvogne, der klimprende kørte nedad strøget.

Problem 1: Vi måtte bruge næsten 3 kvarter på at finde en P-plads.

Problem 2: Lysene var tændt over gaden, men kunne ikke ses, da solen skinnede alt for klart.

Så det var ikke den største succes. Men vi fandt et godt sted at spise en god frokost.

Jeg var hos tandlægen i dag, undersøgelse og tandrensning.
Tandrensningen gik fint. Jeg elsker at få det gjort. Mine tænder føles perfekt blanke og rene bagefter. Jeg ligefrem nyder at få det gjort.
Undersøgelsen var lidt mere tvivlsom. To plomber skal udskiftes. Almindelig erodering er årsagen. Ny tid lige før jul.
Jeg lider på ingen måde af tandlægeskræk, og jeg har verdens sødeste tandlæge. Men jeg hader regningerne. Fy for skam da. Og de kommer altid ubelejligt og er tårnhøje. Men heldigvis går ingen tandlæger med sandaler på denne årstid, for så ville de også stjæle med tæerne.

Jeg tror, at næsten alle mennesker holder af kransekage med den sødlige mandel- og marzipansmag. Jeg er i hvert fald meget glad for den.

Således velinformeret vil jeg glæde mig til nytårsaften.

Jeg røg i med begge ben i dag. Nogen tog fusen på mig. Det var en ellers meget sød dame, kendt som forstanderinden.

På vej hjem fra indkøb betroede jeg hende, at jeg skulle hjem og rydde op i mit værksted. Hun bifaldt forslaget på det kraftigste, for det har længe været tiltrængt. Hun ville så til gengæld støvsuge. Jeg fandt det en god arbejdsfordeling. Jeg holder meget af retfærdig arbejdsfordeling.

Efter hjemkomst gik jeg straks i gang i værkstedet, blev færdig og gik ind. Havde hun støvsuget? Nej. Den søde dame var blevet optaget af noget e-post, hævdede hun.

Slutresultat: Jeg udførte såvel oprydning som støvsugning. Kæft, jeg er naiv.

Vi har et blommetræ, et dejligt blommetræ. Hvert år i september leverer det de skønneste, mørkeblå og søde blommer, man kan tænke sig.

Heldigvis er der ikke meget vedligehold ved et blommetræ, men én gang om året skal de øverste, tynde grene dog skæres af. De er i 3 meters højde.

Det var i dag, jeg valgte at gøre det. Frem drog jeg min kædesav. Den er netop 3 meter lang. Sidder på en teleskopstang. Ganske vist er den lidt tung, men det er dog noget nemmere at afskære grene deroppe i højderne, end den gang jeg brugte et såkaldt høgenæb. Man er vel med på beatet.

Hvem kommer og samler grene op og kører på lossepladsen med dem? Jeg laver gerne en venteliste.

Hvad er værst?

1) At rive en bunke grene sammen og stakke dem?

2) At sidde på hug og pumpe et campingvogns-dæk op og bagefter tage reservehjulet ud og pumpe det?

3) At sidde på knæ og udtage vandlås og diverse rør under køkkenvasken for at rense dem?

Da jeg var færdig med nummer 2, kunne jeg ikke forestille mig hårdere prøvelser i dag. Men jeg blev klogere. Liggende på knæ for at løsne diverse samlinger på krumme rør uden at kunne se noget er en prøvelse for en gammel ryg og to gamle knæ. Øj mand, hvor jeg prustede og stønnede. Og naturligvis var alle gevind defekte. Så mandag bestilles en VVS-mand. Han skal være så hjertelig velkommen - selv om han er dyr at have gående.

Lille Frederik er på weekend hos os. Det giver liv og glade dage - og også dramatik.

Frederik og jeg leger "kildreleg". Den går i al sin enkelthed ud på, at hvis jeg fanger ham, må jeg kildre ham. To problemer: Han har "hellige" steder, hvor jeg ikke må kildre ham. Han løber så stærkt, at jeg ikke har en jordisk chance for at følge med.

Jeg gør mit allerbedste, hvilket resulterede i, at jeg trådte på en Lego-klods og faldt bardus med hovedet forrest ned i gulvet. Som bekendt er næsen det mest fremspringende punkt, så den mødte brædderne først. Dernæst kom skulder og hofte. Det gjorde nas. Efter at have ligget på gulvet i nogen tid kom jeg op på min egen, alternative måde. Den er ikke køn, til gengæld tager den lang tid.

Opringning fra gode vennen på Mols klokken 13.30: "Kom og få en kop kaffe".

God opringning. Vi elsker overraskende invitationer og drog straks afsted.

Og det var meget hyggeligt. Vi nød kaffen, teen, brødet og Pepsi Maxen. Livet er for kort til at sige nej tak til pludselige invitationer.

De bedste hukommelser vil vil erindre, at jeg i lørdags afmonterede vandlås m.m. under køkkenvasken og genmonterede samme. Altsammen under store smerter.

Desværre stod resultatet ikke mål med anstrengelserne. Låsen var fortsat utæt, og afløbet elendigt. Tydeligvis var en prop gået fast i afløbsrøret.

Derfor var der udelt begejstring, da VVS-manden ankom over middag, og i løbet af en times tid havde renset rørene og skiftet vandlåsen. Se bare, hvor fin og ren den er.

Den gode mand kører et en-mands-firma og havde helt tydeligt meget travlt. Han måtte tage telefonen et par gange. Jeg betroede ham, at da han var så ophængt, hastede det ikke med regningen. August næste år kunne være passende. Han regnede dog med, at det blev tidligere.