Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Vi havde et dejligt besøg i dag. Et sjældent et.

Barnebarn Kristian er hjemme fra København og valgte at bruge et par timer på at besøge vi to gamle. Det var vi meget glade for. Vi nyder at snakke med søde, unge mennesker som han. Det er rart at følge med i deres udvikling, og jeg skal da love for, at Kristian har udviklet sig. Han går i 3. G i hovedstaden og har mange planer for sin fremtid.

På trods af det husker man jo stadig den lille, søde dreng med den store nysgerrighed, som når han i et supermarked kravlede rundt under reolerne i al støvet og pludselig råber: "Mormor, her en mus". Det vakte opmærksomhed hos andre kunder.

Han er en god dreng.

Jeg vågnede rædselsslagen i morges. Jeg drømte, at jeg mødte Brian Holm og Bjarne Riis i Silkeborg. Vi faldt i snak, og jeg inviterede dem på en øl på et værtshus. De sagde tak og fulgte med. Nu skulle der snakkes cykelløb. Ganske vist bemærkede jeg, at en gruppe unge cykelryttere fulgte med, men tænkte ikke over det. I lighed med vi tre lidt ældre drak de unge mennesker øl og drinks.

Jeg måtte et øjeblik forlade selskabet for at mødes med bekendte uden for. Jeg havde endnu ikke betalt og gik ind for at gøre det. Holm, Riis og de unge mennesker var gået. Servitricen genkendte mig og kom med regningen på 4.700 kroner. Jeg skulle altså betale for hele selskabet. Jeg tænkte, at det ville være vanskeligt at forklare mig til forstanderinden. Jeg rystede af skræk. Jeg var helt slået ud, da jeg vågnede. Og vi fik ikke engang snakket cykelløb.

Vi var i et lokalt supermarked i dag. Vi skulle afhente en pakke, en julegave.

Tidligere blev den bragt af et glad postbud, eller i uheldigste fald skulle man afhente pakken på posthuset.

Det er nye tider. Posthuse er nedlagt - postbudene mere eller mindre det samme. Supermarkederne er "posthuse".

Besværet består i, at ved afhentningen skal man trykke koder ind på underlige pakkereoler eller kontakte en ansat, som - hvis du har husket pakkenummeret - giver dig pakken.

I dag skulle vi blot oplyse mit navn. Problemet var, at vores pakke lå i en enorm stak, og ingen vidste hvor. Den unge mand begyndte at flytte pakker, indtil jeg med mit falkeblik så, at den lå ved siden af stakken. Så blev det alligevel jul.

I Århus er vi med på noderne - altid. Sidst tilgåede invention: Letbanen.

Ifølge de seneste rygter skal banen endelig efter utallige udsættelser starte i morgen. Enhver århusianer med respekt for sig selv siger: "Ja, ja. Slap nu bare af. Starten plejer at blive udsat". Svaret kommer i morgen.

Nu skal man jo ikke tro, at letbane er noget nyt her i byen. Indtil 1971 kørte sporvogne rundt i byen. De var en del af dens puls. De blev beskyldt for at sinke trafikken og gøre den besværlig. Men det er nu glemt, og vi prøver med en smartere model. Men ideen og farten er den samme.

Tillykke, Århus. 3 uheld på 3 uger. Altid fremme i skoene.

Dejlig aftensmad hos Anette, Peter og Frederik i dag. Menuen stod på hjemmelavet ribbenssteg-burger med meget tilbehør. Det faldt i god jord.

For jeg ved ikke hvilken gang spiste jeg for meget og det på trods af min sarte mave. Jeg håber, jeg ikke bliver straffet for det i nat. Jeg fortjener det ikke, selv om jeg kender nogle, som vil sige noget i retning af: "Man ligger, som man har redt."

Disse mennesker ønsker mig det ikke godt. Måtte deres sokker krybe i vask.

Som altid mandag formiddag var min søde viv og jeg til styrketræning i Hornslet. Det er altid en god oplevelse - omend anstrengende. Vi er 7 på holdet, 6 godt og vel midaldrende kvinder og undertegnede.

I dag var anstrengelserne begrænsede, og der var et behageligt indslag i anledning af julen.

En af de søde damer havde bagt de skønneste boller og chokolade-småkager. Der var naturligvis også kaffe og te.

Da vi havde mæsket os med det dejlige bagværk - tandsmør på bollerne - var jeg som overtid tvunget til at tage et kvarter på gangbåndet med stor hastighed, så det næsten blev til et løbebånd.

Er der noget bedre end masochisme? De andre var gået hjem.

Jeg går for sjældent i kirke. Ikke fordi jeg skammer mig over det.

Men den oplevelse, jeg havde i dag, fortalte mig, at det ER for sjældent. Sammen med barnebarn Cecilie var jeg i Skødstrup Kirke.

Her oplevede vi en prædiken af helt utrolig kvalitet og spændende indhold. Jeg tror, vi ikke gik glip af et eneste ord.

Temaet var "Du er, hvad du ser". Hvis du kun ser det mørke og "trælse", præsten brugte det ord, så bliver din tilværelse mørk og "træls".

Men om du kunne vænne dig til at se mere på det lyse og glædelige, da bliver din tilværelse netop lys og glædelig. Det var rigtig godt for en pessimist som jeg at høre. En stærk oplevelse.

Det var slemt. Jeg stod op klokken kvart i ti for at få lidt at drikke. I stuen sad forstanderinden med sin morgenkaffe. Da hun hørte mig, udbrød hun: "Så er det op!" Det slog mig ud. Jeg blev ganske svimmel ved tanken og måtte støtte mig til væggen.

Jeg gik derfor helt hen til hende, faldt på knæ foran hende, kyssede hendes hånd og sagde: "Kære hustru! Hvis jeg nu lover at være sød, smilende og hjælpsom resten af dagen, måtte jeg så ikke nok ligge en halv time mere og spille Word Feud?"

"Nej", lød det korte svar.

Da faldt min verden sammen, og jeg gik nedbrudt væk, vendte mig i døren og bønfaldt på ny.

"OK. Så tag ti minutter mere - og kun det". Jeg styrtede ind i min seng og blev trukket ud af den ti minutter senere. Det er ikke lige nemt det hele.

I formiddags brugte jeg 1-1½ time på det mest ørkesløse arbejde, jeg længe har pålagt mig selv.

Jeg besluttede, at jeg ville rulle ned gennem min Facebook-side se, hvad der var og slette alt, som var ligegyldigt eller forældet.

Hold da op, hvor var der meget skidt. Hold da op, hvor jeg slettede meget.

Der var triste historier, dårlige vittigheder, ulidelige videos, dumme annoncer, tåbelige dyrebilleder og ditto menneskebilleder, halvsjofle indslag, gamle nyheder, stupide konkurrencer og meget andet elendigt.

Det tog mig som sagt næsten 1½ time, og så nåede jeg endda kun en uge tilbage.

Heldigvis var der lyspunkter, med gode, relevante og morsomme indslag. De glædede mig, hvorfor jeg fortsætter på FB, men vil for eftertiden være meget hårdere med slettetasten.

Vi kørte hjem fra Æbeltoft til aften. Og bortset fra at jeg kørte forkert to gange på veje, som jeg kender som min egen baglomme, gik det fint.

Dog slog det mig, at mange biler kører med kun én forlygte. Hvad tænker de forbrydere dog på? Er de ikke klar over, at det ser dumt ud?

Her synes jeg, at kommunen bør gribe ind.

Her i Århus har kommunen god tid, for alle de mennesker, som lige nu burde køre rundt med Letbanen, har ikke noget alvorligt at give sig til, og der bruges ikke mange ressourcer på rengøring af skoler, plejehjem osv. Så bare kom i gang, venner. Måske går der et lys op for jer.

Her i Studstrup og omegn passer vi godt på hinanden. Selv vejvæsenet sparer ingen ulejlighed for at gøre byen sikker - trafiksikker.

Vi har nu i 3 uger haft glæde af en skiltning på landevejen lige uden for byen. I samfulde 3 uger har vi alle med stor forsigtighed passeret skiltet og opdaget, at vandpytten er til at overskue. Den var på intet tidspunkt større. Det fremmer ikke ligefrem respekten for vejskilte.

Gad vide, hvad man vil gøre den dag, vandet står over hele vejen.

Lige for tiden befinder datter og ældste barnebarn sig i London. Der er de med mellemrum.

Naturligvis står der juleudstilling og juleindkøb på dagsordenen. Men i dag besøgte de Harry Potter Studio. Efter sigende en anstrengende tur. Men da de begge er Harry Potter-fans gjorde det vist ikke noget.

Jeg er så naiv og tro, at de gerne ville have haft forstanderinden og mig med på turen. Men det ville være halsløs gerning. Vi ville aldrig komme ned og op fra undergrundsbanen - eller to-dækker-busserne. Til gengæld ville i være gode på pubberne om aftenen - hvis vi kunne komme derhen - og hvis vi kunne holde os vågne.

Derfor er London for os "no go". Desværre.

Det er sjældent, jeg klager i en butik, og da slet ikke i et apotek. Her plejer man jo at få det hele via en recept fra lægen.

I dag måtte jeg så klage. Opmærksomme læsere har bemærket, at jeg har haft maveproblemer i et par uger. Derfor fik jeg på apoteket udleveret en håndkøbsmedicin, som viste sig at have den stik modsatte virkning end det ønskede. Min mave blev dårligere og dårligere, indtil søn og datter i går anbefalede en anden håndkøbsmedicin, som viste sig virkningsfuld fra første færd. Min læge anbefalede i dag samme medicin. Se billede.

Derfor klagede jeg i eftermiddag på apoteket, og minsandten om man ikke gav mig ret og erkendte at have udleveret noget forkert.

Således kan jeg med ro i sindet fortsætte min tilværelse efter 18 dages maveproblemer. Det var ikke morsomt. Jeg har ikke grinet en eneste gang.

Lige nu burde jeg sidde ved et veldækket bord i Silkeborg, da min svigerinde fylder rundt,

Men der er jeg desværre ikke. Jeg sidder her i min isolerede ensomhed. Alle andre er til fødselsdag.

Min forstyrrede mave hindrer mig i at fjerne mig mere en 10 meter fra toilettet. Og den afstand er jeg nødt til at respektere. Intet har kunnet hjælpe stakkels mig, som må lide alverdens kvaler. Det er heldigt, at jeg er så god til at lide med anstand og i stilhed.

Men måske er der et glimt af håb forude. Vores søde datter bad mig skifte til en anden medicin, som tilsyneladende har virket. Senere på dagen anbefalede vores gode søn nøjagtig den samme medicin. Desuden skal jeg til lægen i næste uge.

Ellers alt vel. Det er ikke nemt, det her.

Jeg fik i onsdags nævnt, at jeg ofte tiggede min mor lidt om æbleskiver. Og selv om hun var den sødeste mor, man kunne tænke sig, var der langt fra gevinst hver gang.

Nu skal jeg spørge min søde viv. Hun er også vanvittig sød og er mere åben for mine forespørgsler.

Jeg blev derfor meget glad, da hun i dag foreslog, at vi skulle køre til Rønde og købe en elektrisk æbleskivepande. Det er lige noget for mig. Så sidder man rundt om bordet og laver sine egne æbleskiver. Det er sjovere end at spille kort.

Nu er den hjemført, og jeg håber snart at se den i funktion. Ifølge den søde, unge dame i butikken laver den kun gode æbleskiver. Det er garanteret rigtigt. Alle æbleskiver er gode, synes jeg.

Jeg har maveproblemer. Jeg skal undlade at gå i detaljer, blot nøjes med at kalde det "urolig mave".

Det bragte nogle ubehagelige mindelser fra min barndom frem. Havregrød.

Jeg fik det ofte som barn, morgenmad, og jeg kunne ikke udstå det.

Nu da maven gør oprør, måske det eneste ved mig, der er oprør i, har forstanderinden sat havregrød på bordet. Pligtskyldigst har jeg spist det i håb om bedring, og det ville måske hjælpe, dersom jeg kunne hold ud lidt endnu. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke få grøden til at passere gennem min hals, medmindre jeg lukker øjnene og tænker på Gud, konge og fædreland. Nøjagtig som da jeg var barn. Der breder en sig en ubehagelig fornemmelse i min hals, og jeg får lyst til at kaste op i indtil flere timer efter indtagelsen. Jeg vil hellere have dårlig mave.

Jeg har gennem se seneste dage set og læst, at ATP-fonden har tjent endog meget store summer på investeringer, og alle pensionister kunne forvente en stigning på omkring 1000 kroner, 83 kroner om måneden. Det kalder jeg sgu en stigning, der vil noget

Jeg gik derfor ind på ATP's hjemmeside, fandt min egen oversigt og kunne beskæmmet konstatere, at jeg vil få 240 kroner mere om året, altså 20 kroner om måneden.

Jeg er dybt imponeret. Morale: Glæd dig aldrig for tidligt, når det handler om pension.

I dag skal I belæres. Derfor vil den gamle skolemand sætte sig op til katederet og fortælle af karsken bælg om "skidne æg". Det lyder ikke rart, men mange synes, det er godt. Ikke jeg dog.

"Skidne æg" er en ret, som hører påskelørdag til. Førhen var det ikke tilladt at gøre rent skærtorsdag og langfredag og ej heller 1. og 2. påskedag. Derfor blev lørdag en travl dag, ofte kaldet "stumplørdag", fordi man ikke kunne nå alt eller "skiden lørdag" eller "skidtlørdag", fordi rengøring var et stort punkt. Så "Skidne æg" var et passende navn for dagens måltid.

"Skidne æg" er en frokostret bestående af "smilende æg" i en sennepssovs evt. med et par skiver rugbrød til, men hos os aldrig med noget grønt drysset på.

Hvorfor jeg lige skriver om det i dag så længe før påske, ved jeg ikke. Jeg kom blot i tanke om ordet, lige da jeg vågnede.

Da jeg var barn, var det en almindelig middagsret og blev serveret året rundt. Den var billig og nem at lave. Når min mor gik i gang med den, bad jeg om at få æbleskiver i stedet. Det lykkedes enkelte gange, men sjældent.

På en skala fra 0 til 10 gav jeg højst 1 for de "skidne æg", som forekom mig at have et meget passende navn - og ikke smagte godt.

Der ses en del håndbold her i huset for tiden, VM for damer i Tyskland. Forstanderinden holder meget af det, hvilket jeg selvfølgelig respekterer, selv om det keder mig meget.

Jeg ser mindst 3 kampe om dagen. Jeg kunne ikke drømme om at beklage mig over der, for jeg ved jo, at inden så længe, allerede i januar, begynder cykelsæsonen. Og så ved jeg godt, hvem der bestyrer fjernbetjeningen - mig, måske. Jeg vil med nidkær omhu prøve at se alle løb. Dog vil jeg få en vanskelig periode i den tid, hvor de danske herrer spiller EM i håndbold i januar. Da er jeg ikke så sikker på ejerskabet af fjernbetjeningen, og jeg får brug for al min diplomati, måske endog bestikkelsesforsøg i form af løfter om tekstiler. Jeg har lidt erfaring med bestikkelse fra 4/11 i år, selv om det var ganske dyrt. Læs det selv.

Datter og svigersøn har bekommet sig et nyt TV, et stort et, 55 tommer. Jeg hentede det for dem i Grenå. Det er kæmpestort.

Med andre ord fylder det nemt en endevæg ud. Billedet skulle efter sigende være som et glansbillede.

Nu ligger det jo ikke til mig at være misundelig. Langt fra. Men altså. Det ville nu ikke være så tosset at få en endevæg fyldt ud her i huset. Jeg skulle nok finde plads til det. Ganske vist måtte stuen måske gøres større, men hvad gør man ikke for 55 tommer?

Nå, pyt, jeg drømmer videre. Jeg har hørt, at drømme kan gå i opfyldelse.

Nogle rare beboere, næsten nytilflyttere her på vores vej, havde i eftermiddag inviteret alle på vejen på glögg og æbleskiver.

Et sådant initiativ er lige mig. Men det var også andre, det kunne interessere. Vi var der allesammen minus tre.

Vi kender naturligvis hinanden allesammen, men efter en fornøjelig eftermiddag forekommer det mig, at vi nu kender hinanden endnu bedre. Jeg ville ønske, det var mig, der var kommet med den ide. Men jeg kan jo få chancen næste år - hvis vi da stadig bor her.

En mørk og kold lørdag eftermiddag kan tilbringes på flere måder - når blot det er indendørs.

I mine unge dage var det engelsk tips-fodbold i sort/hvid på nogle frygteligt mudrede og oppløjede baner. Trods alt var det hyggeligt og med te og kager til.

I dag var opskriften nogenlunde den samme. Blot var fodbold udskiftet med en god, gammel krigsfilm, "Den længste dag" og te og kager med tomatjuice og A38. Den hyggede jeg mig meget med, selv om jeg har set den flere gange. Det var skønt at gense de gamle koryfæer, John Wayne, Henry Fonda, Richard Burton, Curd Jürgens, Robert Mitchum, Sean Connery og mange andre.

Måske skal jeg se den igen næste lørdag.

Det var en eftermiddag af de helt specielle. Else og jeg var sammen med min allerførste klasse til en fuldstændig hyggelig eftermiddag på en pub i midtbyen. Jeg lærte dem at kende, da de gik i 8. klasse i november 1964, altså for 53 år siden. Vi mødes et par gange om året, hver gang med lige stor succes.

Ganske vist kan ikke alle være med. 5 er døde, nogle stykker syge, og ganske få var optaget af andet. Vi var ialt 10.

Det er længe siden, jeg har moret mig så godt, mens den ene skildring efter hinanden fløj over bordet med den gode øl. Det er utroligt, så meget man kan huske, når andre er med til at støtte hukommelsen.

Jeg elsker de unger - som nu alle er pensioneret.

I morgen åbner tusinder af spændte børn den første luge i julekalenderen.

Jeg kender en lille mand, som bor i Hammel, rigtig godt, og jeg er sikker på, at hans forældre ikke kommer til at sove længe i morgen.

Selv har jeg ikke nogen julekalender, men husker klart min barndoms mange kalendere og spændingen, når jeg hver dag skulle åbne en luge. Indholdet blev heftigt diskuteret blandt venner og bekendte.

Somme tider lavede jeg selv en kalender. Med min velkendte fingerfærdighed ved jeg, at den ikke var pæn - og vind og skæv. Men den kom på væggen, og jeg åbnede pligtskyldigst en luge hver dag, hvis den altså i det hele taget kunne åbnes. Jeg sparede ikke på melklisteret - eller rettere, den blev påsmurt alle de steder, hvor den ikke skulle være. Pyt, jeg vidste jo alligevel, hvad der gemte sig bag hver luge.

Jeg håber, at det ikke tages ilde op, at jeg igen i dag vil omtale toiletter. Men jeg føler mig nødt til det.

Vi besøgte i formiddag et stort supermarked. Som så ofte fik jeg brug for et toilet og zig-zaggede mig vej dertil. Det var ikke nogen god oplevelse. Der var hundekoldt derinde. Det startede med, at jeg måtte jage to antarktiske sæler ned ad toiletbrættet. Dernæst skrabe is af samme og af radiatoren - med min iPhone.

Jeg henvendte mig bagefter i informationen og spurgte, hvad jeg skulle gøre med søløverne, og om man ikke kunne placere en isskraber derude i toilettet. Damen så lidt forvirret på mig, inden hun lovede et forsøg på at varme lokalet op. Hun sendte mig et varmt smil.

I dag kørte min søde viv og jeg dybt ind i fællesmarkedet for der at fylde vore slunkne lagre af Pepsi Max, Cola, øl, julegodter og et hav af dagligvarer op.

Derfor måtte vi ned- og op ad den jyske motorvej, lidt af en prøvelse med lange køer.

Men nu kommer jeg til et eksistentielt spørgsmål.

Undervejs holdt vi ind på et par rastepladser for nødvendige ærinder. Da slog det mig, at handicaptoiletter af forståelige grunde altid er lige inden for døren i restaurationsbygningen, mens de ordinære toiletter altid er nede ad stejle trapper og ofte ad lange gange.

Her er spørgsmålet: Må ikke-handicappede benytte handicaptoiletter? Jeg mener ja. Et handicaptoilet er et toilet med særlige faciliteter, hvilket ikke bør hindre ikke-handicappede i at benytte det.

Jeg vil for eftertiden tillade mig at benytte handicaptoiletter - med god samvittighed.

Af samtlige "maskiner" i mit træningscenter holder jeg mest af "trædemøllen". Egentlig hedder den "løbebåndet", men da jeg ikke løber på den, men går, ganske vist hurtigt, kalder jeg den "trædemøllen".

Helt forkert er det nu ikke, for det engelske ord er "treadmill".

Jeg startede med 4 minutter ad gangen på båndet, i dag var det 15. Om det bliver flere, ved jeg ikke, for der er jo mange andre "maskiner", der skal give motion.

Jeg elsker det hele, selv om det er klokken 9 om morgenen, egentlig et ubehageligt tidspunkt.

I dag var jeg så heldig at høre vores dejlige datter Annette nævne, at hun skulle lave fennikelsuppe.

Sådan noget går ikke forbi mine iøvrigt høresvækkede ører, så jeg spurgte straks om muligheden for, at der kunne laves lidt ekstra til undertegnede. Det var der heldigvis en god mulighed for, hvorfor jeg lige før spisetid afhentede en pæn stor portion.

Og så var det bare med at komme hjem og spise.

Jamen du godeste da, hvor det smagte godt. Jeg elsker fennikelsuppe. Heldigvis var der til to dage. Det er der ikke længere. Jeg kom til at spise det hele.

Det er værd at bemærke, at fennikelsuppe er fedtforbrændende, og hos mig er der nok at brænde af. Med den store portion, jeg spiste, må jeg helt sikkert have tabt mig.

Jeg kørte i formiddag gennem Skødstrup, Løgten og Hornslet og blev mindet om den nu længst overståede valgkamp. Det var ikke muligt at se, at det nu er 5 dage, siden valget blev afholdt. Kort sagt, det vrimlede med valgplakater. Helt ærligt. Jeg bliver så træt, når jeg ser dem.

Jeg konstaterede, at alle partier var repræsenteret, dog minus de Radikale. Men spørgsmålet, om der overhovedet har været nogen.

Jeg kender ikke reglerne for, hvor længe de må hænge, det er vistnok 8 dage, men jeg synes, tidsgrænsen må være overstået. Pil dem dog ned. Det er strengt nok at se på dem under valgkampen - men bagefter. Puha.

Måske genkender nogen en af plakaterne.

Jeg elsker at sidde og kigge på gamle billeder.

I dag fandt jeg et fra det gamle Aarhus, fra 1957.

Billedet taler vist for sig selv, men jeg kan ikke lade være med at leve mig ind i billedet.

Hvem har fundet på at stable alle disse kasser op i sidevognen? Det ser usikkert ud.

Hvor skal de hen? Er det mon ikke en budcentral? "Aabo Motor".

Hvad tænker betjenten? Har han noteret sig det nødvendige? Er det mon lovligt? Han ser ikke helt tilfreds ud.

Jeg tror, betjenten kommer til at vente længe på føreren af motorcyklen.

Jeg må endnu en gang prise min TV-udbyder, "youSee". Selskabets service er enestående.

I den seneste måned har vi haft problemer med at afspille videoer fra "Arkivet". Regelmæssige stop. Irriterende. Jeg har blot ikke taget mig tid til at kontakte selskabet for at få det rettet. Først i dag.

Endelig havde jeg overskud til at gøre det, og som altid blev jeg modtaget af en meget opvakt person, som hurtigt rettede fejlen og lovede mig, at for en sikkerheds skyld ville en tekniker kontakte mig i morgen for at sikre, at at alt er i orden.

Jeg finder det meget behageligt, at den person, man kommer til at tale med, altid er helt på toppen og klar til at hjælpe. Og jeg har aldrig oplevet andet.

Jeg ved, at nogle er utilfredse med "youSee". Ikke jeg. Og nu kan jeg se "Nak og æd" uden afbrydelser, mit yndlingsprogram.

(PS: Jeg er ikke betalt af "youSee" for at skrive dette).

I nat er det St. Cæcilienat. Denne nat er kendt som natten for mordet på den danske Kong Erik Glipping i 1286.

Kongen blev myrdet i Finderup Lade med en stor mængde knivstik i kroppen. Der må have været mange om ugerningen.

Marsk Stig var straks mistænkt og blev dømt fredløs (alle, som mødte ham, måtte dræbe ham) for ugerningen. Men noget sikkert bevis er aldrig ført.

Om årsagen til mordet nævnes, at kongen førte sig lidt for voldsomt frem mod kirken.

En anden årsag kunne være, at at kongen var lidt glad for de adelige fruer og skulle efter sigende have forført Marsk Stigs kone, mens han af kongen var sendt på et togt i Norden.

Marsk Stig boede på Møllerup, hvor jeg gennem 41 år er kommet på jagt og ofte har hørt nu afdøde kammerherre Flemming Lüttichau, som ejede Møllerup i 50 år, give sin version af mordet. Han kendte hele historien fra A til Z.

Han var ikke i tvivl. Han gav jalousien som årsag, for som han sagde: "Det er s'gu den mest interessante af mulighederne".

Jeg synes, det er lidt morsomt, at jeg gennem 41 år har vandret rundt på Marsk Stigs marker og i hans skove.

Man må meget undskylde dagens korte opslag. Men jeg er ikke helt på toppen, sådan lidt træt og uoplagt. Heldigvis er det sjældent, at jeg har det sådan, men det er vel uundgåeligt ind imellem - selv for mig. Måske vil sygejournalen fortsætte i morgen. Jeg har måske brug for en barfodslæge. Han kommer fra Kina. Så måske bliver det ikke i morgen.

Det er tid for opsætning af juletræer i alle danske byer. Der gøres normalt meget ud af det, og byens borgere venter spændt på resultatet, som ofte diskuteres livligt.

Også i Års har man rejst byens juletræ 2017.

Da træet var rejst og spændingen var udløst, var ikke mange tilfredse kommentarer. Til gengæld fik rigtig mange et godt grin. Ordvalget om træet indeholdt bl. a. følgende: Usselt, krumbøjet, juletræs-skræmsel, deformt og elendigt.

Flere har hævdet, at de, der valgte det, har været "sprit-stive".

Det er heller ikke pænt.Selv jeg ville have valgt et andet.

Jeg lovede i min dagbog i går at forklare mit dæknavn "Gumse Rustifil", som sås på min kagemand. En længere historie.

Vi skal ca. 40 år tilbage.

Vore børns yndlingshistorie var "Den gode gamle Rævehistorie" indlæst af Jens Okking, som med sin skønne stemmeføring gjorde den usandsynlige historie om Mikkel Ræv og alle de andre dyr særdeles levende. Mikkel Ræv var en spasmager, som gjorde livet surt for Isigrim Ulv og alle andre dyr.

En dag lykkedes det ræven at lokke Hr. Brun, den store bjørn, til at stikke snuden ned i en flækket træstamme med honning i bunden. Mikkel Ræv slog lynhurtigt spanterne, som holdt træstammen delt, fra, så Hr. Brun sad uhjælpelig fast med snude og poter klemt uhjælpelig fast og hylede og skreg. Det tilkaldte ejeren af stammen, tømrermester Hr. Rustifil, som sammen med resten af byens beboere gennembankede bjørnen.

Han fik sig langt om længe vristet løs og løb skrigende bort, mens en lille dreng råbte: Se, han glemte sin hat og sine vanter".

Derfor blev jeg "døbt" Gumse Rustifil efter den navnkundige tømrer. Som hævn underskrev jeg derefter alle sedler og kontaktbøger til skolen med "Gumse Rustifil". Det syntes de to unger var pinligt. Så kan de lære det, kan de.

Det er faktisk min fødselsdag i dag, 77 år.

Det var min mening, at den skulle forløbe helt stille uden fejring af nogen art. Det gik også som tænkt - indtil klokken 15. Pludselig var der liv i huset. Familien myldrede ind (dog minus Amalie og Kristian) og sang fødselsdagssang for mig. Desuden medbragtes en enorm kagemand og mange gaver. Det var ren overraskelse. Men hvor blev jeg dog glad for det. Sikke en familie.

Jeg skal ved en senere lejlighed forsøge at forklare navnet "Gumse Rustifil".

Forstanderinden udtrykte i går et ønske om en ny frakke. Det er jo snart vinter.

Et sådant ønske sidder jeg ikke overhørig. Hun fortjener den i den grad, hvilket jeg også fortalte hende inde i butikken i Rønde. Den søde ekspeditrice faldt mig næsten om halsen, da hun hørte det, men hun undlod, for - som hun sagde: "Jeg er så forkølet". Det var så den skuffelse.

Da vi kom ud af butikken, foreslog jeg, at vi gjorde en lille udflugt. Jeg ville gerne nyde udsigten ved Kalø Slotsruin. Det var skønt i det gode vejr at sidde helt stille og kigge på den smukke udsigt. Vi nød det. Derefter ad markveje en tur rundt på Møllerup for at gense de mange kendte steder. Det var et par gode oplevelser.

I dag kom jeg til at tænke på, at virkeligheden er, at ingen vil høre mig synge. Ingen vil høre mig spille jagthorn - længere. Overhovedet ingen vil høre mig spille violin, selv om jeg i min seminarietid var nogenlunde god til det uden at blive nogen virtuos.

Hver gang jeg forsøger mig med en af mulighederne, flygter forstanderinden forskræmt bort.

Jeg vil skønne, at på en skala fra 0 til 10, vil jeg nu i dag få 1 for min sang, jeg vil få 3 for mit jagthorn og minus 2 for min violin. Det er da selverkendelse, der vil noget.

Egentlig har jeg lyst til at forbedre mig på alle 3 områder, men det vil tage så længe, at det alligevel bliver for sent.

Kraftigt foranlediget af datter Annette vovede forstanderinden og jeg os i dag ind til midtbyen, Salling, for at være præcis.

Besøget havde to formål.

Vi skulle spise frokost i tagrestauranten og nyde udsigten fra den nye, åbne tagetage.

Begge dele var stor succes.

Frokosten var en burger, som jeg aldrig før har smagt så god, lykkeligt befriet for ketchup og pommes frites og en god, dansk hakkebøf i midten.

Udsigten var enestående. Vi kunne se ud over næsten hele Århus og i hvert fald hele gågaden - vi kunne endog se hjem. Vejret var ideelt.

Alt ialt en god oplevelse på en smuk eftermiddag. Tak for tippet, Annette.

Første billede ser ikke ud af meget - blot en indkørsel.

Men hvis man sammenholder med billede to, forstås måske, hvilket besvær jeg har været igennem for at nå dertil. Alle fuger renset. Det var hårdt arbejde, som fik sveden til at springe og ryggen til at råbe ukvemsord efter mig.

Først rense fugerne med værktøjet på billede tre. Hver eneste stump fuge skulle ordnes. Puha.

Så feje og samle jord og ukrudt op, sluttende med spredning af fugesand og fejning for at få sandet ned i fugerne. Pauser var en integreret del af processen, som var så lang, at der var rigtig mange af dem. Det hele tog fire dage. Dog passede jeg min seng om natten.

Nostalgi er et forsøg på at holde fast i en verden, der er ved at forsvinde eller er forsvundet. Engang var nostalgi også betegnelsen på en sygdom.

Det er den ikke længere - og godt det samme.

Sammen med en god, gammel hundeven fik jeg i dag - efter en lille frokost - mulighed for at dyrke nostalgien ud i dens yderste kanter.

Forstanderinden og min hundevens kone skulle på blomsterindkøb, hvorfor vi to gæve gutter havde et par timer til at fortælle hinanden om, hvordan vi er kommet igennem livet og til nu. Vi var helt nede i barndommen, og det er længe siden. Vi skiftedes til at fortælle og stille spørgsmål. Ikke blot var det hyggeligt, men også spændende at høre om en gammel vens fortid. Man kommer til at forstå hinanden meget bedre, selv om vi har kendt hinanden i 42 år.

Det var en god dag.

Vores ældste søn Peter er en meget engageret lystfisker, som ikke lader mange lejligheder til en fisketur gå til spilde. Uheldigvis har efteråret ikke givet de store resultater, faktisk ingen.

Men så for nogle dage siden gik det helt amok. Først fangede han en han-laks, og dagen efter blev det til to flotte hunner (se billede). De var alle mellem 70 og 90 centimeter og vejede mellem 5 og 7 kilo. Han er med rette stolt.

Jeg synes, det er ekstra flot, at fiskene er taget med flue. Det gør efter min mening fangsten lidt mere værd.

Selv lærte jeg desværre aldrig kunsten. Til gengæld blev jeg heller aldrig god til at skyde. Den "dumme" dreng er god til begge dele.

Derimod er jeg god til at pudse sko.

Det er vemodigt. Jeg er en "softy".

Billedet er det jagtbillede, jeg holder mest af. Mine hunde og jeg spændt håbende på at komme i gang, skuende ud over landskabet, ventende på at skulle apportere en fasan eller, hvad der nu falder ned. Året var 2014.

De to og jeg har tilbragt hundreder af timer på denne måde, og vi har nydt dem - og apporteringerne.

Det er vemodigt, at jeg ikke mere skal opleve det. Mit gamle "kadaver" kan ikke holde til det, og jeg har ikke længere en hund, der kan klare det.

Og så der er jagt i dag, hvor jeg skulle have været med.

Kan det være mere vemodigt? Jeg savner det.

Jeg har hørt, at julelysene allerede er tændt i midtbyen. Det er godt nok tidligt.

Men det skal vi ikke stå tilbage for her på matrikelnummeret i Studstrup. Så vi rullede alle til rådighed værende kabler ud og slog strømmen til.

Desuden frådsede vi med to olielamper. Den kan de ikke slå inde på strøget.

Nu må jeg følge nøje med i strømforbruget, for et sådant lyshav er ikke gratis. Heldigvis har vi sparet op til det.

Vi var til frokost hos gamle venner i dag. Som sædvanligt hyggeligt og med god mad.

Jeg har oplevet en forandring, hvad angår drikkevarer til en frokost. For ikke mange år siden brød jeg mig ikke om snaps og tog hellere en ekstra øl - eller to.

Sådan er det ikke længere. Nu tager jeg gerne indtil flere snapse og kun en øl, måske fulgt op af nogle glas Pepsi Max. Det passer mig rigtig fint.

Det er dog maden, jeg nyder mest, og det var der også i dag god grund til. Et fiskebord er skønt. Jeg elsker frokoster med gode venner.

Til enhver hund hører foder. Derfor indkøber vi med mellemrum 15 kilo af slagsen og hælder det over i en stor tønde.

Med besvær slæbte jeg for 2 dage siden sækken ind i bryggerset og stillede den op ad et bord.

I går ville jeg hælde op i tønden, men desværre havde forstanderinden skåret hul i posen og taget en smule ud, fordi tønden var tom. Posen stod en smule på skrå, så man ikke kunne se hullet. Det kunne man, da jeg løftede op i den. På billedet ses, hvor meget 15 kilo foder fylder, sådan cirka. Jeg havde allerede fyldt nogle kilo op i spanden.

Det tog så lige en halv time at få det hele op, men heldigvis var lille Frederik her, og han hjalp hele vejen igennem.

Jeg overvejede at lade det hele ligge, så kunne hunden jo bare gå ud og spise, når hun var sulten, men med den lille appetit, hun har for tiden, ville det tage 1-2 måneder.

Vi har en rar, gammel labrador tæve ved navn Buffy. Hun er 13 år gammel, men kan ikke rigtig finde ud sig selv. Hun mistede sin livmoder for 3-4 år siden, hvilket forvirrede hende noget. Allerede dengang var hun ofte falsk gravid, spiste ved disse lejligheder meget lidt og gravede huller rundt i vores have beregnet til barselsseng. Hun var meget vedholdende, gravede utallige huller af stor størrelse - men fødte aldrig, af gode grunde.

Med livmoderens forvinden forsvandt de mange falske graviditeter, og vi kunne nyde en have uden huller. Skønt.

Men nu er hun "gravid" igen, og jeg må på ny dække huller til. Til gengæld er hun billig i kost.

Gamle tæver er underlige.

Jeg er nødt til at kommentere på AGF, byens hold.

For 4 kampe siden (efter en udebanesejr på 5-1) valgte man at fyre den daværende træner, Glen Riddersholm og i stedet ansætte Lyngbys træner David Nielsen.

Det er sørgeligt at konstatere, at siden da har Lyngby vundet næsten alle sine kampe, mens AGF har tabt alle sine med en negativ målscore på 1-11.

Det bør ledelsen tænke lidt over. Jeg gør i hvert fald.

Som om det ikke var nok, er kursen på AGF's aktier sunket til et nulpunkt.

Og hvad skal klubben nu gøre? Skifte træner? Det hjælper ikke en dyt.

Skifte spillere? Det er et 5-års projekt.

Skifte ledelse?

JA JA JA JA.

Jeg tænker somme tider på, hvordan unge menneskers udseende har ændret sig gennem årene.

Derfor ledte jeg efter et billede, som kunne underbygge min påstand.

Jeg fandt et af et konfirmandhold fra Silkeborg anno 1936. De unge mennesker er 14 år.

Moden er naturligvis skiftet. Jeg synes, at pigerne ligner modne, satte kvinder på 30-35 år.

Drengene ser lidt mere "barnlige" ud, selv om nogle enkelte ser ældre ud, end de er.

Til gengæld fæstner jeg mig ved, at rigtig mange af dem har store og udstående ører. Det kan skyldes hårmoden. Man skulle være kortklippet. Til gengæld er deres munde meget små. Det passer godt med tidens grundlæggende holdning til børn. "De skal høre efter og iøvrigt sige så lidt som muligt".

Jeg har en noget pengegrisk kone.

For to aftener siden, da vi sad og så TV, fik jeg lyst til en toast, en af dem med ost og skinke tillavet i vores dertil velegnede toaster.

Jeg spurgte forsigtigt, om den søde dame ikke hun kunne tænke sig at lave en sådan til mig.

Et lynende blik sagde mig, at det var et NEJ.

Jeg tilbød hende derfor en halvtredser for ulejligheden. Samme resultat. Hun ville have 100 kroner. Jeg accepterede modstræbende - og 3 minutter senere kunne jeg nyde min toast, en kostbar en, ganske vist.

I går aftes fik jeg samme lyster og forsøgte mig på ny. Jeg var dog ked af at skulle bløde endnu en hundredelap. Derfor bød jeg igen halvtreds. Men det kunne jeg lige så godt have sparet mig. "100 kroner eller ingen toast", lød svaret. Men sådan leger man ikke med mig. Jeg lavede den selv. Hvem ønsker at blive plukket helt? Og så af ens egen kone. Gad vide, hvad hun skal have for aftensmaden i aften.

Datter Annette havde bestilt og betalt en tørretumbler i en hvidevareforretning, Jeg lovede at hente den i eftermiddag, hvilket jeg meget gerne gjorde, eskorteret af forstanderinden.

På forhånd havde jeg sikret mig, at en fra butikken ville hjælpe med at bære maskinen ud til bilen. Så skulle jeg nok hjælpe med at løfte den ind.

Alt forløb, som det skulle. Tumbleren blev kørt ud bag min bil, og jeg gjorde klar til at løfte. Det havde jeg ikke behøvet. Ekspedienten tog bare ved og løftede ene mand apparatet ind i bilen. Da sendte min ryg og jeg mange taknemmelige tanker til ham.

Jeg læste i dag i en tabloid-avis, at julesange gør dig skør - og uden tvivl også mig.

Jeg er helt med på tanken. Det er totalt ulideligt, at vi fra 1. november skal lytte til julesange i butikker og snart også i radio og TV. "Last Christmas", "Jul, det er cool", "Søren Banjomus" og en lang række mere. De hænger mig langt ud af halsen, når vi når midt december - for ikke at sige juleaften.

Jeg må have den største medfølelse med butiksansatte, som er tvunget til at høre på dem fra morgen til aften. De må bruge en masse kræfter på at undgå at høre efter.

Jeg vil til vore folkevalgte på tinge spørge, om det ikke kunne lovgives, at julesange er fra 15. december til og med 2. juledag. Alligevel glæder jeg mig til jul, for da kommer hele familien.

Forstanderinden var langt nede ad "Memory Lane" i dag. Nostalgien hang som en tæt sky over hende, mens vi besøgte Silkeborgs centrum. Ikke at vi gik langt, blot en tur op og ned ad en af gågaderne.

Her kunne hun mindes alle de butikker, der en gang lå der, men som nu er nedlagt, og andre ligger i deres sted. Hun huskede dem alle. Der var dog også lige plads til at mindes det gamle rådhus, som nu er restaurant. Det er s'gu helligbrøde. Vi mangler bare, at kirken bliver til en pub, som jeg en gang så det i Nottingham. Spændende kirke - den i Nottingham. Silkeborg Kirk er ærligt talt noget kedelig.

En af årets milepæle blev passeret i dag. Sommerdæk blev skiftet til vinterdæk - formedelst en del penge. Men det er hurtig ekspedition.

Ankomst, tilmelding, bil køres ind i værksted, 10 minutter senere bliver der råbt: "Det var så Toyotaen". Afgang. Ialt cirka 15 minutter.

Jeg har hørt, at vi snart får sne. Men da det er meteorologer, som har udtalt sig, vil jeg tillade mig en god portion tvivl. Under alle omstændigheder er jeg er nu velforberedt på sneen. Jeg har dog ikke det mindste imod, at det trækker ud, for eksempel til en gang i april, selv om det nok er for meget at håbe på. I modsætning til barnebarn Frederik er jeg ikke vild med sne.

Må jeg sige tak for besøget til stormen Ingolf. Det var hyggeligt, at du kom. Men helt ærligt. Var du ikke en omgang opreklameret skidt?

Her på stedet hverken så eller hørte vi dig. Men du har jo heller aldrig været hverken køn at se på eller høre på. Jeg vil gerne bede dig om, at skulle du komme igen, så hold lige, hvad du lover i stedet for at skræmme livet af rædselsslagne medborgere, inden noget er sket.

Hæv du i fred og ro din apanage og blæs på resten.

De bedste hukommelser vil vide, at jeg er stoppet med at apportere på jagter. Dels er jeg blevet for gammel og slidt, og dels er min trofaste hund Sydney død.

Men det betyder jo ikke, at resten af familien er stoppet. Heldigvis.

Søn Peter har været med mig, siden han var 8-10 år. Først som klapper, så som hornblæser og siden som hornblæser og apportør. Desuden er han - i modsætning til sin far - ret god til at skyde.

Jeg opgav skyderiet for 10 år siden. Ikke engang fasanerne blev glade for det, for de vidste, at jeg aldrig ramte. Dog er det enkelte gange lykkes mig at gøre en af dem lidt bange, men ikke synderligt.

Derfor stoppede jeg med at slæbe rundt på en tung jagtbøsse, og nu er jeg altså også stoppet med apporteringerne.

Til gengæld er Peter ikke stoppet - og slet ikke med apporteringen, hvilket ses på billedet fra den seneste jagt.

Helt tilfældigt stødte jeg i dag på et billede af det gode, gamle lokomotiv E 987, en danskproduceret maskine, oven i købet hos Frichs i Århus.

Det satte gang i nogle gode minder fra min barndom. Jeg var meget interesseret i lokomotiver, men måtte i Silkeborg nøjes med nogle små af slagsen. De var nu også lidt spændende.

Men i 1950 skulle jeg til København for at spille fodbold (jo, du læste rigtigt), og da havde jeg den enorme glæde, at toget blev trukket af E 987, datidens største. Det betød meget mere for mig end fodbolden, som aldrig interesserede mig. Mine forældre var overraskede over, at jeg efter turen talte meget om lokomotivet, men ikke et ord om fodboldkampene.

På billederne ses lokomotivet, som det så ud, da jeg kørte med det - og som det ser ud i dag.

Jeg var da meget tæt på at blive kørt ned i dag - og det ovenikøbet i en gård i Viby.

Jeg trådte ud ad en dør, ud på et fodgængerfelt på en parkeringsplads. Omkring hjørnet bakkede en stor varevogn med ret god fart. Jeg havde ikke set den, og hvis det ikke var fordi en venlig herre lige bag mig råbte STOP, var jeg havnet inde under bilen i en uden tvivl miserabel tilstand.

Jeg takkede varmt min redningsmand, hvorefter jeg kom til at råbe nogle grimme ord til chaufføren i varevognen. Jeg kender en del af dem. Han kiggede ikke engang på mig, og der var ikke tvivl om, at han hørte mig.

Selv har jeg rigeligt af dårlige erfaringer med at bakke ind i noget, træer, skilte, hegn og biler. Det har kostet mig en mindre formue i selvrisiko. Men aldrig har jeg været ved at bakke ind i nogen. Der sætter jeg grænsen.

Det var en god fag for såvel min søde kone som jeg.

Hun var med nogle veninder i Århus for at shoppe, spise frokost og drikke kaffe. Som jeg har forstået det, har de alle nydt turen - og indkøbt diverse tekstiler. Fruen kom i hvert fald hjem med to nydelige jakker. Jeg synes, de begge var smukke.

Jeg for min part har fixet en ny elovn til udestuen, redt senge, støvsuget og slået græs. Sidstnævnte var en våd omgang, men den kunne ikke udsættes. Jeg glædede mig over alle fire aktiviteter. Det skræmmer mig en smule, at det er tilfældet, men jeg tror ikke, det er noget farligt.

Vi har en forfløjen familie. Medlemmerne rejser ustandselig.

For nogle dage siden kom Cecilie hjem fra Shanghai efter en uges studietur.

I dag kom Anette, Peter og Frederik hjem efter en lille uges ophold i Rønbjerg.

Også i dag kom datter Annette og husbond Kent hjem fra Italien.

Forstanderinden og jeg kom hjem fra en lille eftermiddagstur til Hammel.

De eneste, jeg havde lidt styr på, var Kristian, som bor i København og Katrine, som var hundepasser i Hornslet. Kristian kom dog hjem fra Rom for et par uger siden.

Men til sommer vil vi to gamle overgå alle deres eksotiske rejser. Da tager vi nemlig til Lemvig. Basta. Slå lige den.

Da jeg for mange år siden gik i mellemskolen i Silkeborg, var den 24. oktober en særlig dag. Det var FN's fødselsdag. Den dag i 1945 blev de internationalt forberedte aftaler underskrevet som en endelig start på verdensorganisationen. Derfor hedder dagen "FN-dagen".

Der var for vi skoleelever et særligt arrangement i den store festsal, som hedder Sønderport, byens største. Vi gik i samlet optog dertil for at fejre fødselsdagen. Det tog ikke lang tid.

Der var opbyggelige foredrag, og hvis vi var heldige også en film. Dem så vi ellers ikke mange af.

Det hele var naturligvis forberedt i undervisningstimerne.

Selv om det ikke var det allermest spændende at deltage i, glædede vi os alligevel altid. Det var en afveksling i det daglige terperi. Derfor husker jeg altid FN-dagen.

Jeg vil ikke undlade at bemærke, at på samme dato i 1952 blev sukkerrationeringen ophævet.

Jo, den 24. oktober er en særlig dag. Jeg glemmer heller ikke, at sukker nu var en del af livet.

Jeg var til træning tidligt i formiddags. Jeg skånede ikke mig selv og knoklede derudaf. Sveden sprang, leddene knagede. og smerterne var mærkbare. Og det var helt frivilligt.

Som om det ikke var nok, meldte jeg mig - ligeledes frivilligt - til en tur i BILKA sammen med min søde viv. Årsagen var billige tilbud på nogle dagligvarer. Vi sparede en del penge, og det er en af mine mange yndlingsbeskæftigelser - at spare penge.

Men det allerbedste var, at jeg ikke behøvede at gå med rundt i butikken. Vi har en ikke-underskrevet aftale om, at jeg må/skal sidde i cafeteriet, mens min bedre halvdel går rundt i butikken og handler. Det er en bragende god aftale, som skåner os begge for en del besvær. Ærlig talt tror jeg, det er en enorm lettelse for hende, at det er sådan. Faktisk er jeg forment adgang. Jeg er uønsket i butikken. Ikke dårligt.

Vi lugede og fejede i vores indkørsel. Det var tiltrængt. Så meget koncentrerede jeg mig om opgaven, at jeg ikke bemærkede to nydelige, unge damer komme gående op ad vores vej. Forstanderinden stoppede dem og spurgte, om de to havde været ude at bade. Jeg tænkte, at nu rablede det da vist for den gode forstanderinde, for ingen bader den 22. oktober. Til min overraskelse svare de begge i kor, at det havde de da. Jeg spurgte, om der var meget sindssyge i deres familier, men det mente de ikke. De badede da hele året. Her fik jeg lyst til at stille samme spørgsmål, men tog mig i det. I stedet fortalte de, hvor skønt det var at vinterbade - ikke mindst efter hvert bad. Da mindedes jeg en lille fortælling om en dreng, som stod og kneb sin lillebrors fingre i en knibtang. Lillebror hylede op. Mor kom løbende og spurgte storebror, hvorfor han dog gjorde det. Storebror svarede, at det var for at gøre lillebror glad, for han blev så glad, når det var ovre.

For første gang i mit liv var jeg i dag med på en jagt uden at være en aktiv del af den. Helt passiv - kun tilskuer. Det var s'gu en underlig oplevelse efter 41 års jagter - altid med min hund ved min side. Nu var der intet. Jeg savnede den. Jeg kunne intet gøre, når en fasan eller and faldt i min nærhed. Bare kigge på og stole på, at en anden hund løste opgaven. Det skete hver gang. Jeg måtte nøjes med at kigge på - men heldigvis kunne jeg passe min Facebook og Wordfeud. Det er beskæmmende, men tiden faldt lidt lang ind imellem. Jeg var undværlig - overraskende nok. Alt gik, som det skulle uden mig.

Jeg undres (og forarges en smule), når jeg hvert år tidligt og midt i oktober ser den første julepynt i butikkerne. Jeg har set den i dag.

Ikke så underligt, at julen nemt kommer til at hænge en og anden ud af halsen, når vi når den 24. december. Er det dog nødvendigt at starte så tidligt? Bladene er knapt faldet af træerne. Der er mere end to måneder til jul.

Nu gælder det så om at holde gryden i kog og være i julestemning, når der er brug for det. Jeg er næsten lidt sur over tyvstarten.

Som de fremgår af billederne, kender jeg en, barnebarn Frederik, som ikke dele min anskuelse. For hans skyld kunne vi starte i juli.

Jeg vil gerne viderebringe et råd, jeg fik for cirka en uge siden. Og det virker. 0gså forstanderinden kan nu kan bevidne virkningen. Det er et råd mod at have svært ved at falde i søvn. Jeg læste det tilfældigt i en avis, husker ikke hvilken. Her kommer det:

Du tæller baglæns fra 300, MEN med spring på tre, altså 300-297-294-291 osv. Det bliver den kedelige matematik, der får dig til at falde i søvn. Du må ikke afvige fra at tælle. Jeg garanterer for effekten. Det længste, jeg nåede at tælle til, inden jeg slumrede ind, er omkring 220. Jeg bruger det, når jeg er gået i seng, og når jeg i nattens løb har været oppe i et nødvendigt ærinde. Tidligere kunne jeg ligge meget længe og vente på søvnen - men ikke længere.

Metoden er kedelig - men den virker - netop fordi den er kedelig.

Vi, forstanderinden og jeg, var på lossepladsen i dag. Med en lidt mere end stopfyldt bil. Utroligt så meget affald, to mennesker kan producere på kort tid.

Jeg læssede bilen. Det var hårdt, for der var tunge ting iblandt. Derfor måtte jeg holde pauser med passende mellemrum, siddende på min gamle jagtstol i værkstedet.

Pludselig stod forstanderinden foran mig. Hun havde medbragt Buffy. Jeg vidste, noget var galt. Det fornemmer man hurtigt, selv om man ikke aner, hvad det er. "Du går ingen steder i de sko, end ikke på lossepladsen. Gaffatape pynter ikke", var meldingen. Jeg forsøgte en protest, men til ingen nytte. Gaffatapen er iøvrigt heller ikke til pynt. Den holder sålen fast til overlæderet.

Jeg læssede affaldet af iført mine fine Skechers sko. God orden var genindført til stor beroligelse for den søde dame.

Trist, trist, trist. Havemøblerne er nu gemt væk under preseninger. Vi ser dem ikke før om cirka et halvt år. Det var meget sjovere at stille dem frem i april.

Ganske vist har vi kun siddet i dem et par gange i år på grund af den elendige sommer, men det er noget behageligere at se på dem, når de er pakket ud - uanset vejret.

Jeg glæder mig til april, selv om jeg til den tid er 77 år gammel.

Jeg er øjensynlig ustoppelig. Kan ikke få nok.

Opgaven er udvendig maling. Da vejret i dag sidst på dagen blev lunt og godt, kunne jeg ikke sidde stille, selv om jeg i sidste uge pakkede al malergrejet bort og ikke regnede med at skulle bruge det før foråret. Jeg fandt det frem og gik i gang. Det var skønt at gå derude med penslen i 18 graders varme - og oven i købet med en dunk maling og en pensel. Værksted og carport stod for, og jeg blev mere end halvt færdig. Med lidt held bliver jeg helt færdig i ugens løb.

Jeg undres fortsat over, at en "anti-maler"som jeg kan komme til at holde at male. Jeg håber dog at blive bedre til det.

Forstanderinden har en god vane. Hun checker altid bonen i et supermarked, når vi har handlet. Altid, og hun oplever en del pudsigheder.

Vi har endnu ikke oplevet at have betalt for lidt, men af og til for meget. Så iler den søde dame om bag i køen - uanset dens længde og får de for meget betalte penge retur. Beløbene er fra 1 krone til 75.

Ved hjemkomst lægges de i en dertil beregnet sparegris. Sidste år gav det omkring 750 kroner. De blev brugt til jul. Det er endnu for tidligt at udtale sig om dette års resultat. Men det er mig, som utålmodigt står og venter, når hun stepper om bag i en lang kø. Og hun er skarp. Intet undgår hendes blik.

Men ville hun mon opdage den lille fejl på skiltet på billedet? Jeg tror det. Jeg skulle lige kigge 2 gange.

Med fare for at det følgende er en gentagelse, kan jeg ikke lade være at skrive om det. Jeg læste en artikel i dag om emnet, som er cykelsportens interne sprog. Alle bør kende det.

Et af de vigtigste ord er "lirens" og dets modsætning "ulirens".

At noget er "lirens", betyder at det er perfekt. Fuldstændig ren cykel, handsker og tøj. Tøjet er stramtsiddende, benene er barberet, sokkerne er hvide, hjelm uden frontskygge, at holde pause ved en bager, altid solbriller med brillestængerne udenpå hjelmstropperne.

Det modsatte er selvfølgelig ""ulirens". Men til det kan føjes at have olie fra kæden på benene, at sidde på cyklen som en sæk kartofler, at cykle med lange cykelbukser og korte ærmer, at gå ind i en butik med hjelm på, at køre med ventilhætter.

De to forreste ryttere på billedet er eksemplarisk "lirens". Alt er perfekt - dog mangler bageren.

Således rustet kan du roligt cykle dig en tur uden fare for at blive mobbet.

Igen i dag et skønt besøg af datter Annette. Hun tager sig godt af sin gamle mor og far.

I dag hjalp hun med at få forstanderindens nye telefon, iPhone 8, sat i gang. Så nu er den gode dame helt fremme i skoene.

For mig at se var det en svær operation. Men heldigvis kunne jeg nøjes med at kigge over skulderen. Jeg havde aldrig fundet ud af alle de ledninger, der skulle kobles sammen og alle de taster, der skulle trykkes på.

Jeg hørte noget om, at en kopi af den gamle telefons indhold blev sendt ud i Cyber Space. Så tændte vi den ny, som blev bedt om at hente det gamle. Det gjorde den. Jeg forstod ikke en pind.

Men pyt, nu virker den.

Hendes medbragte vagthund, Tapsie, venter tålmodigt - på min plads. Vuf vuf.

Mit normalt trofaste forsikringsselskab har forladt mig. Efter et uheld under en bakning i sidste uge har selskabet meddelt mig, at reparationen koster mere, end biler er værd. Den havde jeg ikke lige set komme, så nu må jeg til pungen. Måske tæller det også med, at det er min fjerde bakuheld på 4 år.

Jeg har for egen regning fået rettet lidt på et par buler og fået en ny baglygte.

Nu må jeg acceptere at køre med en skrammet og bulet bagsmæk. Jeg er selv påbegyndt slibning, grunding og maling af den største skramme (højre billede). Med mine evner inden for malerfaget bliver det nok (ikke) et problem. Bare jeg ikke får for meget maling på bukserne, som jeg plejer at få. Det her er alvorlig maling og ikke noget sjask, der kan tyndes op i vand.

Af alle grimme steder var jeg i IKEA i dag. Jeg ledsagede forstanderinden.

Det blev lidt af en oplevelse. Ikke i butikken, men i forhallen, hvor en venlig IKEA-dame ville have, at fruenskulle have sit IKEA-kort fornyet. Det gamle kunne ej længere bruges, og da man ved fremvisning af det kan få en gratis kop kaffe i cafeteriet, var det forstanderinden magtpåliggende at få lavet et nyt.

Det gik op i hat og briller. Den søde dame ved maskinen blev temmelig frustreret, da hun på trods af mange forsøg ikke kunne få maskinen til at levere et nyt kort. Printeren var i udu. Viljefast fortsatte hun forsøget, kunder stod i kø bag mig. Dem dirigerede hun op på 1. etage, hvor der også var en maskine. Den så jeg mig nødsaget til også at bruge, men den var til selvbetjening, og det skulle jeg ikke nyde noget af. Jeg returnerede til den søde assistent, som stadig arbejdede med maskinen. Endelig kom kortet ud. Jeg bukkede og takkede for hendes vedholdenhed. Jeg havde opgivet forlængst.

I modsætning til gårsdagens mange aktiviteter har i dag været en inaktiv dag, men dog med en oplevelse hos vores TV-, EDB- og telefonudbyder.

Vi besøgte selskabets butik i Århus med 3 formål. 1) Jeg skulle aflevere udskiftet router. 2) Jeg skulle instrueres i, hvordan man fra mobilen sætter en TV-udsendelse til optagelse og 3) Forstanderinden skulle have en ny telefon.

Punkt 1) og 2) var gratis. Det kan man ikke sige om 3).

Men nu har den gode dame en helt ny og stærk telefon. Den blev købt med hele udstyret samt en hundedyr forsikring. Den var unødvendig, viste det sig. Da vi kom hjem, afslørede en opringning til vores forsikringsselskab, at vi allerede var forsikret mod alle uheld med elektronik. Surt show. Jeg må forsøge at opsige den nytegnede forsikring.

Så blev det mandag igen. Af mange årsager heldigvis.

Mine mandage er ved at få et fast mønster. Op klokken 8. Træning i Hornslet klokken 9. Afhentning af Annettes lille westie klokken 10.30. I bad klokken 11.30. Slå græs klokken 15. Meget træt klokken 16. Annette ankommer for at spise med og afhente sin hund (hyggeligt) klokken 17.

Og så var der et ekstra punkt i dag. Klokken 12 aflevering af bil på værksted. Her vil man forsøge at ændre på bilens udseende efter mødet med en stor varevogn for en ugestid siden. Buler i bagsmæk og kofanger og blinklys massakreret.

Mit forsikringsselskab elsker mig -men sikkert ikke længe.

Efter et par måneders flittig brug til alverdens aktiviteter lignede mit værksted et bombenedslag. Det var svært at komme ind og lige så svært at komme ud - for slet ikke at nævne besværet med at finde noget som helst derinde.

Derfor besluttede jeg i morges, at nu skulle der ryddes op. Nu skulle det være.

Så efter en hurtig indsats på 5-6 timer var det overstået, og jeg kunne nikke genkendende til gulvet og bordpladen. Og hvis ikke det var fordi forstanderinden fra sit kommandotårn i soveværelsesvinduet havde beordret mig til at skifte bukser - jeg var kommet til at tage mine fineste på - så havde jeg været færdig meget hurtigere. Hun hævdede, at man ikke gør rent og rydder op i sit festtøj. Hmppf.

Jeg får en del kulinariske oplevelser af den gode slags. Heldigvis ses det ikke på mig - udover en lille, tilfældig bule hist og pist.

I eftermiddag var der kaffe hos gamle venner, og her fik jeg en god oplevelse med en hjemmebagt kage af den allerbedste slags, sådan lidt som en smørkrans, blot mange gange bedre. Den faldt i god jord med et skønt fiberholdigt indhold.

På vejen hjem passerede vi Kalø Slotsruin og oplevede en smuk solnedgang. En god afslutning på en god kage-dag.

I et byggemarked, som jeg har brugt en del, men som jeg ikke har handlet i i nogen tid, er der sket noget godt.

Fra at der tidligere var en lidt langsom ekspedition, man skulle ofte vente på, at en ekspedient ville løsrive sig fra sin computer, er der nu ansat en gut, som rejser sig, når bare man er på vej ind ad døren. Det var godt at opleve i dag. At den unge mand så samtidig tog sig tid til at finde en pakke skruer, som var en rest, og som derfor kostede 120 kroner mindre, end jeg ellers skulle have givet for en nyere pakke, var en yderligere fordel.

Det kan betale sig at være oppe at stå i god tid, hvis man vil sælge noget. Jeg tror, jeg vil genoptage handlen i omtalte byggemarked.

For ikke længe siden opdagede jeg til min overraskelse, at jeg på min iPhone har en skridttæller, som tæller mine skridt og angiver, hvor langt jeg går hver dag.

I dag, har jeg fx. gået 3.564 skridt og tilbagelagt 2,4 kilometer. Ikke imponerende.

Lidt mere imponerende er det, at på denne dato i 1974 afsluttede amerikaneren David Kunst en gåtur jorden rundt. Han gik over 3 kontinenter og tilbagelade 23.250 kilometer. Turen startede den 20/7 1970 og varede således 4 år og 3½ måned. Han må have slidt nogle sko op.

Som stor elsker og kender af tapas vil jeg gerne gøre opmærksom på, at der findes mange varianter. Det er netop det interessante ved tapas.

Jeg har gennem årene haft stor glæde af denne velsignede ret, såvel i dens hjemland som her i landet. Dog må jeg erkende, at en spansk tapas på en spansk cafe er lige et mulehår foran en dansk. Det forhindrer mig naturligvis ikke i at spise den danske.

Nu er retten imidlertid også blevet en egnsret, som vi faktisk har kendt i mange år, og som jeg har nydt ved mange lejligheder - dog aldrig i Spanien. Det er jysk tapas. Spændende.

Jeg kan anbefale den på det varmeste.

Jeg elsker at se TV-udsendelserne "Nak og æd" med Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk. Jeg har set de fleste af dem mindst 2 gange. Jeg elsker deres entusiasme, deres samtaler, som somme tider er meget engagerede og nu og da meget højrøstede. Nikolajs opskrifter er somme tider noget ukonventionelle, men lyder spændende.

Derfor var det med glæde, at vi til aften blev inviteret på "Nak og æd-mad" hos Anette og Peter i Hammel. Vi fik den menu, som Jørgen og Niklolaj lavede i udsendelsen i går - altså til morgenmad. Det var koldrøget laks med spinat på smørstegt franskbrød. Det var et udsøgt måltid, som jeg dog ikke kunne have spist som morgenmad.

Hold da op, hvor det smagte godt.

Igen i dag en stor hjælpende hånd fra familien. Hvad skulle vi dog gøre uden den?

Datter Annette kom som sædvanlig om mandagen og spiste hos os, hvorpå hun udførte nogle mirakler på min computer og iPhone. Det er skønt at se en ekspert i arbejde.

Nu kan jeg på min iPhone lytte til oplæsning af diverse bøger. Det kan jeg få glæde af, når jeg skal cykle eller køre langt i bilen. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg aldrig selv havde fundet ud af det.

Desuden fik jeg opdateret min iPhone, så jeg nu er helt oppe på mærkerne med det tekniske. Man må ikke gå ned på opdateringer.

Det er altid skønt at få besøg af familien. I dag var det Anette, Peter og Frederik (5 år) til brunch i formiddags. De er - som den øvrige del af vores børn, svigerbørn og børnebørn - så skønne at møde og gode at snakke med. Og så kan man jo altid snakke engelsk med Frederik. Han har et enormt ordforråd.

Vi var ved at sige farvel, da jeg uden nogen form for bagtanke kom til at sige, at jeg burde slå græsplænen. Vupti havde Anette startet maskinen, og på under en halv time var hun færdig. Jeg plejer at tage en time om det. Der findes ingen skønnere lyd end motorlyden fra min græsklipper - når en anden kører med den.

Tidligere på dagen havde vi - også uden bagtanke - nævnt, at bruseren var kalket til og ikke gav meget vand. Vupti havde Peter klaret den sag.

Hvordan får jeg dog forklaret, at jeg glædede mig over, at de var her, græsklipning og rengøring af bruser uanset.

Så gik september da. Måske vejrmæssigt den dårligste september i mands minde og for mit vedkommende nok den hurtigste september nogensinde. Jeg synes, den måned bare var pist borte, næsten inden den begyndte. Det er sandt, at jo ældre man bliver, jo hurtigere går tiden. Jeg er 76 år gammel, og tiden suser afsted. Jeg tør ikke tænke på, hvordan det vil være, når jeg bliver 100. Der er jo ikke lang tid til. Jeg føler, det er jul hver 14. dag. Det er hul'me dyrt.

Det var en dejlig dag. Vi havde besøg af min gamle soldaterkammerat Kruse og hans søde kone.

De kom agende helt fra de nordlige provinser, hvor de har hovedkvarter i Løgstør.

Det blev til flere timers god snak om Løgstør og om vores hjemby Silkeborg, hvor de to også boede i en årrække og oven i købet arbejdede sammen med svigerinde Grethe og fætter Bjarne på Silkeborg Avis. Og der har jeg faktisk også arbejdet, dels som arbejdsmand og dels som chauffør. Så vi har mange fælles berøringspunkter.

Jo ældre man bliver, jo sjovere er det at tale om den fælles fortid. Og vi er gode til det. Det, den ene ikke kan huske, har den anden også glemt.

Naturligvis træffes der mange beslutninger her i huset.

Forstanderinden tager sig af de små, mens jeg klarer de store, de som afgør fremtiden.

Den gode dame beslutter for eksempel, hvad vi skal spise og hvornår. Hun beslutter, hvornår der skal gøres rent. Hun beslutter, om vi skal have nye møbler og hvilke. Hun beslutter, om vi skal købe ny bil og hvilken type. Hun beslutter, om vi skal skifte bank og om vi skal omlægge vores lån. Hun beslutter, om vi skal sælge huset og til hvilken pris.

Jeg tager mig så af de store beslutninger. Skal USA angribe Korea? Skulle fru Clinton have været præsident i stedet for Trump? Bør dronningen abdicere? Kan Kong Henrik beholde sin apanage? Skal vi have en ny regering? Bør folketinget beslutte nye regler for bilafgifter.

Jeg synes altså, at det er en god fordeling af beslutningstagningen her i huset.

Det er yderst sjældent, jeg når en promille på over 0,2. Det gjorde jeg så i dag. Jeg skønner på cirka 2,5. Det er med års mellemrum, jeg når et så astronomisk tal. Men hvor var det godt. Gode, gamle hundevenner lokkede mig ud i forfaldet, de næsten tvang snaps, øl og hvidvin i mig ved en frokost med fiskeretter og et enkelt stykke ribbenssteg. Altsammen produceret af den utrættelige forstanderinde, som igen igen overgik sig selv i en frokostmenu.

Så er der vel ikke noget at sige til, at man bliver lidt glad.

Sidst på eftermiddagen gik jeg ude i vores forhave og skar kanter på vores uregerlige græsplæne. Det var et hårdt, men meget nødvendigt arbejde. Græsset havde bredt sig 15-20 centimeter ind over fliserne.

Lige da jeg var ved at være færdig, og mine batterier var ved at være helt flade, kom en herre gående forbi. Han stoppede. og sammen kunne vi hurtigt enes om, at en så fugtig sommer var alt for venlig ved græsset. som har kunnet gro ganske uhæmmet.

Mere interessant var det dog, at den rare mand gik med en sort labrador meget lig min nyligt afdøde Sydney. Jeg var nødt til at klappe og stryge den flotte hund, som var særdeles velplejet. Det overraskede mig lidt, at den var 11 år - især når jeg tænker på hvordan Sydney så ud på det sidste. Han var dog 13½. Sommetider savner jeg Sydney.

Jeg slog græs i dag.

Under udførelsen af denne kristne gerning kom jeg til at tænke på, at hver eneste gang jeg har udført den i 2017, har græsset været vådt, sommetider meget vådt.

Jeg kan ikke huske bare én gang, hvor græsset ikke var vådt. Det gør hele operationen meget besværlig.

Desværre er vores selvtrukne djævel af en græsslåmaskine ikke i stand til at opsamle det våde og meget grønne græs. Med rund hånd kaster den det derfor fra sig, hvor det passer den. Og så har jeg balladen med forstanderinden, som på det skarpeste modsætter sig løst græs under skosålerne. Det må jeg høre en del for, hvilket ikke har nogen positiv indvirken på min lyst til at slå græs.

Men det giver god motion.

Idag for 11 år siden - også en søndag - skrev jeg bl.a. følgende:

"Min sidste dag som græsenkemand. Én af fordelene ved at være alene i huset er, at man selv kan bestemme, hvornår man vil lave mad, vaske op, rydde op, støvsuge hele huset, tørre støv af, fodre hunde, gå tur med dem, samle resterne af deres måltid op fra græsplænen, slå græs (inkl. klipning af kanter), reparere defekt stikkontakt, feje alle fliserne, luge samme, ordne campingvogn og købe ind.".

Sådan var ordene. Som man kan se, er der ikke sket mange foranringer her på stedet.

Århus blev for mange år siden kendt for sine "Århus-historier", som ikke ligefrem satte Århus og århusianer i et positivt lys. Klogskaben var begrænset.

Nu er der god grund til at overveje, om vi ikke bare skal acceptere denne påstand.

I dag skulle den meget dyre og meget omtalte letbane være startet. Det gjorde den ikke. Der manglede lige nogle sikkerhedsgodkendelser. Det opdager man altså først dagen før starten, som nu er udsat 1-2 måneder.

Og her stod man med festtelte, fadølsanlæg, pølser, scene og diverse afspærringer for at fejre landets længste letbane. Godaw do. Festen er udsat. Toget er forsinket.

I mit værksted står blandt hundredevis af ting fire dåser maling, en hvid, en lys grå, en mørk grå og en sort. Tanken er, at de hver for sig skal smøres på vores træværk og sokler. De står der som et påbud om at få arbejdet udført. Der er heller ikke meget, jeg hellere ville gøre, men der kommer hele tiden noget i vejen. Det største problem er fugtighed. Man skal godt hen på den anden side af frokost, før træværket er tørt nok til at blive malet. Men jeg giver ikke op.Vejrudsigten en uge fremad er ekstremt god for maling - og cykling. Maling "vinder". Jeg er arbejdsnarkoman.

Der var bedsteforældredag i Frederiks børnehave i dag. Vi var med. Så vi var en del jævnaldrende til stede.

Det var spændende at gense Frederiks børnehave, som også er en skovbørnehave.

Det betød, at farfar måtte med en tur i skoven under Frederiks dygtige ledelse. Han kendte navnene på stierne og bakkerne derude. Vi stoppede ved foden af "Skildpaddebakken". Jeg nægtede at bestige den. Den var lang og stejl. Jeg havde haft besvær nok med at nå frem til den. Da bjergbestigningen ikke kunne gennemføres, valgte Frederik i stedet at kravle op i et træ.

Heller ikke det deltog jeg i. Der var ikke plads og kun alt for tynde grene.

Jeg var på apoteket i dag, sjovt nok for at købe medicin.

Hver gang jeg foretager denne øvelse, er jeg spændt på prisen, som kan svinge ganske meget. Jeg ved, at det har noget med CTR at gøre, noget det hæver eller sænker priserne. Jeg har aldrig helt forstået systemet.

I dag skulle jeg købe tre forskellige slags medicin, hvoraf jeg af erfaring ved, at noget af det er dyrt. Derfor var det med stor spænding jeg ventede på tallet. Sølle 79 kroner i alt. Herover blev jeg så forvirret, at jeg to gange trykkede det forkerte kodenummer til mit Visa-kort. Derudover glemte jeg at købe kalktabletter, hvilket jeg først opdagede, da jeg sad i bilen. Jeg spurgte den søde dame bag disken, om jeg kunne købe tabletter mod glemsomhed. Hun mente, de var nødvendige, men desværre havde hun ingen.

Jeg var i mit eksperimenterende humør i dag. Jeg har jo lært, at man hele tide skal prøve noget nyt, udvikle sig, afprøve nye grænser.

Vejret var elendigt, blæst og regn, og det var umuligt at lave noget fornuftigt som fx at male eller slå græs.

Derfor besluttede jeg mig til - for næsten den allerførste gang i mit liv - at snuppe en "morfar", sådan en rigtig middagssøvn liggende på min seng.

Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg faldt fint i søvn, vågnede en time senere - og havde det elendigt. Jeg var uoplagt, træt og lidt irritabel uden lyst til at lave noget som helst.

Jeg tager aldrig mere en middagssøvn. Man skal ikke forsøge sig med noget nyt.

Enhver forandring - selv til det bedre - er brandirriterende.

Mine mandage kører efterhånden i et fast mønster

Klokken 8 op. (uha uha).

Klokken 9 træning af den barske slags i Hornslet Fysioterapi-Center.

Klokken 10.30 afhentning af datter Annettes hund i Hornslet. Vi passer hunden resten af dagen.

Klokken 10 maling af plankeværk m.m.

Klokken 13 frokost.

Klokken 14 maling genoptages.

Klokken 17.00 fyraften.

Klokken 18.30 aftensmad med Annette, som herefter tager sin hund med hjem.

Klokken 22 i seng, dødtræt, men tilfreds med mig selv.

Mandag er en god dag.

Det har ikke været en god dag, slet ikke. Det var den dag, som alle hundeejere frygter, dagen, hvor deres gamle, trofaste hund må bukke under og blive aflivet. Der var ikke mere at gøre.

Jeg har mistet Sydney, næsten 13½ år gammel, syg og dårlig.

Han har gjort det godt hele sit liv og var en af de bedste hunde, jeg har haft. Han har været med mig på mere end 100 jagter, og han har nydt hver og en af dem - ligesom jeg. Han har hentet hundredevis af fasaner og andet vildt. Han har haft det bedst tænkelige retriever-liv. Jeg vil savne ham.

Jeg troede, vi skulle have gæster til frokost i dag. Det skulle vi desværre ikke alligevel.

Så regnede jeg med, at jeg kunne tage til Århus eller til Løgten for at se cykelløb. Det kom jeg desværre heller ikke til. Jeg blev så optaget af at få hækklipningen overstået, at jeg glemte alt om cykelløb. Heldigvis havde jeg sat det til optagelse på TV, så jeg så kunne se det senere, hvilket jeg gjorde. Blandt andet nød jeg at se min ven Martin Mortensen i et flot udbrud på de sidste kilometer. Godt at se ham fremme igen.

Jeg har ingen planer for i morgen.Men jeg er færdig med hækkene, en meget stor lettelse.

Her i huset er der demokrati på arbejdspladsen. Den enkelte arbejder (jeg) har indflydelse på arbejdsgangen.

Lad mig eksempiificere med en oplevelse i morges. Jeg lå i min seng omkring klokken 8, da forstanderinden arriverede og meddelte, at jeg skulle stå op og klippe hæk. Jeg spurgte, om jeg selv måtte bestemme hvornår. Det måtte jeg gerne, blot det blev inden for den nærmeste halve time. Det kalder jeg at have indflydelse.

Som min yndlingssøn sagde, da jeg fortalte ham om hændelsen: "Der skal en stærk diktator til at lede et demokrati". Sådan en har vi her i huset, forstanderinden.

Den 23/8 opdagede jeg råd i et lille stykke af vores udestue (se dagbog). Ikke godt.

Vi anmeldte straks skaden til vores forsikringsselskab, og i dag gennemførte en meget dygtig tømrer arbejdet med at reparere skaden. Han var omhyggelig ud over det vanlige.

Jeg har altid holdt af at se en dygtig håndværker arbejde, så jeg tilbragte lidt tid med at kigge på. Heldigvis havde den unge mand ikke noget imod det.

Jeg lærte, at han "lusede", altså skar det rådnende træ ud og indsatte et nyt og sundt stykke. Det hedder altså at "luse". Man lærer meget.

Så nu kan jeg komme til at male - hvis blot regnen ville holde sig borte. Det vil den vist ikke. Det ny træ er blot grundet.

Fruen skulle lige have et tjek hos en læge i Århus. Derfor var vi i midtbyen. Alt var i top hos den søde dame.

Lidt våde, lidt frysende og i det hele taget forkomne kom vi hjem. Det styrtede ned og blæste, temperatur 13 grader, sådan rigtig efterårvejr. Hader det.

Og hvad er så skønnere end at starte en af vore mange køkkenmaskiner, som har en brugsanvisning på størrelse med Biblen, men som laver den dejligste kakao. Efter noget besvær lykkedes det. Den varme kakao var lige passende til vejret udenfor.

Og jeg skal ikke male i dag - eller slå græs.

Mange firmaer og institutioner uddeler personalegoder. Det kan være alt fra lån af værktøj, billig eller gratis parkering, rabattilbud, tivolibilletter m.m.

Forstanderinden betroede sine kolleger i en daginstitution, hun arbejdede i, at et lille klap bagi af en ung, mandlig pædagog for hende var et personalegode. Gud velsigne hende.

Men nu har en borgmester ved Københavns Kommune tildelt sig selv et personalegode lidt ud over det almindelige. Hun brugte rådhushallen i Københavns Rådhus som festlokale ved sit nyligt afholdte bryllup. Normal ville en leje af det imponerende lokale være 65.000-100.000 kroner. Men hun glemte at sende en regning til sig selv. Skatteborgerne i København har betalt.

Hende behøver Gud ikke at velsigne.

Store hjerner får gode ideer. Det kan undertegnede bevidne efter en anstrengende dag.

Først knaldhård træning i fitness-centret. Så aflevering af stole i Hammel.

Og så kommer det. Næste opgave var afskrabning af maling på plankeværk. Der skulle lægges mange kræfter i. Jeg gjorde det, så godt jeg kunne og ville slutte med at støve det hele af med trykluftrenseren.

Til min glædelige overraskelse viste det sig, at trykluften ikke alene fjernede støv og snavs, men også den løse maling maling. Heureka. Nu er jeg fri for den anstrengende afskrabning og kan blot sætte trykluft på.

Jeg er næsten flov ved at sige det, men jeg er s'gu genial.

Jeg kørte ind i Århus centrum i dag for at aflevere barnebarn Katrine på hendes bopæl.

Det viste sig at være problematisk.

Jeg havde godt hørt, at den nye letbane skulle prøvekøres. Men at det betød en næsten lukning af midtbyen havde jeg ikke forestillet mig.

Én ting var, at der var uendelige køer, men værst var, at et utal af veje var spærret. Jeg overtrådte færdselsloven mindst et par gange for at komme igennem og måtte køre mange omveje. Godt, man er lokalkendt. En ikke-århusianer havde aldrig fundet vej.

Man må da håbe, det bliver anderledes, når banen er helt færdig. Nåh, men pyt. Der er varslet et hav af udsættelser. Til den tid kan jeg sikkert ikke køre bil længere alligevel.

Det var dog en skøn dag. Med bror Kjeld cyklede jeg de første 25 km. ad Hærvejen fra Viborg til Thorning.

Efter en kort spisepause kørte vi tilbage til Viborg ad en anden vej.

Vi var heldige med vejret, ingen regn, ingen blæst og en tålelig temperatur.

Men fremfor alt var det en smuk tur, og jeg kunne glæde mig over, at kræfterne slog fint til. Jeg var ikke udmattet efter de 56 kilometer. Jeg havde det godt og smilede til verden, som smilede tilbage.

Jeg har opdaget noget, noget om smerter, en god opdagelse.

Som nogle ved, er jeg begyndt at gå til træning i et fitness center mindst en gang om ugen. Jeg går til sagen og er flad som en fregne bagefter. Hårdt og sjovt.

Jeg tror, det er derfor, jeg nu kan gå uden smerter i hoften, i hvert fald kortere ture. Har ikke prøvet længere ture. Det er en god begyndelse for mig - behageligt nyt.

Nu mangler jeg bare, at det heller ikke gør ondt alle de andre steder. Jeg må tage dem én ad gangen.

I morgen skal jeg - hvis vejret tillader det - cykle et stykke ad hærvejen, og så må jeg se, om det gør ondt.

De allerskarpeste hjerner har observeret, at min dagbog ikke blev ført i går.

Årsagen er den enkle, at forstanderinden og undertegnede var i København for at fejre barnebarn Kristians 20-års fødselsdag og først kom hjem i eftermiddag.

Vi havde 2 skønne dage med Annette, Katrine, Amalie og Kristian.

Onsdag formiddag var vi i Helsingør for at se Teknisk Museum og Kronborg. Der blev også tid til en frokost på en god bar, hvor jeg fik den største burger, jeg nogensinde har spist (se billede). Jeg måtte s'gu levne. Måtte det ikke ske igen.

Også fødselsdagsbarnet fik noget godt. Han delte dog heldigvis. Han er en god fyr.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er god til at cykle, men jeg gør det heller ikke.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er god til at male. Men jeg gør det.

Det var et dilemma i dag. Vejret var til begge dele. Men som ofte før valgte jeg cyklen fra. Sådan var det ikke for bare 3 år siden. Da var det malingen, der måtte vente.

Jeg er betænkelig ved udviklingen. Jeg har endog oplevet at blive hjemme fra en cykeltur for at slå græs eller køre affald på lossepladsen.

Imens suser min bror rundt på sin cykel og kører den ene tur efter den anden. Bare det var mig.

Da vi er ganske gode til at invitere os selv til eftermiddagskaffe og aftensmad, har jeg desværre ikke haft tid til at ajourføre min dagbog. Er lige kommet hjem.

Eftermiddagskaffe i Æbeltoft. Aftensmad i Hornslet.

Må jeg på familiens vegne sige tak for kaffe og tak for mad.

Vi kommer snart igen.

Vi havde besluttet at spise frokost på en fiskerestaurant i omegnen, et sted vi besøger en gang om året, fordi man normalt spiser godt der. Vi glædede os. Det skulle vi ikke have gjort.

Normalt bestiller vi restaurantens store fiskeplatte med mange former for fisk, rejer, hummer osv.

En sød, ung dame tog imod og nikkede venligt til ordren. Den var også den dyreste på menukortet.

Da hun havde skrevet den ned, nævnte hun sådan lige i forbifarten, at man desværre var udgået for rugbrød, men vi kunne få franskbrød. Da var det, jeg spurgte om, hvor mange mennesker der gider spise f. eks. sild på franskbrød. Hun trak på skulderen. Dernæst foreslog jeg, at hun hurtigst sendte bud til et meget nærliggende supermarked for at indkøbe et rugbrød. Det kunne ikke lade sig gøre, da man ikke havde mandskab til det. Godaw do.

Vi ændrede ordren til et Stjerneskud, som iøvrigt var dårligt. Vi finder et andet sted at spise næste år.

Jeg viser lige billede af det, vi skulle have haft.

Vi var til fødselsdags-brunch i formiddags. Datter Annette fylder år. Jeg tror ikke, at hun har noget imod, at jeg røber hendes alder, for hun bærer den så flot. Hun fylder 50 og ligner en på 30.

Vi spiste godt, lige som jeg holder af det.

I aften er der fest for de unge på 50. Det bliver muntert. Vi måtte gerne være med også der, men det kniber noget at holde til lange aftenfester, så vi var mere end tilfredse med brunchen og det hyggelige selskab af unge og gamle. Se billede. Desværre "gemmer" fødselaren sig bagved.

Jeg vil i mine tanker være med til festen og glæder mig til at høre om den. Vi havde en skøn formiddag.

Næste etape, den anden, i male-sæsonen var i dag. Plankeværk skulle afrenses for løs maling og dernæst slibes. Jeg ydede mit allerbedste stående eller siddende på min behagelige jagtstol. Det var anstrengende, og jeg har tidligere haft sjovere oplevelser på min jagtstol end i dag.

Men nu er området på billedet klar til at blive malet ved første lejlighed. Jeg håber, det bliver snart. Så vil min søde viv og jeg hygge os med at male sammen. Det er ikke det værste, man kan blive udsat for. Faktisk er det ganske rart. Tænk, at jeg skal komme til at sige sådan om det at male.

Det er dog ganske utroligt. Næsten pinligt. Her sidder man ganske anspændt og følger en afgørende og spændende etape i Vuelta el Espana. Og hvad sker? Man falder i søvn. Det var pinligt. Man havde glædet sig til netop denne etape og fulgte godt med, til der var 60 km. tilbage. Alt gik, som det skulle.

Pludselig kigger man op, og der er kun 10 km. tilbage. Uha. Der skulle et styrt til at vække mig. Favoritten Froome styrtede efter at have fået en ny cykel. Stor bestyrtelse. Kommentatorerne lamslåede. Så vågnede jeg helt op og så de sidste minutter. Jeg skulle ikke have stået så tidligt op i morges.

Der har været stille her på adressen hele dagen. Det har vi nydt.

Nu er stilheden brudt, men på allerbedste måde. Frederik er kommet og skal være hos os til fredag eftermiddag. Han har allerede underholdt os med musik på sit lille klaver. Det var meget hørligt. Han har hentet alle sine biler og tømt dem ud på gulvet. Det hørtes også.

Men så blev der pludselig stille. Jeg kiggede mig om efter ham og fandt forklaringen. Vor tids nye "hold-kæft-bolsje", iPaddden var fundet frem. Så kunne jeg se lidt cykelløb, og farmor kunne se sin serie.

Nu ånder alt fred igen. Men hvor er det skønt, at han er her.

Så er vi færdige - færdige med opsætning af lamelgardiner i vores skønne vinterhave. De ser godt ud.

Det var en teknisk udfordring af rang. Heldigt, at det ikke var mig, der var ansvarlig. Så ville det være gået helt agurk. Jeg blev brugt til det mere manuelle arbejde. Jeg lavede kun få fejl.

Men det er godt at have venner, der gerne hjælper, og som kan det der. Det har taget lang tid, og der er lavet nødvendige ændringer undervejs. Brugsanvisningen var nogle steder ganske forvirrende.

Af princip anvender jeg aldrig selv brugsanvisninger, kan ikke forstå dem, men heldigvis kunne vores hjælper.

Her gik man og troede sig fredet for paparazzier i eget hjem. Men nej.

En hundeveninde gennem mange år kom på besøg i dag. Måske skønnede jeg ikke nok på hendes besøg. Hun underholdt sig med forstanderinden i køkkenet. Jeg faldt i søvn i min formstøbte sofa, sådan en god og dyb søvn med begge mundvige pegende nedad. Sådan sover nu jeg.

Straks blev situationen misbrugt af den indtrængende paparazzi. Hun skulle tage og bruge sit kamera med større omhu.

Jeg er normalt ikke hævngerrig, meeeeeen........ Hvem ved?

Jeg bliver ofte så glad, når jeg ser billeder fra det gamle Silkeborg, min gamle hjemby.

Her er hjørnet af Chr. 8. vej og Kirkebakken. Det er et sted jeg passerede tusindvis af gange til fods eller på cykel, fx til og fra skole og senere i mange anledninger. Jeg husker købmandsbutikken. Bag den lå et kafferisteri, som udsendte en meget tydelig duft af brændt kaffe. Jeg mindes den tydeligt. Alt er nu væk.

Bagud til venstre ligger Silkeborg Museum og fremad til højre op ad bakken ligger Silkeborg Kirke og Silkeborg Torv. Vi er altså lige nøjagtig midt i min gamle by. Nostalgi er godt.

Vi fejrede barnebarn Cecilies 19-års fødselsdag i dag. Det var en meget hyggelig sammenkomst med rigtig god mad og drikke og en mængde gaver. Vi drog alle glade derfra.

Fortsættelse følger i morgen tidlig med fortsat fejring med brunch for fødselaren her hos os sammen med vores familie fra Hornslet.

To dages fejring er vel passende til en 19-års fødselsdag. Blot tænker jeg lidt på, hvor mange dage der skal bruges, når jeg næste gang fylder 77.

Male-sæsonen er gået ind. Forstanderinden har beordret mig til at skrabe gammel maling af.

Jeg har klaret et plankeværk allerede og er nu næsten færdig med vinterhaven. Og hvad måtte jeg opdage?

I den nederste del af et hjørne er der godt gang i forrådnelsen. Træet er blødt, fugtigt og forvitret - og det på trods af at vi altid har passet huset med maling.

Da jeg var færdig med at bande over opdagelsen, kom jeg i tanker om, at vi faktisk er forsikret mod råd og svamp. Så nu flyver en anmeldelse afsted til vores selskab, som sikkert er meget glad for at høre fra os. Sidst jeg kontaktede selskabet, bad man mig om at få en baksensor installeret til en mindre formue. Bare fordi jeg havde lidt bak-skader. Det sker vel ikke denne gang.

Vi var i Silkeborg i dag. Besøg hos svoger og svigerinde.

På vejen hjem besøgte vi det nyopførte Silkeborg Slot. Blev bygget i sommerens løb på et par uger. De kan deres kram, de silkeborggensere.

Nå, den sandfærdige historie er, at det nydelige, lille slot er lavet i sejldug på et indvendigt jernstativ. Det er altså en kopi. Det synes vi silkeborggensere er sjovt.

Det første slot er fra sidst i 1300-tallet. Ingen ved vist, hvordan det så ud. Kopien er af slottet, som det så ud i 1600-tallet.

Faktisk er det oprindelig bygget som et forsvarsværk med mure på 2-2½ meters tykkelse. Men ingen har gennem historien turdet angribe Silkeborg. Vi er for seje, vi fra den by.

Det var en af mine gode cykeloplevelser. Der har ikke været mange de seneste 2 år.

Jeg havde besluttet at cykle, men havde ikke mere lyst, end der er honning i en tissemyre.

Jeg måtte virkelig op at stå og tage fat i mig selv. Endelig fik jeg mig overtalt. Det tog tid.

Og hvad skete? Jeg fik en rigtig god tur. Jeg havde diamant-ben, som vi proffer kalder det. Jeg ændrede på turen et par gange for at gør den sværere. Jeg nærmest svævede afsted. Jeg fik ligefrem lyst til at cykle igen. Det var en god tur.

Dagens gode gerning bestod i at skifte batteri på mit parkometer. Det lyder som en overkommelig opgave, men er det ikke. Tro det eller ej.

For at få batteriet ud skal man trykke hårdt i et lille hul, som befinder sig på den side, der vender ud mod vinduesstolpen. Se billede. En helt umulig opgave. Der er ganske simpelt ikke plads. Hvad gør så den opfindsomme, gamle mand så?

Han tager hårdt fat i hele skiven og flår den fri af vinduet. Den sad godt limet fast. Dernæst udskiftning af batteri CR 2450 3v. efterfulgt af genindstilling af tid, årstal osv.

Til slut fastgøres parkometeret på ny. Limen virkede stadig.

Du er fa'me smart, gamle mand. Enhver kone ville være stolt af dig. Blot er min det ikke. Jeg måtte tvinge rosen frem.

For første gang i 2 uger var jeg til træning i dag. Jeg kom igennem alle de maskiner, jeg skal igennem, og det med fuld kraft. Jeg var hård ved mig selv, måske lidt for hård, for jeg skulle hjem og hjælpe med at opsætte lamelgardiner i vinterhaven. Min hjælp var desværre begrænset, men heldigvis undværlig. Jeg var dødtræt og vil sove godt i nat.

Nu mangler kun en tredjedel af lamellerne at blive sat op. Måtte det ske snart, men ikke før jeg er udhvilet.

Det er en velsignet afslapningsdag. Ingen fysisk aktivitet har tæret på de tilbageværende kræfter. Jeg har ikke været udenfor døren og har heller ingen planer om det.

Dog har jeg lige været ude i campingvognen, spist spaghetti til frokost og wienerbrød og nøddehorn til eftermiddagsteen. Til aften står den på culottesteg og en god salat. Sådan en dag er til at overskue og giver lyst til morgendagens excesser i træningscentret. Det er to uger, siden jeg sidst var der. Tænk på mig. Så vil det gøre mindre ondt.

Livet er skønt.

For første gang i lang tid deltog jeg i dag aktivt i hundretræning. Peters unge hund Tjalfe skulle vænnes til, at der kan være andre hunde tilstede ved træning.

Derfor medbragte jeg gamle Buffy og ældgamle Sydney som forstyrrende elementer. De to gamle fik mængder af apporteringer, mens unge Tjalfe blot skulle sidde og kigge på. Det klarede han fint, selv om det var tydeligt, at han gerne ville have været med. Men det var ikke meningen. Senere fik han lov og sluttede fint.

Jeg nød på ny at være aktiv i hundetræning, selv om det var lidt hårdt. Der sker et eller andet i mig, når der trænes hunde. Det har trods alt været en del af min hverdag siden 1975.

Lige hjemkommet fra en lille uges ferie i campingvognen med et par venner i deres vogn må jeg sende en varm tanke til den mandlige del. Ikke at jeg har noget mod den kvindelige, det var blot manden, som i den givne situation var med til at redde ferien.

Ankommet på campingpladsen konstaterede vi, at vandpumpen i vores vogn ikke gad være med længere. Det var en opgave for herren. Han er nemlig tidligere elektriker.

Næste dag indkøbtes en ny pumpe, og min rare elektriker-ven installerede den på kort tid.

Hvilken lettelse. Man skal altid medbringe en elektriker på en campingtur.