Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Den er da godt nok ikke så god.

Jeg læste i dagspressen i dag, at 5,2 millioner danskere, det er vel hele banden, har fået deres CPR-numre og helbredsoplysninger udleveret til kineserne ved en EDB-fejl. Det er en slem ting.

Nu kan Mr. Fu Ching sidde på sin bag derovre i Beijing og læse om mine skavanker, store som små. Gad vide, hvad han siger til mit blodtryk og min ømme ryg? For ikke at nævne den influenza jeg havde i 1998.

På den anden side set har jeg hørt så meget om kinesisk lægekunst, mærkelige planter, akupunktur og meget andet. Måske sender man mig forslag til behandling. Det vil være godt og vil afkorte ventetiden hos lægen og på hospitalet.

Der er hviledag i Tour de France i dag. Hvorfor ved jeg ikke. Tag jer dog sammen, tøsedrenge og kør igennem. Jeg kunne ikke tage mig af det og gennemførte en etape på 67 kilometer, rundt omkring og igennem Århus. Jeg behøver ikke at hvile. (Det' løwn).

Jeg må dog nok fortælle, at hvis det ikke var for min venlige brormand Kjeld, så var næppe nået så langt. Han var flink til at hjælpe og vente, og det opmuntrer. Man synes, at man ikke kan være bekendt at stå af, når man følges, og man bør vise sit bedste. Det gjorde jeg - selv om det ikke var imponerende.

Jeg var træt ved hjemkomsten, meget træt. Men et bad kvikkede meget op ligesom udsigten til en dejlig aftensmad, som jeg lige nu nyder duften af ude fra køkkenet, giver godt humør.

Jeg har på fornemmelsen, at forstanderinden bliver forkælet mere, end godt er. Måske er jeg blot naiv.

For et par måneder siden så hun to lædersofaer, en 2er og en 3er, i en møbelbutik i Auning og nævnte, at dem kunne hun måske godt tænke sig. Hun har siden nævnt dem et par gange, sådan i forbifarten.

I morges vågnede jeg op til følgende meddelelse: "De sofaer, vi havde aftalt at købe, vil jeg gerne have nu".

Altså afgang til Auning, og nu er de købt til levering om nogle uger. De er flotte, synes vi. De er dyre, synes jeg.

Det har været en travl dag. Mange ting skulle passes og synkroniseres. Indkøb, Tour de France og AGFs første kamp i den ny sæson.

Mon andre end jeg fornemmer vigtigheden af at have en god haveaffaldsvogn, når den gamle efter 25 år bryder ned? Sikkert ikke. Efter nogen søgen i "Hjem og Fisk" fandt jeg en god en. Det gik formiddagen med, og så kom det svære. Tour de France og fodboldkamp var samtidig i eftermiddag. Den var svær. Da jeg forventede, at AGF ville tabe, valgte jeg at optage kampen og se cykelløbet direkte. Det kunne godt have været omvendt, for minsandten om Ikke AGF vandt over Sønderjyske, min yndlingshadeklub. Så nu må videoen startes, selv om jeg kender det gode resultat.

Lidt tosset er man vel altid.

Fortsættelse fra i går:

Min mavepine er fortsat borte. Jeg drikker vand som aldrig før.

Da mavepinen glimrede ved sit fravær, kunne jeg til fulde nyde i går aftes på Møllerup Gods. Sammen med barnebarn Katrine overværede jeg Verdensballetten. Det var smukt, imponerende smukt. Desværre også lidt køligt, men det glemte man. Heldigvis var det tørvejr.

Da Møllerup jo langt fra er ukendt for mig - jeg har været med på jagterne i 40 år - var der mange mennesker at hilse på, kendte som mere ukendte.

En god afslutning på et døgn med mavepine.

Jeg vil gerne spørge, om nogen skulle kende en barfodslæge eller måske en af dem uden grænser.

Hvis det skulle være tilfældet, ville jeg gerne samtale med vedkommende medicus. Thi jeg har i nat haft store mavesmerter. Det gjorde nas, og jeg sov ikke sammenlagt i 2 timer. Selv i formiddags måtte jeg tappert lide. Klokken 12:03 forsvandt smerterne delvist for at dukke op nøjagtigt en time senere.

Nu er de dog helt borte, hvilket vil redde min aften for mig, en aften, jeg har glædet mig til siden jul. Ifølge ældste barnebarn Katrine forsvandt smerterne, fordi hun tvang mig til at drikke 1½ liter vand. Skål.

Jeg vil fortsat gerne mødes med barfodslægen eller den grænseløse ditto. Så vil jeg fortælle om vands helbredende virkning.

Vores søn Peter holder meget af at fiske. Kunne han komme til det, ville han gøre det hver dag.

I går drog han ubekymret afsted, parkerede bilen ved åren, monterede wobler med krog og det hele og begav sig mod åen. Efter kun 5 skridt gjorde han sin første fangst. En torsk blev kroget i øret. Det skulle efter sigende gøre afsindigt ondt, især hvis man griner. Det gjorde han nu vist ikke. Jeg gjorde, da jeg hørte om det og så billederne.

Herefter til lægen, som stod magtesløs over for opgaven. Så på skadestuen, som med bidetang og bedøvelse fjernede fremmedlegemet.

Morale: Hvis man absolut vil have en piercing, bør man gå til en professionel.

Jeg læste i dag en lille artikel om muligheden af, at vi alle har en dobbeltgænger et eller andet sted i verden. Ifølge en australsk videnskabsmand Teghan Lucas er chancen en til en trillion. Men den er der altså. Se billedet. De er IKKE tvillinger.

Jeg har mødt min egen dobbeltgænger, i 1959 på et cafeteria i London, lige ved St. Paul's Cathedral.

Jeg sad og kiggede ud ad vinduet, da en ung mand gik forbi, stoppede, satte højre hånd op over øjnene tæt ved ruden og kiggede ind. Det var ham. Min egen dobbeltgænger. Der var ingen tvivl overhovedet. Samme ansigtstræk, samme højde og drøjde - og lige så rødhåret som jeg (dengang).

Jeg løb ud på gaden for at snakke med ham, men desværre var han borte.

Altså ud af en trillion muligheder mødte jeg min dobbeltgænger.

Spørgsmål: Hvornår er en græsplæne for lang til at blive slået med en almindelig plæneklipper?

Svar: Her på stedet stort set altid.

Denne gang var det dog helt katolsk. Det er mere end 14 dage, siden plæneklipperen sidst kørte hen over den, så vi talte om 10 centimeters højde. Desuden var den våd efter 14 dages næsten uafbrudt regn - og regnen fortsatte. Se billede

Derfor tog jeg den modige beslutning, at uanset vind og vand så skulle det være idag. Så i en lille pause i regnen styrtede jeg ud og gik i gang med det tunge arbejde. Dog først efter at have hævet skæret til maksimunshøjde.

Jeg blev våd, men jeg fuldførte. Nu står plænen meget grøn og stadig ganske lang. Og jeg er efterhånden blevet ganske tør.

Den var tæt på. Uha da da.
Forstanderinden og jeg begav os i formiddags til vores campingforhandler for at bestille tid til et par mindre reparationer.
Medens jeg lavede aftaler med værkføreren på værkstedet, gik den søde dame løs i butikken. Sådan noget skal man for alt i verden undgå.
Kort efter kom hun løbende. Der var noget, jeg absolut skulle se. Jeg tænkte, at det nok var en ny stol eller en kaffekande eller sligt. Men nej. DET VAR FA'ME EN NY CAMPINGVOGN.
Koldsveden sprang frem på panden og i et deja vue så jeg, da vi var en gang for nogle år siden var ude for at se på en ny TV-antenne og kørte derfra med en ny campingvogn og mange tusinde kroner fattigere.
Nå, heldigvis gjorde det indtryk, at jeg siddende i den måske nye vogn gav helt klart udtryk for, at den ville jeg under ingen omstændigheder have. Og jeg mente det.
Det blev modstræbende accepteret. Men for hulen da. Det var tæt på at være blevet dyrt.

Jeg kunne ikke lade være. Jeg er gået lang tid tilbage i min historie, sådan lige efter stenalderen, til min fødselsdag den 18. november 1940.

Jeg prøvede at finde en eller flere begivenheder, som fandt sted netop den dag.

1) Jeg blev født på Skolegade 56, 3. sal th. i Silkeborg. Det var en mandag. Tænkte det nok.

2) Hitler havde en dårlig dag. Ikke alene på grund af min fødsel, men også fordi han havde besøg af den italienske udenrigsminister, grev Ciano, på Berghof i Bayern. Italienerne havde angrebet Grækenland, hvilket bekom Der Führer ilde.

3) Quabos bin Said Alin, senere sultan af Oman, fødes i Salalah i Oman. Jeg har aldrig vidst, at han og jeg fejrede fødselsdag samme dag.

Sådan er der så meget.

Lige hjemkommet fra 10 dages ferie i den skønne by Lemvig er det tid til en evaluering.

Vores fortelt lagde sig ned et par gange. Til sidst måtte vi tage det helt ned. Det regnede og blæste. Og når det ikke gjorde det, styrtede det ned og stormede. Vi blev helt bange en dag, da solen pludselig tittede frem. Den blev ikke længe. Det ville også have været alt for forstyrrende.

Det er det værste vejr, vi nogensinde har oplevet i vores 31 år med campingvognen.

Ikke desto mindre havde vi en af de bedste ferier i mange år. Vi har slappet af, sovet længe, hygget os, spist, når det passede os, næsten ikke oplevet noget, vi ikke har set eller prøvet før.

Hvor har det været dejligt. Kun vi to med tid til at snakke uforstyrret.

Således alt fra vores besøg nummer 15 i Lemvig.

PS: Jeg tog ikke selv billedet. Al flyvning var stoppet.

Så så man os lige på TV2 i går.

I udsendelsen "TV" på Tour" i Harboøre optrådte forstanderinden og jeg ikke færre end 4 gange. Vi havde også et forfærdeligt besvær med at spæne rundt og sørge for at komme ind foran kameraerne sammen med værten Michael Stærke, omend det blev i baggrunden. Det kræver en vis kondi at løbe rundt efter kameraerne, men den havde vi, ligesom vi havde en god opfattelse af, hvor de skulle hen bagefter. Desværre sås vi ikke på det her viste billede. Det var en af de få gange, vi ikke var med.

Udmattede drog vi hjem for at nyde synet af os selv. Dog nåede vi det først i morges, hvor jeg skånselsløst og modstræbende blev gennet ud af sengen for at se det i en genudsendelse. Lidt blasert er man vel altid.

For eftertiden bedes I optræde lidt mere respektfuldt over for os TV-stjerner.

Den havde jeg ikke set komme. DBU vil forbyde rygning til landskampe i Idrætsparken - eller rettere på 77% af pladserne (omkring 30.800 pladser). Så kan de rygende fodboldentusiaster hygge sig på de 23% (omkring 9.200 pladser). Typisk dansk - kompromis.

Vel. Nu er jeg spændt på, om man yderligere vil dele rygerne op i hjemmehold og udehold, altså 11½ % til hver. Samme må man gøre på ikke-rygerpladserne.

Dernæst kommer kontrollen. Hvordan overskuer man lige hhv. 30.800 pladser og 9.200 pladser.

Vil rygerne blive bortvist? Bødestraf? Kagstrygning? Hjul og stejle? Løbe spidsrod?

Jeg afventer spændt næste landskamp.

Aftenen vil stå i fodboldens tegn, ligesom eftermiddagen stod i Tourens tegn.

Det er ganske anstrengende med alt det TV-kiggeri. Det kræver sin mand og sin Pepsi Max og diverse chokolader og småkager kun afbrudt af forstanderindens dejlige aftensmad.

Men modigt har jeg kæmpet mig igennem første halvdel, cykelløbet og aftensmaden, og lige nu gøres der klar til start af fodboldkampen Wales - Portugal. Jeg vil kæmpe hårdt for at holde ud til slutningen. Det kneb et par gange under cykelløbet. Jeg blundede ind et par gange, men kun ganske kort, heldigvis. Nu var det altså også en hård bjergetape, som jeg levede mig for meget med i.

Nu er det fodbold. Jeg er endnu vågen, sådan da. Sov godt.

Jeg synes selv, jeg er en tålmodig mand. Jeg forsøger tappert at holde livets dårlige tilsnigelser fra livet, store som små. For eksempel har jeg taget det pænt, at Island måtte forlade EM i fodbold. Ej heller har det hidset mig op, at forstanderinden kun vinder små beløb i Lotto, eller at man ikke kan få ordentlige Fish'n Chips i Danmark.

Men det begynder at knibe med at have tålmodighed med vejret. Hvad er det dog man byder os?

Lad være, at temperaturerne sjældent overskrider 17-18 grader.

Lad være, at vi får meget regn.

MEN. Blæsten er ikke til at holde ud. Den irriterer mig i den grad. Jeg hidser mig mere og mere op over at gå ude i den. Jeg græmmes over, at den holder min cykel hjemme i skuret. Det er end ikke en trøst, at Storm P hævder, at modvind er godt nok, bare man skal den anden vej.

Jeg hader blæsten. Og man kan ikke engang se den.

Jeg læste i dag om den engelske rigmand Richard Branson. Hen menes at have en formue på omkring 38,4 milliarder kroner. Han er rigere end jeg.

Nu er han fremme i pressen for at spørge sine "kolleger", andre store milliardærer, om det dog er nødvendigt for dem at have 6 yachts.

Se, det er et godt spørgsmål. I det ligger naturligvis Bransons opfattelse af, at det er det ikke Hvis jeg blev stillet det, ville jeg også sige nej. Jeg kune snildt klare mig med én. Branson mener dog, at et par stykker ville være OK. Man skulle jo nødigst lide nød.

Det er bedre at være rig og rask end fattig og syg.

Jeg er gennem de seneste 20-25 år kommet på et utal af campingpladser i udlandet og i Danmark.

Det er kendetegnende for næsten alle pladser, at der er orden i tingene. Ingen efterlader affald. Alle rydder op efter sig og tager deres telte med hjem. Når en plads forlades, kan du ikke se, at nogen har været der.

Men så er der lige én campingplads, der skiller sig ud. Her gælder ingen regler. Man efterlader bare svineriet og påregner, at mor kommer og klarer sagen. Det gør hun til alle gæsternes overraskelse ikke.

Campingpladsen er kun åben i 4 dage om året. Roskilde Festivalplads.

Magen til svineri skal man lede længe efter. Joh, den gamle mand er forarget og kan kun glæde sig over, at det ikke er ham, der skal klare oprydningen.

Så er vi i gang. Tour de France startede ved 1-tiden. Jeg har glædet mig meget og følger intenst med i løbet. Kun en enkelt gang måtte jeg overgive mig til Morpheus arme. Dog kun i kort tid.

Jeg kan berette, at der køres middelstærkt, og at det blæser lige så meget som her. Contador er styrtet og har slået en skulder, men fortsætter. De tre kommentatorer er i hopla. Jeg føler mig godt underholdt.

Turen startede ved Mont Saint Michel og slutter ved Utah Bech, en af invasionskysterne den 6/6 1944. Jeg har selv besøgt begge steder og er meget fascineret af området.

Vi har i nogen tid overvejet at få vores hus malet, men er ikke endnu enige om hvilken farve vi skal vælge. Men på en køretur i dag blev vi enige. Vi så et hus, som havde nøjagtigt, hvad vi ledte efter. Nu skal vi blot finde den blanding, der giver farven. Det kan ikke være svært. Mig bekendt er lilla en blanding af rød og blå.

Lilla er gennem historien altid blevet forbundet med royalitet, adelighed og prestige. Det er afgørende for os.

Vi kender Jegindø temmelig godt og besøger den så ofte som muligt. Således også i dag.

Det er en smuk ø med en stemningsfuld, lille havn.

Her sad vi i nogen tid og sludrede med andre gæster, mens vi nød solen.

Så blev det spisetid.

På havnen ligger en lille, ydmyg restaurant, som vi med skepsis trådte ind i. Glædelig overraskelse. Rigtig god mad - serveret med et stort smil og med et morsomt opslag på døren om, hvordan man kan betale. Gad vide, hvad punkt 2 betyder. Punkt 3 var fristende.

Forstanderinden og jeg rejser temmelig meget. I går kørte vi igennem Paris på under 30 sekunder. Vi nåede knapt at opdage den.

Som det ses tog vi i dag turen til London og besøgte Victoria Street Station. Igen var det hurtigt at komme ind, og besøget var overstået på 2 minutter. Vi så hele stationen.

I morgen vil vi køre gennem Rom. Det vil tage under 30 sekunder.

Jo, vi ser meget på kort tid, og det er ganske billigt.

Igen brød jeg et løfte til mig selv. Jeg så hele kampen England-Island i aftes. Jeg havde som bekendt truet med at skifte til et madprogram, hvis England kom bagud. Desværre brød jeg mit løfte og så jeg kampen til ende.

Ofte har jeg set min egen klub AGF blive ydmyget og spillet ud af banen. Ofte var de lidt til grin, så jeg krummede tæer.

Men det var absolut intet imod det, som England bød på i går aftes. Magen til elendig fodbold skal man lede længe efter. Holdet var dårligere end AGF på en dårlig dag. Pludselig blev jeg Island-fan. De kæmpede i det mindste. Tillykke med det, Island, og jeg kunne nu tænke mig, at I også vil gøre det slemme ved Frankrig på søndag.

HU HU HU. Jeg hepper på jer.

Nu skal det være. Jeg har planer om at se en hel fodboldkamp i aften, England mod Island.
Jeg ved godt, at 80-90 pct. af alle danskere håber på islandsk sejr. Underdogs er altid populære.
Jeg holder imidlertid med England og håber, de vil vinde klart. Man er vel ikke anglofil for ingenting.
Mit håb er, at spændingen går af kampen lynhurtigt med 2-3 engelske mål. Hvis det modsatte sker (hvilket alle gode magter forbyde), vil jeg ikke komme til at se en hel kamp, thi da skifter jeg kanal og ser et eller andet dødssygt madprogram.

Vi havde gæster til brunch i dag i en lidt speciel anledning. Engelske David er på besøg hos søn Peter og familie.

Og se nu godt efter. David er søn af May og Len, vore engelske venner gennem snart 60 år. Vi er begge meget glade for, at vores venskab er gået i arv til vores og deres søn og familier.

David er i Danmark for sammen med Peter + viv at høre en koncert med "Dizzy Mizz Lizzy", hvem de så end er.

Jeg hørte dog, at gruppen har et hit, der hedder "Waterline". Det er meget passende, da det styrtede ned nøjagtigt fra koncertens start til dens slut. Alle blev dyngvåde, og fadbamserne noget fortyndede.

Frederik er på weekend-besøg. Mor og far er til koncert, "Dizzi Mizz Lizzy", med deres engelske ven.

Som alle børn har Frederik 3 hovedinteresser, jord, vand og ild.

I dag lavede vi bål. Det er utroligt, som ild kan fange en 4-årig. At tænde bålet, at betragte det og at snakke om det. Vi sad ret lang tid og hyggede os.

Dog var det tydeligt, at den unge mand fra børnehaven har fået nogle "vaner", snobrød, skumfiduser og pølser. Dem kunne jeg ikke byde på. Må huske det næste gang. Det bliver snobrød, som jeg med stor glæde husker fra min egen barndom, sådan let bagt over flammerne, med margarine på overfladen og godt dyppet i sukker. Næste lige så godt som pandekager. Jeg glæder mig, til han kommer på ferie i juli.

Jeg læste i dag i en netavis om verdens 10 mest magtfulde kvinder. Der var nogle stærke eksemplarer imellem. Lad mig bare nævnte 3:

Angela Merkel, tysk kansler. Hillary Clinton, amerikansk præsidentkandidat og tidligere udenrigsminister og Melinda Gates, grundlægger af "Bill og Belinda Gates Foundation". Der var 7 mere.

Jeg savnede helt oplagt én, den kvinde, som har mere magt over mig end de ti tilsammen, forstanderinden. Hun træffer beslutninger, som påvirker mig døgnet rundt.

Men hun er altså også meget sød, når hun ikke træffer beslutninger for mig. Måtte det blive meget oftere.

Jeg har altid været begejstret for historie. Lige for tiden - og det har strakt sig over de seneste 2 år - er det krigen i 1864, der har min interesse.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke er opmærksom på andre emner.

Således stødte jeg i dag på en historisk beskrivelse af et uheld på bryggeriet "Meux and Company Brewery" i London den 17. oktober 1814 (se billede).

Mange londoners drøm gik i opfyldelse. To enorme øltanke revnede, og 1.470.000 liter øl skyllede ud på Tottenham Court Road. Paradoksalt nok blev også en pub, "The Horseshoe" skyllet væk af øllet.

Der var også tragik i forløbet. 8 mennesker druknede. Et par stykker dog med et smil om munden. De var oppe og tisse 3 gange.

En skrækkelig ulykke var det dog.

Forstanderinden hævder, at jeg behøver en sommerjakke. Jeg er uenig. Derfor kørte vi til Rønde for at købe en sådan hos en derværende handelsdrivende, en munter herreekviperingshandler.

Han er en glad mand med en dejlig lune.

Vi kom der altså med det ene formål at købe en jakke - og kun det.

Vi drog derfra med 2 skjorter, 2 T-shirts og 10 par sokker. Forstanderinden gik fortfarende i brechen for, at dem manglede jeg i hvert fald. Jeg var uenig. Derfor købte vi dem.

Der var ingen jakke i min størrelse, kun nogle børne-nogen. Så den fik jeg ikke.

Jeg var til 75-års fødselsdag i dag. En meget gammel hundeven. 75 år gammel, var fødselaren. Jeg har kendt ham i 40 år, siden 1976. Hvad har vi dog ikke oplevet sammen på prøver, jagter og ved festlige sammenkomster - store og små. I en tale til ham forsøgte jeg at nævne nogle stykker af dem. Men det kunne blot blive et meget lille uddrag. Talen skulle jo have en ende.

Sammenkomsten var hyggelig, rare og snakkesalige mennesker, supergod mad og ditto drikkevarer. Jeg forsøgte forgæves at holde igen med begge dele. Det var ikke nemt. Jeg har det problem, at der er én ting, jeg ikke kan sige nej til. Det er fristelser.

Og således hændte det, at min promille langsomt men sikkert steg til højder, jeg ikke har kendt længe.

Joh, det var en god fødselsdag.

Endelig kunne vi komme i gang. En mindre ændring af vores have krævede en lidt større maskine. Den har ladet vente på sig.

Det er ikke, fordi det drejer sig om nogen stor ændring, men blot sådan lidt pilleri rundt i parken. Kartoffelmarken røres ikke. Den står lige nu i fuldt, grønt flor, klar til at blive gravet op om 2-3 uger.

Jeg påregner, at maskinen skal arbejde her 3-4 dage, men så skulle alt være i orden og se rigtigt ud.

Jeg tåler ikke tilfældigheder. En have mister sin skønhed med uprofessionelt arbejde og små uprofessionelle maskiner.

Jeg kan ikke lade være. For bare 5 år siden kunne jeg - og det helt uden problemer. Jeg tænker på havearbejde. Nu tåler jeg knapt at se noget, der ikke er helt så pænt, som det kunne være.

Derfor begav jeg mig i dag til Hadsten for at indkøbe 4 sække pinjebark til at pynte under vores vinduer. Jeg kunne ikke lade være. En trang drev mig, omend jeg vidste, at det var hjem til hårdt arbejde. Men det var ren fornøjelse, og efter en timestid var jeg færdig. Se lige billeder før og efter.

Tror I, jeg behøver at søge læge for at komme af med trangen? Måske et plaster eller akupunktur kunne virke? Men nej. Jeg nyder at give efter for trangen.

I dag er min fars fødselsdag. Havde han levet, ville han have fyldt 105 år.

Han var en stolt mand, som brugte det meste af sit liv for andre, navnlig i Silkeborg Idrætsforening. Her bestred han mange tillidsposter. Den sidste var som hovedformand for en kraftigt voksende forening. Stort set al hans tid gik med det. Selv de mindste jobs gik han ind i, for eksempel var han i mange år opråber ved lotterispil til fordel for cricketafdelingen. Cricket stod hans hjerte nærmest.

I mange år var han desuden formand for Dansk Kommunalarbejderforbunds afdeling i Silkeborg. Senere også i bestyrelsen i hovedforbundet. Samtidig skulle han passe sit job som pedel ved to stiftelser for ældre lige ved Gudenåen i Silkeborg. Ud over at passe de to bygninger brugte han meget tid på at snakke med og hjælpe de gamle, der boede der. Kun sjældent holdt han fri.

Alt, han lavede, var for andre - og ulønnet. Jeg er stolt af min far.

På billedet fra 1921 er han 10 år.

I de seneste cirka 2 uger har jeg stået ekstremt tidligt op hver eneste dag - undtagen søndage.

Vi snakker om klokken 6.45.

Hvorfor? Fordi jeg har kørt forstanderinden på arbejde. Hun vil så gerne, at jeg gør det, og jeg er sat på jord for at opfylde hendes mindste ønsker. De store fortrænger jeg.

Også i dag drog vi afsted klokken 7.15, og med vanlig præcision steg den søde dame ud af bilen ved universitetet klokken 7.45, og jeg kørte hjemad.

Jeg var endnu ikke nået hjem, da jeg blev ringet op af selvsamme søde dame, som lige ville fortælle, at hun skulle først have mødt 1 time senere. Min korte søvn kunne have været 1 time længere. Da brød min verden sammen.

Jeg sleb mit hakkejern i dag - på min fine slibemaskine. Jeg er ikke verdensmester udi det at slibe, men et hakkejern burde jeg dog kunne klare. Så jeg sleb og sleb, og det så ganske fint ud. Jeg stoppede et øjeblik for at mærke, om jernet var skarpt nok. Det var det, men værst af alt, det var også varmt nok, brændvarmt, sådan helt alvorligt varmt.

Derpå kunne man se og høre mig danse ilddansen rundt i værkstedet, pustende på mine fingre og højt bandende. Jeg løb ind og holdt de overophedede fingre under den kolde hane, hvilket tog det værste af smerterne.

Man skal vogte sig for at brænde fingrene.

PS: Hakkejernet er blevet meget bedre.

Jeg brød et løfte i dag. Skam få dig, gamle mand. Du svigter.

Vel. Jeg var på hospitalet i går for nogle tests, og jeg kom til at love den søde forstanderinde og den søde sygeplejerske, at dersom resultatet var godt, da ville jeg iføre mig mine gamle og stramme badebukser og springe i Århusbugten og tage en svømmetur. Det har jeg ikke gjort i over 20 år. Vandet er s'gu altid så koldt, og normalt hopper jeg ikke i før temperaturen er så høj, at det syder i kanten. Det gjorde det ikke, så jeg følte mig tvunget til at bryde mit løfte på trods af det gode resultat, som jeg fik i dag. Både forstanderinden og sygeplejersken var skuffede over mit svigt.

Næste gang med et godt resultat vil jeg blot love, at jeg vil springe op på min cykel.

Der er krig i Frankrig - på flere fronter.

Én af dem er krigen mellem russiske og engelske fodboldfans. Det går hårdt til

Englænderne er ikke kendt for at lægge fingre imellem, men noget kunne tyde på, at de har fundet deres overmænd i russerne. Så de må være slemme.

Nu har UEFA meldt ud til de uartige børn (russerne), at dersom de ikke opfører sig pænere, må de skamme sig og rejse hjem.

Hvordan de to strafudmålinger kontrolleres og eksekveres, er jeg spændt på. Dels tror jeg ikke, de er i stand til at skamme sig, og dels har de garanteret ingen planer om at forlade Frankrig. De har det alt for sjovt. There's vodka in the jar.

Bemærk den flyvende stol på billedet.

Jeg har læst nyheder i dag. To af dem gjorde indtryk:

1) Koldskål er rasende usundt

Jeg havde svært ved at forholde mig til den, fordi jeg gik og troede, koldskål var sundt. Men nej. Alt for meget sukker. En portion svarer til at drikke en Coca Cola. 9-11 sukkerknalder. Men dog en håndterbar nyhed.

Nummer to var absolut grusom læsning.

2) Daniel Craig stopper som James Bond.

Hvad nu? Nu havde man lige vænnet sig til, at det var hans kontrafej, der dukkede op i Bond-filmene efter Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore, Timothy Dalton og Pierce Brosnan.

Jeg frygter, at nu må det gå galt. Hvilke nervepirrende situationer har vi dog ikke gennemlevet med de seks James Bonder. Kun med nød og næppe undgik de den sikre død. Og nu en ny. Det er ikke sikkert, at den ny er lige så god til at begå sig over for de grusomme forbrydere. Bare han klarer den.

For første gang i år nød jeg på trods af jævnt kraftig modvind at cykle. Derfor kunne jeg køre årets hidtil længste tur, 65,5 kilometer.

Min rare og kloge svigersøn fortalte mig forleden, at modvind ikke altid er modvind. Temperaturen spiller en rolle. Det fik jeg bekræftet. Selvfølgelig kunne jeg mærke modvinden, men den var til at klare i de behagelige temperaturer i modsætning til forårets kulde. Jeg har aldrig tidligere tænkt over det.

Det er godt at have en klog svigersøn (han er også rar).

Jeg håber, jeg ikke får så svært ved at ovetale mig selv til en snarlig, ny tur.

Vi var i Løgstør i dag. Lækker frokost efterfulgt af en is i den smukke, solbeskinnede Løgstør Havn. Herlig kombination. Frokost og is.

Vi besøgte min gamle soldaterkammerat 82 Kruse og hans søde kone.

Vi var der også for at aflevere et par vinterhave-stole, som vi fik tilovers i vores afsindige oprydningsvanvid op til besøgene af de tre ejendomsmæglere. Stolene kunne bruges i den løgstørske gårdhave. Men primært var vi der for at besøge et par gode venner, som vi altid nyder at være sammen med. Man skal passe godt på sine gode venner. Ikke mindst, når man når vores alder.

Forstanderinden har været på arbejde i dag - i meget lang tid. Fra klokken 8 i morges til 18.30.

Hun er sej. Jeg kunne ikke holde til det.

Jeg var tidligt oppe for at køre hende og hentede hende til aften. Det manglede da bare.

Jeg har som sædvanlig savnet hende, men dels holder hun af jobbet, og dels er ingen af os kede af, at der ruller lidt penge ind i den slunkne kasse. Så er der lidt til smørret på rundstykkerne og årets campingture.

Så jeg har i dag brugt min ensomhed til at bakse to store stole ind i bilen, afprøve den ny TV-antenne i campingvognen (den virkede) og til at flytte en plante fra græsplænen til en krukke - og til at se cykelløb. Ikke nogen dårlig dag.

I et ustyrligt anfald af wanderlust gik jeg i dag tur med hundene. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt ved. Og så dog.

Jeg havde lige hyppet egne kartofler, luget og klippet kanter på græsplænen.

Herover blev min ryg utilfreds. Men jeg tænkte, at jeg nok kunne holde til at gå en lille tur med de to sorte (bemærk, at jeg ikke skrev negre).

Jeg tog igen fejl. Det blev en særegen tur. Jeg måtte gå i min smertefulde pingvin-stil, foroverbøjet og med begge arme på ryggen. Det må være et kosteligt syn. Derfor stopper jeg altid, når jeg møder andre på min tur, hvilket jeg gjorde. Ikke færre end to gange. Så står jeg ind til siden og bukker høfligt, når de går forbi mig. Man siger om mig i Studstrup, at jeg er en høflig mand.

Spændingen er udløst - sådan da.

Efter i mere end en uge at have slidt og slæbt for at få have og hus gjort i pæn stand havde vi i dag besøg af 2 ejendomsmæglere. Begge var begejstret for huset, men kunne endnu ikke sige en pris.

Jeg tror med sikkerhed, de bemærkede den orden og renhed, der herskede overalt. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det mindste sted at sætte en finger på noget uordentligt. Om det så var kartoffelmarken, stod den frisk og grøn med snorlige rækker af kartoffelplanter.

Nu er det hele overstået, og vi kan begynde at leve, som vi plejer. Nu er det igen muligt at lave rod, og alt behøver ikke at blive lagt på plads straks. Oh, hvilken herlig tilværelse det bliver. Vi tog forskud på den allerede i dag og har tilbragt en del af dagen i sofaen med små "udfald", hvor søvnen tog over.

Jeg fik mig en ufrivillig cykeltur i går. Ikke lang, kun 5-7 kilometer. Ej heller forlod jeg på noget tidspunkt Studstrup. Jeg kørte på samtlige villaveje - meget langsomt, og jeg kiggede ind ad samtlige indkørsler og i de haver, der ikke havde for tætte hække. Hvis nogen havde observeret mig, ville de måske have tænkt grimme tanker om mig.

Kort sagt. Min gamle, demente hund Sydney havde set sit snit til at luske ud ad en åben havelåge og var forsvundet. Jeg ved, at han bare lister rundt og snuser og pisser, og der er ikke længere fart over ham.

Jeg fandt ham da også ikke så langt hjemmefra, ved Studstrupværket, men som sagt først efter at have været rundt i hele byen.

Om han var glad ved at se mig? Ikke det mindste. Han registrerede det knapt. Senil demens.

Jeg var glad ved at se ham.

Sydney ligger forrest på billedet. Da havde demensen endnu ikke fået tag i ham.

Endnu en travl arbejdsdag. Jeg er ved at komme ind i rytmen. Det gør ikke nær så ondt som i sidste uge, selv om arbejdet i dag var mere anstrengende. Maling, lugning m.m.

Tro nu ikke, jeg vil ynkes. Slet ikke. Jeg går såmænd og nyder arbejdet og holder en pause, når jeg trænger til det. Pauserne er korte. Jeg sidder nærmest og hopper for at komme igang igen.

Jeg er stolt over at kunne vise min dosmerseddel, nedskrevet efter forstanderindens diktat.

Bemærk de ganske få ikke-overstregede opgaver, som vil blive løst i morgen. Endnu en travl dag venter. Der skal luges og slås græs. Jeg glæder mig allerede.

Mandag 30/5 skrev jeg i en lille sætning noget om, at vi skal have vores hus vurderet i forbindelse med evt. bankskifte. Nu er det snart tiden for det - på onsdag.

Derfor har den seneste uge bestået af at bringe alting i orden, såvel udvendigt som indvendigt.

Vi er ved at være færdige med det udvendige, så vores have ligner en reklame for et avanceret anlægsgartner-firma.

Hækken er klippet, græsset og græskanterne er trimmet, der er luget og fejet overalt, nogle mindre bede er blevet ændret - og meget mere.

Det hele er lavet i den nuværende hedebølge, hvilket har krævet mange drikkepauser.

Jeg udgiver snart en ny bog, "10 ture i min have". En sikker bestseller.

Jeg ønsker afgjort ikke at hænge et bestemt firma ud. Og slet ikke Fakta, hvor vi ofte handler. Et udmærket sted til at gøre sine indkøb.

Men jeg kunne ikke lade være med at tænke mit, da jeg i dag så plakaten, som ses her til venstre, lige ved indgangen til supermarkedet.

Hvad er det dog, den unge mand laver? Skulle han ikke være gået et andet sted for at gøre det, som han er i gang med? Sådan lige udenfor hovedindgangen. Det er da ikke passende. Men altså, nutidens unge. Man ved aldrig, hvad de finder på.

Føj da for en grim varme. Den forhindrer mig i klar tænkning.

Derfor gik det også helt galt, da jeg besluttede mig til at slå græs og male vores pyntelige havebænk. Jeg burde have ventet til køligere tider, som jeg forstår lurer på os en gang i næste uge. Det bliver skønt.

Men nu står græsplænen så flot som næsten nogensinde. Årsagen er, at jeg har fået græsslåmaskinen slebet og justeret.

Bænken står flot i sin lysebrune farve. Årsagen er, at det var mig som malede den.

Normalt forbyder forstanderinden mig at male, men da hun ikke var hjemme, tog jeg mod til mig og gjorde det. Jeg fik ros for det. Livet er fuldt af overraskelser.

Jeg var til cykelløb i dag. I Hammel, en af landets førende cykelbyer. Over 100 deltagere i feltet. Ingen af dem over 6 år.

Med andre ord. 4-5 børnehaver havde lavet et løb på en rundstrækning på 700 meter i et stisystem i byen.

I løbet deltog naturligvis barnebarn Frederik. Nu skal jeg jo være forsigtig med de rosende ord. Men han var i hvert fald ikke den langsomste. Han nåede 13 runder, ialt 9,1 kilometer på omkring 45 minutter. Det er godt gået på en så lavgearet cykel på en rute med en stigning lige før mål.

Og han ville gerne have fortsat. Farfar var stolt som en pave og glæder sig vanvittigt, til han og jeg skal cykle vores første tur sammen.

Billede t.v.: Frederik i gul førertrøje kigger sig tilbage.

Billede t.h.: Frederik ved at rive sig løs af feltet. Han er med i udbrydergruppen.

Jeg var to gange i byggemarkedet i dag - fordi jeg glemte noget første gang.

Jeg købte først en gerigt - derefter en fugepatron.

Ingen af delene er ting, som jeg normalt omgås, i hvert fald kun med stor forsigtighed og endnu større uvidenhed.

Heldigvis har vores datter en svigerfar, der er velbefaren i brugen af de to dele. Derfor fik vi i dag skiftet en lidt ramponeret gerigt ud med en hel ny, og vi fik fuget rundt ved alle dørkarme, en opgave der burde være løst for mange år siden. Så nu har vi fine dørkarme i huset, lige bortset fra nogle stykker, der skal males. Det må jeg sikkert klare selv, hvis da ingen anden melder sig til at gøre det.

Endelig tog jeg mod til mig. Jeg har i længere tid lidt af en sygdom, der hedder "Ingen lyst til at cykle" (non cupiditate cyclum). Helbredelse er vanskelig og kan kun gøres med hjælp af gode venner, som er glade for at cykle, og som også har prøvet en sådan nedtur.

Jeg fik på Facebook så mange gode råd, at jeg følte mig beredt til at cykle 31 km. Ikke langt, men tilfredsstillende, når jeg erkender, at jeg formmæssigt skal starte forfra, hver gang jeg kører ud.

Der var lidt snyd med i spillet. Min søde viv kørte mig til Tirstrup, hvorpå jeg cyklede hjem i god medvind og god temperatur. Modvind har været min argeste modstander i år. Jeg håber, vi snart kan blive lidt bedre venner.

Alle siger, at det er nemt at skifte bank. Man skal stort set ikke gøre noget. Jeg er uenig i den påstand.

Vi har fået en fin modtagelse i den måske nye bank, venlig og imødekommende rådgiver.

Men selvfølgelig vil han se nogle papirer, mange papirer, og selvfølgelig mangler der altid lige et enkelt. Jeg tror, vi er igennem den fase. Så mangler vi blot at få huset vurderet.

Som om dette ikke var nok, blev jeg ringet op af et firma, der gerne vil levere elektricitet til os - et skift fra vores nuværende firma. Det eventuelt nye firma påstod, at man kan levere strømmen meget billigere. Jeg bad om at få tilbudet på tryk. Den kunne man godt nok ikke klare. Det forstod jeg ikke.

Det fik mig til at undersøge mine seneste el-regninger, hvilket jeg aldrig før har gjort. De viste sig at være så indviklede, at jeg vil påstå, at kun mennesker inden for branchen vil kunne forstå dem. Så jeg kan ikke foretage en sammenligning. Så tør man jo næsten ikke skifte.

At skifte bank er besværligt - at skifte el-selskab er stort set håbløst.

Vi var til sølvbryllup i aftes, datter Annette og svigersøn Kent - og hvilken fest. Dejlig og munter stemning, pragtfuld mad, gode vine og kølige fadøl. Lige efter min smag.

Det er længe siden, jeg har nydt en aften som i går og endnu længere siden, jeg kunne nyde indtagelsen af så mange alkoholiske drikke. Som man siger: "Jeg fik, så hatten passede". Men den faldt ikke af. Sad højst lidt på skrå.

I dag havde vi en improviseret, dejlig, lille frokost hos sølvbrudeparret. Vi spiste lidt af det tiloversblevne mad, tapas, som jeg elsker at spise.

Tak til alle, som var med til at gøre festen til en super-fest.

Jeg kommer igen til guldbrylluppet. Dog kommer jeg ikke og synger om morgenen. Det er alt for tidligt.

Min lidt forhadte græsslåmaskine er vendt hjem fra reparation. Den var dyr, men forhåbentlig god.

Jeg prøvekørte den lige lidt i forhaven og fik skældud af forstanderinden, bare fordi der spredtes lidt græs på fliserne. En dårlig kombination, dyr reparation og skældud.

Og nu har jeg ingen undskyldning for ikke at slå græs.

Vi fik også campingvognen hjem i går efter en endnu dyrere reparation, næsten 4.500 kroner. Heldigvis fik jeg ikke skældud for det. Ny antenne kostede alene 3.000 kroner.

Det blev ialt reparationer for 6.000 kroner. Må jeg foreslå en indsamling til dækning af mine udgifter?

Så var man i går på ny til fodbold på Århus Stadion efter 5 års fravær. Dengang vandt AGF, og det gjorde de også i aftes. Det blev 2-1 over OB. AGF vinder åbenbart, hver gang jeg er der. Men så er der alle kampene ind imellem. Jeg overkommer ikke at være der hver gang, selv om det var ganske sjovt i aftes. Jeg var hamrende nervøs i den lange periode, da det stod 1-1 og ville næsten helst være gået hjem. Heldigvis blev jeg. Tappert modstod jeg fristelsen og holdt ud og kunne se spillernes glade jubel efter kampen. Jeg jublede med. Alligevel er jeg der næppe næste gang, som er sidst i juli. Nervesystemet kunne lide overlast.

Det er en mærkedag. For første gang i 5 år skal jeg til fodbold på Århus Stadion. AGF spiller sæsonens sidste hjemmekamp - mod OB.

Jeg håber inderligt på en sejr. Jeg har det ad Pommern til, når jeg ser holdet tabe. Jeg bliver næsten skidt tilpas. Det er slemt nok, når jeg ser dem på TV. Så jeg ville ønske, jeg kunne komme med i omklædningsrummet før kampen og fortælle spillerne tingenes tilstand. Jeg tror, det vil anspore dem til at skaffe en sejr, når de hører om min situation.

Kom så de hviiiiiiiii.

Hold da heeeelt op. Mand, jeg var tidligt oppe, lige omkring klokken 6. Jeg var så søvnig, at jeg blev helt dårlig af det, hvortil forstanderinden blot sagde, at så kunne jeg have gået tidligere i seng.

Således trøstet drog vi af til morgensang og -kaffe hos datter Annette og svigersøn Kent, som har sølvbryllupsdag i dag. Det var umagen værd, hyggeligt og muntert med familie og mange venner i et telt på størrelse med Cirkus Benneweiss.

Vi var over 50 mennesker i teltet og havde god plads.

Der er fest senere. Om jeg glæder mig? Yep.

Jeg ved det. Igen forsinket. Årsagen er god.

I morgen kan datter og svigersøn fejre sølvbryllup. Tænk, at man er blevet så gammel, at ens børn har sølvbryllup.

Nå, fint nok. Tilbage til forsinkelsen. Forstanderinden og jeg har deltaget aktivt i fremstillingen af en æresport. Klokken 22.30 stod den færdig. Det blev list sent, forsi en eller anden - vist nok jeg - havde taget nogle forkerte mål. Men med hjælp af sølvbrudeparrets gode venner blev sagen ordnet.

God nat. Vi skal tidligt op og synge i morgen.

Jeg var i IKEA i dag, men kun fordi jeg vidste, jeg kunne gøre datter Annette en tjeneste ved det. Hun har meget travlt for tiden på sit job. Meeeen, hendes (og hendes mands) tilstundende sølvbryllup i overmorgen skal også planlægges.

Derfor samlede jeg mod til mig og fulgtes med forstanderinden ind i helvedes forgård. Jeg havde stillet samme betingelse som sidst. Ind i butikken, direkte hen til det, vi skulle købe og direkte ud.

Det blev fulgt til punkt og prikke, og på under et kvarter stod vi på P-pladsen igen.

Sådan skal det gøres. Ingen svinkærinder, ingen osen. Glem alt om alle andre varer, der findes i butikken. Og der er ganske mange.

En skøn dag. Sol og varme. Den gamle mand, altså undertegnede, om nogen skulle være i tvivl, sås iført tækkelige shorts i sin velplejede have.

Med min egen græsslåmaskine til reparation måtte jeg låne mig frem hos en venlig genbo.

Den lånte maskine var en fartdjævel. Den var selvtrækkende med en accelleration som en Formel-1 bil. Flere gange var den ved at rive begge arme af mig, og lige så mange gange sås jeg løbende efter maskinen, indtil farten var rigtigt indstillet. Aldrig er græsplænen blevet slået så hurtigt.

Om jeg var træt bagefter? Jep.

På ny må jeg dybt beklage, at tiden er løbet fra mig. Stor travlhed med at se cykelløb gør, at jeg ikke har haft tid til at skrive min dagbog. Jeg er ked af det og lover,der skal gå længe, inden det sker igen.

Skulle det ske, er jeg klar til endnu en beklagelse. Jeg er god til beklagelser.

Men jeg må klage over, at ingen har mindet mig om, hvor mange klokken er blevet, for pludselig lød ordren: "Nu skal vi afsted". Fakta er dog, at jeg har glædet mig til det, grillaften hos yngste datter.

Nå, nu fik jeg jo alligevel skrevet min dagbog. Faktisk er jeg ret god.

Man kan skrive meget vrøvl på 6 linjer.

Det er da lidt pudsigt.

Forstanderinden er eksamensvagt på Århus Universitet og har været det i mange år. Mange hundrede studerende - måske tusinder - har været til prøver under hendes falkeblik.

Også i dag var hun afsted til en eksamen - og hvad sker?

Vores ældste barnebarn Katrine skulle til prøve nøjagtigt der, hvor den søde dame var vagt. Det blev et hjerteligt gensyn. De vidste dog begge, at de skulle mødes i dag. Men ingen af dem havde fortalt det til mig. Jeg har ikke gode nok nerver til at vide, når Katrine skal til eksamen. Jeg bliver hamrende nervøs. Så tak til begge, fordi de ikke sagde noget til mig. Jeg foretrækker uvisheden.

Se lige godt på de to billeder. Sådan en omgang sammenvoksede græskanter kommer ikke op af sig selv. Det gjorde de kun takket være mine store anstrengelser og under store protester fra min ryg, som ustandselig mindede mig om, at nu skulle jeg stoppe. Det gjorde jeg først, da jeg var færdig.

Samtidig skulle jeg servicere forstanderinden med at putte jord i diverse blomsterkrukker og bagefter flytte rundt på dem fra sted til sted.

Jooh, vi har været "haveflittige" i dag. Så må cykelturen vente. Hvis du aner en smule bitterhed, er det nok ikke helt forkert.

Hvor campingvognen er? Til gastest i Ormslev og en lille reparation og ny TV-antenne.

Jeg ser håndbold på TV - eller rettere, forstanderinden ser håndbold. Jeg følger med med et halvt øje og et halvt øre. Endnu har jeg ikke opdaget, hvilke to hold, der spiller mod hinanden.

Men jeg har opdaget noget andet. De to dommere er blevet udstyret med mikrofoner, så man nu kan høre, hvad de siger til spillerne - også i hektiske situationer.

Jeg skulle hilse og sige, at håndbolddommere kan mere end deres fadervor. Som de dog bander, når de taler til spillerne. Det værste udtryk var nok "krafthulemig". Men der var adskilligt flere. "For fanden" og "for helvede" er med i næsten alle sætninger.

Jeg bryder mig ikke om alle de bandeord. Derfor bliver jeg aldrig håndbolddommer. Det er der mange, der er glade for.

Om jeg har kørt bil i dag? Jow, det har jeg, så rigeligt. Ør liii ær.

Det hele startede med, at jeg kørte forstanderinden til hendes fodspecialist i Skødstrup.

Så hjem og læsse bilen med et kæmpestort læs affald til lossepladsen i Lystrup.

Efter aflæsning afhentede jeg den søde dame i Skødstrup.

Hjem til frokost. Dagens højdepunkt.

Næste opgave. Jeg læssede vores store skrummel af en plæneklipper i bilen, reparation i Hornslet. Øj mand, den er tung.

Nu skulle forstanderinden til damefrisør i Lystrup. Det kom hun. Derpå afhentede jeg yngste datter i Risskov og kørte hende til Hornslet. Samtidig kunne jeg aflevere skrumlet til reparation. Og jeg kunne fortsætte i Hornslet til min cykelmekanikker og hente min cykel, som havde fået lavet et defekt gear. Så til Lystrup og afhente den nyklippede forstanderinde.

Endelig - langt om længe kunne jeg køre hjem og aflevere min passager her på adressen og kravle ind foran TV'et, hvor jeg nu afslappet kan se Giro d'Italia. Den bil er snart slidt ned.

Jeg så morgen-TV i dag. Det sker ikke ofte. Men tvunget af omstændighederne (læs "Frederik") måtte jeg sammen med ham igennem hele repertoiret af Disney-kanaler og andet tilsvarende - og det var omkring klokken 7.

Heldigvis var et ikke nødvendigt at stå op, idet det passede den unge mand fint at ligge i elevationssengen og se TV.

Så nu ved jeg alt om "Sheriff Calley" og et hav af andre tegneseriefigurer - altså bortset fra de få, jeg ikke så, fordi jeg slumrede ind. Ikke længe dog. Frederik var der straks med en albue, "Vågn op, farfar". Det gjorde jeg så en halv snes gange.

Vi har Frederik på besøg. Skal sove her til i morgen. Hvor herligt.

De to "P'er" indgik som altid i besøget, Pingu og Pandekager.

Pingu Pingvin fik sit knus dernede ved stranden, og Frederik fik sine pandekager, som han selv var med til at lave. Måske de to "P'er" er medvirkende årsager til, at den unge mand allerede har booket en ny weekend hos os så snart som muligt.

Vi glæder os allerede.

Frokost hos gode, gamle venner i dag. Som altid god mad og godt selskab.

Resultatet er, at jeg ikke skal spise noget nu til aften. Jeg kan ikke finde plads til det.

Jeg havde endda besluttet, at jeg ville spise forsigtigt i dag, men placeret foran den gode mad, måtte jeg opgive mit forehavende, og jeg kom til at spise en del for meget. Kunne end ikke smage det på det hele. Det er et svaghedstegn. Havde jeg blot spist lidt mindre af de foregående retter, kunne jeg have smagt det hele. Men jeg lod mig friste, og der er alt ialt kun én ting, jeg ikke kan sige nej til. Det er netop fristelser.

Som så ofte holdt jeg i dag en pause på min cykeltur på en bestemt sted i Risskov, en bænk under skyggende træer ved en trafikkeret gade. Afslappet efter nogle hårde anstrengelser drak jeg lidt vand og kiggede på trafikken, især på cyklerne, på racerne.

Der kom ikke nogen, som jeg umiddelbart kunne tænke mig - og så dog.

Dagens cykeltur havde været aldeles forfærdelig, stærk vind, manglende kræfter, tunge ben.

Derfor spærrede jeg øjnene op, hver gang en el-cykel med stor fart og uden besvær for rytteren passerede. Når jeg bliver gammel, vil jeg også have sådan en.

Jeg var hos tandlægen i dag. Jeg knækkede et stykke af en tand i forgårs. Det var hos min nye tandlæge, som jeg kun har besøgt én gang tidligere.

Det er svært at få det sagt, men bortset fra en enkelt ting, som jeg vender tilbage til, var det næsten en god oplevelse. Dygtig tandlæge, Marianne, omhyggelig, professionel, god lune, sød og imødekommende. Og det gjorde slet ikke ondt. End godt lagt bedøvelse hindrede det.

Altså lutter lovord - indtil jeg skulle betale. Det var ikke nogen god oplevelse. Det var hundedyrt, og jeg kom til at mumle noget om, at jeg blot skulle betale min regning, ikke købe praksissen.

Dernæst var jeg nødt til at tænke, at jeg havde fået en professionel og god behandling af en dygtig tandlæge, og det må så koste det, som det skal. Jeg vender i hvert fald tilbage.

Jeg har bekommet mig en ny stationær computer. Det er spændende langt ud over alle mine grænser, thi nu skal alt fra den gamle lægges over i den ny. Det skal der stor viden til, en viden, som jeg ikke besidder. Derfor har vores søde datter lovet at hjælpe mig med det. Jeg vil bide negle den dag, det skal ske. Jeg er født pessimist. Men med computere er det helt galt. De kan give mig mavepine og søvnløse nætter. Sæt nu, jeg mister dette eller hint. Sæt nu, at skidtet simpelthen ikke vil starte. Joh, der er nok at være bekymret for udover tanken om, at mine nysatte kartofler i det hele taget vil komme op. Jeg har set efter i dag. Intet tegn på vækst. Jeg vil spise resteniller rest af måneden.

Der var fødselsdagsbrunch i dag hos ældste barnebarn. Hun er skøn at besøge i sin hyggelige lejlighed i det allermest centrale Århus. Hun er sød, naturlig og gæstfri.

Selv om jeg var meget tidligt oppe, kom vi alligevel for sent. Jeg satte forstanderinden af på adressen og kørte videre i det forfængelige håb at finde en parkeringsplads. Den var svær. Efter ca. 20 minutter lykkedes det, og jeg påbegyndte gåturen tilbage.

Nu er det sådan, at jeg har boet i Århus i 52 år og burde kende gaderne godt. Godaw do. Det lykkedes mig at gå forkert og ankomme et kvarter ekstra forsinket til fødselsdagen. Ikke godt. Da jeg hentede bilen, tog det 5 minutter at gå hen til den. Men det var en god brunch.

Kartofler nu sat. Se billede, før og efter.

Det var sættekartofler, thi jeg sad på knæ og puttede de små knolde i jorden.Som sædvanlig var ryggen ikke glad ved beskæftigelsen, så jeg var nødt til at bruge cykelrytteren Jens Vogts ord om sine ben, når det var hårdt: "Hold kæft, ben". Jeg sagde blot: "Hold kæft, ryg". Og således opmuntret lykkedes det mig at få sat 25 kartofler. Jeg har givet god plads til dem. Det er min erfaring, at det giver det bedste resultat. Og det er vigtigt, da mine utallige ansøgninger til EU om tilskud endnu aldrig har givet pote. Det er uforståeligt med alt det arbejde, der er i det.

Er det "Mors Dag" eller ej?

Jeg havde observeret, at det er det, hvorfor jeg på vanlig galant vis stod op, lavede kaffe, blødkogt æg og ostemadder og serverede hele arrangementet på sengen for forstanderinden, så hun kunne mærke, at hun er gift med en sand gentleman. Dem er der desværre ikke mange tilbage af.

Min gestus blev værdsat, og jeg scorede mange plus-points. Nu bliver så kunsten at holde niveauet. Det vil være vanskeligt, da den gode dame har store forventninger til mig. Men jeg skal gøre mit allerbedste.

Det var dog interessant. Jeg stødte på en bog, "Dansk Skattehistorie" i 6 bind.

Bind 6 hedder "Enevælde og skattefinansieret stat 1660-1818".

Jeg har ikke læst den, men læst stumper fra den. Det er artig læsning.

Jeg lærte, at der fra 7. maj i 1660 skulle betales skat for at blive gift, de såkaldte kopulationspenge.

Der var også skat på egetræskister. Selv parykker blev beskattet. Hartkornsskat var skat på jorden.

Så intet er nyt under himlen. Også dengang beskattede man i øst og vest.

Dog kunne man ikke på de tider lave afgift på luft, som vi gør nu, den såkaldte "svulmingsafgift" på softice. Ja, den er god nok. Den findes og er af størrelsen 10,50 kroner for 1,6 liter is. Den giver 300 millioner kroner pr år. Gudhjælpemig.

Så er man her igen, fastklistret til sin efterhånden kropsformede sofa. Jeg sidder her glad og gerne i 3-5 timer, mens det lige startede cykelløb, Giro d'Italia, drøner over skærmen. Jeg nyder det, selv om det i dag er en lidt ensformig enkeltstart. Jeg kan godt med mellemrum rejse mig og forlade lokalet, uden at miste meget af helhedsindtrykket.

Blandt andet forlod jeg sofaen for at lave pop-corn. Jeg kan godt spise pop-corn til cykelløb.

Jeg tillavede dem selv. Det var en fejl. Det skulle jeg ikke have gjort.

Pop-cornene blev meget svedne, ja faktisk var det tæt på, at der gik ild i dem, da jeg åbnede posen. Så hurtigt ned i vasken med dem. En brændt lugt bredte sig over huset og vækkede forstanderinden, som tog sig en lille lur, og som bekymret spurgte, om der var gået ild i noget. Det var der heldigvis ikke, kun mine pop-corn.

Oh, hvilken fysisk aktiv dag. Min ryg vånder sig stadig.

Første opgave var en god en af slagsen. Mit gearskifte på min højtelskede cykel skulle drejes, så det sad rigtigt. Jeg fandt ud af det i går. Alt lykkedes. Er afprøvet. Glæder mig til næste tur.

Anden opgave var en halv times tid på ryggen - inde under campingvognen. Nogle spindler til hver af de 4 støtteben skulle have fedt. Jeg er glad for, at der ikke var tilskuere. Jeg må have set ynkelig ud, når jeg kravlede ind under vognen og endnu mere ynkelig, når jeg skulle op at stå. 4 gange. Det gjorde bare nas.

Så kom det værste. Græsset var blevet 10 centimeter højt. Det tog en time under store klagen og jamren at fjerne det grønne og våde skidt. Men endelig færdig og ind på sofaen. Ro og hvile. Jeg vil gerne cykle igen i morgen. Men ak nej. Endnu en times jagen rundt efter efter take-away-mad. Også det lykkedes. Du behøver ikke at ønske mig en god nats søvn. Det kommer helt af sig selv.

Ingen 4. maj uden at erindre, at i dag er det mindedag for ophøret af den tyske besættelse af Danmark i 1945. De tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark overgav sig. I år er det 71 år siden.

Væk med rullegardinerne og ind med stearinlysene. Jeg håber, at også mennesker, som ikke som jeg er gamle nok til at have oplevet aftenen, vil være med på ideen om at tænde lys i vinduerne, når mørket falder på. Vi skylder de, som døde og led afsavn, at mindes dem med lys.

Jeg følger lidt med i engelsk fodbold. I går indtraf en sensation, som slår næsten alt. Upåagtede Leicester blev engelsk mester. Det var stort, og jeg elsker, når absolutte underdogs vinder.

Jeg sammenligner med, at Danmark blev europamester i fodbold i 1992. Ingen overhovedet havde regnet med det.

Jeg tænker også på, at min gamle klub Silkeborg blev dansk mester i samme sport i 1994. Det havde ingen forudset.

Når sådanne begivenheder indtræffer i sportsverdenen, går pressen amok - og med god grund. Der svælges i beretninger om den afgørende kamp, de gode spillere og den gode træner.

Selv er jeg dybt imponeret. Men ubeskedent nok er jeg trods alt mere imponeret af mig selv, når jeg cykler på Hærvejen fra Viborg til Padborg eller Fyn rundt - eller enhver tur på over 100 kilometer. Det gør mig enormt glad, og jeg havde ikke forventet af mig selv for bare 10 år siden.

Men stort tillykke til Leicester.

Jeg må stærkt beklage, at jeg først nu (kl. 23.20) får skrevet min dagbog.

Og jeg skriver ikke meget mere. Travlhed hele dagen. Sluttede først omkring 22.30.

Og nu er jeg for træt og udmattet til at skrive noget.

Håber, vi ses i morgen.

Jeg har i mange år vidst, hvad forskere for nylig har fundet ud af.

Vi rødhårede (eller eks-rødhårede) ser meget yngre ud, end vi er. En gruppe forskere har knækket koden til, hvordan nogle mennesker bliver ved med at se unge ud.

Og der var ikke nogen tvivl efter at have tjekket 2.693 hollændere og vurderet deres udseende i forhold til deres reelle alder. Rødhårede holder sig bedst. De har et fælles gen, MC1R, det "rødhårede gen", som gør forskellen.

Se bare billedet. Ligner jeg en på 75?

Jeg vil gerne tale et alvorsord med den, der tør sige ja.

Vore søde Løgstør-gæster, som besøgte os i tirsdags, medbragte gaver, heriblandt en sjælden en af slagsen. Nu behøver jeg ikke længere at nøjes med Word Feud og Facebook på toilettet. Nu kan jeg også spille fodbold. Jeg prøvede i dag og havde et par flotte scoringer. Da der var omkamp, trak det tiden ud. og jeg blev savnet i stuen. Men man forlader jo ikke banen midt i en spændende kamp. Slutresultatet blev 11-0 til mig. Der er omkamp i morgen.

Der er fødselsdag i familien i dag. Ældste barnebarn, søde Katrine, fylder år. 22 af dem.

Vi skal ikke til fest idag, thi den unge dame har valgt dagen til at køre til Hamburg og bytte et par sko. Du læste rigtigt, bytte sko.

Der findes en fornuftig forklaring på denne vanvids-tur. Jeg har hørt den, men har ikke helt fattet den. Men noget med et par dyre sko, der er gået i stykker. Og herregud. Det er kun omkring 720 kilometer frem og tilbage. Og hvad gør man ikke for et par nye sko?

Ved det ikke, men jeg kørte i hvert fald ikke til Hamburg for det.

Tillykke, Katrine - og god tur.

Så er de indledende øvelser til årets kartoffelhøst gjort. Jeg har kultiveret marken under megen stønnen og klagen. Men jeg fuldførte.

Senere på dagen indkøbte jeg hos en lokal næringsdrivende kartoflerne. Jeg spurgte den venlige ekspedient, om det hedder "læggekartofler" eller "sættekartofler".

Han mente, at det afhang af, om man ligger ned eller sidder ned, når man putter dem i jorden. Jeg plejer at stå op, så jeg kalder dem ståkartofler.

Nu skal de foreløbig ligge til spiring i kulde og lys. Det bliver ikke svært at finde kulden, så det bliver udendørs, hvor der også er lyst i omkring 15 timer i døgnet.

Som altid forventer jeg EU-tilskud. Alle andre kartoffeldyrkere får det.

Det er så pudsigt, at jeg vil berette om det. Thi det er i dag nøjagtigt 266 år siden, at Händels værk "Fireworks" blev opført i London.

Og minsandten om ikke opførelsen blev afbrudt af en brand. Det er da pudsigt.

Koncerten var offentlig, hvilket var uhørt i de dage. 12.000 tilhørere fandt vej til "Vauxhall Pleasure Gardens".

Der gik ild i scenen - og det på trods af at regnen silede ned.

Et kæmpestort fyrværkeri indgik i opførslen. Det kiksede helt. Regnen forhindrede raketter og andet ildsprudlende i at antænde. Men scenen antændte og brændte, og koncerten aflystes.

Det svarer til, at en flok russiske kosakker havde stormet bygningen, da Tchaikovskys "1812 ouverture" blev uropført i Moskva i august 1882.

Sådan er der så meget pudsigt.

Det var en god dag. Vore venner fra det høje nord, fra Løgstør, min gamle soldaterkammerat Kruse og hans kone, besøgte os til en lille frokost. Den var også god, produceret af forstanderinden med lidt hjælp fra undertegnede, som stod for det mere praktiske. Endnu er madlavningen ikke betroet mig. Gad egentlig vide hvorfor. Jeg er ret god til konserves.

Det var stadig godt at observere, at når vi fire er sammen, glider samtalen nemt og ubesværet. Og vi griner godt sammen. Og Kruse og jeg undgår såvidt muligt beretninger fra vores glorværdige fortid sammen i den danske arme i 1963-64. (Jøsses, det er 52 år siden).

Det var en hyggelig eftermiddag med stort H.

Den går ikke længere. Jeg må af med mit indestængte raseri over det vejr, meteorologerne byder os.

Fatter de overhovedet, at vi er sidst i april og ikke skal have kulde, regn, sne, hagl og blæst?

Fatter de, at min målsætning for årets cykelture er i fare for at blive smadret. og at min planlagte cykeltur rundt om 2 søer på Sjælland og Roskilde Fjord i maj sikkert bliver aflyst?

Fatter de, at min iver efter at får sat kartofler udsættes og udsættes?

Fatter de, at mine traveture bliver uudholdelige i det kolde vejr?

Fatter de noget i det hele taget? Jeg tvivler stærkt. Fyr dem.

Tag lige et kig på næste uges vejrudsigt og del med mig min surhed over meteorologerne.

Jeg havde haveplaner i dag. Jeg skulle slå græs og forberede kartoffelmarken til forhåbentlig snarlig sætning af de sydafrikanske rodknolde. Jeg har glædet mig til sidstnævnte aktivitet i nogen tid. Men ikke til græsklipningen.

Desværre blev kun første del gennemført, thi efter den stod det ned med hagl. Ikke bare nogle små uskyldige nogen, men marmorkugle-store eksemplarer af arten.

Dermed var havearbejdet for i dag afbrudt. Kattens osse. I det mindste ser plænen godt ud.

Kartoflerne må vente på bedre vejr. Men så skal jeg jo nok ud og cykle.

Hjemme igen efter 4 solskinsrige, men kølige dage i det sønderjyske. Jeg holder meget af den landsdel, dens smukke og varierede natur, dens hyggelige landsbyer og venlige mennesker.

Men måske allermest holder jeg af landssdelens historie. Jeg forsøger hele tiden at øge min viden om den. Her fødtes det Danmark, som vi kender i dag efter oprøret i 1848 og nederlagene i 1864.

Derfor var det godt endnu engang at besøge Sønderborg Slot, hvor jeg denne gang navnlig koncentrerede mig om 1864. Jeg var også så heldig at købe en bog, jeg ikke kendte, "1864" af Erik Ingemann Sørensen. Den er en turguide, som man kan følge rundt i landsdelen og besøge de steder, der engang var så vigtige i krigens gang. Jeg glæder mig meget til at læse den. Jeg vil have bogen med ved mit næste besøg dernede.

Men til den tid vil jeg IKKE krydse grænsen for at handle i diverse supermarkeder. Det er fa'me uhyggeligt, do.

Jeg blev skældt ud i dag, ikke verbalt, men med dræbende blikke og en meget sur stemme fra en stramtandet dame på et fornemt hotel i det nordlige Tyskland, i Kappeln.

Jeg var piskende nødt til at finde et toilet, hvorfor jeg sneg mig ind på hotellet. Uopdaget. På vej ud mødte jeg omtalte dame, portieren, som sendte mig meget hvasse blikke. Hun vidste godt, hvad der var sket.

Jeg forsøgte at klare den ved at spørge, om de tog VISA. Heldigvis svarede hun nej, så jeg næsten løb ud af hotellet, inden hun nåede at stille uddybende spørgsmål.

Da jeg kom ud, så jeg et offentligt toilet lige overfor. Godaw do.

Det var endnu engang slemt. Det var hårdt. På ny blev jeg med søde ord og løfter om gode måltider lokket over grænsen til det forjættede supermarkedsland, Tyskland.

Desværre havde halvdelen af den jyske befolkning besluttet sig for det samme.

Min opgave ved slige besøg er at sørge for, at drikkevarer bliver købt. Når det er overstået, kan jeg i teorien finde mig et roligt sted at sidde, inden vi kører videre. Den gik ikke i dag. Det tog lang tid. Der var så stort læs på indkøbsvognen, som hele tiden ville dreje til højre, at en meget kortklippet rockertype hjalp mig. Han eskorterede mig helt hen til bilen. Jeg har skiftet synspunkt m. h. t. rockere fra i dag. Han er det mest hjælpsomme menneske, man kan tænke sig. Uden ham havde jeg fortsat stået uden for supermarkedet og bakset med indkøbsvognen. Tak, kære rocker.

Så er man her igen. På besøg hos min gamle ven og mit gamle bysbarn, "Martin mæ æ fløwt".

Jeg er i dag i Sønderborg og det sker aldrig, at jeg besøger denne by uden også at besøge Martin.

Jeg kender ham rigtig godt fra min bog om Silkeborg Fattiggård. Han blev født der i 1886, voksede op der og var en forbistret slagsbror, som kunne gå amok over ingenting.

I 1933 forlod han for sidste gang fattiggården, flyttede til Sønderborg og blev til en venlig og omgængelig mand, som levede af at samle metal og andet materiale, han kunne sælge hos produkthandleren. Desuden var har udlært glarmester og kunne reparere folks vinduer.

Når han gik gennem Sønderborgs gader blæste han i en lille fløjte, så folk kunne finde det frem, de gerne ville give til Martin.

Han døde i 1976 og var så berømmet i byen, at den rejste et minde om ham for ikke mange år siden. En behagelig afveksling til de mange konger og andet godtfolk, man ellers rejser statuer af.

Hvis nogen engang skulle foreslå dig at bestille "Pølse-mix" i en grillbar, vil jeg foreslå dig, at du tænker dig godt om. Det gjorde jeg ikke i dag. Samme gjorde forstanderinden heller ikke.

Oh ve, oh klage. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, Det havde jeg heller ikke forventet, men alligevel. De første mundfulde var rimelige, men så kneb det. Pølsestumperne og pommes fritterne fyldte mere og mere i munden, selv om der blev skyllet grundigt efter med øl og Pepsi Max.

Nu er jeg imidlertid ikke den, der giver op. Jeg havde ikke spist siden klokken 11 i formiddag, så der var rimelig plads. Korte sagt: Jeg spiste op og blev temmelig mæt.

Alligevel vil jeg side til hele verden. Undlad at købe "Pølse-mix", hvis der bare et ét alternativ. Velbekomme.

Som lovet i går er her en beretning fra en begivenhedsrig fodboldtur til Manchester. Der er tre kapitler.

Kapitel 1 er om fodbolden. Man United vandt 1-0. Og så er der ikke mere at sige om en kedelig kamp. Men det kan godt tage pusten fra en, når man træder ind på banen - og ikke mindst når hjemmeholdet scorer. Ens tinitus forsvinder for et øjeblik. En stor oplevelse trods alt.

Kapitel 2 er om indtagelse af nydelsesmidler - i praksis øl. Jeg skulle hilse og sige, at der er ganske mange pubber i Manchester. Da øl er et nødvendigt grundstof før engelsk fodbold - og efter - besøgte vi de fleste af dem. Og vi fik bl. a. engelsk, indisk og kinesisk øl. Flere mærker fra de tre lande. Det var berusende.

Kapitel 3 er om en natlig brand på hotellet. Natten til lørdag - efter indtagelsen af de mange nydelsesmidler - sov vi alle trygt kl. 3 om natten, da brandalarmen startede. Jeg troede det var alarmen på min telefon og forsøgte flere gange at stoppe den, da min nevø bankede på døren og sagde, at jeg skulle se at komme ud, for der var brand. Hurtigt i lidt mere tøj og så ud af hotellet via brandtrapper. Der var hundekoldt, og vi fik lov til at stå der i 2 timer og fryse. To store brandbiler gjorde os selskab. Der var små børn i deres nattøj og en del kvinder i deres natkjoler uden strømper og fodtøj. I alt 3-400 mennesker.

Da branden var slukket - en mindre en af slagsen - kunne vi igen gå til sengs. Det var skønt. Men selve oplevelsen kunne vi godt have undværet.

Hjemvendt fra fodboldweekend i Manchester.

For træt til at skrive i aften. Men læs i morgen om en meget dramatisk tur, der udover fodbold bød på en natlig brand på det hotel, vi boede på.

Glæd dig til at læse mere.

Jeg har mange gange meddelt forstanderinden, at jeg ville forlade hende. Men jeg har aldrig fået lov.

Nu er det alvor. Jeg forlader hende i morgen. Og jeg glæder mig. Så kan hun lære det.

Jeg har dog sat mit fravær til et maximum på 3 dage. Så jeg er tilbage på søndag.

Sandt at sige skal jeg til Manchester og se fodbold sammen med min bror og hans sønner. Det er Man. United mod Aston Villa. Men hun ved ikke, hvad jeg skal, og at jeg er tilbage på søndag. Hun vil blive glædelig overrasket, når jeg dukker op igen.

Af selv samme grund vil jeg ikke kunne opdatere min dagbog før mandag (måske søndag). Men som sagt. Jeg er snart tilbage. Og ti stille med det.

En af årets "grimme" dage. Årets første plæneklipning. Jeg har længe set frem til den med gru. Men nu gik den ikke længere. Efter et halvt års frihed for den forbistrede maskine måtte jeg på ny sætte den igang. Det bedste var, at den startede første gang, jeg drejede nøglen.

Udsigten er ikke god. Jeg må regne med endnu omkring 40 ture bag maskinen i løbet af sommeren og efteråret. Det er ganske uoverskueligt. Hver "tur" varer 1 time, så det giver 40 timer i strakt galop efter det brummende uhyre. Så jeg kan skære 1½ døgn ud af min sommer. Jeg går cirka 1½ kilometer hver gang. Det bliver i alt 60 kilometer. Og jeg hader at gå. Det bliver næppe en god sommer.

Jeg var hos min læge i dag, i Skødstrup. Det halvårlige 10.000 kilometers eftersyn. Heldigvis var alle blodprøver helt OK. Det var godt at gå derfra.

Apropos GÅ. Jeg udfordrede mig selv ved at gå hjem. Motion er godt. At gå er skidt. 3,3 kilometer.

Never mind. Selv om jeg har boet ved Skødstrup i 47 år, har jeg aldrig gået igennem byen. Det gjorde jeg så i dag. Pludselig ser jer en mindesten. Den står ved kirken mellem nogle buske helt ud til vejen. Jeg har aldrig tidligere bemærket den. Den er ikke noget specielt, men har været der siden 1945 som et minde over besættelsens afslutning, over 25-året for Søndejyllands genforening med Danmark og over 75-året for Kong Christian Xs fødsel. Men hva' pokker. Når man er i gang med at mindes, kan man jo lige så godt tage det hele med.

Det var også det år, jeg fyldte 5.

Det føltes underligt. Forstanderinden og jeg besøgte en "fremmed" bank i dag. Vi vil måske skifte fra den nuværende. Og jeg, der altid har været hundeangst for at gå ind i en bank.

Vores bank er kendt for os. Vi har været kunder der, siden vi var 7 år og fik en sparemærkebog i skolen. Hver lørdag kunne vi købe klistermærker af klasselæreren og klistre dem ind i bogen. De kostede 10 øre stykket. Når bogen var fuld, gik vi i banken og fik pengene sat ind på vores konto. Siden har vi ikke følt anledning til at skifte bank. Så vi følte os næsten som illoyale skurke.

MEN. Vi er utilfredse med serviceniveauet i vores bank. Den fedter for lidt for os. Og den er tung at danse med. Vi vil være kunder i den bank, der fedter mest.

Sådan gik min dag. Popcorn, Pepsi Max og Paris-Roubaix på TV.

Jeg har kørt med lige fra starten og har planer om at fuldføre.

Løbet startede klokken 10.30 og vil slutte omkring klokken 17.15. Det er cirka 7 timer foran fjernsynet. Jeg tror, at ikke mange af jer kunne gøre mig det efter. Der skal udholdenhed til. Ikke noget piberi med at det gør ondt her og der. Nej, ned i sofaen, tænd for TV'et, åbn Pepsien, få frokost serveret, sæt udsendelse på stop ved toiletbesøg, lad dig ikke distrahere af ydre omstændigheder som en brand i bryggerset, et sprængt vandrør, et væltet køleskab eller noget andet afskyeligt. Det må gå sin gang, som det kan. Forstanderinden er her jo.

Jeg har lært meget om cykelløb i dag. God viden at have.

Ih, det var da lidt af en uheldsdag - med et par lyspunkter.

Jeg skulle cykle. Jeg kunne ikke få cykelcomputeren til at virke, uanset hvad jeg gjorde.

Sur i ansigtet kørte jeg alligevel. Knapt have jeg kørt 500 meter, før forstanderinden ringede. Vores gamle hund var gået hjemmefra. Cykeltur rundt i Studstrup for at lede, stygt bandende over den forbistrede køter. Da jeg vendte resultatløs hjem, fortalte den søde dame, at hunden havde lagt sig ude i mit værksted. Æv.

På ny afsted på cykelturen. Nu havde jeg fået computeren til at virke. Men mit gearskifte virkede dårligt. Æv æv.

Efter cirka 25 kilometer opdagede jeg, at jeg havde tabt min telefon. Det kunne jeg ikke gøre meget ved. Stadig sur i ansigtet fortsatte jeg. Æv æv æv.

Det var et under, at to venlige damer havde samlet min telefon op ikke langt hjemmefra og på mystisk vis fundet ud af, hvor den hørte til. Det var et lyspunkt.

Men procentvis var jeg mere sur end glad. 80 - 20.

Det hævdes, at det er forår. Jeg har en mistanke om, at det er rygter. Jeg mærkede i hvert fald ikke til det, da jeg sammen med forstanderinden gik en tur. Det var pivekoldt.

Nogle planter er - som det ses på billedet - også hoppet med på rygterne om forår og står nu med hvide blomster.

Forstanderinden hævdede, at det var en slåen. Jeg ved for lidt om fysik til at kunne modsige eller bekræfte udsagnet. Så lad det bare være en slåen, eller som jeg ville have sagt en prunus spinosa. Havde hun bare sagt det, så havde jeg været med. Jeg er nemlig bedre til latin end fysik.

Forstanderinden blev med rette fejret i dag. 75-års fødselsdag.

God mad, god stemning og gode drikkevarer gav festen en god afvikling. Talerne var også tydeligt en lang gang roser til den dejlige dame. Og hvor hun dog fortjener det hele.

Maden var fremragende. Det tør jeg godt sige, fordi det var en restaurant i det centrale Århus, der leverede den. Jeg stod for drikkevarerne. Jeg synes, der var mange af dem, de var gode - og de slog til og gik til. Derfor sidder jeg nu og skriver med en promille, der ikke ville tillade mig at køre bil, hvilket jeg heller ikke har planer om. Det er årevis, siden det sidst var tilfældet. Jeg har nydt at grine og pjatte.

Tillykke med dagen, søde kone.

Jeg var hos min dækmand i dag. Vinterdæk skulle skiftes til sommerdæk. En halvårlig begivenhed, blot sommetider det modsatte skift. Det kan være lidt svært at finde ud af. Men det er gået godt til nu.

Her er ikke noget med tidsbestillig. Man kommer bare og udtrykker ønsket om at få skiftet dæk. En halv time efter er man normalt færdig.

Men ikke i dag. Jeg fik slet ikke skiftet. Værkføreren måtte beklage, at der var sygdom, og de manglede en mand. Ventetiden ville være urimelig lang. Mandeinfluenzaen slog til igen.

Jeg kørte med uforrettet sag. Men pyt. Det er alligevel langt fra sommer nu.

Jeg var i lægehuset i morges. Skulle afgive blodprøver til mit halvårlige 10.000 kilometers tjek en gang i næste uge.

Inden for de seneste 8-9 år har jeg leveret et enormt antal blodprøver. Så jeg kender "rumlen". Men i dag skulle vise sig anderledes.

Efter at den stedlige vampyr havde fået sit blod, bevægede jeg mig mod min ventende bil. Da jeg var næsten fremme, mærkede jeg noget vådt løbe ned ad min arm. Jeg tænkte ikke over det, før jeg sad i bilen og opdagede, at ærmet var rødt af blod. Det stockholmske blodbad var intet i sammenligning med dette. Et held, at grev Dracula ikke var i området.

Vi vågnede samtidig i dag, forstanderinden og jeg, og lå og småsnakkede. Det var hyggeligt.

Jeg tænkte da, at nu var det stunden til at stille hende en opgave. Jeg bad hende nævne 20 grunde til, at jeg er god at være gift med. Lang tavshed. Ikke en lyd. Længere tavshed. Det gjorde mig betænkelig, og jeg nedsatte antallet til 10. Stadig ikke et ord. Selvtilliden sivede ud under dynen. Langt om længe kom der en sprække i tavsheden: "Du er god mod dyr". Det var så det.

Sønderknust forsøgte jeg at falde i søvn, men opgav og stod op. Klokken var 8.

Svaret gik mig lidt på, men op ad formiddagen tog jeg mod til mig og bad hende nævne ulemperne ved at være gift med mig. Og da stod munden ikke stile på hende i 10 minutter.

Kunne man da bare lære at holde kæft - med tilbagevirkendende kraft.

Vi har passet Frederik i nat. Helt pragtfuldt at have ham. Altid nem og altid glad.

Mor og far kom efter ham ved middagstid i dag.

På vej ud ad døren blev de stoppet af forstanderinden, som forsigtigt spurgte, om en af dem lige kunne hjælpe hende. I lang tid har det været umuligt at lukke vores køkkenskuffer helt i. Noget stoppede dem. Ingen af vi to gamle kunne på nogen mulig måde komme ned på knæ og få armene foldet ind bag skufferne. Svigerdatter Anette kunne, og se blot, hvad hun kunne hale ud. Hun blev bare ved og ved. Det var helt tosset. En stor plastikpose kunne fyldes med omkring 150 små poser. De må være en mindre formue værd.

Så blev den del færdig. I går kom en venlig mand og sleb og lakerede gulvene i gang og køkken. Det tog en time. (Se dagbog 31/3).

I dag flyttede jeg ene mand alle skabe og kommoder tilbage på plads. Nu er det færdigt. Det tog tre timer.

Slutningen var tæt på at blive et sammenbrud. Jeg arbejdede hele formiddagen hårdt med at flytte møbler og også samle et, der var gået fra hinanden. Forstanderinden var på arbejde.

Da hun kom hjem, sad jeg med min frokost. Den søde dame satte sig ved siden af mig og spurgte lidt adspredt: "Hvad har du så lavet i dag?" Da faldt jeg sammen. Her havde man knoklet i 3 timer, og hun opdagede det ikke, da hun trådte ind midt i det hele. Jeg havde endda tændt 4 stearinlys. Ak ja.

Dagen bød på 2 udfordringer:

Først måtte jeg finde mig i at blive aprilsnar - en af de helt store. Det var så pinligt, at jeg helst ikke vil fortælle om det. Et barnebarn forårsagede "uheldet".

Næste udfordring ses på billederne (før og efter). Den for nyligt indkøbte sofa, som ellers var dømt til at blive sendt til en genbrugsbutik, fandt en ny tilværelse i vores vinterhave. Men først skulle der flyttes rund og smides ud. Tungt arbejde. Og da forstanderinden har en dårlig arm, måtte den gamle mand selv mosle rundt med møblerne.

Jeg er meget glad for, at den søde dame blev glad for resultatet.

Der var seddel fra forstanderinden i dag. Hun drog på arbejde tidligt. Jeg stod op lidt senere og måtte læse en længere afhandling om, hvad jeg skulle lave.

De fleste punkter var overskuelige, men så var der lige det, der hed "Tømme køkken og gang for kommoder og skabe med indhold". Det var tungt. Masser af porcelæn og andet skulle løftes ud og bæres til andre lokaler. Tre store skrumler af møbler skulle bortfjernes. Og jeg var muttersalene om det. Jeg spø'r bare: "Hvor er ens børn, når sådanne ulykker indtræffer?" I hvert fald ikke her. Måske er de på arbejde? Og hvad så?

Årsagen til al tumulten er den simple, at vi i morgen tidlig får besøg af en gulvmand, som mod en større betaling vil afslibe og lakere gulvene i de to nævnte lokaler. Og han vil ikke fjerne møbler.

Forstanderinden ønskede at blive kørt til den lille og hyggelige by Auning i dag. Hun ønskede at besøge en tøjbutik, der meget passende havde udsalg. Den søde dame ønsker sig en forårsjakke.

Selv om det nok ikke er min yndlingsbeskæftigelse at se på dametøj, havde vi en hyggelig tur, men måtte gå med uforrettet sag. Der var ikke noget, der levede op til ønskerne.

Men turen var ikke helt forgæves. For ganske tæt ved ligger en stor boligbutik, og med erfaringerne med det dårlige køb af brugt sofa i erindring foreslog jeg, at vi skulle kigge ind.

Og der stod den, sofaen, som vi begge ønsker os. Gedigen dansk produkt. Blot var der et lille problem med prisen. Vi skal lige have sparet lidt sammen. Men vi ønsker os den.

Jeg følger en del sport på TV, navnlig cykling.

Det har slået mig, at de gode sportskommentatorer ikke udtaler bogstavet E, især ikke når det er sidst i ordet.

Etape blive etap. Pause bliver paus. Reklame bliver reklam (sammensat bliver det reklampaus). Mærke bliver mærk. Spurte bliver spurt. Tilbage bliver tilbag. Skivebremse bliver skivbrems. Ikke bliver ik.

Lad mig slut med at skriv, at jeg ik selv vil lav den fejl.

Jeg har intet lavet i dag - absolut intet, bortset fra at spise og kigge på gamle billeder. Ren nostalgi.

Bl. a. faldt jeg over et billede af en lastbil med anhænger. Det er fra 1964.

Jeg har kørt mange hundrede kilometer i den, jeg har vedligeholdt den (så lidt som muligt), jeg har sovet i den, spist og drukket og ikke mindst telegraferet i den. Førerhuset var åbent, dog med frontrude. Hundekoldt om vinteren. På ladet stod ruffet, som indeholdt radiostationen. I anhængeren var en benzindreven generator, der leverede 380 volt.

Billedet er naturligvis fra min glorværdige fortid i den danske arme 1963-64 i det ildsprudlende Jyske Telegrafregiment.

Den var en gammel, amerikansk GMC, stiv at køre og meget tung. Den deltog i 2. verdenskrig. Det gjorde jeg dog ikke.

Jeg vil skrive ganske kort i dag, thi kun én hændelse har overskygget alle andre.

Vi har fejret forstanderindens 75-års fødselsdag. Selve fødselsdagen er dog først om godt en uge.

I dag var en familie-fejring med børn, svigerbørn og børnebørn. Jeg behøver næppe at fortælle, at det har været en dag lige efter min smag. Hvor er det herligt, når de allesammen er her. Yngste på 4 år (Frederik). Ældste 75½ (mig).

Det er vanskeligt at fortælle, hvor jeg nød dagen. Måtte der komme mange flere af dem.

En lille og pudsig oplevelse på gågaden i Århus centrum i formiddags.

Forstanderinden og jeg havde et ærinde i stormagasin Salling. Vi ankom 15 minutter før åbningstid og måtte vente udenfor.

Da øjnede jeg en ung mand i en meget stram, rød kjole med en kurv fyldt med roser under armen. Ved siden af stod en gruppe mænd på cirka samme alder og morede sig fyrsteligt. Jeg brugte ikke meget tid på at finde ud af, at det var starten på en polterabend. Den kommende gom, klædt ud som blomstersælgerske, skulle sælge roser til de mange mennesker. Han havde tydeligt svært ved at komme igang, så jeg bad ham gå hen til forstanderinden og give hende en buket, hvilket han gjorde. Da hun fortalte "hende", at hun har været gift i 53 år, fik hun et knus.

Desvære fik jeg ikke et billede af den unge "dame".

Julen varer som bekendt lige til påske. Og nu er det påske. Ud og væk med julen.

For nogle dage siden kørte jeg juletræet på lossepladsen, efter at det havde henslæbt en trist tilværelse rundt i haven, alt efter hvordan vinden blæste.

I dag har jeg så båret al julepynten, to kasser og to store plastiksække, på loftet. Tunge må jeg lige tilføje.

Da forstanderinden forleden faldt og slog knæ og skuldre temmelig hårdt, kunne hun ikke bistå. Så jeg måtte helt alene løfte de tunge genstande op på loftet, balancerende på den stejle stige, der ses på billedet. Fire gange op og ned med sæk eller kasse i armene.

Efter således veludført heltegerning vil jeg hvile og glæde mig til eftermiddagens cykelløb. "Det skal gøre ondt, før det bliver godt", sagde min mor.

Det var så den sofa. Med stort besvær afhentede forstanderinden og jeg i forgårs en gulbrun lædersofa, købt brugt gennem "Gul og Gratis" på en adresse ved Galten. Den er pæn.

Ankommet hjemme og med hynderne lagt på plads, kiggede den gode dame hurtigt på den og udbrød: "DEN vil jeg godt nok ikke have".

Da tabte jeg underkæben. Her havde vi kørt næsten 100 km., havde kigget grundigt på den hos sælgeren og alt ialt brugt meget tid på at finde den, og så bliver den totalt afvist. Nu har vi to sofaer, som forstanderinden ikke vil eje.

Den sidst købte er på ny sat til salg - denne gang dog i "Den Blå Avis". Den er billig.

Lørdag nat klokken 02.00 skal urene stilles frem.

Onsdag den 23/3 klokken 13.50 blev havemøblerne stillet frem.

Jeg ved godt, jeg er på forkant med møblerne, omkring 4 dage, men det er så typisk for mig. Altid et skridt foran den gemene hob. Jævnfør min dagbog i går er det en følge af min genetiske overlegenhed. Alt bliver lavet i god tid, helst tidligere.

Fortæl ikke dette her til forstanderinden. Du får kun hånlige grin og en masse grimasser.

Jeg vidste det. Jeg har altid regnet med, at det ville blive afdækket.

Jeg læste i dag, at en dansk og en engelsk-amerikansk undersøgelse viser, at min oprindelige hårfarve, rød, giver mig fordele. Jeg er genetisk overlegen. Det ved alle. Jeg har mere mellem ørene end de fleste. Også det ved alle. Jeg har 4 gange så stor mulighed for at få en topstilling. Det fik jeg så ikke.

Jeg reagerer bedre end gennemsnittet på visse typer medicin. Det har jeg heldigvis opdaget. Så også det vidste jeg.

Desværre har jeg som barn og ung måttet erfare, at mobning på grund af hårfarven er almindelig. Heldigvis kunne jeg både verbalt og fysisk bide fra mig.

Til slut slås i undersøgelsen fast, at maksimalt 2% af jordens befolkning er rødhårede. Vi er en overbegavet minoritet.

Desværre er det ikke mig på billedet. Men den røde hårfarve er den, jeg havde som meget yngre.

Hjemmet trænger en ny sofa, mener forstanderinden, og jeg er enig.

Ganske vist er det ikke længe siden, vi købte den nuværende. Men den var et dårligt køb. Den er for sart. Samme kan siges om de to stole, der fulgte med. Ingen af delene er pæne mere.

Derfor foretog vi i dag en større rundtur til en møbelforretning og (hold nu fast) 5 genbrugsbutikker. Det var hård kost, men der var ingen sofaer af den type, vi gerne vil have. Jo, møbelforretningen havde, men jeg måtte holde fast i forstanderinden for ikke at besvime, da jeg så priserne.

Så jagten fortsætter ufortrødent. I dag fortsætter vi med en hidsig jagt på internettet. Højst sandsynligt kan flere genbrugsbutikker afvente vort besøg. Vi giver ikke op. Vi er sofa-hungrende.

Advarsel: Græsset er begyndt at vokse. Pokkers.

Jeg ser fodbold. Det sker kun sjældent. Men jeg opdagede tilfældigt, at Manchester City spiller mod Manchester United. Lige nu fører United med 1-0.

Årsagen til min interesse er, at jeg om 4 uger skal til Manchester for at se United mod Aston Villa på Old Trafford. Det bliver stort. Jeg skal med min bror og to nevøer.

At se sådan en kamp live med 75.500 tilskuere er en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg har været der et par gange og skal hilse og sige, at lydkulissen er imponerede. Jeg vil undlade at medbringe mit høreapparat.

Der venter andre oplevelser. Første gang, jeg var der, fandt vi verdens hyggeligste og mindste pub, "Circus Tavern". Den er en af de bedste pubber, jeg har besøgt, og man møder altid spændende mennesker. Trængslen er en charme.

Kampen er lige slut. United vandt 1-0. Bare de også vinder, når vi er der.

Lille Frederik er ved at blive store Frederik.

Vi var i dag til hans 4-års fødselsdag og mødte en meget glad dreng, som blev gladere og gladere, efterhånden som gaverne rullede ind. Og der var mange. Et par fødselsdagssange gjorde ikke glæden mindre.

En god brunch gjorde gæsterne glade. Så det var idel jubel. Jeg elsker sådanne begivenheder i samvær med rare mennesker, som var der med det ene formål at gøre den søde og kønne lille dreng glad. Og det lykkedes.

Endelig skulle jeg opleve det. For første gang i mange år fik jeg morgente på sengen. Jeg mindes ikke, hvornår sidste gang var.

Under alle omstændigheder nød jeg at sidde der lunt og godt i sengen med mit brød og min varme te, sådan lige så stille. Ovenikøbet tændte jeg for TV'et og så en optagelse, jeg længe ikke har haft tid til at se. Det var idel hygge og gode vibrationer. Der er ikke noget som te på sengen.

Nu ville mange så bryde ud i jubelråb over, at jeg har en så sød kone. Det må man også gerne. Men jeg bør nok tilføje, at hun ikke var hjemme i formiddags. Jeg lavede det selv.

Vi med de store terrasser har det store arbejde. Forstanderinden havde straks spottet, at mellemrummene i fliserne så småt var blevet snavsede efter vinterens blæst, sne og regn. Det var ikke meget, men nok til at sætte fruen i alarmberedskab.

Derfor måtte den gamle mand rense trods smertende ryg. Jeg stred mig igennem. Og resultatet var da ikke så dårligt.

Det var så årets første egentlige havearbejde. Meget mere følger efter. Og jeg er ikke helt fri for at glæde mig til det. For 5 år siden ville jeg have erklæret mig selv sindssyg, hvis jeg havde sagt sådan.

Det har da været en dag med problemer. Jamen, jamen.

Det startede med, at TV-forbindelsen forsvandt ved middagstid, sådan bare væk og borte. Sort skærm Hos min TV-leverandør kunne man fortælle, at det var et landsdækkende problem, som man arbejdede ihærdigt på at løse. Det er tungt.

Dernæst skulle jeg indberette diverse fradrag til SKAT. Det var altså ikke nemt.

Dels var der kø, og dels var der afbrydelser, og dels var der mange kryptiske henvisninger, som jeg ikke fattede meget af. Det burde være en nem opgave at indberette håndværkerfradrag og kørselsfradrag. Men tro ikke på de, der siger sådan. De er utroværdige.

Nå, men med min medfødte stædighed lykkedes det efter et par timer at få tallene på plads, og vi kan nu glæde os over at få lidt penge tilbage. For dem ville jeg gerne købe en ny cykel. Men det slår de ikke til til.

I dag er en væsentlig dato i verdenshistorien. Og af en eller anden grund kan jeg ikke glemme hændelsen, selv om jeg glemmer så meget andet - i hvert fald ifølge forstanderinden. Hun synes ikke at ville acceptere mit udsagn om, at jeg har en selektiv hukommelse.

Men tilbage til den uforglemmelige hændelse.

I dag for nøjagtig 2.060 år siden (44 f. kr.) blev Julius Cæsar, den romerske hersker, myrdet af 23 knivstik i Pompejus Teatret i Rom. Et større antal sammensvorne stod bag mordet. De frygtede Cæsars magt.

Korrektheden af at han i sin dødsstund udtalte ordene: "Også du min søn, Brutus", betvivles i dag. De kommer fra Shakespeare. Men under alle omstændigheder var Brutus blandt morderne.

Således belærte kan alle nu slappe af og nyde resten af dagen. Sov godt.

Føj da for en grim varme. Den forhindrer mig i klar tænkning.

Men nu står græsplænen så flot som næsten nogensinde. Årsagen er, at jeg har fået den slebet og justeret.

Bænken står flot i sin lysebrune farve. Årsagen er, at det var mig som malede den.

Normalt forbyder forstanderinden mig at male, men da hun ikke var hjemme, tog jeg mod til mig og gjorde det. Jeg fik ros for det. Livet er fuldt af overraskelser.

Selv er jeg 75 år og sådan rimelig hurtig.

Min stationære computer er 10 år og uudholdelig langsom. Jeg vil ikke af med den men blot have den gjort hurtigere.

Derfor besøgte jeg i dag en computerbutik i byens nordvestlige del.

Ikke uventet var det unge mennesker, der stod bag disken. Ikke over 25 år.

Jeg blev ekspederet af en af dem. For katten da for en super service. Smilende, vidende, venlig, spørgende ind til de rigtige ting og tålmodig med mine lidt usikre svar.

Til sidst fandt den unge mand ud af, nøjagtigt hvad jeg havde brug for. Og jeg følte mig sikker på, at have forstået, hvad han mente.

At prisen lød rimelig, gjorde min afgørelse enkel. Jeg kører ud med den i håbet om, at den kan laves. Det kan først afgøres, når det indvendige bliver undersøgt. Spændende. Jeg håber det bedste, den har jo en vis affektionsværdi.

To aktiviteter i dag:

1) Klargøring af computer til indlæggelse på computerhospitalet. Den skal have mere fart på. En mængde filer blev sikkerhedkopieret. Det var et kedeligt stykke arbejde, men nødvendigt for sikkerhedens skyld.

2) Travetur på 3,78 kilometer. Det var et kedeligt og smertefuldt stykke arbejde, men nødvendigt for sundhedens skyld.

Jeg håber, at resten af dagen vil byde mig på mere underholdende aktiviteter. Jeg fortjener det oven på de to foregående.

Jeg tror det vil blive tilfældet, da jeg hørte forstanderinden nævne noget med hummerhaler til aftensmaden. Det dur. Det er hverken kedeligt eller smertefuldt

Jeg kan ikke fordrage at tage tabletter og har aldrig kunnet det. Og det endskønt jeg de seneste 4-5 år har indtaget et betydeligt antal pr. dag. Lige for tiden er det 13.

Stadig kan jeg ikke vænne mig til det. Jeg kløjs i det næsten hver dag og gylper og hoster, fordi en eller flere tabletter sætter sig fast i halsen eller hænger fast bag tungen. Så sent som i formiddags var den gal igen.

Nogle af dem - navnlig vitamintabletten - har en afskyelig smag, og hvis den sidder fast, er jeg tæt på at kaste op. Kan det være mere ulækkert?

Jeg lærer aldrig at tage tabletter. Men godt, de findes.

Datoen den 11. marts er en årsdag for en begivenhed, jeg altid husker. Da jeg gik i skole, var det en årlig fridag. Så den er værd at huske.

Årsagen til fridagen: Det var Kong Frederik IX's fødseldag. Og dengang havde vi altid skolefri på kongens fødselsdag. Ikke fordi vi fejrede den, men vi nød fridagen.

Senere kaldte vi ofte Kong Frederik for "Fegge", nærmest som en slags venskabeligt kælenavn.

Han var en lidt speciel konge med smag for havet og mange af livets goder. Han veg ikke for det folkelige.

Engang viste han Danmarks Radio rundt på Amalienborg og blev berømt for at sige: "Ja, vi lever såmænd som alle andre mennesker. Og her har vi gobelinsalen".

Han ville i dag være blevet 117 år.

Der var gensynsglæde, da jeg i dag afhentede min syge computer på hospitalet. Den var indlagt, fordi den i lighed med undertegnede var blevet for gammel og skulle opereres herfor.

Operationen var dels en transplantation af et bundkort, som blev klonet og dels en indoperation af en bedre hukommelse.

Jeg blev fortalt, at alt var forløbet vel, og at patienten havde opført sig godt.

Jeg var nervøs, da jeg kørte hjem, for nu skulle alle ledninger sættes ind i computeren igen, og som det fremgår af billedet, var der mange muligheder for fejl. Jeg overgik mig selv. Kun ét forsøg, og alt virkede igen og til min store glæde med meget større hastighed. Der er dygtige læger på det hospital. Det var en god dag.

Man kan vel ikke sige, at jeg betaler min skat med glæde, men at den er nødvendig, er en given ting. Selv nyder jeg for tiden godt af, at der er penge på den nationale konto. Så jeg accepterer.

Men hvor ville jeg dog gerne vide, hvordan jeg står for året 2015 på årsopgørelsen, som nu kan ses på nettet.

Men det kan bare ikke lade sig gøre alligevel. Hele tiden får jeg at vide, at jeg kan komme igen i morgen. Det stod der også i går. Og her sidder jeg med alle papirer klar om kørselsfradrag og håndværkerfradrag og kan indtil videre ikke bruge dem til noget. Køen er åbenbart for stor, og det er ikke nemt at styre hverken forstanderindens eller min utålmodighed.

Jeg har vanskelige dage.

Jeg må nøjes med at glæde mig over, at dagens længde er tiltaget med snart 5 timer.

Jeg havde i dag besøg af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen fra Silkeborg Museum. Han har gennem mange år været min store hjælp i udformningen af mine bøger (2 stk.).

Han har nu påtaget sig den opgave sammen med en kollega at lave en bog om Silkeborg Idrætsforenings historie. Årsagen er, at foreningen fylder 100 år i 2017.

Han ville gerne interviewe mig om cricketspillet i Silkeborg, hvilket jeg burde have forudsætningerne for at kunne fortælle om, da jeg startede min cricketkarriere i foreningen i 1951.

Det var en god oplevelse. Dels er Keld en vidende og hyggelig mand og dels fik jeg selv "gennemlevet" mine mange år som cricketspiller i Silkeborg. Det er pudsigt, at man under en sådan snak kommer i tanker om begivenheder, som man ikke har skænket en tanke de seneste måske 50-55 år.

Nu er jeg spændt på at se interviewet på tryk til næste år.

Billedet er fra min første kamp i 1951. Jeg er 10½ år gammel.