"Ha' en god dag", et udtryk, man møder ofte.
Men hvad er en "god dag"? Jeg tror vi alle har hver vores definition. Her er mine 10:
1) En dag, jeg hører, at børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn har det godt og er glade.
2) En dag, computeren ikke driller.
3) En dag, jeg er sammen med familie eller gode venner.
4) En dag, forstanderinden har glemt at lægge en arbejdsseddel til mig, før hun drager af.
5) En dag, jeg når noget i mine skriverier.
6) En dag, forstanderinden fortæller mig, at hun er glad for mig.
7) En dag, jeg får en god melding fra min læge eller mit hospital.
8) En dag, jeg cykler 50-100 km. og har det godt bagefter.
9) En dag, jeg kan gå i 2 timer uden at få ondt i hoften.
10) En dag, jeg glæder mig til i morgen.

Fra morgenstuden, da forstanderinden og jeg nød vores morgente på sengen, besluttede vi, at i dag skulle være en dag uden oplevelser, der kunne bringe vores puls over 60.
Det lykkedes - næsten. Herom lidt senere.
Dagens store og næsten eneste oplevelse var uden tvivl vores frokost, tilberedt med hjerte og sjæl af min søde og meget bedre halvdel. Navnlig var "Dyrlægens natmad" en god oplevelse, god leverpostej, excellent saltkød og bævrende sky. Hvad kunne man ønske sig mere? En god sild? Det fik jeg også.
Skulle jeg vove en indvending, må den være, at der ikke var fiskefrikadeller og det endskønt man kan få det uden søhestekød. Det er ellers ikke nemt at få kød uden hest nu om dage.
Og nu tilbage til pulsen, som ikke måtte kommer over 60.
Det kom den. Grebet af lejligheden, da årets første TV-transmission fra et landevejsløb kørte over TV-skærmen, satte jeg mig på min kondicykel og kørte for fuld kraft det meste af tiden i en indsats på en halv time. Havde jeg ved frokosttide vidst, at jeg ville cykle så hårdt, havde jeg spist noget mere og gennet forstanderinden til det nærmeste supermarked for at købe fiskefars med eller uden søhestekød. Jeg holder også af fiskefrikadeller.

I yngste datters familie anskaffede man for et årstid siden en hund, en West Highland Terrier, en "Westie", som lyder navnet Tapsie - når det passer den.
En "Westie" er en lille hund, men den har et ego som en rottweilers.
Familien har sendt Tapsie i hundeskole, og i dag var det "bedsteforældredag", hvorfor forstanderinden og undertegnede var inviteret til at overvære undervisningen.
Tapsie er startet i børnehaveklassen for 2 uger siden. Her skal hun nok forblive i nogen tid, eftersom det nye ordvalg, "dæk", "sit" og "gå pænt" ikke falder inden for rammerne af hendes ordforråd. Også kontaktøvelser, hvor hunden forventes at kigge spændt på sin ejer og ikke på andet, indtil der gives en kommando, er en del af klassens pensum, som det ses på første billede.
Men Tapsie morede sig godt og viste sig god til at passere byggede forhindringer og lege med andre hunde. Men hun er afgjort en sød og venlig hund.

Det er en alvorlig sag at skifte tandlæge, når man i 30-35 år har frekeventeret en særdeles dygtig en af slagsen - nu pensioneret. Men han var hul'me også dyr. Det var ham, jeg forbød at gå med sandaler. Da han spurgte hvorfor, fik han den lige i ansigtet: "Jo, for så stjæler du også med tæerne". Den grinede vi ad mange gange, i hvert fald jeg. Jeg syntes, den var så go'.
Men nu har jeg fundet en ny tandlæge. Jeg har naturligvis søgt oplysninger og har fået anbefalet en ung mand på 40-45 år ikke langt herfra. Afstanden spiller nemlig også en rolle, men selvfølgelig mest er det kvalifikationerne, der tæller og ikke mindst hans evne til at bedøve, hvilket min tidligere dental operatør var verdensmester i.
Så nu kan min nye, forhåbentlig billige, dygtige og flinke tandlæge, få lov at rumstere rundt i mine gamle tænder. Hans debut vil blive en tabt plombe og en lidt beskadiget tand. Jeg har bestilt tid.
Jeg vil senere rapportere forløbet. Det bliver ikke de nærmeste dage. Jeg skal lige have sparet en del penge sammen.

Jeg har gennem et langt "hundeliv" kendt utrolig mange hunde, hvoraf nogle var lidt anderledes end de fleste.
F. eks. kendte jeg en tæve, der tissede som en hanhund, altså lettede ben.
To hunde, jeg kendte, kunne smile. Når de blev glade, blottede de tandrækken og smilede. Det kunne nu og da være vanskeligt for fremmede at tyde dette signal. Men hundene gjorde det, kun når de var glade.
Jeg kunne nævne mange andre "underlige" hunde.
Men i dag oplevede jeg en gravhund med en vane, jeg ikke kendte.
Den er helt vild med en kop kaffe. Hver morgen og et par gange i dagens løb får den en kop af dette udmærkede fluidum. Dog vil den have mælk i. Den drikker lige så gerne te, men det uden mælk. Jeg forespurgte ejeren, om den ikke også gerne ville have en cognac og en cigaret til sin kaffe eller te. Det var dog ikke noget forlangende fra hundens side.

Jeg stiftede i dag bekendtskab med en række højst besynderlige love fra forskellige lande, vel at mærke stadigt gældende love (Ekstrabladets netavis).
I mine ører lyder de helt usandsynlige, men efter sigende skulle de være sande.
- I England må gravide lade deres vand, hvor det passer dem, endog i en bobby's hjelm - hvis han altså har sagt ja til det.
- Det er forbudt at dø i det engelske parlament. Så hvis du er på det sidste, så gå udenfor. Hvad er mon straffen, hvis man ikke når det?
- I byen York må du gerne dræbe en skotte, hvis altså skotten render rundt med en bue og pil.
- Du må ikke praje en taxa i London, hvis du har et lig med under armen - eller hvis din hund har hundegalskab. Så må taxachaufføren nemlig ikke køre dig.
- I Illinois, USA, må du køre over for rødt, hvis du er på motorcykel eller cykel.
- I Indonesien siger en gammel lov, at det er forbudt for kvinder at være højere end deres mænd.
En række sære love, synes jeg. Men hvad med denne her?
- På vores matrikelnummer skal den, der står sidst op, rede sengene.

At have besøg af gamle venner og sammen med dem indtage en lille, god frokost er en af mine bedste beskæftigelser, nøjagtigt som det skete i dag. Jeg nyder samværet, snakken går lystigt og stort set uafbrudt, og det er en behagelig fordel, at man kan fortælle det samme, som man fortalte forrige gang, uden at nogen tænker over det. De andre har jo også glemt, hvad de hørte den gang.
Og sådan sidder vi der og gentager os selv. Det er ikke, fordi vi ikke gerne ville fortælle noget nyt, f. eks. noget, der er sket inden for de seneste dage. Vi har blot glemt, hvad det var. Korttidshukommelsen er slået fra. Vi kan huske alt, der skete for 25-50 år siden, men vi har glemt, hvad vi fik at spise til morgenmad.

Det skulle undre mig, om ikke andre også kunne have nydt den improviserede frokost, som forstanderinden serverede i dag, en fiskefilet, en fiskefrikadelle og en krølle (røget buglap fra en sildehaj) serveret med groft rugbrød, lidt salt og lidt remoulade.
Jeg elsker at spise fisk, så det faldt inden for de af mine rammer, som jeg betegner som en "vellykket" frokost. Jeg holder meget af vellykkede frokoster. Og egentlig skulle vi slet ikke have haft nogen.
Det skete således:
Forstanderinden var alene på shopping og fik tilfældigvis øje på en fiskemand i en slags campingvogn uden for et supermarked. Her indkøbte hun min gode frokost hos en rar fiskemand, som gerne skilte sig af med sine gode fisk.
Hun er altså så god ved mig, forstanderinden. Og jeg vil ikke være ked af at få fisk igen i morgen.

Vi måtte i går konstatere, at en god ven gik hinsides, forstanderindens computer. Mæt af dage og slidt op af de mange kabaler og bubble-shooter-spil, der er afviklet på den, tog den sit sidste åndedræt og lukkede totalt ned. Trist, at den ikke blev ældre, kun 2 år og 1 måned.
Må den hvile i fred - hvilket er usandsynligt, da yngste barnebarn har overtaget den, og han er kendt for sin hårdhændede omgang med afdøde computere - og også levende for den sags skyld.
Under alle omstændigheder afgjorde dødsfaldet i går vor tvivl om, at en ny skulle indkøbes,  hvorfor vi i samlet lok, forstanderinden og jeg, begav os til en næringsdrivende i den nordlige bydel for der at erhverve os en "Packard Bell" bærbar, som nu residerer på vort sofabord.
Må den få et langt og nyttigt liv her hos os.

Hvad har vi? Vinter
Hvad vil vi ha'? Forår.
Hvornår kommer det? Om ca. 1½ måned.
Er det godt nok? Nej, for hulen da.
Kan vi gøre noget ved det? Ja, tænk positivt. Skab forår inde i dig selv. Drik en påskebryg, eller kig på billedet fra vores have.

Vedføjede billede bringer et hav af minder frem i mig. Det er fra 1957 og viser det samlede personale på Silkeborg Avis.
Minderne kommer til mig, fordi jeg fra 1958 og 4-5 år frem var afløser som chauffør og altmuligmand netop der, mens jeg også læste på seminariet.
Jeg mødte typisk kl 13, selv om undervisningen først sluttede kl. 15. Her er tilståelsen. Jeg pjækkede, havde ikke råd til andet, skulle tjene til studierne.
Kl. 13 var det om at få læsset bilen og ud på en tur på 135 km. for at læsse aviser af.
Billedet glæder mig på trods af en vis uskarphed bl. a. fordi jeg genkender 1/3 af deltagerne.
Der har vi jo Nielsen, yderst tv. i bageste række, ham jeg afløste, og der har vi Jørgen Skoubo ca. midt i bageste række, og minsandten også min søde svigerinde Grethe, som ses i 2. række, nr. 3 fra højre.
Jeg kunne nævne mange andre, bl. a. Karl Korsgaard, Svend Frandsen, Holger Mikkelsen og den gamle redaktør, den kraftige mand midtfor i forreste række i den lidt mørkere frakke.
Alle er de mennesker, som dengang var mine kolleger, mange af dem sjove og nogle det modsatte. Men jeg kan godt lide at tænke tilbage på dem.

I nogen tid har det været en daglig irritation, at vores bærbare computer har nægtet at gå på Internettet. Adgang var åbenbart forbudt.
Det var træls. Jeg forsøgte alle de tricks, jeg kender, men uden held. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at det var den trådløse router der var "steget af".
Til sidst havde jeg kun et skud i bøssen, ring til TDC.
Det var en god oplevelse. Kvik og venlig betjening, og allerede i dag blev jeg kontaktet af en tekniker, som sad et eller andet sted i en central. Han ringede og sagde, at han nu ville undersøge sagen, og 5 minutter senere virkede computeren på ny.
Sådan noget imponerer mig, selv om det måske ikke burde gøre det, Det er da forunderligt, at en mand kan sidde et fjernt sted og reparere min router her i huset. Jeg havde gættet rigtigt. Det var nemlig den, der havde en fejl.
Jeg så aldrig den gode mand, snakkede kun med ham. Kunne det være ham på billedet?
Fagre nye verden.

Morgente på sengen er ikke nogen hverdagsbegivenhed hos os, Årsagen er væsentligst den enkle, at forstanderinden og jeg vågner på forskellige tidspunkter, hun ved 7.30-tiden og jeg ved 9.30-tiden (måske en smule senere).
I dag vågnede jeg imidlertid kl. 7.30, gned mine øjne, fik øje på min søde kone og sagde med min mest bedende stemme, om det måske som en ren undtagelse og som et tegn på goodwill måske kunne lade sig gøre at få serveret en kop te og et par stykke brød her på sengen.
Jeg fik at vide, at det da absolut var muligt - hvis jeg selv lavede det.
Jeg fik min te som ønsket. "Selvgjort er velgjort", som min mor altid sagde.
Jeg kunne glæde mig over, at for første gang i måske 15 år lykkedes det mig at få min morgente i sengen. Det påskønnede jeg. Tak kære Gunnar for dit initiativ.

Forstanderinden er temmelig striks med vores skohylde. Hun vil have, at skoene skal stå præcist, og det er en dødssynd at efterlade et par på gulvet foran. Det gjorde jeg i dag. Og straks haglede det med bebrejdelser, som jeg ikke kunne stoppe, ikke engang ved at sige, at jeg nok skulle stille mine sko op, inden der kommer gæster næste gang. Og vi forventer ingen i dag. Den slog ikke til, der var ingen nåde.
Så op kom mine sko.
Jeg har just i dag læst, at ordenssans er udnævnt til "Månedens dyd". Så er det heldigt, at vi er i årets korteste måned, februar. For jeg besidder ikke evnen at holde orden. Og jeg kender mindst én, som giver mig ret, og som mindst en gang om dagen minder mig om det. Hun siger, jeg er en "hjallermås" både hvad angår oprydning og påklædning.
Man må lægge øre til meget.

Jeg har i den seneste tid spændt fulgt debatten om hestekød blandet i oksekød. Man må i sandhed sige, at det har vakt nogen opsigt.
Nu er det heller ikke særlig pænt af den rumænsk/italienske mafia sådan at søge at snyde for ussel mammons skyld. Fy da.
Jeg skal imidlertid ikke beklage mig, da jeg aldrig har købt Findus Lasagne, som skulle være halvt hestekød og halvt oksekød. Men jeg ved ikke, hvor det kan købes.
Det er en kendsgerning, at hestekød er meget sundere end oksekød, fordi det er magert. Så alene af den grund bør de snydte glæde sig over indkøbet i stedet for at fare i flæsket (undskyld udtrykket) på stakkels Findus, som har måttet trække al sin lasagne tilbage.
Det skulle de måske ikke have gjort. For uden tvivl ville det være sundt, hvis man var så heldig at få hestekød fra den galophest, som sidste år vandt derbyet - bare den ikke var alt for dopet. Og så dog. Det kunne måske give mig ekstra kræfter en dag eller to. Alt ialt må det da være sundt kød.
Må jeg endvidere gøre opmærksom på, at i min barndom var bøffer af hakket hestekød ganske almindelige på vores middagsbord. Derfor er jeg så sund.
Så slap af og køb noget Findus-lasagne i håbet om, at mindst halvdelen er hestekød.

Jeg bryder mig ikke om det. Jeg kan ikke acceptere det. Det er træls. Nej, jeg hader det.
Vejret, altså.
Min varmemåler får et kuldechok.
Selv er jeg kuldskær som få.
Jeg har lige læst i en netavis, at i hvert fald den næste uge vil byde på frostvejr døgnet rundt, ned til 10 graders frost. Vinterferien lever alt for godt op til sit navn, i modsætning til sommerferien, som kun sjældent gør det.
Jeg har tidligere uden held forsøgt mig med løsningen om at ansætte italienske meteorologer eller eventuelt afrikanske. Men ingen af dem vil. De hævder i enighed, at de fryser heroppe.
Og hvad så? Det gør jeg også.
Tilbage er nu kun at anmode om en FN-resolution, som skal forbyde al beboelse nord for Alperne.

Jeg har i dag besøgt Besættelsesmuseet i Århus.
Det er ikke første gang. Faktisk har jeg været der mange gange og næsten altid sammen med et  barnebarn. Således også i dag.
Jeg holder af at gå rundt med de unge og fortælle fra en tid, som jeg selv - omend meget ung - oplevede. De unges spørgsmål gør det hele mere spændende. Også i dag.
Det er også rigtig godt, at jeg hver gang møder andre jævnaldrende, eller lidt ældre end jeg, som gerne også fortæller. Også i dag.
En mand kunne fortælle om nogle illegale blade, han havde fundet i en skunk i et hus i Viby.
En ældre dame kunne fortælle om stikkeren Grethe Bartram, som efter besættelsen blev dømt til døden, men benådet. Hun sad i fængsel i 11 år, hvorefter hun skulle forlade landet. Hun tilbragte resten af sit liv i Sverige.
Både jeg og barnebarn nød at lytte til de to. Så vi lærte meget og nød det - inklusiv et efterfølgende besøg på "Sunset Boulevard". Her får man gode burgere.

Jeg føler mig lidt narret. Jeg fik for nogle dage siden at vide, at jeg gerne ville med i Bilka i dag. Jeg protesterede hjerteskærende, men blev trøstet ved, at det ikke sådan var "rigtig" Bilka. Det var et lille lagersalg, man afviklede i en lagerbygning ved Risskov.
Jeg tog derfor her til morgen lettere opmuntret afsted  sammen med min uundværlige forstanderinde.
Men du godeste! Sikke dog et gedemarked, den søde dame havde lokket mig ud i.
Vi ankom lidt før åbningstiden, og køen var ½ km. lang (Der var mere, end du kan se på billedet), og det var forbistret koldt.
Så dér stod vi, vi fattige mennesker, der kun har råd til udsalgsvarer, frysende. Langt om længe kom vi ind. Uha, da, da. Et mylder af mennesker. Forgæves kiggede vi os rundt efter 1) noget, vi har brug for og 2) noget, der var billigt.
Ingen af delene blev opfyldt bare én eneste gang. Men det tog hul'me lang tid at finde ud af det.

At jeg er bindegal med cykelløb, uanset hvor meget rytterne prikker og sprøjter sig, vides måske af de fleste. Sådan er det bare.
Og glæden mindskes ikke af at læse nogle citater fra én af de kendteste ryttere, tyskeren Jens Voigt. Han er en velbegavet og underfundig gut, som med sit rigtigt gode engelsk med tydelig tysk accent kommer med mange morsomme kommentarer til sin metier som top-rytter.
Hør bare nogle af dem:

"Hold kæft, ben! Gør hvad jeg beder jer om".
"Jeg lønnes for at få andre mennesker til at lide, hvordan kan det være godt?"
"Jeg er måske ikke den store kok, men jeg er god til at spise".
"Hvis det gør ondt på mig, gør det mindst dobbelt så ondt på de andre."
"At organisere ting er for folk med små hjerner. Genier holder styr på kaos".
"Du er nødt til at være ligeså vanvittig som alt vanviddet omkring dig".
Noget at sige til, at jeg holder af ham?
(Citater fra "www.feltet.dk").

Jeg ledsagede i dag forstanderinden til midtbyen i Århus.
Hun hævdede, at det er så længe siden, hun sidst har været det, at hun ikke genkendte noget, og at der var risiko for, at hun kunne fare vild. Det var derfor med den største bekymring, jeg satte hende af for enden af gågaden for at slutte mig til hende senere - hvis jeg altså kunne finde hende.
Men min bekymring var ubegrundet. 100 meter ned ad gågaden ligger en Tiger-butik. Den gik jeg blot ind i, og gensynet kunne finde sted.
Efterfølgende besøgte vi den søde dames hjertelæge, den egentlige grund til at vi var derinde. På trods af sin påståede mangel på retningssans kunne forstanderinden finde stedet. Så helt galt var det næppe.
Vi gik derfra med rigtig gode meldinger. Alt var OK, så nu ser jeg ingen grund til, at jeg skal lave så meget herhjemme. Det bliver skønt.

Jeg vil gerne som en fortsættelse af gårsdagens beretning videregive endnu en historie om vagthunde. Denne gang er vi dog i fantasiens verden.
Men skidt. Jeg synes selv, den er morsom.
To indbrudstyve bryder ind i en villa. Da de er kommet ind, hører de en stemme sige: "Gud har set jer. Gud har set jer". De kigger sig lidt betuttede omkring og prøver at finde ud af, hvor stemmen kommer fra. De åbner et par døre, og endelig har de held. De opdager, at det er en papegøje, der sidder og siger: "Gud har set jer".
Med et lille smil siger den ene af tyvene: "Åh, sådan noget pjat, det er bare en fugl".
"Ja", siger papegøjen, "og Gud er bare en kæmpestor rottweiler".

Jeg har for nylig i en avis læst om vore forskellige hunderacers vagtsomhed.
Vi har to hunde, labradors. Deres evner som vagthund er tvivlsomme. De ville nok lave et forfærdeligt spektakel, hvis nogen kom uindbudt ind. Men derefter ved jeg ikke, hvad der vil ske, når de fra deres position under sofaen vil ligge og glamme.
Anderledes var det hos en politibetjent, som boede i Egå med sin familie og sin tjenestehund, en schäferhund.
Engang drog familien på en weekendtur og havde som vanlig bedt nabokonen om at lufte og fodre hunden. De to kendte hinanden godt fra tidligere, lignende lejligheder.
Søndag morgen, da den søde nabokone kom for at udføre sit "job" ved 9-tiden og kom ind i stuen, så hun, at havedøren var brudt op, og ovre i et hjørne sad en rystende, ung mand på en stol. Foran ham sad hunden lige så stille. Men hver gang indbrudstyven bare flyttede lidt på en hånd, så han en række hvide tænder og hørte en vred knurren.
"Bliv endelig siddende. du behøver ikke rejse dig", sagde nabokonen og ringede til politiet, som straks kom og tog den unge og meget ildelugtende unge mand med. Han havde ikke kunnet komme på toilet.
Det viste sig, at han havde siddet siden lørdag ved 18-tiden. God vovse.

Denne uge til nu.
Mandag: Forstanderinden lavede en rigtig lækker aftensmad til mig - noget med kål, grønsager, kartofler og karbonader
Tirsdag: Frokost hos gode venner på Mols: Suppe, tarteletter, æblekage, hvidvin, øl og velsnagende lakridskonfekt som ekstra dessert.
Onsdag: Fødselsdags-brunch hos svigerinde i Silkeborg. Alt muligt pålæg, ost, tærte, rugbrød, rundstykker m.m. med te og cola - og lækre basser.
Torsdag: Udflugt dybt ind i EU. Indkøb i stor stil. Fleggaard og alt det der. Frokost: En kæmpe-pølse med pommes frittes og en afsindig stærk karry-ketchup. Der var også karry i pølsen. Stærke sager.
Fredag: Julefrokost med gamle venner fra 13.00-21.00. Årets første af slagsen. Og du godeste for et julebord. Der var alt, man kunne forestille sig, og lidt mere og øl og brændevin.
Lørdag: Guldbryllup hos gamle venner i restauranten i Studstrup Lystbådehavn. Og sikke en menu, vi blev mødt med. Utrolig lækker middag med udsøgt rødvin. Og der var nok af alt.
Søndag: Lækker frokost hos bror og svigerinde i sommerhus på Mols. Atter var vi udsat for et lækkert bord med fristende retter. Og der er kun én ting,  jeg ikke kan stå for, og det er  fristelser.

Denne uge til nu.
Mandag: Forstanderinden lavede en rigtig lækker aftensmad til mig - noget med kål, grønsager, kartofler og karbonader
Tirsdag: Frokost hos gode venner på Mols: Suppe, tarteletter, æblekage, hvidvin, øl og velsnagende lakridskonfekt som ekstra dessert.
Onsdag: Fødselsdags-brunch hos svigerinde i Silkeborg. Alt muligt pålæg, ost, tærte, rugbrød, rundstykker m.m. med te og cola - og lækre basser.
Torsdag: Udflugt dybt ind i EU. Indkøb i stor stil. Fleggaard og alt det der. Frokost: En kæmpe-pølse med pommes frittes og en afsindig stærk karry-ketchup. Der var også karry i pølsen. Stærke sager.
Fredag: Julefrokost med gamle venner fra 13.00-21.00. Årets første af slagsen. Og du godeste for et julebord. Der var alt, man kunne forestille sig, og lidt mere og øl og brændevin.
I dag lørdag: Guldbryllup hos gamle venner i restauranten i Studstrup Lystbådehavn. Og sikke en menu, vi blev mødt med. Utrolig lækker middag med udsøgt rødvin. Og der var nok af alt. Jeg nød hvert sekund og spiste i hvert af dem.
Læs videre i morgen. Der er mere gastronomi i vente.

Denne uge til nu.
Mandag: Forstanderinden lavede en rigtig lækker aftensmad til mig - noget med kål, grønsager, kartofler og karbonader
Tirsdag: Frokost hos gode venner på Mols: Suppe, tarteletter, æblekage, hvidvin, øl og velsnagende lakridskonfekt som ekstra dessert.
Onsdag: Fødselsdags-brunch hos svigerinde i Silkeborg. Alt muligt pålæg, ost, tærte, rugbrød, rundstykker m.m. med te og cola - og lækre basser.
Torsdag: Udflugt dybt ind i EU. Indkøb i stor stil. Fleggaard og alt det der. Frokost: En kæmpe-pølse med pommes frittes og en afsindig stærk karry-ketchup. Der var også karry i pølsen. Stærke sager.
I dag fredag: Julefrokost med gamle venner fra 13.00-21,00. Årets første af slagsen. Og du godeste for et julebord. Der var alt, man kunne forestille sig, og lidt mere og øl og brændevin.
Naturligvis sluttede vi af med ris-a la-mande. Sikke en kalorie-bombe, jeg slæbte hjem.
Det har til nu været en "mad-god" uge. Men vent til i morgen og i overmorgen. Det bliver til mere.

Denne uge til nu.
Mandag: Forstanderinden lavede en rigtig lækker aftensmad til mig - noget med kål, grønsager, kartofler og karbonader
Tirsdag: Frokost hos gode venner på Mols: Suppe, tarteletter, æblekage, hvidvin, øl og velsnagende lakridskonfekt som ekstra dessert.
Onsdag: Fødselsdags-brunch hos svigerinde i Silkeborg. Alt muligt pålæg, ost, tærte, rugbrød, rundstykker m.m. med te og cola - og lækre basser.
Torsdag: Udflugt dybt ind i EU. Indkøb i stor stil. Fleggaard og alt det der. Frokost: En kæmpe-pølse med pommes frittes og en afsindig stærk karry-ketchup. Der var også karry i pølsen. Stærke sager.
Men jeg spiste op - og halvdelen af forstanderindens. Hun syntes altså, at den var for stærk til hendes sarte mave. Det bed godt nok også slemt i tungen.
Gad vide, hvilke måltider morgendagen bringer?

Denne uge til nu.
Mandag: Forstanderinden lavede en rigtig lækker aftensmad til mig - noget med kål, grønsager, kartofler og karbonader (lidt belæring. Ordet karbonade kommer af at man oprindeligt ristede den over glødende trækul. Carbon er latin for kul).
Tirsdag: Frokost hos gode venner på Mols: Suppe, tarteletter, æblekage, hvidvin, øl og lakridskonfekt.
Smadderhyggeligt.
Onsdag: Fødselsdags-brunch hos svigerinde i Silkeborg. Alt muligt pålæg, ost, tærte, rugbrød, rundstykker m.m. med te og cola - og lækre basser. Bagerne i Silkeborg ved, hvordan en basse skal laves.
Smadderhyggeligt.
Fik samtidig lært svoger om facebook, som han nu er (forhåbentlig engageret) medlem af.
Hvad kan denne uge dog ikke ende med - altså hvad angår mad?

Nogle søde og gamle venner i det fjerneste Mols havde i dag inviteret på suppe, den gode gammeldags og hjemmelavede slags. Og jeg skal dog love for, at den smagte godt.
Jeg har ikke tidligere observeret, at suppe kan gøre en lidt  "snurrendes", men det opdagede jeg så i dag, hvilket bevirkede, at forstanderinden måtte køre hjem.
Så vogt dig næste gang, du bydes på suppe. Husk, at bestille en taxa til hjemturen, hvis du ikke har din egen forstanderinde.
Med den gode suppe fulgte en usædvanlig velsmagende hvidvin og nogle gode øl af den mørke slags, og der var nok af begge dele.
Og en perfekt æblekage til dessert.
Det har været en god dag.

Nu har håndbold ikke min helt store interesse, men jeg fulgte da med i en del af eftermiddagens finale mod Spanien, da de familiemedlemmer, jeg var i selskab med, gerne ville se kampen.
Men til sidst kunne jeg simpelthen ikke følge med. Jeg er ikke god til at tælle så hurtigt, som målene gik ind bag det (håbløse) danske forsvar og den (håbløse) danske målmand, så jeg koncentrerede mig meget mere om lille Frederik, vores yngste barnebarn. Nu og da kiggede jeg på scoren og kunne ikke fatte, at vi en overgang var mere end 20 mål bagude, noget, der normalt kun sker i lilleput-kampe.
Da der var 15 minutter tilbage, opgav jeg totalt at interessere mig for kampen, og heldigvis blev vi lige lige da bedt om at gå til bords.
Her havde jeg ingen problemer med at følge med.

Jeg modtog i går en besynderlig opringning. En mand præsenterede sig og sagde, at han ringede fra et selskab, der sælger tyverialarmer.
Jeg bryder mig ikke om telefonsælgere, så jeg var fra starten skeptisk.
Den gode mand kunne fortælle, at min kone (bedre kendt som forstanderinden) i forgårs havde været i Randers Storcenter og der overfor ham udtrykt interesse for deres anlæg. Den benægtede jeg. Hun havde ikke været i Randers, hun havde passet sit job i Århus.
Det kunne han ikke forstå. Han nævnte vores adresse, begge vore navne, hvor mange der var i husstanden, og han vidste, at vi har 2 hunde. Nu blev jeg for alvor mistænksom og sagde, at jeg var utryg ved, hvorfra han havde disse informationer. Ja, men dem havde han fra min kone.
Så lagde jeg på.
Sent i går aftes, da jeg fortalte min søde vid om hændelsen, sagde hun. "Det er da din ældste søn, der har ringet og taget gas på dig".
Selvfølgelig. Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på det noget før? Sådan et nummer har han lavet utallige gange, ringet op og givet sig ud for en anden - ganske vist for nogle år siden.
Forelagt beskyldningerne i dag benægtede han hårdnakket og truede med, at en sådan uretfærdig anklage kun kunne hævnes ved, at han for alvor tog fat på "morsomhederne".
Så alle derude: "Hold lige øje med, hvad han laver, hvilke breve, du får og ikke mindst, hvilke telefonopringninger du modtager. Han kan være meget farlig. Ingen kan føle sig sikker".

Der er noget ved dette billede, jeg ikke kan lide.
Den stakkels mand er besværet af en "six-pack", og så skal han ovenikøbet trække sin kone afsted.
Men der er nu også noget romantisk ved fotoet. Se, hvor sødt de alligevel holder hinanden i hånden.
Denne situation ville aldrig kunne opstå for forstanderinden og jeg, selv om vi gerne holder i hånd.
Vi kunne ikke drømme om at købe en "six-pack".

Af praktiske årsager er jeg nødt til at skrive min dagbog lidt tidligt i dag.
Derfor er ikke mange oplevelser kommet til mig - og så dog.
Jeg stod op. Jeg spiste lidt morgenmad. Jeg morgensoignerede på badeværelset. Jeg kørte en hidsig tur på min kondi-cykel (½ time). Jeg gik i bad. Jeg gik en tur med hundene (½ time). Jeg skrev på min bog. Jeg skrev en fødselsdags-lykønskning til ældste søn på facebook. Jeg ringede til ham og gentog lykønskningen. Jeg tømte opvaskemaskinen. Jeg skrev min dagbog.
Så sig ikke, at der ikke sker noget her i Studstrup.

Jeg er ved at få et nyt ry på mig. Forstanderinden overvejer at kalde mig "Chef du cuisin" eller blot "Chef". Men altså kun i køkkenet.
Efter en kold, men god og lang travetur i dag, en time, nød jeg at komme hjem og indtage en portion af min selvlavede suppe.
Opskriften er lidt kompliceret, men i den korte version lyder den således:
Hos en næringsdrivende indkøbes en eller flere pakker "Cup a' Soup". Der findes flere typer. Selv foretrækker jeg "Italian Minestrone" eller "Tomat". I hver pakke er 3 poser pulver. 
350 ml. vand koges grundigt, og i dette nu meget varme vand hældes 2 poser af nævnte pulver, f. eks. én af hver af de to nævnte typer. Der røres grundigt, og efter en kort trækketid er den velsmagende suppe klar.
Efterfølgende tilføres suppen lidt croutoner, f. eks. med "hvidløg". 
Til denne ret kan med held indtages et køligt glas Pepsi Max, gerne årgang 2013.
Frokosten er reddet.
Bon appetit.

Jeg har et stort ønske, et meget stort ønske, og det er materielt.
Jeg ønsker mig en grensav. Ikke bare sådan en lille stiksav. Nej for pokker, en elsav på et langt teleskoprør. Se blot billedet. Den kan blive 4 meter lang.
Grunden til mit store og indtil videre uforløste ønske er, at vi har et blommetræ, som pligtskyldigst hvert år leverer mange og søde blommer. Nu har blommetræer desværre den uvane at sætte en masse skud lodret op i luften hvert år, "vandskud" kaldes de vist. Og dem har jeg - ligeledes hvert år - med fare for liv og lemmer klippet af med et såkaldt "ørnenæb" og en lille grensaks. Altså op på stigen, som hviler højst usikkert på træets øvrige grene og så klippe-klippe. Det er livsfarligt.
Den slags udskejelser er jeg ikke længere til, så derfor ønsket, som jeg meget gerne ser effektueret inden længe. Så kan jeg med begge føder trygt hvilende i matrikelnummerets græsplæne save "vandskud" af. Blommetræet står lige nu og stritter med dem derude og venter kun på mit angreb. Bonsai.
Jeg har forelagt mit ønske for forstanderinden, og hun lød ikke uvillig. Bare hun så også vil betale. 

Det gjorde mig lidt glad, da jeg i dag a' to gange fandt min forhåbentlig kommende bog frem på computeren og begyndte at skrive.
Dagens tema var børns tøj og fodtøj i den husvildebolig, vi boede i, samt jule- og nytårsaftens forløb. 
Det er længe siden, jeg har skrevet, men lysten var der i dag, og jeg blev selv tilfreds med resultatet af dagens arbejde. Hvis jeg kan bevare min lyst til at skrive, kunne det være, at jeg måske er færdig en gang i foråret.
Bogen handler i sin helhed om min tid i Silkeborg Kommunes husvildebolig, Frydensbjerggaard 1943 - 1954. Se billede, som er taget i 1949, da jeg var 9 år. Forrest to husvildebarakker, i midten staldbygninger og hovedbygningen og bagest Silkeborg Sygehus. Allerbagest bydelen Alderslyst.
Der er meget at fortælle om tiden på gården, som til 1943 var fattiggård. Men som en god ven engang skrev til mig (noget i denne retning): "Hvis du fortæller ALT, får du kun få læsere. Det bliver kedeligt". Jeg er enig og forsøger at skrive kun det, der er nødvendigt og intet ekstra.

Halløjsada. Den var kold. Jeg vovede mig i dag på trods af den kolde vejrudsigt ud på en lille gåtur, blot 20 minutter.
Og sjældent har jeg dog følt en kulde så skarp. Temperaturen var ikke vanvittig lav, minus 3-5 grader, men vinden bed i ører og kinder, som hurtigt antog en lyserød farve. Jeg er glad for, at jeg ikke mødte nogen, jeg kender. De ville have grinet ad den kulør og troet, at jeg havde drukket. Det havde jeg ikke - i hvert fald ikke på det tidspunkt.
Jeg har hørt, at chill-faktoren fik udetemperaturen til at svare til minus 20 grader. Jeg følte den en del koldere.
Men nu hjemkommet til min formstøbte sofas lune hygge har jeg fået varmen og vil straks byde mig selv et godt glas rødvin, og om lidt venter forstanderindens hjemmelavede og indbagte mørbrad.
Og så må det for min skyld gerne fryse 50 grader udenfor. Nå, ja, men så 30 da.

Danmarks Radio genudsender i disse uger/måneder en lang række James Bond film. Forstanderinden elsker at se dem og siger, at det gør jeg også.
Under alle omstændigheder ser jeg noget af dem og husker jeg tilbage til en tid, hvor jeg lidt misundelig beundrede den gode Bonds evner til at klare umulige situationer. Mange gange sagde jeg: "Denne gang klarer han den ikke". Men jeg tog fejl hver gang.
Jeg beundrede måske endnu mere hans måde at præsentere sig selv på, især når der var tale om en underskøn kvinde. Han sagde altid: "Navnet er Bond, James Bond". Og så faldt den pågældende kvinde næsten besvimet om i hans arme.
Jeg har forsøgt mig med samme trick. Men af en eller anden grund virker "Navnet er Rasmussen, Gunnar Rasmussen" ikke på nogensomhelst.
Gad vide hvorfor.

Jeg har haft en god oplevelse i dag, en, der understøtter min tro på menneskers hjælpsomhed og venlighed.
På gårsdagens travetur, hvor jeg blev inviteret inden for i en pumpestation tæt herved, erfarede jeg, da jeg kom hjem, at jeg havde tabt begge mine handsker på vejen. Jeg havde efter besøget proppet dem ned i en frakkelomme sammen med kamera og hundesnore. Handskerne øverst. Og så er de faldet ud.
Nu er de ganske vist ikke verdens dyreste handsker, men jeg har haft dem i mange år, og de er gode at cykle med i de kolde måneder, så jeg ville gerne finde dem. Derfor jeg gik i dag gårsdagens tur i modsatte retning. Og minsandten. Med 2-300 meters mellemrum fandt jeg bege to, pænt hængt op i en busk og i et hegn. Det var da venligt gjort af, hvem de nu end var. Men det må være lokale folk, for det var på et sted, hvor man kun kommer, hvis man er kendt i området.
Men sådan er vi, vi Studstrup-borgere, lutter godhed.

Det var heldigt. Efter hundredevis af gange at have gået forbi et hvidt, vinduesløst hus foran Studstrupværket blev dets indhold i dag åbenbaret for mig. Det viste sig at være en pumpestation til fjernvarmeforsyningen.

Jeg kørte forstanderinden på arbejde i dag - en langstrakt affære. Kø, kø og atter kø ind ad Grenåvej. Vi brugte 1 time om at tilbagelægge 4 km. på den.
Årsag: En sneskraber var kørt i stykker næsten inde i Århus og spærrede den ene vejbane. Vi havde hørt det i lokalradioen en time tidligere, men tog det for givet, at bilen ville være borte, når vi ville ankomme en time senere. Men nej. Der blev stadigvæk arbejdet på at få den i gang.
Hele køreturen tog 1 time og 7 minutter, hvoraf som sagt den ene var kørsel i kø.
Efter at have afleveret min dyrebare passager (det er hende, der skaffer os smør på brødet) kørte jeg hjem. Det tog 17 minutter. Der var ingen kø i min vejbane, men stadig i den modsatte. Sneskraberen holdt stadig og spærrede.
Der er kun én god ting ved at køre i kø. Du kan bare læne dig tilbage. Der er ingen beslutninger at træffe. Slap af og brug tiden på at snakke eller tænke positive tanker. Det hjælper.

Jeg kørte forstanderinden til et af vore 5 lokale supermarkeder i dag. Det blev en rystende oplevelse for hende.
Vi "trillede" rundt i butikken, og tog sådan lidt af hvert med os. Ankommet til slagterafdelingen så jeg lidt på afstand den søde dame i disput med ekspeditricen. Jeg nærmede mig for at lytte med. Jeg bemærkede forstanderindens bebrejdende blik til damen bag disken og hørte hende sige temmelig bestemt til hende: "Den er da forkert mærket, den der rullepølse. Kan det passe, at den skal koste 106 kr.?" Og så hævede hun et lille stykke rullepølse op, under 10 cm. langt, ca. som vist på billedet.
Ekspeditricen nikkede lidt befippet. Det var da prisen.
"Jeg kan købe nøjagtigt det samme for 20 kr. andre steder", fortfor min søde viv. "Det er prisen", vedblev slagterdamen.
"Alt det rullepølse brænder I inde med", afsluttede forstanderinden og pegede på de mange stykker i køledisken. Jeg må give hende ret. Det var en afskyelig pris for så lille et stykke.
Dybt rystet fortsatte forstanderinden mod kassen. Jeg gik med og tænkte, at en så ophidset dame ville jeg kun nødigt køre i bil med, så jeg gik hjem.

Så kom den endelig, den nye Lamborghini. Det er offentliggjort i dag.
Den første er netop trillet af samlebåndet på Lamborghinifabrikken i Sant'Agata i Italien. Den koster 1,5 mio. euro. Det er lidt over 11 mio. kr. - uden afgift. Så prisen i Danmark er mere end det dobbelte.
Dette skal imidlertid ikke afholde mig fra at ønske mig én af dem. Det er s'gu da en "score-bil", som enhver mand gerne ville have stående i garagen. Blot skal jeg lige spare lidt op i de nærmeste måneder, inden jeg køber den.
Og så alligevel. Nej, jeg vil ikke ha' den. Jeg har så svært ved at se den trække en campingvogn.

Jeg var tidligt oppe i dag, kl. 7.30. Det gør jeg somme tider for at sige farvel til forstanderinden. Hun holder af, at tyendet står i døren og bukker, når hun forlader huset for at tage på arbejde.
Med min tidlige opstandelse kunne jeg også modtage min dagsbefaling mundtlig i stedet for de mange sedler, damen ynder at efterlade på køkkenbordet..
Og der var i dag kun 3 punkter. 1) Bære affaldsposen ud, 2) skifte elpære i lampe og 3) støvsuge.
Jeg havde ingen kommentarer til 1) og 2), men var stærk modstander af 3).
Jeg støvsugede så sent som i går, og jeg fandt det rent ressourcespild af både mine kræfter og el-energi, at det skulle gøres allerede igen i dag.
Desuden måtte jeg klage over ryg- knæ, og fodsmerter, som ville gøre rundturen med den forbistrede maskine til en smertens tur.
Det tog mig 25 minutter at støvsuge, men som en tavs protest undlod jeg bryggerset. Så ka' hun lære det, ka' hun.

"Solvitur ambulando", sagde han. Hvem sagde? Jeg ville ikke stille spørgsmålet, hvis jeg ikke kendte svaret. Det gjorde Diogenes, den græske filosof, som er kendt for at bo i en tønde.
Hvad betyder det da? Jeg ville ikke stille spørgsmålet, hvis jeg ikke kendte svaret. Det betyder: "Det kan gås væk". Således kunne det lige så godt have været forstanderinden, der sagde det. Jeg må lægge øre til det, hver gang jeg klager over smerter her eller der. "Det kan gås væk".
Men hvorfor nu dette Diogenes-citat? Jeg ville ikke stille spørgsmålet, hvis jeg ikke kendte svaret. I aftes startede jeg på Ulla Terkelsens bog "Vi kan sove i flyvemaskinen", hvilket afstedkom, at jeg først faldt i søvn godt efter midnat. Men pyt, så kunne jeg jo bare stå tidligere op.
"Solvitur ambulando" er hendes favoritordsprog.
Under alle omstændigheder fangede bogen mig lige fra start - også fordi den søde, enormt dygtige og meget berejste reporter blev født og voksede op i Frederiks Alle i Århus, lige ved jernbanegraven.
Hun er en spændende dame, min yndlingsreporter, og jeg glæder mig til at læse bogen færdig.

Fy for pokker da!
Jeg har lige læst, at der for tiden i Australien er en hedebølge så varm, at der er mulighed for en varmerekord.

Fra samme facebook-vens tidslinie, som jeg citerede i går læste jeg også en sproglig forundring, som jeg deler:
"Hvorfor hedder det på badeværelset eller på toilettet, når det hedder i soveværelset?
Og hvorfor på posthuset og i banken?"
Jeg tilføjer for mit eget vedkommende: "Det hedder også på loftet og i kælderen."
Sidstnævnte eksempel er måske det mest logiske, når man indsætter "oppe" og "nede". Men alligevel.
Et par af min ophavsmands venner giver nogle forslag vedr. de førstnævnte:
Den ene forestiller sig, at vi tilbage i 1800-tallet "gik på toiletspanden", og man "lå i sin seng". Ergo det kommer af, at man sad på spanden og ikke i spanden, men man lå i sengen.
En anden spørger, om hvad der nu sker, da alle posthuse er flyttet ind i supermarkeder. Er man så på'en eller hva'? Den er tvetydig, for man går i et supermarked, men derinde kan man godt gå på posthuset eller for den sags skyld på apoteket.
Videre: Man går på kro, men i biografen. Og uden sammenligning med de ovennævnte. Man går på røven, men i hundene
Sådan er der så meget.

En facebook-ven fra Silkeborg skrev i går til mig som en reaktion på min hjertegribende beretning om forkølelse og berettede om egne erfaringer med at gå til lægen med denne lidelse.
Han fortalte om sin gamle (nu afdøde) læge, som sagde: "Hvis du går hjem og lægger dig med din forkølelse, så tager det 3 uger at komme over den. Hvis du derimod opfører dig som du plejer, må du finde dig i, at der går 21 dage".
(En afdød læge er iøvrigt ikke nogen god reklame for branchen, men mon ikke han havde ret denne gang.)
Der findes desværre ingen vaccine mod rhinopharyngitis, som forkølelse hedder på latin, og som er en virus, der angriber næsesvælget. Godt, man ikke skal gå og huske på det lange latinske ord til daglig. Forkølelse er kort og godt.
Storm P ville have været enig. Han skrev engang:
"Denne Myggeart kaldes Diptera orthorropha - et temmeligt langt Navn, naar man betænker, at en Elefant slet og ret hedder Elephas!"
PS: Jeg kan for øvrigt med stor jubel lade alle vide, at min rhinopharyngitis er i aftagende, hvorfor jeg i formiddag gik en tur på en time og tømte opvaskemaskinen.

Jeg må følge op på gårsdagens sidste sætning: :"Jeg er noget så forkølet". I tre dage har jeg nyst, hostet og spruttet. Det er ubehageligt og har afholdt mig fra fysiske udfoldelser overhovedet. Heldigvis kan jeg også fortælle: "Jeg er noget så forkælet". Forstanderinden har været så god ved mig og hentet, hvad jeg måtte ønske mig bragt, og jeg fik for første gang i 23 år morgenmad på sengen. Og om et par minutter skal jeg indtage en lækker kage, som hun i formiddag købte hos en bageriejende næringsdrivende i nærheden.
Med en sådan mega-forkølelse ville en og anden måske anbefale mig et besøg hos lægen. Men ?????
Min far gjorde det engang. Han aflagde ellers ikke mange besøg hos sin læge. Men han løb en januar ind i en forkølelse af dimensioner. Han gik til lægen og beklagede sin nød, hvorpå lægen sagde:
"Rasmussen, nu går De hjem og tager Dem et varmt bad. Det skal være så varmt, at De føler, De bliver skoldet, og det skal vare mindst et kvarter. Derpå stiller De Dem ud på altanen kun iført underbukser - også i et kvarter".
Bestyrtet udbrød min far: "Så får jeg da lungebetændelse".
"Lige nøjagtigt", sagde lægen, "den kan jeg kurere, men en forkølelse kan jeg intet gøre ved".
Derfor går jeg ikke til lægen.

Jeg har i dag på nettet købt 8 tandbørster til vores el-børste. Jeg gav 88 kr. for dem. Det er ca. en fjerdedel af, hvad jeg skulle have givet i en butik.
Sådanne tilbud kan vi underbemidlede ikke bare svømme forbi. Der skal spares, hvor man kan.
Det tænkte jeg over, da jeg senere på dagen i en netavis læste en opgørelse over verdens rigeste mennesker, som næppe køber tandbørster på nettet.
For mig var det overraskende, at verdens rigeste er mexicaner. Carlos Slim, 72 år, og chef for "America Movil". Hans formue er på 441 mia. kr. og steg med 88,8 mia. kr. i 2012.
Tak ska' du ha'.
Jeg ville have været tilfreds med bare at have haft halvdelen af hans formuestigning.
Hvis jeg havde lidt af den grimme sygdom misundelse, ville jeg lige nu have haft det meget dårligt.
Det har jeg også. Jeg er noget så forkølet.

Jeg var i Århus midtby i dag, nærmere betegnet i stormagasin Salling.

SKÅL er et benyttet ord i det danske ordforråd, ikke mindst ved jule- og nytårstide. Jeg må erkende selv at have brugt det flittigt på det seneste.
Det fik mig til at interessere mig for, hvad ordet egentlig betyder og kommer af.
Jeg fandt det, men der er usikkerhed. Se blot:
Skåle med nogen ... løfte sit glas og drikke sammen med nogen som en hilsen eller for at ære nogen.
SKÅL kan have noget at gøre med, at vikingerne skålede i en kranieskal . "Skal" = "skål". (Nikke en skalle, få en på skallen)
Dette udsagn betvivles dog af nogle lærde.
En anden udlægning: Udråbsordet "skål" er faktisk samme ord som navneordet "skål" i betydningen 'beholder', og "skål" kan dermed betragtes som en opfordring til at smage på det der er i beholderen - eller skålen.
Sidstnævnte udsagn er det lidt kedelige, men måske det rette.
Under alle omstændigheder vil jeg ikke vige tilbage fra bruge ordet ved en senere lejlighed.

"Statistik er en videnskabelig metode, hvormed man effektivt anvender numeriske data, som kan komme fra registre." Frit efter Wikipedia.
Nytårstid er årsopgørelsestid.
Jeg tænker ikke kun på skatter og årlige kontoudtog fra banken og realkreditselskaberne. De er så gabende kedelige.
Nej, jeg tænker på noget meget mere ophidsende og spændende, noget, som virkelig kan optage vores små sjæle - varme, vand og el.
Just derfor har jeg gennem 8 år dyrket og kraftigt udbygget et regneark, som for hver måned og år tydeligt kan fortælle mig om alle former for energiforbrug, forskelle fra sidste år og for seneste måned og en del mere. Af selvsamme årsag kan jeg hver den sidste dag i en måned ses gående rundt med min lille notesblof og aflæse de tre målere. Derefter føres tallene ind i omtalte regneark.
Ingen vil kunne stille mig et spørgsmål om vort energiforbrug, som jeg ikke kunne svare på.
Jeg er en hund efter statistikker. Og jeg fører flere andre, som jeg næsten ikke tør røbe af angst for at blive mistænkt for en psykisk lidelse, som jeg ikke kender navnet på.

På ny skal vi vænne os til et nyt årstal. Det sker lidt for ofte, synes jeg efterhånden.
Det er jo ikke længere siden end i går, vi skrev 2012.
Nå pyt. Jeg betragter 2013 som en chance for en ny start. Nu skal alle de dårlige vaner manes i jorden. Her tænker jeg i sær på .......?????? Nå, jeg har da vist ingen.
Men så skal alle de gode vaner fremmes. Her tænker jeg især på .........?????? Nå, dem har jeg vist heller ikke for mange af.
Hvad skal jeg da bruge det nye år, den nye chance, til?
Det ved jeg. Jeg skal leve en tilværelse med masser af grin i hyggeligt, givende og behageligt samvær med familie og gode venner.
Jeg gider ikke længere bruge tiden på restriktioner i tilværelsen - såsom slankekure.
Jeg vil fra i morgen spise, drikke, synge, snakke, gå ture, cykle, se cykling på TV, se cricketkampe, gå på jagt, være noget for børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn, campere, gå i biografen og teatret, forkæle forstanderinden og more mig, og forhåbentlig meger mere sjovt og godt, så længe jeg formår det.
Det er resten af mit liv.

Meddelelse til de, der snart skal have guldbryllup og til de, for hvem der endnu er nogle år:

Det kan næppe skjules længere. Forstanderinden og jeg kan i dag fejre vores første guldbryllup.
Vi var derfor tidligt oppe (kl. 6) for at gøre klar til de mange gæster, som vi slet ikke vidste ville komme. Men det gjorde de - og heldigvis for det, 41 af dem. Ellers var vi brændte inde med 80 rundstykker og smør, ost, 4 slags pålæg, rugbrød, hjemmebagt kringle, diverse drikkevarer og meget andet. Nok til af føde en middelstor købstad i et par dage.
De rare gæster sang for os, vores yndlingsvise "Svantes lykkelige dag", derude ved fordøren. Inden da havde ældste søn spillet et meget passende signal på jagthorn, "Frokostsignalet", i dagens anledning omdøbt til "Brunch-signalet.
Gæsterne sagde farvel til os omkring middag, og nu sidder vi lige så stille og glæder os til i aften, hvor vi skal spise en bedre middag med allernærmeste familie, som oven i købet tillaver den selv. Vi kan bare sidde stille og afvente, at maden er klar.
Det er ikke lykkedes for os at vriste noget ud af dem om menuen.
Men bare vent. Den bliver uden nogen tvivl god.
Det har til nu været en særdeles smuk dag, og den vil slutte lige så smukt.

Selv om der endnu er 4 dage tilbage af 2012, tør jeg godt gøre mit "cykelår " op. Jeg kommer ikke ud mere i år.
Året har ikke været godt.
Elendigt vejr og et lidt svigtende helbred har holdt mig borte fra de store "udflugter" og de mange ture. Det har ærgret mig kollosalt, men jeg må forsøge at gøre det bedre i 2013.
Se blot her om 2012:
Jeg har kørt sølle 20 ture (Hvor elendigt kan det blive?).
Jeg har tilbagelagt 549 km. (Jeg græmmes).
Der er hele 4 måneder, hvor jeg ikke kørte en meter (Jeg græmmes endnu mere). Flest kilometer kørte jeg i marts, 148 km.
Min målsætning for hele året var 2.750 km., så jeg mangler at køre 2.201 km.
Det når jeg ikke (Det er bare "neder").
Så endnu engang må jeg melde fra til Tour de France næste sommer. Man skal på samme dag to gange over Alp dHuez. Bjarne må klare sig uden mig.

Jeg har gennem de seneste 2-3 måneder læst Søren Kierkegaard. Det er ellers ikke det, jeg har læst mest af. For at være ærlig har jeg ikke læst noget af ham, siden jeg var tvunget til det på Th. Langs lærde seminarium allerførst i 60'erne.
Men så ville skæbnen at jeg i sommer fik foræret to bøger med udvalgte tekster af netop Søren K.
De lå længe på mit natbord, og jeg skulle egentlig tage mig gevaldigt sammen for at tage hul på den første "At være samtidig med sig selv", i hvilken forfatteren Anders Kingo gennemgår og gengiver en del af Søren K's tekster.
Det var svær læsning, men ikke uinteressant. Jeg måtte læse meget langsomt og ofte gå tilbage og læse ½-1 side på ny. Så gik der sport i det, og jeg ville forstå. Og jeg morede mig faktisk ved at læse det, altså jeg morede mig ikke "grinende", men fandt det interessant at læse noget, der virkelig kræver koncentration.
Efter at have været hele bogen igennem på et par måneder ville jeg dog ikke straks gå igang med den anden Søren K.-bog "Subjektivitet og negativitet", som tager udgangspunkt i S. K.'s værk "Sygdom til døden". I stedet påbegyndte jeg bogen "Den hundredårige, som kravlede ud ad vinduet og forsvandt". Også den fik jeg foræret i sommer.
Den er ganske anden sag, hylende morsom, vanvittig grinagtig, og jeg må gang på gang tørre øjne af grin. Jeg griner så meget, at forstanderinden klager over, at dobbeltsengen hopper.
Det skete ikke, da jeg læste Søren Kierkegaard.

Det var den jagtsæson. Årets sidste jagt var i dag. Der er nu 9 måneder til den næste.
Men jeg glæder mig allerede. Det gør hundene også.
Det var godt i dag at få mulighed for at løbe det værste "julefedt" af og det endda i smukt og klart vejr og i selskab med gode og hyggelige mennesker. Og jeg gik 11.258 skridt. Ikke dårligt.
På vejen hjem i bilen begyndte det at regne. Heldigt. Det var en understregning af det enorme held, vi har haft på årets jagter. Kun regn én eneste gang har det regnet (24/10), og det var blot sølle 20 minutters smådryp. Vi nåede end ikke at blive våde.
Nu går hundene ind til en velfortjent 9 måneders pause. De trænger til den, og det gør jeg såmænd også.
Og forstanderinden har lovet mig, at jeg til aften skal have levninger fra gårsdagens familiejulefrokost. Jo, det er en rigtig glædelig jul.

YES, YES og YES. Så lykkedes det omsider. Jeg fortalte i går, at jeg ville gå benhårdt efter mandelgaven i aftes. Det gjorde jeg. Og hvad bedre er - jeg vandt.
For første gang i 63 år kunne jeg strække armene op i jubel med gaven over hovedet. Det var et stort øjeblik. Kun de, der før har vundet en mandelgave, ved, hvilken milepæl det er. Man føler, at dette med bestemthed vil blive gemt i tankerne til den yderste dag.
Det er en god jul. Og i eftermiddag kommer familien til frokost. Og i morgen skal jeg på jagt.
Er livet ikke bare vidunderligt?

Endelig juleaften.
For 73. gang kan jeg sige det.
Men det er jo lidt spændende hver gang, selv om det var meget mere "mave-kildrende" for 60-70 år siden.
Men jeg glæder mig til i løbet af de nærmeste 2 dage at skulle være sammen med alle børn, svigerbørn og børnebørn. Den glæde aftager aldrig, de er dejlige mennesker - og så skal vi ha' noget godt at spise - og 2. juledag skal jeg på jagt.
Det kan kun blive en god jul.
Må jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul med masser af store gaver.
Jeg satser på at vinde mandelgaven i år. Det er 63 år, siden det sidst skete.
GLÆDELIG JUL.

Årets første rigtige snestorm var så venlig at aflægge os et besøg i dag. Den har bragt store gener med sig for de, der absolut skulle ud. Biler, busser, tog, cykler og løbehjul har været bragt til næsten stilstand.
Det har jeg også. Jeg har ikke sat en fod udenfor.
Der er blevet råhygget i vores ydmyge bolig.
Midt på eftermiddagen meddelte jeg forstanderinden, at jeg havde en uafrystelig lyst til klejner og derfor ville køre til nærmeste bager i Løgten (4 km. her fra) for hos denne næringsdrivende at indkøbe et passende antal. Selvfølgelig ønskede jeg reelt ikke at skulle ud og køre i det afskyelige vejr, men det var en del af min plan at fremsætte tanken.
Jeg fik straks returneret mit ønske om klejner med et klart afslag. Jeg havde bare at blive hjemme. Så ville hun da meget hellere bage en kanelkage til mig. Det var lige det, jeg fra begyndelsen havde ønsket mig, men blot ikke turdet spørge om det.
Jeg har nu spist et enormt stort stykke af den. Den er anbefalelsesværdig.
Nogle gange er hun altså lidt nem.

Årets næstsidste jagt var i dag - og en god en af slagsen.
Dog skal dertil føjes, at eftermiddagens vejr var noget af det koldeste, jeg meget længe har oplevet. Den var helt gal med vinden. Ikke at den var kraftig. Men av ska' du ha, hvor den var kold. Selv mit varmeste jagttøj havde svært ved at holde indholdet varmt. Men vi er jo seje, vi gamle stødere. Selv en så skrækkelig kulde kan ikke holde os hjemme. Men indrømmet, det var herligt at komme hjem i varmen, få et varmt bad og ind og blunde foran TV-skærmen.
Men for pokker, hvor har jeg haft det godt.
Og hvad sagde jeg? Jorden gik ikke under.

Så kom da dagen - nej, ikke dagen for jordens undergang - men dagen, hvor den gamle mand fik indbygget sit høreapparat. Det er stort som en tennisbold, fylder hele det indvendige øre. Men forstanderinden har været så sød at sige, at man næsten ikke kan se det. Det skal nu nok passe, for det kan jeg heller ikke.
Til gengæld kan jeg høre - næsten alt for godt.
På vejen hjem hørte jeg tydeligt føreren i den bil, der kørte bag os, sidde og prutte.
Jeg kan nu også høre, hvad min søde hustru siger til mig, når vi kører bil, og det er mig, der styrer. Det er det nemlig højre øre, der har fået forstærker isat, 44 decibel yder apparatet. Det er en del.
Al støj kommer nu som et granatnedslag, ikke mindst hvis det er porcelæn, der klirrer mod hinanden eller en teske, der berører et glas eller en kop. Fra nu af vil det være begrænset, hvor mange taler jeg vil holde. Lyden af metal mod glas får mig til at fare sammen.
Nå, skidt. Verden går ikke glip af noget af den grund.
Jeg går højtiden i møde med sindsro. Nu kan jeg høre papiret knase, når jeg pakker mine gaver op.

Nu står verden ikke længere, og jeg tænker ikke på mayaernes forudsigelse om jordens undergang i morgen. Den vender jeg tilbage til sidst i dagens beskrivelse. Nej, jeg vil gerne fortælle om et brev, jeg i går modtog fra mit forsikringsselskab. Heri stod at læse:
"Vi er glade for at kunne fortælle dig, at du som medlem af LB-forsikring får sat prisen for din bilforsikring ned (Ja, der stod s'gu NED).
I de senere år har vore medlemmer passet rigtig godt på deres biler og haft langt færre skader.
Det kommer nu også dig til gode. Prisen sættes ned fra 2013".
Et sådant brev mindes jeg ikke at have modtaget før. Tænk, jeg får besked om en prissænkning her i en tid, hvor alt ellers handler om prisstigninger.
Lige først tænkte jeg, at det var en fejl eller måske en tro på mayaerne forudsigelse om jordens undergang i morgen, og så kunne selskabet lige så godt give deres kunder en glædelig og smilende afgang til det hinsides. Men den er vist god nok med brevet. Hip, hip hurra.
PS: I øvrigt går jorden slet ikke under i morgen, for jeg skal på jagt lørdag.

Gående afslappet på dagens spadseretur lige omkring kl. 12 ringede mobilen. Det var forstanderinden. Hun var på arbejde på universitetet. Hun ringer af og til, fordi hun savner mig så skrækkeligt.
MEN. Det var ikke årsagen denne gang.
De næste mange og lange minutter måtte jeg lægge øren til en længere beretning om, at nu stod vores bil godt nok inde på Åbogade, totalt tømt for strøm (den søde dame havde glemt at slukke for lyset). Og hvordan skulle hun nu komme hjem, når hun fik fri kl. 15.30? Jeg foreslog hende at ringe til Falck. Det faldt ikke i god jord, for hvornår ville de mon dukke op? Måske var hun så først hjemme ved 6-tiden. Desuden vidste hun ikke, hvordan man åbnede kølerhjelmen - og andre indvendinger.
Så hårdt presset måtte jeg ile hjem, ringe efter en taxa, køre mod universitetet og undervejs kontakte Falck. Alt dette blev klaret, hvorpå forstandertinden på ny ringede op og sagde, at bilen ikke stod, hvor den plejede. Om igen. Ny opringning til Falck. Der var nok at se til.
Timingen var imidlertid perfekt. Nøjagtig da jeg ankom til den "døde" bil, ankom Falck. En særdeles venlig og hjælpsom falckredder fik bilen startet på under ½ minut, så jeg kunne køre hjem.
Kl. 15.30 måtte jeg hente forstanderinden igen. Sig så ikke, at pensionister ikke oplever noget.

Hvor koldblodig kan man som røver være?

Citat fra gårsdagens dagbog: "Jeg kunne [i morgen] godt få lyst til bare at sidde hjemme foran TV'et og drikke Pepsi Max og spise chips - når jeg engang er kommet op".
En sådan forudsigelse kan jeg ikke bare ignorere.
Så jeg stod sent op, omkring kl. 11 - og så TV.
Hvad angår det spiselige, har jeg dog måttet give lidt køb. Jeg har hørt og læst en mængde om, hvor usunde og fedende chips er. Derfor byttede jeg dem ud med marzipanbrød og brunkager. Dem har jeg ikke hørt og læst noget ufordelagtigt om - såvidt jeg husker.
Jeg drak det, jeg havde lovet mig selv, Pepsi Max.
Så alt i al har jeg fastholdt 3 ud af 4 løfter til mig selv. Det er da ikke så galt.
Det har været en god dag.

Jeg satte ny rekord på dagens jagt jeg gik 11.934 skridt. Den stående rekord var 11.564 skridt og var fra 24. november.
Af uforklarlige grunde føltes dagens magtpræstation ikke så anstrengende som 24/11. Jeg er sikkert ved at komme i træning - og nu er jagtsæsonen snart forbi. Kun 2 jagter resterer.
Måske gav det mig også kræfter, at jeg ind imellem kunne stå lige så stille og nyde udsigten. Se bare billedet.
Jeg har ingen planer om at gå nogen steder i morgen. Jeg kunne godt få lyst til bare at sidde hjemme foran TV'et og drikke Pepsi Max og spise chips - når jeg engang er kommet op.

Koldt, fugtigt og blæsende udenfor. Kedeligt vejr i det hele taget. Jeg har kun været ude i det i den tid, det tog at gå ind og ud af bilen på formiddagens indkøbstur. Og det var mere end nok.
Men nu går det meget bedre. Forstanderinden og jeg nyder - med et fad lune æbleskiver foran os - en fodboldkamp mellem Mancester United og Sunderland.
Der er noget gammelkendt hygge ved at se engelsk fodbold på en mørk lørdag eftermiddag som i dag. Det minder om "gamle dage", da engelsk fodbold lørdag eftermiddag var nyt og var et "must".
Ikke nok med at vi sidder i en lun og rar stue, vi ser også fodbold af høj klasse. Lige nu er spillet 39 minutter, og Man. United fører 2-0 efter strålende spil med gode mål. Fodbold og hygge, når det er bedst.
Skønt. Og i morgen skal jeg på jagt. Også skønt - uanset vejret.

Forstanderinden er af den opfattelse, at det er fredag hele tiden. Så sent som i formiddag sagde hun det igen. Og faktisk er det jo fredag. Hun mener naturligvis, at dagene suser af sted.
Jeg må give hende ret. Det gør jeg ofte kun af taktiske årsager. Men ikke denne gang. Det er rigtigt.
Tiden flyver bare. Jo ældre man bliver, jo hurtigere går den.
Det er snart 2½ år, siden jeg fyldte 70 år
Det er snart 8 år siden, jeg gik på pension.
Det er snart 9 år siden, jeg fik min trofaste hund, Sydney.
Det er snart 13 år, siden jeg fyldte 60 år.
Jeg husker det hele tydeligt - som vi altid siger - som var det i går.
Jeg gad vide, hvor lang tid, der vil gå, inden jeg siger: "Altså. Er det så længe siden, jeg skrev det her? Jeg synes, det var i går".

Det er julefrokosternes tid. Hvert år glæder jeg mig til dem, og ofte er de jo en skøn fortsættelse fra sidste år. Det er skønt at komme igen år efter år de samme steder og med de samme mennesker. Jeg gør det gerne.
Jeg læste dog i dag i en netavis om en vellykket julefrokost, hvor alle gæster efterfølgende enstemmigt udtalte, at de ikke ønskede at få en invitationen til næste år.
Årsagen var ikke, at maden var knap eller dårlig, tværtimod. Alt var perfekt. Drikkevarerne var ligeledes i rigelig mængde og med et stort udvalg.
Stemningen var fremragende, alle hyggede sig og havde en god dag. Og så var det hele gratis.
Hvad fik da de mange gæster til at udtale, at de ikke ville komme igen om et år?
Svaret er enkelt. Frokosten var arrangeret og betalt af en arbejdsløshedskasse, og kun arbejdsløse var inviteret. Gæsterne ville trods alt hellere have et job end en julefrokost.
Stillet i et sådant valg kunne jeg i min høje alder nu godt komme i tvivl.

Det er pibende koldt, så der skulle en smule viljekraft til at overvinde min lille modvilje mod at tage min næsten daglige travetur.
Men jeg kom af sted, og det skulle jeg ikke fortryde. På trods af køligheden var det en smuk tur i sneen, og jeg nød at "inhalere" den kølige og friske luft. Jeg blev ganske opildnet, hvilket ikke mindst var tilfældet, da jeg gennem de nøgne træer så en gloende rød sol på vej ned. "Borgerligt tusmørke" indtrådte kort tid efter, hvilket iøvrigt fik temperaturen til at falde yderligere et par grader.
Hvad er så skønt som at komme hjem i varmen efter en travetur i frostvejr, kaste sig i sofaen og skrive dagbog, mens man spiser og drikker lidt lækkert? Ikke meget er skønnere end det. Er livet ikke bare herligt?

Her hvor vi bor, stod solen i dag op kl. 8.42 og gik ned kl. 15.42, altså en dagslængde på nøjagtig 7 timer. Det er ikke meget, når man tager i betragtning, at dagen er aftaget med 10 timer og 41 minutter. Hvor bliver det herligt, når dagslængden atter er 17 timer og 41 minutter.
Vel. Under min forskning til dette indlæg stødte jeg på en oplysning, som jeg ikke tidligere har tænkt rigtigt over: "Borgerligt tusmørke" indtrådte i dag hhv. kl 7.55 og kl. 16.30.
"Borgerligt tusmørke". Et spøjst udtryk. Har det mon noget med politik at gøre, således at vi også har et "venstreorienteret tusmørke"?
Næppe.
Min videre forskning afslørede, at "borgerligt tusmørke" indtræder, når solen er mellem 0 og 6 grader under horisonten.
Der findes også nautisk tusmørke, astronomisk tusmørke og natmørke, men den gemmer vi til en anden gang. Det skal jo heller ikke blive for vanskeligt.

Jeg kørte forstanderinden på arbejde i morges. Den megen sne og den stærke kulde gjorde hende bekymret for at køre. At jeg var en mindst lige så usikker en chauffør, da jeg blev jaget ud af sengen kl. 6.45, tænkte hun vist ikke over.
Turen gik ad den indre Ringgade med dens tusinder af biler i lange køer.
Ved det allerstørste kryds, lige ved universitetet, var en lille personbil gået i stå og blokerede højresvingsbanen helt fremme ved trafiklysene. 10 meter bag bilen havde føreren taget opstilling for at vinke bilerne til side, så der ikke opstod total kaos.
Det var en betænksom gerning, som ikke blev mindre prisværdig derved, at den unge dame stod i et par tynde knæbukser med bare skinneben og iført en trøje, der afslørede hendes bare maveskind.
For hendes skyld håbede jeg, at Falck ikke var længe om at komme til undsætning.

Min modvilje mod sne - og ikke mindst mod snestorme - blev ikke bedre af at vågne op til et ækelt og tykt lag af det.
Så meget des større var ærgrelsen, da vi i dag skulle have været til Tante Hennys 90-års fødselsdag i Silkeborg med en garanteret god frokost, sang, underholdning og mulighed for en tur på skøjter i Silkeborg Skøjtehal, hvor festen fejres. Ikke mindst sidstnævnte havde jeg glædet mig til. Men naturligvis havde jeg også set frem til samværet med min gode og hyggelige familie med Tante Henny i spidsen. Hun vil ikke være den, der forlader selskabet først, tværtimod.
Og her sidder jeg, tvunget til passivitet og er gået glip af alt det ovennævnte - på grund af et forbistret snefald, som sagtens kunne have ventet til i morgen eller allerbedst helt være udeblevet.

At spille på jagthorn er en kunstart, som jeg har behersket bedre, end jeg gør nu. Jeg skal her i min høje alder øve mig ganske meget for at holde standard.
Og skulle du ikke vide det, kan jeg betro dig, at det er sjovere at sidde og se en nymalet væg tørre end at øve sig på jagthorn. Det er endog særdeles kedeligt.
Derfor får jeg det ikke gjort, og lyden bliver efterhånden lige så dårlig som billedet.
Og så alligevel - og dog.
Når jeg - som det ses på billedet fra i dag - spiller sammen med ældste søn, Peter, da spiller jeg og vi så flot, at man kan høre englene synge med i det fjerne. Det skete også i dag på trods af alle engles travlhed her op til jul. Nogle få stykker må have fået fri til at synge lige henover, hvor vi spillede. Gad vide, om de frøs, lige så meget som vi gjorde.
På næste jagt skal jeg spille alene, så jeg må virkelig tage mig sammen og få øvet inden da. Sådan siger jeg efter hver jagt, uden at jeg indtil nu har fået det gjort.

Jeg var hos "høreapparats-sælgeren" i dag. Jeg fik en udsøgt betjening af en audiolog, som virkede uhyre kompetent. Det er altid godt at møde dygtige folk. Han testede min hørelse grundigt.
Men han er jo naturligvis også sælger og ville gerne levere mig et apparat, der prismæssigt lå 4000 kr. over det offentlige tilskud, men det lykkedes mig at få slået fast, at hvis det skulle koste mig noget, så skulle han glemme min henvendelse. Han indvendte, at med det resultat, jeg leverede ved prøven, navnlig på det højre øre, da var en udgift nødvendig. Jeg gentog: "Jeg vil ikke betale en øre".
Han samtalede kort med en kollega og kom tilbage med resultatet, at det ville være gratis. Han kunne også fortælle, at jeg kun skulle have hjælp på det højre øre. Til gengæld vil det blive en såkaldt "power aid", en booster, der kan levere op til 135 decibel om nødvendigt.
Jeg så den. Den del, der er inde i øret, er på størrelse med en tennisbold, og jeg får den monteret på et skibsværft den 21. dec.

Det kunne altså lade sig gøre. Det vidste jeg ikke. Det var en overraskelse.
"Hvad?" hører jeg dig sige. Det skal jeg straks fortælle.
Jeg har været 3½ km. inde i vor sydlige nabos område. Med andre ord, Fleggaard og alt det andet, supermakeder på række..
En sådan oplevelse er normalt en, der bringer mit blodtryk usundt højt op.
Men ikke i dag. Jeg har nydt hvert øjeblik af den. Det var overraskelsen.
Årsagen er den, at jeg hele dagen har været "babysitter" for yngste barnebarn Frederik, som også medbragte sin mor og far.
Jeg havde medbragt min veltjente jagtstol, og så såre jeg så en lejlighed til det, slog jeg stolen op lige foran klapvognen, mens de andre brugte tiden på at rive varer ned af hylderne, så Frederik og jeg kunne synge og snakke.
Det vakte en del opsigt i de travle supermarkeder, at en ældre mand sad på en lav stol og sang for sit barnebarn, som hensynsløst charmerede alle.
Til nogle betroede jeg, at Frederik var min yngste søn. Jeg snakker nemlig tysk. Hos de fleste afstedkom min bemærkning et tvivlende smil, mens andre foreslog, at jeg da vist nærmere var "grossvater".
Sådan gik hele min dag, en pragtfuld dag, og det er heldigt, at Frederik og jeg deler det synspunkt, at sang og snak er langt bedre end at vade rundt på indkøb.

Jeg var hos ørelægen i dag. De med de bedste hukommelser vil erindre, at jeg den 29/11 også var hos ham, men måtte gå med uforrettet sag, da øregangene var "blokeret", og jeg skulle gå hjem og hælde olivenolie i dem for at opløse ørevokset. Det gjorde jeg og har gjort siden. I daglig tale kaldes jeg nu "Oliver"
Ankommet i den rare mands klinik i dag udtrykte jeg, at jeg da havde fundet det en smule "chikt" at gå rundt med olivenolie i ørerne. Han var enig og føjede til, at han fandt det en smule "fransk".
Heldigvis havde olien hjulpet, og jeg fik renset ørerne ordentligt.
Den efterfølgende høreprøve viste ikke uventet, at mit højre øre er mere eller mindre "afgået ved døden", mens det venstre fungerer fint.
Konklusion: Et høreapparat kan måske hjælpe mig. Det vil jeg afgøre med forhandleren, som sikkert har mange argumenter for, at det kan det. Men det skal i hvert fald ikke koste noget. Nemli'.

Forstanderinden og jeg  har en lille konkurrence kørende: Hvem kan køre længst på kondicykel? Det er den den samlede tilbagelagte distance siden en gang i sommer, vi konkurrerer om.
Til i dag har jeg måttet erkende, at jeg lå på en sikker andenplads. Men da hun midt på eftermiddagen bad om lov til at besøge vores genbo, og jeg sagde ja, besluttede jeg mig til, at nu skulle den andenplads gøres til en førsteplads. Så inden den søde dame overhovedet havde forladt mig, havde jeg besteget den hvide ganger - og nu indtager hun sølvmedaljepladsen, mens jeg spejler mig i guldet.
Men hun ånder mig i nakken, så jeg vil ikke være overrasket, dersom hun sidder og pedallerer, når jeg i morgen formiddag kravler ud af min seng.
Jeg kørte i dag 41 min. og 6 sekunder, den længste tid jeg til nu har siddet på instrumentet. Forstanderinden har "kun" kørt 32 min. som sin bedste præstation.
Så det er kun rimeligt, at jeg er nummer et.

Jeg stod lidt sent op i dag (som altid). Forstanderinden havde "forladt" mig for at husere i nogle legetøjsbutikker rundt i byen. Julegaver.
Jeg foretog et hurtigt morgentoilette og begav mig ud på en længere travetur (1 time og 35 min. = 7,5 km.) i omegnen. Vejret var godt, og mange mennesker var ude i samme ærinde som jeg. Motion.
Navnlig beundrer jeg de, som løber. Langt de fleste er magre som et kosteskaft, men heldigvis mødte jeg også nogle lidt mere trinde løbere. Dem beundrer jeg endnu mere. Nogle af dem kæmpede virkelig for at komme fremad, men de har uden tvivl det formål at tabe sig. Og til det hører en "kamp". "Løb for livet".
Desværre kan jeg ikke løbe (det gamle knæ protesterer), men jeg kan gå, så jeg "går for livet" - og gør det næsten hver dag, når jeg da ikke cykler inde eller ude.

Har du set vejrudsigten for de næste 6 dage? Det har jeg. Du milde himmel. Frostvejr døgnet rundt.

Jeg var hos ørelægen i dag. Min ellers søde familie synes, at jeg fortjener et høreapparat eller to.
Den gode medicus angreb staks og konstaterede, at begge øregange var fuldstændig lukket af ørevoks. Derpå startede han, hvad  jeg vurderer var en mægtig kompressor og blæste luft og vand (???) ind. Det lød som et større vulkanudbrud.
Endnu flere vulkanudbrud fulgte afbrudt med mellemrum af "udgravninger" med et instrument, der forekom at være en spade. Kompressoren og spaden blev brugt i 15-20 minutter, hvorpå jeg blev underrettet om, at den rare mand ikke kunne fjerne det hele. Der sad en "sten" af voks foran hver trommehinde. Jeg blev bedt at gå hjem og blødgøre "stenen". På mit spørgsmål om. hvad jeg skulle bruge, svarede han: "Olivenolie. Men det behøver ikke at være jomfruolie".
Den tyggede jeg lidt på og drog hjem.
Lige nu ligger jeg og skriver med begge ører fyldt op med olivenolie. Velbekomme.
Jeg skal møde op hos ørelægen igen på tirsdag. Jeg vil da spørge, om jeg kan få tilskud fra sygekassen "Danmark" til olivenolien.

Tante Henny har fødselsdag i dag, 90 år. Hun er en særdeles kvik dame, som holder meget af selskabelighed. Derfor skal fødselsdagen fejres over to gange.
I dag var det en brunch med nærmeste familie og venner.
Først i december mødes vi igen sammen med mange flere familiemedlemmer og venner - og så fortsætter festen. Hvis fortsættelsen bliver lige så god som starten i dag, har vi meget at se frem til.
Og så er der den lille "krølle" på næste fest, at den skal holdes i Silkeborg Sportscenter, nærmere betegnet i Skøjteforenings lounge. I løbet af festen vil alle gæster blive tilbudt en tur på skøjter på ishockeybanen. Som forhenværende ishockeyspiller kan jeg umuligt sige nej til et sådant tilbud på trods af dårligt knæ og stive rygmuskler.
Gad vide, hvordan det bliver at få skøjter på efter så mange år. Det glæder jeg mig også til.
Der bliver altså gjort meget for vi gamle. Nu håber jeg blot at undgå brækkede lemmer af nogen art. Men pyt. Hospitalet er kun et par hundrede meter borte.

Julen har gjort sit indtog på vores matrikelnummer. Men sikke dog et besvær.
I formiddag bad forstanderinden mig hente tre tunge kasser med julepynt ned fra loftet.
Jeg er ikke længere god til stejle stiger og da slet ikke, når tunge byrder skal bæres ned ad dem. Mit svagelige knæ gjorde flere gange opmærksom på, at jeg var ude på overdrevet. Det gjorde "avs", hvilket jeg højlydt gav udtryk for. Men det gjorde ikke indtryk på nogen.
Det hele må desuden have set noget fjollet ud. Først humpede jeg op ad stigen, ét forsigtigt skridt ad gangen med et stift højre ben og dernæst humpe-kravlede jeg nedad, stadig med et stift højre ben, men nu med en tung kasse i armene, tre gange i alt. Må have været et syn for guder. Heldigvis var kun forstanderinden tilstede.
Nu skal det hele så bare hænges op - og 27. december skal jeg atter tre gange op og ned på loftet for at bringe julestadsen tilbage i dens sommerhi.
Nogen må gerne komme og hjælpe.

Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg på dagens spadseretur kom til at tænke på alle de "morsomme" ord, jeg lærte at bruge i min soldatertid 1963-64.
Op dukker ord som "bollevagt", "røvtur", "overbasse", "GOB" og "Røv til selvrøv".
Som det fremgår, er det temmelig anale og banale udtryk. Men som sådan tænkte vi ikke på dem. De var blot vores helt almindelige hverdagsord.
Måske er det unødvendigt, men af hensyn til de af mine læsere, som ikke var soldat, heriblandt vel en del af det kvindelige køn, vil jeg lige forklare flg.:
En "bollevagt" er ikke noget uartigt. Tænk, om det var. Nej den er en ekstra vagt, man får idømt som straf, fordi man ikke havde fået pudset sine sko, eller fordi ens tandpasta lå forkert i skabet eller andre tåbeligheder.
En "røvtur" er en situation, hvor man blev "røvet", dvs. udsat for eksempelvis irriterende hård ekcersits eller feltbaneøvelser. Ofte blev man møgbeskidt og skulle tilbage og gøre alt rent.
"Overbasse" er det samme som "GOB", som står for "Grand Old Basse", altså en soldat, der har været indkaldt rimeligt længe, og som derfor føler, at de nye rekrutter er hans underordnede.
"Røv til selvrøv" er en situation, hvor man på grund af en dumhed eller fejl, man selv laver, bliver "røvet" (d.v.s. gennemheglet fysisk eller psykisk af en overordnet), fordi man har dummet sig åbenlyst, måske været lidt for smart i en given situation. Der skulle ikke meget til.
Der findes yderligere en mængde ord i den "militære ordbog for daglig omgang". Nogle af dem ville jeg ikke omtale.

Jeg har dårlige nyheder. Ottende gang truer. Starter i morgen. Se bare:
Forstanderinden er meget begejstret for at følge TV-serien "Små og store synder". Hver dag sender kanal "Charlie" to episoder a' ca. en time. Og hun ser dem alle - eller optager dem.
Der er 300 episoder, hvorfor det tager 150 dage at komme hele serien igennem.
Det er nu lykkedes "Charlie" at sende hele serien syv gange, sluttende i aften. Og tro mig eller ej. I morgen starter det hele forfra, for ottende gang. Og dersom jeg ønsker at opholde mig i vores stue mellem kl. 17.30 og 19.30, da må jeg se på det, i hvert fald være tilstede, mens det sendes. Du almægtige. For ottende gang. Jeg kender efterhånden alle hændelsesforløb og replikker i hver eneste episode, og i hvert fald kender jeg alle personerne. De har jo været en del af familien i 4 år.
Og nu én gang mere. Jeg overvejer immigration.

En jagtdag forbi, uden tvivl den hårdeste jeg har haft i min 38-årige karriere i apporteringskunsten. Aldrig nogensinde før har jeg været så træt efter en jagtdag, aldrig. Det vil sikkert interessere, at jeg gik 11.567 skridt. Det svarer til 7,6 km., som sædvanlig i mudder og pløre.
Jeg havde svært ved at frembringe luft nok til at blæse jagthorn ved paraden. Men det gik da hæderligt. Jeg vil vurdere det til et 7-tal efter den nye skala. Der er plads til forbedringer.
Heldigvis bringer slige anstrengende dag også sommetider godt med sig.
Kort før afslutningen ringede yngste datter og fortalte, at dersom jeg på vejen hjem ville køre forbi, da ville hun have en grydefuld fennikel-suppe til mig. Det gjorde jeg, og har nu sat det meste af den til livs. Hun er verdensmester i fennikel-suppe. At jeg var træt og forkommen, gjorde ikke oplevelsen mindre.
Så dagen sluttede godt. Jeg elsker dage med gode afslutninger.

Forstanderinden og undertegnede camperer, så meget vi kan få tid (og har råd) til det.
Campingpladserne bliver bedre og bedre (og dyrere og dyrere).
Man møder næsten altid flinke mennesker, der gerne vil have en lille sludder. Nogle mere end andre.
Der kommer folk af alle samfundslag, men efterhånden ved man ikke, hvilken slags mennesker man møder. Se blot billedet fra vores seneste tur.

Sorg er til glæde vendt.
Man vil sikkert erindre mine bekymringer om gårsdagens dårlige resultater på mit jagthorn og min afhængighed af ældste søns gode evner på jagten på lørdag.
Det var derfor med gru, at jeg i aftes måtte lægge øre til, at han uheldigvis ikke kan komme på lørdag. Tak ska' du ha. Pludselig var jeg overladt til at skulle spille alene. Uha, da da.
Der var da kun én udvej for mig. Øve, øve og øve.
Som sagt, så gjort - i formiddags. Jeg tog mig sammen, overvandt kedsomheden ved at øve og spillede i godt 20 minutter. Til min enorme overraskelse lød det godt, endda rigtig godt. Det må være presset, der gjorde det. Jeg fik modet tilbage og vil nu med sindsro imødese lørdagens udfordringer.
Sorg er til glæde vendt. Håber, jeg kan sige det samme lørdag, når jagten er forbi.

Jeg har forsøgt at øve mig på jagthornet i dag.
Øj, det lød ikke godt, og der var ikke meget luft i lungerne.
Og jeg skal spille på en jagt på lørdag.
Der skal øves, skal der, hvis jeg skal op på et bare acceptabelt niveau.
Mit problem er, at kun meget lidt keder mig mere end at øve på jagthorn. Så jeg tvivler på, at jeg bliver bedre inden lørdag.
Jeg må trøste mig ved. at ældste søn, som heldigvis blæser flot, skal spille også. Så kan jeg "gemme" mig lidt bag ham.
Men det forekommer uretfærdigt, at jeg øver, og det bliver ikke bedre.
Han øver aldrig, men får det til at lyde godt hver gang.

Såvidt jeg har kunnet høre det, har den nærmeste familie gennem nogen tid insisteret på, at jeg burde anskaffe mig et høreapparat. Og helt vildt er presset blevet, da de alle på en gang opdagede, at fra 1. januar 2013 vil det halve tilskud bortfalde som en del af vores venlige regerings nye finanslov.
Jeg synes ikke, at min hørelse er så dårlig. Jeg kalder den selektiv. Og jeg ønsker ej heller at belaste regeringen med yderligere problemer i form af yderligere udgifter. Den har rigeligt at se til. Så jeg har været tilbageholdende.
Men nu gik den ikke længere. Jeg fik armen vredet om på ryggen i et dobbeltgreb og blev tvunget til at bestille tid hos en høreapparatssælger til installation af dette vist nok udmærkede hjælpemiddel.
Har man dog hørt magen?

Det er min fødselsdag i dag.
Den 18. november er opkaldt efter soldaten Hesychius, der ikke ville ofre til afguderne. (det vil jeg heller ikke). Han blev bundet til en sten og kastet i havet (det vil jeg så nødigt).
"Hesychius' dag" er også en "Tycho Brahes dag". Det vil sige én af de 32 dage, som astronomen Tycho Brahe udpegede som særligt uheldige dage. Han vidste jo heller ikke dengang, at jeg valgte at blive født netop den 18. november.

Det var en overraskelse for mig, at jeg i dag opdagede, at der faktisk findes et spil, der hedder KROLF.
Jeg gjorde denne store opdagelse om dette sikkert udmærkede spil ved at læse om Storm P. Heller ikke det undgik hans opmærksomhed- Det gjorde kun meget lidt.
Endnu en overraskelse var det, at spillet spilles endnu med turneringer, divisioner og det hele.
Måske skulle jeg opgive min rugby-karriere og kaste mig over krolf.

Jeg må i dag fatte mig i korthed.
Årsag: Ved en pragtfuld frokost hos venner i Æbeltoft var jeg i dårligt selskab med dårlige venner, der ved psykiske og fysiske kneb bogstaveligt tvang "øllerne" og "drammerne" i mig. Det har påvirket min formuleringsevne negativt - derfor den korte udgave.
Men jeg må med Søren Kierkegaard sige, at hvis jeg drikker øllene og snapsene, vil jeg fortryde det, og hvis jeg ikke drikker øllene og snapsene, da vil jeg også fortryde det.

Vi kender naturligvis alle til smerter. Og især gør jeg. Mine nærmeste omgivelser vover at hævde, at jeg er ømskindet. VRØVL, siger jeg.
Smerte defineres officielt som "en ubehagelig sensorisk (eller emotionel) oplevelse". Så er det sat på plads.
Jeg har nu og da ondt i mit knæ og/eller i mine hofter.
Det er sjældent, jeg tager smertestillende piller, men det sker da, når jeg synes, jeg fortjener det og ikke bare vil lade smerten forlade min krop af sig selv.
Jeg så for nylig smerte beskrevet således: "Smerte er dovenskab, der forlader kroppen".
Altså: "Det skal gøre ondt, før det gør godt". Eller: "Smerte er for at huske en på noget, for at advare en om noget". Med andre ord: "Få nu den finger ud af den ild eller af det kogende vand, inden det gør ondt ad h. til!". (Det gør det nu som regel allerede.)
Med alt dette vil jeg gerne henstille til, at man respekterer det, når jeg hævder, at noget gør ondt og ikke bare siger, som jeg så ofte har hørt det: "Det skal gås væk".
For hulen da. Jeg går og går og går!

Jeg er pavestolt.
Nogle gamle venner er i dag flyttet til Løgten, 5 km. herfra. De ringede ved middagstid og spurgte, om jeg kunne komme og hjælpe dem.
1) De kunne ikke tænde deres TV.
2) De kunne ikke få deres bærbare computer til at gå på nettet.
3) De kunne ej heller få printeren til at virke.
Stolt over tilliden til mine evner sagde jeg ja til at løse opgaverne og blev afhentet, da forstanderinden havde bortført vores bil. Hun har et job at passe.
1) var nem. Jeg skulle blot tænde for strømmen på stikkontakten, så virkede TV'et.
2) var nem. Computeren fandt helt af sig selv forbindelsen. Så var den klaret.
3) var sværere. Jeg skulle på internettet finde og downloade en driver til printeren. Det har jeg aldrig prøvet før. Men det lykkedes sq.
Naturligvis undlod jeg at fortælle vore gamle venner, hvor nemt det hele havde været. Så de var passende imponeret.
Og så gik jeg hjem. Min "succes" gav masser af kræfter.

Den 7/11 omtalte jeg mig selv som "kondi-narkoman". Det er jeg fortsat.
Men "ideen" har bredt sig.
Da jeg i morges allerede ved 10-tiden søvndrukken kravlede ud af min seng, hørte jeg en velkendt lyd (plus en hørlig stønnen) inde fra stuen. Min kondicykel bare ræsede derudaf. Jeg ilede til og så forstanderinden træde af sted i munter fart.
Også hun går nu op i at motionere. Faktisk er hun noteret for i 5 dage i træk at have tilbragt 15-30 minutter på "køretøjet", ligesom hun ofte følger mig på min næsten daglige travetur. Og vi har ligeledes cyklet lidt sammen.
Det er godt, at vi to gamle kan animere hinanden til fysisk udfoldelse. Der er også gået lidt konkurrence i det. Alle aktiviteter noteres med tid, distance og kalorieflorbrug. Jeg fører ganske vist fortsat i totalen, men er ved at blive indhentet på kondicyklen.
For en gangs skyld skal det glæde mig at blive overhalet - selv af en aldrende dame.

Jeg har været på jagt i dag - strålende sol, flot vejr.

Jeg er en heldig mand. Hør lige hvorfor:
1. Jeg blev vækket kl. 9 til en dejlig samtale om en jagt, jeg skal på i morgen, mandag.
2. Forstanderinden lavede mig en god frokost.
3. Min stationære computerer fungerer stadig upåklageligt. Tak til de, som hjalp.
4. Siden den virker, er jeg fri for at sidde og se håndbold på TV i sturen. Det keder mig gudsjammerligt. Jeg kan nu bare gå ind til min gode computer og skrive. Har lige besluttet at forsøge at gøre en ny bog færdig. Har arbejdet på den i nogle år.
5. Jeg har selv med held forbedret mit antivirus-program.
6. Vi skal i aften have and, rester fra i går - med efterfølgende ris a la mande med kold kirsebærsovs.
Jamen, er mit liv dog ikke bare skønt?

Jeg sidder og ser fodbold, bundesliga, Bayern München mod Frankfurt. God kamp.
Og på ny sker det. Kameraet panorerer hen over tilskuerne. Og pludselig sidder han der, Bayern Münchens tidligere og berømte målmand, som også spillede for Tyskland.
Hva' hulen er det nu han hedder? Jeg tænker og tænker, men uden held. Forstanderinden slutter sig til min hukommelses-test og kan heller ikke komme i tanke om hans navn, omendskønt vi begge har fulgt godt med i tysk fodbold i mange år.
Jeg synes, at jeg oftere og oftere kommer i den situation, at jeg ikke kan huske navnet på en berømthed - eller en tidligere bekendt. Jeg tænker og tænker og bliver nu og da irriteret på min selv over min glemsomhed. Og der kan gå lang tid, somme tider et døgns tid, inden navnet dukker op.
Denne gang var jeg heldigere. Målmanden hedder Oliver Kahn. Jeg er lige i dette øjeblik kommet i tanke om det. 15 minutter er ikke så galt.

Jeg tror, at alverden sammen med mig vil istemme et jubelråb. Hosianna i det høje!
Thi min gamle computer fra 2006 er gået i orden efter sine mange problemer med hastigheden og fungerer nu til stor tilfredshed for mig.
Ej længere skal jeg sidde hændervridende og vente på, at et givet program eller billede skal vise sig på min imponerende computer-fladskærm. Ej længere skal jeg vente 5 minutter på, at det gamle apparat vil åbne eller lukke. Ej længere er mit blodtryk for højt.
Denne glædelige tilstand er indtrådt, da en meget venlig nevø til en noget gammel, gammel ven sendte mig et link på et antivirus-program. Jeg kørte det - og vupti virkede alt, som det skulle.
Herren være lovet for kompetente, unge menneskers imponerende viden om computere.
Amen.

Jeg holder meget af at spise fisk, næsten alle former for fisk (bare ikke kogte).
Da jeg i dag ledsagede forstanderinden til et supermarked, stod udenfor en af disse store salgsvogne, der altid bugner med et stort og fristende udvalg af fisk.
På stor afstand duftede jeg frisklavede fiskefrikadeller. Duften drev mig hastigt nærmere, og den blev mere og mere tillokkende.
Jeg næsten løb ind i supermarkedet til den søde dame, som var opslugt af et større indkøb af grønsager og meddelte, at jeg nødvendigvis måtte have et antal fiskefrikadeller med hjem til frokost. Hun nikkede samtykkende.
Og nu kommer næsten det bedste. For da vi skulle betale, øjnede den gode dame et fad med "krøller". Og jeg elsker "krøller". Jeg har uden held spurgt efter dem det seneste halve år.
Du ved måske ikke, hvad "krøller" er. Lad mig fortælle dig det.
Krøller er buglapperne på en sildehaj. De er blevet røget og ligger nu der og ligner et stykke snoet, røget laks. Om de smager godt? Det kan du stole på med remoulade og evt. et par stykker rå løg og lidt citron. De kan være en smule seje, men det ændrer ikke på smagen
Jeg skylder forøvrigt at sige, at fiskefrikadellerne var enormt gode, og heldigvis levnede vi nogle stykker til i morgen.

Jeg er blevet kondi-narkoman". Ikke en dag går, uden jeg motionerer på den ene eller anden måde.
I formiddag gik jeg en pæn lang tur. I eftermiddag har jeg tilbragt 35 minutter på min kondicykel pedallerende for fuld kraft. Mange kalorier forlod mig.
Imellem disse to aktiviteter var jeg igennem 2½ times udmattende traven rundt i Storcenter Nord bagved forstanderinden og ældste barnebarn.
Til alt held kunne jeg nivellere kalorie-output og -input ved en god og temmelig usund, men hyggelig frokost med kinesisk mad serveret af en venlig vietnameser.
Men hvor smagte det dog godt.

Forstanderinden og jeg var på lossepladsen i dag (genbrugsstationen hedder det på nu-dansk), som sædvanlig med bilen lidt mere end fyldt op.
Ankommet til pladsen begyndte vi det store fordelingsarbejde. "Småt brændbart" skulle derhen, "grønt affald" et andet sted og "metal" et tredje sted osv. Der var langt mellem de forskellige "steder", så det blev en ganske lang travetur. (Jeg fortrød næsten, at jeg lige inden havde gået en lang tur. Den sad lidt i benene).
Vi fulgte alle spillets regler og vandrede rundt og afleverede affaldet. Sortering er et nøgleord på lossepladsen, og godt for det. Det glædede mig meget at se, at alle andre gjorde det samme, uden at de ansatte behøvede at bryde ind. Og de er ellers vakse nok.
Men det var god motion, så jeg kan kun anbefale stedet, hvis du vil tabe et pund eller to.

I dag vil jeg klynke en rigtig klagesang (fra kryds-og-tværs ved jeg, at den hedder en "elegi").

Desværre var min hjemmeside uden for pædagogisk rækkevidde i går. Derfor kunne jeg ikke opdatere den.
Det kan jeg nu og kan om gårsdagens begivenhedsløse timer fortælle, at jeg restituerede efter jagten lørdag. Jeg var kort sagt ikke uden for en dør.

Når man er træt, som jeg er det  lige nu, sover man godt, har jeg hørt.
Nu er det nyt for mig, at man behøver at være træt for at sove godt. Jeg sover jo altid godt.
Men jeg kan så glæde mig til at komme i seng og ligge ned, så mit stakkels ømme højre knæ kan aflastes. Det har dagen igennem sammen med sin venstre makker båret mig rundt i alskens terræn på en jagt. Meget af traveturene gik gennem temmelig sumpede områder. Og det trækker søm ud.
Jeg iførte mig fra morgenstunden min skridttæller, og på 4½ time gik jeg 9.176 skridt (ca. 5,5 km.). Det er hul'me mange.

Det var med vemod, jeg i dag sendte en god, gammel ven afsted.
Vi har tilbragt utallige timer sammen over det meste af landet, i England og i Tyskland. Vi har kæmpet sammen mod elementernes rasen. Vi har sammen nydt det, når vi havde medvind, og alt gik glat derudad.
Kort sagt: Jeg har skilt mig af med min gamle cykel, som jeg har kørt omkring 15.000 km. på.
Den er foreløbig udlånt til ældste søn.
Måtte den få det lige så godt hos ham, som den havde det hos mig.
Jeg må nu "nøjes" med min smarte mountain-bike.

Aldrig tidligere i verdenshistorien er en revolution så hurtigt blevet bragt til en ende som den, der startede i morges her på matrikelnummeret (læs "skulle have startet"). Den blev ganske enskelt tiet ihjel.

Efter en ublodig revolution her på matrikelnummeret vil der fra i morgen tidlig, den 1. november 2012, ske et regeringsskifte. Forstanderinden abdicerer til fordel for sin indtil nu kuede undersåt, mig.
Dermed overgår kommandoen til undertegnede.
I praksis vil det betyde, at jeg nu alene træffer alle beslutninger, der vedrører såvel min arbejdstid som min fritid.
Det er slut med, at andre end jeg selv afgør, hvornår jeg vil gå i seng, og hvornår jeg ønsker at stå op.
Det er slut med arbejdssedler til mig, når den søde dame tager på jobbet.
Det er slut med ture ind i fællesmarkedet for at købe ind i mastodont-butikker.
Det er slut med besøg i 2-3 supermarkeder inden for den samme formiddag.
Med andre ord: Min frihed vinker forude.
Nu mangler jeg blot at samle mod til mig, så ordningen rent faktisk træder i kraft straks fra i morgen tidlig. Jeg skal lige have overbevist forstanderinden om det rigtige i den.
Hvordan ved jeg ikke rigtigt endnu.

Jeg er blevet sat under pres. Kraftigt pres. Ældste søn kom forleden dag for skade at fange en fin laks i Gudenåen. Den vejede 5 kg. og var 87 cm.lang.

I det kedelige vejr, meteorologerne har budt os i dag, har jeg på intet tidspunkt vovet mig uden for en dør. Jeg har siddet fast klistret til min formstøbte sofa og set TV-udsendelser, som jeg optog for længe siden, men aldrig før har haft tid til at se.
Jeg har hygget mig med det, og heldigvis havde forstanderinden ingen indvendinger. Hun var på arbejde.
Aktiv har jeg dog været. Jeg tilbragte 25 minutter på min  kondicykel og svedte bravt, thi jeg trådte kraftigt igennem.
Kondicyklen har den fordel - i modsætning til min "terrængående landevejsræser" - at man kan fortsætte med at se fjernsyn samtidig med, at man ræser derudad. Så det gjorde jeg. Jeg blev klogere og klogere, mens kalorierne i i stor fart forlod mit veltrænede korpus.
Det har været en god dag. Er tilværelsen ikke bare skøn?
Lad mig svare for dig: "JO, den er"!

Nu er det mandag. I går var det søndag (sådan er det bare).
Men der er det særlige ved dette, at i går kunne ingen læse min hjemmeside, som havde valgt at gøre alvor af at holde helligdagen hellig - eller også var det vintertidens indtræden, der gjorde den uarbejdsdygtig.
Jeg blev kontaktet af mange af mine venlige læsere pr telefon og pr e.mail. De kunne alle fortælle om den manglende dag. Jeg forsøgte at trøste, som bedst jeg kunne. Men det var svært.
Jeg ved ikke, hvormed jer kan gøre bod for hjemmesidens gerninger, udover at jeg naturligvis refunderer i abonnementsprisen for den enkelte.
Jeg håber, at alle alligevel havde en god søndag.

Jeg fik et chok for et par dage siden, da jeg læste om næste sommers Tour de France.
Just som jeg havde vedtaget med mig selv, at jeg ville stille op for fulde sejl (Bjarne Riis har bedt mig), erfarede jeg, at én af etaperne blandt andre strabadser bringer rytterne op ad Alp dHuez 2 gange lige efter hinanden - og det med 1 times mellemrum (TO GANGE PÅ EN TIME).
Stillet over for et sådant vanvid måtte jeg på ny meddele Bjarne, at den går bare ikke, jeg når ikke i træning, uanset hvor dygtigt han kan disponere mit EPO-indtag, og det er han ellers god til.
Jeg kører for tiden etaper på 25-30 km. og det kun i godt vejr og kun på strækninger uden stigninger.
Jeg vil i stedet satse på Giro d'Italia. Der er det også nemmere at slippe uden om doping-kontrollen.

Da jeg første gang besøgte England i 1958 blev jeg præsenteret for den traditionelle spise "Fish'n Chips". Man kunne købe den ved små boder på gaden. Det var på den kendte måde med det hele pakket ned i en avis, der var foldet som et kræmmerhus (senere forbudt af sundhedsmæssige årsager, bla bla bla). Oveni fisk og chips i avisindpakningen hældtes vinegar eller en HP-sauce. Man gik så hen ad gaden, mens man spiste og tørrede fingre i sit lommetørklæde - eller i det ene bukseben. Siden har jeg nydt den samme ret utallige gange, når jeg besøgte England. Og helt ærligt: Jeg holder af det.
Det er imidlertid aldrig lykkedes mig at finde de helt rigtige "Fish'n Chips" i Danmark. De har været rødspætter eller skrubber og ikke torsk eller kuller, som det skal være.
Men i dag lykkedes det - i en lokal grillbar. Den rigtige fisk, vendt i en dej af øl og mel, tykke og bløde - og gode chips.
Retten udgjorde i dag vores aftensmad. What a nice day. Det må prøves igen.

Siddende i min læges venteværelse i går, ventende på den årlige influenza-vaccination kiggede jeg mig forgæves om efter en avis. Ingens at se. I stedet fik jeg øje på en børnebog, som jeg ikke kendte. Den så spændende ud og viste sig at indeholde børnerim af typen som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen lavede. Men alligevel anderledes. Forfatteren er Jakob Martin Strid.
Jeg læste, så mange jeg kunne nå og lo højt i venteværelset, måske til gene for andre patienter.
Bogen hedder "Min mormors gebis", og jeg har i dag læst, at den fik kronprinseparrets kulturpris 2012.
Forståeligt. Se blot to ud af mange:
"Araberkomplot! Araberkomplot!
De stjal min mormors rabarberkompot
komplot komplot.
De åd det råt,
og det måtte de egentlig også godt".


Eller denne, som var min favorit - fra løveburet i zoologisk have, noget om krænket stolthed:
"Jeg er en løve i bur,
men jeg er ikke sur,
jeg hverken slår eller bider.
Men som dyrenes konge ærgrer det mig, at alle ska se, når jeg skider".

Lad champagnepropperne springe. Lad jublen få frit løb. Hejs flaget. Noget skal fejres.
"Og hvad er da det?" hører jeg dig spørge. Det skal jeg fortælle dig. Se bare her:
Klokken 21.40 i går aftes rundede min hjemmeside 500.000 besøg (siden 28/1 2005).
Det er da mange, og jeg er da lidt glad for det.
Tilfældigvis var det ældste søn, der blev "seer" nr. 500.000, og han var kvik nok til at affotografere skærmen med det magiske tal.

Iført mit smarte cykeltøj anno 1968 drog jeg i dag på min cykel ud i fædrelandet, nærmere betegnet Risskov og omegn.
Jeg er under genoptræning, så det bliver ikke de store afstande eller den hurtige tid. 25 km. kørte jeg på næsten 1½ time. Så nogen heltemodig gennemsnitstid er der heller ikke tale om. Men motionen er der, og den er god. 490 kalorier smed jeg rundt om på gaderne.
Jeg er nødt til at vende tilbage til min tidligere omtalte beklædning. Den er ikke up-to-date, og alt hænger vist en smule på mig, og bukserne er lidt lasede. Det ser nok lidt usselt ud. Så splitte mine bramsejl om ikke forstanderinden kalder mig en "hjaller-mås", når hun ser mig i cykeltøjet.
Men det hele kan jo ikke være Gucci.
PS: Følg godt med i tælleren på forsiden. En gang i aften eller i morgen runder jeg ½ million klik på min hjemmeside.

Jeg har haft en god dag.
I formiddag besøg hos begge vore børn i henholdsvis Hammel og Hornslet, hvilket gav mulighed for at hilse på "de to nyanskaffelser", en pragtfuld, sød og fræk hund ved navn Tapsie og en ditto lille dreng ved navn Frederik.
Disse to besøg opvejede så rigeligt, at forstanderinden på vores vej hjem befalede besøg i tre supermarkeder, to REMA 1000 og en SuperBrugs.
I eftermiddag besøg på hospitalet for at besøge en gammel ven, som heldigvis har det godt efter en operation. Meget glædeligt.
Slutteligt min daglige travetur, som nu er på godt en time. Jeg blev lidt våd.
Men regnvejr og 3 supermarkeder til trods har det været en herlig dag.
Er livet ikke bare skønt!

Det er inde- og råhyggevejr i dag, sur regn, overskyet og gråt.
Og jeg, som havde sat næsen op efter en lidt længere cykeltur (i.e. 25 km.), måtte tage til takke med en lille travetur på 20 minutter, efterfulgt af tilsvarende tid på ryggen af kondicyklen.
Det var nu alt i alt ikke så dårligt - i hvert fald blev en del kalorier brændt af, hvilket gav uorden i regnskabet. Derfor dekreterede forstanderinden "regnvejrs-hygge" i de bløde sofaer og med stearinlysene tændt - og med æbleskiver ad libitum, så kalorietabet kunne udlignes. Det blev det.
Jeg må trøste mig med, at det er mine muskler, der skal have motion. Badevægten kan hvile sig.

"Mann muss sich nicht verblöffen lassen", siger man i Tyskland. Og jeg prøver hver gang at lade være med at blive forbløffet. Men jeg kan alligevel ikke lade være.
Tænk. at jeg kan sidde her i min stue med computeren foran mig og SE og TALE med den del af familien, der lige p.t. er i London. Og de, på deres side, sidder bare med en lille mobiltelefon, eller hvad den nu kaldes, foran sig, mens vi alle kigger og snakker.
Det er da forbløffende - og jeg lader mig forbløffe, selv om det vist er lidt gammeldags at gøre det, blot fordi man kan se og tale med hinanden over uendelige afstande.
Da jeg var meget yngre, var det forbløffende at få en film fremkaldt og sende et eller flere billeder med postvæsenet til venner og bekendte.

Udført af en aldrende herre på næsten 72 år, som ikke bryder sig meget om at gå, er det vel "godt gået" (undskyld udtrykket) at jeg i dag har gået to ture, en formiddagstur på 20 minutter og en længere eftermiddagstur på 1 time og 25 minutter.
I alt blev det til lige under 8 km. Det er hul'me langt med et ømt knæ. Men her er ingen "kære-mor". Jeg skal have motion hver dag - og får det. Og når vejret ikke tillader cykelture, må jeg jo "nøjes med" gåture.
Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Man skal ikke gøre cyklen ren efter turen. Og stadig smager maden ekstra godt efter god motion.

Jeg har slået græs i dag, en ikke usædvanlig foreteelse i den lysere del af året.
Det tog ca 40 minutter at nå begge plæner igennem, og jeg gennemførte uden pauser, hvilket i hvert fald imponerede mig selv.
Men det slog mig, at jeg under det meste af seancen gik og tænkte på kun én ting: "Mon ikke i dag er sidste gang, jeg trækker græsslåmaskinen af stald? Skidtet kan da ikke blive ved med at vokse - eller kan det?"
Jeg tror det ikke - i hvert fald håber jeg det ikke. Men hvem ved?
Det forekommer mig, at jeg aldrig før har slået græs så ofte som i år. Det voksede næsten hurtigere end mine kartofler.

Selv om de fleste mennesker er gladere for foråret end for efteråret, har sidstnævnte naturligvis sin skønhed. Og jeg har nydt den på mine mange og lange traveture i de senere tid - på trods af nogle ganges regn og blæst.
Billedet er fra i dag, hvor vejret var fint.
Jeg ved, at denne årstid kan bringe mørke dage med lidt surt vejr, måske hele dagen. Ikke at jeg finder sådanne dage smukke og skønne, men så behøver jeg blot at tænke på, at efterår også er jagtsæson. Og så kan jeg drage afsted med hund og horn og nyde naturen endnu mere intenst - og være sammen med jægere og andre hundefolk. De er ikke det kedeligste selskab, man kan være i. Jeg skal afsted på søndag og glæder mig meget.

Her i huset har forstanderinden - som jeg tidligere har omtalt det - indført den regel, at den, der står sidst op, redder sengene. En umenneskelig regel, som i praksis betyder, at det hver dag er undertegnede, der står for lige netop den del af husholdningen. Og det piner mig.
Stor var derfor min glæde, da jeg i morges for 2. gang vågnede ved 10-tiden og kunne konstatere, at den søde dame var gået i seng igen efter sin morgenkaffe og sov sødeligt.
Lynhurtigt sneg jeg mig ud af sengen..
Hvem tror du, redte senge i dag?
Det har været en god dag.

Jeg inviterede forstanderinden i byen i dag, på cykeltur rundt om Lystrup Engsø. Hun takkede beredvilligt ja.
Det er en tur uden stigninger, lige med undtagelse af en lille bakke. Da denne viste sig et pænt stykke foran os, erklærede den søde dame, at den ville hun trække op ad. Jeg kørte derfor foran, og ved bakkens top hørte jeg mit navn kaldt med nogen panik i stemmen. Jeg vendte mig om - og der lå hun i gruset, godt og grundigt viklet ind i sin cykel. Jeg ilede tilbage og forsøgte forgæves at skille de to ad. Det var håbløst. Ben, arme og stel snoede sig uhjælpeligt rundt om hinanden.
Jeg begyndte at hale mit kamera frem, men i utvetydige vendinger fik jeg beskeden: "Ingen billeder".
Heldigvis ankom i det samme et ældre ægtepar, som beroliget af vore forvisninger om, at der ikke var sket noget, hjalp med at få de stridende parter skilt fra hinanden. Lettet takkede vi for hjælpen og fortsatte vores tur.
Havde den søde dame været alene, havde hun ligget der endnu. Det kunne være blevet en lang nat.

Min første jagt i år var passende i dag.
Passende, fordi vejr og vildt var så godt.
Jeg nød det hele sammen med en flok jægere og mine apportør-kolleger. Herlige mennesker.
Det eneste minus ved dagen var, at mit højre knæ stadig er noget ømt, og det bliver ikke bedre af, at de steder, jeg gik, var mudrede og tunge og gennem revl og krat.
For sjovs skyld havde jeg iført mig en skridttæller, som ved hjemkomsten viste 7992 skridt, og jeg var den, der gik mindst.
Det var hårdt, men dejligt.
Som det fremgår af billedet, medbragte jeg min jagtstol for at aflaste knæet i ventetiderne.
Men jeg måtte hver gang have hjælp til at komme op at stå. Tak til de, der kom og løftede.

Vi kender vel alle udtrykket "Splitte mine bramsejl", et overraskelsesudbrud, ikke mindst brugt af Kaptajn Haddock i "Tintin".
Det har i nogen tid naget mig, at jeg ikke vidste, hvad lige netop et "bramsejl" er for et sejl. I dag satte jeg mig for at finde ud af det. Men blev jeg klogere? Næppe.
For se lige her:
Et bramsejl (eller råsejl) er det sejl, der hejses ovenpå mersejlet på bramråen.
Tak for oplysningen. Jeg ved stadig kun, at det er et sejl.
Jeg søgte videre.
Bramsejl, råsejl, der føres på mastens øverste stang, bramstangen. I store skibe kan bramsejlet være delt i et over- og et underbramsejl.
Man skulle have været ude med Fulton for at hitte rede på det. Og splitte mine bramsejl, det nåede jeg aldrig.