Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Nu kommer det vist, sommervejret og ikke et minut for tidligt. Vi er blevet lovet sommer i næste uge.

Fra min tid i folkeskolen for nu over 10 år siden forbandt jeg altid sommervejr med planlægning, eksamen og dimission. Alle var de tidkrævende opgaver, men også spændende.

Jeg holdt meget af dimissionerne. De var en festlig afslutning på skoleåret for de ældste.

Også derfor har jeg holdt af at være med til vore børnebørns dimissioner. Sidste år var det Katrines studentereksamen. I dag var den første af to, Cecilies.

I morgen er det Kristians. Begge fra 10. klasse.

Om 3 år er det deres studentereksamen, og så mangler jeg bare Frederik, som vil forlade folkeskolen om 13 år og gymnasiet om 16 år. Det glæder jeg mig også til.

Så er jeg 90 år.

Skt. Hansaften med alle dens traditioner er her. Bål, sang, båltaler osv.

Som forspil er der tradition for at mødes omkring grillen og få lidt god mad og drikke,

Forstanderinden og jeg har valgt at springe bålet, sangen og talerne over og koncentrere os om mad og drikke.

Det gav anledning til at finde vores gamle gas-grill frem. Den har ikke været i brug i 5 år. Den tændte første gang, jeg bad den om det, så den er åbenbart god.

Jeg har valgt at drikke juleøl til. Det er jo ½ år siden, jeg fik den. Jeg har tyvstartet. Den smager virkelig godt, hvorfor jeg anbefaler Herslev Bryghus, økologisk juleøl. Skål.

Vi har omkring 50 meter hæk rundt om vores have. Lige nu ville jeg ønske vi kun havde 9, for så havde jeg været færdig med at klippe den.

Nå, pyt. Forstanderinden er vældig sød til at følge efter og samle det afklippede op, og så bliver det pludselig hyggeligt at klippe hæk, gå og småsludre og sammen beklage os over vore ømme rygge.

Vi tager det dog roligt og er tilfredse med bare at nå 10-15 meter hver dag. Alderdommens privilegium.

Jeg får lov at holde de pauser, jeg ønsker, mens den søde dame bare fortsætter. Hun er ret sej.

Hvem skulle tro, at det kunne være rart at klippe hæk? Ikke mig i hvert fald.

Når forstanderinden vil have slået græs, så er det her og nu. Der er ingen vej uden om. Ingen tøven. Ingen undskyldninger accepteres.

Jeg lå i morges i min søde søvn, da jeg blev hidkaldt. Der skulle slås græs. Der var end ikke tid til morgentoilette, morgenmad eller påklædning.

Derfor kunne den interesserede i morges se mig tøffe rundt bag græsslåmaskinen iført pyjamas. Det er vist ikke før set i verdenshistorien. Det er hårde betingelser. Retfærdigvis skal siges, at det efter nogen tid lykkedes mig at overtale den søde dame til at gøre jobbet færdigt. Men det var stygt nok endda.

Jeg synes, at det er morsomt, at i dag for 117 år, den 20. juni 1898, nedbrændte "Sangerindepavillionen" i Charlottenlund, nu kendt som "Bakkens Hvile", verdens eneste eksisterende sangerindepavillion.

Det morsomme er ikke branden, en sådan er altid ubehagelig. Men jeg kom til at grine lidt, da jeg læste, at opvarterne havde en dårlig dag. Gæsterne løb nemlig ud i panik uden at betale for deres fortæring. Jeg kan se det for mig. Skræmte gæster vælter ud af bygningen for at frelse liv og lemmer. Tjenerne suser stygt bandende efter for at kræve pengene. Jeg tvivler på, at det lykkedes.

Det må have været en øv-dag for dem.

Møgvejr, møgvejr, møgvejr.

Jeg stod op klokken 10, trak straks i arbejdstøjet og gik ud for at grave. Veloplagt og munter.

Jeg nåede lige at få 10-12 herregårdssten rykket op, da det begyndte at regne. "Pyt", tænkte jeg, "blot en byge". Tålmodigt og stadig munter satte jeg mig indenfor.

Efter ½ time stoppede regnen, jeg gik ud, men nåede ikke engang at komme rundt om huset, før det igen styrtede ned.

Knap så munter satte jeg mig igen ind og så lidt cykelløb (optaget). Endnu en ½ time gik. Ud igen. Og straks regnede det. Mere cykelløb, og nu stilnede regnen ikke af før omkring klokken 15, og så skal jeg da love for, at den tog fat. Skybrudsagtig regn. Se foto. Jeg opgav og drog med forstanderinden på indkøb. Hvad skete? Solen brød frem og skinnede uafbrudt i de 1½ time, det tog.

Ved hjemkomsten fik jeg flyttet en trillebørfuld jord. Det var så den arbejdsdag. Surt show.

Så er de uigenkaldelig sidste fliser købt hjem til færdiggørelse af vores terrasse. De skal bruges til at afslutte enden af terrassen, som ses på billedet, og som tydeligvis trænger til at blive afsluttet.

Jeg købte fliserne i et byggemarked i Hadsten, og heldigvis var der en meget rar mand, der løftede de fleste af fliserne ind i bilen, ialt 375 kilo.

Jeg spurgte, om han ikke kunne tænke sig at følge med og få en kop kaffe og en øl i Studstrup. Så kunne han også løfte fliserne ud af bilen og køre dem ind i haven. Jeg fortalte, at jeg har en fremragende trillebør til formålet.

Han beklagede meget, at han ikke havde tid. Det forstod jeg ikke, for han gik ind for at drikke kaffe, da vi kørte.

Jeg bar selv fliserne ud af bilen. Av, min ryg.

Så er der valg i morgen, en stor begivenhed i landet, som næppe overskygges af andre.

Nå, ja. Det skulle da lige være, at Grevinde Alexandras nabohus er til salg for 5,5 millioner kroner, at Mikkel Kessler stopper sin boksekarriere, at Mimi Jakobsen er blevet fyret fra "Red Barnet", at fodboldspilleren Simon Poulsen skifter til Fenerbahce og at Thomas Blachman vil sælge sin luksus-bolig for 11,5 millioner kroner.

Iblandt disse væsentlige nyheder drukner et folketingsvalg meget nemt. Det er jo en evigt tilbagevendende begivenhed. Hvad nyt er der i det?

Haves: Skrammet og bulet bagskærm.

Ønskes: Bakkamera.

For jeg ved ikke hvilken gang lykkedes det mig at lave endnu en skade på min bil under en bakmanøvre.

Et totalt uskyldigt plankeværk i Risskov måtte bøde for min manglende opmærksomhed.

Hvis ikke det var fordi, jeg for ½ år siden fik det gule kort fra mit forsikringsselskab for lignende uheld, ville jeg ikke tænke så meget over det og blot anmelde skaden til mit iøvrigt altid trofaste forsikringsselskab.

Med det gule kort fulgte et brev, som påbød mig at ringe på forhånd ved endnu en skade. Det gjorde jeg og fik følgende valg:

1) Vi 4-dobler din selvrisiko til omkring 10.000 kroner i 3 år.

2) Installer et bakkamera, og alt fortsætter som hidtil.

Hvad skal jeg vælge? Sikke en møgdag.

Jeg læste i dag i en netavis, at politiets fartmålervogne burde været farvet i skrigende farver som i England, så man tydeligt kan se dem. Forslagsstillerne hævder, at det gør politiets arbejde mere åbent og ikke føles, som om politiet ligger på lur og bruger fartvognene som pengemaskiner.

Jeg er uenig. Der er ingen grund til at bruge millioner af kroner på at få de over 100 pengemaskiner malet i skrigende farver, for de kan alligevel oftest ses på lang afstand og er let genkendelige på den lille "skorsten" på taget. Desuden har mange af os en app på iPhonen, som i god tid advarer om fartmålingen.

Iøvrigt er alle 3 biler på billederne ulovligt parkeret, ind over fortov/cykelsti eller på busholdeplads. Fy, fy skamme.

Hvad gør man, når man har behov for at får ryddet op i carporten og fået et par tons jord kørt bort efter flere indvendige ombygninger og etablering af terrasse, men ikke har fået det gjort?

Jeg stod op i morges, iførte mig målbevidst mit arbejdstøj - hvorefter jeg gik rundt om garagen som katten om den varme grød. Jeg kunne ikke overtale mig selv til at gå igang og tænkte, at da meget af det nu har ligget i et årstid, gør det nok ikke noget at vente en dag eller to mere.

Forstanderinden har pointeret, at jeg snart bliver stillet over for et ultimatum: Ryd op - eller forsvind.

Gad vide, hvor jeg kan bo.

Hvad gør man, når forstanderinden påberåber sig retten til fjernsynet, fordi der er et eller andet prinsebryllup i Sverige? Og jeg er ikke så royal, at et svensk bryllup kan få mig til at sætte mig foran skærmen. Og bruden har ovenikøbet været nøgenmodel. Nu må jeg be' dem, fru Heilbuth.

Lad mig fortælle, hvad jeg gjorde i stedet.

Jeg har knoklet løs i haven for at få gjort terrassen færdig. Jeg har kørt jord på, revet, stampet, revet, drysset frø, stampet og kørt overskydende jord og sten bort.

Kort sagt. Jeg har sået (ikke slået) græs.

Desværre er ikke noget grønt endnu synligt. Det er skuffende, at man på trods af vanding ikke kan få øje på et eneste strå. Se blot fotoet.

Venlig hilsen fra den gamle gartner.

Jeg sad på tankstationen i Harlev og drak lidt vand og spiste en banan i en lille pause på cykelturen.

En midaldrende mand stopper og spørger, hvor langt jeg har kørt og skal køre.

Da jeg fortæller, at jeg skal slutte min tur i Studstrup, kigger han forbavset på mig og spørger, hvor jeg skal overnatte. Jeg er ikke helt sikker på, om det var en spøg, eller om han virkelig ikke kendte Studstrups placering på landkortet.

Men han var en hyggelig mand, og det viste sig, at han var lige så interesseret i cykelløb som jeg, blot havde han ingen cykel selv. Men han overvejede, og jeg kunne da give et par små råd.

Godt at møde hyggelige mennesker.

Jeg fik en fødselsdagshilsen i dag fra en af mine meget gode facebook-venner, en vis Hr. Søren fra Ølstykke. Vi har et vist frisprog over for hinanden.

Har var så fræk at skrive følgende: "I dag er det fandens fødselsdag......Tillykke bette Gunnar".

Jeg svarede ham straks: "Tak, dit dumme svin. Måtte dine snørrebånd knække, men du bruger sikkert hyttesko, fordi du ikke forstår at binde en sløjfe".

Dernæst minder han mig om, at også Prins Henrik fylder år i dag og påstår, at jeg og Prinsen er én og samme person, og at jeg er mere kongelig, end jeg vil være ved.

Sød fyr, ham Søren.

Men hævnen venter.

Det er dejligt at have venner. Det er dejligt at have venner, der inviterer på en god frokost, som vi var så heldige at blive det i dag. Om jeg nød den? Det kan du regne med. Hold da op, det var godt.

Desserten var ny for mig, grilled banan.

Jeg går lidt i detaljer.

Man griller en banan (eller flere), skærer skrællen op på indersiden af krumningen. Så skubbes skrællen til side, og man kommer puddersukker i efterfulgt af flødeskum. Til slut overhældes flødeskummet med whisky, og vupti har du noget, der minder om irsk kaffe, blot uden kaffe, men med banan. Spises bedst med ske. Jeg kan på det kraftigste anbefale desserten.

Desværre fik jeg ikke taget et billede af herligheden, inden jeg næsten havde spist op. Jeg var lidt ivrig.

I dag er "Store Nostalgidag". Jeg faldt tilfældigt over et billede i mit bibliotek. Det viser to forlængst udrangerede radiostationer fra den ildsprudlende danske arme i 1963-1964, den til venstre hedder en A-station og sjovt nok hedder den anden en B-station. Forskellen på de to var rækkevidden.

Jeg "arbejdede" på dem begge i 16 måneder som telegrafist, mest på A-stationen, og må tilstå, at selv om soldatertiden var en lang omgang ventetid og dødssygt kedelig, så var det at lære at telegrafere ganske spændende.

Og nu er det så tid til soldaterhistorierne. Læn dig godt tilbage og indsug indtrykkene.

Og så nej. De er kun morsomme for ens egne soldaterkammerater og en selv. Men heldigvis har jeg fortsat kontakt til én af dem, 81 Kruse af Løgstør, og han kan om nogen fortælle en god historie, alt imens han forbander de 16 måneder, vi tilbragte derinde. Så når vi er sammen, griner og bander vi i fællesskab. Ikke kedeligt.

PS: Det var han, som tog billedet.

Vi havde besøg af gamle venner i dag. Vi var kun vi fire og fik en hyggelig og god frokost med god, gammeldags smørrebrød af en vis højde. Det er morsomt, at den gamle skik med smørrebrød er ved at vende tilbage. Jeg har i hvert fald ikke noget imod den og mindes min barndom, hvor smørrebrød til gæster var noget helt særligt - og lavet af mor. Nu om dage bestiller man det blot, og kender man de rette steder at købe det, er det en god ide til en frokost.

Jeg var glad for frokosten, men jeg var også glad for, at min gamle ven kunne give mig en ide til at afslutte terrassen. Jeg har ventet på den længe. Men nu har jeg den. Jeg vil undlade at forklare. Det er for teknisk, blot sige, at den er en blanding af søns, vens og mine egne ideer. Så det kan kun blive godt. Der står kloge folk bag konstruktionen.

Vi har en hund, som skal føde. Det tror hun da. Hun har været indbildt gravid i nogen tid og graver reder to steder i vores have. Først brugte jeg nogen tid på at tildække dem, men de var gravet op dagen efter. Nu har jeg opgivet og lader hende beholde sine to reder i håbet om, at hun ikke graver flere. Indtil videre synes det at være den rette taktik.

Iøvrigt ligger hun i sin rede det meste af dagen og vil kun nødigst indenfor. Selv om aftenen er hun svær at overtale. Gamle tæver og gamle koner har deres små sjove tider.

For første gang i 5 år var jeg i dag til fodbold på Århus Stadion. Årsagen var, at oprykningen til superligaen skulle fejres med sæsonens sidste kamp. Så jeg synes, at jeg burde være der uden nerver, for oprykningen var en realitet uanset resultatet.

Det blev til en sejr på 5-3 over AB. 2. halvleg var ringe. 1. halvleg vandt vi med 4-0. Så holdet har sine begrænsninger. Hvis der ikke købes alvorligt ind, er vi i 1. division igen i 2016.

Nå, pyt med det. Vi fejrede oprykningen godt og grundigt sammen med 6.670 andre tilskuere. Det var festligt, og jeg ved, at der stadig festes foran stadion. Det kunne jeg ikke holde til. Alderen trykker for meget. Desuden har jeg været med til det før. Op- og nedrykning er vane i AGF.

Endelig på cykel igen. Seneste tur var den 2. maj, så over en måned er gået mellem to ture. Det er ALDRIG sket før. Årsagen er ene og alene møgvejret. Hvis det ikke har blæst, har det regnet og omvendt eller begge dele.

Men i dag velsignede solen os med sine dejlige stråler, og sammen med bror Kjeld blev det til godt 50 km. i det smukke med temmelig bakkede Djursland. Jeg var ikke meget værd, da jeg kom hjem.

Vinden var vinden temmelig hård.

Men skønt var det på ny at mærke duftene, pedalerne, sadlen - og smerterne.

Lidt masochist er man vel altid.

Et stort skridt i terrasse-byggeriet blev nået i dag. Møbler og blomsterkrukker kom på plads, og for første gang kunne forstanderinden og jeg sidde ved bordet og nyde en køling drink. Et stort øjeblik.

Opgaven i dag bestod i at feje cement-ørkensand ned i flisemellemrummene. Det tog os faktisk et par timer: Det er det, som ligner sne på venstre billede. Så skulle der graves lidt og ryddes op. Mange ting har bare ligget og ventet at blive lagt på plads. Men værst var det at flytte de 6 store blomsterkrukker, som hver vejer 30-35 kilo. Det sled på den gamle mands ryg. Mange pauser var nødvendige. Dem tog han med.

Nu mangler kun at så græs og lave en pæn afslutning i enden ved terrassedøren. Jeg troede, jeg havde den forleden, endda en genial en - men jeg er kommet i tvivl. Jeg må spørge mig for.

I Ekstra-Bladet og andre blade kan man foretage en såkaldt "Valgtest". Når man har udfyldt den, får man ikke alene at vide, hvilket parti man er mest enig med, men også hvilken kandidat, som passer bedst til ens standpunkter.

Jeg testede mig selv i dag og fandt ud af, at jeg skal stemme på et helt andet parti, end det jeg havde tænkt mig at stemme på, og at jeg burde stemme på en kandidat, hvis eksistens jeg ikke anede det mindste om.

Jeg fik også at vide, hvilke kandidater der lå længst fra mine synspunkter. Dem kendte jeg heller ikke. Men det er jo nok ikke så sært.

Hvad skal jeg nu gøre? Jeg stemmer s'gu på Thorvald Stauning, som jeg plejer.

Det elendige vejr har gjort, at jeg i dag er brændt inde med at udføre en genial ide, jeg i nat fik til afslutning af terrasse-byggeriet.

Kig lige på billedet med træet og vær enig med mig i, at der savnes en afslutning omkring det. Der kan ikke blot sås græs, som jeg havde tænkt mig, og jeg kan ikke fælde det, da det er et smukt, gammelt træ, som giver en behagelig skygge i stuen.

Jeg tænkte mig at bygge en "kasse" rund om træet med herregårdsblokke (se billede t.h.) og fylde "kassen" op med granitskærver. Altsammen i mørkegråt som fliserne. Det er da en god ide. Måtte vi snart få et vejrskifte, så jeg kan afprøve den.

Møgvejret er skyld i meget med regn og kulde som i oktober. Fy da føj da. Men måske i morgen.

PS: Jeg har lige tændt for gasvarmeren i stuen. Jeg fryser.

Jeg er dødtræt af valgplakater, sådan dødtræt. Jeg er træt af at se de samme lidt dumt smilende ansigter igen og igen. På en bro over motorvejen tæt herved hænger 10 plakater med samme kandidat side ved side.

Jeg nægter at tro, at plakaterne flytter bare en eneste stemme. Jeg ville i hvert fald gerne se et bevis på det. Og under ingen omstændigheder pynter de. Og glem den der med, at det er en gammel tradition, for nogle af de gamle traditioner trænger til at blive skiftet ud, i hvert fald denne her.

Vi var på besøg hos ældste søn Peter og familie for at aflevere diverse småting, men først og fremmest for at se nyerhvervelsen, den 8-9 uger gamle labradorhvalp, Tjalfe.

Tjalfe er fra første færd blevet et populært medlem af familien. Han er rolig og glad og evigt logrende.

En spændende fremtid venter ham med masser af træning og forhåbentlig mange gode jagter. Vi håber allesammen, at det vil gå i opfyldelse.

Men først og fremmest er han meget velkommen i familien og er allerede faldet godt til.

Hej, Tjalfe.

Kraftig bistået af undertegnede færdiggjorde svigersøn Kent i dag vore ny terrasse ved at bygge en trappe til den. Det var tungt arbejde, men som sædvanlig udført med omhu. Kent er ikke tilfreds med det næstbedste, og han sled og slæbte for at blive færdig til aften. Det lykkedes, men kun fordi jeg med min indbyggede ihærdighed (se billede) kunne lave meget af det grove arbejde. Og det gjorde jeg så.

Nu mangler blot at få skråningen sået til med græs og få de fine plantekrukker, borde og stole anbragt. Det har været hårdt, men jeg har lært lidt om opmåling og vigtigheden af præcision, hvilket ikke er min stærkeste side. Til gengæld er jeg god til at synge og ser rasende godt ud i shorts.

Det er gået op for mig, at der er udskrevet valg. Det kom lidt pludseligt for mig, for jeg var bortrejst sidste weekend. Af samme grund fik jeg ikke afgjort, hvilket parti jeg vil opstille for. Flere havde interesse i at få fat i mig og har allerede lavet plakater for mig. Jeg må nok snart beslutte mig. Uanset hvilket parti det bliver, vil jeg være en stemmesluger af rang. Jeg er skidepopulær på Christiansborg og ude i det store fædreland. Men husk: Stem på mig. Jeg kan stå øverst på valglisten for mindst 2 partier.

Jeg har altid ønsket at være taburetklæber. Jeg bliver en strålende statsminister. Jeg vil ikke være forsvarsminister, for så kommer vi s'gu hurtigt i krig.

Besøg fra de nordlige provinser i dag. Et dejligt besøg.

Gæsterne var venner fra Løgstør, en tidligere soldaterkammerat og hans kone.

Eftter at have indtaget forstanderindens dejlige fiske-frokost kørte vi en lille tur til den store byggeplads på Århus Havn for at se de mange, flotte bygninger og byggeroderiet.

Dernæst omkring andre seværdige steder for at slutte med en pragtfuld dessert herhjemme, is med chokoladebetrukne jordbær og chokoladedrys på flødeskummet.

Jo, det har på alle måder været en god dag, ikke mindst fordi vore gæster er pragtfulde mennesker, som vi holder meget af at være sammen med.

Vi ses igen i løbet afsommeren.

Hvordan kan en 100% statsejet, public service kanal, TV2 tillade sig den arrogance at lade transmissionen fra dagens etape i Giro d'Italia udgå for i stedet i et gabende langt forløb at forsøge at gøre det kommende valg til en begivenhed. Det er foragt for reelle værdier. Det er at lege med vore følelser.

Heldigvis har vi her i huset Eurosport og kan følge med der. Her nævner man ikke valget med bare ét ord.

Men hvad gør familier, der ikke har Eurosport. Jeg forudser travlhed hos læger og psykiatriske klinikker i morgen. Skam få TV2.

Kig lige på billederne og beslut, hvilket du helst vil se på.

Jeg kan ikke holde mig vågen. End ikke et af verdens bedste cykelløb, Giroen, er nok. Jeg nikker og nikker og ser mindre end halvdelen af løbet. End ikke en stor pose lakridsbamser hjælper. Posen står åben ved siden af mig, men det svinder ikke i den.

Trætheden kan kun skyldes, at jeg lige har slået græs, og før det kørte jeg en god bunke fliser og sten på lossepladsen. Det trætter.

Men nu har jeg taget mig sammen, rettet mig op og følger intenst med. Nu skal det være. Jeg VIL se det hele. En bamse indtages. Jeg VIL vinde kampen over søvnen. Men så. NIK. NIK.

Jeg må give op og sætter løbet til optagelse. Det er altså lige skrapt nok, at man ikke har mere kontrol over sig selv.

Jeg er sur og dødhamrende træt af det vejr, der bliver budt os. Det er enerverende, deprimerende og ødelæggende for det gode humør.

Tag lige et kig på næste uges vejrudsigt og følg med mig ned i depressionens mørke kælder. Ikke en dag uden regn, ikke en dag med temperaturer over 14-15 grader og ikke en dag med en vind under 7 m/s. Jeg føler mig allerede træt ved tanken og bander fælt over de mørke udsigter, der holder min cykel i skuret.

PS: AGF kom i dag i superligaen uden at røre en finger. De blev båret ind i oprykningen. Men pyt.

Forfatteren og filmmanden Jørn Leth er en mand efter min smag. Ganske vist har jeg ikke læst vanvittigt meget af hans skriverier, og jeg har kun set én af hans film, "En forårsdag i helvede". Til gengæld følger jeg med stor glæde hans kommentarer under Tour de France.

Lad nu dette være, som det er. For i dag gav han mig en god oplevelse i et interview i BT's netavis. Jeg citerede straks hele afsnit for forstanderinden.

Overskriften er en pragtfuld sætning udtalt af den gode mand: "Jeg er meget imod, at alting skal gøres så hurtigt". Jørgen Leth er som jeg meget imod, at nogen skynder på ham. Han og jeg hader det. Han og jeg er endog meget enige om det.

Jeg ved ikke, hvem der skynder på Jørgen Leth, men jeg ved, hvem der skynder på mig. Men jeg nævner ingen navne.

Dagens gættekonkurrence: Hvor er jeg idag?

Uden tvivl skal der hjælp til. Det er i Sønderjylland lige uden for Sønderborg. Møllen er nok det mest danske, vi har overhovedet, men den maler nu og da ad helvede til.

Den har spillet en rolle i vores historie. To gange er den skudt i grus og atter rejst som møllehus. Først i 1849 og næst i 1864.

Den fungerede som mølle til 1990, og i 1995 blev møllen oprettet som museum under Sønderborg Museum.

Hvad hedder stedet? Det begynder med D, er i to ord, og andet ord begynder med M. Er det stadig for svært, så klik på dette link:

http://www.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object153007/en/

Rekord blev slået i dag. Forstanderinden brød den.

Klokken 18.05 entrede vi Nordtysklands største indkøbscenter, og klokken 18.35 stod vi ude på P-pladsen igen. Og vi blev ikke bortvist, nej, vi fik købt det, vi skulle. Det var nøje printet på en dosmerseddel. Det gik stærkt.

Aldrig før har jeg oplevet noget lignende - eller blot tilsvarende. Hvor var det skønt.

Nå, glæd dig nu ikke for tidligt, gamle mand. Der kommer en dag efter denne, og flere indkøbscentre lurer i baggrunden. Jeg glæder mig dog over, at i det mindste ét af dem var i lyntempo. Skønt.

Jeg var på Djursland i formiddags. Jeg besøgte en hundekennel, som jeg kender vældig godt, og som har taget vores gamle hund Sydney i aflastning pinsen over. Det er også den kennel, hvor søn Peter og familie har bestilt en ny hvalp, en hanhund. De skal hente den om en uges tid.

Naturligvis kunne jeg ikke lade være med at hilse på den lille, sorte fyr, og selvfølgelig er den sød over al måde. Men vigtigst bemærkede jeg, at den i samme øjeblik som den kom op i hænderne blev helt rolig og tryg. Det var godt at notere sig.

Familien glæder sig naturligvis meget til at få det lille kræ hjem til Hammel.

Den er døbt Tjalfe.

Flisearbejde afsluttet. Hip, hip, hurra. Jeg er meget glad for resultatet. Se lige de to billeder, før og nu.

Nu mangler "blot" etablering af trappe mellem de to hvide pinde på højre billede og et ekstra lag muld på skråningen. Der skal sås græs - eller skal jeg flotte mig og købe rullegræs? Det vil jeg overveje i pinsen, for der bliver ikke lavet mere før efter den. Lidt fri skal man jo ha'. Jeg begyndte tirsdag den 7. maj og har arbejdet hver dag siden. Jeg har således tilbragt 14 dage i træk iført mit beskidte arbejdstøj. Det er ikke noget smukt syn, men fa'me effektivt.

Skulle man opsætte et lille, hvidt stakit? Ææææhh. Det kræver yderligere overvejelser. Livet er fuld af overvejelser.

Nu må det være nok. Hvad bilder det forår sig ind? Det er ikke forårsvejr, men møgvejr.

6 gange var jeg ude og inde i dag på grund af regnbyger, og det er jo ikke bare et par dråber, der falder. Det er alvorlige byger. Det sinker arbejdet.

Jeg er blevet opmærksom på, at maj i dette år er den ringeste maj i 15 år med en gennemsnitstemperatur på kun 9,5 grader og med mere regn og blæst end normalt.

Meteorologerne undskylder sig med, at det skyldes mangel på højtryk. Og hvad havde de tænkt sig at gøre ved det? Ikke en snus formodentlig. Fyr dem og ansæt nogle italienere. De kan skaffe højtryk.

Hvor svært kan det være?

Jeg har i mit liv dyrket en del sportsgrene. Cricket, håndbold, fodbold, tennis, badminton, volleyball, ishockey og cykling.

Der er én sportsgren, jeg gerne ville have haft med, golf. I mange år har jeg ønsket at prøve, men det er desværre aldrig blevet til noget.

Gad vide, om det er for sent. Lysten dukkede op i dag, da jeg så en udsendelse med 2 fodboldlegender, John "Faxe" Jensen og Henrik "Store" Larsen, som man fulgte et par omgange på golfbanen. De morede sig kongeligt, og jeg har på fornemmelsen, at jeg kunne more mig lige så godt som de ved at spille golf.

Jeg har ladet mig fortælle, at det er et vanskeligt spil - og frusterende - og dyrt.

Men jeg ville gerne prøve.

Det er med stor fornøjelse, jeg i dag kan fortælle, at svigersøn Kent har afsluttet lægning af fliser på den ny terrasse. På venstre billede ses det højtidelige øjeblik, da sidste flise gled på plads. På højre billede ses et udvalg af brugerne.

Nu mangler "blot" at få lavet en skråning op til terrassen og etableret en trappe.

Så er der indvielse. Hip, hip, hurra.

Beklager den korte og sene opdatering. Jeg har været til fætter/kusine-fest med 3 timers sejltur op og nedad Gudenåen. Smukt på trods af lidt dårligt vejr.

En god dag.

Jeg holder meget af lokalhistorie, navnlig fra min fødeby Silkeborg. Især er jeg glad for billeder af personer fra "dengang".

I dag fandt jeg et billede fra det nu hedengangne Silkeborg Teglværk, som blev etableret i 1899, og som lå ganske tæt på mit hjem som barn. Billedet er fra 1910

Når jeg ser billeder som dette, tænker jeg ofte som det første på, at alle på billedet jo nu er døde. Det er selvfølgelig lidt trist, men uundgåeligt.

Jeg nærstuderer ofte billederne, og i dette tilfælde er bestyreren nem at kende, forrest, yderst til højre. Se bare hans kravat, finere jakke og urlænke. Jeg fandt ud af, at han hed Niebuhr og var bestyrer fra starten og til 1922.

Jeg bemærker, at 12 ud af 18 har hat på, og at 9 bærer overskæg. Jeg noterer mig også, at 9 har vest på, og at påklædningen i det hele taget ser lidt ussel ud. Ingen tænkte over det dengang. Det var normen.

Fodtøjet er træsko, undtagen drengene, som er barfodet.

Jeg tør ikke gætte på folkenes alder, men ved, at de er yngre, end de med nutidens briller ser ud til.

For mig er det også spændende, at jeg ved nøjagtigt, hvor billedet blev taget.

Hvis det er sandt, at arbejde adler, så er jeg nu adelig.

Men det er intet imod, hvad svigersøn Kent er. Han er højadelige. Hold da helt op, han har slidt i det i dag.

Jeg begik den fejl at starte lidt tidligt i morges (ja du læste rigtigt) omkring 8.30 med at grave en rende på 3,60 meters længde, 40 centimeters bredde og ½ meters dybde - i lerjord. Det ødelagde resten af dagen for mig, så jeg ikke var til megen nytte for Kent.

Men som den mand da kan hænge i. Han blev færdig med at støbe fundamentet hele vej rundt om terrassen (se billeder), så vi nu "kun" mangler at trække af og lægge fliserne.

Det bliver en velsignet dag, når vi er færdige.

Aktiviteterne suser mig om ørerne. I byggemarked og hente fundamentblokke, sand, fliselim og pladevibrator, en tung djævel.

Alt skulle selvfølgelig læsses af ved hjemkomst, og hvis ikke det var fordi, vi havde besøg af to stærke mænd, som var ved at blæse loftet fuld af isolering, så havde jeg aldrig fået den djævel ned af traileren.

Så måtte jeg til gengæld selv klare de tunge fundamentblokke. Men det går altså bedre med ryggen. Forstanderinden hævder, at det er, fordi jeg er kommet i bedre træning. Jeg skulle aldrig have nævnt det til hende. Nu ved man ikke, hvad der kan ske.

Mens jeg læssede af, blev de to hjælpsomme mænd færdig med at isolere loftet. Det var lidt imponerende. Med en enorm maskine i en stor varevogn blev papirisoleringen gennem en lang slange blæst ud over hele loftarealet. Det hele tog ikke særlig lang tid. Til gengæld er det dyrt.

Jeg ved ikke, hvad der gik galt, men jeg er s'gu så glad i dag.

Der kan være flere årsager, men her er 2 sandsynlige:

1) Forstanderinden og jeg var med ude at hente Frederik i hans skovbørnehave. Det var en god oplevelse at se ham lege med de andre børn, inden han fik øje på os. Vi gemte os lidt. Det var i det hele taget godt at se, hvordan ALLE børn var aktiveret. Jeg kiggede forgæves efter et barn, der måtte sidde alene. Jeg så det ikke. Alle var med. Der blev grinet og leet over hele linjen.

2) Jeg blev færdig med at køre sand ind til den ny terrasse. Det betyder, at der nu er kørt 3½ tons sand ind. Jeg har fået gorilla-arme.

Næste trin: Fliser pålægges. Come on, Kent. Jeg skal nok hjælpe til efter fattig evne.

Jeg var tidligt oppe i dag, klokken 8, for at tage imod Bo, som skal lave de indledende forberedelser til, at hans folk senere på ugen vil komme og efterisolere vores loft. 20 centimeter aviskrymmel (papiruld) vil blive lagt ovenpå. En blæsemaskine vil klare jobbet.

Den stakkels Bo skulle rydde op i det 46 år gamle Rockwool, som støver ganske forfærdeligt, for at gøre klar til næste etape. Der er ikke noget som den gammeldags Rockwool til at trænge ind i næse, ører og mund. Og sundt er det ikke. Han hostede og spruttede en del.

Men han blev færdig, og det var alle glade for - især han.

Samtidig kører "Projekt Terrasse", som jeg lige p.t. selv forestår. Der køres sand ind.

Jo, der er gang i aktiviteterne her i huset. Pengene fosser ud.

Jeg sidder hårdt kæmpende i min formstøbte sofa. Jeg fører krig mod søvnen, som hele tiden vil lokke mig til at lukke øjnene. Og desværre lykkes det med mellemrum.

Det er ærgerligt, for jeg ville så gerne se cykelløb, Giro d'Italia 2 etape. Nu bliver det punktvis, og hver gang jeg vågner, er jeg sur på mig selv. Det hjælper ingenting, for kort efter blunder jeg ind igen.

Årsagen kan kun være den, at jeg har arbejdet hårdt de seneste dage, og i dag var jeg på lossepladsen med datter Annette med en bil- og trailerfuld affald af alskens art. Ganske vist påtog hun sig det største arbejde og slæbte de tungeste ting. Jeg må erkende, at, jeg ikke længere er så stærk og mobil, som jeg gerne ville være og begrænse mig til at kaste de letteste ting i containerne. Alligevel var det hårdt. Derfor kampen mod søvnen lige nu. Hovsa, nu smuttede s'gu lige 20 minutter igen. Skal tidligt i seng i aften. God nat.

Takket være svigersøn Kent og hans store udholdenhed nåede vi i dag et stort skridt frem mod færdiggørelsen af vores ny terrasse. Han var ustoppelig.

Det var jeg til gengæld ikke. Jeg måtte betale prisen for mit tunge arbejde i går, men lidt nytte var jeg dog til. Jeg kunne stadig køre sand og sokkelblokke ind - og hente ting, jeg havde glemt at købe.

Jeg arbejdede roligt i mit eget tempo og tog de nødvendige pauser. Jeg havde aldrig nogensinde klaret mig uden Kent. Alene beregningerne af soklens højde og placering var mig en gåde.

Men nu står den der, klar til at blive dækket til med fliser og jord.

Det er flot arbejde. Tak for det, svigersøn. Du vil blive nævnt i taksigelserne i min aftenbøn i aften.

Jeg førte flere samtaler med min ryg i dag og bad den hver gang om at opføre sig ordentligt. Jeg brugte den nu pensionerede cykelrytter Jens Voigts metode og tiltalte min ryg direkte: "Hold kæft, ryg". Jens Voigt talte blot til sine ben, når det gjorde for ondt.

Jeg synes, at det hjalp. I hvert fald fik jeg opgravet, flyttet og stablet 88 fliser a' 13,3 kilo. Det giver 1.170 kilo. Derudover flyttede jeg cirka 250 kilo jord og 50 kilo sand. I alt 1.470 kilo. Så ikke noget under, at ryggen skulle bedes om at holde kæft.

Men nu er jeg færdig og kan afslappet og tilfreds sidde og nyde resultatet ud gennem vinduet.

I morgen kommer svigersøn Kent og lægger fliserne ned.

Operation "Ny terrasse" er skudt igang i dag. Min ryg siger, at det er en rigtig dårlig ide, men jeg gider ikke høre på dens evindelige brokkerier.

Jeg har i dag plaget den med at fjerne alle træfliserne og 20-25 af de underliggende cementfliser fra den gamle terrasse. Nu mangler kun 80 af sidstnævnte. De er tunge.

Retfærdigvis skal fortælles at søn Peter hjalp med træfliserne.

Nye fliser, kantsten, cement og sand vil ankomme i morgen, og lørdag vil svigersøn Kent begynde at gøre klare til, at fliserne kan lægges på.

Alle glæder sig meget til, at vi skal blive færdig - ikke mindst jeg.

Sig ikke, at der ikke sker noget her på matrikelnummeret.

I dag ankom isoleringsmateriale til loftet. Vi skal have ekstra 20 centimeter isolering lagt på samt have tætnet de øverste tagplader. Andre småting skal også laves.

Som det fremgår er isoleringen lavet af gamle aviser, læste og ulæste. Det kan være din gamle avis.

Men det er ikke alt.

Jeg har lige for 5 minutter siden bestilt fliser, sand og en del mere, så vi kan få en pænere og ikke mindst en større terrasse. Præcis hvornår den laves, ved jeg ikke.

Ganske vist er det ikke mig, der skal lave ret meget af forbedringerne, men lur mig, om jeg ikke vil gå træt i seng, hver dag der sker noget.

Det bliver absolut dejligt, når det hele er færdigt - og dyrt.

Jeg har erindringer fra besættelsen 1940-45. Ikke mange, men dog alligevel nogle, mest fordi en tysk garnison lå et par hundrede meter fra, hvor vi boede. Vi børn mødtes uundgåeligt med soldaterne.

Jeg husker også, at min meget store kælk (2 meter lang) blev beslaglagt af tyskerne til transport af, jeg ved ikke hvad i vinteren 1944. Desuden har jeg andre erindringer, som jeg vil lade ligge lige nu.

Så kom den 4. og 5. maj 1945, befrielsesdagene. Flag, sang, jubel og glæde. Og jeg husker ikke det mindste fra de to dage. Jeg har af mine forældre fået fortalt, hvad vi lavede, men intet er dukket op. Helt blank. Og jeg ville så gerne have husket noget fra de to dage.

Nå pyt. Danmark var befriet og det uden min deltagelse hverken før eller efter.

Min søde viv og jeg hører til den årgang, der stadig sætter lys i vinduerne den 4. maj om aftenen, også selv om det kun er os selv, der kan se dem.
Vi gør det i taknemmelig erindring om de danskere, der gav deres liv for at gøre verden bedre. Dem skylder vi lysene.
Det er også i teknemlighed over, at fra den dag var nazisterne færdige i Danmark og aldrig kom igen, bortset fra nogle klovnegrupper rundt i landet. Dem tager ingen alvorligt.
Så min opfordring til alle må være, at man tænder nogle lys og anbringer dem i vinduerne. Det skylder vi de døde.

Må man spise lakrids, når man gerne vil tabe sig? NEJ

Kan jeg lade være? NEJ.

Jeg holder meget af lakrids, det bløde og søde. Det er beroligende, hvilket jeg har brug for lige nu.

Jeg ser fodbold på TV, AGF mod Brønshøj. Ganske vist fører AGF 1-0, men jeg synes, at de lige nu er lidt på hælene. Og det bryder jeg mig ikke meget om.

Hold da op. Det var tæt på udligning. Jeg nupper lige endnu et stykke lakrids. Hvis kampen fortsætter på den måde, vil jeg have taget mindst et kilo på inden sidste fløjt.

Far her er gal og sur - og skuffet - og andre superlativer af samme betydning, knotten, vred, irriteret og muggen. Men ikke på andre, på ham selv. Det er ikke nok at cykle 1-2 gange hver fjortende dag. Det er alt for lidt.

Så min cykelform er elendig. Sidste år ved denne tid kørte jeg ture på 70-100 kilometer. Nu må jeg nøjes med 40-45 kilometer som i dag og så endda være glad ved det. Formen er elendig. Så er det s'gu ikke så sjovt at cykle. Og man skulle jo nødigst miste lysten til det.

Min eneste undskyldning: Vejret. Regn og/eller vind og kulde har været mig imod, og jeg magter ikke det dårlige vejr. Nu må det snart mærkes, at det er forår. Så bli'r jeg glad igen.

En meget aktiv dag sammen med forstanderinden:

Ryddet totalt op i redskabsskur (den var svær). Luft i campingvogn- og bildæk. Fjernet ukrudt. Monteret gasgrill. Drysset stenmel i flisemellemrum. Repareret hejs i elevationsseng. Og endelig - som rosinen i pølseenden og med store forventninger - monteret dåseknuser til øl- og sodavandsdåser.

Sidstnævnte skulle være dagens clou. Vi fik den hjem i går, og jeg har glædet mig til den, jeg elsker sådan noget maskimekanisk noget - og hvad sker?

Efter 4. dåse går den i stykker, var ubrugelig. Da var det svært at holde tårerne tilbage.

Men heldigvis slog mine store tekniske evner igennem. Med en hammer og en skruetrækker lykkedes det at få skidteriet til at virke på ny. Men det kostede omtanke og dygtighed. Det er et held, at jeg besidder begge. Så nu er det med at få tømt nogle dåser.

Peter søn fik ny bil i dag, helt ny. En Toyota Aygo. Den skal være familiens nummer 2 bil. De har også en Hyundai.
Jeg kørte den forventningsfulde, unge mand ud for at hente køretøjet i Silkeborg og fik da også en lille tur i den. Den kører særdeles fint.
En stor fordel er, at dens benzinforbrug ligger pænt på den anden side af 20 kilometer på literen.
Jeg tror, han og familien vil få meget glæde af den.
Tillykke til jer i Hammel.

Vi var til fødselsdag i formiddags. Ældste barnebarn Katrine fylder 21 år. Det er for os ufatteligt, at den lille pige nu er så gammel. Det er 21 år side, vi blev kaldt ind på fødselsstiftelsen en sen nat for at sige goddag til den ny verdensborger. Dengang var hun også meget sød.
Vi har fulgt hende meget tæt gennem barndom og ungdom. Tusinder af minder har vi allerede, og vi når sikkert at få mange flere.
Når fødselsdagen blev fejret i formiddag, skyldes det, at hun med sin familie fløj til England ved middagstid. De tager lige et par feriedage i deres (og vores) favoritland.
Med den baggrund, jeg har, er det for mig stadig forunderligt, at man kan tage til England i bare 3-4 dage, på trods af at jeg selv har gjort det flere gange. En tur til England var for mig engang nærmest en jordomrejse, som skulle planlægges grundigt og i god tid. Nu kan man bestemme sig om torsdagen og rejse om fredagen og komme hjem om lørdagen. "Vi skulle lige i teatret/til fodbold/på indkøb/på besøg".
Men godt, det er blevet sådan.

Jeg ser tegnefilm med Frederik. Disney-film.

Handlingen er hektisk med flyvemaskinder, der kan flyve både forlæns og baglæns samt kranbiler, der uden problemer får vinger og flyver med i et hæsblæsende fly-show.

Der er adskillige næsten-nedstyrtninger, men på forunderligvis reddes de uheldige i sidste sekund af en af de flyvende kranbiler.

Ny film og vi føres ud på prærien, hvor kranbilerne igen spiller hovedrollen og hjælper biler med problemer. Alle køretøjer er meget talende og råbende.

Lige nu blev to biler gift med hinanden. Så det blev en lykkelig slutning.

Et par indholdsrige film, som Frederik holder meget af, ikke mindst fordi han er meget træt efter en lang og hård dag i skovbørnehaven.

Der findes en god, gammel, dansk ret, som hedder "biksemad".

Jeg har kendt den, siden jeg var barn og altid spist den med stor glæde.

Oprindelig var den er ret, man lavede for at få brugt resterne fra tidligere måltider. Alle ved, at den består af kartofler i små tern, kød- og pølsetern, et spejlæg på toppen - og for mit vedkommende gerne med ketchup til.

Nu er det ikke ofte, jeg får den længere, for den er sandt at sige ikke en del af mange slankekure. Så der kan være hele år, imellem jeg får det. Jeg har nu fået biksemad 2 gange inden for en uge, heriblandt i dag. Det har været en god uge.

Jeg er sent på den i dag. Jeg undskylder. Årsagen er den, at vi har haft gæster fra i eftermiddages og til for et par timer siden, Derpå skulle jeg køre et par børnebørn hjem.

Men nu (klokken er lige omkring 23.00) er jeg klar til at fortælle, at eftermiddagen og aftenen var skønne.Jeg tror, at også de engelske gæster nød sammenkomsten og lige som vi andre forstanderindens gode mad.

Nu har freden sænket sig over matrikelnummeret.

Tak til hele banden, for at I gav de to gamle en god dag at huske på.

Frederik, Kristian og Peter er ikke på billedet - desværre.

Jeg har dårlig samvittighed. Jeg har i dag ikke lavet det mindste udover besøg i et par supermarkeder. Resten af tiden har jeg tilbragt med at ordne en lille smule på computeren, set lidt cykelløb på TV og nikket og småblundet i sofaen. Jeg sidder der såmænd endnu og læser, ser fodbold og cykelløb og - nikker. Kort sagt. Jeg har intet lavet, og det giver dårlig samvittighed. Man bør jo være i gang hele tiden, siges det.

Årsagen til min manglende aktivitet er, at jeg er både søvnig og træt, fordi jeg først kom i seng klokken 1.30 i nat. Jeg var del af et babysitter-team på tre, der passede lille Frederik. Og babysittere kan jo ikke holde fri, før forældrene kommer hjem

Men hvor har det været hyggeligt både i går og i dag.

Vi har gamle venner i England, siden 1958. Lad os kalde dem May og Len, for det hedder de.

De har en søn og svigerdatter. Lad os kalde dem David og Toni, for det hedder de.

Vi har en søn og svigerdatter. Lad os kalde dem Peter og Anette, for det hedder de.

Nu er det så dejligt, at David og Toni gennem mange år har været nære venner med Peter og Anette og ofte har besøgt hinanden. Det sker igen i dag, når David og Toni kommer på besøg hos Peter og Anette, bl. a. for at gå til koncert med Dizzy Mizz Lizzy i aften.

Det er pragtfuldt, at vort venskab gennem 58 år med May og Len følges op af vores respektive børn og svigerbørn. Det glæder de gamle her i Studstrup meget.

På søndag vil hele vores familie + de to engelske gæster komme til middag hos os. Det glæder vi os meget til.

Vi har en damehund, der er indbildt gravid. Det er en ikke usædvanlig begivenhed cirka 2 måneder efter løbetid. Mælkekirtlerne vokser, der kan komme mælk i dem, og bugen kan vokse.

Lad det nu være, hvad det er. Det generer ikke andre end hunden - og næppe meget.

Hvad der generer os er, at hunden bliver hulebygger, den graver huller, hvor den kan komme til det. Hos os er det eneste sted rundt om vores redskabsskur. Og mon ikke der bliver gravet, lange dybe huller.

I dag dækkede vi hullerne til. De strakte sig stort set hele vejen rundt om skuret. Det dybeste sted var omkring en halv meter dybt.

Vi må nu alvorligt overveje at lægge granitsten i stedet for barkflis. Så nu må jeg til at grave. VUF.

Jeg holdt pause på en solbeskinnet bænk ved Århus Stadion, mens jeg drak lidt vand og spiste en banan - og, nåh ja - jeg sad s'gu med lidt mørke og lidt triste tanker. Alt kan jo ikke bare køre derudad. Jeg var sådan lidt øv bøv.

Men solen var dejlig, lige i ansigtet, varmen behagelig, tydeligt forår. Men som sagt. Humøret ikke på toppen.

Da kom en sød, yngre dame gående forbi. Hun smilede meget sødt til mig og sagde: "Nu kan du da vist ikke forlange mere". Lidt befippet smilede jeg tilbage og fik mumlet et "Hvor har du ret".

For hun har jo ret. Hvad kan man forlange mere. Herligt, varmt vejr, skyfri himmel, dejlig cykeltur, snart sommer og ikke mindst - en dejlig familie, som bakker op i alle ender og kanter.

Skam få den, der forlanger mere.

Desværre havde jeg ikke åndsnærværelse nok til at bede den søde dame om at tage et glad billede af mig der i solskinnet, så jeg måtte nøjes med en "selfie".

Jeg kørte meget glad videre.

Forstanderinden og jeg var i Århus i dag. Det er længe siden, vi var der sammen. Formålet var at købe en fødselsdagsgave, hvilket lykkedes, selv om vi måtte ind i 3 butikker, inden vi fandt den.

Det blev derfor til en spadseretur op og nedad Strøget - eller var det omvendt?

Men bedst af alt var, at vi aflagde et besøg i Sallings Supermarked. "Hvorfor dog det?" hører jeg dig sige. "Er du ikke dødtræt af supermarkeder?".

Svaret er JO, og forklaringen på besøget er, at ældste barnebarn har et midlertidigt job i Salling Super. Vi fik hilst på hende, den søde tøs - og købt den mest lækre krabbesalat, som jeg nød til frokost. Godt, der er noget tilbage til i morgen.

Under vores nylige tur til Lemvig besøgte vi en slægtsgård, som vores ven Sten har en forbindelse til.

Han fik yderligere oplysninger om sin familie, og jeg fik foræret vedhæftede billede. Det har hængt på den gamle slægtsgård i omkring 100 år og er meget kendt.

Jeg kendte det selv i forvejen og har været optaget af motivet. Maleren er Jean-Francois Millet og hedder "l'Angelus". Det er malet cirka 1858. Mit eksemplar, som ses her, er naturligvis en sort/hvid reproduktion. Originalen er farvelagt.

Motivet er nok kristent, men sikkert mere et billede af kristne menesker, som Millet husker fra sin barndom.

Ægteparret er stoppet op i arbejdet for at bede. Måske takker de Herren for det, som de har gravet op af jorden, sikkert kartofler. Måske er det en daglig, fast rutine, at man på et eller andet tidspunkt stopper arbejdet og priser Gud i bøn.

Under alle omstændigheder blev jeg glad for gaven og vil finde en passende ramme til den.

Min søde kone og jeg har fået en hyggelig vane.

Vi oplever ofte at vågne samtidig omkring klokken 5 om natten til et "nødvendigt ærinde".

Derpå kan det være vanskeligt at falde i søvn igen, og i stedet ligger vi uforstyrret og hygge-sludrer.

Det er aldrig om noget alvorligt, men om den foregående dags eller uges små hændelser, om børn og børnebørn - eller om, hvad vi skal have at spise næste aften. Et spændende emne.

Nu er det ikke noget, der sker hver nat, for dels vågner vi trods alt ikke altid samtidig, og dels er det tilladt at sige: "Jeg vil helst sove". Så må snakken vente til en anden gang.

Men rart er det. Vi nyder det begge.

Jeg overvurderede mig selv i dag. Cykelturen var lang, 67 km. og en totaloplevelse af smerter i arme og hænder og træthed grænsende til udmattelse. Allerede efter 15 kilometer var jeg klar til at stå af og ringe til forstanderinden og bede hende hente mig.

Men nu er der jo det ved den gamle garde, at måske dør den, men den overgiver sig ikke. Derfor fortsatte jeg og klarede turen ved hjælp af et par pauser og indtagelse af diverse EPO-lignende stoffer i form af energi-barer og energidrikke. Jeg har taget så meget af det, at jeg er selvlysende.

Ved hjemkomsten var jeg så udmattet, som jeg ikke mindes at have været før.

Men på mandag vil jeg gerne afsted igen. Det er stadig skønt at cykle, selv om man kan have en off-day ind imellem.

PS: I dag er det 151 år siden vort ydmygende nederlag ved Dybbøl.

Jeg blev fristet over evne i dag. Jeg er ellers ikke en hund efter at bruge penge, men på Facebook fortalte en af mine venner, at hun i SuperBrugsen havde købt et lille videokamera til at sidde på cyklen, på styrthjelmen, foran i bilen, på barnevognen, på maven eller andre steder.
Jeg så en optagelse, som var helt fin i kvaliteten.
Jeg for straks afsted og købte et eksemplar for 179 kroner.
Den er meget lille og fiks, vel omkring 5 cm. lang og med diverse monteringsbeslag, kabler og andet. Dog manglede et hukommelseskort, som jeg har købt på nettet til 90 kr. Så fra nu kan du forvente dramatiske film fra mine cykelture på Facebook.
Hvis jeg får det lært, vil der også indgå mundtlige kommentarer. Det bliver stort. TV2 gå hjem og vug.

ndelig kom den. Den første dag i haven sådan i lidt mere end bare et par øjeblikke, omend det var blæsende og lidt køligt.

Efterårets arbejde med at fjerne blomster, planter og ukrudt fra beddet foran vinterhaven og lave det om til et granitbed afsluttes nu snart helt. Foreløbig er fire krukker plantet til, og endnu tre mangler. De kommer snarest.

Jo, foråret nærmer sig med forhåbentlig lyse og lune dage.

Det eneste minus i dag var, at jeg satte græsslåmaskinen til opladning. Gid en vis person havde den maskine og beholdt den - og kom og slog mit græs.

Forresten fylder Daisy år i dag, 75 år.

Der er ikke andet på dansk TV. Nå, skidt. Jeg går bare i haven.

Jeg er ikke god til kongerøgelse.

Jeg har med hjælp udefra gjort skade på en skaderede i dag. En husskade har brugt tiden til at bygge en stor rede i toppen af vores rødtjørn.

Den brød vi os ikke om. Vi har nemlig et par redekasser, der snart vil være fyldt med æg. De logerende er flyttet ind. Og skader elsker at spise andres æg og unger.

Derfor blev jeg i går sat på opgaven at fjerne reden. Jeg kunne ikke. Den sad for højt, og jeg turde ikke kravle højt nok op på stigen. Det gjorde heldigvis vores ven, Steen, og det tog blot 10 minutter at skære de nødvendige grene af og få den store rede ned. Den var en del større end en fodbold og overraskende nok meget tung, lavet af tynde grene. Faktisk var den et imponerende bygningsværk.

Heldigvis var der hverken æg eller unger i den.

Det er svært at være fugl i Århus. I går blev jagten på måger sluppet fri, og i dag blev et skadepar hjemløse.

Godt, man ikke er måge, og godt man ikke bor i Århus midtby, som så længe har været plaget af mågeskrig og mågelort.

2 boligforeninger har fra i dag fået tilladelse til at skyde de støjende og skidende fugle i 57 boligafdelinger. Dog kun med luftgeværer.

Så nu kan Århus byde på jagt i midtbyen, en hobby, der eller drives i landlige omgivelser med mark, krat og skov.

Jeg kan se det for mig. En blandet skare bevæbnet med luftgeværer, hunde og jagthorn driver igennem gaderne skydende på alt hvidt i luften og på tagene. Jeg er ikke sikker på, om der er vildtparade bagefter. Men jeg er sikker på den ballade, der bliver, når den første århusianer finder en død måge på gaden for ikke at nævne en anskudt en af slagsen. Jagt handler om at slå ihjel.

Jeg er ved at være træt af lægehuse. Jeg var der i tirsdags for at få taget blodprøver, målt blodtryk og tjekket hjerterytme.

Nu var jeg der på ny i dag for at tale med min læge om resultaterne, som heldigvis var antagelige.

Jeg skal derop for tredje gang på fredag for at få skyllet ører hos sundhedsplejersken. Forstanderinden hævder, at jeg trænger til det, da jeg ikke hører efter. Jeg synes, hun skulle følge med og få skyllet sine egne. For hun hører i hvert fald kun det, hun selv vil høre.

Når fredagsbesøget er overstået, er der heldigvis et halvt år, til jeg skal afsted igen. Jeg ønskede min læge en god sommer, da vi sagde farvel.

Søn, svigerdatter og børn står overfor opgaven at skulle udvælge en hvalp ud af et kuld på 9 labradors. Jeg var med ude og se dem i dag.

Det er en vanskelig opgave. Jeg har selv prøvet den adskillige gange. Der er så mange parametre. Selv gik jeg efter den, der var hurtigst ved patten og senere ved madskålen og den, der umiddelbart kom hen til mig, når jeg satte mig på gulvet. Jeg lagde også vægt på, om den logrede og virkede glad og tilfreds.

Jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i deres valg. De ved, hvad de gør, har også prøvet det før.

Men en ting ved jeg. Jeg kommer ikke selv i den situation igen at skulle udvælge en hvalp. Sydney er min sidste hund. Det bliver underligt, når der ikke længere er en hund i huset. Vi fik den første for 45 år siden. Og vi har haft enorm glæde af dem alle 10. En overgang havde vi 4 hunde i huset - og 2 børn.

Vuf.

Efter en god dag ved Vesterhavet - dog uden at bade - og en god frokost på en fiskerestaurant ankom vi mætte og tilfredse på campingpladsen i Lemvig midt på eftermiddagen. Vi begyndte straks at pakke sammen. Planen var jo, at vi jo skulle hjem i morgen. Og så er det rart at være klar til afgang fra morgenstunden.

Efter ankomsten til campingpladsen blev vi hurtigt klar over, at morgendagens vejrudsigt lød på kraftig blæst og regn. Så vi tog den beslutning at pakke alt ned og køre hjem straks. Derfor sidder jeg nu i min formstøbte sofa i vores behagelige stue og skriver. Lidt ærgerligt at forlade et rart sted før tid, men det klogeste. At køre en campingvogn i stormvejr er ikke en god oplevelse.

Største fordel er, at jeg får mulighed for at se cykelløb Paris-Roubaix i morgen. Et lille plaster på såret.

Udsigten fra vores vindue lige nu. Smukt og solrigt. Vandet i baggrunden er Limfjorden, nærmere betegnet Lem Vig. En kilometer til højre ligger Lemvig, som er en af vores foretrukne feriebyer. Vi besøger den mindst en gang om året.

Desværre er det bidende koldt lige nu. Vinden går direkte igennem tøjet.

Ikke desto mindre drager vi hver dag modigt ud og ser det, vi gerne vi se, spiser frokost, ser lidt mere - og så hjem i campingvognen og få tændt for varmen. Så råhygges der. spises lidt god mad og forholdsvis tidligt til sengs for at være klar til morgendagen.

På ny en dato, som jeg ikke bare kan skøjte henover, den 9. april.

I dag for 75 år siden blev Danmark besat af tyske tropper. Tilsyneladende var det uventet, men uanset havde Danmark ikke kunne stille ret meget op mod overmagten.

Ikke desto mindre forsøgte en gruppe soldater i Sønderjylland at stoppe fjenden, et håbløst forsøg, som resulterede i 16 dræbte og 18 sårede. (Se billede). Det tyske tabstal er ukendt.

Under alle omstændigheder var Danmark herefter besat i 5 forbandede år.

Vi må ikke glemme den 9. april. Den er en skæbnedag for os.

Som et lille koriosum kan jeg fortælle, at min far, som boede i Silkeborg, af en lille tysk troppeafdeling blev spurgt om vejen til Viborg, og han sendte dem mod Århus. Modstandsbevægelsen var opstået.

Det bliver kort i dag, thi forstanderinden og jeg holder ferie, en velfortjent ferie, synes vi selv.

Vi er gode til at holde ferie, gode til at lukke alt andet ude og nyde at være sammen. Og jeg slipper for at støvsuge og tømme opvaskemaskinen.

Så jeg glæder mig også til i morgen.

Jeg fik da et chok i dag. Jeg var hos sundhedsplejersken i lægehuset for at afgive nogle blodprøver, få målt bloddtryk - og for at få foretaget et hjerte-check, EKG-måling.

Det hele er standard, jeg har prøvet det så tit, og der har aldrig været problemer af væsentlig art,

Alt gik da også fint, til vi kom til EKG'en. Da den var afsluttet, sagde den søde sundhedsplejerske, at jeg havde et "uroligt" hjerte med nogle små "blip", og at hun gerne ville have en læge til at se på det, inden jeg gik. Hold da kæft, hvor jeg fik nerverne uden på skjorten, og jeg følte det som et helt århundrede, inden lægen kom. Ryste, ryste.

Den gode medicus kiggede kun et øjeblik på skærmen og sagde, at det var ikke noget. Han fortalte også, hvad det var. Men i min store, lidt omtågede lettelse fattede jeg ikke et ord. Det var nu også ret teknisk.

Det blev til en glad "high-five" mellem lægen og jeg, og jeg gik hjem lettet for en enorm byrde på nervesystemet. Hip, hip hurra.

I dag var hele nærmeste familie, børn, svigerbørn og børnebørn samlet her på matrikelnummeret for at fejre forstanderindens kommende fødselsdag.

Jeg kan ikke nok fortælle min fryd ved at have dem allesammen omkring mig. Jeg bliver glad langt nede i maven. Det hele krones ydermere med god mad, hyggelig travetur - og først og fremmest dejligt selskab.

De er lige kørt, de herlige mennesker, og jeg glæder mig, til vi på ny skal samles.

Man får nye interesser ved at være med på Facebook.

Jeg har nu været med i 3-4 år og kom med ved et tilfælde under vilde protestskrig fra forstanderinden. Hun syntes, det var noget pjat. Men jeg var der.

Så kom jeg med i en gruppe, så i en anden, så i en tredje osv. Jeg er i dag med i 9 grupper, nogle er jeg mere aktiv i end i andre.

Jeg er bl. a. med i "Bushistorisk Selskab". Jeg aner intet om busser, udover at jeg har kørt med mange. Den havde jeg ikke set komme. En gut, jeg mødte i en anden gruppe er "bus-fanatiker". Jeg så nogle billeder af gamle busser på siden, spændende billeder. Så gik jeg med - bare for sjovs skyld.

Jeg holder af at se billeder af de gamle busser, måske på grund af deres høje alder, men også fordi jeg har kørt i nogen magen til. Jeg husker endnu den bestemte indelukkede lugt, der var i dem, det høje støjniveau, de mange bump, de hårde og ubekvemme sæder osv.

Men de er en del af vores historie.

PS: Forstanderinden er nu inkarneret bruger af Facebook.

Forstanderinden og jeg er glade for vores campingvogn. I dag blev den gjort endeligt forårsklar.

Vi holder af at drage ud i det vilde og leve på nybyggervis, groft, og simpelt, grænsende til det rå. Vi lever på naturens betingelser derude. Vi er barske. Det skal man være.

Det er dog vigtigt, at vi husker el-ovn, TV, computere, iPhones, grill og kul, gode bøffer, gode drikkevarer, fyldte gasflasker til madlavning og opvarmning, el-køletaske som supplement til køleskabet, borde, stole, gulvtæpper, behageligt tøj og hyggetæpper. Dette blot for at nævne nogle få ting.

Vi skal også fra starten gøre os det klart, hvor det nærmeste supermarked og den nærmeste slagter findes.

Så er vi klar til at møde udfordringerne, som er store. Men vi har da klaret dem siden 1988.

Lige nu er jeg ved at skrive noget, som jeg sikkert vil fortryde, at jeg skrev.

Jeg er startet på en slankekur. Det bliver svært for en madglad fyr som mig. Men nu prøver jeg.

Første test var frokost hos svoger og svigerinde i dag. Jeg synes, jeg bestod, drak endda vand til maden.

Nu bliver opgaven at holde fast og lide.

Intentionen er der - men evnen??

Hvis jeg havde råd, kunne jeg købe mig til et godt resultat ved at spise på Michelin-restauranter. Jo flere kokkehuer, jo bedre. Og jo dyrere, jo bedre. Man får i hvert fald ikke meget at spise, ikke engang en myre kunne blive mæt af det der. Jeg finder det latterligt. Se bare billedet, som er fra en af de ypperste, danske restauranter i Michelin-bogen.

Selv ville jeg føle mig snydt. Det er latterligt. Men vægttabet er sikret. Velbekomme.

Den 2. april er en historisk dag. Se bare:

1801: Slaget på Reden, hvor englænderne under ledelse af Hyde Parker og Hoaratio Nelson ødelægger den danske flåde ud for København. De skulle skamme sig, sku' de, altså englænderne.

1805: H. C. Andersen fødes i Odense. Det var heldigt for Danmark - og hele verden.

1917: Den første kvinde vælges til det amerikanske kongres. Nåh ja.

1968: CPR-numre indføres i Danmark. OK, det var jo nødvendigt.

1979: Dyne-Larsen åbner sin første forretning, "Jysk Sengetøjslager" på Silkeborgvej i Århus. Der er senere kommet flere til. Nu er der 2.200 i 36 lande. Nu hedder de bare "JYSK". Jow, Dyne er blevet rig.

Der er god grund til at huske den 2. april.

Vores søns svigerinde og svoger bygger nyt hus for tiden. På Sall Hede ikke langt fra Hammel.

Forstanderinden og jeg var ude og bese et næsten helt færdigt hus. Hold da op, det er flot - og med de senest nye af alle ting. Der er indflytning sidst i april.

Jeg var imponeret af huset, de lyse og venlige rum, det åbne køkken, de flotte gulve og vægge.

Og som kronen på værket er der centralstøvsuger. Det er dæl'me smart. Ikke længere noget med at slæbe en tung støvsuger rundt. Alt, man behøver, er slangen, som kan sættes til i alle rum, og som selv fortæller, når beholderen skal tømmes. Centralstyret klimaanlæg findes naturligvis også.

Jo mere jeg så, jo mere misundelig blev jeg. Men misundelse er en grim ting. Fy, føj da. Men jeg ville altså gerne have et hus bare sådan lidt som det, vi så i dag.

Min højt elskede cykel svigter mig. Den bliver ved med at drille og vil ikke skifte gear ordentligt. Jeg kørte en tur i sidste uge, hvor det blev helt tosset.

Min mekanikker har skrevet en reservedel hjem fra Holland. Den kan måske hjælpe mig. Den skulle være kommet i går, men takket være påskeferien bliver det først efter påske. Det er surt.

I min afmagt fik jeg overtalt cykelsmeden til at gøre endnu et forsøg med finjustering, så jeg i det mindste kan cykle en smule i påsken.

Derfor blev cyklen i formiddag tvangsindlagt til endnu et ophold på cykelhospitalet, hvor den lige nu er indlagt. Den bliver udskrevet i morgen, og jeg håber, den vil have det bedre.

Det er ikke sjovt med en tilskadekommen cykel. Æv.

Jeg fik i dag skiftet mine vinterdæk til sommerdæk på vores trofaste Toyota.
Det holder jeg af, for det markerer, at foråret er ved at være der. Nu går der så 7 måneder, til jeg skifter tilbage til vinterdækkene. Det holder jeg mindre af.
Om jeg gør det selv? Nej, det gør jeg ikke.
Jeg betaler gladelig 2 x 500 kroner for at få dækkene opbevaret, og for at en mekaniker skifter dem.
"Du er ødsel", høre jeg nogen sige. "Spar dog de 1.000 kroner om året og skift selv".
Til de, der fremkommer med sådanne udsagn vil jeg blot sige, at de kender ikke min ryg. Den er meget imod at skifte hjul. Jeg vil gå såvidt at sige, at den hader det.
Iøvrigt vil jeg få svært ved at finde plads til de 4 hjul herhjemme. De eneste muligheder vil være stuen eller soveværelset, og det vil forstanderinden ikke ha'.

Det hurtigste, jeg nogensinde har kørt på cykel, er 67,2 km/t. Det var den 2/11 2014 nedad en bakke mellem Horsens og Hovedgård. Jeg syntes, dæl'me det var hurtigt og holdt godt fast i det rystende styr. Mine ben begyndte også at ryste. Jeg var lettet, da jeg nåede bunden af bakken, og farten langsomt gik af cyklen.
Jeg hører og læser ofte om de professionelle landevejsryttere, der opnår hastigheder over 100 km/t. nedad et bjerg. Om de er nervøse ved jeg ikke, men det ses i hvert fald ikke.
Jeg spærrede øjnene op, da jeg i dag læste om "Den Røde Baron", 52 år gamle Eric Baronè, som i går slog sin egen verdensrekord ved at køre 223,5 km/t. på cykel nedad en snedækket bjergside i Frankrig. Hans tidligere rekord var 222 km/t.
Tak ska' do ha, do. Der har været rystelser i det styr. At han tør. Jeg skal ikke nyde noget. Jeg tør næsten ikke engang køre 67,2 km/t. en gang mere.
Lidt kujon er man vel altid.

Hvorfor er det, at jeg ofte ikke kan finde det, jeg leder efter i et supermarked? Navnlig kniber det, hvis det er noget, man ikke lige køber hver dag.

I dag var det et 9 volts batteri. Jeg forsikrer om, at jeg var hele butikken igennem, nogle steder endda 2-3 gange. Men tilsyneladende solgte de slet ikke batterier.

Så begyndte jeg at lede efter en af de ansatte, så hun/han kunne hjælpe mig.

Det tog også lidt tid, men dog ikke nær så meget, som jeg havde brugt på batterierne. Endelig lykkedes det, og den venlige, unge mand bad mig venligt om at følge bagefter, og uden omveje gik han direkte hen til batterihylden, som jeg naturligvis allerede havde passeret et par gange. Jeg følte mig lidt dum og sagde det til ham, samtidig med at jeg mumlede noget om fremskreden alder.

Ham smilede imødekommende og sagde, at det var hans erfaring, at de unge ikke er bedre til at finde varerne end de ældre. Jeg takkede rørt.

Så for den da også. Så spøger den igen. Vores nærmeste, sydlige nabo vil måske indføre motorvejsafgift fra 2016. Den vil mange danske billister være ked af - ikke mindst feriefolket.

Selv er jeg egentlig temmelig ligeglad. Det dybeste, jeg kommer ind i Tyskland, er Flensburg.

MEN. Jeg er ikke ligeglad med konsekvenserne. For nu er lille Danmark næsten tvunget til at gøre det samme, hvilket betyder, at også jeg skal til at betale for at køre på danske motorveje. Og den er ude i hampen.

Jeg har igennem bilafgifter af alverdens art og igennem urimelige skatter så rigeligt betalt for at køre på vores egne motorveje. Dobbeltbeskatning er temmelig træls.

Så kære Frau Merkel! Begrav venligst forslaget, så vil jeg stemme på dig, hvis jeg flytter til Tyskland.

Så er den gal igen.

Efter i længere tid at have sluppet for arbejdssedler på køkkenbordet, når forstanderinden er taget på arbejde, måtte jeg i dag stå op til en af dem. Det var et uhyggeligt syn.

"Hej Gumse! Jeg vil gerne have støvsuget", stod der. Hun kalder mig s'gu Gumse. Jeg skyndte mig at skrive: "Hvem skal gøre det?" selvom jeg udmærket kendte svaret.

Trods alt var det en beskeden seddel, men jeg ved af bitter erfaring, at den hurtigt vokser og bliver i A4-størrelse.

Men pyt. Lige i dag kan jeg klare hvadsomhelst. Så hun kan bare komme an.

Iøvrigt blev der støvsuget.

Vi kørte forbi IKEA i det nordlige Århus i dag. Det har vi gjort ofte, men for første gang bemærkede jeg, hvor uhyggeligt stor den er blevet. Den er skræmmende.

Lige da vi passerede, udbrød forstanderinden, at hun gerne ville invitere mig med ind i dette mekka for mennesker med et udvidet shopping-gen.

Jeg blev skrækslagen bare ved tanken og afviste den straks som absolut vanvittig. Jeg skal ikke nyde noget. Men den søde forstanderinde mente, at jeg jo godt kunne gå med og så bare sidde i cafeteriet og spise "Svensk Pølseret" og drikke cola, så kunne tiden gå med det.

Jeg stod helt fast og fejede ideen helt af bordet. Jeg VIL ikke ind i dette hujende virvar, end ikke bare i cafeteriet. Jeg kommer ALDRIG til at sætte fødderne der, uanset hvad den søde dame lokker med.

Her er et punkt, hvor jeg ALDRIG giver mig.

Jeg nyder ofte at sidde lige så stille et eller andet sted og fundere, sådan tænke egne tanker over tilværelsen. Det har man nu og da behov for, fordi det kan bringe ro i sindet og give et skub i den rigtige retning, når man er lidt "nede".

I dag bragte min cykeltur mig til Grundfør, som har en smuk kirke med en meget velholdt kirkegård. Her er godt at sidde lige så stille og lade tankerne løbe.

Jeg sad på kirkens trappe, lige i solen, som varmede både mig og mine tanker. Jeg sad ret længe og kørte gladere derfra.

En travl dag er næsten omme. Og tak for det.

Travle dage begynder altid med, at jeg står op. Jeg gik direkte til frokosten, og så begyndte det.

Jeg kørte forstanderinden til tandlægen, så hun kunne at få genindsat en guldkrone, hun tabte i aftes. Mens det stod på, var jeg i apoteket for at hente medicin. Så fulgte afhentning af den søde dame hos tandlægen og derefter køre hende til lægen, hvor hun med glans bestod prøven, så hun kunne få sit kørekort fornyet.

Dernæst ind til Borgerservice i Risskov for at få ordnet papirarbejdet med det nye kørekort. Så i et byggemarked for at købe kalk til græsplænen efterfulgt af et besøg i et supermarked.

Til slut måtte jeg til min rygs store utilfredshed strø 40 af 60 kilo kalk rundt på græsplænen. Resten må vente. Men hvilken dag.

Hold da kæft, jeg er en nyttig mand.

Bilister klager over cyklisternes adfærd i trafikken - og sjovt nok klager cyklisterne over bilisterne.

Nu er der lavet en undersøgelse, der viser, at 1 ud af 3 cyklister føler sig utryg, mens 2 ud af 3 bilister føler sig irriteret over cyklisterne.

Cyklisterne klager over, at de bliver overhalet alt for tæt på med alt for stor fart, og at de bliver chikaneret og udsat for vejvrede.

Billisterne klager over, at cyklisterne fylder for meget på vejene og kun vanskeligt kan overhales.

Jo, det er festligt derude på landevejene.

Min egen oplevelse er mere positiv end det, undersøgelserne viser. Jeg er ikke særligt utryg i trafikken. Jeg kan en sjælden gang opleve en tæt overhaling med stor fart. Jeg tror, det skyldes, at jeg oftest cykler alene. Og grunden til det er ikke, at jeg er usocial, men at jeg kører for langsomt til, at nogen gider cykle med mig. The loneliness of a long distance bike rider.

Men du godeste, hvor jeg alligevel elsker at cykle.

Jeg har kvaler med græsplænen. Forstanderinden hævder, at der er for meget mos i den. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, men har ikke lysten og kræfterne til at fjerne det.

Derfor trøstede det mig meget at læse på en have-hjemmeside, at man hellere skulle gøre op med sig selv, om mos er så stort et problem og hellere glæde sig over det smukke træ, der giver skygge og derfor forårsager mossets fremkomst. Glæden er bedre end at rende rundt med en rive eller traske efter en mosfjerner, som skal tømmes hver 2. minut. Det er et alt for hårdt arbejde.

Se, det er en snak, jeg værdsætter. Lad mosset leve og nyd en afslappet livsførelse, f. eks. i skyggen under det dejlige træ. Mosset længe leve.

Det var så den solformørkelse. Den var der ikke meget skæg ved. Solformørkelser er noget opreklameret fis.

Her på stedet var der så overskyet, at vi kun i cirka 10 sekunder kunne se noget af den tildækkede sol gennem skyerne. Se billede.

Og tro mig. Her var ikke mørkere end på alle andre overskyede dage. Til gengæld var skydækket så tæt, at briller var unødvendige. Godt, man ikke havde investeret i dem for ikke at tale om den investering, de tusinder af mennesker, der i dyre domme havde købt billet og hotel på Færøerne for at se den totale formørkelse, havde gjort. Det eneste, de så, var skyer og mørke og bagefter skyer og lys. Det var synd for dem.

Forstanderinden og jeg så de omtalte 10 sekunder og drog så til frokost hos gamle venner. Det var meget mere underholdende.

Frederik, yngste barnebarn, fylder år i dag, 3 år. Og den skønne, bette knægt havde inviteret familien til fødselsdag med boller og aftensmad - og gæsterne medbragte masser af fødselsdagsgaver.

Frederik var meget optaget og spændt. Indholdet af de bløde pakker røg over skulderen, mens de hårde straks blev brugt i lege, ikke alle lige støjsvage.

Da Frederik er "bil-narkoman", var der en del af dem i pakkerne, ligesom et par revolvere med indlagt lyd vakte jubel og blev flittigt brugt til stor glæde for alles trommehinder. Vi blev alle skudt 20-30 gange i løbet af eftermiddagen. Men vi overlevede.

Hvor er det skønt at se en lille dreng så glad.

Mine hænder ryster, mine tænder klaprer, min hjerterytme er cirka fordoblet, koldsveden løber af mig, jeg føler en nervøs, urolig mave, og jeg svinger frem og tilbage mellem JA og NEJ.

Skal jeg gøre det, eller skal jeg lade være?

Min fornuft siger NEJ, forstanderinden siger JA. Og hun er ofte værd at lytte til.

Lad mig forklare.

Vores shoppingtur til diverse butikker i eftermiddag bragte os bl. a. til "Jensen Cykler" for at afhente en lille dåse "bagdels-creme". Ikke nogen stor udskrivning.

Den søde dame har længe ligefrem insisteret på, at jeg skal købe en ny cykel, en ægte racer, karbonstel og racerstyr og hele molevitten. Jeg har været tilbageholdende, for den er dyr. Men nu kom der for alvor pres på mig, og jeg gik med til, at vi da i hvert fald kunne se os om.

Det gjorde vi og fandt en drøm af en cykel, som jeg virkelig kunne ønske mig, model H12. Se billede.

Men den er nok lidt for dyr. Hold da op, det er spændende. Får forstanderinden mon sin vilje?

Det plejer hun.

Så kom da nyheden, som jeg har ventet på i nogle år. Morten Olsen stopper som landstræner. Ganske vist er det først om 1½ år, men alligevel.

Hvor har jeg tit bandet over hans dispositioner og hans evindelige holden fast i spillere, der enten er skadet eller bare engang var gode.

Hvor har jeg tit bebrejdet ham hans dispositioner og tænkt: "Olsen rauss".

Og nu er han snart "rauss". Og hvad sker så? Jeg bliver s'gu helt ked af det og synes, det er lidt synd for ham, for han var jo god en gang.

Nå, gamle mand, nu ingen krokodilletårer. Vi trænger til en ny landstræner. Og ham vil jeg sikkert også bande over, især hvis det bliver Michael Laudrup eller Staale Solbakken.

Så ved I det.

Oprydningsdillen har taget en uventet drejning. I fuld enighed gik forstanderinden og jeg i gang med at rydde op på mit værksted. Som det ses på de to billeder, før og efter, var det tiltrængt.
Jeg beklager, at billede 1 er uskarpt, men det kan skyldes den store mængde at støv og snavs, der hang i luften, inden vi tog fat. Lige pludselig er der plads til alt. Det er en god fornemmelse. Selv Fleggaards fjerndepot blev ryddeligt.
Inden denne hårde tur havde min søde kone total-rengjort vores vinterhave og havde vasket gulve over hele huset.
Jeg fik fundet de sidste havemøbler frem, og de står nu, som de skal.
Så hus og nærmeste omgivelser ligner nu en million - eller to.
Det er forår, venner.

Her er en ide, som jeg vil tage op snarest - lidt afhængig af vejret.

Jeg læste i dag i en netavis, at man i Sao Paulo i Brasilien har organiseret en "nøgen-cykeltur" i protest mod de dårlige vejforhold. Turen blev afviklet forleden dag.

Jeg cykler meget ofte gennem Århus på flere forskellige veje. Og der er ikke alle steder noget at prale af. Mange steder er cykelstierne hullede, revnede og ujævne, mens kørebanen er fin og jævn. Jeg nævner i flæng: Cykelstien på Grenåvej, Nrd. Strandvej, Moesgaardvejen, Silkeborgvej. Der kan nævnes flere.

Så hvis du en dag observerer mig køre nøgen gennem byen, ved du hvorfor, og jeg er sikker på, at når myndighederne finder ud af årsagen til min nøgenhed, vil asfaltarbejdet være udført, inden ugen er omme. Sådan er syn vil man nødigst se gentaget i Aarhus - og jeg har opnået, hvad jeg ville.

Hvis du har børnebørn, lad da ikke den mindste chance gå fra dig til at se dem. Jeg udnytter enhver mulighed.
I dag var det dog ikke nødvendigt at bevæge sig bort fra matrikelnummeret for at være sammen med én af dem, den yngste, Frederik. Mor og far er i Sønderjylland et par dage, og så er Frederik her. Og det er godt.
Som altid var han og jeg på besøg ved stranden for at kaste så mange sten som muligt i vandet og dernæst hilse på 2 cement-pingviner, som han holder meget af og har døbt Pingu, hans yndlingstegneseriefigur. De står i en have på Strandvejen, og han og jeg har mere eller mindre carte blanche fra ejeren til at gå ind og give dem en krammer. Han gik dog foran huset, så vi spurgte pænt.
Lige nu sover det bette skind, men vågner snart, og så skal vi en tur i skoven. Han er et udemenneske og er lige startet i en skovbørnehave.
Børnebørn er ikke det værste. man har.

I går var det campingvognen, der fik den store overhaling og blev rengjort. I dag var det fliserne i indgangspartiet, der blev fejet og fejet og fejet. Forstanderinden stod for det meste af den del, mens jeg gav havebænken træolie. Så blev en del havemøbler fundet frem, gjort rene og stillet på plads. Så blev der ryddet en smule op i haveskuret og værkstedet - og så var der frokost. Og så kunne min gamle, sldte ryg endelig finde hvile.

I morgen kommer barnebarn Frederik til overnatning. Det er også hårdt, men mange gange sjovere.

På mandag fortsættes forårsrengøringen. Jeg kan næsten ikke vente.

Jeg har vasket campingvogn i dag, nåh ja, jeg var ikke alene om det. Forstanderinden var meget behjælpelig. Men det manglede da også bare. Det var hende, der absolut ville have det gjort.

Og når hun sætter sig noget for, så .....

Men en ting er sikker. Der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten af arbejdet. Det er ikke mange små, snavsede pletter, der får lov til at overleve. "Rettidig omhu" er hendes slogan, og det må jeg lide under. Jeg synes jo godt, at man sådan kan springe lidt over, hvor gærdet er lavest. Men den går ikke, Så er det om igen.

Men nu er det gjort. Vognen er skinnende ren og klar til forårets og sommerens udflugter.

Jeg var i haven i dag. Den store bunke grene, som jeg i sidste uge skar af vores dejlige blommetræ, skulle klippes i små stykker for at kunne komme med på lossepladsen i plastiksække.

Jeg satte mig i solen og gren for gren fik jeg det ordnet. Det tog en timestid.

For første gang i år kunne jeg mærke, at solen har fået magt. Jeg kunne mærke en dejlig varme igennem jakken, og det var lige ved, at jeg sad og svedte. Det var så skønt, at jeg næsten var ked af, at der ikke var flere grene at klippe. Men på den anden side set var der cykelløb i fjernsynet. Så trods det smukke vejr gik jeg indendørs. Man skal passe sine forpligtelser og prioritere dem.

PS: Kong Frederik IX ville være blevet 116 år i dag, hvis han havde levet. Det vidste du nok ikke.

Jeg synes, det er underligt. Jeg sover rimelig godt om natten. Jeg går tidligt i seng, sådan omkring 10-tiden. Jeg har ingen problemer med at falde i søvn. Jeg står normalt lidt sent op. Jeg får min daglige vitaminpille.

Alligevel har jeg forbistret svært ved at holde mig vågen hele dagen. Især kniber det omkring middagstid. Da kniber det, og jeg må snuppe mangen en morfar umiddelbart efter frokost.

Jeg gad egentlig vide hvorfor.

Mon jeg er for fysisk aktiv med de huslige jobs, jeg pålægges? Står jeg alligevel for tidligt op? Får jeg mon ikke for lidt at spise? Ville det mon ikke hjælpe, hvis jeg spiste lidt flere is?

Jeg ville svare JA til dem alle. Forstanderinden ville svare NEJ til dem alle. Så det bliver et NEJ.

Jeg fulgte i formiddag med forstanderinden til et stort bandagistfirma. Hun skal have nye indlæg til sine sko.

Jeg kunne se, at firmaet også var leveringsdygtigt i mange forskellige kunstige lemmer, ben, arme, hænder m.m.

Jeg forespurgte derfor den søde dame i receptionen, om man ikke kunne levere mig en ny hofte, da den gamle knirker en del. Det mente hun bestemt, at man kunne, blot var jeg nødt til at vente til i eftermiddag på grund af travlhed.

Da vi forlod stedet, aftalte vi, at hun skulle lægge hoften på skranken, og så kunne jeg hente den, når jeg ville. Det bliver nok først i morgen, for jeg har cyklet 45,5 kilometer i dag og er noget slidt i kadaveret lige nu. Jeg glæder mig til at komme af med det ømme skidt, jeg slæber rundt på for tiden.

Så blev det forår. Ikke alene temperaturmæssigt, men også cykelmæssigt.

I dag startede årets første, lidt større cykelløb, etapeløbet Paris-Nice.

Og jeg sidder her - foran skærmen. Det er enkeltstart, så jeg må ind imellem bøje mit lille hoved lidt forover og se verden fra indersiden af mine øjenlåg. Men pyt. Nu begynder de gode ryttere at komme til start, og så er jeg lysvågen. Nej, hvor jeg nyder det.

I morgen vil jeg køre min egen enkeltstart. Jeg forestiller mig 30-50 kilometer. Formen skal bygges langsomt op. Jeg glæder mig, og mine overskydende fedtceller gruer, for de er på vej ud. Der bliver trængsel, for der er mange af dem.

Skat har åbnet for os allesammen, så vi kan se vores årsopgørelse 2014.

Jeg ville da forfærdelig gerne finde ud af, om jeg skal have penge tilbage eller skal indbetale ekstraskat. Jeg ville holde mest af det første. Da ville jeg blive glad. Sådan rigtig glad.

Men ingen vil fortælle mig det. Jeg har forsøgt hele dagen med det samme resultat hver gang: "SKAT's TastSelv er midlertidig ude af drift, og vi kan i øjeblikket ikke modtage Deres oplysninger".

Dermed er jeg ved ikke hvor mange tusinde afskåret fra at vide, om de er rige eller fattige.

Jeg vil dog ikke brokke mig for meget. Jeg har dårlige erfaringer med den besked, jeg får. Den kan jeg vist få tidligt nok.

Forstanderinden får altid stor ros for sin mad - og fuldt fortjent. Således også i dag.

2 hold venner var på besøg til frokost, og de roste maden over skyerne. Den var også god.

Men roste de mig for at have redt senge, støvsuget, vasket gulv og afhentet de sidste indkøb i supermarkedet?

Nul. Ikke et ord faldt om det. Det er ikke retfærdigt. Man føler sig forbigået. Vi på de nederste trin, som laver slavearbejdet, bliver aldrig nævnt. Det kunne jeg godt tænke mig lavet lidt om på. Der er for lidt lighed i det her land. Min indsats er for lidt påskønnet

Næste gang vi får gæster, vil jeg lave et opslag på fordøren om den.

Som mange vil bevidne, er jeg ikke noget teknisk geni. Desværre langtfra.

Jeg er derfor glad for, at det i dag lykkedes mig at løse et mekanisk problem sådan forholdsvis nemt.

Jeg har over 2 dage skåret toppen af vores blommetræ med en kædesav på en 3 meter lang teleskopstang. Det er gået rimelig nemt, omend det er hårdt for arme og ryg.

Men så kom uheldet i dag. Jeg manglede at skære 2 grene, da kæden sprang af. Jeg gik i koma og bandede. Hvordan kunne jeg reparere? Jeg måtte jo prøve - og minsandten om det ikke lykkedes efter 3-4 forsøg at adskille, rense og samle.

Om jeg var stolt? Det kan du regne med. Det giver selvtillid. Fummelfinger reparerede sin kædesav. Jeg havde ellers forventet besøg hos mekaniker og efterfølgende røveragtige regning.

Jeg fandt i dag et billede, som bragte mig langt nedad mindernes gade.

Det undselige lille hus var fra 1956 vores "Cricketpavillon" på Silkeborg Stadion.

Oprindelig var det et redskabsskur, men vi spillere lagde kræfter i og fik det ændret til et hus med omklædningsrum (de to vinduer til venstre - kun koldt vand), et lilebitte køkken (uden vand) og et opholdsrum (bag døren og vinduerne til højre) med en enorm hjørnesofa, diverse stole og et stort bord.

Mange, mange timer har jeg tilbragt i og ved dette hus. Jeg har fejret sejre derinde og drukket gravøl ved nederlag. Jeg har været til møder der. Jeg har været til fester der utallige gange.

I det hele taget var jeg dengang så optaget af at spille cricket, at huset næsten blev mit andet hjem.

Det findes ikke mere, da cricketbanen flyttede til et andet sted i byen omkring 1970. Og da havde jeg ikke boet i Silkeborg i 6-7 år.

Men hold da op der er minder for både min søde kone og jeg i det billede. Ak ja. Det var sjovt dengang.

Jeg var godt underholdt, da jeg i eftermiddag bankede derudad på min kondibike. Jeg puklede afsted i en time, mens jeg fulgte med i filmen "Triple Cross - verdenskrigens mesterspion" fra 1966 med Christoffer Plummer i hovedrollen, en god gammeldags krigsfilm med alt det, som hører med til sådan en. Spioner, dobbeltspioner, onde tyskere, gode englændere og nu og da også omvendt. Og naturligvis en kærlighedshistorie.

Det er årevis siden, jeg har set en krigsfilm, men det var ganske underholdende - og filmen var ikke særlig blodig. Men vigtigst af alt; den fik mig til at glemme anstrengelserne, som var ganske store.

I dag er det nøjagtigt 58 år siden, jeg fik mit første kys. Det var en vældig sød pige, der var så venlig at synes om mig. Jeg havde fulgt hende hjem efter et fastelavnsbal i vores idrætsforening. For god ordens skyld vil jeg lige fortælle, at jeg var ikke udklædt.

Det var en overraskende oplevelse, for jeg var dengang meget genert over for piger. Men jeg fik et par søde kys, og vi mødtes igen et par dage senere. Og det har vi gjort siden. Det overrasker nok ikke, at pigen hedder Else. Vi kunne godt ønske os 58 år mere sammen, men nu skal man jo ikke blive for begærlig.

Dette skrives i dyb taknemmelighed over vores dejlige familie.
I dag havde vi besøg af 3 af dem, Annette, Kent og Kristian. Jeg elsker at sidde lige så stille og lytte til dem og snakke med dem. De er dejlige mennesker. Hvor jeg dog nød det.
Når de er her alle sammen, er jeg ved at koge over af glæde og stolthed. Måtte det ske snart.
Det er også et plus, at forstanderinden altid disker op med en god frokost. I dag var det tapas med alt til faget hørende og en kølig hvidvin dertil (og Pepsi Max).
Livet er ikke det værste, man har.

Som det dog har været en god dag - og fortsat er det.

Mens forstanderinden og svigerdatter og søn var til mega-udsalg i Hammel, var Frederik og jeg alene sammen 1-2 timer. Hvor jeg dog nød det. Jeg er sikker på, at den bette mand gjorde det samme. Vi var udendørs og legede med en anden dreng fra området. Rutsjebaner, store gynger, sandkasser, vipper, spring fra en høj rampe. - og ikke mindst et mudderhul, som er Frederiks klare favorit. Det sås også på hans flyverdragt bagefter. Især glædede det mig at se Frederik lege sammen med den anden dreng. Ikke længere leger de to hver for sig.

Jeg var så begejstret for oplevelsen, at jeg næsten uden problemer klarede en times indkøb i BILKA.

Og så har jeg det godt.

Og i morgen kommer datter, svigersøn og barnebarn til frokost. Det bliver også rigtig godt. Jeg glæder mig meget.

Livet er ikke det værste, man har.

I dag har været rigtig dovne-dag. Udover at køre forstanderinden til og fra jobbet, redde senge og tømme opvaskemaskine har jeg ikke lavet en dyt.

Sommetider er det rart nok bare at drive den af, men jeg må tilstå, at jeg i dag kedede mig lidt.

Dog kunne jeg glæde mig over, at dagens længde er på 10 timer og 25 minutter. Det er en forøgelse på omkring 3½ time, siden dagen var kortest i december, da den var omkring 6 timer og 54 minutter.

Det sad jeg så lige så stille og glædede mig over. Dog hjalp en god meddelelse fra hospitalet mig til at glæde mig endnu mere.

"Livet er ikke det værste, man har, og om lidt er kaffen klar".

Tre restauranter i Århus har lige haft den store ære at blive tildelt hver sin Michelinstjerne. Tillykke til dem alle. Det er da flot, og uden tvivl fortjent.

Ikke at jeg selv får noget ud af det, da jeg aldrig vil få råd til at spise på nogen af dem, og skulle det meget mod forventning ske, vil jeg ikke blive mæt af de dygtige kokkes anstrengelser (se billede). Jeg ved det af erfaring. Godt nok har jeg aldrig spist på en Michelin-restaurant, men på nogle, der var tæt på (jeg var inviteret).

Jeg måtte hen til den nærmeste pølsevogn bagefter, hvilket medførte nogle skæve blikke fra dem, jeg fulgte med.

Så tillykke til de nye stjernekroer. Ha' det godt og lad mig spise hjemme hos forstanderinden og i pølsevognene.

I dag har jeg har foretaget en øvelse, jeg normalt ikke giver mig af med.

Jeg modtog en regning fra mit benzinselskab for 36,75 liter diesel til ialt 293,27 kr.

Af bare nysgerrighed regnede jeg den igennem.

På regningen var angivet følgende:

Moms: 58,65 kr.

Energiafgift: 97,76 kr.

CO2afgift 15,44 kr.

Kvælstofafgift: 1,73 kr.

Ialt i afgifter: 173,58 kr.

Reel betaling for dieselen var således 119,65 kr.

Afgifter udgør 59,19% af prisen. Det er fa'me mange penge, og nogle politikere vil gerne have dem forhøjet.

De får ikke min stemme. Jeg er næsten forarget.

Og så fandt jeg ud af, at der på regningen ovenikøbet var en opkrævningsafgigt på 10 kroner.

Og så blev jeg rigtig forarget.

Vi passer datter og svigersøns lille hund for tiden, en lille terrier, en West Highland Terrier, også kaldet en westie.
Racen er kendt for sin legesyge, glæde ved omgangen med mennesker og sin kort lunte. Der skal ikke meget til, før den skælder ud. Og det kan høres. Navnlig bør ens naboer forholde sig i ro og ikke lukke sin egen hund ud i sin have, for det er for en westie et personligt angreb, som på det strengeste afvises. Og når de to så mødes ude på gaden, er det lutter logren med halen.
Her i huset er vi vant til labradorens lidt træge og dorske lunten frem og tilbage, men vi har nu lært, at det kan foregår på en anden og væsentlig hurtigere måde.
En westie er en sengehund, som helst tilbringer natten under en dyne, helt under. Men heldigvis er det ikke under min. Hos mig ligger hun ovenpå dynen.
Hun er en skæg og charmerende hund med et ego på størrelse med en luftballon. Vores to store hunde er faktisk en smule bange for hende.

Det er højsæson for skiferier. Tusindvis af danskere drager syd- og nordpå. De fleste vender heldigvis helskindet hjem - men desværre ikke alle. En del kommer hjem i gips. og vi må høre for det.

Navnlig bliver vi danskere mobbet af nordmændene, sådan rigtig tøsemobbet.

En statitisik fra Norsk TV2 viser, at danskere har 30 gange så mange skader som nordmænd og svenskere. Vi bliver betegnet som "Skibakkens kløner", og det er ikke rosende. Danskere må tegne deres egen "kløneforsikring", en rejseforsikring er ikke nok. Bunden er nået.

Men så længe vi banker dem i håndbold (det gør vi ikke), i fodbold (det gør vi heller ikke) og i ishockey (ej heller her), så må de gerne mobbe os. Og det gør de så.

Vi har et barnebarn på næsten 3 år, Frederik. Han besøgte os i dag sammen med storesøster og mor og far.

Frederik er ekspert i traktorer. Han kender forskel på Massey-Ferguson, John Deere, Claas og flere andre. Det er mere, end jeg gør.

I dag satte jeg mig med ham og viste ham forskellige traktor-film på internettet, og han var dybt optaget og snakkede og snakkede. Der var traktorer, der sad fast. Der var traktorer, der stod i et par meters vand, mens andre kørte ud i lavt, mudret vand og skar siv. Han var dybt imponeret og var længe koncentreret om det.

Nååh, farfar kunne nu også lide at se filmene. Lidt barn er man vel altid.

Billedet er den John Deere, vi bruger på vores jagter. Den imponerede også.

Nostalgien rammer mig af og til. I dag fandt jeg tilfældigvis i mit billedarkiv denne mindeværdige telefon fra min barmdom i 40'erne og 50'erne. En stor maskine, som vejede 3-4 kilo. Den stod på fars skrivebord.

Men apparatet var på sin vis smartere end nutidens trykknap-tingester. Alt, man skulle gøre, var at dreje på håndtaget, løfte røret til øret og så sige det nummer, man gerne ville have - så kom det.

Til at klare det sad en sød telefondame og forbandt opkalderen med modtageren. Fikst og hurtigt.

Vel, der kunne opstå misforståelser, som fx. hvis man bad om nummer 29 og fik nummer 24. Men det skete ikke så ofte. Nu om dage trykker man jo også forkert, sikkert flere gange end telefondamen hørte forkert.

Der var ikke noget med at glemme telefonen hos venner eller henne i supermarkedet eller tabe den på gaden. Ikke noget med at blive ringet op midt i gudstjenesten, teaterforestillingen, biograffilmen eller mødet. Ingen problemer med at indstille lydstyrke og ringetoner. De var standard. Ikke noget med tomt batteri og genopladning.

Verden var nemmere - men mon det dog er nok til, at jeg ønsker mig tiden tilbage? Næppe - blot pudsigt.

Jeg skriver lidt tidligt i dag, thi jeg skal i eftermiddag deltage i årets første julefrokost. Og jeg ved af mange års erfaring, at jeg kan vende hjem og være lidt svimmel med efterfølgende besvær med at åbne computeren for ikke at nævne at ramme tasterne.

Men jeg lover dog, at jeg ikke vil foranstalte slagsmål, bøvse eller køre bilen.

Derudover ved jeg ikke, hvad der kan ske. Men jeg plejer at være ganske glad. Det er jeg dog også lige nu. Så der venter mig forhåbentlig en munter dag. Det håber jeg også for jer.

Vores bil var til undervognsbehandling i dag og blev med hjælp fra en venlig genbo hentet klokken 14.30.

Jeg vil selv vurdere en undervognsbehandling til at være en nyttig og kristen gerning - og på sigt endog pengebesparende Men der er endnu et plus. Jeg elsker lugten af frisk undervognsolie. Jeg kan ligefrem sidde i bilen og nyde den, og når den om et par uger er væk, vil jeg savne den. Måske kan man ligefrem tale om, at jeg skal på afvænning.

Jeg kunne selvfølgelig også sende bilen til ny behandling om et par uger bare for igen at nyde lugten.

Jeg var på arbejde i dag. Ja, du læste rigtigt, på arbejde.
På grund af ferie i min brors firma havde jeg lovet at "passe butikken" 4-5 timer.
Det har jeg gjort ofte før, og der er altid noget, jeg kan lave, og der er altid kunder. De er typisk studerende fra pædagogseminarierne og ansatte fra daginstitutioner og SFO'er. Jeg er altid glad for at kunne få en lille sludder med dem og høre om deres studier og jobs. Således også i dag.
Men der kom en uventet "kunde". Ældste barnebarn dukkede op med frokosttærte og fastelavnsboller. Og det kan da nok være, at det bekom mig vel. Jeg havde ingen frokost med.
Vi havde en rolig timestid lige omkring middag, hvor telefonen ikke ringede mere end én gang, så der var god tid til at snakke og hygge.
Det er godt at gå på arbejde.

Det er lørdag. Klokken er omkring 18:40. Udenfor er mørkt og koldt. Jeg sidder og småblunder, mens forstanderinden ser sin yndlingsserie på TV. Jeg nyder stilheden og glæder mig til aftensmaden, som først vil komme på bordet om en timestid. Vi har nemlig været til frokost hos gode venner i eftermiddag. God mad, god snaps og en god cola, som jeg ikke kendte.

Måske savner du ordet ØL i denne forbindelse, men det er ikke lige mig længere.

For en ugestid siden fandt jeg ud af, at øl gør mig søvnig, træt og lidt skidt tilpas - selv i små mængder. Derfor har jeg i dag ikke drukket en dråbe af de ellers populære dråber.

Min fremtid vil således blive uden øl. Men måske vil en varm sommerdag kunne lokke mig til at drikke en enkelt. Er det lidt trist? Overhovedet ikke. Jeg klarer mig fint uden. Jeg vil meget hellere have Pepsi Max.

Jeg faldt i går over et billede fra min hjemby Silkeborgs fortid, dengang skolebespisning var almindelig. Fattige folks børn kunne hver dag i vintermånederne få et måltid varmt mad. I starten foregik bespisningen på Silkeborg Fattiggaard, men efter 1½ år syntes man, at børnene skulle skånes for at se elendigheden der, og man flyttede til den lokale skole. Billedet er herfra og taget i 1926.

Jeg har selv været et af de børn, der fik bespisning på skolen, men da var det blevet til rugbrødsmadder.

Min erindring fra dem er ikke positiv. Kun ganske få var bare en smule velsmagende. Jeg husker især revet gulerod som aldeles forfærdelig, våd og med rugbrød, der blev til en smattet affære. Ej heller var æbleflæsk efter min smag, vel nok den værste af dem alle. Men mad var det, og mine forældre sparede lidt penge ved det.

Der er lang vej til nutidens skolekantiner, som serverer lækker og sund mad, ganske vist mod betaling.

Det var en ny oplevelse. I går aftes gik jeg i seng så tidligt som klokken 19.15. Det har jeg ikke gjort, siden min mor lagde mig i seng som 2-årig. Så det er 72 år siden.

Jeg var ikke syg eller dårlig, faktisk havde jeg det rigtig godt. Men det havde forstanderinden ikke. Hun frøs og havde det skidt med kvalme. Så da hun klokken 19 meddelte, at hun ville lægge sig, tænkte jeg: "Hvorfor dog ikke?" Så jeg trissede bagefter. Det er aldrig for sent at prøve noget nyt.

Den søde dame faldt i søvn efter 2 minutter, mens jeg måtte bruge 20. Og vi sov begge til klokken 8.30 i morges.

Så har jeg prøvet det også, og måske vil jeg gentage det. Man skal ikke være ræd for det nye.

Jeg var til en mindehøjtidelighed i dag i Grundfør Kirke. En kær, tidligere Jellebakke-kollega, som døde i sidste uge, skulle bisættes. En mindehøjtidelighed er forskellig fra en begravelse i og med, at der ikke er nogen ligprædiken og visse andre dele af liturgien er faldet ud.

Til gengæld var der mindeord fra afdødes datter, som talte smukt og hjerteligt - og morsomt - om sin far. Samme gjorde borgmesteren og præsten. Der var kun én salme, men til gengæld viser af Benny Andersen og Anne Linnet.

Jeg har aldrig været til en "begravelse", hvor der blev leet så meget under den kirkelige handling. Det var helt i afdødes ånd. Han var et prægtigt og muntert menneske, som jeg arbejdede sammen med igennem mere end 30 år, blandt andet lavede vi sammen skolens skema gennem mange år, og jeg har cyklet ud og besøgt ham flere gange siden vi gik på pension for at se hans selvbyggede og højt anerkendte observatorium. Han var inkarneret astronom med en lang række foredrag bag sig.

Han vil være savnet. Ære være Eriks minde.

Hvor herligt, hvor absolut herligt. Her sidder jeg i min formstøbte sofa og ser på årets første lidt større cykelløb i Europa, "Andalusien Rundt", som slutter på søndag. Hvor har jeg dog glædet mig til, at sæsonen skulle starte, og nu følger løbene som perler på en snor.

Så her er jeg, indendøre, og uden for pisker regnen ned, og det blæser. Ingen udendørs-aktiviteter er behagelige. Og så cykelløb inde i en god varme. Min lykke er gjort.

Jeg er desuden bundet til bopælen, da jeg i morges afleverede vores trofaste bil til en nødvendig undervognsbehandling. Der er gensyn i morgen - og der er cykelløb hver eftermiddag resten af ugen.

YES.