Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Billedet er "Midtjysk Sukkerfabrik", tidligere "Silkeborg Sukkerfabrik".

Det firma kendte jeg ret godt i min barndom. For der arbejdede min onkel Henry. Han lavede bolsjer af forskellig art. Navnlig "Kongen af Danmark", et knaldrødt bolsje med den hel specielle, søde smag. Han lavede blandt mange andre også pebermyntebolsjer. Altsammen rigtig guf for for en knægt som jeg.

Tilfældigvis lå fabrikken nøjagtig på min vej til og fra skole, og så var det jo hyggeligt med et lille familiebesøg med ikke alt for store mellemrum. Og onkel Henry var en generøs mand.

Familiesammenholdet har altid været stort i vores familie.

Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at der for tiden er overenskomstforhandlinger på dagsordenen i forligsinstitutionen. Nyhederne handler ikke om meget andet.

Det virker hektisk. Så forhandler de til midt om natten. Så går de hjem. Så kommer de igen. Så snakker de i timevis. De kommer ikke ud af stedet. Så går de hjem og henter deres soveposer på god spejdermaner. Jeg tror, de også laver snobrød om et bål. Intet ændres.

Jeg kan kun med salig Ludvig Holberg sige: "Gaaer hen og forliger eder, I skabhalse."

Jeg er træt af jer.

Sådan. Frederik har været her siden i går morges og skal hjem til aften. Det har været godt.

Udover de altid fysisk hårde fangelege og fodboldkampe fandt vi i aftes tid til et besøg på McDonald i Randers, hvor legehjørnet blev udnyttet og legen kun afbrudt af små bidder af en burger. Det blev et langt ophold. Men pyt. Det morede ham.

I dag tændte vi op i havepejsen. Frederik fik lært at lave bål og tænde det. Derefter kunne vi sætte os foran ilden og nyde varmen i den kolde formiddag. Foran pejsen kunne vi desuden læse i "Halfdans ABC", en af Frederiks favorit-bøger.

ÅBENT BREV TIL AGF:

Hvad er det, I har gang i? Er I professionelle fodboldspillere eller tøsedrenge?

Jeg er ikke i tvivl. Tøsedrenge.

Tre kampe i træk vinder I og undgår lige nøjagtigt nedrykning, og man tænker: "OK. Nu sker der noget".

Men nej. Tilbage til elendigheden og I taber til rækkens absolutte bundhold og taber endnu en kamp.

Hvordan synes I selv, det går?

Jeg er sur og vred på jer alle, spillere, trænere, ledelse. Faktisk troede jeg, at jeg var ude over det at ærgre mig over jer. Men elendigheden er for stor. Far er både vred og skuffet.

Sur hilsen fra Gunnar Rasmussen.

Der er noget ved den knægt, jeg godt kan lide.

For en gangs skyld taler jeg ikke om et barnebarn, men om en australsk dreng på 12 år.

Han blev sur på sin mor. Stjal hendes kreditkort og sin mormors pas. Via en af skolens PC'er bestilte han flyrejse og hotel til ferieøen Bali 4.600 km. borte.

Ingen spørgsmål i lufthavnen. Ingen spørgsmål på hotellet, hvor han levede i luksus i fire dage. Han blev meldt savnet og fundet på hotellet. Kort efter sad han i et fly på vej til Australien.

Han erklærede frejdigt, at han ikke fortrød noget. Det havde været kæmpe-skægt.

Så oprandt da den dag, jeg har gruet for i mere end et halvt år. Første tur med plæneklipperen i 2018. Se, hvor grimt græsset er.

Jeg er ikke skabt til at slå græs. Derfor har jeg tænkt mig at udbyde det i licitation.

Hvis du kunne lide at komme her på matrikelnummeret og slå græs for mig en gang om ugen, skal jeg ikke have det store beløb for det. Et sted mellem 30 og 60 kroner vil være passende.

Til gengæld vil du hver gang få lov til at komme ind og se mine billeder af børnebørnene. Der er mange. Og de er gode.

Hvis du er interesseret, skal du kontakte mig senest 1. maj, og jeg vil hurtigst derefter udpege den heldige, sikkert efter lodtrækning blandt de mange.

Jeg blev overhalet lige i døråbningen - og 'bang' blev døren smækket i lige for næsen af mig.

Normalt ville jeg såmænd ikke tage notits af en sådan adfærd, hvis bare det ikke havde været fordi det det var en toiletdør i et offentligt toilet. Og der stod jeg, stærkt trængende, med næsen tæt op ad døren. Jeg nåede end ikke at sige et ord. Der var kun ét at gøre, ind på et dametoilet, som ovenikøbet også var et handicap-toilet.

Havde det været muligt, ville jeg have ventet på omtalte herre. Men det ville have kostet mig et par våde bukser og en anklage for verbal og fysisk vold.

Pariserkommunen, det revolutionære råd, som styrede Paris efter nederlaget i krigen mod Tyskland i 1871, og som havde en kort levetid på 71 dage fra 18/3 - 28/5, indførte i dag for nøjagtig 157 år siden et forbud mod at bagere arbejdede om natten. Det er da en god og kristen tanke, men mon pariserne var tilfredse med, at deres baguetter først var i butikken op ad formiddagen.

Jeg kan i hvert fald nemt tænke mig, at hvis der nogensinde skulle blive oprør i Danmark, så kunne det skyldes, at vi ikke kunne få rundstykker før kokken 11. Sikke en ballade. Militær og politi ville blive sat ind mod en rasende befolkning, undtagelsestilstand blive erklæret. og regeringen ville gå i skjul i en atomsikret bunker i Rold Skov.

Ikke underligt, at pariserkommunen kun eksisterede i 71 dage.

Nu skal det jo ikke være mig, der klager over, at det er blevet varmt. Slet ikke. Jeg har længe harseleret over den lange vinter. Meeeeeennnn.

Behøver varmen at komme så pludseligt og så kraftigt. 27-28 grader har vi haft i dag, og lige nu er der 23 grader. Klokken er omkring 18:30. Soldyrkerne springer som gale ud ad døre og vinduer og kaster sig i liggestole og på tæpper, mens jeg lider i stilhed indenfor i skyggen. Jeg har dog været en del udenfor og ovenikøbet gået en hel del. Det var ikke spor rart. Kun kolde sodavandsdrikke holdt mit mod oppe og mit kogepunkt nede.

Men jeg klager ikke. Gud forbyde det. Blot glæder jeg mig til i morgen med omkring 20 gr.

Jeg kan ikke bare lade som ingenting, når der står den 18. april på kalenderen.

I dag er det 154 år, siden preusserne jog os bort fra Dybbøl-stillingerne, der med vanlig dansk omhu var etableret som helt uegnede til at yde modstand mod næsten en hvilken som helst fjende, og da slet ikke den store preussisk-østrigske arme, som ikke blot var numerisk overlegne, men også havde væsentlig bedre våben. I løbet af en god time var den danske hær i hurtigløb sendt over Alssund på et par pontonbroer, som derefter blev ødelagt..

Takket være uduelige politikere, især de national-liberale, var det kommet hertil.

Nogle måneder senere indtog preusserne også Als, og en forsmædelig fredsslutning gjorde, at Danmarks sydgrænse nu var Kongeåen. En tredjedel af landet var mistet.

Hvad gør man med håbløst dårlige politikere? Spørg dig omkring - også gerne på Christiansborg.

Det bliver kort i dag. Forstanderinden og jeg drager snart afsted til en forhåbentlig god menu på en restaurant ikke langt herfra. Og forhåbentlig er jeg ikke i stand til at skrive to fornuftige, sammenhængende ord, når vi returnerer. Jeg vil end ikke prøve.

Velbekomme.

For ikke længe siden, præcis den 2/2, fortalte jeg om min dengang nye bog, "Tour de France, verdens hårdeste cykelløb". Den er enorm i omfang, 784 sider, og er nærmest en opslagsbog med referater fra alle kørte Tour de Francer siden 1903.

Jeg læser om ethvert af dem og er nået til 1963. Jeg skal frem til 2016. Det er spændende. Jeg glæder mig, hver gang jeg får løftet de 4,6 kilo op foran mig og læser.

Jeg tror, at det kun er en nørd som jeg, der læser bogen fra ende til anden. Men jeg kan ikke lade være. Der er så mange interessante navne og episoder, og som min guru Jørgen Leth siger mange gange, når han kommenterer på TV: "Vi får svar på mange spørgsmål".

Og nu er der kun omkring 3 måneder, til løbet starter igen.

Det var heldigt, at jeg i gårsdagens dagbog fik skrevet et bestemt ord, det allersidste.

I sin helhed lød sætningen således: "Og i morgen skal jeg cykle - måske". Jeg kom ikke afsted.

Jeg havde glædet mig til turen, som skulle have været sammen med bror Kjeld.

Jeg havde påregnet sol og varme. Det var tåget og koldt.

Så under indtryk af mit lige nu vaklende helbred, måtte jeg sige fra. Jeg må ikke fryse, siger min læge.

Endnu engang kunne jeg forbande vejret.

Til gengæld kom min rare bror og spiste frokost hos os. Det nød jeg. Men det ærgrede mig, at jeg ikke kunne cykle med, da han tog afsted. Det fordømte forår.

Vi var i Aidt i dag. Så var vi i Hvorslev. Så var vi i Aidt. Så var vi i Hammel, og så var vi i Aidt. Og så kørte vi hjem.

De mange køreture skyldtes, at vi hjalp svigerdatter Anette, barnebarn Frederik og søn Peter med at køre på lossepladsen et par gange, gøre rent i Hammel og flytte de allersidste småting fra Hammel til Aidt. Nu er de helt færdige og er flyttet ind med alle deres ting og sager.

Vi lod det være op til dem at pakke ud og sætte på plads. Vi var begge trætte og havde smertende rygge, så vi måtte hjem i vores formstøbte sofa.

Vi hjalp alle til efter allerbedste evne - undtagen én (se billede)

Men vi havde en god dag og var glade for at kunne hjælpe.

Og i morgen skal jeg cykle - måske.

Endnu en trist dag. Vores gamle hund Buffy kunne ikke mere. Hu var træt, kunne ikke holde maden i sig - eller komme af med den, kunne næsten ikke gå, drak mange liter vand om dagen og havde det tydeligvis ikke godt.

Så er der for en hundeejer desværre kun en vej.

Hun er vores sidste hund i en række på 10-12 stykker. Vi fik vores første hund i 1974 og har ikke haft pauser i den lange række. En overgang havde vi 4 samtidig.

På billedet er hun til højre ved siden af Sydney, som blev aflivet for nogle måneder siden.

En sørgelig dag dengang - og i dag.

Vores datter vil komme på hårdt arbejde.

I dag sagde jeg farvel til mit dækskifte-firma gennem 10-15 år.

Årsagen er den, at tidligere omtalte datter har fundet ud af for mig, at jeg gennem mit redningsselskab "Falck" kan få samme service til samme pris. Hertil skal føjes, at jeg ud over dækskiftet (med opbevaring) vil få gratis bilvask, gratis sprinklervæske, gratis syn, gratis reparation af stenslag, gratis check af bilen en gang om året og en del mere, som jeg ikke husker. Altsammen til en pris, der svarer til det, jeg hidtil har betalt for dækskifte alene Det er win win.

"Men hvad får din datter da travlt med?" hører jeg dig spørge.

Det skal jeg sige dig.

Det hele styres, bestilles og udføres gennem en app på min iPhone. Den kan jeg på ingen måde finde ud af. Har prøvet.

Det bliver hendes opgave at guide mig, en ikke helt nem opgave. Og hun bliver gjort arveløs, hvis det kikser.

Jeg var på to autoværksteder i dag. Begge uden det store held.

Først var jeg hos min dæk-mand for at få skiftet til sommerdæk. Man kan ikke bestille tid. Der var næsten 1½ times ventetid. Det var for meget for mig. Jeg spurgte, hvornår det var bedst at komme. "Når der ikke er andre", lød svaret. Jeg takkede for det informative svar, men fik dog lokket ud af den gode værkfører, at omkring klokken otte morgen nok var bedst. Jeg spurgte, om han var totalt vanvittig. Da er jeg ikke engang begyndt at tænke på at stå op. Vi blev enige om, at omkring klokken 9 sikkert var lige så godt.

Dernæst kørte jeg til mit faste værksted for at få skiftet olie. "Ja, så gerne", sagde den rare værkfører. "Men det bliver tidligst den 30. april". Han savnede mekanikere og havde søgt efter flere, men uden held.

Så er det svært at være bilejer.

Forstanderinden har mange stærke sider. Én af dem er at bage kringler. Jeg lover, de smager, så man kan høre englene synge.

Hun har bagt kringlerne i mange år, og de har vakt juble overalt, hvor de blev spist. Bl. a. havde jeg dem ofte med i skole, så kontorpersonale og andet godtfolk kunne nyde godt af de vidunderlige kringler. Også ved familie- og vennesammenkomster har de været en stor succes.

I dag er det sangkoret i Skorup Kirke, som får fornøjelsen. Anette og Peter synger begge i koret og har lovet at medbringe kage til aftenens øvetime. De har valgt rigtigt ved at lokke forstanderinden til at bage kringle for dem. Der venter koret en god oplevelse, der får ikke kun englene til at synge så skønt, men også koret.

Det er forår. Fuglesang og temperaturer omkring 20 grader. Endelig.

Jeg fornemmede, det burde fejres med at bringe havemøblerne frem fra deres skjul under tykke presseninger.

Derfor trodsede jeg smerter fra formiddagens benhårde træning i fitness-centret og tog fat.

Det vil glæde mange at vide, at jeg klarede det helt alene. De, som ikke glædes, bør tie og fortsætte med det til evig tid.

I dag flytter svigerdatter Anette og søn Peter fra Hammel til Aidt.

Forstanderinden og jeg er nægtet adgang til at hjælpe til. Det skønnes, at vi har for få kræfter. Desværre tror jeg, det er rigtigt.

I stedet gør vi nytte ved at passe Frederik og sorte Tjalfe. Det skal der nu også kræfter til. Jeg har lige leget fangeleg med Frederik, puha, og om lidt skal vi spille fodbold, hvor jeg inkasserer mit vanlige nederlag. Ikke fordi jeg lader ham vinde, men jeg kan ganske enkelt ikke følge med. Det må være lige så anstrengende som at flytte.

Men pyt. Snart kører vi ud og ser resultatet af flytningen, hvis jeg da ellers kan holde til at gå ud til bilen. Jeg er meget spændt på at se huset med møbler i. Vildt spændende.

Vi har fejret fruens fødselsdag i dag med en god frokost og med familie og venner, taler og alt til faget hørende. Jeg var lidt heldig med valg af snaps. Alt blev drukket. Jeg var lidt heldig med valg af øl, mange forskellige slags. Næsten alle blev drukket. Jeg hjalp selv til. På et tidspunkt følte jeg trang til at bryde ud i sang. Det blev ikke modtaget med den største glæde. Men bror Kjeld og jeg istemte med vores gamle sang om mælkedrengen. Vores far lærte os den for mere end 70 år siden, så hvad enten vores kræsne tilhørere brød sig om det eller ej, så fik de den.

Bifaldet var til at overskue. Det var der slet ikke.

Tillykke til min søde kone.

Vi skal spare. Det er der også al mulig god grund til - især hvis du er bilejer. Og det er vi næsten alle.

I deres visdom har vore politikere fundet ud af, at vi skal nedlægge FM-sending og i stedet bruge DAB. Hvorfor ved vist ingen.

Konsekvensen er, at samtlige bilejere fra 2021 ikke kan høre radio i bilen, hvis de da ikke ofrer mellem 3.000 og 10.000 kroner. Og så er det ret sikkert, at det ikke virker. Prisen svinger fra bil til bil, og i nogle biler kan det ikke lade sig gøre at montere det.

Antennen skal være udvendig. Standardantenner virker ikke. Og hvis man lytter til en kommerciel station, mister man trafikmeldingerne.

Nå, men pyt. Jeg er i virkeligheden fortvivlende ligeglad. Jeg tænder alligevel aldrig radioen i bilen. Så jeg vil slappe helt af. Det er det, jeg er bedst til.

Jeg så i dag på Facebook, at man eftersøgte dårlige undskyldninger af alle arter.

Naturligvis bruger jeg dem ikke selv. Men jeg havde i min tid som lærer på Risskov Skole i en 7. klasse Leif. Han brugte dem, næsten forfinede dem.

Når han brugte dem, stod han altid med helt blankt ansigt, ikke en muskel afslørede, at han var på tynd is. Da han ofte kom for sent, måtte jeg lægge øre til en del.

Jeg husker navnlig to: Leif banker på 10 minutter inde i timen. Han træder ind og siger helt roligt: "Bruuns Bro var oppe. Jeg måtte vente". (Bruuns Bro er en fast jernbanebro i midtbyen. Den kan hverken gå op eller ned).

Næste forsøg. Leif igen sent på den: "Beklager, men min vandcykel havde kilet sig fast mellem 2 isbjerge".

Sådan noget kan jeg ikke stå for, så jeg glemte alt om bebrejdelser og forældrekontakt.

Jeg er i godt humør i dag, Vejret har teet sig vel. Solskin og lidt lunt.

Derfor kunne intet holde mig tilbage. Min trofaste cykel skulle klargøres. Jeg kastede mig over opgaven, som dog ikke var stor. Den blev rengjort og smurt i efteråret, da den blev stillet væk. Men lidt ekstra rensning, lidt olie på kæden og frisk luft i dækkene fik den dog.

Nu skulle jeg blot have haft kræfter til en cykeltur. Det havde jeg ikke, fordi en anden opgave var hård for mig. Der skulle også luft i campingvognens dæk. Dertil skulle jeg slæbe en djævelsk tung kompresssor ud i forhaven - og tilbage igen. Det gjorde ondt i ryggen, så jeg måtte blive hjemme. Så må jeg få motionen i morgen i mit gode træningscenter.

Skaf os nu bare noget mere forår.

Min dagbog i dag burde kun bestå af ét udsagn: "Føj for den lede". Men måske bliver den længere

Jeg kunne finde meget grimmere ord, men da der blandt mine læsere er sarte mennesker, vil jeg ikke gå videre til fx. "lort".

Se lige på møgbilledet, taget lige før middag i dag. De hvide klatter er SNE, altså sne som i noget hvidt, irriterende stads. Vi skriver den 3. april på kalenderen. Jeg er skuffet - og sur ad h. til. Så er det sagt.

Bande, bande, knurre, knurre og råbe og skrige. Stå ikke i vejen for mig !

Vi var i Aidt i går. Jeg følte trang til at besøge Anette og Peters nye hus. Jeg ved jo, hvor de spændt sidder og venter på alle mine gode råd til indretning, maling, lamper osv.

Ingen af dem er uhøflige, så jeg fik lov at snakkke - og så gik de videre. Dog kunne jeg hjælpe med at køre med til Randers for at hente gardiner.

Ellers sad jeg i en meget behagelig lænestol og betragtede interesseret fremskridtene. Jeg er sikker på, at min passive hjælp glædede alle.

I dag er en anden kop te. Jeg cyklede uafbrudt i 45 minutter på min kondicykel. Ikke noget med passiv iagttagelse. Men det var meget sjovere i går i Aidt.

Jeg har behov for at beklage mig. Det samme har andre godt 5 millioner danskere og andet godtfolk.

I dag går vi ind i årets 4. måned med en isnende kold vind og temperaturer på 2-3 grader. Det er jo ikke forår, men vinter. Men heldigvis er jeg ikke bornholmer eller falstring. De vader i sne til over knæene og sender gavmildt kulden over til os.

Nu har nogle meteorologer antydet, at vi sidst på ugen kan få temperaturer op til 9 grader. Det er løgn. De aner som sædvanlig ikke, hvad de taler om. De gætter. Min mormor kunne med sine gigtplagede ben forudsige vejret bedre end meteorologerne. Hun kunne mærke det på gigten og gættede aldrig.

Jeg er stolt over og glad for, at min hjemmeside i går rundede 1,5 millioner besøgende.

Det er mange. Men mon ikke nogle har været der mere end én gang?

Jeg fik hjemmesiden i afskedsgave, da jeg gik på pension den 28/1 2005. I starten vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle bruge den til. Men efter nogen tid fandt jeg ud af, at en del af hjemmesiden skulle være dagbog på dansk og engelsk. Og det har det været siden.

Lige fra start var jeg overrasket over, at nogen gad se, hvad jeg skrev, men efterhånden opdagede jeg, at det var der. Derfra gik det fremad, og det er ikke mange dage, der ikke har en dagbogsnotits. Kun når jeg har været udenlands eller på steder, hvor jeg ikke havde en computer, er der "blanke" sider. Næste runde tal bliver 2 millioner, og så er det måske på tide at stoppe.

Vi var til guldbryllup i dag hos vores datters svigerforældre. God mad, ikke mindst pandekagerne.

Til venstre ser du to billeder fra begivenheden. Ét af dem er et falsum, rent snyderi.

Jeg gad vide, om du kan regne ud, hvilket af dem, der er et "snyde-billede". Der gives ingen hjælp til løsning af opgaven. Du må selv have gang i de små, grå hjerneceller, som måtte være tilbage.

Se godt på billederne.

Hold da helt op, hvor man kan lære meget af sine børnebørn. For ikke mange år siden kunne jeg lære dem noget. Det er slut.

Navnlig er det slut, når det handler om iPhone, iPad og computere.

I dag og til i morgen har vi besøg af Frederik og Cecilie, og så kom Kristian på et lille besøg. Han er hjemme fra København her i påsken. Ham skal man spørge, når det handler om routere og Chrome Cast. Jeg blev virkelig undervist og forstår nu temmelig meget mere, end før han kom.

Jeg elsker, når jeg mærker, at et barnebarn er engageret i at gøre mig klogere og rådgive mig.

Jeg må vende tilbage til min gamle historie. En gang troede jeg, at når jeg blev gammel, da ville børnebørn og børn komme til mig, mens jeg sidder i min gode sofa for at får gode råd.

Det er ikke sket endnu. Derimod kommer de og giver mig en mængde råd (og befalinger).

Det er underligt, for jeg synes, jeg ved så meget.

Jeg har en ikke videre udviklet musiksmag. Det er kun få musik-genrer, jeg har lyst til at lytte til. Lad mig nævne de mest populære: Irsk folkemusik, The Beatles, Kim Larsen, Tom Lehrer, Niels Hausgaard og traditionel jazz.

Af disse er den irske folkemusik klart nummer 1, ikke mindst repræsenteret ved "The Dubliners", en gruppe, jeg har fulgt næsten siden den startede i 1962. Og jeg vil løbe langt og hurtigt for at høre dem synge "The Town I Loved So Well", som var den allerførste af deres sange, jeg hørte. Da jeg hverken har DVD'er eller andet med gruppen, blev jeg glad, da jeg fandt ud af, at jeg på mit nye Chrome Cast kunne høre og se så meget, jeg bryder mig om med "The Dubliners".

Jeg stod op lidt tidligt i dag. Der var noget, jeg skulle have på plads.

Forstanderinden sad med sin morgenkaffe i stuen. Jeg gik ind, skød hjertet op i livet og sagde: "Nu skal det ordnes. Lad os komme ind til den advokat og få skilsmissen klaret. Gerne nu".

Uden at løfte hovedet sagde den søde dame, at det kunne hun ikke, da hun havde aftalt en indkøbstur med vores datter. Så det måtte vente til i eftermiddag.

Så kunne jeg jo ikke gøre mere.

Senere på dagen læste jeg i en netavis, at der er indført nye love, der giver meget lang ventetid for skilsmisser for ægtepar med børn. Og vi har jo to.

Jeg måtte derfor fortælle min viv, at jeg fortrød. Jeg ville alligevel ikke skilles. Jeg savnede jubelråbene.

Jeg synes, det er interessant, at når jeg om morgenen beslutter mig for, at i dag skal jeg lave dette eller hint, male, rydde op, slå græs etc., så sker det ofte, at det ikke bliver gjort.

Men hvis jeg en morgen beslutter, at i dag vil jeg køre en bestemt distance på min kondicykel eller løbe en bestemt tid på løbebåndet i træningscentret, så bliver det gjort. Der skal i hvert fald temmelig meget til, for at det ikke bliver gjort.

Beslutningen i dag var 20 minutter for fuld kraft på løbebåndet. Det blev gennemført.

Det er altså underligt, at det er sådan med mine bestemmelser.

Hvis jeg en dag finder forklaringen, skal jeg straks lade den gå videre.

Jeg lå glad i min seng i formiddags og lyttede til en spændende krimi på min iPhone. Alt åndede fred.

Det skulle ikke vare ved. Pludselig stod forstanderinden i døren og meddelte, at nu havde vi skiftet til sommertid, og nu var det forår. Nu skulle der fejes og samles op i vores indgangsparti.

Jeg stirrede vantro ud ad vinduet og kunne ikke spore forår, hvilket jeg meddelte. Ikke overraskende fik jeg fortalt, at jeg tog helt fejl. Det var forår, basta.

Jeg for ud af sengen, sprang morgentoilette og morgenmad over, fandt kost og skovl og gik i gang.

Jeg må indrømme, at fejning var tiltrængt - se billeder. Men at give forstanderinden ret i, at det er forår, er en anden sag. Det minder mere om efterår.

Der blev fejet. Men under protest.

Udover det morsomme hospitalsbesøg i går fik vi også tid til at besøge svigerdatter og søn i deres kommende hus. Der males. Søn Peter er maler, hvorfor opgaverne primært er hans.

Som det ses, skulle et meget mørt gulv males hvidt. Peter gik i gang med rullen.

Jeg har altid nydt at betragte en håndværker udføre sit job, uanset arten, smed, murer, maskinarbejder, bager. Hvadsomhelst. Derfor nød jeg også at se min søn male. Det går hurtigt, men omhyggeligt.

Det var første gang, gulvet blev malet. To gange mere er nødvendige - og derefter en stærk lak. Det bliver flot.

Mens jeg sad og nød håndværkeren arbejde, kom jeg til at tænke på en oplevelse for omkring 20 år siden. Jeg var imod min vilje blevet sat til at male vores soveværelse. Jeg var ikke begejstret, men malede dog så hurtigt og pænt, jeg kunne.

Da jeg i løbet af 3 kvarter havde malet den ene væg, kom Peter tilfældigt forbi. Han var nyudlært maler og så mine lidelser og resultatet af dem. Straks overtog han penslen, fandt en rulle, og på lidt under et kvarter havde han malet de tre andre vægge og rettet de fejl, jeg havde lavet. Det nød jeg også at se på.

Denne beretning er lang Årsagen er kæmpehospitalet i Skejby, som er blevet endnu større.

Jeg kommer der hver 4. uge og har gjort det i 4½ år. Altid samme sted.

Men ikke længere. Afdelingen, er flyttet til helt nye omgivelser meget langt borte. I informationen fik vi at vide, at der var små 2 km. til stedet, og at det var uhyre svært at finde. Af de to årsager tilbød man os at blive kørt dertil. Vi tog imod tilbudet med tak.

Turen startede. En venlig portør var 'chauffør'. Han for vild. Vi havnede i en kælder, han ikke kendte. Vi kørte rundt lidt på må og få, kom til en elevator og skulle 1 etage op. Turen sluttede på 8. etage. Elevatoren i udu. Ned igen. Så ringede jeg til den sygeplejerske, jeg kender, og som tager sig af mig, når jeg er der. Telefonforbindelsen blev afbrudt. Det viste sig senere, at hendes telefon ikke virker i de nye omgivelser.

Nu skulle vi ned med en anden elevator. Den virkede ikke, så vi fandt en afløser. Vi nærmede os stedet, mente vi. Portøren virkede ganske vist ikke sikker, men han håbede.

Vi kom til et automatisk indcheckningssted. Frem med sygesikringskortet. Maskinen virkede ikke.

På daværende tidspunkt var jeg dybt forvirret, klar til at gå ind hvorsomhelst. Men pludselig så jeg min søde sygeplejerske et stykke nede ad en gang, og jeg følte mig tryg igen.

Vi blev heldigvis kørt tilbage til hovedindgangen - dog med en ny 'chauffør'. Han kørte også forkert, men rettede hurtigt.

Sikke dog en masse oplevelser. Det var faktisk ganske morsomt.

Jeg var til træning i dag i mit gode træningscenter i Hornslet.

Jeg havde ikke svært ved at motivere mig selv. Tanken om at jeg forleden måtte aflyse at deltage i de 2½ dages cykling omkring Fjerritslev, Hanstholm og Thisted midt i april på grund af forventet manglende træning har i den grad ærgret mig, så jeg tænkte, at jeg i det mindste kan få en grundform, der tillader kortere ture. Men jeg savner stadig at komme ud på landevejene på en reel cykeltur. Vejret tillader dog ikke en aldrende gentleman at kaste sig ud i kulden og blæsten. Jeg er fortsat sur, meget sur. Kontakt mig kun, hvis det er absolut nødvendigt. Sur, sur, sur.

Jeg har kørt en del i bil i dag, temmelig meget. Heldigvis har forstanderinden været bag rattet det meste af tiden. Skønt.

Det gav så mig lejlighed til at kigge lidt mere på modkørende biler. Det slog mig da, hvor mange biler, der kører rundt med kun én forlygte. Det er en fejl, og jeg synes, vi bør italesætte for at få problemet løst.

Lød det ikke forfærdeligt? Jeg hader ordet ITALESÆTTE. Det lyder så politisk korrekt, at jeg ikke tåler det. Det er min erfaring, at det især er den pædagogiske verden, som bruger ordet. Den er jeg i denne sammenhæng så heldigvis ude af. Sig dog blot, at vi bør "tale om det".

Surt opstød nummer ét i dag.

Jeg vil ikke skrive meget i dag. På en skala fra 0-10 ligger humørbarometeret på 1½. Jeg har ikke haft nogen god dag.

I formiddags måtte jeg aflyse cykelturen med bror Kjeld midt i april, fordi det vil være illusorisk at tro, at jeg kan komme i form til den tid. Vi skulle cykle omkring 250 kilometer omkring Thisted, Hanstholm og Fjerritslev på 2½ dag. Ganske vist har jeg trænet flittigt indendørs, men endnu ikke kørt bare 1 kilometer på cyklen. Og det er nødvendigt at have nogle kilometer i benene inden sådan en tur.

Det ærgrer mig usigeligt. Tudekiks ønskes.

Da jeg var barn, var jeg altid meget nysgerrig, når en skinnebil viste sig. Jeg kunne gå og løbe langt, hvis jeg hørte, at Silkeborg Banegård havde besøg af en af dem. Så kunne man jo samtidig kigge efter store, sorte lokomotiver, som måtte vise sig. Jeg nød at se på dem og syntes, at lugten af røg og damp var lidt spændende. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være lokomotivfører.

I min mormors hjem kom nu og da en meget gammel mand med et stort, hvidt skæg. Han havde i sin arbejdstid kørt lokomotiverne mellem Silkeborg og Horsens. Ham gad jeg godt sidde ved, når han var der og måske få ham til at fortælle om de lokomotiver, han havde kørt. Og det var ikke svært. Også hans lokomotiver så jeg. Det kan stadig rykke lidt i mig, når jeg ser et gammelt lokomotiv. Jeg tror, jeg er en drengerøv.

Skinnebilen er fotograferet lige uden for Silkeborg (Lysbro).

Billedet af lokomotivet er faktisk det, den gamle mand kørte, og som jeg så (Silkeborg).

Ja, ja, ja. Solen har skinnet det meste af dagen. Hurra for det. Den er da flot.

Men det er temperaturen ikke, og den bliver ikke meget bedre inden for den næste uge. Fortsat kulde og blæst. Jeg er nu på kanten af at måtte opgive min cykeltur midt i april. 225 kilometer på 3 dage. Indtil nu har jeg ikke cyklet en eneste gang i år på grund af vejret. Vist har jeg været flittig i træningslokalet og på kondicyklen herhjemme. Men det er ikke det samme.

Hold da kæft, hvor jeg er sur på vejret. Jeg gider det ikke. Jeg emigrerer gerne.

Vi var til fødselsdag hos Frederik i dag. Han fylder 6 år på mandag, og der holdes flere fester for ham. Vi var med i den første. Det var rigtig hyggeligt at være sammen med nærmeste familie igen.

Naturligvis elsker den lille mand sin fødselsdag og sine gaver. Der var ikke så mange i dag. Til gengæld faldt de i god jord. Frederik ved godt, at ved næste fejring på mandag vil antallet af gaver øges meget. Det har han ikke noget imod.

Vi andre havde heller ikke noget imod, at der blev tid til at se Anettes og Peters kommende hus i Aidt. Det skrider godt fremad.

Hvad er skønnere på en meget kold og meget blæsende dag som i dag at sidde hyggeligt tilbagelænet og se cykelløb på vores filmskærm af et TV. Det er næsten som at køre med.

Løbet køres i Belgien og er ikke et af de store - og heller ej et af de spændende løb. Men jeg holder af det alligevel og lærer lidt om løbets udvikling og rytteres reaktioner.

Jeg har kastet et blik på forårets mange løb - og der er virkelig mange. Jeg kan og vil ikke se dem alle, men har mærket nogle af, som er et "must".

1/4: Flanderen rundt. 8/4: Paris-Roubaix. 15/4: Amstel Gold.

22/4: Liege-Bastogne-Liege. 5/5-27/5: Giroen.

7/7-29/7 Tour de France. 25/8-16/9: La Vuelta.

Disse løb er blot et lille udpluk af kalenderen. Jeg vil komme til at se flere, når vejret ikke tillader, at jeg selv cykle - eller forstanderinden får andre ideer.

Vi var i dag til eftermiddagskaffe hos Hanne og Søren, som vi har kendt i mange år.

Søren er min fars fætter - altså lidt af en efternøler. Han og jeg er jævnaldrende.

Søren blev født på den fattiggård, som jeg har skrevet en bog om, og som hans far bestyrede.

Hver gang vi besøger Hanne og Søren, må jeg hen og kigge på et maleri, de har hængende. Det viser fattiggården midt i 1930'erne og er malet af en af fattiglemmerne, Albert Nielsen. Han forærede det til Sørens far.

Det er nok et lidt naivistisk billede, men malet med omhu for detaljerne. Dem kender jeg, for jeg boede selv på gården fra 1943 til 1952, og jeg har desuden lært husets historie at kende, fordi jeg har gennemarbejdet Silkeborg Byarkivs store materiale for at kunne skrive 2 bøger om gården. Nummer 1 udkom for 8 år siden, nummer 2 er færdig, men ikke udkommet. Den kommer - forhåbentlig. Mangler kun at sætte billeder ind.

Man skal lede længe efter noget, der er så morsomt som at klippe de øverste vildskud af et 4-5 meter højt blommetræ. Når man er færdig altså.

Operationen blev foretaget med min 4 meter lange kædesav. Den er effektiv, men tung. Derfor har brugt 4 etaper til beskæringen strakt over 4 uger. Min sarte konstitution krævede små opgaver ad gangen. I dag var det som tidligere hårdt ved arme og skuldre. Senere på eftermiddagen betalte jeg regningen i form af store smerter under højre skulderblad.

Jeg er god til smerter. Jeg kan modstå de stærkeste. Jeg lider i tavshed, sådan da. Men jeg var nødt til at danse rundt i køkkenet og ømme mig, mens forstanderinden så på. Hun var vist ikke imponeret, men bad mig dog tage et par panodiler og tænde for varmepuden.

Langsomt aftog smerterne, men er endnu ikke borte. Det er en svær dag.

I fortsættelse af mine egne mange besøg på hospital og i lægehus kunne jeg i dag føje endnu et besøg til rækken. Endnu en konsultation.

Denne gang skulle jeg dog ikke bruge sygesikringskort eller regne med tilbagebetaling fra Sygesikring Danmark. Der var kontant afregning ved kasse 1.

Det var i Rønde, og patienten er sort som kul, går på fire ben, fylder snart 13 år, er lidt trind om bugen og lyder navnet Buffy - når hun altså gider høre efter.

Den gamle dame fik klippet sine lange klør og går nu meget bedre. Hun tog det roligt og fattet, som det passer sig for en ældre pebermø.

Forbered dig på en lidelseshistorie af de større. Måske skal du lige hente et lommetørklæde og en tudekiks. Jeg er forkølet.

Tro nu ikke, det er sådan en lille snue, som ingen i mine omgivelser bemærker. Nej, det er en vaskeægte mande-forkølelse, som alle gerne må blive opmærksom på. Jeg lider alverdens kvaler.

I tre dage og nætter har jeg spruttet og hostet. Jeg får ikke sovet meget, og forstanderinden klager over, at det har hun heller ikke. Hun siger, jeg støjer næsten hele natten, og at jeg burde sove helt for mig selv. Så fik jeg også lige den at tænke over.

Kort sagt. Jeg er uønsket i mit eget hjem - i hvert fald i min egen seng.

Hvis det ikke kan få en til at føle sig ekstra syg, så ved jeg ikke, hvad der skal til. Gad vide, om det nogensinde får en ende. Jeg tvivler.

Den første gang, jeg i mit efterhånden lange liv mærkede, at datoen den 11.marts (i dag) var en speciel dag, var i 1948.

Da havde jeg gået i skole i godt 1½ år og fandt ud af, at den var en god dag. Den var nemlig hvert år en skolefridag, for da fyldte vores høje konge (1,98 meter) Frederik IX år. Og en skolefridag var og er ikke noget at kimse af.

Han døde i januar 1972, og så var det slut med den fridag. Skolerne fejrer ikke Margrethes fødselsdag (16. april). Det ville have ærgret mig, hvis jeg stadig var skolebarn. Så skulle jeg da have boet i Gentofte Kommune, for der kan man ikke få nok af at fejre majestætens fødselsdag og giver alle skolebørn fri.

En kendt avis, ATS" er fremme med et udsagn. som jeg helt kan støtte. Faktisk har jeg tænkt over det i mange år og overvejet at melde ud til min omverden om det.

ATS og jeg vil gerne have afskaffet begrebet "Damecykel". Det er kvindeundertrykkende og får kvinder til at fremstå som uselvstændige og underdanige i modsætning til "Herrecykel", som signalerer, at man har fuld kontrol over tingene. Citat ATS.

Det har lige været "Kvindernes Kampdag" den 8/3 uden at nogen overhovedet nævnte temaet. En skændsel.

Man har vel et standpunkt, til man tager et andet.

I går opstillede vi én af to lige købte gulvlamper, og vi syntes egentlig, den var ganske pæn.

Det syntes vi så ikke i morges efter at have sovet på det. Vi syntes begge, den var for mørk og gav for lidt lys. (Se dagbog fra i går)

Hvad gør man så? Vi havde købt lamperne på nettet, så jeg forudså problemer med returnering, indpakning osv. Men lidt smart er man vel. Det viste sig, at firmaet ligger i Randers. Så ind i bilen med de to mørke lamper og op til Randers og bytte. Vi fik en fremragende service.

Så nu står de to lamper, hvor de formodentlig fortsat skal stå.

Jeg håber, vi også i morgen synes, at de er pæne.

Vi fik nye gulvlamper i dag, 2 stk. Efter noget besvær fik vi dem udleveret på posthuset. Pakken var borte. Efter ½ times eftersøgning blev den fundet.

Hermed ophørte besværet ikke. God start, dog. En ung mand tilbød venligt at bære kassen ud i bilen. God det samme, for jeg kunne ikke løfte den.

Hjemkommet måtte jeg konstatere, at jeg heller ikke kunne bære den ind i stuen, hvilket forstanderinden ikke havde stor forståelse for. Hvad gør man så? Henter trillebøren og kører hele svineriet ind i stuen. Ej heller var der forståelse for det. Men ind skulle lampen jo. Trillebør i stuen er ikke populært, men nødvendigt.

Besværet fortsatte. Lampen skulle samles. Det var på god, gammel IKEA-vis, selv om det ikke var der vi købte. Med mere held end forstand lykkedes det dog. Og der var ikke noget tilovers, da vi var færdige. Den kunne oven i købet lyse. I morgen samles lampe nummer to.

Til min glæde har jeg lige gjort en opdagelse i vores bil. Vi har nu haft den i næsten 9 år, så det var vel ikke for tidligt.

Der er et oliefyr i den.

Man kan via en fjernbetjening (billede) starte fyret inde fra stuen, inden man sætter sig ud i den på en kold morgen. Hvilken herlig tanke. Desuden kan jeg sidde i god varme i bilen, mens forstanderinden raserer et supermarked. Det kan være langvarigt og koldt for mig. Fyret brummer en smule, og en hyggelig tikken gør det til en god oplevelse. Nu kan jeg spille Word Feud uden at ryste på fingrene af kulde. Og jeg kan uden problemer tåle en længere ventetid.

Men at der skulle gå 9 år, inden jeg fandt ud af den er vist ikke godt nok.

Men hva' fa'n? I vores forrige bil fandt jeg først ud af, at den havde en bagrudevasker, ganske kort tid før vi solgte den. Vi havde den i 9 år.

For første gang var forstanderinden og jeg i dag inde i Frederiks, svigerdatters og søns nye hus, som de har lejet i den lille by Aidt lidt uden for Hammel.

Bortset fra at huset mest af alt lignede en byggeplads, hvilket det også burde på nuværende tidspunkt, så var det er god oplevelse. Det er et ældre hus, som trænger til en kærlig hånd, og det får det så nu. Der ligger mange timers arbejde foran, inden de kan flytte ind den 1. april. Heldigvis kan venner og familie række nogle meget hjælpende hænder, og vi to gamle kan vel gøre os nyttige i det små.

Vi ved, at de glæder sig til at flytte ind, og vi glæder os på deres vegne. Det bliver stort.

I Studstrup har vi på intet tidspunkt i denne vinter haft mere end 1 centimeter sne. Det er billigt sluppet.

Nu er det den 5. marts, altså formelt forår, og så vælter det ned. Om jeg skal ud i det? På ingen mulig måde.

Jeg er utilfreds. Måske ikke vred - men skuffet. Hvad skal vi dog med det hvide skidt i marts måned? Jeg foreslår et kraftigt tøvejr.

Det, som især gør mig utilfreds, er, at vi ikke kunne komme til vores planlagte træning i Hornslet. Er vejrguderne dog ikke klar over, at jeg skal cykle 225 km. på 3 dage i april? Der skal trænes alvorligt.

Jeg måtte nøjes med en kraftig tur på kondicyklen hjemme i stuen. Det var godt, men ikke godt nok.

En af de store glæder, vi har af vores ny TV, er, at der er indbygget Chrome Cast. Det betyder, at vi fra YouTube kan hente alle mulige film, sportsbegivenheder (cricket), retriever-prøver, jagt og meget mere.

Blandt dette "meget mere" er forskellige film fra Silkeborg. Det er morsomt for et par gamle silkeborgensere at sidde og se på film og billeder fra vores oprindelige hjemby. Ind i mellem ser vi endog mennesker, vi kender. I dag var det min onkel Svend, et billede af ham fra den 5. maj 1945, hvor han sammen med sin ven Peter Bjørnholt afhenter våben fra våbendepotet, som min far bestyrede på Frydensbjerggaard, vores daværende adresse. Jeg har billedet i mit eget album.

Chrome Cast - fagre, nye verden.

Vi har et nyt TV. Vi har en ældre DVD-afspiller. De to kan ikke snakke sammen. Noget med, at afspilleren har SCART-stik. TV'et har HDMI. Spørg mig ikke, hvad alle disse bostaver betyder. Jeg må blot konstatere, at de ikke er ens.

MEN. Jeg kan købe et forbindelsesstik, så de kan snakke sammen. Et sådant stik findes i rig mængde.

Nu er der blot den hage ved denne løsning, at stikket er til cirka samme pris som en ny DVD-afspiller, som uden problemer kan snakke sammen med vores ny TV-apparat.

Man skal sikkert ikke undre sig over det, men for mig er det besynderligt, at et lille stik på 15 centimeter koster det samme eller mere end en ny DVD-afspiller. Så mit valg er nemt. For en gangs skyld.

Der er jubilæum i huset i dag. Ikke noget rundt, men noget væsentligt.

I dag for 61 år siden (1957) klokken cirka 20 mødte min søde kone og jeg hinanden for første gang. Der var bal i vores fælles idrætsforening, og vi dansede en del. Men det kan ikke være derfor hun blev lun på mig. For dengang som nu danser jeg som en hest på 3 ben, hvorimod hun var en trænet danser med et hav af dansemærker og diplomer af alle slags. Hun havde gået på danseskole i mange år og kunne danse alle kendte danse.

Jeg havde også gået på danseskole, men var kun aktiv i pauserne. Man roligt sige, at danseundervisningen totalt prellede af på mig. Jeg fik til nød lært at danse Rheinlænder-polka, men den scorer man ikke på. Så det må have været noget andet og ukendt, jeg scorede på. Det var en god scoring, som nu har varet i 61 år.

Dårlige dansere har trods alt en chance.

Efter en pludselig indskydelse i går mødtes vi i dag klokken 12 med et par venner på et udmærket spisested i Hornslet.

Ikke alene fik vi en fremragende frokost og en hyggelig snak, men vi blev også "begavet" med et lille skriftsted på menukortet. Det er et citat fra min gamle ven, katten Garfield. Han har det med fristelser, som jeg har det. Læs på billedet.

Til det føjer jeg ofte, at der er én ting, jeg ikke kan sige nej til. Og det er lige netop fristelser.

Som jeg tidligere har fortalt, besøger jeg for ofte vores lægehus.

I går skulle forstanderinden aflevere en blodprøve (rutine).Jeg var selvfølgelig med.

I dag skulle jeg have mine ører skyllet. Det behøves ofte efter en forkølelse. Forstanderinden var selvfølgelig med.

Hvis du aldrig har haft et tilstoppet øre, så skal du ønske dig et. Der er ikke ret meget skønnere end at få skyllet ørerne og pludselig kunne høre normalt og uden de forbistrede "klik" i ørerne, når man synker eller taler. Og da jeg gør flittigt brug af begge, er det ekstra skønt.

Så glæd du dig blot til, at dine ører stopper til.

Det er en gammel frase, at man "ikke kan følge med tiden". Den er rigtig, og dens rigtighed går mere og mere op for en, efterhånden som årene forløber. Og tiden går saftsusemig stærkt - og man føler let, den løber fra en.

For cirka 5 år siden var vi til Frederiks første fødselsdag (19/3), og på torsdag starter han i skolen i børnehaveklassen. Han fylder 6 år om 3 uger. Jeg forstår det knapt, men er meget glad for at opleve det. Som med alle vore børnebørn er jeg glad, hver gang jeg ser ham, og heldigvis oplever jeg, at de er glade for at se mig. Ikke nogen dårlig oplevelse.

Min bror havde i dag bedt mig om at være på hans adresse kl. 16.45. Hemmelighedsfuldt betroede han mig, at der var noget, han gerne ville vise mig, noget, han var sikker på, ville interessere mig. Jeg modtog invitationen for en lille uge side og har spekuleret på, hvad det mon kunne være.

Først spiste vi på cafe. Men det var ikke det, jeg skulle se.

Da vi nærmede os biografen "Øst for Paradis", begyndte jeg at forstå. Og ganske rigtigt. Jeg var inviteret i biografen for at se filme "Darkest Hour", en film om Winston Churchills første år som premiereminister fra 1940. Et emner, der virkelig har min interesse.Det er ikke en krigsfilm som sådan. Ikke bare én krigsscene var der. Men man får en intens oplevelse, af den store statsmands overvejelser. Det var stort.

PS: Jeg har ikke været i biografen med min bror, siden jeg var 10-12 år. Så det gjorde det til en ekstra god oplevelse.

Kunne jeg tænke mig at cykle 5.000 kilometer?

Ja, det kunne jeg, hvis jeg måtte få 2 år til det. Så kunne jeg, hvis alt flasker sig sikkert nå det. Men så skal det være to gode, varme og vindstille somre.

Men så lang tid må jeg ikke bruge. Omkring 10 dage er normen. Og der er ingen søvn. Lyder og er vanvittigt. .

Ikke desto mindre gennemfører hvert år et hav af ryttere cykelløbet "Tværs gennem USA".

Flere danskere har deltaget. Navnlig én har gjort sig bemærket, Aske Søby.

Jeg har ofte selv fysisk været meget langt ud, når jeg cyklede, men ikke som Aske, som fik hallucinationer og fornemmede, at nogen prikkede ham på skulderen. Han så ting, som ikke var der. Han kørte hundreder af kilometre med dybe siddesår. Lidt skræmmende.

Når jeg har det værst, er jeg sur på alt og alle, jeg møder i trafikken og bander og svovler -og kan tage en pause. Og jeg sover hele natten bagefter.

Så hvis jeg skal cykle tværs gennem noget som helst, så bliver det Århus.

Jeg er interesseret i historie, navnlig vort eget lands. Derfor blev jeg glad, da jeg i dag opdagede, at man genudsendte en gammel serie, "Danmarkshistorie", lavet af nu afdøde historiker Erik Kjersgaard. Vi lidt ældre husker ham som en formidabel fortæller, der kunne sætte Danmarks fortid i perspektiv. Jeg har altid nydt hans udsendelser. Han var en seriøs historiker, der kunne popularisere stoffet uden at forfladige det.

Jeg kan ikke glemme hans stille, men engagerede facon med det viltre hår fortællende ude på det sted, hvor hændelserne fandt sted for hundredevis af år siden, ofte i regn og blæst. Jeg savner TV-folk af hans kaliber.

De fleste kender sikkert hans søn, Clement, som huserer på DR2. Han er lidt svær at savne.

Jeg var til et ordinært tjek på hospitalet i går. Blandt andet fortalte jeg om min lidt lange rækkefølge af blærebetændelse, som heldigvis ikke plager mig lige nu.

Jeg er med i et studie. Derfor er det intet mindre end en professor, jeg taler med ved disse tjek.

Ikke uventet nævnte han, at jeg skal drikke 1½-2 liter væske om dagen.

Da jeg altid har troet, at det skulle være VAND, stillede jeg lidt forskræmt spørgsmålet, om det var tilfældet.

"Slet ikke", sagde den rare professormand. "Bare det kan drikkes". Jeg jublede højlydt.

Den 12. februar i år i min dagbog slog jeg fast, at Pepsi Max er lige så uskadeligt som mælk. Derfor kunne det nemt hænde, at Pepsi Max vil øge sin omsætning væsentligt i Danmark.

I går var en god dag.

Lov mig ikke at sige det til nogen - og slet ikke til nogen, jeg kender. Jeg var i IKEA i dag.

Formålet var primært at spise frokost, men der var lige et underliggende emne, der hed en gulvlampe. Det påstås, at vi har brug for en.

Frokosten gik fint, faktisk slet ikke dårlig og til og med en meget overkommelig pris.

Så langt - så godt.

Med hensyn til gulvlampen var det ikke godt. Der var ganske vist et rimeligt udvalg, men de lignede allesammen lidt billige plastiklamper. Dem "kasserede" vi hurtigt.

Værst var dog, at for at se på nævnte lyskilder skulle vi det meste af butikken igennem. Og der er vildt langt at gå. Jeg var totalt udbombet, da vi langt om længe kunne sætte os i bilen og køre hjem med uforrettet sag.

Jeg har i mine gemmer et meget gammelt noteshæfte. Helt tilfældigt dukkede det i formiddags op i en skuffe, hvori jeg ledte efter noget helt andet - som jeg iøvrigt ikke fandt.

Jeg bladede list skødesløst i det, og pludselig dukkede et citat op midt imellem en række notater til min seneste bog, et citat, som jeg godt husker, og som jeg holder af - måske fordi det handler om børn.

Jean de la Bruyére er faderen til citatet, som lyder:

"Børn tænker ikke på den tid, der er gået eller på den tid, der kommer. De nyder øjeblikket, hvilket kun få af os formår".

Og Bruyére er ikke lige fra i går. Han levede 1645 - 1697. Det er godt set og tænkt af en moralist fra det 17. århundrede.

Nordvest for Hammel ligger en lille by ved navn Aidt. Ikke færre end 269 sjæle bebor den lille by. Det siges, de er glade for at bo der.

Endnu mere glad vil de blive en gang først i april. Thi da flytter vores søn Peter, svigerdatter Anette og barnebarn Frederik til selvsamme by. De glæder sig meget til de ny og større omgivelser. Indtil nu har de boet i Hammel.

Vi to gamle glæder os meget på deres vegne og har kun ét problem. Hvordan udtaler man byens navn?

De indfødte siger [ajt]. Jeg troede, det var [´ait] med et tydeligt "i" og tryk på "a".

Men hvad ved Studstrup-bønder om agurkesalat?

Jeg har meget travlt om natten for tiden - også natten til i dag.

I nat var jeg på et kursus eller et seminar et sted i fædrelandet. Jeg var sammen med en flok skoleledere fra Århus og nogle lærere fra min gamle skole. Jeg måtte pjække en del fra møderne, fordi jeg hele tiden skulle hente nogen i min bil, som forøvrigt var en lastbil.

Pludselig var jeg buschauffør et sted i Viby. Det gik fint, bortset fra ar alle veje var ensrettet, så jeg endte på politistationen. Husker ikke, hvordan det endte.

Derefter var jeg på jagt. En mærkelig jagt. Et par af mine afdøde hunde var med. Jeg har jo næsten ikke andet. Det var imidlertid en dum jagt, for vi var ikke under 100 jægere og apportører. Og vi gik og gik.

Forbavsende nok var jeg ikke træt, da jeg vågnede.

Skulle der være en drømmetyder iblandt mine læsere, hører jeg gerne nærmere.

Jeg har såmænd ikke oplevet meget i dag. Indkøb i supermarked og en god, lang tur på kondicyklen.

Mens jeg cyklede, havde jeg den fornøjelse at se "Spise med Price", 2 udsendelser med vidt forskellig madlavning på YouTube

Jeg holder meget af at høre de to snakke og af at betragte deres madkunst. Jeg føler mig jo lidt beslægtet med dem, efter at jeg i går selv måtte lave min mad på Racletten hos vore venner. Der kunne være kommet et godt madlavningsprogram ud af det også, hvis bare et TV-selskab havde gidet komme. Men nej. Alle selskaber ville hellere vise Vinter-OL og Prins Henrik på Castrum Doloris. Det fandt man åbenbart vigtigere. Hvem forstår nu det?

Skøn frokost hos gamle hundevenner. Pragtfuld mad - og hyggelig snak.

Vi fik noget, som jeg i min uvidenhed ikke kendte. Men det gør jeg nu. Det hedder "Raclette".

Midt på et bord står en Raclette, en slags elektrisk grill med små fade nedenunder.

Racletten er omringet af et hav af forskellig kød. Du vælger selv, hvad du vil have, krydrer det og lægger det på grillen eller tilbereder det i et af fadene nedenunder. Derefter spiser du, til du segner og drikker god vin eller øl til. Jeg valgte sidstnævnte. Ganske vist segnede jeg ikke, men det var rimelig tæt på. Jeg kunne næsten ikke spise noget af desserten - kun 3 tallerkenfulde æblekage. Det burde jeg kunne gøre bedre.

En god dag.Tak for mad.

Det efterfølgende er er bare noget pjat. Men somme tider morer pjat mig.

Jeg læste i dag, at den første fodboldklub i Island blev stiftet på denne dato i 1899, altså for 119 år siden. Den har gennem tiderne vundet 24 islandske mesterskaber. Det er flot og en del flere end AGF.

Det er der ikke meget pjat ved. Derimod kan jeg ikke stå for klubbens navn. Den hedder "Knattspyrnufélag Reykjavikur". Med det navn kommer man ikke langt i Europa Cuppen. Klubben er dog begyndt at kalde sig "KR".

Det er næsten en skam.

Jeg har ikke fulgt med i Prins Henriks "transport" fra Fredensborg til Amalienborg.

Ej heller har jeg fulgt med i vinter-OL i Sydkora.

Så der har ikke været meget TV til mig i dag.

Heldigvis har jeg YouTube som erstatning. Her kan jeg se lige nøjagtigt, hvad jeg ønsker. Så jeg kan se "cricket", "Spise med Price" og "jagter". I dag dog kun i småbidder. Men det er hul'me et godt alternativ, når man på de 80 kanaler ikke kan præsentere noget, der interesserer mig.

Jeg har bemærket, at mange bruger ordet "transport" om Prinsens "tur" i rustvognen. Måske er det det rette ord, men jeg bryder mig ikke om det. Der lyder upassende og jeg får tanker om transport af varer og køer og grise. Måske kunne man have valgt at bruge ordet "kørsel" eller "blev kørt til" i stedet.

Det er vinterferie, og vi er så heldige, at Frederik besøger os igen.

I formiddag genoptog vi en meget gammel tradition, et besøg "ved dyrene", Naturhistorisk Museum.

Her har jeg tilbragt utallige timer med egne børn og børnebørn. Og jeg er ikke færdig. Frederik viste interesse for dyrene. Og vi så dem alle - omend det gik hurtigt ved nogle af dem. Tålmodighed er ikke karakteristisk for en 5-årig. Men bjørne, isbjørne, hvalros og tiger kunne opholde os i mere end et minut. Han vil gerne med "ind til dyrene" igen - og det kommer han.

Der specielle ved idag var, at det er vinterferie, og daginstitutioner og skoler er lukkede De var tydeligt, at så må vi bedsteforældre træde til. Typisk var det et ældre par ifølge med 1-3 børnebørn, som var der. Danmark ville gå i stå, hvis det ikke var for bedsteforældrene. Og bedsteforældrene skal være glade for Naturhistorisk Museum.

Jeg kan hermed erklære dette matrikelnummer for fuldt mekaniseret. Nu mangler ikke noget i elektrisk udstyr.

Just i dag indkøbtes en batteridrevet støvsuger. Ifølge annonceringen er der ingen grænser for, hvad den kan. Den suger som bare pokker og går tæt på bordben. Man skal holde husdyr og små børn borte fra indsugningen. Tror ikke, at Buffy ville bryde sig om en tur gennem støvsugeren.

6 timers opladning giver en køretid på 50 minutter. Den vejer kun lidt. Man skal ikke gå foroverbøjet - godt for gamle rygge. Jeg så ikke bare ét negativt punkt i annonceringen.

Så nu har vi alt - indtil forstanderinden opdager noget nyt, som vi ikke har. Måtte det ske sent.

Indtil i dag havde jeg en dårlig vane. Jeg drak Pepsi Max (light-sodavand) med alt det, der følger med, sukkersyge, dårligt helbred og fedme. Man kunne næsten ikke undgå at få dårlig samvittighed af at drikke det.

Det behøver jeg ikke mere. Min dårlige vane er blevet en god vane. Et helt nyt studie ved Københavns Universitet viser nemlig, at ingen af ovennævnte dårligdomme forårsages af light sodavand. Jeg læste det i Politiken i dag.

Et glas light-sodavand er lige så sundt som et glas mælk. Og hvis man har planer om vægttab, er light-sodavand en fordel, da det er uden sukker.

Undersøgelsen bakkes op af en tilsvarende fra 2015.

Så måske man nu kan blive fri for at være skydeskive for kugler affyret af de lidt frelste antiaspartam-guruer. "Det ville være skønt", udtaler Pepsi-Max fanatikeren fra Studstrup. "Det ville være dejligt".

I forbindelse med en penicillin-kur er det blevet mig pålagt at drikke 2-3 liter vand pr. dag.

Det er en alvorlig sag. I går lykkedes det mig at nedsvælge 2 liter, og jeg roste mig selv for den tapre indsats.

I dag er jeg nået til 1/4 liter, så jeg kommer ikke i seng foreløbig.

Det er en kamp at drikke så meget vand. I går fornemmede jeg, at jeg var ved at få svømmehud mellem tæerne. Et nøje eftersyn viste dog, at det ikke var tilfældet.

Ifølge min vægt skal jeg drikke 4 liter om dagen. Det vil ikke ske. Jeg ånder ikke med gæller.

PS: Det er ikke mig på billedet. Bare for, at ingen skal tage fejl.

Jeg er en uforbederlig nostalgiker. Jeg bliver blød i knæene, når jeg ser billeder fra min barndom eller ungdom.

Helt galt blev det, da jeg i dag fandt et billede fra mine meget unge dage (17-18 år) iført mit crickettøj på et meget opstillet billede. Jeg poserer for fotografen. Jeg husker ikke, hvem det var. Måske min onkel Svend.

Billedet er fra Silkeborg Stadion under en kamp, selv om man ikke ser andre spillere. Men de må være et sted.

Jeg vil gerne berette om sweateren, at min søde viv strikkede den, lige før jeg skulle spille nogle kampe i England. Jeg har stadig trøjen, og lige netop i denne weekend har vores svigersøn lånt den for at bruge den som en del af udklædningen til en fest, der skal stå i TV-serien "Badehotellets" tegn. Trøjen er ældre end ham. Den har oplevet meget.

I dag startede vinter-olympiaden i Sydkorea. Godt nok. Bortset fra, at det er mere end hundekoldt dernede. Koldere end her.

Nu er det ikke temperaturen, der får mig til at nævne begivenheden, men derimod at jeg for ganske mange år siden med glæde fulgte med i de forskellige sportsgrene. I dag vil jeg ikke åbne for en eneste af dem. Jeg var engang vild og gal med ishockey. Nu gider jeg ikke se det. Jeg holdt af skiløb, selv langrend. I dag rager det mig en høstblomst. Kunstskøjteløb hænger mig ud af halsen - og har iøvrigt altid gjort det.

Jeg beklager min negative indstilling til den store begivenhed. Måske er jeg bare en sur, gammel mand.

Det er en mærkedag i dag.

Det er nøjagtigt 90 år, siden det første fjernsynsbillede blev transmitteret tværs over Atlanten, fra London til New York via et 6.000 km. langt kabel.

Altså kabel-TV allerede i 1928. Hos os fik vi det, først for cirka 10 år siden. Så intet nyt under solen.

Ifølge alle udsagn skyldes den epokegørende første udsendelse en vis John Logie Baird, skotsk ingeniør (se billede). Gud velsigne ham.

Udsendelsen dengang viste i øvrigt en dame og en mand, som rystede på hovedet.

Nå, hva' fa'n? Jeg ryster da ofte på hovedet over TV-udsendelser. Intet nyt under solen.

Som anført i dagbog af 25/1 i dette år bruger jeg mit sygesikringskort mere end mit VISA-kort. Jeg ville ønske, det var omvendt. Men pyt.

Jeg måtte i dag på ny i lægehuset. Heldigvis noget ganske banalt, men pisse-irriterende.

Jeg er blevet er kendt ansigt deroppe. Sekretæren behøver ikke længere at bede om mit CPR-nummer, hun kan det udenad. De mange læger, som går forbi mig i venteværelset, kender mig også og nikker genkendende. "Der sidder han, vores bedste kunde".

Jeg føler det næsten som sad jeg på et stamværtshus, hvor alle kendte mig og venligt råber "HEJ" til mig.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på at det at lege "Røvere og politi" med Frederik er en særdeles anstrengende leg, så anstrengende, at den må leges i etaper. Frederik og jeg nåede 4 etaper i formiddags.

Det, som gør legen så fysisk hård, er, at den er en blanding af løbeture, gemmelege og ophold i fængsel med efterfølgende flugt fra samme. Ikke alene blev jeg skudt død 30-40 gange, jeg måtte også slæbe mig selv ind i fængslet, hvor jeg hvilede en smule, indtil jeg blev beordret til at flygte, så jagten kunne genoptages. Nu og da fik jeg lov at være betjent, men så skulle jeg huset rundt for at finde den lille røver og få ham i fængsel.

Somme tider, når jeg var røver - det var jeg oftest, skulle jeg klæde mig ud. Så lod den lille betjent, som om han ikke genkendte mig. Men straks jeg blev beordret udklædningen af, blev jagten genoptaget.

Det er sjovt at være farfar - og anstrengende.

Når forstanderinden og jeg træner i Hornslet, er det på et hyggeligt hold, ene ældre mennesker.

I dag var holdet udvidet med én deltager. Han adskilte sig fra de øvrige på holdet og bragte gennemsnitsalderen væsentligt ned, fra 75 til 55, Han er også kun 5 år og hedder Frederik.

Da han er på ferie hos os for tiden, skulle han selvfølgelig med. Det havde han intet imod. Med stor hastighed og dygtighed passerede han balancebanen noget hurtigere og noget mere elegant end nogen anden på holdet. Se billede. Vi gamle fik noget at stræbe efter.

Til gengæld tror jeg, han ikke kan presse de 95 kilo, som farfar presser på benpresseren.

Men hvor er det sjovt at have ham med.

Jeg svedte virkelig på løbebåndet, godt og grundigt. Det var halsbrækkende hårdt, hvortil den lille mand siger: "Hvad er det da, du laver, farfar? Er det sjovt?"

Jeg var ikke i stand til at svare.

Lige hjemkommet fra et besøg hos en vis amerikaner, McDonald, må jeg nu sunde mig oven på den fiberrige kost. Jeg taler om en "Big Mac Bacon", som forstanderinden og jeg nedsvælgede. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, nærmere en kamp. Men, for der er et vigtigt "MEN".

Vi har besøg i nogle dage af yngste barnebarn Frederik, og det er blevet en vane, at vi drager afsted til Mac-stedet, da Frederik holder meget af det, ikke mindst af den indendørs legeplads. Og hvad gør man ikke for sine børnebørn? Jeg vil til enhver tid besøge Burger-barer, hvis det gør et barnebarn glad. Nu har 4 børnebørn fået mig med på diverse burger-barer - og det med stor glæde.

Jeg er blevet taget ved næsen i dag - godt og grundigt.

Da forstanderinden og jeg i aftes var ved at gøre klar til at gå i seng, gik jeg ud i køkkenet og tilsagde den skønne: "Hvis du i morgen tidlig vil servere mig 2 ristede rugbrød med ost, en kop te og et glas tomatjuice på sengen, vil du tjene på det, mange goodwill points".

Der blev ikke svaret, så jeg indså, at ideen var dødfødt.

Men hvad sker? Jeg vågner, ligger lidt og filosoferer over væsentlige emner - og pludselig står den dejlige forstanderinde i døren med det ønskede. Hvor jeg nød det - og jeg så TV til.

Kort efter kom hun igen med et reklameblad i hånden og tilsagde mig følgende: "Jeg ved godt, hvad du skal give mig som betaling for morgenmaden. Der er et bestiksæt her, jeg vil have. Det er nedsat med 300 kroner og koster nu 400. Det er betalingen".

Godaw, do. Hvor naiv må man være. Bestikket er nu indkøbt. 400 kroner for morgenmad på sengen. Hmp.

Jeg læser tung litteratur for tiden, helt præcist 4,6 kilo.

Så meget vejer en bog, jeg fik i julegave. Den er den tungeste bog, jeg nogensinde har ejet.

Jeg sluger den med stort begær, thi bogen er en beskrivelse af samtlige Tour de France løb siden 1903, da det første løb blev kørt.

Jeg er foreløbig nået til 1912. Jeg elsker at læse den.

Mit eneste problem er at få bogen løftet fra vindueskarmen, som jeg bruger som natbord, og over i sengen - og tilbage igen. Jeg kalder det "Dagens vægtløftning".

Når jeg har læst den, skal den stå i min bogreol, som skal understøttes af en ekstra lægte.

Frokost i dag på fiskerestaurant i Grenå. Vi var tre lidt ældre par.

Efter frokosten ville de tre damer overraskende nok gerne shoppe i gågaden. Det ville vi 3 mænd som udgangspunkt ikke. Vi gik derfor ind på en isbar på jagt efter en dessert, en soft-ice, hvilket man ikke havde grundet årstiden. Skuffet måtte vi gå.

På vej ud ser jeg i gennem den ene øjenkrog ordene "Belgisk Vaffel" på et opslag uden for butikken. Jeg vender hurtigt tilbage i butikken, mens de to andre gentlemen ikke vil med. Næ, næ, de ville alligevel hellere gå ude i kulden og shoppe med damerne.

Jeg bestiller og får den bedste is, jeg længe har smagt - virkelig mums.

Imidlertid vender de to farisæere kort efter tilbage, de var ikke ønskede i butikkerne. På min kraftige opfordring bestiller de hver en belgisk og enes straks de om, at den var et godt køb.

Det er ikke sidste gang, jeg køber en "Belgisk Vaffel" i Grenå. Samme gælder sikkert de to farisæere.

Jeg stod op i formiddags og begav mig gladeligt til badeværelset. Den glæde var kun kort - meget kort.
I døren til badeværelset stod forstanderinden med sin bebrejdende mine på. Jeg frygtede noget grimt. Og med god grund.
Der stod hun, den skønne kvinde, pegende på el-kontakten. "Se, hvad du har lavet". Jeg kiggede grundigt på kontakten - og kunne ikke se noget. "Se ordentligt efter", var næste udfald.
Med besvær så jeg en meget lille hvid plet. "Tandpasta. Og det er dig, der har gjort det".
Jeg bedyrede min uskyld, men det vandt ingen genklang. "Du er en gris", lød slutreplikken.
Så kunne dagen gå i gang.

Forstanderinden og jeg var i Vadum i dag. Til de uvidende kan jeg fortælle, at Vadum er en lille landsby 15-20 kilometer nord for Ålborg. Vi var der i et lille ærinde for en, vi gerne ville hjælpe.

Vadum er ikke en by. der sprudler af liv. Faktisk så vi ikke et menneske på gaderne, ikke bare et.

Jeg tænkte over, hvad mon beboerne lavede i dag. De var i hvert fald ikke ude for at shoppe eller gå tur. En ung mand, jeg talte med i det firma, vi besøgte, sagde, at alle var i Ålborg, job, indkøb osv.

Det fik jeg bekræftet, da vi holdt ind i Aalborg Storcenter for at få lidt frokost. Her vrimlede det med mennesker. Hvis de var fra Vadum allesammen, bor der mange mennesker i hvert hus i den lille by.

Verden er af lave. Snestorm i Teheran, Irans hovedstad. Nu mangler vi bare en hedebølge over Danmark, sådan bare 25-30 grader i en ugestid, for eksempel i næste uge. Det kunne vi nok klare.

Jeg er mere bekymret for iranernes vejr. Deres isolering af husene er ikke beregnet til frostgrader. Deres vandsystemer fryser til. Og jeg har hørt, at der i hele landet ikke findes bare en sneplov eller bare et gram salt til at salte vejene.

Jeg ser en mulighed for eksport af begge dele mod at vi får billig olie. En god byttehandel for begge parter.

Lige nu er temperaturen minus 3 grader i Iran. Kamelerne fryser også. De kan ikke engang gå ud i ørkenen. Der er også snevejr.

Jeg ville gerne, om forstanderinden ville gribe ind over for det omsiggribende uvæsen med at hente en skotøjsæske med chokolade-rester frem og stille den på bordet foran mig. Resterne er fra jul.

Hun ved, at min rygsøjle er som et siv, når jeg udsættes for slige fristelser. Jeg kunne foreslå, at hun gemte æsken og totalt nægtede at fortælle, hvor den var selv under trusler om ikke flere indkøbsture til Tyskland,

Bare inden for det sidste døgn åbnede jeg æsken så mange gange, at jeg blev ganske utilpas af det, hvilket er endnu en grund til at gemme skidtet langt bort.

Det påregnes endnu en gang, at forstanderinden og undertegnede vil tilbringe vores sommerferie i Lemvig. Vi er holdt op med at tælle, hvor mange gange vi har været der. Det må være omkring 30.

Ingen af os er kede af endnu et besøg.

Det har undret mig en smule, at jeg aldrig tidligere har læst noget af Jane Aamund, som er en af de indfødte, og som har skrevet meget om byen. Det har jeg så nu. Jeg har netop afsluttet hendes store bog "Lemvig-krønikken", som ikke kun giver et indblik i forfatterens familie, men også i byen og omegnen. Heriblandt beskrives hendes slægtsgård "Nørre Vinkel", som ligger et par hundrede meter, fra hvor vi bor og nu er et topmoderne golf-hotel. Bevaret er dog den gamle hovedbygning. Se billede.

Jeg har læst om mangfoldige andre bygninger og steder, som skal besøges i den kommende sommer.

Jeg bliver vist aldrig færdig med Lemvig.

Jeg kørte til Randers sidst på eftermiddagen for at hente barnebarn Cecilie, som skal være hos os i weekenden. Vi kørte ikke ret langt, inden vi diskuterede vigtige emner. Cecilie har i nogen tid været optaget af begreberne "evighed" og "uendelighed". Jeg forsøgte med et par kommentarer, men kunne tydeligt fornemme, at barnebarnet havde sat sig væsentligt mere ind i emnerne end jeg, hvorfor jeg blot måtte lytte, stille spørgsmål og nikke til det af det, jeg forstod.

Jeg måtte erkende, at mine evner ikke rakte til at forså Cecilies ellers meget logiske forklaringer. Hvor er det skønt at have vidende børnebørn.

Jeg måtte nøjes med at citere Woody Allen, som siger: "Evigheden føles meget lang - især hen mod slutningen".

Jeg var på hospitalet i formiddags - et rutine-check, som jeg passer med jævne mellemrum.

I den senere tid har jeg desuden besøgt vore lægehus med korte mellemrum, drilagtige maveproblemer og ditto blærebetændelse. Begge dele trak ud. Man får nemt den opfattelse, at man bruger sit sygesikringskort oftere end sit Dan-kort. Og det er s'gu en belastning. Men selv om det koster kassen, ville jeg godt nok foretrække, at Dankortet blev brugt oftere end sygesikringskortet.

Oveni fulgte diverse besøg på apoteket. Her brugte jeg begge kort.

Det er besværligt og dyrt at blive gammel - men alternativet er træls.

Her i huset går livet i stå fra klokken 15:30 til omkring kl. 21:30. Der er håndbold på TV.

Forstanderinden er helt opslugt under kampene og ser det hele. Det gør jeg også, men det er fordi jeg opholder mig i samme rum som fjernsynet. Jeg følger lidt med, mens jeg laver noget andet, læser lidt, ser cricket på computer eller iPhone, spiller Word Feud eller laver andet nyttigt. Jeg har ikke så meget lyst til håndbold. Jeg glæder mig blot til cykelløbene starter for alvor om et par måneder, så er det min tur til at mestre fjernbetjeningen.

I virkeligheden er det jo en fair fordeling. Og det glæder mig lidt, at min søde hustru trods alt holder lidt mere af cykling, end jeg holder af håndbold.

Jeg kørte forstanderinden til hendes damefrisør i dag. Hun er en sød og venlig dame - og en dygtig frisør.

Mens der blev klippet, kunne jeg i ro og mag sætte mig med min iPhone, iføre mig mine høretelefoner og se og høre cricket fra store kampe over hele verden. Så gør det ikke noget, at det tager lidt tid. Jo mere, jo bedre faktisk.

Så opslugt var jeg, at jeg end ikke observerede, at klipningen var færdig, før forstanderinden puffede til mig og sagde, at nu skulle vi hjem. Betuttet rejste jeg mig og blev ledsaget til bilen. Cricket får tiden til at gå hurtigt.

Jeg fulgte med forstanderinden til hendes optiker i formiddag. Hun skulle hente sine nye briller, 2 par.

Det ene par er knaldhamrende godt, det andet kan hun ikke se med. Men hvad pokker, det er da 50% succes. Det kunne have været meget værre.

Til gengæld var det efterfølgende 100% succes. I et nærliggende cafeteria.

Jeg spiser nu og da usundt, sådan rigtig usundt. Også i dag. Jeg startede med en "fransk hot dog" - godt med ketchup i, rigtig godt. Hertil en Cola Light. Ikke ligefrem fiberkost, men hvor jeg nød det.

Da min søde viv kort efter ankom, ville jeg jo ikke snyde hende for en sådan kulinarisk oplevelse, jeg havde haft, hvorfor jeg købte endnu en franskmand til hende. For at hun ikke skulle spise alene, måtte jeg selv have endnu en. Høflighed er vigtig for mig. Man kan godt blive mæt af høflighed.

Årets første og mindre travetur var i dag. 2,1 kilometer.

Beviset her til venstre. Ikke mange ville ellers tro det.

Jeg ved, det ikke er langt, men det er forhåbentlig en start på et forløb med flere og længere ture. Jeg tvivler godt nok, for det morer mig ikke at gå. Faktisk vil jeg hellere til tandlæge.

Naturligvis var min søde viv med, og hun nød det tydeligt mere end jeg.

Jeg gik endda fra hende i slutspurten. Det skyldtes nok mest, at vi traf en sød dame fra gaden, og så gik snakken. Da det værste, der kan ske for mig på en travetur, er, at jeg må stå stille, fortsatte jeg alene efter at have undskyldt behørigt.

The loneliness of a long distance walker.

Vi var til fødselsdags-brunch hos søn Peter i formiddag.

Ganske vist er det 4 dage før den egentlige fødselsdag, men det gjorde ikke sammenkomsten dårligere. God mad, hyggelige mennesker, heriblandt 2 børnebørn. Sådan noget nyder jeg. Bare det at sidde lige så stille og kigge på og lytte til familien bringer mig ind i en verden af glæde. Naturligvis kan jeg ikke helt lade være med at gå med i samtalen, men jeg lytter og ser lige så gerne. De er s'gu så søde.

Næste fødselsdag i familien er Frederiks. Han fylder 6 år den 18. marts. Om jeg glæder mig? Oh, ja.

Det er meget længe siden, jeg sidst gik en tur. Min magelighed og det dårlige vejr har forhindret det. Glimrende undskyldninger, synes jeg.

Men nu gik den ikke længere.

På vej hjem fra indkøbsturen foreslog forstanderinden, at vi skulle stoppe bilen et stykke fra vores trygge sofa, så ville hun gå hjem med hundene (vi passer Annettes hund, Tapsie, en lille hidsig Westie).

Jeg kunne ikke få det over mit hjerte, at min yndlingshustru skulle ud og gå i det stygge vejr. Derfor tilbød jeg generøst at gå, mens min meget bedre halvdel kørte det sidste stykke i bilen. Jeg fornemmede tydeligt glorien over mit hoved, og navnlig da det kort efter start begyndte at regne. Våd og forkommen ankom jeg hjem, men glorien lyste stadig - og gør det endnu.

Der er kun en eneste grund til at jeg bringer dette billede.

Det viser en spejderparade på Silkeborg Torv den 25. juli 1911.

Spejderne er nydeligt linet op på den sydlige side af vejen gennem torvet. I baggrunden ses byens kirke, som på dette tidspunkt var 24 år gammel.

Ingen af disse kendsgerninger er årsagen til billedet.

Nej det er det faktum, at min far kunne have været til stede ved denne lejlighed. Uden tvivl i barnevogn, da han var 1 måned gammel. Men jeg ser ingen barnevogne på billedet.

Jeg tror heller ikke, han ville have glædet sig over at være der. Spejderbevægelsen var ikke hans kop te. Han var mere til cricket.

Vi er så heldige at have en glimrende bankrådgiver. Vi har begge tillid til ham.

Vi besøgte ham i dag for at få nogle råd om, hvor vi skal anbringe vores mange penge. Den rare mand foreslog, at under hovedpuden ville være passende. Der ville være rigelig med plads.

Derefter kunne vi tale om et andet lille emne, nemlig at vi indenfor 2 år måske vil sælge vores hus.

Intet er sikkert. Vi ville blot gerne høre, hvad vi skal være opmærksomme på. Og det var da en del. Vi lærte meget om låneformer og deslige. Vi blev meget klogere.

Men det er utroligt, at jeg - på trods af tilliden - stadig kun nærmer mig min bank med frygt. Jeg er altid ræd for, at selv den mest tlllidsfulde bankmand pludselig haler et stykke papir op af skuffen, rømmer sig og siger: "Der var jo lige den her konto, vi må se på. Den ser ikke godt ud".

Det skete heldigvis ikke, og jeg ved, det ikke sker. Kun en tåbe frygter ikke sin bank.

Jeg læste i dag, at det store vindmøllefirma Vestas har bed alle sine medarbejdere om altid at parkere deres biler baglæns ind i båsen på firmaets P-pladser. Det lyder rigtigt for mig, for jeg er flere gange gerådet i vanskeligheder efter forlæns parkering. Seneste gang var katastrofal. Jeg kører endnu rundt med en stor bule, fordi jeg efter en forlæns parkering bakkede ud i en meget større bil. Og efter 4-5 skader efter bakning vil mit forsikringsselskab nu ikke betale for flere uheld. Det er vel lidt rimeligt.

Så fra nu af vil man se mig bakke rundt på parkeringspladser og snige mig forsigtigt ind i en bås. Det er meget nemmere at komme derfra efterfølgende, og måske kunne jeg slippe for flere buler.

Da jeg vågnede i morges og som sædvanlig startede dagen med at filosofere over dybsindige emner, slog det mig, at vi for sjældent bruger ordet "possement". Sikkert fordi kun få ved, hvad det betyder. Lad mig forklare. Jeg starter med at sige, at det ikke har noget med "en pose cement" at gøre. Så vi udelukker beton-fremstilling.

Nej vi skal ind i en meget blødere industri. "Possement" er alle mulige former for tråde, snore og kvaster til for eksempel møbler og gardiner. "Possementer bliver fremstillet på en "possementfabrik". Den nok mest berømte er "Århus Possementfabrik", som ikke blot er kongelig hofleverandør, men som jeg faktisk kører forbi hver dag i Egå.

Forstanderinden og jeg har nu booket vores sommerferie - og det ikke uden besvær.

Sjældent har jeg lavet så mange fejl. Jeg rettede dem en for en, men den stakkels mand i den anden ende må have troet, at han var i kontakt med en 100-åring, som ikke anede, hvad der var op og ned. Jeg lavede fejl i plads, ankomst og afgang indtil flere gange. Der måtte 6 forskellige e-mails til at få alt på plads. Men hvad pokker? Jeg er jo også snart 100 år - og glæder mig til ferien, idet jeg håber, at tid og sted passer, når vi ankommer.

Jeg er nødt til at fortsætte sagaen om vores nye TV lidt i nu, fordi jeg har fundet en for mig hidtil ukendt mulighed.

Jeg kan tale til min fjernbetjening, og den gør, hvad jeg beder den om. Jeg har opfordret forstanderinden til at følge fjerbetjeningens eksempel. Og den svarer heller ikke igen.

Når den lille lampe øverst i midten lyser, kan jeg sige, det, jeg ønsker at se.

Under alle omstændigheder kan jeg på YouTube bare sige, hvad jeg ønsker skal vises, og så kommer det. I dag sagde jeg for eksempel "Tour de France", og vupti var der Tour de France på skærmen.

Ofte siger jeg "cricket", og så ser jeg cricket. Det er da fortræffeligt.

Gad vide, hvad der sker, hvis jeg siger "tøsedreng". Så kommer der s'gu nok en udsendelse om mig.

Ingen træer vokser ind i himlen. Det måtte jeg sande i dag.

Stolt over gårsdagens succes med at forbinde Chromecasten satte jeg mig hyggeligt til rette med citron-måne og en god kop te.

Det skulle blive en skuffelse. Intet virkede. Ikke noget cricket på skærmen, men kun et usselt bette et på telefonen. Jeg hankede op i mig selv. Det måtte jeg kunne løse. Men nej. Opringning til datter Annette, som forsøgte at hjælpe på telefonen. Men da var jeg så forvirret, at selv hvis det havde været Bill Gates, så var det ikke lykkedes.

Til alt held tilbød barnebarn Katrine, som var på besøg hos mor og far, at køre fra Hornslet og herned for at løse opgaven. Hvorfor var jeg ikke forundret over, at hun ordnede problemet på et minut eller så?

Jeg har været dygtig i dag og løst en opgave, som jeg betragtede som værende alt for svær for mig med min ikke-tekniske hjerne. Hør blot.

Jeg brugte i går meget tid på at købe en såkaldt Chromecast. Til de uvidende vil jeg fortælle, at det er en lille gadget, som forbinder vores nye TV med vores iPhones og laptop. Så nu kan jeg se masser af criket.

Det lykkedes mig ikke at finde en Chromecast i går, hvorfor vi i morges begav os mod Tilst, hvor vi vidste, der var nogle. Vi nåede ikke så langt, da datter Annette i anden anledning ringede til os, og da hun hørte, hvor vi skulle hen, kunne hun fortælle, at vi skulle blive hjemme, for vores super-nye TV har den indbygget. 320 kr. sparet.

Så kommer vi til min dygtighed. Maskinen skulle sluttes til min iPhone. Der skulle trykkes på mange knapper. Jeg klarede det fejlfrit, og alt fungerer nu.

Jeg er meget stolt, men må sådan lidt forsigtigt sende en tak til datter Annette for en lang snak i telefonen. Hun er ret god til at installere alt.

Jeg har altid med stor glæde altid læst højt for vores børnebørn. Det er hammervigtigt for deres udvikling. Jeg læser ikke længere for de 3 af dem, de er alle omkring 20 år og ville sikkert betakke sig for, at jeg skulle begynde højtlæsningen igen.

Til gengæld er Frederik (5 år) vældig tilfreds med, at traditionen føres videre.

Jeg havde i aftes mulighed for at læse for den den lille gut. Det var en bog af Ole Lund Kirkegaard, "Frode og alle de andre rødder". Jeg læste kapitel 7 - 10.

Hvor var det skønt at bemærke, hvor optaget han var, og vi snakkede meget om fortællingen og om billederne. Jeg tror, han nød det lige så meget som jeg. Og så er det meget.

Vi var hos en optiker i dag for at forstanderinden kunne få testet sine øjne. Jeg ved ikke, om det er en tilfældighed, men det er min erfaring, at når først man når dertil, så er det stensikkert, at en ændring i synet bevirker, at man er nødt til at investere i nye briller. Således også i dag.

For en stor bunke penge kan den søde dame nu se frem til at få nye briller sidst på måneden - og de er s'gu allerede betalt. Ikke noget med at vente til afhentningen.

Jeg er sikker på, brillerne vil klæde min udkårne.

Forstanderinden og jeg var i Bilka lige omkring frokosttid i dag. Udover traditionelle indkøb ønskede den søde dame at erhverve sig nye briller i den nærliggende brillebutik, hvilket vi ordnede først omend med nogen venten.

Så delte vi os i to hold, forstanderinden i butikken og undertegnede i cafeteriet.

Her bestilte jeg en såkaldt "Fransk Hotdog" kun med tomatketchup og besked om, at der ikke skulle spares på det. Det blev der heller ikke. Efter således at have vederkvæget mig og med en Cola Light ved min side, kom jeg i tanker om, at en fransk hotdog vist har nogle sjove kælenavne. Jeg slog dem op og fandt bl.a. følgende "Indianer i sovepose", "Skaldet franskmand i sovepose", "En mumie i sarkofag" samt nogle mindre urbane udtryk, som jeg holder for mig selv.

Men lærerigt var det. Man lærer meget af at spise. Derfor er jeg så rasende klog.

Forstanderinden og jeg var i Hornslet i dag for at handle ind for datter Annette, som ikke er helt rask.

Før vi kørte til supermarkedet, snakkede vi med hende om, hvad vi skulle købe til hendes frokost. Det var svært at beslutte. Vi blev derfor enige om, jeg skulle ringe Annette op på Face Time og vise hende, hvilke muligheder der var, når vi kom hen i butikken. Som sagt så gjort. Vi købte det, hun gerne ville have.

Det lyder jo som den største selvfølgelighed i verden. Millioner af mennesker gør det hver dag.

Men mens jeg stod og filmede og talte med Annette, kom jeg til at tænke på, hvor imponerende det egentlig er. Med et tyndt lille apparat på størrelse med en iPhone kan jeg se og tale med vores datter, og hun kan få det at spise, som hun gerne vil have - uden at forlade hjemmet.

Jeg burde nok ikke være imponeret. Men det er jeg. Jeg er glad for. at jeg ikke har mistet evnen til at lade mig imponere.

Det var muntert, lystigt, lidt løssluppent, men først og fremmest hyggeligt at være til frokost hos bror Kjeld og svigerinde Dorthe på Mols. God mad og 10-15 forskellige slags snapse, ganske vist i mini-flasker. Der var mange af dem - og et par store. Og der var stor lyst til at smage dem alle, hvilket lykkedes. Alle små flasker blev tømt. Suppleret med mørkt øl og Coca Cola blev det en god eftermiddag. Det var berusende, og jeg kunne med glæde konstatere, at jeg - efter i længere tid at have døjet med forskellige dårligdomme - igen kunne hengive mig til nydelsen af alkohol.

Som min gamle og nu desværre afdøde ven Leo sagde: "Al morskab uden spiritus er falsk".

Uha da da. Den er ikke nem, den her.

I går kom jeg for skade at fortælle en bevægende historie om min sidste arbejdsdag på min gamle skole. Jeg troede, den var i dag, den 5/1 2005.

Men den gamle "husker" holder en midlertidig pause. Det er først den 28. januar, jeg gik af.

Hvorfor jeg kunne tro, det var den 5/1, kan jeg bare ikke forklare. Det må have været det, som i en computer ville være betegnet "Fatal Error".

Til gengæld lover jeg, at jeg den 28. januar ikke vil skrive et ord om det. Det ville være at gnide salt i et åbent sår. Jeg har røde ører. Det er lidt mere end pinligt.

Imorgen er det 13 år, siden jeg stoppede i mit job som administrativ leder på Jellebakkeskolen i Risskov. I dag hedder den Ellevangskolen, fordi den blev slået sammen med Vejlby Skole.

Jeg havde et pragtfuldt job omgivet af 800 børn og 100 kolleger. Jeg kunne ikke ønske mig bedre omgivelser. Et afvekslende og travlt job.

Lige efter jeg stoppede, savnede jeg hele menageriet helt vildt. Det er naturligvis aftaget, selv om jeg stadig får en lille blød plet, når jeg tænker på de mange gode dage.

Jeg kommer ikke længere på skolen. Jeg føler mig ikke uvelkommen, men mere "uvedkommende". Der er mange, jeg ikke kender, og alle har travlt i deres hverdag.

Jeg ville nødigst have undværet de 34 år på skolen.

En stor dag med stort TV, 55 tommer, som nu er monteret og opgraderet takket være søn Peter, som bare kan det der. Skønt at have børn, som stiller op, når de gamle forældre må erkende deres inkompetence. Ingen af os havde i hvert fald kunnet klare opgaven.

Og hvilken god oplevelse det er at se et kæmpestort og fuldstændig klokkeklart billede. Jeg kan ikke lade være med at tænke på vores allerførste TV, et 17 tommers sort/hvid eksemplar af racen med interferensstriber og et håbløst uskarpt billede. Det var 1960.

Jeg ved, jeg er TV-narkoman, og derfor bekommer vores nye TV mig særdeles godt.

Jeg kan ikke vente til det første cykelløb og den første fodboldkamp. Jeg har allerede set "Nak og Æd". Det var hul'me flot. Vi går en klokkeklar fremtid i møde.

Forstanderinden og jeg var lige et lille smut på indkøbstur i dag. Indkøbene varede ikke længe, for vi skulle spise frokost lige efter. Så de var klaret på 10 minutter.

Til gengæld var det, vi købte, rasende stort og rasende dyrt, selv om det var nedsat med 2.000 kroner.

Vi købte et 55 tommers fjernsyn, som vil fylde endevæggen i stuen.

Nu bliver livet værd at leve. Tænk, hvor cykelløbene bliver tydeligere. Nu kan man uden besvær se, om rytterne har barberet deres ben. Landskaberne bliver endnu smukkere, og ved fodboldkampe bliver bolden dobbelt så stor som hidtil.

Helst havde jeg købt et 60 tommers, da vores datter lige har købt to på 55. Men her virkede min naturlige bremseklods. Lidt nærig er man vel altid.

Stort TV er godt TV.

Velkommen i 2018. Nytårsaften er vel overstået. Her i huset nød vi den, forstanderinden og jeg.

Jeg kan ikke undlade at tænke på de mange nytårsaftener, jeg har oplevet. Den første var tirsdag den 31/12 1940. Danmark var besat af Tyskland.

Jeg husker ikke meget fra den nytårsaften, men ved dog, at jeg var der, 6 uger gammel. Senere husker jeg flere, selv om nogle af dem fortaber sig lidt i spirituøse tåger. Skam dig, gamle mand.

Det er i alt blevet til 78 nytårsaftener. Jeg håber på mange flere - og gerne som i går.

1940, min første nytårsaften, var første gang, hvor en statsminister holdt en nytårstale til hele nationen. Det var Thorvald Stauning, som fik æren. Det var en radiotale, hvilket var godt nok, da man næppe kan sige, at har var særskilt pæn.

Straks han var færdig med talen, fik vi den koldeste isvinter i mands minde, temperaturer ned til -31 grader, dog overgået af vinteren efter.

Min vigtigste opgave i dag er at ønske alle mine læsere et godt nytår. Det vil glæde mig meget, om det bliver rigtig godt. Der er ikke noget som et godt år - sådan alt i alt.

Jeg må også takke mine mange læsere. De er årsagen til, at jeg bliver ved - i hvert fald i en tid endnu.

Der har i 2017 været 226.665 klik ind på min side. Det er et gennemsnit på 620 pr dag. Det er jeg stolt over. 1.445.578 er det i alt siden 2006.

Tak til alle, der viser interesse. Godt nytår.

Forstanderinden og jeg vil fejre nytårsaften alene iført en meget afslappet påklædning af typen joggingtøj. Men naturligvis vil jeg holde min nytårstale lige efter dronningen, og jeg tror, jeg har vigtigere ting at sige end majestæten - også vittigere.

Jeg mærker allerede forårets komme. Ja, det er tidligt - men skønt.

Årsagen til mine forårsfornemmelser er, at min rare bror Kjeld i dag inviterede på en cykeltur på Sjælland i april. Vi skal cykle rundt om et par af de store søer i Nordsjælland. Det vil jeg glæde mig meget til.

MEN, for der er et "men". Og det er stort.

Sidste år præsterede jeg at cykle kun usle 403 kilometer. Det dårligste nogensinde. Plejer at være 2.000. Lysten manglede, og vejret drillede, mest det første. Kendsgerningerne er jo, at jeg skal i god træning, inden jeg begiver mig ud på turen. Jeg vil give mit allerbedste. Træne ekstra hårdt i motionscentret og cykle ud så tidligt som muligt her i foråret.

Sådan en tur med bror er en god motivation til at få cykellysten tilbage. Den vil gøre mig en glad mand.

I dag har min søde viv og jeg 55-års bryllupsdag. Det er mange år, skønne år. Når nogen sommetider beundrer os for det og snakker om de mange skilsmisser, der iøvrigt er, siger vi altid, at vi smider ikke væk, vi reparerer. Jeg holder af det udtryk.

Nu er det ikke sådan, at dagen ikke skal fejres, for det skal den. Vi er i den situation, at vores gode svigersøn Kent i dag fylder 50, og vi er inviteret til gilde i den anledning.

Der skal naturligvis ikke tages noget fra hans fejring, slet ikke, men forstanderinden og jeg kan da godt - sådan lige så stille - tænke, at det er vores dag, der fejres. En smule af en nasser er man vel altid.

Jeg trænger til at blive klippet. Derfor skal jeg straks i det nye år bestille en tid hos min evigt trofaste og dygtige hår-stylist.

Hun er dyr. Hun har kostet mig mange penge gennem rigtig mange år, selv om udgifterne ikke direkte har noget med klipningerne at gøre. Til gengæld har jeg aldrig skullet køre langt for at blive klippet, thi det hele forestås af forstanderinden. Og det er jeg godt tilfreds med.

Jeg synes, hun klipper mig pænt, og samtidig kan jeg glæde mig over de mange penge, jeg sparer.

En klipning hos en frisør koster omkring 225 kroner.

12 gange om året giver det 2.700 kroner. Den søde dame har klippet mig i 35 år, så i dagens mønt giver det 94.500 kroner sparet.

Det er da til at tage og føle på. Gad vide, om de egentlig skulle beskattes?

Jeg kom i går for skade at skrive, at nu var julen ovre.

Det er den også, men endnu i dag vendte den for en stund tilbage.

Efter en dejlig frokost med bl. a. forstanderindens dejlige, hjemmelavede tunsalat spurgte den søde dame, om vi ikke skulle have en lille portion ris a la mande med kirsebærsauce - overskud fra juleaften. Jeg er kendt for aldrig at sige nej til ris a la mande. Og godt, jeg ikke gjorde det. Den smagte fuldstændig godt, så jeg kom til at spise 2 portioner. Så for ris a la mandens skyld kunne julen godt vare længere.

Jeg spiser det også gerne i sommerferien.

Man kan vel sige, at i dag slutter julen, selv om vi for mange år siden også fejrede 3. juledag. Den skik afskaffede Christian den IV og lod den indgå i Store Bededag.
Og kirken hævder, at julen slutter den 6. januar, ved "Tre Konger"
Julen varer altså heller ikke til påske. Det kun i sangen af samme navn.
Her i huset taget vi det helt bogstaveligt, at julen slutter i dag. Ud røg juletræet, ribbet for pynt. Ned røg julepynt og kravlenisser, så vores stue nu ser helt normal ud.
Vi har "båret julen ud", inden vi blev trætte af den, og så kan vi glæde os så meget des mere, til vi finder al pynten frem i 2018.
Glædelig bag(h)jul.

Efter en af de skønneste juleaftener, man kan tænke sig, slapper forstanderinden og jeg i dag fuldstændig af. Vi har ikke planer om at lave noget som helst, bortset fra at bevæge os fra stue til køkken og tilbage igen, når der skal spises og ryddes af. For spises skal der.

Menuen står på lunet and og flæskesteg og risalamande, overskud fra i går.

Aftenen var så skøn. som en dejlig drøm. Alle var glade og muntre og indstillet på at skabe en smuk familiejuleaften. Ikke mindst jeg nød den. Jeg bliver meget blød i knæene, når vi er samlet her. Men vi savnede Amalie og Kristian.

Jeg må endelig ikke glemme at sige, at min søde kones mad var perfekt.

Nu skriver jeg ganske vist "juleaften". Men sandheden er, at vi spiser klokken 13, går tur, danser om juletræ, deler gaver ud og hyggesnakker bagefter til klokken cirka 21. Så begynder gæsterne lige så stille at sive hjem. Det giver et roligt forløb.