Uden nogen form for stolthed må jeg beklageligvis afsløre, at jeg for en måned siden fik min 3. fartbøde i 6 år.
Kalamiteten opstod i Padborg, hvor forstanderinden var på vej hjem fra et mega-indkøb i Tyskland. Farten var 59 km./timen. Tilladt hastighed 50. Bøde 1.000 kr.
Sjovt nok havde vi regnet ud, at vi ved omtalte indkøb havde sparet netop de 1.000 kr.
Så fortæl mig lige, hvad vi så sparede på det store indkøb. Wa' ba'? Ikke en øre. Fa'me surt, du.
Jeg vidste ikke, at jeg blev fotograferet, opdagede slet ikke det ellers så kendte blitz-blink. Var først klar over det, da billedet og bødekravet lå i vores postkasse for få dage siden.
Bøder er trælse.

Jeg sidder i vores stue og har første parket til at overvære forstanderindens store anstrengelser i haven. Der bliver luget, klippet, revet, samlet op osv. Det kommer til at se rigtig pynteligt ud.
Jeg skal virkelig opbygge al min modstandskraft for at undlade at gå ud og hjælpe til. Men jeg besidder evnen til at modstå slige fristelser og bliver tappert siddende.
Stædighed ligger til familien.
Jeg vil hermed gerne udtrykke min store taknemlighed til mine forfædre, der genetisk har givet mig denne fremragende evne.

Jeg har endnu ikke "fordøjet" de mange indtryk fra cykelløbet i forgårs i Hadsten.
Det var en god oplevelse.
Men ikke alt fungerede nu, som man kunne ønske det. For eksempel var barrieren temmelig høj, hvilket gav lidt problemer med overblikket. Mennesker under 2 meter så kun bagsiden af barrieren. De måtte skiftes til at stå og sidde på skulderen af hinanden.
På dette billede sidder jeg på skulderen af forstanderinden.

Mit cykelrytterhjerte bankede kraftigt i aftes. Jeg overværede gadeløbet i Hadsten fra Fanzonen, hvor man er tæt på rytterne. Løbet var godt med Tour-helten Jakob Fuglsang som vinder.
Inden starten talte jeg med netop Jakob, med Lars Bak, Michael Mørkøv og Brian Vandborg, alle ryttere med et stort navn. Jeg badede mig i rampelyset og øste af mine gode råd. Ikke mindst Jakob Fuglsang var glad for min tips.
Den bedste aften i lang tid.
På åbningssiden kan du se den reelle vinder.

Jeg synes selv, jeg er lattermild. Jeg griner meget ad pudsige oplevelser, gode historier, practical jokes og god værkstedshumor. Kan jeg lykkes med en lille uskyldig en af slagsen, går jeg ikke af vejen for at udføre den. Men naturligvis skal den ære venlig og ikke fornærmende på nogen måde.
Til gengæld løber man risikoen for selv at blive offer. Vores søn er mester i at lave sin stemme om. Utallige gange har han ringet og udgivet sig for en eller anden og fået mig på glatis.
Eksempel: Da vi for 15 år siden afsluttede byggeriet af vores vinterhave, ringede han og sagde, han var fra "Bo Bedre" og spurgte, om de måtte komme og tage nogle fotos. Lidt stolt sagde jeg ja. Men der kom aldrig nogen fotograf på trods af, at han ringede flere gange og aftalte en tid..
Da jeg som 17-årig fik job som bud i en farvehandel, blev jeg den første dag bedt om at gå hen til en anden farvehandel og bede om at måtte låne deres tapetstrækker. Der lød et latterbrøl, og jeg forsvandt lynhurtigt ud butikken.

Børnebørn er en velsignelse uanset alder.
Heldigvis holder de alle vore 4 af at komme på besøg og på ferie hos os, hvilket sidste vil ske i næste uge. Dog ikke alle 4 på en gang, men sådan portionsvis.
Vi glæder os til det.
Og så træder de to store pædagoger her på adressen i karakter. Nu skal de 4 dannes og uddannes og lære om almindelig pli.
Ovenstående udsagn er vist ikke helt korrekt. Jeg er ikke bleg for at meddele, at de bliver hammer-forkælet hele tiden. Dog ikke når de sover.
Som en advarsel til de kære forældre, som kommer og afleverer, har vi opsat ovenstående skilt. Så er der ingen tvivl, og forældrene kan være advaret, når de henter ungerne.
 

Jeg er af mange blevet bebrejdet, at jeg nu og da cykler på gågaden i Århus.
Egentlig bør jeg skrive, at jeg HAR cyklet på gågaden, har ikke gjort det de seneste 2 år, har ikke været behov for det.
Stor var derfor min opmærksomhed, da jeg i dag ledsagede forstanderinden på en tur op- og nedad nævnte strøg. Jeg var ofte parkeret på en bænk udenfor en butik og havde ikke andet at give mig til end at tælle de, der cyklede.
På 1 time observerede jeg 2 personer, som trak deres cykel. 3 "cyklede" ved at stå på den ene pedal og skubbe sig frem (det er også at cykle). 5 personer kom gladelig cyklende. Ikke med vanvittig fart, men med hensyntagende fart.
Der var ganske meget trængsel, men ingen af de 5 blev som jeg antastet og udsat for verbale øretæver de 3-4 gange jeg gennemførte etapen på cykel.
PS: Forstanderinden købte kun småting. (py-ha)

I fy da føj da. Det er varmt, sådan rigtig varmt.
Alligevel cyklede jeg ud (26 km.) og oplevede de dårligste ben, jeg har haft i mere end et år.
Årsag: Varmen, for lidt at spise til morgenmad, og jeg drak for lidt og for sent. Det var en slem tur. Mine ben ville ikke lystre - undtagen når jeg kørte nedad.
Turens opmuntring var synet af en gammel BMW Isetta i Hornslet.
Den var et almindeligt køretøj, da jeg var barn og ung, men ses sjældent nu. Den blev fremstillet i 1950'erne, da BMW var i store problemer og var med til ar redde virksomheden.
Den kaldtes "Asfaltboblen" og på tysk "Knutschkugel" (kysseboble) og kunne rumme 2 voksne og 1 barn. Som det ses, er den en smule spøjs at se på - og gav mig anledning til en tiltrængt pause pause for at kigge på sjældenheden.
Det er altid godt at cykle.

Reelt er Tour de France færdig i dag. I morgen er bare pjat og champagne. Jeg gider end ikke se etapen i morgen. Den er bare kedelig. Jeg vil cykle min egen etape.
Min vurdering af årets Tour er, at der kun har været én god ting ved den. Jeg har spist og drukket behageligt under langt de fleste etaper, og jeg er ikke blevet sat til havearbejde, fordi forstanderinden er så god ved mig under løbet.
Resultatmæssigt er der kun Jakob Fuglsang at glæde sig over. Flot at slutte på 7. pladsen uden en eneste hjælperytter hos sig.
Men fra i morgen kan min situation blive anderledes. Havearbejde og andre forpligtelser stikker deres truende ansigter frem. Og der er et helt år, inden jeg igen får 3 uger fri.
Vive Le Tour.

Og kan vi så få fred for alle de brokkerøve, der ustandselig brokker sig over det danske vejr. Sol fra en skyfri himmel, temperaturer på 25-30 grader. Og som det fremgår, fortsætter varmen og solen. Kære brokkere! Der er ikke noget at brokke sig over, sådan rent vejrmæssigt. Så klap nu i. Lad os få fred.
Dog skal lige så stille og forsigtigt indvendes, at varmen er lidt streng, når man går ud. Man kan s'gu ikke opholde sig der. Det er træls. I det hele taget er varme somre en møgirriterende opfindelse. Kunne vi da for fa'n ikke få lidt mere kølige temperaturer og behageligere klima. Det er ikke til at holde ud. Vi kunne dæl'me lige så godt have boet i Sahara. Vejret i Danmark er uudholdeligt. Æv.

Jeg lider, jeg har smerter på det sted, der bagtil adskiller kroppen fra cyklen.  Aaauuuww.
Naturligvis har jeg prøvet det før, men ikke som langvarigt som denne gang.
I forgårs kørte jeg rundt om Brabrandsøen (53 km.), hvilket har fremkaldt et meget ømfindigt siddesår. Det gør bare nas, og er endnu ikke blevet bedre.
Behandlingen er overladt til mig selv og har bestået af påsmøring af gel og zinksalve. Har ikke hjulpet. Derfor er jeg tyet til den gamle kopattesalve, som vist kan anvendes mod alt, inklusiv hovedpine.
Jeg vil ajourføre denne min sygejournal i dagene, der kommer - hvis der da sker noget.

Jeg har en svaghed, jeg har flere, men den, jeg vil omtale i dag, er hindbærsnitter.
For mig er en hindbærsnitte en af de bedste kager i det hele taget.
Men kvaliteten er ikke jævn.
Jeg deler den op i 3 klasser:
1. De gode,
2. De middelgode,
3. De dårlige.
En meget videnskabelig opdeling, men nemt overskuelig.
Forskellen er, at klasse 1 har masser af hindbær indvendig, har en sprød, men alligevel lidt klæg skorpe og er hindbærsød.
Klasse 2 mangler en eller to af nævnte egenskaber.
Klasse 3 har ingen af dem og bør kasseres straks.
Det er vigtigt at finde sig en hindbærsnitte-pusher, som sælger 1. klasse. Jeg har kun sjældent kunnet finde en sådan, men nu og da, og så glemmer jeg bagefter, hvor det er.
Min gode soldaterkammerat, 81 Kruse af Løgstør, er så heldig at have en klasse-1-leverandør i Løgstør, SuperBrugsen.
Vil overveje at flytte til Løgstør.

Måske kan det ses, at jeg  s k r i v e r  meget langsomt, et lille bogstav ad gangen, forsigtigt, ikke forhaste sig. Jeg er nemlig træt - navnlig over det hele.
Årsagen er den enkle, at jeg i dag for første gang i 14 måneder har cyklet rundt om Brabrandsøen, 53 km. Jeg har kørt denne afstand nogle gange i år uden at blive så træt som nu. Men de første 27 km var i dag i en hård modvind, der var ond imod mig.
Men gensynet med ruten var en god oplevelse, og samtidig kan jeg vise det første billede taget med mit nye, fine kamera. Motivet er fra vendepunktet på dagens rute, den vestlige ende af Brabrandsøen.

I dag glæder jeg mig over mange ting.
- Jeg har sovet godt i nat.
- Jeg er ikke blevet jaget med af forstanderinden.
- Jeg har kun været i 1 supermarked.
- Jeg har ikke været i haven (endnu).
- Jeg har fået et nyt kamera.
Værs'go' og skyl. Sony, bare du ved det. Kram.
Og så er det altså så pænt og sølvfarvet.
Nu skulle det glæde mig meget, om det kan tage billeder.
Hvis det kan, vil jeg snarest vise prøver på dem. Ingen uartige naturligvis. Det er ikke mig.

Tømning af affaldsskuret er en månedlig begivenhed, som i sin kedsommelighed må og skal gennemføres. Det efterfølgende besøg på lossepladsen hører til. Alt sammen rimeligt trivielt.
Trivialiteten blev i dag brudt, derved, at en kæmpestor skrubtudse afslørede sin tilstedeværelse under affaldet. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men læssede bilen fuld og fik affaldet kørt bort.
Efter hjemkomsten nævnte jeg sådan en passant skrubtudsen for forstanderinden. Hun slog 3 korsets tegn for sig selv. Hun skulle nemlig bruge lidt haveredskaber i det tilstødende redskabsskur og beordrede mig til at bringe dem ud. Hun skulle ikke i nærheden. Jeg prøvede at bringe lidt ro over feltet ved at sige, at jeg aldrig har hørt om fysiske overfald fra skrubtudser, endsige at en skrubtudse har bidt nogen.
Mine ord gjorde intet indtryk. Jeg måtte bære redskaberne ud og ind.
Skrubtudser er en alvorlig trussel.

Yngste barnebarn Frederik var syg fra morgenstunden. Farmor og farfar tilkaldes som sygepassere.
Noget sådant skal der ikke bruges de store overtalelsesevner til. Vi sprang ud af sengen og suste til Hammel og havde en god dag med den lille mand, som ikke var dårligere, end at han kunne gå en lang tur med farfar, som fik set villakvarterets åbne garager grundigt. Den bette fyr er meget interesseret i biler og gik ind alle steder for at inspicere dem - og så kunne der samtidig leges gemmeleg. Hvem af os, der morede sig bedst kan ikke afgøres.
Som kronen på værket kastede jeg mig på min medbragte cykel og kørte hjem. Forstanderinden insisterede på at ville køre i bilen.
Jeg kørte de 40 km. med årets største gennemsnitsfart. Om det var varmt? Ja.

Store nyheder, breaking news, se lige her.
Der er vand på Mars.
(Fra en af mine FB-venner).

Når man ikke kan få lov at sove i campingvognen, må man jo opsøge alternative muligheder.

Nogen, der vil købe en lige brugt ferie? 10 dage i Lemvig.
Den var god, oplevelsesrig, behagelig varm, masser af god mad, skønne cykelture. En skøn ledsager.
Og så dog. Den var for god til at blive solgt. Jeg vil selv beholde den og de gode minder.
Heldigvis har min skønne ledsager ikke noget imod, at jeg cykler ud. Så mødes vi et sted på ruten og spiser frokost sammen.
Om eftermiddagen "cykler" jeg videre ved at se Tour de France på TV.
Mine cykleture bragte mig vidt omkring i Europa. Se blot billederne.
Men kørende med danmarksmestertrøjen er det vel kun at forvente.

Ør li' 'ær.
Der er blevet grillet. Der er blevet spist god mad. Der er blevet drukket gin og tonic, øl og god rødvin. Kort sagt det har været en god aften til nu.
Jeg indrømmer, at jeg ikke lige rammer tasterne nøjagtigt, og der er flere rettelser end normalt i mine skriverier. Men jeg prøver at gøre mit bedste.
Det er første gang i min dagbogs historie, at jeg skriver i en lidt spirituøs atmosfære. Men helt ærligt: Går det ikke ganske godt? Det synes jeg i hvert fald. Jeg er vendt tilbage til gin & tonic.
Skål.

Endelig er det sommer, og jeg nød i dag årets første isvaffel, en af den gammeldags slags med 2 kugler og skum ovenpå.
Det bragte straks minder frem om de allerbedste isvafler i hele verden. De blev nemlig lavet i min fødeby Silkeborg hos verdens bedste ismager Reenberg i Søndergade (billede fra 1946).
Hans is havde en unik smag, som jeg kun har smagt den fra hans butik, og jeg husker den stadig, en speciel lidt flødeagtig smag, men frisk. S
Så vidt jeg ved, anvendes den samme opskrift stadig i den samme butik - har dog sikkert skiftet navn.
Men kommer du forbi, så gør dig selv den tjeneste at købe en vaffel derinde - og tænk på mig, mens du spiser den.

Uha, som Tour de France tager meget af min tid. Og uha, som jeg holder af det.
Det er et godt løb i år med masser af "go" og gode præstationer. Jeg elsker at se det.
Naturligvis er der desværre de uundgåelige styrt med ubehagelige konsekvenser, men også med ryttere, der ikke giver op og fortsætter trods ulidelige smerter.
Billedet er fra dag 4 og viser englænderen Geraint Thomas lige efter sit dramatiske styrt. Han slog sig forbistret og blev efter etapen kørt på hospital, men fortsatte næste dag på trods af konstateret bækkenbensbrud.
Han må have følt, som jeg gjorde det, da jeg bøjede et ribben i mit styrt i Nørregade.

Via TV, aviser, reklamefoldere, ugeblade osv. kan man ikke undgå at blive gjort opmærksom på et hav af tåbelige konkurrencer.
Et rejsebureau spørger f. eks., om den spanske hovedstad hedder Madrid eller Stockholm. Indsend svaret og vind en rejse.
Tilmeld dig nyhedsbrev fra XXXXX og vind en algebehandling af dit tag.
Hvem kan bygge den morsomste båd og køre den i havnen fra en slidske?
Meget morsomt og livsfarligt.
Men nu kommer konkurrencen over alle konkurrencer. Jeg stiller op.
"ÆD, SÅ MEGET DU KAN".
Det dur. Jeg vil straks opsøge en tilmeldingsblanket. Lige min stil.

Et af landevejenes mange tilbud.
Set fra cyklen i dag.
Jeg siger blot: "Godt, det ikke er mig, der skal køre træet hjem. Føj for den lede".

Sket i går i Roskilde.
En midaldrende 39-årig mand kommer ind i et stort supermarked. Han går lidt rundt og kigger på varerne, til han finder sokke-afdelingen.
Han skuler lidt rundt fra side til side, tror sig uset og tager et par sokker fra stativet. Endnu engang kigger han sig omkring, sætter sig ned - og skifter sine gamle sokker ud med det nye par.
Nu iført helt nye sokker fortsætter manden sine indkøb og går hen til kassen for at betale. Imidlertid har nogle andre kunder set manden skifte sokker og har sagt det til kassedamerne.
Manden betaler for sine indkøb, men ikke for sokkerne. Han bliver stoppet, må vise sine nye sokker frem, pinligt - og politiet ankommer kort efter.
Hvad kan vi da lære af dette?
Gå ikke i "varme" sokker. Betal for dem.

I dag er min lillebrors fødselsdag. Han er en god knægt, som fortjener mange og store fødselsdagsgaver - og han er god til at cykle, hvilket også er et stort plus. Bl . a. har han cyklet op ad Alp d'Huez, en for mig nu henlagt drøm. Det er bare sejt af ham. Og han kører op ad den igen til september.
På denne hans fødselsdag vil jeg hermed lykønske og tiljuble ham og samtidig lige minde ham om, at andre gode mennesker også har fødselsdag. Må jeg i flæng nævne Herman Hesse, Kong Olav 5. af Norge og Erik Grip. Mange andre kunne nævnes, men nu er nævnt en forfatter, en konge og en sanger.
Men de kommer ikke op på siden af min lillebror.

Årets sommer skydes for alvor ind i dag. Nu er det sommer, højsommer. Lad os sammen komme ud og nyde kulden, blæsten og regnen. Og tænk hele tiden på, at det er juli og ikke marts.
Og gå ikke ned på udstyret, det gør jeg ikke. I år vil jeg være på forkant med årstiden og sørge for at have skabet fyldt med bløde og hyggelige sager, der luner og beskytter, når vejret skruer bissen på. Så kan blæst og kulde bare komme an.
Og hvad med min sarte hud?
Ældre menneskers hud er mere udsat, da den er tyndere med nedsat elasticitet, vandindhold og fedtproduktion samt nedsat evne til at reparere beskadigelser. Jeg må og skal bruge den rette creme.
Du danske sommer: Bare kom an!

Jeg skulle have været i kirke i formiddags. Det var det sidste, jeg tænkte, da jeg lagde mig i går aftes.
Men så skulle det ikke være.
Forstanderinden er kommet i vane med at stå op kl. 7.30, når hun ikke arbejder, og så vågner jeg også.
Jeg havde regnet med samme mønster i dag. Men nej. Den gode dame sove til kl. 10, nøjagtigt da gudstjenesten startede, og så havde jeg ikke en chance for at nå det.
Så jeg tøver ikke med at lægge skylden for min udeblivelse fra gudstjenesten på forstanderinden.
Hvad er din undskyldning?

Så er det nu.
198 håbefulde cykelryttere i verdensklassen startede for nogle timer siden årets Tour de France på Korsika.
Og mens disse ryttere kører derudad, sidder jeg her med benene oppe og nyder det hele med kransekage og Pepsi Max, slet ikke nogen dårlig tilværelse at føre.
Og nu har jeg 3 hårde uger foran mig. Navnlig kræver bjergetaperne styrke. Jeg kan ikke lade være med at føle smerterne og anstrengelserne i egne ben, når rytterne klatrer.
Men jeg lover at holde ud til allersidste dag. Og med min nye cykel går jeg ikke ned på udstyret.

Fejringen synes ingen ende at ville tage. Alle er åbenbart begejstrede på mine vegne for min gennemførelse af den 270 km. lange cykelture på Hærvejen, den såkaldte "Tour de Route Militaire".
I dag fik jeg under højtidelige omstændigheder af yngste datter Annette og ældste barnebarn Katrine overrakt et smukt diplom som anerkendelse for turen.
Se billede.
Det var et stolt øjeblik.
Samtidig blev jeg udnævnt til "Dansk mester i cykling på Hærvejen", hvorfor jeg fra nu må cykle iført dannebrogstrøjen, en ret jeg deler med Michael Mørkøv, Saxo Bank Tinkoff. Han blev dansk mester i ganske almindelig landevejscykling for en uge siden.
Han skulle lige ta' og prøve Hærvejen.
Billede af den gamle mand i den nye trøje ses på forsiden. Flot og macho, ikke sandt?

Efter 10 måneders ventetid kunne det i dag behage SKAT at afgøre min ansøgning om nedsat vægtafgift. Det er godt nok længe for at udfærdige et stykke papir.
Men betalingen kunne der ikke gives en tilsvarende udsættelse for, hvorfor jeg erlagde et 5-cifret beløb.
Hele denne operation fandt sted i SKAT's store palads i Højbjerg, naturligvis med den obligatoriske ventetid på 3 kvarter, hvilket efter stedets målestok er lynhurtigt.
Jeg var dog så heldig at komme til at tale med en rar mand, som var god til at forklare teknikaliteterne omkring nedvejningen. Bl.a. sagde han, at jeg ankom i en stor varevogn, men jeg ville køre derfra i en lille.
Efter disse besværligheder skulle jeg selv påføre den nu lille varevogn nye skilte med vægten påført. Det er en slags overføringstal. Det var det værste. Jeg ville gerne forklare i detaljer om det, men det tillader pladsen ikke. Sikke dog et mas. Jeg måtte af sted efter nye tavler.
Resultatet blev lidt skævt, og 2-tallet mangler lidt. Men skidt. Tallene er korrekte.

Undskyld dagens forsinkelse.
Den er forårsaget af store triumfer.
Jeg har i dag sammen med bror Kjeld fuldført 5. og sidste etape af hærvejsturen fra Rødekro til grænsen (ca. 50 km.). Turen foregik i hylende stormvejr, som heldigvis det meste af tiden var sidevind, somme tider rygvind og enkelte gange modvind.
Men hvor var det en god fornemmelse at passere grænsen til Tyskland og køre 4-500 meter ind og vende om. Jeg var pavestolt, og der var high-five og glade smil. Turen var gennemført som planlagt. Triumfen blev fejret med en lækker kage og en kop te på et konditori i Padborg.
Nyd billederne, som jeg har nydt turen. To øverste fra den gamle "Povls Bro", ca. 300 år gammel. Nederst de to triumfatorer ved grænsen, 66 og 72 år gamle.

At klippe hæk er blevet en fornøjelse for mig. Hør lige hvordan og hvorfor.
Man erhverver sig en god søn, som glad stiller op og gør arbejdet. Hurtigt udført og primært nemt for ham den gamle, der kan nøjes med at samle lidt op og rive og feje lidt.
Efter klipning skal de mange plastiksække køres til lossepladsen. Selv det blev jeg fritaget for. Den rare søn smed dem i bilen og drog af med dem.
Hjælpsomme børn er en Guds gave. Heldigvis har jeg et par stykker af dem. Flere behøv's ikke.

I dag er der nøjagtigt ½ år til jul, osse i den grad.
Jeg vil gerne højlydt protestere mod den omsiggribende tendens til at påbegynde julepyntningen allerede nu. Det er efter min mening alt for tidligt.
Kære butiksindehavere!
Stop det juleri her i juni og juli. Vent i det allermindste til august-september, som I plejer.
På forhånd tak.

Så er der afgang, tøser. 
Der er tanket helt op, olien er skiftet, batterierne checket og forlygterne vasket.
God tur til Bloksbjerg.

Sommerfrokost hos gode venner, Ganske vist indtaget inden døre med tilberedt uden døre på en dertil beregnet grill. Vejret var ikke indbydende nok til udendørs spisning på trods af opstillet pavillon i dejlige sommerfarver.
Kølig rose til velkomst og til den herlige mad med samt en kold øl eller to. En god dessert og fine hjemmebagte småkager afrundede.
Som altid var der ingen problemer med at finde samtaleemner Gamle, ofte genfortalte beretninger kan altid bruges, fordi de er morsomme, og fordi flere alligevel har glemt dem. Gennemsnitsalderen er tæt på 70.

Det var så den halvdel. Nu går vi ind i den anden halvdel.
I dag er årets længste dag, og fra i morgen bliver dagene kortere og kortere. Æv.
Vi har 17½ lyse timer at gøre godt med nu, så vi må udnytte dem. Ikke noget med at ligge og snue til op ad formiddagen og gå i seng allerede kl. 22. Nej tidligt op og sent i seng. Det er parolen, som jeg selv går ind for - i hvert fald halvdelen af den.
Men der findes ikke meget, der er smukkere end de lyse nætter, og hyggeligere end at sidde med en kølig hvidvin, en rose eller en kold øl og lidt godt at spise til i havelampernes skær. Det trækker nemt ud.
Og så kan man have behov for lidt søvn næste formiddag.

Forstanderinden har bekommet sig en ny "mobilos", en skrækkelig smart og rød en, som lyder navnet Nokia og så noget mere. Hun har haft den en uge og har udtrykt stor tilfredshed med den lige med én undtagelse. Den kan ikke snakke med vores bils "Blue Tooth". Og det ærgrer den gode dame en del.
Vi har sammen tilbagelagt mange kilometre, mere end 150, for at finde en løsning hos forhandlere og værksteder. Men vi har givet op. De to, bil og telefon, kommer tilsyneladende ikke på talefod.
Sort uheld - penge udad vinduerne.
Men skidt der er meget andet, der kan sprede glæde end "Blue Tooth", f. eks. undertegnede, verdens bedste ægtemand.

I søndags citerede jeg DMI-meteorolog Thyge "No Good" Rasmussen for hans løfter om hedebølge fra i dag og ugen ud. Kom den? Nej.
I går truede DMI med skybrud i dag, ikke mindst her, hvor vi bor. Kom det? Nej.
2 fejl ud af 2 mulige. Meteorologerne lever op til deres vanlige standard.
Fra nu vil jeg ikke skåne de håbløse mennesker. De er håbløse. Jeg kunne nemt finde på at kalde dem nogle "kedelige karle", for det er det, de er.

Ih, hvor har jeg svært ved at få armene ned. De stikker lodret op i luften, og det er meget generende, når jeg skal have tøj af og på, når jeg spiser, når jeg skriver på computeren - og når jeg er på toilet.
Men jeg kan ikke få dem ned. Ikke noget at gøre. De har strittet, siden jeg i går sammen med min bror gennemførte de 71 km. på Hærvejen. Det var stort for mig at kunne gøre det efter lang tids genoptræning. Jeg er meget tilfreds.
5. og sidste etape til Padborg køres snart. Håber, den bliver endnu en jubelfest.

YES. Min bedste cykeldag i 2 år.
På 4. etape af Hærvejsturen cyklede jeg 71 km. fra Vejen til Rødekro. Ikke ad nærmeste og korteste vej, men på Hærvejen. Jeg er stolt af mig selv. Jeg er i bedre form, end jeg selv vidste.
Og ydermere var det en rigtig smuk etape. Jeg nød hvert sekund i selskab med min bror. Mangler nu kun 1 etape inden målet i Padborg.
Placer curser på billede og se forklaring.

En vis Thyge Rasmussen fra Meteorologisk Institut vover pelsen og spår hedebølge fra tirsdag/onsdag og ugen ud. Det skulle glæde mig, om han har set rigtigt. Ikke fordi jeg bryder mig meget om hedebølger, men jeg er altid på vagt overfor vejrmændenes og -kvindernes udtalelser.
Skulle den gode mand få ret, vil jeg kippe med flaget og ikke skrive noget negativt om DMI i 2 uger.
Men skulle det - som vanligt - vise sig forkert, vil jeg være ubønhørlig i min kritik og slynge om mig med hånlige bemærkninger. Jeg kunne endog finde på at kalde meteorologerne for noget så fælt som "kedelige karle".

Når jeg ikke lige støvsuger, så tømmer jeg opvaskemaskine. Og når jeg ikke lige tømmer opvaskemaskine, reder jeg senge. Og når jeg ikke lige reder senge, slår jeg græs. Og når jeg ikke lige slår græs, så gør jeg min cykel ren.
Sådan var dagens program.
Sidstnævnte med cyklen er noget morsommere end de forannævnte. Og det er smadderhyggeligt - og hold da op, hvor den blev flot. Hvis min bil blev "nusset" lige så meget som min cykel, ville jeg kunne få lige så meget for bilen, som jeg gav for den for 4 år siden.

Se gruppefoto - klik her.
Desværre kunne jeg ikke skrive på min hjemmeside i går, da hele husets elektroniske systemer brød ned torsdag kl. 9.45, mens jeg skrev begavede og vægtige indlæg på Facebook.
Ingen TV, intet internet og ingen fastnettelefon. Først i formiddags kunne forbindelsen genoprettes.
Derfor bliver dagens beretning fra i går.
Jeg var til 50-årsjubilæum med min gamle klasse på seminariet. Vi var 36 dimittender i 1963, og nu er vi omkr. 25 tilbage. Af dem var vi 17, der mødtes i går. Et udsnit ses på fotoet.
Sammenkomsten var præcist, som man håber en sådan kan være. Udveksling af minder i stakkevis. Svigtende hukommelser i endnu flere tilfælde.
Hver gav en kort beskrivelse af sit forløb siden seminariet.
Men 50 år. Det er dog ganske ufatteligt. Jeg forstår ikke, hvor årene er blevet af, men hvor er jeg glad for, at jeg lever og kan opleve dette jubilæum. Alternativet er trælst.

Jeg forsøgte i formiddag virkelig at tage mig sammen til at få ryddet op i mit værksted. Jeg havde tilmed ligget i sengen, da jeg vågnede, og gennemtænkt, nøjagtigt hvordan det skulle gøres. Alt skulle bringes på sin plads, der skulle fejes og fjernes affald.
Jeg skønnede, det ville tage 1½-2 timer.
Det kom til at gå meget hurtigere.
Opildnet af en hellig ild låste jeg op til det lille rum, så mig omkring - og tænkte: "Nej for hulen. Det er ikke godt det der. Sikke en gang rod. Det vil aldrig gå".
Jeg bøjede nakken og gik ud igen, uden at havde flyttet så meget som et høvlspån.
Skønne, spildte planer. Men jeg vender frygteligt tilbage - en gang, måske.

På en bænk ved den ene side af domkirken sad jeg i solen og nød en Pepsi Max på min cykeltur i dag.
Det er imidlertid hverken bænken, cykelturen eller Pepsien, der skal være fokus på, men derimod en mand, som sad på bænken ved siden af, en af landevejens riddere, som jeg kendte så mange af som barn.
Han her udskilte sig fra de fleste riddere og fra vi andre omkring sig, derved at han var ved at vaske sig. Vupti, sko og sokker af, en colaflaske fyldes op med vand fra det meget nærliggende drikkeanlæg og så med fingre og papir rense godt ud mellem tæerne, alt imens han lod vandet løbe ned over dem.
Appetitligt? Nej ikke just.
Tæerne var til en start lakrids-sorte, men skiftede farve, mens processen skred fremad.
Jeg ville egentlig godt have haft en længere pause, end jeg fik.

Jamen, er det da ikke bare skønt?
Op kl. 6.45, køre forstanderinden på arbejde 7.20.
Hjem kl. 8.20. Spise morgenmad.
Støvsuge, redde seng og tømme opvaskemaskine til ca. 9.30.
Ordne en del ting på computer, bl. a. planlægning af 4 etape af "Tour de Route Militaire" indtil ca. kl. 11.30.
Slå græs og smånusse i haven til 12.30. Så frokost (kun fisk, num, num).
Hente forstanderinden kl. 13.45. Dernæst i campingcenter og BILKA.
Køre hjem ca. 15.00 og gøre klar til at se cykelløb kl. 16.00.
Og det gør jeg fortsat.
For hulen da, hvor jeg nyder livet. Har ikke det store behov for ferie - men det har forstanderinden, og hun får den - en god en af slagsen. Har det altså skønt.

Jeg blev i formiddags ringet op af vores meget søde ældste barnebarn. Hun ville gerne komme på besøg med sin lille hund. Hvor herligt.
Jeg skulle af gammel vane lige til at sige, at jeg straks ville komme og afhente hende + hund, da hun sagde: "Fint, så kører jeg nu".
Nåh, ja for pokker. Selvfølgelig, gamle fjols. Du er jo blevet så gammel, at et af dine børnebørn har nået "kørekort-alderen".
Kort efter ankom den søde, og vi fik en hyggelig frokost.
Tre år til næste to kørekort.

Jeg kan ikke lade være at fortælle om mennesker, jeg møder på mine cykelture.
I går var det på "Tour de Route Militaire" i den lille by Bække to modne, hollandske piger på hver sin store motorcykel, Yamaha'er.
De spiste frokost på bænken ved siden af os og fortalte, at de sammen havde været i Sverige og nu så småt krydsede hjemad. Det forekom mig en smule risikabelt, alene af den grund, at de begge havde besvær med at komme op på deres motorcykler. Der skulle lige et par forsøg til, men det lykkedes, og de vinkede sødt farvel.
Den ene var venlig nok til at tage billedet til højre fra i går.
At cykle er at opleve.

3. etape på Hærvejsturen (Tour de Route Militaire) er tilbagelagt.
Det var en nem og forholdsvis kort etape, som ikke gav anledning til hverken fysiske eller psykiske kriser på min fine, nye cykel. Og jeg væltede ikke en eneste gang.
Det var en stor fornøjelse at køre gennem det smukke Midtjylland i det smukke vejr.
Måske var årsagen til mine gode ben i dag, at jeg indviede mit nye cykeltøj, som unægtelig giver mig et prof look. Se bare billederne fra starten og fra frokostpausen ca. midtvejs.
Jeg nærmest svævede gennem landskabet sammen med bror Kjeld.
Vi nåede Vejen, hvorfra vi følgelig skal starte næste gang. Endnu en ubeskrivelig pragtfuld dag.
Jeg eeeelsker at cykle.

Forstanderinden har en svaghed. Hun er meget glad for at se TV-serien "Små og store synder". Hun har fulgt den, siden den startede for ganske mange år siden.
Der er 372 afsnit i alt, og der sendes normalt 2 om dagen, hvilket betyder, at det tager 186 dage at komme hele serien igennem, altså godt ½ år.
I går vistes afsnit 372, og i dag begyndte man på afsnit 1 for 9. gang.
Otte gange har den søde dame set hele serien, og omkring jul har hun set den 9 gange og er klar til den tiende. Hun kan den udenad og springer nu og da et afsnit over, fordi hun ved, at en eller anden bliver syg og dør, eller der optræder en ubehøvlet person. Dem er der ellers ganske mange af i den lille by Aidensfield. De ender dog hver eneste gang i politiets sikre hænder.

Det er eksamenstid.
Det betyder hårdt arbejde for elever og studenter på alle niveauer. De må knokle med deres respektive pensa og lægge kræfter i med bøgerne.
Samtidig sender det forstanderinden på arbejde hver eneste dag. Hun må nøje påse, at de gode studerende ikke snyder ved prøverne, hvilket de med den gode dames ørneblik vil få meget svært ved. De opgiver på forhånd.
Nu er vi så ude i 3. led af arbejdsbyrder afstedkommet af de mange eksaminer - mig selv.
Med forstanderindens flugt fra "gerningsstedet" overlades arbejdet i det lille hjem til undertegnede, som i dag har redt senge, støvsuget, båret affald ud, ryddet op - og cyklet en lille tur.
Men pyt. Jeg har det fa'me godt. Er livet ikke bare skønt?

Jeg vågnede i morges - nååh ja, så i formiddags da.
Jeg vågnede med et lille ryk, for jeg havde til min skræk drømt, at min cykel var punkteret, og jeg er ikke god til at lappe. Det gør min svigersøn gerne for mig.
Noget sur og knotten gik jeg ud i værkstedet for at se til "dyret", og stor og glædelig var min overraskelse, da jeg kunne konstatere, at det ikke var tilfældet. Den var ikke punkteret, men stod skinnende og flot med fuldt pumpede dæk. Endnu en skuffelse, der ikke gik i opfyldelse.
Men nu spø'r jeg bare: "Hvad er drømme så egentlig værd?"

Ja, ja. Jeg ved det godt. I dag er nu, og i går var da.
Men da kunne jeg ikke føre min elektroniske dagbog, fordi jeg sad og gik på en nordfynsk fodboldbane i Strib, mens vores rare svigersøn cyklede de omkringliggende landeveje tynde.
I 24 timer skulle han køre, fra kl. 10 lørdag til 10 søndag.
Vores lige så rare datter og undertegnede var udnævnt til hjælpere og skulle komme ilende til, når svigersøn med makker Michael passerede målområdet. Da skulle vi stå der med drikkevarer og forskellige sukkerprodukter.
Vores seje svigersøn (th. på 1. billede) kørte i alt 413 km. på 19 timer. Det var så flot, at jeg måtte bøje mig dybt i støvet for præstationen. Mine 70 km. i torsdags svinder ind til det skinbarlige ingenting.
At være hjælper er et betroet job. Ca. hver time natten igennem var vi oppe med forsyninger. Grundet min høje alder fik jeg dog lov at sove igennem fra kl. ca. 2.30 til kl. 7.30.
Vi havde medbragt campingvogn til den manglende søvn.
Det har været én af de bedste dage i lang tid.
Som det uden tvivl fremgår, er dette skrevet m-e-g-e-t langsomt, da jeg er m-e-g-e-t søvnig.

Da jeg ved, at så mange sidder spændte og venter på en mere detaljeret beskrivelse af gårsdagens dramatisk styrt på Nørregade, vil jeg gerne uddybe forløbet.
Det er ikke for folk med sarte nerver - eller børn under 15.
Efter den stabadsiøse cykeltur på Hærvejen og efter togturen Vejle-Århus skulle jeg tilbagelægge ruten fra Århus Banegård til Høegh-Guldbergsgade, en overkommelig bakkeløs rute på 2 km.
Kørende ad Nørregade, lidt i egne og trætte tanker, griber det forreste forhjul fat i kantstenen, og det næste, jeg opfatter, er et gevaldigt brag, da jeg sikkert i en yndefuld bue steg ud over cykelstyret og bankede hovedet i fliserne med styrthjelmen forrest, dog.. Og der lå jeg, skrupforvirret og med lukkede øjne. Jeg vedblev at sige til mig selv: "Luk ikke øjnene op. Du ved ikke, hvad der venter dem".
Jeg hørte fjerne stemmer, men forstod ikke, hvad de sagde. Da jeg tog mod til mig og åbnede øjnene, så jeg en skare mennesker stå bøjet over mig. Hillemænd, hvor var jeg i centrum.
Som det første spurgte jeg, om min nye, fine cykel var beskadiget. En ældre mand tjekkede den og mente, den var OK. Så kunne jeg slappe af og svare på utallige spørgsmål til mit velbefindende, om jeg havde brækket, forstuvet eller på anden måde beskadiget mine ædle knogler.
Jeg kunne svare nej til det hele og efter ca. 10 min. kørte jeg forsigtigt de sidste 800 meter.
Men i dag altså. Jeg har uovervindelige smerter i øverste højre ribben, som fik cykelstyret boret ind i sig i nedslaget. Jeg fik iøvrigt en høj score for dette nedslag, 9,5.
Inden længe skal jeg på Hærvejen igen.

Har du nogensinde cyklet mellem Jelling og Vejle?
Er du nogensinde styrtet på din cykel på Nørregade i Århus?
Jeg kan svare JA til begge spørgsmål.
2. etape af Hærvejsturen med min rare bror blev afviklet i dag med start i Funder og slut på Vejle Banegård - efterfulgt af en togtur til Århus og lille tur ad Nørregade for at skaffe en bil til resten af turen hjem.
Til de uvidende skal fortælles, at der ikke findes et mere bakket område mellem de to nævnte byer,
Jeg klarede ikke alle bakkerne - men ganske mange. Nok til, at jeg er lidt stolt af mig selv.
69,99 km. blev det i alt, ny årsrekord.
Om mit styrt i Nørregade kunne fortælles mangt og meget, men jeg nøjes med at sige, at jeg kom op og ride på kantstenen og væltede ind over fortovet. Det eneste, jeg husker, er, at styrthjelmen modtog et gevaldigt gok og rutsjede hen over fliserne. Havde jeg ikke haft den på, ville jeg lige nu ligge på hospitalet med kraniebrud. Jeg styrtede nøjagtigt 850 meter før mål.
Men se lige venstre billede af 2 på det tidspunkt glade cykelryttere. Den ene måtte næsten opgive 5-6 km. senere. Men han holdt ud.
Naturligvis viser det andet billede de store pådragne skader efter styrtet. Kaldes "asfalt-eksem".

At læse horoskoper er ikke den aktivitet, jeg oftest giver mig af med. Jeg finder det end ikke underholdende.
Men det er lige ved, at jeg fra nu af kan blive nødsaget til at betragte horoskoperne som netop underholdende.
Se blot, hvad jeg kunne læse om mig selv (Skorpion), da jeg i dag tvang mig til at læse mit horoskop som oplæg til mine dagbogsskriverier:
"Du føler dig måske lidt hæmmet af atmosfæren i dag, men du er ikke parat til at diskutere følelser, når der er stadig er opdagelser at gøre."
Det er s'gu da underholdende alene af den grund, at jeg ikke forstår en levende fis af det.
Men jeg vil da gerne retledes. Er der mening i sætningen?
For mig er det "Goddag mand, økseskaft".
Og så videre til det næste.

'Ør nu li' 'ær.

Jeg synes s'gu, det er meget morsomt, at en gammel mand som jeg - i lighed med utallige andre - suser rundt på landevejene på cykel.
Årsagen til min moro er, at jeg fandt et citat fra et gammelt skrift, "Dansk Cycle Tidende" fra 1884. Heri kan man bl. a. læse: "Nu ses endog ældre mænd på 30 år, som cykler, ja, tillige vore damer".
Hvad kunne det dog ikke ende med? Gamle mænd og kvinder på udfordrende maskiner!
Nu om dage ser man en 72-årige mand fare rund på landevejene - somme tider på endog lange ture ad hærvejen.
Hvad kan det ikke ende med?

Jeg har haft en heldig dag. Jeg påbegyndte græsklipning i al min magt og styrke og beredte mig på et smertehelvede, når jeg ca. 3 kvarter senere ville være færdig. Jeg er ellers god til smerter, når blot de opstår på en cykel. Men bag en græsslåmaskine er de vanskelige at klare.
Og her kommer mit held. Ældste søn ankom og ordnede den resterende del af plænen, hvilket var den største del.
Og heldet fortsatte. Han havde heldigvis medbragt sin søde kone og lille Frederik. Sammen kørte vi i Dyrehaven og så på rådyr, dådyr og sikaer. Frederik fandt dem interessante, men var en del mere imponeret af de mange biler, der kørte forbi ude på vejen. Vi har jo alle vore egne interesserer.

Altså, hør lige her. Desværre er nyheden en dag forsinket p. gr. af tekniske problemer, og jeg har næsten ikke kunnet vente på at komme ud med den.
Jeg klarede den s'gu. Jeg klarede den s'gu.
Stor var spændingen, da jeg i Viborg satte mig på min nye cykel for ad Hærvejen at bane mig vej til Funder Kirkeby og derfra til Silkeborg. Det blev i alt 55 km. med herlige oplevelser.
To af dem gengivet på billederne, Thorning Kirke (Blichers kirke) og mindestenen for slaget på Grathe Hede i 1182.
En usædvanlig oplevelse var det, at vi på en smal vej fik øje på en undsluppen flok kreaturer på ve imod os. Vi flygtede ind på en gårdsplads. Det gjorde dyrene, heriblandt en kæmpestor tyr, også. Endte dog godt.
Jeg havde det i det hele taget godt, moralsk støttet af min bror, som tålmodigt ventede, da jeg havde en krise efter 35 km. Men jeg gennemførte, stolt som en pave på 72 år.

Det vil glæde mange have- og landbrugsinteresserede mennesker at se, hvor langt jeg er nået med dette års avl.
Som noget nyt er jeg gået over i radise-branchen og har tilsået et mindre stykke jord med disse udmærkede grønsager fra det underjordiske, også kaldet Raphanus sativus. Som det med al ønskelig tydelighed fremgår af det venstre billede, trives de godt. Høsten kan blive god.
Jeg har valgt de aflange radiser frem for de runde. Årsagen til valget er, at æææh, nåh ja, jeg tog bare en beslutning. Bum.
Ligeledes glider mine kartofler lige så stille op af jorden. De trives vel. Her har jeg foretrukket de runde frem for de aflange - også bare en beslutning, jeg tog.
Somme tider er man nødt til at skære igennem.

Kun en toptrænet atlet ville kunne have gennemført mit dagsprogram. Jeg måtte grave dybt for at klare anstrengelserne.
Første opgave bestod i at slå vores enorme græsplæne, som intetsteds var under 10 cm. høj, de fleste steder endda nærmere 15. Selv med en selvtrækkende motorklipper kræver denne opgave et godt muskelsæt.
Anden opgave var at cykle ind til Århus Domkirke og tilbage - 32 km. Det lyder som en overkommelig opgave og er det også, hvis det ikke lige var fordi, vinden på hjemvejen tog til i styrke og naturligvis var lige i ansigtet. Det gav anledning til anstrengelser. Men som min datter siger, skal jeg betragte modvinden som et gratis fitness-center. Det gjorde jeg og det hjalp.
PS: Min nye cykel bevirker Iøvrigt, at min gennemsnitshastighed er øget.
Fa'me en hård dag-

Grundet alvorlige opgaver og forhandlinger med gamle venner på vores traditionelle pinsetur til en fjerntliggende campingplads har jeg været fysisk ude af stand til at skrive min dagbog de seneste 3 dage. Jeg ved gennem de mange henvendelser, jeg får, hvor hårdt det rammer ude i de må hjem.
Årsag til miseren: Manglende tid og internetforbindelse.
Men nu er jeg atter hjemme og mere end klar til at genoptage mit arbejde.
Om de 3 minus-dage vil jeg berette, at de for mig forløb vel. I behagelige og solbeskinnede omgivelser i Søndervig tilbragte vi hyggelige timer, altimens vi ivrigt talende nød bordets og mangen en "morfars" gavnlige indflydelse på vort helbred, således at jeg nu føler mig så sund og rask som nogensinde.
Der er intet som god mad, godt vejr og en "morfar" til at bringe glæde.

Når man bliver ældre som jeg, har man måske en større tendens til at føle sig irriteret over dette eller hint.
Det er ikke, fordi jeg opsøger irritationsmomenterne, slet ikke, nej nej - nej nej. Men somme tider er det, som om de s'gu står i kø for at blive kommenteret.
Og naturligvis er det væsentlige - gerne eksistentielle - oplevelser, der går én på. Noget af betydning for verdens og min tilværelse. Lad mig give et eksempel:
"Jeg vil gerne erklære mig enig med den trend, der for tiden markerer sig ved at hævde, at der bør gribes hårdt ind over for den især blandt landboungdommen omsiggribende lyst til at tygge på halmstrå. Det er en uskik. Det ser grimt ud."

Man kan nu og da - og ofte med god grund - være utilfreds med maden på en grill-bar.
En 49-årig kvinde i Massachusetts gik forleden amok og begyndte at slå på næven og bruge bøtter med pickles i kampens hede. Den vrede kvinde havde bestilt en steak-og-oste sandwich på den berømte "Nathan's Famous Hot Dogs." Men hun brokkede sig vedvarende over, at der var alt for mange pickles i. Og det ville hun ikke finde sig. Hun var også stærkt oprørt over, at hun ikke kunne få sine penge igen.
Så kvindemennesket gik til angreb med de bare næver og slog den ansatte i hovedet, så hun røg i gulvet. Samtidig blev de nærmeststående pickles-bøtter kylet grundigt rundt i lokalet. De ansatte kunne overhovedet ikke stille damen tilfreds.
Den pickles-foragtende kvinde blev kort efter anholdt og ført bort af politiet.
Og hvad kan vi så lære af det?
Jo, man bliver sur af pickles.

Forstanderindens humør er i bund i dag.
Hun er lidt svær at tale med, vil end ikke berøre årsagen. Blot et enkelt ord, og hun går i sort. Jeg føler med hende. Det er en vanskelig tid for hende.
Alligevel kan jeg s'gu ikke lade være med at gå og hviske ordet, når hun er i nærheden. Men i bund og grund er jeg et godt menneske.
Jeg siger bare: "Nedrykker".
Det bryder hun sig ikke om. Hendes tanker går straks til fødebyen Silkeborg, som i går aftes endegyldigt rykkede ud af superligaen i fodbold.
Det ligger egentlig slet ikke til mig at være så ond. Men en lille djævel skubber til mig. Hun er jo inkarneret SIF-fan.
Men det er, hvad der sker, når man bor i Århus og holder med Silkeborg.

Forstanderinden hævder med bestemthed, at jeg en forkælet knægt. Og hun er ikke ked af at gentage det.
Om årsagen til påstanden kan jeg kun gætte. Men det kunne være den kendsgerning, at jeg i onsdags fik en herlig, ny cykel, som gjorde mig så glad. I dag er jeg også glad, for jeg har fået en ny GPS til Toyotaen.
Jeg kan også bruge den på cyklen - GPS'en vel at mærke.
"Hvad skal du bruge den til?" hører jeg dig spørge.
Jo, ser du. Den skal jeg bruge til at finde vej. Mindst en gang om året farer jeg vild et eller andet sted i midtbyen, og så er den rar at ha'. Iøvrigt skal jeg også bruge den til at æææh....... Nå, det finder jeg ud af, når jeg har lært at betjene den, så jeg har et halvårstid til det.

Når jeg engang går hinsides, vil jeg gerne huskes for, at jeg på alle mine cykelture i foråret 2013 har kørt i blæsevejr - og langt det meste af tiden i modvind.
Det har været urimeligt hårdt.
Og ikke nok var det blæst. Det var en hundekold blæst, der gik direkte gennem den kropsnære cykeldragt, bestående af et par udvaskede joggingbukser, en T-shirt og en gammel træningsjakke.
Hvis man bare vil huske mig for det + den kendsgerning at jeg ser rasende godt ud i badebukser, vil jeg betragte det som et godt minde om mig.

Jeg er af ældste søn og yngste bror blevet opfordret til at drage med dem til fodbold på Århus Stadion i eftermiddag, AGF mod et andet hold.
Jeg har på det hårdeste nægtet enhver deltagelse i nævnte projekt. Jeg er ikke masochist, og jeg ville meget hellere til tandlæge eller i IKEA. Jeg gider ikke gabe kæberne af led i kedsomhed over et hold uden gnist. Holdet har det problem, at det ikke har noget angreb. Til gengæld har det heller ikke noget forsvar.
(Men hvor kan jeg efter denne svada gemme mig, hvis AGF vinder?)
PS: Kl. er nu 19.15. Hvor hulen kan jeg gemme mig?

Jeg sidder - måske ikke så overraskende - og ser cykelløb (Giro d'Italia) på TV. Jeg kan ikke la' vær'. Jeg ser det hele.
Lige for et øjeblik siden så jeg et styrt, hvor en rytter vælter i et skarpt sving på vej nedad et bjerg og rutcher hen ad asfalten på sin ene side. Det ser altså ikke spor rart ud. Fy da, føj da.
Det gør helt sikkert ondt som bare pokker på den arme rytter, men han lider ikke alene. Jeg har styrtet tilpas mange gange til at kende til smerten, og lige nu kan jeg føle rytterens smerter i hele min krop og især i min venstre hofte og albue, hvor asfalten har lavet stor ravage, en blodig sag.
Jeg oplever denne "smerteoverførelse", hver gang jeg ser nogen styrte. Og ikke alene gør det forbistret ondt, man får "asfaltbetændelse" af det. Jeg kommer til at sove dårligt i nat med en meget øm albue og hofte.

Tak, kære meteorologer. Tak for noget værre bras, tak for jeres manglende dygtighed. I har overgået jer selv.
Til i dag havde min bror og jeg planlagt at køre første etape fra Viborg til Pårup på vores Hærvejs-cykeltur på i alt små 300 km. Jeg havde glædet mig som et lille barn til turen, virkelig glædet mig - og har oven i købet fået en ny cykel.
Men i går sidst på eftermiddagen måtte vi aflyse etapen på grund af den elendig vejrudsigt med trusler om heldagsregn og kraftig blæst. Vi var endda lovet skybrud.
Og hvad sker? Hele dagen har været tør, mild og stille. Det havde været perfekt vejr at cykle i.
Jeg bryder mig ikke om, at der bandes - men for fanden da! Hvor svært kan det være?

Dagens store nyhed, som jeg foromtalte i går - og i forgårs, en meget glædelig nyhed.
Jeg har fået en ny cykel, tænk sig en splitter ny en, hvormed jeg fra nu vil gøre vejene usikre. Blot bliver det vanskeligt at få øje på mig, da den skulle være en ren fartdjævel.
Den hedder "MBK 400". Jeg vil kalde den Morten, fordi den er så hurtig.
Jeg har købt der hos min mangeårige og gode og rare cykelmekaniker i ABC Hornslet. Her Har jeg altid fået en fin betjening - også denne gang.
Lidt tekniske detaljer:
Den er en racer-bastard med 50/34 klinger og 28/11 kassette. Så er det sat på plads. Først i forgårs lærte jeg, hvad det betyder, og jeg vil kun nødigt forklare det.
Desuden en del ekstraudstyr, som er helt uundværligt for en god prof. som jeg.
Men allervæsentligst er, at den blot vejer 9-10 kilo, hvorimod min mountain bike, som jeg har kørt på i 3½ år, vejer 16-17 kilo fuldt lastet. Måske kan jeg genoptage min drøm om at bestige Alpe d'Huez på cykel (Hold nu kæft, din gamle nar, du er snart 73 år).

Jeg har et problem.
Den nyhed, jeg så optimistisk i går lovede at fremkomme med i dag, er udsat til i morgen. Nogle ting i planlægningen er kikset, idet jeg har måttet koncentrere dagens indsats om at forsøge at rejse vores nye fortelt for første gang.
Det var lærerigt og mere besværligt, end jeg forventede. Næste gang, teltet skal op, bliver det forhåbentlig nemmere. I reklamen for teltet lyder, at det tager ½ time i alt, inkl. møbler. Vi tog 2 timer uden møbler og uden stængerne - og det på årets hidtil varmeste dag.
Men glæd dig til i morgen til den altafgørende, store nyhed. Jeg kan næsten ikke vente.

Efter mange års søgen på utallige cykelture lykkedes det mig endelig at finde "Lars Tyndskis mark".
Det har kostet hårdt at nå hertil, til dette lidt mysteriøse sted, som i så mange år har været en del af alle danskeres begrebsverden.
Jeg vil godt lette lidt på hemmeligheden om, hvor i landet denne mark ligger. Jeg kan fortælle, at det ikke er langt fra "Herrens Mark".
PS:
Jeg vil også gerne fortælle, at jeg i morgen vil løfte sløret for en stor og glædelig nyhed (og nej, det handler ikke om, at forstanderinden venter sig).
Jeg vil indtil morgendagen oprinder, gå lige så stille og glæde mig til at fortælle om nyheden.
Glæd dig til i morgen.

Tatoveringer er ikke lige mig. Jeg synes, de er mere eller mindre afskyelige, i hvert fald grimme.
Det synes, som om det i særlig grad er sportsfolk, der falder for ideen og lader deres ganske torso på såvel forside som bagside "besmykke" i tatovørens lille kælder.
Hvis jeg bestemte, så meget som jeg burde, ville der i alle sportsfolks kontrakter være en passus, der forbød tatoveringer overhovedet. Så ku' de lære det, ku' de.
Som baggrund for min påstand vil jeg henvise til billedet her til venstre af fodboldlandsholdspiller Daniel Agger, som til daglig tjener sine penge i Liverpool. Han er da ikke nogen god reklame for sin klub.
Og så skulle I - Gud forbyde det - bare se hans ryg.

Måske i et øjebliks vanvid sagde jeg straks i morges til forstanderinden, at dersom jeg ikke kunne blive fri for mine arbejds-forpligtelser i og uden for hjemmet, i hvert fald nogle af dem, da kunne hun betragte sig som skilt på torsdag.
Og ved I, hvad hun sagde? Ved I, hvad hun sagde?
Jo, hun sagde, at torsdag da var en udmærket dag. Hun skulle alligevel ikke noget særligt den dag, så det var bare fint.
Jeg har i formiddags redt senge, tømt opvaskemaskine, støvsuget, tømt opvaskemaskine, støvet af, vasket gulve og slået græs.

Det var da lige godt også. Det var forbistret surt. Nej, hvor jeg var skuffet.
Sammen med min rare bror skulle jeg cykle til Fuglsø. Det kan jeg godt li'
Men efter kun 4 km. begyndte min trofaste cykel at drille. Kæden sprang af, hver gang jeg skiftede klinge.
Da vi var i nærheden af Hornslet, hvor min cykelsmed bor, kørte vi ind til ham. Han stillede på nogle skruer og sagde, at det måske var nok. Men han ville helst beholde cyklen, hvilket jo ikke kunne lade sig gøre, da vi skulle videre.
Det kom vi også, ca. 8 km., da kæden sagde helt stop, og jeg var strandet.
Forstanderinden blev alarmeret og hentede mig i Mørke, og vi kørte retur til cykelsmeden for en grundigere reparation.
Men nu kommer så den gode del. Tilfældigvis havde den rare cykelmand en ny cykel stående, skinnende flot og smart - og kun halvt så tung som min nuværende.. Jeg prøvekørte den - og faldt pladask for den.
Jeg vil ha' den. Jeg vil ha' den. Jeg vil ha' den. Jeg vil ha' den. Jeg vil ha' den. Jeg vil ha' den.

I dag skal vi ha' historie.
Min mor havde fra ca. 1938-1940 en damefrisørsalon i Silkeborg. Jeg har aldrig præcist vidst, hvor den lå. Men da jeg er med i en facebook gruppe, der har med Silkeborg bys historie at gøre, forespurgte jeg der. De øvrige medlemmers hjælpsomhed var næsten rørende, og mange indlæg fulgte, indtil det lykkedes for ét af de venlige mennesker at spore forretningen.
Derfor kan jeg nu vise et billede af den (på hjørnet af Borgergade og Ansvej). Det er butikken med markisen ude.
Endnu en brik i min historie er faldt på plads. Det gør godt.
Jeg burde måske lige fortælle, at min mor solgte forretningen, da hun skulle føde mig. Hvad har jeg dog forårsaget? Hun har dog aldrig bebrejdet mig det.

På dagens cykeltur mødte jeg under et hvil ved et busstoppested en venlig, ældre dame, som oven i købet gerne ville trække på min store viden om værktøj. Hun kom lige fra "Jem og Fix" og halede et høgenæb op af en stor plasticpose og spurgte, om jeg vidste, hvad det var for et værktøj. Jeg var ikke lige klar over, hvor hun ville hen med spørgsmålet, men jeg svarede - som sandt var - at det var et høgenæb.
"Det var godt", sagde hun, "for det var sådan et, jeg skulle købe til min søn, som ønsker sig det i fødselsdagsgave, men ingen i butikken kunne garantere mig, at det var et høgenæb, jeg havde købt. Ingen af de fire, jeg spurgte, vidste, hvordan det skulle se ud, og jeg gjorde slet ikke, så derfor er jeg meget glad for, at du siger, at det er et høgenæb". 
Jeg mindede hende om, at "Jem og Fix" faktisk reklamerer med "Mindre service og lavere priser". Den var damen helt med på.

Jeg gider ikke mere bøvl med EU.
Efter 4 års forgæves anmodninger har jeg besluttet ikke længere at søge om EU-tilskud til min kartoffeldyrkning. Man griner ad os dernede.
Mig kalder de "Kartoffelavler Sand", og forstanderinden for "The Kartoffelwoman". Jeg ser ingen grund til at blive udsat for sligt mere.
Ikke desto mindre har "The Kartoffelwoman" og jeg i dag sat 28 kartofler i vores kartoffelmark. Det er lidt sent, men vi håber det bedste.
For at sikre en rimelig avl har vi desuden sat 2 kartofler i en krukke i vores vinterhave, og som det ses på venstre billede, skyder de fint.
På det højre ses den ny-lagte kartoffelmark med i alt 28 gode, danske kartofler. Nu kommer så den spændte tid med venten og venten.
Men EU og jeg er ikke venner.
Måtte deres sokker krybe i vask.

Jeg holder meget af kager, og ikke mindst af jordbærtærter som vist på billedet. Øj mand, hvor de smager.
Når jeg en sjælden gang spiser en sådan, tænker jeg på den som frugt, altså næsten ren fiberkost, som ikke vil sætte sig på sidebenene, men tværtimod gøre godt i maven sådan rent fordøjelsesmæssigt.
Det er min opfattelse, at de heller ikke gør det, feder - i større grad.
Jeg fik derfor travlt med at tænke i fibre, da jeg i formiddags spottede en jordbærkage i et supermarked.
Men lige da jeg glædede mig allermest til at købe den, opdagede jeg prisen - 65 kroner (sekstifem kroner) for en kage, som jeg ene mand kan sætte til livs på under 2 minutter. Og skulle jeg få den ubehagelige tanke at dele den med andre, ville der allerhøjst være til i alt 3 ikke stort-spisende personer udover mig.
Jeg gik uden kagen.

Længe leve min gamle klasse fra Risskov Skole, årgang 1966, den første klasse (overtog dem i 8. kl.), jeg overhovedet havde i folkeskolen.
I deres skoletid var de en flok aldeles herlige unge mennesker.
Nu er de en flok aldeles herlige lidt ældre mennesker. En hel del af dem er gået på pension.
At møde dem giver et ordentligt ryk i følelserne. De er stadig lige snaksalige, og jeg skal da love for, at vi kom vidt omkring i de næsten 4 timer, vi var sammen. Der blev snakket og grinet, og "kan du huske, dengang da........". Det har været en af de bedste eftermiddage, man kan tænke sig.
Og vi skal mødes igen, naturligvis i 2016, hvor vi har 50 års jubilæum, men også før til små, hyggelige komsammener som i eftermiddag.
Tak, kære 9A for en herlig dag.

Jeg læste Jyllands-Postens netavis i går. Jeg så efter nyheder om lockouten af lærerne. Men pludselig var det en anden nyhed, der bragede ind i mit synsfelt: "Slut med nøgenvandring i Schweiz".
Nå da da. "Hvad er gået galt?" tænkte jeg. Denne til nu udbredte nationalsport i de schweiziske alper? Skulle en eller anden bornert schweizisk dommer virkelig have fået det fastslået?
Svaret er JA.
Myndighederne i den schweiziske region Appenzell har fået Schweiz' højesterets ord for, at det er ok at uddele bøder til nøgenvandrere. Det sker, efter at en mand, som fik en bøde for at gå nøgen forbi en familie, der var på picnic, appellerede imod grundlaget for bøden. Men bøden var berettiget, lød dommen altså, og dermed er det definitivt slut med at smide alt tøjet i Alperne, hvilket ellers i stigende grad er blevet populært blandt de besøgende.
Jeg fatter det ikke, for i Harzen må de gerne, og jeg så da gerne Himmelbjerget eller Marselisborgskovene åbnet for denne udmærkede fysiske udfoldelse.

Forstanderinden og jeg har haft en pragtfuld dag i selskab med min gode og gamle soldaterkammerat, 82 Kruse og hans søde kone. Det var ren nostalgi for vi to gamle krigere at gense området ved Vester Enggaard, hvor vi for 50 år siden rodede rundt på og i jorden.
Derudover var det et sted, vi nu og da var vagter for at passe på et hav af krudt, kugler, håndgranater og meget anden ondskab, som var skjult i nogle kraftige bunkers. Og vi var gode til a passe på skidtet. Der forsvandt end ikke en lille bitte patron, mens vi var der.
Billederne viser de to mødige krigere siddende på det, der i dag er et mosbegroet rest-fundament til vores vagtbygning, hvori vi begge har tilbragt mange timer,
Det andet billede er en af de mange bunkre, som vi passede så godt på.
Det er underligt, at en 16-måneders periode for nøjagtigt 50 år siden hænger så fast i hukommelsen.

Må det være en ældre, pensioneret skolemand tilladt at komme med et kraftigt "bøvs" i anledning af den omsiggribende lockout af Danmarks lærere. Nu har den varet næsten lige så længe som en sommerferie, så nu er det nok - mere end nok. Jeg er sur.
Nu må skabehalsene fra DLF og KL fis'me sætte sig sammen, gerne her hos mig, jeg skal nok sørge for kaffen, og få stoppet den håbløse situation. Det er synd for børnene at fortsætte pjatteriet, og det er deres sag, jeg taler.
Så hør godt efter Ziegler og Bondo: Hvis I ikke kan finde ud af det, så vil jeg personligt banke jer på plads. Jeg er farlig, når jeg er sur.

Har du nogensinde bevæget dig henover din græsplæne skubbende en mosfjerner foran dig?
Hvis JA, synes du så ikke også, at det er træls?
Hvis NEJ, så la' vær' og prøv.
Jeg gjorde det i dag.
Det er ikke fordi det er særligt anstrengende at skubbe maskinen af sted. Men det er saftsusemig irriterende, at den skal tømmes stort set for hver 8 meter, du kører. Jeg bestiller ikke andet end at tømme den forbistrede beholder. Og jeg er kun en femtedel igennem.
Og jeg kan fortsætte.
Vi har så meget mos, at jeg kun kan se 2-3 græsstrå på hver kvadratmeter.

Spændende mennesker på min vej.
Endnu engang oplevede jeg på en cykeltur at møde et menneske, der kunne fortælle noget interessant. Jeg hvilede på en bænk, hvorpå en anden lidt ældre mand også sad. Vi faldt hurtigt i snak. Han fortalte, at han var pensioneret ingeniør ved DSB. Han kunne bl. a. berette om IC-4 togene.
Men mest interessant blev det, da han kiggede ud over bugten og fik øje på en kutter for indadgående. "Det er min søns, han er fisker", fortalte han. Jeg spurgte, om det da kunne løbe rundt i disse tider.
"Jo, da", sagde han. "Min søn er tangfisker". Jeg spurgte lidt dumt, om det betød, at han fangede fisk inde i tangen. Men den kunne jeg godt glemme, for han fisker tang og er en af 3-4 stykker af den slags i Danmark. Han hiver tangen op båden, hænger den til tørre og har en blomstrende forretning ved at sælge den til Tyskland, Italien, Frankrig og ikke mindst Japan.
Tænk jeg har mødt en tangfiskers far. Det troede jeg aldrig skulle ske for mig. Det er godt at cykle.

Nu må det være forår. Jeg observerede i dag årets første tissemyre i haven, et uigenkaldeligt tegn på, at vi nærmer os lidt lunere vejr. Det lille kræ forsvandt ind under brædderne på vores terrasse.
Så nu kan det ikke vare længe, så kommer fluerne og så bierne og så sommerfuglene og så hvepsene - og så er det efterår. Tiden går altså hurtigt.

Øj mand. Sikken en dag. Jeg har været til cykelløb i Herning for at se Martin Mortensen, min favorit, køre Herning Grand Prix.
Jeg var hele dagen sammen med Martins kæreste og hans svigerfar, et par rigtig søde mennesker, som tog sig af mig hele dagen. Det er godt, at vi gamle får lidt omsorg.
Om løbet vil jeg fortælle, at det var mere spændende, end godt var. Martin kørte et fabelagtigt godt løb og kom ind som nummer 2 i samme tid som vinderen Lasse Normann Hansen (guldvinderen fra OL i London). Han var hurtigst i spurten, fordi han havde ladet Martin tage hele slæbet ude på ruten.
Martin var den stærkeste af de to og havde fortjent sejren, men cykelløb er en ubarmhjertig sport, hvilket jeg jo mærker, hver gang jeg vover mig ud på landevejen.
Men jeg har haft en god dag, som jeg gerne gentager ved lejlighed.

Ikke langt herfra, nøjagtigt 3 km. ligger en gård. I denne gård er en slags gartnerforretning, men af de bedre. Der er et enormt udbud af friske varer, og man bliver betjent af bl. a. det unge ægtepar, som startede butikken for 1½ år siden.
Vi ar meget glæde af at handle der, og minsandten om der ikke i dag også kunne købes lakridsrod af den gammeldaws slags. Jeg holdt meget af det som barn, men det er ca. 60 år, siden jeg sidst smagte det. I aften vil jeg genopleve en af barndommens gode smagsoplevelser.

Jeg har verdens bedste lillebror, hjælpsom, venlig, generøs, imødekommende og en hel masse andet.
Men han får ind imellem nogle vanvittige ideer. Den seneste er, at han og jeg skal cykle hærvejen igennem fra Viborg til Padborg, små 300 km. Det er da vanvittigt.
Men da han er, som han er, kan jeg ikke få mig selv til at sige nej. Nåh, det havde jeg nu nok ikke gjort alligevel.
Heldigvis skal vi ikke køre i et stræk, men over 4-5 etaper. Det bliver hårdt, og jeg skal fra nu for alvor på landevejen og få nogle kilometer i benene. Det bliver også hårdt. Men som jeg dog glæder mig til Hærvejen.

Det har mange gange ærgret mig, at jeg har mistet en cykeltur, fordi forstanderinden har insisteret på, at jeg skulle slå græs. Jeg er gået glip af mange skønne kilometre af selv samme årsag.
Men som det fremgår, er problemet løst. Sådan én må jeg ha'.

Det var ganske vist ikke årets første cykeltur, ej heller den længste. Men det var den værste.
Jeg måtte sande, at det at sidde inden døre på en kondicykel 1 time hver anden dag ikke slår til, når jeg som i dag mærkede landevejens krav. Hold da op. Nu er der bakker - og modvind.
Kun én gang tidligere i min lange cykelkarriere har jeg gennemlevet en fysisk krise af den karat, jeg
oplevede i dag. Det var helt nøjagtigt fredag 24/2 2008. Da var jeg ved at miste bevidstheden af træthed. Se selv efter. Bare klik her og rul næsten ned i bunden, til du finder 24/2......
Det næsten værste ved fysiske kriser er, at de bliver psykiske. Opgivenheden er tæt på, jeg tænker kun på at få det hele overstået, jeg sidder og tænker kun negativt om det at cykle, lover næsten mig selv, at jeg aldrig gør det igen. Kort sagt: Jeg har det ikke godt. Det er nødvendigt at bide tænderne sammen, selv om også det gør ondt.
Men nu er det overstået, jeg er hjemme. Lur mig, om jeg ikke snart drager ud igen.

Se lige min aktivitetsliste for i dag:
Checket facebook, været hos tandlæge, spist frokost, checket facebook, bragt campingvogn i vandret stilling (ekstrahårdt og langvarigt arbejde bl. a. med donkraft), smurt campingvogn alle nødvendige og mange steder, flyttet en stor mængde havemøbler frem, fjernet et hegn, ryddet op i skur og værksted.
Nu vil jeg gerne berette, hvad alle disse aktiviteter medfører:
1) Langt de fleste giver ondt i ryggen.
2) Én af dem giver ondt i pengepungen.
Jeg foretrækker absolut nr. 1.

Og jeg, som havde glædet mig usigeligt til i dag, men som blev så skuffet.
På ny havde jeg overvurderet meteorologernes evner til at forudsige vejret. Det skulle have været lunt med solskin og 17-18 grader. Jeg har lige aflæst termometret, som viste 8,8 grader, og det er vældigt overskyet. Surt show. Måtte deres sokker krybe i vask.
Jeg havde i dag planlagt en dejlig cykeltur i omegnen og i Århus. Den blev aflyst og ændret til endnu en time på kondicyklen. Og alt sammen på grund af vejret.
MEN.
Nu lysner det. Jeg har lige læst en overskrift i Ekstrabladet. Meteorologerne forudser, at foråret kommer nu - og det bliver her.
Jeg vil kun meget nødigt være meteorolog, hvis de fejler igen. Mit tæskehold vil arrivere på DMI og banke luftrykket ud af dem med deres kraftige baseball bats.

Jeg modtog et godt brev i dag.
3 af mine gamle seminariekammerater har udsendt et brev med invitation til 50-års-jubilæum. Tænk sig. Det er til juni 50 år siden, jeg forlod Th. Lang's lærde seminarium med en lærereksamen i lommen - og med Laud, notabene.
Jeg vil lige så stille gå og glæde mig til den dag, som vil blive en rigtig "snakke-dag". Og på trods af vores tiltagende demens vil mange minder blive behandlet, mange af dem sikkert flere gange.
Men sjovt bliver det uden tvivl. Alle vil naturligvis kunne genkende mig, da jeg har holdt mig så godt, men jeg er spændt på, hvor mange jeg kan genkende.
Og så synes jeg lige, du skulle se et billede af hele flokken fra 1961. Unge, dygtige, flittige fremadstræbende, velbegavede, nydelige unge mennesker, som ikke gik af vejen for at spille kort en hel nat, drikke en enkelt genstand eller to, eller....... og på seminariet hele næste dag.

Lærer-lockouten. Disse dages store emne. Næsten alle landets lærere er nægtet adgang til deres arbejdspladser. Store problemer for børnene. Forældrene meget utilfredse. Klager deres nød på mange måder, ved møder, læserbreve, demonstrationer med lærerne og telefonopkald i alle verdenshjørner.
Naturligvis modtager Kommunernes Landsforening sin del af henvendelserne.
I går ringede en meget, meget vred mor, at hun nu var meget bekymret for sin søn. Hun var drønhamrende utilfreds med, at han måtte blive hjemme fra skole. Han havde intet at give sig til, vandrede hvileløs rundt i hus og have og sov alt for længe om morgenen.
Modtageren af opkaldet forsøgte i små pauser i den vrede mors ordstrøm at indføje et par forklarende ord og fik da medfølende spurgt, hvad sønnen lavede lige nu. Damen hørte åbenbart spørgsmålet og svarede fnysende: "Han er på Christiansborg for at demonstrere sammen med sine kolleger. Han er lærer". Så blev røret lagt på.

Beruset af de flotte ord om min person i gårsdagens dagbog følte jeg, at jeg hurtigst muligt skulle opfordre forstanderinden til at ledsage mig på en indkøbstur ned over grænsen. Som ventet blev hun straks begejstret.
Jeg satte fredag som dagen for denne store udflugt ind i EU.
Det blev dog i dag, da den søde dame pludselig fik en eksamensvagt til i dag byttet til fredag. Jeg havde også en aftale. Den kunne ændres.
Så op kl. 6 og ned ad betonstien kl. 7 for at gøre et kraftigt indhug på 4 varelagre i Förde Park, Fleggaard, Fakta og Poetzsch. Derpå op ad betonstien i modsat retning.
Og alt dette på grund af den smukke omtale. Hvad gør man ikke for at leve op til forventninger?
Jeg fik en grim tanke: "Var der mon en hensigt med roserne"?
Det værste er, at jeg i morgen kan blive nødsaget til at gøre noget, male, feje, støvsuge og tømme opvaskemaskine eller andet. Gud forbyde det. Jeg må prøve at smyge mig udenom, men nævn det ikke til nogen.

Det er da en stor dag.
Længe har jeg gået og skulet til en elektrisk grensav i vort lokale byggemarked. Men jeg har lige så længe udsat købet, for den er lidt dyr. Ligeledes har jeg måttet udsætte grenbeskæringen på vort trofaste blommetræ og ditto rødtjørn.
Men på vej hjem fra arbejde i dag tog forstanderinden den herlige beslutning, at jeg gerne måtte få den. Straks af sted og købe. Der var nøjagtigt én tilbage i byggemarkedet, og den fik vi med en passende rabat. Den kan blive næsten 3 meter lang.
På billederne ses den stolte ejer af en elektrisk grensav. Den vil få sin debut i morgen, eller måske i overmorgen, eller måske i.......
Jeg bliver så glad, når jeg køber noget nyt mekanisk.

"Quousque tandem?" (hvor længe endnu?) sagde Cicero omkring år 60 f. kr. 
Jeg fortsætter i hans spor: "Hvor længe endnu skal vi finde os i det vintervejr, vi har?"
Det er så deprimerende som en sur karklud hængende over en rusten vandhane. I går mere sne og frost hver eneste nat. Da jeg stod op kl. 9 i morges frøs det 2 grader.
Jeg har lige tjekket vejrudsigterne, og ganske vist vil nattefrosten forsvinde de nærmeste dage, men den kan komme igen til weekenden.
Og dagtemperaturerne er ikke noget at skrive hjem om.
Som det ses, har nogen endelig taget sig sammen og dræbt Kong Vinter den Første, men straks er hans arvtager, Kong Vinter den Anden klar.
Dræb også ham, selv om han er pokkers stor.
Helle Thorning Schmidt, søde tøs! Fyr din klimaminister, han er intet værd, og lov os bedre vejr - og hold dit løfte.

Vi har fejret en fødselsdag i dag. Vi bliver aldrig trætte af det. Den søde forstanderinde fylder år.
Vi fejrede den med hele familien til en bedre middag med en god bøf og flot tilbehør og lækker dessert. Rigtig godt. Fødselsdagsbarnet havde selv tilberedt det hele, mens jeg efter fattig evne klarede en hel del andre ting, grillen, borddækning, kartoffelskrælning m.m. Alt sammen noget, der ligger inden for min kompetence, hvilket næppe ville have været tilfældet, dersom jeg skulle stå for maden. Til det er der her i huset en, der er noget bedre. Og godt for det.

Uha, som viddet spillede, da jeg i dag afhentede noget medicin i vores lokale apoteksudsalg i Løgten. Glæd dig til at læse om en morsom episode.
Jeg kom ind i udsalget og ventede lidt på, at en anden kunde skulle blive færdig med sit ærinde. Det tog lidt lang tid, så jeg havde masser af mulighed for at udtænke en lille prank.
Da det blev min tur, sagde jeg: "Goddag. Jeg ville gerne købe et apotek". Jeg kunne jo godt mærke på den søde dame bag disken, at hun ikke var helt med, så hun sagde: "Et apotek? Det kan man da ikke sådan købe her".
"Nå, da", sagde jeg. "Hvorfor står der så Apoteks-udsalg udenfor lige over vinduet?"
Og så skal jeg da lige love for, at der blev leet i butikken. Selv slog jeg mig på lårene af grin, og den søde dame bag disken kunne næsten ikke få vejret af latter.
Jeg forlod apoteket med et stort smil og forventede, at de mange mennesker udenfor på P-pladsen ville bryde ud i et kæmpe bifald. Sjovt nok skete det ikke.

I disse dage er der dagligt mange timers cykelløb på TV.
Eurosport sender og genudsender udover "Baskerlandet Rundt" flere belgiske og hollandske en-dagesløb. Og jeg sluger det hele, hver en stump. Jeg elsker det. Det er pragtfuldt.
Samtidig skal jeg passe min egen motionstræning - og det gør jeg.
Der er noget vist djævelsk ved at sidde på kondicyklen og se cykelløb. Det er næsten en "ud-af-kroppen-oplevelse". Jeg er i en anden verden. Jeg mærker, at jeg bliver revet med og kører ekstra stærkt. Og jeg mærker, at tiden flyver af sted.
Jeg kører 1 time hver anden dag, og i går kørte jeg 1 time og 10 minutter uden at bemærke tidsoverskridelsen - og jeg glemte at drikke.
Men jeg glæder mig til vejrskiftet, så jeg kan cykle på landevejen. Her har jeg ingen problemer med at "blive-i-kroppen. Jeg skal i hvert fald nok blive mindet om det, hvis jeg vælter.

På de dage hvor forstanderinden skal på arbejde, står hun meget tidligt op, kl. 5.30. Således også i dag. Hun holder af have god tid. Det gør jeg egentlig også, blot har jeg det aldrig.
På disse arbejdsdage sker det, at jeg også står tidligt op, omkr. kl. 6.30. Så mødes vi i køkkenet og hygger os småsludrende. Vi spiser en beskeden morgenmad. Forstanderinden sidder med sin computer og tjekker e-mails og lægger kabaler, mens jeg sidder med min kryds og tværs. Det er smadderhyggeligt. Jeg kan godt lide disse morgenmøder.
Grebet af denne gode stemning fik jeg i morges lyst til med min blideste stemme at spørge min udkårne om, hvem i dette køkken hun holdt mest af. Jeg forventede i min ubeskedenhed naturligvis et bestemt svar. Men ak, lige da jeg skulle stille spørgsmålet, kom vore hunde ind i køkkenet.
Jeg fik aldrig stillet spørgsmålet.

Vores svigerdatter var så uheldig at skulle til tandlæge i dag, anden halvleg af en rodbehandling.
Jeg var så heldig at være udpeget til at passe lille Frederik under hendes fravær. Sådan kan uheld og held jo skifte.
Nu ønsker jeg ikke for nogen, at et tandlægebesøg måtte trække ud. Så langt fra. Men jeg ville da ikke have haft noget imod det lige i dag, så jeg kunne passe ham lidt længere.
Nå, men heldigvis kræver tandbehandlingen "uheldigvis" endnu et besøg - så måske er jeg heldig igen ved den lejlighed.
Frederik og jeg har i øvrigt en udmærket arbejdsfordeling. Han bestemmer, hvad der skal smides ud af køkkenskufferne og hvornår, og jeg samler det hele op. Han har ikke noget imod at gentage forløbet. Vi synes begge, det er usigeligt morsomt.
PS: I dag gik Frederik 6 skridt uden støtte. Det hjælper altid, når farfar er der.

Jeg har for nogle dage siden for 25. gang forsøgt at få vores søn bortadopteret p. gr. af indbrud på min facebook med efterfølgende selvros.
Jeg har ikke fået ham afsat, da folk har skrevet tilbage, at ham skulle de ikke nyde noget af, for de kender ham. Jeg kan nødtvunget blive nødt til at beholde ham. Men det er ikke ret godt.
Nu er der oven i købet kommet endnu en adoptionssag på tapetet.
Jeg vil gerne bortadoptere vores datter.
Hun lider af en alvorlig sygdom, "Ludentem cum Paterisismaximum", på dansk "Lege med far", en næsten uhelbredelig defekt, som giver sig udslag i at ankomme her hos os omkring klokken 8.00, mens jeg sover min sødeste søvn, og på groveste vis "Lege med far" ved ruske, rykke, kildre, vippe, trille, råbe og synge med og for jeg arme menneske.
Jeg måtte lægge krop og ører til disse symptomer i morges. Meget slemt. Og skrækkeligt tidligt.
Er der dog ikke en familie med overskud af ressourcer, der vil overtage hende? I givet fald vil jeg medsende et beløb af 1.000 kr. til at dække det helt nødvendig medicinbehov i de første to uger.
Hun må gerne komme hjem på weekend en gang om året.
Jeg kan kontaktes via min brevkasse. Klik her.

Påskefrokost med familien. Som sædvanlig fornøjeligt og hyggeligt inklusiv en travetur på 3 kvarter.
Fornøjelig var også forstanderindens mad, og blandt flere forskellige slags øl af god kvalitet, var en ganske fornøjelig én, "Midgård Øl" fra et lille, lokalt bryggeri i en lille østfynsk by Ørbæk.
Denne øl skal man kun drikke, hvis man som jeg kan lide en sød, men alligevel kraftig øl. Uheldigvis var jeg næsten den eneste i selskabet, der brød sig om sød øl, hvorfor jeg fik flasken stort set for mig selv, 3/4 liter, 9,5% alkohol. Det var fornøjeligt og var med til at give sammenkomsten et smukt, gyldent skær med mindelser om sol og forår og behagelige fornemmelser i gane og hals, mens den gode øl passerede for lidt senere at mødes med den gode mad.
Jeg fornemmer, at jeg ud fra denne ølbeskrivelse med dens lyriske skær går en gloriøs fremtid i møde som ølskribent. Jeg vil med glæde se frem til invitationer til ølsammenkomster af alskens art. Jeg vil love at smage grundigt på alle mulige øl og vil - så langt min tilstand tillader det - bagefter skrive venlige ord om ølsorterne - lidt tid bagefter, eller måske mere. Det må afhænge af ølsorten og -mængden.

Vi er nu skiftet til sommertid, selv om det føles som vintertid.
Dette tidsskift sker ifølge EU-direktiv 2000/84/EF. Hvem tør sætte sig op imod det?
I nat flyttede vi derfor urene en time frem.
Som en logisk følge heraf burde vi i dag også flytte havemøblerne frem.
Det er ikke sket her hos os. Forstanderinden og jeg er nemlig enedes om, at vi vil vente, til vinteren er ovre, hvilket den næppe er i den nærmeste fremtid. Så vi venter.
Hvem bryder sig også om at sidde ude i haven i sne og frost? Vi gør ikke.
Gad egentlig vide, om der også findes et EF-direktiv, der kræver, at man faktisk skal stille havemøblerne frem samme dag, som vi skifter til sommertid? Det skulle ikke undre.

Det er påskelørdag. Det er snart 2. påskedag. Og da kommer familien til påskefrokost. Det har jeg længe glædet mig til - og gør det fortsat.
Nu er det blot sådan, at der skal hentes varer hjem for at mætte den søde familie. Det skete i dag.
3 supermarkeder, 2 banker og 1 gartner blev besøgt. Mine smertende hofter gjorde modstand på den eneste måde, de kan. De gjorde ondt. Men jeg bed tænderne sammen og indtog min kendte pingvin-stilling med begge hænder samlet på ryggen og traskede bagefter forstanderinden. Min gode kondi reddede mig, og jeg gennemførte turen.
Efter en rigtig god frokost sad jeg og samlede kræfter til at bestige og betrampe kondicyklen i en time, hvilket jeg smilende gjorde.
Selv det var noget sjovere end supermarkederne og alt det andet.
Men det bliver godt på mandag.

Det kan blive en smule monotont. Og det ærgrer mig trods alt, hver gang det sker.
En af mine favoritsportsgrene, cykelløb, har i dag fået en ny tilståelsessag.
Den tyske rytter Stefan Schumacher, som nu kører for det danske hold "Christina Watches", har tilstået brug af EPO, kortison og CERA. Sidstnævnte er seneste generation af EPO.
Som alle andre har Schumacher indtil for nogle dage siden nægtet sig skyldig i ethvert misbrug, siden han i 2010 afsluttede en 2-års karantæne for samme forseelse.
Vi ved alle, at offentligheden hver gang skal igennem samme forestilling med benægtelser og benægtelser, indtil presset på rytterne bliver for stort, og de kryber til korset.
Jeg foreslår, at vi giver alle nuværende ryttere frit lejde til at stå frem og tilstå. Samtidig skal de skrive under på, at de aldrig mere vil bruge forbudte stoffer. Gør de det, er der total udelukkelse fra al sport. Det skal nok lære dem.
Hvad jeg selv angår, er det naturligvis en anden sag. Jeg skal ikke have skrevet under på noget som helst. For om kort tid skal jeg på landevejene efter i lang tid at have hængt ud på kondicyklen en time hver anden dag. Og så på landevejene ved man ikke, hvad der kan blive brug for.

Jeg er så heldig at have en lun og god ven i Løgstør. Lad os kalde ham 82, en gammel soldaterkammerat.
Som alle gode løgstørianere har han ikke noget imod, at ålborggenserne måske har et problem eller to. Der er et sundt drilleri de to byer imellem. I al venskabelighed naturligvis.
Nu har Løgstør fået foræret en oplagt mulighed for at kunne hovere over Ålborg.
Som sikkert bekendt har man i sidstnævnte by gennem lang tid haft problemer med en påsejlet jernbanebro, en klapbro. Uheldet skete den 26/3 2012. Den skulle have været færdigrepareret for længst, men det er ikke sket. Se bilede til venstre.
Ifølge min gode ven 82 skyldes den lange tid udelukkende, at man i Ålborg ikke gør som i Løgstør. Her får Aggersundbroen (se billede til højre), som ligeledes er en klapbro, en masse klapsalver.
Den forstod jeg med det samme. Gjorde du også det?
Jeg ser for mig 82 og alle de andre løgstørianere stå ved broen og klappe på livet løs. Der er altså skøre, de løgstørianere.

Da jeg vågnede i morges, havde jeg en herlig kriller i maven. I dag skulle jeg jo modtage en del penge. Spændt gik jeg ind på min netbank for at se, at de var der allesammen, mine pensioner, min overskydende skat og returpengene fra det mindre dygtige undervognsfirma, en mindre formue, hvoraf en del skulle bruges i den tilstundende påske.
Jeg tastede muntert de nødvendige koder, og vupti - alt var lukket ned. Ingen forbindelse til netbank. Hvordan kunne jeg så vide, om jeg havde en øre?
Febrilsk slog jeg op i en netavis og måtte læse, at bankernes edb-systemer var brudt ned, og det var tvivlsomt, om man kunne få sine penge på denne side af påske. Jeg bandede fælt. Jeg så mig selv vansmægte de næste 4 dage og vinke farvel til den herlige påske-familiefrokost som jeg har glædet mig så meget til. Man kan jo ikke købe ind med en tom konto, og man har det skidt med en tom mave.
Efter mange forgæves forsøg lykkedes det forstanderinden ved 13-tiden at få hul igennem, og til vores fælles glæde var alle pengene gået ind, så vi skyndte os at gå ud - og købe en masse dejlige ting.
Frokosten er reddet. Det bliver en god påske.

Det har været en dobbelt-god dag. Læs lige hvorfor:
1) Jeg fik et skrækkeligt brev fra vores kreditforening. Jeg er elendig til at læse de snørklede udredninger, om hvorfor man er nødt til at tilpasse renten. Jeg har for vane at lægge brevene til side, næsten inden de er læst. I dag blev jeg imidlertid af forstanderinden tvunget ned i en stol for at læse brevet. Og ih, du milde. Jeg skule fra 2014 stige med 1.100 kr. om måneden. Hold da kæft.
Med bævende stemme kontaktede jeg foreningen, som efter lidt besvær med at forklare mig situationen fik mig overbevist om, at det drejede sig om 23 kr. pr. måned. Jeg vil undlade at forklare hvorfor. Jeg forstod det ikke. Men det lettede på humøret, da jeg 5 gange havde spurgt, om det var korrekt med de 23 kroner og var blevet bedyret, at det var det.
2) Senere på dagen endnu en god meddelelse. De bedste hukommelser vil erindre, at vores bil for 2 uger siden var udsat for en mere end tvivlsom undervognsbehandling. Samme var vores datters.
Vi - især hun - har klaget med fynd og klem, og den søde datter kunne i dag fortælle, at vi begge vil få vores penge igen.
Sikken en indbringende dag. Dem skal vi ha' nogle flere af.

Den søde forstanderinde har ikke mange svagheder. Dog er der en enkelt, som jeg lige vil dvæle ved: Hun har kun ringe tiltro til mine evner til at huske, hvad jeg skal gøre - eller for den sags skyld også til, hvad jeg har gjort.
Eksempel:
Liggende i sengen en hylende kold vinteraften, læsende en god bog, dybt koncentreret, nydende hvert sekund under den lune dyne lyder kommandoen: "Gad vide, om fordøren er låst". Jeg opfatter straks, hvad jeg skal gøre, forlader modstræbende de hyggelige og trygge omgivelser og den gode bog og går ud i den kolde gang for at checke fordøren.
Tilbage i soveværelset: "Så du nu efter, om den var ordentlig låst?" Jeg var lige ved at vende om og se efter på ny, men greb mig i det. Jeg mener. Der må være en grænse.

Disse to billeder bringer minder frem hos mig, minder fra 50'erne.
De viser datidens kaffeerstatninger. De bestod af en blanding af cikorierod, rug og sukkerroer.
Jeg husker dem så godt, fordi min mor var inkarneret kaffedrikker og brugte pakkevis. Hun vile naturligvis helst have den ægte vare, men på grund af rationering var hun nødt til at iblande erstatningerne.
Der var de 2 slags, "Richs" og Danmark". Mor holdt sig til førstnævnte. Måske på grund af slogannet, der sagde: "Det er Danmark's, der duer, men det er Richs, vi bru'r".
Blandingsforholdet var selvsagt afgørende, men min mor var ikke i tvivl. Så lidt erstatning som muligt. Helst slet ingen. I praksis var det fifty-fifty.
Nogle drak kun erstatningskaffe. Det var en vederstyggelighed for mor.
Hun fortalte mig engang, at årsagen til, at jeg aldrig blev kaffedrikker, var, at hun ville have kaffemærkerne for sig selv. Så jeg blev te-drikker - og er det stadig. Kan dog drikke kaffe, når det først er desinficeret med whisky, puddersukker og flødeskum.

Fødselsdag fejret i Hammel i dag. Frederik 1 år.
Som altid, når et af vore børnebørn fejrer deres første fødselsdag, laver forstanderinden en dejlig flødeskumskage, som anbringes umiddelbart foran det forventeligt glade barn, som derpå formodes at angribe lagkagen af al magt med begge hænder og i løbet af 30 sekunder ligne et flødeskumsvæsen med flødeskum over hele hovedet og kroppen.
Men ikke Frederik i dag. Han var desværre forkølet og træt og havde ikke den store lyst til at gå ombord i lagkagen. Han nøjedes med at betragte uhyret foran sig, prikke forsigtigt til det med en finger og derpå udtrykke ønske om at måtte blive fri for flødeskum.
Det blev han. Han ville hellere sove. Så det gjorde han. Så må flødeskumskagen vente til næste år - altså ikke den samme. Forstanderinden laver garanteret en ny.

Jeg følger med, så godt som jeg kan, i disse dages store spørgsmål: Bliver lærerne lockoutet efter påske? Jeg håber det ikke. Jeg håber, at KL tager mod fornuft og forstår, at det forslag til ny overenskomst, som man fremsætter, ikke er realisabelt.
Det tænker jeg over. Men jeg må lidt beskæmmet tilstå, at der er et emne, der for mig overskygger hovedspørgsmålet.
Jeg er hammer-jublende glad for, at jeg ikke længere sidder på en ledelsespost i en folkeskole, dersom lockouten bliver virkelighed. Jeg ser for mig de mængder af informationer, man skal tage stilling til og de enorme store og små enkeltheder, der skal planlægges, de store mængder af informationer, der skal videregives til elever, forældre, bestyrelse, forvaltning og ansatte og alt det andet, som jo stadig skal passes. Det bliver tæskende hårdt.
Men jeg vil lige så stille læne mig tilbage og fortsat nyde mit otium - og se cykelløb hver dag.
Men jeg vil følge mine tidligere ledelseskolleger på skolen i tankerne og have medlidenhed med dem. Det vil blive slemt. Uha-da-da.

Jeg kan ikke længere stå for presset. Det har længe tynget, og jeg finder, at det nu nødvendigvis må være blevet min tur til i lighed med bl. a. cykelrytterne Skibby, Holm, Riis, Armstrong, Zappel, Hamburg og senest Rolf Sørensen, "Rene Rolf", at stå frem og tilstå.
Tænk sig. Også "Rene Rolf "krøb til korset og tilstod brug af EPO og cortison. Det var vel nok en "overraskelse". Når "Rene Rolf" tilstår, selv om det holdt hårdt, bør jeg nok også gøre det.
Jeg er klar, og her kommer det: Jeg har brugt doping. Det er sket i perioden 2005-2012. Og jeg har gjort det tit. Det drejer sig om Yankee Bar, wienerbrød, cola, Snickers og leverpostej- og salamimadder.
Som om det ikke var nok, har jeg også fået visse "leverancer" fra min hemmelige leverandør. Jeg er endnu ikke helt klar til at fortælle offentligheden, hvad det var for midler, jeg modtog fra ham, ligesom jeg endnu ikke er klar til at røbe hans navn. Men jeg er som alle de andre ryttere villig til at rykke ud med det, hvis f. eks. betalingen fra en af de landsdækkende aviser er stor nok. Anden bestikkelse kunne dog også tænkes. Jeg er åben for forslag.
Jeg er oprigtig ked af mit misbrug og sidder lige nu og tørrer mine øjne ligesom Rene Rolf.

Vores bil, det kære væsen, tilbringer lige nu nogle dage på Toyota-Hospitalet for at få implanteret en ny næse. Jeg har ikke villet besøge den, da både den og jeg er lidt følsomme.
Som et plaster på såret har jeg af hospitalets hjælpemiddelcentral lånt en lille bil - og den er sød.
Det er en lille Toyota Yaris. Den er ikke større end tobak for en skilling, og den er egentlig ganske rar at køre i. Man kommer nemt omkring, og den er let at parkere. Og så er det, som om den smiler til mig, når jeg kommer imod den for at køre en tur.
Når vores noget større bil engang parkeres på en bilkirkegård, kunne jeg overveje at købe en Yaris, som også har den det fortrin, at den stort set ikke bruger brændstof. En bil lige efter mit hjerte, selv om den forspændt en campingvogn vil være skidt tilpas og sikkert ikke smile til mig.

Som alle andre bedsteforældre er forstanderinden og jeg velsignet med de mest pragtfulde børnebørn, man kan forestille sig, fire i alt. Den ældste er 18 år - og den yngste fylder 1 år i dag, Frederik.
Jeg har talt med den unge mand i dag via Skype. Han tager dagen med al dens festivitas med en ophøjet ro. Jeg spurgte ham bl. a. om, hvordan hans dag havde været indtil nu og fortalte ham, hvor stor en begivenhed den første fødselsdag er. Han tøvede ikke med at svare: "Ba-ba-ba-ba, ja-ja-ja, da-da-da-da og mam-mam-mam-mam".
Jeg gav ham ret i hans overvejelser, og vi aftalte at uddybe dem, når vi skal ud og fejre fødselsdagen på lørdag. Det skulle vi have været i dag, men vi udsatte det , da vi jo var lovet en mega-snestorm. Den udeblev. Da Frederik hørte, at vi ikke komi dag, blev han skuffet og kom med nogle temmelig bramfri udtalelser om meteorologer. Jeg havde intet problem med at blive enig med ham.
Tillykke, Frederik.

Så oprandt da dagen. Årets første havearbejde. Ikke meget, men en times tid med nedskæring af diverse planter. Vejret rimeligt - en smule lunhed.
For blot et par år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde skulle udtrykke glæde over havearbejde. Dengang var mit forhold til det, at det var noget, der blot skulle overstås i en fart, ofte udtrykt således: "Kun en tåbe frygter ikke haven".
Men jeg må jo være blevet tåbelig, for nu kan jeg gribe mig selv i at nyde arbejdet derude i det grønne.
Men skulle jeg vælge aldrig at blive mere tåbelig end som så, da er det til at overskue.
Dog lover jeg intet. Det er herre-skønt at være tåbelig.
Husk også, at den første mand i verden, Adam, var gartner og ivrig havemand. Dog holdt jobbet ikke længere, end til han blev gift. Det sker ikke for mig. Et giftermål vil ikke fratage mig lysten til havearbejdet.

Jeg har aldrig før gået dybt ned i slægtsforskningens mysterier. Men min fætter har. Og som fortalt nogle gang før har han været tilbage til omkring år 1000 med min fars slægt. Han fandt endog indikationer af, at vores familie har en linje til kong Knud den Store. Desuden er der et par adelige indblandet. Men også en anden slags mennesker er sandt for dyden repræsenteret, herunder 2 mordere, et par brødre, som enedes om at myrde deres onkel. Heldigt for dem blev de ikke dømt, da man ikke med sikkerhed kunne verificere, hvad offeret døde af. Også ludere og horekarle findes der. Jo, det er en vidtløftig familie.
I dag prøvede jeg så for første gang for alvor at søge i kirkebøger og folketællinger, idet en af vore venner har sat sig for at rede sine familieforhold ud. Han led under den misforståelse, at jeg var ekspert i slægtsforskning, hvilket ikke er tilfældet.
Men sammen fik vi taget hul på opgaven og kom tilbage til hans bedsteforældre, hvor vi dog stadig mangler at få farmor helt på plads. Har navn og fødselsår, men mangler dåbsdato.
Slægtsforskning er tidskrævende. En hel efter middag om 1½ slægtled.
Men det er spændende. Det giver et sug i maven, hver gang man finder en relevant olysning.
Og jeg holder meget af sug i maven.

Dagen i dag har et morsomt navn. Den hedder "Øllegårds dag".
Det er i sig selv underligt nok at have en dag med et dansk navn og ovenikøbet et vaskeægte "Ø".
Og lidt underligere bliver det, når man ved, at dagen er opkaldt efter abbedisse Hildegard, som var af tysk højadelig familie. Hun er blevet kaldt "Middelalderens største kvinde" og omtales ofte som "Den hellige Hildegard", selv om hun ikke er blevet officielt kåret som helgen. Hun byggede flere klostre.
Men hvordan Hildegaard bliver til Øllegård er lidt underligt. Jeg ved ikke hvordan og hvorfor.
Godt, hun ikke hed Irmgard, så kunne det have blevet "Hørmegård".
Men dagen i dag er altså "Øllegårds dag". Det ville det iøvrigt ikke have været, hvis det var skudår. Nej så er det den 29/2, der hedder "Øllegårds dag".
Bliver 28/2 i så fald navnløs? Nej, slet ikke, så kalder vi bare den "Leander". Hvad ellers?
Nej, hvor vi lærer meget.

Ja da, jo da. Så kom årets første dag på cykel. Endelig. Det blev godt 22 km. rundt omkring Lystrup i en vind, som var både hårdere og køligere, end jeg havde ventet. Min stolthed forbyder mig at fortælle, hvor længe jeg var om at tilbagelægge de 22 km. Ingen skal få mig til at røbe det. Blot lige så meget: Det var hurtigere, end jeg kunne gå samme strækning.
Men jeg nød det alligevel - navnlig da jeg kom hjem.
Jeg måtte undervejs gøre en ærgerlig observation.
Jeg har ofte kørt den nævnte strækning ved Lystrup - en lille sidevej - og bemærkede den 20/3 2010 en bunke affald fra en maler- eller murermester. Se venstre billede.
Det ligger der faktisk endnu. Det er ikke godt nok.
Se blot billeder. Samme sted 20. marts 2010 og 1. marts 2013. Æv.

Denne dag er en særlig dag. Det er nøjagtigt 56 år siden, forstanderinden var så heldig at træffe mig til et fastelanvnsbal i vores idrætsforening- og nej, jeg var ikke klædt ud.
Hun har mange gange takket mig for min interesse hin kolde aften i Silkeborg. Og hver gang siger jeg: "Tak i lige måde". Et godt jubilæum at fejre.
Vi har fejret dagen på en måde, som hun i høj grad værdsætter.
Vi købte et nyt fortelt til vores fine campingvogn. Det er 3. gang inden for de seneste 5 år. Men gudskelov var det ikke en ny campingvogn denne gang. Det plejer det at være.
Som en ekstra bonus på dagen kunne ældste søn fortælle, at han havde fanget en havørred på 66 cm. og 3 kilo. Også tillykke med det.
Og ikke nok med det. Yngste datter fortalte, at hun til dagen træning med deres lille Westie havde haft held med at få hunden gjort godt beskidt i arbejdet med at lære det lille kræ at apportere. Også tillykke med det.
Jo, det er en rigtig god dag. Også tillykke med det.

Det var dog irriterende. Det var ikke spor underholdende.
Jeg har i dag kørt forreste kofanger af den fordømte bil.
Således skrev jeg i skadesanmeldelsen straks ved hjemkomsten:
"Det er fa'me træls, det her. Jeg kørte i dag ind på en åndssvag parkeringsplads ved et forbistret supermarked. Derinde havde man ganske unødvendigt anbragt en alt for høj kantsten, som jeg ganske uforvarende kørte forreste kofanger indover under parkeringen, så den rådne bil sad fast. Jeg bakkede med det samme og hørte en møglyd derudefra. Tror I da ikke, at den skide kofanger var revet halvt fra, da jeg kom ud for at se, hvorfra de mange skrabende møglyde var kommet fra. Jeg kom til at sige en masse bandeord, som jeg af hensyn til evt. sarte sjæle i forsikringsselskabet ikke vil gengive".
Forstanderinden skældte gevaldigt ud, hvilket ikke ændrede mit ordvalg, hvoraf "forbandede fortovskant" så absolut var det mildeste.
Og nu skal møgbilen indlægges for at blive helet. Koster 3.000 kr. i selvrisiko. Det er s'gu heller ingen spøg. Det eneste, der måske er en smule morsomt, at det er et år siden, jeg kørte bageste kofanger af. Har vi det ikke skægt?

Min stakkels bil var i dag til forundersøgelse på bil-hospitalet.
Diagnosen lød på diverse indvendige brud på dele til forreste kofanger. Bruddene var imidlertid så alvorlige, at overlægen fandt det klogest straks at lave nogle midlertidige indgreb med klips, tråd, søm og lidt gaffatape. Heldigvis kunne det hele foregå, uden at bedøvelse var påkrævet, hvorpå vi kørte hjem medbringende den nu lidt mere stabile patient.
Indlæggelsen skal ske den 18. marts, hvor patienten skal møde fastende, medbringende de nødvendige indlæggelsespapirer i form af diverse meldinger fra sygeforsikringen, mit udmærkede forsikringsselskab.
Det bliver en streng tid for den hårdt prøvede bil. Ugen før skal den have en behandling forneden. Der skal præventivt sprøjtes en sort beg op under og ind i de ædlere dele.
Indlæggelsen forventes at vare 3-4 dage. Besøg modtages gerne.

Mit første besøg hos min nye tandlæge i dag var en klar succes. Han er vild med fodbold.
Derudover er han meget imødekommende, har let til smil og virker fagligt kompetent.
Hvad mere kan man bede om hos en tandlæge?
Jo, ét punkt er vigtigt. Han skal kun opkræve minimale priser for sin ulejlighed.
Jeg fik heldigvis mulighed for at diskutere netop dette emne med ham og fik fortalt ham det, som jeg har fortalt til alle, som kunne finde på at kræve betaling af mig for et eller andet: "Du må ikke gå i sandaler, for så stjæler du også med tæerne".
Han smilede, nikkede forstående og betroede mig, at han aldrig går med sandaler.
Der scorede han endnu et plus-point. Ham skal jeg nok blive glad for.

Ifølge den vejrudsigt, jeg kendte, kunne jeg i dag i magsvejr have cyklet en god tur ud på landevejene. Meteorologerne tog igen fejl, så jeg måtte dyrke den for mig en særskilte sportsgren at køre på kondicykel.
Jeg bliver underligt nok meget nemt grebet af denne idræt og vil hver gang kære hurtigere og længere end forrige gang. Bl. a. derfor tilbringer jeg ca. hver anden dag en time på instrumentet.
Det ville være en grov usandhed at hævde, at jeg nyder det. Tværtimod. Det er forbistret hårdt, og sveden hagler af mig. Benene bliver tungere og tungere. Alligevel er der noget i mig der siger, at jeg skal fortsætte uanset sved og smerter. Og det gør jeg så. Jeg kan ikke lade være. Det er vigtigt, at jeg får min motion. Mindst 1 time kører jeg og sørger for at slutte, når jeg er alene i stuen. Ingen skal overvære min afstigning, som er i slow motion og små nøk. Det ser garanteret tåbeligt ud. Sådan føles det.

For en lille måned siden blev jeg kontaktet af et par elever fra min allerførste klasse på Risskov Skole i 1964. Jeg havde den fra 8.-9. klasse.
Man får et specielt forhold til sin første klasse. Vi lavede meget sammen, englandstur, flere weekends i skolens hytte ved Saxild Strand, lejrskoler og andre hyggelige sammenkomster.
Vi har haft kontakt siden og er mødtes et par gange til rundvisninger på vores gamle skole og til efterfølgende god middag med god snak. Vi skal mødes igen 27/4.
Nu har disse unge mennesker, som jeg stadig kalder dem, selv om flere er pensioneret, oprettet en facebookgruppe. Og hvor jeg dog nyder at læse i den og bidrage til den. Desværre er 3 af klassens medlemmer afgået ved døden, og ikke alle er med i gruppen, da de ikke er på facebook. Men jeg håber, de kommer det snart.
I 2016 har vi 50-års-jubilæum, og nogle har rundkastet ideen om, at vi skal gentage vores tur til London i 1966 med et forlænget weekend-ophold derovre. Ja, da. Da er jeg 76 år og har krav på at blive båret rundt.

Jeg vågnede i morges ved 5-tiden. Det sker ofte, og det generer mig ikke, heller ikke hvis det kniber at falde i søvn på ny. Så er der tid til at ligge og vegetere, tænke tanker, og der er tid til at tænke en tanke til ende. Ganske behageligt.
Dog var der i morges en tanke, jeg ikke kunne blive færdig med, før jeg var stået op ved 9.30-tiden. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, om det i dag var torsdag eller fredag. Væsentligt problem. Jeg tænkte dybt, prøvede at tænke på, hvilken dag jeg i denne uge var til tandlæge, og hvor mange gange jeg havde sovet siden. Jeg tænkte intenst på gårsdagen dagbog, hvilken ugedag skrev jeg på den? Men intet hjalp. Jeg vidste ikke, hvilken ugedag jeg var på vej ind i, før jeg var kommet op og havde spurgt forstanderinden. Hun var ikke i tvivl, Fredag.
Så faldt sjælen til ro. Og jeg kunne have sovet videre, hvis det ikke var fordi det blev mig forbudt.

Jeg burde sikkert i går også have omtalt, at forstanderinden havde en god dag. Vi afhentede vores nye fortelt hos en venlig campingforhandler. Se dagbog fra 2/3.
Hun er s'gu altid så glad, når vi får et nyt telt. Derfor sørger jeg for, at vi mindst hver anden år eller oftere køber et. Jeg holder nemlig meget af, at hun er glad. Tidligere var det lidt dyrere, for da var det campingvogne, hun hele tiden skulle have skiftet ud.
Nu må vi så bare afvente at få teltet i brug, og vejrudsigten giver ikke optimisme.
Men vi glæder os begge. Forstanderinden har i sinde at sidde ude i det nye telt hele den første nat uanset temperaturen og vejret i øvrigt.

Det er desværre en kendsgerning, at mange skolebørn og gymnasieelever pjækker fra deres undervisning i større eller mindre grad. Vores undervisningsminister beklager det med jævne mellemrum og har udtalt: "Jeg synes, at fravær er et kæmpestort problem, og det er ikke i orden at pjække".
Da jeg for omkring 50 år siden gik i skole, var pjækkeri for os børn et ukendt begreb. Faktisk erindrer jeg ikke, at jeg pjækkede overhovedet i de 10 år i grundskole, mellemskole og realskole.
OK. Jeg gjorde nu og da et forsøg på at overbevise min mor om, at jeg helbredsmæssigt ikke var klar til dagens udfordringer. Men så arriverede hun med det forbistrede termometer, og hvis det viste tal på under 38 grader, hvad det stort set altid gjorde, så var det ud ad døren og i skole.
Jeg skal ikke benægte, at det på seminariet hændte, jeg udeblev fra en time eller to - eller måske en hel dag. Jeg havde jo en del bijob at passe for at skaffe lidt lommepenge. Dengang holdt jeg af at spille kort, hvilket oftest foregik i undervisningstiden, endda i seminariets kantine. Her kunne jeg så bruge en del af de penge, jeg havde tjent. Jeg tabte hver gang.
Med andre ord. Jo ældre jeg blev, des mere pjækkede jeg. Nu er jeg 72 år og fryder mig, hver gang det lykkes mig at pjække. Blot ved jeg ikke, hvad det er jeg pjækker fra. Og åbenbart bemærker ingen noget.

Jeg  gider ikke se billeder med sne, snedriver, lukkede veje, istapper, frostvejr og anden elendighed. De hænger mig ud af halsen - og jeg fryser.
Forstanderinden og jeg gik en tur i dag, lige under en halv time.  Og det var bitterligt koldt. Jeg gider ikke finde mig i det længere. Jeg vil ha' forår.
Men jeg får uheldigvis ikke mit ønske opfyldt med det første, for det er ikke mig, der bestemmer.
Et blik på DMI's prognoser for de nærmeste 10 dage viser nattefrost hver nat og dagtemperaturer på mellem 0 og 5 grader. Det er noget rod. Det er afskyeligt. Jeg væmmes.
Jeg vil se billeder af sol og sommer, nogle, der giver varmen blot ved at se på dem som for eksempel billedet her. Altså, hvor jeg glæder mig.

Det er gået op for mig, at 115-120 kardinaler i eftermiddag er gået i enrum, altså med hinanden, i Det Sixtinske Kapel for at vælge en ny pave. Og de vælger garanteret en af deres egne. Og så har vi den hvide røg op ad en eller anden skorsten.
Jeg vil æde min gamle hat på, at det bliver en mand. Jeg vil endog love at svømme tværs over Århus Havn i det nuværende og iskolde vand, hvis det bliver en kvinde. Det vil koste mig livet, men jeg er ikke desto mindre mere end villig til at holde løftet.
For hør lige her. Det KAN ikke blive en kvinde. Årsag: Alle Jesus disciple var mænd. For at blive katolsk præst skal man være mand. For at blive kardinal, skal man være præst.
Som en amerikansk sociolog udtaler: "Hvis Jesus ville have haft, at kvinder skulle kunne blive præster, så havde han indkaldt dem som sine apostle". Og det gjorde han som bekendt ikke.
Her slutter så den diskussion.

Det er nok ikke meget. Der skal 150.000 klik for at komme af med en halv liter cola, der indeholder 210 kalorier. Det kan vel ikke tage lang tid. En 3-4 måneder vel. Men vi må nok leve med, at der næppe er træningsvideoer på vej. Om museklik ligefrem bliver den nye nationalmotion, er da også endnu for tidligt at spå om.
Så måske skulle du bare flytte fingeren fra musen, slukke computeren og bevæge benene noget mere i stedet for, hvis du skal være slank og klar som strandløve til sommer. Hvor kedeligt.
Jeg regner selv med at blive klar og slank til strandturene siddende foran computeren. Nu skal der klikkes. Væk med kondicyklen. Den er alt for anstrengende.

Jeg fik i går min bil retur efter et mindre vellykket besøg hos et undervognsbehandler. Jeg nævner ikke hvem og hvor. Min oplevelse med dagen var på én gang både skræmmende og morsom.
Det hele startede ved afleveringen. Jeg gik til en meget snavset skranke på værkstedet og ventede - og ventede. Langt om længe dukkede en ung mand op, kiggede forvirret på mig og spurgte, hvad jeg skulle. Jeg forklarede, at jeg skulle have min bil undervognsbehandlet. "Skal du det?" lød spørgsmålet. Jeg svarede, at, at det da var meningen, for jeg havde da bestilt tid. Den tyggede han lidt på og rodede i nogle papirer. Han spurgte dernæst, om hvilken bil jeg havde. Jeg svarede, at det da var en Toyota. Det havde jeg jo meddelt ved tilmeldingen. "Nåh, den der," sagde den unge og pegede på en Ford. Jeg måtte korrigere og sige, at det var den ved siden af.
Da misforståelsen var ryddet af vejen, gik jeg med besked om, at den var klar næste dag kl. 15.
Jeg mødte frem som aftalt for kun at opdage, at den langt fra var færdig. "Vi kom desværre til at tage bilen ved siden af din", lød forklaringen.
Da var det svært at holde sig, ikke mindst da jeg blev klar over, at den bil blot skulle have haft skiftet tændrør. Men nu var den også undervognsbehandlet.
Jeg sagde ja til tilbuddet om, at man ville køre bilen ud til mig, når den blev færdig en gang først på aftenen.
Jeg kommer ikke på dette værksted igen, især ikke nu, hvor jeg har fundet ud af, at arbejdet er udført elendigt. Det eneste gode er, at det var et tilbud med 50% rabat. Men det var heller ikke mere værd. Jeg skal mødes med firmaet i morgen.

I løbet af mine indtil videre 72½ års levetid har jeg naturligvis haft og har fortsat ind imellem en ærgrelse eller to, store som små.
I dag vil jeg berette om én af de store.
Siddende ved et veldækket bord kan jeg opleve, at jeg efter nogen tid - ofte ganske lang tid - ikke kan få en bid mere ned, uanset mine anstrengelser. Kort sagt: Jeg er mæt.
Det ærgrer mig af følgende 2 grunde:
1. Der kan være mad på bordet, som jeg ikke har smagt.
2. Der kan være mad på bordet, som jeg gerne ville have smagt noget mere af.
Af bitter erfaring ved jeg, at i denne situation er der kun ét at gøre: Læne sig tilbage, sidde lige så stille, slappe af og afvente appetittens genkomst.
Den kommer da også igen, men den er ikke den samme som før. Den er tydeligt svækket.
Det er en af mit livs ærgrelser, og jeg hader ærgrelser.

Straks jeg vågnede i morges, satte jeg mig et nyt mål i livet.
Jeg har gennem hele min tilværelse været - og er fortsat - en elendig danser, hvilket mange, ikke mindst nærmeste familie, vil bevidne. Forstanderinden hævder, at jeg ingen rytmesans har. De øvrige mener, at jeg kunne få det sorte bælte i dans. Og det er ikke rosende ment.
Men jeg besluttede altså i morges at gøre noget ved det.
Jeg hidkaldte fluks forstanderinden til soveværelset og fortalte hende, at jeg har i sinde, inden jeg dør, at lære at danse vals, hvilket ganske vist må betyde, at jeg er nødt til at blive meget gammel. Men det gør jo heller ingenting - synes jeg da. Den søde dame lignede ikke en, der troede på projektet, men lovede at hjælpe mig, thi hun er en dygtig danser med utallige præmier fra ungdommen.
Jeg gik da også på danseskole, men var kun aktiv i pauserne.
Nu skal jeg på danseskole igen, altså herhjemme. Og kender jeg forstanderinden ret, bliver der ingen pauser.

Til eftertanke:
Tyske byer bruges altså i mange sammenhænge:
En Hamburger er en to halve boller med oksekød og en hel del tilbehør imellem.
En Frankfurter er en pølse, som den laves i Frankfurt am Main.
En Berliner er en kage (egentlig Berliner Ballen eller - Pfannkuchen).
En Dortmunder er en øl. En Paderborner det samme.
En Kölnervand er noget duftevand (Eau de Cologne).
En Hannoveraner er en hest. Samme er en Oldenburger.
En Nürnberger er en honningkage.
En Lübecker er et marcipanbrød.
En Münchener er en fodboldgal og tørstig tysker iført lederhosen og tyrolerhat.