Kunsten at antyde er en kunstart, som nogle mennesker mestrer til perfektion.
Forstanderinden kan være en af ​​dem.
Kl. 8,54 hun ankom i vores soveværelse, hvor jeg gradvist var at vågne op. Stille begyndte hun at tage betrækkt af dyne og pude på sin egen seng. Jeg følte, at en indikation var blevet sendt, at nu var det tid for mig at komme op.
Men da det jo kun var en indikation, "rævesov" jeg videre.
Men nu blev indikationerne voldelige og ikke længere en kunstart. I et snuptag var min dyne væk, og betrækket fjernet. Jeg spurgte den gode dame, om antydningen gik på, at jeg skulle op.

Da min pude voldsomt blev fjernet under mit uskyldige hoved, var jeg helt klar over, at det var præcis, hvad hun mente.
Jeg stod op og afsendte en indikation af, at jeg ikke var helt tilfreds med min tilværelse.

Jeg fik en hamrende god ide. Længe har ukrudt og mos domineret alle fuger i vore havefliser, og ganske vist har vi indkøbt et specielt instrument til at fjerne det, men det er pokkers besværligt.

Jeg har i dag taget en absolut "slapper" ovenpå gårsdagens excesser.

Siddende dødeligt udmattet på min cykel på landevejen mellem Tved og Dejret, på vej til Skødshoved, fandt jeg det pludselig påkrævet på grund af de store anstrengelser at konkludere på mit liv. Jeg var sikker på, at jeg med langsomme pedalomdrejninger nærmede mig min sidste stund og det på trods af, at jeg i Brugsen i Vrinners havde indkøbt og indtaget en spandauer af anselig størrelse og en Coca Cola, to emner, som jeg normalt ikke indtager. Men sukkerprocenten var så lav, at det var nødvendigt..
Jeg konkluderede på mit liv - der mellem Tved og Dejret - at jeg har været heldig. En dejlig kone, pragtfulde børn, svigerbørn og børnebørn, gode venner, alt i alt en tilværelse, der er mere på plussiden end på minussiden. Og skulle det være, hvad ville så være mere passende end at dø på min cykel på Mols, hvor jeg har kørt så meget og så ovenikøbet på en solskinsdag i maj.
Således forberedt opdagede jeg til min overraskelse, at jeg ikke var død ved ankomsten til vore venners hus. Endnu mere overraskende var, at jeg fortsat var nok ved bevidsthed til at nyde en aldeles god frokost.
Men det var godt, jeg ikke skulle cykle hjem. Forstanderinden kom kørende i vores bil og lod mig venligst hægte cyklen bagpå.
Aldrig nogensinde før har en cykeltur i den grad "mast" mig. Det var forfærdeligt. Måske cyklen skal hænges op på en krog?

Det kom til mig næsten som en åbenbaring, et himmelsk heureka.

Mit liv - såvel som alle andres - består i evige valgsituationer. Hele tiden skal man tage stilling til eksistensielle afgørelser.

"At rejse er at leve", sagde H.C. Andersen. Mange er enige med ham. Det var jeg også engang. Nu foretrækker jeg overskuelige rejser og har ingen ønsker om at besøge fjerne eller eksotiske steder.
OG SÅ DOG.
Én bestemt rejse kunne jeg ønske mig. En tur med Orientekspressen.
Jeg læste just i dag, at i april 2013 vil dette fornemme tog aflægge sit blot tredie besøg i Danmark. Der er arrangeret en togtur fra Stockholm til Venedig med stop i København. Der ville jeg gerne være med. Dog har man i artiklen nænsomt valgt ikke at fortælle, hvad en billet koster. Jeg tør end ikke gætte på det. Men hvor ville jeg gerne være en af passagererne.

At vaske hunde er en "træls" opgave, som nu og da gøres nødvendig. Heldigvis ikke ofte.

Da jeg gik på Th. Langs Seminarium først i 1960'erne, var jeg så heldig at have flere gode lærere. Men én var noget særligt. Ham værdsatte jeg allerhøjest. Han var min engelsklærer på linifagsholdet, Jørgen Maibom.
Han var et enestående menneske, en mere end almindeligt dygtig lærer, imødekommende, hjælpsom, omsorgsfuld, altid åben for debat. Ja, jeg tror ikke, jeg kan finde superlativer nok for dette pragtfulde menneske.
For nogle dage siden erfarede jeg ny viden om ham på "FB Silkeborg". Jeg læste, at han under besættelsen var en yderst aktiv modstandsmand, som deltog i mange risikable sabotageaktioner.
Det gør ham yderligere "stor" i mine øjne.
Han er den bedste lærer, jeg har mødt i mit liv og et af de største mennesker.

Kl. 7.45 i nat sluttede min nattesøvn. Forstanderinden trak kynisk dynen af mig og meddelte, at jeg skulle op. Det havde jeg aldrig gættet, hvis hun ikke havde sagt det. Temaet blev uddybet med information om, at vi skulle ledsage datter og barnebarn til Grenå for der at stå i kø ved et supermarked med henblik på at indkøbe en computerskærm til en uhyre fordelagtig pris. Vi vidste, at der kun var 3 eksemplarer til salg, så en taktik blev aftalt. Det søde barnebarn skulle sørge for at stå forrest i køen og ved startsignalet styrte ned i computerafdelingen og nappe én af de tre. Han er hurtig og kendte taktiken, så triumferende kunne han erobre en skærm.

I en pause i sine anstrengelser for at holde mig fuldtidsbeskæftiget meddelte forstanderinden, at hun lige ville gå ned og holde mandtal over kartoflerne i vores kartoffelmark.
Hun kom tilbage med tidender om, at 15 planter havde beæret os med deres ankomst. Nu mangler så kun 11.
Men det kunne undre, at der på posen med læggekartoflerne stod, at det var en "tidlig" art.
De blev jordet den 21/3, så de har haft god tid til at vokse sig store, men som det fremgår af billedet, så er det ikke lige det tillægsord, man vil bruge om dem - ej heller "tidlig".
Men som agrar må man affinde sig med de betingelser, der gives og lægge an på, at EU-tilskudet vil kompensere for en sen og evt. dårlig høst.

Dette her er lige vand på min mølle, eller måske skulle jeg sige diesel i min tank.

I dag er en lille mærkedag. Det er 158 år siden, vi fik en tyendelov (1854). I mit arbejde med min bog om fattiggården stødte jeg flere gange på den. Den var tiltrængt der i 1854, omend den ved læsning med 2012-øjne ikke var særlig venlig ved tjenestefolk. Læs lige, hvad loven indeholdt:

Da jeg var en del yngre, var knallerter en større del af hverdagen, end de er i dag. Til manges ærgrelse havde adskillige unge mennesker en sådan maskine og tilbragte et stort antal timer på dem og på at vedligeholde dem. Det var populært om aftenen og i weekender at køre rundt i små eller store flokke. Men meget tid blev også brugt på at mødes et sted, i en park, på et torv eller på et gadehjørne. Der kunne man så sidde overskrævs på knallerten og snakke med vennerne.

Sygehistorie, del 2 (mindst lige så dramatisk som gårsdagens):

Bered dig på en sygehistorie af den smertefulde slags.

To dage i træk med Giro d'Italia på TV er ikke spor for meget, og jeg glæder mig til også at være på plads i morgen. - og alle de efterfølgende dage.

Når man ikke længere selv er i stand til at kvalificere sig til de store cykelløb, må man nøjes med at følge dem på TV. Sådan bare nævnt i flæng Giro d'Italia og Tour de France.

Hvis der er noget, vi er gode til i vores familie, så er det at afholde konfirmationer, én i søndags (Cecilie) og én i dag (Kristian).
Vi har haft en enormt skøn dag med stor festivitas og passende højtidelighed, og konfirmanden betroede mig, da vi tog hjem, at han havde haft en rigtig god dag. Og det glæder en aldrende morfar.
Når så kan tilføjes, at maden var fortræffelig, så kan enhver indse, at alle ingredienser til en god konfirmation var tilstede.
Nu må vi håbe, at vi kan vedligeholde træningstilstanden med  de mange konfirmationer, for der er 14 år til den næste (Frederik).

Desværre er jeg aldrig nået helt til bunds i spørgsmålet om, hvorfor det er et hjerte, der bruges som glughul i et lokum. Det bedste bud er, at det er, fordi hjertet signalerer noget med et "hemmeligt" rum.
Men her kommer næste fundering, et eksistentielt spørgsmål:
Hvorfor er det, at man på en cykel ALTID har forreste tandhjul, kæde og bageste tandhjul på cyklens højre side i kørselsretningen?
Og det har såvidt jeg overhovedet har kunnet se på gamle billeder, altid været sådan.
Mon nogen nogensinde har set en cykel med kæden på venstre side? Næppe.
Gives der mon en grund til det? Er det af praktiske årsager? I givet fald hvilke?
Skulle nogen sidde inde med svaret, vil jeg meget gerne kende det.
Skriv i "Brevkassen" eller send en e-mail på gr@surfmail.dk.
På forhånd tak fra den gamle, nysgerrige mand.
PS: Jeg glæder mig rigtig meget til næstældste barnebarns konfirmation i morgen.

Årets første cykeltur i shorts og T-shirts. Solen bagte på mine velformede ben (UV-faktor 5,2, uha-da-da), og Århus midtby fik glæde af min smukke tilstedeværelse.
Det er desværre ved at blive typisk for mine cykelture, at jeg må holde pauser, idag bl. a. på Rådhuspladsen og ved Aarhus Å.
Jeg er bange for, at jeg også er nået dertil, at jeg må bide hovedet af al skam og trække op ad lange og stejle bakker (I dag var der dog ingen af dem).
I det hele taget var turen så hård (36 km.), at jeg sad i mine smerter og overvejede at stoppe med at cykle. Men hjemkommet, efter et godt bad synes jeg, at jeg er nødt til at fortsætte. Så må jeg køre korte ture. Min drøm om at cykle op ad Alp d'Huez er ikke længere aktuel.

Når man - som jeg havde det i dag - har valget mellem at slå græs og tage ud og cykle, kan man blive bragt i tvivl.

Vi har fejret Cecilies konfirmation i dag - til den store guldmedalje. Og det var en flot guldmedalje.

En spændende og travl weekend tog for alvor sin start i går. Der skulle hentes borde og stole til en fest her i huset på søndag. Sådanne borde har en stor vægt, hvorfor jeg trygt overlod løftningerne til ældste søn, mens jeg tog mig af stolene.
Ældste barnebarn, Katrine, fylder i morgen 18 år. Det blev fejret med en familie-brunch i formiddag.
Når denne skelsættende fødselsdag ikke bliver fejret på selve dagen - i morgen - skyldes det, at da skal næstyngste barnebarn, Cecilie konfirmeres.
Festen vil blive fejret her hos os, og vi glæder os meget til den.
Kan du følge med? Jeg bliver selv helt forpustet af at skrive det.
For at fuldende rækken af fester, skal næstældte barnebarn, Kristian, konfirmeres på fredag. Det glæder vi os ligeledes rigtig meget til.
Jo, vi er en festlig familie.

Et yngre par var her i forgårs for at se på hus. Begge udviste stor interesse. Af en eller anden grund var det især indgangspartiet, der optog dem begge, hvorfor de flere gange var ude og på ny inde. Den mandlige del af parret sad længe i døren og så sig omkring, flyttede sig, så "mor" kunne komme ind eller ud og satte sig igen i indgangspartiet.

Forstanderinden har indgået den aftale, at den, som står sidst op, skal rede sengene.
I praksis betyder dette, at det hver gang er undertegnede. Jeg finder det uretfærdigt. Hvorfor er det altid "den sidste", det går ud over? Er det også således, at den, der kommer sidst ud af en bus, skal gøre rent i bussen? Nej vel?
Under alle omstændigheder er det forstanderinden meget magtpåliggende, at hendes aftaler skal overholdes, hvorfor jeg dagligt griber fat i dyner og puder og får dem samt et tons-tungt senge-overtræk lagt på plads. Det er blevet en kedelig vane.
Derfor var min overraskelse til at få øje på, da den søde dame i morges, lige da jeg ville starte min opgave, ganske tydeligt sagde: "Du må IKKE rede senge i dag!"
Jeg greb ud efter telefonen for at trykke 1-1-2, noget måtte være helt galt med min chef, en læge burde tilkaldes. Men jeg blev stoppet med beskeden om, at der skulle lægges rent sengetøj på.
Og minsandten om ikke jeg helt slap for sengeredning. Det har været en god dag.

Jeg måtte lige gnide mine øjne et par gange, da jeg i dag i TV2s hjemmeside læste, at benzinpriserne har taget et stort dyk. Jeg havde i hvert fald ikke bemærket det. Men den er god nok.

Det har været en lang og god dag. Vi besøgte gamle venner, som lige nu bebor et sommerhus ved Klegod (ja, men det hedder stedet) ved Vesterhavet ved Hvide Sande. Bynavnet udtales med tryk på 2. stavelse således: [klæ|gøj].

Jeg har i dag fået slebet mine tyske verber. Og de trængte til det.
Anledningen var, at ældste barnebarn for tiden har besøg af en tysk udvekslingsstudent, Sandra (sidder yderst t.h.), og da hun - i lighed med mange andre tyske gæster - gerne ville se havet omkring Danmark, kom de til Studstrup.
Herfra kunne vi alle på en tur ad stranden beskue det store ocean, Århusbugten. Heldigvis viste vejret sig fra sin smukke side.
Hvad angår de tyske verber, kan jeg jo godt fornemme, at det er for sjældent, jeg taler sproget. Ganske vist er jeg rimeligt ofte i Tyskland, men det er blot som chauffør på forstanderindens indkøbstogter dertil. Og jeg skulle hilse og sige, at i "Fleggaard" taler de lige så godt dansk som i vore lokale supermarkeder i Løgten. Så det lærer jeg ikke noget tysk af. Nej, jeg må drage til München og få mig "ein Fassbier und ein Knockwurst". Så lærer man tysk og får slebet verber såvel som adjektiver og adverbier. Og øllet smager godt.

Som højtideligt lovet i går færdiggjorde jeg i dag forstanderindens to sommerfugle-buske-bede. Det var skønt at få det overstået, og jeg modtog da også ros for dem. "De er gode nok", var ordene. Det var jeg glad for at høre.
Endnu mere glad blev jeg, da ældste søn ved sin ankomst for sammen med frue, Anette, og børn, Cecilie og Frederik, var her til en lille frokost. Han så, at terassen var rengjort, og fluks gik han i gang med at male den. Det er et stykke arbejde, som jeg skulle have udført i morgen, som jeg slet ikke bryder mig om, og som tager mig 1-1½ time. Han klarede det på 10 minutter.
Hvorfra han har sine maler-evner, ved jeg ikke. Blot ved jeg, at de ikke er fra mig.

Jeg har lidt svært ved at se enden på det.
I mandags startede jeg projekt "Plant bestyrerindens sommerfuglebuske". Jeg troede, at jeg ville afslutte projektet dagen efter. Men nej. Ustandselig kommer der noget i vejen. Så skal der spises, så skal der ses lidt TV, så skal jeg med ud og købe ind, så skal jeg besøge familie, så skal jeg hvile mig lidt, så skal jeg have en drikkepause, så mangler jeg lidt jord, så mangler jeg sand til at lægge kantfliserne i, så skal jeg gå med hundene, så skal jeg have en lille "morfar", så skal jeg tænde op i grillen, så skal jeg luge.
Den ene forstyrrelse efter den anden hober sig op. Og min utålmodighed vokser og vokser. Men i morgen er jeg færdig. Kun en snestorm kan hindre mig. På billedet ses, hvor langt jeg er lige nu.
Det bliver flot, når det er færdigt. Forstanderinden siger, at det skal det være.

Da jeg var barn i Silkeborg, cyklede jeg også. Hver gang jeg skulle hjem, måtte jeg bestige Aarhusbakken, en lidt krap bakke fra havnen og op mod vores hjem. Jeg syntes altid, at den var lidt "træls" at køre opad, hvorfor jeg i lighed med mange voksne greb fast i en forbipasserende lastbil og lod mig trække op.
Jeg stod ved foden af bakken og ventede på en passende lastbil. Når jeg så den, startede jeg selv langsomt, og idet bilen passerede mig, greb jeg fat i ladet, og hurtigt var jeg oppe.
Det var ifølge mine forældre en slem forbrydelse, der til enhver tid fortjente en straf. Men jeg tog chancen, og det gik da også fint.
Dog ikke lige den dag, da jeg pludselig ud af den ene øjenkrog så, at jeg var ved at overhale min far, som trak sin cykel inde på fortovet. Men jeg kørte blot videre i håbet om, at han ikke havde genkendt sin egen søn, der passerede i en pæn fart.
Hvilket beskæmmet håb. Jeg kunne ikke sidde ret godt på min cykel nogle dage efter.

Det er svært at undgå at omtale, at det i dag er 148 år, siden det store slag ved Dybbøl udkæmpedes.

Jeg har en anbefaling til alle forældre. Den vil afrunde dagens indlæg.

Hunde skal have foder. Også vores. Desværre har tæven lige for tiden lidt spisevægring. "Nogen" (forstanderinden) er kommet til at blande et andet produkt sammen med det oprindelige (se billede), og så er det tilsyneladende ikke godt nok til den lille damehund. Hun vil kun have den ægte vare. Det er der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. Og det bliver da også spist, men ikke med vanlig hurtighed.
Hannen har ikke disse overvejelser. "Det er mad", siger han, "ergo skal det spises". Han når næppe at smage på det.
Nu er det sådan med hundefoder, at det skal købes. Og det er efterhånden blevet lidt speget, hvad angår priserne. Mange har derfor gennem tiderne forsøgt sig med ganske langsomt at vænne hundene af med at æde. Det er også lykkedes hver gang - og så døde hunden.
Jeg tøver fortsat med at benytte muligheden.

Årets første cykeltur over 50 km. blev kørt i dag. Helt nøjagtigt 52,16 km. rundt om Brabrandsøen.
Det var ikke slemt. Det var aldeles grusomt og forfærdeligt og totalt udmattende. De sidste 10 km. står for mig i en tåge af anstengelser. De var ren overlevelse. Min gamle krop egner sig åbenbart ikke til ture over 50 km.
Jeg måtte flere gange spørge mig selv: "Hvem er dog det gamle fjols, der kører rundt på de århusianske gader og veje og plager sig selv over al måde med slige anstrengelser?"
Svaret er enkelt: Jeg er bange for, at det er mig.

Endnu engang flød blodet.

Blandt mange fine fødselsdagsgaver, som en glad forstanderinde modtog, var 2, som er med til at planlægge min fremtid. Hun fik 2 sommerfuglebuske.

Det hele startede i mandags. Den evigt observante forstanderinde havde spottet, at der dryppede en lille smule vand fra en hane i bryggerset.
Uden hensyn til min bankkonto indforskrev hun straks en VVS-mand til at komme og reparere.
Han kom i dag. Var af den søde dame bestilt til at være her kl. halv otte. Jeg gentager: Halv otte, og det var ikke om aftenen. Følgelig måtte jeg afbryde min søvn kl. 6.45 for at være fuldt beredt til at modtage ham.
På ganske kort tid havde han udbedret skaden, og jeg glædede mig, thi det kunne ikke være så dyrt.
Men den gik ikke. Forstanderinden mente at have spottet noget "et-eller-andet" fra vores varmtvandsbeholder, måske lidt dryp. Det mente den udmærkede håndværker godt kunne ordnes - formedelst 15.000 kr. til en ny vandvarmer.
Endnu rystet over den tidlige exit fra min seng og prisen på en evt. ny varmtvandsbeholder kastede jeg mig som i febervildelse over oprydning i vores redskabsskur. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Det havde på intet tidspunkt blot strejfet mig, at der skulle ryddes op i det skur, men de to kraftige anfald mod min velfærd fik mig til det. Se blot på billedet, hvor vildt det gik for sig.

Forstanderinden fejrede i dag sine fødselsdag ved en brunch med en hel del veninder. Egentlig er der adgang forbudt for mænd, men det er jo alligevel meget praktisk, at der er i hvert fald et par stykker af dem - sådan til det grove arbejde. Vi var to af det stærke køn tilstede, svoger Finn og jeg, og vi fik lov at sidde for os selv i den fjerneste ende af stuen og fik endvidere lov til at spise lidt rester fra de riges bord.
Vi følte os ikke alene, dertil var lydniveauet for højt fra stuens modsatte evne. Ej heller led vi nogen menumæssig nød. Der blev sørget for os. Og hyggeligt var det. Nu er der et år, til festen gentages. Men pyt. Den tid går hurtigt.

Før vi kørte afsted til en fortræffelig og hyggelig frokost hos og med gode venner, måtte jeg tage et opgør med forstanderinden.
Siden hun sidst klippede mig, har mit hår haft en tendens til ved den mindste blæst eller ved aftagning af min sweater at få mig til kraftigt at ligne Tintin. Den forreste del af hårpragten stikker lodret op i luften, bøjer en smule af og peger lidt til siden. Ligheden med den kendte tegneseriefigur er slående. Det ser aldeles tåbeligt ud.
Forstanderinden siger, at min frisure er, som den skal være. Og er jeg utilfreds, så kan jeg jo blot frekventere en frisør og betale, hvad det koster. Det er mig inderligt imod. Jeg har i stedet foreslået hende at deltage i et kursus på frisørskolen, et kursus med titlen "Hvordan undgår jeg, at min søde mand kommer til at ligne Tintin, når jeg har klippet ham?"

Jeg har ikke cyklet i dag, men føler mig lige så udmattet, som havde jeg gjort det - og det en meget lang tur. Jeg har nemlig på TV set andre cykle. Ét af årets mest spændende cykelløb er blevet kørt, Paris-Roubaix, "L'Enfer du Nord" (Helvedet i nord).

Det har været en god dag.

Hvor ofte har man ikke befundet sig på "Herrens mark", et udtryk, der normalt dækker over, at man er i vildrede, føler sig ladt i stikken eller er på bar bund.
Udtrykket er faktisk ret nyt, fra 1970'erne, og kom rigtig i vælten omkring 1990.
Der er tvivl, om "Herren" er Vorherre eller en herremand. Under alle omstændigheder var og er det et ubehageligt sted at være.
Men kunne "Herrens mark" ikke være et konkret "sted"? Jo, det er det faktisk. Ældste søn har gjort mig opmærksom på det.
Den omtalte mark ligger ved Vistoft på Djursland, og man kommer dertil ad en "bagvej", som de lokale ofte benytter, når de kører hjem med en måske lidt for høj promille.
Jeg vil på en snarlig cykeltur finde stedet, selv om der uden tvivl er vanvittigt bakket i området. Og jeg vil tilstræbe ikke at komme, mens der er gilde i omegnen. For så kunne jeg derved nemt komme på "Herrens mark".

En skændsel. Et eklatant brud på alle skrevne såvel som uskrevne regler vedrørende omgang med mindesmærker. En vederstyggelighed. Et mindesmærke er skændet.
Hør blot.
Da jeg i dag på min cykel (forstanderinden havde bortført vores eneste bil for at bruge penge) besluttede mig for at tilse det af 82 Kruse og undertegnede nyligt indviede mindesmærke på Langelandsgades Kaserne (se dagbog for fredag 30/4), mødte der mig et ubehageligt syn.
Nogen havde fjernet den fine plakette. Kun pinden stod tilbage. Inskriptionen på brættet med hundelorten var fjernet. Brættet var der, mens hundelorten lå, delt i to, 20-25 cm.derfra. Man må formode, at plakette såvel som inskription nu pryder en studentikos væg i Århus eller omegn.
Dette er endnu et klart udslag af det omsiggribende uvæsen, hvor intet længere er helligt. Selv mindesmærker af overordentlig betydning for vort land skændes og fjernes.
Her mener jeg, at politietaten bør gribe ind.

Dette billede er rent sukker for min nostalgi.
Det er fra 1952 og viser Silkeborg Sukkervarefabrik. Den lå i Chr. d. 8. vej 58 i Silkeborg.
Og nu kommer det næstbedste.
Her lavede man bolsjer, navnlig "Kongen af Danmark", de røde og søde bolsjer med den helt unikke smag. Jeg mindes den endnu, ligesom jeg mindes lugten, der var i gården, en vidunderlig lugt af bolsjer.
Og nu kommer det allerbedste.
I den fabrik arbejdede min onkel Henry (og gjorde det iøvrigt i mange år) som "bolsje-mager".
Tilfældigvis lå fabrikken lige nøjagtigt på min vej hjem fra skole, så det var godt at stikke hovedet indenfor og sige "goddag" (man sagde ikke "hej" dengang"). Denne hilsen blev altid mødt med et bolsje eller to - eller flere.
Onkel Henry var altid meget populær - og ikke kun på grund af bolsjerne, men de hjalp til.

Egentlig havde forstanderinden sagt, at hun selv vil tage ud og handle ind i dag. Men da jeg vågnede og følte mig ved godt mod, kom jeg til at sige, at hvis hun blot ventede ½ time, da ville jeg tage med. Tilsagnet blev accepteret.
Men så skal jeg da også lige love for, at der blev gennet på mig. Nu kunne alt kun gå for langsomt. Lynbesøg på badeværelse, morgenmaden slugt, tandbørstningen sjusket. Og til stadighed blev der gennet på mig, til trods for at jeg havde ½ time til min rådighed. Efter 18 minutter var jeg da klar. Og så fortsatte den vilde jagt.
4 supermarkeder og en planteskole stod på dagsordenen. Hård kost. I det sidst besøgte supermarked skulle vi blot købe "en enkelt ting". Den tog næsten ½ time og vejede 10 kilo.
Jeg ville hellere have været aprilsnar.

Blodet flød, da jeg i formiddags blev sendt ud i værkstedet for med egne hænder at fabrikere et af forstanderinden længe ønsket fuglehus - altså ikke til hende selv, men til nogle fugle, der måtte ønske at flytte ind. Træarbejde og undertegnede to ikke kompatible størrelser. Jeg måtte derfor hurtigt bede den søde dame om et solidt plaster på venstre lillefinger, som pludselig befandt sig mellem en skarp kant på arbejdesbordet og et stykke træ. Det gjorde nas.
Den meget observante vil konstatere, at blodsporet ses på forsiden af huset, lige over hullet.
Måske vil samme bemærke, at konstruktionen ikke er den fikseste, der er set i Studstrup. Men huset er solidt, og lejen er ikke stor - og ikke noget indskud. Samtidig opfyldes alle Dansk Ornitologisk Forenings bestemmelser for et fuglehus. Så "Lejernes LO" bliver ikke kontaktet af indflytterne.
Nu vil forstanderinden og undertegnede da tålmodigt sidde og afvente de første beboeres ankomst. Men da vi er lidt sent ude, kunne det være, at der først flytter nogen ind i 2013.

Dagen i dag var endnu en mærkedag. På den forhenværende kaserne på Langelandsgade i Århus indviede to gamle soldater fra 1960'erne et dobbelt mindesmærke for dere tid i den danske arme, nærmere betegnet Jyske Telegrafregiment. 16 måneder måtte de to, 82 Kruse og 63 Rasmussen, forsvare landet mod udenvælts fjender, men lykkeligvis for fjenderne var der ingen af dem, der angreb. De vidste jo, vi var der - og hvor hidsige vi kunne blive.
Efter med passende ord at have erklæret mindesmærkerne for indviet besigtigede de to hele arealet og fandt det temmelig meget ændret siden 1964.
Men se på den spændende billedreportage, som giver et stemningsindblik i højtideligheden.

Et lys er tændt forude for vi chokoladeelskere.
TV2 bringer i dag nyheden om, at chokoladespisere er de slankeste.
Man har i mange år vidst, at mørk chokolade er gavnligt for bl. a. blodtrykket. Men nu er det påvist, at der også er en sammenhæng mellem chokolade og en slank figur - vel at mærke på den positive måde. Studiet viser nemlig, at de mennesker, der spiser chokolade jævnligt, er slankere end de, der kun nyder den lækre spise en gang i mellem. Og når vi skriver jævnligt, så taler vi om flere gange om ugen. Undersøgelsen er foretaget blandt 1000 voksne mænd og kvinder mellem 20 og 85 år. Deltagerne blev vejet og målt og udspurgt om motions- og kostvaner - herunder, hvor ofte de spiser chokolade. Det gennemsnitlige svar lød på to gange om ugen, men de deltagere, der spiste chokolade hyppigere end gennemsnittet, viste sig at have en lavere BMI end de, der nød chokoladen de to gange om ugen eller sjældnere end det.

Som frygtet, men også en smule ventet, måtte plæneklipperen i dag trækkes af skuret og startes. Af uforklarlige årsager havde jeg glemt at rengøre den i efteråret, så jeg måtte køre rundt med en beskidt og græsbevokset plæneklipper. Nå, men det har jeg såmænd gjort de sidste 15 år, så jeg forvandt det hurtigt.
Hvad jeg imidlertid næsten ikke forvandt var, at jeg fik da så skrækkeligt ondt over lænden af al den slåen græs, en smerte, der kun tog til, og som uden tvivl havde sin oprindelige kilde i den kendsgerning, at forstanderinden udover plæneklipningen også havde bedte mig rengøre alle vore små 1.000 havemøbler, sådan vaskes og spules. Det gjorde jeg først.
Alt i alt var det for meget for den gamle ryg. Men jeg led i stilhed.
Da jeg så efter forstanderindens hjemkomst fra sit arbejde blev bebrejdet kvaliteten af rengøringsjobbet, måtte jeg gå i enrum og græde af skuffelse og smerte.

Jamen er det da ikke herligt? Lige nu er klokken omkring 15.30, og der er ifølge min fintfølende og genoplivede vejrstation 20,8 grader i skyggen her hos os. Det er ifølge DMI den varmeste martsdag i 14 år.
Dette gode vejr fejrede forstanderinden og hendes ærbødige underordnede, jeg selv, ved at få ordnet en del i haven, klippet, luget og revet.
Til min store skræk kunne jeg ikke undgå at bemærke, at græsplænen det sidste par dage er vokset meget. Så dersom vejrguderne vil, så regner det i morgen, og jeg bliver fri for at slå græs. Tørvejr vil betyde ud på plænen, gamle mand. Sidste år slog jeg græs første gang den 17/4 - tre uger senere end nu. Men jeg beklager mig ikke. Man skal ikke brokke sig over godt vejr - førend det bliver nødvendigt.

På denne solbeskinnede dag drog jeg afsted på cyklen. Det var for første gang i år uden de lange "Jens Lyner", det var uden den ellers obligatoriske tykke trøje, det var uden ørevarmere, og det var uden handsker. Man kan næsten sige, at jeg kørte ganske afklædt, hvilket i givet fald ville have vakt en vis opsigt på min færd -  ikke mindst på turen op og ned ad gågaden.
Nu ved jeg meget vel, at der blandt mine læsere er nogle paragrafryttere, som ganske forarges over, at jeg cykler i gågaden. De siger, at det må man ikke.
Til dem vil jeg sige, at der intet sted står noget om, at man ikke må cykle afklædt og uden tøj på i gågaden. Basta.

Kunne det være, at jeg ved hjælpsomme menneskers assistance er kommet lidt tættere på et svar på det eviggyldige spørgsmål: "Hvorfor er det et hjerte, der bruges som glughul i den gamle dasser"?
Leif citerer fra "Religion.dk": "Hjertet er et universelt symbol på livets centrum og for kærlighed". Han føjer selv til: "Med lidt god vilje kunne det..  "
Kirsten har fundet noget i "Biblioteksvagten" med henvisning til "Politikens Symbolleksikon". En person har spurgt: "På vores arbejdsplads har vi snakket om, hvorfor der er et hjerte på de gamle das-døre?" Der svares med en henvisning til bogen: "Hjertet er foruden at være så meget andet også et symbol på det hemmelige sted". "Biblioteksvagten" hælder til, at det er et rigtigt svar. Så måske?
Det glæder mig, at nogen fortsat søger. Bliv ved. Det gør jeg også.
Desværre må jeg føje til, at ovennævnte bog et andet sted skriver: "Hvorfor kighullet i skilderhuse og lokumsdøre er hjerteformede skal være usagt".
En anden har stillet spørgsmålet til "Dansk Folkemindesamling", som heller ikke kan svare.
Kom nu: Der er iblandt jer én, som kan finde det endegyldige svar.

Min søde viv - også kendt som forstanderinden - har fået en ide.
Hun påstår hårdnakket, at min hukommelse trænger til en opgradering. Jeg er ikke enig, for som med min hørelse, som er meget selektiv, så også min hukommelse. For eksempel kan jeg huske alle generalerne i Boerkrigen. Ganske vist kan det nu og da knibe med at huske, hvad jeg fik at spise til morgenmad. Men det skyldes, at generalerne er vigtigere end morgenmaden.
Hvorom alting er, har den søde dame hos en næringsdrivende indkøbt - og hold nu godt fast - "Tempeltræ".
Planen er, at jeg skal indtage 2 tabletter 2 gange daglig af dette løvfældende træ.
Den søde dame påstår, at ved indtagelsen af medikamentet vil antallet af ram i min hjerne vokse næsten uhyrligt. Hukommelsen kunne endog blive så god, at jeg ville huske at tage tabletterne.
Men jeg vil være forsigtig. Der kan være en skjult dagsorden. Jeg vil derfor medbringe pillerne til mit årlige tjek hos lægen i næste uge. Han må overbevise mig om, at jeg med sindsro kan indtage disse gingko bilobale piller, selv om jeg er skeptisk over for deres virkning. Jeg tror mere på en oplysning, der stod at læse i pressen for 3 dage siden, at tilstrækkelig søvn modvirker demens.

Det er yderst sjældent, jeg kan bebrejdes noget.
Det skyldes ikke mindst mit storsind, min høflighed, min imødekommenhed, min hukommelse, min begavelse, min venlighed, min opmærksomhed - og ikke mindst min beskedenhed. Jeg har ofte et stort besvær med at bekæmpe den.
Men jeg er ræd for, at nogen lige nu kunne  bebrejde mig - og det vist med rette. Jeg burde have meddelt mig noget før.
Midt i al "tumulten" over ankomsten af vores nye barnebarn Frederik har jeg ikke godt nok erindret, at i vores datters familie har man samtidig fået en hundehvalp, en dejlig lille og fræk West Highland White Terrier, en tæve, som lyder navnet Tapsie.
Som så mange andre terriere lider hun ikke af nogen form for beskedenhed. Hun har faktisk storhedsvanvid. Men sød er hun.
Og westies bærer ikke nag. De bider gerne dine bedste sko i stykker og bebrejder dig intet bagefter. Heldigvis har Tapsie ikke præsteret det endnu.
Jeg burde for nogle dage siden have gjort opmærksom på dens ankomst i familien.
Det var årets fejl. Som bekendt laver jeg kun én pr år.

Det er altså lidt ærgerligt, at min kondition er så ringe, at jeg kun kan holde til godt 2 timer på cyklen ad gangen. I dagens smukke vejr ville jeg gerne have cyklet både tidsmæssigt og kilometermæssigt længere. Men den går ikke. De gamle lemmer vil ikke rigtig komme i træning.
Jeg nåede dog at køre 41 km., men i beskedent tempo.
På trods af anstrengelserne nød jeg turen i fulde drag, alt imens jeg fik repeteret hele sangen om "Lille frække Frederik". Da jeg kørte hjemmefra var der et par linier, der var faldet ud af min hukommelse, men de dukkede op, mens jeg cyklede.
Og hvad kan vi så lære af det?
Cykling giver en bedre hukommelse. Husk det.
Lance Armstrong må have en hukommelse som en elefant.
PS: Endnu 2 billeder af søde Frederik har fundet vej til mit fotoarkiv. Klik her.

Endnu lidt "groggy" efter de to foregående dages festivitas ved den lille (frække) Frederiks fødsel blev jeg på hans 3. levedag gennet i haven.
Der skulle sættes kartofler. Det er blevet hverdag. Forstanderinden tror stærkt på, at alle glædelige begivenheder bør udmønte sig i hårdt fysisk arbejde. Jeg fattede derfor spaden og satte 26 kartofler. Det var hårdt for ryggen, men der var "ingen kære mor".
Den gode dame overværede hele "begravelsen".
26 stk. kom i jorden.
Nu starter så hele "gedemarkedet" på ny med at søge EU-tilskud. I år må det lykkes. Tredje gang er som bekendt lykkens gang.
Men endnu bedre: Frederik, mor og far trives godt på Randers Sygehus. De spiser og drikker, og navnlig én af dem ...... og ...... .
Den meget opmærksomme vil på forsiden have observeret, at der nu er 4 fotos af begivenheden i "Mit fotoarkiv". Klik her, hvis du skulle have overset det. Der kunne komme flere inden længe.

Det har været en god dag. For første gang så forstanderinden og jeg (farmor og farfar) vores ny familiemedlem, uden tvivl den kønneste dreng, der nogensinde er født på Randers Sygehus. Det var i hvert fald, hvad alle læger, jordmødre og sygeplejersker fortalte.
Jeg har fået lov at røbe, at han skal hedde Frederik.
Bare, vi nu kan få tiden til at gå, til vi skal se ham igen i morgen. Han er herlig.
Og så skulle jeg hilse fra de stolte forældre og sige, at de har det godt, omend lidt trætte.

Jeg burde lige nu skrive min dagbog af karsken bælg.

Da jeg var barn, fik jeg af mine forældre ofte at vide, at "Skovsvin" var nogle værre svin.
Vokset op med denne indstilling harmer det mig, at de stadig findes, og at de nu oven i købet er suppleret med "Landevejssvin", mennesker der smider så meget som muligt i vejgrøfterne.
En beboer i udkanten af Skødstrup har (med min store velsignelse) besluttet at slå et slag for "aflivning" af disse svin og har udstillet deres gerninger på en lang snor. Der er øl- og sodavandsdåser, plastikflasker, plastikhandsker, mælkekartoner og meget mere. Desuden et lille skilt, der skulle få svinene til at tænke over, hvad de gør.
Jeg kom tilfældigt cyklende forbi stedet dag og kunne ikke undlade at stoppe og fotografere.
Jeg kan ikke lide "skovsvin" og "landevejssvin". Gid deres sokker måtte krybe i vask.

Adolf Martin Emilius Jørgensen hed en dreng, der boede i Silkeborg omkring 1890.
I 1945 afsluttede han en håndskreven selvbiografi. I den fortæller han mangt og meget om sin fattige tilværelse i byen, bl. a. om en del år på fattiggården.
Inden da boede han i en meget lille lejlighed med mor, far og to søskende. Han fortæller om deres meget usle køkken uden håndvask og med et åbent ildsted til madlavning.
Også "dasset" beskrives. I et utæt skur i baggården stod det i al sin elendighed. I toiletbrættet var et stort og et lille hul, et til voksne og et til børn.
MEN nu kommer det, jeg gerne vil frem til. I døren var et hjerteformet hul, ikke beregnet til udluftning, for den var der nok af i det utætte skur, men til at andre kunne kigge ind for at se, om der var optaget.
SPØRGSMÅL: Hvorfor er huller i toiletdøre hjerteformet? Hvorfor er de "skilte", man nu om dage sætter op på døren for at markere, at her er toilettet ofte hjerteformet? Se billede. Hvorfor lige et hjerte?
Jeg har ikke kunnet finde ud af det, men måske nogen kan. I givet fald skriv i min postkasse (Klik her) eller send på e-mail gr@surfmail.dk.

Det går meget bedre. Min ellers dødsdømte vejrstation tog en dyb indånding og besluttede sig til at leve videre. Den vågnede pludelig op og fungerede med alt. Samtidig fandt jeg den længe eftersøgte brugsanvisning, så jeg nu har kunnet indstille alle funktioner, også den vigtigste med "Sol op og sol ned". Jeg kan derfor glad berette, at i dag stod solen op kl. 6:36 og vil gå ned 18:14. Det giver en dagslængde på 11 timer og 38 minutter.
Fornemmer du ikke som jeg, at man ikke kan leve uden sådanne informationer?
Og mere fra den glade fromt.
Storken er kommet til Danmark. En landmand i Karise på Stevns observerede den dejlige flyver i går morges. Han har på taget af sin lade bygget en rede, som er taget i brug, ligesom den allerede har spist sig mæt i en nærliggende eng.
Storken er ventet andre steder i landet. Den er især snarlig ventet i Hammel.
Jeg må forøvrigt skuffe med, at det slet ikke er rigtigt, at storken kommer med de små børn. Det passer ikke, det er bare noget, vi siger. For hvis det var rigtigt, så ville der jo ikke komme nye børn til her i landet mellem september og april. Og det gør der. Jeg er f. eks. født i november. Da er storken i Afrika, og jeg blev født i Skolegade i Silkeborg.
Så børnene må komme på en anden måde.

Forleden hørte jeg en kvinde omtalt som "en rigtig havgasse". Jeg har ofte hørt udtrykket og forstået det, men ikke været sikker på dets oprindelse - eller turdet anvende det i hjemligt regi.

Jeg har i 10-15 år haft stor glæde af en lille vejrstation, som jeg kan se fra min seng. Den giver gode og nyttige informationer om vejret, som det er lige nu (altså det, som meteorologerne er bedst til), temperaturer ude og inde, luftfugtighed, lufttryk m.m. 
Men den funktion, som jeg følger mest med i, er den, der viser tiden for solopgang og -nedgang, altså dagens længde. Det er så skønt her om foråret hver morgen at kunne følge med i, at dagene længes.
Men ak og ve. Maskinen er stoppet med at fungere og viser kun periodevis halve digitaler. Med andre ord. Den er ved at afgå ved døden, slidt op.
Jeg har derfor rådspurgt en god ved, som ved noget om sådanne maskiner, om indkøb af en ny, og han har rådgivet. Og det var da venligt.
MEN. Så tillader samme, nu måske tidligere ven, sig at spørge, hvad jeg skal bruge informationen om solopgang til, da jeg de fleste dage står op kl. 10.
Han havde ikke behøvet at spørge om det, vel?
Jeg svarede, sådan lidt studst, at så er jeg orienteret om, hvad jeg er gået glip af.
Det er jo på lægens ordre, at jeg giver mig selv en god, lang nattesøvn.

Jeg er modstander af social uretfærdighed. Stærk modstander. Og jeg tror, at det kun er få, der går ind for det. Skulle jeg træffe en af dem, vil jeg på det heftigste fortælle ham/hende, hvilket bæst han/hun er.

Da jeg blev født, var det 

Jeg har lidt ærgrelser af min postkasse anbragt ude ved vejen. I blæsevejr rokker den ganske kraftigt frem og tilbage og truer med at vælte. Jeg må have en samtale med producenten eller med den håbløse klovn, der støbte den fast. Halløj, det er da vist mig selv.
Under alle omstændigheder står den ikke ordentligt, og temperaturen skal ikke stige meget, inden jeg graver den op - og så ska' der s'gu blive støbt. Jeg sparede måske lidt på cementen ved første forsøg, havde ikke så meget.
Jeg har iøvrigt i TV og anden dagspresse kigget forgæves efter foreløbige evalueringer fra postvæsenets side om værdien af, at jeg i lighed med alle andre skulle investere og være entrepenør, for at landets få postbude kunne slippe nemmere om ved dagens dont. Jeg har intet set.
Derimod har jeg set, at ideen jo langt fra er ny. I USA har man brugt den i mange år - og gør det vist stadig. Se blot billedet, som er fra 1914.
Men hvorfor postbudet på billedet putter brevet i postkassen i stedet for at give det til modtageren, skal jeg ikke kunne svare på.

Jeg er blevet klippet i dag (se blot billede), med tvang. Min frisør, forstanderinden, hævdede, at det har jeg trængt til i nogen tid. Jeg var uenig.
Hårvasken fandt sted ind over håndvasken, hvorfor jeg måtte tilbringe en ganske lang tid kraftigt foroverbøjet, hårdt hvilende på det, jeg kaldte min brystkasse, men som den søde dame benævnte maven. Hun har det lidt svært med den menneskelige fysiognomi.
Under alle omstændigheder fremkaldte denne krumbøjede og ubehagelige stilling en vis stønnen (måske endog jamren) fra min side, hvilket fik forstanderinden til at give udtryk for, at et lille tryk på en brystkasse da vist ikke kunne forårsage en sådan støj.
Jeg valgte at gå til modangreb og nævnte muligheden af at skifte frisør til én, som undlod sarkastiske bemærkninger til sine kunder.
Det var dumt sagt. Nu risikerer jeg at skulle betale i dyre domme, næste gang jeg skal klippes. 
Måtte det komme sent.

Fra gode venner på Mols modtog jeg i går en avisnotits (Netavisen Syddjurs) med en god nyhed.
Muligvis indsættes fra førstkommende sommer en færgeforbindelse Århus-Skødshoved-Samsø.

Så kom da dagen, hvor alverden (i hvert fald her i landet) kunne gå på internettet (www.skat.dk) og aflæse skattebyrden for 2011.
Skylder man penge, eller har man nogen tilgode?
Jeg vovede mig forsigtigt derind tidligt i formiddags og håbede, at køen ville være så stor, at jeg ikke kunne komme til. Jeg bryder mig nemlig ikke ret meget om årsopgørelser af nogen art. De er altid negative. Hvor ofte har jeg ikke oplevet det?
Men der var desværre ingen kø.
Jeg bryder mig ej heller om skattevæsenet som sådan. Jeg er af den faste overbevisning, at jeg betaler alt for meget i skat. Pengene vælter ud af min konto og ind i finansloven og kommunekassen.
Og ganske rigtigt. Jeg har i løbet af 2011 indbetalt 134 kr. for meget (11 kr. pr måned), penge, man skylder mig. Det er ganske urimeligt, at man fra myndighedernes side ikke kan beregne en stakkels pensionist bedre. Jeg kalder det mangel på rettidig omhu.
Nu må jeg skrive til skatteministeren, at den ikke kan blive ved med at gå.
Om jeg vil ha' renter af de 134 kr.? Det kan du stole på.

Jeg afhentede forstanderinden fra hendes job og blev som så ofte før anmodet (i.e. beordret) til at køre omkring det supermarked, som hun kalder "Lille Føtex"  i Skæring. Det er stort, men en anelse mindre end en andet nærliggende Føtex i Egå.
Jeg bad om ikke at skulle "vade" med rundt i butikken. Jeg fik lov og kunne gå udenfor i det dejlige solskin. Og lige overfor "Lille Føtex" ligger "Skæringstenen", en såkaldt "vandresten".
Den er en sag på 86 tons, ca. 3 meter høj, 2 meter bred og 5 meter lang. Og den er gammel, en del ældre end selv jeg. Den startede sin tilværelse for 1 milliard år siden et sted i Sverige. Den har måske kedet sig derovre, thi for 15-20.000 år siden satte den sig i bevægelse, først sydpå, så nordvest på sammen med en hulens stor og tyk isbræ for så at stoppe i Skæring. Her blev den fundet i 1996 tæt ved, hvor den nu ligger, da boligforeningen Højbo gravede ud til nye boliger. 
Fascinerende, at den har været usynlig i 15-20.000 år - og at den er 1 000 000 000 år gammel. Holder sig fortræffeligt.

Jeg har ofte tænkt over dette: "Folk over 40 burde være døde!"

Jeg har det åbenbart med, at åbenbaringer kommer til mig, når jeg har brug for dem.
Da jeg i aftes gik i seng, ganske sønderknust på grund af min manglende evne til at reparere min trofaste og efterhånden formstøbte sofa og lå der næsten hulkende, var den der pludselig - ideen, åbenbaringen, sendt fra himlen. Halleluja.
Jeg vil ikke fortælle om den i detaljer, da tekniske beretninger altid keder, men blot afsløre, at en krydsfinerplade indgik i operationen.
Men nu er jeg atter klar til at fortsætte min tilværelse syngende og fløjtende. Thi på ny kunne jeg modtage ros fra forstanderinden.
Jeg kan godt blive helt bange for mig selv, når jeg gang på gang udfører tekniske mirakler affødt af slige åbenbaringer. Men de er hjerteligt velkommen.

Det måtte vel komme - før eller senere. Blot havde jeg ikke ventet det lige i dag.
Endnu beruset af mine tekniske succeser den 17/2 og 19/2 med TV og vaskemaskine kastede jeg mig ud i et endnu reparationsprojekt, der denne gang handlede om at isætte nye fjedre i vores sofa. Det er den sofa, hvori jeg tilbringer lidt tid, og som lidt efter lidt har taget form efter mig.
Forstanderinden hævder med stor overbevisning, at lige netop denne form skyldes slappe fjedre, som burde strammes op.
Jeg forsøgte mig med en løsning med nogle metalbånd, som skulle spændes tværs over lige under sædet.
Jeg tror stadig ideen er god, men evnerne næppe. I hvert fald måtte jeg opgive projektet til i morgen og håbe, at jeg i lighed med de to nævnte datoer vil få en åbenbaring fra oven, som gør, at jeg kan løse opgaven.
Det er en skuffet mand, som går i seng i aften. Måske græder han sig i søvn.

Jeg var gal på mig selv i dag, rigtig for alvor sur. Og årsagen var klassisk.

Jeg måtte i går i lighed med alle andre konstatere, at vores statsminister har kastet håndklædet i ringen og opgivet en anden ring, betalingsringen i København. Det er hun vist ked af.
Det har imidlertid ikke gjort mig ked af det i min udvikling af min betalingsring her i Studstrup.
Jeg har længe været utilfreds med den omsiggribende trafik i vores by. Somme tider har vi måttet opleve, at der inden for den samme halve time er kørt 3 biler ned ad vores vej. Det virker forstyrrende og øger forureningen. Jeg vil derfor fra næste måned indføre betalingsring i Studstrup.
Det vil ikke være vanskeligt at etablere den. Der er kun én indfaldsvej.
Jeg vil derfor på denne vej, lige ved fodboldbanen, rejse en lille bod og etablere en spærring med én af mine fire stiger over vejen. I boden vil forstanderinden sidde og opkræve 10 kr. pr. bil eller motorcykel.
Skulle en trafikant brokke sig, er hun den, der med sit faste blik og sin skarpe tunge vil stoppe ethvert tilløb til protest.
Nu kan jeg høre dig spørge: "Hvad skal pengene så bruges til?"
Svaret er enkelt. Der er et hul i kassen fra gårsdagens indkøbsorgie i vort naboland. Med opkrævningen af bom-pengene vil det være financieret krone til krone.

Det har været en god dag - navnlig når tages i betragtning, hvordan den kunne have været.

Jeg læste i en af dagens aviser, at vinteren er omme - slut med sne og frost.

Min gode ven og gamle soldaterkammerat 82 Kruse af Løgstør, som har sendt mig fotoet, abonnerer på "Nordjyske Stiftstidende", en avis, som naturligvis er ÅB-fikseret, hvad angår fodbold.
Alligevel kan avisen tilsyneladende godt se på ÅB med humoristiske øjne, hvilket afsløres af, at netop denne avis bragte billedet her til venstre. 
Som (ganske vist ikke særlig aktiv) AGF-tilhænger har jeg ikke noget imod, at der grines lidt ad ÅB.
Fotoet faldt derfor i god smag hos mig, men ville dog uden nogen tvivl have moret mig, uanset fra hvilken klub det var kommet.
Min interesse for hunde - og især apporterende hunde - er jo fortsat stor.
Velkommen i Dansk Retriever Klub, Kent Nielsen og Jeppe Curth.

Jeg vil gerne have mere indflydelse på folketingets beslutninger.
Faktisk vil jeg være enerådende.
Ingen ved siden af og ingen over mig.
Det første, jeg da ville vedtage med alle 179 stemmer mod 0, var, at enhver dansker på 71 år og derover skal have indsat på sin kvik-konto et beløb på 1 million kroner. Dog indføjes den klausul, at pengene skal bruges inden for et år.
Til gengæld vil de pågældende ikke få udbetalt børnepenge i samme periode.
Gennemførelsen af dette - efter min mening geniale tiltag - vil være den kick-start, som regeringen så højt ønsker sig for vores financielle situations skyld, og vil redde landets økonomi - og lidt af min.
Så, ved nærmere eftertanke tror jeg, at det skal være 2 millioner.

Jeg bandede fælt, da jeg i dag midt i mine skriverier blev kaldt til bryggerset. Forstanderinden ønskede min tilstedeværelse for at informere om, at vaskemaskinen ikke opførte sig, som den burde.Den stod bare der og brummede, og intet andet skete. Hurtigt fortsatte den gode dame med en meddelelse om, at det ikke kunne betale sig at reparere på den. Den er jo trods alt 5 år, og vi kunne bare købe en ny. 
Det vækkede på ny den lille tekniker i mig (se også 17/2). Hvad gør man ikke for at undgå en stor regning fra Wupti, Whiteaway eller andre hvidevare-firmaer? Grundende stod jeg foran maskinen, jeg drejede lidt på nogle knapper, slukkede og tændte, hvilket jo hjalp på TV'et i fredags. Stadig kun den brummende lyd.

Da vore børn var børn i 70'erne, sendtes i en periode på TV en serie ved navn "Omvendtslev", byen hvor alting var omvendt. Folk stod på hovedet og gik baglæns og var i det hele taget - omvendt.

Jeg bandede fælt, da jeg i dag blev kaldt til stuen for at indtage min frokost, som forstanderinden generøst havde tilberedt mig.
Jeg bandede ikke på grund af frokosten, men fordi den rare dame i samme åndedræt råbte, at fjernsynet ikke virkede. Der var lyd, men intet billede.
Det vækkede den lille tekniker i mig. Hvad gør man ikke for at undgå en stor regning fra TV-mekanikeren? Jeg bearbejdede alle de knapper, jeg kunne trykke på og de ledninger, jeg kunne rykke i. Intet resultat.
Jeg hentede vores lille TV og tilsluttede det. For katten da - det fungerede fint.
"Aha", tænkte den vise mand. "Det er skærmen, der er noget i vejen med og ikke boksen", hvilket jeg først troede. Jeg forsøgte igen med både det ene og andet. Ingen forandring.
SÅ KOM IDEEN - som en gave sendt fra oven: Sluk for strømmen til skærmen i et lille øjeblik og tænd igen.
OG WUPTI. Alt fungerede på ny.
Jeg fik ros fra forstanderinden, som benævnte mig "en rigtig dygtig mand". Højere ros fås ikke fra den side. Det har været en god dag.

Et besøg i dag i Silkeborg afstedkom en hyggelig frokost hos svoger og svigerinde. Jeg holder meget af frokoster.

Efter at have været på Facebook siden 26/1, altså i alt 3 uger, finder jeg det passende med en lille status.
Den første begynder-nysgerrighed er stille gået bort.
Men jeg er stadig glad for, at jeg tog skridtet.
Jeg har bl.a. stor glæde af at kunne komme nemt i forbindelse med tidligere kolleger og venner. Og især har jeg glæde af siden fra "Det gamle Silkeborg".
Jeg ved da meget vel, at der er temmelig meget ligegyldig snik-snak. Dog kan også det være hyggeligt. Men for mig er det primært billeder og de tekster, der følger med, jeg har jeg glæde af.
Nostalgisk? Ja, for pokker da. Spændende? Ja, for hulen da.
Når jeg ser disse gamle billeder, kan det forekomme, at der løber en lille, kold rislen ned ad ryggen af bare glæde ved gensynet - og minderne.
Som eksempel vises jeg et billede fra byens daværende "fine" tøjmagasin ved navn "Peter Jessen". Det svarede helt til Korsbæks "Damernes Magasin". Jeg husker, med hvilken ærefrygt man trådte ind i butikken. Og jeg husker den adstadige trappe som butikkens centrum. Jeg husker det bløde tæppe på den og duften af nylig rengøring og af nyt tøj. Hos "Peter Jessen" kom man ikke med snavsede fingre. Til gengæld kom man sjældent, for det var dyrt.
(Billede fra omkring 1950).

Så kom jeg endelig - efter at have brugt et par timer på at tø cyklen op - ud at cykle.
Jeg valgte en bjergetape imellem Studstrup og Skæring.
Naturligvis var jeg betænkelig ved at cykle på en så smal bjergsti. Det kunne være svært at holde balancen, og i hvert fald nervebelastende. Jeg var ikke vild med det.
Men endnu mere hadede jeg det, når der kom modgående trafik, eller nogen ville overhale.
Min næste tur bliver en flad etape.

Tøvejr i går. En smule lune i luften.
Vejrudsigten syntes at antyde, at jeg godt kunne komme afsted på cyklen i dag.
Men hvor kan man dog tage fejl.
Jeg kom ikke afsted.

Jeg gik tur i dag medbringende to glade hunde. For første gang i et par uger var temperaturen på plusgrader.
Både hunde og jeg nød turen.
Hjemkommet kiggede jeg lidt på nyhederne og opdagede til min store overraskelse, at nok er vi her i landet nu over 0 grader, men i Tunesien, ja i store dele af den nordlige del af Sahara, har det sneet.
Verdens vejr er da ved at gå amok.
Det skulle ikke undre mig, om den næste verdensmester i langrend på ski er tunesisk, og en nordmand bliver verdensmester i væddeløb for kameler.

Nu er jeg for alvor blevet indviet i SKYPE's vidunderligheder. Jeg har i dag foretaget ikke mindre end 3 opkald, og de lykkedes allesammen, iøvrigt til min store overraskelse.

Jeg var indtil i går lidt doven med mine "skriverier" om de husvildes forhold i Silkeborg i 40'erne og 50'erne. Ikke fordi jeg egentlig manglede lysten, men fordi jeg var gået i stå af en bestemt årsag.

På ny er min bil indlagt. Denne gang dog ikke til nogen akut behandling, men derimod en forebyggende.
Kort sagt, den er til undervognsbehandling.
Til en pris, som den næringsdrivende på Dinitrol-stationen kaldte latterlig lav, vil han pille en hel masse dele af bilen og grundigt indsmøre den i et tykt lag "et-eller-andet", som ifølge ham selv vil holde rusten så langt væk fra bilen, at selv vores campingvogn, der er parkeret 5 meter borte, vil være beskyttet. Se, det kalder jeg virkning.
Mange har spurgt, om det ikke er irriterende med den lugt, der er i bilen efter indsmøringen. Til det svarer jeg altid nej. Måske er det en bygningsfejl hos mig. Men jeg synes faktisk, at det dufter godt, ligesom jeg holder af lugten af asfalt. De to produkter er jo også fætter og kusine.

Jeg er kommet på SKYPE i dag - og det uden at vide bare det mest elementære om, hvad det egentlig er for noget, og ikke mindst hvad det indebærer. Selvfølgelig er jeg blevet fortalt, at det er en telefonforbindelse via computeren.

Ældste søn og jeg var så heldige i aftes at have meldt os til et foredrag i Hovedbiblioteket med forfatteren Tom Buk-Swienty. Han er kendt for bl. a. sine to bøger om krigen i 1864, "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als". Jeg har læst førstnævnte (se dagbog 6/1 2012) og skal snart igang med sidstnævnte.

Det nostalgiske optager mig meget for tiden godt hjulpet af facebook "FB Silkeborg som den var engang". Her kan jeg gense steder fra gamle dage og ditto venner og bekendte og "svælge" i fortiden.
Det giver ikke alene mindelser, men jeg gør også observationer - noget, jeg måske ikke har tænkt så meget over tidligere.
Lige nu er det hovedbeklædninger, der er spændende for mig. Det er dog et utal af bløde hatte, man ser på billeder fra dengang, dem med 3 buler, dem vi sang om i sangen "Min hat den har tre buler, tre buler har min hat". Næsten alle voksne synes at have båret den.
Hvad var det i tiden, der gjorde, at man som voksen skulle have noget på hovedet? Var det for at skjule håret? Var det for at have noget at løfte på, når man skulle hilse på andre? Var det, fordi "hår-hygiejnen" ikke var så god, som den er i dag? Eller?
Kig på billedet og bemærk de mange bløde hatte. Billedet er fra en fodboldlandskamp i 1941.

Jeg holder meget af julefrokoster, og jeg nød gårsdagens i fulde mængde.

Årets første julefrokost var i dag. Den fandt sted hos venner i Æbeltoft.
Som sædvanlig var det er hyggelig og munter affære, hvor jeg - også som sædvanlig - kom til at spise for meget. Så meget spiste jeg, at forstanderinden måtte overtage rattet på hjemturen, hvilket hun gjorde, fordi hun var overbevist om, at min kørsel ikke til fulde ville passe hende.
Hun har desuden læst, at forskning på området viser, at det oftere er mænd end kvinder, der står bag "upassende adfærd" i trafikken.
Af disse to årsager blev jeg henvist til passagersædet, og forstanderinden sad bag rattet på vores vej hjem.

Mobning er desværre et kendt tema. 

Du skal lægge godt mærke til vejret i morgen. Forklaring følger nedenunder.
Det er "Kyndelmisse", en fordanskning af "Candelarum misa" eller "Lysenes messe". I folkemunde oftest "Kjørmes Knud".
Den var engang dagen, hvor man indviede kirkens mange lys. Som kirke- og helligdag betyder den hos os ikke noget nu. Den kan dog markeres med en særlig "lysgudstjeneste".
Der er en mængde overtro forbundet med dagen, også hvad angår vejret. Hvis det i morgen stormer så kraftigt, at "18 kællinger ikke kan holde den 19. ved jorden", så vil foråret snart være på vej. Andre hævdede, at hvis de 18 kællinger havde alt det besvær, da ville kulden først slippe til påske.
En tommelfingerregel for bønder var, at de på denne dag skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage. For man sagde, at den 2. februar var halvdelen af vinteren gået.
Frugttræer skulle piskes med ris for at give en god høst. Rituelle pløjninger skulle sikre god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre hunger. Jo, det var en travl dag.
Når man havde klaret alle disse dele, holdt man gilde, ofte sammenskudsgilder med brændevin og dans til den lyse morgen. Det kunne blive en lang fest, for solen står ikke op før lidt i otte.
Ha' en god dag i morgen.

Datoen i dag er bemærkelsesværdig.
Der er 335 dage tilbage af året, og dagen er tiltaget med lige omkring 1½ time. Er det ikke herligt?
Tænk, kun 335 dage til nytårsaften og 328 til juleaften.
Det er også "Vigilius dag". Han var biskop i Trento og blev i lighed med de fleste af sine kolleger myrdet - og det kun fordi han blot ved sine bønner kunne vælte et stort afgudsbillede.
Bare jeg havde den evne, så ville IKEA ikke stå der ret længe.
Mere om denne dag:
Den er bemærkelsesværdig, fordi det i dag er 100 år siden verdens første søgående dieselmotorskib søsattes. Det skete fra B & W i København, og det fik navnet "M/S Selandia" og var med til at sætte dansk skibsbyggeri på verdenskortet.
Det er da godt gået af et så lille land.

Jeg er blevet beskyldt for landsforræderi. Og det af min kone. Og det på en høj og hellig søndag eftermiddag. Og det med et ganske stærkt ordvalg.
Som mange ved det, spillede det danske håndboldlandshold i går EM-finale mod Serbien. Jeg listede i god tid ind i min lille hule og skrev af hjertens lyst på min computer - og nød det meget. Men pludselig går døren op, og i den står forstanderinden med sin forstanderinde-mine på og spørger, om jeg synes, jeg kan være bekendt således at optræde som landsforræder ved ikke at se "Slaget i Beograd" og desuden at lade hende alene med den spændende kamp. Hun hævdede at have fået høj feber af bare spænding.
Nu har jeg lidt svært ved at se det spændende ved håndbold, men jeg luskede alligevel ind i stuen. Vel ankommet dertil blev jeg sat til at lave aftensmad (heldigvis kun noget, der skulle varmes), og da jeg synes, jeg ville være solidarisk med fruen, gik jeg et øjeblik ind i stuen og opdagede, at hun IKKE så håndbold. Hun havde sat kampen på "OPTAG", fordi hun ikke kunne holde spændingen ud. Da jeg var færdig med maden, var også kampen færdig. Jeg så aldrig bare et halvt minut af den. Hvorfor i alverden skulle jeg jages bort fra min computer? Kun for at lave aftensmad - er mit svar.
En del af definitionen på en "Forstanderinde" er "snedighed".

Det er nostalgi-tid.
Vores genbo kom i går med en række billeder fra vores "ungdom". Det vil sige fra 1990, da man kun var 50 år. Jeg kiggede mest på billederne, hvorpå jeg "medvirkede" og fandt to, som navnlig interesserede mig.
Og jeg kiggede grundigt og kunne nok se, at der er forskel på vægt og rumindhold fra dengang og til nu.
Men er det nu så meget?
Forstanderinden var ikke i tvivl. Hun fandt, at det var temmelig meget. Jeg vil undlade at gengive hendes kommentarer. Jeg har endnu de hvide shorts, men kan kun få dem på det ene ben - og kun til knæet.
Skam få den, der tænker ilde derom.

I gamle dage fandtes i min fødeby Silkeborg en årlig udgivelse af den nok mest læste bog i byen, årets "Skattebog". Man kunne købe den for 1-2 kr.

Engang imellem kan jeg ikke lade være med at læse et par "Fluer" af Storm P's. Og selv om der er gentagelser, morer jeg mig lige meget hver gang.

Jeg har måttet overgive mig. Efter flere års fornægtelser er jeg kommet på Facebook. Begrundelsen var, at min søde kusine Birgitte, som bor i Silkeborg, gjorde mig opmærksom på en spændende Facebook-side, der udelukkende handler om det gamle Silkeborg og ikke mindst om cricket, og sjovt nok er der mange kommentarer til min bog om Silkeborg Fattiggaard.

Man får ikke meget glæde af at se på vejrudsigterne for de nærmeste 6 dage. Lige med undtagelse af i morgen vil dagtemperaturerne ligge lige under frysepunktet, medens nattemperaturerne vil glide adskilligt under.

På denne min ældste søns fødselsdag havde jeg aftalt tid til en rutineundersøgelse hos min gode, men også lidt "pengeglade" tandlæge. Med vanlig grundighed gennemgik han "ruinhoben", og alt gik fint, til han kom til næstsidste tand, hvor han - efter flere gange at have sagt, at det jo gik fint - konstaterede, at her holdt festen. En tudsegammel blyplomb var revnet. Vi blev enige om, at det uden tvivl skyldtes metaltræthed. Jeg foreslog reparationen udskudt til engang næste år, men han mente ikke at kunne anbefale det. Derfor en ny tid først i marts, hvor jeg nok skal huske at have penge med, for jeg ved af bitter erfaring, at det vil koste kassen.
Heldigvis kunne forstanderinden og jeg bagefter nyde en hyggelig frokost hos fødselaren og hans egentlig efterhånden noget gravide kone.

Da jeg i morges vågnede og lå og planlagde min fremtid, fik jeg den ide at melde mig til noget frivilligt og uselvisk arbejde. Jeg har set, at vi alle opfordres til det.
Jeg har lyst til at hjælpe en gruppe mennesker, som har det svært, nogle, som føler sig isoleret og under pres. Kun sjældent er de i kontakt med deres omverden. Alt for nemt kommer det hele til at gå i skuddermudder for dem, hvorfor de bliver til grin. Navnlig har de svært ved at træffe relevante beslutninger.
Jeg ringede derfor til folketingets formand og tilbød at hjælpe hans medlemmer med nævnte problemer. Men han blev fornærmet - sådan rigtig tøsefornærmet - og truede med, at hvis jeg gik i pressen med mit forslag, da ville han kontakte kirkeministeren, som ville lyse mig i band på vegne af både Allah og Vorherre.
Altså et blankt afslag. Men jeg har stadig lyst til at gøre noget stort og rent. Så nu kontakter jeg den nærmeste zoologiske have og tilbyder at vaske en elefant.

Jeg har ved min seng et skønt "apparat". På det kan jeg hver morgen aflæse mange helt uundværlige oplysninger, dato, ugedag, klokkeslet, lufttryk, næste 12 timers vejrudsigt, solopgang, solnedgang, dagslængde, luftfugtighed inde og ude, temperatur inde og ude og de seneste 12 timers temperaturer og lufttryk aflæst hver 2. time.

Jeg parkerede mig selv i BILKAs cafeteria i dag, mens forstanderinden huserede med mit Dankort i butikken.

Forstanderinden er meget travl beskæftiget på arbejdsmarkedet i disse dage og har været det siden nytår. Hun drager afsted hver morgen i godt humør og kommer glad hjem.
Jeg er også glad, ikke midst for de dejlige penge, hun hver måned sætter ind på kontoen. Og jer er altid glad, når jeg ser hende tilbage om eftermiddagen.
Men, for der er et "men". Jeg er nok mindre glad for de arbejdssedler gældende for den pågældende dag, som hun efterlader på køkkenbordet, når hun om morgenen forlader matrikelnummeret. Hun gør det altid, inden jeg er helt færsdig med at stå op. Ofte er de en A4-side, men de kan - som i dag - være mindre, bare en lille gul lap.
Jeg studsede ganske meget, da jeg så dagens ordre.

Der er i dag 17 dage til jul, og 17 er et specielt tal for mig.

Jeg er vred, noget så forbistret vred for ikke at sige, at jeg er rasende gal.

Vore to hunde er glade for deres mad. De er også glade for at følge med i, hvad der foregår i køkkenet, hvorfor de pligtskyldigst tager opstilling ved køkkenbordet, når der er en aktivitet der. Jeg aner ikke, hvordan de har fået den vane, for det sker højst 2-3 gange pr. dag, at de har held med det.
I dag, da jeg gjorde klar til min morgenmad, stod de der igen. Men de havde lige fået deres store portion foder, så jeg sagde ordret til dem: "I kan godt glemme det. Der vanker ikke noget nu".
Den forstod de og forlod lokalet.
Det undrede mig meget, at de forstod ordet VANKER. Jeg ved nok selv, hvad det betyder. Men hvor kommer det fra?
Jeg måtte straks ty til mine etymologiske ordbøger, som kunne meddele mig, at ordet (naturligvis) stammer fra tysk og betyder: Vakle, svinge, vandre, flakke om, forekomme, tilbyde sig, falde af, være i vente, bydes på m.m.
Og dèr var den: "Der bydes ikke på noget nu".
Det er imponerende, at hundene forstår det gamle ord, navnlig da det kan betyde så meget forskelligt.
Men det bliver hul'me svært at forklare dem, hvorfra det stammer, selv om de er rasende velbegavet.

Vi har et par gode venner i Løgstør, den lille og venlige by ved Limfjorden, som just det sidste par dage har haft et forrygende stormvejr, det værste i mange år. Dertil kom en trussel om oversvømmelse. Det er nu ikke gået helt galt, hvilket nogle opringninger dertil har bekræftet. Og byen deroppe ved Limfjorden har netop gennem mere end ½ år været præget af et stort vejarbejde i forbindelse med fjernvarme.

Vi var uforberedte, forstanderinden og jeg, da vi i dag kørte forbi et sted tæt på Studstrup, hvor en flink mand sælger juletræer. Vi var uforberedte på den måde, at vi ikke havde planlagt indkøbet og derfor ikke medbragte penge nok.
Det viste sig imidlertid at blive en fordel. Thi da den rare mand så de to ældre mennesker, sultne, forkomne og indskrumpede, som de var, og stående dèr i deres sølle og lasede tøj, fattede han åbenbart medlidenhed med dem og solgte dem et træ, der ellers kostede 200 kr., til 170 kr.
Det var, hvad de to usle fattiglemmer kunne skrabe sammen ved at tømme deres respektive tegnebøger.
30 kr. tjent sådan bare 1-2-3. Det er godt at være fattig.
Vi bad fra starten, inden det pekuniære problem viste sig, om et slankt træ. Og som det kan ses på billedet, var det et sådant, vi fik. Særdeles slankt.
Nu har jeg blot mine store betænkeligheder med, hvordan vi får træet pyntet.
Det bliver ikke nemt at få noget hængt på grenene.

"Det er flovt", hævdede forstanderinden i dag. Jeg protesterede, så meget jeg turde og fastholdt, at det var nødvendigt for mit velbefindende, og at jeg ikke ville kunne gennemføre en helt almindelig dag, hvis det blev forhindret - hvilket hun vist har planer om. Uden det ville jeg ikke kunne leve op til hendes hårde og store krav om en indsats i og udenfor huset.

Jeg er meget glad for at synge og synger med af bedste evne i kirken eller ved andre lejligheder med fællessang - også gerne i lidt munter stemning.

Sindssyge er arveligt. Man kan få det fra sine børn.
Jeg er i hvert fald i risikogruppen, da jeg har to bindegale børn, som fortsat kan finde stor morskab i at komme klokken 8.15 og vække deres sødt slumrende far med voldsomme angreb på hans forsvarsløse krop. Han bliver kildet, rullet, skubbet, sunget for, rykket i benene og mange andre "morsomme" aktiviteter.
I dag  var deres opfindsomhed helt i top. De havde iført sig nissehuer. Det morede mig da vanvittigt at blive vækket af to splittertossede "arvinger" i nissehuer.
Må deres sokker krybe i vask!

I går aftes optog jeg den gamle film, "Genboerne" på min harddisk. Den blev sendt på DK4 i versionen fra 1939 med Carl Alstrup som løjtnanten.

Man skal lære at sortere blandt ens venner, måske skifte lidt ud nu og da.
En nu tidligere ven, som også var efter mig, da jeg kom til at cykle på gågaden i Århus med nogle uvenlige kommentarer i min brevkasse her på hjemmesiden, har sendt mig hosstående billeder.
Jeg opfatter dem af mange gode grunde som møntet på mig.
Man kan også sige, at jeg føler mig truffet.
Og så er hun ovenikøbet medvirkende årsag til min størrelse. Hun og hendes rare mand inviterede os forleden til frokost. Og jeg skal da ellers love for, at der blev dækket op med alskens herlige retter. Jeg er bange for, at jeg kom til at forgribe mig på dem. Det er nok det, der er faldet hende for brystet, og som er den egentlige årsag til, at hun har sendt de to billeder.
Må hendes sokker krybe i vask.

Det har ikke været nogen god dag, sådan alt i alt.
Jeg har været på jagt - og det var en god jagt. Men altså: Hør lige her:
Ved ankomsten til jagten måtte jeg konstatere, at jeg havde fået to højre-gummistøvler med.
Vi i de finere kredse har to par gummistøvler, og i farten kom jeg så til at medbringe halvdelen af hver. Det gav anledning til mangen en munter bemærkning fra hundevennerne. De nød åbenbart at se mig vade rundt hele dagen i to højre-støvler.
Om dette vil jeg gerne fortælle, at det skaver temmelig meget på venstre fods storetå at gå med en højre-støvle på venstre fod.
Og uheldene var ikke ude med det.
Under en vending på en skovvej bakkede jeg vores fine bil ind i et træ og ødelagde den bageste kofanger og den ene baglygte, ca. 15.000 kr.
Jeg har allerede anmeldt skaden hos mit forsikringsselskab. For at undgå selvrisikoen angav jeg træet som skyldig i uheldet.

Til oplysning for de sikkert få uvidende transmitterer TV for tiden VM i håndbold for kvinder. Det ser jeg temmelig meget af. Ikke fordi jeg vil det og slet ikke fordi jeg bryder mig om det. Men det gør forstanderinden.

Jeg har i dag bestilt tid til min bils indlæggelse på Toyota-hospitalet i Risskov som følge af den skade, jeg påførte den i lørdags. Overlægen, der tog imod, udtrykte ingen stor bekymring for operationen. Dog mente han, at indlæggelsen ville strække sig over 4 dage, da der skal en efterfølgende rekreation til, hvor stingene sætter sig, og malingen tørrer.

Jeg har heldigvis stadig kontakt med en god og rar tidligere kollega fra min gamle skole.

Det komplicerer min tilværelse, at min ryg udviser dårlig opførsel.
Når jeg efter en given anstrengelse har sat mig for at restituere, er det sikkert som amen i kirken, at jeg efterfølgende kun med stort besvær kan rejse mig op. Min ryg er ulydig.
Jeg klager ikke over smerter. Thi de er ikke slemme. Men der er over lænden i mellemtiden tilstødt en stor stivhed, der gør, at når jeg endelig er oppe at stå og skal bevæge mig, da kan jeg ikke rette mig selv ud.
Jeg må derfor benytte den kendte "pingvin-gang". Den består i, at man går temmelig foroverbøjet, kiggende ned i jorden, hænderne samlet eller spredt på ryggen, alt efter forgodtbefindende, og med små skridt. 
Og dèr går jeg så, pukkelrygget, med en facon som en bøjle.
Det ser sikkert ikke kønt ud, men er påkrævet. Og hele tiden bevæger jeg mig med angst for, at nogen vil fotografere mig. I så fald må jeg anmode om, at billedet bliver taget fra siden som antydet på fotoet ovenfor. For hvis det tages forfra, og det printes ud og skal i et fotoalbum, da kan det ikke lukkes.

Som følge af min ubetvingelige lyst til at rydde op (altid må jeg holde fast i mig selv for ikke at bruge hele dagen på det) stødte jeg i går på min samling af julemærker.

Jeg er imponeret.
Da jeg i morges ankom i køkkenet efter veloverståede afvaskninger, mødte der mig et imponerende syn. Hele køkkenbordet var fyldt med "ting og sager" til julemiddagen, og forstanderinden var igang med at stege to ænder i ovnen, alt imens hun lavede risengrød, gjorde flæskestegen klar, fodrede hunde, vaskede lidt op, smuttede mandler m.m.m.
Jeg er imponeret over husmødres evner til at overskue en situation som den. Jeg ville være løbet skrigende bort. Men hun stod blot smilende og rørte i gryderne, mens hun holdt øje med alt det andet.
Kære Husmødre! I er gode.
Modtag min største tak for jeres uegennyttige arbejde i køkkenet - især her op til jul.
PS: Mit bidrag i dag har været begrænset til sengeredning, støvsugning, borddækning, lidt oprydning og flytning af grill, så den er klar til gåsen i morgen. Ikke alverden, men min søde viv var alligevel glad for det.
Kan man andet end elske hende?

Vi fejrede i aftes julen her hos os med hele familien, 13 i alt. Vi to gamle var rigtig  glade for aftenen.

Årets uigenkaldelige sidste jagt var i dag.
Den var noget særligt af 3 grunde:
1) Den var årets sidste.
2) Den foregik i 11 graders varme - det er vi ikke vant til 2. juledag.
3) Jeg medbragte et helt par gummistøvler, en højre og en venstre, og ikke som forrige gang 2 halve par, 2 højrestøvler.

Dagen bragt mange gode oplevelser. Blandt andet apporterede min gode hund Sydney en speciel fasan, en kongefasan. Se billede.
Som det fremgår, er den noget større end almindelige fasaner, og så var dette eksemplar endda ikke af de største. Vi har set haler på næsten 1½ meter. Denne var blot omkring 1 meter.

Nu er sæsonen så ovre, og jeg vil sammen med hundene gå i vinterhi. Vi vil sove rigtigt længe om morgenen, hvis mine søde, små børn tillader det, og hvile ud og glæde os til næste jagtsæson, som åbner ca. 9 måneder fra nu.
Tænk venligt på os i morgen tidlig. Men blot ikke alt for tidligt. Vi vil nemlig alle tre sove til omkring kl. 10, og inden da ønsker vi ingen forstyrrelser.

Forstanderinden var ikke glad i formiddags.
Hendes falkeblik, der kan skære gennem stål, opfangede straks ved ankomsten i stuen nogle pletter på ét af hendes nypudsede vinduer.
Vi har en fortræffelig vinduespudser, som en gang om måneden - sidst var dagen før jul - velsigner os med sit nærvær og gør vore mange ruder rene.
Den gode forstanderinde var - lidt forsigtigt sagt - ikke tilfreds med de mange pletter og spurgte sådan bare ud i luften:
"Hvem mon har gjort det?"
Jeg følte fingeren pege på mig, men kunne ikke erindre at have været i nærheden af bemeldte rude, hvorfor jeg benægtede ethvert kendskab til pletterne.
Hun spurgte nok engang.
Jeg kom da just i tanke om, at jeg dagen før havde rengjort mine noksom omtalte gummistøvler og netop havde stået ved bordet, der ses gennem ruden for at rense omtalte fodtøj. Det må jo have sprøjtet.
Alt imens jeg flygtede gennem døren og langt ud i haven, tilstod jeg råbende min brøde.
I morgen skal jeg pudse mindst ét vindue.

Nå for hjulen da! Nu brænder det!
Jeg stiftede just i dag bekendtskab med, at bøderne til næste år vil hagle ned over vi stakkels cyklister. Som om, vi ikke lider nok endda. Hør blot:
Mobilsnak: 1.000 kr.
To personer på én cykel: 700 kr. til hver. Kørsel på fortov: 700 kr. Forkert placering i sving: 700 kr. Cykling i fodgængerfelt: 700 kr.
Mod færdselsretning: 1.000 kr. Over for rødt: 1.000 kr. Manglende tegn: 700 kr. Uden hænder på styret: 700 kr. Holde fast i andet køretøj: 700 kr. Uden lygte i lygtetid: 700 kr.
Defekte bremser: 700 kr. Det var ellers lidt af en remse. Såvidt jeg kan skønne, skylder jeg alene for sidste år i omegnen af 37.000 kr.
Alene den med mobiltelefonen ville have kostet mig mindst 20.000 kr.
Jeg bemærker med fryd, at der ikke gives nogen bøde for at cykle i en gågade!!!!!!!!!

Har du husket, at det er på tide at fastlægge dine nytårsforsætter? Hvis ikke - så skidt med det.

Det er ikke ret godt. Det er et nederlag.

På denne årets allersidste dag vil jeg gerne til alle mine læsere ønske et rigtig godt nytår med tak for jeres mange besøg på min hjemmeside i det forløbne år.
Jeg er stolt over, at der i 2011 i alt har været 115.918 klik på den.
Jeg vil fortfarende forsøge at gøre den læseværdig og ikke mindst lærerig, en del, jeg måske har svigtet en smule. Den gamle lærer kommer jo nu og da op i mig for at belære. Og da er han ikke til at stoppe, kan kværne løs i timevis. Og det er væsentlige ting, han underviser i.

Da jeg tidligt i morges - lige omkring klokken 12 - lå og overvejede at stige ud af min seng, tænkte jeg, at jeg skulle se at få sagt noget til forstanderinden, som i nogen tid har ligget mig på hjerte, og som passende kunne komme frem på denne den første dag i 2012. Jeg vil gerne slå nogle ting fast.

Først en tårevædet afsked med min bil, som jeg imorges kl. 8 lod indskrive på Toyota-hospitalet med henblik på en operation af den beskadigede natibus (lægeligt for "bagdel"). Det gjorde lidt ondt at køre derfra, og jeg fornemmede, at min gode bil var noget trykket ved at se mig køre bort, og det ovenikøbet  i et andet, lånt og helt nyt køretøj.

På denne den 3. dag i det nye år føler jeg lyst til at gøre opmærksom på, at året er et jubilæumsår (for mig). For nøjagtigt 1000 år siden udkæmpedes søslaget ved Svold.
Denne kendsgerning gjorde min historielærer i 3. klasse i underskolen en del ud af. Bl. a. lærte han os remsen: "Slaget ved Svold, 1012". Så sad årstallet fast til evig tid blot ved hjælp af et lille rim.
Han berettede også med stor fryd, at vi danske og nogle hjælpende svenskere ved samme lejlighed gav nordmændene et lag tæsk, som de aldrig er kommet over, og som de endnu hævner ved at ansætte sindssyge TV-kommentatorer ved Norges internationale sportskampe. De mennesker er totalt uudholdelige med deres råben og skrigen, når Norge endelig vinder.
10-12 år senere lod jeg mig indskrive på Th. Lang's lærde seminarium, hvor vores historielærer Keld Madsen, til daglig kaldet Agamemnon, råt og hensynsløst rev mig ud af min barnetro, da vi kom til samme emne.
Slaget ved Svold var slet ikke i 1012, men derimod i år 1000, måske endda nærmere 999.
Den var slem. Der røg det rim. Men det blev værre.
Slaget fandt ikke sted ved Svold, en lille, helt ukendt ø ved Rügen, men derimod i Øresund.
Den nye lærdom var svær at sluge. Hvordan synes du "Slaget i Øresund år 999" rimer?
Den er der ikke meget "bid" i. Men skidt. Vi vandt.

Store gensynsdag.

Jeg har i mange år haft lyst til at skrive en bog om krigen i 1864, men har altid været klar over, at den ville ligge langt uden for min formåen. Det har ærgret mig, men nu gør det ikke noget mere.

Ngl skrftsprg nvndr kk vklr, mn kn knsnntr. Dn mst pmrksmm vl hv bmrkt, t jg hllr kk gr dt.

Postvæsenet har hævet portoen og sænket service-niveauet. Nu skal alle postkasser ud til vejen, så postbudene ikke behøver at stå af cyklen eller scooteren. Vi arme brevmodtagere skal så ud i al slags vejr for at få vores post.
Det har min gode ven og gamle soldaterkammerat, 571082 Kruse fra én af vore yderligtliggende, nordlige provinser, helt eksakt Løgstør, set en løsning på i sin hjemby og har sendt mig billedet til venstre.
Så kan den gode postkasseejer forblive i sin lune stue, åbne vinduet, trække i snoren, så postkassen hæves og uden at udsætte sig selv for storm, sne, slud, regn og andre vejrmæssige ubehageligheder tømme postkassen. De er smarte i Løgstør, ikke?
Jeg ville gerne have samme system, men døjer med, at vores postkasse står 20 meter fra huset. Jeg har dog hørt, om en mand, der har lavet et langt snoretræk fra et vindue og omkring 10 meter ud til fortovet. Han haler blot hele postkassen ind, tømmer den og trækker den ud på ny.

Jeg bruger i disse dage en del tid på at scanne gamle, sort/hvide billeder fra min barn- og ungdom og lægge dem ind i computeren. Det er et stort arbejde, for heldigvis har jeg en del billeder.
Men det tager ekstra tid, at jeg så ofte dvæler ved et billede og mindes omstændighederne, da det blev taget. Det er en lang tur ned ad "Memory Lane", men en absolut herlig tur.

I to dage, altså to hele dage, har forstanderinden været vanskelig at komme i kontakt med, bare sådan almindelig samtale. Jeg har forsøgt mig med min ellers uimodståelige charme. Ingen virkning. Stadig "fraværende". Jeg har forsøgt at vække opsigt med overraskende udtalelser, som for eksempel: "Blommetræet er sprunget ud" eller: "Jeg går lige til stranden og svømmer en tur". Ingen virkning.

Jeg er så heldig at være lykkelig gift med en dejlig kone. Og jeg synes selv, at jeg husker at skønne på det, ligesom jeg husker ofte at fortælle hende, at hun er en pragtfuld kvinde, som jeg elsker og ikke kunne undvære.
Således forberedt skal du høre om et ældre, vestjysk par, som jeg forleden fik fortalt om.
De to sidder en aften, som de så ofte gør det, og ser TV. Tavsheden er larmende.
Pludselig bryder konen den.
"Ælskæ' do' mæ'?"
"Ja".
"Hvåfå' sæje' do'et så ålle?
"A hår så'et jæn gång. Å sku'et blyw no'n ændring, ska a nok sæj te".

Kender du en lille vej i udkanten af Lystrup? Sikkert ikke og sikkert heller ikke, når jeg fortæller, at den hedder Høvej.
Hvis du er ude på din cykel, så lad være med at køre ad den i nordvestlig retning, og da slet ikke, hvis du gerne vil se solen stå op endnu engang. Jeg gjorde det.
På billedet til venstre kan du se, hvad den mest af alt minder om. Blot er der knapt så mange huse langs den, og ej heller er der sporvogne.
Den vej havde så nær slået mig ihjel, ikke mindst da jeg vidste, at jeg havde endnu 20-25 km. at tilbagelægge, inden jeg var hjemme.
Jamen, for katten da osse. Uha-da-da. Den var styg.
På vejen op ad denne "lille" forhindring observerede jeg et ældre ægtepar på deres eftermiddagstravetur. De gik i samme retning, som jeg cyklede. Jeg havde det allerstørste besvær med at overhale dem.
Hvordan kan et gammelt fjols (undertegnede) planlægge en rute, der går via Høvej - så tidligt på året?
Jeg lader svaret hænge i luften.

Pilen på min badevægt stoppede ved X (X er et temmelig højt tal).
Den tog 20 minutter om at nå dertil, og hele vejen op holdt jeg vejret. Af det kan man lære, at overvægt er livsfarlig. Man kan dø af iltmangel.
Jeg havde gerne set pilen stoppe ved Y (Y er altså mindre end X), hvilket ikke ville have givet mig åndenød. Men det er så svært for mig at nå ned på Y, idet forstanderinden i sin indkøbsrus fortfarende hjembringer kager til aftenteen.
Og tidens trend er jo, at man ikke må bortkaste madvarer.
Jeg er således fanget i en fælde i mit forsøg på at nedbringe forskellen mellem X og Y.
Livet er vanskeligt.