Gunnar Rasmussens Hjemmeside

Jeg er lige vågnet. Nej, nej. Nu rolig. Jeg har været oppe siden kl. 9.30.

Nej, jeg har just nuppet mig en "morfar" på en timestid siddende i min formstøbte sofa, mens TV'et viste engelsk fodbold.

En sådan blund virker underligt på mig. Jeg vågner og er i dårligt humør, sådan sur og utilfreds med det hele. Hvorfor ved jeg ikke. Men det sker hver gang, når jeg blunder lidt. Der skal lige gå et par minutter, inden jeg konstaterer, at alt er, som det var, da jeg faldt i søvn, og der vist ikke er nogen grund til surheden. Og så vender det gode humør heldigvis tilbage.

Måske er det derfor, jeg så sjældent nupper en "morfar". Jeg holder mest af at være i godt humør.

Jeg må konstatere, at de bønner, jeg i går bad jer bede om at få dårligt vejr i dag, ikke var kraftige og velmente nok. Jeg måtte i haven. Vejret var udmærket.

Men pyt. Jeg blev færdig med et trin i projektet. Nu er beddet i forhaven klar til, at jeg kan så græs. Dermed vil en tung byrde være faldet fra mine skuldre, og jeg kan glæde mig over, at der ikke længere skal luges og beskæres lige der. Jeg er ikke vild med at luge og beskære.

Fra nu vil min Formel 1-græsslåmaskine klare det hele.

Det er en god dag.

Besøg på Silkeborg Kirkegård ved mine forældres og søster grave.

Hyggelig frokost hos familie i samme by.

Afhentning af hund i pasning hos søn og svigerdatter (og Frederik).

Jo, der er fut i fejemøjet her hos de gamle i Studstrup. Der er hele tiden noget at se til.

I morgen skal forstanderinden på jobbet, og for mig står den på havearbejde, dersom vejrguderne er så åndssvage at bringe godt vejr. Jeg ser hellere regn og blæst.

Føj det lige ind i jeres aftenbøn.

Skulle du komme til Hanstholm, gør da dig selv den tjeneste at finde en lille undselig restaurant i havnens industrikvarter. Et under ingen omstændigheder billedskønt område. Den hedder "Det Gamle Røgeri". Det kan være en smule tricky at finde den. Men bare spørg. Alle kender den. Jeg var der i dag.

Menukortet er pænt stort. Men for mig er der aldrig tvivl. Jeg skal have Nr. 1: "Stjerneskud".

Ikke alene er den stor. Den er gennemført velsmagende med stegt og kogt rødspættefileter, laks, rejer. kaviar, sprød salat og en del mere.

Ingen andre steder - som jeg har besøgt - smager den bedre. Men husk at undlade at spise 5-6 timer, før du går ind. Så find en undskyldning for at tage til Hanstholm.

En eftermiddag med gode venner i den hyggelige, lille by Løgstør, en fortræffelig frokost, en lille travetur på havnen og hjem til en skøn is-dessert. Hvad mere kan man ønske sig af en eftermiddag i det begyndende efterår?

At vore to dejlige venner samtidig er vildt glade for vores medbragte hund, Sydney, gjorde kun oplevelsen endnu bedre.

Det var en god dag.

Det er godt at have venner.

Næsten et døgn forsinket med mandagens dagbog skal jeg forklare, at jeg først nu tirsdag formiddag kl. 11.10 har fået forbindelse til internettet. Det er utilfredsstillende og beklageligt, men jeg kan ikke gøre noget ved det Alle forbindelser her på campingpladsen i Løgstør var brudt ned.

Campingfatter var meget ked af det og kæmpede en kamp, som han først vandt lige nu.

Oplevelserne i går var mange, men lad mig nævne en god oplevelse på "Restaurant Hos Tetzlaff". God mad og en fremragenede Cola til.

Jeg måtte til værten beklage, at han har nedlagt sin pølsevogn på havnen. Han påstod, at den ikke kunne løbe rundt. Men det er svært at forestille sig en havn uden en pølsevogn.

Jeg lovede at overveje, om jeg ville overtage jobbet sammen med min gamle soldaterkammerat, 82 Kruse, der som beboer i byen endnu mere beklager pølsevognes exit.

I 24 timer har vi haft glæden af at passe yngste barnebarn Frederik (2½ år).

Det er altid en stor oplevelse, for man skal lede længe efter en kærligere, gladere, sødere og livligere dreng, som altid er med på at gå en tur, især til stranden, og gerne på et køretøj af en eller anden art. I dag fik han også en pæn lang tur på trillebør.

Han kræver ikke den store underholdning, lege gerne alene, men er glad når nogen vil gøre noget med ham. Og her i huset gør vi meget gerne noget med ham.

Vi forkæler ham naturligvis ikke, den skønne knægt - i hvert fald ikke mens han sover.

Når det kniber for den gamle mand at slå græs på grund af en smertende hofte, er det godt, han har en værdig afløser, forstanderinden.

I de mange år, vi nu har boet her, kan det tælles på én hånd, hvor mange gange den søde dame har slået græsset. Kun rimeligt. Men inden for de seneste tre uger har hun gjort det 3 gange. Hun er bare så sej, at jeg ikke ville undlade at fotografere hændelsen.

Hvad skulle jeg have gjort uden hende?

Til gengæld kunne jeg færdiggøre arbejdet i forhaven med at nedlægge et bed og gøre det klart til at få sået græs. Kæft, vi har det dejligt.

Projekt "Rundt om Vinterhaven" er færdigt. Det har taget 3 måneder.

1½ tons granitsten er lagt på. De fleste af datter Annette. Resten klarede forstanderinden og jeg i dag. Vi fyldte og tømte en trailerfuld købt i vort lokale byggemarked. Det gav sved på panden. Havde Ældresagen haft kendskab til opgaven, var der blevet grebet ind.

Men skidt. Vi er glade for resultatet.

De krukker, der ses på billedet, er kun midlertidige. Bare vent, til nye, flotte og mere ensartede bliver sat der til foråret. Da vil granitstenene også være sorte og skinende.

Bedst af alt. Nu er der et stort bed mindre at holde ved lige med lugning og plantning. Det var den oprindelige årsag til ændringen. Længe leve dovenskaben.

Endnu en dag, hvor taksigelserne skal flyde til et af vore to børn, Annette.

Kig lige på posen. Den indeholder 1 ton granitskærver. Den stod der stadig ubrudt, da jeg cyklede ud.

Kig dernæst på stykket omkring vinterhaven, nu tildækket med skærverne. Sådan så det ud, da jeg kom hjem.

Alt dette takket være Annette, en trillebør og en skovl.

Hun er bare sej. Øj, hvor hun minder om sin far, hvad angår fysiske udfoldelser.

Jeg har tilbragt det meste af dagen med søn Peter. Og det er både godt og skidt.

Det gode er, at han malede for os, gravede for os, reparerede vinduer for os, flyttede 1½ tons brosten for os og i det hele taget var behjælpelig med stort og småt. For et par dage siden var det datter Annette, der hjalp rigtig meget til med havearbejde.

Det er godt at have hjælpsomme børn. Det varmer og glæder de gamle forældre.

MEN. For der er et men.

Behøver jeg af den grund at finde mig i på det voldsomste at blive vækket af én af dem på nøjagtig samme måde, uanset hvem af dem der er tale om?

I dag var det Peter, som sneg sig ind i soveværelset klokken 9 og med råb og skrig og skinger sangstemme vækkede mig ved - udover det lydlige - at ruske i mig og skubbe mig rundt i sengen. Det gør ondt, og det runger i ørerne, en ubehagelig måde at blive vækket på. De kalder det "lege med far".

Jeg har et par møgunger.

Det er en stor dag. Miraklet er sket. Jeg har smidt krykkerne.

Min højre fod reagerer nu, næsten som den plejer. Den er lidt øm, men behøver ikke krykker.

Heldigvis kom jeg ikke til at bruge dem mere end et par gange.

Nu mangler jeg så blot at få alle de andre ømme punkter til at forsvinde.

Men hvor skal jeg begynde?

Der er jo lige lidt der i hoften det i håndleddet og det i knæet. Måske mirakelvand fra de hellige kilder ved Lourdes kunne hjælpe. Men jeg prøver nu først med Panodil.

En ny omlægning i haven er undervejs. Plantebeddet i forhaven nedlægges. Der skal sås græs, så vi to gamle lettere kan holde haven selv.

At nedlægge et bed kræver kræfter, som forstanderinden og jeg ikke har for mange af. Derfor var det herligt, at vi i går fik hjælp af familien, og i dag var det en mangeårig genbo, der tog et ordentligt nap.

Nu mangler blot at få fjernet 1½ tons brosten og får jorden planeret. Så går sædemanden i gang med at strø græsfrø.

Det er godt at have noget at se til, om ikke andet så at se på, når familie og genbo går i gang.

På utallige opfordringer har jeg fundet det passende allerede i dag at løfte sløret for gårsdagens uartigheder. De, som forventer et eller andet slibrigt, må jeg skuffe.

Nej, jeg udviste civil ulydighed.

Forstanderinden og jeg kørte til genbrugspladsen med en tæt pakket bil. Den ene klare plastiksæk oven i den anden. Da vi ankom og påbegyndte aflæsningen, stillede en ung fløs af en tilsynsmand sig op og sagde ordret: "Det der kan I godt køre hjem med igen". Årsag: Det skulle sorteres i pap, papir, plastik og et eller andet mere.

Jeg udstødte vilde protester - men til ingen nytte og begge blev vi så sure, at jeg sagde, at så ville vi køre til en anden genbrugsplads, hvilket vi gjorde og læssede alt af under overværelse af en anden tilsynsmand, som ikke sagde et ord.

Jeg ved meget vel, at der skal sorteres på genbrugspladsen. Men hvorfor i h...... skal vi så ikke herhjemme? Her kommes alt i samme pose. Og jeg garanterer, at alt ender i samme brændeovn.

Var det ikke uartigt gjort af os?

Desværre har jeg i dag ikke meget tid til at skrive, kun at jeg i går var meget uartig.

Jeg vil uddybe en af de nærmeste dage.

Jeg måtte afsted på cyklen i dag på trods af dårligt lår og dårlig fod. Har ikke cyklet siden 23. august på grund af skader og sygdom.

Smerterne var ikke så slemme i formiddags, så jeg besluttede at køre en testtur.

Turen gik fint og blev på blot 43 km. Jeg mærkede intet til hverken lår eller fod. Havde det fint hele vejen. Men da jeg steg af cyklen herhjemme. mærkede jeg rigeligt til begge + en hele del andre steder.

Kort og godt. Jeg er ude af træning, og det skal der gøres noget ved.

Også forstanderinden har været aktiv i dag. Cyklede fra lægehuset og hjem - og slog græs bagefter. Sejt.

Ingen forestiller sig vel, at de engang skulle få brug for et sæt krykker. Ej heller jeg.

Men nu har jeg.

Smerter i højre fod, som startede i tirsdags, gør det nødvendigt for at aflaste den stakkels fod med et par af slagsen. Derfor jeg for et passende beløb har lejet et par.

Jeg håber, at en uges leje vil være tilstrækkelig. Dels er det besværligt, og dels er min gangart ubeskrivelig. Skal man flytte højre ben samtidig med højre krykke eller omvendt?

Det vil jeg bruge nogle dage til at blive klar over. Lige nu er det spurv i tranedans. Lige nu ser det mere end komisk ud.

PS: Jeg har det allerede bedre i dag end i går.

PPS: Ingen dårlige vittigheder om "krykhusar" og lignende.

Jeg blev vred i formiddags.

Sammen med yngste barnebarn Frederik var jeg ved stranden i Studstrup og legede "smide sten i vandet", en leg, der morer os begge meget. Vi, men især Frederik, er utrættelige.

Efter ganske lang tid får jeg øje på noget hvidt, der skyller rund i bølgerne ved strandkanten. Jeg troede, det var en presenning, men et nærmere kig viste, at det var rester af omkring 50 store fisk, hvor kun fileterne var skåret af. Resten lå i vandkanten og vil snart udsende en ubehagelig stank. Tror, det var torsk, store torsk.

Hvilke underbegavede mennesker vil efterlade et sådant griseri ved en badestrand?

Bare jeg vidste det.

Jeg sad og ventede i hospitalets ventesal i en lille timestid. Det bliver man normalt ikke klogere af. Men i dag var en undtagelse. Jeg brugte tiden på minutiøst at gennemlæse "Metro Express".

I den fandt jeg en artikel af Susanne Bjerrehus om demokrati og mangel på samme.

Ikke at jeg grundlæggende er enig med hende, men hun fik alligevel sidst i artiklen sat et godt punktum ved at skrive noget, som blev sagt af en tidligere verdensmand:

"Ved et valg er det ikke så vigtigt, hvem der stemmer. Det er mere vigtigt, hvem der tæller stemmerne op".

Må jeg tillade mig at stille spørgsmålet: Hvem sagde det?

(Svaret kan findes ved at klikke her)

Jeg må hermed stoppe den påbegyndte landsindsamling til hjælp til min guldkrone. De allerede indkomne beløb vil blive brugt til velgørenhed - min velgørenhed.

Mit besøg hos tandlægen var idyl.

1) Det tog ikke lang tid.

2) Det kostede sølle 412 kroner.

3) Det var en for mig ny og god tandlæge.

Jeg var til tårer over prisen. Havde forventet meget, meget mere, Og så får jeg ovenikøbet 60 kroner fra "Danmark". Lutter idyl.

Den nye tandlæge, en kvindelig en af slagsen, var en god oplevelse. Dygtig, rolig, rutineret og uendelig sød. Hun er min tandlæge fra nu.

Jeg er en glad mand - igen.

Uheld forfølger mig. I går var det utilpashed, som hindrede mig i at slå græsset.

Efter at have fået det bedre og spist min aftensmad satte jeg mig med en pose blød lakrids. Jeg tyggede meget forsigtigt og nød den søde lakridssmag.

Men pludselig var nydelsen forbi. En guldkrone valgte at slippe sit tag i en tand i overmunden. Jeg hørte den ramme en tand i undermunden. Føj for den. En løssluppen krone, som jeg dog heldigvis fik fat på, inden den sank i dybet.

Nu venter et tandlægebesøg. Lad så det være, hvad det er. Men regningen, kære venner. Regningen.

Må jeg i al beskedenhed foreslå en landsindsamling i lighed med mine til jordskælvsofre på Bornholm og oversvømmelsesofre i København. Mobil Pay er i orden.

Jeg behøvede medynk for en timestid siden.

Forstanderinden udviste virkelig medfølelse og bad mig mig midt under græsplæneklipning om at gå ind og lægge mig på min seng. Det er stort.

Problemet var, at jeg var sådan rigtig meget skidt tilpas, bleg, rystende hænder, opkastningsfornemmelser (blev dog ved fornemmelserne) og uden appetit. Sidstnævnte var jeg mest bekymret for.

Jeg forsøgte at se lidt TV, men det svømmede ud for mig. Sløret billede. Jeg slukkede.

Oooh, elendighed.

Men så efter 20 minutters ydeligere nød og elendighed - næsten som en nysen - fik jeg det bedre. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg satte mig, tændte TV'et og begyndte at se cykelløb. Det hjalp. Nu har jeg det meget bedre.

Længe leve Vueltaen. Den gav mig mit liv tilbage.

Jeg er så heldig at have en god kone, til daglig kaldt "Forstanderinden".

Men tro ikke, at det er sagt i nogen ond eller sarkastisk mening. Nej, det er i al fredsommelighed, fordi hun jo er bestemmende, men uden at skulle fremstå som en logrende hund har jeg ikke det mindste imod det. Hun er hensyntagende i alt, hun foretager sig.

Vi har stor morskab ud af at simulere skænderier og griner meget ad dem bagefter. Men vi er gode til at fortælle hinanden, hvor meget vi gensidigt skønner på hinanden.

Korrekt er det dog, at i beslutninger om mange forhold får hun ofte det sidste ord, efter at vi har snakket om opgaven. Men det er, fordi hun altid træffer de rigtige beslutninger.

Forstanderinden er mere end god nok.

Jeg fik mit shopping-gen dyrket i dag. Det var ikke morsomt.

4-5 timer i nordtyske supermarkeder gjorde det onde ved mig. Jeg var så træt, at jeg end ikke kunne spise en hotter bagefter, kunne ikke engang drikke en hel Pepsi Max.

Men trætheden til trods gennemførte jeg og forsøgte at smile både undervejs og bagefter. Det blev til nogle grimasser, der med lidt god vilje kunne tolkes som et smil.

Men jeg vil ikke beklage mig for kraftigt, for vi hjembragte gode, billige og sunde madvarer og Pepsi Max'er, og vi fik en god og sund frokost.

Og forstanderinden har ikke noget imod en sådan tur, tværtimod.

Og det gør mig glad på trods af besværet og kedsomheden.

Skulpturen på billedet er "Martin med fløjten" ("Martin me æ fløjt"). Den står på et torv på Jernbanegade i Sønderborg. Ham der ved siden af er altså mig.

Martin (Jørgensen) blev født på fattiggården i Silkeborg i 1884. Han havde en ussel opvækst og udviklede sig til en voldelig, provokerende og småkriminel fyr, der røg ud og ind ad fængsler og fattiggårde over hele landet. Altid blev han returneret til Silkeborg.

Dette stod på til 1933, hvor han for sidste gang flygter fra byens fattiggård. Han drager til Sønderborg, hvor han totalt skifter adfærd. Han bliver venlig, næsten blid og meget hjælpsom. Folk kommer til at kende ham, fordi han meget ofte kører rundt i byens gader med sin trillebør og indsamler metal og andet affald, som han sælger. Samtidig hjælper han alle, som måtte have brug for det. Om sin hals havde han en fløjte, som han truttede i for at gøre opmærksom på, at han var der. Han blev en meget kendt og populær skikkelse i byen, især på grund af sin hjælpsomhed og venlighed. Sådan huskede man ham ikke i Silkeborg.

Martin døde i 1976, og i 2011 besluttede byen at rejse skulpturen af ham som et minde og en tak.

Rart, at der også rejses skulpturer af småfolk.

Vores meget søde datter, Annette har fødselsdag i dag.

Desværre har vi ikke kunnet fejre den med hende, men som sædvanlig har forstanderinden ringet op til fødselsdagsbarnet meget tidligt for med sin blide/skarpe stemme at afsynge fødselsdagssangen for hende: "I dag er det Annettes fødselsdag, hurra, hurra, hurra, hun sikkert sig en gave får ...osv osv".

Samme ritual gentager sig, hver gang et familiemedlem har fødselsdag, og jeg har dem alle mistænkt for at synes om det. I dag blandede jeg mig i fejringen og sang med af fuld hals, hvilket vist ikke fik kvaliteten til at stige.

Men pyt. Det er en god tradition.

Ganske vist er ingen undskyldning god nok, men jeg må forsøge mig.

På grund af udpræget travlhed og ganske megen transport har jeg først nu (kl. 22.45) haft tid til at sætte mig ob berette om dagens tildragelser,

Jeg kunne bruge forklaringen fra forleden om, at jeg på grund af glæde har måttet lukke dagbogen. Men den er kun en del af forklaringen. Glæden er stor, men det var travlheden også.

Så derfor, kære læsere, afvent morgendagens forhåbentlig mere indholdsrige dagbog.

Tak for en god dag til alle, jeg mødte og talte med i dag.

Den 18/8 forsøgte jeg mig med en indsamling til jordskælvsofre på Bornholm.
Indsamlingen var en katastrofe. Ikke bare én krone gik ind på kontoen, hvilket har betydet, at iskiosken i Gudhjem Havn har måttet lukke og ikke kan genopføres. En utålelig situation, selv om den har været lukket i 9 år.
Men nu må jeg bede jer komme til tasterne og indsende klækkelige beløb på bank.reg 1922, kto 234522456. Denne gang er det oversvømmelsesofrene i København, der trænger.
Jeg har tænkt mig, at pengene skal bruges til at hjælpe den taxachauffør, der nu i 2 dage har siddet i sin taxa, der er totalt under vand - lige bortset fra taxa-skiltet på taget, ud af sin bil.
Han må være våd og forkommen. Han har brug for hjælp. Jeres bidrag vil hjælpe ham.
Vær nu ikke så nærig som sidst. Vis, at der findes medfølelse.

Jeg holder af at overraske familie og venner. Men jeg skal tidligt op for at gøre det. I morges lykkedes det.

Til overraskelse for min gamle og uopslidelige soldaterkammerat udi Løgstør sendte jeg ham en e-mail, jeg skyldte ham, kl. 6.27.

Han skrev straks mig: "Har du tabt rundstykkekrummer i sengen, eller er det blevet sjovere at stå op?

Som sandt er, måtte jeg svare NEJ til første spørgsmål og JA til det sidste, men samtidig gøre opmærksom på, at selv om man er vågen, er man ikke nødvendigvis stået op - hvilket jeg heller ikke var.

Jeg lå blot og havde det pragtfuldt i min varme seng og glædede mig over livets mange tilsnigelser.

Stå op kl. 6.27? Det er ukristent. Det er slemt nok, at man er vågen.

Den 5. maj 1945 stod på mange butiksdøre: "LUKKET PÅ GRUND AF GLÆDE".

Af samme grund kan jeg i dag sige om min dagbog: "LUKKET PÅ GRUND AF GLÆDE".

Så sidder man her igen, Godt cykelløb på skærmen, den spanske Vuelta.

Efter min mening giver Vueltaen oftere bedre cykelløb end Tour de France. Så jeg sidder godt tilbagelænet og lader mig med stor glæde opvarte af forstanderinden. Den har lige stået på citron-halvmåne. Jeg er spændt på, hvad det næste bliver. En kop chokolade ville ikke være dårligt.

Nå, tilbage til cykelløbet.

Der er mere end 40 graders varme i det sydlige Spanien, ikke misundelsesværdigt. Jeg smagte jo lidt af mosten i juli, da jeg med jævne mellemrum besteg de jyske bjerge i temperaturer på omkring 35 grader.

Jeg beundrer rytterne for stor udholdenhed og teknisk, taktisk snilde. Jeg eeeelsker cykelløb.

Else var til syn hos lægen i forgårs. Det gik fint. Jeg var til syn på hospitalet i går. Det gik også fint.

Vores bil var til syn i dag. Det gik ligeledes fint.

Sidstnævnte syn kostede 490 kr.

Der var dog en enkelt lille skønhedsplet på bilsynet, idet den ene nummerpladelampe ikke virkede. Med hjælp fra svigersøn Kent blev fejlen dog hurtigt rettet. Udskiftning af lampen kostede i alt 160 kr. Synet hos lægen og på hospitalet og den medicin, jeg fik der, var gratis. Det er dyrere at holde bilen ved lige end en selv.

Så jeg må konstatere, at vi ikke lever i et totalt håbløst samfund.

Jeg har i dag ikke oplevet noget, jeg synes, jeg vil skrive om. Jeg er heller ikke helt oppe på mærkerne, så jeg vil begrænse mig til at sende en hilsen til jer alle og regner med at vende frygteligt tilbage.

Dagens største oplevelse var, at jeg stod op kl. 10.15 og fandt ud af, at man ikke kan skrive "KOSTALD" og "TESI" på "Word Feud".

Hvordan verden skal gå videre efter den oplevelse, er ikke godt at vide.

På gensyn i morgen.

Om jeg er stolt af min svigersøn Kent?

Ja, det kan du regne med. Han har lige gennemført en cykeltur på langs ad Pyrenæerne fra Biscayen til Middelhavet og klatret op ad mange af de berømte bjerge fra Touren, heriblandt Tourmalet, Col d'Aubisque, Col d'Aspin og Peyresurde. Ialt kørte han over 700 km. samt 12-13.000 højdemeter. Altsammen på 5 dage. Det er en præstation af meget høj klasse.

Han er bare god. Tillykke, svigersøn. Den gamle er stolt.

(Billede fra toppen af Col d'Aubisque).

"Byger, som går og kommer,

det er den danske sommer".

Sjældent har Thøger Larsens sang "Danmark nu blunder den lyse nat" været mere aktuel end i dag. 10 minutter mellem bygerne.

Og det ærgrer mig gevaldigt.

Her sidder jeg i min behagelige sofa og vil så gerne ud og grave og lægge fliser i forbindelse med mit store projekt med at lave beddet omkring vinterhaven færdigt.

Det har nu strakt sig over 2 måneder.

Men jeg gider ikke lægge fliser i regnvejr.

Fra min position i min formstøbte sofa kan jeg kigge på den lille sanddynge, som skal være flisernes underlag - når altså vejret tillader. Kattens også. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet. Hvordan kan man dog savne en dynge sand?

Jeg har inden for de seneste måneder cyklet ture på 70, 80, 90 og 100 km. og haft det fint med det.

I dag cyklede jeg sølle 37 km. og var nær omkommet af udmattelse. Kørte sammen med min bror.

Mine ben ville ikke, som jeg ville, selv om jeg blev ved med at bede dem om at holde kæft og lystre. Intet hjalp, heller ikke den kraftige modvind og de kolde regnbyger.

Det eneste, der holdt mig i gang, var min brors løfte om frokost, når vi kom til hans sommerhus ved Fuglsø. Derefter var planen, at jeg skulle cykle hjem. Det blev der ikke noget ud af. Jeg var helt færdig, havde ondt overalt. Han kørte mig i bil.

Det var en opmuntring, at vi på cykelturen kørte omkring Møllerup Gods, hvor jeg har tilbragt så mange dage på jagter siden 1976, og gik en tur i den smukke park. Vi kunne også krybe i ly i godsets hestestald, da en særlig lang og kraftig byge drog hen over os.

Føj for en cykeltur - og jubii for en frokost.

Jeg kører en del i bil i denne tid. I morges kørte jeg ind ad Grenåvej "kofanger ved kofanger".

Udtrykket fik mig til at tænker over, hvorfra mon dette ord, "kofanger", stammer. Jeg kunne i min vildeste fantasi ikke forestille mig, at det havde noget at gøre med at fange køer.

Med det har det.

I gamle dage indfangede cowboyen køerne med lasso siddende på en hest. Så kom bilen, og da sad han på køleren og kunne derfra kaste sin lasso. Så kom navnet, det er noget/nogen, ser sidder forrest på bilen - og fanger køer.

Men hvorfor mon amerikanerne så kalder den en "bumper"?

Det er yderst interessant, ik å?

Svaret på et spørgsmål har længe naget mig.

Hvad er forskellen på et stjerneskud og en stjernekaster?

Begge er de en god spise, som jeg gennem årene har fortæret en del af. Blot har jeg ikke vidst, om det var et "skud" eller en "kaster", jeg fik.

Nu mener jeg at have fundet svaret, takket værre Google og forstanderinden.

Et stjerneskud er 1 stegt og 1 dampet rødspættefilet på ristet brød, pyntet med rejer, kaviar, citron, agurk og dild.

En stjernekaster er det samme, blot med 2 stegte rødspættefileter. Bum.

Således informeret vil jeg fortsætte min tilværelse og med stor glæde fortære hvilkensomhelst af de to. På billedet er det vist nok et stjernekaster serveret på en restaurant på havnen i Hanstholm. Kasteren var rekordstor, og man kunne endda få en, der var større.

Velbekomme.

Kan på det kraftigste anbefales.

Det overraskede mig, da jeg i dag gik ind i vores lokale byggemarked og ville købe et par knækfliser, at den unge mand spurgte: "Hvad er en knækflise?"

Knækfliser fandtes ikke i firmaet, selv om jeg samme sted gennem årene har købt masser af dem.

Jeg ringede derpå til 2 andre byggemarkeder, som heller ikke havde dem. Først den fjerde sagde ja, så nu må jeg køre 50 km. for at få 2 knækfliser, som er alt jeg skal bruge. Så det må vente lidt.

Men hvad er det dog, der sker i vores verden? Den gode, gamle knækflise er ude eller på vej ud.

Er der dog intet, der er, som det var?

Jeg har flere gange tidligere givet udtryk for min begejstring for brunch, dette herlige måltid midt på formiddagen. Og naturligvis har jeg ikke først spist morgenmad. Det ville jo svare til at spise en ordentlig omgang grønlangkål, inden du sætter dig til et veldækket middagsbord.

I formiddags indbød vores søde datter til brunch. Øj, mand. det var godt. Se blot foto. Da jeg var færdig, var min appetit fuldstændig ødelagt.

Med ved bordet var også forstanderinden, børnebørn Katrine og Kristian, datter Annette, mens svigersøn Kent cykler rundt nede i Pyrenæerne. Han kunne uden tvivl godt have brugt en solid brunch til at dæmme op for energitabet i bjergene.

Jeg havde det godt, spiste godt og var i pragtfuldt selskab.

Der var jordskælv på Bornholm natten til lørdag, 2,6 på Richter-skalaen.

Ødelæggelserne var begrænsede, eller næsten ikke-eksisterende, udover at enkelte blev vækket af deres nattesøvn. Det værste var næsten, at enkelte gulve rystede.

Alligevel synes jeg, at vi ikke kan sidde problemerne overhørig.

Jeg har derfor foranstaltet en landsindsamling til jordskælvsofrene på øen.

Du bedes derfor indsætte et passende beløb på ikke under 500 kr. på Bank.reg 1922, kto 234522456.

Jeg vil derpå sørge for, at hver en øre bliver brugt på allerbedste vis.

På forhånd tak. Jeg glæder mig til, at pengene skal gøre nytte.

Jeg var heldig i dag. Mit store projekt med at fylde beddet omkring havestuen med granitsten, udvikler sig. Jeg er næsten færdig med at fjerne jord og planter. Mangler det sidste lille stykke, som blot skal jævnes.

Mit held bestod i, at jeg - efter at have taget et ordentligt nap med opgravning af tung jord og flytning af roser - måtte stoppe, helt udaset og øm. Ikke mere graven i dag. Min gamle krop stod af.

Jeg satte mig i sofaen i stuen, kiggede ud på beddet - og så, at det øsregnede.

Det var hyggeligt at spise frokost inde i stuen, mens jeg kiggede ud i det kraftige regnvejr, vidende, at opgaven er ved at være løst, sådan rent gravemæssigt. Skøøøønt.

Jeg cyklede i går gennem Mejlgade i Århus. De, som kender den, ved, at den er smal og meget trafikeret. Derfor er det ubehageligt at blive overhalet af en bil, hvilket jeg blev i går og nær var havnet liggende på fortovet.

Det fik mig til at tænke på et skilt, jeg så i det centrale London i april i år. Lige ved Big Ben.

Århus, som gerne kalder sig "Cyklisternes by", kunne lære noget her.

Jeg priser mig ofte lykkelig, fordi jeg ikke har skullet deltage i og været medansvarlig for indførelsen af den nye skolelov. Jeg ved, hvilket pres der har været på både ledelse og lærere.

Nu er den første uge gået, og en meget foreløbig evaluering synes at vise, at lærerne er gennemgående positive, hvilket både glæder og overrasker mig.

En enkelt lærer er især begejstret. Hans kone har forhen givet ham pligter i hjemmet, fordi han ikke havde så mange timer i skolen. Det slipper han nu for. Han skal jo være der til kl. 17.

Af det kan man lære, at det ikke er al forandring, der kun bringer ulykke med sig.

Der ligger kloge overvejelser bag indkøbet af "gevæksten" øverst på vores campingvogn, en såkaldt posemarkise.

På seneste tur med vognen, 14 dage i Lemvig i juli, enedes forstanderinden og jeg om, at NU skulle det være slut med opsætning af fortelt, med hundredevis af stænger, pløkker og barduner.

Vi er for gamle til det pjat. Det tog os næsten 4 timer at rejse det.

Så fra nu er det blot at rulle et tag ud med stængerne indbygget, sætte en enkelt side på, hamre et par pløkker i, og "forstuen" står klar. På en dårlig dag vil det tage os 15 minutter.

Kæft, jeg glæder mig til næste tur.

Jeg havde en god formiddag sammen med barnebarn Kristian, som stadig er sengeliggende efter sin rygoperation. Han vil naturligvis gerne have lidt selskab, mens mor og far er på jobbet.

I dag var jeg hos Kristian.

Kristian er computer-spil-entusiast. I mange år har jeg set ham spille, men hele tiden tænkt over, hvad spillene egentlig går ud på. Nu var lejligheden der. Jeg bad Kristian om at forklare mig det enkleste spil, han kender, og han skulle gå langsomt frem. Han valgte "Minecraft"

På allerbedste pædagogiske vis og med stor tålmodighed gennemgik han spillet, og jeg blev klogere og klogere og begyndte så småt at forstå, hvorfor man kan blive grebet af denne hobby.

Alt er på engelsk, så jeg forstår nu, hvorfor unge mennesker er så gode til engelsk, selv om jeg er stoppet med at undervise i det.

Jeg er en glad mand og en lettet ditto.
I 3 nætter har jeg måttet sove, uden at min elskede cykel stod på sin vanlige plads i værkstedet. Den har henslæbt en lidt trist tilværelse hos min cykeldoktor.
De bedste hukommelser vil vide, at jeg knækkede kæden i fredags. Og det skulle selvfølgelig ordnes. Jeg tog skridtet fuldt ud og fik skiftet det hele, kæde, bageste tandhjul og gearskifter.
Den meget venlige cykeldoktor gav mig et pristilbud, som jeg umuligt kunne sige nej til.
Så nu glæder jeg mig til næste cykeltur. Især glæder jeg mig til bakkerne, da det nye gear er lavere, end det jeg havde. Så nu er Alp d'Huez igen en mulighed.

Jeg er rystet.

Forstanderinden gik ind i et supermarked for at købe 1 kilo fars.

Hun kom lynhurtigt ud og fortalte med rystende stemme, at prisen var 40 kroner for 1 pund, og det beløb, havde hun ikke i sinde at betale.

Af selvsamme grund begav vi os da til et andet supermarked, og her var der andre priser.

35 kroner for 1 KILO. Gæt, hvor indkøbet skete.

Jo, vi to gamle oplever noget hver dag. Det holder os levende.

Jeg er i færd med et større entrepenørarbejde.

Rundt om vores vinterhave skal graves 6-7 cm. betonhårdt lerjord væk + beplantning. I alt 16 meter. Derefter skal der fyldes op med små granitsten.

Desværre forhindrer mit smertende lårben, at jeg flytter mere end 2-3 trillebørfulde jord ad gangen. Så kræves der en pause - som jeg nødtvunget tager. Godt, jeg ikke arbejder på akkord.

Jeg glæder mig meget, til granistenene skal hældes på. Det bliver flot - og så er jeg færdig. Skal vi sige ca. 1. september?

Eller deromkring.

Tilbage er så at få den opgravede jord kørt bort. Uhadada. Men jeg regner med, at en af jer kommer og ordner det.

Der er så mange ting, vi gerne vil have. Jeg nævner i flæng:
Posemarkise til campingvogn, nye fliser til terrasse, havebedet i forhaven fjernet og græs sået, en elektrisk cykel (til forstanderinden), vinterhaven malet, fliser i indkørsel omlagt, ferie i England, ny kæde og nyt gearskifte til min cykel, ny støvsuger.
Regner jeg det sammen i hårde kontanter, vil det blive omkring 45.000 kr.
Nogen, der har lyst til at give et lån?

Hos min dygtige og venlige cykelsmed i Hornslet fik jeg i går justeret gearskiftet på min cykel.

Det var derfor med stor glæde, jeg på dagens tur kunne konstatere, at det virkede perfekt. Jeg smilede, men jeg kørte derudad, alt imens jeg sang for mig selv: "Jeg er så glad for min cykel".

Men så slog Nemesis til. På en stejl bakke sydvest for Århus knækkede kæden. Der blev ej længere sunget, men bandet Jeg kan en del rigtig grimme ord.

Der stod jeg så, 33 km. fra mit ydmyge hjem.

Der var kun en udvej. Ringe til forstanderinden, som - omend ikke med begejstring - hentede stakkels mig. Heldigvis var den søde dame et stort smil, da vi mødtes.

Jeg er ikke vild med hvepse. Mon nogen er det?
Jeg synes, de er grimme og ondskabsfulde og ikke til at slippe af med.
Og så er de hævngerrige.
Først på sommeren sprøjtede jeg ind under vores tag med insektgift på et hvepsebo. Og fluks kom en særlig ondskabsfuld en af racen susende hen og stak mig på halsen.
Jeg ville jo bare slå den ihjel. Så hvorfor dog al den ballade?
Hvepseboet uddøde.
Men nu er de her igen - i milliontal. Ved et hvilketsomhelst udendørs bord med nogle mennesker omkring vil man se alle sidde og slå ud med armene. Hvis man ikke kendte årsagen, ville man tro, de havde spasmer.
Det synes som om, at hvepsene elsker at blive jaget væk, for de kommer hele tiden tilbage.
Kæft, den er grim, den der på billedet.

Jeg har gravet kartofler i dag. Det er der ikke noget nyt - men det er også usandt.

Barnebarn Cecilie gravede for mig.

Efter min usle mening er det en kunstart at grave kartofler. Greben/spaden skal i jorden det rette sted. Jorden skal vendes rigtigt, så ingen kartoffel glemmes i mulden, kartoflerne skal samles op, og jorden pænt glattes.

Denne kunstart lærte jeg af min far. Desværre har jeg ikke lært mine egne børn det, da de er lidt tungnemme, men nu har Cecilie lært det. Yderligere fordel er, at min ømme ryg bliver aflastet.

Kartoflerne spises i aften til en garanteret veltillavet ret, frembragt af forstanderinden.

Det er godt at være sulten.

Søn og svigerdatter, Peter og Anette er i disse dage værter for Toni, David, Emma og Matthew fra Surrey, England.

Toni og David er svigerdatter og David er søn til og af vore gamle engelske venner fra 1958.

Else og jeg finder det smukt, at næste generation har optaget venskabet i lighed med os.

I dag var vi alle på en sejltur på Gudenåen - ½ time op og ½ time hjem.

Men var det nu nødvendigt, at den længe savnede regn skulle komme under sidste halvdel af sejlturen? Nå, det betød ikke så meget. Turen er smuk under alle omstændigheder.

Billede viser de 4 engelske venner ventende på at stige ombord i havnen i Silkeborg.

Jeg hjælper nu og da andre mennesker med at oversætte fra dansk til engelsk eller omvendt (sjovt nok har ingen bedt mig om samme på tysk).
Jeg holder af disse opgaver, blot de ikke er hulens lange.
Jeg modtog én i går. "Oversæt venligst vedhæftede 3 sider". Det var overkommeligt, så jeg kastede mig ud i opgaven i eftermiddags.
Nu ligger landet sådan, at selv om jeg er rimelig til engelsk, så kan der i faglige skrifter, som det var i dag, være vanskeligt at formulere sig helt korrekt.
Derfor er jeg meget glad for, at søn og svigerdatter lige nu har besøg af vores gamle engelske venners søn og svigerdatter.
Og hvad var nærmere end at bede en af dem om at gennemlæse og rette?
Så denne gang vil jeg være forvisset om, at resultatet er godt. Lidt heldig er man vel altid.

Verdens goder er ulige fordelt.

Jeg har lige læst, at man i Vejle fik 20 mm. regn på 10 minutter. Svarer til 4-dobbelt skybrud. I Rødby har man haft det, der svarer til dobbelt skybrud.

Heldige asener. Her i Studstrup har vi fået sølle 2 mm. Vi føler os forbigået, snydt og udelukket fra goder, som tilfaldt andre dele af landet.

Dog kunne vi nemt undvære de kæmpehagl, der faldt i Roskilde.

Det er ikke godt.

Efter nu igennem flere uger at have kæmpet mod tårnhøje temperaturer og til stadighed håbet, at NU må det få en ende, er jeg slået helt ud af at høre, at temperaturer i morgen vil nå pænt over 30 grader.

Hvor skal jeg gemme mig for at finde et svalt sted? Forslag ønskes. Intet over 15 grader accepteres. Har nogen dog ikke et kølerum, hvor jeg kan sidde lige så stille med min iPhone og computer, så jeg dog ikke er totalt udelukket fra omverdenen.

Kom frisk med forslag. Jeg venter spændt.

Hedebølger er noget skidt.

Hvem sagde, det ville blive køligere i dag?
OK, vi fik 10 minutters regn - det var det.
Derfor havde jeg næsten skrottet planer om at få sat forstanderindens æbletræ i jorden. Jeg omtalte det den 23/8.
Men hvis træet skulle reddes, måtte det ned nu.

Derfor gravede jeg et ½ meter dybt hul. Det tog en lille time. Årsag: Beton-ler under græsset. Jeg måtte til sidste hælde vand i hullet og lade det stå et par timer. Så gik det nogenlunde. Men det kostede kræfter, af hvilke jeg heldigvis har mange. Blot er jeg ikke meget for at bruge dem.
Men nu står træet der. Se billedserie.
Blot mangler flisekanten rundt om hullet og små granitsten som dække. Det kommer, når jeg får mig hvilet efter dagens store anstrengelser og får sparet sammen til dem.

Jeg er glad i dag. Det er jeg heldigvis oftest.
Årsagen til dagens glæde er, at det går fint fremad med barnebarn Kristian og hans brækkede ryg.
Naturligvis er han stadig hæmmet. Der vil gå omkring 1 år, inden ryggen er i orden. Og naturligvis tager det tid at komme sig over en 4-5 timer lang operation. Den fandt sted i dag for en uge siden.
Men han har det godt, selv om han i en længere periode ikke må sidde (undtagen når han spiser), men kun må gå, stå og ligge. Det er svært for en ellers fysisk aktiv ung mand på 17 år.
Jeg er stadig vildt imponeret over hans evne til at tackle sin situation, og jeg er vildt glad for, at det ikke gik værre. Der skulle ikke have været meget mere uheld til, før det var gået helt galt.
Min ros skal sandelig også gå til Annette, hans mor, som har været der for ham døgnet rundt i 2 uger og fortsat er det. Vi har en god datter.
Billede: Kristian hjemme igen for 2 dage siden.

Jeg ajourførte ikke min dagbog i går, derved og fordi jeg var på en cykeltur.

Jeg mødtes med bror Kjeld I Randers, hvortil jeg kom i bil og han på cykel fra Rønde.

Han havde da kørt 40 km.

Derpå fulgtes vi ad de næste ca. 100 km., til vi nåede målet hos en fælles god vens sommerhus nord for Fjerritslev.

Det var hårdt, varm og langt, og jeg var gennemstegt - men meget stolt og glad, da jeg kunne stille cyklen fra mig.

Behøver jeg at sige, at vi havde modvind på hele turen?

Behøver jeg at sige, at vi havde en herlig aften med god mad og øl - og god snak?

Billede viser brormand og jeg umiddelbart efter ankomst.

Et spørgsmål:

Hvad er sådan cirka det tåbeligste, man kan foretage sig i disse dage mellem kl. 13 og 15?

Hva' ba'?

Svarene kan være mangfoldige, men lad mig give det rette svar: Slå græsplæne.

Derfor gik jeg i gang kl. 13.30 og afsluttede kl. 14.30. Da var alt, inkl. kantklipning, færdigt.

Det var jeg også.

Jeg for i bad og fik de mange svedperler vasket af, og frisk steg jeg ud af badet for blot at opdage, at sveden straks indfandt sig på ny.

Af dette kan man lære, at man ikke skal slå græs mellem kl. 13 og 15 under en hedebølge.

Jeg er fleksibel nok til om nødvendigt at ville sige mellem kl. 8 og 22.

I dag slutter Tour de France i Paris. Jeg har fulgt løbet hver eneste dag, siden det startede for 3 uger siden, og det har været et godt løb, mere underholdende, end det normalt er.

Årsagen er, at (desværre) udgik 2 af de største favoritter, Contador og Froome.

Så havde deres respektive hold ikke en enkelt at køre for, og kørerne kunne køre efter eget hoved.

Det var navnlig godt for det dansk-russiske hold, Tinkoff/Saxo.

Jeg har med glæde set 3 af deres stærke ryttere køre godt og vinde i alt 3 etaper og den plettede bjergtrøje.

Jeg har nydt det hele (blundet lidt ind imellem) og glæder mig meget til næste års Tour, hvor jeg vil forsøge at komme på Bjarnes hold og køre med. Det var tæt på i år. Aldrig før har jeg været i så god træning. Vive L'Tour.

Efter en god dag med god mad og drikke hos venner har jeg som følge af indtagelsen af for meget/mange af begge dele kun ét ord at sige:

SKÅL. Og så i seng.

Nu da det hele er endt godt, vil jeg gerne fortælle om et uheld for barnebarn Kristian.

For en uge siden brækkede han ryggen ved et uheld på en trampolin i Djurs Sommerland.

En ryghvirvel blev grimt beskadiget.

Efter rigtig mange smerter og ordrer om at ligge totalt stille døgnet rundt blev Kristian opereret i forgårs, en lang operation på mellem 4 og 5 timer.

Det gav til en start endnu stærkere smerter, som dog nu så småt aftager.

Overlægen, som opererede, er meget tilfreds med resultatet.

Kristian er nu begyndt genoptræningen og har i dag gået rundt med et gangstativ - ikke ret meget. Smerterne er stadig kraftige.

Hele vejen igennem har han været utrolig tapper og stærk - godt hjulpet af sin mor, som har været hos ham hvert sekund siden uheldet, dag og nat.

Morfar bukker i dyb beundring for de to.

(Billedet er 1 år gammelt. Af det fremgår, at Kristian er en stærk dreng. Det har hjulpet ham i hans nuværende situation).

Den officielle danske definition på en hedebølge er, at gennemsnittet af de højeste temperaturer over 3 dage skal overstige 28 grader.

Den officielle danske definition på en varmebølge er, at gennemsnittet af de højeste temperaturer over 3 dage skal overstige 25 grader.

Hvad kalder man så den nuværende situation, hvor temperaturerne er godt over 30 grader?

Jeg har et forslag: Lortebølge.

Forstanderinden har købt et æbletræ, ca. 2 meter højt - Elstar, hendes favoritæble.

Det er blevet mig pålagt at grave det ned i vores beton-hårde græsplæne, og frygtløst gik jeg i gang i formiddags.

Helt nøjagtigt fik jeg spaden stukket i jorden 6 gange, da jeg måtte opgive. Sveden løb af mig i stride strømme, og jeg følte et kraftigt ubehag ved varmen.

Jeg måtte derfor kontakte min arbejdsgiver, som heldigvis med stor forståelse tilgav, at jeg ikke kunne komme længere.

Måske skulle man forsøge sig i nattens løb, når temperaturen er dalet til 23-24 grader.

Varmen er led.

Det er med stor beklagelse, jeg må konstatere, at det lovede regnvej på fredag er blevet udsat til lørdag.

Jeg sagsøger DMI. Det kan ikke passe, man ikke kan gøre noget ved det.

Regnvejr plejer at være deres hovedkompetance.

Fyr hele bundtet og ansæt nogle grønlandske meteorologer i stedet.

Nøj, hvor jeg glæder mig til på fredag, helt usigeligt meget.

Min glæde skyldes et kig i vejrudsigten for de nærmeste 5 dage. Heraf fremgår med al ønskelig tydelighed, at vi fredag kan forvente et temperaturfald til 23-24 grader og - bedst af alt - 4 mm. regn.

Regn er sådan noget vådt noget, der falder ned fra oven, hvis altså nogen skulle have glemt det.

Jeg vil fejre regnens ankomst ved med blottet overkrop at danse en regndans i haven. Det bliver et syn for guder, men ej heller vil andre blive indbudt.

Superligaen (fodbold) er begyndt i går. Man skal lede forgæves efter et hold ved navn AGF.

Selv om fodbold ikke længere har min helt store interesse, så synes jeg, det er ærgerligt, at landets næststørste by ikke er repræsenteret, men må føre en mere beskeden tilværelse i næstbedste række.

For 5 år siden var jeg fast gæst på Århus Stadion til alle AGF's hjemmekampe. Det var en overgang spændende, men 2 nedrykninger fjernede spændingen.

Efter ansættelsen i år af Morten Wieghorst som træner mærker jeg dog trods alt en vis spænding ved situationen, så jeg kunne overveje igen at gøre mit indtog på banen.

Jeg vil uden tvivl blive budt hjertelig velkommen. Man må have savnet mig.

I dag var en lortedag for forstanderinden og jeg. Jeg har en dårlig omgangskreds.

Hvis nogen spurgte mig, hvad jeg lavede kl. 7.15, ville 100% af svarene lyde: "Du sov".

Men de 100% tager fejl.

Thi klokken 7.15 spillede jeg fodbold med yngste barnebarn ude på græsplænen. Den var ganske vist lidt våd, men det tog den unge mand sig ikke af. Det var lidt andet med den gamle.

Vi spillede 1. halvleg til ende og spiste morgenmad, hvorpå vi genoptog kampen i endnu 3 kvarter.

Dernæst gik turen til fodring af ænder i Universtetsparken, besøg hos den lille isbørn på Filtenborgs Plads, 1 times leg på legepladsen ved Marselisborg Slot og sluttelig inspektion af garderne udenfor slottet. En begivenhedsrig formiddag.

Altsammen fordi forstanderinden og jeg i 3 dage skal passe lille Frederik, mens mor og far er på en miniferie. Den måtte såmænd godt være lidt længere, selv om anstrengelserne ind imellem er store.

Der findes en sørgelig historie i vores have.

Den handler om radiser.

De blev sået for en månedstid siden og står nu og ligner noget, der aldrig bliver til noget.

Radisernes størrelse er som en sytråd, og der skal mere end almindelige væksthormoner til at få bare en radise på størrelse med en lille marmorkugle. Jeg har tænkt mig at klage til leverandøren af dette elendig produkt.

Her har man omhyggeligt sået og tyndet og anbragt se stakkels skabninger i havens bedste jord som naboer til kartoflerne.

Og hvad kommer ud af det?

Ikke andet end en flok sociale tabere.

Hunde må ikke bade ved strande, som har erhvervet sig det blå flag. Bum.

Ganske vist har jeg lidt svært ved at se logikken i loven, men vel. Nu er den vedtaget, og vi hundeejere vil rette os efter den.

Men der står i loven intet om mange andre dyrs ret til at bade ved strande med blåt flag.

Blandt andre er elefanter ikke nævnt, hvorfor et cirkus drog til stranden ved Karrebæksminde og gennemførte "Store badedag".

Er der nogen, der har indvendinger?

Jeg er spændt på, om nogen anmelder elefanternes badetur. Skulle ikke undre mig.

Jeg blev imponeret i dag, da jeg på vejen ved Hornslet så en ældre dame på omkring 65 år komme gående ved siden af sin cykel. Det, der imponerede, var, at cyklen var tæt pakket med tasker, og at der efter cyklen var en cykeltrailer læsset med et telt og meget mere.
Hun så ud til at være i tvivl om, hvilken vej, hun skulle, så jeg stoppede og tilbød min hjælp.
Damen viste sig at være tysk og havde cyklet fra grænsen, og målet i dag var Udbyhøj på Djursland. Hun blev meget glad, da jeg kunne fortælle om ruten dertil.
Desværre fik jeg ikke at vide, hvor længe hun havde været undervejs. Under alle omstændigheder må hun have kørt 250-300 km., da jeg mødte hende.
Imponerende.
Cykling holder dig ung.

Det er en tristhedens dag.

Her sidder man lige så stille og nyder i sin formstøbte sofa og det flotte cykelløb i Frankrig. Alt ånder fred og idyl, spiser lidt sen frokost, spiser en is, drikker lidt Pepsi Max og nyder i det hele taget livet.

Og så pludselig, ud af det blå, uden advarsel: Contador udgået af løbet, er styrtet, forsøgte at køre videre, men den gik ikke.

Da fik jeg lyst til at bande højlydt - og jeg er bange for, at jeg også gjorde det. Jeg brugte nogle ganske grimme ord, hvoraf "Satan og helvede" vist var de mildeste.

Og nu er der en tomhed i cykelløbet. Jeg har ingen løsning på problemet. Kun at jeg selv må cykle noget mere. Så skal jeg vise dem.

I dag er hviledag oven på 14 dages ferie og gårsdagens pakken ud og efterfølgende læggen på plads.

Hviledagen kommer passende også af flere grunde.

Om et øjeblik kommer 9. etape af Tour de France på TV, en bjergetape, som jeg vil følge nøje og med stor spænding Det bliver godt.

Cykelløb, kager, te og Pepsi Max. Hvad mere kan man bede om?

Og i aften VM-finale i fodbold mellem Tyskland og Argentina. Sætter mine penge på Tyskland.

Ovenikøbet øsregner det, så jeg kunne alligevel ikke komme i haven, som trænger til en kærlig hånd efter 2 ugers fravær.

Der er en velsignet dag. Og børn og børnebørn har det godt.

Min navnkundige evne til at udstå store smerter er på ny blevet sat på prøve.

På en cykeltur fik jeg pludselig et gok i panden, en kraftig humlebi stødte ind i mig. Det gjorde avs, men det er intet imod, da den valgte at klemme sig fast mellem mit brillestil og min tinding. Så skulle der stikkes - og jeg skal da love for, at det blev der. Øj, det gjorde nas.

Jeg hev og sled i stellet, indtil kræet faldt af og landede på cykelstien med et kraftigt bump.

Men uagtet smerterne fortsatte jeg min færd, indtil forstanderinden kunne ynke mig ved hjemkomsten. Hun roste mig meget for min tapperhed i en vanskelig stund. Det hjalp på de næsten uudholdelige smerter.

Og jeg, der som barn altid fik at vide, at humlebier ikke kan stikke. Det er løwn. De stikker.

Nu er det nok. Sluk for varmen, inden vi allesammen smelter.

Det er for varmt - alt for varmt. Mange i mine omgivelser elsker høje temperaturer og kan ikke få nok. Selv har jeg nok, når temperaturen er over 22 grader. Lige nu er den på 29 grader - ganske tropisk.

Jeg vil ikke påstå, at de høje temperaturer ødelægger min ferie, men 7 grader mindre ville være en velsignelse.

Og nede i Frankrig har Touren været plaget af regn og blæst. Jeg ville godt bytte. Jeg cykler alligevel næsten lige så meget som rytterne der.

Epokegørende viden:

Det vil overmåde meget glæde, at jeg kan fortælle, at dagens navn er "KNUD". Slet og ret. Ikke noget med Sankt "et eller andet", men blot og bare KNUD.

Og vi taler ikke om Knud Lundberg, Knud Kristensen eller Prins Knud.

Nej, naturligvis Knud den Hellige, som på denne dag i 1086 blev dræbt foran højalteret i Sankt Albani Kirke i Odense. Det var en flok uartige bønder, der udførte drabet. De var temmelig sure.

Knuds bror var en ejegod mand ved navn Erik. Han fik storebror helgenkåret i 1101.

Og således belært kan du fortsætte dagens dont.

Det burde have været 7-0, men blev 7-1.

Det brasilianske hold blev spillet så langt ud af banen, at spillerne skulle betale entre for at komme ind igen. En total nedsmeltning.

Jeg tror, det er umuligt for vi lidt kølige nordboere at forstå, hvordan den almindelige brasilianer føler i dag. For nogle kan man tale om, at hele livsgrundlaget er revet væk under dem. Der er i alvor tale om landesorg. Nogle aviser udkommer uden forsider. Andre bruger ord som skam, ydmygelse, fortabelse m.m.

Og i Brasilien er det ikke nok at sige: "Nå, pyt, det var jo bare en fodboldkamp". En fodboldkamp er i Brasilien mere end en fodboldkamp. Den er et stykke af livet.

Jeg er glad i dag, sådan glad i hele maven. Sådan jublende glad.

Jeg tror, det er trættende at høre på. Men min glæde kommer ofte i forbindelse med cykling.

Mine endorfiner tager styringen i krop og sjæl - og så bliver jeg kisteglad.

Længe leve mine endorfiner.

(Jeg cyklede 65 km. fra Lemvig til Søndervig).

Billede viser skulptur ved Søndervig.

I disse fodbolddage, hvor topprofessionelle dyster mod hinanden, foregår stadig handler klubberne i mellem.

Den mest kontroversielle spiller af dem alle, chileneren Luis Suarez, rygtes solgt til Barcelona for den fyrstelige sum af lige omkring 700 millioner kroner.

Tak for kaffe, siger jeg. 700.000.000 kroner for den kraftigt bidende fodboldspiller er lidt af en udgift. Man kunne forarges overprisen. Jeg har i hvert fald ikke råd.

Til den kommende lægeundersøgelse vil uden tvivl blive fastslået, at tandsættet er stærkt og sundt.

Jeg bryder mig ikke om at vågne og stå op om morgenen. Det er en ubehagelig oplevelse, og jeg må til stadighed spørge: "Hvordan kan en dag blive god, når man skal begynde den med at stå op?"

Lige for tiden er situationen imidlertid lettet betragteligt, idet jeg her i Lemvig kan stå op til en udsigt som vist på billedet, Limfjordens friske vande, smukt, smukt. Og jeg kan ovenikøbet næsten ligge i min seng og se alt det smukke ud ad vinduet. Men får næsten lydt til at stå ekstra tidligt op.

Måtte det dog ikke ske.

Jeg fik ikke opdateret min dagbog i går.

Der er 2 årsager:

1. Jeg var til studentergilde fra sidst på eftermiddagen hos mit elskede, ældste barnebarn.

2. Jeg blev lokket udi spiritussens tåger, som blændede min hukommelse.

(Kan man sige sådan? Ved ikke. Jeg gør det bare).

Under alle omstændigheder var det en herlig aften. Skønt at være sammen også med unge mennesker.

I dag er jeg optaget af mit TV. Til de få uvidende kan jeg fortælle, at Tour de France er startet, og at jeg lige nu nyder løbet gennem det smukke landskab i Yourkshire, England.

Vive L' Tour.

Jeg kan ikke med nogen ret påstå, at Roskilde-Festivalen ligger indenfor mine interesseområder. Jeg vil betale ret mange penge for at blive fri for at komme der, hvis jeg var tvunget til at deltage.

Nå, men nu er det ikke min aldersgruppe, der vil være kraftigst repræsenteret derovre. Godt nok.

Alligevel er der noget, der imponerer mig ved denne begivenhed. Jeg læste i dag, at der vil blive solgt mindst 1 million liter fadøl til gæsterne. Desuden skal tillægges alle de almindelige øl, der sælges, vel ca. samme mængde, og det øl, der medbringes af gæsterne. 120.000 gæster vil være der, hvilket betyder, at de alene i fadøl i gennemsnit vil konsumere 8,33 liter fadøl - plus selvfølgelig alt andet og det medbragte. Skål i skivet.

Jeg er derfor ikke i tvivl om, at bryggerierne er festivalens store vinder.

Men alligevel: Øl er godt - og så krummer det ikke i sengen.

Forsikringsanmeldelser kan give anledning til stor morskab.

Jeg morede mig i hvert fald, da jeg læst om en australsk en af slagsen.

En ældre mand skriver flg. om sin kones uheld:

"Min kone kørte bilen tværs gennem garagen, gennem vores stue og ud på den anden side af huset. Her ramte bilen en camper, som ramlede ind i husets septic-tank, der væltede ned over garagen, som styrtede sammen."

Domino-effekt, der vil noget.

Det pudsige er, at den ældre mand slet ikke opdagede noget, selv om han var i huset og så TV. Det må have været et spændende program. Det har sikkert været cricket.

Først da naboerne alarmerede ham, blev han klar over uheldet.

Ikke et ondt ord om kvinder og bilkørsel.

Jeg har stor svaghed for softice og kan kun med stort besvær gå forbi en iskiosk uden at skulle ind og købe en.

På grund af mine evindelige slankekure beslutter jeg altid at købe en af de små, men forlader kiosken med en stor.

Således også med dagens softice.

Den var god. Ikke for vandig, så den smelter straks efter at have forladt maskinen, men sådan lige tilpas i konsistens og med en stænk af en god og sødlig, flødeagtig smag. Der må ikke kommes krymmel på en softice. Det er helligbrøde.

Jeg giver den 4 kokkehuer ud af 5. Det er uhyre svært at score et 5-tal. Faktisk har jeg kun oplevet det én gang, og med beklagelse må jeg fortælle, at det var i Flensburg på en ferie for 20 år siden.

Måtte jeg snart få samme oplevelse her i landet.

Softice er godt for sjælen.

Ved du, hvor Vinderup er?

Jeg ved det, og forstanderinden hævdede, at hun også vidste det.

Derfor aftalte vi, at jeg skulle cykle til ovennævnte by, og den søde dame ville følge efter i bil. Så skulle vi mødes og spise frokost sammen et passende sted.

Jeg ankom som planlagt til Vinderup og ventede - og ventede og ventede.

Sluttelig ringede jeg til forstanderinden, som fortalte, at hun sandelig var ankommet og stod ved REMA 1000.

Den var kryptisk, for faktisk stod JEG ved REMA i Vinderup og kunne ikke se hende.

Jeg spurgte forsigtigt, om den søde dame vidste, hvor hun var, for hun var ikke i Vinderup.

Hun spurgte en tilfældigt forbipasserende, som kunne fortælle, at hun stod ved REMA i Struer.

Nå ja, hva' fa'n. Man kan jo taget fejl af de danske byer.

Efter genforeningen i Vinderup spiste vi en udmærket frokost - lige ved REMA i Struer.

Definition: "Smerte er en ubehagelig fysisk og følelsesmæssig oplevelse, som fortæller dig, at din krop trues af eller udsættes for skade".

Det var, hvad jeg oplevede i går.

Heldigvis konstaterede jeg i dag med stor glæde, at mine smerter var borte. Jeg erfarede det, da jeg for anden gang steg ud af sengen efter middagssøvnen, en aktivitet, jeg normalt ikke kaster mig ud i. Men jeg fornemmede, at den i dag kunne hjælpe mig. Og jeg fik ret. Faktisk sov jeg i 1½ time og drømte, at jeg var på ferie. Kald lige de anstrengelser i går for ferie.

Nu gælder det de rigtige anstrengelser, cykelture, som ganske vist også giver smerter, men af den gode slags. Jeg er en hund efter de smerter.

God ferie til alle.

Ingen kan bære smerter som jeg. Tappert bider jeg tænderne sammen, når min gamle ryg råber om hjælp. Og det har den gjort næsten hele dagen. Ikke en mine har jeg fortrukket, ikke bare et lille, bitte smertens-støn er undsluppet mine læber. Spørg alle, bare ikke forstanderinden.

Min gangart er lig en pingvins, sådan let foroverbøjet og med begge hænder på ryggen.

Nu må en god nattesøvn forhåbentlig rette på miseren.

Jeg skulle gerne være aktiv i morgen.

I dag skrev vi sidste kapitel i Katrines studentereksamen 2014, dimissionen på Århus Katedralskole.

Den var passende højtidelig, men også med små glimt i øjnene på talerne i form af små morsomme bemærkninger. Blandt andre talte filmmanden Nils Malmros som 50-års jubilar.

Og minsandten om vi ikke sang en fællessang på latin, "In vernalis temporis". Det har jeg aldrig før prøvet og kan tvivle om, at jeg nogensinde vil komme til det igen.

Nu kan mine nervaer slappe af efter 3 børnebørns eksaminer de seneste 3-4 uger. Det har tæret hårdt på mig.

På billedet får rektor et kæmpeknus af Katrine efter overrækkelsen af eksamensbeviset.

Sådan gjorde vi altså ikke, da jeg i sin tid fik mit eksamensbevis på seminariet. Vi afgjorde sagen med et højtideligt håndtryk.

Når jeg ser, hvordan de unge mennesker nyder deres overståede eksamen og fester og morer sig, kan jeg godt ærgre mig over, at jeg aldrig tog studentereksamen. Med min sociale baggrund var det dengang blot utænkeligt. Heldigvis er det ændret.

I dag var jeg så heldig at se ældste barnebarn Katrines klasse efter vel-overstået studentereksamen drage ud på den traditionelle køretur rundt i Århus og opland. Det bliver en støjende affære. Alene bilens horn kunne høres over hele Hornslet.

Og det vil ikke kun være appelsin-juice, der bliver drukket.

God tur, søde, unge mennesker. Mor jer godt. PÅ plakaten står: "3 års tysk har lært os ordet PROST"

At klippe hæk er en kunstart, som kun ganske få mestrer. Der skal evner og øjemål til at få hækken helt lige, både på siderne og i toppen. Hele tiden skal man træde nogle skridt til siden eller bort fra hækken for at sikre, at alt er i lod og vater. Og med forsigtige strøg med klipperen skal man rette til, uden at ny huller eller buler opstår.

Man kan evt. bruge en snor udspændt mellem to punkter og styre efter den. Et vaterpas i en snor er et godt hjælpemiddel til at få toppen helt lige.

Med al denne teoretiske viden godt gennemtænkt gik jeg i formiddags igang.

Jeg gjorde helt, som jeg plejer, så nu står hækken nøjagtigt så vind og skæv, som den plejer.

Et er skibskort at forstå - et andet skib at føre.

Morfar og mormor er stolte igen. De kan godt li' at være stolte.

Ældste barnebarn, Katrine fik i dag studenterhuen på efter en god eksamen.

Morfar var temmelig nervøs op til denne sidste eksamensdag, hvilket viste sig ikke at være nødvendigt. Alt gik vel.

Nu kan den nybagte student kaste sig ud i de utallige studentergilder, køretur, translokation m.m.

Og morfar/farfar vil sætte sig lige så stille og slappe af, thi nu er eksamensperioden ovre for de 3 børnebørn. Jeg håber at være klar til næste års ditto. Det kræver altså sin mand, når 3 børnebørn går til eksamen samtidig.

Men sikke en herlig dag, det har været. Der var brunch for alle medvirkende umiddelbart efter.

Vi har håndværkere, sådan rigtige håndværkere. Et tømrerfirma har påtaget sig at udskifte vores sydgavl mod betaling fra vores venlige forsikringsselskab, som uden problemer accepterede, at gavlen var rådden og skulle skiftes.

Det er sjældent, vi får noget lavet på huset, som jeg ikke selv står for fysisk eller måske med hjælp af venlige familiemedlemmer.

Hvor der det dejligt at sidde i haven og betragte en dygtig fagmand håndtere sit værktøj og se fremskridtene uden selv at skulle svede for dem.

Kig på de 4 billeder og se dagens udvikling. Der fortsættes i morgen.

Forstanderinden og jeg besøgte i formiddag ældste barnebarn i hendes nye lejlighed i det mest centrale Århus. Hun flyttede ind for en uge siden.

Det var skønt at se hendes glæde ved alt det nye, en dejlig 72 kvm. stor lejlighed på 1. sal. Den har naturligvis alt og har 3 værelser + badeværelse og køkken.

I mine tanker kunne jeg ikke lade være med at sammenligne med vores første lejlighed, som var et kælderværelse på 12 kvm. med et meget lille køkken med kun koldt vand og et mini-toilet uden bad.

Heldigvis er alle forhold bedret siden 1962, og hvor vi dog under hende de herlige forhold.

Men allerbedst er, at hun altid er glad for at se os.

Skam få den morfar, der ikke er stolt, når et barnebarn dimitterer fra sin skole.

I dag var det Kristian, som fik overrakt sit eksamensbevis efter en god eksamen.

Mit hjerte slog lige en ekstra gang, da han fik papiret og gav sin lærer et kæmpeknus.

Nu venter ham en god og fortjent sommerferie, dog med sommerferiejob.

Jo, morfar er glad.

(Beklager det slørede billede).

Dette er lokalhistorie fra Silkeborg, der får minder frem fra omkring 1950-55. Jeg fandt billedet på FB.

Den nydelige herre hed Pølse-Karl og havde denne pølsevogn ikke langt fra havnen i byen.

Han var kendt og afholdt - og en lille smule latterliggjort. Årsagen var den, at han ikke var god til hovedregning. Det voldte derfor problemer, når nogen bestilte mere end én af hvadsomhelst.

Derfor havde han under disken anbragt en seddel, hvor alle muligheder var anført.

1 oølse = 50 øre. 2 = 1 kr. osv.

1 pølse med 1 brød: 60 øre. 2 pølser med 2 brød 1,20 kr. osv

1 hot dog: 1,50 kr. 2 hot dogs 3 kr. osv.

Vi børn havde en lille indtægt ved vognen. Ofte - på vej hjem fra skole - kravlede jeg ind under vognen, som stod på et lille stillads på skråningen bagved. Her lå ofte mønter, som kunder havde tabt ind under vognen, og med lidt besvær kunne jeg rage mønterne ud. Det var en god dag, hvis jeg fandt 10 øre.

Jeg er skuffet, skuffet over premieren på kartoffelhøsten.

Jeg gravede 2 toppe op i dag, og det ynkelige resultat var 4 mindre kartofler og 8 små af slagsen.

Og her har man investeret i rigtige læggekartofler og ladet dem forspire i en æggebakke, som foreskrevet i alle lærde artikler om kartoffeldyrkningen. Sikke en start.

Nu må jeg blot håbe på, at miseren skyldes, at jeg er lidt tidligt ude, hvorfor der vil gå mindst 2-3 uger inden næste udgravning.

Jeg gruer for det endelige resultat. Vi kartoffelbønder render nemt ind i skuffelser,

Jeg havde en lille, god oplevelse under vores besøg i England i sidste uge.

I den lille by Godstone mødte jeg denne engelske gentleman i hans model 1927 Singer, et kendt bilmærke i England siden 1905. Tidligere lavede fabrikken også cykler og motorcykler.

Ejeren var absolut ikke ked af at fortælle om sin gamle bil og om alle de andre, han har derhjemme. Denne her var naturligvis velholdt til perfektionisme.

Alle den rare gentleman's biler er vintage biler. Han har selv restaureret de fleste af dem, dog ikke denne.

Jeg er en stolt cykelrytter.

På min cykeltur i dag, godt 82 km., blev jeg efter 40 km. overhalet af 3 helt tydeligt professionelle ryttere. Det skete meget langt ude på landet, et sted mellem Galten og Herskind, lige ved Lars Tyndskids mark.

Pludselig råber den ene af dem: "Hej, Gunnar". Jeg kiggede overrasket op og så straks, at det var Martin Mortensen, prof. rytter hos Team Cult. Jeg kender Martin godt fra jagter og har set ham og talt med ham ved flere cykelløb. Han er en usædvanlig behagelig fyr.

Jeg satte farten op og kunne følge Martin over et par kilometer med 40-45 km. i timen, mens vi hyggesnakkede om cykling og familie. Han måtte sluttelig anstrenge sig for at følge mig!

Nåh, mon dog. Efter et par kilometer, hvor min puls steg adskilligt, forlod han mig for at slutte sig til sine 2 makkere.

Men jeg er da stolt over at have fulgt en rigtig professionel over en for mig pæn distance.

Kun de skarpeste har observeret, at jeg ikke har opdateret min dagbog siden onsdag 11/6.

Det er vist ikke sket tidligere, at ikke mindre end 5 dage står blanke og uden oplevelser.

Det er nu ikke helt tilfældet. Der har så sandelig været oplevelser.

Forstanderinden og jeg har været i England for at besøge gamle venner. Det var vi glade for.

Vi har begge været i London utallige gange. Men aldrig tidligere har vi prøvet en 3-timers sejltur nedad Themsen og tilbage med start lige ved parlamentet og Big Ben. Vejret var enestående.

Det har vi så nu.

Men det er første gang nogensinde, jeg har været i England og på pubs uden at købe bare en eneste øl. Men én gang skal jo være den første. Alligevel nød vi turen.

Vores prinsgemal, Henrik, fylder 80 år i dag. Og det er han åbenbart godt sur over. Han har ikke undladt at fortælle, hvor dårligt han føler sig behandlet af danskerne.

Til BT har sagt, at han føler sig ydmyget.

"I gav mig ikke en chance", har han udtalt til Ritzau, da han fyldte 60.

Det er altså en skam, at vi danskere har skuffet den gode prins.

Jeg ville have været glad for at få den chance, han fik.

Men så skulle forstanderinden godt nok være dronning.

Den ville hun garanteret have klaret flot.

Under alle omstændigheder er hun min dronning.

Jeg havde en grim oplevelse i morges.

Jeg vågnede kl. 6.30 - og kunne ikke falde i søvn igen.

Det var en uvant oplevelse, som gjorde mig ganske forvirret. Igen og igen kiggede jeg på uret. Jo, den var god nok. Digitalerne flyttede sig langsomt, meget langsomt, fra 6.30 og opad.

I bare befippelse gav jeg mig i kast med Word Feud, selv om jeg knapt kunne se bogstaverne. Og tænke klart kunne jeg heller ikke.

Jeg kastede iPhonen fra mig og forsøgte på ny at falde i søvn. Men stadig uden held.

Da så jeg kun en mulighed: Stå op.

Det gjorde jeg, men det er strengt, at det skal komme dertil. Måtte det aldrig gentage sig.

En kendt ung mand fylder 80 år i dag. Og han er ikke blevet en dag ældre, siden man så ham første gang i en tegnefilm i 1934, Anders And.

I Danmark blev han først kendt den 1. marts 1949, da det første Anders And blad udkom. I Sverige udkom han året før, for der havde man træer og papir nok.

Jeg husker det allerførste blad, fordi min mormor købte det til mig. Jeg læste det med stor glæde. Desværre gemte jeg det ikke. Det ville have været mange penge værd.

En af mine mange onkler, Svend, læste det også og var fra den dag inkarneret Anders And fan. Jeg husker endnu, hvordan onkel Svend med store grin citerede fra de efterfølgende blade. Især kunne han gengive de mange lyde, som på skrift som f. eks. "WRRAAUUUUGH.

Selv om Anders And altid har været læst af mange voksne, er jeg ikke en af dem, men jeg har i vidt omfang bedrevet den svære kunst at læse højt af bladet for vore børn. Det er en svær kunst. Man skal skifte toneleje hele tiden.

Tillykke med fødselsdagen, gamle dreng.

Jeg har haft en god weekend i Strib sammen med 3 cykelentusiaster og deres familier. En af familierne var datter Annette og svigersøn Kent.

De 3 vanvittige cykelryttere havde tilmeldt sig cykelløbet "Melfar 24", der strækker sig over 24 timer. Opgaven lyder: "Kør så langt, du kan.". I alt deltog omkring 550 ryttere.

Det lykkedes for Kent at gennemføre ikke færre end 515 kilometer. De sidste timer var i et kraftigt regnvejr. De 2 øvrige nåede cirka samme resultat. Der skal motivation til at undvære søvn i et døgn og tilbringe det på en cykel i det bakkede Nordfyn. Viljen må ikke svigte.

Jeg er dybt imponeret over deres udholdenhed.

Min opgave var det at servicere Kent sammen med Annette, som dog trak det store læs. Vi var fælles om det formiddag, eftermiddag og aften. Så tog jeg de tidlige nattetimer som "opvarter", mens Annette tog de sene.

Billede 1: Kent kommer i mål efter 515 km. Han ser godt ud.

Billede 2: Gruppen efter løbet.

Jeg bli'r så glad i hovedet, når jeg er med til sådan noget.

På ny en dag, man ikke bare kan lade stå uomtalt.
Tirsdag den 6. juni 1944 invaderede de allierede Normandiets strande og skabte basis for, at den 2. verdenskrig kunne afsluttes 11 måneder senere.
Alle vi, der lever i dag, skylder de soldater, der døde, blev såret og overlevede denne dag en stor tak for deres heltemodige indsats.
Gad vide, hvordan verden ville have set ud, hvis ingen havde gjort noget.
Vi bør derfor på denne 70-årsdag for invasionen med respekt tænke på de mange ofre, der blev bragt.

Det vil glæde om ikke Gud, så i hvert fald hvermand, at vi nu i vores lille hjem uforstyrret kan se TV uden afbrydelser af billed- og lydudfald. Dem har vi været plaget af i et halvårstid.

Nu virker alt fint.

Jeg har meget lidt grund til at bebrejde vores TV-leverandør noget. For der har ikke været sparet på grundighed og villighed til at udbedre skaden. Den var bare finurlig og lidt speciel. Spørg mig ikke, hvori fejlen præcist bestod.

Blandt TV-selskabets anstrengelser var, at vi fik en del af forhaven gravet op. Der blev nedlagt nyt kabel, og efterfølgende blev alt pænt dækket til og tilsået med nyt græs. Det trængte det til.

Nu kan jeg glæde mig over ny græsplæne og klart TV. Der er jo ikke længe til Tour de France.

Igen i dag måtte jeg stille mig selv følgende spørgsmål: "Hvad er det, der får dig til helt frivilligt at cykle op ad bakken mellem Knebel og Agri"?

Som svar på mit spørgsmål til mig selv, vil jeg svare, som Edmond Hillary gjorde, da han som den første, der besteg Mount Everest, blev spurgt, hvorfor han gjorde det, sagde: "Fordi bjerget er der".

Bakken ved Agri er 3½ kilometers smerte i de i forvejen ømme ben. Kæft, det gjorde ondt en overgang, der hvor stigningen er 11-13 %.

Men det gik. Jeg drog afsted for at teste, om min form er så god, som jeg selv tror, den er. Det er den. Jeg kørte i alt 61 km.

Om jeg vil cykle op ad den bakke igen? Jow, deet.

Jeg er i det nostalgiske hjørne i dag.
Derfor vil jeg gerne fortælle om et ganske særligt crickethold fra Silkeborg.
Kig godt på dette ganske vist lidt slørede billede, en flok unge og gamle cricketspillere, der alle har det tilfælles, at de hedder Rasmussen.
Historien er den, at hvert år ved sæsonafslutningen (1970'erne) afvikledes en kamp, hvor familieholdet spillede mod resten af klubben. Det var altid en underholdende kamp uden den store alvor - udover at en sejr gav håneretten i et år.
For god ordens skyld får I lige navnene:
Fra venstre: Aage (min far), Svend (onkel), Jørn (fætter), jeg selv, Henry (onkel), Henrik og Leif (fætre), Preben (fætter), Børge (onkel), Kjeld (bror), Niels Jørgen (fætter) og Poul (fætter).
Herlige mennesker allesammen - og gode cricketspillere.

Fodbold-VM begynder snart. Ikke at det vil holde mig vågen, men jeg ved, at mange glæder sig til at se det på TV, og jeg vil da uden tvivl også se med nogle gange.
Det foregår i Brasilien, hvilket beklages af mange på grund af stor kriminalitet og dårlige sociale forhold. Men når man i 2020 afholder VM, vil det være i Quatar. Og her er også problemer, men af en anden art.
Landets ledelse har nemlig besluttet, at shorts og T-shirts er forbudte, i hvert fald for tilskuerne. Der vil være omkring 50 graders varme.
"Når du er i Qatar, er du en af os. Hjælp os med bevare vores kultur og værdier, og klæd dig passende behersket på offentlige steder", siger myndighederne.
Nu mangler bare, at også spillerne skal spille i lange bukser og langærmede trøjer,
Godaw do.

Så er den gal igen. På ny måtte jeg overvære en udstilling af fattigdom i det ellers rige Danmark.

Man må erkende, at der i vort land lever mennesker, som ikke har råd til tøj på kroppen.

Jeg måtte konstatere det på min cykel-vej forbi "Den permanente Badeanstalt" ved Risskov.

Her var alle de fattige, navnlig unge damer mødt op og lå i det allermindste tøj, man kan tænke sig. Især var der en eklatant mange på brysteholdere. Og trusserne kunne næppe ses.

Sådan en fattigdom bør bekæmpes. Her bør kommunen gribe ind. Der er behov for tøjpenge.

Jeg vil med jævne mellemrum tjekke, om der i løbet af sommeren ses nogen forbedring.

Jeg har 3 børnebørn, som for tiden går til eksamen, henholdsvis studentereksamen og folkeskolens afgangsprøve. Jeg har vidst i mange år, at det ville komme, og jeg har således haft tid til at vænne mig til tanken. Alligevel er nervesystemet kommet i oprør. Jeg har måttet bede alle 3 om ikke at fortælle, hvilke dage de skal op. Thi kender jeg dem, da vil min nattesøvn dagen før blive til "nattevågen" og rystende mæle og hænder.

Jeg har bedt om, at de, når den enkelte eksamen er overstået, ringe til mig og fortælle om resultatet. Så er jeg klar til at rose - og eventuelt trøste.

Sådan er det at være en smule kujon.

For en gangs skyld lidt om fodbold.

Dagen bragte 2 gode nyheder.

1. AGF får ny træner, den tidligere FCN- og ungdomslandsholdstræner Morten Wieghorst. Hvis ikke han kan bringe klubben succes, er der ingen der kan. Han er det rette valg.

2. Min gamle klub Silkeborg er rykket op i superligaen på en pudsig måde. Holdet tabte for ikke længe siden en kamp med 1-0. Nu viser det sig, at modstanderholdet har brugt en ulovlig spiller og derfor dømmes til at tabe kampen med 3-0. Tillykke Silkeborg. Holdet var sikkert rykket op uden denne skrivebordsafgørelse.

Så måske jeg skal begynde at overveje at gå til fodbold igen efter 4 år uden. Men der skal ikke meget til at få mig til at stoppe igen.

Jeg har haft en uheldig dag med mine cykelcomputere.

I princippet har jeg 3 muligheder, Endomondo, Strava og den gode, gamle kilometertæller.

Alle 3 svigtede de mig i dag, så jeg ved hjemkomsten skulle udføre et større regnestykke for at finde ud af, hvor langt jeg havde cyklet.

Det viste sig at være 111 km.

Så langt så godt. Men det bør tilføjes, at den ene af dem, Strava på en eller anden måde var indstillet til at måle en løbetur. Den var i givet fald på 102,4 km.

Men pyt og skidt. Jeg havde en dejlig oplevelse med de 111 km. rundt i Djurslands "dejlige" bakker.

Min bil var til akut behandling hos min bil-læge, en rar mand i Hornslet.

Årsagen til indlæggelsen var som tidligere fortalt, at et tilstoppet pulsåre skulle renses.

Patienten blev modtaget af overlægen, som med trøstende ord forklarede, at det hele nok skulle gå. Han hævdede at vide, nøjagtigt hvilken behandling der skulle iværksættes.

Lidt bekymret forlod jeg hospitalet, da jeg af erfaring ved, at ingen sygesikring vil dække udgifterne.

Kl. 14 blev patienten udskrevet, og jeg afhentede den nu helbredte, firhjulede ven, som syntes at befinde sig vel. Gensynet var bevægende.

Den efterfølgende køretur med en anden patient, ældste søn, som havde forvredet foden, og skulle til sin læge, viste, at den firhjulede befandt sig godt og spandt som en kat.

Nu afventes med spænding den efterfølgende regning - for bilen altså.

Jeg var tidligt oppe i dag, før klokken 7. Jeg kørte forstanderinden på arbejde, hvilket gør hende glad.

Det gjorde også mig glad, at hun glemte at lægge en arbejdsseddel til mig.

Jeg har derfor tilbragt nogen tid i formiddag foran min computer samt i min gode sofa.

Sidstnævnte placering er lidt risikabel. Mere end én gang er hovedet i søvne faldet for- eller bagover. Nogle gange så kraftigt, at det føltes som et grimt smæld i nakke- og halsmuskler. Det gjorde ondt. Det er farligt for helbredet.

Derfor vil det være en nødvendighed, at jeg for eftertiden står op på et mere humant tidspunkt. Alt andet vil være at leve alt for farligt.

På min arbejdsseddel til morgen stod: "Støvsuge, rede senge og tømme vaskemaskine".
For en mand i min form er det en let omgang, hvorfor jeg selv tilføjede et par stykker.

1. Så radiser.
"Jeg vil ikke slås med bisser,
jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på".
(Halfdan Rasmussen).

2. Grave ud langs vinterhave med henblik på at sætte nyt sokkel-værn på. Se billede.
Sidstnævnte opgave fik sveden frem. Og så lige i solen. Derfor foretrækker jeg radiser. Der findes heller ikke meget poesi om hussokler.

Jeg må beklage og undskylde den sene opdatering.

Årsagen er den, at jeg i eftermiddag cyklede 101 km. Straks ved hjemkomst var det et hurtigt bad og så til en dejlig aften på restaurant med datter, svigersøn og 2 børnebørn

Vidunderligt selskab og god mad.

Er lige hjemkommet efter den dejlige oplevelse og den helt fantastiske og lange cykeltur, årets hidtil længste.

Det har været en god dag. Jeg holder meget af gode dage.

Forskellen på cykelryttere og andre.

Jeg har i mit liv været så heldig at have haft 3 prægtige onkler, som nu desværre alle er døde, Svend, Børge og Henry.

Fælles for dem alle var, at de i lighed med min far spillede cricket. Jeg har endog spillet på hold med dem alle.

Men de lignede også hinanden ved at have stor lune og kunne komme med gode historier og en kvik replik på det rette tidspunkt.

Jeg kunne fortælle mange små hændelser om dem alle, men i dag er det onkel Henry, der "står for skud".

En dag cyklede han ned ad Søndergade i Silkeborg. Hans pedal ramte fortovskanten, og han væltede lige ind foran to ældre damer, som slog en stor skvalder op, da de så ham rulle hen ad fortovet.

Lidt fortørnet rejste Henry sig op og sagde lidt påtaget hvast til dem: "Hva' fa'n griner I ad? Sådan står jeg altid af min cykel." Så grinede de endnu mere.

Det er urimeligt.

På årets første shorts-dag må jeg konstatere, at i hvert fald 2 af mine shorts er krøbet siden sidste sommer. Gad vide, hvad hulen der sker inde i det klædeskab efterår, vinter og forår. Der er noget forhekset over det. Næste efterår vil jeg lade klædeskabet videoovervåge. Så skal jeg få fundet synderen, som koster mig mange penge til nye shorts hver sommer. Og her har man endda tabt sig næsten 7 kilo.

Det vil ærgre mine uvenner og glæde mine venner, at jeg i dag har fundet nogle ganske andre priser på rensning og eventuel udkiftning af partikelfilter i vores bil.

Den rensning, der i går kostede 2.500 kroner, koster nu kun 800 kroner, og den eventuelle udskiftning, der i går stod i 17.000 kroner, vil i dag koste omkring 8.000 kroner. Derfor kan jeg med en vis ret hævde, at jeg på et døgn har tjent næsten 10.000 kroner, og det er da en rimelig timeløn.

Hvad har jeg så lært af det her? Jo, man skal finde den rette mekaniker, og der behøver ikke at være et sterilt flisegulv i værkstedet.

Forleden begyndte en række lamper på instrumentbrættet i vores bil at lyse. Ved et besøg hos mekanikeren i dag afsløredes det, at årsagen ligger i, at en dims, der hedder et "partikelfilter"er tilstoppet. Jeg tror, at den er en nyttig ting, som hjælper med til at holde miljøet renere.
Det lød ikke af den store udgift. Herregud, jeg har fået skiftet mange filtre tidligere til en pris på 2-500 kr. Så det var bare OK. Jeg var derfor ved at falde ned af stolen, da den uden tvivl rare værkfører erklærede, at det ville koste 17.000 kr. at få filtret skiftet. Jeg kunne ikke rejse mig og sagde noget om, at det ikke var en ny bil, jeg skulle købe. Jeg skulle bare have partikelfiltret skiftet.
Jeg tror, han forstod, men det ændrede ikke på prisen.
For hulen da. Det må kunne gøres billigere. Jeg leder efter billigere alternativer.

3 dages dagbøger i ét hug.

Årsag: Den gamle mand har været på Fyn og cyklet hele vejen rundt sammen med bror Kjeld.

Vi startede i Middelfart og sluttede samme sted.

Min barndoms remse med fynske byer blev alle besøgt: Odense, Bogense, Middelfart, Assens, Fåborg, Svendborg, Nyborg og Kerteminde.

Overnatning i Fåborg og Kerteminde. Ialt lige omkring 240 km. i godt selskab med bror Kjeld.

Om jeg er stolt?

JA. Har aldrig været i bedre cykelform end lige nu. Ingen fysiske problemer overhovedet.

Jeg synes, at Århus Kommune skylder at fortælle, hvad ordet "SINGLESKRALD" egentlig betyder. Det ses på skraldespande opstillet ved Strandvejen. Jeg har set flere af dem.

Er det noget seksuelt? Er det skraldespande, der kun må benyttes af enlige? Er det mon strafbart, hvis ægte- eller kærestepar benytter dem? Er de endestationen for udtjente singler?

Der kunne stilles mange spørgsmål, men kommunen har til nu valgt at lade spørgsmålene være ubesvaret.

Jeg tror i lighed med Århus Stiftstidende, at det et forsøg på at være smart i håbet om, at flere vil huske at benytte spandene.

Den effekt udebliver dog sikkert.

"Havombruset yngler landet.
Tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn".

Hvem husker ikke disse linjer fra skoletiden? 2. vers af "Som en rejselysten flåde".

Jeg tænkte på dem, da jeg cyklede i går og sad og sang dem for mig selv.

Jeg erindrer fra min skoletid, hvor forvirret jeg var ved dette vers.

Hvad var det for nogen øer, der gik af havn og lod sig bære bort, og som fremkom ved yngel?

Først efter flere års forløb gik det op for mig, at det naturligvis var skibe.

Men jeg husker, hvor meget jeg spekulerede over verset.

I går sang jeg bare og tænkte på dengang.

Lidt i barndom går vi vel alle.

Vi hundeejere bebrejdes med rette, når vi sammen med vores hund lusker væk fra en lige produceret hundelort. Det er og bliver vores pligt at medbringe en plastikpose og bortfjerne produktet.

Ikke alle gør det, desværre. Vi opfordres gang på gang til at huske at samle op, men opfordringerne er forgæves.

Mange husejere prøver at gøre hundeluftere opmærksom på, at de skal samle op eller finde et andet sted til hundetoilet.

I Thyborøn blev jeg opmærksom på et forsøg, som åbenbart mislykkes. Se i billedets nederste, højre hjørne. Fy fa'n. Jeg synes, at den er ekstra slem.

Jeg svæver på en høj cykelsky. Jeg satte i dag rekord for 2014 på 75,5 km. med en gns. hastighed på 19,46 km. Og når man betænker, at rekorden blev sat på en tur til Æbeltoft og retur med de lange og stejle "bjerge", så vokser min beundring for mig selv adskilligt.

Jeg bør beskedent også tilføje,at vinden vendte, så jeg havde modvind både ud og hjem. Og det er ikke løgn, det jeg siger.

Rekorder er til for at blive slået, så afvent roligt meget mere praleri.

At cykle er at leve.

Sidste nyt fra havefronten.

Den gamle gartner kan hermed meddele, at et nyt træ har fundet sit nye hjem i vores have. Det blev plantet i formiddags og synes at trives vel.

Træet er et søjleæbletræ. Det bliver ca. 1 meter i diameter og omkring 2 meter højt.

For at være helt ærlig vidste jeg indtil i går, da vi fik det foræret af gamle venner ikke, at der fandtes et træ af det navn. Det skulle være særligt egnet til at blive plantet i en krukke, og den oplevelse ville vi ikke snyde træet for. Så der står det nu.

Der er lovet herlige æbler i oktober. Jeg kan næsten ikke vente.

Gad vide, hvad der er gået galt.
Forstanderinden og jeg gik i dag i fælles leding mod ukrudt i forhaven. Det har længe været tiltrængt.
Og der stod, lå, sad og gik vi så, begge klagende over smertende rygge og anden dårligdom.
Men hør lige: Jobbet blev klaret i bedste stil, og minsandten om jeg ikke greb mig selv i at synes, at det s'gu da var ganske hyggeligt. Måske årsagen var, at vi var sammen om det, jeg ved det ikke, men det glædede mig også at se de fremskridt, der blev gjort, og at vi sluttede med et ganske pænt resultat i forhold til udseendet, før vi startede.
Gad vide, hvad der sker med mig. Havearbejde er begyndt at gøre mig glad. Men sig det ikke videre, for om nogen har jeg tidligere forbandet havearbejde langt væk.
Bør jeg søge læge?

Nogle parkeringspladser er mere spændende end andre. På de fleste sidder jeg blot og kigger ind i en væg eller en busk. Der er intet at følge med i. Forstanderinden ønsker mig af uransagelige årsager ikke med ind i butikker. Jeg må vente udenfor.

I dag var det bedre. Jeg blev sat af i Bilkas cafeteria. P-afgift 22 kr., svarende til et lille glas Cola light.

På min venstre side sad en ung familie med deres halvt år gamle og særdeles søde søn. Jeg kunne ikke lade være at sige, da jeg rejste mig for at gå, at det dog var en usædvanlig køn dreng, og at forældrene sikkert ikke var uenige i den udmelding. De erklærede sig enige, og mor sagde, at det blot var skønt at høre det fra andre.

Foran mig sad et ældre ægtepar. De spiste is. I starten stille og roligt, men så opstod en uenighed om, hvad isen egentlig havde kostet. Det blev der aldrig enighed om.

Til højre sad en mormor med sit 4-årige barnebarn. Hun havde fået en portion franske kartofler. Helt sikkert var det i den bedste mening, men den lille nægtede at spise dem. Mormor kunne øjensynlig ikke forstå det og pressede forgæves på i nogen tid.

Alt dette havde jeg ikke oplevet på P-pladsen udenfor.

Min kone spurgte i går, hvorfra mon ordet "undskyld" kommer.
Sådan et spørgsmål kan jeg ikke bare lade ligge, så i dag for jeg i "Etymologisk ordbog" for at få svar på det.
Ordet er fra nedertysk, "entschulden".
Forstavelsen "und" (på tysk hedder den "ent") er også nedertysk og betyder noget i retning af "befri for".
Altså "und-skyld" betyder i virkeligheden "befri mig for skyld". Og det er jo netop det, man mener, når man siger undskyld. Man beklager sin skyld og håber, den vil blive eftergivet.
Så blev den ged barberet. Undskyld, hr. Ged.

Jeg må henvise til min dagbog af 25/4 i år, hvori jeg omtalte forstanderindens impulsindkøb. Dengang var det en "tagrende-rense-sprøjte-maskine". Den var god og nyttig. Jeg roste indkøbet.

Jeg er lidt mere sketisk over for dagens indkøb på et marked i Hornslet.

Den gode dame faldt for en lille tingest, som ifølge den sikkert troværdige sælger er en glasskærer. Den skulle kunne skære igennem selv det tykkeste glas, endog vægfliser.

Og der går stort set ikke en dag, hvor vi ikke har brug for skære glas og fliser.

Den kan også slibe knive, hævdes det - blot ikke stålknive, og vi har ikke andet. Så på en skala fra 1-10 får denne tingest højst 1. Det kunne være 1 for meget.

Jeg har heldigvis mange dage, som gør mig glad.

Men dagen i dag er bestemt blandt de allerbedste. Sammen med svigersøn Kent og barnebarn Kristian cyklede jeg fra Silkeborg og til vores ydmyge hjem i Studstrup. Foto er fra Starten i Silkeborg.

Jeg nød hver meter af turen i det gode selskab. Og selv om jeg kørte hurtigere end vanligt (20,62 km i timen i gennemsnitsfart på de næsten 59 km.), så var der alligevel tid til snak.

Ved hjemkomsten - efter et stop hos Kents forældre i Tilst - ventede mormor, datter Annette og ældste barnebarn Katrine med en hyggelig frokost. Sådan gøres en dag til en rigtig god dag, den slags som jeg elsker mere og mere.

Giv mig min familie og giv mig, at vi må lave noget sammen, så trives jeg godt. Jeg er velsignet med en god familie.

Det er s'gu lidt trist. Den gamle skibsforbindelse mellem Esbjerg og Harwich lukker fra 29/9. Det smerter.
Siden 1959 har jeg med nogenlunde jævne mellemrum krydset Nordsøen ad den vej, selv om jeg må tilstå, at det lige nu er 5-6 år siden sidst.
Hvor mange gange jeg har sejlet på ruten, har jeg ikke talt op, men det er 15-20 gang.
I starten var det med "Kronprins Frederik" og "Kronprinsesse Ingrid", de to "slaveskibe", som vi kaldte dem, fordi forholdene ikke var luksuriøse.
Så kom bl. a. "England" og "Winston Churchill" m. fl. for at slutte med "Sirena". For hver ny båd kom større komfort.
Den største forbedring var næsten, da man kunne køre bilerne om bord. I starten måtte de hejses. Se billede fra 1959.
Fra nu må vi så finde os i at køre den lange vej sydom, hvis vi gerne vil have campingvognen med.

Jeg har afsluttet planlægningen af min brors og min årlige langtur på cykel. Den skal afvikles midt i denne måned med ledsagebil og hele molevitten.
Sidste år kørte vi ad Hærvejen fra Viborg til Padborg i 5 etaper, 290 km. De blev afviklet indenfor 2 uger.
I år bliver betingelserne skrappere. Vi vil køre Fyn rundt i 3 på hinanden følgende dage. Det bliver omkring 260 bakkede kilometer, altså 86 km. i gennemsnit pr. dag.
Jeg har endnu ikke kørt 86 km. på 1 dag i år, så der skal trænes mere. Men jeg skal nok klare turen, selv om det bliver hårdt. Jeg VIL klare den. Det er en æressag.

Jeg ville så gerne skrive noget rigtigt beåndet i dag. Jeg har stor lyst til at sprede mine guldkorn rundt i verden, så alle kan få glæde af dem og efterfølgende tænke dybe og gode tanker.

Men den går ikke. Jeg er så træt, at det kun kan blive til en enkelt sætning: "Jeg vil snart i seng".

Så godnat til alle. Sov godt. Vi ses igen i morgen.

Min cykelkyndige og rare svigersøn har lært mig en remse, som jeg skulle lire af, da jeg i dag skulle besøge min cykelhandler for at købe et nyt dæk.
Jeg skulle sige "Schwalbe Durano Plus, 700 x 25".
For mig lød det som en kode i bedste James Bond stil, så jeg afventede spændt den unge mands reaktion, da jeg lænede mig ind over disken og hviskede den til ham.
Han så ikke spor forbavset ud. For ham var det vist klart sprog, og han meddelte uden tøven, at den havde han ikke på lager. Havde jeg bare sagt "23", så havde jeg fået den straks. Jeg forsøgte at aflæse denne kode, men uden held. Det var åbenbart slet ikke nogen kode.
Det viste sig, at "25" ikke er et standarddæk. Det er "23". Nu må jeg vente.

Dagens cykeltur bragte mig forbi en kirke, Borum Kirke. Jeg gør ofte stop ved kirker for at se dem indvendig og udvendig. Og i dag var der en særlig grund, idet jeg kendte en præst, der var ansat ved kirken 1942-46. Han hed Orla Møller og var min mosters svoger. Jeg kendte ham og hans familie ganske godt. Har sammen med mine forældre besøgt dem. Lidt pudsigt er det, at Orla Møllers ældste søn, Helge, er født nøjagtig samme dag som jeg.

Orla Møller var endog meget aktiv i modstandsbevægelsen under besættelsen 1940-45.

Måske nogen vil nikke genkendende til navnet Orla Møller. Han kom i folketinget i 1964 og besad en del ministerposter i perioden 1966-1977. Han var kirke- justits- og forsvarsminister.

I kirken mødte jeg en ældre dame, kirketjeneren. Da jeg spurgte, om hun kendte OM, lyste hun op i et stort smil og fortalte, at det første barn, OM døbte i Borum Kirke, var hende. Hun huskede ham kun svagt, men havde fulgt hans karriere. Hun kunne også fortælle, at han var en meget populær præst i sognet.

Man oplever meget, når man cykler.

Så er vi igang. Jeg sidder lige nu og ser de allerførste kilometer af Årets Giro d'Italia, som er startet i Belfast, Nordirland. Det er lidt langt fra Italien, som dog nås på mandag i byen Bari.

Jeg hører, at rytterne er nervøse før starten i dag. Det ville jeg også være, hvis jeg stod foran at skulle cykle omkring 3.000 km. på 3 uger. Jeg er nevøs nok for mine 275 km. Fyn rundt på 3 dage i næste uge. I Giroen er 275 km. ikke usædvanligt for en enkelt dags etape. Tak for kaffe.

Nu er jeg spændt på, hvad der bliver sværest for mig. 1) at holde dampen oppe i Italien eller 2) på Fyn. Begge dele kræver sin mand. Ikke mindst at skulle se TV 3-4 timer dagligt.

Hvem har mon kreeret dette smukke bed midt i græsplænen i vores have?

I gætter det aldrig.

Det er mig og ingen anden.

Egentlig skulle jeg have cyklet Hammel-Thorsø-Silkeborg sammen med søn Peter. Men det blev stoppet af vejret.

Så blev det besluttet, at jeg skulle slå græs. Det blev også forhindret af vejret.

Tilbage var så at friske ovennævnte bed op. Det lignede mest af alt en gang ukrudt, hvad det også var.

Men nu - forårsaget af dårligt vejr - er det blevet flot (hvis jeg selv skal sige det).

Jeg ville nu helst have cyklet.

Det er en underlig fornemmelse.
I går rykkede mit gamle fodboldhold AGF ned i 1. division efter en ynkelig indsats hele sæsonen.
For nogle år siden ville en sådan kendsgerning have sendt mig dybt ned i en mental kulkælder, og jeg ville have vredet hænder og skåret tænder af ærgrelse.
Ej sådan nu. Jeg følger næppe med i turneringen. Kommer aldrig på stadion. Ser ikke holdet på TV. Læser ikke om det i aviser. Kort sagt har jeg nået et stadie af ligegyldighed over for klubben.
Havde nogen for 4-5 år siden spurgt mig, om dette kunne ske, ville jeg snærrende have afvist en så tåbelig påstand. Men ak. Jeg er ligeglad. I det hele taget er fodbold ikke min store interesse. Utroligt, men sandt. Men klubben har et flot og farverigt logo.
Lad mig få noget cykelløb - og cricket.

Når jeg cykler, har jeg god tid til at tænke. Og jeg tænker gode tanker, fordi jeg er godt tilpas.

I dag gik tankerne på, om der i mit liv er noget, jeg ville have gjort anderledes.

Svaret er selvfølgelig "ja". Der er noget, jeg ikke fik gjort. Jeg skiller mig næppe ud fra alle andre.

Jeg kom i dag til at tænke på én ting, som jeg skulle have gjort for rigtig mange år siden, men som først blev realiseret for 10 år siden. Jeg begyndte at cykle.

Havde jeg startet i det mindste som 30-40 årig ville jeg have haft yderligere 25 års fornøjelse.

Men den kendsgerning får mig blot til at skønne på de ture, jeg får nu, og som jeg vil få i forhåbentlig mange år. Jeg bli'r s'gu ved, til jeg bli'r løftet af cyklen.

Et for mig næsten eksistentielt spørgsmål:
"Er man ved at blive gammel, når man sidder og falder i søvn på toilettet?"
Jeg har med en vis undren måttet konstatere, at det gør jeg. Ikke hver gang, men med mellemrum, så sent som i formiddag.
Jeg må henvise til almen viden om søvn: "Søvn er og en fysiologisk livsnødvendighed for alle levende væsener. Søvn har afgørende betydning for kroppens genopbygning, og mangel på søvn kan både påvirke immunforsvar og kognitive funktioner som hukommelse og indlæring".
Derfor tager jeg med sindsro en lille morfar på toilettet.

Ja, ja. Jeg ved det godt. Jeg skriver for meget om cykling og cykelture.
Sagen er den, at jeg ikke kan lade være. Jeg tænker hele tiden på nye cykelruter, gode steder at stoppe og kigge, spise lidt medbragt EPO og drikke lidt/meget.
Inden jeg falder i søvn, har jeg planlagt næste dags rute, nu og da endog i detaljer.
Når jeg kommer hjem, kører jeg turen endnu engang i tankerne og ser på eventuelle billeder.
Samtidig glæder jeg mig, hvis jeg som i dag har kørt en hård tur med mange bakker og stadig har kræfter ved hjemkomsten.
Der er så meget at glæde sig over - også at holde pause ved landsbyens gadekær i Grundfør. Mere idyllisk dansk kan det næppe være.
Jeg fatter ikke, at det ikke er alle, der kan lide at cykle.